Politiet indleder ugrundet efterforskning mod advokat. KRIM mener, at politiet
forsøger at intimidere advokater, der er for besværlige for politiet

  

Af forsvarsadvokat Claus Bonnez, Formand for Landsforeningen KRIM

22. marts 2008
 
Af Nordjyske (on line) den 21. marts 2008 fremgår det, at når "en forsvarsadvokat efterforsker, kan det være på nippet til et lovbrud".

Af artiklen fremgår videre, at politiet er i færd med at undersøge den århusianske forsvarer Michael Juul Eriksens "metoder" i en sag, hvor en kvinde i Nordjylland for få måneder siden blev frifundet for drabet på sin mor.

Chefanklager Søren Gade bekræfter i samme avis, at Nordjyllands Politi nu "kigger på" sagen.

Af artiklen fremgår det om advokatens fremgangsmåde videre:

  "....Han sendte en medarbejder en uge til Sverige for selv at finde forskellige oplysninger om familien, og Nordjyllands Politi kendte ikke til det, mens sagen kørte i Vestre Landsret i oktober.  ...."

Advokaten fra Århus begrunder ifølge artiklen sine handlinger med, at han "mangler tillid til politiets efterforskning".

I artiklen citeres en juraprofessor således:
  "....Juraprofessor fra Aarhus Universitet Gorm Toftegaard Nielsen ser Juul Eriksens Sverige-tur som et grænsetilfælde, man bør se nærmere på. ..."

I en artikel bragt senere samme dag også i Nordjyske on line citeres chefanklager Søren Gade, Nordjyske Politi, yderligere således:
  "...."Vi valgte at gå og ind og sikre kopi af nogle avisartikler og en fjernsynsudsendelse, hvor advokaten fortæller om det, hvis det skulle munde ud i en sag. Men der kom aldrig nogen anmodning fra statsadvokaten og vi har nu selv vurderet, at der ikke er grundlag for at gøre mere«, siger chefanklager i Nordjyllands Politi, Søren Gade. ..."

Af samme artikel fremgår videre følgende:
  "... Han sendte en medarbejder til Sverige, hvor familien havde boet, for at lede i lokale avisarkiver efter en gammel sag, som kunne sandsynliggøre, at faren kunne være drabsmanden.

Herhjemme er udgangspunktet, at hvis en advokat ønsker noget efterforsket, skal han bede politiet om at gøre det.

Derfor er det kontroversielt, når advokater på egen hånd søger efter materiale i en sag. ..."

I dr.dk/Nyheder/Indland samme dag citeres Mette Lauritzen, der er næstformand i bestyrelsen hos Landsforeningen af Beskikkede Advokater, således:
 
"..Risikoen er, at man kan blive mødt med mistanken om, at man har plantet et bevis. Men der er for mange forsvarere som er lidt for tilbageholdende og bange for at tjekke nogle ting selv, siger hun. .
At "mange forsvarere" er bange for anmeldelser af den omhandlede art, er efter KRIMs opfattelse et alvorligt problem, idet sigtede og tiltalte derved risikerer ikke at få et tilstrækkeligt effektivt forsvar under straffesagen mod dem.

Landsforeningen KRIM ser sagen mod Århus-advokaten som et udtryk for en nyere tendens, hvor politiet i stigende grad forsøger sig med straffesager mod forsvarsadvokater, som politiet finder besværlige.

Den forråelse af strafferetsplejen, der med en række nye lovbestemmelser er gennemført blandt andet i retsplejeloven, og som er markedsført under navne som "rockerlov", "terrorbekæmpelse" og "nul-tolerance" øger i sig selv risikoen for at uskyldige bliver dømt. Når denne forråelse kombineres med en mere eller mindre intimideret advokatstand, kan problemet udvikle sig til en alvorlig trussel mod retssamfundet. 

KRIM har derfor besluttet, at de omhandlede politifolk skal meldes til statsadvokaten for mulig overtrædelse af straffelovens bestemmelser om magtmisbrug (straffelovens kapitel 16), hvorefter myndighedspersoner, der bruger sin stilling til at "krænke privates eller det offentliges ret", kan straffes.

Det er ikke strafbart, og det er ikke i strid med god advokatskik, at en forsvarsadvokat på egen hånd foretager efterforskning i en straffesag, også selv om dette sker helt uden at orientere politiet. Dette er der i retspraksis ingen tvivl om, og det burde Nordjyllands Politi efter KRIMs opfattelse have indset, inden Nordjyske Politi begyndte at indlede efterforskning mod advokaten for at læse i aviser i Sverige. Politiets fremfærd virker efter KRIMs opfattelse som et forsøg på at intimidere ikke blot forsvarsadvokaten fra Århus men også landets øvrige forsvarsadvokater. 

KRIM mener, at sagen mod Århus-advokaten er så grov en krænkelse af de menneskers rettigheder, der har brug for forsvarerbistand, at KRIM vil bede Statsadvokaten for Nord- og Østjylland om at undersøge, om de ansvarlige politifolk har begået et strafbart forhold.

En forsvarsadvokat ikke blot må men kan have pligt til på egen hånd at foretage efterforskning i sagen uden først at underrette politiet, således at advokaten bevarer muligheden for at frasortere beviser, der er til ugunst for dennes klient. Dermed undgår advokaten at komme i en situation, hvor advokatens efterforskning bidrager til, at politiet får kendskab til beviser, der er til ugunst for sigtede. For eksempel er forsvarsadvokaten fuldt ud berettiget til at rette henvendelse til et vidne, som politiet måske ikke kender til, men som ifølge for eksempel den sigtedes oplysninger til forsvareren eventuelt kan afgive en forklaring i retten, som er til fordel for sigtede.

Det kan vise sig, at et vidne, som forsvareren for eksempel ved klientens hjælp har fundet frem til, vil afgive en forklaring, der er til skade for sigtede. Har forsvareren på forhånd underrettet politiet om, at han eller hun vil tage kontakt til vidnet med henblik på eventuel senere inddragelse af vidnet i sagen, afslører forsvareren dermed vidnets eksistens for politiet. Dermed medvirker forsvareren til, at et vidne, der vidner til ugunst for tiltalte, føres for retten. Det er derfor i strid med god advokatskik, hvis forsvareren på forhånd underretter politiet om, at forsvareren vil afhøre et vidne, som sigtede har omtalt overfor forsvareren, hvis forsvareren ikke på forhånd - for eksempel gennem en afhøring af vidnet - har sikret sig, at vidnets forklaring er fordelagtig for sigtede.

Forsvareren tilsidesætter reglerne om god advokatskik og overtræder eventuelt straffeloven, hvis forsvareren påtager sig at bistå politiet i at tilvejebringe beviser mod forsvarerens egen klient. Der er således et skarpt skel (og et naturligt modsætningsforhold) mellem forsvarerens og politiets pligter.

Modsætningsforholdet mellem på den ene side forsvarsadvokaterne og på den anden side politiet er et bærende element i strafferetsplejen såvel i hele den vestlige verden som mange andre steder i verden. Dette modsætningsforhold er nødvendigt for en retfærdig rettergang og nyder vidtgående beskyttelse både efter FN's og de europæiske menneskerettigheder.

Som eksempel fra dansk praksis på, at forsvareren på egen hånd må foretage efterforskning for eksempel ved at sætte sig i forbindelse med og afhøre vidner, kan der henvises til Højesteretsdommer Thomas Rørdam i en artikel (TfK 2004.631) i "Tidsskrift for Kriminalret". Her skriver han blandt andet: 
  "..... Bliver forsvareren bekendt med, at et muligt relevant vidne ikke er blevet kontaktet af politiet, kan forsvareren naturligvis benytte den fremgangsmåde at anmode politiet om at afhøre vidnet. Når politirapporten om afhøringen foreligger, kan forsvareren tage stilling til, om vidnet skal indkaldes med henblik på at afgive forklaring i retten. Denne fremgangsmåde er imidlertid kun anbefalelsesværdig, hvis forsvareren - bl.a. gennem drøftelser med den sigtede - føler sig rimelig sikker på, at vidnets forklaring i værste fald vil være neutral for den sigtede. Har forsvareren ikke denne sikkerhed, bør forsvareren tage kontakt til vidnet for at forvisse sig om, at vidnet kan forklare noget relevant og - hvis det er tilfældet - at det relevante er til den sigtedes fordel. Der er normalt ikke grund til, at forsvareren i samtalen med det potentielle vidne går længere i sin udspørgen, end hvad der kræves til afklaring af disse to problemstillinger. Derved undgår forsvareren, at der, hvis vidnet senere skal afgive forklaring under domsforhandlingen, kan opstå mistanke om, at forsvareren har søgt at påvirke vidnets forklaring.

Viser forløbet af samtalen, at vidnet ikke kan forklare til fordel for den sigtede, skal forsvareren afholde sig fra at gøre brug af vidnet. Forsvareren har i den situation ingen pligt til at orientere politiet om samtalen, men vil tværtimod handle pligtstridigt over for den sigtede (i strid med god advokatskik) ved at gøre det. Der kan undertiden være en lille risiko for, at det potentielle vidne foranlediget af samtalen med forsvareren retter henvendelse til politiet med den virkning, at der kommer til at foreligge en politirapport med vidnets forklaring, og forsvareren bør derfor inden henvendelsen overveje denne risiko og i den forbindelse, om vidnet kan antages at være venligt eller fjendtligt indstillet over for sigtede. ..."
 
Thomas Rørdam står ikke alene med sit synspunkt. 

Der er i den straffeprocessuelle litteratur almindelig enighed om, at forsvareren må foretage efterforskning på egen hånd uden at underrette politiet derom. Som endnu et eksempel kan der henvises til Eva Smith m. fl. i "Straffeprocessen" 2005, Forlaget Thomson. Af side 323 f. fremgår blandt andet følgende: 
  "...Bliver forsvareren gennem sigtede eller andre bekendt med eksistensen af et potentielt relevant vidne, der ikke kan forventes afhørt af politiet, bør forsvareren overveje det hensigtsmæssige i blot at anmode politiet om afhøring af vidnet. En anmodning herom er kun forsvarlig og overensstemmende med forsvarerens pligter om at varetage sigtedes interesser, hvis forsvareren på forhånd føler sig rimelig sikker på, at vidnets forklaring ikke kan skade sigtede og i værste fald blot er neutral i forhold til sigtedes interesser. I mangel af sådan sikkerhed kan forsvareren derfor tage kontakt til det potentielle vidne for at sikre sig, at vidnet kan forklare noget relevant, herunder erindre begivenheden, og hvis det er tilfældet, at forklaringen vil være til sigtedes fordel. Når disse to grundlæggende problemstillinger er afklaret, vil der normalt ikke for forsvareren være grund til en nærmere udspørgen. Forsvareren bør forinden gøre vidnet bekendt med anledningen til henvendelsen, herunder at vidnet ikke har pligt til at udtale sig, at vidnet senere vil kunne blive afhørt af politiet og evt. pålagt at afgive forklaringen for retten. Forsvareren bør selvsagt ikke søge at påvirke vidnet til et svar og ej heller søge at genopfriske vidnets erindring på en utilbørlig måde.  Såfremt vidnets forklaring forekommer at være til sigtedes fordel, vil det normalt herefter være mest hensigtsmæssigt, at forsvareren anmoder politiet om en afhøring af vidnet, men det står forsvareren frit blot at begære vidnet indkaldt til at afgive forklaring i retten. ..."  

Som det fremgår ovenfor, må forsvareren foretage efterforskning i form af på egen hånd at kontakte potentielle vidner for at få afklaret, om en vidneforklaring fra disse eventuelt kan være til fordel for dennes klient, når blot forsvareren ikke derved skader politiets efterforskning.

Endnu mindre tvivl er der i den juridiske teori om forsvarerens ret til på egen hånd at foretage besigtigelser mv. af gerningssteder uden først at underrette politiet. Forsvareren kan naturligvis ikke foretage "straffeprocessuelle indgreb" mod borgerne, ligesom politiet kan. Forsvareren kan således ikke efterforske ved at foretage ransagninger eller besigtige lokaliteter, hvortil ejeren ikke vil skaffe forsvareren adgang. Det kan politiet derimod, når betingelserne i retsplejeloven herfor er opfyldt.

Om forsvarerens ret til på egen hånd at foretage efterforskning, der ikke har karakter af "straffeprocessuelle indgreb" udtaler Thomas Rørdam i artiklen TfK 2004.631 blandt andet følgende:  
  Der er selvsagt intet til hinder for, at forsvareren på egen hånd foretager besigtigelser af gerningssteder m.v. og andre efterforskningsskridt, som enhver kan foretage på frit tilgængelige steder. Det samme gælder andre undersøgelser, som enhver kan foretage, f.eks. det tidligere omtalte indkøb af et Krak vejkort. Hvis forsvareren ønsker at gøre brug af resultatet af efterforskningen i forhold til politiet og retten, vil han f.eks. kunne udarbejde en redegørelse om sine undersøgelser og sende den til politiet, som herefter er opfordret til selv at foretage sine undersøgelser, hvis man ønsker at kontrollere eller anfægte forsvarerens resultater.

Det er værd at understrege, at en forsvarer naturligvis ikke ved sin henvendelse til vidner må modvirke eller hindre efterforskningen i en straffesag (udøve kollusion), hvilket også følger for eksempel af uddraget fra Eva Smith m. fl. citeret ovenfor.

Den århusianske forsvarer omtalt i avisartiklen i indledningen, der "sendte en medarbejder en uge til Sverige for selv at finde forskellige oplysninger om familien" uden at underrette politiet og retten om dette, har således ikke blot haft ret til at gøre dette men kan også have haft pligt til at holde sine handlinger skjult for politiet. Dette er naturligvis under forudsætning af, at forsvareren ikke har modvirket eller forsøgt at modvirke efterforskningen ved sin handling. Dette tyder de tilgængelige oplysninger om sagen ikke på nogen måde på.

Som sagen om Århus-advokaten er oplyst i pressen, har denne sendt en "medarbejder til Sverige, hvor familien havde boet, for at lede i lokale avisarkiver efter en gammel sag, som kunne sandsynliggøre, at faren kunne være drabsmanden". Denne handling ligger efter KRIMs opfattelse langt inden for, hvad en advokat kan tillade sig som et led i efterforskningen af en straffesag. 

Såfremt politiet har indledt en efterforskning mod forsvareren alene på grundlag af oplysninger om, at forsvareren har benyttet sig af sin ret (og eventuelle pligt) til at tage til Sverige og læse offentligt tilgængelige avisartikler, er det vigtigt for landets retspleje og borgernes retssikkerhed, at der reageres meget prompte og konsekvent mod de ansvarlige politifolk.

Derfor reagerer KRIM med en anmeldelse mod disse.

En forsvarsadvokat, der udfører sit arbejde ordentligt og grundigt, kan i sagens natur gøre politiets arbejde mere besværligt, uden at forsvareren dermed på nogen måde begår noget ulovligt. Han eller hun kan dermed komme på kollisionskurs med statsmagten, som i sagens natur har en stor magt. Dertil kommer, at en forsvarer, der udfører sit arbejde ordentligt og grundigt, har en større mulighed for at opnå et godt ry blandt de potentielle klienter, med den mulighed, at andre advokater kan få følelsen af, at han eller hun "hugger" klienterne fra dem. En sådan forsvarsadvokat risikerer således ikke kun at få statsmagten mod sig men måske også sine egne kolleger.

Forsvarerens uafhængighed af statsmagten er en vigtig retsgaranti i en demokratisk retsstat. Borgerne kan ikke betro sig til en advokat, der frygter, at hans eller huns indsats mod politiet eller andre dele af statsmagten på vegne af sin klient kan føre til overgreb mod forsvareren for eksempel i form af mere eller mindre grundløse beskyldninger om at have begået strafbart forhold.

FN's særlige Rapporteur for dommeres og advokaters uafhængighed ("Special Rapporteur on the independence of judges and lawyers"), har 18. januar 2007 afgivet sin rapport vedrørende institutionens virke fra 1994 og frem til 2006. Det er institutionens opgave på vegne af FN at følge med i forhold i medlemslandene, der kan true dommeres og advokaters uafhængighed. Af rapportens punkt 27 fremgår blandt andet: 
  ".... 27. Freedom of expression on subjects related to the professional activities of those working in the judicial system is especially sensitive. Government authorities often intimidate lawyers and judges who express views on the cases they are involved in, including where the case concerns human rights violations. This is particularly prevalent in countries with no regulations
that give effect to the relevant international principles. ....."

FN er således opmærksom på, at det rundt i verden forekommer, at advokater intimideres til ikke at forfølge de sager, som deres klienter ønsker hjælp i.

FN's rapport fra januar 2007 om dommeres og advokaters uafhængighed kan læses her.

Myndighedernes forsøg på at skræmme advokater til ikke at varetage deres klienters interesser ordentligt kan være i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

I sagen Colibaba mod Moldova (Application no. 29089/06) blev Moldova den 23. oktober 2007 dømt for at krænke Den europæiske menneskerettighedskonvention ved at have truet en advokat med en straffesag, fordi advokaten angiveligt havde rettet "ugrundede" klager på vegne af sin klient til menneskerettighedsdomstolen.

Som eksempel på at urimelige straffesager mod forsvarsadvokater kan være udtryk for en egentlig tendens kan nævnes afgørelsen fra Østre Landsret UfR 2005.2674 Ø. Her rejste politiet en meget vidtløftig sag mod en forsvarsadvokat. Advokatens kontorassistent havde afskrevet en rapport, der var udfærdiget af en fængselsbetjent, og som nu indgik i en straffesag mod advokatens klient, der var indsat i fængslet. Denne afskrift havde kontorassistenten derpå (uden advokatens vidende) sendt til klienten i fængslet. Politiet rejste straffesag mod advokaten, fordi denne ikke havde indhentet politiets samtykke efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 4. punktum, hvorefter politiet skal tillade forsvareren at sende kopi af sagens akter til klienten, hvis dette findes "ubetænkeligt". Kan politiet ikke påpege konkrete grunde til, at det ikke er "ubetænkeligt", skal politiet således give advokaten en sådan tilladelse. Dertil kommer, at praksis ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol kun tillader, at aktindsigt nægtes den sigtede, hvis dette er "strengt nødvendigt". Klik her for at læse mere om UfR 2005.2674 Ø samt om KRIMs kommentarer til denne afgørelse.

I den konkrete sag var der formentlig tale om en rapport fra en disciplinærsag i fængslet mod den indsatte. Fængslet har pligt til at give indsatte aktindsigt i sådanne dokumenter efter straffuldbyrdelseslovens § 7, stk. 4, 2. punktum. Det er vanskeligt at forestille sig, at politiet ville kunne have nægtet forsvareren at videregive kopi af rapporten til den sigtede, hvis politiet var blevet spurgt. Advokaten blev frifundet. Byretten begrundede frifindelsen med, at det fremgår af lovforarbejderne, at en straffesag mod en advokat, der overgiver kopi af sagsakterne i en straffesag til sin klient, kun bør rejses, hvis der er tale om dokumenter, der er omfattet af et såkaldt "forsvarerpålæg", hvilket den omhandlede rapport ikke var. Landsretten frifandt advokaten allerede fordi, der ikke var ført bevis for, at advokaten var vidende om, at kontorassistenten havde afskrevet rapporten og afsendt den til klienten.

Sagen burde efter KRIMs opfattelse ikke have været for retten. Politiet kunne i stedet have henstillet til forsvareren, at denne bør følge den gældende fremgangsmåde og bede politiet bekræfte, at rapporten kunne være udleveret i kopi til klienten.  

En forsvarsadvokat har til KRIM oplyst, at han i 2008 har deltaget i et kursus om straffeproces, hvor dommen UfR 2005.2674 blev fremhævet som et skræk-eksempel på, hvorledes det kan gå advokater, der videregiver kopier af sagsakter til deres klienter. Det blev ifølge advokaten ikke diskuteret på kurset, at Den europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke anerkender en praksis, hvorefter sigtedes aktindsigt nægtes, selvom dette ikke er strengt nødvendigt.

Forsvarsadvokaten tilføjede, at han i dag føler sig utryk ved at lade sine klienter tage notater fra sagsakterne i deres egne straffesager hos advokaten, også selv om der ikke er meddelt forsvarerpålæg.

I Sagen Luboch mod Polen (Application no. 37469/05) præciserede Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i en afgørelse fra januar 2008 sigtedes ret til at tage notater af akterne i dennes straffesag samt sigtedes ret til, hvis det er nødvendigt, tillige at få kopi af sagens akter. Samme resultat når menneskerettighedsdomstolen frem til i sagen Lawrence Pullicino mod Malta (Application no. 45441/99), hvor det yderligere præciseres, at sigtedes ret til at tage egne notater af sagens akter ikke kan nægtes denne med henvisning til, at sigtede har en forsvarer.  

Som nævnt tidligere begrundede den i indledningen omtalte forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen sin selvstændige efterforskning med, at han ikke havde tillid til politiet. I dr.dk/Nyheder/Indland den 21. marts 2008 citeres advokaten således:
  "Når man kun har klientens interesse, så kommer der nogle ting frem, som ellers ikke ville dukke op. Politiet låser sig ofte fast på et bestemt synspunkt".

Det er KRIMs opfattelse, at forsvarsadvokater har god grund til nogle gange at udvise skepsis overfor politiet.

I en straffesag ved Retten i Århus i 2007 blev en mand frifundet for vold, efter at han og hans forsvarer ved egen hjælp havde fundet frem til en række vidner, der kunne bekræfte den tiltaltes version af, hvad der var sket. Vidnerne forklarede i retten, at de på gerningsaftenen selv var gået til politiet for at forklare deres version af sagen. Politiet havde ganske vist afhørt vidnerne, da vidnerne havde bedt om dette. Imidlertid undlod politiet at videregive disse oplysninger til forsvareren. Det var således kun de vidner, der talte til ugunst for tiltalte, som politiet havde indkaldt til retsmødet. Havde forsvareren ikke foretaget selvstændig efterforskning uden om politiet, var den tiltalte formentlig blevet uskyldigt dømt.