Når et vidne, en skønsmand eller tiltalte afhøres i
retten, kan den afhørende (normalt forsvareren eller anklageren) være af den
opfattelse, at forklaringen – eller dele af denne – er af særlig betydning for
sagen, hvorfor den afhørende er interesseret i at sikre, at forklaringen –
eller dele af denne – protokolleres mere eller mindre ordret i retsbogen,
således at det senere kan dokumenteres, hvad der blev sagt. Det kan derfor være
ønskeligt for den afhørende, at retten oplæser ordret, hvorledes retten har gengivet
forklaringen i retsbogen.
Af retsplejelovens § 36 følger, at oplæsning af et protokollat i retsbogen
normalt kun finder sted, “når rettens formand af særlige grunde anser det
for nødvendigt”. Ordlyden af denne bestemmelse giver indtryk af, at det har
været lovgivningsmagtens hensigt ikke at indrømme sagens parter nogen adgang
til at anmode retten om at få oplæst, hvorledes den afhørtes forklaring er
refereret i retsbogen. En sådan fortolkning af bestemmelsen synes ikke at
stemme overens med bestemmelsens forarbejder. Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 652 af 15. juni
2010, og lovændringen trådte i kraft 1. juli 2010. Endvidere blev der
indsat et nyt kapitel 64 i retsplejeloven, hvorefter det er hovedreglen, at
forklaringer, der afgives i byret blandt andet under hovedforhandlingen,
lydoptages. Det fremgår af afsnit 1.1. af bemærkningerne til lovforslaget
blandt andet, at man med loven havde til hensigt at sikre en “autentisk,
entydig og sikker metode til at registrere forklaringer, og man vil, så længe
optagelsen opbevares, altid kunne gå tilbage og konstatere, hvad der på et
givent tidspunkt faktisk blev sagt.”
Umiddelbart kunne man mene, at der ikke længere er behov for at få
protokolleret forklaringer i retsbogen (og få oplæst det protokollerede
referat), idet forklaringerne som udgangspunkt lydoptages, hvorfor der vil være
dokumentation i form af en ordret gengivelse på lydoptagelsen af, hvad der er
blevet sagt. Til trods herfor fremgår det af kapitel 4.3.9. i bemærkningerne til lov nr.
652 af 15. juni 2010, at strafferetsplejeudvalget fandt, “at reglen i
§ 36 herefter bør ændres, således at der efter retsformandens bestemmelse
(uanset om lydoptagelse foretages eller ej) kan ske protokollering i retsmødet
med oplæsning og vedståelse af det protokollerede, når det findes hensigtsmæssigt.
En sådan bestemmelse bør dog fortsat anvendes ret undtagelsesvis og typisk for
særligt udpegede dele af en forklaring. Udvalget finder endvidere, at der ved
anvendelsen af bestemmelsen bør lægges særlig vægt på parternes ønsker.”
Det fremgår af lovbemærkningerne – også kapitel 4.3.9. – at, der under
lovforberedelsen blev udtalt “betænkeligheder” ved, at der ikke
foretages “oplæsning” af forklaringer under retsmøder. Heroverfor
henviste Justitsministeriet blandt andet til, at “det heller ikke efter de
gældende regler er et krav, at der sker protokollering under retsmøder eller
foretages oplæsning og vedståelse af forklaringer ..”. Endvidere
fremhævede Justitsministeriet: “at selv om det efter den foreslåede § 36
fortsat vil være op til retsformanden, om der bør ske oplæsning og vedståelse
af en protokolleret forklaring, forudsættes det som ovenfor nævnt, at der ved
anvendelsen af bestemmelsen lægges særlig vægt på parternes ønsker.”
Som det fremgår af ovenstående synes lovgivningsmagten at have forudsat, at
retsplejelovens § 36 anvendes således, at retten lægger “særlig vægt på
parternes ønsker”, når retten tager stilling til begæringer om oplæsning
af referatet af forklaringer.
Se bemærkningerne til
lovforslag nr. 186 af 26. marts 2010. Se også Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1513/2010.
Reglerne om, i hvilket omfang forklaringer skal gengives i retsbøger og/eller
lydoptages, findes i retsplejelovens kapitel 64, som behandles
nedenfor.