Strafferetten beskæftiger sig i det væsentlige med, hvordan der skal reageres overfor handlinger, der er strafbare, og hvilke handlinger, der skal defineres som strafbare. I Danmark betegnes hovedloven inden for strafferetten “straffeloven”.

Straffeloven er opdelt i en “almindelig del” og en “speciel del”.

Straffelovens almindelige del behandler emner, der har generel betydning for alle typer af strafbare handlinger, samt reaktionerne overfor strafbare handlinger. Det er således i den almindelige del af straffeloven, at det er bestemt, hvad der kræves, førend man kan tale om forsøg på en forbrydelse eller om medvirken til en andens forbrydelse. Det er også i den almindelige del, at typerne af straf er nærmere beskrevet. I straffelovens almindelige del findes der også regler, der regulerer andre følger af den strafbare handling end straf. Som eksempel på sådanne følger kan nævnes reaktioner i form af dom til psykiatrisk behandling, rettighedsfrakendelse eller konfiskation af genstande eller penge. Derudover behandles i straffelovens almindelige del også de såkaldte “udmålingsregler”, der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger omstændigheder, der kan begrunde, at en straf skal ligge på det sædvanlige niveau, skal være strengere end sædvanligt, eller skal være mildere end sædvanligt. Endelig behandles i almindelig del reglerne om, hvornår der indtræder forældelse i strafferetten.    

Straffelovens specielle del behandler de enkelte strafbare handlinger (undertiden kaldet “delikter”). Det er således i straffelovens specielle del, at det er defineret, hvad der forstås ved “drab”, “tyveri”, “hæleri” osv. Det er også i strafferettens specielle del, at de såkaldte “straframmer” for de enkelte strafbare handlinger findes. “Straframmen” er den begrænsning, som loven har fastsat for, hvor strengt (eller mildt) der kan straffes for de enkelte strafbare handlinger. Det er således straframmerne, der sammen med den af domstolene udviklede praksis, skal sikre, at straffens størrelse ikke bliver ganske vilkårlig og afhængig af de enkelte dommeres skøn.

De handlinger, der er defineret som strafbare i straffelovens specielle del, betegnes sædvanligvis som “straffelovsovertrædelser”. Derudover findes der mange handlinger (eller undladelser), der også er gjort strafbare, men som til trods herfor ikke er beskrevet i straffelovens specielle del. De er derimod beskrevet i et stort antal såkaldte “særlove”. Strafbare handlinger, der ikke er beskrevet i straffelovens specielle del men derimod i en særlov, betegnes sædvanligvis som “særlovsovertrædelser”. Som en “særlov”, der berører mange mennesker, kan nævnes færdselsloven. I færdselsloven er der defineret et meget stort antal handlinger eller undladelser, der er strafbare. Straffelovens almindelige del anvendes også i tilfælde, hvor der rejses straffesag efter særlovgivningen. Dette betyder, at for eksempel udmålingsreglerne i straffelovens almindelige del også finder anvendelse, når man skal udmåle en straf for en handling, der er kriminaliseret for eksempel efter færdselsloven, ordensbekendtgørelsen eller våbenloven. Dog kan en særlov – udover de typer reaktioner, der findes i straffelovens almindelige del – indeholde yderligere reaktioner, der særligt vedrører de handlinger, der er omhandlet af særloven. For eksempel findes reglerne om fradømmelse af retten til at føre motordrevet køretøj i færdselsloven og ikke i straffelovens almindelige del