Betænkning 1202 om Forkyndelse – afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet, 1990

 Bekendtgørelse nr. 255 af 20. juni 1972 om instruks for stævningsmænd

 Lov nr. 1242 af 18. december 2012 om ændring af retsplejeloven, straffeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (Revision af reglerne om forkyndelse m.v.)

 Bemærkningerne til lov nr. 1242 af 18. december 2012 om ændring af retsplejeloven, straffeloven og lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (Revision af reglerne om forkyndelse m.v.).

Af retsplejelovens § 157, nr. 1, fremgår, at forkyndelse “så vidt muligt” bør ske for den pågældende “personligt på dennes bopæl, midlertidige opholdssted eller arbejdssted.”

Af retsplejelovens § 157, nr. 2, fremgår følgende:

“Træffes den pågældende ikke, kan forkyndelse ske

a) på bopælen eller opholdsstedet for personer, der hører til husstanden, eller, hvis den pågældende bor til leje i en andens bolig, for udlejeren eller dennes ægtefælle, for så vidt de pågældende træffes på bopælen eller opholdsstedet,

b) for ledelsen eller personalet på en institution eller et hospital, hvor den pågældende er bosat eller midlertidigt opholder sig, medmindre ledelsen eller personalet oplyser, at den pågældende ikke længere opholder sig på stedet, eller

 c) på den pågældendes arbejdssted over for arbejdsgiveren eller dennes repræsentant eller, for så vidt angår selvstændige næringsdrivende, på den pågældendes kontor, værksted eller forretningslokale over for personer, der er ansat i virksomheden.”

Af § 157, stk. 2, fremgår, at forkyndelse efter stk. 1, nr. 2, ikke kan ske for personer under 18 år.

Der bør så vidt muligt forkyndes på bopælen i stedet for arbejdspladsen. Af § 6, stk. 1, i  bekendtgørelse nr. 255 af 20. juni 1972 om instruks for stævningsmænd fremgår således: “Forkyndelse bør så vidt muligt ske over for den pågældende selv på hans bopæl, midlertidige opholdssted eller arbejdssted. Forkyndelse må dog kun ske på den pågældendes arbejdssted, såfremt det ikke kan antages, at der kan træffes nogen på hans bopæl eller opholdssted, over for hvem forkyndelse kan ske, eller særlige grunde i øvrigt taler for, at forkyndelsen sker på arbejdsstedet. ..”

Myndighederne skal efter EMD-praksis godtgøre, at der er sket lovlig forkyndelse for tiltalte i en straffesag eller en part i en civil sag. Se præmis 39 i  Nikoghosyan og Melkonyan mod Armenien, sagsnummer 11724/04 og 13350/94 (civil sag). Se også  Sanader mod Kroatien, sagsnummer 66508/12, afsagt af EMD den 7. april 2015.

Det var i strid med EMRK artikel 6, § 1, ikke at admittere en anke af en straffedom fra en domfældt, hvor forkyndelse af dommen var sket over for dennes moder, der led af skizofreni, og som efter det oplyste ikke havde meddelt sønnen om, at hun havde modtaget forkyndelsen. Sønnen havde således ikke nået at få dommen anket inden fristens udløb. I det pågældende land (Kroatien) er ankefristen i øvrigt 30 dage i straffesager. Over for de nationale myndigheder fremkom personen med dokumentation for, at moderen led af skizofreni, men dette blev ikke anset som en rimelig begrundelse for at se bort fra fristoverskridelsen. Se Maresti mod Kroatien afgjort ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) under sagsnummer 55759/07 den 25. juni 2009. EMD fandt det kritisabelt, at de nationale myndigheder ikke havde foretaget en nærmere prøvelse af, hvorvidt moderen grundet sin sindslidelse var i stand til at sørge for, at beskeden om, at dommen var modtaget, blev videregivet til sønnen i så god tid, at sønnen havde mulighed for at tage stilling til, om denne eventuelt ville anke. I præmis 41 udtaler EMD således: “The Court cannot endorse the views of the national courts. In this connection, it notes that they made their findings without hearing any evidence from the applicant’s mother or making any assessment of her mental state. In view of the nature of her illness, the Court considers that it was necessary to establish her capacity to understand the nature of the court judgment she had received on behalf of the applicant and the need to pass it on to the applicant. In the Court’s view, the domestic court’s laconic conclusion that service of the impugned judgment on the applicant’s mother sufficed because she had signed the authority for the applicant’s defence counsel was not compatible with the requirements of Article 6 § 1 of the Convention.”

 Retten i Randers ophævede ved  kendelse af 15. maj 2012 i sagen 5-1155/2010 en anholdelsesbeslutning, efter at forsvareren havde gjort gældende, at tiltalte ikke var samlevende med den kvinde, som han boede i en villa sammen med, og overfor hvem politiet havde forkyndt stævningen til det retsmøde, hvor tiltalte var udeblevet fra. Kvinden havde på politiets forespørgsel blandt andet oplyst, “at hun og tiltalte bor sammen i en form for kollektiv som hun udtrykte det, og benyttede i fællesskab husets faciliteter”. Byretten lagde blandt andet vægt på, at kvinden og tiltalte havde “hver sin lejekontrakt med udlejeren”.

 Retsplejelovens § 757 bestemmer, at en sigtet, der er “behørigt tilsagt” til et retsmøde, og som udebliver uden oplyst lovligt forfald, kan anholdes, såfremt det i tilsigelsen eller under møde for retten er tilkendegivet, at den pågældende skal møde personligt og i udeblivelsestilfælde må vente at blive anholdt.

I  TfK 2003.202/2 HD fik tiltalte medhold i, at landsrettens fældende dom skulle ophæves, idet anklagemyndighedens anke til landsretten ikke var forkyndt. Det fremgik af påtegningen på statsadvokatens ankemeddelelse, at denne var forkyndt for en overvagtmester i Vestre Fængsel. Imidlertid var det blevet oplyst for Højesteret, at dette ikke var tilfældet.

I  UfR 1993.107 VLD havde et ægtepar været sigtet for bedrageri men havde modtaget en påtaleopgivelse fra statsadvokaten. Inden fristens udløb havde Rigsadvokaten imidlertid omgjort påtaleopgivelsen. Denne omgørelse blev forkyndt for hustruen, som modtog meddelelsen om rigsadvokatens omgørelse i et eksemplar. Manden gjorde gældende, at der kun var sket forkyndelse for hustruen og ikke for ham, idet meddelelsen kun var blevet udleveret til hustruen i et eksemplar. Dette fik manden medhold i. Landsretten udtalte herom nærmere: “Efter det oplyste er der ved den overfor tiltaltes hustru foretagne forkyndelse alene udleveret én genpart. Den fremgangsmåde, der iøvrigt er foreskrevet i retsplejelovens § 157, stk. 2, 2. pkt. og  bekendtgørelse nr. 255 af 20. juni 1972 er således heller ikke iagttaget. Forkyndelse findes derfor ikke at være sket i forhold til tiltalte den 26. november 1989. Herefter og da det ikke er gjort gældende, at tiltaltes forhold har medført, at rettidig forkyndelse ikke har kunnet ske, finder landsretten, at fristen for omgørelse ikke er overholdt. Tiltalte frifindes derfor for tiltalen for bedrageri efter straffelovens § 279.”

I  UfR 1970.754 HD blev en landsretsdom ophævet af Højesteret, idet der ikke var sket rettidig forkyndelse for tiltalte. Anklagemyndigheden, der havde anket en byretsdom mod tiltalte til skærpelse, havde inden ankefristens udløb forkyndt en ankestævning for tiltaltes mor, der boede på samme adresse som tiltalte. Polititjenestemanden, som forkyndte ankestævningen for moderen, afleverede imidlertid ikke selve genparten til hende. Da tiltalte dagen efter satte sig i forbindelse med politiet, fik han udleveret genparten. På dette tidspunkt var ankefristen imidlertid udløbet, hvorfor landsrettens dom af Højesteret blev hævet.

I TfK 2003.129 HK bestemte Højesteret i sag nr. 382/2002, at en forkyndelse, der ikke var sket for tiltalte personligt men for dennes mor, der havde bopæl på samme adresse som tiltalte, var foretaget i overensstemmelse med retsplejelovens § 157, stk. 1, nr. 2, litra a.

I  UfR 1971.713 ØLK var en ankemeddelelse blevet forkyndt for tiltaltes hustru på dennes adresse og ikke på tiltaltes adresse, som ifølge folkeregisteret var en anden adresse end hustruens. Landsretten fandt, at der ikke var sket lovlig forkyndelse.

 I  TfK 2011.292 VLD blev tiltalte frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for vold begået mod en polititjenestemand, som i henhold til en anholdelsesbeslutning fra fogedretten skulle anholde den pågældende. Frifindelsen var begrundet i, at fogedretten ikke burde have truffet beslutning om anholdelse, idet det fogedretsmøde, som tiltalte var udeblevet fra, havde været forkyndt for en søn af tiltalte, som ikke boede på samme adresse som tiltalte. Se nærmere om sagen i strafferetten under  Straffelovens § 119

I  UfR 1966.163/3 VLK blev en forkyndelse, der var sket overfor tiltaltes ægtefælle med hvem tiltalte var blevet separeret, ikke anset for gyldig. Det blev lagt til grund for sagen, at ægtefællernes samliv ophørte den 13. februar 1965, da tiltalte forlod deres hidtidige fælles hjem i Fredericia og tog ophold i Odense, at ægtefællerne blev separeret ved bevilling af 24. marts 1965, at hustruen har besøgt tiltalte på dennes bopæl i Odense den 3. juni 1965 om eftermiddagen og den 12. og 13. s. m., da hun overnattede hos ham, samt enkelte gange senere. Videre blev det lagt til grund, at de var blevet enige om at genoptage samlivet. Det fremgik endvidere af hustruens forklaring, at hun, der ved stævningsmandens henvendelse på tiltaltes bopæl var beskæftiget med gulvvask, og som på hans forespørgsel erklærede at være tiltaltes hustru, modtog forkyndelsen og lagde de udleverede papirer fra sig på tiltaltes skrivebord. Da der kort efter kom andet besøg, lagde hun, for at uvedkommende ikke skulle se domsudskriften, papirerne under en bog eller lignende og glemte at omtale forkyndelsen for tiltalte. Landsretten anså ikke forkyndelsen som gyldig og udtalte herom nærmere: “Det findes ikke på grundlag af de landsretten forelagte oplysninger at kunne statueres, at ægtefællernes separation var bortfaldet allerede ved forkyndelsens iværksættelse den 12. juni 1965. Herefter og idet en frasepareret ægtefælle ikke findes at kunne henregnes blandt de i retsplejelovens § 156, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., nævnte personer, for hvem forkyndelse i den pågældendes fravær gyldigt kan iværksættes på hans bopæl, kan den stedfundne forkyndelse ikke anses som lovlig, og den af tiltalte iværksatte anke findes herefter at måtte anses som rettidig.” De af landsretten citerede bestemmelser findes nu i retsplejelovens § 157, stk. 1.

Om forkyndelse af retsakter til borgere, der opholder sig i andre medlemsstater i EU, fremgår af artikel 5 i “RÅDETS RETSAKT
af 29. maj 2000 om udarbejdelse i henhold til artikel 34 i traktaten om Den Europæiske Union af konventionen
om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater (2000/C 197/01)” følgende:

“1. En medlemsstat fremsender retsdokumenter, som er bestemt for personer, der opholder sig på en anden medlemsstats område, direkte til disse med posten.

2. Retsdokumenter må kun fremsendes gennem de kompetente myndigheder i den anmodede medlemsstat,
a) hvis adressen på den person, som dokumentet er bestemt for, er ukendt eller usikker, eller
b) hvis den anmodende medlemsstats relevante processuelle regler kræver bevis for dokumentets forkyndelse for modtageren ud over det bevis, der kan opnås i forbindelse med fremsendelse med posten, eller
c) hvis det ikke har været muligt at postforkynde dokumentet, eller
d) hvis den anmodende medlemsstat har gode grunde til at mene, at fremsendelse med posten vil være virkningsløs eller er uhensigtsmæssig.

3. Når der er grund til at antage, at modtageren ikke forstår det sprog, retsdokumentet er affattet på, skal dette, eller i det mindste de væsentlige afsnit heraf, oversættes til det eller et af de nationale sprog i den medlemsstat, på hvis område modtageren opholder sig. Hvis den myndighed, som retsdokumentet kommer fra, er bekendt med, at modtageren kun forstår et andet sprog, skal dokumentet, eller i det mindste de væsentlige afsnit heraf, oversættes til dette andet sprog.

4. Alle retsdokumenter skal ledsages af en følgeskrivelse, hvori det meddeles, at modtageren kan indhente oplysninger hos den myndighed, som dokumentet kommer fra, eller hos andre myndigheder i den pågældende medlemsstat om vedkommendes rettigheder og pligter i forbindelse med dokumentet. Stk. 3 gælder også for denne følgeskrivelse.

 5. Denne artikel berører ikke anvendelsen af artikel 8, 9 og 12 i den europæiske retshjælpskonvention og artikel 32, 34 og 35 i Benelux-traktaten.”

I  TfK 2011.42 HK bestemte Højesteret blandt andet med henvisning til ovennævnte bestemmelse, at anklagemyndigheden på sædvanlig vis burde have forkyndt indkaldelsen til et retsmøde i landsretten i en sag, hvor de tiltalte havde anket til frifindelse, overfor de tiltalte, som var litauiske statsborgere og formentlig opholdt sig i hjemlandet, på disses adresse i hjemlandet. Se også  kommentarerne til retsplejelovens § 920.