Retsplejelovens § 729 a vedrører i det væsentlige forsvarerens ret til aktindsigt hos retten og hos politiet, samt forsvarerens adgang til at videregive kopier af det modtagne materiale eller oplysninger fra samme til sin klient. Som det forudsætningsvist fremgår af de mange kendelser umiddelbart nedenfor, kan forsvareren efter  retsplejelovens § 746 indbringe politiets begrænsninger i forsvarerens adgang til aktindsigt eller pålæg til forsvareren om ikke at videregive oplysninger til sin klient for domstolene.

Af artikel 21 i  FN’s Basic Principles on the Role of Lawyers følger, at de kompetente myndigheder er forpligtede til at sikre advokaten adgang til relevant information, sagsakter og dokumenter, som myndigheden er i besiddelse af eller har kontrol over, og at dette skal ske så tidligt, at advokaten har mulighed for at yde en effektiv juridisk bistand til klienten.

Endvidere følger det af EMRK artikel 6, stk. 3, litra a, at en person, som er sigtet i en straffesag, har ret til “ufortøvet at modtage udførlig underretning på et sprog, som han forstår, om arten af og årsagen til den anklage, der er rejst mod ham. Af EMRK artikel 6, stk. 3, litra b, følger det, at en sigtet har krav på tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar. Disse bestemmelser fordrer, at en sigtet skal have rigelig tid, inden sagen afgøres, til at gennemgå sagsakterne i den sag, hvor han eller hun er sigtet.

Retsplejelovens § 729 a har følgende indhold:

“Stk. 1. Sigtede er berettiget til at vælge en forsvarer, jf. § 730. Offentlig forsvarer beskikkes efter  reglerne i §§ 731-735.

Stk. 2. Retten meddeler forsvareren kopi af indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen. Forsvareren kan gøre sigtede bekendt med kopierne, medmindre andet følger af §§ 748 og 856. Retten kan pålægge forsvareren ikke at overlevere kopierne til sigtede eller andre, hvis det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.

Stk. 3. Forsvareren har adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Forsvareren skal have udleveret kopi af materialet, i det omfang det uden ulempe kan kopieres. Forsvareren må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre. Politiet giver samtykke, hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til materiale, der er omfattet af § 871, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan samtykke dog kun nægtes af de i stk. 4 nævnte grunde.

Stk. 4. Hvis det er nødvendigt af hensyn til fremmede magter, til statens sikkerhed, til sagens opklaring, til tredjemand eller til efterforskningen af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, kan politiet give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Pålægget kan udstrækkes, indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen.”

Rigsadvokaten Informerer nr. 4/2006 om Justitsministerens redegørelse om erfaringerne i praksis med de nye regler om civile agenter og om begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt.  Bilag 1 med enkelte emner af generel interesse om begrænsninger i forsvarerens aktindsigt. Det anføres blandt andet, at “objektivitetsprincippet” kan begrunde, at anklagemyndigheden i visse tilfælde kan vurdere, hvilke oplysninger forsvareren bør have oplysning om.

Spørgsmålet om oplysning af identiteten på en anonym meddeler indgik i en sag, der blev afgjort ved Højesterets kendelse af 9. marts 2005. Sagen angik navnlig fortolkningen af retsplejelovens § 836 a, som blev indsat i loven samtidig med de nye regler om forsvarerens adgang til aktindsigt. Ifølge § 836 a kan en person ikke indkaldes som vidne under domsforhandlingen, hvis oplysninger om personens identitet ikke indgår i sagen, eller er undtaget fra forsvarerens (og sigtedes) adgang til aktindsigt i medfør af § 729 c. Ved en fejl fik forsvareren kendskab til, at den pågældende havde været afhørt af politiet som anonym meddeler, hvorfor forsvareren begærede den pågældende indkaldt som vidne i retten. Dette blev afvist i Højesterets kendelse, hvor blandt andet følgende blev udtalt: ”Når et vidne i en sag anonymt har afgivet forklaring til politiet, må det være op til anklagemyndigheden, om vidnet skal indkaldes til at afgive forklaring under domsforhandlingen – og derfor skal medtages i bevisfortegnelsen med navns nævnelse mv, jf. retsplejelovens § 834 – eller ej, med mindre der er grund til at antage, at vidneforklaringen vil kunne være af betydning for tiltaltes forsvar. Der er i overensstemmelse med ordlyden af og forarbejderne til retsplejelovens § 836 a, jf. herved tillige objektivitetsprincippet, jf. retsplejelovens § 96, stk. 2, og kravet om ”fair trial”, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra d, ikke nogen herudover gående adgang for forsvaret til at indkalde et sådant vidne.”

Nærmere om § 729 a, stk. 2:

Bestemmelsen omhandler retsbøgerne vedrørende den omhandlede sag og bestemmer, at forsvareren kan gøre sin klient bekendt med kopierne af de retsbøger, som forsvareren selv har modtaget, “medmindre andet følger af §§ 748 og 856”. Endvidere følger det, at forsvareren ikke må overlevere kopier til sigtede eller andre, hvis det må befrygtes, at de vil blive benyttet på retsstridig måde. Med disse undtagelser må forsvareren således gøre sin klient bekendt med indholdet af sagens retsbøger. Undtagelserne fra hovedreglen om, at forsvareren må gøre sin klient bekendt med indholdet af retsbøgerne, behandles umiddelbart nedenfor:

Af retsplejelovens § 748, stk. 2, 5. pkt., følger, at forsvareren kun med rettens samtykke må videregive de oplysninger til sin klient fra retsmøder omhandlet af § 748, stk. 1, 2. pkt., hvilket vil sige retsmøder, der “afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af foranstaltninger i henhold til kapitlerne 69-74. Kapitel 69 angår anholdelse, kapitel 70 varetægtsfængsling, kapitel 71 indgreb i meddelelseshemmeligheden mv., kapitel 72 legemsindgreb, kapitel 73 ransagning og kapitel 74 beslaglæggelse og edition. Er der ikke tale om retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens forudgående kendelse om foretagelse af foranstaltninger i henhold til kapitlerne 69-74, skal forsvareren ikke indhente rettens samtykke til at videregive oplysninger til sin klient fra retsbøger. Skal forsvareren forhindres i at videregive oplysninger fra retsbøger til sin klient om andre slags retsmøder end de umiddelbart ovenfor nævnte, skal retten meddele forsvareren et forsvarerpålæg efter retsplejelovens § 748, stk. 6, 2. pkt., som efter bestemmelsen kun kan meddeles forsvareren, hvis der foreligger “særlige hensyn”.

Jakob Lund Poulsen, medlem af Advokatrådet og formand for Advokatrådets Retsudvalg, anfører sin artikel “Videregivelse af fortrolige oplysninger” i “Advokaten” nr. 4/2007 som svar på cand. jur. Peter Hjørnes artikel “Hvad er fortrolige oplysninger?” i “Advokaten” nr. 2/2007, blandt andet:

“… Hvis sigtede har været udelukket fra retsmødet, og retsmødet ikke har vedrørt et af de i retsplejelovens § 748, stk. 1, 2. pkt. omtalte tvangsindgreb, kan retten, hvis de særlige hensyn som har begrundet udelukkelsen af sigtede fra retsmødet fortsat er til stede, pålægge forsvareren ikke at give sigtede underretning om, hvad der er passeret i retsmødet. Dette pålæg kan udstrækkes, indtil sigtede har afgivet forklaring under hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 748, stk. 6. Et eksempel på et sådant forsvarerpålæg kunne være en hemmeligholdelse af medsigtedes indenretlige forklaring, jf. retsplejelovens § 747.”

For så vidt angår retsmøder afholdt for lukkede døre udtaler forfatteren videre: “Retsmøder, der afholdes i henhold til retsplejelovens § 748, vil som oftest tillige blive afholdt for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29, stk. 1, jf. stk. 3 og § 29 a. Det følger af retsplejelovens § 29 d, at “offentlig gengivelse af, hvad der forhandles i retsmøder, der holdes for lukkede døre, er forbudt, medmindre dørlukning alene er sket under hensyn til ro og orden i retslokalet.” Heraf følger, at forsvarerens videregivelse af oplysninger fra et lukket retsmøde til andre end den sigtede som klient er forbudt, og at forsvareren i øvrigt, jf. retsplejelovens § 748, stk. 2 og stk. 6, vil kunne være undergivet et pålæg om ikke at videregive oplysningerne til den sigtede.”

I  2-1085/2009 ved Retten i Herning var en forsvarsadvokat tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1, ved som beskikket forsvarer uberettiget til sin klient dels at have videregivet oplysninger fra et lukket retsmøde, hvor der blev afholdt grundlovsforhør mod en anden person, og dels ved at have videregivet oplysninger fra straffesagsakter, hvorom der var meddelt pålæg efter retsplejelovens § 729 a, skt. 4. Retten fandt det bevist, at forsvareren havde videregivet oplysninger fra det lukkede retsmøde til sin klient men frifandt denne herfor, da videregivelsen af oplysningerne til forsvarerens klient ikke var sket i strid med § 29 d, da der ikke var sket en offentlig gengivelse. Den pågældende blev også frifundet for overtrædelse af forsvarerpålægget givet i medfør af retsplejelovens § 729, stk. 4, idet det mod advokatens benægtelse ikke blev anset for bevist, at han endnu havde modtaget forsvarergenparterne (og dermed forsvarerpålægget) på det tidspunkt, hvor han fortalte sin klient om sagen. Dommen blev anket af anklagemyndigheden, som imidlertid frafaldt anken.

Af retsplejelovens § 729, stk. 2, sidste pkt, fremgår, at forsvareren ikke må overlevere kopierne til sigtede eller andre, “hvis det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde”.

I TfK 2006.4472 ØLK tilkendegav tiltalte under en straffesag, at han havde til hensigt at lægge retsbøgerne vedrørende sagen på sin hjemmeside. Anklagemyndigheden anmodede retten om at forbyde, at tiltalte lægger retsbøgerne ud på sin hjemmeside og således offentliggør alt det i retten sagte. Anklagemyndigheden anførte blandt andet: “at retsplejelovens § 41 f, stk. 6, 1. pkt., som videreførte den tidligere § 41 a, stk. 6, fastsætter, at de til pressen udleverede retsbøger alene må benyttes af massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere og kun til støtte for journalistisk og redaktionelt arbejde, hvilket bl.a. indebærer, at disse udskrifter og dokumenter ikke over for offentligheden må gengives ordret i lange sammenhængende passager, ligesom de ikke må foreholdes f.eks. en person, der interviewes. I forarbejderne til den tidligere § 41 a, stk. 6, anføres udtrykkeligt, at »(P)rincippet i retsplejelovens § 182 om, at vidner ikke må påhøre andres forklaringer i sagen, vil således ikke kunne undergraves ved ordrette gengivelser af retsbogsudskrifter i massemedierne« (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, pag. 2036). Det gøres herefter gældende, at den samme begrænsning i retning af at udelukke offentliggørelse i videre omfang, som gælder journalister, analogisk må udstrækkes til parterne.” Landsretten fulgte ikke anklagemyndighedens anmodning. Landsretten udtalte nærmere: “T’s offentliggørelse af straffesagernes retsbøger i deres helhed må antages at kunne indebære en tilsidesættelse af blandt andet retsplejelovens regler om beskyttelse af navneforbud samt andre regler, herunder regler i den almindelige lovgivning om behandling af personoplysninger. Landsretten finder, at der i så fald – uanset det, der er anført af T om begrundelsen for en offentliggørelse – vil foreligge en retsstridig benyttelse af retsbøgerne, der kan begrunde, at der efter retsplejelovens § 729 a, stk. 2, 3. pkt., foretages nærmere begrænsninger i T’s adgang til at få udleveret retsbogsudskrifter. En offentliggørelse, hvorved regler i lovgivningen tilsidesættes, kan desuden medføre, at der pålægges straf efter de regler, der gælder herom. Uanset at en offentliggørelse kan være retsstridig og strafbar som anført, ses der ikke at være hjemmel til, at retten som led i sin behandling af straffesagerne kan nedlægge forbud mod, at T offentliggør retsbøger, som han er i besiddelse af. Landsretten tiltræder i den forbindelse, at et sådant forbud ikke kan have hjemmel i en analogi af retsplejelovens § 41 f, stk. 7, sammenholdt med stk. 6, hvorefter det er strafbart for presserepræsentanter at offentliggøre blandt andet retsbøger. Endvidere finder landsretten, at hensynene bag retsplejelovens § 182 om vidneafhøring uden andre vidners påhør ikke udgør tilstrækkelig hjemmel til at nedlægge et sådant forbud.”

Nærmere om § 729 a, stk. 3:

Bestemmelsen omhandler “materiale”, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Dette materiale er i vidt omfang sagens politirapporter mv.

 Rigsadvokatens Meddelelse nr. 7/2005 om forsvarerens almindelige adgang til aktindsigt efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3.

Forsvarerens aktindsigt begrænser sig ikke kun til dokumenter som for eksempel politirapporter mv. I  TfK 2004.643 ØLK fik forsvareren medhold i, at politiet skulle udlevere en “fotografisk kopi” af gerningsstedsfingeraftrykket og det sammenligningsaftryk, som politiet havde tilvejebragt.

Ved gennemførelsen af den såkaldte “rockerlov” i 2003 blev begrænsningen “til brug for den sag, som sigtelsen angår” tilføjet. Denne begrænsning kan komme i konflikt med EMRK artikel 6, stk. 3, (b) og synes nærmest at være bortcensureret af domstolene.

I  TfK 2005.66/2 HK havde forsvareren begæret aktindsigt i sagsakter vedrørende en straffesag mod en anden person i en anden politikreds. Tiltalte var ikke sigtet i denne anden sag. Her udtalte Højesteret blandt andet: “De oplysninger, som advokat Claus Nørregaard som forsvarer for tiltalte har anmodet om aktindsigt i, er ikke tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som tiltalen angår. Efter forarbejderne til bestemmelsen sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 omfatter forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som er af betydning for sagen, uanset om det er tilvejebragt til brug for den pågældende sag.”

I  TfK 2007.283/1 HK havde politiet begrænset forsvarernes aktindsigt i en straffesag, hvilket forsvarerne forlangte indbragt for retten. Anklagemyndigheden henholdt sig blandt andet til, at de oplysninger og det materiale, som forsvarerne efterlyste, ikke var tilvejebragt af den omhandlede politikreds, og at det ikke var indhentet til brug for den aktuelle sag, og at det ikke befandt sig i politikredsen. Højesteret udtaler blandt andet følgende: “Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, har forsvareren adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. Dette gælder uden hensyn til materialets betydning for sagen. De oplysninger, som advokat Kristian Mølgaard som forsvarer for tiltalte har anmodet om aktindsigt i, er ikke tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som tiltalen angår. Efter forarbejderne til bestemmelsen sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 omfatter forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som er af betydning for sagen, uanset om det er tilvejebragt til brug for den pågældende sag. Forsvareren ønsker aktindsigt i de kendelser, som har givet tilladelse til at foretage de aflytninger, som skal anvendes som bevis i sagen, med henblik på at kontrollere, at disse aflytninger er tilvejebragt på lovlig måde. Uanset erklæringen af 20. december 2005 fra chefen for Politiets Efterretningstjeneste finder Højesteret, at det ikke kan udelukkes, at det af forsvareren ønskede materiale kan være af betydning for sagen. Forsvarerens anmodning om aktindsigt i de omhandlede kendelser tages herefter til følge, dog således at der forinden skal gives anklagemyndigheden mulighed for at vurdere, om kendelserne indeholder oplysninger, som bør undtages fra aktindsigt, jf. retsplejelovens § 729 c.”

Folketingets Ombudsmand udtalte sig i sin udtalelse  FOB 1996.145 om forsvarerens adgang til aktindsigt i politiets såkaldte “nulrapporter”. Københavns politi havde under sagen blandt andet gjort gældende, at nogle telefonaflytninger “ikke indgik” i straffesagen mod den sigtede, og at politiet derfor var berettiget til at undlade at fremlægge materialet for forsvareren. Ombudsmanden udtalte herom blandt andet: “.. Det synes som om vicepolitidirektøren er af den fejlagtige opfattelse, at forsvareren kun skal have adgang til det materiale, der indgår i en straffesag. Efter de diskussioner, der har været om de såkaldte ‘nulrapporter’ og Rigsadvokatens tilkendegivelse herom, kan der næppe herske tvivl om, at det materiale, der fra Politiets side ikke tænkes indlagt i en straffesag, er omfattet af § 745 stk. 1.”

Af  Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5 af 15. april 1992, der bærer overskriften “Meddelelse om forsvarerens adgang til det materiale, der er tilvejebragt af politiet”, fremgår af side 3 f. om “O-rapporter” følgende:

“…I forbindelse med en omfattende efterforskning i større drabssager o. lign. anvendes ofte en journalgruppe, kaldet »0-rapporter« (Oplysningsgruppen). Gruppen omfatter oplysninger om personer eller emner i relation til sagen, hvoraf nogle ikke umiddelbart skønnes at have nogen betydning for sagens opklaring, herunder resultatløse undersøgelser. Herudover omfatter gruppen oplysninger, der helt indlysende er uden hold i virkeligheden, og som derfor ikke indgår i den videre efterforskning.
Den del af rapporterne i 0-gruppen, der skønnes uden betydning for sagen, kan udelades af selve sagsakterne.

Bilagsfortegnelser skal omfatte sådanne rapporter. Det gælder, selvom rapporterne er omtalt i et sagsresumé.

Uanset journaliseringsmåden, opbevaringsformen m.v. skal forsvareren have adgang til at gøre sig bekendt med sådant materiale.

Det skal derfor sikres, at forsvareren er bekendt med, at der er udeladt materiale som værende uden betydning.

Den første gang, politiet eller anklagemyndigheden i forbindelse med fremsendelse af materiale til forsvareren udskiller sådant, der på dette tidspunkt skønnes uden betydning for sagen, skal forsvareren skriftligt gøres bekendt med, at udskillelse har fundet sted. Det samme gælder, hvis materialet i den aktuelle sag er udskilt fra et større sagskompleks, uden at dette umiddelbart fremgår
af sagen.

Forsvareren har herefter som udgangspunkt krav på at kunne gøre sig bekendt med det udeholdte materiale og skal på begæring tilstilles kopi heraf i det omfang, materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres.

 Kopi af skrivelsen til forsvareren om udskillelse bør opbevares sammen med sagens akter.”


Det fremgår af Rigsadvokatens hjemmeside, at det omhandlede dokument er “ophævet”. Der fremgår imidlertid intet om den praksis, som afløser den af dokumentet omhandlede praksis, og således heller ikke noget om, hvorvidt praksis er ændret. Når henses til den fortolkning af retsplejelovens § 729 a, stk. 3, som Højesteret giver udtryk for i den ovenfor omtalte kendelse  TfK 2007.283/1 HK, er det vanskeligt at forestille sig, at Rigsadvokaten skulle have fastsat en praksis, som fastsætter begrænsninger i forsvarerens aktindsigt udover de begrænsninger, som er omtalt i  Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5 af 15. april 1992.

I  Plotnicova mod Moldova afgjort af EMD den 15. maj 2012 under sagsnummer 38623/05 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 3, at anklagemyndigheden ikke havde udleveret alle bilag, som anklagemyndigheden var i besiddelse af, til forsvareren og til retten. Anklagemyndigheden henviste til, at bilagene var irrelevante for sagen, og at anklagemyndigheden heller ikke selv havde gjort brug af dem under sagen. I præmis 47 påpeger EMD, at det er op til tiltalte og dennes forsvarer at vurdere, hvorvidt de ønsker at gøre brug af sagsakter under forsvaret, og at det er op til retten eventuelt at træffe en endelig afgørelse om, at materiale, som begæres fremlagt under sagen, er irrelevant (“Indeed, it was for the applicant and her lawyer to decide whether they could use the materials in question in her defence, while the final conclusion as to the importance of that evidence for the outcome of the case rested with the courts.”)

Af  TfK 2010.798/1 VLK fremgår blandt andet, at en forsvarer ikke uden videre kan informere en sagkyndig, som forsvareren måtte ønske at gøre brug af under forberedelsen af en straffesag, om indholdet af straffesagens akter. Det tilkommer i første række politiet at tage stilling til spørgsmålet om forsvarerens overlevering af relevant materiale til den sagkyndige, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Et eventuelt afslag vil kunne indbringes for byretten i medfør af retsplejelovens § 746.

I  sag 156/2014 (gengivet i  TfK2015.351/2) udtalte Højesteret, at det ikke kræver politiets samtykke, at forsvareren foreviser materiale udleveret af politiet “for en af forsvareren valgt sagkyndig”. I den konkrete sag drejede det sig om en videooptagelse af en børneafhøring, som forsvareren ønskede at afspille for en børnesagkyndig psykolog valgt af forsvareren. Højesteret udtalte herom nærmere: “..Højesteret finder, at spørgsmålet om en forsvarers ret til at forevise videoafhøring for en sagkyndig er af så principiel karakter, at kæremålet uanset bestemmelsen i retsplejelovens § 968, stk. 4, tages under behandling. Det materiale, som politiet i overensstemmelse med retsplejelovens § 745 e tilvejebringer ved videoafhøring af børn, er omfattet af retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Efter 3. punktum i denne bestemmelse må en forsvarer ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til sigtede eller andre. I § 729 a, stk. 3, er det ikke fastsat, om en forsvarer må orientere sigtede eller andre om indholdet af materialet, men det følger af forarbejderne, at der i almindelighed intet er til hinder for, at en forsvarer orienterer sigtede om materialets indhold eller foreviser materialet for sigtede uden politiets samtykke. Forarbejderne omtaler endvidere den situation, at en af forsvareren valgt sagkyndig gennemgår et dokument hos forsvareren. Det er således ikke i strid med § 729 a, stk. 3, at forsvareren uden politiets samtykke foreviser materiale for en af forsvareren valgt sagkyndig. Det følger af det anførte, at forsvareren i det foreliggende tilfælde ikke efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, skal have samtykke fra politiet, anklagemyndigheden eller retten for at forevise videooptagelserne for en børnesagkyndig psykolog. Videooptagelserne indeholder imidlertid oplysninger om børnene, som er omfattet af forsvarerens tavshedspligt efter retsplejelovens § 129 sammenholdt med straffelovens § 152. Dette gælder, selv om der er sket videoafspilning ved et offentligt retsmøde. Forevisning for en børnesagkyndig kan derfor kun ske, hvis dette ikke vil være i strid med forsvarerens tavshedspligt. Højesteret finder, at det i almindelighed ikke vil være i strid med forsvarerens tavshedspligt at forevise videooptagelser for en børnesagkyndig psykolog, som ligeledes er underlagt tavshedspligt, hvis forsvareren vurderer, at han har behov for børnesagkyndig bistand til brug for forberedelsen af hovedforhandlingen.

Da samtykke til at forevise videooptagelserne for en børnesagkyndig psykolog som anført ikke har været fornødent, ophæver Højesteret landsrettens beslutning. …”

Det kan formentlig udledes af TfK 2010.798/1 sammenholdt med sag 156/2014, at forsvareren skal have politiets samtykke, hvis forsvareren vil “overlevere” politiets materiale til en sagkyndig person valgt af forsvareren, men at forsvareren normalt kan “forevise” sådant materiale til en sagkyndig person valgt af forsvareren uden politiets samtykke.

I Sagen  Luboch mod Polen (sagsnummer 37469/05) præciserede Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i en afgørelse fra januar 2008 sigtedes ret til at tage notater af akterne i dennes straffesag samt sigtedes ret til, hvis det er nødvendigt, tillige at få kopi af sagens akter. Samme resultat når menneskerettighedsdomstolen frem til i sagen  Lawrence Pullicino mod Malta (sagsnummer 45441/99), hvor det yderligere præciseres, at sigtedes ret til at tage egne notater af sagens akter ikke kan nægtes denne med henvisning til, at sigtede har en forsvarer.

Læs mere om sigtedes adgang til  aktindsigt hos sin forsvarer. Se også  bemærkningerne til § 729 a – § 729 d lov nr. 215 af 31. marts 2004 om aktindsigt i straffesager.

Af  betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager fremgår ad forslag til ny § 745 (nu retsplejelovens § 729 a), at: “Det materiale, som forsvareren får udleveret fra politiet (eller genparter heraf), må ikke uden politiets tilladelse overleveres til sigtede eller andre, således at de beholder det. Derimod er der i almindelighed intet til hinder for, at forsvareren orienterer sigtede om materialets indhold eller foreviser materialet for sigtede. Vil politiet forhindre dette, må der gives forsvareren pålæg i henhold til forslagets stk. 4- – -“.

I kommentarerne til  retsplejelovens § 739 om straffesager mod forsvarsadvokater mv. omtales blandt andet  UfR 1995.693 VLK og  UfR 1997.1325 ØLD, som begge er straffesager mod forsvarsadvokater og vedrører kravene til, hvornår forsvareren har “overleveret” sagsakter til sin klient i strid med retsplejelovens § 729 a, stk. 3.

I  TfK 2005.602/1 ØLD var en forsvarsadvokat sigtet for overtrædelse af straffelovens § 155 ved at have afsendt en fuldstændig afskrift af en politirapport til forsvarsadvokatens klient, som var indsat på Anstalten ved Herstedvester. Rapporten indgik i en straffesag mod forsvarsadvokatens klient. Det fremgik af sagen, at forsvarerens sekretær havde afsendt et brev til klienten indeholdende afskriften af rapporten. Forsvarsadvokaten blev frifundet, idet det ikke blev anset for bevist, at forsvarsadvokaten havde instrueret sekretæren i at fremsende afskriften.

Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 4, kan politiet under visse nærmere betingelser give forsvareren pålæg om ikke at videregive de oplysninger, som forsvareren har modtaget fra politiet. Et sådant pålæg, som generelt betegnes som “forsvarerpålæg”) kan efter bestemmelsen “udstrækkes indtil tiltalte har afgivet forklaring under hovedforhandlingen”.

I  UfR 1999.90 HK blev et “generelt” forsvarerpålæg ophævet.

Om almindelig adgang – herunder pressens adgang – til aktindsigt i domme og kendelser mv. henvises der til behandlingen af  retsplejelovens § 41 og § 41 a til g (kapitel 3 a) ovenfor.

§ 729 b om aktindsigt til sigtede/tiltalte uden forsvarer

Bestemmelsen i retsplejelovens § 729 b fastsætter reglerne om  sigtedes/tiltaltes adgang til aktindsigt i dennes egen verserende straffesag. Bestemmelsen har følgende indhold:

“§ 729 b. En sigtet uden forsvarer skal efter anmodning have adgang til hos politiet at gøre sig bekendt med indførsler i retsbøgerne vedrørende sagen, medmindre andet følger af §§ 748 og 856. Politiet udleverer efter anmodning kopi af indførslerne til sigtede, medmindre det må befrygtes, at kopierne vil blive benyttet på retsstridig måde.

 Stk. 2. En sigtet uden forsvarer skal endvidere efter anmodning have adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. Politiet kan dog afslå anmodningen af de i § 729 a, stk. 4, nævnte grunde. En begrænsning i sigtedes aktindsigt bortfalder senest inden hovedforhandlingen eller et retsmøde med henblik på sagens behandling i medfør af § 831 eller sagens afslutning ved tiltalefrafald. Politiet udleverer efter anmodning kopi af materialet til sigtede, hvis det findes ubetænkeligt. Med hensyn til materiale, der er omfattet af § 871, stk. 1 og stk. 2, nr. 5, kan udlevering dog kun nægtes af de i § 729 a, stk. 4, nævnte grunde.”

Af  bemærkningerne til § 729 b i lov nr. 215 af 31. marts 2004 fremgår blandt andet, at politiet skal vejlede sigtede/tiltalte om muligheden for aktindsigt, og at en sigtet uden forsvarer som udgangspunkt har ret til aktindsigt i samme omfang som en forsvarer ville have haft, hvis den sigtede havde valgt at lade sig repræsentere ved en forsvarer. Der anføres blandt andet følgende:

“… Formålet med bestemmelsen er i relation til aktindsigt i videst muligt omfang at sidestille sigtede, der ikke har en forsvarer, med sigtede, der har en forsvarer. Bestemmelsen er derfor udformet parallelt med den foreslåede § 729 a om forsvarerens aktindsigt, herunder navnlig de foreslåede regler om forsvarerens mulighed for henholdsvis at videregive oplysninger eller udlevere kopi af dokumenter til sigtede.

Forslaget indebærer således, at en sigtet, der ikke har en forsvarer, får adgang til aktindsigt i samme omfang som en sigtet, der har en forsvarer. Hvis en sigtet med en forsvarer vil kunne se et dokument hos forsvareren, men ikke få dokumentet udleveret, vil en sigtet uden forsvarer kunne se dokumentet hos politiet, men ikke få dokumentet udleveret. Hvis en sigtet med en forsvarer kan få udleveret kopi af dokumentet, vil en sigtet uden forsvarer ligeledes kunne få udleveret kopi af dokumentet.

Hensynet til bl.a. sagens opklaring og tredjemand kan således varetages i nøjagtig samme omfang, som når der er en forsvarer. Det bemærkes i den forbindelse, at disse hensyn i sagens indledende faser ofte vil kunne begrunde ret vide indskrænkninger i sigtedes aktindsigt.

 Der foreslås ikke lovregler om politiets vejledning af sigtede om adgangen til aktindsigt. Politiet bør dog i hvert fald på det tidspunkt, som fremgår af den nævnte Rigsadvokatmeddelelse nr. 8/98 – dvs. når sagen er klar til afgørelse ved bødeforlæg, eller når der rejses tiltale, og det er klarlagt, at der ikke vil medvirke forsvarer ved sagens behandling i retten – vejlede sigtede om adgangen til aktindsigt. …”


Retsplejelovens § 729 c bestemmer, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b fraviges. Bestemmelsen har følgende indhold:

“§ 729 c. Retten kan efter anmodning fra politiet bestemme, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b fraviges, hvis det er påkrævet af hensyn til
1) fremmede magter,
2) statens sikkerhed,
3) sagens opklaring,
4) tredjemands liv eller helbred,
5) efterforskning af en anden verserende sag om en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, eller
6) beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets efterforskningsmetoder.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 kan ikke træffes, hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar.
Stk. 3. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af materialet, skal forsvareren eller sigtede gøres bekendt med det øvrige indhold af materialet.
Stk. 4. Afgørelsen træffes ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, der begrunder en fravigelse fra §§ 729 a og 729 b. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde indtil videre, skal retten på ny vurdere fravigelsen, før hovedforhandlingen indledes. Træffer retten afgørelse om, at fravigelsen skal gælde i et nærmere fastsat tidsrum, kan afgørelsen forlænges ved senere kendelse. Rettens afgørelse kan kæres.
Stk. 5. Inden retten træffer afgørelse, skal der beskikkes en advokat for sigtede, og advokaten skal have lejlighed til at udtale sig. Advokaten beskikkes fra den særlige kreds af advokater, der er nævnt i § 784, stk. 2. Advokaten skal underrettes om alle retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå rettens kendelse om fravigelse fra §§ 729 a og 729 b, og er berettiget til at overvære disse samt til at gøre sig bekendt med det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår. § 785, stk. 1, 2.-5. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.”


Af retsplejelovens § 729 c følger således, at retten efter anmodning fra politiet kan bestemme, at reglerne om forsvarerens og sigtedes ret til aktindsigt efter §§ 729 a og 729 b kan fraviges, når betingelserne fastsat i bestemmelsen er opfyldt. Af 2. stykke følger, at en sådan fravigelse ikke kan bestemmes, “hvis det giver anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar”. I  TfK 2008.75/1 HK hjemviste Højesteret en sag til fornyet behandling ved landsretten, idet forsvarerne fik medhold i, at landsretten ikke burde have forladt sig på politiets redegørelse om indholdet af nogle dokumenter, som anklagemyndigheden havde ønsket undtaget fra forsvarets aktindsigt, da landsretten havde besluttet at imødekomme anklagemyndighedens anmodning. Landsretten burde selv have foretaget en vurdering af de omhandlede dokumenter. Højesteret udtalte nærmere: “Vedrørende sagens realitet finder Højesteret, at afgørelsen om afslag af den foreliggende anmodning om aktindsigt i henhold til retsplejelovens § 729 a, stk. 3, ikke burde være truffet alene på grundlag af Politiets Efterretningstjenestes redegørelse af 19. oktober 2007, men at landsretten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 2, 2. pkt., burde have pålagt politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår.”

Justitsministeriets lovafdeling har 25. januar 2006 udearbejdet en  redegørelse om erfaringerne i praksis med de nye regler om civile agenter og om begrænsning af forsvarerens adgang til aktindsigt. På side 11 i redegørelsen konkluderes blandt andet: “På baggrund af indberetningerne er det Rigsadvokatens vurdering, at anklagemyndigheden er bevidst om, at undtagelse af materiale fra forsvarerens almindelige adgang til aktindsigt må have undtagelsens karakter, og at der kun fremsættes begæring herom, når det eller de hensyn, der ligger til grund for begæringen om undtagelse, er af væsentlig betydning. Rigsadvokaten bemærker også, at domstolene i intet tilfælde har afslået anklagemyndighedens begæring om at undtage materiale fra forsvarerens aktindsigt med den begrundelse, at en fravigelse kunne give anledning til væsentlige betænkeligheder for varetagelsen af sigtedes forsvar. Rigsadvokatens konklusion er på denne baggrund, at de nye regler ikke har givet anledning til problemer for varetagelsen af de sigtedes eller tiltaltes forsvar i indberetningsperioden.”

Beskikkede forsvarere og valgte forsvarere har samme beføjelser blandt andet med hensyn til aktindsigt i en straffesags akter. I  Betænkning 622/1971 om efterforskning i straffesager, side 42, 2. spalte, anføres således blandt andet: “Der er ikke i forslaget gjort nogen forskel mellem beskikkede og valgte forsvarere. Efter den praksis, der er vokset op på grundlag af reglen i § 733, sidste pkt., og hvorefter i realiteten enhver mødeberettiget advokat efter ønske kan beskikkes, er der ikke fundet grundlag for at opretholde forskellene mellem beskikkede og valgte forsvareres beføjelser.”

En advokat, der overvejer at påtage sig en straffesag, skal som udgangspunkt have adgang til at låne sagens materiale fra politiet (eller retten), inden advokaten tager stilling til, om han eller hun vil påtage sig sagen. Se herom Justitsministeriets  skrivelse nr. 11124 af 30. januar 1968 om udlån af materiale i straffesager til advokater før forsvarerbeskikkelse.

I  cirkulære nr. 285 af 27. december 1932 fra Rigsadvokaten til samtlige Statsadvokater, Politidirektøren i København og samtlige Politimestre angaaende de ved Lov af 23. Juli 1932 foretagne Ændringer i Retsplejeloven fremgår under punkt 2 blandt andet, at alle advokaterne i tilfælde, hvor en sigtet/tiltalt er repræsenteret ved flere forsvarere, som udgangspunkt skal have udleveret kopi af sagens genparter. Herom anføres: “skal der af Aktstykker, der fremlægges i Retten, være sig under Efterforskning eller Forundersøgelse, i fornødent Omfang medfølge Genpart til Brug for Forsvareren; af det Retsbogen tilførte skal Udskrift snarest tilstilles Politimesteren, Forsvareren samt paa Begæring Statsadvokaten. Er der flere Forsvarere i Sagen, maa hver af dem i Almingelighed kunne fordre et Sæt Genparter og en Retsbogsudskrift.”