I  TfK 2011.886/1 ØLD var en person tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 158, stk. 1, idet denne ifølge anklagemyndigheden havde afgivet falsk forklaring for retten i en straffesag, hvor den pågældende skulle vidne mod den tiltalte om forhold, som vidnet i en tidligere straffesag mod vidnet selv – mod sin benægtelse – var blevet fundet skyldig i at have begået. På tidspunktet, hvor vidnet afgav forklaringen, der førte til tiltalen mod vidnet selv for falsk forklaring, var sagen mod vidnet afsluttet, og vidnet var blevet straffet med fængsel i 7 år for overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, idet det var blevet anset for bevist, at vidnet sammen med andre havde forsøgt at begå manddrab i Bosnien efter straffelovens § 237 af en karakter, der kunne tilføje Danmark eller et andet land skade. Østre Landsret frifandt den pågældende for tiltalen for falsk forklaring med følgende begrundelse: “Landsretten finder herefter, at T’s besvarelse af de pågældende spørgsmål reelt ville indebære, at han som vidne skulle indrømme, hvad han – omend forgæves – benægtede under sagen mod sig selv, og at han derved også psykologisk blev sat i en vanskelig situation, jf. herved højesteretsdommer Poul Høegs artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 1975B, side 103 f., med kommentar til Højesterets dom af 7. november 1974, gengivet i  Ugeskrift for Retsvæsen 1975, side 14. Derfor finder landsretten ikke, at T som vidne har haft pligt til at besvare de pågældende spørgsmål, jf. princippet i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1…”.

Højesteretsdommer Poul Høeg opstiller i artiklen UfR 1975B.103 f. nogle eksempler på, hvornår det er tilladeligt, og hvornår det ikke er tilladeligt at afhøre en tidligere sigtet som vidne under en sag mod andre. Han anfører, at der næppe er begrænsninger i den senere vidnepligt i tilfælde, hvor vidnet er frifundet, fordi vidnets “uskyld er bevist”. Der er efter forfatterens opfattelse endvidere ikke begrænsninger i tilfælde, hvor vidnet blot pålægges at gentage, hvad vidnet tidligere har forklaret. Endelig vil det være ubetænkeligt at afkræve et vidne, som tidligere har nægtet sig skyldig i sin egen sag, en forklaring, der er i overensstemmelse med, hvad vidnet “senere i princippet har erkendt”, selv om undtagelser dog kan forekomme. I tilfælde, hvor vidnet afkræves en forklaring om medskyldige, som han ikke tidligere har nævnt, og hvor oplysningen teoretisk kan skærpe vidnets eget forhold, er det efter forfatterens opfattelse “forskelligt med vidnepligten”, idet der kan være tilfælde, hvor “betydningen af at få forklaringen ikke kan opveje betænkelighederne ved også psykologisk at sætte vidnet i en vanskelig situation”. Endelig udtaler forfatteren: “Er man dømt trods sine benægtelser, er det klart, at man ikke senere under vidnepligt skal indrømme, hvad man – omend forgæves – benægtede. Afsluttende udtales det, at “medens man sikkert ikke generelt kan give afkald på at benytte vidneforklaringer af tidligere sigtede som bevismiddel – selv om det vel ofte kun bliver et andenklasses bevismiddel – så må der på den anden side udvises forståelse for vidnets situation ikke blot ved eventuel anvendelse af retsplejelovens § 171, stk. 2, men også ved afgørelse af, hvilket psykologisk og menneskeligt dilemma det kan forsvares at bringe vidnet i.”