Der er utvivlsomt adgang til erstatning eller godtgørelse for personer, der har været udsat for uberettiget administrativ frihedsberøvelse. Dette kan forudsætningsvist udledes af retsplejelovens § 469, stk. 6, som har følgende ordlyd:

“Krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse skal efter begæring pådømmes under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Retten kan dog udskyde erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed.”

 Bestemmelsens formulering om, at krav om erstatning efter begæring pådømmes “under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed”, kan give anledning til overvejelser om, hvorvidt krav om erstatning også kan rejses efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a i tilfælde, hvor myndighederne for eksempel under en administrativ klagesag har givet borgeren medhold i, at en frihedsberøvelse var ulovlig, men hvor myndigheden helt eller delvist nægter at imødekomme et krav om erstatning eller godtgørelse til trods for enigheden om, at frihedsberøvelsen var ulovlig. Efter praksis kan krav om erstatning eller godtgørelse rejses efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, uagtet at sagen alene drejer sig om et krav om erstatning eller godtgørelse for en administrativ frihedsberøvelse og ikke også spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed. Dette var for eksempel tilfældet i  U.2014.3300Ø. Her havde en domsanbragt psykiatrisk patient klaget til det psykiatriske patientklagenævn over en tvangsfiksering på Odense Universitetshospital. Patientklagenævnet fandt, at fikseringen, der havde varet 12 timer og 10 minutter, havde været uberettiget. Patienten ønskede sagen indbragt for retten alene med henblik på tilkendelse af godtgørelse. Patientklagenævnet indbragte på patientens (klagerens) begæring sagen for retten. Østre Landsret tilkendte klageren en godtgørelse på 5.000 kr.  

Der findes ikke i retsplejelovens kapitel 43 a regler om objektivt erstatningsansvar i tilfælde, hvor en administrativ frihedsberøvelse har været ulovlig, modsat af hvad tilfældet er for erstatningsansvaret efter retsplejelovens kapitel 93 a, hvor der er objektivt erstatningsansvar for uberettigede straffeprocessuelle indgreb. Der ses endvidere ikke at være fastsat bestemmelser om objektivt erstatningsansvar i anden lovgivning, der hjemler adgang til administrativ frihedsberøvelse for eksempel politiloven, serviceloven eller psykiatriloven.

Justitsministeriet har i  besvarelse af 18. juni 2013 af spørgsmål nr. 7 (Alm. del) fra Folketingets tilsyn i henhold til grundlovens § 71 vedrørende erstatning for “uberettiget frihedsberøvelse” i psykiatrien blandt andet anført: “Justitsministeriet kan om ansvarsgrundlaget i tilfælde af en frihedsberøvelse foretaget i strid med psykiatrilovens regler oplyse, at dette spørgsmål blev drøftet af udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling i principbetænkning nr. 1068/1986 om tvang i psykiatrien. Udvalgets flertal fandt ikke, at regler om objektivt erstatningsansvar var egnet til at regulere dette område. Der er herefter ikke i psykiatriloven fastsat regler om ansvarsgrundlaget. Ansvarsgrundlaget i sager om erstatning for frihedsberøvelse foretaget i strid med psykiatrilovens regler er således den almindelige culparegel, dvs. at der indtræder ansvar for den skade, som forvoldes ved en handling, der kan tilregnes den handlende som forsætlig eller uagtsom.”

Ulovlig eller uberettiget frihedsberøvelse vil formentlig med meget få undtagelser udgøre en krænkelse af EMRK artikel 5 og i nogle tilfælde også EMRK artikel 3, således som disse bestemmelser fortolkes såvel af EMD som af danske domstole. Domstolenes praksis viser, at den blotte konstatering af, at en frihedsberøvelse har krænket en persons menneskerettigheder, udløser erstatning eller godtgørelse. I  U.2014.3300Ø gjorde sygehusmyndigheden gældende, at en person, der havde været ulovligt tvangsfikseret, ikke skulle have godtgørelse, idet det ikke var godtgjort, at sygehuset havde udvist culpa. Sygehuset udtalte herom under proceduren således: “Der er alene grundlag for at tilkende godtgørelse, hvis A har været udsat for en retsstridig krænkelse af sin frihed, fred, ære eller person, og hvis der fra hospitalets side er udvist culpa. Ved vurderingen skal der tages hensyn til, at det skøn, der udøves i forbindelse med en fiksering, er vanskeligt, og at fikseringen er sket af sikkerhedsmæssige grunde.” Heroverfor anførte klageren: “Ved fikseringen er der sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 29. maj 2012, Julin, præmis 127, og Østre Landsrets dom af 4. juni 2014 i sagen B-1871-11 (U 2014.3045 Ø). Der skal derfor betales godtgørelse. Der skal ikke foretages en bedømmelse af, om der er udvist culpa.” Landsretten udtalte: “Landsretten finder, at en sådan uberettiget fiksering må anses for at medføre en så intens fysisk og psykisk lidelse, at den er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, jf. herved præmis 127 i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 29. maj 2012 i sagerne 16563/08, 40841/08, 8192/10 og 18656/10, Julin. Landsretten finder herefter, at Odense Universitetshospital efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26 skal betale godtgørelse til A. Efter indgrebets karakter og tidsmæssige udstrækning fastsætter landsretten skønsmæssigt godtgørelsen til 5.000 kr. Beløbet tillægges procesrente af 4.800 kr. fra den 10. juli 2013, 1 måned efter at sagen blev indbragt for byretten, og af 200 kr. fra den 11. december 2013, 1 måned efter at A forhøjede sin påstand, jf. erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1.”

Ovennævnte afgørelser må forstås således, at i tilfælde, hvor en administrativ frihedsberøvelse har udgjort en krænkelse af EMRK, vil den omstændighed, at frihedsberøvelsen har været i strid med EMRK formentlig i sig selv føre til, at forurettede skal tilkendes godtgørelse.