Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 43 a er lex-specialis bestemmelser, der som udgangspunkt skal anvendes, når der ved domstolene behandles sager, hvor borgere har fremsat begæring om domstolsprøvelse af administrativ frihedsberøvelse.

Det er en selvfølge, at retsplejelovens øvrige bestemmelser finder anvendelse på sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 43 a, i tilfælde hvor der under sagen behandles spørgsmål, der ikke er særligt regulerede i kapitel 43 a. Der findes for eksempel ikke bestemmelser om dommerhabilitet i retsplejelovens kapitel 43 a, hvorfor retsplejelovens almindelige bestemmelser om dommerhabilitet vil være gældende i en sag, der behandles efter retsplejelovens kapitel 43 a. Lex specialis-princippet fører blot til, at bestemmelserne i kapitel 43 a har forrang i sager, der behandles efter kapitel 43 a, frem for andre bestemmelser, der regulerer det samme spørgsmål.

I sit  svar af 22. juni 1998 på et § 20-spørgsmål til Socialministeren besvarede ministeren et spørgsmål om, hvorvidt forældremyndighedsindehaveren i en børnefjernelsessag kunne kræve at modtage oplysninger vedrørende sagen fra Ankestyrelsen, eller hvorvidt det var tilstrækkeligt, at styrelsen kun fremsendte oplysningerne til forældremyndighedsindehaverens beskikkede advokat. Ministeren henviste blandt andet til, at retsplejelovens § 470, stk. 2, (om advokatbeskikkelse i sager om domstolsprøvelse af administrativ frihedsberøvelse) som følge af “lex specialis-princippet” går forud for retsplejelovens § 260 om partsrepræsentation i almindelige civile sager. Dette fører til, at reglerne i § 260 om, at for eksempel nære slægtninge kan repræsentere en part i en civil sag, ikke gælder i en sag om domstolsprøvelse af administrativ frihedsberøvelse, hvor det særligt er bestemt, at der beskikkes en advokat for klageren.

 U.2013.689/1Ø er et eksempel på, at retsplejelovens almindelige regler kan fortrænge lex specialis-bestemmelserne i en sag ,der behandles efter retsplejelovens kapitel 43 a, hvis dette efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt og ikke er uforeneligt med de særlige beskyttelseshensyn, der ligger til grund for retsplejelovens kapitel 43 a. Sagen vedrørte et større antal frihedsberøvelser, der var foretaget i Århus-området af et større antal personer, der havde bopæl i flere forskellige retskredse. Østjyllands Politi fik medhold i, at alle sagerne i medfør af retsplejelovens § 254, stk. 2, kunne henvises til behandling ved Retten i Aarhus, selvom dette ikke umiddelbart var foreneligt med retsplejelovens § 469, der bestemmer, at sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel 43 a, som udgangspunkt skal behandles ved klagernes hjemting. Landsretten henviste i begrundelsen for kendelsen blandt andet til forarbejderne til retsplejelovens § 468.