Af retsplejelovens § 171 følger, at et vidne ikke kan pålægges at afgive forklaring i et tilfælde, hvor forklaringen kan udsætte  vidnet selv for “straf eller tab af velfærd”. Det samme gælder, hvis forklaringen kan påføre vidnet “anden væsentlig skade”.

Betænkning 316/1962 behandler på side 49, nederst, og side 50, øverst, personkredsen, som anses for “en parts nærmeste”. Af side 50, 1. spalte, følger: “Udtrykket omfatter i hvert fald ægtefælle, slægtninge i lige linie og søskende; adoptiv- og plejebørn samt adoptiv- og plejeforældre vil som regel omfattes af reglen. Under hensyntagen til forholdene i den enkelte familiekreds, vil bestemmelsen yderligere kunne omfatte samlevere, forlovede, andre slægtninge, som den pågældende er nært knyttet til, samt nært besvogrede.” Umiddelbart derefter anfører udvalget som begrundelse for reglen blandt andet: “Udvalget anser det for at være af afgørende betydning for opretholdelse af loyalitet og tryghed i familieforhold, at betroelser mellem nærpårørende beskyttes, også over for vidnepligt.”

I  UfR 1978.64H blev tiltaltes svigerinde i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 1, fritaget for at afgive vidneforklaring.

I “Kommenteret Retsplejelov”, bind 1, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 8. udg., side 366, 2. spalte, kommentar til retsplejelovens § 171, følger blandt andet:  “.. Fm. 1974.166: Utrykt vestre Landsretsbeslutning af 9. oktober 1974, hvorefter en fætter, der 7-8 år tilbage havde boet sammen med tiltalte hos dennes bedsteforældre, blev fritaget for at afgive vidneforklaring”.

I en kendelse af 28. juni 2013 i sagen  V.L.S-0598-13 fandt Vestre Landsret, at tiltaltes fætter ikke kunne pålægges at afgive vidneforklaring i en straffesag mod tiltalte. Betingelserne i retsplejelovens § 171, stk. 3, der giver adgang til at pålægge vidnet af afgive forklaring, fandtes ikke at være til stede. Det tillodes heller ikke at dokumentere den pågældendes forklaring til politiet. Fætteren var ikke af politiet blevet vejledt om adgangen til vidnefritagelse efter retsplejelovens § 171, stk. 1. Af samme grund tillodes det endvidere ikke, at de rapportoptagende betjente kunne afhøres om, hvad fætteren havde forklaret til politiet. I  byretten udtalte fætteren sig konkret om sin relation til tiltalte. Sagen viser, at domstolene blandt andet foretager en konkret vurdering af relationen mellem en fætter og tiltalte, førend retten tager stilling til, om den pågældende skal pålægges at afgive forklaring, eller om der kan ske dokumentation af forklaringer afgivet af den pågældende til politiet. Det skal bemærkes, at der var rejst tiltale for to tilfælde af vold mod tiltaltes samlever, og at fætterens forklaring vedrørte begge forhold. Tiltalte blev frifundet både i byretten og i landsretten.   

 I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3/2008 (rettet maj 2011) om behandlingen af sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser findes i kapitel 4.3 en gennemgang af reglerne om vidnefritagelse efter retsplejelovens § 171. Af meddelelsen fremgår blandt andet følgende: “Såfremt den forurettede er mistænktes nærmeste, skal forurettede altid vejledes om vidnefritagelsesreglerne. Det gælder også, selv om forurettede selv har indgivet anmeldelsen. Vejledningen skal ske forud for afhøringen, idet en forudgående vejledning har afgørende betydning for, om forurettedes forklaring kan benyttes under en eventuel retssag.”

I  TfK 2008.291/1 VLK anmodede anklagemyndigheden retten om at pålægge en person at afgive vidneforklaring mod personer, der var sigtet for køb af narkotika. Politiet havde tidligere opgivet påtalen mod vidnet efter retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, og omgørelsesfristen i retsplejelovens § 724 var udløbet. Landsretten ville ikke imødekomme begæringen om at pålægge vidnet at afgive forklaret og udtalte blandt andet: “Den ønskede vidneafhøring af V må antages i det væsentlige at skulle angå hans eventuelle forhold som sælger i de handler, som anklagemyndigheden gør gældende, at en af eller begge de tiltalte har deltaget i som købere. Det kan derfor ikke udelukkes, at en vidneforklaring af V vil kunne føre til nye beviser mod ham med en sådan vægt, at tiltale senere vil kunne rejses mod ham ved genoptagelse i medfør af retsplejelovens § 975.”

I  UfR 1994.20/2 ØLK blev personer, der tidligere var blevet straffet for deres deltagelse i et røveri mod et postkontor, fritaget for at vidne mod en person, der efterfølgende var blevet tiltalt for deltagelse i det samme røveri. Ved røveriet var en polititjenestemand blevet dræbt af skud, som formentlig er affyret af en af røverne. Landsretten begrundede afgørelsen om vidnefritagelse således: “Det var indtil nu ikke godtgjort, hvem der affyrede skuddet. Under hensyn hertil og til at begivenhedsforløbet vedrørende røveriet og drabet var tæt sammenhængende, kunne det ikke udelukkes, at der ved vidnernes forklaringer sammenholdt med andre oplysninger fremkom grundlag for efter retsplejelovens § 976 at genoptage manddrabssagen overfor et eller flere af vidnerne. Under disse særlige omstændigheder måtte der gives vidnerne medhold i, at deres forklaringer som vidner under den foreliggende sag ville kunne udsætte dem selv for yderligere straf, jfr. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1,”

Retsplejelovens § 171 indeholder en regel om, at en person normalt ikke kan pålægges at afgive vidneforklaring i tilfælde, hvor vidneforklaringen kan udsætte dennes “nærmeste for straf eller tab af velfærd”. Det samme gælder, hvis forklaringen kan påføre de samme “anden væsentlig skade”.

I  UfR 2003.1029 HD fastslog højesteret blandt andet, at det ikke var i strid med EMRK 6, at en ejer eller bruger af et køretøj efter færdselslovens § 65 pålægges på forlangende fra politiet at oplyse, hvem der har benyttet køretøjet, selv om personen, der har benyttet køretøjet, er en nærstående til ejeren/brugeren. Det udtales i afgørelsen, at det derimod ville være i strid med EMRK artikel 6 at forlange af en person at inkriminere sig selv. I dommen lægges det til grund, at det ikke har været lovgivers hensigt, at retsplejelovens § 171 skulle gælde i forhold til færdselslovens § 65. Se i øvrigt  betænkning nr. 316/1962 om vidner.

I  TfK.2004.538/ VLD blev tiltalte frifundet for vold med henvisning til, at belastende forklaringer fra to nærstående afgivet til politiet, var det “eneste bevis” mod tiltalte, og at disse nærstående på grund af sagens “mindre alvorlige karakter” ikke skulle pålægges efter retsplejelovens § 171, stk. 3, at afgive forklaring for retten.

I  UfR 1986.500 HK var et 14-årigt barn ikke vejledt om sin ret efter retsplejelovens § 171, stk. 1, til ikke at udtale sig om sin far. I retten ønskede barnet ikke at udtale sig om sin far. Anklagemyndigheden ønskede at føre den rapportoptagende polititjenestemand som vidne. Højesteret udtalte blandt andet: “Da K’s forklaring til politirapport er afgivet, uden at hun har været gjort bekendt med sin ret til at nægte at afgive forklaring, jfr. retsplejelovens § 171, stk. 1, tiltrædes det ligeledes, at det ikke er tilladt anklagemyndigheden at føre den rapporttagende politibetjent som vidne.”

I  UfR 1975.254/1 VLK havde et vidne tidligere haft et kort samliv af cirka 3 måneders varighed med tiltalte i en sag om spirituskørsel. Vidnet påberåbte sig reglerne om vidnefritagelse med henvisning til dette tidligere samlivsforhold med tiltalte. Landsretten pålagde den pågældende at afgive vidneforklaring, idet landsretten fandt, at det “tidligere bestående kortvarige samlivsforhold mellem vidnet og tiltalte ikke findes at kunne begrunde, at vidnet i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 1 er berettiget til at nægte afgivelse af forklaring under vidneansvar.”

Efter retsplejelovens § 171, stk. 3, kan et vidne under visse nærmere betingelser pålægges at afgive forklaring, selv om forklaringen kan udsætte vidnets nærmeste for straf eller tab af velfærd. I  TfK 2007.310/1 ØLK imødekom landsretten ikke anklagemyndighedens anmodning om at pålægge en mindreårig at afgive forklaring i en sag mod barnets far.

I  TfK 2004.540/2 ØLK fik anklagemyndigheden ikke medhold i, at “et kæresteforhold med lejlighedsvis seksuelt samkvem” ikke kan anses for omfattet af retsplejelovens § 171, stk. 1, om parts nærmeste. Vidnet, der ikke var forurettet i sagen, anmodede om at få beskikket en advokat til at varetage vidnets interesser under behandlingen af spørgsmålet om vidnefritagelse. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at der ikke er hjemmel til at beskikke en advokat for vidner bortset fra visse tilfælde, hvor vidnet er forurettet i straffesagen. Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse om at beskikke en advokat for vidnet. Landsretten udtalte blandt andet: “at der normalt ikke bør ske beskikkelse af advokat for et vidne, der påberåber sig en vidnefritagelses- eller vidneudelukkelsesgrund. Efter retspraksis er der mulighed for ganske undtagelsesvis at beskikke advokat for et sådant vidne, hvis helt særlige forhold gør sig gældende.”

Om dokumentation af vidneforklaringer afgivet til politiet uden vejledning af vidnet om vidnefritagelsesgrundene henvises til det nedenfor anførte om  dokumentation, foreholdelse mv. af forklaringer afgivet af vidner til politiet.