Retsplejelovens § 742 har følgende indhold:

Ҥ 742, stk. 1. Anmeldelser om strafbare forhold indgives til politiet.
Stk. 2. Politiet iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.”

 Retsplejeloens § 743 har følgende indhold:

 “§ 743. Efterforskningen har til formål at klarlægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens afgørelse samt forberede sagens behandling for retten”

Der er ikke i retsplejeloven eller anden lovgivning (herunder politiloven) fastsat detaljerede regler for politiets efterforskning af straffesager, idet lovgivningsmagten forudsætter, at justitsministeriet og rigsadvokaten i fornødent omfang  giver nærmere “instruktoriske forskrifter” angående politiets virksomhed under efterforskningen. Efterforskningen mod børn er i videre omfang lovreguleret. Det samme er de såkaldte “straffeprocessuelle indgreb”, som under visse betingelser kan anvendes som et led i politiets efterforskning, og som er nærmere omtalt nedenfor.

Om den generelle (og begrænsede) lovregulering af politiets efterforskning anføres på side 9 i  Betænkning 622/1971 om efterforskning i straffesager mv. blandt andet følgende:

“I konsekvens af de foranstående betragtninger har udvalget anset det for den væsentligste opgave at overveje, i hvilket omfang der bør gives regler for politiets efterforskning, og at fremkomme med forslag om forsvarerens stilling under efterforskningen og om adgangen til at forelægge retten tvistigheder under efterforskningen mellem forsvareren og sigtede på den ene side og politiet på den anden side.

Herudover indeholder udvalgets udkast kun få realitetsændringer i forhold til den faktisk gældende retstilstand, men hele 3. afsnit (kap. 74 og 75) samt kap. 70 er skrevet om, idet udvalget har bestræbt sig på at forkorte og forenkle lovteksten og udskille stof, der alene har instruktorisk karakter og således alene betydning i forholdet mellem den overordnede og underordnede anklagemyndighed og i forholdet mellem politiet og anklagemyndigheden. Bestemmelserne indeholder hovedreglerne for den fremgangsmåde, som skal følges ved undersøgelsen af en straffesag. Det forudsættes, at justitsministeriet og rigsadvokaten i fornødent omfang giver nærmere instruktoriske forskrifter angående politiets virksomhed under efterforskningen, herunder regler til erstatning for de bestemmelser af administrativ karakter i retsplejeloven, som udvalget foreslår udeladt. Gennem undervisningen på politiskolen og praktisk efterforskningsarbejde under ledelse af juridisk uddannede foresatte vil der som hidtil ske en uddybning af disse forskrifter og en indlæring af de helt eller delvis ulovbestemte principper for politimæssig efterforskning.

1. Udvalget har ikke anset det for ønskeligt, at der gives detaillerede regler for politiets efterforskning, bortset fra de nedenfor side 21 omtalte regler vedrørende efterforskning i sager mod børn. En stor del af bestemmelserne i § 801 til § 808, således bestemmelserne om efterforskning i sager, der er afhængig af justitsministerens befaling, af opfordring fra en anden offentlig myndighed eller af begæring fra en privat, hører ligesom det interne forhold mellem politiet og anklagemyndigheden hjemme i instruktoriske bestemmelser.

Udvalget har fundet det tilstrækkeligt i udkastets § 742, stk. 2, i overensstemmelse med gældende ret at fastslå, at politiet iværksætter efterforskning af egen drift eller efter begæring »når der er rimelig formodning om, at et strafbart forhold, der forfølges af det offentlige, er begået.«

 Efterforskningen, hvis formål bør fastlægges i loven, er karakteriseret ved, at den skal klarlægge, om betingelserne for at pålægge straf eller anden retsfølge er til stede, tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige til sagens afgørelse, herunder personlige oplysninger, mentalundersøgelse og lignende samt forberede sagens behandling ved retten. Udvalgets forslag i §§ 742 og 743 svarer stort set til de af den norske straffeprosesslovkomité i juni 1969 i § 229 og § 231 foreslåede regler.”

I Politikommissionens betænkning 1410/2001 om politilovgivning, anføres på side 30 i kapitel 4.3, der bærer overskriften “Politiets opgaver”, om politiets efterforskning følgende:

“Det følger af retsplejelovens § 742, stk. 2, at politiet er forpligtet til at iværksætte efterforskning, når det bliver bekendt med et muligt strafbart forhold, der påtales af det offentlige. I praksis indebærer det forhold, at politiet må prioritere dets ressourcer, at ikke alle konstaterede strafbare forhold giver anledning til efterforskning.

 Endvidere fører politiet som udgangspunkt ikke tilsyn med de særlovsområder, hvor tilsynet varetages af særlige myndigheder, f.eks. told og skattelovgivningen, bygge- og boliglovgivningen, sociallovgivningen samt miljølovgivningen. På sådanne områder bliver politiet i praksis normalt først bekendt med et muligt strafbart forhold efter anmeldelse fra tilsynsmyndigheden på området. Endvidere har de pågældende særmyndigheder i visse tilfælde hjemmel til administrativt at udstede bødeforlæg i anledning af overtrædelser af særlovgivningen.”

Som det fremgår af retsplejelovens § 742, stk. 2, kan en efterforskning indledes (eller fortsættes) “af egen drift”, hvilket indebærer, at en straffesag, der er undergivet offentlig påtale, kan efterforskes uden hensyn til, om en eventuel forurettet ønsker dette eller ikke.