Retsplejelovens § 738, stk. 1, har følgende ordlyd:

“Retten kan tillade, at flere valgte forsvarere optræder for samme sigtede. Retten kan endvidere undtagelsesvis beskikke flere offentlige forsvarere for sigtede. Sigtede er berettiget til selv tillige at tage ordet til sit forsvar”.

Af bestemmelsen fremgår det således, at retten “kan tillade”, at flere valgte forsvarere optræder for samme sigtede, og at retten “undtagelsesvist” kan beskikke flere forsvarere for sigtede.

I  Grinenko mod Ukraine afgjort af EMD den 15.november 2012 under sagsnummer 33627/06 fandt EMD, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi det ikke ansås for godtgjort, at klageren frivilligt havde fravalgt forsvarerbistand under en afhøring, og – for så vidt angår nogle andre afhøringer – fordi, en advokat, som klagerens far havde engageret, ikke var blevet indkaldt til de omhandlede afhøringer. Det havde alene været den beneficerede forsvarer, der havde været til stede under disse afhøringer. EMD udtalte i præmis 97 og 98 således: “97. Lastly, it appears that despite the fact that the applicant designated two lawyers as his representatives, on several occasions the investigator questioned the applicant exclusively in the presence of the legal aid lawyer. There is no indication that the lawyer hired by the applicant’s father had been properly notified of those investigatory measures. 98. The above considerations are sufficient for the Court to conclude that there has been a violation of Article 6 §§ 1 and 3 (c) of the Convention.”

EMD’s afgørelse må forstås således, at myndighederne som udgangspunkt ikke kan modsætte sig, at sigtede/tiltalte har bistand fra to forsvarere, men at myndighederne tillige skal godtgøre, at myndighederne faktisk har berammet for eksempel afhøringer med begge forsvarere. I  TfK 2007,793/1 tillades en tiltalt i en større sag (den såkaldte “Tvind-sag”), og som i forvejen har beskikket 2 forsvarere, at lade sig repræsentere af en yderligere (privat antaget) forsvarer. Det fremgår af afgørelsen, at det er “rent undtagelsesvist”, at tiltalte fik tilladelse til at lade sig bistå af en yderligere forsvarer. Det fremgår blandt andet af sagen, at den omhandlede advokat på forhånd havde tilkendegivet, at han – uanset sagens resultat – ville afstå sig fra efterfølgende efter retsplejelovens § 1007, stk. 2, at rejse krav om vederlag fra det offentlige. Det må antages, at det skyldes, at der i forvejen var beskikket to forsvarere for den pågældende, at landsretten kun “rent undtagelsesvist” tillod tiltalte selv at vælge endnu en forsvarer, idet EMDs afgørelse må forstås således, at sigtede i almindelighed har ret til selv at vælge en yderligere forsvarer ud over den beskikkede forsvarer til at bistå sig under sagen. I  TfK 2008.52/1 tillod Højesteret ikke, at der blev beskikket to forsvarere for den tiltalte i en sag om “terror”. Afvisningen synes alene at være begrundet i økonomiske hensyn, og der var ikke subsidiært anmodet om, at den yderligere forsvarer kunne antages privat.

§ 738, stk. 1, giver endvidere sigtede ret til selv at tage ordet til sit forsvar, uagtet at denne er repræsenteret ved en eller flere forsvarere. Reglen skal ses i sammenhæng med § 877, der foreskriver, at tiltalte ligesom forsvareren har ret til at udtale sig om “bevisførelsens resultat og om de retlige spørgsmål i sagen (proceduren)”. I  UfR 1971.10 HD bemærkede højesteret, at det er “rettest”, at en tiltalt “spørges, om han ønsker at udtale sig”.

En væsentlig bestemmelse vedrørende sigtedes adgang til at have ordet under et retsmøde er retsplejelovens § 866, stk. 2. Af denne bestemmelse fremgår følgende: “Efter hvert enkelt vidnes forklaring og efter ethvert andet bevis har tiltalte adgang til at afgive forklaring, hvis beviset giver anledning til dette”.

Man kan af ovenstående tre bestemmelser udlede, at sigtede løbende under forhandlingerne i et retsmøde har ret til at “tage ordet i sit forsvar”. Bestemmelsen er bred og må forstås således, at den giver tiltalte ret til at tage ordet, når dette blot sker for at tilgodese den sigtedes “forsvar”. Dertil kommer, at tiltalte kan kommentere “hvert enkelt vidnes forklaring” og “ethvert andet bevis”. Sidstnævnte kan for eksempel være et dokumentbevis, en fotofremvisning eller en afspilning af en lydoptagelse. Endelig følger det af § 877, at tiltalte selv har ret til at procedere sagen, selv om denne har en forsvarer, der gør det samme.

Sigtedes ret til at tage ordet i retten er således alene undergivet de begrænsninger, der også gælder for anklageren og forsvareren. Retten kan som et led i den almindelige procesledelse bede enhver herunder naturligvis også sigtede om kke at tage ordet, medens andre taler. Retten kan endvidere afskære irrelevant bevisførelse, begrænse upassende sprogbrug, fornærmelige udtalelser osv.

Det er værd at være opmærksom på, at en god forsvarer utvivlsomt vil vejlede (i hvert tilfælde nogle af) deres klienter om, at det kan være hensigtsmæssigt ud fra blandt andet taktiske overvejelser, at de er mere eller mindre tilbageholdende med at udnytte muligheden for at tage ordet ved en hver given lejlighed under forhandlingerne i retten. Sigtede har en ret til men ikke nogen pligt til at komme til orde i retten. Sigtedes ret til ikke at udtale sig i retten, er en højt værdsat rettighed i en demokratisk retsstat.