Retsplejelovens § 178 vedrører vidnetvang mv. I afgørelsen  U.2002.607H blev en speciallæge i psykiatri blev pålagt tvangsbøder efter retsplejelovens § 178, idet lægen nægtede frivilligt at afgive vidneforklaring. Speciallægen havde i Fyns Stiftstidende 23. juni 2000 i et læserbrev udtalt, at han havde kendskab til identiteten på 5 personer, der havde været udsat for voldelige overgreb fra politiet. Anklagemyndigheden havde påstået den pågældende anbragt i forvaring i indtil 6 måneder, eller indtil han ville fremkomme med de omhandlede oplysninger. Højesteret efterkom dog kun påstanden om at pålægge lægen tvangsbøder i 3 måneder eller frem til et tidligere tidspunkt, hvor lægen fremkommer med oplysningerne. Højesteret bemærkede til støtte for ikke at efterkomme påstanden om forvaring, at “de forbrydelser, som oplysningerne angiver at vedrøre, skal have fundet sted i perioden 1995-1998”, og “at det efter sagens øvrige oplysninger ikke kan udelukkes, at oplysningerne vedrører nogle patienters dramatisering af visse – ubekræftede – rygter”.

I  TfK2015.358 ophævede Vestre Landsret en kendelse afsagt af byretten om, at et vidne, der havde nægtet at afgive vidneforklaring i en straffesag, skulle tages i forvaring. Vidnet var i en afsluttet sag mod vidnet selv blevet straffet med fængsel i 7 år for videreoverdragelse af noget amfetamin, der også var omfattet af den aktuelle sag. Byretten præciserede, at vidnet i udgangspunktet har pligt til at afgive vidneforklaring, jf. retsplejelovens § 168, stk. 1, men således, at han ikke har pligt til svare på spørgsmål, som i forhold til allerede afgivet forklaring i egen sag vil udsætte ham for straf eller indebære, at han som vidne skal indrømme, hvad han benægtede under sagen mod sig selv. Byretten bestemte derfor, at vidnet skulle tages i forvaring frem til næste retsmøde i sagen. Landsretten begrundede kendelsen om, at vidnet ikke skulle tages i forvaring, således: “D er ved dom af 18. december 2014 fra Retten i Viborg straffet med fængsel i 7 år, og han har siden været varetægtsfængslet med henblik på, at afsoning kan begynde. Han har ikke under sin egen sag afgivet forklaring til politiet eller i retten. På denne baggrund anser landsretten det for formålsløst at anvende vidnetvangsmidler mod ham. Byrettens kendelse ophæves derfor.”

 I sagen    Voskuil mod Holland, sagsnummer 64752/01 afgjort 22. november 2007 fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at de hollandske myndigheder havde krænket Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 ved at spærre en journalist inde i 14 dage, fordi denne ikke ville røbe identiteten på en kilde, som han i en avis havde oplyst var ansat i politiet, og som i samme avis var citeret for at fortælle, at politifolk skulle have begået ulovligheder i forbindelse med efterforskningen af en straffesag om ulovlig våbenbesiddelse. Til trods for at det var forsvareren, der havde indkaldt journalisten som vidne, og til trods for at forsvarer og anklager var enige med de nationale domstole om, at vidneudsagnet kunne få betydning for sagens udfald, fandt EMD ikke, at det havde været berettiget at indespærre journalisten, idet hensynet til, at kilder ikke skræmmes fra at informere pressen om eventuelle uregelmæssigheder i myndighedsudøvelsen, skal vægtes højt i en demokratisk retsstat.

Retsplejelovens § 180 om vidners pligt til at genopfriske deres hukommelse, inden de skal afgive forklaring i retten, giver ikke polititjenestemænd adgang til at gennemlæse deres egen tidligere forklaring afgivet til politirapport, inden de skal afgive forklaring i retten.  Se artikel. En sådan praksis vil få polititjenestemænd til at fremstå som bedre vidner end andre vidner, fordi retten kan forledes til at tro, at de husker sagsforløbet bedre end sagens eventuelle øvrige vidner (og tiltalte).