Det følger af retsplejelovens § 750, at politiet kan foretage afhøringer, “men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring, og ingen tvang må anvendes for at få nogen til at udtale sig”. Retten til ikke at udtale sig til politiet er en af de grundlæggende rettigheder i straffeprocessen. Der findes i dansk ret en grundsætning om, at ingen kan pålægges at inkriminere sig selv. I  høringssvar fra Justitsministeriet vedrørende Kommissionens “grønbog om uskyldsformodningen“, side 5, afgivet i 2006 til “Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for Retfærdighed, Frihed og Sikkerhed” udtrykker Justiitsministeriet sig således om dette princip: “Forbuddet mod selvinkriminering er lovfæstet i dansk ret. Det følger af retsplejelovens § 752, stk. 1, at sigtede – inden politiet afhører den pågældende – udtrykkeligt skal gøres bekendt med sigtelsen og med, at vedkommende ikke har pligt til at udtale sig. Politiet kan foretage afhøringer, men kan ikke pålægge nogen at afgive forklaring.”

Retsplejelovens § 750, 2. pkt., udtaler, at enhver er “pligtig på forlangende at opgive navn, adresse og fødselsdag til politiet. Undladelse heraf straffes med bøde.”

Afhøringer foretaget i udlandet foranlediget af danske myndigheder skal foretages i overensstemmelse med retsplejelovens § 750, således at den afhørte ikke i strid med bestemmelsen pålægges at afgive forklaring, se om dette  Rigsadvokaten Informerer nr. 29, 2005.

I  UfR 1984.171 HD bestemte  Højesteret, at der ikke kunne straffes for overtrædelse af retsplejelovens § 750 i et tilfælde, hvor tiltalte under en telefonisk afhøring havde nægtet at oplyse navn, adresse og fødselsdato.

Der er i dansk ret ikke tvivl om, at en undladelse af at oplyse sit navn, sin adresse og sin fødselsdag til politiet kan medføre anholdelse med henblik på identifikation af den pågældende. Se for eksempel UfR.1959.949.

Almindelige proportionalitetshensyn sætter naturligvis grænser for længden af tilbageholdelsen af personer, der ikke vil oplyse deres identitet til politiet. I sagen  Vasileva mod Danmark, sagsnummer 52792/99, fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sin afgørelse af 25. september 2003, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 5, § 1, idet klageren havde været tilbageholdt i 13 timer og 30 minutter af politiet, fordi hun ikke ville oplyse sit navn til politiet. Klageren blev anholdt den 11. august 1995, kl. 21.30, idet politiet var blevet tilkaldt af en billetkontrollør i en bus i Århus, idet kontrolløren mente, at klageren rejste uden gyldig rejsehjemmel. Klageren havde nægtet at oplyse sit navn og øvrige data til billetkontrolløren, og hun nægtede ligeledes at opgive disse data til politiet. Hun blev anholdt for overtrædelse af retsplejelovens § 750. Da kvinden den 12. august kl. 10.45 om formiddagen oplyste sit navn mv. til politiet, blev hun kl. 11.00 løsladt. Af afgørelsens præmis 40 fremgår, at EMDs flertal fandt, at anholdelsen i sig selv hverken havde krænket retsplejeloven eller artikel 5, § 1. Imidlertid finder EMD (i præmis 41), at udstrækningen af frihedsberøvelsen i 13 og en halv time udgjorde en krænkelse af artikel 5, § 1, i konventionen. EMD henviste navnlig til det oplyste om årsagen til frihedsberøvelsen samt til, at overtrædelsen af retsplejelovens § 750 er en mindre forbrydelse, der alene kan straffes med bøde. Der var i afgørelsen dissens, idet to dommere fandt, at frihedsberøvelsens længde i sig selv udgjorde en overtrædelse af retsplejelovens § 755, stk. 4 (præmis 51). I øvrigt var de to dommere enige med flertallet. Af afgørelsen kan udledes, at politiet efter at have anholdt en person, der ikke vil oplyse navn, adresse og fødselsdag, har en pligt til hurtigst muligt at forsøge at fastslå den pågældendes identitet på anden måde end ved at opretholde frihedsberøvelsen. Sådanne forsøg kan navnlig bestå i at undersøge den pågældendes effekter for at få afklaret, om der i disse findes dokumenter mv. der kan bidrage til opklaringen af den pågældendes identitet (se præmis 41, øverst). Når identiteten er fastslået, skal der (naturligvis) straks ske løsladelse. I tilfælde, hvor polititjenestemændene kender den pågældendes identitet sikkert i forvejen, må anholdelse alene med henvisning til retsplejelovens § 750 anses for udelukket. I nogle tilfælde kender politiet måske lidt af en anholdt persons navn, øgenavn, omgangskreds, familie mv. Der vil i sådanne tilfælde kunne være behov for en – formentlig ofte ganske kortvarig – frihedsberøvelse, indtil politiet gennem sine registre, henvendelser til andre eller lignende efterforskningsskridt kan få fastslået den pågældendes identitet.