Retsplejelovens § 733, stk. 1, 1. pkt., har følgende indhold: “Til at beskikke som offentlige forsvarere antager justitsministeriet efter overenskomst et passende antal af de til møde for vedkommende domstol berettigede advokater eller, om fornødent, andre dertil egnede personer.”

Denne bestemmelse vedrører justitsministeriets antagelse af de såkaldte “beneficerede advokater”. Af punkt 2 i  Justitsministeriets cirkulære af 8. juli 2002 fremgår om kriterierne, der lægges vægt på, ved antagelse af beneficerede advokater blandt andet:

“På baggrund af drøftelser med Dommerforeningen, Advokatrådet og Landsforeningen af beskikkede advokater har Justitsministeriet derfor besluttet at orientere om de hensyn, der lægges vægt på ved antagelsen af beneficerede advokater.

Det afgørende hensyn ved antagelse af en beneficeret advokat er ansøgerens kvalifikationer. Der lægges i den forbindelse vægt på, om ansøgeren har erfaring med straffesager eller strafferet i øvrigt, om ansøgeren har møderet for landsret, om ansøgeren har procedureerfaring, herunder også fra civile sager, og om ansøgeren har udvist dygtighed og engagement i sit virke som advokat. I øvrigt lægges der vægt på ansøgerens kvalifikationer som procederende advokat, således som disse kvalifikationer fremstår for de pågældende dommere. Herudover lægges der vægt på køn, alder og hensynet til den geografiske spredning af advokater i retskredsen.

 Det tilstræbes, at der er i hvert fald én kvindelig beneficeret advokat i retskredsen.”

 Justitsministeriets  cirkulære nr. 51 af 27. april 1929 til Præsidenterne for Københavns Byret og Sø- og Handelsretten i København og samtlige Underretsdommere angaaende Sagførerers Udførelse af offentlige og beneficerede Sager

Cirkulæreskrivelse  nr. 11116 af 16. april 1970 om antagelse af advokater til udførelse af offentlige og beneficerede sager

Ved  cirkulære nr. 99 af 3. juni 1971 og cirkulæreskrivelser af henholdsvis  14. juli 1998 og  Justitsministeriets cirkulære af 8. juli 2002 har Justitsministeriet fastsat regler om antagelse af offentlige forsvarere og advokater til at udføre sager for parter, der har fri proces.

Justitsministeriets  cirkulæreskrivelse nr. 9649 af 10. oktober 2003 om begrundelseskravet til advokater, der får afslag på ansøgning om et beneficium.

Af  UfR 1990.925 HK fremgår, at beskikkelsen af såvel beneficerede som ikke-beneficerede advokater som forsvarer i straffesager er “personlig”. En beskikket forsvarer fik derfor en påtale, idet han “uden rettens forudgående tilladelse” havde givet møde ved sin fuldmægtig.

Advokater, der skal udføre offentlige og beneficerede sager ved Højesteret udpeges efter en anden ordning, end den der gælder for de øvrige beneficerede advokater. Der ses ikke at være nærmere regler herom offentliggjort. Det kan imidlertid udledes af § 2, stk. 2, i  vedtægterne for “foreningen Højesteretsskranken” fra 17. marts 2005, at der er tale om en særlig gruppe af beneficerede advokater. Thomas Rørdam omtaler i “Forsvareren”, KanovGroup 2012, side 17 (i afsnittet om “beneficieordningen”) denne særlige gruppe beneficerede advokater ganske kort. Han anfører nærmere: “… En advokat, der ansøger om et (almindeligt) beneficium, skal derfor have møderet for landsret. Derimod er det ikke et krav, at advokaten har møderet for Højesteret, som har sin egen ordning med beneficerede advokater”. Advokater, der er antagne til udførelse af offentlige og beneficerede sager ved Højesteret, er i henhold til kongehusets “Rangforordning af 16. december 1971” placeret i rangfølgens lll klasse, 3. afdeling. I denne rangfølge er advokaterne blandt andet placeret sammen med Rigsadvokaten og Højesteretsdommere. Deres rang i rangfølgen er dog lavere end for eksempel Rigsadvokatens og Rigspolitichefens men højere end den rang, som for eksempel landets politimestre (nu politidirektører) og fængselsinspektører er placeret i. Se  artikel af 1. februar 2015 af Claus Bonnez om kongehusets rangforordning. Sociolog Christoph Houman Ellersgaard hævder i et interview 14. februar 2015 i Dagbladet Information, at kongehuset er et vigtigt samlingspunkt for store dele af den danske magtelite. Interviewet foretages i anledning af, at Christoffer Houman Ellersgaard sammen med sociolog Anton Grau Larsen på tidspunktet for interviewet var i færd med et phd-forløb, hvor forfatterne i følge interviewet “forsøger at kortlægge den danske magtelite”. Christoph Houman Ellersgaard citeres nærmere for at udtale: “Kongehuset har måske ikke så meget formel beslutningsmagt, men det fungerer som samlingspunkt for store dele af eliten og er også et af de steder, hvor den politiske elite og erhvervslivet kan mødes under andre forhold. Det virker også, som om store dele af eliten kerer sig ret meget om kongehuset og dets syn på dem”. I interviewet giver Christoph Houman Ellersgaard en række eksempler på den “konsensus”, som ifølge forfatteren eksisterer mellem medlemmerne af den danske “magtelite”, som efter forfatterens undersøgelser skulle bestå af en kerne på 423 personer. Denne elite er ifølge interviewet dominerende både i fagforeninger og industri. Med henvisning til nogle eksempler på navngivne personer, der skifter frem og tilbage mellem en karriere som “venstreorienterede” politikere og top-stillinger i erhvervslivet, påpeger Christoph Houman Ellersgaard, at den “gensidige accept blandt dele af eliten i Danmark” også ses i “svingdøren mellem venstreorienterede politikere og det private erhvervsliv”. Det kan overvejes, om de for højesteret beneficerede advokaters sammenkomster med for eksempel rigsadvokaten og højesteretsdommere i kongehusets regi sammenholdt med de tilsyneladende slørede procedurer for, hvilke advokater, der opnår adgang til de omhandlede beneficier, kan være symptomer på beneficerede advokaters konsensus med og manglende uafhængighed af statsmagten. Det forekommer nærliggende at overveje spørgsmålet om, hvorledes “almindelige” beneficerede advokater (og ikke-beneficerede advokater) skal arte sig for at stige i graderne og opnå et beneficium ved højesteret og den dertil knyttede plads i rangfølgen i det kongehus, som ifølge Christoph Houman Ellersgaard “stadig spiller en væsentlig rolle” for den danske magtelite.    

Advokater, der kan beskikkes i visse sager om indgreb i meddelelseshemmeligheden mv. efter retsplejelovens § 784, stk. 2, antages af Justitsministeriet efter en procedure, der har lighed med proceduren vedrørende antagelse af beneficerede advokater. Derudover skal denne gruppe advokater sikkerhedsgodkendes efter reglerne i Statsministeriets sikkerhedscirkulære. Dette fremgår af Justitsministeriets  bekendtgørelse nr. 1630 af 21. december 2010.

Siden 1930’erne har advokatorganisationerne udtrykt betænkelighed ved, at justitsministeriet udvælger de beneficerede advokater

I Sagførerbladet den 1. juli 1943 gengives et referat af et “Ordinært almindeligt Sagførermøde i København den 28. Maj 1943”, hvor der under “dagsordenens punkt 7” (side 105 til side 107) er drøftelser af “Spørgsmålet om Antagelse af beneficerede Sagførere og faste Skifteretsmedhjælpere”. På side 105, 2. spalte, og side 106, 1. spalte, anføres det, at årsagen til, at myndighederne vil have kontrol med, hvilke advokater, der får lov til at føre straffesager, er, at myndighederne ikke har tillid til, at alle advokater udøver den af myndighederne ønskede “diskretion”. Af artiklen fremgår blandt andet følgende: “Landsretssagfører E. Harremoes, som indledede paa Forslagsstillernes Vegne, gav en kort Redegørelse for, hvordan Forholdene er i København med Hensyn til Antagelse af Sagførere til Deltagelse i Udførelsen af offentlige og beneficerede Sager, og omtalte særlig, at Justitsministeriet i Motiverne til en af Undtagelseslovene har udtalt, at en saadan Garanti for Diskretion, som udkræves i visse i Loven omhandlede Sager, “opnaas formentlig bedst ved, at Adgangen til at møde ved valgt Forsvarer udelukkes, idet de Sagførere, som er antaget til Udførelse af offentlige og beneficerede Sager, er udvalgt med særligt Hensyn til deres personlige Kvalifikationer”. Dette må siges at være en stram Mundfuld for de Sagførere, der ikke er antaget som beneficerede Sagførere, hvoraf dog formentlig de fleste ogsaa kan gøre Krav paa at være i Besiddelse af fornøden Pligttroskab. Nogle vil da ogsaa mene, at det er ganske andre Hensyn, der er afgørende for, hvem der bliver udvalgt eller antaget. ..” I samme artikel, side 106, 2. spalte, anfører landsretssagfører Niels Andersen, København, blandt andet: “… Frihed til at vælge sin beskikkede Sagfører, ja, det lyder jo meget godt, men der er dog i Øjeblikket Frihed til at vælge indenfor en Kreds af beneficerede Sagførere, for Københavns vedkommende ca. 60, og det er yderst sjældent, at de paagældende fremsætter et specielt Ønske. I langt det overvejende Antal Tilfælde har de paagældende ikke Kendskab tl nogen Sagfører. Den Ordning, som nu er foreslaaet, vil medføre, at der bliver 5, 10, maaske 20 Modesagførere, der ustandseligt vil gaa igen, saa derved opnaar vi altsaa ikke det, der er tilsigtet. – Det er sagt, at det ikke i sig selv er noget særlig vellønnet Arbejde at være beneficeret Sagfører. Før Krigen laa en beskikket Sagførers Indtægt paa dette Felt paa ca. 3000 Kr., i Øjeblikket ligger den paa 4 â 5000 Kr. Det vilde ikke blive til meget, hvis 2-300 Mennesker skulde have Glæde af det. …”

I Sagførerbladet den 1. april 1943,  › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] idder i Vestre Fængsels “danske Afdeling”, at han under opholdet i fængslet har “truffet flere andre Arrestanter og drøftet deres Forhold med dem”. Ifølge forfatteren er det “den almindelige Opfattelse, at den af Retten beskikkede Forsvarer kan man ikke have nogen Tillid til. Man er – skyldig eller uskyldig – kommen på Kant med Samfundet; Samfundet vil sige Politiet og dernæst Retten, der imødekommer Politiets Ønsker om Fængsling. Derfor har man heller ingen Tillid til den Sagfører, som Retten tildeler en, og som det Offentlige betaler. Thi han maa jo være afhængig af og skal staa sig godt med Ret og Politi! En enkelt af dem, jeg talte med, havde endda meddelt Politiet, at han ikke ønskede at have mere med sin Forsvarer at gøre; thi Forsvareren vilde have ham til at tilstaa, medens han selv af Grunde, som hans Forsvarer efter hans Mening ikke kunde forstaa, fastholdt sin Benægtelse trods soleklare Beviser. ….” Samme forfatter anfører videre på side 27, 2. spalte, blandt andet følgende: “… For 12 Aar siden foreslog Sagførerraadet Reformen indført og indsendte Lovforslag derom, se nærmere  Sagførerbladet for Januar og September 1931. Den Gang skulde der antages nye Sagførere i København. Forinden Ministeriet antog de udpegede Sagførere, bad man Sagførerraadet om en Udtalelse om de paagældendes Virksomhed og Forhold, og Raadet svarede da bl.a.: “at den foreliggende Udvælgelse ikke vilde falde sammen med et under Raadets Medvirken efter Ansøgernes Kvalifikationer foretaget Valg.” Raadets Begrundelse for at gøre Hvervet frit var den, at Retsplejereformens Gennemførelse havde aabenbaret forskellige Mangler ved den gamle Ordning, der stammede fra Sagførerloven af 1868, og som ikke havde givet Anledning til særlige Ulemper under den gamle Retspleje; det rationelle nu maatte være fri Adgang for den Sigtede i en Straffesag og den beneficerede Part i en borgerlig Sag til at udpege den Sagfører, som han ønsker beskikket til Sagens Udførelse, naar vedkommende Sagfører er villig til at føre Sagen, og han har praktiseret i mindst 5 Aar. …” På side 28, 1. spalte. foreslår forfatteren: “.. Det vil, om Reformen gennemføres, være rimeligt, at man som Sagfører kan vælge om man f. Eks. alene ønsker Beskikkelse i borgerlige Sager; der er ingen Grund til, at det skal være nøjagtig de samme, der beskikkes i Straffesager og i civile Sager. …”

Martin Lavesen og Lars Økjær Jørgensen omtaler i publikationen “Advokatetik – ret og rammer”, 1. udgave, udgivet af Advokatsamfundet i 2008, forskellige grupper af advokater herunder de beneficerede advokater. Herom anføres på side 23, nederst, og side 24, øverst, blandt andet: “.. Den beneficerede advokat kan få et særligt forhold til den ret, som har advokaten på listen, hvilket kan påvirke uafhængigheden. Dette ses ikke i praksis som et problem, og i straffesager er det en hel grundlæggende rettighed i et moderne demokrati, at en sigtet har ret til en uafhængig forsvarer. Dette fremgår bl.a. i EMRK art. 6, stk. 3, litra c. …”

På Landsforeningen for Forsvarsadvokaters hjemmeside anmelder foreningen under overskriften “Bogomtale – Advokatetik – Ret og rammer” den 16. september 2009 bogen, som efter foreningens opfattelse indeholder “store ord”. Foreningen udtaler om det af forfatterne anførte om sigtedes adgang til en uafhængig forsvarer følgende: “Hvis der udsendes en ny udgave, kunne man måske få forfatterne til at revidere teksten eller i alle tilfælde begrunde, hvorfor de rejser tvivl – selv om den måske er formuleret teoretisk – om de beskikkede advokaters uafhængighed, ligesom resten af afsnittet kunne fortjene en gennemskrivning.”

Ved lov nr. 396 af 12. juli 1946 blev det bestemt, at en advokat, der ikke var antaget af justitsministeren, efter vedkommende parts begæring kunne beskikkes, såfremt han fandtes egnet og var mødeberettiget ved den pågældende ret samt var villig til at lade sig beskikke. Af  betænkning 404/1966 om fri proces mv. fremgår af note 8, side 11, 2. spalte, følgende: “Af bemærkningerne til forslaget —  rigsdagstidende 1945-46, tillæg A, sp. 4149 – fremgår, at advokatrådet havde henstillet, at reglerne for antagelse af advokater til udførelse af offentlige og beneficerede sager blev ændret, således at antagelse skulle ske til hver enkelt sag efter tur blandt alle de advokater, der – eventuelt efter nogle års advokatvirksomhed – overfor justitsministeriet havde anmeldt, at de ønskede at komme i betragtning. Justitsministeriet mente ikke at kunne foreslå den af rådet ønskede ændring gennemført, men var på den anden side enig i, at det kunne være ønskeligt at tilvejebringe hjemmel for, at der, når vedkommende part ønskede det, kunne beskikkes en advokat uden for de antagnes kreds., for så vidt han måtte anses for at være kvalificeret og var mødeberettiget for den pågældende ret.” Justitsministeriet henviste blandt andet til en udtalelse fremsat af præsidenten for Østre Landsret den 1. juni 1946, og som er gengivet som  bilag C til lovforslaget i Rigsdagstidende 1945-46, tillæg B, spalte 2647 til 2648.

Formanden for FAAF under DJØF, foreningen for ansatte advokater og advokatfuldmægtige, Martin Cumberland, udtalte sig i “Advokaten”, nr. 3, 2012, side 27, om unge advokaters valg herunder om, hvorfor unge advokater sjældent vælger at specialisere sig forsvarsadvokater. Han udtaler blandt andet: “… Og listen over beneficerede forsvarsadvokater, der bl.a. får sager via Dommervagten, er også utrolig svær at komme på. Her skal du gerne være over 40 år og kende de rigtige. …”. I en indledende artikel i samme blad (side 18) med overskriften “Grøde blandt de yngre advokater” introducerer kommunikationschef Rasmus Lindboe Martin Cumberland således: “Martin Cumberland, formand for Foreningen af ansatte advokater og advokatfuldmægtige (FAAF), kritiserer de beneficerede advokater for at gøre livet svært for unge advokater, der gerne vil optages på listen over beneficerede. Unge idealister bremses af de skjulte strukturer i branchen, mener han.”

Statsmagtens forskelsbehandling af og kontrol med beneficerede og ikke-beneficerede forsvarsadvokater

Søger borgerne på en række af domstolenes hjemmesider oplysning om retskredsens forsvarsadvokater, oplyses de alene om navne og kontaktoplysninger vedrørende de beneficerede advokater men ikke om retskredsens øvrige advokater. Nedenfor vises der fem eksempler. Det er fra retskredsene Randers, Roskilde, Århus, Odense og København.

Ved et opslag den 23. oktober 2011 på hjemmesiden for Retten i Randers var der under linket “Rådgivning” anført 14 beneficerede advokater med navn og kontaktoplysninger. Retskredsens øvrige advokater var ikke optaget på listen. Ved et opslag samme dato på Advokatnøglen på www.advokatsamfundet.dk fandtes der at være 78 advokater i retskredsen.

Ved Retten i Roskilde var der på samme dag optaget 13 beneficerede advokater med kontaktoplysninger under linket “Søger du rådgivning ?” på rettens hjemmeside. Ved et opslag på Advokatnøglen fremkom der 124 advokater i retskredsen.

Ved Retten i Århus var der på samme dag optaget 18 beneficerede advokater med kontaktoplysninger under linket “Rådgivning” på rettens hjemmeside. Ved et opslag på Advokatnøglen fremkom der 504 advokater i retskredsen.

Ved Retten i Odense var der på samme dag optaget 19 beneficerede advokater med kontaktoplysninger under linket “Rådgivning” på rettens hjemmeside. Ved et opslag på Advokatnøglen fremkom der 151 advokater i retskredsen.

Ved Københavns Byret var der på samme dag optaget 65 beneficerede advokater med kontaktoplysninger under linket “Praktiske oplysninger/advokater” på rettens hjemmeside. Ved et opslag på Advokatnøglen fremkom der 2026 advokater i retskredsen. På hjemmesiden beskriver Københavns Byret en “beneficeret advokat” således: “Det vil sige advokater, som retten kan beskikke som forsvarere i straffesager eller for parter i civile sager, der har fri proces”, hvilket er en forkert definition, idet enhver advokat kan beskikkes efter anmodning fra tiltalte i en straffesag.

At ordningen begrænser den frie konkurrence mellem advokater synes også at fremgå af en skrivelse fra Landsforeningen for Forsvarsadvokater til Justitsministeriet, hvor bestyrelsen for Landsforeningen for Forsvarsadvokater erklærer sig enig med retskredsens indstilling om, at et “ledigt beneficium” ikke genopslås i Korsør. Sagen blev ved Justitsministeriet behandlet under sagsnummer 2005-443-0009, og skrivelsen, som er dateret 2. marts 2005, har følgende indhold: “Med skrivelse af 24. februar 2005 har Justitsministeriet hørt foreningen vedr. retskredsens indstilling, hvorefter det ledige beneficium i Korsør ikke genopslås. Sagen har været forelagt Landsforeningens bestyrelse, der ikke har bemærkninger til det foreslåede.” Skrivelsen er underskrevet af Elsebeth Rasmussen på bestyrelsens vegne.

Det er ikke underligt, at beneficerede advokater i deres markedsføring benytter sig af, at statsmagten gennem tildelingen af beneficier har udnævnt disse til at være nogle advokater, som er dygtigere, mere erfarne og mere kompetente end forsvarsadvokater, der ikke har søgt eller fået statsmagtens blå stempel i form af et beneficium – et eksempel på en sådan markedsføring kan ses på en københavnsk advokats hjemmeside under fanebladet “Beneficium“

Straffuldbyrdelsesloven tillader, at fængselsmyndighederne favoriserer de beneficerede advokater, når disse brevveksler med eller besøger indsatte i fængsler og arresthuse. Således følger det af  straffuldbyrdelseslovens § 56, stk. 1, 2. pkt., at en indsat har ret til ukontrolleret brevveksling blandt andet med sin beskikkede forsvarer og derudover med de advokater, “der i medfør af retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere” (beneficerede advokater). Af  straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2, følger blandt andet, at en indsat har ret til besøg uden de sædvanlige begrænsninger fra sin beskikkede forsvarer og derudover fra “advokater, der efter retsplejelovens § 733 er antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere” (beneficerede advokater). Af  regelsættet vedrørende besøg hos de indsatte i Statsfængslet på Søbysøgård, som disse var offentliggjort på fængslets hjemmeside den 28. december 2014, fremgår det, at beneficerede advokater (men ikke andre advokater) må medbringe mobiltelefon under besøget, selv om advokaten ikke er beskikket for den indsatte under den straffesag, der har ført til indsættelsen.

Ovennævnte eksempler rejser nogle menneskeretlige spørgsmål: Når advokater har mulighed for at blive “beneficerede” af statsmagten og dermed blive sikret såvel særlig omtale på statslige institutioners hjemmesider samt få anvist klienter fra både politiet og domstolene, opstår der risiko for, at advokaterne bliver afhængige af myndighederne, således at de anspores til helt eller delvist at varetage myndighedernes interesse frem for klientens.

Domstolene synes ofte at være overbebyrdede med store sagsmængder og kan – bevidst eller ubevidst – være fristede til at underkende ansøgninger til beneficier fra advokater, som er for besværlige (eller grundige). Det kan oplyses, at  danske domstole er anset for at være meget effektive sammenlignet med domstolene i mange andre lande, forstået på den måde, at danske domstole producerer flere afgørelser til en lavere pris pr. sag end domstolene i sammenlignelige lande. Uagtet at dommere måtte evne ikke at fravælge besværlige (eller grundige) advokater, når de vurderer ansøgeres egnethed til et beneficium i retskredsen, kan en viden hos retskredsens advokater om, at dommerne har indflydelse på, om advokatens senere ansøgning om et beneficium vil blive imødekommet, have en dæmpende effekt på dem. En sådan ordning kan dermed få en virkning på retskredsens advokater, som af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol undertiden betegnes som en “chilling effect”. Se for eksempel  Nikula mod Finland afgjort af EMD den 21. marts 2002 under sagsnummer 31611/96, hvor der blev statueret krænkelse i et tilfælde, hvor en advokat i Finland var blevet straffet for at fremkomme med misytringer mod en anklager. EMD udtalte blandt andet, at en sådan praksis kan bidrage til en “chilling effect” hos advokater. Noget lignende kan udvikle sig, hvis advokater føler sig tilskyndet til at opføre sig i retten på en måde, som advokaten forestiller sig, dommeren ønsker det, for på den måde at få sit beneficium, selv om denne opførsel ikke nødvendigvis er i forsvarets interesse.

Det har tilsyneladende stor betydning for advokaters karriere som forsvarsadvokat, om den pågældende opnår adgang til et beneficium. I månedsbladet “Paragraf”, som udgives af de jurastuderende på Aarhus Universitet, bragtes i marts 2008, side 38 ff., et portræt af en kvindelig forsvarsadvokat, som ifølge overskriften ansås for “Danmarks nok mest kendte af slagsen”. På side 38, 2. spalte, anføres blandt andet følgende: “Først da hendes børn var forholdsvis store, startede hu › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] ra den ene dag til den anden ved at sætte et skilt på døren, og da hun fik et beneficium fra Justitsministeriet, som mere eller mindre svarer til, at man bliver beskikket forsvarer, tog hendes juridiske karriere for alvor fart. Resten af historien kender det fleste, og lige siden har der nærmest stået klienter i kø …”.

At adgangen til et beneficium er attraktivt for advokater, der gerne vil beskæftige sig med straffesager, støttes også af Thomas Rørdam i “Forsvareren”, Karnov Group 2012, side 20, hvor forfatteren blandt anfører følgende: “.. I modsætning til situationen i visse andre lande, f. eks. USA, eksisterer der ikke et problem med kvaliteten af de beneficerede advokater i forhold til de ikke beneficerede. Det skyldes dels udvælgelsesproceduren og dels, at det blandt advokater anses for attraktivt at blive beneficeret, således at der ved opslag om nye beneficier oftest er et meget stort ansøgertal. …”

Ingen offentliggjorte kriterier for frakendelsen af beneficier

Thomas Rørdam anfører i “Forsvareren”, KanovGroup 2012, side 17 (i afsnittet om “beneficieordningen”) blandt andet, at beneficiet “tildeles indtil videre, dog længst indtil udgangen af den måned, hvor advokaten fylder 70 år, jf. cirkulære nr. 11116 af 16. april 1979 om antagelse af advokater til udførelse af offentlige og beneficerede sager”.

Processen, der knytter sig til frakendelsen af beneficier, forekommer vilkårlig. I  TfK 2006.557/1 ØLK var en advokat den 31. marts 2004 blevet sigtet for besiddelse af børnepornografiske billeder og for at have skaffet sig adgang til sådanne på en betalingsside på internettet. Den 6. februar 2006 suspenderede Justitsministeriet den pågældende advokats beneficium. Først derefter – den 4. april 2006 – blev der rejst tiltale mod den pågældende for overtrædelse af straffelovens § 235. Sagen, der gav anledning til kendelsen, drejede sig om, hvorvidt et navneforbud kunne ophæves, uagtet at advokaten alene var tiltalt og ikke dømt for det omhandlede forhold. Det fremgår af sagen, at anklagemyndigheden i anklageskriftet blandt andet havde nedlagt påstand om, at den pågældende skulle frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed. Anklagemyndighedens argumentation for, at navneforbuddet skulle ophæves, var blandt andet, at den pågældendes “erhvervsmuligheder” var “stærkt begrænset” som følge af, at den pågældendes beneficium var suspenderet. Sagen viser, at statsmagtens repræsentanter tilsyneladende er bevidste om, at man “stærkt” kan begrænse en advokats erhvervsmuligheder ved at fratage denne sit beneficium. Kendskabet blandt beneficerede advokater til, at beneficiet kan inddrages administrativt, kan muligvis have en “chilling effect” hos advokater og medvirke til, at disse ikke bliver alt for kantede i forhold til domstolene og anklagemyndigheden, når de repræsenterer sigtede og tiltalte i straffesager.

Det forekommer ganske oplagt, at beneficerede advokater kan fristes til at opføre sig pænere end godt er overfor anklagemyndigheden og domstolene i en ordning, hvor Justitsministeriet er bemyndiget til at suspendere beneficiet. Denne risiko forstærkes imidlertid af, at Justitsministeriet kan gøre dette på grundlag af tilsyneladende uforudsigelige og vilkårlige kriterier, der ikke er offentliggjort. Af § 6 i cirkulære nr. 99 af 3. juni 1971 omtalt ovenfor, fremgår det blandt andet, at det “bedes indberettet til justitsministeriet”, såfremt “udførelsen af sagerne i øvrigt giver anledning til bemærkninger”. Arten af adfærd, der kan give “anledning til bemærkninger”, er der intet nærmere oplyst om.

Frygten for at domstolene måtte favorisere advokater, der ikke er alt for kantede, ved at tildele disse et beneficium, svækkes næppe af en sag, som blev afgjort af Advokatnævnet den 16. november 2009 under journalnummer  2009-02-0705. Her havde en domstol klaget til nævnet over en advokat, som i følge domstolen (Københavns Byret) skulle have tilsidesat god advokatskik ved at have udtalt, at beneficerede advokater er “police lawyers”. Det fremgår af sagen, at en beneficeret advokat og den indklagede advokat begge var mødt frem til samme fristforlængelse af en varetægtsarrestant, idet der var tvivl om, hvem af de to, som varetægtsarrestanten ønskede beskikket som forsvarer. Under retsmødet forespurgte dommeren derfor den sigtede om, hvem af de to, som den pågældende ønskede beskikket som forsvarer. Retspræsidenten fremlagde under klagesagen mod advokaten ved Advokatnævnet et brev af 29. maj 2009 fra den dommer, som havde ledet den omhandlede fristforlængelse. Dommeren anfører heri blandt andet: 

“Vi nåede ikke at sende endnu en ombeskikkelse ud, inden retsmødet i går om fristforlængelse, hvorfor begge advokater var indkaldt, og da den sigtede blev fremstillet startede jeg retsmødet med at spørge ham, hvem han ønskede som forsvarer. Sigtede oplyste nu, at han i fængslet havde fået at vide, at advokat (X) er “policelawyer”, altså politiadvokat, eller politiets advokat. Jeg forklarede ham, at (X) ikke er politiadvokat, at han er selvstændig advokat, og at han ikke er ansat i politiet.

(Indklagede) brød herefter ind, og sagde at mine oplysninger var misvisende, idet advokat (X) er beneficeret advokat, hvilket vil sige, at han er beneficeret af justitsministeriet, der også er politiets chef, og at han derfor står på politiets liste over advokater som de kontakter, når der skal bruges en advokat.

Jeg forsøgte at forklare sigtede at en beneficeret advokat ikke er en politiadvokat, men jeg tror ikke, at det lykkedes at overbevise ham.

Jeg forklarede sigtede, at han selv kunne vælge, hvem han ville have som forsvarer. At det kunne være en af de to fremmødte advokater, eller at han kunne vælge en helt tredie. Han valgte herefter (indklagede).

 Da jeg senere på dagen var i sektionskontoret, viste pigerne mig en anmodning om at få (indklagede) beskikket, der var kommet i en anden sag. I den anmodning anvender sigtede også betegnelsen “Policelawyer”. ..”

Den indklagede advokat udtalte heroverfor blandt andet:

“Jeg kan imidlertid oplyse, at jeg meget ofte støder på udtrykket hos klienter af udenlandsk herkomst. Det tilsvarende danske udtryk er “politiadvokat” hvormed der ikke menes en ansat hos politiet, men jeg hører det oftest anvendt som en generel betegnelse for en beskikket advokat. Jeg gætter på at udtrykket stammer fra, at den første advokat en sigtet person møder ofte ikke er en advokat den pågældende selv har valgt, men en person politiet skaffer ham eller hende i forbindelse med den første afhøring. Især ikke-vestlige klienter anvender udtrykket. Jeg forstår på klienter at de fra deres hjemlande er vant til at politiet bestemmer hvem de pågældende skal benytte som advokat.”

Advokatnævnet undlod at rejse kritik af advokaten, idet nævnet udtalte: “Mod indklagedes benægtelse finder nævnet ikke, at sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag, idet en afgørelse vil kræve en bevisførelse, der ikke kan finde sted for nævnet.”

I sagen  02-0401-07-1185 afgjort af Advokatnævnet den 19. november 2007 hævdede en advokat under klagesagens skriftveksling, at politiet “kun ønsker at samarbejde med advokater med beneficium”, at sigtede i den straffesag, som klagesagen udsprang af, ikke af dommeren i grundlovsforhøret blev vejledt om retten til at vælge sin egen forsvarer, og “at dette er sædvanligt i forbindelse med grundlovsforhør, når jobbet bliver varetaget af en af de beneficerede forsvarere”. Det fremgår ikke af sagen, at nogen myndigheder efterfølgende har forsøgt at afdække, hvorvidt andre advokater har haft lignende oplevelser med politiet og domstolene under deres virke som ikke-beneficeret (eller beneficeret) forsvarer.

Hen over  sommeren 2013 var der en række artikler i pressen, som kan forstås således, at en række beneficerede advokater og anklagemyndigheden i fællesskab vil forsøge at begrænse sigtede og tiltaltes ret til at vælge advokater fra samme advokatkontor, i hvert tilfælde hvis advokaterne fra det omhandlede kontor er ikke-beneficerede.

 Eksempel på “opslag af stilling som offentlig forsvarer” opslået af Retten i Viborg i januar 2012.

Justitsministeriets  cirkulære af 14. juli 1998, omtalt ovenfor var frem til 14. februar 2013, hvor det blev offentliggjort på Landsforeningen KRIMs hjemmeside, ikke offentligt tilgængeligt. Det var ikke optrykt i Ministerialtidende eller på Retsinformation. Offentliggørelsen på Landsforeningen KRIMs hjemmeside den 14. februar 2013 skete efter, at foreningen havde modtaget en kopi fra Justitsministeriet som svar på begæringer af  8. februar 2013 og  13. februar 2013 om aktindsigt. Anmodningen om aktindsigt blev indgivet, efter at Thomas Rørdam havde udgivet “Forsvareren”, Karnov Group 2012, hvor han på side 17 blandt andet havde anført følgende vedrørende proceduren med hensyn til antagelse af beneficerede advokater: “Antagelsen sker efter høring af vedkommende byret og landsret, jf. cirkulære nr. 91 af 3. juni 1971 om anatagelse af offentlige forsvarere og advokater til at udføre sager for parter, der har fri proces. Endvidere høres Advokatrådet og politiet, og der indhentes oplysninger fra kriminalregisteret, jf. justitsministeriets cirkulære af 14. juli 1998 til domstolene. ..” Af cirkulæret fremgår blandt andet, at der indhentes oplysninger om ansøgeren i kriminalregisteret, og at “politimesteren” høres om de pågældende, inden der tages stilling til, om de kan opnå beneficium.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at det er påkrævet at indhente yderligere oplysninger i kriminalregisteret om advokater i forbindelse med prøvelsen af advokaters ansøgning om beneficier, idet der jævnfør retsplejelovens kapitel 20 gælder et dekorumkrav for alle advokater. Mere bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at politimesteren også høres under behandlingen af ansøgninger om beneficier. Politiet er i straffeprocessen forsvarsadvokaternes “modpart”. Det skal bemærkes, at ansøgere til beneficier tilsyneladende alene orienteres om, at ansøgningerne forelægges for landsretspræsidenterne, præsidenten for den lokale byret og Advokatrådet. De orienteres således ikke om, at den også forelægges for politiledelsen. Se  eksempel på “stillingsopslag” fra Københavns Byret.

 I “Strafferetspleje”, bind ll, udgivet på Jurist-og Økonomforbundets Forlag i 1988, udtaler Hans Gammeltoft-Hansen på side 55 blandt andet følgende: “I tilfælde af gentagne tilsidesættelser af forsvarerpligterne vil Justitsministeriets antagelse af den pågældende som offentlig forsvarer kunne inddrages. Ved  cirk. nr. 99/1971, § 6, har Justitsministeriet anmodet retterne om at indberette til ministeriet, såfremt en antaget advokat ikke møder personligt, eller såfremt hans udførelse af sagerne i øvrigt giver anledning til bemærkninger”. Bestemmelsen om, at der skal ske indberetning til Justitsministeriet “i tilfælde af gentagne tilsidesættelser af forsvarerpligterne”, er meget vagt og upræcist formuleret. Det kan ikke undre, hvis reglerne om tildeling af og inddragelse af beneficier kan have en dæmpende effekt (“chilling effect”) på forsvarsadvokater – både forsvarsadvokater, der overvejer at søge om beneficium, og forsvarsadvokater som allerede har et beneficium. 

I FOB 1971, side 24, fandt ombudsmanden ikke, at sager om antagelse af advokater til udførelse af beneficerede sager (fri proces sager) eller som offentlige forsvarere var omfattet af den daværende undtagelsesbestemmelse i partsoffentlighedslovens § 11, der for så vidt angår sit anvendelsesområde svarede til den gældende bestemmelse i § 2, stk. 2, 1. pkt. De nævnte sager var ikke omfattet af partsoffentlighedsloven, da der ved antagelsen af advokaterne ikke blev etableret et tjenesteforhold mellem det offentlige og de pågældende advokater.

Internationale og menneskeretlige krav om advokaters uafhængighed af statsmagten herunder domstolene

Det er velkendt mange steder i verden, at statsmagten på forskellig vis forsøger at stække advokater, der repræsenterer borgerne i sager mod statsmagten. For at undgå dette, findes der en række menneskeretlige regler, som skal modvirke, at advokater gøres afhængige af statsmagten. Disse regler har særlig betydning i straffesager, hvor statsmagten (anklagemyndigheden) i sagens natur altid er advokatens klients modpart.

Advokater må ifølge Europarådets standarder ikke diskrimineres af myndighederne. Princip 1, § 1, i Europarådets “Recommendation Rec(2000)21 of the Committee of Ministers to member states on the freedom of exercise of the profession of lawyer” udtaler blandt andet: “All necessary measures should be taken to respect, protect and promote the freedom of exercise of the profession of lawyer without discrimination and without improper interference from the authorities …”

› [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] nd Prosecutors, Practitioners Guide Nr. 1″ udgivet i 2007 af “The International Commission of Jurists” udtales det på side 112, at de nationale advokatsamfund (“bar associations”) skal sikre advokaternes uafhængighed blandt andet ved, at de kan operere uden frygt eller favorisering (“without fear or favour”).

 Der kan yderligere henvises til afsnit 6 om international ret og advokaters uafhængihed (“Independence and Impartiality of Judges, Prosecuters and Lawyers”) i kapitel 4 i “Human Rights in the Administration of Justice: A Manual on Human Rights for Judges, Prosecutors and Lawyers” udgivet af FN’s Højkommissær i 2003. 

I “United Nations Principles and Guidelines on Access to Legal Aid in Criminal Justice Systems” udgivet af UNODC i 2013 beskæftiger FN sig blandt andet med de kriterier, der bør lægges vægt på, når advokater skal udvælges til det offentliges lister over advokater, der anvendes i sager, hvor det offentlige betaler forsvarersalæret. Det anses for afgørende, at de institutioner, der skal tage stilling til spørgsmål om “legal aid” er uafhængige af regeringen, og at kriterierne og akkrediteringen af de personer, der skal optages på listerne over forsvarsadvokater i sager med “legal aid”, fastsættes af samme uafhængige organ. I guideline 11, præmis 59 anføres blandt andet følgende:

“59 To ensure the effective implementation of nationwide legal aid schemes, States should consider establishing a legal aid body or authority to provide, administer, coordinate and monitor legal aid services. Such a body should:

(a) Be free from undue political or judicial interference, be independent of the Government in decision‑making related to legal aid and not be subject to the direction, control or financial intimidation of any person or authority in the performance of its functions, regardless of its administrative structure;

 (b) Have the necessary powers to provide legal aid, including but not limited to the appointment of personnel; the designation of legal aid services to individuals; the setting of criteria and accreditation of legal aid providers, including training requirements; the oversight of legal aid providers and the
establishment of independent bodies to handle complaints against them; the assessment of legal aid needs nationwide; and the power to develop its own budget; ..”

I guideline 15 med overskriften “Regulation and Oversight of legal aid Providers” er der i præmis 69, litre e, blandt andet anført følgende:

(e) Establish appropriate oversight mechanisms for legal aid providers, in particular with a view to preventing corruption”.

 I EU-kommissionens “STAFF WORKING DOCUMENT IMPACT ASSESSMENT” af 8. juni 2011, som ledsager et forslag til “DIRECTIVE OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL ON THE RIGHTS OF ACCESS TO A LAWYER AND OF NOTIFICATION OF CUSTODY TO A THIRD PERSON IN CRIMINAL PROCEEDINGS”, er der udarbejdet oversigtstabeller over adgangen til et effektivt forsvar i de enkelte af EU’s medlemslande. På side 71 til side 73 er forholdene i Danmark beskrevet i en tabel. Spørgsmålene i tabellen er i de fleste tilfælde besvaret med et “YES”. Dette gælder dog ikke spørgsmålene: “Are special qualifications and/or special training required to practice criminal law?” samt “Are there guarantees for the independence of defence lawyers (e.g. from the police)”. I begge tilfælde er spørgsmålene ubesvarede, og der er således blot indsat en streg i svarfelterne for de to spørgsmåls vedkommende.

 FN’s “Basic Principles on the Role of Lawyers fordrer, at advokatstanden er mindst mulig afhængig af statsmagten blandt andet for at sikre, at advokater vover at beskytte deres klienter mod overgreb fra myndighederne.

 United Nations Principles and Guidelines on Access to Legal Aid in Criminal Justice Systems af 25. april 2012 (E/CN.15/2012/L.14/Rev.1) stiller blandt andet krav om, at advokater, der udfører straffesager i sager med fri proces, er uafhængige (præmis 36).

FN’s Special Rapporteur on the independence of judges and lawyers skriver i sin  årsrapport vedrørende 2013 om betydningen af, at nationale fri proces-ordninger såvel i straffesager som i civile sager organiseres således, at de ikke begrænser advokaternes uafhængighed af statsmagten (herunder domstolene). Det betones, at advokater, der antages til at føre sager med fri proces, skal have de kvalifikationer og den uddannelse, som er relevant for det område, som advokaten beskæftiger sig med I præmis 56 anføres således: “The quality of legal aid depends in primis on the qualifications and training of legal aid providers. In this regard, national legislation on legal aid should ensure that professionals working for the legal aid system possess the qualifications and training appropriate for the services they provide”. Af præmis 62 fremgår blandt andet, at de natonale fri proces-systemer skal være uafhængige af regeringen, og at de selv skal fastsætte kriterierne for kontrol med og akkreditering af de advokater, der fører sager med fri proces (præmis 62).

I  CAT rapport A/56/44 kritiserer FN’s torturkomite (CAT) i præmis 45, side 25, at advokater i staten Belarus skal være obligatoriske medlemmer af et statskontrolleret “collegium” for advokater. Kritikken begrundes med, at ordningen indebærer, at landets advokater på denne måde underkastes justitsministeriets kontrol (“subordinating them to the control of the Ministry of Justice”), hvilket af CAT anses for at være i direkte modstrid (“in direct contravention”) med FN’s Basic Principles on the Role of Lawyers.

I den danske ordning er det som nævnt ovenfor også Justitsministeriet – ganske vist efter at have hørt den lokale byret, landsretten og advokatsamfundet – som har kompetencen til at træffe den endelige afgørelse om, hvilke advokater, der kan blive beneficerede og dermed få adgang til formentlig flertallet af de straffesager, som føres ved danske domstole. Det er også Justitsministeriet, som inddrager sådanne beneficier igen efter meget vagt formulerede regler i  cirkulære 99/1971. En sådan ordning må af de grunde, som er anført af CAT vedrørende Belarus, være “i direkte modstrid” med (“in direct contravention”) med  FN’s “Basic Principles on the Role of Lawyers. Som vist i eksemplerne fra praksis citeret ovenfor udnytter justitsministeriet ikke blot reglerne til at tildele udvalgte advokater beneficier. Ministeriet udnytter også reglerne til at fratage advokater beneficier, uagtet at advokaterne opfylder kriterierne for at praktisere som advokat.  

 OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe) afviklede i Tbilisi den 3. og 4. november 2005 en konference, som gengives i OSCE’s rapport af 9. december 2005 med titlen “ROLE OF DEFENCE LAWYERS IN GUARANTEEING A FAIR TRIAL”. På side 12 ff diskuteres blandt andet kravene, som stilles i de nationale systemer, for at kunne blive advokat. Nødvendigheden af, at der sikres en gennemsigtig optagelsesprocedure baseret på objektive og rimelige kriterier, blev betonet. På side 12 anføres således følgende: “A recommendation was made to the participating States to balance these interests in regulating admission procedures and to ensure transparent admission based on objective and fair criteria”. Begrundelsen for behovet for forsvarsadvokater, som er uafhængige af statsmagten, fremhæves flere steder i rapporten. Det anføres således, at forsvarsadvokater står i frontlinjen i kampen for menneskerettigheder i ethvert samfund, idet forsvarsadvokaterne normalt er de første personer udover myndighedspersoner, som frihedsberøvede personer kommer i kontakt med efter eventuelle overgreb. Derudover er det forsvarsadvokaternes opgave at repræsentere samfundets mest upopulære mennesker. På side 27 udtrykkes dette således: “Clearly, defence lawyers are front line human rights defenders in any society. Lawyers are the first people that a person arrested and facing criminal charges turns to. Usually, lawyers are the first people outside law enforcement personnel, who hear complaints of torture and see the evidence of mistreatment. Defence lawyers in every country in the OSCE region represent those who are the least popular in every society: persons accused of committing crimes.”

I Ukraine fremgår det udtrykkeligt af retsplejeloven, at politiet og anklagemyndigheden ikke må have indflydelse på, hvem der kan antages som advokat i sager, hvor det offentlige afholder udgiften til forsvarerbistand. Af side 17 i “ODIHR Report on the Regional Expert Roundtable on Legal Aid in Criminal Proceedings in Central Asia“, OSCE, 2013, fremgår blandt andet følgende: “To guarantee that arbitrariness is excluded from the selection of a legal aid lawyer, law enforcement authorities should not be in a position to influence the selection process. In Ukraine, a good practice has emerged whereby only the relevant regional centre for free legal aid can select and appoint a lawyer (via a hotline which operates 24/7). This way, no party or procedural actor can influence the selection process. The Criminal Procedure Code expressly prohibits the judge or investigator to select and appoint a lawyer.”

I England og Wales udføres de opgaver i straffesager, som i Danmark udføres af beneficerede advokater, af såkaldte “duty solicitors”. Advokater i England og Wales, som vil være “duty solicitor” i straffesager, skal akkrediteres under det såkaldte “Criminal Litigation Accreditation Scheme” (“CLAS”), hvor de skal bestå forskellige prøver, som afholdes af det britiske advokatsamfund (“The Law Society”). Når advokaten har bestået CLAS, kan denne få vagter som “duty solicitor”. Se  uddrag om kravene fra det britiske advokatsamfunds hjemmeside  www.lawsociety.org.uk. Se også “The Duty Solicitor Manual” udgivet af Legal Services Commission i 2005.

Danske menneskerettighedseksperter fremhæver også betydningen af særlige uddannelsesmæssige krav til forsvarsadvokater. I en kronik i Politiken 24. juli 2006 kritiserer seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Kim U. Kjær, at “enhver” advokat blot kan bede om at komme på Flygtningenævnets sekretariats liste over de advokater, asylansøgerne får beskikket, “uden nogen form for ‘godkendelsesprocedure’, endsige en formel eksamen”. Forfatteren sammenligner i artiklen ordningen på flygtninge-området med den ordning, som gælder vedrørende udvælgelsen af beneficerede advokater i Danmark. Om beneficerede advokater anfører forfatteren i kronikken blandt andet: “For at blive godkendt af Justitsministeriet som beneficeret advokat kræves nemlig en række ganske skrappe krav opfyldt. Ministeriets afgørelse træffes på baggrund af en indstilling fra dommeren i den retskreds, hvor advokaten residerer, samt fra præsidenten for en af de to landsretter. Endvidere indhentes en erklæring fra advokatkredsens bestyrelse samt en udtalelse fra Advokatrådet. Og nok så væsentligt: Den pågældende skal have bestået en mundtlig eksamen efter at have været tilmeldt obligatoriske teoretiske efteruddannelseskurser inden for retsområder af særlig relevans. Det afgørende for, om en advokat godkendes som beneficeret, er således den pågældendes bekræftede kvalifikationer …”.

Det er værd at bemærke, at forfatteren særligt påpeger, at det er “nok så væsentligt”, at de beneficerede advokater skal have bestået en eksamen. Det er også værd at bemærke, at seniorforskeren utvivlsomt tager fejl, idet der i dansk ret netop ikke er noget krav om at skulle have bestået en eksamen for at blive beneficeret advokat jævnfør punkt 2 i  Justitsministeriets cirkulære af 8. juli 2002, hvor kriterierne, der lægges vægt på, ved antagelse af beneficerede advokater, er fastsat, og hvor der intet er nævnt om nogen mundtlig eksamen.

Hvis der var et krav i dansk ret om adgangseksamen for at blive beneficeret advokat således som fejlagtigt antaget af seniorforskeren, hvis denne eksamen var anonym, og hvis det var advokatsamfundet selv, som stod for afviklingen af eksamen, ville de danske kriterier opfylde de menneskeretlige krav, som der er redegjort for ovenfor.

I  rapport af 4. maj 2012 om FN’s Special Rapporteur vedrørende uafhængighed af dommere og advokaters besøg i Tyrkiet udtales i præmis 66 bekymring over, at advokaters aktiviteter kontrolleres af justitsministeriet, som tager sig af beskikkelsen af advokater og disciplinærsager mo › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] rnes identitet er ukendt for censorerne. Endelig bør det kun være advokater, der foretager eksamen.

I Afghanistan er advokatsamfundet, inklusive den institution, som behandler klager over og kan tildele disciplinære sanktioner til advokater, tilsyneladende uafhængige af det afghanske justitsministerium (eller andre offentlige myndigheder). Se navnlig punkt 2 og punkt 2.1 i information om  Afghan Independent Bar Association. Af retsplejelovens § 144, stk. 1, fremgår blandt andet følgende: “Advokatsamfundet opretter et Advokatnævn. Advokatnævnet består af en formand og 2 næstformænd, der alle skal være dommere, samt af 18 andre medlemmer. Formanden og næstformændene udpeges af Højesterets præsident. Af de øvrige medlemmer vælges 9 af Advokatsamfundet blandt advokater, der ikke er medlemmer af Advokatrådet, og 9, der ikke må være advokater, udpeges af justitsministeren.”

I USA har “ABA” (American Bar Association) i februar 2002 vedrørende advokater i USA, som fører straffesager for det offentliges regning for ubemidlede klienter, udgivet “Ten Principles Of a Public Defense Delivery System”. Princip 1 lyder: “The public defense function, including the selection, funding, and payment of defense counsel, is independent.” Af kommentaren i publikationen til artikel 1 fremgår følgende: “The public defense function should be independent from political influence and subject to judicial supervision only in the same manner and to the same extent as retained counsel. To safeguard independence and to promote efficiency and quality of services, a nonpartisan board should oversee defender, assigned counsel, or contract systems. Removing oversight from the judiciary ensures judicial independence from undue political pressures and is an important means of furthering the independence of public defense.4 The selection of the chief defender and staff should be made on the basis of merit, and recruitment of attorneys should involve special efforts aimed at achieving diversity in attorney staff.”

Princip 1 i ovennævnte 10 principper skal modvirke, at advokater i USA, som fører straffesager på det offentliges regning for ubemidlede klienter, bliver afhængige (herunder økonomisk afhængige) af domstolene. Der er imidlertid nogle steder i USA, hvor principperne endnu ikke er gennemført. I “Progress Report, Virginia’s Public Defence System”, udgivet i marts 2002 af Virginia Indigent Defense Coalition anføres på side 1, at princip 1 faktisk ikke er gennemført i Virgnia. Her anføres således følgende: “.. There are two parts to Virginia’ public defense delivery system. 1) Public Defender offices serve about half of Virginia’ population in 21 locations and 2) a court appointed system (using private attorneys) serves the remainder of the state. Court appointed attorneys depend on local judges to appoint them and approve their fees. The appointment system compromises independence and gives the appearance that a lawyer’ zealous advocacy on behalf of a client could result in a private lawyer’ removal from the court appointed list. …”

FN’s specielle “Rapporteur” vedrørende dommeres og advokaters uafhængighed har i en sag angående Kyrgyzstand påpeget, at et system, hvor myndighederne i tilfælde, hvor klienten ikke selv havde valgt en forsvarer, udpegede en forsvarer til den pågældende, udviklede såkaldte “lomme-advokater” (“pocket lawyers”), som var afhængige af myndighederne for at få sager. Dette kunne efter rapporteurens opfattelse påvirke advokaterne i en grad, der kunne få dem til ikke at yde deres klienter et effektivt forsvar, eller ligefrem få dem til at foretage handlinger, der ville gavne anklagemyndigheden. Udtalelserne er fremsat i en rapport af 30. december 2005 med sagsnummer  E/CN.4/2006/52/Add.3 og vedrører Kyrgyzstan. Af præmis 24, side 9, fremgår blandt andet følgende: “Investigators appoint the defence for those detainees who do not have their own lawyers. This procedure has given rise to a proliferation of so-called “pocket lawyers” who depend on the investigators to take on cases. As a result, they can be influenced to act in a manner that fails to provide their clients with an effective defence and even to encourage them to take steps that will assist the prosecution. …”

Moshe Hacohen, District Public Defender for Jerusalem, Israeli Office of Public Defender præsenterede på “the Access to Legal Aid Forum” afholdt i Polen den 7. og 8. juni 2002 af “Helsinki Foundation for Human Rights” m. fl. publikationen  “Israel’s Office of Public Defender: Lessons from the Past, Plans for the Future”. Han omtaler i indledningen (side 1, nederst) den oprindelige ordning om beskikkelse af forsvarsadvokater til ubemidlede i Israel. Han påpegede, at advokaterne blev udpeget af retten efter tur, og at der blandt andet ikke forelå klare udvælgelseskriterier. Dette kompromitterede efter forfatterens opfattelse advokaternes uafhængighed af myndighederne. Dette udtrykkes således: “..Much like in Central and Eastern Europe, before the introduction of the OPD the prevailing system of legal aid delivery in Israel was by court appointments on a case-per-case basis, which suffered from a number of disadvantages: no uniform procedures and criteria for appointment; compromised independence of legal aid attorneys whose appointment depended on the decisions of officials directing the criminal proceedings; lack of defendants’ trust in their appointed counsel. ..”

I Taraburca mod Moldova afgjort af  den 6. december 2011 under sagsnummer 18919/10 fandt EMD, at EMRK artikel 3 var krænket blandt andet som følge af, at en 21-årig, der i april 2009 var blevet anholdt under uroligheder ved en demonstration og efterfølgende var blevet varetægtsfængslet i 8 dage, først 6 dage efter anholdelsen havde fået lov til at tale med en advokat, som var antaget af den pågældendes familie. Han havde indtil da alene havde haft adgang til en beneficeret forsvarer (“state-appointet legal-aid lawyer”). I afgørelsens præmis 52 henviser EMD til den bekymring, som er udtalt af CPT blandt andet om de beneficerede advokaters manglende uafhængighed (“independence”). Sammenlignet med danske forhold er denne kritik ikke uinteressant, idet der i Moldova den 1. juli 2008 trådte en ny lov i kraft, der blandt andet skal sikre, at “legal aid lawyers” gøres uafhængige af statsmagten. Denne lovændring er blandt andet behandlet i “Impact Assessment of the Moldovan Law on State Guaranteed Legal Aid” redigeret af Martin Gramatikov og Nadejda Hriptievschi i 2012. Kapitel 5.4 bærer overskriften “Process of appointment of legal aid lawyers”. Heraf fremgår (af side 23) blandt andet, at “virtually every candidate” (“i realiteten alle ansøgere”) kan komme på listen over de advokater, der arbejder inden for fri proces-ordningen, og som kan tilkaldes til politiafhøringer mv. (svarende i nogen grad til danske beneficerede advokater), hvis blot de opfylder nogle formelle uddannelsesmæssige krav. Ordningen i Moldova fremstår således tilsyneladende gennemsigtig og synes i højere grad end den danske ordning at sikre, at advokater, der repræsenterer sigtede og tiltalte i straffesager, kan varetage deres klienters interesser uden frygt for, at retten (eller Justitsministeriet) senere vil afvise deres ansøgning om beneficium.

I “Russia’s Criminal Procedure Code Five Years Out” udgivet af William Burnham, Wayne State University, og Jeffery Kahn, Southern Methodist University Dedman School of Law, i september 2007, redegøres der for nogle af virkningerne af en ændring af den russiske straffeproceslov, som blev vedtaget i 2001 og trådte i kraft i 2002. På side 36 til side 46 redegøres der for de nye reglers betydning med hensyn til politiafhøringer af sigtede eller tiltalte (“Interrogation of the Suspect or Accused”). På side 39, nederst, omtales den nye bestemmelse i den russiske straffeproceslov, hvorefter det bestemmes, at sigtede personer har ret til advokatbistand forud for og under afhøringer hos politiet. Da der i russisk ret – ligesom i dansk ret – er mulighed for, at sigtede kan fravælge forsvarerbistand, har man i straffeproceslovens artikel 75(2) bestemt, at udtalelser, som er fremsat af sigtede eller tiltalte  under forberedelsen af en straffesag i en forsvarsadvokats fravær (herunder i tilfælde hvor sigtede eller tiltalte har givet afkald på, at en forsvarer er til stede), ikke kan anvendes som bevis i retten, medmindre udtalelserne bekræftes af tiltalte i retten. Af side 39, nederst, fremgår således følgende:

“..The right to counsel, however, can be waived, so long as the waiver is initiated by the suspect or accused and is provided in writing on a form to be filed in the casefile.188 A majority of the working group was concerned that the same coercive measures that could be applied to force confessions could also coerce waivers. To deal with this issue, Art. 75(2), in subpoint 1), defines as “inadmissible evidence”:

 any testimony of a suspect or accused that was given in the course of the pre-trial stages of a criminal case in the absence of defense counsel, including situations where there was a waiver of defense counsel, and not confirmed by such suspect or accused in court. ..”

Det hævdes i artiklen, at det russiske politi på forskellige måder forsøger på at omgå straffeproceslovens artikel 75(2). Dette sker blandt andet ved anvendelse af såkaldte “pocket-lawyers” også benævnt som “police-lawyers”. På side 42, andet afsnit, anføres således følgende: “Another way of circumventing Article 75(2) is to appoint counsel, but to use “pocket” lawyers (êàðìàííûå àäâîêàòû), also called “police” lawyers (ìèëèöèéñêèå àäâîêàòû).”.

I sidste afsnit på side 42 defineres “pocket lawyers” som advokater, der af politiet er kendt for at være villige til – mod modydelser for eksempel i form af, at de loves at blive antaget af politiet i fremtidige sager – ikke at varetage deres klienters interesse men derimod politiets.

På side 43, nederst, og side 44, øverst, oplyses det, at man i forskellige russiske advokatsamfund forsøger at modvirke brugen af “pocket- lawyers. I nogle russiske advokatsamfund er der derfor indsat en bestemmelse i de advokatetiske regler om, at alle anmodninger om advokatbistand skal rettes til advokatsamfundet, og at advokater ikke må indtræde i en sag på baggrund af en direkte henvendelse til advokaten uden om advokatsamfundet.

I  CPT’s rapport af 24. januar 2013 til den russiske regering fremhæves det i præmis 34, at delegationen hørte mange klager over kvaliteten af arbejdet udført af “ex officio lawyers” (svarende til danske beneficerede advokater”) samt disses manglende upartiskhed. CPT henstiller – også i præmis 34 – til, at ex officio-advokater – gennem de rette kanaler – vejledes om, at de skal repræsentere deres klienter og ikke handle på vegne af politiets efterforskere. Det henstilles også, at systemet med ex offcio advokater revurderes grundigt og i forening med de relevante advokatsamfund.

FN’s CAT-komite kritiserer i sin 5. periodiske rapport af 11. december 2012 vedrørende Rusland (CAT/c/rus/co/5) blandt andet den russiske ordning med “ex officio lawyers” og kritiserer derudover blandt andet også, at der ikke altid tilbydes anholdte fri proces (“legal aid”) forud for første afhøring.

I  de danske advokatetiske regler (gældende fra 1. oktober 2011) er der i § 8.1 bestemt følgende: “En advokat må alene påtage sig en sag for en klient efter direkte anmodning fra klienten, fra en anden advokat på klientens vegne eller efter anmodning fra en offentlig myndighed eller andet kompetent organ.”

De danske advokatetiske regler tillader således – modsat af reglerne i flere russiske advokatsamfund omtalt ovenfor – at “myndigheder” (for eksempel politiet) formidler kontakt mellem en borger og en bestemt advokat. Denne regel kan som nævnt ovenfor misbruges af politifolk, der vil forsøge at få en klient til at udtale sig uden advokatbistand. Et eksempel på sådant misbrug ses i en dansk sag, hvor en advokat (“advokat C”), der forsøgte at forhindre politiet i at afhøre en anholdt uden advokatbistand, endte med at få en irettesættelse fra myndighederne for at begå såkaldt “klientfiskeri” (hvilket det kaldes blandt advokater, hvis en advokat lokker en klient, der allerede er repræsenteret ved en anden advokat, til at skifte over til sig selv eller andre).

Sagsforløbet kan skitseres således:

Forældrene til en 18-årig mand havde en sen eftermiddag i marts 2011 umiddelbart efter, at den 18-årige var blevet anholdt af politiet, ringet til advokat C og fortalt denne, at sønnen netop var blevet anholdt, og at sønnen havde givet forældrene besked om at kontakte advokat C med henblik på at få advokat C til at være til stede under en eventuel afhøring af sønnen. Advokat C afsendte få minutter senere en mail til politiet og meddelte, at han ønskede at tale med den anholdte, inden denne blev afhørt. Efter afsendelsen af mailen ringede advokat C straks op til politiet og bad om at få sønnen i tale. Politiet oplyste, at den anholdte allerede var afhørt, og at han i øvrigt havde en anden advokat beskikket. Advokat C troede på grund af det meget korte tidsforløb siden anholdelsen ikke på dette, og da advokat C vidste, at den anholdte havde lov til at udskifte den anden advokat med advokat C, fastholdt advokat C over for politiet, at han ville tale med den anholdte. Dette fik han lov til. Den anholdte fortalte advokat C, at han havde bedt politiet om at få fat i ent › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] t J ganske vist havde påtaget sig sagen, men at han havde oplyst, at han ikke kunne komme til grundlovsforhøret. Den anholdte spurgte derpå advokat C, om denne kunne komme. For ikke af advokat J at blive beskyldt for “klientfiskeri”, fortalte advokat C – i strid med sandheden – til den anholdte, at han heller ikke kunne være til stede ved grundlovsforhøret.

Politibetjenten, der havde talt med advokat C i telefonen, sendte  den 11. marts 2011 et notat til advokat J, hvor han skrev, at advokat C havde haft ringet og havde insisteret på at tale med klienten, uagtet at betjenten havde oplyst advokat C, at der var beskikket en anden advokat for klienten. På baggrund af politiets oplysninger  klagede advokat J den 18. marts 2011 til advokatnævnet over advokat C, idet advokat C efter hans opfattelse havde tilsidesat god advokatskik ved overfor politiet at insistere på at få den anholdte i tale, uagtet at advokat J var advokat for anholdte. Advokat C påpegede i sit  partsindlæg overfor nævnet, at en reprimande i denne sag kan skræmme advokater fra at opsøge frihedsberøvede, der anmoder om advokatbistand, og at politiet dermed risikerer at få held med oftere at afhøre frihedsberøvede uden advokatbistand. I en  kendelse af 8. marts 2012 idømte Advokatnævnet advokat C en bøde på 15.000 kr. for at have “handlet groft i strid med god advokatskik”. Advokatnævnet begrundede afgørelsen således: “Det er Advokatnævnets opfattelse, at en borger, der er fængslet, og som er blevet tildelt en advokat, må beskyttes mod at modtage henvendelse fra andre advokater med tilbud om overtagelse af sagen”. Advokat C indgav  stævning og advokatnævnet  svarskrift til retten. Den 20. december 2012 ændrede  Retten i Århus i sagen BS 9-751/2012 bøden til en irettesættelse, idet retten blandt andet lagde vægt på, at det ikke kunne lægges til grund, at advokat C ved henvendelsen til den anholdte havde forsøgt at få denne til at ændre sit ønske om advokatvalg. Efterfølgende har advokat C gennem Retten i Århus fundet ud af, at klienten i virkeligheden ikke – som påstået i advokat J’s klage til advokatnævnet – havde været repræsenteret af advokat J under grundlovsforhøret men af en tredje advokat (der var ansat på samme kontor som advokat J). Ifølge  notatet af 11. marts 2011 fra politibetjenten omtalt ovenfor havde den anholdte umiddelbart efter anholdelsen – og inden advokat C ringede til politiet – fortalt politiet, at han ønskede enten advokat J eller advokat C beskikket under grundlovsforhøret. Politibetjenten undlod imidlertid under telefonsamtalen med advokat C at fortælle, at den anholdte havde bedt om at få advokat C beskikket, hvis ikke han kunne få advokat J beskikket. Dermed blev den anholdte afskåret fra at få en af de to advokater, som han ønskede, beskikket under grundlovsforhøret, og advokat C blev vildledt til at tro, at klienten under grundlovsforhøret ville være repræsenteret af en advokat, som han selv havde valgt, hvorfor advokat C afstod sig fra at fastholde, at han ville beskikkes. Først da klienten den 18. marts 2011 selv skrev et brev til Retten i Århus og bad om at få advokat C beskikket, skete dette. Advokat C’s mail med en begæring om, at der skulle være en advokat til stede under afhøringen, forhindrede dermed ikke politiet i at bruge afhøringen som bevis mod den anholdte under straffesagen mod denne, idet begæringen i mailen ikke var fremsat af den advokat, der formelt var beskikket for den anholdte på tidspunktet for afhøringen.

Advokatnævnets argumentation er påfaldende. Det er næppe overraskende, at der ikke i Advokatnævnets trykte praksis ses blot et enkelt eksempel på, at anholdte har klaget over, at de forud for eller under afhøringer ved politiet ikke “beskyttes mod at modtage henvendelser” fra advokater, der gerne vil bistå dem med deres sag. Dette kan hænge sammen med, at de anholdte måske føler sig rigeligt beskyttede af reglerne i markedsføringslovgivningen om uanmodet markedsføring mv. fra for eksempel advokater, når de befinder sig i afhøringslokaler og andre steder i kældrene under landets politigårde, eller at de anholdte måske ligefrem ville føle sig tilpasse med at møde flere advokater i de omhandlede lokaliteter, end de gør i dag. Kredsen af klagere i Advokatnævnets trykte praksis synes i det væsentlige at være begrænset til  advokater, der er utilfredse med, at tidligere klienter har valgt andre advokater. Praksis kan være en medvirkende årsag til, at anholdte i Danmark tilsyneladende ofte afhøres uden forsvarerbistand. Det ses således ikke sjældent i retspraksis, at det kommer anholdte til skade under den efterfølgende straffesag, at de ikke har haft forsvarerbistand under politiafhøringen.  TfK 2009.459 VLK er et eksempel på en sådan situation. Advokatnævnets praksis synes at være opfundet af nævnet selv og forekommer ikke forenelig med den praksis, som har udviklet sig ved EMD især efter  Salduz-dommen i november 2008. Advokatnævnets praksis kan have sammenhæng med, at nævnet efter gennemførelsen af først  lov nr. 277 af 9. juni 1982 og især lov nr. 520 af 6. juni 2007 ikke længere er et organ, der kan betegnes som uafhængigt af statsmagten, således som det anbefales af FN og Europarådet.

Den historiske baggrund for den særlige danske  ordning, hvorefter staten udvælger beneficerede advokater

Den særlige danske ordning med, at offentlige myndigheder i straffesager giver udvalgte grupper af advokater særlige privilegier, bygger tilsyneladende på en historisk tradition. Stephan Hurwitz anfører således i “Den danske strafferetspleje”, GAD København 1940, side 227, note 3, blandt andet følgende: “Rpl.’s Ordning har sin Rod i Sagførervæsenets Indretning før Sagsførerloven af 26. Maj 1868, jfr. dennes § 12, hvorefter Udførelsen af offentlige og beneficerede Sager forbeholdtes de af Kongen udnævnte Sagførere, jfr. Henvisningen til denne Bestemmelse i  K. U. 1875 § 51, Mot. S. 44. – Det danske System med en bestemt Kreds af beskikkede forsvarere adskiller sig fra, hvad der er sædvanligt i fremmede Proceslovgivninger, hvor som Hovedregel enhver (ved vedkommende Ret mødeberettiget) Sagfører kan beskikkes som Forsvarer, jfr. fransk Lov 8. December 1897, Code d’instruction criminelle art. 295, tysk StPO. § 144, the Poor Prisoners’ Defence Act. 1930. Nærmest dansk ret kommer den norske Strafferetspleje, jfr. Straffeproceslov § 104, hvorefter Kongen udtager et Antal Sagførere (eller andre Skikkede Personer) til at gøre Tjeneste som offentlige Forsvarere. Men denne Udtagelse spiller ikke nær samme Rolle som Antagelsen af offentlige Forsvarere i Danmark på Grund af Reglen i norsk Straffeproceslov § 107 om, at den af Sigtede valgte Forsvarer paa Begæring bliver at beskikke som offentlig Forsvarer, “hvor ikke Omstændighederne gør det utilraadeligt”, hvilket i Praksis er ensbetydende med, at enhver Sagfører i Almindelighed kan forlange at blive beskikket som offentlig Forsvarer. ..”

Mange beneficerede advokater er organiserede i “Foreningen af Forsvarsadvokater”. På generalforsamlingen, der den 28. marts 2009 blev afholdt i Horsens, blev foreningens navn ændret fra “Foreningen af Beskikkede Advokater” til “Landsforeningen af Forsvarsadvokater”. Vedtægtsændringen indebar blandt andet, at ikke-beneficerede advokater kunne optages i foreningen, idet det af § 3 i vedtægterne blandt andet kom til at fremgå, at “advokater og advokatfuldmægtige, der har interesse for og beskæftiger sig med straffesager” nu også kunne indmeldes. Om ikke-beneficerede advokaters optagelse i foreningen følger af § 3, stk. 2, følgende: “Ansøgere, der ikke er beskikket som offentlig forsvarer, skal ved indmeldelse dokumentere ikke at være idømt disciplinære sanktioner eller straffedomme, af en sådan væsentlighed, at det måtte antages at ville gøre den pågældende uegnet til beskikkelse som offentlig forsvarer”.

Hovedparten af de kunder, som søger hjælp hos medlemmerne af Landsforeningen af Forsvarsadvokater, er idømt straffedomme – eller er med få undtagelser på vej til at blive det. Det udtrykkelige krav om, at medlemmerne af Landsforeningen af Forsvarsadvokater ikke må være “idømt straffedomme”, kan opfattes som en meget åbenlys tilkendegivelse af, at foreningens medlemmer anser sig selv som bedre mennesker end sine kunder. En sådan holdning er et særsyn i et liberalt (eller socialliberalt) samfund, hvor udbydere af varer og tjenesteydelser normalt tilstræber i det mindste at udvise en vis grad af respekt for den kundekreds, som de skal leve (helst godt) af. Landsforeningen af Forsvarsadvokaters vedtægter kan næppe opfattes anderledes, end at foreningen billiger et system, hvor statsmagten gennem brug af straffeattester effektivt forhindrer deres kunders reintegration i det gode selskab. Hvis man anskuer situationen således, at medlemmernes “kunder” i virkeligheden ikke er de klienter, som de får tildelt fra politiet og domstolene, men derimod de politifolk og dommere, som tildeler dem klienterne, kan det naturligvis ikke hævdes, at foreningens vedtægter fornærmer kunderne.

Ifølge Landsforeningen af Forsvarsadvokaters hjemmeside den 15. februar 2013 havde foreningen i foråret 2013 454 medlemmer – hvoraf 40 ikke var beneficerede.

Vedtægt for Landsforeningen af Forsvarsadvokater af 28. marts 2009.

På  side 69 til 74 i  Betænkning 1419 afgivet i 2002 af Udvalget om eksklusivbestemmelser redegøres der for, at advokaters uafhængighed af statsmagten bedst sikres ved, at alle advokater pålægges at være medlem af et fælles advokatsamfund, som har disciplinærbeføjelser mv. i forhold til advokaterne.

Beneficerede advokaters manglende uafhængighed af statsmagten kan hænge sammen med en generel udvikling i de skandinaviske lande

Den canadiske NGO “Centre for Law and Democracy” foretog i april 2013 en analyse af dels den danske offentlighedslov og dels et forslag til ændring af loven, som var til behandling i folketinget. I en “rating” af lovforslaget påpegede centret, at der var 77 lande, hvor der var videre adgang til dokumenter i den offentlige forvaltnings besiddelse, end tilfældet var i Danmark. Danmark fik således en meget lav placering med hensyn til åbenhed og gennemsigtighed i den offentlige forvaltning. Det blev blandt andet fremhævet, at Letland, Pakistan, Guinea og Argentina havde en mere åben lovgivning om offentlighed i forvaltningen end Danmark.

Analysen “Denmark – Comments on the draft Act on Openness in Administration” indledes med en generel bekymring om udviklingen i de skandinaviske lande. På side 1, 1. afsnit, anføres således:

“It can be easy for democratic countries to adopt a complacent attitude towards the right to information (RTI), or right to access information held by public bodies. When elections are regular and peaceful, and core human rights are generally respected, people often take for granted that their country is meeting international standards of openness and transparency. The reality can be quite different. Over the past decade, leadership in designing and implementing the right to information has shifted from the developed to the developing world, as many emerging democracies have sought to cement government accountability by establishing robust structures for RTI. By contrast, as global standards have advanced, legal frameworks in many Western democracies have stagnated or even regressed to more secretive models. Nowhere are the implications of this shift more starkly visible than in Scandinavia, the birthplace of the right to information.”

 Afsnittet kan oversættes således:

“Det kan være nemt for demokratiske lande at udvikle holdninger præget af selvtilfredshed med hensyn til åbenhed i forvaltningen (RT)), eller retten til adgang til oplysninger i det offentliges besiddelse. Når der regelmæssigt afholdes fredelige valg, og når de grundlæggende menneskerettigheder normalt overholdes, tager befolkningen det for givet, at deres land lever op til de internationale standarder med hensyn til åbenhed og gennemsigtighed. Realiteterne kan dog være ganske anderledes. Gennem de sidste 10 år, er det udviklingslandene, der frem for de udviklede lande har taget føringen med hensyn til at udvikle og gennemføre offentlighedslovgivning, idet mange demokratier under opbygning har forsøgt at fastholde kontrollen med deres regeringer ved at opbygge en robust struktur med hensyn til offentlighedslovgivning. Medens de  › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] på retur hen imod mere lukkethed. Der er ikke noget sted, hvor følgerne af denne udvikling er mere åbenlys end i Skandinavien – offentlighedslovenes vugge.”

Den manglende adgang til fri proces i straffesager, den manglende adgang til domstolsprøvelse til strafafsonere, der udsættes for langvarig isolation, og den manglende adgang til aktindsigt i sager om overførsel mellem fængsler kan være eksempler på en mere generel deroute med hensyn til respekten for demokrati og menneskerettigheder i Danmark.  

Ordninger der pålægger forsvarsadvokater at påtage sig upopulære sager findes i alle lande og kan ikke undværes

Det har været anført som begrundelse for den særlige danske ordning med beneficerede advokater, at den medvirker til at sikre, at sigtede og tiltalte, som ingen eller få advokater har lyst til at repræsentere, kan sikres rimelig forsvarerbistand, idet et beneficium er betinget af, at ansøgeren til beneficiet forpligter sig til at påtage sig anviste klienter. Denne begrundelse er ikke overbevisende. I mange andre lande er det advokatsamfundet selv, som udtager kvalificerede ansøgere til at blive opført på de lister over advokater, som står til rådighed for sigtede og tiltalte, der ikke selv har antaget en forsvarer. Også her er det almindeligt, at advokater som betingelse for optagelse på listen skal påtage sig anviste sager.

Adgangen for alle til retfærdig rettergang ville blive kompromitteret, hvis det alene var markedskræfterne, der regulerede adgangen til forsvarerbistand. Det er velkendt over hele kloden, at forsvarsadvokater sorterer i klienter. De fleste forsvarsadvokater vil gerne repræsentere sigtede og tiltalte i medieomtalte “high-profile cases” som for eksempel mange drabssager og store narkosager. På samme måde vil de fleste forsvarsadvokater formentlig også gerne påtage sig oplagte “vinder-sager”, hvor risikoen for et dårligt resultat er lille og muligheden for medieomtale i forbindelse med en sag med et godt resultat stor. De vil også ofte gerne repræsentere organiserede kriminelle i bander, mafia-grupperinger o. lign., hvorfra advokaten kan sikres et stabilt flow af sager, der opstår, når organisationens medlemmer anbefaler den omhandlede advokat til hinanden. Lige så velkendt er det, at advokater kan have en interesse i ikke at repræsentere “upopulære” klienter som for eksempel sigtede i sædelighedssager mod børn og lign., idet de frygter, at det kan skade deres omdømme blandt andre grupper af klienter. I Berlingske den 2. april 2011 (1. sektion) interviewede journalist Elisabeth Arnsdorf Haslund en dansk forsvarsadvokat, der ofte reklamerer med at yde “den bedste bistand i straffesager”. I interviewet citeres advokaten blandt andet for at udtale: “Jeg er ikke beneficeret advokat. så jeg har den luksus at kunne vælge, hvilke sager jeg ikke vil have. Nogle mennesker kan måske ikke forstå, hvorfor jeg kan forsvare drabsmænd og rockere. men siger nej til noget andet. Og jeg siger eksempelvis altid nej til børneporno og drab på børn. Det har jeg ikke lyst til ..”. Den pågældende advokats fremgangsmåde er utvivlsomt fornuftig i forhold til advokatens egne indtjeningsmuligheder. Der er imidlertid grund til at frygte, at netop den gruppe sigtede og tiltalte, som han ikke vil yde bistand, kan være blandt de personer, der har den største risiko for at blive ofre for justitsmord. Der findes mange tilfælde i dansk ret, hvor en person er blevet fundet skyldig i at have misbrugt et barn alene på grundlag af barnets udtalelser. Skulle det være tilfældet, som hævdet af advokaten selv, at han er blandt de “bedste” forsvarsadvokater, afskæres sigtede i den omhandlede gruppe af sager generelt bistand fra i hvert tilfælde en god advokat.