Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fandt i sagen  Schönenberger og Durmaz mod Schweiz, sagsnummer 11368/85, afgjort den 20. juni 1988, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, idet de schweiziske myndigheder havde undladt at videresende et brev til en arrestant fra en advokat, der tilbød arrestanten, at han ville påtage sig at bistå arrestanten i den sag, der havde ført til, at han var blevet fængslet. Arrestantens hustru havde den 16. februar 1984 kontaktet advokaten, da hun havde fået oplyst, at hendes ægtemand tidligere samme dag var blevet anholdt. Advokaten havde straks både ringet og skrevet til politiet. Han havde i sit brev til politiet vedlagt et brev til den fængslede ægtemand samt en fuldmagt, der skulle underskrives og returneres til advokaten af ægtemanden, såfremt denne ønskede advokatens bistand. Advokaten havde bedt politiet videresende brevet til den anholdte ægtemand. Politiet opfordrede den fængslede ægtemand til selv at finde en advokat, uden at politiet fortalte den fængslede ægtemand, at politiet var blevet kontaktet af advokaten, som hustruen havde anmodet om at bistå ægtemanden. Den fængslede havde, da politiet havde bedt ham om selv at vælge en advokat, således valgt en advokat, der var en anden end den, som hustruen havde bedt om at repræsentere den fængslede. Han var fortsat uvidende om, at hustruen havde bedt en advokat om at bistå ham. Retten havde derpå beskikket den advokat, som den fængslede havde valgt. Advokaten, som på hustruens opfordring havde kontakte politiet, havde i brevet, som han havde bedt politiet videresende til ægtemanden, blandt andet anført, at han anbefalede ægtemanden ikke at udtale sig til politiet om sagen. Han havde også vejledt ægtemanden om risikoen for, at politiet kan finde på at lægge pres på arrestanter, for at få dem til ikke at benytte deres ret til ikke at udtale sig. Advokaten valgt af hustruen (hr. Schönenberger) og ægtemanden (hr. Durmaz) klagede efterfølgende begge til EMD og gjorde gældende, at det var en krænkelse af EMRK artikel 8, at brevet ikke var blevet videresendt af politiet til arrestanten. De var begge af den opfattelse, at myndighederne ikke krænkede artikel 8 ved at åbne brevet og læse det. Myndighederne burde blot have videresendt brevet. Såvel advokaten som ægtemanden var således klagere i konventionens forstand, og begge deres klager blev antaget til realitetsbehandling. I præmis 29 anfører de schweiziske myndigheder, at advokaten, som hustruen antog til at bistå sin mand, ikke var formelt beskikket af retten, og at myndighederne derfor var berettiget til at forhindre denne i at rådgive den fængslede. EMD udtalte (også i præmis 29), at EMD ikke fandt det væsentligt, hvorvidt den pågældende var formelt beskikket, men at det er en væsentlig ret efter konventionens artikel 6, at en fængslet kan vælge sin egen forsvarer. EMD anførte således, at hustruens skridt og de skridt, som blev taget af den advokat, som hustruen havde valgt, var indledende skridt, der kunne sætte den fængslede i stand til at vælge sin egen forsvarer (“preliminary steps intended to enable the second applicant to have the benefit of the assistance of a defence lawyer of his choice”). Det er værd at bemærke, at den omstændighed, at den fængslede ægtemand af politiet blev tilbudt selv at vælge en forsvarer, og at han faktisk valgte en forsvarer selv, ikke førte til, at EMD undlod at finde, at artikel 8 var krænket. Det var ikke oplyst, at ægtemanden af myndighederne var blevet presset til at vælge en bestemt forsvarer. Derimod fremgår det af sagen, at han fik lov til at vælge den forsvarer, som han selv ønskede. Artikel 8 blev dog anset for krænket, fordi manden blev afskåret fra den information, som den af ægtefællen valgte forsvarer, fremsendte til den fængslede. Havde han haft adgang til denne information, ville dette kunne have påvirket ham til at vælge den af hustruen foreslåede forsvarer. Det er denne påvirkning, der efter EMDs opfattelse er legitim, og som er et bidrag til, at klageren havde haft en reel mulighed for at vælge en forsvarer efter sit eget ønske.

Afgørelsen er kommenteret på side 228, nederst, og side 229 i kapitel 6 i “Human Rights in the Administration of Justice: A Manual on Human Rights for Judges, Prosecutors and Lawyers” udgivet i 2003 af OFFICE OF THE HIGH COMMISSIONER FOR HUMAN RIGHTS IN COOPERATION WITH THE INTERNATIONAL BAR ASSOCIATION. Her anføres:

“.. The Court further attached “little importance” to the Government’s argument that the lawyer concerned had not been instructed by Mr. Durmaz, since he “was acting on the instructions of Mrs. Durmaz and had moreover so apprised the …district prosecutor by telephone”. In the view of the Court,

 “these various contacts amounted to preliminary steps intended to enable the second applicant to have the benefit of the assistance of a defence lawyer of his choice and, thereby, to exercise a right enshrined in another fundamental provision of the Convention, namely article 6. … In the circumstances, the fact that Mr. Schönenberger had not been formally appointed is therefore of little consequence.”


There had consequently been a breach of article 8 in this case, which thus provides an important reminder that the relationship between a person suspected, accused or charged with a criminal offence and his legal counsel, albeit potential, is a privileged one, which the domestic authorities must carefully safeguard. However, this issue will be further dealt with in section 6.4 below.”

I  Öcalan mod Tyrkiet afgjort af EMD (Storkammeret) den 12. maj 2005 under sagsnummer 46221/99 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, at advokater, som var antaget af familien til en anholdt, af myndighederne var blevet forhindret i at sætte sig i forbindelse med den anholdte. Se navnlig afgørelsens præmis 131.

I  Vetrenko mod Moldova afgjort af EMD den 18. maj 2010 under sagsnummer 36552/02 klagede en person blandt andet over, at han ikke havde fået en retfærdig rettergang, blandt andet fordi han under en afhøring kun havde fået bistand fra, hvad der svarer til en beneficeret forsvarer i dansk ret, og at en advokat antaget af klagerens moder var blevet nægtet kontakt med klageren første dag af tilbageholdelsen og først fik lov til at komme i kontakt med klageren anden dag (præmis 30 og præmis 40). I præmis 41 afviser EMD at tage stilling til den del af klagen, idet klageren ikke havde fremlagt dokumentation for, at den af moderen engagerede advokat faktisk havde rettet henvendelse til politiet første dag, og at den pågældende advokat var blevet nægtet kontakt med klageren. Af præmis 54 fremgår, at EMRK artikel 6, § 1, ansås for krænket blandt andet som følge af, at der kunne rejses tvivl om ægtheden af den pågældendes tilståelse. EMD hæftede sig blandt andet ved, at afhøringsrapporterne ikke var underskrevet af klageren, idet dette efter EMDs opfattelse kunne bidrage til tvivlen om, hvorvidt tilståelserne havde været frivillige.

 Dommene indikerer, at EMD tillægger det betydning, at en advokat, som de pårørende har valgt, får mulighed for at bistå en anholdt eventuelt, indtil den anholdte måtte vælge en anden forsvarer. Denne praksis hænger formentlig sammen med den åbenlyse risiko, der består for, at en en anholdt person af myndighederne kan afskæres fra at tage kontakt med en advokat, medens den anholdtes venner eller familie kan have meget bedre muligheder for (hurtigt) at tage kontakt til forsvarsadvokater på vegne af den anholdte. Allerede af denne grund er der en åbenlys interesse for den anholdte i, at advokater, som de pårørende har taget kontakt til, får mulighed for at bistå den anholdte, indtil den anholdte eventuelt vælger en anden advokat.

I  Grinenko mod Ukraine afgjort af EMD den 15.november 2012 under sagsnummer 33627/06 fandt EMD, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi det ikke ansås for godtgjort, at klageren (en 21-årig mand) frivilligt havde fravalgt forsvarerbistand under en afhøring, og – for så vidt angår nogle andre afhøringer – fordi, en advokat, som klagerens far havde engageret, ikke var blevet indkaldt til de omhandlede afhøringer. Det havde alene været den beneficerede forsvarer, der havde været til stede under disse afhøringer. EMD udtalte i præmis 97 og 98 således: “97. Lastly, it appears that despite the fact that the applicant designated two lawyers as his representatives, on several occasions the investigator questioned the applicant exclusively in the presence of the legal aid lawyer. There is no indication that the lawyer hired by the applicant’s father had been properly notified of those investigatory measures. 98. The above considerations are sufficient for the Court to conclude that there has been a violation of Article 6 §§ 1 and 3 (c) of the Convention.”

I  Taraburca mod Moldova afgjort af  den 6. december 2011 under sagsnummer 18919/10 fandt EMD, at EMRK artikel 3 var krænket blandt andet som følge af, at en 21-årig, der i april 2009 var blevet anholdt under uroligheder ved en demonstration og efterfølgende var blevet varetægtsfængslet i 8 dage, først 6 dage efter anholdelsen havde fået lov til at tale med en advokat, som var antaget af den pågældendes familie. Han havde indtil da alene havde haft adgang til en beneficeret forsvarer (“state-appointet legal-aid lawyer”).

Det er ikke kun i Europa, at advokater valgt af pårørende til en frihedsberøvet skal have adgang til den frihedsberøvede: Af principle 5, § 5, i “Principles and Best Practices on the Protection of Persons Deprived of Liberty in the Americas” fra 2008 følger blandt andet, at frihedsberøvede personer har ret til advokatbistand stillet til rådighed af myndighederne (“provided by the state”) eller til, at de selv (“themselves”) eller deres familie (“their family”) kan udpege en advokat til den pågældende.

I sagen  State v. John Reed, 133 N.J. 237 (1993) fandt New Jersey Supreme Court, at det udgjorde en krænkelse af en sigtets “Miranda rights” (der blandt andet omfatter frihedsberøvedes ret til at have en forsvarer til stede under afhøringer hos politiet), at politiet ikke havde oplyst sigtede om,  at en advokat antaget uden sigtedes viden af sigtedes kæreste, havde indfundet sig hos politiet og bedt om at få en samtale med sigtede, hvilket politiet havde nægtet advokaten. Selv om sigtede flere gange under afhøringen var blevet vejledt om retten til at have en forsvarer til stede under afhøringen, tillodes det ikke, at afhøringen blev brugt som bevis mod tiltalte.

En praksis, der følges af de danske advokatmyndigheder, hvorefter der gives disciplinærstraffe i form af bøder mv. til advokater, der henvender sig til fængslede, der allerede er repræsenteret ved en forsvarer, for at tilbyde disse deres bistand, kan være uforenelig med EMDs praksis som vist i ovennævnte afgørelse. Det er ikke ualmindeligt at for eksempel pårørende til en varetægtsfængslet retter henvendelse til en advokat og anmoder om, at advokaten vil overtage sagen efter en advokat, som de pårørende giver udtryk for, at de (eller den varetægtsfængslede) ikke er tilfredse med. I sådanne tilfælde straffes advokaten efter praksis ved de danske advokatmyndigheder, hvis han eller hun vælger at rette henvendelse til den fængslede. En  kendelse af 6. november 2008 fra advokatnævnet er et eksempel på denne praksis. Et andet eksempel er en kendelse af 10. januar 2003 fra Advokatnævnet. Advokaterne A og B var beskikkede forsvarere for to udenlandske personer, der den 21/12 2001 blev isolationsfængslet frem til den 7/1 2002. I slutningen af december 2001 aflagde advokat X besøg hos de to fængslede personer og drøftede muligheden for, at han repræsenterede dem. Advokat X forklarede under klagesagen, at han rettede henvendelse på baggrund af anmodninger fra de pågældendes familier. Advokatnævnet udtalte følgende: Det er nævnets opfattelse, at advokat (X) vidste, at de to varetægtsfængslede personer var repræsenteret af advokat. Nævnet finder, at den borger, der er fængslet og som er beskikket en forsvarer, må beskyttes mod at modtage henvendelser fra andre advokater med tilbud om overtagelse af sagen. Det er på den baggrund nævnets opfattelse, at det er stridende mod god advokatskik, at advokat (X) rettede henvendelse direkte til de varetægtsfængslede på baggrund af henvendelsen fra disses familie. Nævnet tildelte advokaten en irettesættelse.  

 I sagen  02-0401-07-1185 afgjort af Advokatnævnet den 19. november 2007 blev en advokat straffet for i brev til en varetægtsarrestant at have tilbudt sin bistand til varetægtsarrestanten i en sag, hvor advokaten ikke var beskikket som forsvarer for den varetægtsfængslede. Advokaten oplyste under sagen ved Advokatnævnet, at han fra den varetægtsfængsledes pårørende havde fået oplyst, at den varetægtsfængslede ønskede ham som forsvarer. Som det fremgår af Den europæiske Menneskerettighedsdomstols præmisser i sagen  Schönenberger og Durmaz mod Schweiz, sagsnummer 11368/85, omtalt nærmere ovenfor finder menneskerettighedsdomstolen, at det er en varetægtsfængslets ret efter EMRK artikel 8 at modtage henvendelser fra advokater, som af den varetægtsfængsledes familie er anmodet om at sætte sig i forbindelse med den varetægtsfængslede.

I  Shishkin mod Rusland afgjort af EMD den 7. juli 2011 under sagsnummer 18280/04 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 3, at en advokat, der var blevet antaget af de pårørende til en anholdt, af politiet var blevet nægtet at sætte sig i forbindelse med den anholdte i de første døgn efter anholdelsen. Af afgørelsens præmis 14 og 15 fremgår det, at den anholdtes pårørende (“relatives”) antog en advokat den 30. januar 2001, at denne advokat forsøgte at sætte sig i forbindelse med den anholdte den 30. og 31. januar, og at hun først fik tilladelse til at besøge den anholdte den 2. februar 2001. I præmis 143 og præmis 144 konkluderer EMD, at EMRK artikel 6, stk. 3, litra c, var krænket som følge af, at den fængslede ikke tidligere havde fået adgang til bistand fra advokaten. I præmis 141 fremhæver EMD, at anholdte personer er særligt sårbare (“particulary vulnerable”) i tiden umiddelbart efter anholdelsen. Derpå anfører EMD: “In most cases, this particular vulnerability can only be properly compensated for by the assistance of a lawyer whose task is, among other things, to help to ensure respect for the right of an accused not to incriminate himself …”

Ovennævnte forskelle i praksis på den ene side hos EMD og på den anden side hos de danske advokatmyndigheder synes at indikere, at EMD lægger hovedvægten på det udgangspunkt, at advokaters adgang til fængselsinstitutioner og politistationer, hvor deres klienter opholder sig, skal beskytte fængslede (og disses familie) mod overgreb fra politiet, fængselsmyndighederne og domstolene, medens de danske myndigheder synes at lægge mere vægt på, at fængslede skal værnes mod markedsføring fra advokater, der går på såkaldt “klientfiskeri”. Det er muligt, at EMD under en eventuel sag kan tilslutte sig de danske myndigheders synspunkt om, at uanmodede henvendelser fra grådige advokater til fængslede personer, kan være en ulempe, der kan forstyrre indsatte i fængsler og arresthuse. Det er imidlertid tydeligt, at EMD prioriterer det højt, at fængslede skal have muligheden for at modtage information fra forskellige advokater (herunder advokater foreslået af bekendte og pårørende) i samme grad som alle andre borgere, således at de kan få et mere kvalificeret grundlag at træffe beslutning om forsvarervalg på.

Af Landsforeningens Meddelelse 70/2009 fremgår blandt andet, at en advokat (S) i en  kendelse afsagt den 6. november 2008 af Advokatnævnet blev pålagt en bøde på 10.000 kr. Advokaten, som af en kollega ansat på samme advokatkontor som advokaten selv var blevet oplyst om, at en varetægtsfængslet (V) ønskede den pågældende beskikket som forsvarer, havde skrevet et brev, som på kuverten var påført teksten “forsvarerbrev” til den varetægtsfængslede med oplysning om, at han havde modtaget beskeden med ønsket om at få advokat S beskikket som forsvarer i stedet for den forsvarer (advokat K), som arrestanten allerede havde fået beskikket, og at han ville skrive til politiet og anmode om ombeskikkelse. Det var fremsendelsen af dette brev til den varetægtsfængslede, der førte til, at den aktuelt beskikkede forsvarer K klagede til advokatnævnet over, at advokat S havde kontaktet den varetægtsfængslede (V), uagtet at advokat S burde vide, at V som varetægtsarrestant allerede havde en beskikket forsvarer. Af Landsforeningens meddelelse fremgår det også, at  kriminalforsorgen havde tilbageholdt brevet fra advokat S til den varetægtsfængslede og overgivet det til politiet. Af meddelelsen fremgår således blandt andet følgende:

“..Brevet blev stoppet som led i besøgs- og brevkontrollen. Arresten påførte konvolutten en gul lap med påskriften “Fangen har ikke dette advokatfirma. De forsøgte i går at tale med fangen på tlf., hvilket ikke blev givet lov til – censur.”

Politiet modtog efterfølgende det stoppede brev. Advokat K blev kontaktet og forespurgt, om han kendte noget til ønsket om forsvarerskifte, hvilket K afkræftede og oplyste, at han den 11/1 2008 havde haft møde med V, der på intet tidspunkt havde
givet udtryk for, at han ønskede at skifte forsvarer….”


Det fremgår videre af meddelelsen, at det af en politirapport af 16. januar 2008 skulle fremgå, at “arrestanten i anden anledning blev kontaktet af politiet og oplyste, at han ønskede K som forsvarer og på intet tidspunkt havde udtrykt ønske om at skifte advokat, heller ikke til S, hvorfor han ikke kendte noget til henvendelsen om dette til Retten i Randers.” Der henvises også til et “notat” fra en kollega til advokat S, hvoraf blandt andet følgende skulle fremgå: “…at arrestanten havde opgivet at skifte forsvarer, da han var blevet kontaktet af politiet, som havde bebrejdet ham dette, og af K, der havde forsøgt at overtale ham til at undlade at skifte advokat.” Det fremgår af meddelelsen, at den varetægtsfængslede den 3. april 2008 fik beskikket en forsvarer fra det kontor, hvor advokat S var ansat, og at beskikkelsen af advokat K således blev tilbagekaldt. Det fremgår ikke af sagen, hvorvidt myndighederne på baggrund af påstandene i notatet fra kollegaen til advokat S om, at en polititjenestemand skulle have “bebrejdet” den varetægtsfængslede, at han havde ønsket at skifte forsvarer, for at få fastslået om polititjenestemanden kunne have gjort sig skyldig i magtmisbrug efter  straffelovens kapitel 16.

 Advokatnævnet anførte i kendelsen blandt andet: “Det er nævnets opfattelse, at indklagede vidste, at der var beskikket en forsvarer for arrestanten på tidspunktet for afsendelse af brevet den 10. januar 2008. Det var derfor uberettiget og i strid med god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, at indklagede benævnte sit brev som “forsvarerbrev”. …”

I en kendelse med  journalnummer 2009-02-1213, 6. advokatkreds, 5/7 2010 fra Advokatnævnet blev en advokat frifundet for klientfiskeri. Den pågældende havde gennem en kollega fra det firma, hvor han selv var ansat, fået oplyst, at ægtefællen til en varetægtsfængslet til kollegaen havde oplyst, at den varetægtsfængslede til ægtefællen skulle have fortalt, at han enten ville have kollegaen eller en anden advokat anbefalet af kollegaen beskikket som forsvarer. Advokat havde på dette grundlag anmodet politiet om at blive beskikket som forsvarer for den varetægtsfængslede. Dette klagede den varetægtsfængsledes forsvarer over. Advokat blev frifundet for tilsidesættelse af god advokatskik, idet advokaten af ægtefællen skulle have fået oplyst, at der forelå skriftlig dokumentation for den varetægtsfængsledes ønske om advokatskifte. 

Retten i Kolding tiltrådte den 18. januar 2011 i sagen  BS 10-530/2010, at Advokatnævnet havde meddelt en advokat en irettesættelse. Advokaten havde modtaget et brev fra en varetægtsfængslet, der havde anmodet om at få advokaten beskikket. Da advokaten i anden anledning var på besøg i arresthuset, havde advokaten bedt den varetægtsfængslede bekræfte, at han havde skrevet brevet. Han havde samtidigt oplyst til den varetægtsfængslede, at han ikke kunne drøfte sagen med den pågældende, førend han havde modtaget beskikkelse. Dagen efter besøget i arresthuset skrev advokat til politiet og bad om at blive beskikket som forsvarer for den pågældende. Den beskikkede forsvarer klagede over, at advokaten havde henvendt sig til den varetægtsfængslede, forinden der var sket ombeskikkelse. Advokatnævnet gav den pågældende en irettesættelse, hvilken blev stadfæstet af Retten i Kolding. Det fremgår ikke af sagen, at byrettens dom er anket.

I Saman mod Tyrkiet afgjort 5. april 2011 under sagsnummer 35292/05 udtalte EMD i præmis 33, in fine, blandt andet, at hvis en sigtet ikke har nogen advokat, har han en mindre chance for at blive informeret om sine rettigheder, og, som en følge heraf, er der mindre chance for, at den pågældendes rettigheder vil blive respekteret (“if an accused has no lawyer he has less chance of being informed of his rights and, as a consequence, there is less chance that they will be respected …”)

Danske domstole accepterer tilsyneladende i nogle tilfælde, at advokater anmoder om beskikkelse som forsvarer i straffesager på grundlag af henvendelser fra de pårørende og ikke den varetægtsfængslede selv. Se for eksempel  UfR 1977.776/ ØLK. Heraf fremgår blandt andet følgende: “Den 1. februar 1977 meddelte advokat Jørgen Jacobsen, København, telefonisk til kriminalpolitiet i Nakskov, at han havde fået telefonisk henvendelse fra en navngiven advokatforbindelse i Sverige, som var blevet opsøgt af fængsledes kæreste, der er bosiddende i Hagersten og havde bedt om, at der måtte blive beskikket en anden forsvarer for fængslede, da han ikke kunne forstå den beskikkede stedlige advokat. Den svenske advokat havde anmodet advokat Jørgen Jacobsen om at overtage forsvaret, hvilket han var villig til. Fængslede, der samme dag blev underrettet herom, erklærede derefter den 4. februar 1977, at han i stedet ønskede advokat Jørgen Jacobsen beskikket, hvilket skete i et retsmøde den 15. februar 1977 …”

Se om “klientfiskeri” dom afsagt af Vestre Landsret den 29. juni 2011 under sagsnummer  V.L. B-0893-09. I denne sag havde Advokatnævnet ved kendelse af 9. oktober 2006 givet en irettesættelse til en advokat, idet advokaten på baggrund af en anmodning fra de pårørende til en varetægtsarrestant at have sat sig i forbindelse med varetægtsarrestanten i arresthuset med tilbud om at overtage dennes straffesag, uagtet at den pågældende allerede havde fået beskikket en forsvarer. Advokaten stævnede Advokatnævnet, og Retten i Horsens tiltrådte ved dom af 15. april 2009 i sagen  BS 150-1670 nævnets kendelse. Advokaten ankede dommen til Landsretten. Vestre Landsret frifandt den pågældende advokat og udtalte blandt andet følgende: “Det lægges til grund, at B og C – som var henholdsvis D’ forretningsfører i Litauen og ægtefælle – var rejst her til landet, at de havde et møde med D, og at de herefter havde et møde med advokat A, hvorunder de fortalte, at D ønskede at få A som forsvarer eller at få et møde med ham. Advokat A kontaktede på dette grundlag D i arresten, idet han samtidig pr. mail orienterede bl.a. den den beskikkede forsvarer, advokat E. Som sagen således foreligger for landsretten, er der ikke grundlag for at antage, at advokat A har tilsidesat god advokatskik ved at rette henvendelse til D. Landsretten tager derfor advokat As påstand om frifindelse til følge.”

Ovennævnte dom afsagt af Vestre Landsret den 29. juni 2011 er tilsyneladende kommenteret på side 12 i tidsskriftet “ADVOKATEN” nr. 1, 2012 i et artikel, hvor blandt andet formanden for Landsforeningen af Danske Forsvarsadvokater samt medlem af “Regel- og Tilsynsudvalget” i Advokatrådet Line Sofie Bytoft udtaler sig om “klientfiskeri”. Dommen er i artiklen gengivet således:

“Den indsatte, som ikke ønskede at skifte advokat

Den beskikkede advokat i en sag modtog en e-mail fra advokat Y, hvor det bl.a. fremgik, at
“(navn) har bedt mig overtage forsvaret (…) Jeg har i dag møder med en af hans medarbejdere og hans hustru og anmoder venligst om akterne allerede i dag (…) Jeg regner med at besøge (navn) i arresten i løbet af weekenden.”


Advokat Y havde samme dag henvendt sig i arresten for at tale med den indsatte og angiveligt oplyst, at han var forsvarer for vedkommende. Den indsatte nægtede dog at tale med advokat Y eller at have ønske om et forsvarerskifte.

Advokat Y påstod, at den indsattes ægtefælle og medarbejder havde bedt ham om at overtage sagen på vegne af den indsatte.

Advokatnævnet gav advokat Y en irettesættelse for at have tilsidesat god advokatskik ved at henvende sig direkte til den indsatte i arresten i stedet for at henvende sig til retten for at afklare, hvorvidt den fængslede ønskede at skifte forsvarer.

 Vestre Landsret var enig i Advokatnævnets kendelse og udtalte, at indsatte skal være beskyttet mod sådanne henvendelser i arresten.”

Det er svært at sige, om Vestre Landsrets afgørelse i  V.L. B-0893-09 har påvirket advokaters adfærd, når pårørende til frihedsberøvede på vegne af den frihedsberøvede spørger om advokatens bistand. Noget tyder på, at advokater i dag uden videre beder domstolene eller politiet om at blive beskikket i straffesager mod frihedsberøvede personer alene på grundlag af oplysninger fra den frihedsberøvedes pårørende til advokaten om, at den frihedsberøvede har meddelt de pårørende, at den frihedsberøvede ønsker den omhandlede advokat beskikket som sin forsvarer. Se for eksempel sagen  3-2170/2014 ved Retten i Århus, hvor Retten i Århus får oplyst, at en advokat har meddelt politiet, at de pårørende til en varetægtsfængslet har meddelt advokaten, at den varetægtsfængslede ønsker advokaten beskikket som sin forsvarer.   

 Det norske advokatsamfund har den 19. november 2011 vedtaget et sæt supplerende advokatetiske regler, er særligt gælder for forsvarsadvokater, og som forbyder forsvarsadvokater at rette henvendelse til varetægtsfængslede, der allerede er repræsenteret ved en advokat.

Amnesty International har i en “public statement” af 5. november 2012 (AI Index: EUR 60/010/2012) blandt andet henstillet til myndighederne i Tajikistan, at disse sikrer, at en frihedsberøvet i Tajikistan får adgang til en forsvarer udpeget af den frihedsberøvedes familie (“ensure that he has access to a lawyer appointed by his family”).

En advokat blev i en sag, der blev afgjort af Højesteret den 28. november 2011 under sagsnummer  355/2010, straffet med en betragtelig bøde, idet han som advokat for nogle udlændinge i en sag mod udlændingemyndighederne blandt andet havde fremsat “en grundløs politianmeldelse og et grundløst sagsanlæg mod sagsbehandlere i den offentlige forvaltning personligt”.