Med lov nr. 401 af 26. juni 1998 om Domstolsstyrelsen blev administrationen af domstolene flyttet fra Justitsministeriets departement til en selvstændig domstolsstyrelse. Formålet med loven var i det væsentlige at sikre domstolene (“den dømmende magt”) større uafhængighed af den udøvende magt. Det blev særligt fremhævet, at det kunne kompromittere domstolenes uafhængighed, at det netop var Justitsministeriet, som administrationen af domstolene henhørte under, idet dette ministerium også administrerer politiet og anklagemyndigheden.
FNs Basic Principles on the Independence of the Judiciary, 1985, og Europarådets rekommandation nr. R (94) 12 af 13. oktober 1994 om “Independence, efficiency and role of judges” indeholder ikke forskrifter for, hvorledes domstolene bør administreres.
Artikel 6 i Judges Charter in Europe, 1993, udarbejdet af European Association of Judges med de senest vedtagne ændringer af 20. april 1996 har imidlertid følgende ordlyd: “The administration of the judiciary must be carried out by a body which is representative of the Judges and independent of any other authority.”. Af artikel 12 følger, at bestemmelserne i charteret bør være indarbejdet i national lovgivning. Artikel 12 lyder således: “The Judges’ Charter must be expressly embodied in legislation.”
Betænkning 1352 om nævningesager – 2001
Betænkning 1330 om samarbejdet mellem retterne og pressen – 1997
Betænkning 994 om lægdommerordningen i straffesager mv. – 1983
Betænkning 825 om retternes kompetence og arbejdsform i straffesager – 1977
Efter retsplejelovens § 8, stk. 4, kan landsretten sætte retten uden for det sædvanlige tingsted, når dette “findes hensigtsmæssigt af hensyn til sagens behandling inden for rimelig tid eller af andre særlige grunde. § 13, stk. 2, indeholder en tilsvarende bestemmelse vedrørende byretterne, og § 17, stk. 3, indeholder en sådan bestemmelse vedrørende Sø- og Handelsretten. Bestemmelsen giver for eksempel mulighed for, at en straffesag sættes i et fængsel eller på et psykiatrisk hospital af sikkerhedsmæssige grunde. Som eksempel på et retsmøde afholdt uden for et sædvanligt retslokale kan henvises til en indkaldelse til et retsmøde ved Retten i Holbæk, som vedrørte et retsmøde, der blev afviklet på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland.
I Riepan mod Østrig afgjort af EMD den 14. november 2000 under sagsnummer 35115/97 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1, at et retsmøde mod en indsat, der var tiltalt for strafbare forhold begået i fængslet, blev afviklet i et lokale i fængslet og ikke i den sædvanlige retsbygning. Det er værd at bemærke, at det fremgår af præmis 26, at de nationale myndigheder under sagen ved EMD påpegede, at retsmødet fremgik af rettens sædvanlige retsliste, som blandt andet blev uddelt til medierne, at det fremgik af retslisten, at retsmødet ville blive afholdt i det omhandlede fængsel, og at potentielle tilhørere ville få adgang til retsmødet mod forevisning af legitimation. I præmis 30 bemærker EMD, at myndighederne ikke havde gjort tilstrækkeligt for at sikre, at offentlighedens adgang til retsmødet i fængslet var reel og ikke teoretisk. Eksempelvis burde myndighederne have gjort mere ud af at annoncere retsmødet og for eksempel offentliggøre oplysninger om, hvorledes interesserede kunne komme til stede og på hvilke betingelser.