Af retsplejelovens § 334, stk. 3, følger, at beskikkelse af udenbys advokater kan betinges af et såkaldt rejseforbehold, der indebærer, at sigtede eller tiltalte selv skal afholde rejseudgifterne for den valgte forsvarer, idet rejseforbeholdet indebærer, at advokaten skal acceptere, at han eller hun ikke får sine rejseudgifter – og sin rejsetid – dækket af det offentlige. Bestemmelsen overlader det efter sin formulering til domstolene at skønne over, hvornår der bør tages rejseforbehold.
I sager, hvor der ikke tages rejseforbehold, ydes godtgørelsen for forsvarerens rejseudgifter efter finansministeriets cirkulære om satsregulering for tjenesterejser (tjenesterejsecirkulæret), der også regulerer spørgsmålet om forsvarerens diæter mv. Betalingen for rejsetid fastsættes sammen med salæret i øvrigt af præsidenterne for de to landsretten.
Østre Landsrets præsident afgav den 22. juni 2001 en udtalelse til Landsforeningen af Beskikkede Advokater om, hvorledes landsretten forholder sig til spørgsmålet om rejseforbehold. Heraf følger blandt andet: “For så vidt angår . . . praksis vedrørende rejseforbehold, er det landsrettens opfattelse, at der er tale om konkrete afgørelser, som tager i betragtning 1) sagens størrelse og 2) betydning for tiltalte samt 3) forsvarerens eventuelle hidtidige beskæftigelse med sagen på den ene side, og 4) den geografiske afstand på den anden side, og at landsretten vil være åben over for argumenter fra forsvarerne, også efter et i beskikkelsen taget forbehold. …” Der er afsagt adskillige kendelser om spørgsmålet om advokaters rejseudgifter, der også i visse tilfælde skal afholdes af det offentlige, selvom retten har taget rejseforbehold. Se om praksis her. Vestre Landsret har i skrivelse af 1. juli 2010 præciseret de faktorer, som landsretten lægger vægt på, når der tages stilling til spørgsmålet om rejseforbehold. Østre Landsret har i skrivelse af 11. november 2010 på samme måde præciseret de retningslinjer, som følges, når der her tages stilling til spørgsmålet om rejseforbehold.
I FM 2013.45 citeres en afgørelse af 7. januar 2013 fra Vestre Landsret. Her fik sagsøgte beskikket en advokat fra en anden retskreds, end hvor sagsøgte selv havde bopæl, uden at der blev taget rejseforbehold.
I VL.S.2897-12 ophævede Vestre Landsret 21. december 2012 – efter en vurdering af merudgifterne ved at beskikke en udenbys advokat – et rejseforbehold i en sag, hvor en advokat fra Viborg var beskikket i en sag ved Retten i Aarhus. Der blev bl.a. lagt vægt på, at tiltalte under varetægtsfængslingen havde ophold i arresthusene i Randers og Viborg.
I VL.S.3228-12 ophævede landsretten 7. januar 2013 et rejseforbehold, der af Retten i Sønderborg var taget i en forældremyndighedssag over for en midtjysk advokat, hvor klienten havde bopæl i samme retskreds som advokaten.
Ved afgørelse af 25. januar 2013 i VL.S.-0063-13 ophævede Vestre Landsret et rejseforbehold, der af Retten i Hjørring var taget over for en advokat fra Viborg, idet der blev lagt vægt på, at tiltalte havde bopæl i Aarhus. Det er værd at bemærke, at tiltalte ikke boede i samme retskreds som den valgte advokat, idet Viborg og Aarhus er to forskellige retskredse. Er den geografiske afstand mellem advokatens kontors adresse og klientens adresse ikke stor sammenlignet med afstanden til den ret, hvor sagen verserer, taler dette således for en ophævelse af rejseforbeholdet.
I TfK 2011.912 VLK ophævede Vestre Landsret 13. juli 2011 en kendelse afsagt af Retten i Aalborg om, at beskikkelse af en advokat med adresse i Århus skulle ske med rejseforbehold. Landsretten udtalte blandt andet: “Den foreliggende sag omfatter flere sigtelser for både overtrædelse af straffelovens § 244 og § 245 i gentagelsestilfælde, to tilfælde af trusler efter straffelovens § 266 samt hærværk i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 291, stk. 2. Hertil kommer, at sigtede er varetægtsfængslet. Under hensyn til sagens karakter og forventede omfang, herunder forholdet mellem rejseudgifterne og udgifterne til forsvarer i øvrigt, finder landsretten, at rejseforbeholdet bør ophæves.”
I TfK 2011.799/1 HK ophævede Højesteret et rejseforbehold givet af Vestre Landsret i en sag, hvor samme forsvarer med kontor i København under behandling ved byretten (Retten i Sønderborg) ikke havde haft rejseforbehold. Højesteret udtalte blandt andet: “at der kun helt undtagelsesvis bør tages rejseforbehold for landsretten, hvis advokaten har været beskikket for klienten i byretten uden rejseforbehold, jf. herved også Østre Landsrets retningslinjer i præsidentmeddelelse af 11. november 2010. Dette gælder også i situationer, hvor byretten burde have taget rejseforbehold.”
I TfK 2011.264 VLK var en person ved Retten i Viborg tiltalt for et enkelt tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Der var afsat to timer til retsmødet. Tiltalte havde valgt en forsvarer fra Vejle, som havde repræsenteret ham tidligere. Retten i Viborg afsagde kendelse om, at beskikkelsen skulle ske med rejseforbehold. Retten i Viborg henviste til “sagens karakter og forventede omfang, herunder forholdet mellem rejseudgifter og udgiften til forsvareren i øvrigt”. Advokaten kærede afgørelsen til Vestre Landsret. Vestre Landsret ophævede rejseforbeholdet. Af landsrettens kendelse fremgår blandt andet følgende: “Advokat Niels Juncker har i kæreskriftet bl.a. oplyst, at han tidligere har været beskikket som forsvarer for T. På denne baggrund, og efter størrelsen af de merudgifter, der er forbundet med advokat Niels Junckers kørsel fra Vejle til Viborg t/r, ophæver landsretten rejseforbeholdet.” Ifølge Google Maps er der fra den omhandlede advokats kontor på Havnepladsen 2 i Vejle til Retten i Viborg en afstand på 95,2 km. og en rejsetid (i bil) på 1 time og 39 minutter.
I TfK 2010.1057 VLK ophævede Vestre Landsret et rejseforbehold bestemt af Retten i Esbjerg vedrørende en advokat med kontor i Kolding i en sag, hvor forurettede ønskede advokaten som bistandsadvokat i en sag, hvor tiltalte senere blev fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244 mod forurettede samt trusler efter straffelovens § 266 mod forurettede. Retten i Esbjerg havde fastsat et salær på kr. 4.600 tillagt moms. Vestre Landsret ophævede rejseforbeholdet og udtalte blandt andet: “Navnlig efter det oplyste om den hidtidige tilknytning mellem F og advokat Vickie Fogeds kontor, sammenholdt med den relativt beskedne merudgift ved beskikkelse af en advokat fra Kolding frem for en advokat hjemmehørende i Esbjerg Retskreds samt i øvrigt efter sagens karakter, finder landsretten, at det tagne rejseforbehold bør ophæves”. Det er oplyst i sagen, at advokaten havde oplyst, at hun havde kørt 152 km.
Et rejseforbehold omfatter normalt også forsvarerens transport til og fra politiafhøringer, således at sigtede/tiltalte selv må afholde udgiften til sin forsvarers transport til og fra politiafhøringer jævnfør for eksempel TfK 2010.558/2 VLK. Sigtede og tiltalte har ikke pligt til at udtale sig til politiet. En forsvarer har pligt til at medvirke til, at dennes klient ikke påføres unødige omkostninger. Forsvareren bør derfor overveje at vejlede sin klient om muligheden for, at klientens deltagelse i politiafhøringen betinges af, at afhøringen foregår på advokatens kontor. De forøgede afstande til politiets tjenestesteder, som følger af politireformen i 2007, må formodes at øge den samlede udgift til sigtede og tiltalte, som skal afhøres af politiet, og som ønsker en udenbys advokat er tilstede under afhøringen. Rådgivning om spørgsmålet kan derfor være blevet mere relevant, end tilfældet var tidligere.
I TfK 2010.11/1 ØLK var en forsvarer ved Retten i Hillerød blevet beskikket med rejseforbehold. Klienten var tiltalt efter færdselslovens § 53, stk. 1, for spirituskørsel. Forsvareren havde kontor i Gentofte. Under hovedforhandlingen mødte to vidner ikke op, idet de ved en fejl ikke var indkaldt, hvorfor sagen blev udsat. Forsvareren var således mødt forgæves. Ved det følgende retsmøde udeblev vidnerne også, idet de fejlagtigt ikke var indkaldt, hvorfor hovedforhandlingen på ny blev udsat. Ved det tredje retsmøde mødte vidnerne frem, og sagen kunne gennemføres. Tiltalte og dennes forsvarer gjorde gældende, at det offentlige måtte bære udgiften til forsvarerens transporttid og transportudgifter for de to forgæves retsmøder. Landsretten gav forsvareren og tiltalte medhold og udtalte blandt andet: “Det forgæves fremmøde ved de to retsmøder har påført tiltalte ekstraudgifter til forsvarerens transport, der i medfør af retsplejelovens § 741, stk. 1, jf. § 334, stk. 5, 2. pkt., skal betales af tiltalte, idet landsretten forudsætter, at der er indgået aftale mellem tiltalte og forsvareren herom. Da det forgæves fremmøde skyldes, at retten fejlagtigt ikke havde tilsagt vidnerne, finder landsretten, at statskassen skal betale disse udgifter. Der tillægges derfor forsvareren yderligere 1.800 kr. med tillæg af moms i salær for rejsetid samt 455,68 kr. med tillæg af moms i kørselsgodtgørelse, som endeligt betales af statskassen.”
TfK 2009.255 ØLK er en færdselssag, hvor anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om betinget frakendelse af førerretten samt bøde. Her godkendte Østre Landsret, at Retten i Nykøbing Falster havde taget rejseforbehold i et tilfælde, hvor tiltalte havde valgt en forsvarer med kontor i København.
I UfR 2009.1423 H ophævede Højesteret et rejseforbehold i et tilfælde, hvor såvel Retten i Næstved som Østre Landsret havde truffet bestemmelse om rejseforbehold. Den pågældende var tiltalt for tre indbrudstyverier, et tyveriforsøg, to tilfælde af vold efter straffelovens § 245, hæleri samt to tilfælde af overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Der skete frifindelse for indbrudstyverierne, idet tiltalte alene blev dømt for hæleri samt de øvrige forhold i anklageskriftet Den pågældende blev idømt en straf af fængsel i 1 år, der indeholdt en reststraf af fængsel i 2 måneder. Det fremgår af sagen, at den tiltalte var varetægtsfængslet i Arresthuset i Køge, og at byretten havde præciseret, at rejseforbeholdet ikke udelukkede, at forsvareren fik sine rejseomkostninger mv dækket i forbindelse med arrestbesøg. Forsvareren havde kontor i København. I Højesterets kendelse af 21. maj 2010 i sag nr. 38/2010, hvor der alene var rejst tiltale for og sket domfældelse for et enkelt tilfælde af vold efter straffelovens § 244 og idømt en straf af fængsel i 40 dage, godkendte højesteret, at en udenbys forsvarer var blevet beskikket med rejseforbehold og tillagt et salær på 8.000 kr. med tillæg af moms, uagtet at tiltalte havde været repræsenteret af samme advokat to gange tidligere.
I TfK 2008.735/1 VLK ophævede Vestre Landsret et rejseforbehold, som Retten i Aalborg havde taget over for en forsvarer med kontor i Århus. Landsretten lagde vægt på, at klienten var sigtet for indførsel af ikke under 3.200 gram kokain til Norge, og at han derfor risikerede en lang fængselsstraf. Landsretten udtalte videre, at rejseudgifterne ved at gennemføre sagen med advokaten fra Århus ville være “relativt beskedne”.
I UfR 2005.1592 H ophævede Højesteret et rejseforbehold taget af Østre Landsret i en sag, hvor der var rejst tiltale for drabsforsøg, og som skulle behandles ved et nævningeting i Odense. Forsvareren havde kontor i Københavnsområdet.
I TfK 2000.335 ØLK var en person sigtet for overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven. Der var nedlagt påstand om ubetinget frihedsstraf og en tillægsbøde på ikke under 1.050.000 kr. Den pågældende fik ved Retten i Slagelse beskikket en forsvarer men med rejseforbehold. Den pågældende kærede og henviste til, at han havde valgt den udenbys forsvarer, idet han mente, at denne forsvarer var særligt specialiseret inden for det omhandlede område. Østre Landsret ophævede rejseforbeholdet og udtalte blandt andet: “Under hensyn til karakteren af sigtelsen for overtrædelse af henholdsvis skattekontrolloven og momsloven, for så vidt angår unddragne skattebetalinger på 635.436 kr. og unddragelse af moms for 427.546 kr., samt til, at anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf samt om tillægsbøde på ikke under 1.050.000 kr., finder landsretten, at væsentlige hensyn taler for at imødekomme sigtedes ønske om at få beskikket en bestemt advokat, der efter sigtedes opfattelse har særligt kendskab til skatte- og afgiftsstrafferet, selv om denne har kontor uden for Slagelse retskreds.” Kendelsen må forstås således, at landsretten ikke har foretaget nogen vurdering af forsvarerens særlige kvalifikationer, men at landsretten har lagt vægt på, at sigtede selv opfattede den pågældende forsvarer som særlig kvalificeret på området.
Landsdommer Ole Dybdahl, Østre Landsret, anfører i en artikel med overskriften “Sådan trimmer den gode forsvarer sig” i “Advokaten”, nr. 6/2009 den 24. august 2009, at udviklingen “inden for de seneste ti år” formentlig er gået i retning af, at rejseforbehold tages i mindre omfang end tidligere.
Det har gennem de senere år været hævdet, at advokater i højere grad end tidligere specialiserer sig. En af de væsentlige begrundelser for politireformen i 2007 var at sikre en yderligere specialisering af politiet og anklagemyndigheden. Af side 14, 1. spalte, i “Anklagemyndighedens Resultater 2007” udgivet af Rigsadvokaten i 2008 fremgår blandt andet følgende: “..Som led i reformen blev anklagemyndigheden i politikredsene som hovedregel samlet på hovedstationen. Mens der i de gamle politikredse normalt var relativt få anklagere – ned til tre-fire i de mindste kredse – er der med samlingen på hovedstationen normalt ca. 35 jurister ved hvert embede. Formålet med samlingen af anklagemyndigheden er at opnå et bedre fagligt miljø med mulighed for specialisering og en bedre udnyttelse af anklagernes ressourcer. ..” På side 16 i samme publikation diskuteres blandt andet den omstændighed, at reformen har medført, at politiet og politiet og anklagemyndigheden bruger flere ressourcer på transport. Se også Justitsministeriets udkast af 15. december 2005 til forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) side 141. Her anføres blandt andet “Efterforskningsenheden vil kunne bestå af en række specialafdelinger (f.eks. narkoafdeling, bedrageriafdeling mv.) og særlige taskforces (f.eks. vedrørende organiseret kriminalitet). Dette vil bl.a. give øgede muligheder for specialisering inden for efterforskningsfunktionen og kunne medvirke til at opbygge et stærkt fagligt miljø.” Som en ganske væsentlig begrundelse for reformen anførtes også, at der var behov for en specialisering af dommerne. Af side 175 fremgår således følgende: “Retsplejerådet lægger endvidere bl.a. op til, at der skal være mulighed for en vis specialisering af dommerne ved de enkelte byretter.” Om øget specialisering af dommere se også kapitel 4.2.3 på side 209 f.
Det forekommer oplagt, at advokaterne specialiserer sig for eksempel således, at visse advokater fremover i højere grad alene beskæftiger sig med straffesager. En sådan udvikling vil utvivlsomt føre til, at de specialiserede advokater – ligesom anklagemyndighedens ansatte – vil skulle rejse over større afstande for at kunne udføre disse mere specialiserede opgaver. Udviklingen i retning af, at rejseforbehold gives mindre i dag end tidligere, som anført af landsdommer Ole Dybdahl, kan således hænge sammen med princippet om “Equality of Arms”, som forudsætter, at forsvaret i en straffesag ikke stilles ringere end anklagemyndigheden.