Af “Status for implementering af domstolsreformen” udgivet af Domstolsstyrelsen i april 2009 fremgår det blandt andet, at danske domstole sammenlignet med domstolene i andre lande er “billige og effektive” (side 35, afsnit 4). Af tabel 4.1. på samme side ses, at der i 2006 blev afsluttet 771 straffesager pr. 100.000 indbyggere i Sverige. I Norge blev der samme år afsluttet 1.196 straffesager pr. 100.000 indbyggere, medens der i Danmark blev afsluttet 2.094 straffesager pr. 100.000 indbyggere. Disse tal skal sammenholdes med, at det af tabellen også fremgår, at der samme år var 13,9 dommere pr. 100.000 indbyggere i Sverige, 10,9 i Norge og 6,6 i Danmark. Tallene viser utvivlsomt, at en gennemsnitlig dansk dommer afsagde langt flere domme end sine gennemsnitlige kolleger i både Sverige og Norge i 2006. I afhandlingen “Vidnebeviset – En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer” af Eva Smith, GADs forlag 1986, anføres det på side 363, nederst, at frifindelser forekommer “forholdsvist sjældent” i Danmark sammenlignet med de angelsaksiske lande. Der ses ikke at være lavet egentlige undersøgelser, der afdækker, hvorvidt fokus på “billige og effektive” domstole i Danmark er gået ud over retssikkerheden. Det kunne overvejes om ikke der er behov for en sådan undersøgelse.
I en undersøgelse offentliggjort den 11. april 2011 i tidsskriftet “Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America” har forskerne Shai Danziger, Jonathan Levav og Liorna Avnaim-Pesso under overskriften “Extraneous factors in judicial decisions” påvist, at dommeres afgørelser i konkrete retssager påvirkes af, om dommerne har adgang til pauser, således at dommere, der ikke har haft pause et længere stykke tid, afsiger væsentligt flere domme til skade for tiltalte, end tilfældet er for dommere, der har haft frokost et kort stykke tid før tidspunktet for afgørelsen.
Se eventuelt domstolsstyrelsens hjemmeside samt Justitsministeriets udkast af 15. december 2005 til forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform).