Menneskerettighedsdomstolen (EMD) er i EMRK artikel 41 tillagt kompetence til at pålægge de nationale myndigheder at yde erstatning og godtgørelse til personer, der har været udsat for konventionskrænkelser. Denne bestemmelse kan derimod ikke påberåbes som hjemmel til at kræve erstatning og godtgørelse ved de  nationale domstole. Krav om erstatning og godtgørelse ved de nationale myndigheder kan derimod støttes på EMRK artikel 13, idet det følger af denne bestemmelse, at der skal være effektive retsmidler (herunder mulighed for erstatning og godtgørelse) til rådighed i national ret, i tilfælde hvor borgere påstår, at deres rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har været krænket af de nationale myndigheder.

Af side 959 vedr. artikel 13 i “Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, Art. 10-59 samt tillægsprotokollerne”, 3. udgave, forfattet af Peer Lorenzen m.fl,. udgivet i 2011 på DRØFs forlag, fremgår blandt andet følgende:

“8.2. Godtgørelse
Et særligt spørgsmål opstår omkring udmålingen af godtgørlse ved udtømmelsen af nationale retsmidler. EMD fastslog i Scardino* (nr. 1) 27/3 2003 det udgangspunkt, at udmålingen af godtgørelse på nationalt plan skal svare til EMD’s udmålet af godtgørelse efter art 41. MED påpegede, at udmålingen i et vist omfang er skønsmæssig (»does not lend itself to precise quantitification and must be carried out on an equitable basis«), hvorfor en streng og formalistisk (»strict and formalistic«) anvendelse af EMD’s kriterier ikke kan kræves. Såfremt nationale myndigheder udmåler godtgørelse i overensstemmelse med EMRK’s ånd (»the spirit of the law of the Convention«), vil det nationale retsmiddel blive anset for effektivt, selvom godtgørelsesniveauet afviger fra EMD’s egen praksis. I Estok 28/9 2004 udtalte EMD, national praksis skal være passende og tilstrækkelig i lyset af art 41-praksis (»adequate and sufficient«), og det nationale skøns betydning blev yderligere tydeliggjort i fx Bako 15/3 2005, hvor EMD fastslog, at det nationale godtgørelsesniveau dog ikke måtte være utilstrækkeligt (»not be manifestly inadequate«). Såfremt EMD ikke accepterede et betydeligt nationalt skøn, ville EMD blive hensat i en position, hvor den skulle korrigere udmålingerne i et betydeligt antal klagesager. Hovedformålet med at sikre adgang til udmåling af godtgørelse på nationalt niveau er at undgå, at individer systematisk tvinges til at henvende sig til EMD for at få opfyldt deres rettigheder, jf. Scordino (nr 1) 29/3 2006 pr 188. EMD har i praksis accepteret godtgørelsesniveauer svarende til ca. halvdelen af EMD’s praksis efter art 41…”