Politiet har en særlig adgang til – når visse betingelser er opfyldt – at anvende såkaldte “straffeprocessuelle indgreb” mod borgere og virksomheder i forbindelse med efterforskningen af straffesager. Sådanne indgreb kan bestå i for eksempel anholdelse, ransagning, telefonaflytning, rumaflytning, brevåbning, brevstandsning, optagelse af fingeraftryk eller legemsundersøgelser. Personundersøgelser og mentalundersøgelser er også straffeprocessuelle indgreb. Formålet med at udstyre politiet med beføjelser til at foretage sådanne indgreb er at sikre politiet muligheder for at opklare forbrydelser. Indgreb af den omhandlede slags kan virke ubehagelige på mennesker – herunder mennesker som ikke har begået den forbrydelse, som politiet mistænker dem for. Lovgivningsmagten har derfor indsat en række bestemmelser i retsplejeloven, der sætter begrænsninger for politiets adgang til at foretage sådanne indgreb. Retsplejelovens kapitel 93 a giver adgang til, at der i visse tilfælde kan udbetales erstatning til personer, der har været udsat for straffeprocessuelle indgreb.

Private har en meget snæver adgang til i visse tilfælde at foretage straffeprocessuelle indgreb for eksempel anholdelse og ransagning. Har en privat foretaget en uberettiget anholdelse, og vælger politiet at opretholde anholdelsen, når politiet kommer til stede, kan borgeren søge erstatning hos politiet efter retsplejelovens kapitel 93 a. Såfremt politiet ikke opretholder anholdelsen, er borgeren henvist til at anlægge et civilt søgsmål med krav om erstatning over for den borger, der har foretaget den uberettigede anholdelse. Har den uberettigede anholdelse karakter af ulovlig frihedsberøvelse, kan den i øvrigt være strafbar.

Politiet har i visse tilfælde af præventive årsager adgang til at foretage indgreb, der minder om straffeprocessuelle indgreb, for eksempel anholdelse, selvom der ikke er mistanke om, at en person har begået et strafbart forhold. I så fald er der ikke tale om et “straffeprocessuelt” indgreb. Indgreb, som politiet foretager af præventive grunde, er ikke regulerede i retsplejeloven men i politiloven. Skønner politiet for eksempel, at en person eller gruppe af personer vil udgøre en fare (eller blive udsat for fare), hvis ikke de tilbageholdes af politiet et kortere eller længere stykke tid, kan politiet tilbageholde personerne, hvis ikke en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkelig til at forebygge faren. Retsplejelovens kapitel 43 a giver borgerne ret til domstolsprøvelse, såfremt indgrebet har karakter af frihedsberøvelse (selv en kortvarig tilbageholdelse), og borgeren senest 4 uger efter indgrebets ophør overfor politiet begærer spørgsmålet om indgrebets lovlighed og/eller hensigtsmæssighed prøvet ved retten. Viser det sig, at domstolene finder, at politiets skøn var forkert, kan borgeren i visse tilfælde tilkendes erstatning efter retsplejelovens kapitel 43 a.

Andre offentlige myndigheder kan i forskellige love være tillagt beføjelser til at foretage indgreb overfor borgere og virksomheder. For eksempel har skattemyndighederne i visse tilfælde adgang til at henvende sig på en virksomhed for at gennemgå virksomhedens regnskabsdokumenter, bilag mv. Sådanne indgreb er ikke “straffeprocessuelle indgreb” men betegnes normalt som “indgreb uden for strafferetsplejen”. Se eventuelt “Redegørelse til Folketinget om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter uden for strafferetsplejen“, som er afgivet af Justitsministeriets lovafdeling i februar 2009. Publikationen indeholder en række eksempler på lovgivning, der hjemler adgang for andre offentlige myndigheder end politiet til at foretage indgreb (uden for strafferetsplejen). Der gælder også her – ligesom indenfor strafferetsplejen – et almindeligt proportionalitetsprincip.

Straffeprocessuelle indgreb som for eksempel anholdelse og ransagning er så indgribende for den enkelte, at såvel grundloven som den europæiske menneskerettighedskonvention indeholder bestemmelser, der skal beskytte borgerne mod misbrug af de omhandlede indgreb.

I det følgende behandles nogle af de straffeprocessuelle indgreb.