Betænkning 871 vedrørende revision af retsplejelovens afsnit om advokater afgivet i 1979
 Betænkning 1479 om retsplejelovens regler om advokater afgivet i 2006

Advokater kan efter reglerne i  Retsplejelovens kapitel 12 til kapitel 15 b af Advokatnævnet idømmes sanktioner for overtrædelser af de særlige pligter, der gælder for advokater.

Indtil 1886 kunne advokater kun pålægges sanktioner efter den almindelige lovgivning. De var derudover naturligvis – ligesom det fortsat er tilfældet – ansvarlige efter almindelige erstatningsregler for fejl og forsømmelser i deres gerning. Der var indtil 1886 således ikke særlige sanktioner i tilfælde, hvor advokater overtrådte disses særlige pligter som advokat. I 1880 blev der af justitsministeren fremsat forslag til nye lovregler, der blandt andet gik ud på at indføre en sagførerorganisation med disciplinærmyndighed og at indføre strengere betingelser for meddelelse af sagførerbeskikkelse. Forslaget blev dog ikke vedtaget af rigsdagen. Et lovforslag med væsentligt samme indhold fremsat i 1888 blev heller ikke vedtaget. Begrundelsen for ikke at underkaste advokater (“sagførere”) en disciplinærmyndighed var navnlig, at advokater i videst muligt omfang skulle være uafhængige af statsmagten. Et system, hvorefter advokater kunne underkastes statens kontrol, ansås for “illiberalt”. Se nærmere  side 15, 1. spalte i  Betænkning 871 vedrørende revision af retsplejelovens afsnit om advokater afgivet af et udvalg under Justitsministeriet i 1979. Af samme betænkning, side 15, 2. spalte, fremgår blandt andet, at Den danske Sagførerforening i 1886 indførte “en vis disciplinærmyndighed”. Særlige organer inden for foreningen fik adgang til at påkende salærtvister, klager fra private, og kunne selv skride ind mod et medlem af foreningen. Kendelserne kunne indankes for hovedbestyrelsen. Denne disciplinærmyndighed afholdt mange fra at melde sig ind i foreningen, og for at sikre sig flere medlemmer afskaffede foreningen atter ordningen i 1895. Med retsplejeloven, der blev vedtaget i 1916, blev der indført en ordning hvorefter advokatsamfundets myndigheder, der alene bestod af advokater, havde enekompetence til at ikende advokater disciplinære straffe. Dog var der adgang for en advokat til at indbringe alvorligere sanktioner for landsretten. Ved lov nr. 209 af 23. juli 1932 blev disciplinærmyndigheden henlagt til Advokatnævnet, idet Sagførerrådet i medfør af retsplejelovens § 147 var bemyndiget til at henlægge Sagførerrådets virksomhed til et særligt sagførernævn og kredsene. Ved lov nr. 277 af 9. juni 1982 blev Advokatnævnet en lovbestemt myndighed, ligesom nævnet ikke længere alene bestod af advokater, men tillige af dommere og medlemmer udpeget af Justitsministeriet og Advokatsamfundet. Denne lovændring byggede på anbefalingerne i  Betænkning 871 vedrørende revision af retsplejelovens afsnit om advokater afgivet af et udvalg under Justitsministeriet i 1979.

Et udvalg under Justitsministeriet afgav i 2006  Betænkning 1479 om retsplejelovens regler om advokater. Betænkningens anbefalinger førte året efter til vedtagelsen af  lov nr. 520 af 6. juni 2007. Med loven blev der blandt andet gennemført nye regler om sammensætningen af advokatnævnet, som indebar, at der “altid vil være et flertal af medlemmer, som ikke er advokater” i advokatnævnet, når nævnet behandler en sag. Af lovforslagets punkt 3.2.4. fremgår blandt andet følgende: “For så vidt angår ændringer af det gældende disciplinærsystem foreslår Advokatudvalget – i lighed med Advokatrådet – for det første, at Advokatnævnets sammensætning ændres, således at det fremover består af lige mange repræsentanter for offentligheden og for advokaterne. Udvalget finder det vigtigt, at der i befolkningen er tillid til Advokatnævnets behandling af klagesagerne. Advokatnævnet bør sammensættes af 3 dommere, 9 offentlighedsrepræsentanter og 9 repræsentanter for advokatbranchen (i dag er Advokatnævnet sammensat af 3 dommere, 6 offentlighedsrepræsentanter og 9 advokater). Ved behandlingen af en sag skal der deltage lige mange offentlighedsrepræsentanter som repræsentanter for advokatbranchen. Da endvidere et eller flere medlemmer af formandskabet også deltager i behandlingen af en sag, vil dette betyde, at der altid vil være et flertal af medlemmer, som ikke er advokater. ..”

Ved den 8. FN-kongres on the Prevention of Crime and the Treatment of Offenders, der fandt sted i Havana, Cuba, fra 27. august til 7. september 1990, vedtoges et sæt ”Basic Principles on the Role of Lawyers”. Disse principper indeholder bl.a. en opfordring til regeringerne om at sikre, at advokater kan varetage deres professionelle funktioner uden hindringer, chikane eller lignende indblanding, ligesom advokater skal beskyttes imod sanktioner af såvel strafferetlig som administrativ og økonomisk karakter i anledning af dispositioner, som advokater foretager i overensstemmelse med anerkendte etiske retningslinier. Advokater skal have ret til at danne selvstyrende brancheforeninger til bl.a. at varetage deres interesser og beskytte deres professionelle integritet. Sådanne foreninger skal samarbejde med statsmagten for at sikre, at alle har effektiv og lige adgang til juridisk bistand, og at advokater uden utilbørlig indblanding kan rådgive og yde bistand til deres klienter i overensstemmelse med lovgivningen og anerkendte professionelle standarder og etiske regler. Adfærdsregler for advokater skal opstilles af advokatstanden gennem standens relevante organer eller ved lovgivning i overensstemmelse med nationale regler og sædvaner samt anerkendte internationale standarder og normer. Disciplinære foranstaltninger mod advokater skal behandles af et uvildigt disciplinærudvalg etableret af advokatstanden, af en uafhængig myndighed eller af en domstol. Sagen skal underkastes en uafhængig undersøgelse.

Europarådet vedtog den 25. oktober 2000 en rekommandation (Recommendation No. R(2000)21) indeholdende en række retningslinjer, som har til formål at sikre advokater den fri adgang til at udøve advokatvirksomhed. Heri indgår en række fundamentale principper, bl.a. om beskyttelse af advokater imod diskrimination og indblanding fra myndighedernes side, navnlig i lyset af de relevante bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, samt beskyttelse imod anvendelse af – eller trusler om anvendelse af – sanktioner eller pression i tilfælde, hvor advokater agerer i overensstemmelse med de professionelle standarder. Det understreges, at advokater og advokatforeninger spiller en fundamental rolle i at sikre beskyttelsen af menneskerettigheder og grundlæggende friheder. Advokater skal have ret til at danne brancheforeninger, som bl.a. skal have til opgave at beskytte advokaternes uafhængighed og interesser. Sådanne foreninger skal være selvstyrende organer, som er uafhængige af myndighederne og offentligheden. Foreningerne bør udarbejde adfærdsregler og sikre, at advokater har pligt til at handle uafhængigt, omhyggeligt og retfærdigt. Advokatforeningerne bør være ansvarlige for eller berettiget til at deltage i behandlingen af disciplinærsager mod advokater.

Af præmis 55-57, side 14, i rapport  A/64/181 af 28. juli 2009 afgivet af FN’s rapporteur vedrørende dommerens og advokaters uafhængighed fremgår følgende:

“55. According to Principle 28 of the Basic Principles, disciplinary proceedings against lawyers shall be brought before an impartial disciplinary committee established by the legal profession, before an independent statutory authority, or before a court. Thus, the body in charge should be free from any influence or pressure from the legislative or the executive branches of power or any other party.
56. Ideally, disciplinary bodies should be established by the legal profession itself. However, it is usual for either the Ministry of Justice or a qualification commission to be responsible for conducting disciplinary proceedings. In some Member States, such commissions are heavily controlled by the executive or are composed mainly of state officials, a situation that clearly affects the independence of the legal profession.
57. As stated in Principle 27 of the Basic Principles, complaints against lawyers in their professional capacity “should be processed expeditiously and fairly under appropriate procedures”, and lawyers should have “the right to a fair hearing, including the right to be assisted by a lawyer of their choice”. The Special Rapporteur has emphasized this point on the occasion of several country visits.”

I præmis 56 advarer rapporteuren mod, at et advokatnævn i det væsentlige består af embedsmænd, idet dette utvivlsomt (“clearly”) påvirker advokaternes uafhængihed. Det må således antages, at  lov nr. 520 af 6. juni 2007, der sikrer, at de medlemmer af advokatnævnet, der er advokater, altid er i mindretal ved behandlingen af sager, efter rapporteurens opfattelse vil kunne kompromittere danske advokaters uafhængighed.

Advokatnævnet fik i Højesterets dom af 28. november 2011 i  sag 355/2010 ikke medhold i, at en advokat, som blandt andet havde indgivet grundløse sagsanlæg mv. mod sagsbehandlere i den offentlige forvaltning, skulle frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed heller ikke for et begrænset tidsrum. Den pågældende var flere gange tidligere idømt bøder for lignende adfærd. Den pågældende blev idømt en bøde på 50.000 kr.

Det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik.

I Advokatnævnets kendelse af 11. september 2012 i sagen  2011-02-0389/SAF/JML fandt advokatnævnet, at en advokat ikke havde tilsidesat god advokatskik ved på vegne af sine klienter (en andelsboligforening) at true en netop fratrådt vicevært med anmeldelse til politiet for tyveri af noget værktøj, hvis ikke viceværten inden en vis frist tilbageleverede værktøjet. Advokatnævnet frifandt advokaten med følgende begrundelse: “Da en advokat skal varetage sin klients interesser inden for lovgivningens rammer, og da advokat A ikke har haft anledning til eller grundlag for at betvivle sin klients redegørelse af de faktiske forhold, finder Advokatnævnet, at advokat A ikke ved sit brev af 16. marts 2011 til X er gået videre, end berettigede hensyn til varetagelse af andelsboligforeningens interesser tilsiger.”

I Advokatnævnets kendelse af 27. maj 1998 i sagen  41-208-97-25 var en advokat indklaget for nævnet for i processkrifter at have beskyldt klageren for at have været involveret i selskabstømning. Den indklagede advokat blev frifundet med følgende begrundelse: “Det er almindeligt antaget, at der gælder ret vide grænser for advokaters ytringsfrihed i såvel straffesager som civile retssager, og i såvel afgivne processkrifter som under den mundtlige procedure. Om end de anvendte formuleringer, herunder “at disse aktivt har været involveret i selskabstømning og derfor er erstatningsansvarlige”, og videre ”da rådgiverne har været bekendt med de transaktioner, som er foretaget omkring tømningen af selskaberne, har rådgivernes handlinger været groft uagtsomme” og endelig “idet de har haft direkte kendskab til selve selskabstømningen“, hver for sig kunne have været formuleret på en mere hensigtsmæssig måde, findes indklagede ikke at have haft til hensigt at virke injurierende eller tilsidesætte god advokatskik ved fremsættelse af de pågældende udsagn.”

I Advokatnævnets kendelse af 17. april 1998 i sagen  41-202-97-72 var en advokat indklaget for nævnet for i en ankestævning blandt andet at have udtalt: “Det forekommer højst besynderligt, at (by) byret undslår sig for at tage stilling til omfanget af appellantens vejret. Med den afsagte dom er der herefter frit slag for indstævnte til at chikanere og lægge hindringer i vejen for appellanten, idet omfanget af appellantens vejret på ingen måde er fastslået.” og senere “….Noget af det mest afgørende er, at appelindstævnte foretager sådanne indgreb i selve vejen at udøvelsen af vejretten bliver vanskelig.”. Den indklagede advokat blev frifundet, idet Advokatnævnet ikke fandt, at den pågældende med udtalelserne ikke var “gået videre end berettiget hensyn til varetagelse af klientens interesser tilsiger”.

I Advokatnævnets kendelse af 28. maj 1997 i sagen  41-201-96-217 havde den indklagede advokat i en skrivelse til en anden advokat (klageren) blandt andet udtalt: “Klager bør derfor frafalde det standpunkt, der helt klart ikke ville kunne passere ved en juridisk embedseksamen.Jeg beklager at måtte konkludere, at klagers foreløbige vurdering, jfr. skrivelsens side 1, 1. afsnit, ikke er præget af nogen gennemført retsdogmatisk argumentation omkring hovedaftale, retspraksis og lovgivning på området.”. Advokatnævnet frifandt den indklagede advokat med følgende begrundelse: “Nævnet finder ikke, at indklagedes sprogbrug er af en sådan karakter, at han herved har tilsidesat god advokatskik.”

Nedenfor under sigtede og dennes forsvarer behandles mere om  klager mv. mod advokater og især forsvarsadvokater (retsplejelovens § 739). I strafferetten under straffelovens regler om ærekrænkelser behandles særligt praksis med hensyn til  disciplinærsager, straffesager mv. mod advokater for disses ytringer.