Strafferetten

- med almindelig og speciel del, visse bestemmelser i særlovgivningen, reglerne i udlændingeloven
om udvisning efter dom for eller beskyldninger for strafbart forhold, visse regler om straffede
personers retsstilling samt overordnede regler om den grønlandske kriminallovgivning

Af advokat (H) Claus Bonnez

Teksten er senest opdateret 10. november 2015

Vælg emne nedenfor:

Strafferetten
   Straffelovens almindelige del
   Straffelovens specielle del
   Særlove
   Pligten til at rette sig efter "politiets anvisninger"

Udvisning af udlændinge, der findes skyldige i strafbart forhold

Frakendelse af dansk indfødsret

Straffede personers retsstilling

Særligt om retsplejen, kriminallovgivningen, fuldbyrdelse af straf mv. i Grønland og på Færøerne

Strafferetten

Indledende om strafferetten
Strafferetten beskæftiger sig i det væsentlige med, hvordan der skal reageres overfor handlinger, der er strafbare, og hvilke handlinger, der skal defineres som strafbare. I Danmark betegnes hovedloven inden for strafferetten "straffeloven".

Straffeloven er opdelt i en "almindelig del" og en "speciel del".

Straffelovens almindelige del behandler emner, der har generel betydning for alle typer af strafbare handlinger, samt reaktionerne overfor strafbare handlinger. Det er således i den almindelige del af straffeloven, at det er bestemt, hvad der kræves, førend man kan tale om forsøg på en forbrydelse eller om medvirken til en andens forbrydelse. Det er også i den almindelige del, at typerne af straf er nærmere beskrevet. I straffelovens almindelige del findes der også regler, der regulerer andre følger af den strafbare handling end straf. Som eksempel på sådanne følger kan nævnes reaktioner i form af dom til psykiatrisk behandling, rettighedsfrakendelse eller konfiskation af genstande eller penge. Derudover behandles i straffelovens almindelige del også de såkaldte "udmålingsregler", der vedrører spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger omstændigheder, der kan begrunde, at en straf skal ligge på det sædvanlige niveau, skal være strengere end sædvanligt, eller skal være mildere end sædvanligt. Endelig behandles i almindelig del reglerne om, hvornår der indtræder forældelse i strafferetten.

Straffelovens specielle del behandler de enkelte strafbare handlinger (undertiden kaldet "delikter"). Det er således i straffelovens specielle del, at det er defineret, hvad der forstås ved "drab", "tyveri", "hæleri" osv. Det er også i strafferettens specielle del, at de såkaldte "straframmer" for de enkelte strafbare handlinger findes. "Straframmen" er den begrænsning, som loven har fastsat for, hvor strengt (eller mildt) der kan straffes for de enkelte strafbare handlinger. Det er således straframmerne, der sammen med den af domstolene udviklede praksis, skal sikre, at straffens størrelse ikke bliver ganske vilkårlig og afhængig af de enkelte dommeres skøn.

De handlinger, der er defineret som strafbare i straffelovens specielle del, betegnes sædvanligvis som "straffelovsovertrædelser". Derudover findes der mange handlinger (eller undladelser), der også er gjort strafbare, men som til trods herfor ikke er beskrevet i straffelovens specielle del. De er derimod beskrevet i et stort antal såkaldte "særlove". Strafbare handlinger, der ikke er beskrevet i straffelovens specielle del men derimod i en særlov, betegnes sædvanligvis som "særlovsovertrædelser". Som en "særlov", der berører mange mennesker, kan nævnes færdselsloven. I færdselsloven er der defineret et meget stort antal handlinger eller undladelser, der er strafbare. Straffelovens almindelige del anvendes også i tilfælde, hvor der rejses straffesag efter særlovgivningen. Dette betyder, at for eksempel udmålingsreglerne i straffelovens almindelige del også finder anvendelse, når man skal udmåle en straf for en handling, der er kriminaliseret for eksempel efter færdselsloven, ordensbekendtgørelsen eller våbenloven. Dog kan en særlov - udover de typer reaktioner, der findes i straffelovens almindelige del - indeholde yderligere reaktioner, der særligt vedrører de handlinger, der er omhandlet af særloven. For eksempel findes reglerne om fradømmelse af retten til at føre motordrevet køretøj i færdselsloven og ikke i straffelovens almindelige del.

Straffeloven

Lovbekendtgørelse nr. 1235 af 26. oktober 2010 af straffeloven

Nogle strafferetlige betænkninger, ældre straffelovgivning mv.

Bind 1, i straffelovrådets betænkning nr. 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet i 2003
Bind 2, i straffelovrådets betænkning nr. 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet i 2003
Bind 3, i straffelovrådets betænkning nr. 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet i 2003
Kapitel 1. Indledning i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003
Kapitel 30. Udkast til lov om ændring af straffeloven (Straffastsættelse og strafferammer) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003
Betænkning 1488 om dansk straffemyndighed
Betænkning 759 om visse strafferetlige og civilretlige spørgsmål i forbindelse med arbejdskonflikter - 1976
Betænkning 1407 om inkorporering af EMRK. i dansk ret
Betænkning afgiven af straffelovskommissionen af 9. november 1917 - 1923
Betænkning indeholdende udkast til love vedrørende den borgerlige straffelovgivning med motiver udarbejdet af Carl Torp - 1917
Betænkning afgiven af kommissionen nedsat til at foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning - 1912
Udkast til straffelovbog for Danmark med tilhørende motiver udarbejdet af den dertil anordnede kommission - 1864
Mere om den ældre straffelovgivning

Straffelovens almindelig del

Indledende bestemmelser (sraffelovens kapitel 1)

Straffelovens 1. kapitel Indledende bestemmelser

Legalitetsprincippet i strafferetten

Af § 1 i straffeloven fremgår følgende: "Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant. Med hensyn til de i kapitel 9 nævnte retsfølger gælder en tilsvarende regel."

Bestemmelsen fastslår det internationalt anerkendte princip om, at det kræver hjemmel i lov, når nogen pålægges straf. Dette princip betegnes undertiden "nullum crimen, nulla poena sine lege".

I de oprindelige udkast til straffeloven fandtes bestemmelsen i lovens § 2.

Carl Torp anfører i betænkningen af 1917 med udkast til straffelovgining, Almindelig del, side 5, i bemærkningerne til § 2: "Skønt vistnok alle nyere Love og Udkast helt udelukker Anvendelsen af Analogi, kan det formentlig forsvares at bibeholde denne hos os tilvante og, saa vidt vides, ikke misbrugte Regel. Der stikker sikkert ogsaa i Kravet om Analogiens fuldstændige Udelukkelse en Del Doktrinarisme, idet dette Kravs Gennemførelse frister ikke blot til en generaliserende Affattelse af Straffebudene, men ogsaa til paa anden Maade at gøre disses Afgrænsning saa vag ved Henvisning til ganske skønsmæssige Kriterier eller Tilføjelser som »eller lignende«, at det i Virkeligheden bliver det samme paa en anden Maade. Dog bør Redaktionen ændres saaledes, at det bliver ganske utvivlsomt, at kun den fuldstændige Lovanalogi skal tilstedes. Ligeledes bør det udtrykkelig udtales, at Bestemmelsen finder tilsvarende Anvendelse paa andre Retsfølger af strafbare Handlinger, for saa vidt ved disse den samme Begrænsning bør fastholdes."

I straffelovskommissionens betænkning afgivet i 1917 udtales i bemærkningerne til bestemmelsen, motivernes side 10, følgende: "§ 2 opretholder i ændret Affattelse Bestemmelsen i Straffelovens § 1 om Anvendelse af Analogi, jfr. herved K. U. 1912 Mot. S. 2, T. U. Mot. S. 5. Ved Ordene: »som ganske maa ligestilles med« er det udtrykt, at kun den fuldstændige Lovanalogi er berettiget. Det er derhos udtalt, at Bestemmelsen om Anvendelse af Analogi ogsaa finder Anvendelse paa de i Kapitlerne 8 og 9 nævnte Retsfølger. Ogsaa her kræves der fuldstændig Lovanalogi."

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241

I TfK 2004.505/1 VLD blev en person frifundet for at have opholdt sig i Botanisk Have i Århus i strid med et forbud givet af politiet efter politivedtægten (nu ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 2). Landsrettens flertal udtalte blandt andet: "Efter politivedtægten for Århus Politikreds § 6, stk. 3, jf. stk. 2, kan politiet for så vidt angår vejstrækninger meddele en person forbud mod at færdes frem og tilbage eller at tage ophold på vejen inden for en afstand af 100 meter fra det sted, hvor den seneste overtrædelse er begået. Af vedtægtens § 2 fremgår, at ved en vej forstås enhver offentlig eller privat vej, gade, plads, bro, tunnel, passage, sti, trappe eller andet lignende areal, der benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. Ved forbuddet af 24. juli 2003 blev der meddelt tiltalte forbud mod at færdes eller tage ophold i Botanisk Have og det tilgrænsende område, som var markeret på et kortudsnit. 5 voterende udtaler: Forbuddet vedrører et område, der klart overstiger en afstand af 100 meter fra det sted, hvor tiltalte senest er bortvist fra eller har solgt hash fra. Vi finder derfor, at politiet ikke har haft hjemmel til at udstede forbuddet."

I TfK 2004.418/2 VLD blev tiltalte frifundet for overtrædelse af lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler § 4, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. § 1, stk. l (lov om såkaldte "hashklubber"), idet det ikke var godtgjort, at der var skiltning om forbuddet som foreskrevet i lovens § 2, stk. 2. Landsretten udtalte blandt andet: "Således som sagen er forelagt for landsretten, lægges det til grund, at der på det tidspunkt, hvor tiltalte blev truffet i lokalerne, ikke længere var opsat nogen skiltning om det nedlagte forbud. Det fremgår af sagens oplysninger, at der i lokalerne forhandledes hash, men der foreligger ikke nærmere beskrivelse af lokalerne eller den aktivitet, der foregik, herunder hvilke og hvor mange personer der opholdt sig i lokalerne, og hvor længe. Under disse omstændigheder og efter den bevisførelse, der i øvrigt har fundet sted under sagen, er det betænkeligt at lægge til grund, at tiltalte har udvist en uagtsomhed, der kan medføre straf."

Princippet om "nullum crimen, nulla poena sine lege" følger blandt andet også af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 7, som fastslår, at kriminalisering med tilbagevirkende kraft ikke må finde sted, og at strafskærpelser ikke må have tilbagevirkende kraft. I Cantoni mod Frankrig afgjort den 15. november 1996 af EMD under sagsnummer 17862/91 udtalte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i præmis 29 følgende: "As the Court has already held, Article 7 (art. 7) embodies, inter alia, the principle that only the law can define a crime and prescribe a penalty (nullum crimen, nulla poena sine lege) and the principle that the criminal law must not be extensively construed to an accused's detriment, for instance by analogy. From these principles it follows that an offence must be clearly defined in the law. This requirement is satisfied where the individual can know from the wording of the relevant provision (art. 7) and, if need be, with the assistance of the courts' interpretation of it, what acts and omissions will make him criminally liable. When speaking of "law" Article 7 (art. 7) alludes to the very same concept as that to which the Convention refers elsewhere when using that term, a concept which comprises statutory law as well as case-law and implies qualitative requirements, notably those of accessibility and foreseeability (see, as the most recent authority, the S.W. and C.R. v. the United Kingdom judgments of 22 November 1995, Series A nos. 335-B and 335-C, pp. 41-42, para. 35, and pp. 68-69, para. 33, respectively). In the present case only that last aspect is in issue.

De nationale domstole må næppe idømme straf for overtrædelse af nationale strafbestemmelser, som strider mod EU-retten.

I TfK 2011.196 HD var en person ved byretten og landsretten fundet skyldig i overtrædelse af bekendtgørelse nr. 611 af 4. juli 1994 om regulering af sejlads med vandscootere mv. § 12, jf. § 6 ved torsdag den 12. august 2004 kl. 15.25 at have sejlet henholdsvis med vandscooter mrk. Bombardier, 137 HK, og vandscooter mrk. Seedo, 110 HK, på søterritoriet ud for Løverodde i Kolding. Ved Højesteret blev den pågældende frifundet, idet Højesteret fandt, at den danske regulering af sejlads med vandscootere var i strid med TEUF artikel 34, jf. artikel 36.

Almindelige betingelser for strafferetlige bestemmelsers anvendelse (straffelovens kapitel 2)

Straffelovens 2. kapitel Almindelige betingelser for strafferetlige bestemmelsers anvendelse

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Forbudet mod dobbelt straf (”ne bis in idem”)
Af artikel 4 i "Tillægsprotokol nr. 7 af 22. november 1984 til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder" fremgår følgende:

"1. Under een og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og strafferetspleje.

2. Bestemmelserne i foregående stykke forhindrer ikke genoptagelse af sagen i overensstemmelse med vedkommende stats lovgivning og strafferetspleje, såfremt der foreligger bevis for nye eller nyopdagede kendsgerninger, eller såfremt der i den tidligere rettergang er begået en grundlæggende fejl, som kunne påvirke sagens udfald.

3. Der kan ikke ske fravigelse fra denne artikel i medfør af artikel 15 i konventionen."

Artikel 154 i Schengenkonventionen, som gælder mellem Danmark og en række andre lande jf. herved lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltræden af Schengenkonventionen, har følgende indhold:

"En person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning."

I dansk ret gælder som en selvfølge, at der ikke kan rejses tiltale og afsiges straffedom i en sag, der allerede har været til strafferetlig pådømmelse ved en dansk domstol. Dette princip om negativ retskraft (såkaldt ne bis in idem: ikke to gange en sag om det samme) begrænses alene af de almindelige regler om genoptagelse, jf. retsplejelovens kapitel 86.

Grønbog af 23. december 2005 om konflikter om stedlig kompetence og ne bis in idem-princippet i straffesager, KOM(2005) 696.

Justitsministeriets høringsnotat samt høringssvar vedrørende EU-kommissionens grønbog om konflikter om stedlig kompetence og ne bis in idem i straffesager, KOM(2006) 696.

Straffelovens § 10 a og 10 b
Muligheden for at gennemføre en straffesag i Danmark for en forbrydelse, i forhold til hvilken der tidligere har været rejst en straffesag i udlandet, er reguleret i straffelovens § 10 a. Bestemmelsen omhandler således alene spørgsmålet om, i hvilket omfang en udenlandsk straffedom har negativ retskraft i Danmark.

Hvis en vurdering efter straffelovens § 10 a falder ud til, at retsforfølgning i Danmark for et forhold, som allerede har været til pådømmelse i udlandet, er mulig, fastsætter straffelovens § 10 b rammerne for, i hvilket omfang der ved strafudmålingen skal tages hensyn til den udenlandske dom.

Se Kapitel 8 om forbuddet mod dobbelt retsforfølgning samt kapitel 19 om overvejelser vedrørende forbuddet mod dobbelt retsforfølgning i betænkning nr. 1488 om dansk straffemyndighed afgivet af Justitsministeriets Jurisdiktionsudvalg i 2007.

Se eventuelt også bemærkningerne til lov nr. 490 af 17. juni 2008 om straffelovens § 10 a og § 10 b samt retsplejelovens § 985 a om adgangen til at straffe personer, der uden for landet er idømt en straffedom, samt om adgangen til at genoptage en udenlandsk straffedom, hvor en person er frifundet.

I TfK 2006.76/2 HK fandt Højesteret ligesom landsretten ikke, at der var grundlag for at straffe to personer for forsøg på indsmugling af narkotika til Danmark, idet de var blevet straffet i Tyskland, og idet Højesteret (og landsretten) lagde til grund, at det var den samme forbrydelse, som de var blevet straffet for i Tyskland. Højesteret udtalte blandt andet: "Højesteret finder, at der ikke er grundlag for en anden forståelse af den tyske dom end den, der er kommet til udtryk i de nævnte erklæringer fra de tyske myndigheder, og tiltræder derfor, at den forbrydelse, T2 og T3 er dømt for ved den tyske dom, må anses for at omfatte den forbrydelse, der er beskrevet i anklageskriftets forhold 2, jf. straffelovens § 10 a, stk. 1. Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret endvidere, at der ikke er hjemmel i straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6 og til dels § 9, til at strafforfølge T2 og T3 her i landet for så vidt angår anklageskriftets forhold 2."

I UfR 1983.727/2 HD blev straffen for indførsel af narkotika til Danmark for en af de tiltaltes vedkommende nedsat med 35 dage. Højesteret bemærkede, at der skulle ske afkortning med "35 dage for den frihedsberøvelse, der er overgået ham i Marokko."

Dobbeltstraf i andre sammenhænge
I UfR.1999.666 ØLD blev straffen nedsat under henvisning til, at den pågældende var blevet idømt disciplinærstraf i et fængsel for det forhold, der nu var rejst tiltale for. Af kommenteret straffuldbyrdelseslov, 1. udgave, side 166, fremgår, at institutionen skal "orientere politiet om den ikendte disciplinærstraf, så denne kan tages i betragtning af retten ved en eventuel strafudmåling". Praksis skal ses i sammenhæng med forbudet mod dobbeltstraf i Den europæiske Menneskerettighedskonvention. Artikel 63 i De europæiske Fængselsregler har følgende ordlyd: "Indsatte må ikke straffes to gange for samme handling eller opførsel".

I Tsonyo tsonev mod Bulgarien (nr. 2) afgjort af EMD den 14. januar 2010 under sagsnummer 2376/03 ansås artikel 4 i protokol nr. 7 for krænket. En person havde modtaget en bøde for husfredskrænkelse ved sammen med en bekendt at være brudt ind hos en bekendt, hvorefter der var opstået tumult. Efter at fristen for at kræve den administrative bøde indbragt for retten var udløbet, blev personen tiltalt og senere dømt for vold mod den pågældende. Retten fandt det imidlertid ikke bevist, at han også var skyldig for husfredskrænkelse, som der også var rejst tiltale for. Under sagen ved EMD gjorde den pågældende gældende, at det var i strid med forbuddet mod dobbeltstraf i artikel 4 i protokol nr. 7, at der var rejst sag mod ham for husfredskrænkelsen, idet bøden angik selvsamme husfredskrænkelse. Af præmis 55 fremgår det blandt andet, at den blotte omstændighed, at der var rejst tiltale mod ham, udgjorde en krænkelse af artikel 4 i protokol nr. 7, idet fristen for at omgøre bøden var overskredet på det tidspunkt, hvor der rejstes tiltale. Den omstændighed, at klageren var blevet frifundet, udelukkede således ikke, at hans menneskerettigheder ikke ansås for krænket.

I Norge eksisterer der et generelt forbud mod, at fængselsmyndighederne politianmelder strafafsonere i tilfælde, hvor fængselsmyndighederne har idømt den pågældende en disciplinærstraf. I punkt 3.43, side 142 i "Retningslinjer til lov om gjennomføring av straff mv (straffegjennomføringsloven) og til forskrift til loven, fastsatt av Kriminalomsorgens sentrale forvaltning 16. mai 2002 med hjemmel i forskrift til lov om straffegjennomføring av 22. februar 2002 § 7-1. Revidert 27. oktober 2008", er dette udtrykt således: "Ved anmeldelse skal det som hovedregel ikke ilegges reaksjon på brudd i medhold av straffegjennomføringsloven."

Om disciplinærstraf i sammenstød med en straffesag mod indsatte i danske fængsler henvises der til "Kommentarer til reglerne om disciplinærstraffe, konfiskation mv." under straffuldbyrdelseslovens kapitel 11.

Se også nedenfor under straffelovens § 86 om strafafkortning i tilfælde, hvor en person har været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse i Danmark eller i udlandet.

Strafbarhedsbetingelser (straffelovens kapitel 3)

Straffelovens 3. kapitel Strafbarhedsbetingelser

Nødværge efter straffelovens § 13

Straffelovens § 13 har følgende indhold:
"Stk. 1. Handlinger foretagne i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt.

Stk. 2. Overskrider nogen grænserne for lovligt nødværge, bliver han dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse.

Stk. 3. Tilsvarende regler finder anvendelse på handlinger, som er nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt, iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller tvangsanbragt persons rømning."

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

I TfK 2011.585/2 VLD blev 3 personer, der var tiltalt for vold efter straffelovens § 245, stk. 1, fundet skyldige i vold ved byretten, medens de blev frifundet ved landsretten med henvisning til, at de tre tiltaltes handlinger skulle anses for nødværge efter straffelovens § 13. De tre, hvoraf den ene boede i samme ejendom som forurettede, var gået ind i forurettedes lejlighed i anledning af, at en kvinde, der opholdt sig i forurettedes lejlighed, havde bedt om deres hjælp, idet hun blev udsat for vold fra forurettede. De tre havde ikke umiddelbart reageret men var blevet i lejligheden. De hørte efterfølgende, at forurettede og kvinden skændtes, og at der blev kastet med genstande inde i den lejlighed, hvor forurettede og kvinden opholdt sig. De tre tiltalte var derpå gået ind i lejligheden. Landsretten lagde til grund, at forurettede havde slået en af de tre tiltalte i hovedet med en glaspibe, og at de tiltalte først havde angrebet forurettede efter, at han havde slået en af dem. Landsretten begrundede frifindelsen af de tre således: "Efter bevisførelsen, herunder de tiltaltes forklaringer, lægges det til grund, at T2 umiddelbart efter, at F havde slået T3 i ansigtet med en glaspibe, der splintredes, lagde F ned på gulvet, og at T1 og T3 bistod ham med at holde F fast, indtil han blev rolig. Henset til karakteren og farligheden af F's forudgående vold og den i situationen liggende overhængende risiko for yderligere vold fra F's side, må de tiltaltes handlinger anses for straffri efter straffelovens § 13, stk. 1."

I TfK 2009.346 ØLD blev en person den 26. november 2006 anholdt under en demonstration ved "Faderhuset" i Rødovre som sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. Det blev anset for bevist, at hun havde bidt en polititjenestemand i fingeren, og at hun havde gjort dette som følge af de smerter, som hun var blevet påført i forbindelse med anholdelsen. Hun blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, idet anholdelsen ikke havde været lovlig. Hun blev med samtlige dommerstemmer i landsretten derimod fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244. Fem dommere i landsretten fandt, at hun havde overskredet grænserne for lovligt nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, og de fandt endvidere, at dette ikke var straffrit efter samme bestemmelses stk. 2. Tiltalte var efter, at forholdet var begået, men inden sagens afgørelse i landsretten, i en anden sag ved Københavns Byret blevet idømt en straf af fængsel i 1 år og 3 måneder blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 119. De fem dommere fandt, at der ikke var grundlag for at idømme tiltalte en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 244, jf. § 89. En dommer fandt ligesom byretten, at tiltalte havde handlet i lovligt nødværge.

I UfR 1988.74 var der rejst tiltale for overtrædelse af dagældende straffelovs § 244, stk. 2, nr. 3 og nr. 4, (svarende i det væsentlige til nugældende straffelovs § 245) for "overfald af særlig farlig karakter med skade på legeme eller helbred til følge" ved i januar 1987 på en restauration i Aalborg at havde tildelt forurettede, der var sagesløs, et slag i hovedet med en ølflaske, der knustes, hvorved forurettede fik et 3 cm langt, 2 mm gabende hudsnitsår på øvre venstre øjenlåg, hvilket sår måtte syes, samt andre overfladiske snitsår på næseryggen og i panden. Byretten fandt ikke, at der kunne ske frifindelse på grund af nødværge Byretten udtalte herom nærmere: "Ved de i alt væsentligt overensstemmende forklaringer og ved lægeerklæringen er det bevist, at F ved den pågældende lejlighed vedvarende provokerede tiltalte og herunder udæskede til slagsmål. Provokationerne var imidlertid hovedsageligt verbale og bestod i øvrigt »kun« i, at F prikkede tiltalte i brystet med en finger og gav ham et skub. Tiltalte, der indtil da havde forholdt sig passiv over for provokationerne, greb herefter en ølflaske og slog den i hovedet på F, så flasken knustes. Ved slaget blev F tilføjet de sår, der er beskrevet i anklageskriftet." Landsretten fandt den pågældende straffri efter straffelovens § 13, stk. 1 og 2. Landsretten udtalte herom: "Efter det, der er oplyst om F's forudgående optræden over for tiltalte, er der ikke grundlag for at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at han var rædselsslagen for F og slog ølflasken i hovedet på ham for at afværge fortsatte og alvorligere angreb. Under disse omstændigheder findes tiltaltes handling at måtte anses for straffri efter straffelovens § 13, stk. 1 og 2, og landsretten frifinder derfor tiltalte."

I Højesterets dom af 12. maj 2010 i sag nr. 338/2009 tiltrådte Højesteret, at de to tiltalte ved landsretten var frifundet for straf i medfør af straffelovens § 13, stk. 2. Den ene af de to tiltalte, som var flere gange tidligere straffet for vold herunder vold begået i forbindelse med den pågældendes tilknytning til rockermiljøet, var blevet angrebet med tre knivstik fra en mand, som han ikke kendte, hvorpå han sammen med medtiltalte fravristede angriberens hans kniv, hvorefter de to tiltalte tildelte angriberen 3 stik med kniven samt nogle slag og spark. Umiddelbart derefter forsvandt de to tiltalte fra stedet.

Københavns Byret frifandt i nævningesagen SS 3-17375/2010 i en kendelse afsagt den 25. februar 2011 en forvaringsdømt person, der var mange gange tidligere straffet for vold mod fængselspersonale, for en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 begået den 20. december 2006 i Politigårdens Fængsel i København. Retten fandt det bevist, at den pågældende havde bidt en fængselsbetjent i benet. Retten lagde imidlertid til grund, at tiltalte havde handlet i nødværge, og at handlingen derfor var straffri efter straffelovens § 13, stk. 1. Den pågældende blev fundet skyldig i at have bidt en fængselsbetjent i højre ben i forbindelse med, at han skulle føres i sikringscelle. Retten fandt, at betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 66 om anbringelse i sikringscelle ikke var opfyldt, og at den indsatte derfor havde handlet i lovlig nødværge. Under samme sag blev den pågældende frifundet for et yderligere tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. I dette tilfælde fandt retten det bevist, at den pågældende under en sikringscelleanbringelse den 13. juni 2007 i Politigårdens Fængsel i København havde råbt dødstrusler til det tilstedeværende fængselspersonale. Retten fandt, at anbringelsen af tiltalte i sikringscelle havde været for langvarig på gerningstidspunktet, og at det "derfor lægges til grund, at tiltalte var udsat for en for vidtgående magtanvendelse, hvorfor tiltaltes udtalelser ikke findes at kunne henføres under straffelovens § 119, stk. 1." Den pågældende blev i stedet fundet skyldig i at have fremsat trusler omfattet af straffelovens § 266.

Nødret efter straffelovens § 14

§ 14 har følgende indhold: "En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning."

I UfR 1998.1769/2 ØLD blev en bilist, som havde kørt med 93 km/t. på et sted, hvor den størst tilladte hastighed var 50 km/t., frifundet i medfør af straffelovens § 14. Landsretten fandt, at den ikke kunne afvise tiltaltes forklaring om, at en lastbil, som kørte til højre for ham, pressede ham over i en vognbane for modkørende færdsel, og at han derfor var nødsaget til at accelerere op til den af politiet målte hastighed for at kunne overhale lastbilen, inden der opstod fare for sammenstød med lastbilen eller modkørende færdsel.

I TfK 2010.134/2 VLD blev en person anset for skyldig i overtrædelse af blandt andet straffelovens § 245 ved forsætligt to gange at have kørt sin bil ind i en gruppe af personer. Det fremgik af sagen, at der umiddelbart forinden havde været uoverensstemmelser mellem på den ene side tiltalte og dennes ven og på den anden side den gruppe mennesker, som blev påkørt af bilen, og at vennen var omringet af de mennesker, som tiltalte kørte frem imod, da påkørslen fandt sted. Tiltalte fik ikke medhold i, at han skulle frifindes efter straffelovens § 13 eller straffelovens § 14, selvom det blev lagt til grund, at nogle fra gruppen havde omringet vennen og sparket ham omkuld. Retten henviste til, at tiltalte også havde påkørt personer, der ikke havde deltaget i volden mod vennen. Straffen blev fastsat til fængsel i 4 måneder, som blev gjort betinget. Landsretten begrundede afgørelsen med, at tiltalte ved handlingen befandt sig i en meget presset situation som følge af det angreb, vennen blev udsat for, og at tiltalte havde meget gode personlige forhold.

Straffrihed for børn efter straffelovens § 15
Straffelovens § 15 har følgende indhold: "Handlinger foretagne af børn under 14 år straffes ikke". Denne bestemmelse er et udtryk for den såkaldte "kriminelle lavalder".

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

Ved lov nr. 711 af 25. juni 2010 blev straffelovens § 15 ændret, således, at den kriminelle lavalder blev sat ned fra 15 til 14 år. Loven trådte i kraft den 1. juli 2010. Lovændringen bygger på lovforslag nr. 164 fremsat den 17. marts 2010 af justitsministeren.

Kommissionen vedrørende ungdomskriminalitet advarede i betænkning 1508 om indsatsen mod ungdomskriminalitet afgivet i 2009 mod en nedsættelse af den kriminelle lavalder. Kommissionen udtalte på side 665 således: "Nedsættes den kriminelle lavalder til 14 år, vil dette efter alt at dømme også medføre international kritik, herunder fordi man i Danmark ikke på andre områder skelner mellem 13- og 14-åriges retsstilling, jf. det ovenfor refererede uddrag af Beijing regelsættet. Herudover vil man med en sådan nedsættelse få en lavere kriminel lavalder end de øvrige nordiske lande. I den forbindelse kan der henvises til, at Norge som nævnt har hævet den kriminelle lavalder til det samme niveau som de øvrige nordiske lande". På side 162 anfører kommissionen blandt andet: "Den kriminelle lavalder på 15 år har gjaldt uændret siden vedtagelsen af straffeloven i 1930 og svarer i øvrigt til niveauet for den kriminelle lavalder i de øvrige nordiske lande." I afsnit 2.3.2.1 på side 161 påpeger kommissionen, at en sænkelse af den kriminelle lavalder næppe vil have nogen gavnlig effekt. Kommissionen anfører blandt andet: "For så vidt angår tiltag, der indebærer en strafferetlig reaktion på kriminelle handlinger begået af børn under 15 år i form af en sænkelse af den kriminelle lavalder (model 2 og til dels model 1) har kommissionen noteret sig, at der i lande, der har en lavere kriminel lavalder end Danmark, anvendes andre sanktioner end traditionel straf over for denne aldersgruppe. Der er tale om sanktioner, der i vidt omfang svarer til de reaktionsmuligheder, der allerede forefindes i det sociale system i Danmark, hvorfor spørgsmålet i virkeligheden er, om disse tiltag bør administreres af de sociale myndigheder eller af domstolene. Vælger man at nedsætte den kriminelle lavalder vil der således primært være tale om en tidligere ”retliggørelse” af barnets problemer, hvilket i henhold til undersøgelser i sig selv kan medføre en negativ kriminalpræventiv effekt, uden at der herved ses at kunne opnås tilsvarende fordele i forhold til et system baseret på ikke-strafferetlige reaktionsmuligheder. Man risikerer således herved, at barnet tidligere ”stemples” som kriminelt, og at der er en betydelig risiko for, at barnet til skade for behandlingsmulighederne ikke ønsker at medvirke til opklaringen af det kriminelle forhold. Dertil kommer, at de sociale myndigheder har langt større muligheder for at inddrage alle aktører (herunder barnets forældre) i en vurdering af, hvilke tiltag, der vil være mest effektive i det konkrete tilfælde, mens denne rolle er fremmed for domstolene."

Se bilag 5 til Betænkning 1508 om "styrkede reaktionsmuligheder og indsats i forhold til børn under 15 år, der begår kriminalitet, herunder spørgsmålet om den kriminelle lavalder". Her gennemgås den kriminelle lavalder i en del andre lande. Derudover er der medtaget en del statistik om børns og unges kriminalitet i Danmark og i udlandet.

Af artikel 37 i FN-konventionen af 20 november 1989 om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) om straf af børn fremgår følgende:

"Deltagerstaterne skal sikre, at:
- (a) intet barn gøres til genstand for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Hverken dødsstraf eller fængsel på livstid uden mulighed for løsladelse skal kunne idømmes for forbrydelser begået af personer under 18 år;
- (b) intet barn ulovligt eller vilkårligt berøves sin frihed. Anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et barn skal følge lovens forskrifter og må kun bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum;
- (c) ethvert barn, der er berøvet friheden, behandles menneskeligt og med respekt for menneskets naturlige værdighed og på en måde, der tager hensyn til deres aldersmæssige behov. Især skal ethvert barn, der er berøvet friheden, holdes adskilt fra voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv, og skal have ret til at opretholde kontakt med sin familie gennem brevveksling og besøg, bortset fra under særlige omstændigheder;
- (d) ethvert barn, der er berøvet sin frihed, har ret til hurtig juridisk og anden passende bistand samt ret til at få lovligheden af sin frihedsberøvelse prøvet ved en domstol eller anden kompetent, uafhængig og upartisk myndighed og til hurtig afgørelse af enhver sådan sag."

I præmis 49 (b) i "Concluding Observations" of the Committee on the Rights of the Child vedrørende Danmark af 4. februar 2011 beklager komiteen, at Danmark har nedsat den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år.

Straffrihed efter straffelovens § 16

§ 16 i straffeloven har følgende indhold:

"Stk. 1. Personer, der på gerningstiden var utilregnelige på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed, straffes ikke. Tilsvarende gælder personer, der var mentalt retarderede i højere grad. Befandt gerningsmanden sig som følge af indtagelse af alkohol eller andre rusmidler forbigående i en tilstand af sindssygdom eller i en tilstand, der må ligestilles hermed, kan straf dog pålægges, når særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 2. Personer, der på gerningstiden var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering."

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Se Betænkning 667 om de strafferetlige særforanstaltninger afgivet i 1972

Der henvises endvidere til omtalen nedenfor af Straffelovens §§ 68, 69 og 70, som vedrører foranstaltninger, der kan træde i stedet for straf i tilfælde, hvor en person frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16.

Anbringelse af psykisk syge personer i et fængsel eller et arresthus kan udgøre en krænkelse af EMRK artikel 5 § 1.

I Kumenda mod Polen afgjort af EMD den 8. juni 2010 under sagsnummer 2369/09 var en person blevet varetægtsfængslet for vold. Den 3. februar 2009 fandt en appeldomstol den pågældende skyldig i vold men frifandt ham for straf under hensyn til, at han var psykisk syg. Appelretten idømte ham i stedet for straf behandling på et psykiatrisk hospital. Det blev bestemt, at han skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der var plads på et hospital. Den 29. juni 2009 blev klageren overført til et psykiatrisk hospital (se præmis 13 til 16). I præmis 27 konstaterer EMD efter en gennemgang af den nationale lovgivning, at varetægtsfængslingen havde hjemmel i den nationale lovgivning. I præmis 28 bemærker EMD, at frihedsberøvelsen skal være i overensstemmelse med EMRK artikel 5, som har til formål at modvirke, at personer frihedsberøves på en vilkårlig måde. I præmis 29 bemærkes det, at det ikke fremgår af nogen bestemmelser, hvor længe en person må være i et fængsel, medens der afventes en plads på et psykiatrisk hospital. Af præmis 32 og præmis 33 fremgår det, at EMRK artikel 5 § 1 af EMD blev anset for krænket, idet myndighederne ikke havde kunnet angive en rimelig grund til, at der i den aktuelle sag var gået lang tid, inden klageren var blevet overført fra fængslet til et hospital.

I USA kan personer, der begår forbrydelser, og som lider af såkaldt "PTSD" ("Post Traumatisk Stress Syndrom"), tilsyneladende frifindes med henvisning til "insanity". Se artiklen "PTSD and Criminal Behavoir" af Claudia Baker m. fl.

Forsætslæren

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

En person er for de fleste straffelovsovertrædelser kun skyldig, når anklagemyndigheden har ført tilstrækkeligt bevis for, at den sigtede har haft et tilstrækkeligt "forsæt" til at begå den strafbare handling, som retten skal tage stilling til. Det skal med andre ord have været personens hensigt til at begå den omhandlede handling. Ved enkelte forbrydelser som for eksempel hæleri efter straffelovens § 303 kan der straffes, selvom gerningspersonen kun har handlet "groft uagtsomt". Ved overtrædelser af særlovgivningen kan der straffes også i de tilfælde, hvor gerningsmanden har handlet uagtsomt med mindre "det modsatte er særligt hjemlet" (Se straffelovens § 19). Hvis den sigtede på grund af for eksempel manglende opmærksom udfører en handling, som er strafbar efter straffeloven, vil den pågældende normalt ikke kunne straffes, idet der ikke er noget kriminelt forsæt.

En vicepolitiinspektør blev den 11. juni 1998 anholdt af personalet i engros-butikken "Metro" ved Århus for butikstyveri. Han blev fundet i besiddelse af nogle varer, som han ikke havde betalt for. Ved dom af 15. juli 1998 ved Retten i Århus blev den pågældende i sag nr. SS 9802338-13 frifundet for tyveri. Retten lagde vægt på den tiltaltes forklaring om, at han havde haft "en stresset arbejdssituation" på gerningstidspunktet. Dette kunne blandt andet bekræftes af en kollega, der som vidne forklarede, at han havde bemærket, at tiltalte tidligere på gerningsdagen havde "rystet lidt på hænderne". Dommen blev ikke anket af anklagemyndigheden.

Se artikel af 24. december 2007 med overskriften "Stress - og ikke tyverihensigt - kan være årsag til, at kunder fjerner varer fra en butik uden at betale for dem. I så fald sker der frifindelse for butikstyveri"

Dommen TfK 2002.416/1 VLD belyser det såkaldte dolus eventualis ansvar. Tiltalte blev fundet skyldig blandt andet i forsøg på brandstiftelse. Tiltalte, der er født i 1961, blev straffet med fængsel i 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 266, samt færdselslovens § 117, stk. 6. Tiltalte havde tændt ild til effekter uden for sit hus men tæt på bygningen. Naboer havde tilkaldt brandvæsenet. Der var efter det oplyste sodskader på "tagudhænget". Landsretten udtalte blandt andet: "Efter at tiltalte havde påsat ilden, har T efter sin egen forklaring fortsat med at smide effekter på bålet, medens hun opholdt sig i indgangsdøren. T må således antages ikke at have haft fuldt udsyn til den ild, der var foran køkkenvinduerne, og T var efter indsatslederens forklaring ikke til stede, da han ankom, efter at tiltaltes nabo havde tilkaldt brandvæsenet. Efter indholdet af de foran anførte erklæringer og det oplyste om tiltaltes færden under branden finder landsretten, at T måtte have indset muligheden for, at ilden i effekterne ville antænde huset, og at T også har accepteret dette. Landsretten finder således, at tiltalte har haft det fornødne forsæt til forsøg på at forvolde ildebrand på ejendommen, og tiltræder derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket i dette forhold."

I UfR 1979.576 HD udtales det blandt andet, at det såkaldte "dolus eventualis" anvendes "sjældent" i dansk ret. Fra sagens behandling ved højesteret fremgår blandt andet følgende: "I det forslag til Borgerlig Straffelov, som blev fremsat i Folketinget den 2. december 1924, jfr. RT. 1924-25, tillæg A spalte 3145 ff., fandtes sålydende bestemmelse i § 20, stk. 2: »Forsæt foreligger, naar Gerningsmanden ved sin Handling vil hidføre, hvad der efter Loven kræves til Forbrydelsen, eller anser dennes Indtræden som en nødvendig eller overvejende sandsynlig Følge af Gerningen eller vel kun anser Forbrydelsens Indtræden som mulig, men vilde have handlet, selv om han havde anset den som sikker«. .."

I TfK 2002.479/1 HD var de tiltalte blevet overrasket af en ung rengøringsassistent, medens de var i færd med at begå indbrud på et lager. De tiltalte lukkede derpå rengøringsassistent ind i et fryserum, hvorefter de færdiggjorde tyverierne og forsvandt. Rengøringsassistenten var afgået ved døden, da hun senere blev fundet. Det blev lagt til grund, at rengøringsassistenten var død som følge af kvælning. Af retsbelæringen fremgår blandt andet, at det var relevant for vurderingen af skyldsspørgsmålet at tage stilling til, om der forelå et såkaldt "sandsynlighedsforsæt". De tiltalte blev fundet skyldige i drab.

Forsøg og medvirken (straffelovens kapitel 4)

Straffelovens 4. kapitel Forsøg og medvirken

Straffelovens § 21 om forsøg på en forbrydelse

Straffelovens § 21 har følgende indhold:

"Handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, straffes, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg.
Stk. 2. Den for lovovertrædelsen foreskrevne straf kan ved forsøg nedsættes, navnlig når forsøget vidner om ringe styrke eller fasthed i det forbryderiske forsæt.
Stk. 3. For så vidt ikke andet er bestemt, straffes forsøg kun, når der for lovovertrædelsen kan idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder."

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Om betingelserne for at straffe for forsøg på en forbrydelse kan der henvises til bemærkningerne til §§ 57 og 58 i Betænkning afgiven af kommissionen nedsat til at foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning i 1912, motiverne, side 93 til side 101. bemærkningerne til §§ 22 og 33 i Betænkning afgiven af straffelovskommissionen af 9. november 1917 - 1923, Motiver, Almindelig del, spalte 69 til spalte 72, og bemærkningerne til §§ 22 og 23 i Betænkning indeholdende udkast til love vedrørende den borgerlige straffelovgivning med motiver udarbejdet af Carl Torp i 1917, Almindelig del, side 33 til side 38.

I UfR 1963.947/1 ØLD blev en person frifundet for forsøg på indbrud, uagtet han i retten forklarede, at han ville "være taget med", hvis de to medsigtede havde bedt ham om at deltage i tyveriet. Det fremgår af sagen, at den pågældende havde fortalt de to medsigtede "om en let måde at begå indbrud i en fiskeforretning på en adresse, som han oplyste dem om. De to medsigtede var efterfølgende forsvundet, og personen var ikke klar over, at de var gået ud for at begå indbrudstyveri i forretningen. I byretten blev han straffet for medvirken til de to medsigtedes indbrudstyveri. I landsretten blev han - efter anklagemyndighedens påstand - frifundet. Han blev således også frifundet for forsøg på forbrydelsen.

Ovennævnte dom anvendes af Vagn Greve m. fl. i "Kommenteret straffelov, Almindelig del, 9. omarbejdede udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009, side 247, til støtte for synspunktet om, at det i dansk ret ikke er strafbart "at være villig til at begå noget ulovligt". Vedrørende forsøgsbegrebet i dansk ret sammenholdt med forsøgsbegrebet i andre lande, anføres i samme fremstilling på side 250: ".. Dansk ret har et usædvanligt omfattende forsøgsbegreb. Det er uafklaret, om det skal anvendes i alle tilfælde, hvor EU-regler konverteres til dansk strafferet, jfr. Greve: Ansvar s. 273 m. note 66, Elholm J 2006.137, Cornils J 2008.211 f. og Festskr. til V. Greve s. 101 f. .."

I UfR 1975.430/2 VLD blev nogle udlændinge, der var set færdes i centrum af Århus i nærheden af flere guldsmedebutikker i en bil, hvori der fandtes udstyr, der var egnet til indbrudstyverier, frifundet for forsøg på tyveri. Landsretten udtalte blandt andet: "Selv om flere af de af de tiltalte i deres bil medbragte redskaber efter alt foreliggende må antages at have været bestemt til at benyttes til indbrudstyveri, og uanset at de tiltalte efter de afgivne vidneforklaringer må antages at have færdedes ad gader i Århus som i dommen beskrevet, findes det - når bl. a. henses til, at de tiltalte efter det oplyste ikke tidligere er straffet for indbrudstyveri, og at der ikke fra deres side foreligger handlinger, der direkte sigter mod gennemførelse af tyveri - overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at de tiltalte har gjort sig skyldig i forsøg på tyveri."

Ovennævnte dom kommenteres af Vagn Greve m. fl. i "Kommenteret straffelov, Almindelig del, 9. omarbejdede udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009, side 249 f. Her anføres det blandt andet: ".. Det er strafbart som forsøg at indfinde sig på gerningsstedet eller blot at begive sig af sted mod det. Derimod er en rekognoscering i sig selv ikke strafbar, hvis den alene sker med henblik på en eventuel senere forbrydelse det pågældende sted. Fuldbyrdelsen skal være besluttet, før der kan straffes for forsøg ...". I en anden kommentar umiddelbart i tilslutning til et referat af dommen anføres på side 250, øverst, 1. spalte, yderligere: ".. Dommen kan opfattes enten som en "rekognosceringsdom" eller som udtryk for manglende bevis. Det er jo givet, at der ikke i dansk ret stilles krav om en iværksættelseshandling eller lignende for at straffe for forsøg ..."

I TfK 2010.214 ØLD havde anklagemyndigheden rejst tiltale mod en person for forsøg på overtrædelse af bekendtgørelse om privates indførsel af lægemidler. Der kan straffes med bøde for overtrædelse af bestemmelsen, og anklagemyndigheden havde således nedlagt påstand om bøde. Strafbart forsøg forudsætter efter straffelovens § 21, stk. 3, at der for lovovertrædelsen [kan] idømmes en straf, der overstiger fængsel i 4 måneder. Da dette ikke kunne ske for den omhandlede lovovertrædelse, blev tiltalte frifundet.

I TfK 2008.75/2 HD var der i sagens forhold 6 rejst tiltale for bedrageri. Anklagemyndigheden fik imidlertid ikke medhold i, at forhold 6 var fuldbyrdet. Højesteret udtalte om dette: "Af sagen fremgår, at forhold 6 blev opdaget, inden skadesanmeldelsen til Tryg Forsikring havde ført til udbetaling af forsikringssummen. Højesteret finder derfor, at dette forhold alene kan anses som forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 21."

I UfR 1999.171 VLD havde en indsat i et fængsel i et besøgslokale i et arresthus om en person, der skulle afgive vidneforklaring mod den indsatte, blandt andet udtalt "ham skal vi have nakket". Der var rejst tiltale for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 123, hvilket den pågældende blev frifundet for. Landsretten udtalte blandt andet: "Ved de fremsatte udtalelser, der er dokumenteret ved rumaflytningen, giver tiltalte utvivlsomt udtryk for, at han mener, at der bør udøves vold mod A i anledning af dennes forklaringer til politiet og i retten i straffesagen mod tiltalte. Uanset om det - som følge af anstiftelsen af volden i forhold 4 og hans udtalelser om A - må antages, at tiltalte havde det fornødne fortsæt til, at volden skulle udøves, findes de anførte udtalelser i sig selv ikke at kunne anses for en forsøgshandling, der er omfattet af straffelovens § 21."

I TfK 2006.508 VLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Det blev således lagt til grund, at han bad M afhente amfetaminen, som skulle leveres ved Super Brugsen i Frederikshavn, at der var tale om et kvantum på cirka 40 gram, at der var aftalt en pris på 4.500 eller 5.000 kr., og at M modtog og opbevarede amfetaminen på vegne tiltalte, inden stoffet efter ordre fra tiltalte blev tilbageleveret. Landsretten gjorde straffen betinget og anførte blandt andet: "Navnlig under hensyn til omstændighederne i forbindelse med købet af amfetaminen, tilbageleveringen af dette og tiltaltes oplysninger om, at han fortrød, at han havde bevæget sig ind i narkotikamiljøet, tiltrædes det, at straffen er fastsat som sket. Det tiltrædes endvidere med samme begrundelse, som byretten har anført, at straffen er gjort betinget."

I TfK 2011.363/1 ØLD blev gerningsmanden "for så vidt angår de bærbare pc'er, dvd-afspilleren, nøglebundtet og kobberkablerne med kabeltromler, der ikke blev fjernet fra virksomhedens område" alene fundet skyldig i forsøg på røveri.

Straffelovens § 22 om frivillig tilbagetræden fra forsøg

Straffelovens § 22 har følgende ordlyd:

"Forsøg straffes ikke, når gerningsmanden frivilligt og ikke på grund af tilfældige hindringer for gerningens udførelse eller for opnåelsen af det ved denne tilsigtede øjemed afstår fra iværksættelsen eller hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden vej var afværget."

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Om betingelserne for at straffe for forsøg på en forbrydelse kan der henvises til bemærkningerne til § 59 i Betænkning afgiven af kommissionen nedsat til at foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning i 1912, motiverne, side 101. bemærkningerne til § 23 i Betænkning afgiven af straffelovskommissionen af 9. november 1917 - 1923, Motiver, Almindelig del, spalte 72, og bemærkningerne til § 23 i Betænkning indeholdende udkast til love vedrørende den borgerlige straffelovgivning med motiver udarbejdet af Carl Torp i 1917, Almindelig del, side 35 til side 38.

I "Kommenteret Straffelov", Almindelig del, 9. omarbejdede udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2009, anfører forfatterne på side 261 blandt andet: "..Motivet er i almindelighed uden betydning. Tilbagetrædelsen diskulperer, også selv om den er begrundet i, at gerningspersonen i stedet vil begå en helt anden forbrydelse, enten således, at der udvælges et nyt offer, eller således, at offeret skal udsættes for en anden forbrydelsesart (f. eks. lade en hævn komme som legemsangreb i stedet for som tingsødelæggelse). At gerningspersonen har mistet interessen i forbrydelsen, gør som hovedregel ikke tilbagetrædelsen ufrivillig. .."

I TfK 2005.38/2 HD blev en tiltalt, der havde forsøgt på at begå røveri mod en bank, frifundet ved Højesteret, idet Højesteret fandt, at der var tale om frivillig tilbagetræden fra forsøg. Årsagen til, at han undlod at fuldbyrde forbrydelsen, var, at han ikke gad begå den. Han var fundet skyldig i røveriet ved landsretten. Højesteret udtalte herom: "Frivillig tilbagetræden fra forsøg er ikke betinget af, at gerningsmandens tilbagetræden skyldes agtværdige motiver. Det kan endvidere ikke i sig selv udelukke frivillighed, at gerningsmanden afstår, fordi han ikke »gider«. .." Den pågældende blev under samme sag fundet skyldig i flere andre røverier.

I TfK 2003.72 VLD blev tiltalte frifundet for drabsforsøg under henvisning til, at hun frivilligt var tilbagetrådt fra forsøg på at dræbe sit barn. Hun blev alene dømt for vold mod barnet. Frifindelsen for drabsforsøg blev af landsretten begrundet således: "Efter de afgivne forklaringer i retsbogen for byretten og indholdet af båndoptagelsen findes det bevist, at tiltalte under indflydelse af stærk sindsbevægelse har forsøgt at dræbe B ved at blokere hans luftveje. Denne handling er omfattet af straffelovens § 237, jf. § 21. Der findes ikke oplyst sikre holdepunkter for, at tiltalte på gerningstidspunktet har gjort sig klare forestillinger om, hvorvidt forsøget var lykkedes eller ej. Det må imidlertid navnlig efter X's forklaring og indholdet af båndoptagelsen fra alarmcentralen lægges til grund, at tiltalte efter drabsforsøget har vækket sin daværende mand og deltaget aktivt i genoplivningen af B ved at tilkalde hjælp. Disse handlinger findes omfattet af straffelovens § 22 om frivillig tilbagetræden fra forsøg. Drabsforsøget er derved straffrit. ..."

I TfK 2001.338 VLD blev tiltalte frifundet efter straffelovens § 22 for forsøg på bankrøveri, idet tre af landsrettens medlemmer (modsat af byretten) fandt, at der var tale om frivillig tilbagetræden fra forsøg. Dette skete på trods af, at det hverken fremgik af afhøringen af tiltalte til politirapport eller af retsbogen fra grundlovsforhøret, hvorfor denne havde opgivet at begå røveriet. Landsretten udtalte blandt andet: ". Tiltalte har i forbindelse med den første afhøring til politirapport ikke nærmere begrundet, hvorfor det planlagte røveri blev opgivet, men han har, vejledt om reglerne for frivillig tilbagetræden, givet udtryk for, at der var tale om en frivillig tilbagetræden. Tiltalte har under domsforhandlingen i såvel byretten som under anken forklaret, at røveriet blev opgivet på grund af moralske skrupler. Under disse omstændigheder finder vi ikke alene på baggrund af forklaringen i grundlovsforhøret, at der er tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at det var moralske skrupler, der var afgørende for, at røveriet blev begået. .."

Straffelovens § 23 og § 24 om medvirken til en forbrydelse

Straffelovens § 23 har følgende indhold:

"Den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen. Straffen kan nedsættes for den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes.
Stk. 2. Straffen kan ligeledes nedsættes for den, der medvirker til krænkelse af et særligt pligtforhold, men selv står uden for dette.
Stk. 3. For så vidt ikke andet er bestemt, kan straf for medvirken ved lovovertrædelser, der ikke straffes med højere straf end fængsel i 4 måneder, bortfalde, når den medvirkende kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når hans medvirken skyldes uagtsomhed."

Straffelovens § 24 lyder således:

"Den medvirkende straffes ikke, hvis han under de i § 22 angivne betingelser hindrer fuldbyrdelsen eller foretager handlinger, som ville have hindret fuldbyrdelsen, hvis denne ikke, ham uafvidende, var mislykkedes eller ad anden vej var afværget."

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Om betingelserne for at straffe for medvirken til en forbrydelse kan der henvises til bemærkningerne til §§ 60-62 i Betænkning afgiven af kommissionen nedsat til at foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning i 1912, motiverne, side 101 til side 105. bemærkningerne til §§ 25 og 26 i Betænkning afgiven af straffelovskommissionen af 9. november 1917 - 1923, Motiver, Almindelig del, spalte 72 til spalte 78, og bemærkningerne til §§ 24 og 25 i Betænkning indeholdende udkast til love vedrørende den borgerlige straffelovgivning med motiver udarbejdet af Carl Torp i 1917, Almindelig del, side 38 til side 43.

Justitsministeriet redegør blandt andet med henvisning til retspraksis om dansk rets regler om strafansvar for medvirken til en forbrydelse i ministeriets besvarelse af spørgsmål 1 i bilag 1 i Betænkning afgivet af Retsudvalget den 6. maj 1999 over forslag til folketingsbeslutning om mulighed for straf for kollektiv deltagelse i lovovertrædelser (1998/1 BF 51). I underbilag 1 til bilag 1 i betænkningen gengives en retsbelæring, hvor de juridiske dommere i den såkaldte "Blekingegade-sag" redegør for, hvorfor de fandt, at der ikke kunne ske domfældelse af alle deltagerne i et røveri for medvirken til et drab af en polititjenestemand begået af en af deltagerne i forbindelse med flugten fra røveriet, idet de juridiske dommere fandt det "overvejende betænkeligt at antage, at gerningsmændene til røveriet har været indforstået med, at man eventuelt skulle skyde med overvejende risiko for at dræbe en eventuel forfølger .."

Efter dansk ret straffes både forsætlig og uagtsom medvirken. Der kan dog kun straffes for uagtsom medvirken i tilfælde, hvor den omhandlede forbrydelse også straffes i uagtsom form. Se side 316 i "Det kriminelle forsæt" af Knud Waaben, 2. oplag, Juristforbundets Forlag, København 1973. I samme værk anføres på side 314, at alle "samvirkende personer" principielt er gerningsmænd. Han anfører videre, at det i visse forbindelser kan "falde naturligt at kalde en deltager medvirkende, idet man derved karakteriserer hans virksomhed i dens forhold til en andens, - særlig hvor den har haft en partiel eller uselvstændig eller mindre væsentlig karakter".

I værket citeret ovenfor anfører Knud Waaben på side 317: "Der er to bevismæssige spørgsmål vedrørende forsæt til medvirken som særligt hyppigt melder sig. Det ene er om deltageren har kendt hele den sammenhæng der omgiver hovedmandens handlinger. Det andet spørgsmål - en speciel forgrening af det første - er om deltageren har kendt hovedmandens forsæt. I mange tilfælde kan deltagere hævde at deres handlinger har været normalt motiverede og har kunnet foretages uden mistanke om en kriminel sammenhæng. Udlån af en bil, underskrift på et stykke papir, salg af varer osv. kan være uskyldige handlinger som det under normale omstændigheder er berettiget at foretage, i egen interesse eller for at gøre andre en tjeneste. Det skal altså bevises, at den handlende har vidst eller antaget at forholdene ikke var normale, men havde en kriminel karakter på grund af noget tidligere passeret, noget samtidigt foreliggende eller et fremtidigt må som en anden havde sat sig." I UfR.1961.933.V blev en taxachauffør under en køretur for en kunde klar over, at kunden medbragte en sæk med indsmuglede cigaretter. En time senere lod taxachaufføren sig hyre af samme kunde igen. Taxachaufføren blev frifundet for den første tur men dømt for medvirken til salg af indsmuglede cigaretter for den anden. I UfR.1991.216.Ø blev en person, der havde serveret i lokaler, der anvendtes til ulovligt spil, ikke straffet for medvirken til lokalernes indehavers lovovertrædelse.

I Justitsministeriets høringsnotat vedrørende Kommissionens grønbog om uskyldsformodningen, side 4, udtaler Dansk Retspolitisk Forening i sit høringssvar til ministeriet sig om foreningens holdning til de danske regler om ansvar for medvirken, som foreningen anser som "langt videregående end de fleste andre (EU-)landes".

Ingen, der ikke har en eller anden grad af tilknytning til hovedmanden, kan straffes for passiv medvirken til en forbrydelse.

I "Kommenterede straffelov" af Vagn Greve m. fl., 9. omarbejdede udgave, DJØF 2009, side 267 (kommentarer til § 23) anføres om medvirkenansvar blandt andet:

".. Udgangspunket er, at der kræves mere ned blot passivitet. En person, som blot er tilskuer, kan således ikke straffes for medvirken til vold (men evt. for overtrædelse af § 141). .."

I "Juristen" nr. 7 1998 i en artikel af Ib henricson m. fl. med overskriften "Passiv medvirken" gennemfører forfatterne en analyse af en række domme vedrørende medvirkenansvaret i straffelovens § 23. På side 276, 1. spalte, (i konklusionen) anføres blandt andet:

"Under alle omstændigheder viser den citerede praksis, at findes der en ansvarlig hovedmand, så kan en passiv adfærd i forhold til denne være strafbar som medvirken, uanset den passive ikke har nogen særlig tilkytning til hovedmanden eller hovedforholdet. Analysen viser dog, at der i alle tilfælde har været en vis tilknytning mellem den passive og hovedforholdet. I modsat fald ville de også tilfælde tilskuere til et voldsforhold på gaden kunne blive strafansvarlige, hvilket forekommer klart uacceptabelt".

I "Juristen" nr. 2, 2011 kommenterer statsadvokat Jens Røn, Rigsadvokaten, dommen UfR 2011.448 H, (om rydningen af Ungdomshuset). Artiklen har overskriften "Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?". Forfatteren anfører på side 47, 2. spalte, blandt andet: at der må være en "særlig forbindelse mellem den, der undlader at gøre noget, og det kriminelle hændelsesforløb. En sådan særlig forbindelse og handlepligt kan f. eks. støttes på, at personen har en særlig tilknytning til og/eller har tilsluttet sig en eller flere andre personer, som begår kriminalitet, og at den pågældende dermed ikke blot kan forholde sig passiv, mens de andre begår kriminaliteten. Et element kan i den forbindelse være, atden passive ved sin tilstedeværelse er med til at skærpe situationen for ofret. En handlepligt kan også følge af, at personen selv har været med til at skabe en farlig situation og undlader at afværge følgerne. En helt særlig gruppe - som dog selvsagt ikke var relevant i sagen om rydningen af Ungdomshuset - er tilfælde, hvor den passive har en særlig tilknytning til ofret, f. eks. en mor i forhold til sit barn, der bliver udsat for vold.

I den modsatte ende af skalaen gælder, at det ikke er strafbart - i hvert fald ikke som medvirken - blot at være tilfældig forbipasserende eller tilskuer til en forbrydelse, hvor der ikke er nogen særlig forbindelse mellem den, der overværer forbrydelsen, og hændelsesforløbet. Den der under en tur i byen lørdag aften tilfældigvis kommer forbi et sted, hvor en ukendt person er ved at blive overfaldet, dømmes ikke for medvirken til vold, hvis han eller hun undlader at komme den overfaldne til hjælp. ..."

Af Tsonyo tsonev mod Bulgarien (nr. 2) afgjort af EMD den 14. januar 2010 under sagsnummer 2376/03 fremgår det blandt andet, at en bulgarsk domstol har taget stilling til en sag, hvor to personer (klageren og vennen D.M.) var tiltalt for den 11. november 1999 omkring kl. 21.00 sammen, efter at de havde indtaget alkohol, at være gået hen til en fælles bekendt G og sparket dennes dør ind, hvorpå G var blevet udsat for vold. Af præmis 10 følger, at klageren blev fundet skyldig i vold mod G. Klageren blev derimod ikke fundet skyldig i at være trængt ind i G's bolig. Alene D.M. blev fundet skyldig i at være trængt ind i boligen. Af præmis 10 fremgår blandt andet følgende: "The court found that Mr D.M. alone had broken down the door of Mr G.I.'s flat and that the applicant had entered the flat after him." Afgørelsen blev stadfæstet ved en senere prøvelse ved en højere domstol. Dommen er efter danske forhold interessant, idet de bulgarske domstole ikke statuerede medvirken-ansvar, uagtet at de anså det for bevist, at medtiltalte havde brækket døren op og gået ind i lejligheden, og tiltalte derpå var fulgt efter medtiltalte ind i boligen. Efter dansk ret ville tiltalte ikke kun være dømt for volden begået inde i lejligheden men med en høj grad af sandsynlighed også for medvirken til ulovlig indtrængen.

Strafansvar indtræder ikke, hvis forsæt først indtræder efter forbrydelsens fuldbyrdelse. Dette udelukker ikke strafansvar for andre forbrydelser for eksempel hæleri. I UfR.1930.88 blev nogle demonstranter frifundet for røveri, idet det ikke var bevist, at de havde tænkt sig, at en aktion ("plyndring") skulle være forbundet med vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold. I HRT.1947.763 blev en person alene dømt for ulovlig tvang og hærværk men ikke røveri, idet gerningsmanden ikke havde "regnet med", at man også skulle fratage forurettede en genstand. I UfR.1948.559 blev en person dømt for vold. Han havde fremstillet nogle stinkbomber, som han regnede med skulle bruges mod personer. Hovedmændene brugte dem faktisk kun til hærværk. I UfR.1986.959.V. blev en interviewer i en lokalradio frifundet for medvirken til ærekrænkelse, idet det ikke blev anset for bevist, at han var klar over, at der ville blive fremsat injurier under interviewet.

I sagen TfK 2001.387 ØLK råbte T1 og T2 på gaden "et eller andet uvenligt" efter en anden, der vendte sig om og kom hen imod dem. T1 gav herefter forurettede et knytnæveslag", som ifølge byrettens bemærkninger førte til, at "forurettede faldt om og lå ubevægelig på ryggen på vejen". Medens forurettede lå på vejen tildelte T2 ham flere spark med sine tunge "buffalostøvler". Byretten fandt, at "begge de tiltalte er ansvarlige for den samlede voldsudøvelse over for forurettede, som ikke er gået ud over, hvad der måtte anses for påregneligt". De blev derfor begge straffet for overtrædelse af straffelovens § 245. Østre Landsret frifandt T1 for medvirken til T2's grove vold, og dømte således alene T1 for overtrædelse af straffelovens § 244. Landsretten udtalte: "Efter bevisførelsen for landsretten kan det ikke med den fornødne sikkerhed fastslås, at der mellem tiltalte og T2 har foreligget en fælles forståelse om, at der skulle udøves vold mod W, eller at betingelserne for i øvrigt at pålægge tiltalte et medvirkensansvar for den af T2 udøvede vold er opfyldt. Tiltalte findes herefter alene skyldig i overensstemmelse med sin erkendelse, idet bemærkes, at der ikke er tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at de skader, som påførtes W, kan henføres til den af tiltalte udøvede vold".

I TfK 2008.624 ØLD var den 20-årige T1 tiltalt for den 29. maj 2007 sammen med to andre (T2 og T3) at have begået et røveriforsøg, hvor alle 3 ved trussel med en "rambo-kniv" forsøgte på en sti at fratage A penge, hvilket mislykkedes, idet A ikke havde penge. Den pågældende var endvidere tiltalt for sammen med T2 og T3 cirka en halv time senere at have begået røveri mod B ved på dennes bopæl at have truet den pågældende med kniv og frarøvet denne cirka 10 gram amfetamin. Endvidere var T1 tiltalt for umiddelbart efter røveriet mod B i forening med T2 og T3 "med accept af, at der kunne eller skulle anvendes kniv at have tildelt B et knivstik i halsen, hvorved B kort efter afgik ved døden". Endvidere var de 3 tiltalt for besiddelse af 10 gram amfetamin og for besiddelse af den anvendte "rambo-kniv" i strid med våbenloven. T1 blev frifundet for røveriforsøget men blev fundet skyldig i det fuldbyrdede røveri, vold efter straffelovens § 245, besiddelse af 10 gram amfetamin samt ulovlig våbenbesiddelse. Han blev frifundet for drab. T1 var flere gange tidligere straffet heraf 2 gange for røveri. T1 blev straffet med fængsel i 2 år, og han blev betinget udvist.

Strafnedsættelse efter § 23, stk. 2, til den, der yder "en mindre væsentlig bistand" eller "styrker et allerede fattet forsæt"

I TfK 2011.812 ØLD blev en person fundet skyldig i opbevaring af 57,49 gram kokain i sit kælderrum med henblik på videresalg. Det fremgik af sagen, at stoffet var blevet anbragt i kælderrummet af tiltaltes broder, som boede i nærheden, og som jævnligt lånte kælderrummet blandt andet, når han skulle reparere cykler. Nogle måneder før anholdelsen havde broderen foreslået, at rummet blev forsynet med en hængelås, hvilket tiltalte havde indvilget i. Tiltalte fik også nøgle til låsen. Broderen havde ved denne lejlighed fortalt, at han anvendte rummet til opbevaring af stoffer. Tiltalte syntes ikke om dette og havde to gange bedt broderen fjerne stofferne. I landsretten forklarede tiltalte blandt andet: "Den 20. december 2010 fik han en sms fra broderen, og han bad broderen om at få det væk med det samme. Broderen svarede ikke tilbage. Han tog til bopælen for at hjælpe broderen, hvis broderen var i vanskeligheder. Han afgav på stedet forklaring til politiet og havde ikke i sin vildeste fantasi regnet med, at han ville blive inddraget i sagen. Han fik af politiet at vide, at hans eneste måde at slippe ud før jul var at modtage en såkaldt straksdom. Han var chokeret over straffen." I byretten blev tiltalte - ligesom broderen - straffet med 6 måneders fængsel. Landsretten gjorde afgørelsen betinget med vilkår om afvikling af 120 timers samfundstjeneste. Landsretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til omstændighederne omkring overtrædelsen og til at tiltalte er ustraffet og har særdeles gode personlige forhold findes straffen undtagelsesvis at kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt." Dommen er svær ikke at forstå således, at landsretten blandt andet har lagt vægt på, at tiltaltes bistand var mindre væsentligt, og at straffen blandt andet derfor kunne gøres betinget.

Medvirken og forudgående samvirken
I UfR 1987.881 ØLD tilegnede tiltalte sig en lægetaske fra en vagtlæge, som var tilkaldt for at besøge tiltaltes bekendte (A), som ønskede et narkotisk stof fra lægen. Under lægens besøg opstod der tumult mellem lægen og den bekendte, og den bekendte opfordrede tiltalte til at tilegne sig lægetasken. Tiltalte flygtede fra stedet med tasken og tilegnede sig dele af indholdet, medens lægen blev holdt fast af den bekendte. En enig landsret fandt tiltalte skyldig i tyveri men ikke i røveri, som han var tiltalt for. Landsretten udtalte: "Efter bevisførelsen for landsretten findes det betænkeligt at fastslå, at der har været en sådan forudgående samvirken mellem tiltalte og A, at tiltalte har gjort sig skyldig i medvirken til det begåede røveri. Tiltalte findes derefter i forhold 1 skyldig i tyveri af lægetasken, medens A holdt vagtlægen fast som antaget ved dommen."

Den blotte viden om andres kriminalitet medfører ikke strafansvar som medvirkende
I TfK 2003.732/1 ØLD blev tiltalte frifundet for at have medvirket til sin ægtefælles besiddelse af hash i parrets fælles hjem, uagtet at retten lagde til grund, at tiltalte havde set ægtefællen placere cigaretpakken med hash i et skab i køkkenet. Retten lagde også til grund, at tiltalte ikke havde været "inddraget i beslutningen herom". Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten finder, at T ved sin blotte formodning om ægtefællens opbevaring af hash på den fælles bopæl ikke selv er blevet besidder af hashen, ligesom hun ikke derved findes at have pådraget sig ansvar for medvirken efter straffelovens § 23 for nogen andens besiddelse af hashen."

Tilstedeværelse på gerningsstedet kan i sig selv ikke straffes for medvirken
I UfR.1982.900.VLD havde den tiltalte været med på en rejse til Holland. Tiltalte var klar over, at rejsefældens formål med rejsen var at købe narkotika. Retten anså ikke dette for strafbar medvirken. Landsretten udtalte nærmere: "Uanset at det efter bevisførelsen for landsretten må lægges til grund, at tiltalte må have været klar over, at A's formål med turene til Holland var køb af narkotiske stoffer, findes det ikke bevist, at tiltalte under den første tur har deltaget i indkøbet eller i øvrigt ydet en medvirken, der kan anses for omfattet af straffelovens § 23".

Knud Waaben kommenterer på side 224 i "Strafferettens Ansvarslære, G.E.C. Gad, København 1987, denne dom. Han anfører: "Afgørelsen er næppe udtryk for at medvirken skal være af betydning for forbrydelsen; det drejer sig formentlig om et grænsetilfælde hvor rejsefællesskab ikke - specielt som forberedende handling - har haft en tilstrækkelig tilknytning til det kriminelle forløb. Et tilsvarende tilfælde ville måske være at en person planlægger sommerhusferie sammen med en anden med bevidsthed om at den anden højest sandsynligt vil udnytte egnens muligheder for indbrud".

I samme værk anfører forfatteren på side 229: "Ved lovovertrædelser der kræver forsæt skal enhver deltager fuldt ud opfylde forsætskravet efter den bestemmelse som der er tale om".

I TfK 2010.72 VLD var 5 indsatte i et fængsel tiltalt for røveri mod en medindsat, som af en af de 5 var blevet lokket ind i en af de andre tiltaltes celle, hvorefter tre af de tiltalte begik røveriet. Det blev lagt til grund, at den femte tiltalte havde stået i døråbningen og kigget på, medens røveriet fandt sted. Denne tiltalte blev såvel ved byretten som ved landsretten frifundet for røveriet. Byretten udtalte herom: "Efter F's forklaring lægges til grund, at tiltalte T1 ikke deltog i voldsudøvelsen, idet han blev stående i døråbningen, og retten finder ikke, at tiltalte T1 alene ved sin tilstedeværelse har medvirket til røveriet." Landsretten begrundede frifindelsen af denne tiltalte således: "Efter bevisførelsen for landsretten er der ikke grundlag for at antage, at T1 har deltaget i en forudgående fælles aftale om, at F skulle afstraffes, eller at han i øvrigt har haft en rolle i forbindelse med røveriet. Det tiltrædes herefter, at denne tiltalte er frifundet for røveri. Landsretten har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på vidnet F's beskrivelse af karakteren af denne tiltaltes tilstedeværelse i døråbningen." Dommen er yderligere kommenteret nedenfor under røveri.

I dommen UfR.1992.634.Ø var 5 unge om natten kravlet op i en påhængsvogn. Tre af disse tændte bål oppe på vognen, medens de to blot kiggede på. De to, der havde kigget på, forlod kort tid efter vognen og gemte sig i nærheden for senere at komme tilbage til vognen, hvor de først forsøgte at slukke ilden for derefter at tilkalde brandvæsenet. Landsretten frifandt de to unge og henviste til, at de "ikke på strafbar måde" har medvirket til det skete". I TfK.2000.328.Ø blev en person frifundet for røveri på et toilet. Landsrettens 4 voterende fandt det ikke "bevist, at tiltalte ved sin blotte tilstedeværelse har gjort sig skyldig i strafbar medvirken". Mindretallet (2 dommere) ville domfælde, idet de lagde vægt på, at tiltalte havde stået på et meget lille toilet sammen med medgerningsmanden og forurettede, medens medgerningsmanden slog samt røvede penge og hævekort fra forurettede, uden at tiltalte straks forlod stedet eller forsøgte at "hindre røveriet". Disse to dommere anså det dog for bevist, at tiltalte havde bedt medgerningsmanden om at ophøre med at slå, og at han ude på gaden havde opfordret forurettede til at stikke af. Dette var imidlertid først sket efter røveriet. I dommen TfK.2003.117 var 3 personer tiltalt for at være brudt ind i et redskabsskur ved en kirke og en halv time senere at forsøge indbrud i et redskabsskur ved et idrætscenter. En af de 3 tiltalte henviste til, at han ikke havde viden om, hvad der foregik, da han var med på turen. Landsretten lagde til grund, at han senest ved ankomsten til kirken måtte være blevet klar over, at de to øvrige ville begå indbrud. Landsretten lagde til grund, at tiltalte var steget ud af bilen og var med henne ved kirken og senere fulgtes med de 2 andre fra stedet. Under "de anførte omstændigheder" havde tiltalte "ved at blive på stedet sammen med de 2 andre og senere forlade stedet sammen med dem gjort sig skyldig i medvirken til indbrud". Om forholdet ved idrætscentret udtalte landsretten, at tiltalte "som følge af begivenhedsforløbet ved kirken" vidste, at formålet med at tage tilbage til idrætscentret var et begå indbrud også der. Landsretten lagde til grund, at "tiltalte også ved denne lejlighed steg ud af bilen og fulgte med de 2 andre, som han senere også forlod stedet sammen med". Landsretten fandt "derfor også i dette forhold" tiltalte skyldig i medvirken til forsøg på indbrud.

UfR.1992.634.Ø, TfK.2000.328.Ø og TfK.2003.117 viser alle tre, at den blotte tilstedeværelse på gerningsstedet og viden om, at andre begår noget strafbart, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at der kan straffes for medvirken. Afgørelsen UfR.1982.900.V viser, at det ikke er enhver form for medvirken, der er strafbar. Handlingen skal have en tilstrækkelig tilknytning til det kriminelle forløb.

I UfR 1968.186 ØLD var en person tiltalt for forsøg på manddrab ved den 2. november 1966 kl. ca. 21 i overensstemmelse med aftale med de medtiltalte at have indfundet sig på Rådvadsvej i den hensigt med en medbragt springkniv at dræbe H, når hun kl. ca. 21.30 vendte tilbage fra aftenskole, hvilket imidlertid mislykkedes, da H blev opmærksom på tiltalte og undveg denne. Nævningerne fandt, at straffelovens § 24 jf. § 22 fandt anvendelse på forholdet, hvorfor tiltalte blev frifundet.

Strafansvar for juridiske personer (straffelovens kapitel 5)

Straffelovens 5. kapitel Strafansvar for juridiske personer

Straffene (straffelovens kapitel 6)

Straffelovens 6. kapitel Straffene

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Kapitel 7. Fængselsstraffens faste minimum i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Kapitel 8. Fængsel på livstid i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Af straffelovens § 31 fremgår, at "de almindelige straffe er fængsel og bøde". Indholdet af fængselsstraffen er nærmere reguleret i straffuldbyrdelseslovgivningen.

Af § 33 følger, at fængsel "idømmes på livstid eller på tid, ikke under 7 dage og ikke over 16 år".

Af 2. stykke fremgår det, at der i tilfælde, hvor der er hjemmel til at forhøje den straf, der er foreskrevet for en lovovertrædelse, "kan der dog idømmes fængsel indtil 20 år".

Af 3. stykke følger, at en gerningsmand, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført, ikke kan idømmes fængsel på livstid. 3. stykke blev ændret ved lov nr. 711 af 25. juni 2010, som bygger på lovforslag nr. 164 af af 17. marts 2010. Før lovændringen kunne personer, der ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført, højest straffes med fængsel i 8 år. Af kapitel 4.2 i lovforslaget fremgår blandt andet følgende til støtte for lovændringen: "Kommissionen har overvejet, om der ved særlig grov kriminalitet bør være mulighed for undtagelsesvis at gå ud over et strafmaksimum på 8 års fængsel, således at der kan fastsættes en længere tidsbestemt straf. Kommissionen henviser i den forbindelse til anbefalingen fra FN’s Børnekomité om aldrig at anvende livstidsstraf over for unge under 18 år, uanset om der er mulighed for prøveløsladelse." I lovforslagets bemærkninger til § 33, stk. 3, fremgår følgende: "Det foreslås, at den nuværende regel om en maksimumstraf på 8 års fængsel for kriminelle handlinger begået af personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, ophæves, og i stedet fastsættes det, at personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, ikke kan idømmes fængsel på livstid. Personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, kan således idømmes op til 16 års fængsel eller op til 20 års fængsel i de tilfælde, hvor der er hjemmel til at forhøje den foreskrevne straf, jf. straffelovens § 33, stk. 1 og 2 (som ikke ændres)." I

I "Concluding Observations" of the Committee on the Rights of the Child vedrørende Danmark af 4. februar 2011 henstiller komiteen i præmis 50 til de danske myndigheder, at man ophæver lovændringen i straffelovens § 33, stk. 3, og genindfører den tidligere formulering, hvorefter unge under 18 år højest kunne idømmes fængsel i 8 år. Komiteen beder de danske myndigheder om at "consider repealing the recent amendment to the Penal Code which removes the upper limit of 8 years for prison sentences issued to persons below the age of 18".

§ 33, stk. 4, har følgende ordlyd: "Når fængsel idømmes for kortere tid end 3 måneder, fastsættes straffen i dage, ellers i måneder og år."

Landsretten udtalte i TfK 2009.264/3 VLD, at straffen for et 8. gangstilfælde af spirituskørsel efter Rigsadvokatens vejledende retningslinjer skulle være fængsel i 100 dage. Med henvisning til, at fængselsstraffe på 90 dage og derudover udmåles i måneder og ikke i dage, nedsatte landsretten straffen til fængsel i 3 måneder. Landsretten udtalte nærmere: "Det fremgår af Rigsadvokatens vejledende retningslinjer, at straffen for et 1. gangstilfælde af spirituskørsel i frakendelsestiden med en promille som den foreliggende er fængsel i 30 dage stigende til fængsel i 80 dage for et 6. gangstilfælde. Straffen for et 8. gangstilfælde af spirituskørsel vil herefter som udgangspunkt skulle fastsættes til fængsel i 100 dage, men da straffe på 90 dage og derover udmåles i måneder, jf. straffelovens § 33, stk. 4, nedsættes straffen, der tillige fastsættes i medfør af færdselslovens § 117a, stk. 2, til fængsel i 3 måneder."

Prøveløsladelse

Hjemlen til prøveløsladelse af strafafsonere findes i straffelovens §§ 38, 39, 40, 40 a, 41, 42 og 43, hvoraf det blandt andet fremgår, at det fastsættes som vilkår for prøveløsladelse, at den prøveløsladte ikke begår kriminalitet i prøvetiden, og at der tillige kan fastsættes andre vilkår for prøveløsladelsen. Reaktionerne på eventuelle vilkårsovertrædelser er også reguleret i straffeloven.

De administrative regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse findes i straffuldbyrdelsesloven. Reglerne om adgangen til domstolsprøve i tilfælde, hvor prøveløsladelse nægtes af de administrative myndigheder, findes dels i straffuldbyrdelsesloven og dels i grundlovens § 63.

Oversigt over reglerne vedrørende prøveløsladelse af indsatte.

Prøveløsladelse i straffelovens §§ 38-40

Straffelovens § 38, stk. 1, regulerer adgangen til sædvanlig prøveløsladelse. Bestemmelsen fastslår, at indsatte, der udstår en fængselsstraf af længere varighed end 2 måneder, prøveløslades, når 2/3 af straffetiden er udstået, medmindre dette findes utilrådeligt. Efter § 38, stk. 2, kan prøveløsladelse ske tidligere, når den dømte har udstået halvdelen af straffetiden dog mindst 2 måneder, og når "særlige omstændigheder" taler derfor. § 39 vedrører betingelserne for prøveløsladelse. § 39, stk. 1, bestemmer således, at det er et vilkår for prøveløsladelse, at den prøveløsladte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden, og efter § 39, stk. 2, kan der fastsættes yderligere vilkår for eksempel om tilsyn fra kriminalforsorgen. § 40 regulerer reaktionerne overfor eventuelle vilkårsovertrædelser. Mere om straffelovens §§ 38-40.

Tidlig prøveløsladelse (straffelovens § 40 a)

Straffelovens § 40 a giver mulighed for, at dømte, der under afsoningen af en fængselsstraf gør en særlig indsats for ikke på ny at begå kriminalitet, kan prøveløslades, når halvdelen af straffen er udstået. Mere om straffelovens § 40 a.

Prøveløsladelse af livstidsdømte (straffelovens § 41 til § 43)

Bestemmelserne blev indsat i straffeloven i 2001 og pålægger kriminalforsorgen at vurdere, om en livstidsdømt kan løslades på prøve efter udståelse af 12 år af straffen. Et eventuelt afslag på prøveløsladelse kan domstolsprøves. Mere om straffelovens §§ 41 til 43.

Straffuldbyrdelseslovens processuelle regler om prøveløsladelse

I Straffuldbyrdelseslovens kapitel 14 (§§ 79 og 80) bestemmes det, at sager om prøveløsladelse skal behandles så tidligt, at prøveløsladelse kan iværksættes rettidigt efter bestemmelserne i straffeloven. Af § 80, stk. 2, fremgår det, at justitsministeriet fastsætter de nærmere regler for behandlingen af sager om prøveløsladelse.

I straffuldbyrdelseslovens § 111 findes bestemmelserne om den administrative klageadgang inden for straffuldbyrdelsesområdet herunder om den administrative sagsbehandling vedrørende prøveløsladelse.

I straffuldbyrdelseslovens §§ 112-123 findes reglerne om domstolsprøvelse i straffuldbyrdelsesretten. Af § 112, nr. 6, fremgår det, at afslag på prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, kan domstolsprøves efter bestemmelsen. I kommentarerne til bestemmelserne behandles adgangen til domstolsprøvelse efter grundlovens § 63 samt efter EMRK.

Straffelovens § 53 om bødeforvandling

Kapitel 12. Bøder i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241

Straffelovens § 53 har følgende formulering: "Indgår en bøde ikke, træder i dennes sted en forvandlingsstraf af fængsel".

Bestemmelsen er et udtryk for, at der indtræder en såkaldt "forvandlingsstraf" i de tilfælde, hvor bøden ikke betales.

Det er værd at bemærke, at administrativ praksis foreskriver, at bødeafsoning alene kan gennemføres i tilfælde, hvor bødefældte mangler "betalingsvilje" men ikke i tilfælde, hvor bødefældte mangler "betalingsevne".

Af kapitel 7, afsnit 1.3, i straffelovrådets betænkning 1441 om visse forældelsesretlige spørgsmål fremgår følgende: "I administrativ praksis træffes alene beslutning om bødeafsoning, hvis den pågældende skønnes at have betalingsevne, sml. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 394 af 17. maj 2001 om opkrævning og inddrivelse m.v. af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger samt den administrative behandling af sager om eftergivelse af bøder og konfiskationsbeløb (bødebekendtgørelsen) § 29, stk. 3, nr. 1, hvorefter afgørelse om forvandlingsstraf ikke må træffes, hvis skyldneren ikke kan antages at have betalingsevne." Det er værd at bemærke, at det efter retsplejelovens § 97 a følger, at bøder, hvis der ikke forinden er indgivet begæring om udpantning, bortfalder efter 5 år, hvis bøden ikke overstiger 10.000 kr., og 10 år, hvis den overstiger 10.000 kr. Afdragsordninger medfører ikke udskydelse af fristen. Se for eksempel UfR 1953, s. 144 V, UfR 1954, s. 880 V, og UfR 1958, s. 624 Ø. Det er i dommen i UfR 1954, s. 880, antaget, at dette gælder, selv om der i forbindelse med afdragsordningen er udstedt gældsbrev.

Om inddrivelse af bøder henvises der til kommentarerne til § 91 i straffuldbyrdelsesloven, hvor blandt andet kriterierne for, hvornår manglende betalingsevne udelukker bødeafsoning (bødeforvandling), behandles.

Se også nedenfor i straffelovens § 97 a om forældelse af bødekrav og konfiskationskrav.

Betingede domme (straffelovens kapitel 7)

Straffelovens 7. kapitel Betingede domme

Straffelovens § 56 har følgende indhold:

"Finder retten det upåkrævet, at straf kommer til fuldbyrdelse, bestemmes det i dommen, at spørgsmålet om straffastsættelse udsættes og bortfalder efter en prøvetid.

Stk. 2. Såfremt det må anses for mere formålstjenligt, kan retten fastsætte straffen og bestemme, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved udløbet af prøvetiden.

Stk. 3. Udsættelsen betinges af, at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at han overholder de vilkår, som måtte være fastsat i medfør af § 57. Prøvetiden fastsættes af retten og kan i almindelighed ikke overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan dog fastsættes en prøvetid på indtil 5 år."

Af bemærkningerne til § 56 i lov nr. 152 af 18. februar 2015 om samfundstjeneste mv. er der redegjort nærmere for brugen af betingede domme efter lovændringen, hvorefter betingede domme med vilkår om samfundstjeneste skal anvendes i videre omfang end før lovændringen. Her anføres nærmere:

"Der lægges med lovforslaget op til, at udgangspunktet fremover vil være, at samfundstjeneste kan anvendes over et bredt felt af kriminalitetsformer, og at der dermed ikke er grundlag for fortsat at tale om et ”kerneområde” for anvendelsen af samfundstjeneste. I forhold til den eksisterende praksis bør en udvidet brug af samfundstjeneste på straffelovens område i første række vedrøre førstegangsovertrædelser og ikke organiseret eller banderelateret kriminalitet.

Valget mellem samfundstjeneste og ubetinget fængsel (når tiltalte findes egnet til samfundstjeneste) vil fremover først og fremmest skulle afgøres ud fra en samlet vurdering af dels grovheden af den nu foreliggende kriminalitet som udtrykt ved længden af fængselsstraffen, dels omfanget og alvoren af eventuel tidligere kriminalitet. Når bortses fra røveri, voldtægt, grov vold, grove våbenlovsovertrædelser, grove narkotikaforbrydelser og vidnetrusler mv., vil kriminalitetens art derimod som udgangspunkt ikke som sådan skulle tillægges væsentlig betydning, men der vil fortsat skulle udvises tilbageholdenhed med at anvende samfundstjeneste i tilfælde, hvor der er tale om mere organiseret kriminalitet, eller hvor forurettede er påført betydelige fysiske eller psykiske skader. Det samme gælder som udgangspunkt, hvis kriminaliteten er udøvet over for et særligt værgeløst offer."

Efter straffelovens § 57 er der adgang til at fastsætte vilkår for en betinget straf. Der kan efter bestemmelsen for eksempel fastsættes vilkår om, at den domfældte tager ophold et bestemt sted, underkaster sig en nærmere angivet behandling eller underkaster sig foranstaltninger efter den sociale lovgivning. Opregningen af vilkår i bestemmelsen er ikke udtømmende.

Vilkårene for betingede domme (og prøveløsladelse) opdeles undertiden i "hovedvilkår", "tillægsvilkår" og "særvilkår". Ved hovedvilkår forstås vilkåret om, at den pågældende i en prøvetid ikke begår strafbart forhold. Dette vilkår er efter loven obligatorisk, jfr. straffelovens §§ 39, stk. 1, og 56, stk. 3. Ved tillægsvilkår forstås tilsyn og eventuelle særvilkår, der kan være knyttet til en prøveløsladelse, betinget dom m. v., jfr. straffelovens §§ 39, stk. 2, og 57, stk. 1. Ved særvilkår forstås de i straffelovens § 57, stk. 1, nr. 1) til 8) opregnede vilkår, samt øvrige individuelle vilkår, jfr. § 57, stk. 1, 2. pkt.

I Betænkning 752 Kriminalforsorg Socialforsorg, bind 1, afgivet af det af justitsministeriet den 24. august 1973 nedsatte planlægningsudvalg vedrørende forsorgsarbejdet inden for kriminalforsorgen i 1975 behandles adgangen til at fastsætte vilkår for betingede domme og prøveløsladelse nærmere. Se eventuelt kapitel 8 "Beskrivelse af prøvetid, tilsyn og særvilkår" (side 109 til side 124), kapitel 9 "Beskrivelse af de enkelte særvilkår" (side 127 til side 145) og kapitel 10 "Overvejelser og forlag vedrørende prøvetid, tilsyn og særvilkår" (side 147 til side 174).

Vedrørende sager om spirituskørsel kan der henvises til bemærkningerne til lov nr. 230 af 4. april 2000 om udvidet brug af samfundstjeneste og betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling for spirituskørsel

Se eventuelt også Kriminalforsorgsudvalgets betænkning 519 om vilkår ved betingede domme og prøveløsladelser afgivet i 1969 og Straffelovskommissionens betænkning 82 om forsorgsdomme og betingede domme - 1953

§ 58 regulerer adgangen til såkaldte "kombinationsdomme" (delvis betingede domme). Retten kan efter § 58, stk. 1, bestemme, at en del af den forskyldte straf, dog højst 6 måneder, skal fuldbyrdes, medens dommen i øvrigt gøres betinget. Tidligere var der kun adgang til at gøre højst 3 måneder af straffen ubetinget.

Der redegøres nærmere om kombinationsdommes indhold og baggrund i Straffelovrådets betænkning 1211 om samfundstjeneste, delbetænkning ll om sanktionssspørgsmål afgivet i 1990, kapitel 15, side 165 til side 181 under overskriften "Delvis betingede domme". I punkt 15.2.3 foreslår Straffelovrådet, at 3 måneders grænsen i § 58, stk. 1, sættes op til 6 måneder.

Vilkår for en betinget dom fastsat efter § 57 kan på begæring senere ændres eller ophæves
Efter § 59, stk. 1, i straffeloven kan såvel anklagemyndigheden som den dømte begære vilkår fastsat efter § 57 ændret eller ophævet. Dette sker ved retskendelse. Den dømte beder efter bestemmelsen anklagemyndigheden om at indbringe spørgsmålet for retten. Anklagemyndigheden skal derpå "snarest muligt" indbringe sagen for retten. Tages begæringen ikke til følge, kan sagen ikke på ny indbringes for retten, førend der er forløbet 6 måneder fra rettens kendelse.

I TfK 2003.101/2 var en person blevet idømt en straf af fængsel i 50 dage for en færdselslovsovertrædelse. Straffen var gjort betinget blandt andet med vilkår om struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling. Da den pågældende efter kriminalforsorgens opfattelse havde overtrådt vilkåret for den betingede dom, indbragte anklagemyndigheden efter straffelovens § 59, stk. 3, jf. stk. 2, og § 60, sagen for retten med påstand om, at den idømte straf skulle udløses. Vilkårsovertrædelsen bestod ifølge kriminalforsorgen i, at den domfældte ved førstegangssamtalen og senere samtaler gav udtryk for, at han ikke ville påbegynde alkoholistbehandlingen på den måde, han fik den tilbudt, nærmere døgnbehandling på Foldbjergcenteret, uanset at det samtidig blev indskærpet for ham, at hans vægring ville medføre indberetning om vilkårsovertrædelse. Under sagens behandling ved retten meddelte den domfældte, at han ikke havde noget imod at komme i behandling. Landsretten gav ikke anklagemyndigheden medhold i dennes påstand og udtalte blandt andet: "Under hensyn til, at vilkårsovertrædelsen bestod i, at behandlingen ikke blev indledt, og under hensyn til K's behandlingsbehov, bør der gives ham lejlighed til at opfylde behandlingsvilkåret."

I TfK 2008.710 ØLD havde byretten truffet bestemmelse om, at en fængselsstraf skulle fuldbyrdes, idet byretten gav anklagemyndigheden medhold i, at den pågældende ikke havde overholdt et vilkår om samfundstjeneste. Den pågældende var ikke blevet vejledt om muligheden for at få forsvarerbistand under sagens behandling ved byretten. Landsretten ophævede dommen og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten lægger til grund, at tiltalte ikke i forbindelse med byrettens behandling af sagen er blevet vejledt om adgangen til forsvarerbistand som foreskrevet i retsplejelovens § 731, stk. 2, jf. stk. 1, litra e. Herefter, og da det på det foreliggende grundlag må antages, at overholdelsen af den nævnte bestemmelse i retsplejeloven kunne have medført, at sagen fik et andet udfald, jf. retsplejelovens § 925, stk. 1, ophæver landsretten den indankede dom og hjemviser sagen til fornyet behandling i byretten."

Vilkårsovertrædelser
Efter straffelovens § 60 kan retten i tilfælde, hvor vilkårene fastsat efter § 57 overtrædes, tildele den pågældende en advarsel, ændre vilkårene eller forlænge prøvetiden inden for den i § 56, stk. 3, fastsatte længstetid eller fastsætte straf eller anden retsfølge.

Der kan ske varetægtsfængsling efter bestemmelsen i retsplejelovens § 763.

Se nærmere om sanktioner ved vilkårsovertrædelser på side 120 til side 123 i Betænkning 752 Kriminalforsorg Socialforsorg, bind 1.

Rettergangsskridt for nyt strafbart forhold begået i prøvetiden
Straffelovens § 61, stk. 2, bestemmer, at retten kan fastsætte en "ubetinget straf eller anden retsfølge" for det nye forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse. Det er også muligt alene at idømme en ubetinget straf alene for det nye forhold, eller at afsige en ny betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser eller alene for det nye forhold.

Vagn Greve m. fl. anfører i Kommenteret Straffelov, Almindelig del, 9. omarbejdede udgave, DJØF forlag 2009, side 353, blandt andet: "... I stedet for en fælles ubetinget straf kan retten imidlertid idømme en ubetinget straf alene for det forhold, der nu er til pådømmelse, og opretholde den betingede dom, eventuelt med ændrede vilkår. I dette tilfælde fastsættes således ingen fællesstraf. Denne løsning er især nærliggende, når den nye kriminalitet er af en anden art end den, der førte til den betingede dom. Men den mulighed står også åben at afsige en ny fælles betinget dom, eventuelt en kombinationsdom efter § 58. .."

I TfK 2011.487 ØLD blev en flere gange tidligere straffet person straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder for tyveri og for brandstiftelse, hvor der skete skade for cirka 10 millioner kroner. Den pågældende var efter afsoningen af en straf af fængsel i 6 måneder for narkotikakriminalitet prøveløsladt den 18. december 2009 med en reststraf på 41 dage og en prøvetid på 2 år med 1 års tilsyn. Den nu idømte straf omfattede ikke reststraffen jf straffelovens § 40, stk. 1, jf § 61, stk. 2, nr. 1.

I TfK 2011.90 VLD blev tiltalte straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder blandt andet for vold efter straffelovens § 245, jævnfør straffelovens § 247, stk. 1. Den pågældende blev fundet skyldig blandt andet i legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, i gentagelsestilfælde jf. straffelovens § 247, stk. 1, ved i forening og efter forudgående aftale den 11. april 2010 i den hensigt at afstraffe forurettede at have indfundet sig i forurettedes hjem medbringende en hjulnøgle, en hammer og en elkedel, hvorefter de slog ham i hovedet med hjulnøglen, nikkede ham flere skaller samt tildelte ham adskillige knytnæveslag i hovedet og på kroppen. Den udmålte straf indeholdt en reststraf på 946 dage. Tiltalte var blevet prøveløsladt den 18. december 2009 med en reststraf på 946 dage efter, at han i 2006 var blevet idømt en straf af fængsel i 7 måneder for blandt andet vold i gentagelsestilfælde. Sidstnævnte dom indeholdt en reststraf på 464 dage fra en tidligere prøveløsladelse. Landsretten lagde ved strafudmålingen blandt andet vægt på tiltaltes "meget aktive rolle", og at tiltalte var "straffet adskillige gange for personfarlig kriminalitet". Landsretten tiltrådte, at reststraffen blev udløst, uanset at reststraffen omfattede "til dels" meget gamle forhold af ikke ligeartet kriminalitet. Reststraffen indeholdt straf blandt andet for narkotikakriminalitet, ulovlig tvang og vold i gentagelsestilfælde. Den pågældende var derudover i 2003 blandt andet straffet for røveri. Det kan udledes af dommen, at kriminalitet ikke betragtes som "ligeartet", blot fordi den er "personfarlig".

I TfK 2006.458/2 blev tiltalte 1 og tiltalte 2 hver straffet med fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelovens § 215, stk. 1 og stk. 2, jf. § 261, stk. 2. 6 måneder af straffen blev for tiltalte 2's vedkommende blev gjort betinget med henvisning til det oplyste om dennes personlige forhold. De tiltalte havde i perioden fra den 27. januar 2004 til den 10. august 2004 i forening unddraget faderen forældremyndigheden over tre børn født i 1995, 1996 og 1998 ved at tage børnene til Tyrkiet. Tiltalte 2 var børnenes mor. Forældremyndigheden over børnene var midlertidigt ved kendelse af 27. januar 2004 (udrejsedagen) og endeligt ved dom af 29. januar 2004 tillagt faderen. Tiltalte 1 var 20. november 2003 prøveløsladt med en prøvetid på 2 år og en reststraf på 370 dage efter i marts 2002 at være blevet idømt fængsel i 3 år blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 125 a, jf. udlændingelovens § 59, stk. 5, jf. til dels straffelovens § 21 og straffelovens § 244. Reststraffen på fængsel i 370 dage blev imidlertid ikke udløst. Både tiltalte 1 og tiltalte 2 blev også fundet skyldige i brugstyveri med hensyn til den udlejningsbil, som de havde taget med til Tyrkiet, og som de ikke havde tilbageleveret ved udlejningsperiodens udløb.

I TfK 2010.818 ØLD var en person blevet prøveløsladt den 16. juli 2009 med en prøvetid på 2 år og en reststraf på 741 dage, efter at have afsonet en dom på fængsel i 5 år, som han var idømt for narkotikakriminalitet og brugstyveri. Den pågældende var forud for denne dom flere gange tidligere straffet. Den pågældende blev nu fundet skyldig i indbrudstyveri begået den 18. oktober 2009 sammen med en anden. I byretten blev den pågældende idømt en fællesstraf af fængsel i 2 år og 2 måneder indeholdende reststraffen på de 741 dage. Landsretten fandt byrettens udmåling af fællesstraffen for passende men fandt, at fællesstraffen kunne gøres betinget. Landsretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til, at tiltalte har været varetægtsfængslet i henved 7½ måned, og at reststraffen i henhold til prøveløsladelsen hovedsagelig hidrører fra uligeartet kriminalitet, findes det forsvarligt at gøre fællesstraffen betinget med vilkår om samfundstjeneste."

I TfK 2008.714/2 ØLD var en person blevet prøveløsladt den 10. juni 2005 med en prøvetid på 3 år og en reststraf på 610 dage, efter at have afsonet en straf af fængsel i 5 år for røveri og brugstyveri. Han var efterfølgende (den 10. august 2007) blevet idømt en ny ubetinget frihedsstraf af fængsel i 8 måneder blandt andet for trusler, hvor reststraffen på 610 dage ikke var blevet udløst. Han var blevet løsladt den 17. marts 2008. I den aktuelle sag blev tiltalte ved byretten straffet for indbrudstyveri begået den 4. april 2008 med ubetinget fængsel i 3 måneder. Anklagemyndigheden påstod i landsretten reststraffen fra 2005 udløst, hvilket landsretten ikke fandt påkrævet. Landsretten stadfæstede således straffen af fængsel i 3 måneder og udtalte blandt andet: "Når henses til den siden prøveløsladelsen den 10. juni 2005 forløbne tid og til størrelsen af reststraffen sammenholdt med den nu begående lovovertrædelse, tiltræder landsretten, at reststraffen ikke er blevet udløst."

I TfK 2007.421 ØLD blev en person fundet skyldig i den 26. november 2005 på en restauration at have været i besiddelse af 1,83 gram kokain og 30 ecstasypiller til eget brug. Den pågældende var flere gange tidligere straffet for narkotikakriminalitet, og det aktuelle forhold blev begået i prøvetiden. Den pågældende var således den 31. oktober 2005 ved landsretten for narkotikakriminalitet blevet straffet med fængsel i 9 måneder, hvoraf de 6 måneder var blevet gjort betinget med 2 års prøvetid. Landsretten henviste til, at der i det nye forhold angik "besiddelse af 1,83 gram kokain og 30 stk. ecstasypiller til eget forbrug". Landsretten fandt derfor, at det ikke var nødvendigt at udløse den betingede del af dommen afsagt den 31. oktober 2005. Der blev udmålt en straf af fængsel i 10 dage for det nye forhold.

I TfK 2007.796 ØLD blev en person straffet for forsøg på indbrudstyveri begået den 29. maj 2007, indbrudstyveri begået den 1. juni 2007, hvor tltalte sammen med en anden stjal et fladskærms-tv til en værdi af 13.000 kr. og forsøg på indbrudstyveri den 1. juni 2007. Den pågældende var den 21. december 2006 blevet prøveløsladt med en reststraf på 1.116 dage efter at have udstået en straf af fængsel i 5 år blandt andet for røveri og brugstyveri. Prøvetiden løb indtil den 11. december 2008. Den pågældende blev idømt fængsel i 6 måneder, og reststraffen blev således ikke udløst. Landsretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til det oplyste om T's personlige forhold, samt til at den betydelige reststraf på 1.116 dage vedrører ikke ganske ligeartet kriminalitet begået tilbage i 2002, finder retten det undtagelsesvist forsvarligt at undlade at fastsætte den nu forskyldte straf som en fællesstraf omfattende de 1.116 dage og i stedet idømme T en ubetinget straf for de nye forhold, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, nr. 1."

I TfK 2003.434 VLD var en person den 27. marts 2001 blevet prøveløsladt med en prøvetid på 2 år og en reststraf på 61 dage efter at have afsonet en straf af fængsel i 6 måneder væsentligst for vold og hærværk men tillige for narkotikabesiddelse. Den pågældende blev nu fundet skyldig i primo 2002 at have erhvervet et kilo hash med henblik på videresalg. Byretten idømte den pågældende en straf af fængsel i 60 dage, som landsretten stadfæstede. Reststraffen blev således ikke udløst. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter størrelsen af det kvantum hash, der er erhvervet med henblik på videresalg, tiltrædes det, at straffen er fastsat som sket. Under hensyn til, at Vestre Landsrets ankedom af 18. oktober 2000 omfattede en række andre strafbare forhold ud over besiddelse af hash, tiltrædes det, at reststraffen efter prøveløsladelsen ikke skal udløses."

I TfK 2003.24 ØLD var en person, der var flere gange tidligere straffet for overtrædelse af våbenlovgivningen, den 17. april 2001 blevet løsladt med en prøvetid på 2 år og en reststraf på 81 dage efter at have afsonet en straf af fængsel i 8 måneder blandt andet for overtrædelse af våbenlovgivningen. Under den aktuelle sag, blev den pågældende ved byretten straffet med fængsel i 3 måneder indeholdende reststraffen på 81 dage samt en bøde blandt andet for overtrædelse af våbenloven ved den 14. maj 2001 at have været i besiddelse af 2 stk. skarpladte patroner og 4 stk. løse patroner. Landsretten idømte alene tiltalte en bøde og fandt således ikke, at reststraffen skulle udløses. Landsretten udtalte blandt andet: "Uanset tiltaltes talrige domme for overtrædelse af våbenloven finder landsretten ikke, at besiddelsen af de i forhold 3 nævnte patroner bør udløse reststraffen på 81 dage, der hidrører fra prøveløsladelse efter afsoning af dommen af 27. november 2000, hvilken dom bl.a. vedrørte overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1."

Samfundstjeneste (straffelovens kapitel 8)

Straffelovens 8. kapitel Samfundstjeneste
Betænkning 1211 om samfundstjeneste afgivet af Straffelovrådet i 1990
Udviklingen i antal samfundstjenestedomme, Justitsministeriets forskningsenhed 2009.
Betænkning 1545 om samfundstjeneste mv. afgivet af straffelovrådet i 2014

Med lov nr. 152 af 18. februar 2015 blev straffeloven og straffuldbyrdelsesloven ændret. Samfundstjeneste er et vilkår til en betinget dom. Om betingede domme kan der henvises til kapitlet ovenfor om straffelovens § 56.

Af punkt 1.1. i bemærkningerne til lov nr. 152 af 18. februar 2015 fremgår blandt andet, at formålet med lovforslaget er "at revidere reglerne om samfundstjeneste med henblik på en øget anvendelse af samfundstjeneste som alternativ til ubetinget fængsel. Formålet med samfundstjeneste er overordnet set så vidt muligt at begrænse anvendelsen af frihedsberøvelse som straf." I samme spalte anføres det yderligere, at en "udvidet brug af samfundstjeneste på straffelovens område bør navnlig komme på tale ved førstegangsovertrædelser, der ikke har karakter af organiseret eller banderelateret kriminalitet. Den udvidede brug af samfundstjeneste vil bl.a. omfatte visse sager vedrørende simpel vold."

I lovbemærkningernes punkt 4.2.4 udtales blandt andet, at Straffelovrådet ikke finder grundlag for at ændre den forudsætning, som lå bag lovændringen i 2012, og hvorefter samfundstjeneste ikke anvendes, hvis straffen overstiger 2 års fængsel. Med forbehold for helt ekstraordinære tilfælde bør samfundstjeneste således ikke anvendes som alternativ til en ubetinget fængselsstraf på mere end 2 års fængsel. Straffelovrådet finder endvidere, at også den forudsætning, som lå bag lovændringen i 2012, og hvorefter samfundstjeneste kun undtagelsesvis bør anvendes, hvis straffen overstiger 1½ års fængsel, bør videreføres. Samfundstjeneste bør således fortsat kun anvendes som alternativ til en ubetinget fængselsstraf på mere end 1½ års fængsel, hvis særlige grunde taler for det. Efter Straffelovrådets opfattelse bør der ikke anvendes en yderligere vejledende grænse ved niveauet 1 års ubetinget fængsel. Efter Straffelovrådets opfattelse er det både mest hensigtsmæssigt og forsvarligt alene at operere med de allerede nævnte grænser på 1½ års fængsel og 2 års fængsel.

I punkt 4.2.5.3 om berigelseskriminalitet anføres blandt andet, at det er Straffelovrådets generelle opfattelse, at kriminalitetens art ikke bør tillægges afgørende betydning for valget mellem samfundstjeneste og ubetinget fængsel i konkrete sager. Det er således også Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er grundlag for fortsat at udvise særlig tilbageholdenhed med at anvende samfundstjeneste i sager om skattesvig. Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at der i sager om skattesvig efter fast praksis idømmes en tillægsbøde svarende til det unddragne beløb. Endvidere skal selve det unddragne beløb også betales.

I punkt 3.2.4 i lovbemærkningerne udtaler straffelovrådet, at rådet finder, at der fortsat ikke er grundlag for i straffeloven at fastsætte en fast omregningsformel mellem længden af den betingede fængselsstraf og antallet af samfundstjenestetimer.

Straffelovrådet finder imidlertid, at det vil være nyttigt at fastsætte en vejledende omregningstabel mellem længden af den betingede fængselsstraf og antallet af samfundstjenestetimer. Straffelovrådet foreslår, at en sådan vejledende omregningstabel udformes på følgende måde:

I TfK 2012.74/2 ØLD blev en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste opretholdt af landsretten trods domfældtes overtrædelse af vilkåret om samfundstjeneste. Landsretten udtalte: "Under hensyn til de lægelige oplysninger og Kriminalforsorgens indstilling af 12. maj 2011 lægger landsretten til grund, at domfældte ikke havde evne til at udføre samfundstjeneste på tidspunktet for afsigelsen af Københavns Byrets betingede dom den 28. oktober 2010 og fortsat ikke har det. Længstetid og prøvetid i henhold til den betingede dom udløber den 28. oktober 2011. På denne baggrund bestemmer landsretten, at den betingede dom skal opretholdes på uændrede vilkår, jf. straffelovens § 66, stk. 1, nr. 2."

Andre retsfølger af den strafbare handling (straffelovens kapitel 9)

Straffelovens 9. kapitel Andre retsfølger af den strafbare handling

Straffelovens §§ 68, 69 og 70 - foranstaltninger mv.

Straffelovens §§ 68-73 a

Lov nr. 438 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven (Tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69)

Betænkning 149 om de retspsykiatriske undersøgelser i straffesager - 1956
Betænkning 333 om sterilisation og kastration - 1964
Betænkning 450 om oprettelse af en særlig behandlingsinstitution for en del af de psykisk abnorme lovovertrædere - 1967
Betænkning 667 om de strafferetlige særforanstaltninger - 1972
Betænkning 644 - Effektiviteten af forvaring og særfængsel - 1972
Betænkning 667 om de strafferetlige særforanstaltninger - 1972
Betænkning 955 om foranstaltninger over for åndssvage og andre svagt begavede lovovertrædere - 1982
Betænkning 1196 om retslægerådet - 1990
Betænkning 1372 om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 - 1999

Se Rigsadvokatens meddelelse nr. 5 af 12. juli 2007 (rettet juni 2010) om behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af straffelovens § 70 Se eventuelt tidligere udgaver af samme meddelelse.

Af straffelovens § 68 a, stk. 1, følger, at i tilfælde, hvor en foranstaltning efter § 68 eller § 72, jf. § 68 medfører, at den dømte skal anbringes i institution, eller hvor foranstaltningen giver mulighed herfor, skal der fastsættes en længstetid på 5 år for denne foranstaltning. Det fremgår også af bestemmelsen, at længstetiden også omfatter foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning. Af 2. stykke fremgår, at der i almindelighed ingen længstetid fastsættes, hvis den dømte findes skyldig i "drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser".

I forarbejderne til straffelovens § 68 a anføres bl.a. (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3623): " ..Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de gerningstyper, som kan føre til, at der fastsættes en tidsubestemt foranstaltning, der medfører, at den dømte skal anbringes i institution, eller som giver mulighed herfor. Herved udelukkes det, at der kan anvendes tidsubestemte foranstaltninger af denne type i anledning af berigelseskriminalitet, der ikke er forbundet med vold eller trussel om vold. Spørgsmålet om, hvorvidt en forbrydelse i øvrigt er omfattet af bestemmelsen, f.eks. har karakter af en alvorlig voldsforbrydelse, afhænger af en konkret vurdering af forbrydelsens beskaffenhed og de omstændigheder, hvorunder den er begået. Den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 1. pkt., indebærer, at der »i almindelighed« ikke fastsættes nogen længstetid. Bestemmelsen udelukker således ikke, at der f.eks. ved trusler af den i § 266 nævnte art i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 1. pkt., fastsættes en længstetid på 5 år, hvis det efter en konkret vurdering findes tilstrækkeligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens § 68, 1. pkt."

Af Rigsadvokaten Informerer nr. 9 af 15. juni 2010 fremgår, at Justitsministeriet i april 2010 har offentliggjort en samlet evaluering af tidsbegrænsning af foranstaltninger. Evalueringen tager primært sigte mod at belyse, hvorvidt de dømtes risiko for at begå ny kriminalitet er øget som følge af en tidsbegrænsning af foranstaltningen. Det fremgår af rapporten, at der ikke kan påvises en forskel i recidivrisikoen mellem dem, der er dømt inden lovændringen, og dem, der er dømt efter. Der kan heller ikke påvises en forskel mellem dem, der efter lovændringen har fået en tidsbegrænset foranstaltning, sammenlignet med dem, der har fået en ikke-tidsbegrænset foranstaltning. Det anføres, at undersøgelsen således ikke tyder på, at lovændringen har haft en negativ effekt på de dømtes recidivrisiko.

I rapporten "Udviklingen i domme til foranstaltning" udgivet i april 2014 af Tanja Tambour Jørgensen, Justitsministeriets Forskningskontor, og finansieret af Rådet for Socialt Udsatte, udtales i resumeet blandt andet, at væksten i antallet af foranstaltningsdomme "først og fremmest skyldes flere sager vedrørende vold, herunder ikke mindst flere sager vedrørende vold eller trusler mod offentligt ansatte." I resumeet udtales blandt andet også, at det forekommer "ret sandsynligt, at noget af væksten beror på dels en øget tilbøjelighed til at definere voldsepisoder i arbejdslivet som kriminel vold, og dels en særlig øget anmeldelsestilbøjelighed for vold i arbejdslivet. Endelig er det muligt, at når der sker en særlig kraftig vækst i antallet af foranstaltningsdomme i forlængelse af en lovændring fra medio 2000, skal dette forklares med forhold ved selve lovændringen, nemlig at denne dels gav mulighed for at fastsætte længstetider og dels stillede nye krav om opfølgning og kontrol af foranstaltninger uden længstetider. Dette kan have bevirket en øget påpasselighed med at registrere lovovertrædelser under foranstaltningen, da det vil kunne have betydning for vurderingen af det videre forløb af foranstaltningen." På side 14 ses en tabel (figur 7), som viser det samlede antal anmeldelser for overtrædelser af straffelovens § 119 i perioden fra 1990 til 2012. Tabellen viser også antallet af foranstaltningsdomme for overtrædelse af straffelovens § 119 i samme periode. Der konkluderes følgende: "Som det fremgår af figur 7, har væksten i foranstaltningsdomme for § 119 dog siden årtusindeskiftet været betydeligt mere markant end antallet af anmeldelser. Mens antallet af domme og antallet af anmeldelser har udviklet sig i nogenlunde samme takt frem til omkring 2000, er antallet af anmeldelser knap fordoblet frem til 2012, mens antallet af foranstaltningsdomme for § 119 i samme periode er mere end firedoblet."

Maria Ventegodt Liisberg og Mads Pedersen, Institut for Menneskerettigheder udtalte i Dagbladet Information den 7. maj 2014 blandt andet, at anmeldelser for overtrædelse af straffelovens § 119 fra personalet i psykiatrien "risikerer at blive til et magtmiddel på de psykiatriske afdelinger på linje med andre former for tvang." Videre udtaler de to forfattere: "På denne måde fastholder man den indlagte person i en spiral af behandlingsdomme, hvilket ikke har været formålet med indlæggelsen til at begynde med. Den lange sagsbehandlingstid ved domstolene betyder samtidigt, at der er risiko for, at den nye foranstaltningsdom idømmes uden hensyntagen til, om der fortsat er et behandlingsbehov. Når behandlingsdomme bruges uden overvejelser om nødvendighed eller forholdsmæssighed, behandles psykisk syge ringere end andre, raske borgere, hvilket er i strid med Danmarks forpligtelser under FN's Handicapkonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er således behov for en reform."

I TfK 2008.592/1 HD var en person i et nævningeting blevet straffet med fængsel i 7 år for røveri. Han var ved en forudgående mentalundersøgelse var der fundet "en lettere mentalretardering" hos den pågældende, og han var fundet omfattet af Straffelovens § 69. Mentalundersøgelsen bemærkede yderligere: "Såfremt observanden findes skyldig kan der ikke peges på foranstaltninger, jf. Straffelovens § 68, 2. pkt., som mere formålstjenlig end straf til imødegåelse af fremtidig ligeartet kriminalitet". Under sagens behandling ved Højesteret afgav Retspsykiatrisk Klinik og Retslægerådet udtalelser, hvoraf det fremgik, at den pågældende var omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, og at man anbefalede dom til anbringelse i sikret afdeling for personer med vidtgående psykisk handicap". Højesteret hjemviste sagen til fornyet behandling for landsretten, idet Højesteret blandt andet udtalte: "Da de lægelige erklæringer gør domfældelsens rigtighed tvivlsom, ophæver Højesteret landsrettens dom med henvisning til den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 959, stk. 1, nr. 3, og hjemviser sagen til landsretten."

I TfK 2014.217 blev tiltalte dømt til anbringelse med en længstetid på 5 år. Den pågældende blev blandt andet fundet skyldig i to tilfælde af røveri, 1 tilfælde af forsøg på røveri, vold efter straffelovens § 244, trusler efter straffelovens § 266, straffelovens § 119, stk. 1, (trusler) og et større antal tyverier. Den pågældende var i 2002, 2010 og 2011 idømt behandlingsdomme. I alle tre tiltale forelå der overtrædelser af straffelovens § 119, stk. 1, i 1 tilfælde trusler efter straffelovens § 266, i et tilfælde blufærdighedskrænkelse efter straffelovens § 232 og derudover en lang række tilfælde af berigelseskriminalitet og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Af den retspsykiatrisk erklæring fra februar udtaltes blandt andet følgende: "..37 årig mand med tidlig debut af misbrug af alkohol, hash og senere multiple psykoaktive stoffer og opiater inkluderende intravenøst misbrug. Det har været et roligt forløb i distriktspsykiatrien fra december 2011 til juni 2012, hvor man ikke har set tegn på tilbagefald i misbrug, bortset fra at T under tiden røg hash, hvad han ikke har lagt skjul på. Han har ikke været i en stabil psykofarmakologisk behandling under forløbet her, da det ikke har været muligt at gennemføre pt. T er forsøgt behandlet med Seroquel, men ophørte med dette grundet bivirkninger og behandling med anden stemningsstabiliserende medicin Lamictal blev heller ikke gennemført. Med udvikling gennem de seneste 2 mdr. har T vist en udadreagerende personfarlig adfærd, udløst af en manioform psykose i forbindelse med indtagelse af stoffer. T befinder sig nu, efter at have været efterlyst i flere døgn, i Vestre Fængsel. Han kan vanskeligt rummes på en almen lukket psykiatrisk døgnafdeling og er visiteret til en retspsykiatrisk afd. Man må anbefale at den idømte retlige foranstaltning fortsætter og at behandlingsdommen følges op med en indlæggelse på en retspsykiatrisk afdeling". Psykiatrisk Center Nordsjælland skrev blandt andet også følgende: "37-årig mand med diagnosen bipolar affektiv sindslidelse, en diagnose han fik under de senere indlæggelser på Retspsykiatrisk Afdeling Glostrup. Yderligere et mangeårigt afhængighedssyndrom af psykoaktive stoffer og dom til behandling. T har gennem de seneste 5 måneder været særdeles ustabil og er utvivlsomt tilbage i et misbrug af centralstimulerende midler. Han har været tiltalt for en række forhold igennem de seneste 5 måneder. Tiltale frafaldet, da T havde en behandlingsdom. T har været indlagt nu 5 gange på lukket Psykiatrisk Afdeling i Hillerød. Han er ved indlæggelserne fundet affektivt eksplosiv og persontruende og har foretaget det ene flugtforsøg efter det andet fra lukket Psykiatrisk Afsnit. Under de nuværende forhold er man fra psykiatrisk sygehus Hillerød ikke i stand til at varetage behandlingsdommen, og man anbefaler, at dommen skærpes, og at T behandles på en Retspsykiatrisk Afdeling med et Opsøgende Psykiatriteam under Retspsykiatrien". Flertallet af landsrettens medlemmer bestemte, at anbringelsen skulle være tidsbegrænset i 5 år. De udtalte: "Der er herved lagt vægt på, at det efter de foreliggende oplysninger, herunder karakteren af de pådømte forhold, efter omstændighederne findes forsvarligt at fravige udgangspunktet i straffelovens § 68 a, stk. 2.

I TfK 2010.62 ØLD blev en person fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Hun blev herudover fundet skyldig i overtrædelse af våbenloven. Den pågældende var tidligere straffet for vold. Hun blev frifundet efter straffelovens § 244. Kvinden blev idømt behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. Der blev fastsat en længstetid på 5 år.

I TfK 2011.342 ØLD blev en person fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have tildelt en politiassistent to knytnæveslag heraf et i ansigtet, at have tildelt en anden politiassistent to knytnæveslag i maveregionen, og at have udtalt til en tredje politiassistent "Jeg slår dig ihjel. Jeg følger dig hjem en dag og så slår jeg din familie ihjel" eller lignende. Landsretten gav ikke anklagemyndigheden medhold i, at der ikke skulle fastsættes en længstetid for en foranstaltning til den pågældende, der ansås som sindssyg. Landsretten udtalte blandt andet: "Karakteren af den udøvede vold giver ikke i sig selv grundlag for at undlade at fastsætte en længstetid for foranstaltningen. Efter de foreliggende oplysninger om de omstændigheder, hvorunder tiltalte fremsatte trusler, og når der samtidig henses til de foreliggende oplysninger om tiltaltes forhold, finder landsretten i midlertid - uanset at truslerne har haft en sådan karakter, at de var omfattet af straffelovens § 266, - at det vil være forsvarligt at fastsætte en længstetid på 5 år for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1., 1 pkt."

I TfK 2011.310 ØLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved på en restauration at have slået forurettede i ansigtet med et colaglas, hvorved glasset knustes, og forurettede pådrog sig en syningskrævende flænge ved venstre øje. Tiltalte var to gange tidligere idømt ambulant psykiatrisk behandling for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 119. Retslægerådet udtalte i en erklæring af 8. december 2009 blandt andet: "Retslægerådet finder således, at tiltalte er omfattet af straffelovens § 69. Såfremt han findes skyldig, skal Retslægerådet, til imødegåelse af en vis risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet som mere formålstjenlig foranstaltning end straf, jf. [samme] lovs § 68, 2. pkt., anbefale dom til ambulant psykiatrisk behandling med psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse." Anklagemyndigheden fik ikke medhold i, at der ikke skulle fastsættes en længstetid for foranstaltningen. Landsretten stadfæstede byrettens dom og henviste til byrettens begrundelse. Byretten havde blandt andet anført, at arten af den pådømte kriminalitet - selv om forholdet er henført under straffelovens § 245, stk. 1, - ikke kan karakteriseres som en "alvorlig voldsforbrydelse, jf. straffelovens § 69 a, stk. 2", hvorefter der ikke skal fastsættes nogen længstetid for foranstaltningen. Længstetiden for tiltaltes ophold på institution blev fastsat til 1 år, jf. straffelovens § 69 a, stk. 1.

I dommen TfK 2009.839 fastsatte Østre Landsret i medfør af straffelovens § 68 a, stk. 2, en længstetid på 5 år for en foranstaltning, som en person blev idømt efter at være fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1 (voldtægt).

I dommen TfK 2009 918 ØLD blev en 58-årig mand fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 for at have fremsat trusler til sin mor om at ville skyde hende. Endvidere blev tiltalte fundet skyldig i bedrageri. Både byretten og Østre Landsret dømte den pågældende til psykiatrisk behandling og fastsatte en længstetid på 5 år. Længstetiden for en eventuel indlæggelse fastsættes til 1 år. Tiltalte var tidligere straffet. Den tiltalte var således i 2000 idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, og igen i 2004 idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens § 266. I begge de tidligere domme var der fastsat en længstetid på 5 år. Den tidligere idømte foranstaltning var blevet ophævet ved byrettens kendelse af 1. maj 2007.

I TfK 2005 499 HD fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at dømme en mand til forvaring, der var fundet skyldig i vold og trusler, og som mange gange tidligere var straffet for lignende kriminalitet. Højesteret gik således imod såvel konklusionen i mentalobservationserklæringen som imod i Retslægerådets anbefaling om, at den pågældende blev idømt forvaring. Retslægerådet udtalte i sin erklæring af 3. juli 2003 blandt andet: " ..Under hensyn til karakteren af den tidligere idømte og den nu påsigtede kriminalitet samt hans personlighedsmæssige egenart, må T, såfremt han findes skyldig, antages at frembyde en sådan nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at anvendelse af forvaring i stedet for straf efter Retslægerådets opfattelse er påkrævet for at forebygge denne fare". Højesteret begrundede afgørelsen om ikke at idømme den pågældende forvaring således: "..Efter en samlet bedømmelse af karakteren af de nu begåede forhold sammenholdt med karakteren af T's tidligere kriminalitet finder Højesteret - uanset de lægelige udtalelser om hans personlighedsmæssige egenart - at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at han frembyder en sådan nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at betingelserne for at idømme forvaring er opfyldt. Højesteret finder ikke grundlag for at ændre den fællesstraf af fængsel i 3 år, som byretten har fastsat, og stadfæster derfor byrettens dom. ..."

I TfK 2004.197/1 HD blev en person, der var tidligere straffet for blufærdighedskrænkelse, og som blev fundet at være omfattet af straffelovens § 16 (sindssyg), på ny fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse. Mentalundersøgelsen konkluderede, at "man skal som hensigtsmæssig foranstaltning anbefale dom til behandling i psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen og hospitalet under udskrivning, således at Kriminalforsorgen og overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse." Såvel byretten som landsretten fulgte anbefalingen i mentalundersøgelsen, og den pågældende blev således dømt til behandling på hospital for sindslidende i medfør af straffelovens § 68. Landsretten udtalte supplerende: "Da tiltalte tidligere har overtrådt straffelovens § 232, er det ikke uproportionalt at idømme tiltalte foranstaltninger efter straffelovens § 68. Det tiltrædes derfor af de grunde, som byretten har anført, at tiltalte er idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68 som sket." Højesteret ændrede afgørelsen og fandt, at en dom til ambulant behandling med mulighed for, at der administrativt kunne træffes bestemmelse om indlæggelse, var tilstrækkelig. Højesteret udtalte nærmere: "Højesteret tiltræder, at der er grundlag for at træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens § 68. Højesteret finder imidlertid, at det vil være tilstrækkeligt, at denne foranstaltning fastsættes til ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse. Højesteret har herved lagt vægt på T's personlige forhold og risikoen for fremtidig kriminalitet vurderet i lyset af de begåede lovovertrædelser. Længstetiden fastsættes til 5 år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1." Højesteret valgte således ikke at følge de lægelige anbefalinger.

I TfK 2001.311/2 ØLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, og straffelovens § 252 samt færdselslovens § 3, jf. § 42, stk. 1, nr. 1, ved i august 1999 under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden at have ført en hyrevogn med en hastighed af ca. 77 km/t, selvom hastigheden det pågældende sted ikke må overstige 50 km/t, direkte mod to politiassistenter, som på stedet udførte fartkontrol, hvorved han påkørte den ene af disse, som blev ramt på højre lår, og derpå kørte hen over fødderne på den anden af disse samt ramte hende på benene og højre albue, således at begge politiassistenter måtte skadestuebehandles. Den pågældende blev dømt til ambulant psykiatrisk behandling, dog således at længstetiden for indlæggelse fastsattes til et halvt år, mens længstetiden for foranstaltningen i øvrigt blev fastsat til 5 år. Endvidere blev tiltalte frakendt retten til at udøve erhvervsmæssig personbefordring indtil videre og med henvisning til "forholdets meget alvorlige karakter" fandtes førerretten at burde frakendes tiltalte i 2 år fra landsrettens dom.

I TfK 2013.83 fik anklagemyndigheden ikke medhold i, at der skulle være mulighed for indlæggelse i et tilfælde, hvor tiltalte for brugstyveri af et motorkøretøj efter straffelovens § 293 a blev dømt til ambulant behandling på psykiatrisk afdeling samt tilsyn af Kriminalforsorgen indenfor en længstetid på 3 år fra landsrettens dom jf. straffelovens § 69 a, stk. 3. Landsretten udtalte nærmere: "Landsretten finder det formålstjenligt i stedet for at idømme straf at træffe bestemmelse om andre foranstaltninger. Under hensyn til karakteren af den begåede kriminalitet og også henset til den tid, der er forløbet, siden forholdet blev begået, findes det uproportionalt af følge anklagemyndighedens påstand om, at der skal være mulighed for indlæggelse. Landsretten tager derfor alene anklagemyndighedens påstand til følge som nedenfor bestemt med en længstetid på 3 år, jf. straffelovens § 69 a, stk. 3."

I TfK 2008.583/2 fandt Højesteret, at der ikke skulle fastsættes nogen længstetid for en foranstaltningen efter straffelovens § 68 a, stk. 1. Den pågældende var blevet fundet skyldig blandt andet i hærværk ved at have affyret to skud gennem forruden på en personbil. Han var også fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 252 ved af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde med en revolver over godt 5 timer at have affyret ca. 20 skud, hvoraf hovedparten blev affyret i retning mod B, der befandt sig i en afstand af ca. 2½ meter fra tiltalte, hvorved tiltalte udsatte B's og de øvrige tilstedeværende, C's og D's, liv eller førlighed for nærliggende fare. Yderligere var han fundet skyldig i trusler efter straffelovens § 266 ved den 2. februar 2007 - medens han affyrede de ovenfor omtalte 20 skud - at have optrådt på en måde, der var egnet til hos B at fremkalde alvorlig frygt for eget liv eller helbred, ligesom tiltalte udtalte til B: "De sidste to kugler er til dig og mig", eller lignende. Han var også fundet skyldig i trusler efter straffelovens § 266 ved den 2. februar 2007 kl. ca. 02.00 at have rettet en revolver direkte mod C og D, hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for C's og S's liv eller helbred. Derudover var den pågældende fundet skyldig i en række mindre forhold herunder fangeflugt og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den pågældende var 3 gange tidligere idømt behandling. Højesteret begrundede den omstændighed, at der ikke skulle fastsættes en længstetid for foranstaltningen, således "...der under hensyn til karakteren af trusselsforholdene, og i hvert fald når henses til sammenhængen mellem disse forhold og overtrædelsen af straffelovens § 252, stk. 1, ikke er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at der ved domfældelse for trusler efter straffelovens § 266 ikke fastsættes en længstetid for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2. Højesteret bemærker, at overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, ikke kan anses for en voldsforbrydelse som nævnt i § 68 a, stk. 2. .."

I TfK 2014.407/3 blev en person i marts 2008 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1, § 244, jf. til dels § 21 og § 181, stk. 1. Den pågældende blev dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykisk handicap, således at han efter regionens bestemmelse kan overføres til sikret afdeling, jf. straffelovens § 68. Der blev ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen. Ved kendelse af 27. februar 2012 blev den foranstaltning, som den pågældende blev idømt ved dom af 4. marts 2008 ændret til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, og således at der fortsat ikke var fastsat en længstetid for foranstaltningen. I 2013 ændrede byretten foranstaltningen, idet byretten afsagde kendelse om, at den pågældende skulle være under tilsyn af kommunen og efterkomme dennes bestemmelse om ophold og arbejde, og således at tilsynsmyndigheden kan træffe bestemmelse om anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Der blev fastsat en længstetid på 3 år. Denne afgørelse blev kæret af anklagemyndigheden, der påstod, at der ikke skulle fastsættes en længstetid. Anklagemyndigheden mente ikke, at der var hjemmel til at fastsætte en længstetid. Landsretten stadfæstede afgørelsen med den ændring, at længstetiden blev fastsat til 5 år. Landsretten henviste til de af byretten anførte grunde.

I TfK 2012.275 påstod anklagemyndigheden tiltalte, som ikke var tidligere straffet, idømt forvaring for mishandling, frihedsberøvelse, ulovlig tvang begået mod flere af sine børn samt sin hustrus særbørn over en længere årrække samt for et større antal tilfælde af voldtægt begået mod sin datter. Dette fik anklagemyndigheden ikke medhold i, og den pågældende blev i stedet idømt fængsel i 11 år. Landsretten fremkom med en meget fyldig begrundelse for, hvorfor betingelserne for at idømme den pågældende forvaring efter landsrettens opfattelse ikke var opfyldt. Landsretten udtalte herom:

"Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 70, stk. 2 (Folketingstidende 1996-97, Tillæg A, side 90 ff.), at bestemmelsen indebærer en mindre udvidelse af adgangen til at idømme forvaring for grove seksualforbrydelser i forhold den hidtidige bestemmelse, der nu er § 70, stk. 1. Lempelsen har i lovteksten bl.a. fundet udtryk ved, at ordene »nærliggende fare« er ændret til »væsentlig fare«. Ifølge forarbejderne var det indtil lovændringen ofte først ved tiltaltes tredje dom for seksualforbrydelser, at anvendelse af forvaring kom på tale. Fremover burde forvaring også komme på tale ved den anden dom, hvor grovheden af den seneste seksualforbrydelse eller antallet af forhold i den nye sag sammenholdt med oplysningerne om tiltaltes aktuelle farlighed taler for en tidsubestemt foranstaltning. Ifølge forarbejderne skal det heller ikke være udelukket at idømme forvaring, allerede første gang en person tiltales for grove seksualforbrydelser, hvis der efter oplysningerne om tiltaltes person er betydelig risiko for gentagelse, som bør forhindres.

Den overlæge, der har foretaget mentalundersøgelsen af T1, har på Retslægerådets forespørgsel givet udtryk for, at hun, under hensyn til at kriminaliteten er begået inden for den nærmeste familie, for hvilken der nu er iværksat massive hjælpeforanstaltninger, finder det »tvivlsomt, at T1 frembyder en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed (§ 70, stk. 2)«.

Retslægerådet har i sin erklæring givet udtryk for, at T1 på baggrund af sin personlighedsmæssige egenart og arten og intensiteten af den begåede kriminalitet efter Retslægerådets opfattelse »sandsynligvis frembyder en så nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at anvendelse af forvaring, jf. straffelovens § 70 er påkrævet«.

T1 er ikke tidligere straffet af betydning for sagen, og de forhold, han er fundet skyldig i, er alle begået mod hans hjemmeboende børn og stedbørn. Han har ikke begået overgreb mod tilfældige, ham ubekendte personer, og den fare, som han frembyder, kan således ikke antages at være af en mere generel karakter. Flere af børnene er nu blevet voksne, mens en del af de øvrige børn vil være blevet det, når han i tilfælde af idømmelse af en tidsbestemt straf til sin tid bliver løsladt. De børn, der på det tidspunkt fortsat måtte være under 18 år, kan efter sagens karakter ikke forventes at ville blive hjemgivet under omstændigheder, hvor han vil få lejlighed til at begå ny, lignende kriminalitet mod nogen af dem.

Uanset muligheden for, at T1 efter at være blevet løsladt indgår i et nyt samlivsforhold, hvor der er børn eller stedbørn, er der på den anførte baggrund og i lyset af den tvivl, som Retslægerådet ved anvendelsen af udtrykket »sandsynligvis« har givet udtryk for, ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at betingelserne for i medfør af straffelovens § 70, stk. 2, at dømme ham til forvaring er opfyldt.

Ved udmålingen af den tidsbestemte straf, der herefter skal idømmes, er der lagt vægt på, at T1 er fundet skyldig i langvarig frihedsberøvelse, gentagne tilfælde af voldtægt, grov vold og ulovlig tvang begået over for sin egen datter, der i en del af perioden var under 18 år, i gentagne tilfælde af voldtægt og grov vold begået over for sin steddatter, der var under 15 år, og i gentagne tilfælde af grov vold begået over for flere af de øvrige børn. Der er endvidere lagt vægt på, at volden fandt sted over en periode af flere år og havde karakter af mishandling, og at de forhold, hvorunder børnene måtte leve, indebar vanrøgt.

Straffen, der fastsættes i medfør af straffelovens § 210, stk. 1 og 3, jf. § 216, stk. 1, jf. til dels § 224, § 210, stk. 2 og 3, jf. § 216, stk. 1, jf. § 222, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 224, § 213, § 223, stk. 1, jf. § 216, stk. 1, jf. § 222, stk. 2, jf. stk. 1, § 244, § 245, stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1, og § 261, stk. 2, jf. stk. 1, til dels jf. § 21, § 23 og § 89, udmåles herefter til fængsel i 11 år."

Indlægges domfældte i henhold til en ambulant behandlingsdom med mulighed for indlæggelse, kan domfældte kræve domstolsprøvelse

Af UfR 1994.784/1 ØLK fremgår det, at der kan kræves domstolsprøvelse i tilfælde, hvor en person er dømt til ambulant psykiatrisk behandling på hospital eller afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen og/eller hospital eller afdeling, således at der i forbindelse med overlægen kan træffes bestemmelse om indlæggelse, og hvor der faktisk træffes bestemmelse om sådan indlæggelse.

Fastsættelse af en ny længstetid efter straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt. og § 69 a, stk. 1, 3. pkt.
I tilfælde, hvor der efter § 68 a eller § 69 a er fastsat en længstetid for foranstaltningen, kan retten "under særlige omstændigheder" efter henholdsvis § 68 a, stk. 1, 3. pkt. og § 69 a, stk. 1, 3. pkt. fastsætte en ny længstetid på 2 år.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i straffelovens § 68 a, jf. Folketingstidende 1999-2000, Tillæg A, s. 3623, at de særlige omstændigheder, der er nævnt i bestemmelsen, f.eks. kan foreligge, "hvis den dømtes tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn".

Bestemmelsen giver således ikke mulighed for forlængelse af længstetiden blot fordi det udtales om den domfældte, at det ville være mest hensigtsmæssigt at forlænge længstetiden. Der skal være et "åbenbart behov" for at fortsætte foranstaltningen, og forlængelsen skal være motiveret af "kriminalitetsforebyggende hensyn".

I TfK 2013.835 blev anklagemyndighedens begæring om, at en foranstaltning skulle forlænges ud over 5 år i medfør af straffelovens § 68 a, stk. 1, ikke imødekommet. Den pågældende var i april 2008 fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244 og idømt en foranstaltning med en længstetid på 5 år. Han havde fortsat et dagligt misbrug af hash. Byretten fandt, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at hensynet til forebyggelse af ny ligeartet kriminalitet med rimelighed krævede, at der blev fastsat en ny længstetid på 2 år. Denne afgørelsen blev stadfæstet af landsretten, der henviste til byrettens begrundelse. Byretten havde nærmere udtalt: "..Domfældte blev ved dom af 29. april 2008 fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 ved den 1. januar 2008 flere gange at have skubbet en person omkuld og flere gange at have sparket vedkommende på benene. Han blev ved dommen frifundet for straf efter straffelovens § 16, stk. 1, men dømt til at undergive sig behandling på psykiatrisk sygehus med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse eller ophold i egnet socialpsykiatrisk institution. Længstetiden for den idømte foranstaltning blev fastsat til 5 år. Det fremgår af de lægelige oplysninger blandt andet, at D lider af skizofreni og hashafhængighedssyndrom, at han er søgt behandlet for skizofreni, siden han endeligt fik diagnosen som ca. 17-årig, og at han vurderes gennem forløbet at have manglet sygdomsindsigt. Hans misbrug består aktuelt i daglig hashrygning. Det vurderes mest sandsynligt, at han ophører med den medicinske behandling, når hans dom til behandling ophører, hvorefter han sandsynligvis vil udvikle en psykotisk tilstand, og det er uvist, om han i så fald vil søge hjælp og behandling, eller om han vil udvikle voldelig adfærd igen. Efter det oplyste er D ikke sigtet for ny kriminalitet efter den 1. januar 2008. Retten kan efter straffelovens § 68a, stk. 1, 3. pkt., under særlige omstændigheder fastsætte en ny længstetid på 2 år. Uanset at det ud fra en lægefaglig vurdering anbefales, at foranstaltningen forlænges, finder retten efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at hensynet til forebyggelse af ny ligeartet kriminalitet med rimelighed kræver, at der fastsættes en ny længstetid på 2 år."

I TfK 2012.730/1 blev anklagemyndighedens begæring om, at en foranstaltning skulle forlænges ud over 5 år i medfør af straffelovens § 68 a, stk. 1, ikke imødekommet. Den pågældende var i marts 2007 blevet idømt foranstaltningen efter at være blevet fundet skyldig i tyveri efter straffelovens § 276. Det fremgik af sagen, at den pågældende efter dommen i 2007 havde været indlagt på psykiatrisk afdeling - herunder lukket afdeling - flere gange og senest i marts 2011. Det fremgik også af sagen, at den pågældende efter dommen i marts 2007 havde begået "adskillige" nye tyveriforhold, og at der var "flere verserende sigtelser" mod hende herfor. Af udtalelsen fra overlægen fremgik blandt andet følgende: "... Under seneste forløb i lukket afdeling har der været konstateret gentagne tilfælde med tyveri under udgang, bla. fra somatisk afdeling og fra madvogne på terræn. Endvidere har der været tyverier fra madvogne opsat i afdelingen med hamstring af fødeemner samt tyverier fra medpatienters stuer. Patienten har fortsat ingen indsigt i disse handlinger, som konsekvent afvises og det har således ikke været muligt, at opnå en bæredygtig behandlingsalliance. Under henvisning til at foranstaltningen udløber den 23.03.12 må man anbefale, at længstetiden for foranstaltningen forlænges. Dette mhp. fortsat behandling og mhp. at minimere risikoen for fornyet kriminalitet." Under sagen blev det dokumenteret, at den pågældende for tyveri har vedtaget 1 bødeforelæg i august 2007, 2 bødeforelæg i 2009, 5 bødeforelæg i 2010, et bødeforelæg i 2011, at der ligeledes for tyveri er afsagt udeblivelsesdom over den pågældende i november 2011, og at der er 5 verserende sigtelser for tyveri. Byretten afsagde kendelse om, at længstetiden skulle forlænges med 2 år. Byretten udtalte nærmere: ".. Efter de foreliggende lægelige oplysninger om det åbenbare behov for behandling af A sammenholdt med oplysningerne om antallet af tyveriforhold begået efter dommen af 23. marts 2007 og hensynet til at forebygge ny kriminalitet finder retten, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der bør fastsættes en ny længstetid på 2 år for den idømte foranstaltning." Denne afgørelse blev kæret til landsretten. Landsrettens flertal fandt, at der ikke forelå "særlige omstændigheder", og at betingelserne for at forlænge foranstaltningen med 2 år derfor ikke var opfyldt. Landsretten udtalte nærmere: ".. Efter straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt., kan retten under særlige omstændigheder fastsætte en ny længstetid på 2 år. § 68 a, blev indsat ved Lov nr. 438 af 31. maj 2000. Af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 144 af 8. december 1999 fremgår blandt andet, at »forlængelse kan imidlertid kun ske under særlige omstændigheder, f.eks. hvis den dømtes tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn.« A har i 5 år været underlagt den idømte foranstaltning og har i længere perioder været indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Henset til karakteren af den begåede kriminalitet findes der ikke at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at hensynet til forebyggelse af nye butikstyverier med rimelighed kræver, at der fastsættes en ny længstetid på 2 år."

I TfK 2010.595 VLK blev anklagemyndighedens begæring om, at en foranstaltning skulle forlænges ud over 5 år i medfør af straffelovens § 68 a, stk. 1, ikke imødekommet. Den pågældende var i 2004 blevet idømt foranstaltningen for vold. Under sagen, hvor anklagemyndigheden forlangte foranstaltningen forlænget, udtalte landsretten blandt andet følgende: "Efter de lægelige oplysninger må det lægges til grund, at D ikke har nogen sygdomsindsigt, og at han ved ophør af den idømte foranstaltning må forventes at ophøre med at modtage den medicinske behandling. Sidstnævnte støttes tillige af D's egen forklaring til sagen. Ligeledes må det lægges til grund, at D, såfremt han afbryder den medicinske behandling, bliver stærkt psykotisk, og at der som følge heraf vil være risiko for ny kriminalitet." Landsretten udtalte yderligere: "Med undtagelse af forholdet, som blev pådømt i forbindelse med dommen af 14. april 2004, er D ikke i øvrigt straffet for vold eller anden personfarlig kriminalitet. Den idømte foranstaltning har nu været opretholdt i mere end 5 år, hvilket står i åbenbart misforhold til længden af den straf, som den begåede kriminalitet må antages at kunne have medført. Endvidere må det ifølge de lægelige oplysninger antages, at der ikke er udsigt til, at D's tilstand inden for en nærmere fremtid vil bedres så meget, at der efter en lægelig vurdering vil være grundlag for at ophæve foranstaltningen. På den anførte baggrund - og uanset at en opretholdelse af foranstaltningen må anses for formålstjenlig for at forebygge ny kriminalitet - foreligger der ikke sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde en forlængelse af den idømte foranstaltning."

I TfK 2008.567 ØLK fremgik det af en lægelig udtalelse om den dømte, at man kunne "befrygte", at den dømte ville ophøre med at tage sin medicin, når dommen ophævedes. Man udtalte videre, at man "for at mindske risikoen for at det skulle komme til voldelige episoder, anbefale, at foranstaltningen opretholdes". Østre Landsret imødekom ikke begæringen om forlængelse af længstetiden og udtalte blandt andet, at landsretten ikke fandt, at der "foreligger oplyst forhold der gør, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder som beskrevet i straffelovens § 68 a, stk. 2 for at opretholde foranstaltningen i yderligere 2 år".

I TfK 2008.645 ØLK blev længstetiden forlænget med 2 år. Her forelå en grundig lægelig udtalelse, hvor der var påpeget ganske konkrete grunde til, at man frygtede hurtigt recidiv, hvis ikke længstetiden blev forlænget. Af lægeudtalelsen fremgik blandt andet, at "....det ikke [er] uvæsentligt at påpege, at den idømte foranstaltning er en væsentlig garant for, at patienten ikke igen har udøvet vold og må ses som en forudsætning for at en eventuel udslusning til socialpsykiatrisk bosted, vil kunne lykkes. Af denne årsag er undertegnede overbevist om, at en forlængelse af dommens længstetid er påkrævet. Såvel en afslutning af dommen i juni i år samt en afslutning af kontakten til den retspsykiatriske afdeling vil medføre, at risiko for fornyet kriminalitet af den tidligere pådømte accentueres i løbet af ganske kort tid på grund af, at patienten med stor sandsynlighed ganske kort efter udskrivning, vil påbegynde et omfattende misbrug af centralstimulerende stoffer. Fordi D er undergivet et værgemål og derfor ikke har fuld råderet over sine pensionsmidler, må man endvidere forvente, at et omfattende misbrug vil medføre anden kriminalitet. Landsretten henviste til byrettens udtalelse om, at der "fortsat eksisterer et åbenbart behandlingsbehov", og udtalte yderligere blandt andet, at "der af kriminalitetsforebyggende hensyn foreligger sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne for at fastsætte en ny længstetid på 2 år er opfyldt ..."

Straffelovens § 72 om ophævelse eller ændring af foranstaltninger efter straffelovens kapitel 9

Straffelovens § 72 har følgende indhold:

"§ 72. Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt.

Stk. 2. Bestemmelse om ændring eller endelig ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 træffes ved kendelse efter anmodning fra den dømte, bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen. Anmodning fra den dømte, bistandsværgen, institutionens ledelse eller kriminalforsorgen fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en anmodning fra den dømte eller bistandsværgen ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse.

Stk. 3. Bestemmelsen i § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på afgørelser efter stk. 2. Er der spørgsmål om ændring af foranstaltningen på grund af ny lovovertrædelse, afgøres spørgsmålet dog af den ret, der behandler sagen vedrørende overtrædelsen."

Straffelovens § 72 fik sin nuværende udformning med lov nr. 438 af 31. maj 2000 om ændring af straffeloven (Tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69)

§ 72, stk. 1, pålægger anklagemyndigheden at sikre sig, at der ikke er nogen, der er indespærret efter bestemmelserne i kapitlet i længere tid og i videre omfang "end nødvendigt". Ved længstetidens ophør, ophører foranstaltningen uden videre, med mindre en domstol inden længstetidens ophør har bestemt, at de særlige betingelser for at forlænge foranstaltningen er opfyldt.

Kapitel 14 og 15 i Rigsadvokatens meddelelse nr. 5 af 12. juli 2007 (rettet juni 2010) om behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af straffelovens § 70.

Kapitel 14 i meddelelsen handler om domstolskontrol efter straffelovens § 72 på anklagemyndighedens begæring
Kapitel 15 i meddelelsen handler om domstolskontrol efter straffelovens § 72 efter begæring fra den domfældte, bistandsværgen eller den domfældtes advokat.

Af "Kommenteret straffelov, Almindelig del", 9. udgave, 1. oplag, 2009 Jurist- og Økonomforbundets Forlag, side 393, fremgår blandt andet følgende om straffelovens § 72, stk. 1,: ".. Bestemmelsen i § 72, stk. 1, medfører, at der kan være pligt for anklagemyndigheden til at indbringe spørgsmålet om opretholdelse af foranstaltningen før udløbet af de frister, der er fastsat i medfør af § 68 a, stk. 1 og 3, § 69 a, stk. 1 og 2, og før der efter § 68 a, stk. 2, 2. pkt., er pligt til at forelægge en tidsubestemt foranstaltning for retten. Er foranstaltningen af retten ikke ophævet inden de fastsatte længstetider, ophører foranstaltningen af sig selv ved længstetidens udløb. .."

Den omstændighed, at foranstaltningen ophører af sig selv ved længstetidens ophør, har blandt andet sammenhæng med, at frihedsberøvelse af en hver art efter EMRK artikel 5 kræver hjemmel, og EMRK artikel 5, stk. 4, kræver tillige, at frihedsberøvelse ikke må opretholdes mod den frihedsberøvedes vilje, hvis ikke der er truffet hurtig afgørelse herom af en domstol. Sammenlign med retsplejelovens § 760, stk. 1, hvoraf det fremgår, at anholdte skal fremstilles for retten senest 24 timer efter, at frihedsberøvelsen er indledt. Sker dette ikke, må den frihedsberøvede løslades. I TfK 2006.818 lykkedes det ikke politiet at få berammet retsmøde inden for 24 timer efter anholdelsen af 2 personer i en sag om vold. De måtte derfor løslades inden 24-timers fristen.

I rapporten "Udviklingen i domme til foranstaltning" udgivet i april 2014 af Tanja Tambour Jørgensen, Justitsministeriets Forskningskontor, og finansieret af Rådet for Socialt Udsatte, udtales i resumeet blandt andet, at foranstaltningsdomme i stigende grad varer længere end 5 år. Nærmere anføres det: "Antallet af igangværende foranstaltninger er siden 2001 vokset mere end antallet af foranstaltningsdomme, hvilket har forbindelse med, at flere foranstaltninger varer mere end fem år."

Når utilregnelige personer idømmes behandlingsdomme, forvaring eller andre tidsubestemte sanktioner i stedet for en sædvanlig tidsbestemt frihedsstraf (eller fængsel på livstid), sker dette med henvisning til den pågældendes "farlighed" eller af på grund af andre forhold vedrørende den pågældende, der kan ændre sig med tiden. I sådanne situationer er frihedsberøvelsen omfattet af EMRK artikel 5, stk. 1, litra e, hvilket indebærer, at foranstaltningen, så længe den opretholdes med rimelige intervaller skal domstolsprøves.

Om straffelovens § 72 skriver Peter Kramp, Villars Lunn og Knud Waaben i "Retspsykiatri", GadJura 1996, side 104, blandt andet: ".. § 72 indeholder intet om retningslinier med hensyn til afgørelser om ændring eller endelig ophævelse. Men som det tidligere er omtalt, kan de vigtigste grundsætninger udledes af § 68. En mindre indgribende foranstaltning skal træde i stedet for en mere indgribende, når den findes tilstrækkelig. Anbringelse i sikringsafdelingen kan da ændres til anbringelse i psykiatrisk hospital (men ikke med den tilføjelse, at anbringelsen skal ske i lukket afdeling). En bestemmelse om anbringelse i psykiatrisk hospital skal ændres, når den ikke længere er nødvendig. Noget tilsvarende gælder retsfølger efter § 69, og med hensyn til forvaring er det en selvfølge, at frihedsberøvelsen skal bringes til ophør, når den ikke længere kan begrundes ved farekriteriet i § 70. ....". Videre anføres på samme side følgende: "Ingen retsfølge efter §§ 68-70 kan ved en afgørelse efter dommen ændres til straf. Omvendt kan en straf - herunder en betinget dom - ikke ændres til en særforanstaltning. ...". Sidstnævnte udelukker naturligvis ikke, at en strafafsoner efter straffuldbyrdelseslovens § 78 kan overføres fra et fængsel eller arresthus til et hospital (herunder psykiatrisk hospital) for resten af straffetiden, hvis den pågældendes helbredsmæssige forhold måtte tale for dette.

I U. 1978.486/2H blev en forvaringsdømt prøveudskrevet, uagtet at den pågældende kun havde haft sædvanlige weekendudgange gennem en kortere periode.

I Megyeri mod Tyskland afgjort 12. maj 1992 under sagsnummer 13770/88 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 5, stk. 4, om domstolsprøvelse af afgørelser om frihedsberøvelse, at en person, der var frihedsberøvet efter, at den pågældende på grund af sindssygdom ikke kunne idømmes almindelig straf, ikke havde haft advokatbistand under sagens prøvelse ved de nationale domstole. Der skal foreligge "særlige omstændigheder" ("special circumstances"), førend myndighederne ikke er forpligtede til at sørge for advokatbistand til den pågældende under en sag om opretholdelse eller ophævelse af en sådan foranstaltning, også selv om den pågældende ikke selv anmoder om advokatbistand (præmis 27).

Se omtalen af forvaringsinstituttet i Danmark i Memorandum to the Danish Government fra Europarådets menneskerettighedskommissær - 11. juli 2007, side 13. Af præmis 57 fremgår blandt andet følgende: "As concerns safe custody, the Commissioner reiterates his predecessor’s concerns of principle and the absolute requirement that judicial review of such decision be carried out at short intervals on the basis of thorough expert reports and contradictory examination." Kommissæren finder såldes, at der er et "absolut behov" for regelmæssig domstolsprøvelse med korte intervaller, og at denne skal baseres på grundige ekspertudtalelser og "contradictory examination", hvilket formentlig vil sige, at der skal være adgang til ekspertudtalelser, der indeholder en kritisk prøvelse af de oprindelige ekspertudtalelser.

Ovennævnte "Memorandum" er en opfølgning på "REPORT BY MR ALVARO GIL-ROBLES, COMMISSIONER FOR HUMAN RIGHTS, ON HIS VISIT TO DENMARK 13th – 16th APRIL 2004" publiceret af Europarådet den 8. juli 2004. Af præmis 49 i rapporten fremgår blandt andet, at Justitsministeriet ifølge Europarådet har oplyst, at det er frivilligt for indsatte at tage imod kønsdriftsdæmpende behandling, at formålet med behandlingen ikke var at gøre patienten impotent, men at behandlingen "næsten altid" ("almost always") er en betingelse for prøveudskrivning. Kommissionæren påpeger derpå betydningen af, at frihedsberøvede har mulighed for på et informeret grundlag at beslutte frivilligt at indlede behandlingen, og at bivirkningerne på lang sigt nøje undersøges. Præmis 49 har følgende indhold: "I was informed during my discussions with the Director of the Prison Service of the use of medical castration in the treatment of sex offenders held in safe custody. I am no expert on this matter but believe a number of general points to be worth making. I was informed that the treatment was administered on a voluntary basis and that its purpose was not to render the patient impotent. At the same time, the treatment is almost always a precondition for release on parole, which in the context of an indeterminate sentence amounts to a significant pressure to accept it. I am not in position to rule out the potential benefits of such a system, but believe it to be essential that the detainees are able to make an informed and free decision on the treatment and that its long-term side-effects are carefully studied. I have been assured that this is the case in Denmark. I welcome the fact that the Council of Europe’s Committee on Crime Problems is currently examining the use of medical castration for sex offenders and look forward to its conclusions."

I M mod Ukraine mod Ukraine afsagt af EMD den 19. april 2012 under sagsnummer 2452/04 fandt EMD, at en tvangsindlæggelse på et psykiatrisk hospital udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 5, stk. 1. I præmis 62 henviste EMD blandt andet til, at vurderingen af patientens mentale tilstand skulle være foretaget af flere læger, der var uafhængige af hinanden, og ikke blot af lægerne fra det hospital, hvor den pågældende var indlagt. Præmis 62 har følgende indhold: "The court decisions did not refer to any other medical opinions apart from the report from the receiving mental health facility. However, assessment of the medical opinions given by mental health practitioners independently of each other would contribute to the objectivity of the medical conclusions justifying compulsory hospitalisation. In this context the Court notes that according to principle 17 § 1 of the UN Principles for the Protection of Persons with Mental Illnesses and for the Improvement of Mental Health Care of 17 December 1991 (“the UN Principles”) the procedures for compulsory hospitalisations should provide for the independent medical assessment of the patient (see paragraph 37 above).."

I X mod Finland afgjort 3. juli 2012 under sagsnummer 34806/04 fandt EMD, at EMRK artikel 5, § 1, (e), var krænket blandt andet som følge af, at en person havde været tvangstilbageholdt på et psykiatrisk hospital alene på baggrund af udtalelser fra læger, der var tilknyttet den samme psykiatriske institution. Af præmis 169 fremgår blandt andet følgende: "In the Finnish system the medical evaluation is thus made by two physicians of the same mental hospital in which the patient is detained. The patients do not therefore have a possibility to benefit from a second, independent psychiatric opinion. The Court finds such a possibility to be an important safeguard against possible arbitrariness in the decision-making when the continuation of confinement to involuntary care is concerned. In this respect the Court also refers to the CPT’s recommendation that the periodic review of an order to treat a patient against his or her will in a psychiatric hospital should involve a psychiatric opinion which is independent of the hospital in which the patient is detained ..." Af præmis 220 og præmis 222 i samme afgørelse fremgår, at EMD anså EMRK artikel 8 for krænket, idet klageren under tvangsindlæggelsen var blevet tvangsmedicineret, uden at der havde været adgang til en uafhængig prøvelse - herunder domstolsprøvelse - af beslutningen om tvangsmedicinering.

I dansk ret indhenter domstolene til brug for behandlingen af en frihedsberøvet persons anmodning om prøveudskrivning (eller andre foranstaltningsændringer) efter straffelovens § 72 alene en udtalelse fra den institution, hvor personen er anbragt. Med rettens tilladelse kan sagen eventuelt forelægges retslægerådet. Denne praksis har Højesteret den 4. september 2014 tiltrådt i sagen 65/2014. Under sagen ved Højesteret henviste advokaten i sin replik blandt andet til menneskerettighedsdomstolens afgørelse i X mod Finland citeret umiddelbart ovenfor. Det fremgår ikke nærmere af Højesterets begrundelse for sin afgørelse, hvorfor Højesteret ikke finder, at den frihedsberøvede under en prøveudskrivningssag i dansk ret har krav på en "second independent psychiatric opinion". Se eventuelt også Rigsadvokatens svarskrift. Rigsadvokaten henviser til de almindelige bemærkninger til lov nr. 438 af 31. maj 2000, hvor straffelovens § 68 a og § 72 fik den nuværende affattelse. Heraf fremgår blandt andet, at der til brug for rettens behandling af en sag efter straffelovens § 72 indhentes "en erklæring fra vedkommende institution" om den pågældende. Lovgivningsmagtens tillid til lægefaglige udtalelser, som denne kommer til udtryk i disse lovbemærkninger, afviger meget fra den tillid til lægefaglige udtalelser, som for eksempel kommer til udtryk i punkt 8 om "kvalitetssikring af lægelige oplysninger i sager om humanitær opholdstilladelse" i de almindelige bemærkninger til lov nr. 572 af 31. maj 2010 om ændring af udlændingeloven. Indledningen af punkt 8.3 giver indtryk af, at Folketinget er af den opfattelse, at læger, der konciperer lægefaglige udtalelser, ofte er usaglige. Det hedder således blandt andet, at integrationsministeriet "i en række sager" har oplevet, at lægeerklæringer har et indhold, der gør, at der "kan rejses tvivl om, hvorvidt lægeudtalelsen er udtryk for en uvildig bedømmelse af ansøgerens helbredstilstand". Det kan undre, at Folketinget ikke har forsøgt at sikre, at hele den offentlige forvaltning benytter lægefaglige udtalelser af en høj kvalitet for eksempel ved at indsætte bemærkninger om kravene til sådanne i forvaltningslovgivningen, der gælder for alle dele af den offentlige forvaltning, frem for alene at stille sådanne krav til lægefaglige udtalelser, der anvendes på udlændingelovgivningens område.

I tilfælde, hvor en person er frihedsberøvet, og hvor løsladelse eller såkaldt "prøveudskrivning" beror på for eksempel lægelige vurderinger af en persons fortsatte farlighed eller vurderinger af den pågældendes tilstand eller udvikling i øvrigt, har den pågældende ret til at være til stede under rettens behandling af sagen, og den pågældende har ret til at være til stede og føre vidner. Dette fremgår for eksempel af Singh mod Storbritannien afsagt af EMD den 21. februar 1996 (præmis 66) og Hussain mod Storbritannien afsagt af samme også den 21. februar 1996 (præmis 58).

I S.T.S mod Holland afgjort af EMD den 7. juni 2011 under sagsnummer 277/05 fandt EMD, at EMRK artikel 5, § 4, var krænket i en sag om domstolsprøvelse af en frihedsberøvelse, idet det var forløbet 294 dage fra det tidspunkt, hvor sagen var anket til højesteret, og frem til det tidspunkt, hvor højesteret afgjorde sagen. Der henvises til afgørelsens præmis 47-50.

Proportionalitet og vægtningen af lægelige udtalelser i sager efter straffelovens § 72
I kendelsen TfK 2010.235 VLK blev en foranstaltning ophævet efter 7 år, uanset at det af en udtalelse af 22. maj 2009 fra regionspsykiatrien fremgik, at den pågældende er "kronisk psykotisk og har behov for at forsætte med den medikamentelle og socialpædagogiske behandling". Overlægen, der havde affattet udtalelsen, fandt det "derfor formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, at den foranstaltning, som D er idømt, opretholdes". Det fremgik af sagen, at den pågældende tidligere havde været idømt en foranstaltning for forsøg på røveri. Han var endvidere straffet for at have sat ild til en cykel. Den pågældende var den 14. august 2002 blevet idømt den foranstaltning, som han nu forsøgte at få ophævet, for to tilfælde af brandstiftelse. Flertallet i Vestre Landsret udtalte: "Uanset at det på grundlag af erklæringen af 22. maj 2009 fra Regionspsykiatrien i Randers må anses for formålstjenligt at opretholde foranstaltningen for at forebygge ny kriminalitet, stemmer vi for at tage begæringen om ophævelse af foranstaltningen til følge, idet vi lægger vægt på karakteren af den kriminalitet, der medførte, at D blev idømt foranstaltningen, og at den nu har været opretholdt i mere end 7 år."

I TfK 2009.78 ØLK blev en foranstaltning ophævet. Personen var fundet skyldig i voldtægt, vold og flere tilfælde af brandstiftelse begået i 1997 og var herfor i 1998 idømt en anbringelsesdom. I 2004 var anbringelsesdommen blevet ændret til en behandlingsdom. De behandlende læger udtalte sig mod, at foranstaltningen blev ophævet blandt andet med henvisning til risikoen for nye lovovertrædelser. Landsretten ophævede foranstaltningen og udtalte: " Den idømte foranstaltning har nu været opretholdt i et tidsrum, der står i åbenbart misforhold til længden af den straf, som den begåede kriminalitet må antages at kunne have udløst, og karakteren af den kriminalitet, som D har begået, taler under de foreliggende omstændigheder ikke afgørende imod en ophævelse af den idømte foranstaltning."

Kendelsen UfR.2008.1269.ØLK. Person, der i 2003 var blevet idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68, og som tidligere (i 1998) også var blevet idømt en foranstaltning efter samme bestemmelse, fik ved landsretten foranstaltningen ophævet ud fra proportionalitetssynspunktet. Landsretten fulgte ikke de lægelige anbefalinger om foranstaltningens ophævelse. Ved den sidstnævnte foranstaltning var den pågældende blevet fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 181 og straffelovens § 252. Byretten var nået til det modsatte resultat.

I Gajcsi mod Ungarn afgjort af EMD den 3. oktober 2006 under sagsnummer 34503/03 var en person den 4. november 1999 blevet indlagt på et psykiatrisk hospital og tilbageholdt der frem til den 24. april 2003. Af præmis 6 fremgår det, at indlæggelsen og tilbageholdelsen støttes på en udtalelse fra en speciallæge i psykiatri, der fandt, at personen blandt andet har en "pyromanisk adfærd" ("pyromaniac behaviour"). Han blev af denne grund anset for "farlig". I forbindelse med indlæggelsen blev den administrative beslutning om tvangsindlæggelse domstolsprøvet. Under indlæggelsen blev der regelmæssigt foretaget domstolsprøvelse af den fortsatte opretholdelse af frihedsberøvelsen. EMD fandt, at EMRK artikel 5, § 1, var krænket. EMD henviste i præmis 21 til, at de relevante nationale lovbestemmelser kræver, at der foreligger "farlighed", for at der kan ske tvangsindlæggelse og tvangsbehandling. EMD bemærker, at beslutningerne truffet af de nationale domstole i den aktuelle sag mangler vurderinger af klagerens påståede "farlige adfærd". Under disse omstændigheder fandt EMD, at opretholdelsen af klagerens tvangsbehandling ikke havde hjemmel i lov.

I FOB 1995.199 havde en mand, der var idømt livsvarigt fængsel, flere gange fået afslag på ansøgninger om benådning med henvisning til hans potentielle farlighed. Med henblik på at få en ny vurdering af den domfældtes farlighed iværksatte Justitsministeriet i 1991 en psykiatrisk undersøgelse. Ifølge undersøgelsen var der ikke holdepunkter for, at hans farlighed var aftaget. Retslægerådet var enig i denne vurdering men bemærkede samtidig, at mulighederne for at forudsige farligt recidiv for ikke-sindssyge personer var begrænsede. Med henvisning til de lægelige vurderinger afslog ministeriet benådning den 31. august 1993. Ombudsmanden udtalte blandt andet, at domfældte under afsoningsforhold, som stort set havde været uforandrede i en årrække, ikke ved sin adfærd havde haft og ikke ville få mulighed for helt eller delvist at afkræfte den vurdering af hans potentielle farlighed, som var grundlaget for Justitsministeriets afgørelse. Ombudsmanden henstillede til Justitsministeriet at iværksætte gradvise lempelser af afsoningsforholdene, således at der ville kunne tilvejebringes nye præmisser for en fremtidig vurdering af spørgsmålet om benådning.

Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i afgørelsen "Shulepova mod Rusland", sagsnummer 34449/03, afgjort den 11. december 2008 - ligesom flere gange tidligere - fundet, at der var sket en krænkelse af Den europæiske menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 6, ved at domstolene i en medlemsstat havde accepteret, at eksperter, der afgav udtalelser i retten, ikke var uafhængige af en af parterne. Klageren forlangte erstatning for en tvangsindlæggelse. De nationale domstole havde lagt afgørende vægt på udtalelser, der var kommet fra ansatte på det hospital, som tidligere havde tvangsindlagt klageren.

I Østre Landsrets kendelse nr. 12. S-478-10 af 29. april 2010 udtalte landsretten sig blandt andet om, hvorledes hensynet til "retshåndhævelsen" burde vægtes ved vurderingen af proportionalitetssynspunkter i en sag, hvor en person, der i 2002 var blevet idømt en forvaringsdom, havde anmodet om at få foranstaltningen ændret eller ophævet. Landsretten udtalte nærmere: "Ved vurderingen af, om proportionalitetssynspunkter skal føre til prøveudskrivning, kan hensynet til retshåndhævelsen, henset til længden af den hidtidige forvaring, ikke indgå med samme styrke som tidligere, og er må således i højere grad tages udgangspunkt i farligheden af den begåede kriminalitet og risikoen for recidiv."

I Trajce Stojanovski mod det tidligere Makedonien afgjort af EMD den 22. oktober 2009 under sagsnummer 1431/03 havde de nationale domstole opretholdt en frihedsberøvelse på baggrund af oplysninger fra politiet om, at den pågældende under udgange skabte frygt i det lokalsamfund, hvor den pågældendes far boede, på trods af at hospitalet, hvor han var indlagt, anbefalede, at han blev udskrevet. Det fremgår af præmis 7 i afgørelsen, at den pågældende var dømt for i en retsbygning i 1995 at have overfaldet en person, der som følge af overfaldet fik en hjerneblødning og afgik ved døden 7 dage senere. Samme dag overfaldt han også en tilstedeværende dommer med flere slag Derudover havde han forsøgt at overfalde en tredje person. Af præmis 12 fremgår, at hospitalet, hvor den pågældende var indlagt, i april 2003 fremkom med en udtalelse, hvor man anbefalede, at den pågældende blev prøveudskrevet. Hospitalet henviste til, at en prøveudskrivning ville kunne bidrage blandt andet til en hurtigere resocialisering af den pågældende. Af præmis 15 fremgår, at politiet i en rapport af 13. oktober 2003 udtalte sig mod, at den pågældende blev prøveløsladt. Der henvistes i rapporten blandt andet til, at beboerne i lokalsamfundet frygtede ham, når han var på udgang. Af præmis 15 fremgår yderligere, at begæringen om prøveudskrivning blev afvist af retten. I præmis 31 udtaler EMD, at indespærring på grund af sindssygdom efter EMRK artikel 5 § 1 (e) i konventionen kun kan ske, når det med tilstrækkelig pålidelighed er fastslået, at den pågældende er sindssyg, og at dette skal være konstateret ved en kompetent myndighed på baggrund af udtalelser fra objektive lægelige eksperter ("established before a competent authority on the basis of objective medical expertise"), og at sindssygdommen skal være af en karakter, der kan begrunde tvangstilbageholdelse, og at fortsat tvangstilbageholdelse afhænger af, at en sådan tilstand fortsat er tilstede. Tvangstilbageholdelsen blev anset for at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 5 § 1 (e).

H:S Sundhedsfaglige Råd for Psykiatri skrev i en redegørelse af 26. februar 2002 til Folketingets såkaldte "§ 71-udvalg, at sindssyge mennesker tilsyneladende udskrives fra hospitalerne for at blive sat i fængsel. Man anfører blandt andet: "En gennemgang af materiale fra Københavns Fængsler fra slutningen af 1990'erne belyser, at det kan være endog overordentligt vanskeligt at få indlagt en psykotisk (sindssyg) indsat, det være sig varetægtsarrestant eller afsoner. Yderligere udskives erkendte psykotiske patienter efter påbegyndt medikamentel behandling fra de psykiatriske afdelinger til fortsat ophold i Københavns Fængsler - en situation som de Københavnske psykiatriske afdelinger beklager, men vedkender sig." (side 59). I redegørelsen udtales blandt andet også "Effekten af behandling af patienter med retspsykiatriske foranstaltninger på kriminelt recidiv, herunder farlighed, er udokumenteret" (side 61).

Af Rigsadvokatens skrivelse nr. 11110 af 20. juni 1975 fremgår, at Rigsadvokaten skal underrettes, når en forvaret person begærer prøveudskrivning.

Se retslægerådets vejledning i udarbejdelse af retspsykiatriske erklæringer i sager vedrørende ændring/ophævelse af en idømt foranstaltning jf. straffelovens § 72. Vejledningen er ikke dateret men er fundet på Retslægerådets hjemmeside på linket http://www.retslaegeraadet.dk/Retspsykiatriske-erkl%C3%A6ringer-vedr%C3%B8rende-%C3%A6ndring-oph%C3%A6velse-af-en-id%C3%B8mt-s%C3%A6rforanstaltning--jf--straffelovens---72-# den 9. februar 2011 og er tilsyneladende et uddrag fra side 107 ff i et andet værk.

Se ovenfor om blandt andet kravene til mentalundersøgelser.

Særligt om børnekrænkere

Når der efter straffelovens § 72 skal tages stilling til behovet for at opretholde, ændre eller ophæve en foranstaltning idømt en person, der er dømt for seksuelle overgreb mod børn, er det relevant at overveje baggrunden for det eller de seksuelle overgreb, som den pågældende er dømt for. I artiklen "Når tilliden går tabt" i magasinet "Humaniore", september 2008, side 18 ff., omtaler Karen pallesgaard Munk, psykolog, ph.d. og lektor ved Center for Sundhed, Menneske og Kultur ved Aarhus Universitet, nogle forskningsresultater vedrørende såkaldte "børnekrænkeres" baggrund og seksualitet. Forskningsresultaterne havde baggrund i forskningsprojektet "Når tilliden går tabt", som var en interviewundersøgelse af 20 domfældte sædelighedskriminelle. Resultaterne af undersøgelsen viste blandt andet, at seksuelle overgreb mod børn i nogle tilfælde er "erstatningsseksualitet", der begås af personer med manglende selvtillid, og som har svært ved at finde jævnaldrende kærester. Af side 19, 3. spalte, og side 20, 1. spalte, fremgår blandt andet følgende om de undersøgte personer, der alle ved domstolene var dømt for at have krænket børn: .
• Størsteparten af de interviewede havde altid oplevet sig som helt normale og seksuelt orienteret mod voksne.
• Overgrebet hos nogle af informanterne drejede sig om erstatningsseksualitet, da det var unge mænd, som på grund af forskellige udseendemæssige gener og manglende selvtillid havde haft svært ved at finde jævnaldrende kærester. Det var dog lykkedes for flere af dem i perioden mellem interviewene.
• Der var i langt overvejende grad tale om socialt svagtstillede, følelsesmæssigt bløde mænd, som drømte om det gode liv med en sød voksen kvinde.
• Kun ganske få af de interviewede ville vedgå en pædofil identitet. Den havde de til gengæld været bevidst om og søgt at skjule stort set i hele den periode, de havde været seksuelt vakte.
• De pågældende ’børnekrænkere’ hadede angiveligt også pædofile, fulgte med i pressen og følte sig splittede, for det var jo dem selv, der blev skrevet om.
• Der var kun sjældent tale om langvarigt misbrug og ikke samleje.
• Der var ’benægtere’, som hele vejen igennem retssystemet afviste anklagerne, således også i interviewet, og som havde alternative, vandtætte forklaringer, der, sammenholdt med øvrige observationer, fik tilfældene til at ligne justitsmord.
• Der var omvendt også eksempler på grove overgreb (ikke samleje i dette materiale) især på egne børn, som de facto (bekræftet af den dømte) havde fundet sted.

En indlæggelse i henhold til en ambulant behandlingsdom med mulighed for indlæggelse kan begæres domstolsprøvet efter straffelovens § 72

Det er ofte bestemt i domme til ambulant psykiatrisk behandling, at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse. En sådan formulering har givet anledning til overvejelser om, hvorvidt en indlæggelse, som besluttes af kriminalforsorgen sammen med overlægen i henhold til ordlyden i dommen til psykiatrisk behandling, kan prøves af domstolene i medfør af straffelovens § 72. I UfR 1992.356/2 Ø udtalte byretten, at en sådan indlæggelse efter byrettens opfattelse ikke krævede rettens godkendelse, hvilket indebar, at anklagemyndigheden efter byrettens opfattelse ikke havde pligt til at indbringe en sådan sag for retten. Landsretten nåede frem til det modsatte resultat og hjemviste sagen til fornyet behandling ved byretten med en udtalelse om, at "byretten bør realitetsbehandle anklagemyndighedens begæring om godkendelse af indlæggelsen". I TfK 2000.613 fandt landsrettens flertal, at straffelovens § 72 og EMRK artikel 5, stk. 4, ikke krævede, at en beslutning truffet af kriminalforsorgen sammen med overlægen om indlæggelse af en person, der var idømt en ambulant behandlingsdom med mulighed for indlæggelse efter kriminalforsorgens og overlægens bestemmelse, skulle indbringes for retten mod den domfældtes protest. Landsretten henviste til, at den domfældte ikke havde ønsket en retlig prøvelse af indlæggelserne. Det kan således udledes af kendelsen, at en begæring om domstolsprøvelse af en beslutning om indlæggelse skal imødekommes. I UfR 1995.121 Ø havde en person, der var dømt til ambulant psykiatrisk behandling, således at Kriminalforsorgen i forbindelse med overlægen kunne træffe bestemmelse om indlæggelse, selv rettet henvendelse til Bispebjerg Hospital og bedt om at blive indlagt i henhold til dommen, hvilket han var blevet. Anklagemyndigheden havde begæret domstolsprøvelse af en afgørelsen om indlæggelse. Landsretten udtalte blandt andet følgende: "Som anført i kendelse, må det lægges til grund, at domfældte efter egen anmodning er blevet indlagt og få dage efter er blevet udskrevet, og at der ikke er forelagt retten lægelige oplysninger i forbindelse med indlæggelsen den 21. oktober 1994. Domfældte har ikke begæret rettens prøvelse af indlæggelsen. Under disse omstændigheder findes domstolene ikke at kunne foretage en prøvelse af indlæggelsen, hvorfor det tiltrædes, at anklagemyndighedens begæring ikke er taget under påkendelse." Også af denne afgørelse kan det modsætningsvist udledes, at en domfældt, der ønsker det, kan forlange domstolsprøvelse af grundlaget for overlægens og kriminalforsorgens beslutning om indlæggelse.

Sagsomkostninger i sager om domstolsprøvelse efter straffelovens § 72

Retsplejelovens § 1014 a bestemmer, at domfældte, der ønsker ændring eller ophævelse af en foranstaltning kun undtagelsesvist pålægges at skulle betale sagens omkostninger.

Se i bemærkningerne til retsplejelovens kapitel 43 a om reglerne om afgivelse af såkaldt "farlighedsdekret".

Ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a

Betænkning 309 om udbygning af ungdomsfængslerne mv. - 1962
Betænkning 232 vedrørende ungdomskriminaliteten - 1959

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Ungdomssanktionen blev indsat i straffelovens § 74 a i juni 2001 og trådte i kraft med virkning fra 1. juli 2001. Bestemmelsen siger, at hvis en person, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har begået "grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet", kan retten bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Det fremgår videre, at "længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge". Se Servicestyrelsens "Håndbog om ungdomssanktionen" udgivet i 2007. Af side 34 fremgår blandt andet, at mellem 60 og 70 % af ungdomssanktionerne idømmes for røveri, mens mellem 20 og 25 % er domme for vold.

Af side 32 følger blandt andet: "Er den unge omfattet af målgruppen for ungdomssanktionen skal anklagemyndigheden så hurtigt som muligt indhente udtalelse fra de sociale myndigheder i den unges opholdskommune. De sociale myndigheder vurderer, hvorvidt ungdomssanktion vil være formålstjenlig. En indstilling skal også indeholde forslag til, hvordan ungdomssanktionen for den pågældende bør udformes herunder tidsramme for både anbringelse på en sikret institution og på en åben institution eller et godkendt opholdssted. Dom til ungdomssanktionen er som nævnt en dom til en socialpædagogisk behandling. Derfor er det ikke den begåede kriminalitet, der ligger til grund for indstillingen af længden af institutionsophold, men derimod den unges behov for socialpædagogisk behandling. Længden af institutionsopholdene skal dog holde sig inden for de tider, der er angivet i straffelovens § 74 a, ..."

Det hedder videre på samme side: "Hvis den unge tidligere under sagen har været anbragt i varetægtssurrogat i sikret afdeling, eller der foreligger andre særlige omstændigheder, der taler for, at der ikke er behov for at fastsætte en minimumsperiode på f.eks. to måneder på en sikret afdeling, kan tiden for opholdet på den sikrede afdeling angives til f.eks. »indtil to måneder«. ..."

Af side 33 fremgår blandt andet, at Ekspertgruppen vedrørende ungdomskriminalitet "forudsatte i sin rapport i 2001, at det indledende ophold i sikret regi almindeligvis ville have en varighed på to måneder".

I TfK 2007.294/1 VLD gjorde anklagemyndigheden gældende, at en ung tiltalt skulle idømmes ungdomssanktion herunder, at tiltalte i de første 2 måneder anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Anklagemyndigheden fik medhold i, at den pågældende skulle idømmes ungdomssanktion men ikke i påstanden om, at domfældte de første 2 måneder skulle anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Landsretten begrundede afgørelsen blandt andet med den omstændighed, at "tiltalte har været varetægtsfængslet i surrogat i perioden fra den 22. juni 2006 til den 31. august 2006", hvorfor der ikke er behov for at pålægge tiltalte at tage ophold i en sikret døgninstitution for unge i indtil 2 måneder.

I TfK 2005.369/2 ØLD blev en person, der var født i 1985, straffet for røveri med fængsel i 5 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om tilsyn mv. Tiltalte var fundet skyldig i røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved i august 2003 om natten på p-pladsen foran Brøndby Strand S-togstation i forening med flere andre tiltalte at have stimlet sammen om forurettede, fastholdt ham, truet med en kniv og med den deri liggende trussel om yderligere vold frataget ham hans mobiltelefon af mrk. Samsung og hans pung med personlige papirer og 500 kr. Tiltalte var tidligere idømt en ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a, og byretten havde efter analogien til straffelovens § 61, stk. 2, idømt ham fængsel i 6 måneder, som var en fællesstraf, der indeholdt den resterende del af ungdomssanktionen. Byretten havde også bestemt, at 3 måneder af straffen ikke skulle fyldbyrdes. Landsretten fandt ikke, at der var hjemmel til at idømme den pågældende en fællesstraf med hensyn til den resterende del af ungdomssanktionen. Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten finder, at der i straffeloven ikke er hjemmel til at fastsætte en fællesstraf med hensyn til den resterende del af ungdomssanktionen. Straffen fastsættes, under hensyn til at anklagemyndigheden har anket til formildelse, til fængsel i 5 måneder. Når særligt henses til den tid, der er forløbet siden gaderøveriet den 23. august 2003, til at tiltalte er i et aktiveringsprojekt i Brøndby Kommune, og til at tiltalte ikke siden december 2003 har begået kriminalitet og er i et positiv forløb med beskæftigelse eller uddannelse, findes det helt undtagelsesvis upåkrævet, at straffen fuldbyrdes. Straffuldbyrdelsen udsættes derfor og bortfalder efter en prøvetid på 2 år fra dato som nedenfor bestemt."

Se ovenfor om surrogatvaretægtsfængsling af unge under 18 år.

Konfiskation efter straffelovens §§ 75-77

Betænkning 355 om konfiskation - 1964

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Efter straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, kan en genstand, der har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar handling, konfiskeres, hvis dette anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser. I dommen UfR.2007.74.VLD fandtes det ikke påkrævet at konfiskere den af sagen omhandlede "pocket-bike", som i strid med færdselsloven havde været benyttet under en kort strækning på offentlig vej. Det fremgik af sagen, at der havde været tale om en kortere prøvekørsel i forbindelse med køb. Landsretten lagde blandt andet også vægt på, at køretøjet også kunne anvendes lovligt (til banekørsel).

Har tiltalte ikke brugt eller haft til hensigt at bruge tingen, der søges konfiskeret, til netop det strafbare forhold, som han eller hun er domfældt for, kan der ikke ske konfiskation efter bestemmelsen. I sagen UfR 1995.604 VLD udtaler Vestre Landsret blandt andet følgende: "Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at de konfiskerede pibehoveder med tilbehør ikke har været anvendt af tiltalte, men alene har været beregnet til videresalg. Landsretten finder, at bestemmelsen i straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, der af anklagemyndigheden er påberåbt som grundlag for påstanden om konfiskation af disse genstande, må forstås således, at alene genstande, der har været brugt eller er bestemt til at bruges ved den strafbare handling, for hvilken der er rejst tiltale eller domfældt, kan konfiskeres i medfør af bestemmelsen. Da pibehovederne med tilbehør ikke efter det foreliggende har været beregnet til brug ved tiltaltes hashrygning har der ikke været grundlag for konfiskation heraf. Landsretten ophæver derfor konfiskationen af følgende genstande: 8 prislister, 60 pibehoveder, 49 rør, 33 gummipropper og 22 hashpiber/chillums".

I sagen UfR 1975.972 havde en person forsætligt skudt en andens hund med et jagtgevær. Han blev straffet for hærværk. Tiltalte blev frifundet for anklagemyndighedens påstand om konfiskation. Herom udtalte Vestre Landsret, at der ikke fandtes "tilstrækkelig anledning til at træffe bestemmelse om konfiskation."

I TfK 2011.3 VLD blev en person fundet skyldig i på et offentligt tilgængeligt sted (til en "Country-Festival") uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af en foldekniv med en klinge på 7,6 cm samt 2 dolke med bladlængder på henholdsvis 27 cm og 10,8 cm. Blandt andet fordi landsretten fandt, at den pågældende havde handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af reglerne i våbenlovgivningen jf. straffelovens § 82, nr. 4, bortfaldt straffen. Anklagemyndighedens påstand om konfiskation af knivene blev ikke imødekommet. Landsretten udtalte herom: "Det kan ikke anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, at der sker konfiskation, og der er ikke særlige omstændigheder i øvrigt, som taler derfor, jf. herved straffelovens § 75, stk. 2. Påstanden om konfiskation tages derfor ikke til følge."

I Waldemar Nowakowski mod Polen afsagt den 24. juli 2012 under sagsnummer 55167/11 blev en konfiskation af en stor ulovlig våbensamling hos en privat våbensamler anset for at udgøre en krænkelse af artikel 1 i protokol nr. 1. Politiet havde fundet den store våbensamling under en ransagning i 2008 af klagerens bopæl og sommerhus. Den pågældende, der på tidspunktet for beslaglæggelsen var 77 år gammel, havde under krigen deltaget i modstandsbevægelsen. Efterfølgende havde han tjent i den polske hær. Han var ikke tidligere straffet. De nationale domstole havde undladt strafforfølgning, selv om samlingen var ulovlig. Med henvisning til, at nogle af våbnene fortsat var virksomme, og at de øvrige kunne gøres virksomme, og med henvisning til at besiddelsen af samlingen havde været ulovlig, beslaglagde de polske domstole samlingen, som blev overdraget til polske museer. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede i præmis 48, at konfiskationen havde hjemmel i national lov. Imidlertid fandt EMD, at man ikke i tilstrækkelig grad havde foretaget en konkret vurdering af behovet for at konfiskere samlingen. I præmis 56 bemærker EMD blandt andet, at myndighederne ikke havde gjort tilstrækkeligt for at finde alternativer til en beslaglæggelse, for eksempel at få samlingen registreret.

I UfR 1986.4 HD forsøgte anklagemyndigheden at få konfiskeret 69.000 kr., som han under politiets visitation af ham var fundet i besiddelse af på Christiania, og som efter anklagemyndighedens opfattelse hidrørte fra handel med euforiserende stoffer. I byretten blev han fundet skyldig i handel med euforiserende stoffer, og beløbet blev konfiskeret. I landsretten blev han frifundet for handel med euforiserende stoffer, men beløbet blev konfiskeret i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1. Sagen blev af tiltalte indanket for Højesteret med påstand om, at dommens bestemmelse om konfiskation skulle udgå, hvilket tiltalte fik medhold i ved Højesteret. Højesteret udtalte: "Ved landsrettens dom er tiltalte frifundet for den del af tiltalen, som vedrørte indførsel og salg af hash for 69.000 kr. Betingelserne for konfiskation af dette beløb findes herefter ikke at foreligge. Tiltaltes påstand vil derfor være at tage til følge."

I UfR 1979.935 ØLD blev en person fundet skyldig i at have været i besiddelse af 10 gram heroin delvis med henblik på videresalg. Anklagemyndigheden påstod konfiskation blandt andet af 3.800 kr., som tiltalte var fundet i besiddelse af. Anklagemyndigheden fik ikke medhold i konfiskationspåstanden hverken ved byretten eller landsretten. Byretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til mængden og værdien af det indkøbte kvantum heroin sammenholdt med oplysningerne om tiltaltes økonomiske forhold, finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte, der ifølge sine egne oplysninger ikke er afhængig af narkotika, men dog lejlighedsvis bruger det, har indkøbt de 10 gram heroin med i hvert fald delvis videresalg for øje. Derimod findes efter sagens oplysninger ikke imod tiltaltes benægtelse tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at tiltalte herudover har handlet med heroin. Betingelserne for konfiskation af beløbet på 3.800 kr. findes som følge heraf heller ikke at foreligge opfyldt."

I Foka mod Tyrkiet afgjort af EMD den 24. juni 2008 under sagsnummer 28940/95 blev det anset som en krænkelse af EMRK artikel 10, at myndighederne havde konfiskeret nogle disketter, brochurer og andet skriftligt materiale, som myndighederne havde fundet i klagerens taske under en ransagning af denne i forbindelse med, at hun skulle passere grænsen mellem det nordlige og det sydlige Kypern. Af præmis 107 fremgår det, at EMD ikke fandt, at de nationale myndigheder havde godtgjort, at materialet havde været egnet til at fremkalde social og racemæssig had ("social and racial hatred").

I U 2013.2423V havde tiltalte erkendt sig skyldig i kørsel uden kørekort. Byretten bestemte, at bilen, som tiltalte havde kørt i, og som tilhørte et anpartsselskab, hvor tiltalte var direktør, og som var 100% ejet af tiltaltes hustru, skulle konfiskeres jf. færdselslovens § 133a, stk. 4, jf. stk. 8, og straffelovens § 77a. Afgørelsen om konfiskation blev i straffeprocessens former anket af selskabet. Landsretten frifandt imidlertid selskabet for konfiskationspåstanden. Under sagens behandling ved landsretten forklarede tiltalte blandt andet, at han fortsat var direktør i selskabet og tegner virksomheden. Han forklarede blandt andet også, at selskabet ikke havde stillet bilen til rådighed for ham, og at der dog ikke havde været udstedt et generelt forbud mod, at han benyttede bilen. Han forklarede også, at hans hustru vidste, at han ikke havde noget kørekort, og at han var ansat som direktør på almindelige vilkår. Endelig forklarede han, at han og hustruen havde været fra hinanden nogen tid men nu var flyttet sammen med hende igen. Han havde ikke fortalt hustruen, at han tidligere var blevet straffet for at køre uden at være i besiddelse af førerret. Landsretten frifandt selskabet for konfiskationspåstanden med følgende begrundelse: "Tiltalte er ikke tidligere straffet for at have kørt uden at have erhvervet kørekort i en bil tilhørende det pågældende selskab. På tidspunktet for kørslen den 6. oktober 2012 var tiltalte og hustruen efter det oplyste separeret og boede på hver deres adresse, og hustruen havde ifølge den forklaring, der er afgivet af tiltalte, ikke givet ham lov til at køre i bilen. På denne baggrund er der - uanset at tiltalte er direktør i selskabet og tegner dette - ikke tilstrækkeligt grundlag for at konfiskere Land Roveren hverken efter færdselslovens § 133 a eller straffelovens § 77 a. .."

Rettighedsfrakendelse som følge af strafbart forhold

Straffelovens § 78 fastslår, at strafbart forhold ikke medfører "tab af borgerlige rettigheder, herunder ret til virksomhed i henhold til almindeligt næringsbrev eller næringsbevis". Af stykke 2 fremgår det imidlertid, at den, der er dømt for strafbart forhold, kan "udelukkes fra at udøve offentlig virksomhed, som kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hverver."

Af straffelovens § 79 følger det, at den, der udøver den af § 78, stk. 2, omhandlede virksomhed, ved dom for strafbart forhold kan "frakendes retten til fortsat at udøve den pågældende virksomhed eller til at udøve den under visse former, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen". Af § 79, stk. 3, fremgår det, at en frakendelse kan ske i et tidsrum "fra 1 til 5 år, regnet fra endelig dom, eller indtil videre".

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241 (om fredløshed)

Straffelovens § 78 blev indsat og straffelovens § 79 blev ændret med Lov nr. 286 af 18. juni 1951 om ændring af reglerne om fortabelse af rettigheder som følge af straf. Loven benævnes under tiden "rettighedsloven", og den bygger i vidt omfang på Straffelovskommissionens Betænkning angående fortabelse af rettigheder som følge af straf fra 1950. Betænkningens udgangspunkt er, at vandelskrav skal formuleres som et skarpt "adækvanskriterium", således at straffede personer kun udelukkes fra at udøve den omhandlede rettighed (for eksempel besidde en stilling eller et hverv), så længe der består en "nærliggende fare for misbrug" af stillingen eller hvervet.

Af betænkningens side 26, 2. spalte, fremgår blandt andet: "Som omtalt i indledningen har kommissionen valgt at formulere vandelskravet som et skarpt adækvanskriterium, der ikke lader plads åben for betragtninger over fornøden agtelse og tillid, hvis ingen fare for misbrug kan befrygtes. — Ordene „såfremt det udviste forhold begrunder .. . ." indeholder en forudsætning både med hensyn til forholdets karakter og tidspunktet for dets begåelse. Adækvanskriteriet lader efter sin formulering den mulighed stå åben,
at selv meget gamle forhold kan hindre autorisation. Det må dog antages, at der i så henseende i praksis bliver truffet afgørelser, som ikke føles ubillige i forhold til de gældende regler (efter hvilke de fleste rettigheder vil genindtræde efter ca. 5 års forløb)".

Udvalget anerkender imidlertid behovet for, at der inden for visse afgrænsede områder udover adækvanskriteriet er behov for et værdighedskriterium, således at straffede kan udelukkes fra at udøve disse begrænsede rettigheder, uagtet at der ikke består en "nærliggende fare for misbrug" af den omhandlede rettighed. På side 11 anfører udvalget således: "De eneste områder, hvor samfundsmoralske betragtninger kan gøre sig gældende med nogen styrke, er sådanne stillinger, hvor der normalt forudsættes en særlig tillid til stillingens indehaver: tjenestemænd, læger, sagførere, mæglere, fondsbørsvekselerere o. s. v."

Betænkning 966 om glatløbede haglgeværer mv. afgivet af Arbejdsgruppen vedrørende våbenlovgivningen i 1982
Betænkning 1048 om vagtvirksomhed - 1985
Betænkning angaaende fortabelse af borgerlige rettigheder afgivet i 1938 af et udvalg nedsat af Justitsministeriet

I TfK 2012.1074 fik anklagemyndigheden ikke medhold i, at en revisor, der ved Østre Landsrets ankedom af 15. april 2004 var blevet idømt fængsel i 6 år for blandt andet skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed og forsøg herpå i relation til 149 selskaber for mere end 256 mio. kr., hvoraf A's udbytte blev opgjort til 1.835.000 kr. ikke kunne generhverve retten til at være stifter af eller direktør i eller medlem af bestyrelser i selskaber med begrænset ansvar, selskaber eller foreninger, der kræver særlig offentlig godkendelse, eller fonde samt retten til at udøve virksomhed som revisor og at være optaget i revisorregisteret ikke blev taget til følge. Den pågældende var blevet prøveløsladt 7. november 2008. Prøvetiden udløb 7. november 2011. Den pågældende havde afviklet 216 timers samfundstjeneste som et vilkår for prøveløsladelsen. Landsretten imødekom i sin kendelse af 12. september 2012 den pågældendes anmodning om generhvervelse af de omhandlede rettigheder og udtalte blandt andet: "Det lægges til grund, at der ikke siden de pågældende forhold blev begået i 1990 til 1994, er udvist forhold fra A's side, der bekræfter antagelsen om en risiko for misbrug af de stillinger, som rettighedsfrakendelsen omfatter. A har efter det oplyste i alle årene, siden forholdene blev begået, enten arbejdet som revisor og efter dommen for en revisor, og der er ikke oplyst omstændigheder, der har givet anledning til misbrug af stillingen. Det må endvidere lægges til grund, at hans alder formentlig gør det vanskeligt at opnå et ansættelsesforhold. Navnlig under hensyn til, at der nu er forløbet 18 år, siden de nævnte forhold blev begået, og i øvrigt under henvisning til oplysningerne om A's personlige forhold, finder landsretten, at de udviste forhold ikke længere kan antages at begrunde nærliggende fare for misbrug."

I TfK 2013.607/1 blev en dørmand, der blev fundet skyldig i vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 244 jf. § 247, stk. 1, straffet med fængsel i 40 dage. Han blev imidlertid frifundet for anklagemyndighedens påstand om rettighedsfrakendelse, idet der, da han begik volden, var forløbet mere end 9 år, siden hans tidligere domfældelse for vold. Landsretten udtalte blandt andet: "Da det er mere end 9 år siden, at tiltalte er dømt for vold, finder landsretten ikke, at der er nærliggende fare for, at tiltalte på ny vil begå tilsvarende lovovertrædelse. Landsretten frifinder derfor tiltalte for påstanden om frakendelse af retten til at udøve virksomhed som dørmand."

I TfK 2010.414.ØLD blev en person straffet med fængsel i 1 år og 2 måneder for overtrædelse af straffelovens § 192 a, for hæleri og for overtrædelse af våbenloven. Han var "under særligt skærpende omstændigheder" fundet i besiddelse af et oversavet jagtgevær med ammunition samt en totenschlæger. Geværet var erhvervet ved hæleri. Han var ikke tidligere straffet af betydning for den aktuelle sag. Hverken byretten eller landsretten gav anklagemyndigheden medhold i, at den pågældende i medfør af straffelovens § 79 skulle frakendes retten til at virke som ansat i vagtvirksomhed samt at udøve virksomhed som dørmand. Byretten udtalte om dette spørgsmål, at der ikke forelå "en sådan nærliggende fare, som anført i bestemmelsen, at der er grundlag for frakendelse, idet retten herved navnlig har lagt vægt på omstændighederne omkring tiltaltes erhvervelse af våbnet, og at han ikke tidligere er straffet, hverken for vold eller trusler om vold, eller for overtrædelse af våbenlovgivningen". Landsretten henviste til støtte for sin stadfæstelse til "de af byretten anførte grunde". Det er værd at bemærke, at den pågældende i grundlovsforhøret forklarede, at han havde erhvervet våbenet, fordi han boede i "et kedeligt kvarter". Under hovedforhandlingen ændrede tiltalte sin forklaring til, at han havde anskaffet våbenet, fordi han havde planer om at begå selvmord. Om totenschlægeren forklarede han, at han havde erhvervet denne, fordi han arbejdede som dørmand og vagt, og at han aldrig vidste, "om der var nogen der ventede på ham, når han kom fra arbejde". Det er interessant, at domstolene tilsyneladende ikke har overvejet, om lovens "skarpe adækvanskriterium" kunne tale for frakendelse af den pågældendes ret til at virke som vagt eller dørmand, idet den pågældende forklarede, at totenschlægeren var blevet anskaffet, fordi han havde behov for at kunne forsvare sig mod personer, der kunne udgøre en trussel mod ham, efter at han havde fået fri fra sit arbejde som dørmand eller vagt. Det kunne således overvejes, om der netop i hans tilfælde var en "nærliggende fare" for, at han på ny ville overtræde våbenlovgivningen, hvis ikke han blev frakendt retten til at virke som dørmand eller vagt.

I UfR 2001.504 ØLD anlagde en person en civil sag mod Justitsministeriet med påstand om, at sagsøgte, Justitsministeriet, Civil- og Politiafdelingen, tilpligtedes at ændre sin afgørelse af 10. maj 1999 om afslag på godkendelse af sagsøgers ansættelse som servicemedarbejder i en restaurationsvirksomhed, jf. restaurationsvirksomhedslovens § 15, stk. 3, således at sagsøger i overensstemmelse med ansøgning af 29. oktober 1998 kunne godkendes som servicemedarbejder. Landsretten tilsidesatte sagsøgtes afgørelse af 10. maj 1999, således at sagen i overensstemmelse med sagsøgtes subsidiære påstand hjemvistes til fornyet behandling hos de administrative myndigheder. Landsretten udtalte blandt andet, at når henses til, "at sagsøger, der på gerningstidspunktet var 18 år, blev idømt betinget frihedsstraf med tillægsbøde for overtrædelse af straffelovens § 244, til oplysningerne om hans gode personlige forhold og til, at der på afgørelsestidspunktet var forløbet mere end 2½ år siden gerningen, finder landsretten, at sagsøgte ikke har haft tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sagsøger ikke på betryggende vis ville kunne udføre sit hverv som servicemedarbejder i en restaurationsvirksomhed." I dommen henviste Justitsministeriet blandt andet til Betænkning 1206 om revision af restaurationsloven afgivet af Industriministeriet i juni 1990, side 25. Endvidere fremgår det af dommen, at Industriministeriet under lovforslagets behandling i Folketinget besvarede spørgsmål fra Erhvervsudvalget. Af industriministerens kommentar til en henvendelse fra Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, der er optaget som bilag 1 til Erhvervsudvalgets betænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1992-93, Tillæg B, sp. 1285 - 1288), fremgår blandt andet følgende: "Lovovertrædelser, der vil kunne begrunde nægtelse af tilladelse, vil eksempelvis være voldskriminalitet, narkokriminalitet samt ikke ubetydelig berigelseskriminalitet (tyveri/hæleri), der enten konkret eller typisk har relation til dele af restaurationsmiljøet. Der er tale om konkrete afgørelser, som også må tage behørigt hensyn til ansøgerens behov for resocialisering."

I afgørelsen TfK 2009.746V blev en dørmand straffet med betinget fængsel i 20 dage for vold. Han blev ikke frakendt retten til at virke som dørmand. Der henvistes til, at den pågældende ikke var tidligere straffet, og at han havde fungeret som dørmand over en længere periode. Uagtet at volden var begået i forbindelse med arbejdet som dørmand, fandt landsretten ikke, at der var en nærliggende fare for, at han i fremtiden ville misbruge stillingen som dørmand.

I TfK 2005.296/1 HD blev en ridelærer fundet skyldig i 2 tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 232 overfor for piger på 16 år samt i et tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 223, stk. 1, og § 232 ved i maj 2003 at have haft anden kønslig omgængelse end samleje med og blufærdighedskrænkelse over for en 17-årig pige, der var betroet ham til rideundervisning, idet han flere gange lynede hendes bukser ned og stak sin finger op i hendes skede, ligesom han befølte hende på endeballerne og kyssede hende. Den pågældende blev idømt en straf af fængsel i 60 dage. Med henvisning til karakteren af og omstændighederne i forbindelse med de begåede forhold, pigernes alder samt tiltaltes gode personlige forhold, fandt Højesteret det forsvarligt i det hele at gøre straffen betinget alene på vilkår, at tiltalte kke begår strafbart forhold i en prøvetid på 1 år. Anklagemyndigheden fik ikke medhold i, at tiltalte skulle frakendes retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år.

I TfK 2011.1092 ØLD fik anklagemyndigheden ikke medhold i, at der skulle ske rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt., overfor en hyrde, der var blevet idømt fængsel i 30 dage for vanrøgt af geder. Den pågældende havde i en periode undladt at fodre og vande dyrene tilstrækkeligt, hvilket havde ført til, at 13 ud af 21 geder døde. Landsretten fandt ikke, at forholdet, henset til tiltaltes mangeårige arbejde med pasning af dyr, indebar, at der er en nærliggende fare for, at tiltalte fremover ikke vil behandle dyr forsvarligt.

Personer, der er frakendt en rettighed "indtil videre", kan efter § 79, stk. 3, indbringe spørgsmålet om, at rettigheden generhverves, når der er forløbet 5 år. I UfR 2008.336 VLK generhvervede en advokat, der i 1998 var blevet fradømt retten til at drive advokatvirksomhed "indtil videre", efter at denne var blevet straffet med 6 måneders betinget fængsel for 10 tilfælde af underslæb med klientmidler. Landsrettens begrundelse lød således: "Efter den tid, der nu er forløbet siden landsrettens ankedom af 28. maj 1998, samt oplysningerne om kærendes personlige forhold, findes det forsvarligt at gengive kærende retten til at udøve advokatvirksomhed, hvis kærende i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Med denne bemærkning tages kærendes påstand til følge."

I UfR 1996.977 ØLK var en person den 28. november 1994 blevet idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for narkotikakriminalitet. 6. september 1995 fik den pågældende afslag på sin ansøgning om fornyelse af sit kørekort til erhvervsmæssig personbefordring. Landsretten tilsidesatte afslaget og anførte blandt andet: "Det af A begåede enkeltstående strafbare forhold, der ikke havde forbindelse med A's daværende arbejde som buschauffør, findes uanset kriminalitetens art ikke at kunne begrunde en nærliggende fare for, at han vil misbruge en tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring, hvorfor der ikke findes tilstrækkeligt grundlag for at nægte ansøgeren retten hertil."

I TfK 2011.910 VLK var en person ved endelig dom af 17. april 2007 blevet straffet med 30 dages betinget fængsel og 1 års rettighedsfrakendelse for flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse overfor unge piger. I november 2010 tiltrådte Rigspolitichefen, at Nordjyllands Politi havde nægtet den pågældende tilladelse til udvidelse af den pågældendes kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til kategori D med henvisning til dommen. Denne afgørelse forlangte personen domstolsprøvet i medfør af straffelovens § 78, stk. 3. Byretten fandt ikke, at betingelserne for at nægte den pågældende den omhandlede udvidelse af kørekortet efter færdselslovens § 58 sammenholdt med straffelovens § 78, stk. 2, længere var til stede. Byretten udtalte blandt andet følgende: "A er dømt for 3 tilfælde af blufærdighedskrænkelse i form af befølinger uden på tøjet begået over en periode på 1 år over for 3 14-årige piger. Der er nu forløbet knap 5 år siden, det seneste forhold blev begået, og knap 3 år siden, den idømte rettighedsfrakendelse udløb. Herefter og efter oplysningerne om A's personlige forhold finder retten, uanset at forholdene er begået i forbindelse med A's daværende ansættelse som lærer, ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at de pådømte forhold på nuværende tidspunkt begrunder en nærliggende fare for misbrug af retten til at udføre erhvervsmæssig personbefordring, jf. færdselslovens § 58 sammenholdt med straffelovens § 78, stk. 2." Denne kendelse blev den 6. juli 2011 stadfæstet af Vestre Landsret.

I UfR 1991.487 fandt Østre Landsret ikke, at en straf af fængsel i 3 år og 9 måneder idømt den pågældende i februar 1989 kunne føre til, at denne, der i forbindelse med sin prøveløsladelse i april 1991 havde søgt om tilladelse til at erhverve kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, burde nægtes dette. Byretten lagde blandt andet vægt på, at hovedparterne af lovovertrædelserne var af ældre dato, og at den pågældende var førstegangsstraffet. Landsretten var opmærksom på, at den pågældende som hyrevognschauffør havde mulighed for at sælge hash til kunderne, og at hyrevognen kunne benyttes til at bringe hash ud til kunder. Landsretten fandt imidlertid, at der ikke var holdepunkter for at antage, at den pågældende ville benytte sig af sådanne muligheder.

I TfK 2007.640/2 ØLD blev en taxa-chauffør fundet skyldig i ulovlig omgang med hittegods ved at have tilegne sig et Dankort, som en kunde, der netop havde betalt for en tur i taxaen, havde glemt i taxaen. Endvidere blev han fundet skyldig i 3 tilfælde af dokumentfalsk over for taxaselskabet ved falskeligt at have underskrevet 3 dankortkvittering på henholdsvis kr. 1.087, kr. 369 og kr. 517 og efterfølgende anvendt dem overfor selskabet som dokumentation for at få udbetalt pengene. Den pågældende var flere gange tidligere straffet for berigelseskriminalitet. Han blev straffet med fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget af vilkår om 60 dages samfundstjeneste. Endvidere blev han frakendt retten til at udøve erhvervsmæssig personbefordring i 3 år fra endelig dom.

I TfK 2007.371/1 VLD blev en social- og sundhedshjælper fundet skyldig blandt andet i 74 tilfælde af dokumentfalsk overfor en beboer på det ældrecenter, hvor hun var ansat. Tiltalte havde stjålet 74 checkblanketter fra beboeren, falskeligt underskrevet checkene med beboerens navn og indløst dem i banken. Tiltalte havde på denne måde tilegnet sig 144.127 kr. Tiltalte blev straffet med fængsel i 6 måneder, hvoraf 4 måneder blev gjort betinget med vilkår om 80 timers samfundstjeneste. Tiltalte blev derudover frakendt retten til indtil videre at udøve virksomhed som social- og sundhedshjælper mv.

Retten kan foreløbigt udelukke en person fra at udøve en rettighed, indtil straffesagen er endeligt afgjort. Dette følger af straffelovens § 79, stk. 4, der giver mulighed for, at retten under behandlingen af de i stk 1 og 2 nævnte sager, indtil sagen er endeligt afgjort, ved kendelse kan udelukke den pågældende fra at udøve virksomheden.

I TfK 2001.418/2 ØLK forsøgte anklagemyndigheden at få retten til at afsige kendelse om, at en læge, der var tiltalt blandt andet for voldtægt og blufærdighedskrænkelse begået i forbindelse med den pågældendes hverv som alment praktiserende læge. Forsvareren indgav kæreskrift, hvor forsvareren blandt andet anførte: "... at allerede den omstændighed, at sagen har været efterforsket i mere end 2 år, bør føre til, at anklagemyndighedens begæring ikke imødekommes. Bestemmelsen i straffelovens § 79, stk. 4, skal efter forarbejderne anvendes meget restriktivt, og selv om de i anklageskriftet beskrevne forhold er særdeles alvorlige, kan der rejses begrundet tvivl om rigtigheden af samtlige forhold. Hertil kommer, at en sådan afgørelse træffes efter en summarisk proces, hvor der ikke føres vidner eller andre beviser, hvilket er i strid med bestemmelsen i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til en retfærdig rettergang." Landsretten bestemte, at den pågældende ikke skulle udelukkes fra at udøve lægegerning, indtil sagen var endeligt afgjort.

Se Justitsministeriets svar på retsudvalgets spørgsmål nr. 411 af 6. juni 2006 vedrørende praksis med hensyn til fornyelse af jagttegn mv. til personer, der er straffet. Ministeriet påpeger blandt andet, at tilbagekaldelse eller nægtelse af samtykke til udstedelse af jagttegn med henvisning til, at den pågældende er dømt i en straffesag for overtrædelse af straffelovens § 244, vil være i overensstemmelse med Justitsministeriets praksis. Endvidere anfører ministeriet: "Samtykke til jagttegn nægtes som udgangspunkt i en periode på fem år regnet fra tidspunktet for lovovertrædelsen. Der skal dog i alle tilfælde foretages en konkret vurdering, og afgørelsen er ikke til hinder for, at den pågældende på et senere tidspunkt – også inden der er forløbet fem år fra tidspunktet for lovovertrædelsen – på ny søger om udstedelse af jagttegn."

I UfR 2003.1 HD fandt Højesteret ikke grundlag for at tilsidesætte Justitsministeriets afgørelse af 23. april 1999, hvorefter ministeriet fastholdt Politimesteren i Holstebros afgørelse vedrørende nægtelse af samtykke til udstedelse af jagttegn til sagsøgeren for jagtåret 1999/2000. Af en skrivelse af 29. januar 2002 fra Justitsministeriet fremgår, at Politimesteren i Holstebro den 4. januar 2002 meddelte samtykke til, at der udstedes jagttegn til A for året 2001/2002. Den pågældende var den 15. september 1998 straffet for overtrædelse af straffelovens § 265.

I TfK 2008.177 blev tiltalte straffet med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 166 ved at have eftergjort 5 1000-kronesedler med henblik på at bringe dem i omløb og for straffelovens § 167 ved at have udgivet 3 eftergjorte 1000-kronesedler som betalingsmiddel for seksuelle ydelser. Tiltalte blev frifundet for påstanden om frakendelse af retten til at udøve vagtvirksomhed, jf. straffelovens § 79, stk. 1, jf. § 78, stk. 2. Denne afgørelse blev af byretten begrundet med, at "lovovertrædelsen ikke er sket i forbindelse med udøvelsen af vagtvirksomheden og ikke havde særlig relation til denne". Denne begrundelse blev tiltrådt af landsretten.

I TfK 2008.314/1 blev en person straffet med fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget, for flere tilfælde af bedrageri og forsøg derpå ved som beskikket bistandsværge over en længere periode at have formået politiet at udbetale sig vederlag svarende til i alt 42.000 kr., som han ikke havde krav på, eller at have forsøgt derpå. Landsretten fandt, at straffen var passende udmålt. Som begrundelse for, at straffen var gjort betinget, udtalte landsretten: "Efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold samt efter sagens omstændigheder, herunder afgørelsen om rettighedsfrakendelse, jf. nedenfor, tiltrædes det, at straffen undtagelsesvis er gjort betinget som sket."

I TfK 2013.15 blev tiltalte, som beskæftigede sig med virksomhed som dørmand, fundet skyldig i at have tildelt forurettede 4 knytnæveslag i ansigtet, der som følge af volden brækkede kæbebenet, straffet for overtrædelse af straffelovens § 244 med fængsel i 3 måneder. Landsretten lagde ved strafudmålingen vægt på, at forurettede efter det første knytnæveslag "reelt var uskadeliggjort". Forurettede og tiltalte var venner, og volden fandt sted umiddelbart efter, at forurettede og tiltalte var steget ud af en taxa, hvor de havde haft et skænderi. Forholdet var ikke begået i forbindelse med tiltaltes beskæftigelse som dørmand, og landsretten frifandt tiltalte for påstanden om frakendelse af retten til at udføre vagtvirksomhed med følgende begrundelse: "På baggrund af voldens karakter og omfang sammenholdt med den indtrådte skade findes straffen på fængsel i 3 måneder at være passende udmålt. Under hensyn til, at volden ikke har haft nogen forbindelse med tiltaltes virksomhed som vagt, findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at frakende ham retten til at udføre vagtvirksomhed. Tiltalte frifindes derfor for påstanden om rettighedsfrakendelse."

Om straffede retsstilling generelt henvises til kapitlet nedenfor med titlen "Straffedes retsstilling generelt".

Sagsomkostninger i sager om rettighedsfrakendelse
I TfK 2009.650 var en dansk advokat blevet idømt en straf af fængsel i to år ved en britisk domstol. Den pågældende fik i oktober 2005 i forbindelse med overførsel til afsoning af straffen i Danmark under en tilpasningssag ved en dansk domstol straffen omsat til fængsel i to år. Efterfølgende - i 2006 - påstod anklagemyndigheden den pågældende fradømt retten til at drive advokatvirksomhed indtil videre. Ved Østre Landsrets dom af 20. maj 2009 blev den pågældende fundet uværdig til den agtelse og tillid, der må kræves til udøvelse af advokatvirksomhed, jf. retsplejelovens § 138 og blev derfor frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre. Den domfældte fik medhold i, at der i en sag om rettighedsfrakendelse - ligesom i en tilpasningssag - ikke var hjemmel til at afkræve domfældte sagsomkostninger. Herom udtalte landsretten nærmere: "Efter retsplejelovens § 1007, stk. 1, udredes omkostningerne ved behandlingen af straffesager af det offentlige, medmindre andet er bestemt. Landsretten finder, at hverken retsplejelovens § 1008, stk. 1, eller andre bestemmelser indeholder fornøden hjemmel til at pålægge A at betale omkostningerne ved denne sag om rettighedsfrakendelse, hvorfor statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter."

Straffens fastsættelse (straffelovens kapitel 10)

Straffelovens 10. kapitel Straffens fastsættelse

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Kapitel 2. Strafferammesystemet i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Kapitel 3. Den almene retsopfattelse i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Kapitel 4. Strafniveauet for forskellige typer af forbrydelser i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Kapitel 5. Strafferammers minimum og maksimum i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Kapitel 6. Normal- og sidestrafferamme i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Kapitel 9. Straffastsættelse i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Kapitel 13. Sammenstød i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Der tages ved udmålingen af straf hensyn til flere faktorer herunder kriminalitetens grovhed, tiltaltes eventuelle forstraffe, forurettedes adfærd forud for og medens den strafbare handling blev begået, oplysninger om sigtedes alder og modenhed samt det oplyste om sigtedes personlige forhold.

For at domstolene vil gøre en afgørelse betinget eventuelt med vilkår, kan det være nødvendigt med en såkaldt "personundersøgelse". Af Rigsadvokatens meddelelse nr. 3 fra 2000, punkt 2, fremgår, at det er "anklagemyndighedens pligt" at indhente relevante personundersøgelser. Forsvareren har mulig for at anmode anklagemyndigheden om at indhente en personundersøgelse. Se i øvrigt afsnittet om personundersøgelser.

I dansk ret er det udtrykkeligt bestemt i § 4 i lov nr. 467 af 12. juni 2009 om konfliktråd i anledning af en strafbar handling, at mægling i konfliktråd ikke træder "i stedet for straf eller andre retsfølger af den strafbare handling". I en række andre lande kan sigtedes/tiltaltes deltagelse i konfliktråd (konfliktmægling) bevirke, at anklagemyndigheden frafalder tiltalen, eller at straffen nedsættes.

EU-retten behandler spørgsmålet om mægling i straffesager. Af "RAPPORT FRA KOMMISSIONEN udarbejdet i henhold til artikel 18 i Rådets rammeafgørelse af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager (2001/220/RIA)" fremgår af kommentarerne til rammeafgørelsens artikel 10 blandt andet, at konfkliktmægling i nogle lande træder i stedet for straf eller strafforfølgning. På side 8 anføres blandt andet: ".. Ifølge artikel 10 skal medlemsstaterne fremme mægling i straffesager, hvor dette anses for at være hensigtsmæssigt. De fleste medlemsstater har en ordning, der giver mulighed for mægling. I LU er det anklagemyndigheden, der beslutter, om der skal foretages mægling i straffesager; parterne har ingen initiativret i så henseende. I SI er det anklagemyndigheden, der beslutter, om der skal foretages mægling, men dette kan kun ske med gerningsmandens og offerets samtykke. Når anklagemyndigheden modtager meddelelse om, at en mæglingsaftale er blevet opfyldt, frafaldes straffesagen. I PL og FI kan mægling føre til en mindre hård straf. I LT indstilles straffesagen, hvis parterne erklærer sig indforståede med mægling, og i BG er en mæglingsaftale bindende for parterne. I SE er mægling mulig, hvis gerningsmanden er under 21 år. I CY og DK findes der ingen bestemmelser om mægling. DK undersøger muligheden for varigt at indføre mægling, efter at der i 1994 blev indledt et pilotprojekt, som er blevet udvidet yderligere i 2003 og 2007."

Se nedenfor under straffelovens §§ 285 til 287 særligt om strafniveauet for visse typer af berigelsesforbrydelser som for eksempel tyveri og hæleri.

Betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer, bind 1 - 2003
Betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer, bind 2 - 2003
Betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer, bind 3 - 2003
Betænkning 1099 om strafferammer og prøveløsladelse - 1987
Betænkning 914 om voldtægt, røveri og brandstiftelse - 1980
Betænkning 1531 om strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og domstole afgivet af Straffelovrådet i 2012

Se de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til § 80 til § 84 mv. i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

Minimumsstraffe ("forhøjede strafminima")
I de senere års debat har der været peget på behovet for, at lovgivningsmagten fastsætter minimumsstraffe for et større eller mindre antal forbrydelser. Spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af indsættelse af forhøjede strafminima diskuteres i afsnit 3.2 i Betænkning 1531 om strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og domstole afgivet af Straffelovrådet i 2012. Ved forhøjede strafminima forstås strafminima, der overstiger fængselsstraffens almindelige minimum på 7 dage, eller som fastsætter en minimumsbødestraf. Straffelovrådet fraråder, at lovgivningsmagten i de enkelte strafbestemmelser fastsætter forhøjede strafminima. På side 147 konkluderer Straffelovrådet sammenfattende, "... at forhøjede strafminima ikke er egnede til at angive strafniveauet i normaltilfælde af den pågældende forbrydelse, og at forhøjede strafminima derfor ikke bør anvendes hertil. I betragtning af risikoen for, at domstolene i konkrete sager tvinges til at idømme en uforholdsmæssigt streng straf, bør der således ikke indføres forhøjede strafminima, hvor det forhøjede strafminimum er udtryk for strafniveauet i normaltilfælde. .."

Forhøjede strafminima - for eksempel i straffelovens § 237 om drab eller i straffelovens § 192 a om skærpet straf for grove overtrædelser af våbenloven - udelukker ikke, at domstolene efter straffelovens § 83 fastsætter en straf, der er lavere end straframmen, når betingelserne herfor er opfyldt. Straffelovens § 83 er en generel hjemmel til at nedsætte straffen under den i grunddeliktet foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Efter samme bestemmelse kan straffen under i øvrigt formildende omstændigheder helt bortfalde. Hjemmel til at nedsætte straffen under strafferammens minimum findes endvidere i straffelovens § 21, stk. 2, om forsøg, og straffelovens § 23, stk. 1, 2. pkt., om medvirken.

Rigsadvokatens strafpåstande i sager om overtrædelse af straffeloven
Rigsadvokaten vejleder i Rigsadvokat Meddelelse nr. 9/2005 anklagemyndigheden om "strafpåstanden i sager om overtrædelse af straffeloven". I afsnit 4 behandles anklagemyndighedens forslag til sanktion i de enkelte bestemmelser. Se samme meddelelse på Rigsadvokatens hjemmeside med eventuelt senere opdateringer.

Straffelovens § 80
Se bemærkningerne til § 80 i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

Strafudmåling, som er udtryk for diskrimination, kan være i strid med EMRK artikel 14 sammenholdt med EMRK artikel 6, stk. 1

I TfK 2010.1033 VLD blev to polske statsborgere, som ifølge deres egen forklaring havde opholdt sig 2 dage i Danmark, straffet med fængsel i 60 dage for tyveri af effekter til en værdi af 60.000 kr. De erkendte, at de havde opbrudt en varebil og derpå stjålet effekterne. De blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Landsretten udtalte blandt andet: "Ved fastsættelsen af straffene skal der tages hensyn til, at de tiltalte, som var kommet til Danmark få dage tidligere, begik tyveriet i forening, og at tyveriet skete ved opbrydning af en varebil. Der skal endvidere tages hensyn til værdien af de stjålne genstande." Det er bemærkelsesværdigt, at der ved fastsættelsen af straffen blandt andet blev taget hensyn til, at de tiltalte "få dage tidligere". Der ses ikke at foreligge oplysninger om, at de pågældende var tidligere straffede af betydning for sagen. Sammenholdes strafudmålingen i den aktuelle sag med, at der i dansk ret ofte gives helt eller delvist betingede domme til personer, der begår tyverier, hvor der stjæles større værdier, kan det overvejes, om strafudmålingen kan være et udtryk for diskrimination i strid med EMRK artikel 14 sammenholdt med EMRK artikel 6, stk. 1. Se herom for eksempel Paraskeva Todorova mod Bulgarien afgjort af EMD den 25. marts 2010 under sagsnummer 37193/07, hvor en roma var blevet idømt en ubetinget fængselsstraf for et strafbart forhold, der efter national praksis ofte blev blev mødt med en betinget frihedsstraf. EMD fandt, at EMRK artikel 14 sammenholdt med EMRK artikel 6, stk. 1, var krænket (præmis 46).

Straffelovens § 81 (skærpende omstændigheder ved straffens udmåling)
Straffelovens § 81 har følgende indhold:

"§ 81. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som skærpende omstændighed,
1) at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen,
2) at gerningen er udført af flere i forening,
3) at gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet,
4) at gerningsmanden tilsigtede, at gerningen skulle have betydelig alvorligere følger, end den fik,
5) at gerningsmanden har udvist særlig hensynsløshed,
6) at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende,
7) at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat,
8) at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt, (delvis videreførelse af den nu ophævede § 154)
9) at gerningsmanden har fået en anden til at medvirke til gerningen ved tvang, svig eller udnyttelse af dennes unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold,
10) at gerningsmanden har medvirket til kriminalitet udført af et barn under 14 år,
11) at gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling,
12) at gerningen er begået af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter,
13) at gerningen er begået af en tidligere indsat over for institutionen eller en person med ansættelse ved institutionen."

Straffelovens § 81, nr. 1, stiller krav om, at gerningsmandens eventuelle forstraffe skal være af "betydning for sagen", for at disse kan tillægges betydning for straffens udmåling som en skærpende omstændighed. Se ovenfor under "rettergangsskridt for nyt strafbart forhold begået i prøvetiden" vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en eventuel betinget dom skal udløses, når nyt strafbart forhold er begået i prøvetiden.

Straffelovens § 81, nr. 7, indsat ved lov nr. 1400 i 2005 hjemler skærpet straf i tilfælde, hvor en forbrydelse begås som reaktion på den forurettedes ytringer i den offentlige debat om samfundsspørgsmål af f.eks. politisk, religiøs, etisk eller faglig karakter. Bestemmelsen sigter ifølge bemærkninger ikke alene på ytringer, der fremsættes i massemedierne eller på internettet, men også på andre situationer, hvor ytringerne fremsættes over for en videre kreds, herunder i forbindelse med foredrag og undervisning. Bestemmelsen forudsættes også at omfatte den meningstilkendegivelse, der ligger i at deltage i en demonstration. Udenfor falder tilfælde, hvor den forurettedes ytringer er fremsat i en rent privat sammenhæng. Bestemmelsen gælder ifølge bemærkningerne kun i forhold til forurettedes "lovlige" ytringer. Se Vestre Landsrets afgørelse af 9. december 2009 af sagen V.L. S-1277-09 , hvor unge fra en politisk gruppering blev straffet for vold mod unge fra en anden politisk gruppering.

Straffelovens § 81, nr. 8, viderefører - med en noget svækket formulering - den tidligere § 154 i straffeloven. Under kommentarerne til den tidligere § 154 findes et større antal afgørelser herunder afgørelser om vold udøvet af fængselsbetjente og polititjenestemænd.

Om den europæiske torturkomites krav til nationale regler om bekæmpelse af myndighedspersoners immunitet overfor straf kan der henvises til CPT-standard, CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2011, om "Combating impunity", side 94 til 99.

I TfK 2012.1089 blev to fængselsbetjente ved Arresthuset i Aalborg hver straffet med fængsel i 4 måneder for vold mod en indsat. Det blev fundet bevist, at de tiltalte, medens dennes hænder var belagt med håndjern på ryggen, havde tildelt den tiltalte adskillige slag. Dette var sket dels i den indsattes celle og dels efterfølgende i observationscellen. En af landsrettens 6 dommere ville frifinde de pågældende. To af landsrettens dommere ville forhøje straffen til fængsel i 6 måneder. Flertallet stadfæstede byrettens afgørelse og lagde "vægt på de samme momenter som anført i byrettens dom", som blev stadfæstet. Byretten udtalte således: "Der er ved denne strafudmåling lagt vægt på, at forholdet er begået af de tiltalte som tjenestegørende fængselsbetjente under udførelsen af deres arbejde, jf. herved straffelovens § 81, nr. 8, hvilket er en skærpende omstændighed. Det er ligeledes en skærpende omstændighed, at voldsudøvelsen i form af flere knytnæveslag mod ansigtet af forurettede er foregået i en situation, hvor forurettede har ligget fastholdt på gulvet med hænderne fastlåst i håndjern på ryggen. Endvidere er det tillagt skærpende betydning ved strafudmålingen, at volden er begået af de tiltalte i forening, jf. straffelovens § 81, nr. 2. Endelig er det en skærpende omstændighed, at de tiltaltes voldsudøvelse mod forurettede er fortsat efter, at forurettede var blevet ført til observationscellen i kælderen, hvor han blev tildelt yderligere knytnæveslag på kroppen.". Det fremgår af sagen, at der til brug for sagens behandling ved landsretten var indhentet en erklæring fra Retsmedicinsk Institut, hvor instituttet udtalte sig nærmere om, hvorledes skaderne på den indsatte kunne være opstået. Dommen er yderligere kommenteret under Kommentarer om magtanvendelse herunder om personalets vold, overgreb og overdrevne magtanvendelse mod indsatte under straffudbyrdelsesretten.

Se bemærkningerne til § 81 i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

Rigsadvokatens redegørelse af april 2008 om anvendelsen af straffelovens § 81, nr. 6 og nr. 7 samt sager om overtrædelse af forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv.

Straffelovens § 81 a om strafforhøjelse indtil det dobbelte ved visse voldsforbrydelser mv.
Det fremgår af lovbemærkningerne til § 81 a indsat med lov nr. 501 af 12. juni 2009, at det "er en betingelse for at anvende bestemmelsen i straffelovens § 81 a, at der foreligger et »opgør«. Herved sigtes der til en konflikt mellem to (rivaliserende) parter af en betydelig intensitet, som gennem en vis periode giver sig udslag i angreb. Enkeltstående voldelige angreb eller lignende uden indbyrdes sammenhæng vil således ikke være tilstrækkeligt til at udgøre et opgør omfattet af bestemmelsen".

Straffelovens § 82 om strafnedsættelse
Bestemmelsen har følgende indhold:

§ 82. Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som formildende omstændighed,
1) at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført,
2) at gerningsmanden har høj alder, når anvendelse af den sædvanlige straf er unødvendig eller skadelig,
3) at gerningen grænser til at være omfattet af en straffrihedsgrund,
4) at gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse,
5) at gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov fornærmelse,
6) at gerningen er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold,
7) at gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, eller der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen,
8) at gerningsmanden frivilligt har afværget eller søgt at afværge den fare, der er forvoldt ved den strafbare handling,
9) at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse,
10) at gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre,
11) at gerningsmanden har genoprettet eller søgt at genoprette den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling,
12) at gerningsmanden på grund af den strafbare handling frakendes en af de i § 79 omhandlede rettigheder eller påføres andre følger, der kan sidestilles med straf,
13) at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden,
14) at der er gået så lang tid, siden den strafbare handling blev foretaget, at anvendelse af den sædvanlige straf er unødvendig.

Se bemærkningerne til § 82 i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

Kapitel 10. Strafnedsættelse og strafbortfald mv. i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

§ 82 beskriver en række forhold, der kan føre til, at straffen nedsættes inden for den foreskrevne strafferamme. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 83, som giver mulighed for, når betingelserne i § 83 er opfyldt, at fastsætte en straf, der ligger "under den foreskrevne strafferamme" for det omhandlede delikt. Nedenfor gengives eksempler på praksis med videre vedrørende straffelovens § 82:

Ung alder er i sig selv en grund til, at en straf kan nedsættes. Dette følger direkte af straffelovens § 82, nr. 1, som udtaler, at det "i almindelighed" indgår som en formildende omstændighed, at "gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført". I TfK. 2006.86 ØLD havde en 20-årig efter en havnefest den 8. august 2004 kastet en glasflaske efter en anden. Flasken havde ramt den pågældende i hovedet, den knustes, og forurettede kom til skade. Straffen blev gjort betinget blandt andet under henvisning til "ung alder".

Høj alder kan i sig selv begrunde nedsættelse af den sædvanlige straf. I TfK 2008.772 ØLD blev en straf af fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121 gjort betinget under henvisning til tiltaltes høje alder. Straffelovens § 82, nr. 2, blev citeret i landsrettens afgørelse. Det fremgår ikke af sagen, hvor høj den pågældendes alder var.

§ 82, nr. 3 vedrører det tilfælde, hvor "gerningen grænser til at være omfattet af en straffrihedsgrund". I TfK 2007.612/2 HD blev tiltalte idømt en betinget dom uden straffastsættelse for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. Tiltalte, der var taxachauffør, blev fundet skyldig i at have bidt noget af fingeren af på en person umiddelbart efter, at personen havde rakt en arm ind gennem vinduet i taxaen og slået tiltalte i hovedet. Højesteret udtalte blandt andet: "Forud for voldshandlingerne var der en uoverensstemmelse mellem K og T. Det må efter landsrettens bevisresultat lægges til grund, at K herefter førte en arm ind i T's taxa og tildelte ham i hvert fald ét slag i hovedet, og at T i forbindelse hermed bed et stykke af det yderste led af K's ringfinger på højre hånd. Uanset K's uretmæssige angreb finder Højesteret, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at anse T's handling for rimeligt begrundet i den skræk eller ophidselse, som angrebet forårsagede. Der er herved lagt vægt på karakteren af K's angreb sammenholdt med, at T's handling, der er henført under straffelovens § 245, stk. 1, har påført K en varig skade. Højesteret tiltræder derfor, at forholdet ikke er straffrit efter straffelovens § 13, stk. 2. Højesteret finder imidlertid, at der foreligger formildende omstændigheder som anført i straffelovens § 82, nr. 3 og nr. 5, og at sagen derfor kan afgøres med en betinget dom uden straffastsættelse alene på vilkår som nedenfor anført."

I TfK 2011.3 VLD blev en person fundet skyldig i på et offentligt tilgængeligt sted (en "Country-Festival") uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af en foldekniv med en klinge på 7,6 cm samt 2 dolke med bladlængder på henholdsvis 27 cm og 10,8 cm. Blandt andet fordi landsretten fandt, at den pågældende havde handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af reglerne i våbenlovgivningen jf. straffelovens § 82, nr. 4, bortfaldt straffen. Landsretten udtalte blandt andet: "Det lægges efter tiltaltes forklaring til grund, at han var af den opfattelse, at våbentilladelsen gav ham ret til at bære kniven og dolkene som sket. Tiltalte har i den forbindelse fejlagtigt troet, at våbentilladelsen omfattede alle tre våben, selv om det kun var dolken med en bladlængde på 27 cm, der var omfattet af reglerne i våbenbekendtgørelsen. Tiltalte har endvidere været uvidende om, at forbuddet i våbenlovens § 4, stk. 1, mod at bære kniv eller dolk på offentligt tilgængeligt sted uden anerkendelsesfærdigt formål gælder, selv om man har en våbentilladelse til blankvåben. I tiltaltes ansøgning fra primo juni 2009 om fornyelse af våbentilladelsen er det under våbenart påført, at der er tale om »knive«. Tiltalte fik herefter en våbentilladelse af 15. juni 2009, der efter sin ordlyd gav ham tilladelse til at erhverve, besidde, bære og anvende »blankvåben« uden nogen nærmere angivelse af, hvilke våben tilladelsen omfattede. Våbentilladelsen indeholdt heller ikke nogen klar angivelse af, under hvilke omstændigheder tiltalte måtte bære blankvåben. Den nærmere rækkevidde af undtagelsen i våbenlovens § 4, stk. 1, vedrørende »et andet lignende anerkendelsesværdigt formål« kan i øvrigt give anledning til tvivl. Tiltalte må på denne baggrund anses for at have handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af reglerne i våbenlovgivningen, jf. straffelovens § 82, nr. 4. ..."

Det fremgår af straffelovens § 82, nr. 5, at straffen kan nedsættes, når "gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov fornærmelse. I Vestre Landsrets afgørelse af 9. december 2009 af sagen V.L. S-1277-09 tog landsretten blandt andet hensyn til, at "den gruppe, som vidnerne var en del af, har optrådt på en sådan måde, at det har bidraget til at optrappe situationen og udløse volden".

I tilfælde hvor indsatte i fængsler og arresthuse straffes for lovovertrædelser begået, medens de af myndighedspersoner har været udsat for overgreb, vil sådanne overgreb kunne føre til, at straffen nedsættes. I sagen 5-2340/2009 afgjort af Retten i Herning den 11. maj 2010 blev en person idømt 3 måneders fængsel, der blev gjort betinget uden vilkår om samfundstjeneste. Han var blandt andet fundet skyldig i tre tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og et tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 121. Den pågældende var flere gange tidligere straffet blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. To af forholdene i den aktuelle sag var begået, efter at den pågældende havde ligget fikseret i en sikringscelle i Statsfængslet Midtjylland i timevis under "nedværdigende forhold". Retten udtalte blandt andet: "Efter en samlet vurdering af indholdet af rapporterne vedrørende anbringelse af tiltalte i sikringscelle fra den 14. december 2005 kl. 18.26 lægges det til grund, at tiltalte i hvert fald fra den 15. december 2005 kl. 08.05 henlå fastspændt på en briks i sikringscellen under nedværdigende forhold, idet tiltalte var våd efter at have urineret på sig selv og først kl. 13.15 blev vasket, fik mad og medicin. Disse omstændigheder tillægges imidlertid alene vægt ved straffastsættelsen. Efter det oplyste om tiltaltes opførsel og forstraffe, er der således ikke grundlag for at antage, at selve fikseringen af tiltalte var ulovlig". Afgørelsen blev ikke anket af anklagemyndigheden.

I nævningesagen SS 3-17375/2010 frifandt Københavns Byret en indsat, der var fundet skyldig i vold efter straffelovens § 119, stk. 1, begået mod fængselsbetjente i forbindelse med, at tiltalte skulle fikseres i en sikringscelle i Politigårdens Fængsel i København. Nævningetinget lagde til grund, at tiltalte havde handlet i nødværge, og at handlingen derfor var straffri efter straffelovens § 13, stk. 1. Se bemærkningerne til afgørelsen ovenfor under nødværge. Havde nævningetinget ikke fundet, at betingelserne for nødværge havde foreligget, kunne straffen eventuelt have været nedsat efter bestemmelsen i straffelovens § 82, nr. 5.

I TfK 2008.850/2 ØLD blev tiltalte, der var to gange tidligere straffet for vold, straffet med fængsel i 40 dage, der blev gjort betinget med henvisning til straffelovens § 82, stk. 1, nr. 5. Dommen blev afsagt den 10. september 2008. Tiltalte var tidligere straffet senest ved en dom afsagt af byretten den 26. oktober 2006 med fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget med 2 års prøvetid, for overtrædelse af straffelovens § 244, og ved en dom afsagt af byretten den 14. februar 2008 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at forurettede inden voldsudøvelsen havde tildelt tiltalte et slag i ansigtet. Imidlertid fandt landsretten, "at den udøvede vold er udført i en oprørt sindstilstand, der var fremkaldt af forurettede ved dennes aggressive henvendelse til tiltalte", og at forholdet derfor var omfattet af straffelovens § 82, nr. 5". Byretten havde idømt den pågældende en straf af fængsel i 50 dage. Landsretten nedsatte straffen til fængsel i 40 dage, og fandt det "undtagelsesvist forsvarligt at gøre straffen betinget som nærmere anført nedenfor."

I TfK 2005.580/2 ØLD blev en person, der var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245 ved forsætligt at have påkørt en anden med forholdsvis alvorlig personskade til følge, idømt en fængselsstraf, der blev gjort betinget, idet landsretten fandt, at betingelserne i § 82, nr. 5 var til stede. Landsretten lagde vægt på, at forurettede umiddelbart forinden havde udøvet vold mod en bekendt til tiltalte, og at tiltalte havde frygtet, at han ville anvende yderligere vold. Landsretten udtalte: "Landsretten tiltræder også, at forholdet med rette er henført under strafnedsættelsesreglen i straffelovens § 82, stk. 1, nr. 5. Landsretten finder ikke grundlag for at lade straffen bortfalde efter stk. 2 i den pågældende bestemmelse, men finder, at straffen kan nedsættes til fængsel i 60 dage. Under hensyn til, at tiltalte er ustraffet og i øvrigt har gode personlige forhold, finder landsretten, at det er forsvarligt, at straffen gøres betinget som nedenfor nærmere anført."

Af straffelovens § 82, nr. 6 fremgår, at straffen kan nedsættes, hvis "gerningen er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold". I UfR 1992.752/2 ØLD bortfaldt straffen efter § 84, stk. 1, nr. 5 (svarende til den nugældende § 82, nr. 6) overfor en 17-årig, som havde accepteret et vederlag for at hjælpe med at tage kokain ombord på det skib, som han havde påmønstret. Det blev lagt til grund, at han ikke vidste, hvad der skulle foregå, førend skibet befandt sig i rum sø, og at han havde næret en berettiget frygt for sit liv, hvis han ikke deltog. Han havde straks afmønstret, så snart skibet kom i havn i USA, og han havde efter det oplyste ikke modtaget sit vederlag eller forsøgt at modtage det. Dagældende § 85, som svarer til den nuværende § 82, nr. 7, behandlet umiddelbart nedenfor, blev også citeret i afgørelsen.

Af straffelovens § 82, nr. 7, fremgår, at straffen kan nedsættes, hvis "gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, eller der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen". Bestemmelsen svarer til den nu ophævede § 85 i straffeloven.

I TfK 2003.212 VLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 165 ved den 4. juni 2001 til politiet i Randers i strid med sandheden at have anmeldt, at der var begået indbrud i hans lejlighed, selv om dette var sket efter aftale mellem tiltalte og »gerningsmanden«, J, med henblik på at tiltalte skulle anmelde det til sit forsikringsselskab. Endvidere blev han fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri ved den 12. juni 2001 i strid med sandheden til sit forsikringsselskab at have anmeldt, at der ved et indbrud på hans bopæl, var stjålet og ødelagt effekter for ca. 130.000 kr. Forsikringsselskabet havde på dette grundlag udbetalt tiltalte 103.483 kr. i erstatning. Vestre Landsret gjorde en straf af fængsel i 4 måneder betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste i 80 timer. Det fremgår af sagen, at den pågældende havde været depressiv efter, at hans kæreste havde brudt med ham. Hans liv var "bare gået ned af bakke". Han oplyste i retten, at han var "bange for at skulle ind at afsone, fordi han tror, at han så vil falde tilbage til sin depressive tilstand med tanker om selvmord". Landsretten udtalte blandt andet: "Som fastslået af Højesteret i dommen af 22. marts 2002, citeret i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 1264, skal straffen for forsikringsbedrageri i almindelighed fastsættes til en kombinationsstraf i medfør af straffelovens § 64 som sket i byretten. Efter det oplyste om tiltaltes personlige og helbredsmæssige forhold, samt da forholdet er begået for mere end 1½ år siden, findes det forsvarligt undtagelsesvis at gøre straffen betinget i sin helhed, jf. straffelovens § 56, stk. 2, på vilkår som fastsat nedenfor."

En vicepolitiinspektør blev den 11. juni 1998 anholdt af personalet i engros-butikken "Metro" ved Århus for butikstyveri. Han blev fundet i besiddelse af nogle varer, som han ikke havde betalt for. Ved dom af 15. juli 1998 ved Retten i Århus blev den pågældende i sag nr. SS 9802338-13 frifundet for tyveri. Retten lagde vægt på den tiltaltes forklaring om, at han havde haft "en stresset arbejdssituation" på gerningstidspunktet. Dette kunne blandt andet bekræftes af en kollega, der som vidne forklarede, at han havde bemærket, at tiltalte tidligere på gerningsdagen havde "rystet lidt på hænderne". Dommen blev ikke anket af anklagemyndigheden.

Se eventuelt artikel af 24. december 2007 med overskriften "Stress - og ikke tyverihensigt - kan være årsag til, at kunder fjerner varer fra en butik uden at betale for dem. I så fald sker der frifindelse for butikstyveri"

I UfR 1965.662 HD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, efter at have anmeldt en kollega for at have modtaget returkommission fra en virksomhed, der havde leveret varer til politiet. Den pågældende blev straffet med fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget blandt andet under henvisning til "den alvorlige psykiske belastning", som tiltalte havde været udsat for på anmeldelsestidspunktet.

Det fremgår af straffelovens § 82, nr. 9, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at "gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse".

Kapitel 11. Tilståelsens betydning for strafudmålingen mv. i bind 1 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Det fremgår af straffelovens § 82, nr. 10, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, at gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre. Se Justitsministeriets svar af maj 2008 til retsudvalget om denne bestemmelse. I "Rigsadvokaten Informerer", nr. 2, 2009 redegør Rigsadvokaten for en højesteretsdom, hvor anklagemyndigheden får tilladelse til at afhøre vidner, der er dømt i USA i samme sagskompleks som de nu tiltalte. Vidnerne er blevet lovet strafnedsættelser/påtaleopgivelser mod, at de ved de danske domstole afgiver vidneforklaringer mod de tiltalte. Vidnerne har således indgået en såkaldt "plea agreement" med de amerikanske myndigheder. Den indebærer, at deres sager kan genoptages, og at de kan idømmes strengere straffe, hvis deres adfærd som vidner i Danmark måtte give anledning til dette. Forsvareren protesterede mod, at disse vidner blev ført, og henviste til, at de havde en interesse i at afgive forklaring mod de tiltalte i overensstemmelse med aftalen, uagtet at forklaringer måtte være usandfærdige. Højesteret gav anklagemyndigheden medhold og udtalte i præmisserne blandt andet: ”… aftaler[ne] indebærer bl.a., at de pågældende har forpligtet sig til at samarbejde med myndighederne ved at afgive forklaring i sager mod medgerningsmænd, og at en tilsidesættelse af denne forpligtelse kan medføre bortfald af de fordele i form af påtalefrafald og strafnedsættelse, som er opnået eller stillet i udsigt. Aftaler om tiltalefrafald og/eller strafnedsættelse, der er betinget på denne måde, er lovlige og sædvanlige i USA. Derimod kan sådanne aftaler som udgangspunkt ikke anses for lovlige i dansk ret. Den danske anklagemyndighed er ikke deltager i de tilståelsesaftaler, der er indgået i denne sag, og kan heller ikke – som det ellers er anført i byrettens kendelse af 20. november 2007 – anses for at have tiltrådt aftalerne. Tilkendegivelsen om, at de pågældende ikke vil blive strafforfulgt i Danmark for de samme forhold som dem, der er omfattet af sagerne i USA, har alene karakter af en oplysning om, hvad der følger af princippet om, at ingen må strafforfølges to gange for det samme forhold. Selv om tilståelsesaftaler som de omhandlede ikke lovligt kan indgås af en dansk anklagemyndighed, kan de dog ikke anses for stridende mod grundlæggende danske retsprincipper. Ordninger, som i et vist omfang har samme karakter og formål som de amerikanske tilståelsesaftaler, kendes også i dansk ret. Således indeholder straffelovens § 82, nr. 10, en bestemmelse om strafnedsættelse i tilfælde, hvor gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre. Efter konkurrencelovens § 23 a kan en virksomhed, der deltager i kartel, opnå tiltalefrafald eller strafnedsættelse, hvis den samarbejder med myndighederne om opklaringen. På denne baggrund, og da der ved behandlingen af sager om international kriminalitet må tages hensyn til, at andre lande kan have straffeprocessuelle regler, som adskiller sig fra de danske, kan de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, som er baggrunden for, at tilståelsesaftaler som de foreliggende ikke anerkendes i dansk ret, ikke føre til, at anklagemyndigheden afskæres fra at føre de fire personer som vidner i den danske straffesag. Ved vurderingen af forklaringernes bevisværdi må det imidlertid tages i betragtning, at forklaringerne kan være usande, fordi de er motiverede af de lovede fordele.”

Det fremgår af straffelovens § 82, nr. 12 , at "gerningsmanden på grund af den strafbare handling frakendes en af de i § 79 omhandlede rettigheder eller påføres andre følger, der kan sidestilles med straf".

I TfK 2008.314/1 blev en person straffet med fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget, for flere tilfælde af bedrageri og forsøg derpå ved som beskikket bistandsværge over en længere periode at have formået politiet at udbetale sig vederlag, som han ikke havde krav på, eller at have forsøgt derpå. Landsretten fandt, at straffen var passende udmålt. Som begrundelse for, at straffen var gjort betinget, udtalte landsretten: "Efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold samt efter sagens omstændigheder, herunder afgørelsen om rettighedsfrakendelse, jf. nedenfor, tiltrædes det, at straffen undtagelsesvis er gjort betinget som sket."

Lang sagsbehandlingstid mv. kan mildne straffen
Af straffelovens § 82, nr. 13 fremgår det også, at straffen kan nedsættes, hvis ikke sagen er afgjort inden for "rimelig tid", uden at dette kan bebrejdes gerningsmanden. Af § 82, nr. 14, fremgår det, at straffen kan nedsættes, hvis der er "gået så lang tid, siden den strafbare handling blev begået, at anvendelse af den sædvanlige straf er unødvendig". Sidstnævnte strafnedsættelsesgrund er således også aktuel i tilfælde, hvor det skønnes, at det kan bebrejdes gerningsmanden, at sagen har været længe under vejs. EMRK artikel 6 fordrer også, at straffesager skal fremmes med rimelig hurtighed. Det kan således udgøre en krænkelse af menneskerettighederne, at en straffesag ikke fremmes rimeligt hurtigt. Dette kan domstolene i større eller mindre omfang reparere ved at mildne straffen med henvisning til, at en sag har været for længe under vejs.

I TfK 2013.358 blev tiltalte ved landsretten straffet med fængsel i 7 måneder, der blev gjort betinget, for overtrædelse af våbenloven og for indbrudstyveri begået 11. december 2011 i et kælderrum, hvor han stjal forskellige effekter blandt andet dvd-film og spil samt 50 løse patroner i et ammunitionsbælte. Den pågældende var adskillige gange tidligere straffet med flere ubetingede straffe. Tiltalte var således ved Vestre Landsrets ankedom af 20. juni 2006 straffet med 6 måneders fængsel, hvoraf 4 måneder var gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste for røveri og overtrædelse af våbenbekendtgørelsen. Yderligere var tiltalte ved dom af 5. august 2010 straffet med fængsel i 30 dage, betinget med 1 års prøvetid, for tyveri. Endelig var han ved dom af 26. november 2010 straffet med fængsel i 1 år 8 måneder for blandt andet tyveri, røveri, hæleri og brugstyveri af motorkøretøj samt færdselsloven. Sidstnævnte straf var en fællesstraf med den betingede straf i dommen af 5. august 2010. Tiltalte var blevet prøveløsladt den 5. september 2011 med en reststraf på 204 dage og prøvetid på 2 år. Forholdet var således begået 3 måneder og 6 dage efter datoen for prøveløsladelsen efter afsoningen af dommen, som tiltalte blev idømt 26. november 2010 for blandt andet for tyveri og hæleri (ligeartet kriminalitet). Byretten idømt den pågældende en ubetinget straf af fængsel i 6 måneder. Byretten udtalte blandt andet: "..Straffen fastsættes som en fællesstraf, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, omfattende reststraffen på 204 dage fra prøveløsladelse den 5. september 2011, til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, og våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 2. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet flere gange for blandt andet berigelseskriminalitet, og at han påny har begået tyveri få måneder efter, at han blev prøveløsladt efter afsoning af en dom, der også hovedsagelig vedrørte berigelseskriminalitet. Af disse grunde skal reststraffen fra prøveløsladelsen udløses." Dommen blev anket til landsretten, der ændrede straffen til fængsel i 7 måneder men gjorde straffen betinget med en prøvetid på 2 år og med et vilkår om, at tiltalte undergav sig tilsyn af kriminalforsorgen i prøvetiden. Landsretten begrundede afgørelsen således: "Henset til tiltaltes nu væsentligt forbedrede personlige forhold, og herunder særligt at tiltalte er i gang med en uddannelse, sammenholdt med omstændighederne i forhold 1 finder landsretten det helt undtagelsesvis forsvarligt i medfør af straffelovens § 61, stk. 2, nr. 2, at gøre fællesstraffen betinget på vilkår som nedenfor bestemt." Det er værd at bemærke, at landsrettens dom blev afsagt 24. januar 2013, som var godt 13 måneder efter den 11. december 2011, hvor forholdet blev begået. Landsretten henviste ikke til sagsbehandlingstiden men i det væsentlige de "forbedrede personlige forhold".

I TfK 2010.638 ØLD blev straffen for trusler mod en anden bilist på Øresundsmotorvejen med en softgun fastsat til fængsel i 20 dage jævnfør straffelovens § 266. Forholdet var begået i maj 2007 og blev behandling i landsretten i april 2010. Landsretten udtalte, at den lange sagsbehandlingstid udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1. Som "en konsekvens af krænkelsen" gjorde landsretten dommen betinget.

TfK 2008 546 ØLD blev tiltalte straffet med 8 måneders fængsel, som blev betinget med vilkår om misbrugsbehandling. Den pågældende var fundet skyldig i at have besiddet ikke under 100 gram amfetamin, ikke under 500 gram hash samt 500 tørrede hampplanter delvis med henblik på videresalg. Den pågældende var blevet pågrebet den 5. december 2006 og blev i byretten den 22. februar 2008 idømt fængsel i 8 måneder. Sagen blev afgjort i landsretten den 5. maj 2008, hvor byrettens dom blev stadfæstet men gjort betinget under henvisning til den pågældendes personlige forhold og tiden, der var gået.

I afgørelsen TfK 1999.28 VLD blev en dom på 30 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119 gjort betinget med henvisning til tiden, der var gået, siden forbrydelsen blev begået. Denne var ifølge afgørelsen begået den 5. juni 1997. Sagen blev afgjort den 19. maj 1999 i landsretten.

Østre landsret bestemte i TfK 2006.85 ØLD, at en person, der i marts 2003 havde overtrådt våbenloven ved at være i besiddelse af en salonriffel med tilhørende ammunition, som havde afgivet et skud med våbenet, og som havde efterladt våbenet uden opsyn i en bil, skulle straffes med 4 måneders fængsel samt frakendelse af førerretten i 5 år, idet han også var fundet skyldig i spirituskørsel for 2. gang. I byretten var fængselsstraffen gjort ubetinget. Landsretten afsagde dom i sagen i november 2005 og gjorde navnlig under hensyn til den lange tid, der var gået, siden de strafbare forhold blev begået, afgørelsen betinget.

I TfK. 2006.86 ØLD havde en 20-årig efter en havnefest den 8. august 2004 kastet en glasflaske efter en anden. Flasken havde ramt den pågældende i hovedet, den knustes, og forurettede kom til skade. Sagen blev afgjort den 1. november 2005 i landsretten. Landsretten gjorde blandt andet med henvisning til den "forløbne tid" afgørelsen betinget. Der var således forløbet under 15 måneder fra gerningstidspunktet og frem til domsafsigelsen i landsretten.

I en dom afsagt af Vestre Landsrets 12. afdeling den 2. maj 2011 under sagsnummer V.L. S-2678-10 blev en person fundet skyldig blandt andet i salg af euforiserende stoffer samt overtrædelse af våbenloven. Ved en mentalundersøgelse af 13. november 2009 var den pågældende fundet omfattet af straffelovens § 16, og det blev anbefalet, at den pågældende skulle dømmes til psykiatrisk behandling. De strafbare forhold var begået i 2007 og 2008. Landsretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til karakteren af lovovertrædelserne, herunder disse forholds beskedne omfang, det om tiltaltes personlige forhold oplyste, og i betragtning af, at der er forløbet 3-4 år siden lovovertrædelserne blev begået, findes der af proportionalitetshensyn ikke på nuværende tidspunkt at burde fastsættes foranstaltning i medfør af straffelovens § 68, og landsretten ophæver derfor dommens bestemmelse herom."

I TfK 2011.89 ØLD blev en person fundet skyldig i overtrædelse af ordensbekendtgørelsen begået den 16. november 2007. I dommen, der blev afsagt den 19. oktober 2010 bestemte landsretten, at bøden skulle bortfalde. Landsretten udtalte: "Der findes ikke grundlag for at frifinde tiltalte for forhold 2, men henset til det lange sagsforløb, der ikke skyldes tiltaltes forhold, bortfalder bøden på 800 kr. for dette forhold."

I TfK 2011.895 ØLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af færdselsloven ved den 11. juni 2007 at have ført bil med en hastighed af mindst 91 km/t. i tættere bebygget område, hvor hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t. Sagen blev afgjort ved landsretten den 4. juli 2011, hvor landsretten bestemte, at den bøde, som den pågældende var idømt i byretten, burde bortfalde på grund af lang sagsbehandlingstid. Landsretten udtalte blandt andet: "En samlet sagsbehandlingstid i én instans på ca. 3 år og 4 måneder, hvoraf i hvert fald 2 år og 7 måneders behandlingstid ikke kan tilregnes tiltalte, må i den foreliggende sag angående en helt ukompliceret hastighedsovertrædelse anses at krænke tiltaltes ret til rettergang indenfor rimelig tid, jf. Den europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 6. Som kompensation for denne krænkelse finder landsretten, at den forskyldte bødestraf bør bortfalde, og at statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter." Den betingede førerretsfrakendelse idømt af byretten blev stadfæstet i landsretten.

I TfK 2010.950 VLD blev en person frifundet for et kørselsforbud under henvisning til den lange tid, som sagen havde været under behandling ved domstolene. Forholdet var begået den 17. december 2006. Sagen blev afgjort ved byretten den 3. december 2009 og ved landsretten den 18. august 2010.

I TfK 2008.785 ØLD blev en person i byretten ved et retsmøde den 13. marts 2008 idømt en bøde og et kørselsforbud for færdselslovsovertrædelser begået den 30. oktober 2006. Landsretten stadfæstede afgørelsen med den forskel, at den pågældende i stedet for kørselsforbuddet blev idømt en betinget frakendelse af førerretten. Landsretten udtalte herom: "Navnlig henset til sagsbehandlingstiden, som ikke skyldes tiltaltes forhold, og til, at tiltalte efter det oplyste ikke senere har gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselsloven, finder landsretten, at anvendelse af kørselsforbud bør undlades, således at tiltalte i stedet idømmes en betinget frakendelse af førerretten som nedenfor bestemt."

I TfK 2008.683/1 ØLD blev en straf af fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 134 a gjort betinget såvel i byretten som i landsretten under henvisning til den tid, der var hengået fra udøvelsen af det begåede forhold, og til det oplyste om de tiltaltes gode personlige forhold. Forholdet var begået den 8. december 2005. Sagen blev afgjort i byretten den 21. november 2007 og i landsretten den 10. juni 2008.

I TfK 2004.404 VLD bortfaldt straffen for færdselsforseelser, idet der var forløbet mere end 4 år, fra forholdet blev begået, til sagen blev afgjort ved landsretten.

Om muligheden for erstatning til sigtede/tiltalte for, at en straffesag er trukket i langdrag, henvises der til behandlingen af dette emne ovenfor i afsnittet om erstatning til sigtede/tiltalte i tilfælde, hvor sagsbehandlingstiden har været lang.

Lang sagsbehandlingstid kan - som vist ovenfor - medføre kompensation overfor en domfældt i form af, at straffen gøres mildere, at rettighedsfrakendelse undlades, eller at sagsomkostningerne nedsættes eller bortfalder. I Rigsadvokatens Meddelelse Nr. 12/1998, side 7, anføres bland andet: "Som eksempel herpå kan nævnes, at den for lange sagsbehandlingstid efter omstændighederne kan føre til anvendelse af betinget straf, uanset at straffen efter praksis burde være en ubetinget sanktion, eller at der i øvrigt sker en nedsættelse af straffen. Undladelse af at udvise en domfældt i tilfælde, hvor udvisning ellers ville komme på tale, vil ligeledes kunne være en måde, hvorpå der rådes bod på en krænkelse. Undladt rettighedsfrakendelse vil endvidere kunne komme på tale. Endelig vil man kunne forestille sig, at en tiltalt, der dømmes for et strafbart forhold, helt eller delvis fritages for at betale sagens omkostninger under henvisning til den for lange sagsbehandlingstid."

I sagen 219/2014 afgjort af Højesteret den 11. februar 2015 fandt Højesteret blandt andet, at sagsomkostningerne helt skulle bortfalde, og at en idømt bøde skulle nedsættes som følge af lang sagsbehandlingstid. Dette skete til trods for, at den lange sagsbehandlingstid i et vist omfang havde beroet på tiltaltes egne forhold. Højesteret udtalte nærmere: "at sagsbehandlingstiden ved byretten har oversteget det rimelige, da den har strakt sig over mere end 4 år. Selv om forsinkelsen i et vist omfang har beroet på Ts egne forhold, finder Højesteret, at han bør kompenseres for forsinkelsen i medfør af straffelovens § 82, nr. 13. Dette gælder, selv om den samlede sagsbehandlingstid ikke måtte udgøre en krænkelse af artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention." Om sagsomkostningerne udtalte højesteret: "Sagsomkostningerne for byret, landsret og Højesteret betales af statskassen. For så vidt angår sagsomkostningerne i byretten har Højesteret lagt vægt på den lange sagsbehandlingstid ved byretten."

I Justitsministeriets "notat af 12. januar 2004 om effektive retsmidler i forhold til lang sagsbehandlingstid i straffesager" (ministeriets sagsnummer 2001-629-0131) konkluderer ministeriet, at der i dansk ret forefindes effektive retsmidler i EMRK artikel 13's forstand i forhold til lang sagsbehandlingstid i straffesager. Notatet er medtaget som bilag 1 til Betænkning nr. 1454 afgivet af Justitsministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. I punkt 3.1 i notatet behandles perioden forud for sagens indbringelse for retten. I punkt 3.2 behandles spørgsmålet om sagsbehandlingstiden efter, at sagen er indbragt for retten, og i punkt 3.3. behandles adgangen til erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a som følge af lang sagsbehandlingstid.

Straffelovens § 83 om strafnedsættelse eller strafbortfald begrundet i oplysninger om gerningen eller gerningsmanden
Bestemmelsen lyder således:

"Straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde."

Se bemærkningerne til § 83 i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

Det fremgår af straffelovens § 83, at straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.

I visse strafbestemmelser (for eksempel straffelovens § 237 om drab eller straffelovens § 192 a om grove overtrædelser af våbenloven) er der indsat bestemmelser om forhøjede strafminima. Sådanne bestemmelser om forhøjede strafminima (forhøjede minimumsstraffe) udelukker ikke, at straffen efter straffelovens § 83 fastsættes til en straf, der er lavere end sådanne strafminima. Dette kræver naturligvis, at betingelserne i straffelovens § 83 for at nedsætte straffen efter denne bestemmelse i den konkrete sag er opfyldt. Herom anføres på side 146, nederst, i "Betænkning nr. 1531 Strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og domstole" blandt andet følgende: "Straffelovens § 83 giver mulighed for at nedsætte straffen under den foreskrevne strafferamme – og dermed i givet fald fastsætte straffen lavere end en forhøjet minimumsstraf – når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor..."

I UfR 2012.1974 ØLD bortfaldt straffen efter straffelovens § 83 i et tilfælde, hvor tiltalte, der var far til en udenlandsk datter, var fundet skyldig i at have bistået datteren med at opholde sig ulovligt i Danmark over en årrække på godt 4 år. Tiltalte havde blandt andet forklaret, at når han i 1997, hvor hans nuværende ægtefælle søgte om opholdstilladelse, oplyste, at datteren ikke skulle til Danmark, var det, fordi datterens mor dengang ikke var gift og boede hos hans familie, hvor der også var plads til datteren. Da moderen indgik nyt ægteskab, var der ikke plads til datteren hos den nye ægtefælle. Datterens mormor blev alvorlig syg og skulle behandles i Frankrig. Hun døde i 2007. Når han ikke har oplyst om dette over for udlændingemyndighederne, var det, fordi der ikke i ansøgningsskemaet var en rubrik, hvori denne oplysning kunne gives. Landsretten udtalte blandt andet følgende: "Da tiltalte ved sin handling har givet mulighed for, at hans datter født i 1995, over hvem han har forældremyndigheden, og som efter det oplyste ikke længere kan opholde sig hos sin mor eller mormor, kunne have ophold hos ham, tiltræder landsretten, når henses til sagens omstændigheder i øvrigt, at straffen i medfør af straffelovens § 83 undtagelsesvist bortfalder."

I TfK 2007.228 havde en mor, der havde del i forældremyndigheden over sit barn, taget barnet med på en uges ferie i Tyrkiet, uagtet at faderen, der også havde del i forældremyndigheden, forinden havde modsat sig, at moderen tog barnet med på turen. Landsretten lod den forskyldte bødestraf bortfalde under henvisning til sagens konkrete omstændigheder. Straffelovens § 83 blev citeret. Landsretten udtalte nærmere: "Da tiltalte den 12. oktober 2005 udrejste af landet sammen med S, havde tiltalte og S' fader en verserende sag om ophævelse af den fælles forældremyndighed over S. Da tiltalte ifølge sin forklaring på dette tidspunkt endvidere var klar over, at faderen havde nægtet at meddele samtykke til S' udrejse af landet, findes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 215, stk. 2, i overensstemmelse med den rejste tiltale. Tre voterende finder henset til sagens konkrete omstændigheder, at den tiltalte forskyldte bødestraf bør bortfalde, jf. straffelovens § 83. Tre voterende finder, at tiltalte har forskyldt en bødestraf."

I TfK 2006.168 ØLD, blev straffen for vold gjort delvis betinget under hensyn til det oplyste om, at tiltalte led af det såkaldte ADHD syndrom (tidligere DAMP syndrom), og at der var taget initiativer til at hjælpe den pågældende. Pågældende var tidligere straffet for vold. Under den aktuelle sag blev han fundet skyldig i at have sparket en FALCK-redder i hovedet.

I TfK 2005.3 ØLD blev straffen for overtrædelse af straffelovens § 245 om grov vold gjort betinget under hensyn til det oplyste om gerningsmandens lidelse af det såkaldte "Gilles de la Tourette's syndrom". Af landsrettens dom fremgår blandt andet: "Fire voterende finder at det ikke kan udelukkes, at tiltaltes sygdom kan have haft indflydelse på hans handling. Under hensyn hertil og til oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder disse voterende, at der foreligger sådanne forhold, at straffen undtagelsesvis kan gøres betinget uden vilkår om samfundstjeneste."

I TfK 2004.29 ØLD blev 40 dages fængsel for at sparke polititjenestemand i skridtet og på låret gjort betinget under hensyn til tiltaltes skrøbelige psyke og klaustrofobi.

I TfK 2000.50 ØLD blev to personer hver idømt fængsel i 6 måneder for narkotikakriminalitet. Det oplystes om deres personlige forhold, at de begge havde arbejde. Den ene af de to var yderligere mor til et hjemmeboende barn på 12 år. For den tiltaltes vedkommende, som var mor til et hjemmeboende barn, blev afgørelsen gjort betinget, medens dette ikke var tilfældet for den anden, hvor hele straffen blev gjort ubetinget.

Straffelovens § 84 om gentagelsesvirkning
Straffelovens § 84 opstiller betingelserne for gentagelsesvirkning. Se nedenfor under færdselsstrafferetten om den særlige gentagelsesvirkning på 5 år vedrørende sager om kørsel uden kørekort i strid med færdselslovens § 56, stk. 1

Se bemærkningerne til § 84 i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

I TfK2013.727/1 fandt landsretten, at tidligere domme for spirituskørsel i bil ikke kunne tillægges gentagelsesvirkning i et tilfælde, hvor der skulle ske domfældelse for spirituskørsel på lille knallert. Landsretten udtalte blandt andet: "Henset til den klare ordlyd af den nugældende færdselslovs § 117 c er der ikke hjemmel til at tillægge de spirituskørsler, som T tidligere har gjort sig skyldig i, gentagelsesvirkning ved fastsættelse af straffen for spirituskørslen på lille knallert. Straffen herfor skal derfor udmåles som en bødestraf."

Straffelovens § 86 om afkortning i straf som følge af anholdelse, varetægtsfængsling eller indlæggelse til mentalundersøgelse

Hovedreglen er efter bestemmelsen, at der sker afkortning i "et antal dage svarende til det antal påbegyndte døgn, som frihedsberøvelsen eller indlæggelsen har varet, i den idømte fængselsstraf. Det fremgår af bestemmelsens 1. stykke, 3 punktum, at der i tilfælde, hvor personen har været "isoleret efter rettens bestemmelse skal ske yderligere afkortning "et antal dage svarende til en dag for hvert påbegyndt tidsrum af 3 døgn, hvor den dømte har været isoleret". Af 1. stykke, 5. punktum, følger, at retten "undtagelsesvist" kan bestemme, "at hele straffen skal anses for udstået, selv om den idømte straf er længere end den tid, hvori den dømte har været frihedsberøvet eller indlagt".

§ 86, stk. 4, vedrører tilfælde, hvor domfælde har været frihedsberøvet i udlandet. Bestemmelsen har følgende indhold: "Har den dømte været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse i udlandet, bestemmer retten, i hvilket omfang der skal ske ændring i den idømte straf."

Se Europarådets ministerkomites Recommendation R (86) 13 vedrørende den praktiske anvendelse af den europæiske konvention om udlevering med hensyn til tilbageholdelse i forbindelse med udlevering. Heraf fremgår blandt andet følgende: "Time spent in custody pending extradition should be deducted from the sentence in the same manner as time spent in custody pending trial .."

I TfK 2009.890 ØLD viser, at der kan ske afkortning efter principperne i § 86, stk. 1, 3. pkt., om yderligere afkortning som følge af isolationsfængsling, i tilfælde, hvor en person har være fængslet i udlandet under særligt usle forhold på begæring af de danske myndigheder. Dette skete ikke i den konkrete sag med følgende begrundelse: "Landsretten tiltræder, at der i den idømte straf skal ske fuld afkortning af den tid, som tiItalte har været frihedsberøvet i Brasilien. Det er oplyst, at tiltalte under frihedsberøvelsen har modsat sig udlevering til Danmark og aktivt forsøgt at undgå en sådan udlevering blandt andet ved at søge om asyl i Brasilien og appellere afgørelsen om udlevering, hvilket kan begrunde frihedsberøvelsens forholdsvis lange varighed. Det er endvidere oplyst, at tiltalte under frihedsberøvelsen betalte store beløb for at skaffe sig bedre forhold. På denne baggrund findes der uanset det i øvrigt oplyste om afsoningsforholdene i det brasilianske fængsel ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage yderlige afkortning i den idømte straf, som sket ved byrettens dom."

I UfR 1970.885/2 ØLD var der her i landet den 13. november 1969 er afsagt fængslingskendelse over tiltalte, der var forsvundet. Tiltalte blev herefter efterlyst gennem Interpol og den 9. december 1969 anholdt i Bentheim. Den 3. marts 1970 overførtes han til Danmark, hvor han den følgende dag blev fængslet. Landsretten fandt, at i medfør af straffelovens § 86 og dens analogi burde hele tidsrummet siden den 9. december 1969 komme til afkortning i den idømte straf.

I UfR 1997.478/1 VLD fandt Vestre Landsret, at straffen for røveri skulle afkortes med den periode, hvor en udlænding havde været frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36 og ikke kun det tidsrum, hvor han havde været varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Landsretten udtalte blandt andet: "Tiltalte har været varetægtsfængslet og frihedsberøvet som anført i byrettens dom. Også frihedsberøvelsen i perioden fra den 27. juni - 9. juli 1996 bør i medfør af straffelovens § 86 eller dennes analogi medføre afkortning i den idømte frihedsstraf."

Se ovenfor om det generelle forbud mod dobbeltstraf herunder om straffelovens §§ 10 a og 10 b, der vedrører udgangspunktet om, at ingen kan straffes kan straffes i Danmark for en forbrydelse, som den pågældende er straffet for (eller frifundet for) i udlandet.

Straffelovens § 89 om tillægsstraf
I TfK 2009.346 ØLD blev en person den 26. november 2006 anholdt under en demonstration ved "Faderhuset" i Rødovre som sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. Det blev anset for bevist, at hun havde bidt en polititjenestemand i fingeren, og at hun havde gjort dette som følge af de smerter, som hun var blevet påført i forbindelse med anholdelsen. Hun blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, idet anholdelsen ikke havde været lovlig. Hun blev med samtlige dommerstemmer i landsretten derimod fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244. Fem dommere i landsretten fandt, at hun havde overskredet grænserne for lovligt nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, og de fandt endvidere, at dette ikke var straffrit efter samme bestemmelses stk. 2. Tiltalte var efter, at forholdet var begået, men inden sagens afgørelse i landsretten, i en anden sag ved Københavns Byret blevet idømt en straf af fængsel i 1 år og 3 måneder blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 119. De fem dommere fandt, at der ikke var grundlag for at idømme tiltalte en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 244, jf. § 89. En dommer fandt ligesom byretten, at tiltalte havde handlet i lovligt nødværge.

I TfK 2005.268 ØLD blev der ikke udmålt en tillægsstraf efter straffelovens § 89 i et tilfælde, hvor en person var idømt en straf, medens sagen var under anke for et strafbart forhold begået under anken. Der henvistes til "situation C 1" i Juristen 1985, side 244.

I UfR 1963.616 blev en indsat i et fængsel fundet skyldig i falsk anmeldelse af en fængselsbetjent, som han havde beskyldt for seksuelle tilnærmelser. Straffen bortfaldt efter straffelovens § 89.

Ophør af den strafbare handlings retsfølger (straffelovens kapitel 11)

Straffelovens 11. kapitel Ophør af den strafbare handlings retsfølger

Betænkning 433 om strafferetlig forældelse - 1966
Betænkning 1441 om visse forældelsesretlige spørgsmål
Betænkning 355 om konfiskation - 1964
Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Er der tale om en såkaldt "fortsat forbrydelse" begynder forældelse efter straffelovens § 93 først at løbe, når forbrydelsen er endeligt ophørt. Har tiltalte for eksempel holdt en person ulovligt frihedsberøvet, begynder forældelsen først at løbe fra det tidspunkt, hvor frihedsberøvelsen ophører.

Det er derfor nærliggende at overveje, om forældelsesfristen for hæleri først skal regnes fra det tidspunkt, hvor gerningsmanden ikke længere er i besiddelse af den stjålne genstand. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Efter praksis regnes forældelsesfristen for hæleri imidlertid fra genstandens modtagelse.

På side 21 i Straffelovrådets betænkning 433/1966 om strafferetlig forældelse mv. udtaler Straffelovrådet om forældelse vedrørende hæleri blandt andet: "..Det kunne for så vidt forekomme konsekvent at antage, at forældelsesfristen ikke kunne begynde at løbe, sålænge hæleren havde tingen i sin besiddelse. Består hæleriet i, at hæleren »ved fordølgelse . . . virker til at sikre en anden udbyttet af en sådan forbrydelse«, jfr. § 284 i slutningen (»fordølgelseshæleri «), kan det efter den karakteristik, loven har givet forbrydelsen, forekomme mest konsekvent at regne forældelsesfristen fra det tidspunkt, da fordølgelsen ophører. Det er imidlertid rådets opfattelse, at det med hensyn til både »forholdelseshæleri« og »fordølgelseshæleri « må anses for rigtigst, at fristen regnes fra tingens modtagelse. Den forholdelse eller fordølgelse, som hæleren foretager, er ikke forskellig fra den forholdelse eller fordølgelse, som foretages f. eks. af tyven, når denne vælger selv at beholde kosterne. Alligevel regnes forældelsesfristen ved tyveri i alle tilfælde fra tyveriets tidspunkt, dvs. fra det tidspunkt, da tyven borttager tingen fra besidderen. Det vil herefter i forhold til, hvad der gælder med hensyn til forældelse ved tyveri, være urimeligt, om forældelsesfristen ved hæleri regnes fra noget senere tidspunkt end tingens modtagelse. I de forholdsvis sjældne sager om hæleri, hvor hæleren ikke ved modtagelsen vidste, at tingen hidrørte fra en berigelsesforbrydelse, men på et senere tidspunkt har fået kundskab herom, kan forældelsesfristen først regnes fra dette sidstnævnte tidspunkt. .."

I UfR 1988.812/2 Ø havde en person på et tidspunkt i 1984 købt stjålet stereoudstyr og havde beholdt dette, indtil politiet fandt dette hos den pågældende den 22. juli 1987. Byretten fandt tiltalte skyldig i hæleri og idømte den pågældende en bødestraf. Landsretten frifandt den pågældende med følgende begrundelse: "Det tiltrædes, at tiltalte har gjort sig skyldig i forsøg på hæleri, som ved dommen fastslået. Tiltalen er rejst den 23. november 1987, anklageskriftets dato, og vedrører en overtrædelse af straffelovens § 287, jfr. §§ 284, 276 og 21, begået på et tidspunkt i 1984. Der er ikke grundlag for at antage, at tiltalte først på et senere tidspunkt end ved erhvervelsen er blevet klar over, at effekterne kunne være stjålne. Da forældelsesfristen ved hæleri bør regnes fra effekternes modtagelse, findes der under disse omstændigheder at være indtrådt forældelse af straffen, jfr. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, og § 94, stk. 1, hvorfor tiltalte frifindes for påstanden om straf." Landsretten fandt, at betingelserne for at konfiskere effekterne var tilstede jfr. straffelovens § 75, stk. 1, og § 95, 2. pkt.

I TfK 2000.181/2 VLK havde politiet den 27. juni 1996 fremsendt en skrivelse til retten med henblik på afbrydelse af forældelsen. Der var ikke nogen begæringer i skrivelsen. Da der senere blev rejst straffesag mod tiltalte, fandt landsretten, at skrivelsen ikke kunne anses som et "rettergangsskridt, som efter straffelovens § 94, stk. 4, 1. pkt., afbryder forældelsesfristerne". Da forholdene herefter var forældede blev tiltalte frifundet.

I TfK 2013.182 blev tiltalte i byretten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 222, stk. 1 og 2, og § 232 og straffet med fængsel i 1 år. Der var tale om seksuelle krænkelser begået mod tiltaltes 4 børnebørn. Den pågældende var i 1991 straffet for sædelighedskriminalitet mod børn. I forhold 1 var tiltalte dømt for overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 222, stk. 1, for at have haft en finger oppe i skeden på barnebarnet F1, efter at F1 var fyldt 12 år. Der var rejst tiltale for, at forholdet skulle være begået mellem den 19. oktober 2003 og den 19. oktober 2004. Landsretten lagde efter forklaringerne til grund, at forholdet var begået en nat i februar 2006. Landsretten fandt, at anklageskriftet ikke opfyldte kravet i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, hvorefter det kræves, at bl.a. tidspunktet for det strafbare forhold skal være angivet. Landsretten udtalte nærmere: "Da der er tale om en væsentlig ændring af gerningstidspunktet, er der ikke tale om en biomstændighed, som kan berigtiges". Der skete derfor frifindelse for forhold 1. I forhold 2 fandt landsretten alene tiltaltes handlinger omfattet af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse. Landsretten lagde til grund, at forholdet var begået i februar 2006. Forholdet var derfor begået mere end 5 år forud for det tidligst mulige tidspunkt for foretagelsen af rettergangsskridt i 2011, hvorfor det var forældet, og hvorfor tiltalte frifandtes. De af forhold 3 omhandlede berøringer blev af landsretten anset for at være omfattet af straffelovens § 232. Landsretten fandt det ikke bevist, at berøringerne var fundet sted "så sent, at der ikke var indtrådt forældelse". Tiltalte blev derfor frifundet som følge af forældelse. Også i forhold 4 fandt landsretten, at der alene var tale om blufærdighedskrænkelse og således ikke en overtrædelse af straffelovens § 225, jf. § 222, stk. 2. Der skete frifindelse også for dette forhold som følge af forældelse. Landsretten udtalte blandt andet: "Da det ikke med sikkerhed kan fastslås, hvornår befølingen fandt sted, har anklagemyndigheden ikke bevist, at dette forhold ikke er forældet." Landsrettens afgørelse viser, at det er anklagemyndigheden, der har bevisbyrden for, at strafbare forhold omfattet af tiltalen ikke er forældede.

I TfK 2011.106 ØLD, hvor tiltalte var tiltalt for sædelighedskriminalitet begået mod forskellige mindreårige piger i tiden fra 1969 til 2009, fandt landsretten, at en række af forholdene var forældede. Landsretten udtalte om forældelsesspørgsmålet følgende: "Der er enighed om, at hvert enkelt forhold isoleret bedømt er forældet, jf. straffelovens § 93. Straf er derfor udelukket, medmindre forholdene sammen med forhold 9 må opfattes som en fortsat forbrydelse, fordi forholdene findes at udgøre en sammenhængende række af forbrydelser, hvor forældelsesfristen for alle forhold under ét regnes fra ophøret af den sidste strafbare handling. Samtlige forhold angår forbrydelser mod kønssædeligheden mod piger, der bortset fra forhold 8 alle har været mindreårige. Forholdene er imidlertid begået mod flere forskellige piger og er af forskellig karakter, ligesom forholdene ikke er begået kontinuerligt. På denne baggrund finder landsretten ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter forældelsesspørgsmålet, når flere strafbare forhold foreligger til samtidig pådømmelse, afgøres isoleret for hvert forhold for sig."

I TfK 2012.351 blev en far straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder for vold mod sine 3 sønner over en periode på "i hvert fald 10 år" frem til faderens anholdelse i 2010. De enkelte forhold blev af Højesteret ikke isoleret set anset for omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, da de ikke er af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Højesteret fandt i det foreliggende tilfælde, at der var tale om en fortsat forbrydelse og udtalte vedrørende forældelsesspørgsmålet: "Højesteret finder, at den begåede mishandling og tvang, jf. straffelovens § 245, stk. 1, og § 260, stk. 1, nr. 1, omfatter en række ensartede og - uanset de længere perioder uden vold - kontinuerlige handlinger med en sådan indre sammenhæng, at de må anses for en fortsat forbrydelse begået indtil anholdelsen den 7. juni 2010 med den virkning, at ingen del af overtrædelserne er forældet, jf. straffelovens § 94."

Højesteret finder, at den begåede mishandling og tvang, jf. straffelovens § 245, stk. 1, og § 260, stk. 1, nr. 1, omfatter en række ensartede og - uanset de længere perioder uden vold - kontinuerlige handlinger med en sådan indre sammenhæng, at de må anses for en fortsat forbrydelse begået indtil anholdelsen den 7. juni 2010 med den virkning, at ingen del af overtrædelserne er forældet, jf. straffelovens § 94.

I UfR 1988.640 HD havde en person indgivet momsangivelser, som efter anklagemyndighedens opfattelse skulle medføre straf. Den sidste momsangivelse blev indgivet den 20. februar 1981, og den 5-årige forældelsesfrist udløb derfor den 20. februar 1986. Højesteret fandt, at strafansvaret var forældet og udtalte blandt andet: "Toldvæsenet og anklagemyndigheden har i alle instanser fastholdt påstanden om frihedsstraf. Sagen kunne som følge heraf efter momslovens § 36 ikke være afgjort administrativt. Der findes ikke i straffelovens § 94, stk. 4, 3. pkt., eller dens forarbejder at være støtte for at antage, at forældelsesfristen i et sådant tilfælde kunne afbrydes ved udenretlige skridt. Da det første rettergangsskridt i sagen var anklageskriftets indlevering til retten den 16. april 1986, er strafansvaret forældet. Tiltalte frifindes derfor."

Straffelovens § 94, stk. 6, har følgende indhold: "Frafaldes forfølgningen, uden at beslutningen herom omgøres af overordnet anklagemyndighed inden for den almindelige omgørelsesfrist, løber forældelsesfristen videre, som om forfølgning ikke havde fundet sted. Dette gælder også, når forfølgning standses på ubestemt tid. Skyldes standsningen, at sigtede har unddraget sig forfølgningen, medregnes forfølgningstiden dog ikke ved beregningen af forældelsesfristen."

Se blandt andet afgørelsen UfR.1990.649.

I UfR 1968.678 SHD havde anklagemyndigheden indleveret anklageskrift til retten i oktober 1966 mod en sømand for overtrædelse af sømandsloven. Anklagemyndigheden havde imidlertid ikke efterfølgende gjort tilstrækkeligt for at få berammet retsmøde i sagen. Det lykkedes således først at afholde det første retsmøde den 18. marts 1968. Retten fandt, at efterforskningen havde været standset på ubestemt tid, og at strafansvaret var forældet. Retten udtalte blandt andet: "Det må i overensstemmelse med fast praksis lægges til grund, at forældelsesfristen er afbrudt ved anklageskriftets indlevering til retten i oktober 1966. Tiltalte har ikke efter det oplyste unddraget sig forfølgningen. Når en sag som denne er udsat på ubestemt tid for at få oplyst, når og hvor en tiltalt næste gang kommer til landet, må det, for at undgå at forældelsesfristen løber videre, i hvert fald kræves, at der er udfoldet de fornødne bestræbelser for at få disse oplysninger tilvejebragt. I denne henseende kan det ikke være tilstrækkeligt, at der er fremlagt et formløst notat om telefonopringninger, hvoraf man ikke engang kan se, hvem den pågældende polititjenestemand har talt med, og der er ikke rettet skriftlig henvendelse til den pågældende selv eller til rederiet med anmodning om at rette henvendelse til politikontoret, når tiltalte kom til dansk havn. Herefter findes der ikke fra anklagemyndighedens side at være udfoldet de fornødne bestræbelser for at få sagen fremmet, og den må derfor behandles, som om forfølgningen var standset på ubestemt tid, jfr. Straffelovens § 94, stk. 5, 2. punktum. Herefter er strafansvaret forældet."

I TfK 2007.72/3 havde ejerne af en fast ejendom undladt at efterkomme et påbud om inden den 22. juli 1996 at fjerne en ulovligt opført terrasse på sin ejendom. Ejerne blev ved et anklageskrift modtaget af retten den 10. juni 1999 tiltalt for at have undladt at efterkomme påbuddet, hvilket der skete frifindelse for som følge af forældelse, idet den 2-årige forældelsesfrist af retten blev anset for at skulle løbe fra 22. juli 1996, hvor terrassen skulle have været lovliggjort. I 2004 udstedte kommunen et nyt (og identisk) påbud om lovliggørelse af terrassen. Dette blev ikke efterlevet, og der blev på ny rejst tiltale mod ejerne for ikke at efterleve påbuddet. Landsretten udtalte blandt andet: "Ved Lyngby Rets upåankede dom af 25. marts 2003 blev selskabet frifundet for ikke at have efterkommet påbuddet fra 1996. Dommen fastslog med rette, at forældelsesfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor fristen for handlepligten til lovliggørelse udløb, og at der derfor var indtrådt forældelse af et eventuelt strafansvar. Der har dermed ikke på grundlag af det fornyede påbud fra 2004, der indholdsmæssigt modsvarer påbuddet fra 1996, kunnet rejses ny tiltale mod selskabet med påstand om strafansvar for fortsat ikke at have foretaget lovliggørelse. Som følge heraf skal tiltalen (i forhold 1) for selskabets vedkommende afvises for byretten. Tiltalen mod T1 og T2 grunder sig på deres forbindelse til selskabet som henholdsvis direktør for selskabet samt som bestyrelsesmedlem og bruger af selskabets ejendom. Når påbuddet fra 2004 som følge af den allerede indtrådte forældelse ikke kan håndhæves på strafsanktioneret måde over for selskabet, og selskabet derfor ikke vil pådrage sig strafansvar ved fortsat at undlade lovliggørelse, må det følge heraf, at der heller ikke kan pålægges den, der som direktør eller bestyrelsesmedlem handler på selskabets vegne, eller brugeren af selskabets ejendom selvstændigt strafansvar til fremtvingelse af lovliggørelse. Det tiltrædes derfor, at forældelse af et eventuelt strafansvar for disse personer under de foreliggende omstændigheder er anset for at være indtrådt på samme tidspunkt som for selskabet. Herefter stadfæstes byrettens dom for de tiltalte T1 og T2's vedkommende."

I TfK 2001.182/3 blev en person, der tidligere var straffet for hærværk ved graffitimalerier, straffet med fængsel i 4 måneder, hvoraf de 3 måneder af straffen ikke skulle fuldbyrdes, for en række forhold af hærværk ved graffitimalerier forøvet over en længere periode. Om strafudmålingen udtalte landsretten blandt andet: "Under hensyn til, at tiltalte har gjort sig skyldig i en række forhold af hærværk ved graffitimalerier forøvet over en længere periode, findes straffen at burde fastsættes til fængsel i 4 måneder. Da tiltalte tidligere er straffet for tilsvarende forhold, er der ikke grundlag for at afgøre sagen med en rent betinget afgørelse, heller ikke en afgørelse med vilkår om samfundstjeneste. Efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold bestemmes det herefter, at fuldbyrdelsen af 3 måneder af straffen udsættes på vilkår som anført nedenfor." Der skete frifindelse som følge af forældelse for en række forhold, som landsretten ikke anså for at udgøre en sådan sammenhængende række af forbrydelser, at der var grundlag for at betegne forholdende som en fortsat forbrydelse. Om forældelsesspørgsmålet udtalte landsretten nærmere: "Landsretten finder endvidere, at de forhold, som sagen angår ikke kan anses for at udgøre en sådan sammenhængende række af forbrydelser, at der er grundlag for at betegne forholdene som en fortsat forbrydelse med den virkning, at forældelsesfristen for samtlige forhold skal regnes fra tidspunktet for det seneste forhold. Det følger heraf, at forhold, som er begået mere end 5 år forud for anklageskriftets indlevering den 25. januar 2000, er forældede." Heller ikke den omstændighed, at byretten den 7. april 1999 havde truffet beslutning om ransagning hos blandt andre tiltalte, kunne anses for at have afbrudt forældelsesfristen vedrørende de 3 forhold, der ifølge tiltalen skulle være begået i tidsrummet fra "1. januar 1995 til 31. maj 1999", "i løbet af 1995" og "fra den 1. januar 1995 til den 31. december 1996". Dette skyldtes, at byrettens afgørelse om ransagning blev truffet på grundlag af en begæring fra politiet om tilladelse til at foretage ransagning hos tiltalte og 9 andre personer, som alle "foreløbigt sigtedes"for hærværk af betydeligt omfang "ved i perioden fra ca. juni 1997 til i dag alene eller i forening at have udøvet hærværk af betydeligt omfang forskellige steder i Silkeborg og Hammel kommune ved maling af graffiti". Det af begæringen om ransagning omhandlede tidsrum vedrørte således alene forhold, som var begået senere end de 3 forhold, der af landsretten blev anset for forældede som følge af, at de var begået mere end 5 år forud for anklageskriftets indlevering den 25. januar 2000.

Forældelse af bøder og konfiskationsbeløb
Straffelovens § 97 a indeholder reglerne om forældelse af bødekrav og konfiskationskrav. Hvis der ikke forinden er "indgivet begæring om udpantning" bortfalder bøder, der "ikke overstiger 10.000 kr." efter 5 år. Overstiger bøden 10.000 kr. er fristen 10 år. Af § 97 a, stk. 2, fremgår, at forvandlingsstraf af en bøde bortfalder efter 3 år, "medmindre dens fuldbyrdelse er påbegyndt forinden". For "bøder på over 10.000 kr. er fristen dog 5 år. Af § 97 a, stk. 3, fremgår det, at konfiskation "bortfalder efter 5 år, medmindre, der forinden er indgivet begæring om udlæg". Af 2. led fremgår det, at der ved dommen kan fastsættes en frist på indtil 10 år, og at en sådan frist også kan fastsættes senere ved retskendelse. Disse bestemmelser er nærmere behandlet i kapitel 7, i straffelovrådets betænkning 1441 om visse forældelsesretlige spørgsmål.

I kendelsen UfR 2003.1623 VLK undlod Vestre Landsret at følge anklagemyndighedens påstand om at forlænge fristen fra 5 til 10 år vedrørende et konfiskationsbeløb. Landsretten udtalte: "Det følger af straffelovens § 97 a, stk. 3, at den almindelige frist for forældelse af konfiskationskrav på 5 år ved dommen eller senere kendelse kan forlænges til indtil 10 år. Om baggrunden for bestemmelsen fremgår af Straffelovrådets betænkning nr. 433/1966 om strafferetlig forældelse m.v., side 30, følgende:
». . . foreslår rådet en almindelig forældelsesfrist på 5 år. Med henblik på enkelte meget store konfiskationsbeløb, herunder navnlig konfiskerede udbytter, som må påregnes også fremtidig at kunne forekomme, foreslås dog en supplerende regel, hvorefter retten enten straks ved dommen eller senere ved kendelse kan fastsætte en længere frist, dog højst 10 år; ved afgørelser efter denne bestemmelse bør hensyn navnlig tages til mulighederne for fastlæggelse af en rimelig afdragsordning.« Der blev hos A alene konfiskeret et udbytte på 65.000 kr., hvoraf de 49.848,75 kr. blev betalt ved modregning, således at der herefter kun resterede et konfiskationsbeløb på 15.151,25 kr. Af dette beløb har A efter sin løsladelse i overensstemmelse med en indgået afdragsordning betalt 4.550 kr., og der resterer herefter et konfiskationsbeløb på 10.601,25 kr. Der er på denne baggrund ikke mod A's protest tilstrækkeligt grundlag for at imødekomme anklagemyndighedens anmodning om forlængelse af forældelsesfristen."

Det fremgår af sagen, at den pågældende i 1998 var blevet idømt fængsel i 6 år for overtrædelse af narkotikalovgivningen, at han blev prøveløsladt i maj 2001, at han - som nævnt ovenfor af landsretten - havde afdraget på konfiskationsbeløbet til politiet efter løsladelsen med i alt 4.550 kr.

Afdragsordninger medfører ikke udskydelse af fristen. Se for eksempel UfR 1953, s. 144 V, UfR 1954, s. 880 V, og UfR 1958, s. 624 Ø. Det er i dommen i UfR 1954, s. 880, antaget, at dette gælder, selv om der i forbindelse med afdragsordningen er udstedt gældsbrev.

Se også ovenfor under straffelovens § 53 om bødeforvandling ("forvandlingsstraf").

Straffelovens specielle del

Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, forfatningen mv. samt terrorisme (straffelovens kapitel 12 og kapitel 13)

Straffelovens 12. kapitel Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed

Kapitel 14. Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv. (straffelovens §§ 98–118 a) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Straffelovens 13. kapitel Forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.

Betænkning 1505 om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed - 2009
Betænkning 1474 om det strafferetlige værn mod terrorisme - 2006
Det danske samfunds indsats og beredskab mod terror afgivet af Den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse, oktober 2005
Oversigt over lovgivning vedtaget i tiden umiddelbart efter anden verdenskrig i forbindelse med retsopgøret i Danmark.

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om forbrydelser mod statens udvortes sikkerhed og selvstændighed.
Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om forbrydelser mod kongen, regeringen mv.
Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om forbrydelser mod statsforfatningen.
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241 (tillæg om trolddom)*

Ved Inkvisitionskommissionens dom af 25. april 1772 blev Johan Friederich Struensee i overensstemmelse med sin erkendelse idømt kvalificeret dødsstraf blandt andet for majestætsforbrydelse ("Crimen Læsæ Majestatis"). Ved inkvisitionskommissionens dom af 25. april 1772 blev Enevold Brandt blandt andet på grundlag af sin egen erkendelse idømt kvalificeret dødsstraf for majestætsforbrydelse ("Crimen Læsæ Majestatis"). De pågældendes adfærd anset for omfattet af den nu ophævede DL 6-4-1, som havde følgende indhold: "Hvo som laster Kongen, eller Dronningen, til Beskæmmelse, eller deris og deris Børns Liv eftertragter, have forbrut Ære, Liv og Gods, den højre Haand af hannem levendis afhuggis. Kroppen parteris og læggis paa Stægle og Hiul, og Hovedet med Haanden sættis paa en Stage. Undkommer Misdæderen, og ikke kand lide paa Legemet, da bør Straffen at skee paa hans Billede og Efterlignelse. Er Misdæderen af Adel, eller højere Stand, da skal hans Vaaben af Bødelen sønderbrydis, og alle hans Livs Arvinger miste deris Stand og Stamme."

Terrorisme (straffelovens § 114 til 114 h)
Straffelovens § 114 samt 114 a til 114 h kriminaliserer "terrorisme" samt forskellige former for forsøg og/eller medvirken til terrorisme. Bestemmelserne er indsat blandt andet

Bestemmelserne i § 114 og 114 a til 114 e blev indsat ved lov nr. 378 af 6. juni 2002. Se bemærkningerne til bestemmelserne i lovforslag nr. 35 af 13. december 2001, hvoraf det blandt andet fremgår, at bestemmelserne blev indsat i straffeloven som et led i gennemførelsen af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv. Bestemmelserne blev revideret med lov nr. 542 af 8. juni 2006. Se bemærkningerne til sidstnævnte lov i lovforslag nr. 217 fremsat den 31. marts 2006. Ved lov nr. Lov nr. 501 af 12. december 2009 blev bestemmelserne yderligere revideret. Se bemærkningerne til denne lov i lovforslag nr. 211 fremsat den 29. april 2009.

En selvstændig kriminalisering af "terrorisme" og middelalderens kasuistiske lovteknik
Det kan overvejes, om der i straffelovgivningen overhovedet er behov for selvstændig kriminalisering af "terrorisme", idet de handlinger, som sædvanligvis begås som et led i "terrorisme", i dansk ret gennem mange år har været og fortsat er omhandlet af præcise strafbestemmelser som for eksempel straffelovens § 237 (drab), straffelovens § 266 (trusler), straffelovens §§ 180-181 (ildspåsættelse), straffelovens voldsbestemmelser, bestemmelsen om kriminalisering af flykapring osv. Dertil kommer, at der i dansk ret er en meget vid adgang til at straffe for forsøg på at begå forbrydelser samt medvirken til andres forbrydelser. Endelig findes der i straffelovens § 81 generelle bestemmelser, der under visse betingelser giver mulighed for at skærpe straffen for de enkelte lovovertrædelser, som er beskrevet i straffelovens specielle del og i særlovene. Den selvstændige kriminalisering af "terrorisme" kan anses som et eksempel på en såkaldt "kasuistisk lovteknik" som bryder med den lovteknik, som har udviklet sig op gennem oplysningstiden, og som undertiden benævnes "syntetisk lovteknik". Den norske rigsadvokat (Riksadvokaten) har i et høringssvar af 3. august 2007 til et forslag i den norske straffelovgivning om selvstændig kriminalisering af "terrorhandlinger" og "terrorrelaterede handlinger", som man har måttet gennemføres i forbindelse med Norges ratifikation af Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme, udtalt bekymring om en sådan lovteknik. På side 1, nederst, og side 2, øverst, anfører den norske rigsadvokat blandt andet: "Vurderet ud fra et rent norsk perspektiv kan der rejses tunge indvendinger mod udformningen af forslagene til strafbestemmelser i høringsbrevet. Efter norsk tradition, som på dette punkt har gode grunde for sig, ville man forsøge at beskrive det forhold, som ønskes ramt med straf, så præcist som muligt, samtidigt med at man formulerer een enkelt strafbestemmelse, som omfatter hele den strafværdige virksomhed (syntetisk lovgivning). Med et sådant udgangspunkt er det for eksempel næppe nogen heldig løsning, både at have bestemmelser om retsstridig transport af radioaktivt materiale (udkastets § 5, 2. led, litra a) og anden ulovlig håndtering af sådant materiale (udkastets § 7, 1. led, litra a). Tilsvarende er det let at kritisere forslaget om en selvstændig bestemmelse om terrorbombning, medens andre måder at udøve terrorisme på, ikke er særskilt nævnt. Der er endnu flere eksempler på uheldig kasuistisk lovgivning i udkastet. .."

Terrorisme har over en årrække gentagne gange været anvendt som argument for at give politiet flere penge. Ekstra-bevillinger til politiet var således i årene 2000 til 2010 ifølge svar af 25. februar 2010 på spørgsmål nr. 264 fra Folketingets Retsudvalg ofte begrundet i øgede udgifter til politiets bekæmpelse af terrorisme og/eller bandekriminalitet.

I TfK 2009.436/1 HD var et antal personer tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 114a, nr. 2 (nu straffelovens § 114b. nr. 2), jf. § 21, ved i perioden den 19. januar til den 20. februar 2006 at have forsøgt direkte eller indirekte at tilvejebringe eller indsamle midler til grupper, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af § 114, idet de via firmaet Fighters and Lovers medvirkede til salg af T-shirts til en samlet værdi af ikke under 24.982 kr. med henblik på at sende en del af overskuddet svarende til 35 kr. pr. solgt T-shirt til organisationerne PFLP (Popular Front for the Liberation og Palestine) og FARC (Fuerzas Armadas Revulocionarias de Colombia) (Colombias væbnede revolutionshær), hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet politiet den 3. februar 2006 foretog beslaglæggelse af beløbet. Højesteret fandt, at landsretten med rette har henført FARC's og PFLP's ovenfor nævnte handlinger til § 114. Da alle de tiltalte havde erkendt at have medvirket til produktion, salg og distribution af de omhandlede T-shirts, hvor overskuddet skulle anvendes til at købe radioudstyr til FARC og et trykkeri til PFLP, og da de tiltalte ansås for at have været bekendt med eller i hvert fald har anset det for overvejende sandsynligt, at FARC og PFLP begår handlinger omfattet af § 114 eller har til hensigt at gøre det, ansås de for skyldige. Højesteret udtalte blandt andet, at efter straffelovens § 114 b (tidligere § 114 a) er det en betingelse for at straffe for tilvejebringelse eller indsamling af midler, at indsamlingen mv. er sket til en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114. Det er ikke et krav, at der indsamles til bestemte udførte eller fremtidige terrorhandlinger. Til domfældelse efter § 114 b er det tilstrækkeligt, at der foreligger bevis for, at den person, gruppe eller sammenslutning, der indsamles til, begår eller har til hensigt at begå handlinger af den art og med det særlige terrorismeforsæt, som fremgår af § 114, uden at det - som ved domfældelse efter § 114 - er nødvendigt nærmere at tage stilling til de enkelte handlingers udførelse og omfang. Højesteret anførte blandt andet også: "Landsretten har som resultat af bevisbedømmelsen lagt til grund, at FARC og PFLP har begået alvorlige overgreb mod civilbefolkningen med forsæt til at skræmme befolkningen i alvorlig grad eller for at destabilisere de grundlæggende politiske. forfatningsmæssige. økonomiske og samfundsmæssige strukturer i henholdsvis Colombia og Israel på en sådan måde, at handlingerne i kraft af deres karakter kan tilføje landene alvorlig skade. For FARC's vedkommende drejer det sig om, at FARC har dræbt civile, udsat civile for grov vold, gennemført kidnapninger, herunder af politikere og en præsidentkandidat, og gjort brug af upræcise mortergranater i civile områder, hvor civile er blevet ofre. For PFLP's vedkommende drejer det sig om, at PFLP har angrebet og dræbt civile, herunder ved anvendelse af bilbomber og selvmordsbombere. Efter retsplejelovens § 933, stk. 2, jf. § 912, stk. 1, kan anke til Højesteret ikke støttes på, at landsretten som følge af fejlagtig bedømmelse af beviserne i sagen urigtigt har afgjort, at tiltalte skal dømmes. Højesteret skal således lægge landsrettens bevisresultat til grund. Efter forarbejderne til § 114 (Retsudvalgets betænkning i Folketingstidende 2001-02, 2. saml., L 35, tillæg B, s. 1466 f.) skal det ved vurderingen af, om en handling er omfattet af § 114, stk. 1, bl.a. indgå, om handlingen har været rettet mod et demokratisk samfund, der respekterer retsstatsprincippet, eller har været rettet mod en besættelsesmagt mv. Disse forhold skal indgå i en samlet vurdering af alle sagens elementer. De tiltalte har anført, at Israel må anses for en besættelsesmagt, der krænker demokratiet og retsstatsprincippet, og at Colombia ikke kan anses for et demokratisk samfund, der respekterer retsstatsprincippet, og at disse forhold skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagen. Uanset om det måtte forholde sig som anført af de tiltalte, finder Højesteret, at omfanget og karakteren af de handlinger, som FARC og PFLP efter landsrettens bevisresultat har begået mod civile, også efter en samlet vurdering må føre til, at handlingerne ikke falder uden for området for § 114."

I TfK 2009.762 ØLD var 2 personer tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7, jf. § 21, ved i månederne op til den 4. september 2007 med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske myndigheder til at foretage eller undlade at foretage en handling eller destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige struktur at have forsøgt at begå handlinger som nævnt i stk. 1, nr. 1 og 7, af en karakter, som kunne tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade, idet de tiltalte gennem samtaler og møder, ved anvendelse af bombemanualer og ved anskaffelse af kemikalier samt ved fremstilling og prøvesprængning af sprængstoffet TATP gjorde forberedelser til fremstilling af en eller flere bomber til brug for en terrorhandling et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet, hvilket mislykkedes, idet de tiltalte blev anholdt. De tiltalte blev straffet med henholdsvis 8 og 12 års fængsel for forsøg på terrorisme.

I TfK 2008.496/2 HD blev to personer straffet med fængsel i 12 år og en person med fængsel i 5 år for forsøg på terrorisme.

I TfK 2008.9/2 HD blev en person fundet skyldig i forsøg på terrorisme begået som 16-årig.

Europols rapport "TE-SAT 2010, EU Terrorism Situation and Trend Report". På side 15 ses en tabel, hvoraf det fremgår, at 11 personer kom for retten i Danmark i 2007 som sigtede for terrorisme. I 2008 var der tale om 16 personer og i 2009 om 9. For Tysklands vedkommende var der tale om 7 personer i 2007, 10 i 2008 og 7 i 2009. I Sverige var der 0 personer i 2007, 1 i 2008 og 1 i 2009. Side 17 viser en tabel, hvor retsafgørelsernes resultater i sager om terrorisme i 2009 er offentliggjort. For Danmarks vedkommende fremgår det, at 8 personer blev fundet skyldig, medens 2 blev frifundet. Det fremgår således, at frifindelsesprocenten er 20.

Forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. (straffelovens kapitel 14)

Straffelovens 14. kapitel Forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v.

Kapitel 15. Forbrydelser mod den offentlige myndighed mv. (straffelovens §§ 120-132 a) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Vold og trusler mod offentligt ansatte (Straffelovens § 119)

Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog) (vold mod øvrighedspersoner)
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog) (vold mod præster, stævningsmænd mv.)

§ 119, stk. 1

"§ 119, stk. 1. Den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år."

I visse tilfælde kan privatansatte, der udfører opgaver for det offentlige, være omfattet af den personkreds, der er beskyttet af straffelovens § 119. TfK 2001.234/1 angik trusler mod en socialpædagog ansat af "Frit Oplysningsforbund" på en skole, som blev drevet af forbundet for kommuner, der anviste elever til skolen og betalte for disse. Den pågældende havde blandt andet til opgave at udbetale kontanthjælp til eleverne og kontrollere, at eleverne fulgte den undervisning, som de skulle følge for at kunne få udbetalt kontanthjælpen. Landsretten fandt, at den pågældende var omfattet af straffelovens § 119 og udtalte herom nærmere: "..Det må efter det oplyste lægges til grund at skolen blev drevet af amtet indtil et tidspunkt i 1999, hvor ansvaret for den pågældende undervisning overgik fra amtet til kommunen, og hvor X overgik fra ansættelse i amtet til ansættelse hos Frit Oplysningsforbund. Skolen blev herefter af forbundet drevet for de kommuner, der anviste elever og betalte herfor. Det må endvidere lægges til grund, at X som led i sin ansættelse havde til opgave for kommunen at udlevere checks vedrørende bistandshjælp og i denne forbindelse påse, at de af kommunen stillede betingelser herfor i form af deltagelse i undervisningen var opfyldt. Under disse omstændigheder findes X i forhold til tiltalte at have handlet i medfør af offentligt hverv, jf. herved straffelovens § 119...."

Trusler skal være fremsat direkte over for forurettede for at være omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, idet bestemmelsen kræver, at tiltalte "overfalder" forurettede. Se nærmere herom i forarbejderne til lov nr. 87 af 15. marts 1939 ( Rigsdagstidende 1938-39, Tillæg A, sp. 3770-71).

I TfK 2013.630 blev tiltalte frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og alene fundet skyldig i at fremsætte trusler i strid med straffelovens § 266. Landsretten lagde vægt på, at truslerne ikke var fremsat direkte over for den sagsbehandler, truslerne var rettet imod. Landsretten udtalte nærmere: "Selv om landsretten finder det bevist, at tiltalte var på det rene med, at truslerne ville blive videregivet til F, er spørgsmålet herefter, om tiltalte herved har »overfaldet« F, jf. straffelovens § 119, stk. 1. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (L 1939 87, RT 1938- 39, Tillæg A, sp. 3770-71), at bestemmelsen alene finder anvendelse, når truslen er fremsat direkte over for den pågældende tjenestemand. Under disse omstændigheder finder landsretten, at det er betænkeligt at anse forholdet for omfattet af straffelovens § 119, stk. 1."

I dommen TfK 2007.375/1 ØLD blev de tiltalte frifundet for overtrædelse af § 119, stk. 1, idet retten ikke fandt, at det var omfattet af bestemmelsen, at nogle muslimer i løbesedler havde opfordret andre til at udslette "jeres regenter". En sådan handling ansås ikke for omfattet af udtrykket "overfalder" i straffelovens § 119, stk. 1. Landsretten citerede i afgørelsen lovforarbejderne og henviste til RT 1938-39, Tillæg A, spalte 3770-71, hvoraf det blandt andet fremgår, at der alene kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, i tilfælde, hvor trusler om vold "er fremsat direkte til den paagældende Tjenestemand". Det fremgår videre af samme lovforarbejder, at § 119, stk. 2, kan anvendes også i tilfælde, hvor truslen ikke er fremsat direkte overfor forurettede. For at straf kan idømmes efter § 119, skt. 2, kræves det imidlertid, at forurettede er dommer, overordnet tjenestemand indenfor politi og anklagemyndighed eller indenfor andre administrative myndigheder.

I TfK 2007.774 ØLD blev en person, der på en internetside havde truet med at "brandbombe" en ministers bolig. Landsretten bemærkede, at tiltalte ikke havde "overfaldet" forurettede, og tiltalte blev derfor frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Han blev alene fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 1 og 2, som der også var rejst tiltale for.

I TfK.2008.562/1 ØLD blev tiltalte frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for fremsættelse af trusler mod en læge overfor nogle andre sundhedspersoner. Henset til at udtalelserne ikke er blevet fremsat direkte over for forurettede, der var på ferie på det pågældende tidspunkt, fandt landsretten, at tiltalte ikke har "overfaldet forurettede", hvorfor han frifindes for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Derimod fandtes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 om trusler.

I TfK 2009.826 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119. Han havde til fængselsfunktionærer truet med, at han ville begå vold mod en kriminalassistent i anledning af, at han ikke havde fået noget af sit tøj tilbageleveret fra politiet. Han blev i stedet fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266.

I UfR 1996.11 ville to dommere i landsretten - ligesom byretten - frifinde tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Den pågældende blev fundet skyldig i i september 1994 på Store Torv i Århus ud for restaurant »Eifel« at have truet politiassistent M, der netop havde vist tiltalte ud fra nævnte restaurant, idet tiltalte bl.a. udtalte "dit svin - dit svin - du kan bare komme og prøve at anholde mig - kom her, bare dig og mig - så skal du bare se - bare vent, til jeg møder dig en mørk aften", eller lignende udtalelser. Tiltalte, der var tidligere straffet i to tilfælde for vold og i et tilfælde for overtrædelse af straffelovens § 124, blev straffet med hæfte i 20 dage. Samtlige voterende var enige i, at der ikke var "fuldt tilstrækkeligt grundlag" for at lade straffen komme til fuldbyrdelse.

Handlingens karakter

I TfK 2012.1048 blev en bilist frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, i forhold til en parkeringsvagt. Det blev både i byretten og i landsretten anset for bevist, at tiltalte den 19. december 2011 havde revet p-afgiften i stykker og kastet den i retning af parkeringskontrolløren, at han havde udtalt, "Der er mange, som kender dig, du er på min sorte liste". Endvidere blev det anset for bevist, at han to gange havde kaldt parkeringsvagten for en racist og sagt »fuck you« eller lignende. I byretten blev tiltalte straffet for overtrædelse af straffelovens § 119. Landsretten frifandt ham og udtalte: "Landsretten finder ikke, at disse forhold hverken i sig selv eller efter forklaringerne om tiltaltes adfærd eller den sammenhæng, hvori tiltalte fremsatte udtalelserne, udgør en trussel om vold, og tiltalte frifindes derfor for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1". Landsretten fandt, at udtalelserne "racist", "fuck you" var omfattet af straffelovens § 121. Den pågældende blev idømt 15 dagbøder a 200 kr.

Udtalelser, der umiddelbart kan opfattes som en trussel, er ikke i alle tilfælde omfattet af § 119, stk. 1.

Vestre Landsret frifandt 27. januar 2015 i sagen V.L. S–2860–13 tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121. Den pågældende var tiltalt for i juni 2012 om aftenen ved "med trussel om vold og på fornærmende måde at have overfaldet politiassistent NN, idet han udviste aggressiv og fornærmende adfærd ved at gå truende frem mod betjenten, tørre blod af i hans skjorte og dernæst råbe ham ind i ansigtet på meget kort afstand". Der var kommet to betjente til stede ved en privat fest, hvor naboer havde klaget over, at nogle af de cirka 20-30 festdeltagere havde kørt race med biler i industrikvarteret omkring det autoværksted, hvor festen blev holdt. Den forurettede betjent forklarede i landsretten om tiltalte blandt andet, at tiltalte havde blod på sig og havde taget fat i betjentens revers, samt at han kom "hel tæt på" betjentene og havde råbt dem "lige op i ansigtet". Den anden betjent forklarede blandt andet, at de andre festdeltagere, der var kommet udenfor, hvor tiltalte og betjentene i forvejen befandt sig, begyndte at stille sig i en halvcirkel omkring patruljen, hvorefter tiltalte trådte frem igen mod betjentene og råbte noget ind i ansigtet på en af disse samtidig med, at han havde en aggressiv fremtoning. Landsretten begrundede frifindelsen for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, således: "Efter de afgivne vidneforklaringer, herunder betjentenes forklaringer, må det lægges til grund, at tiltalte kom med en eller flere udtalelser over for politiassistent NN. Det er imidlertid ikke ved de afgivne forklaringer godtgjort, at politiassistent NN ved tiltaltes udtalelser og adfærd blev overfaldet med vold eller trussel om vold." Frifindelsen for overtrædelse af straffelovens § 121 begrundedes således: "Det findes ikke godtgjort, at tiltalte forsætligt har aftørret blod på NNs skjorte. Det tiltrædes derfor også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er frifundet for overtrædelse af straffelovens § 121." Det kan blandt andet udledes af denne afgørelse, at aftørring af blod i en polititjenestemands skjorte, hvis denne havde været forsætlig, ikke ville have været en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, men alene en overtrædelse af straffelovens § 121. Det er også værd at bemærke, at landsretten ikke fandt, at der forelå trusler efter straffelovens § 119, stk. 1, til trods for det oplyste om, at tiltalte "udviste aggressiv" adfærd, gik "truende frem mod betjenten" og råbte "ind i ansigtet" på den ene af de 2 polititjenestemænd, medens der stod 20-30 festdeltagere i en "halvcirkel" uden om tiltalte og polititjenestemændene. Der var således kun to polititjenestemænd i forhold til den meget store forsamling.

U.1995.308V. Bemærkninger til urobetjente om, at de kunne få bank/tærsk, ikke anset for trusler om vold, jf. straffelovens § 119, stk. 1.Afgørelsen var begrundet med henvisning til en af politifolkenes forklaring om ordlyden af de fremsatte udtalelser og om, at T ikke på anden måde havde vist truende adfærd og i øvrigt ikke opført sig anderledes, end han plejede, når politiet var i nærheden. (Dissens).

I TfK 2003.583 VLD blev en person frifundet for overtrædelse af § 119, stk. 1, for til flere politifolk under en ransagning at have udtalt: "Jeg binder en af jer og knepper ham i røven, når jeg bliver løsladt, så kan I mærke, hvordan det føles at være bundet", eller lignende, og til en enkelt politiassistent at have sagt "du skal ikke være nervøs, jeg skal ikke have svinet min pik til", eller lignende. Den pågældende blev alene straffet for overtrædelse af straffelovens § 121.

I TfK 2002.694 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Det fandtes bevist, at den pågældende overfor en politiassistent som anholdt havde udtalt: "sådan nogen drengerøve spiser jeg til morgenmad". Landsretten fandt ikke en sådan udtalelse omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

I sagen K01-1599/2011 ved Retten i Sønderborg var der rejst tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, mod en arrestant, som i et brev til arrestantens moder havde ladet et par bemærkninger falde til den polititjenestemand, som skulle censurere brevet, idet den pågældende var undergivet brevkontrol efter retsplejelovens § 772, stk. 1. Den pågældende skrev blandt andet til betjenten, at denne skulle holde sig "til loven". Han skrev videre, at "det er ikke en trussel. Bare hold dig fra mit privatliv." Ved skrivelse af 5. august 2011 fra Statsadvokaten for Fyn, Syd- og Sønderjylland med sagsnummer SA6-2011-6201-0802 opgav statsadvokaten påtalen mod den pågældende med følgende begrundelse: "Begrundelsen for min afgørelse er, at sigtelsen i sagen har vist sig at være grundløs. Sagen drejer sig om straffelovens § 119, stk. 1 (vold og trusler om vold mod person i offentlig tjeneste). Min afgørelse er truffet efter reglerne i retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1 (sigtelsen har vist sig at være grundløs)."

Udfører "forurettede" en ulovlig tjenestehandling mod den person, der begår vold eller fremsætter trusler mod forurettede, kan der ikke straffes for overtrædelse af straffelovens § 119. Der vil eventuelt kunne straffes for overtrædelse af andre bestemmelser i straffeloven, for eksempel vold efter straffelovens § 244 eller trusler efter straffelovens § 266. Se f.eks. afgørelsen U.99.1460.

Af forarbejderne til straffelovens § 119, stk. 1, fremgår følgende:
Ved Torps udkast til straffelovgivningen fra 1917 (udkast II)blev ordet »retmæssig« indsat foran »tjenestehandling« i § 119, stk. 1, 2. led. I bemærkningerne til udkastet side 130 anføres blandt andet: "Endnu en Begrænsning bør formentlig opstilles ved Bestemmelsen af den strafbare Handling. Det er i Nutiden almindelig anerkendt, at Nødværge er tilladt overfor uretmæssige Embedshandlinger. Det bør da udtrykkelig fremhæves, at kun Hindring af retmæssige Embedshandlinger er strafbar efter denne Bestemmelse. Hvis det anvendte Middel gaar ud over det fornødne og tilladelige, er Handlingen selvfølgelig strafbar efter de almindelige Regler om ulovlig Tvang eller Legemskrænkelser, men der ligger ikke deri noget Angreb paa den offentlige Myndighed"

Ved betænkningen i 1923 fra straffelovskommissionen (Udkast III) blev ordet »retmæssig« erstattet af »lovlig«. I bemærkningerne til udkastet side 233 hedder det herom, at man har »fundet det rettest foran Ordet »Tjenestehandling« at sætte Ordet »lovlig« for derved udtrykkeligt at tilkendegive, at kun Hindring af retmæssige Tjenestehandlinger er strafbar efter denne Bestemmelse. Dette er stemmende med den almindelige Opfattelse, hvorefter Nødværge er tilladt overfor uretmæssige Tjenestehandlinger«.

Straffelovskommissionens udkast blev på dette punkt ikke ændret ved de i Rigsdagen fremsatte forslag til straffeloven. I bemærkningerne til det først fremsatte lovforslag, jfr. RT 1924-25, tillæg A, sp. 3339, anføres blandt andet, at kun hindring af retmæssige tjenestehandlinger er strafbare efter denne bestemmelse.

I TfK 2011.292 VLD blev tiltalte frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have begået vold mod en polititjenestemand under en anholdelse men i stedet fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 og straffelovens § 121, idet anholdelsen af landsretten fandtes at have været ulovlig. Den pågældende var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121 - vold eller trussel om vold samt fornærmelig tiltale imod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme - idet tiltalte den 15. oktober 2009 i nogle kommunale lokaler i Hadsund, hvor tiltalte var blevet anholdt, at have tiltalt en politiassistent fornærmeligt med ukvemsordene "møgsvin, svinehund, voldspsykopat og voldsmand", ligesom tiltalte udøvede vold mod politiassistenten ved at jage sit knæ op i skridtet på denne samt ved at tildele politiassistenten et knytnæveslag på kroppen. Anholdelsen var blevet sat i værk på grundlag af en anholdelsesbeslutning truffet af fogedretten i Aalborg, der var truffet som følge af, at tiltalte havde været udeblevet fra et møde i fogedretten. Såvel byretten som landsretten lagde til grund, at fogedretten i Aalborg ikke burde have truffet anholdelsesbeslutning, idet fogedretsmødet, hvorfra tiltalte var udeblevet, var blevet forkyndt for tiltaltes søn, uagtet at sønnen faktisk ikke boede på samme adresse som tiltalte. Byretten fandt tiltalte skyldig efter anklageskriftet, idet byretten ikke fandt, at der forelå en ulovlig tjenestehandling. Byretten udtalte herom blandt andet, at tiltalte var blevet anholdt "på grundlag af en anholdelsesbeslutning truffet af fogedretten i Aalborg" og på denne baggrund samt henset til, at politiet ikke sås at have været i besiddelse af oplysninger, der kunne betvivle grundlaget for fogedrettens anholdelsesbeslutning, var anholdelsen af tiltalte at anse for lovlig. Landsretten fandt, at anholdelsen ikke havde været lovlig, og udtalte herom blandt andet: "Indkaldelsen til fogedretten blev den 14. februar 2009 forkyndt på - - -, Hadsund, for tiltaltes søn, der ifølge forkyndelsespåtegningen bl.a. erklærede at høre til husstanden. Tiltalte og hans søn har begge forklaret, at tiltalte ikke boede i ejendommen på det tidspunkt, og tiltaltes søn har for byretten forklaret, at han ved hver forkyndelse gjorde stævningsmanden opmærksom på, at tiltalte ikke boede på adressen. Tiltalte har for landsretten desuden forklaret, at den lejlighed, han søgte om boligsikring til, vedrørte et selvstændigt lejemål i stueetagen, der tidligere havde været udlejet til andre lejere. Stævningsmanden har ikke afgivet vidneforklaring, og det må efter sagens oplysninger, herunder tiltaltes og B's forklaringer, lægges til grund, at det var kommunen selv, der registrerede tiltalte med adressen - - -. På denne baggrund er der ikke grundlag for at fastslå, at tiltalte boede sammen med sin søn på den anførte adresse på forkyndelsestidspunktet, og indkaldelsen er derfor ikke lovligt forkyndt. Som følge heraf har der ikke været grundlag for at afsige kendelse om politifremstilling og dermed heller ikke for at anholde tiltalte den 15. oktober 2009. Da anholdelsen således ikke har været en lovlig tjenestehandling som anført i straffelovens § 119, stk. 1, frifindes tiltalte for overtrædelse af denne bestemmelse." Straffen blev af landsretten fastsat efter straffelovens § 121 og § 244 til fængsel i 30 dage. Landsretten gjorde dommen betinget med vilkår om 40 timers samfundstjeneste og utalte om strafudmålingen blandt andet følgende: "... Navnlig under hensyn til at volden er begået i forbindelse med ophidselsen efter en ulovlig anholdelse, stemmer 4 voterende for at gøre straffen betinget med vilkår som nedenfor bestemt, herunder samfundstjeneste i 40 timer. .."

I UfR 1987.498 HD havde en person, der var blevet anholdt, bidt en polititjenestemand i fingeren. Højesteret fandt, at anholdelsen ikke havde været lovlig, hvorfor den pågældende blev frifundet. Højesteret udtalte blandt andet: "Anholdelsen skete efter det foreliggende alene for at afhøre den pågældende på politistationen i anledning af de verserende sager. Retsplejelovens § 755, stk. 1, indeholder ikke hjemmel for anholdelse i et sådant tilfælde. Da anholdelsen herefter ikke har været en lovlig tjenestehandling som anført i straffelovens § 119, stk. 1, er forholdet ikke strafbart efter denne bestemmelse."

I TfK 2010.411 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, og for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for vold mod polititjenestemænd, som skulle være udøvet i forbindelse med anholdelse i Vollsmose i Odense. Han blev endvidere frifundet for overtrædelse af straffelovens § 121 for at skulle være fremkommet med ringeagtsytringer mod polititjenestemændene. Den pågældende var den 8. oktober 2008 passager i en bil, der blev ført af en bekendt. Da de steg ud af bilen, blev de kontaktet af polititjenestemænd, som havde fulgt efter dem i en patruljevogn under den sidste del af køreturen. Politifolkene ønskede at visitere dem og henviste til, at "Odense" var en visitationszone på det omhandlede tidspunkt. Passageren blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, for at have gjort modstand mod visitationen. Endvidere blev han sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for at have sparket ud efter polititjenestemændene under anholdelsen umiddelbart herefter. I byretten blev han idømt en ubetinget frihedsstraf af fængsel i 30 dage. I landsretten blev han frifundet. Landsretten fandt ikke, at han havde "lagt hindringer i vejen for visitationen", og landsretten fandt endvidere, at anholdelsen ikke opfyldte kravene i retsplejelovens § 755, skt. 1. Landsretten fandt derfor ikke, at anholdelsen var en "lovlig tjenestehandling". Endvidere fandt landsretten ikke anledning til at "henføre handlinger, som er begået under anholdelsen, under bestemmelserne i straffelovens § 119, stk. 1, og § 121".

Østre Landsret frifandt i TFK 2008 288 ØLD en mand for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og straffelovens § 121 efter at byretten havde fundet det bevist, at den pågældende havde overtrådt bestemmelsen og idømt en ubetinget fængselsstraf af 40 dage. Frifindelsen var alene begrundet i, at det ikke fandtes "godtgjort, at betingelserne i retsplejelovens § 755, stk. 1, for at anholde den pågældende var opfyldt". Afgørelsen synes at vise, at domstolene pålægger anklagemyndigheden bevisbyrden for, at en anholdelse har været lovlig i tilfælde, hvor tiltalte gør gældende, at anholdelsen ikke var lovlig. Det fremgår af sagen, at politiet var blevet kaldt til stedet i anledning af husspektakler. Han var ifølge en af politifolkene, der afgav forklaring i retten, blevet anholdt, fordi han var "eftersøgt til anholdelse på grund af en sigtelse i en anden sag". Under afhøringen i landsretten forklarede en af polititjenestemændene, at den tiltalte den omhandlede aften "skulle bortvises, og derefter blev han ophidset og begyndte at råbe skældsord", og at politifolkene havde fået oplyst, at tiltalte "var søgt til anholdelse til Station Bellahøj", og at han blev anholdt".

I TfK 2009.346 ØLD blev en person den 26. november 2006 anholdt under en demonstration ved "Faderhuset" i Rødovre som sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. Det blev anset for bevist, at hun havde bidt en polititjenestemand i fingeren, og at hun havde gjort dette som følge af de smerter, som hun var blevet påført i forbindelse med anholdelsen. Hun blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, idet anholdelsen ikke havde været lovlig. Hun blev med samtlige dommerstemmer i landsretten derimod fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244. Fem dommere i landsretten fandt, at hun havde overskredet grænserne for lovligt nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, og de fandt endvidere, at dette ikke var straffrit efter samme bestemmelses stk. 2. Tiltalte var efter, at forholdet var begået, men inden sagens afgørelse i landsretten, i en anden sag ved Københavns Byret blevet idømt en straf af fængsel i 1 år og 3 måneder blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 119. De fem dommere fandt, at der ikke var grundlag for at idømme tiltalte en tillægsstraf i medfør af straffelovens § 244, jf. § 89. En dommer fandt ligesom byretten, at tiltalte havde handlet i lovligt nødværge.

I en upåanket dom af 25. september 2007 med sagsnummer SS 2-2236/2007 blev en ung mand ved Retten i Århus frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for den 8 december 2006 i Odder at have forsøgt at nikke en politiassistent en skalle, spyttet på denne samt råbt til ham: "Jeg smadrer dig" (forhold 1). Han blev i samme sag frifundet for overtrædelse af straffelovens § 121 ved at skulle have råbt "fucking pansersvin" og vist politiet "skråt op" tegnet (forhold 2). Endelig blev han frifundet for på samme tid og sted at have overtrådt straffelovens § 124, stk. 1, ved at være flygtet ud af en patruljevogn, efter at han var blevet anholdt (forhold 3). Læs uddrag af dommen.

Københavns Byret frifandt i nævningesagen SS 3-17375/2010 i en kendelse afsagt den 25. februar 2011 en forvaringsdømt person, der var mange gange tidligere straffet for vold mod fængselspersonale, for en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 begået den 20. december 2006 i Politigårdens Fængsel i København. Retten fandt det bevist, at den pågældende havde bidt en fængselsbetjent i benet. Retten lagde imidlertid til grund, at tiltalte havde handlet i nødværge, og at handlingen derfor var straffri efter straffelovens § 13, stk. 1. Den pågældende blev fundet skyldig i at have bidt en fængselsbetjent i højre ben i forbindelse med, at han skulle føres i sikringscelle. Retten fandt, at betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 66 om anbringelse i sikringscelle ikke var opfyldt, og at den indsatte derfor havde handlet i lovlig nødværge. Under samme sag blev den pågældende frifundet for et yderligere tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. I dette tilfælde fandt retten det bevist, at den pågældende under en sikringscelleanbringelse den 13. juni 2007 i Politigårdens Fængsel i København havde råbt dødstrusler til det tilstedeværende fængselspersonale. Retten fandt, at anbringelsen af tiltalte i sikringscelle havde været for langvarig på gerningstidspunktet, og at det "derfor lægges til grund, at tiltalte var udsat for en for vidtgående magtanvendelse, hvorfor tiltaltes udtalelser ikke findes at kunne henføres under straffelovens § 119, stk. 1." Den pågældende blev i stedet fundet skyldig i at have fremsat trusler omfattet af straffelovens § 266.

§ 119, stk. 2

"§ 119, stk. 2. På samme måde straffes den, som, uden at forholdet falder ind under stk. 1, fremsætter trusler om vold, om frihedsberøvelse eller om sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold mod nogen, der af det offentlige er tillagt domsmyndighed eller myndighed til at træffe afgørelse vedrørende retsforhold eller vedrørende håndhævelse af statens straffemyndighed, i anledning af udførelsen af tjenesten eller hvervet, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling."

2. stykke er begrænset til at omfatte personer, der har myndighed til at træffe egentlig afgørelse vedrørende retslige forhold. Dette er for eksempel dommere, overordnede tjenestemænd indenfor politi og anklagemyndighed og andre overordnede administrative myndigheder. Bestemmelsen er således ikke anvendelig i forhold til offentlige ansatte i underordnede stillinger, idet disse ikke er tillagt myndighed til at træffe egentlig afgørelse vedrørende retslige forhold. Bestemmelsen omfatter ikke kun trusler om vold men for eksempel også trusler om skandalisering eller lignende. Endvidere kan den anvendes, uagtet at truslerne ikke er fremsat direkte overfor den forurettede. Se nærmere herom i forarbejderne til lov nr. 87 af 15. marts 1939 ( Rigsdagstidende 1938-39, Tillæg A, sp. 3770-71).

§ 119, stk. 3

"§ 119, stk. 3. Lægger nogen ellers de nævnte personer hindringer i vejen for udførelsen af deres tjeneste eller hverv, straffes han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted."

§ 119, stk. 3, 2. pkt. er indsat med lov nr. 1107 af 1. december 2009. Det fremgår blandt andet af bemærkningerne, at den foreslåede strafskærpelsesregel kun finder anvendelse, "hvis der er en tidsmæssig og geografisk sammenhæng mellem overtrædelsen og den grove forstyrrelse af den offentlige ro og orden".

"Passiv" modstand er ikke omfattet af straffelovens § 119, stk. 3. Se nærmere herom i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 9/1994 "om overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3", hvor der nærmere redegøres for Rigsadvokatens opfattelse af, hvorledes bestemmelsen skal anvendes.

I TfK 2004.3 VLD tog tiltalte (en lastvognschauffør) fat i en polititjenestemands håndled og fravristede polititjenestemanden et "diagramark" fra tiltaltes lastbil, som polititjenestemanden netop havde sikret sig til en færdselssag, hvorefter der var opstået håndgemæng mellem politiassistenten og tiltalte. Tiltalte blev straffet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3. Der var ikke rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1.

I TfK 2006.68 ØLD havde en person lagt hindringer i vejen for politiet ved at stille sig i vejen, da politiet skulle ransage personens mors lejlighed i et forsøg på at udfinde koster fra et røveri, som personens broder kort inden overfor politiet havde erkendt at have begået. Den sigtede broder havde givet skriftlig tilladelse til ransagningen, hvilken imidlertid ikke var gyldig, idet det ikke var hans bolig. Landsretten fandt, at betingelserne for at foretage ransagningen uden at afvente retskendelse var opfyldt. Personen blev imidlertid frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3. Landsretten begrundede frifindelsen således: "Landsretten finder det imidlertid ikke godtgjort, at tiltalte, da han blev antruffet i lejligheden, fik en kort beskrivelse af sigtelsen mod broderen og af de omstændigheder, der begrundede ransagningen, eller at han fik oplysning om det korrekt formelle grundlag for ransagningen, som var ransagning uden retskendelse, idet undersøgelsens øjemed ellers ville forspildes. Væsentlige formelle betingelser for lovligheden af ransagningen af boligen blev dermed ikke iagttaget, jf. retsplejelovens § 798, stk. 2, og tiltaltes handling er derfor ikke strafbar efter straffelovens § 119, stk. 3."

I TfK 2005.432 ØLD indfandt en pressefotograf sig ved Rigshospitalets traumecenter for at fotografere en kongelig patient. Politiet havde afspærret stedet og hævdede, at pressefotografen havde passeret spærringen til trods for, at politiet havde tilkendegivet, at han ikke måtte. Han var blevet anholdt for at passere spærringen. Der blev rejst tiltalte mod pressefotografen for to tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, for at modsætte sig anholdelsen, idet han havde lagt hindringer i vejen for politiets arbejde med etablering af spærringen og for at have modsat sig anholdelse, idet han ifølge anklageskriftet "fægtede med armene, stemte imod, sparkede med benene og forsøgte at rive sig løs". Pressefotografen blev frifundet for begge begge forhold. Østre Landsret fandt det ikke godtgjort, at tiltalte havde passeret eller forsøgt at passere afspærringen, "og da der ikke i øvrigt forelå lovlige grunde til at anholde tiltalte - heller ikke for en mulig senere overtrædelse af straffelovens § 264 d - jf. i det hele retsplejelovens § 755, stk. 1, har anholdelsen ikke været en lovlig tjenestehandling. Det tiltrædes derfor, at tiltalte også er frifundet for forhold 2".

I TfK 2010.411 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, og for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for vold mod polititjenestemænd, som skulle være udøvet i forbindelse med anholdelse i Vollsmose i Odense. Han blev endvidere frifundet for overtrædelse af straffelovens § 121 for at skulle være fremkommet med ringeagtsytringer mod polititjenestemændene. Den pågældende var den 8. oktober 2008 passager i en bil, der blev ført af en bekendt. Da de steg ud af bilen, blev de kontaktet af polititjenestemænd, som havde fulgt efter dem i en patruljevogn under den sidste del af køreturen. Politifolkene ønskede at visitere dem og henviste til, at "Odense" var en visitationszone på det omhandlede tidspunkt. Passageren blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, for at have gjort modstand mod visitationen. Endvidere blev han sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for at have sparket ud efter polititjenestemændene under anholdelsen umiddelbart herefter. I byretten blev han idømt en ubetinget frihedsstraf af fængsel i 30 dage. I landsretten blev han frifundet. Landsretten fandt ikke, at han havde "lagt hindringer i vejen for visitationen", og landsretten fandt endvidere, at anholdelsen ikke opfyldte kravene i retsplejelovens § 755, skt. 1. Landsretten fandt derfor ikke, at anholdelsen var en "lovlig tjenestehandling". Endvidere fandt landsretten ikke anledning til at "henføre handlinger, som er begået under anholdelsen, under bestemmelserne i straffelovens § 119, stk. 1, og § 121".

Særligt om retsgarantierne i sager om anklager mod frihedsberøvede personer for vold mod personalet
I sagen Prezec mod Kroatien afgjort af Den europæiske Menneskeretsdomstol (EMD) den 15. oktober 2009 under sagsnummer 48185/07 fandt EMD, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi klageren ikke havde fået advokatbistand under en straffesag ved sagens behandling i første instans. Der havde således alene været advokatbistand i 2. instans. EMD fremhævede, at klageren var indsat i et fængsel og tiltalt for vold mod en ansat i fængslet. Det blev også fremhævet, at klageren led af en personlighedsforstyrrelse. Disse forhold talte for, at han burde have adgang til advokatbistand under straffesagen (præmis 29). Afgørelsen er begrundet i præmis 32. Afgørelsen indicerer, at EMD finder, at der består et særligt behov for at sikre, at alle retsgarantier i særlig grad respekteres af de nationale myndigheder i tilfælde, hvor en frihedsberøvet person er tiltalt for vold mod personale i den institution, hvor han eller hun er frihedsberøvet. I præmis udtaler EMD yderligere: " ..Furthermore, the Court's case-law is clear on the principle that where deprivation of liberty is at stake, the interests of justice in principle call for legal representation ...". EMD fastslår således, at såfremt frihedsberøvelse kan komme på tale, skal der efter praksis ved EMD ske beskikkelse af en advokat.

Se kritik af bevisvurderingen i dansk ret i sager, hvor der er rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 119, i artikel af 7. juni 2008 af Claus Bonnez.

En polititjenestemands mulighed for at gøre iagttagelser kan ligesom tilfældet er for alle andre mennesker begrænses af forstyrrelser, når der sker flere forskellige ting omkring den pågældende på samme tid for eksempel i forbindelse med en urolig anholdelse, under en demonstration, under en biljagt eller lignende. Det samme kan være tilfældet, hvis polititjenestemanden har været bange eller ophidset på tidspunktet, hvor den pågældende gjorde iagttagelsen.

I Medd. 104/2000 frifandt Retten i Aalborg i rettens dom af 25. maj 2000 en kvinde, der var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119 ved under en demonstration at have kastet en sten efter en politiassistent. Retten begrundede frifindelsen således: "Uanset at vidnet P's forklaring forekom sikker og troværdig, lægger retten vægt på den tilspidsede situation, der var opstået på tidspunktet for anholdelsen af tiltalte, herunder at der var mange mennesker omkring tiltalte, og at der var mange stenkast ... Retten har endvidere lagt vægt på vidnet (politiassistent S') forklaring om, at han 5-10 meter før det sted, tiltalte blev anholdt, havde observeret en ung mand, der kastede en sten, og at der blev kastet en masse sten fra fortovet, hvorfor en forvekslingsmulighed ikke kan udelukkes."

Straffen for vold mod visse grupper af offentligt ansatte - herunder politiet - i Danmark

Se lov nr. 218 af 31. marts 2004 om skærpelse af straffen for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1.

I Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. 87 af 4. april 2005 fra Folketingets Retsudvalg redegør Justitsministeriet forholdsvist detaljeret om strafniveauet i sager om overtrædelse af straffelovens § 119.

Straframmen for overtrædelse af § 119, stk. 3, blev hævet fra 6 måneder til 1 år og 6 måneder ved lov nr. 501 af 12. juni 2009. Det fremgår blandt andet af kapitel 4.2 i bemærkningerne til lovændringen, at det er "ikke hensigten, at straffen i mindre grove tilfælde skal forhøjes i forhold til i dag". Af samme kapitel fremgår det videre, at strafskærpelsen kun skal virke i forhold til "de groveste tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk.". Som eksempler på tilfælde, hvor skærpede straffe tænkes anvendt, henvises der til "tilfælde med blokader, der er sat op for at forhindre politi og brandvæsen mv. i at nå frem til nødlidende, eller tilfælde, hvor man forsøger at forhindre politiet i at foretage en ransagning af et sted, hvor der er mistanke om, at der opbevares våben."

I sagen V.L. S-2596-10 var en 21-årig mand ved byretten blevet straffet med fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Han var blevet fundet skyldig i at have bidt to polititjenestemænd i begge tilfælde "med blodudtrædning til følge" under anholdelse den 25. april 2009 i Århus. Han var endvidere blevet fundet skyldig i umiddelbart forud for anholdelsen at have overtrådt ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Ved Vestre Landsrets dom af 30. november 2011 blev den pågældende - som i byretten - fundet skyldig efter anklageskriftet. Landsretten gjorde imidlertid dommen betinget med en prøvetid på 1 år og på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Der blev således ikke fastsat vilkår om samfundstjeneste. Landsretten udtalte blandt andet: "Navnlig under hensyn til sagens tidsmæssige udstrækning og oplysningerne om tiltaltes gode personlige forhold er det forsvarligt rent undtagelsesvist at gøre straffen betinget .."

I TfK 2008.772 ØLD blev en straf af fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121 gjort betinget under henvisning til tiltaltes høje alder. Straffelovens § 82, nr. 2, blev citeret i landsrettens afgørelse. Den pågældende blev fundet skyldig i flere gange at have kaldt en stævningsmand for "drengerøv og idiot" ligesom han (ifølge anklageskriftet) "skubbede hårdt til F, hvorefter T, da F foreviste sit politiskilt og oplyste, at han var politimand, med stor kraft kastede T's fullfaceknallerthjelm i hovedet på F, hvorved denne fik en bule i panden, hvorefter T kastede fårefoder i hovedet på F, slog med politiskiltet og tog stævningspapirerne og kastede dem efter F, ligesom T, da F erklærede ham for anholdt, skubbede til ham flere gange, medens han forlod stedet, og endelig råbte til naboens hund, »pus ham den idiot, æd ham«, da han sammen med T indfandt sig hos naboen ca. 150 meter væk."

I TfK 2009.519 VLD blev tiltalte fundet skyldig i at have udtalt: "Jeg slår jer ihjel, om det så er det sidste jeg gør i denne verden. Jeg er uddannet til at dræbe" eller lignende til to repræsentanter fra SKAT, medens tiltalte og disse sad i venteværelset i en retsbygning, hvor alle ventede på at skulle afgive vidneforklaring i en sag. Byretten idømte den pågældende en straf af ubetinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 266. Byretten fandt under henvisning til "forholdets karakter, herunder at truslerne blev fremsat i en retsbygning", ikke grundlag for at gøre straffen betinget. Landsretten fandt den pågældende skyldig i straffelovens § 119, stk. 1, og nedsatte straffen til fængsel i 20 dage under henvisning til "forholdets karakter". 5 af landsrettens dommere bestemte, at straffen skulle gøres betinget. Dette blev begrundet således: "Navnlig under hensyn til oplysningerne om tiltaltes modsætningsforhold til SKAT og til, at truslerne må anses for fremsat spontant og uovervejet, efter at tiltalte og de pågældende medarbejdere fra SKAT i flere timer havde siddet sammen i venteværelset, og under hensyn til tiltaltes alder og gode personlige forhold, finder 5 voterende det undtagelsesvist forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår som anført nedenfor". En dommer ville gøre straffen ubetinget.

I TfK 2008.133 VLD blev straffen for dødstrusler mod en kommunal sagsbehandler samt for to mindre tyverier udmålt til ubetinget fængsel i 14 dage. 2 af landsrettens 6 dommere ville gøre straffen betinget, idet de udtalte: "Under hensyn til tiltaltes personlige og sociale forhold, herunder at han bor alene med sin datter på 9 år, er der uanset karakteren af forhold 1 undtagelsesvist grundlag for at gøre straffen betinget."

I TfK 2004.29 ØLD blev 40 dages fængsel for at sparke polititjenestemand i skridtet og på låret gjort betinget under hensyn til tiltaltes skrøbelige psyke og klaustrofobi.

I TfK.2006.76 ØLD blev en person, der havde sparket en politiassistent på venstre ben, straffet med 30 dages fængsel betinget med en prøvetid på 2 år. Straffen blev gjort betinget, idet landsretten ikke kunne afvise, at tiltalte havde sparket, idet han havde anset sig for påkørt af en patruljevogn. Endvidere lagdes der vægt på tiltaltes gode personlige forhold.

Straffen for vold mod visse grupper af offentligt ansatte - herunder politiet - andre steder i verden
Det hævdes ikke sjældent i den danske kriminalpolitiske debat, at vi her til lands er for blødsødne, når det gælder straffen over for for eksempel voldsforbrydere, ikke mindst hvis volden er rettet mod offentligt ansatte som for eksempel polititjenestemænd eller fængselsbetjente.

De norske fængselsmyndigheder skal møde "mindre alvorlige, trussellignende udtalelser, "som er fremsatt i pressede situasjoner" med "dialog" og disciplinærreaktioner og ikke med politianmeldelse. Se punkt 3.43, side 143, øverst, i "Retningslinjer til lov om gjennomføring av straff mv (straffegjennomføringsloven) og til forskrift til loven, fastsatt av Kriminalomsorgens sentrale forvaltning 16. mai 2002 med hjemmel i forskrift til lov om straffegjennomføring av 22. februar 2002 § 7-1. Revidert 27. oktober 2008."

I sagen Popa mod Moldova afgjort af EMD den 21. september 2010 under sagsnummer 29772/05, klagede en borger over, at politiet havde begået vold mod hende under en anholdelse på klagerens søsters bopæl, hvor klageren angiveligt havde været i slagsmål med andre festdeltagere. De nationale myndigheder rejste straffesag mod klageren i anledning af hendes adfærd overfor politiet under samme anholdelse. Af afgørelsens præmis 7 følger, at politibetjenten, der forestod anholdelsen, forklarede, at klageren, da han var ankommet til stedet, var blevet udsat for fornærmende udtalelser fra klageren og dennes svoger. Efter at politibetjenten havde advaret klageren, begyndte hun at slå på og sparke sin svoger. Svogeren forklarede, at klageren ville slås med politimanden, og at hun hev i hans skulderstropper i et forsøg på at rykke dem af, samtidigt med at hun tiltalte politibetjenten som "rådden panser" og fortalte ham, at hun kendte en tidligere afsoner, som kunne gøre det af med ham. Nogle civile, som tilfældigvis befandt sig på politistationen, da klageren efter anholdelsen blev indbragt dertil, forklarede, at klageren havde råbt fornærmende udtryk mod politifolkene, at hun hev i deres beklædning, og at hun truede dem med, at de ville blive fyret fra politiet (præmis 9). Af præmis 12 og 16 fremgår det, at klageren for fornærmelser mod politiet og for at modsætte sig politiets lovlige påbud blev straffet med en bøde svarende til cirka 1,24 EURO på det omhandlede tidspunkt.

Den amerikanske ambassade klagede i 2007 til de danske myndigheder over unfair dansk retssag om påstået vold mod politiet

Omfanget af trusler og vold mod offentligt ansatte m. fl.
En arbejdsgruppe med repræsentanter for Rigspolitiet, anklagemyndigheden og Politiforbundet afgav i september 2008 rapporten "Kortlægning af trussels- og voldssituationen i forhold til politiets ansatte". Der ses ikke at være udgivet en tilsvarende rapport om kortlægning af trusler og vold fra politiets ansatte mod borgere.

I lovforslag nr. 99 af 26. november 2003 overvejede nogle medlemmer af Straffelovrådet, hvorvidt straffelovens § 119 samt § 247 burde ophæves som overflødige strafskærpelsesbestemmelser med henvisning til, at straffelovens almindelige strafskærpelsesbestemmelser var tilstrækkelige. Se nærmere herom nedenfor i kapitlet om magtmisbrug mv.

Rigsadvokaten har i august 2009 udarbejdet en domsoversigt over domfældelser og frifindelser i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, straffelovens § 121 og straffelovens § 247, stk. 2, fordelt på de forskellige faggrupper, der er beskyttet af disse særlige bestemmelser.

I rapporten "Udviklingen i domme til foranstaltning" udgivet i april 2014 af Tanja Tambour Jørgensen, Justitsministeriets Forskningskontor, og finansieret af Rådet for Socialt Udsatte, udtales i resumeet blandt andet, at væksten i antallet af foranstaltningsdomme "først og fremmest skyldes flere sager vedrørende vold, herunder ikke mindst flere sager vedrørende vold eller trusler mod offentligt ansatte." I resumeet udtales blandt andet også, at det forekommer "ret sandsynligt, at noget af væksten beror på dels en øget tilbøjelighed til at definere voldsepisoder i arbejdslivet som kriminel vold, og dels en særlig øget anmeldelsestilbøjelighed for vold i arbejdslivet. Endelig er det muligt, at når der sker en særlig kraftig vækst i antallet af foranstaltningsdomme i forlængelse af en lovændring fra medio 2000, skal dette forklares med forhold ved selve lovændringen, nemlig at denne dels gav mulighed for at fastsætte længstetider og dels stillede nye krav om opfølgning og kontrol af foranstaltninger uden længstetider. Dette kan have bevirket en øget påpasselighed med at registrere lovovertrædelser under foranstaltningen, da det vil kunne have betydning for vurderingen af det videre forløb af foranstaltningen." På side 14 ses en tabel (figur 7), som viser det samlede antal anmeldelser for overtrædelser af straffelovens § 119 i perioden fra 1990 til 2012. Tabellen viser også antallet af foranstaltningsdomme for overtrædelse af straffelovens § 119 i samme periode. Der konkluderes følgende: "Som det fremgår af figur 7, har væksten i foranstaltningsdomme for § 119 dog siden årtusindeskiftet været betydeligt mere markant end antallet af anmeldelser. Mens antallet af domme og antallet af anmeldelser har udviklet sig i nogenlunde samme takt frem til omkring 2000, er antallet af anmeldelser knap fordoblet frem til 2012, mens antallet af foranstaltningsdomme for § 119 i samme periode er mere end firedoblet."

Fængselspersonalets provokerende adfærd og risikoen for vold mod personalet
Der kan være grund til at overveje, om voldsudøvelse mod offentlige ansatte (for eksempel personale i fængsler) kan fremprovokeres af den ansattes egen adfærd, således at nogle medlemmer af personalet ikke eller sjældent udsættes for vold, medens andre mere eller mindre hyppigt udsættes for vold eller trusler. Forstanderen for Kriminalforsorgens pension "Kontraktpension Fyn", cand. mag. Kim Damgaard, blev interviewet på dagbladet BTs hjemmeside bt.dk den 18. januar 2014, hvor han fortalte om forholdene på pensionen, der gennemsnitligt huser 16 indsatte domfældte. Forstanderen fortæller i interviewet blandt andet, at man prioriterer højt, at de indsatte i deres fritid kan deltage i aktiviteter i form af for eksempel teaterture, fisketure, skiløb eller dykning. Dette sker, fordi man på institutionen ønsker, at de indsatte gennemgår en "personlighedsopbygning". Forstanderen tilstræber, at der skabes "en god relation" mellem klienterne og personalet. Forstanderen fortæller, at institutionen har "eksisteret i 13 år, og vi har ikke haft en eneste episode med trusler og vold mod personalet."

Straffelovens § 121
Straffelovens § 121 lyder således: "Den, som med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale overfalder nogen af de i § 119 nævnte personer under udførelsen af hans tjeneste eller hverv eller i anledning af samme, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder."

Efter praksis straffes overtrædelse af straffelovens § 121 med bøde.

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

I TfK 2012.3166Ø fandt landsretten, at ordet "fjols" falder under det strafbare niveau i straffelovens § 121, hvorfor tiltalte blev frifundet for at have kaldt en politiassistent for "fjols". Det blev fundet bevist, at tiltalte også havde kaldt politiassistenten for "narrøv". Herom udtalte landsrettens flertal nærmere: "Uanset at ikke enhver tilsidesættelse af god tone over for politiet kan anses for retsstridig, finder landsretten, at udtrykket 'narrøv', der er et stærkt nedsættende skældsord, er af en sådan karakter, at det er omfattet af straffelovens § 121." Byrettens dom, hvorefter T var idømt 6 dagbøder a 200 kr., blev derfor stadfæstet. En dommer ville frifinde den pågældende for at kalde betjenten for "narrøv". Denne dommer lagde "efter bevisførelsen til grund, at de eneste, der overhørte tiltalte sige »narrøv«, var de pågældende betjente, og at udtalelsen faldt, medens tiltalte bevægede sig væk fra politiassistent P, og at der på tidspunktet for udtalelsen ikke var en igangværende politiforretning. Under disse omstændigheder bør tiltalte frifindes også for denne del af tiltalen."

I TfK 1999.92 Ø havde T, der sad i en bil, under forbikørsel rakt tunge ad nogle uniformerede politifolk i forbindelse med, at politifolkene i forbindelse med udførelsen af deres tjeneste ville i kontakt med personerne i bilen. Landsretten fandt, at handlingen under disse omstændigheder ikke var omfattet af retsplejelovens § 121, hvorfor der skete frifindelse for dette forhold. Afgørelsen blev truffet af en enig landsret.

Af TfK 2003,745/2 fremgår blandt andet, at brugen af det såkaldte "skråt op-tegn" (også ofte omtalt som "fuck-fingeren") mod for eksempel politiet henføres under ordensbekendtgørelsen (tidligere politivedtægten) og således ikke straffelovens § 121.

I TfK 2003.145/2 ØLD blev tiltalte blev fundet skyldig i overtrædelse af § 121 for at kalde en polititjenestemand for "smatso" og straffet med 4 dagbøder á 200 kr.

I TfK 2004.338/1 ØLD henførte landsrettens flertal "et enkelt spyt" mod en buschauffør under straffelovens § 121. Tiltalte blev straffet med 15 dagbøder af á 200 kr.

I TfK 2003.364/1 ØLD fandt en enig landsret, at "et enkelt" spyt mod en polititjenestemand skulle henføres under straffelovens § 121, dette formuleredes i dommens begrundelse således: "Navnlig under hensyn til at der er tale om et enkelt spyt, finder landsretten, at forholdet bør henføres under straffelovens § 121." Den pågældende blev straffet med 15 dagbøder á 200 kr. Forvandlingsstraffen blev fastsat til fængsel i 15 dage.

I TfK 2003.435/2 ØLD var en person tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, for at have spyttet en politiassistent i ansigtet. Landsretten fandt, at forholdet skulle henføres under straffelovens § 121 og udtalte nærmere, at forholdet "ikke under de foreliggende omstændigheder" fandtes "at indebære en sådan legemskrænkelse, at tiltalte i dette forhold kan dømmes efter straffelovens § 119, stk. 1."

I TfK 2003.583 VLD blev en person straffet med bøde for overtrædelse af straffelovens § 121. Der var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121. Den pågældende blev fundet skyldig i til flere politifolk under en ransagning at have udtalt: "Jeg binder en af jer og knepper ham i røven, når jeg bliver løsladt, så kan I mærke, hvordan det føles at være bundet", eller lignende, og til en enkelt politiassistent at have sagt "du skal ikke være nervøs, jeg skal ikke have svinet min pik til", eller lignende.

Se nedenfor i kapitlet om "sanktionen for ærekrænkelser" nærmere om artikel 13 i Europarådets Resolution 1577 (2007) om nedkriminalisering af ærekrænkelse (defamation). Her henstiller rådet til medlemsstaterne, at man afskaffer fængselsstraffen for ærekrænkelser.

Domssamling fra Rigsadvokaten vedrørende blandt andet straffelovens § 119, § 121 og § 247, stk. 2 fordelt på mange persongrupper

Straffelovens § 123 om vidnetrusler

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§ 123. Den, som med trussel om vold forulemper, eller som med vold, ulovlig tvang efter § 260, trusler efter § 266 eller på anden måde begår en strafbar handling mod en person, dennes nærmeste eller andre med tilknytning til denne i anledning af personens forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller i retten, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år."

Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

I TfK 2001.422 VLD blev en person frifundet for trusler efter straffelovens § 123 og § 266. Personen havde den 24. marts 2000 uden for retsbygningen i Ribe stillet sig op foran en anden, der netop havde afgivet vidneforklaring, og stirret den pågældende i øjnene og udtalt: "Kan du huske, du stod op i morges, din idiot?". Dagen efter havde den samme person mødt den samme igen på en restauration. Her havde personen grebet fat i den andens kravetøj og udtalt: "Var det ikke dig, der var i retten i dag? og "Jo, det var dig, der var i retten i dag". Landsretten fandt ikke "tilstrækkeligt grundlag for at anse udtalelsen uden for retsbygningen som en trussel, der er omfattet af straffelovens § 123", hvorfor der skete frifindelse for dette forhold. Endvidere fandt landsretten ikke, at udtalelserne fremsat efterfølgende på restaurationen var "en trussel omfattet af straffelovens § 266." En enkelt dommer i landsretten fandt imidlertid, at tiltaltes tag i kravetøjet måtte anses som en trussel om vold efter straffelovens § 244. Tiltalte blev i overensstemmelse med flertallets afgørelse frifundet.

I TfK 2002.564/1 ØLD blev to polititjenestemænd hver straffet med fængsel i 4 måneder for vidnetrusler mod en kollega. De var begge tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 123 om vidnetrusler ved den 13. maj 2001 i tiden kort efter midnat på Natcafeen i Gothersgade og på gaden udenfor i forening ved trussel om vold eller ved vold, trusler efter straffelovens § 266 eller på anden måde at have begået en strafbar handling mod en person eller dennes nærmeste i anledning af personens forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller retten, idet T2 og T1, i anledning af at politiassistent A havde afgivet forklaring som vidne i en straffesag til Statsadvokaten for København, for Københavns Byret og stod for på ny at skulle afgive forklaring for Østre Landsret, udviste truende og voldelig adfærd samt fremkom med hån, skældsord eller anden fornærmende tale. T2 havde ifølge anklageskriftets punkt A på Netcafeen skubbet skubbet kraftigt til A's kæreste B, hvorefter han havde grebet fat i kraven på A's tøj, alt imens han fremkom med udtalelser som: »Har du et problem, din stikker?«, »jeg ved godt, hvem du er, og hvad du har gjort, dit svin«, »kunne du høre, da kraniet smadrede?«, »svans«, »bøsserøv« og andre lignende udtryk. T1 havde ifølge anklageskriftets punkt B på fortovet foran Netcafeen, da A og kæresten B havde forladt stedet, taget fat i armen på A, samtidig med at han fremkom med udtalelser som: »Kylling«, »skal du hjem nu, A?«, »bøsserøv«, »luften omkring dig er kold, A, kan du mærke, hvor kold den er?«, »du er færdig«, »du kan bare sige til, A, du ved, hvor jeg er, A«, »du skal have respekt for ældre kolleger, din svans« og andre lignende udtryk, ligesom T2 alt imens fremkom med udtalelser som: »Du er færdig, A« og »jeg ville kigge over skulderen, hvis jeg var dig« og andre lignende udtryk. De tiltalte blev fundet skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet, bortset fra at T2 frifandtes for at have grebet fat i kraven på A's tøj samt de i forhold B anførte udtalelser. "Landsretten finder intet grundlag for, at straffen for de tiltalte skal fastsættes lavere end den normale straf for overtrædelse af straffelovens § 123. Tværtimod finder landsretten, at straffen bør skærpes i forhold til den normale straf under hensyn til, at de tiltalte begge er ansat ved politiet og begge bevidst har overtrådt straffelovens § 123 i forhold til en person, som de vidste var ansat ved politiet. Straffen fastsættes derfor til fængsel i 4 måneder for hver af de tiltalte."

I TfK 2005.587 VLD blev en person, der ikke var tidligere straffet, straffet med fængsel i 20 dage, der blev gjort betinget, for overtrædelse af straffelovens § 123. Landsretten lagde ved straffastsættelsen vægt på "karakteren og omfanget af den uoverensstemmelse, der lå bag det mulige sagsanlæg fra F's side. Landsretten har endvidere taget i betragtning, at de tiltalte mødte F tilfældigt den pågældende nat, og at truslerne havde en noget ubestemt karakter. Det tiltrædes derfor, at straffene er udmålt som sket."

I TfK 2005.793 ØLD blev en person ved byretten fundet skyldig i trusler mod en overlæge, som tidligere havde udfærdiget en politiattest om forurettede i en voldssag, der forinden havde været rejst mod personen. Landsretten frifandt den pågældende med følgende begrundelse: "Tiltaltes trusler mod forurettede er fremsat på et tidspunkt, hvor der i byretten var afsagt endelig frifindende dom i voldssagen mod tiltalte. Truslerne hang sammen med den politiattest, som forurettede havde udfærdiget, og som indgik i den afsluttede sag. Forurettede havde hverken afgivet forklaring til politiet eller i retten. Landsretten finder ikke, at forholdet under disse omstændigheder tillige kan henføres under straffelovens § 123. Tiltalte frifindes derfor for overtrædelse af straffelovens § 123."

I TfK 2010.56 VLD blev tiltalte straffet med fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 123 ved at have fremsat trusler mod en person, der forventedes at skulle vidne mod den pågældende i en voldssag.

Straffelovens § 124 om straf for fangeflugt og besiddelse af mobiltelefoner i fængsler mv.

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 124. Den, der flygter som anholdt eller fængslet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved lov nr. 628 af 12. juni 2013 blev det også gjort strafbart at flygte fra sin bolig som afsoner under fodlænkeordningen.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der befrier en anholdt, fængslet eller tvangsanbragt person, såvel som den, der tilskynder eller hjælper en sådan person til at undvige eller holder den undvegne skjult.

Stk. 3. Den, som ulovligt sætter sig i forbindelse med nogen fængslet eller tvangsanbragt person, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.

Stk. 4. Den, der i et arresthus eller lukket fængsel som anholdt eller fængslet uretmæssigt besidder en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. På samme måde straffes besøgende og andre udefrakommende, som uretmæssigt medtager en mobiltelefon eller lignende kommunikationsudstyr i et arresthus eller lukket fængsel. (Se bemærkningerne til lov nr. 527 af 6. juni 2007).

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder også i forhold til personer i forvaring samt personer, der i stedet for varetægtsfængsel i forbindelse med straffuldbyrdelse uden for kriminalforsorgen eller i medfør af straffelovens § 74 a er frihedsberøvet i institution m.v. Bestemmelsen i stk. 4, 1. pkt., gælder også i forhold til personer i forvaring."

Se bemærkningerne til reglerne om straf for fangeflugt i lovforslag nr. 140 fremsat 27. februar 2002.
Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

I TfK 2005.610 VLD blev straffen for at flygte fra et fængsel gjort betinget. Landsretten tiltrådte byrettens begrundelsen. Byretten udtalte blandt andet: "tiltalte flygtede fra statsfængslet, fordi han havde været udsat for vold begået af medfanger og var stillet i udsigt, at han ville blive udsat for yderligere voldshandlinger, såfremt han ikke forlod fængslet. Herefter, og under hensyn til at tiltalte, 4 dage efter at han forlod fængslet, meldte sig selv til myndighederne, finder retten, at udgangspunktet om, at kriminalitet af denne art skal straffes med ubetinget fængsel, kan fraviges, således at straffen kan gøres betinget."

I TfK 2006.262 ØLD blev straffen for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, udmålt til fængsel i 30 dage og gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste under henvisning til det oplyste om tiltaltes personlige forhold. Det fremgik af sagen, at den pågældende efterfølgende var påbegyndt en uddannelse, havde arbejde som rengøringsassistent og levede af SU.

I TfK 2005.261 VLD blev en ung indsat, der flygtede fra et fængsel og derpå forsøgte at komme ubemærket ind i fængslet igen, straffet med fængsel i 14 dage for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1.

I TfK 2008.22 ØLD blev straffen for overtrædelse af såvel straffelovens § 119, stk. 3, og for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, gjort betinget. Både byretten og landsretten lagde vægt på, at den pågældende, efter at være undløbet fra politiet umiddelbart efter at være blevet anholdt, løb noget væk men forblev i området. Landsretten lagde til grund, at begge bestemmelserne var overtrådt. Byretten udtalte, at overtrædelsen var sket "på en meget beskeden måde, idet han jo blev i nærheden og ikke har forsøgt at forlade selve området. Det må lægges til grund, at han følte sig ubehagelig tilpas ved situationen og ikke ønskede, at hans bekendte skulle se ham sådan, men at det ikke var hans tanke at stikke af fra sit ansvar." Landsretten tiltrådte, at afgørelsen var gjort betinget under henvisning til "sagens særlige omstændigheder".

I TfK 2009.534/1 VLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1. Han var i 11 tilfælde flygtet fra en unge-institution, hvor han var domsanbragt. Landsretten begrundede frifindelsen således: "N er efter det oplyste en ikke-sikret institution, og tiltaltes undvigelser herfra er derfor ikke strafbare efter straffelovens § 124, stk. 1. .."

I UfR 1973.567 HD blev en kvinde frifundet for at have en nevø, der var på flugt fra et fængsel, boende hos sig. Højesterets flertal fandt, at hun intet havde gjort for at "skjule" den pågældende, hvorfor handlingen ikke var omfattet af daværende § 124, stk. 1, (nu § 124, stk. 2).

I TfK 2009.932 ØLD blev en person frifundet for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, ved at have haft et sim-kort liggende i sin celle i et arresthus. Om tiltaltes og en fængselsfunktionærs supplerende forklaringer i landsretten fremgår af dommen følgende: "Han har normalt SIM-kortet omtalt i forhold 3 i en lille lomme i sin pung. Han lagde pungen frem til gennemsyn, da han kom til fængslet. Han fik den tilbage, uden at SlM-kortet var fjernet. Han opfattede det sådan, at det, han fik tilbage, måtte han gerne have i sin celle. Kortet blev beslaglagt, ganske kort efter han var blevet indsat. Han bruger normalt SIM-kortet i sin egen telefon. Det er korrekt, at han som anført i forhørsprotokollen af 26. januar 2009 fik en betinget disciplinærstraf. Årsagen til, at straffen blev betinget, var, at han ikke havde søgt at skjule kortet, som lå frit fremme i cellen, og at fængslet ikke kunne afvise, at man havde overset det ved visitationen. Fængselsbetjenten forklarede supplerende bl.a., at man under visitationen ved indsættelse i fængslet jævnligt finder SIM-kort hos anholdte, som fratages den pågældende. Man vil normalt gennemgå en pung. Det er ikke usandsynligt at man har overset SIM-kortet ved visitationen." Af Østre Landsrets bemærkninger fremgår blandt andet følgende: "..Landsretten finder ikke grundlag for at nægte anklagemyndigheden at berigtige anklageskriftet som anket i forhold 3 som »det mindre i det mere«. Det fremgår af lovbemærkningerne til den ved lov nr. 527 af 6. juni 2007 gennemførte ændring af straffelovens § 124, stk. 4 og 5, jf. Folketingstidende 2006/07 A, bemærkningerne til § 1 »Efter bestemmelsen er det kommunikationsudstyr, som ikke må besiddes (medmindre besiddelsen er retmæssig, jf. lovforslagets § 3), mobiltelefoner og lignende kommunikationsudstyr. Dette udstyr omfatter alt elektronisk udstyr, der sætter - eller sammen med andre enheder vil kunne sætte - vedkommende i stand til at kommunikere med andre i lyd, tale eller på skrift. Det vil f.eks. være tilfældet, når der er tale om besiddelse af mobiltelefoner, satellittelefoner, walkie talkie enheder, (håndholdte) computere og personsøgere. Omfattet er også f.eks. trådløse telefoner og trådløse hovedtelefonsæt (såkaldte headset), der sætter besidderen i stand til at kommunikere via en enhed, der er tændt i det omgivende område, ligesom visse tv-spil (såkaldte spillekonsoller) også vil kunne være omfattet. Besiddelse af tilbehør eller enkelte dele af kommunikationsudstyret, herunder f.eks. et batteri til en mobiltelefon, en enhed, der kan oplade et sådant batteri, eller et sim-kort, der etablerer forbindelsen fra en mobiltelefon, kan straffes som forsøg, hvis det er muligt at bevise, at der foreligger forsæt til at fuldbyrde en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse.« Fire voterende finder navnlig henset til den måde hvorpå og det sted SIM-kortet blev fundet hos tiltalte ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed, at det kan lægges til grund, at tiltalte havde forsæt til at anvende kortet til overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, og stemmer derfor for frifindelse. .."

I TfK 2008.412/1 ØLD blev en person, der på gerningstidspunktet var indsat i et lukket fængsel, straffet med fængsel i 7 dage for besiddelse af en mobiltelefon i fængslet. Landsretten udtalte blandt andet: "Der findes ikke oplyst sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er grundlag for at fravige det strafniveau, der er anført i forarbejderne til bestemmelsen i straffelovens § 124, stk. 4, jf. lov nr. 527 af 6. juni 2007 om ændring af straffeloven m.v., hvorfor straffen findes passende."

I TfK 2012.342/1 ØLD blev en person straffet med fængsel i 14 dage for besiddelse af mobiltelefoner i et lukket statsfængsel. Den pågældende var 2 gange tidligere straffet for besiddelse af mobiltelefon i lukkede fængsler. Under den aktuelle sag var den pågældende fundet i besiddelse af i alt 3 mobiltelefoner.

Personer, der er frihedsberøvet efter udlændingeloven i den lukkede institution "Ellebæk" i "Sandholmlejren, straffes også for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 4, hvis de besidder en mobiltelefon i institutionen i strid med bestemmelsen. Se herom i § 2, nr. 1, i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i lov nr. 527 af 6. juni 2007. Den Europæiske Torturkomite (CPT) har i sin rapport vedrørende besøg i Ukraine i tiden fra den 5. til den 10. december 2007 udtalt kritik af Ukraines regering i anledning af, at mobiltelefoner beslaglægges, når disse findes hos frihedsberøvede udlændinge. I præmis 42 udtaler komiteen således følgende: "The Committee recommends that the Ukrainian authorities ensure that the right of detained foreign nationals to receive visits and make telephone calls is not unreasonably restricted. In this connection, the CPT invites the Ukrainian authorities to reconsider their policy of systematically confiscating the mobile phones of detained foreign nationals." I nyere praksis ved EMD citeres CPTs udtalelser ofte, når EMD skal vurdere, om en given myndighedsadfærd strider mod f. eks. EMRK artikel 3. Se for eksempel Palushi mod Østrig afsagt af EMD den 22. december 2009 under sagsnummer 27900/04, hvor CPTs udtalelser tillægges vægt ved EMDs vurdering af sagen. Da myndighederne i Danmark ikke blot beslaglægger telefonerne men derudover straffer udlændingen, der er i besiddelse af telefonen, er der yderligere grund til at formode, at EMD vil anse den danske praksis for at stride mod EMRK artikel 3.

Forbrydelser mod den offentlige orden og fred (straffelovens kapitel 15)

Straffelovens 15. kapitel Forbrydelser mod den offentlige orden og fred

Kapitel 16. Forbrydelser mod den offentlige orden og fred (straffelovens §§ 133-143) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

Straffelovens § 134 a
Bestemmelsen lyder: "Deltagere i slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted straffes, såfremt de har handlet efter aftale eller flere i forening, med fængsel indtil 1 år og 6 måneder."

I sagen UfR 1996.639 HD tog højesteret nærmere stilling til, hvad der forstås ved "deltagere". Højesteret udtalte om dette spørgsmål:

"Vedrørende de tiltalte, der i landsretten er dømt for overtrædelse alene af straffelovens §134 a - T8 dog tillige efter straffelovens §121 - bemærkes:

Urolighederne på Nørrebro den 18.-19. maj 1993 indebar utvivlsomt grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, jf. straffelovens §134 a. Domfældelse for deltagelse heri er imidlertid betinget af, at anklagemyndigheden godtgør, at den enkelte tiltalte har tilsluttet sig gruppen af uromagere og fredsforstyrrere, således at vedkommende med sikkerhed kan udskilles fra tilskuere, forbipasserende, beboere og andre, der blot har været til stede og overværet hele eller dele af begivenhedsforløbet.

Efter det bevisresultat, som landsretten har lagt til grund, findes det herefter betænkeligt at anse andre end tiltalte T7 for skyldig i deltagelse i grov forstyrrelse af ro og orden som angivet i §134 a.

Straffen for tiltalte T7 fastsættes til hæfte i 30 dage og for tiltalte T8 til 5 dagbøder a 100 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 5 dage, mens de øvrige tiltalte frifindes."

Om beviskravene for at der kan ske domfældelse i sager om overtrædelse af straffelovens § 134 a se Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 51 vedrørende forslag til lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed (Styrket indsats mod omfattende forstyrrelse af den offentlige orden m.v.) (L 49): ”Hvad er retspraksis med hensyn til at kunne bevise "forsættet" i straffelovens § 134 a?”

I TfK 2008.295 ØLD erkendte en mand, at han havde samlet en "afmærkningspæl" op fra gaden og smidt den ind i et bål. der i forvejen var antændt på Nørrebrogade, da han sammen med venner passerede Nørrebrogade. Tiltalte gjorde gældende, at han intet havde med de igangværende uroligheder vedrørende "Ungdomshuset" at gøre. Han kom blot tilfældet forbi. Han erkendte, at det var "dumt gjort". Han blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 134 a. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter bevisførelsen må landsretten anse det for tvivlsomt, om tiltalte ved sin tilfældige enkeltstående handling, og hvor der ikke er fremkommet oplysninger om uroligheder på det pågældende sted på tidspunktet for handlingens foretagelse har gjort sig til deltager i uroligheder omfattet af straffelovens § 134 a."

I TfK 2008.683/1 ØLD var tiltalte sammen med 8 andre tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 134a, subsidiært ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3. stk. 1, ved den 8. december 2005 mellem ca. kl. 19.40 og kl. 20.00 på Enghave Station, Sønder Boulevard 137 i København, at have foranstaltet grov forstyrrelse af ro og orden, idet de tiltalte, der er FCK-fans, i forening og efter forudgående udtrykkelig eller stiltiende aftale med flere uidentificerede personer indfandt sig på Enghave Station og med henblik på at indlade sig i slagsmål med et større antal Brøndby-fans, som ankom med tog til stationen, bl.a. løb frem mod toget og søgte at indlade sig i slagsmål, hvilket delvist mislykkedes på grund af det tilstedeværende politipersonale. Tiltalte blev fundet skyldig. Landsretten fandt de tiltalte skyldige og udtalte, "at det er godtgjort, at de tiltalte havde tilsluttet sig den større gruppe, som indfandt sig på perronen på Enghave Station med henblik på at indlade sig i slagsmål med de brøndbytilhængere, der ankom til stationen med tog. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at de to tiltalte var på stationen, da det første tog ankom, men at de havde forladt perronen, inden toget med brøndbytilhængerne ankom til stationen. Uanset at de tiltalte således ikke kan have været til stede, da der opstod tumult ved det andet togs ankomst, finder landsretten af de grunde, som byretten har anført herom, at der herved er sket grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, jf. straffelovens 134 a." De tiltalte blev idømt 30 dages fængsel, som blev gjort betinget under henvisning til den tid, der var hengået fra udøvelsen af det begåede forhold, og til det oplyste om de tiltaltes gode personlige forhold.

Straffelovens § 135 om ugrundet påkaldelse af hjælp, misbrug af faresignaler mv.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§ 135. Med bøde eller fængsel indtil 3 måneder straffes den, som ved ugrundet påkaldelse af hjælp, misbrug af faresignal el. lign. forårsager udrykning af politi, ambulance, redningsberedskabet eller sø- eller luftredningstjenesten."

Da straffelovens § 21, stk. 3, bestemmer, at forsøg kun straffes i tilfælde, hvor der kan idømmes en straf, der overstiger 4 måneders fængsel, kan forsøg på overtrædelse af straffelovens § 135 ikke straffes. Tilkalder en person for eksempel politiet ugrundet, uden at politiet faktisk rykker ud i anledning af henvendelsen, vil personen således ikke kunne straffes efter bestemmelsen.

I Betænkning afgiven i 1923 af Straffelovskommissionen af 9. november 1917 var det udtrykkeligt bestemt, at handlingen skulle være "forsætlig" for at strafansvar efter bestemmelsen kunne pålægges nogen. I bemærkningerne til bestemmelsen (forslagets § 18) fremgik således følgende: "§18 er forsaavidt en ny Bestemmelse i dansk Ret, som man hidtil kun har kunnet ramme de her omhandlede Forhold under de i Straffelovens §§ 295 og 296 angivne Betingelser eller som Overtrædelse af Politivedtægt. De i Paragrafen nævnte Handlinger indeholder ved den Forstyrrelse og Uro, de forvolder, en Krænkelse af Samfundsordenen og findes derfor, naar Handlingerne foretages forsætlig, at burde være strafbare som Forseelser. Bestemmelsen tjener delvis til Supplering af §§ 177 og 265 i Udkast til Almindelig borgerlig Straffelov. Tildels tilsvarende Bestemmelser er optaget i K. U. 1912 § 154, 1ste Stk. og T.U. Udkast til Lov om Forbrydelser § 130." Efter straffelovens § 19, 1. pkt., følger det, at uagtsomhed ved de af straffeloven omhandlede lovovertrædelser kun straffes, når det er særligt hjemlet, det er således overflødigt at indsætte ordet "forsætligt" i de enkelte lovovertrædelser i straffeloven.

I TfK 2008.675 ØLD blev tiltalte straffet med fængsel i 10 dage, der blev gjort betinget, for overtrædelse af straffelovens § 135 og § 266 ved at have udtalt, at hun havde en bombe på sig til sikkerhedspersonalet i Københavns Lufthavn umiddelbart efter, at detektoren havde "bibbet". Da sikkerhedspersonalet havde bedt hende gentage, havde hun sagt, at hun havde sprængstof på sig. Det fremgår af sagen, at tiltalte umiddelbart efter at være fremkommet med udtalelserne udtalte, at hun havde fremsat udtalelserne for sjovt.

Straffelovens § 140 - spot og hån mod religionssamfund mv.

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder."

Betænkning 1548 med Straffelovrådets udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi afgivet i 2014

Rigsadvokatens afgørelse af 15. marts 2006 om eventuel strafforfølgning i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”, der blandt andet indeholdt karikaturtegninger af profeten Muhammed. Rigsadvokatens journalnummer RA-2006-41-0151. Pressemeddelelse af 15. marts 2006 vedrørende samme afgørelse.

I bilag 1 til Rigsadvokatens afgørelse af 15. marts 2006 vedrørende artiklen "Muhammeds ansigt" gennemgår Rigsadvokaten straffelovens § 140 herunder forarbejderne og praksis vedrørende bestemmelsen. Indledningsvist forholder bilaget sig til grundloven samt EMRK artikel 9.

Forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. (straffelovens kapitel 16)

Straffelovens 16. kapitel Forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v.

Kapitel 17. Forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv. (straffelovens §§ 144-152 f og §§ 154-157) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Straffelovens § 144 om bestikkelse
Af straffelovens § 144 følger, at den, "der i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige en gave eller anden fordel, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år." Bestemmelsen kriminaliserer således modtagelsen af bestikkelse for så vidt angår personer i det offentliges tjeneste.

Ifølge en pressemeddelelse af 26. november 2010 fra Københavns Byret blev en 52-årig fængselsfunktionær frifundet for at have modtaget bestikkelse og for at have bistået indsatte i indsmugling af mobiltelefoner.

Tavshedspligtsbrud

Betænkning 998 om tavshedspligt - 1984

Det fremgår af straffelovens § 152, at det er strafbart uberettiget at videregive fortrolige oplysninger. Politiet har i de senere år ladet journalister deltage i (og optage lyd og billeder) fra politiets aktioner herunder anholdelser. Lader politiet pressen komme med politifolkene ind på private områder, hvor der for eksempel skal foretages en anholdelse eller en ransagning, vil dette være strafbart, hvis ikke de personer, der råder over stedet, har givet samtykke. Er personerne påvirkede af alkohol eller stoffer, eller befinder de sig i en situation, hvor de ikke har de rimelige forudsætninger for at give et sådant samtykke, vil samtykket ikke være gyldigt. Se i øvrigt Justitsministeriets cirkulære af 27. juni 2003 om nogle spørgsmål vedrørende politiets samarbejde med pressen.

Lægeforeningens vejledning for lægers samarbejde med politiet drejer sig om lægers tavshedspligt og om lægers ret til ikke at udtale sig til politiet, når de afhøres om lægefejl mv.

Lægeforeningens retningslinier for lægers samarbejde med politiet i sager vedr. kriminalitet drejer sig i det væsentlige om begrænsningerne i lægers pligt til at besvare spørgsmål vedrørende deres patienter i straffesager.

Det følger af straffelovens § 152 e, at straffelovens bestemmelser om straf for tavshedsbrud ikke gælder tilfælde, hvor den pågældende er "forpligtet til at videregive oplysningen" eller "handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv".

En sigtet eller tiltalt i en straffesag, der ligger inde med oplysninger, der er undergivet en tavshedspligt og kan være til gavn for den pågældendes forsvar under straffesagen, skal forholde sig til, om han eller hun vil kunne straffes for brud på sin tavshedspligt ved at benytte oplysningerne i sit forsvar. En sådan sag kan for eksempel angå en pædagog ansat på en børneinstitution, som er sigtet for vold mod et barn anbragt på institutionen, og hvor den sigtede pædagog har kendskab til sagsakter, hvoraf det fremgår, at barnet til institutionens personale tidligere har forklaret, at volden er begået af en af barnets forældre. I et sådant tilfælde vil pædagogen have en interesse i at få røbet indholdet af de omhandlede sagsakter over for sin forsvarer og eventuelt også over for anklagemyndigheden og retten. Pædagogen løber den risiko, at domstolene under en eventuel senere sag mod den pågældende om tavshedsbrud ikke finder, at der bestod en "berettiget varetagelse" af den pågældende eget tarv.

I sagen UfR 2008.819 ØLK fandt Østre Landsret, at Farum-kommissionen ikke havde kompetence til at tage stilling til tiltaltes begæring om kommissionens tilladelse til, at tiltalte måtte videregive oplysninger, som tiltalte havde modtaget fra kommissionen med tavshedspålæg. Landsretten udtalte: "Omfanget af tavshedspligten må ses i lyset af den verserende straffesag, i hvilken spørgsmålet om at videregive oplysninger fra kommissionsundersøgelsen bliver aktuelt, og det må herunder vurderes, om det falder inden for anvendelsesområdet for § 26, stk. 2, at lade tavshedspligten omfatte oplysninger, som T videregiver til sine forsvarere. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger til § 26, stk. 2, at tavshedspligten tilsigter, at materiale, som kommissionen udleverer, ikke gøres frit tilgængeligt. Dette hensyn må ved afgrænsning af bestemmelsen og dens anvendelse i den foreliggende situation afvejes over for hensynet til T's retsstilling i straffesagen. I den forbindelse bemærkes, at forsvarerne har tavshedspligt, og at domstolene har mulighed for at tage stilling til beskyttelsen af fortrolige oplysninger i forbindelse med straffesagen, jf. principperne i U 1999.1722 H. Disse hensyn til T's retssikkerhed og anvendelsesområdet for tavshedspligten i lovens § 26, stk. 2, vil indgå i domstolenes vurdering, såfremt det måtte blive aktuelt at træffe afgørelse om, hvorvidt T måtte have foretaget en strafbar uberettiget videregivelse af oplysninger til uvedkommende, jf. straffelovens §§ 152-152e. En afgørelse af det strafferetlige ansvar henhører under domstolene. Landsretten finder derfor ikke, at kommissionen skal tage stilling til, om T er undtaget strafansvaret. Farum-kommissionen er undergivet tavshedspligt, jf. lovens § 25, stk. 1, og er begrænset i sin ret til at udlevere materiale, som anført i § 26, stk. 1, jf. dog reglerne i § 22, stk. 3, der specifikt regulerer udlevering af oplysninger og materiale til de undersøgte personer. Landsretten tiltræder, at Farum-kommissionen ikke kan give samtykke til at undtage personer eller oplysninger fra tavshedspligt, der er pålagt i medfør af § 26, stk. 2. Det tilkommer Justitsministeriet, som den myndighed, der har nedsat Farum-kommissionen, at tage stilling til, om kommissionen og T kan videregive oplysninger til forsvarerne med henblik på at varetage T's forsvar."

Retsplejelovens § 170 om vidneudelukkelse.

I TfK 2006.500 ØLD blev en polititjenestemand idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 152 og § 155 ved at have videregivet oplysninger fra kriminalregisteret og Det Centrale Personregister om 7 forskellige personer til en privatdetektiv. Polititjenestemanden forklarede blandt andet i retten, at han "ikke overvejede hvilke konsekvenser det kunne have, muligvis fordi privatdetektiven var tidligere politibetjent".

I TfK 2003.557/2 VLD blev en socialrådgiver, der gennem sit arbejde havde adgang til fortrolige oplysninger vedrørende to drenge, som var klienter i forvaltningen, straffet for overtrædelse af straffelovens § 152 ved til en journalist at have videregivet dokumenter, der indeholdt personlige oplysninger om de to svært anbringelige drenge, herunder bl.a. oplysninger om drengenes navne sammenholdt med oplysninger om kriminelle forhold, misbrugsproblemer, uddrag af mentalerklæring, oplysninger om institutionsanbringelse og overvejelser herom. Socialrådgiveren fik ikke medhold i, at videregivelsen af oplysningerne var berettiget til varetagelse af åbenbar almeninteresse. Videregivelsen fandtes således ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i straffelovens § 152 e, nr. 2, og den pågældende blev idømt en bødestraf.

Efter forvaltningslovens § 27 kan der under visse betingelser pålægges en person tavshedspligt, når personen fra en forvaltningsmyndighed modtager oplysninger, som den pågældende ikke er berettiget til at modtage. I sagen 12/00567-23/LI udtalte Folketingets Ombudsmand den 25. juni 2012 blandt andet kritik af, at en person mundtligt (og ikke skriftligt) var blevet pålagt tavshedspligt vedrørende et notat om personen selv, som den pågældende havde fået lov til at se hos forvaltningen, og som lå til grund for, at Politiets Efterretningstjeneste ikke havde sikkerhedsgodkendt den pågældende som minister, efter at den pågældende var blevet indvalgt i folketinget ved folketingsvalget den 15. september 2011. Den pågældende har efterfølgende offentliggjort notatet i pressen. Der er tale om et notat af 16. august 2011, der angiver at være udfærdiget af Politiets Efterretningstjeneste, men hvor sagsnummeret ikke er synligt.

Magtmisbrug, grov forsømmelse eller skødesløshed i det offentliges tjeneste mv. - straffelovens §§ 155-157
Straffelovens § 157 lyder således: "Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Uden for foranstående bestemmelse falder hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg."

Ved lov nr. 218 af 31. marts 2004, som bygger på lovforslag nr. 99 af 26. november 2003, blev straffelovens § 154 som et led i en større modernisering af straffeloven ophævet. Bestemmelsen havde følgende ordlyd: "Har nogen i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv gjort sig skyldig i falsk anklage, forbrydelser vedrørende bevismidler, legemsangreb, frihedsberøvelse, underslæb eller mandatsvig, kan den for den pågældende forbrydelse foreskrevne straf forhøjes med indtil det halve." I stedet for straffelovens § 154 indsattes straffelovens § 81, nr. 7, som har følgende ordlyd: "Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som skærpende omstændighed ....", "...at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt, .."

Lovændringen betyder således, at den lovbestemte adgang til at "forhøje straffen med indtil det halve" i tilfælde, hvor for eksempel fængselspersonale findes skyldige i vold mod indsatte, blev erstattet af en mere elastisk bestemmelse, der udtaler, at det "i almindelig" skal "indgå som en skærpende omstændighed", at forbrydelsen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste. Lovændringen bør ses i sammenhæng med straffelovens § 247, stk. 2, som giver adgang til at forhøje straffen "med indtil det halve", når en borger begår vold mod personer i visse stillinger som for eksempel dørmænd på diskoteker, vagtfolk og lignende. Denne bestemmelse blev ikke i forbindelse med moderniseringen af straffeloven ophævet og erstattet af en mere generel og elastisk bestemmelse som for eksempel i straffelovens § 81, nr. 7. Det samme er tilfældet for så vidt angår straffelovens § 119, der giver adgang til væsentligt skærpede straffe i tilfælde, hvor for eksempel en indsat begår vold mod fængselspersonalet.

I lovforslag nr. 99 af 26. november 2003 overvejede Straffelovrådet, hvorvidt straffelovens § 119 samt § 247 burde ophæves. Af afsnit 4.11.2. med overskriften "Straffelovrådets overvejelser" fremgår blandt andet følgende: "Der er under rådets drøftelse stillet spørgsmålstegn ved behovet for §§ 119 og 247, stk. 2 , ved siden af de almindelige voldsbestemmelser. Der er enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 også kunne rejse spørgsmål i forhold til disse bestemmelser. §§ 119 og 247, stk. 2, har baggrund i særlige hensyn, der efter nogle medlemmers opfattelse fuldt ud kan begrunde opretholdelse af et skærpet strafmaksimum. Rådet har afstået fra at fremkomme med forslag, der særligt retter sig mod disse bestemmelser."

Under kommentarerne til retsplejelovens § 742 om politiets efterforskning behandles myndighedernes særlige pligt til at anmelde strafbare forhold begået af ansatte under myndigheden til politiet.

Af § 7, stk. 2, i lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministres ansvarlighed følger, at borgerlig straffelovs §§ 155-157 ikke gælder for ministre. Se i øvrigt under straffeprocessen nærmere om undersøgelseskommissioner og ministeransvar.

Der rejses oftere straffesager mod myndighedspersoner for magtmisbrug for at krænke det offentliges ret end for at krænke private borgeres ret. Se artikel af Claus Bonnez af 23. oktober 2010.

Se afsnit 5 i kapitel 17 om straffelovens §§ 154-157 i Betænkning 1424/2002.

Gengivelse af 16. kapitel om "Forbrydelser i offentlig Tjeneste eller Hverv" i BETÆNKNING AFGIVEN AF STRAFFELOVSKOMMISSIONEN AF 9. NOVEMBER 1917, TRYKT 1923

I TfK 2013.807 blev en offentligt ansat medarbejder på en institution for unge i Horsens straffet med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 157 og straffelovens § 123 om vidnetrusler blandt andet ved at have hjulpet nogle af institutionens unge med at anskaffe hash, ved at advare dem om planlagte ransagninger af værelserne og ved efterfølgende at have truet en af de unge med vold, hvis den unge udtalte sig til politiet om medarbejderen.

I TfK 2011.571 VLD var en polititjenestemand sat under tiltale for overtrædelse straffelovens § 155, 1. og 2. pkt., ved den 30. og 31. maj 2009 i Århus som politiassistent at have misbrugt sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret med henblik på at skaffe en anden uberettiget fordel, idet tiltalte ved telefoniske og personlige henvendelser til politibetjentene E og D på utilbørlig vis forsøgte at påvirke disse til at undlade videre forfølgning af en sag, hvor tiltaltes stedsøn, M, natten til den 30. maj 2009 af politibetjent D var blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i forbindelse med en politiforretning udført af politibetjentene, idet tiltalte under henvendelserne blandt andet gav udtryk for, at der ikke ville blive indgivet klage over eller anmeldelse mod politibetjentene, såfremt videre forfølgning blev undladt. Landsretten udtalte følgende: "Efter indholdet af og omstændighederne i forbindelse med samtalen med politibetjent E er der ikke sikkert grundlag for at fastslå, at tiltaltes formål med henvendelsen var at forsøge at påvirke betjentene til at undlade videre forfølgning af sagen mod hans stedsøn, eller at tiltalte har indset med overvejende sandsynlighed, at E måtte forstå samtalen sådan. Tiltalte frifindes derfor for tiltalen for misbrug af sin stilling i forbindelse med henvendelsen til E. Derimod anser landsretten det for bevist, at tiltaltes efterfølgende samtale med politibetjent D efter sit indhold var et forsøg på at påvirke betjentene på utilbørlig vis til at undlade videre forfølgning af sagen mod hans stedsøn, og at tiltalte indså, at D måtte opfatte samtalen sådan. Forholdet må efter sin karakter anses for omfattet af straffelovens § 155, 1. og 2. pkt. Landsretten er derfor enig med byretten i, at tiltalte er skyldig i tiltalen i det anførte omfang. Ved strafudmålingen lægger landsretten vægt på, at tiltalte ikke arbejdede i samme afdeling som de to politibetjente, og at han ikke var i et over-/underordnelsesforhold til dem. Tiltaltes misbrug har haft karakter af et kollegialt pres over for to yngre kolleger og har været begrundet i tiltaltes bekymring for stedsønnen, som netop var vendt hjem fra militære opgaver i Afghanistan. Misbruget har under disse omstændigheder ikke haft en grovhed, der kan begrunde, at tiltalte skal idømmes en frihedsstraf. Straffen kan herefter passende fastsættes til 10 dagbøder a 250 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 10 dage."

I TfK 2010.329 ØLD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 157. Han havde den 13. oktober 2008 på sin arbejdsplads fremtaget sit tjenestevåben og affyret et skud. Der blev efterfølgende fundet mærker i gulvet, hvor skuddet havde ramt. En kvindelig kollega hævdede efterfølgende, at hun og hendes hund, der også befandt sig i lokalet, nær var blevet ramt. Landsretten fandt, at han havde handlet i tjenesten, og at forholdet var omfattet af straffelovens § 157. Handlingen var efter landsrettens opfattelse udtryk for "grov skødesløshed".

I TfK 2006.500 ØLD blev en polititjenestemand idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 152 og § 155 ved at have videregivet oplysninger fra kriminalregisteret og Det Centrale Personregister om 7 forskellige personer til en privatdetektiv. Polititjenestemanden forklarede blandt andet i retten, at han "ikke overvejede hvilke konsekvenser det kunne have, muligvis fordi privatdetektiven var tidligere politibetjent"

I TfK 2001.554 VLD blev en fængselsbetjent fundet skyldig i vold mod en indsat ved at have tildelt den indsatte, der opholdt sig i sin celle i Arresthuset i Esbjerg, slag med knyttede hænder. En anden fængselsbetjent forklarede som vidne i retten, at han var trådt ind i cellen og havde set, at den tiltalte kollega havde rettet slag mod den indsatte, der stod op ad væggen og værgede for sig med sine hænder. Den nu ophævede § 154 i straffeloven blev citeret i dommen.

I TfK 2001.2126 VLD blev en polititjenestemand straffet for vold begået mod en anholdt belagt med håndjern. Byretten citerede den dagældende strafskærpelsesregel i straffelovens § 154. Landsretten gjorde afgørelsen betinget, hvilket næppe er foreneligt med EMRK artikel 3 jævnfør for eksempel Gäfgen mod Tyskland gennemgået umiddelbart ovenfor.

I TfK 2000.690 ØLD havde en polititjenestemand købt en havelåge med stolper hos en privat. Polititjenestemanden mente imidlertid, at havelågen ikke passede til stolperne og tog derfor ud til sælgerens privatadresse og forlangte købesummen tilbagebetalt. Sælgeren bestred, at der var fejl ved lågen og stolperne. Under diskussionen om købet med polititjenestemanden på sælgerens bopæl fremtog polititjenestemanden sin politilegitimation og sagde noget i retning af, at han var "politimand og har magt og kan gøre meget". Sælgeren indvilgede i, at handlen gik tilbage, hvorfor polititjenestemanden kom tilbage med havelågen og stolperne og fik købesummen tilbage. Sælgeren forklarede i retten blandt andet, at han mente, at det var nogle andre stolper, som politimanden returnerede. I byretten blev polititjenestemanden dømt for overtrædelse af straffelovens § 155 med to dommerstemmer. En ville således frifinde ham. I landsretten blev han frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155. Landsretten udtalte blandt andet: "Det kan ikke anses for godtgjort, at T ved sin handling og udtalelse havde forsæt til at skaffe sig en uberettiget fordel, idet det som anført ikke kan afvises, at T havde ret til at hæve handlen. Han frifindes derfor for tiltalen vedrørende overtrædelse af straffelovens § 155, 2. pkt. T's forevisning af politilegitimation og udtalelser findes at være fremkommet uden tjenstlig anledning under en diskussion om mangler ved et privat køb. Landsretten finder, at T herved på utilbørlig måde har udnyttet den autoritet som påvirkningsmiddel, der er forbundet med politilegitimationen. Det samme gælder de udtalelser, som T fremkom med i samme forbindelse. T findes derfor at have misbrugt sin stilling som politiassistent. Enhver tjenesteforseelse kan anses for en krænkelse af det offentliges ret. Det antages imidlertid, at kun grovere tilfælde af tjenesteforseelser skal anses for omfattet af straffelovens § 155, idet ordinære tilfælde af tjenesteforseelser alene skal give anledning til disciplinært ansvar. Landsretten finder, at den tjenesteforseelse, som T har gjort sig skyldig i - sagens omstændigheder taget i betragtning - ikke er af en sådan grovere karakter, at den er omfattet af straffelovens § 155. Han frifindes derfor for den rejste tiltale."

I UfR 1998.384 ØLD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have foretaget afhøring af en varetægtsfængslet person, uagtet at forsvareren havde meddelt politiet, at den pågældende ikke ønskede at udtale sig til politiet. Anklagemyndigheden havde principalt rejst tiltale efter straffelovens § 156 og subsidiært efter den mildere bestemmelse i straffelovens § 157. Landsretten henførte forholdet under straffelovens § 156 og udtalte blandt andet: "Det lægges til grund, at tiltalte har foretaget afhøring af A, uagtet dennes beskikkede forsvarer havde meddelt, at A ikke uden forsvarerens tilstedeværelse ønskede at deltage i afhøringer hos politiet. Herefter og da væsentlige hensyn til arrestantens retssikkerhed derved findes tilsidesat, tiltrædes det, at forholdet er henført som en overtrædelse af straffelovens § 156."

Sagens disciplinære følger ses i Rigspolitiets disciplinærstrafresume årgang 1998 og er benævnt afgørelse nr. 47/1996. Heraf fremgår følgende: "Polititjenestemand indberettet for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have afhørt en arrestant uden advokatens viden, selv om det var krævet af advokaten, samt for langsommelig og utilstrækkelig sagsbehandling m.v. Tjenestemanden blev idømt 5 dagbøder a 200,- af landsretten, der herved stadfæstede byrettens dom. Politimesteren indstillede, at tjenestemanden blev afskediget subsidiært forflyttet og ikendt en disciplinær bøde. Afgørelsesresumé: Rigspolitichefen forflyttede tjenestemanden til andet tjenestested."

I UfR 1994.492 VLD blev en fængselsbetjent fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155. Fængselsbetjenten havde et bijob som vagt i et indkøbscenter ved Århus. Her mente han, at han den 16. januar 1993 var blevet forulempet af 3 unge mennesker, medens han stod og ventede på en taxa for at komme ind til sit arbejde i Arresthuset i Århus. Nogen tid senere mente fængselsbetjenten, at han genkendte en person, der var blevet indsat i arresthuset, som værende en af de tre personer. Han havde derfor henvendt sig i den pågældende indsattes celle og udspurgt den indsatte derom. Ifølge den indsatte havde fængselsfunktionæren slået på ham, da han havde været inde hos ham på cellen. Såvel byret som landsret frifandt fængselsbetjenten for vold, som han også var tiltalt for. Der var dog både ved byret og landsret dissens for domfældelse både for vold og for overtrædelse af straffelovens § 155. Domfældelsen for overtrædelse af straffelovens § 155 blev af byretten begrundet således: "Den tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 155 forskyldte straf, jf. forhold 1, fastsættes til hæfte i 14 dage. Der er ved straffastsættelsen taget hensyn til, at tiltalte har forsøgt at få de nævnte oplysninger på et tidspunkt, hvor vidnet A befandt sig i sin aflåste celle, og at oplysningerne intet havde med vidnets ophold i arresten at gøre, men en episode, der havde forbindelse med tiltaltes bibeskæftigelse, og som tiltalte havde opgivet at anmelde til politiet. Det må også efter vidnet A's forklaring, som der er enighed om på dette punkt kan lægges til grund for afgørelsen, anses for bevist, at tiltalte har optrådt så »bestemt« eller hårdt, at A har følt sig truet og bange for i nattens løb på ny at blive overrasket af tiltalte i sin celle". Landsretten, der også fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, begrundede domfældelsen således: "Af de grunde, som er anført af byretten, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte i cellen har opsøgt A for at få oplyst navnene på to personer, og at han herved på en utilbørlig måde har udnyttet den autoritet, der var forbundet med hans stilling, i forsøget på at få oplysninger, der var tjenesten uvedkommende."

I UfR 1994.717 ØLD blev en polititjenestemand fundet skyldig i vold mod en anbragt i detentionen. Han blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155 men fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244, jf. § 154. Den tiltalte polititjenestemand havde fået sit eget køretøj stjålet. Han havde derpå opsøgt de to mistænkte gerningsmænd i disses detentionsceller. Begge de anholdte forklarede, at han under besøget hos dem i disses celler udsatte dem for vold. Han blev fundet skyldig i vold mod den ene og frifundet for vold mod den anden.

I UfR 1990.812 ØLD blev en politiassistent fundet skyldig i vold mod en anholdt ved at have dunket den pågældendes hoved flere gange ned mod motorhjelmen på en patruljebil, medens den anholdte var ilagt håndjern på ryggen. Landsretten fandt den pågældende skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. straffelovens § 154. Han blev straffet med ubetinget fængsel i 6 måneder. Landsretten udtalte blandt andet: "Straffen er fastsat under hensyn til, at der er tale om en umotiveret, grov og meningsløs magtdemonstration overfor en forsvarsløs person begået af en politibetjent under udførelsen af sit arbejde."

I UfR 1982.842 HD blev en politiassistent straffet med 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 4, jævnfør § 154. Han blev fundet skyldig i at have begået 3 tilfælde af vold mod anholdte personer. En enkelt dommer ville stadfæste landsrettens dom på fængsel i 4 måneder under henvisning til, at volden i to tilfælde var "udøvet over for personer. der var anholdt og belagt med håndjern. således at hænderne var fastgjort bag ryggen på dem."

I UfR 1980.695 ØLD blev en politiassistent fundet skyldig i vold mod en 14-årig på en politistation. Tiltalte nægtede sig skyldig men blev domfældt i det væsentlige på grundlag af forklaringer fra kolleger. Straffelovens § 154 blev citeret i afgørelsen.

I UfR 1979.858 H blev to fængselsfunktionærer straffet for vold mod indsat i sikringscelle i Arresthuset i Køge. Domfældelsen var i det væsentlige støttet af nogle tilstedeværende politifolks forklaringer. Straffelovens § 154 blev citeret i denne afgørelse.

I UfR 1979.896 H blev en politiassistent straffet med hæfte i 30 dage for vold mod en knallertkører, som politiassistenten sammen med en kollega havde standset på gaden. Politiassistenten nægtede sig skyldig. Hans kollega forklarede i retten, at han ikke havde set tiltalte slå mod forurettede. Imidlertid var et større antal civile personer, der boede i området, og som havde overværet politiforretningen, indkaldt som vidner. De fleste af dem forklarede, at de havde set tiltalte slå mod forurettede flere gange. De havde hørt tiltalte stille spørgsmål til forurettede, som denne ikke ville svare på, hvorefter slagene var faldet. Straffelovens § 154 blev citeret i denne afgørelse.

I afgørelsen SA3-2006-321-0282 var to polititjenestemænd ved byretten blevet fundet skyldige i at have undladt at indlede efterforskning og i at have undladt at udfærdige politirapporter efter retsplejelovens § 744 om en voldsepisode med flere involverede foran et diskotek, hvortil de var blevet tilkaldt. Begge polititjenestemændene blev imidlertid frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155, idet straffelovens § 155 efter sin ordlyd – og i modsætning til lovens § 156 – ikke omfatter undladelser i form af manglende opfyldelse af tjenestepligter, idet anklagemyndigheden ikke havde nedlagt nogen subsidiær påstand om henførelse under § 156, og idet spørgsmålet om henførelse under § 156 ikke havde været rejst og forhandlet under sagen. Den ene af de to polititjenestemænd blev endvidere fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 125, stk. 1, nr. 2, om bevisforvanskning ved at have bortskaffet en kniv, som han havde fået overdraget af en dørmand på gerningsstedet, hvor der i forbindelse med volden havde været anvendt kniv. Det fremgår ikke af sagen, hvilken straf, som polititjenestemændene blev idømt ved byretten. Det fremgår imidlertid, at de af Rigspolitichefen blev idømt hver en disciplinær bøde på 800 kr. Polititjenestemændene ses således ikke at være afskediget som følge af sagen. Anklagemyndigheden ankede i øvrigt ikke byrettens afgørelse.

Ifølge "nordjyske.dk" den 25. november 2011 blev en polititjenestemand samme dag ved Retten i Aalborg idømt en straf af fængsel i 30 dage for at "misbruge sin stilling til at krænke kærester til fængslede rockere". Det fremgår nærmere af artiklen, at betjenten "blev dømt for at misbruge sin stilling som betjent, og anklageren kaldte det en skærpende omstændighed, at tilliden til politiet blev miskrediteret på grund af sms'erne". Videre hedder det: "I dommen lagde retten vægt på, at betjenten på utilbørlig måde havde brugt sin autoritet og krænket og udnyttet de tre kvinder, da de var i en svær situation." Det fremgår af sagen, at den pågældende ankede afgørelsen til landsretten.

På side 152 i Rigsadvokatens Beretning 2007 omtales en "delberetning" fra Politiklagenævnet for København, hvoraf blandt andet følgende fremgår, at nævnet i flere tilfælde har behandlet sager, hvor enten penge eller koster er forsvundet, mens de var i politiets varetægt. Sagerne har været efterforsket for om muligt at få afklaret, om der har fundet et tyveri sted eller om effekterne af anden årsag er kommet på afveje eller er blevet destrueret. Et særligt eksempel her på er sagen SA1-05-321-0819, i hvilken sag politiet måtte konstatere, at et meget stort kvantum narkotika var forsvundet fra politiets kosterrum. Efter en omfattende efterforskning måtte det konkluderes, at det ikke var muligt at få fastlagt, hvad der var blevet af de forsvundne effekter, hvorfor efterforskningen blev indstillet i medfør af retsplejelovens § 749 stk. 2. Da Nævnet tidligere havde behandlet tilsvarende sager, hvor effekter var forsvundet, fandt Nævnet anledning til i forbindelse med sagen at udtrykke en generel systemkritik i relation til Københavns Politis overholdelse af retningslinier vedrørende koster m.v. Af side 156 i Rigsadvokatens Beretning 2008/2009 fremgår, at det var cirka 8. kg. heroin, som var forsvundet fra politiets kosterrum i sagen omtalt ovenfor.

Se Justitsministerens svar af 22. januar 2009 på et spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg vedrørende sagen om narkotika forsvundet fra politiets kosterrum omtalt ovenfor.

Det forekommer ikke sjældent, at reglerne om magtmisbrug ikke påberåbes af anklagemyndigheden, uagtet at anklagemyndigheden har mulighed herfor. Se for eksempel Københavns Byrets dom af 13. marts 2001 i sag nr. 4980/01, hvor en fængselsfunktionær, der havde begået underslæb mod de indsattes købmandsforretning ved Vestre Fængsel i København for godt 14.000 kr., alene blev tiltalt for og efterfølgende dømt for underslæb.

Eksempler på tiltalepraksis ved statsadvokaterne og Rigsadvokaten i sager, hvor der kan rejses mistanke om magtmisbrug hos polititjenestemænd

I dagspressen ses flere eksempler på, at fængselsbetjente frifindes for vold mod indsatte. Dette sker også i tilfælde, hvor anklagemyndigheden fører adskillige vidner, der forklarer om vold begået af de tiltalte.

I kapitlet Fængsledes ret til at korrespondere med andre advokater end den beskikkede forsvarer i straffeprocessen behandles blandt andet en sag omtalt i Landsforeningens Meddelelse 70/2009, som vedrører en klage fra en advokat over, at en anden advokat har skrevet til klagerens varetægtsfængslede klient. Det fremgår yderligere af denne sag, at politiet i et notat fra en advokat beskyldes for at have "bebrejdet" en varetægtsfængslet, at denne ønskede at skifte forsvarer.

I straffeprocessen gives eksempler på, at forsvarsadvokater, som anses for eller anser sig selv for at være kritiske eller kontroversielle, oplever, at de chikaneres og bagtales af politiet, uden at myndighederne tilsyneladende griber ind. Her henvises der videre til fremstillingen om politiklageordningen, hvor det menneskeretlige begreb "impugnity" behandles.

Repressalier mod borgere kan lægge en dæmper på lysten til at klage over myndighedspersoners magtmisbrug

En fængselsindsat, der var talsmand for de øvrige indsatte i Statsfængslet i Nyborg, indgav den 16. april 2007 i følge en artikel publiceret den 19. oktober 2007 i jp.dk på vegne af 26 andre indsatte klage til fængselsmyndighederne blandt andet over en fængselsbetjent, som efter det indsattes opfattelse optrådte "racistisk" og "agrressiv". Klagen var skrevet på en computer stillet til rådighed for de indsatte blandt andet til brug for selvstudier. Computeren kunne efter det oplyste også anvendes af de indsattes talsmænd til talsmandsarbejde. Fængselsinspektør Arne Tornvig Christensen blev i artiklen spurgt om, hvorvidt det var korrekt. at adgangen til computeren var blevet lukket, "fordi nogen i forbindelse med selvstudium har brugt dem til noget andet end studier". Hertil svarede fængselsinspektøren: "Ja. Man har simpelthen misbrugt den tillid, som ligger i det at være selvstuderende ved at anvende computerne til et andet formål ..". Det er ikke oplyst, at der efterfølgende har været indledt politimæssig efterforskning mod fængselsinspektøren eller andre for eksempel for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om magtmisbrug.

I sagen 2010/210/00927-0003 behandlet ved Direktoratet for Kriminalforsorgen i foråret 2011 var en indsat den 3. december 2010 blevet udelukket fra fællesskab med andre indsatte (isoleret) og derefter overført til et andet fængsel, efter at han samme dag havde rettet telefonisk henvendelse til indehaveren af et benzintank-anlæg og fortalt denne, at han havde været vidne til, at en fængselsbetjent tidligere samme dag havde påkørt benzin-anlægget og derpå straks var kørt bort fra stedet. Den pågældende var indsat i Statsfængslet på Søbysøgård. Han havde den omhandlede dag befundet sig i en bus sammen med andre indsatte fra fængslet. De indsatte havde været inde i den lokale Coop-butik for at købe ind. En fængselsbetjent kørte bussen. Da bussen var på vej af sted, bemærkede de indsatte, at bussen påkørte et anlæg med benzin-standere, som stod foran forretningen. Den indsatte samt andre indsatte, som også befandt sig i bussen, råbte straks til chaufføren, at han skulle standse, idet han havde påkørt benzin-anlægget. Ifølge de indsatte tog fængselsbetjenten sig ikke af, at han blev anråbt, men fortsatte kørslen væk fra benzin-anlægget og tilbage til fængslet. Den indsatte valgte efter ankomsten til fængslet at ringe til forretningens indehaver og fortælle denne, hvad han havde observeret, og at han kunne oplyse registreringsnummeret på det køretøj, som havde forårsaget skaderne. Ifølge den indsatte, blev han lidt senere på dagen kaldt ind på kontoret, hvor fængselsbetjenten, der havde ført bussen opholdt sig. Den indsatte oplyser, at han fik skæld ud over, at "brugsuddeleren" havde haft ringet. Derpå var den indsatte blevet afhørt om, hvorvidt det havde sin rigtighed, at det var den indsatte, som havde "sladret til brugsuddeleren". Den indsatte erkendte, at det var ham, som havde ringet til forretningen. Han blev derpå udelukket fra fællesskab med andre indsatte (sat i isolationscelle). I brev af 26. januar 2011 oplyste Statsfængslet på Søbysøgård til Direktoratet for Kriminalforsorgen, at udelukkelsen fra fællesskab og den efterfølgende overførsel til et andet fængsel var begrundet i forebyggelse af "overgreb på personale (m.fl.)". Den indsatte klagede til Direktoratet for Kriminalforsorgen, som ved afgørelse af 11. april 2011 fandt, at udelukkelsen fra fællesskabet var uberettiget, og at overførslen til andet fængsel også var uberettiget. Den indsatte søgte efterfølgende aktindsigt i sagen, hvilket han ved afgørelse af 20. april 2011 blev nægtet med henvisning til bestemmelsen i forvaltningslovens § 9, stk. 4. Den pågældendes advokat klagede ved brev af 29. april 2011 til Folketingets Ombudsmand og påpegede, at aktindsigt ikke kunne nægtes efter forvaltningslovens § 9, stk. 4, idet der er tale om en såkaldt "blandet sag". Efter få dage modtog advokaten delvis aktindsigt. Direktoratet for Kriminalforsorgen undlod at anmelde fængselspersonalet til politiet for magtmisbrug. Den 28. maj 2011 anmeldte Landsforeningen KRIM forholdet til Fyns Politi.

I TfK 2002.564/1 ØLD blev to polititjenestemænd hver straffet med fængsel i 4 måneder for vidnetrusler mod en kollega. De var begge tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 123 om vidnetrusler ved den 13. maj 2001 i tiden kort efter midnat på Natcafeen i Gothersgade og på gaden udenfor i forening ved trussel om vold eller ved vold, trusler efter straffelovens § 266 eller på anden måde at have begået en strafbar handling mod en person eller dennes nærmeste i anledning af personens forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller retten, idet T2 og T1, i anledning af at politiassistent A havde afgivet forklaring som vidne i en straffesag til Statsadvokaten for København, for Københavns Byret og stod for på ny at skulle afgive forklaring for Østre Landsret, udviste truende og voldelig adfærd samt fremkom med hån, skældsord eller anden fornærmende tale. T2 havde ifølge anklageskriftets punkt A på Netcafeen skubbet skubbet kraftigt til A's kæreste B, hvorefter han havde grebet fat i kraven på A's tøj, alt imens han fremkom med udtalelser som: »Har du et problem, din stikker?«, »jeg ved godt, hvem du er, og hvad du har gjort, dit svin«, »kunne du høre, da kraniet smadrede?«, »svans«, »bøsserøv« og andre lignende udtryk. T1 havde ifølge anklageskriftets punkt B på fortovet foran Netcafeen, da A og kæresten B havde forladt stedet, taget fat i armen på A, samtidig med at han fremkom med udtalelser som: »Kylling«, »skal du hjem nu, A?«, »bøsserøv«, »luften omkring dig er kold, A, kan du mærke, hvor kold den er?«, »du er færdig«, »du kan bare sige til, A, du ved, hvor jeg er, A«, »du skal have respekt for ældre kolleger, din svans« og andre lignende udtryk, ligesom T2 alt imens fremkom med udtalelser som: »Du er færdig, A« og »jeg ville kigge over skulderen, hvis jeg var dig« og andre lignende udtryk. De tiltalte blev fundet skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet, bortset fra at T2 frifandtes for at have grebet fat i kraven på A's tøj samt de i forhold B anførte udtalelser. "Landsretten finder intet grundlag for, at straffen for de tiltalte skal fastsættes lavere end den normale straf for overtrædelse af straffelovens § 123. Tværtimod finder landsretten, at straffen bør skærpes i forhold til den normale straf under hensyn til, at de tiltalte begge er ansat ved politiet og begge bevidst har overtrådt straffelovens § 123 i forhold til en person, som de vidste var ansat ved politiet. Straffen fastsættes derfor til fængsel i 4 måneder for hver af de tiltalte."

Se under politiklageordningen om begrebet "impugnity" Yderligere henvises der til kapitlet Straffesager, klager mv. mod advokater og især forsvarsadvokater (retsplejelovens § 739) i straffeprocessen.

I kapitlet om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol behandles muligheden for at indbringe myndighedernes nægtelse af at strafforfølge myndighedspersoner efter straffelovens kapitel 16 direkte for menneskerettighedsdomstolen.

Strafskærpelser ved tortur
Ved lov nr. 316 af 30. april 2008 blev straffeloven ændret, således at det af § 157 a nu fremgår, at der ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af straffeloven skal det indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur. Af bestemmelsens stykke 2 fremgår det nærmere, at overtrædelsen "anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse 1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen, 2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget eller 3) på grund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Der blev ved vedtagelsen af straffelovens § 157 a yderligere vedtaget en ændring af reglerne om forældelse i straffelovens § 93 b. Det fremgår af denne ændring, at der ikke indtræder forældelse i tilfælde, hvor en lovovertrædelse er omfattet af straffelovens § 157 a.

I Gäfgen mod Tyskland, sagsnummer 22978/05, afgjort af EMD (Storkammeret) den 1. juni 2010 havde en politimand under en afhøring truet en sigtet person med, at den pågældende ville blive udsat for en smertefuld behandling, hvis ikke den sigtede straks fortalte, hvor det barn befandt sig, som den pågældende var sigtet for at have kidnappet, og som myndighederne ikke kunne finde. Efter cirka 10 minutter tilbød den sigtede at påvise det sted under en mole ved en sø, hvor barnet befandt sig. Politimanden erkendte efterfølgende, at han var fremkommet med de omhandlede trusler efter instruks fra en overordnet kollega, og at han gjorde dette i håbet om, at barnet kunne findes hurtigst muligt i live. Barnet var imidlertid dødt, da det blev fundet. De tyske myndigheder anerkendte, at de omhandlede trusler i sig selv udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, og de rejste straffesag mod politifolkene, der blev idømt en bøde og forflyttet til arbejde, hvor de ikke længere skulle deltage i efterforskning af straffesager (præmis 47 til 52). I præmis 124 udtaler storkammeret, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at politifolkene ikke havde fået mere mærkbare straffe, idet de alene var idømt straffe, der var så milde, at de ikke kunne forventes at have en forebyggende effekt mod fremtidige krænkelser af EMRK artikel 3. EMD udtaler videre, at politibetjente, der er mistænkte for mishandling bør suspenderes, medens sagen undersøges, og at domfældelse bør medføre afskedigelse og ikke kun forflyttelse til andre stillinger i politiet (præmis 125). I præmis 127 kritiseres de tyske myndigheder for, at det havde taget for lang tid at behandle klagerens anmodning om erstatning.

I Nikolova og Velichkova mod Bulgarien afgjort af EMD den 20. december 2007 under sagsnummer 7888/03 fandt EMD, at såvel den processuelle del som den materielle del af EMRK artikel 2 var krænket. Det fremgår af sagen, at nogle politifolk ville anholde en 62-årig person, der havde et skuffejern i hænderne. Ifølge politifolkene ville manden ikke smide skuffejernet fra sig på trods af politiets opfordringer herom. Ifølge politifolkene holdt manden skuffejernet op mod dem. I forbindelse med anholdelsen blev manden tildelt slag. Han afgik senere ved døden. De nationale myndigheder nåede frem til, at dødsfaldet skyldtes slagene. De nationale myndigheder rejste straffesag mod to af betjentene for vold, der medførte døden. De blev idømt fængselsstraffe, der blev gjort betingede blandt andet med henvisning til, at der ved domfældelsen var forløbet 7 år siden hændelsen. De pårørende blev endvidere tilkendt erstatning ved de nationale domstole. Af præmis 63 fremgår det blandt andet, at EMD finder, at myndighedspersoner, der er sigtet for ("charged with") forbrydelser, der vedrører mishandling, bør suspenderes fra tjenesten, medens sagen undersøges, og at de skal afskediges, hvis de findes skyldige. Endvidere fandt EMD, at betingede fængselsstraffe ikke har den ønskede præventive og afskrækkende virkning i sager om krænkelse af EMRK artikel 2 (også præmis 63).

Se lovforslaget med bemærkninger. Lovforslaget bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1494/2008 om en torturbestemmelse i straffeloven. Artikel af Claus Bonnez om straffelovens § 157 a og Den europæiske Menneskerettighedskonvention.

FN's torturkomite udtrykte i punkt 6, a, i FN's torturkomites overvejelser af 12. juni 2002 vedrørende Danmark bekymring over, at der i Danmark på daværende tidspunkt ikke fandtes en bestemmelse i den danske straffelovgivning, der hjemler straf til personer, der pågribes i at udøve tortur.

FN's "Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment" har i tiden fra den 2. til den 9. maj 2008 besøgt Danmark og har afgivet rapport af 18. februar 2009 om besøget i Danmark. I rapporten omtales straffelovens § 157 a, som ikke findes at yde et tilstrækkeligt værn mod tortur. På side 10, præmis 15, udtales nærmere: "Dog mener FN's "Special Rapporteur", at fraværet af en egentlig kriminalisering af tortur og den omstændighed, at loven blot foreskriver strafskærpelser i forhold til handlinger, der har karakter af tortur, ikke tillægger tortur den betydning og grovhed, som den fortjener, når henses til, at tortur er en af de mest grundlæggende krænkelser af menneskerettighederne, som Danmark har været førende med at bekæmpe globalt. Idet tortur ikke er indsat som en egentlig kriminel handling i den danske straffelov men kun anses som en skærpende omstændighed i forbindelse med alvorlig eller gentagen tjenestemisbrug eller pligtforsømmelse i det offentliges tjeneste, risikerer indførelsen af en bestemmelse om universel retsforfølgning af torturhandlinger at blive modvirket."

I TfK 2006.662/1 ØLD blev en række danske militærpersoner frifundet for overtrædelse af § 27 i den militære straffelov. Anklagerne vedrørte brug af hårdhændede afhøringsmetoder i den danske bataljons lejr Camp Eden i Irak i 2004.

Falsk forklaring og falsk anklage (straffelovens kapitel 17)

Straffelovens 17. kapitel Falsk forklaring og falsk anklage

Kapitel 18. Falsk forklaring og falsk anklage (straffelovens §§ 158-165) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Falsk forklaring (straffelovens § 158)

Af straffelovens § 158 følger, at den, som "afgiver falsk forklaring for retten", straffes med fængsel indtil 4 år. Denne bestemmelse modificeres af straffelovens § 159, som har følgende ordlyd:

"Stk. 1. Afgiver nogen falsk forklaring som sigtet i en offentlig straffesag eller under afhøring i tilfælde, hvor forklaring ifølge loven ikke må kræves, straffes han ikke.

Stk. 2. Afgives falsk forklaring under afhøring for retten i tilfælde, hvor den afhørte var berettiget til at nægte forklaring, kan straffen nedsættes og under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde".

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Bestemmelsen i § 159 fastslår det princip, at en person, der er sigtet, ikke kan straffes for at afgive usand forklaring, når denne udtaler sig under afhøring hos politiet eller i retten. Denne regel begrænses af, at det er strafbart også for en sigtet i strid med sandheden at beskylde andre for et strafbart forhold. Sigtede må således gerne udtale, at sigtede ikke kender noget til for eksempel det røveri, som den pågældende er sigtet for, selvom den pågældende måtte have begået det. Det er imidlertid strafbart, hvis sigtede udpeger en anden som gerningsmand, uagtet at sigtede ved, at denne anden ikke har noget med røveriet at gøre.

I TfK 2007.458/2 ØLD blev en person, der selv var tiltalt i en straffesag, frifundet for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 158. Han havde forsøgt at overtale en medgerningsmand til i strid med sandheden at fortælle, at personen ikke havde medvirket til forbrydelsen.

I UfR 1977.114 HD havde en person tilskyndet en anden til at afgive falsk forklaring for retten, da denne anden blev afhørt i en straffesag mod en tredje person. Afhøringen vedrørte ikke et forhold, som denne anden var sigtet for men et andet strafbart forhold. Den anden havde derfor status som vidne og ikke som tiltalt eller sigtet, uagtet at denne anden var afhørt med retsstilling som sigtet, således at hendes forklaring var straffri efter straffelovens § 159, stk. 1

I TfK 2004.484/2 blev tiltalte efter princippet i straffelovens § 159, stk. 1, frifundet for overtrædelse af straffelovens 158 (falsk forklaring for retten) ved som vidne i en sag om tyveri og subsidiært hæleri i strid med sandheden blandt andet at have forklaret, at han havde købt nogle ting af "en ukendt forbipasserende handelsmand". Landsrettens frifandt tiltalte med følgende begrundelse: "Det fremgår af en forklaring, som blev afgivet af politiassistent P i sagen mod X, at tiltalte i forbindelse med afhøringerne var blevet gjort opmærksom på, at han kunne risikere at blive inddraget i sagen med hælerisigtelser. Det fremgår videre af sagen, at tiltalte den 6. januar 2003 blev sigtet for hæleri med hensyn til det omhandlede parti - - -, og at denne sigtelse blev frafaldet den 15. januar 2004. Tiltalte har på den anførte baggrund haft grund til at formode, at han kunne blive sigtet for hæleri, hvis han afgav en sandfærdig forklaring, da han den 26. september 2002 afgav forklaring i retten. Dette støttes også af tiltaltes egen forklaring i byretten i den foreliggende sag. Tiltalte kan herefter ikke straffes for at have afgivet urigtig forklaring som vidne i den pågældende sag, jf. princippet i straffelovens § 159, stk. 1. Tiltalte frifindes derfor."

I praksis forekommer det ikke sjældent, at sager mod flere personer, der er sigtet for at have begået en forbrydelse i fællesskab, afgøres hver for sig. I sådanne tilfælde kan politiet for eksempel vente med at rejse tiltale mod den person, som politiet måtte anse som "hovedmand", indtil sagerne mod medgerningsmændene er endeligt afgjort. Dette indebærer, at medgerningsmændene kan pålægges at afgive vidneforklaring med sandhedspligt, idet deres egne sager er afgjort, og de derfor ikke længere er sigtede og risikerer (yderligere) straf. I sagen UfR 1975.14 HD blev en medgerningsmand, hvis sag nogle dage forinden var endeligt afgjort, afhørt som vidne i en sag mod en tiltalt. Her forklarede den pågældende i strid med sandheden, at han havde begået forbrydelsen alene. Dette afstedkom, at anklagemyndigheden efterfølgende rejste straffesag mod vidnet for falsk forklaring. Han blev imidlertid frifundet, idet statsadvokaten på det tidspunkt, hvor forklaringen blev afgivet, endnu ikke havde afgivet fuldbyrdelsesordre i vidnets sag.

Falsk anmeldelse (straffelovens § 164)

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

I TfK2011.632 blev tiltalte i byretten straffet med fængsel i 10 dage samt en bøde på 3.500 kr. blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, ved over for politiet at have opgivet en anden persons identitet i forbindelse med, at tiltalte var blevet stadset af politiet på en motorcykel, hvor nummerpladen var monteret på en sådan måde, at den ikke var let læselig. Den pågældende blev også fundet skyldig i at have ført motorcyklen uden at have erhvervet kørekort til køretøjet. Landsretten stadfæstede afgørelsen med den ændring, at fængselsstraffen på 10 dage blev gjort betinget. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter sagens særlige omstændigheder og oplysningerne om tiltaltes særdeles gode personlige forhold finder landsretten dog, at der er grundlag for at gøre fængselsstraffen betinget. Der er herved navnlig lagt vægt på, at tiltalte ved at afgive den urigtige oplysning om sin identitet alene udsatte den angivne person for en mindre bødestraf, samt at tiltaltes urigtige oplysning blev opdaget på stedet."

Særligt om disciplinærstraffe, tiltale mod og domfældelse af personer, der klager over myndigheders magtmisbrugt, magtanvendelse mv.

I KRIMs retshjælp optræder der med mellemrum sager, hvor personer, der har klaget over politipersonale eller fængselspersonale, bliver tiltalt og straffet for falsk anmeldelse mod politipersonalet eller fængselspersonalet. I "boomerang-sagerne" i Norge blev personer, der havde klaget over politivold, senere straffet for falsk anmeldelse. Blandt andet en meget omfattende debat om disse sager i Norge førte til, at straffedommene mod de pågældende blev genoptaget. De blev senere frifundet. Den norske højesteret begrundede blandt andet genoptagelsen med, at det er "overvejende sandsynligt, at nogen i politiets tjeneste har afgivet falsk forklaring" (Lov og Rett 1999 s. 631 flg)."

I præmis 151 i "Report to the United Kingdom Government on the visit to the United Kingdom and the Isle of Man carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 8 to 17 September 1997" udtaler Den Europæiske Torturkomite (CPT) bekymring over, at en hjemmel i den nationale straffuldbyrdelseslovgivning til at straffe personer, der indgiver falsk anmeldelse mod fængselspersonale, kan skræmme frihedsberøvede fra at indgive reelle klager mod fængselspersonalet. Komiteen anfører nærmere: "...However, the CPT notes that to date the Isle of Man has retained the disciplinary offence of making a false and malicious allegation against a prison officer. The Committee is concerned that the existence of this offence could under certain circumstances deter prisoners who have a genuine grievance from lodging a complaint ..." Oversat til dansk af undertegnede (". Dog bemærker CPT, at frem til nu har Isle of Man opretholdt adgangen til disciplinærstraf for falsk anmeldelse mod fængselspersonale. Komiteen er bekymret over, at tilstedeværelsen af denne strafbestemmelse i visse tilfælde kan afskrække indsatte, som har reelle grunde til at indgive en klage ..."). I præmis 133, punkt xxx, i de britiske myndigheders svar af 11. maj 2000 svarede disse, at bestemmelsen aldrig havde været anvendt i Isle of Man-fængslet, at bestemmelsen ville blive ophævet, og at man håbede, at dette ville ske inden årets udgang". Man anførte: " ... the comments of the Isle of Man authorities on the retention of the disciplinary offence of making a false and malicious allegation against a prison officer (paragraph 151). 134. The disciplinary offence of making a false and malicious allegation has never been used in the Isle of Man Prison. It will be removed when the Prison Rules are revised. It is hoped that the new Rules will be introduced this year."

I præmis 95 og 96 i CPT's rapport CPT/Inf (91) 10 afgivet 3. oktober 1991 vedrørende torturkomiteens besøg i Østrig samme år udtaler komiteen bekymring over den nemme adgang, som politipersonale i Østrig har til at indlede strafferetlig forfølgning for falsk anmeldelse mv. mod personer, der har klaget over magtanvendelse eller vold fra politipersonalet.

I Martin Kostov mod Bulgarien afgjort af EMD den 24. juli 2012 under sagsnummer 13801/07 fandt EMD, at EMRK artikel 10 var krænket som følge af, at en indsat (klageren) var blevet idømt strafcelle i 14 dage for at have indgivet en falsk ("defamatory") anklage mod fængselspersonalet for at have begået strafbart forhold ved ikke at have udleveret en pakke til klageren, som dennes moder havde afsendt til ham. Fængslet havde lagt vægt på en intern undersøgelse af sagen, som viste, at pakken ganske rigtigt var modtaget af fængslet, men at den var blevet returneret til afsenderen, da klageren afsonede en disciplinærstraf i en anden sag og derfor ikke var berettiget til at modtage pakker på det omhandlede tidspunkt. Fængslet lagde også vægt på, at klageren ofte tidligere havde indgivet urimelige klager. EMD var ikke uenig med myndighederne i, at klagerens beskyldninger nok var noget overdrevet ("verging on exaggeration"). EMD fandt imidlertid, at klageren var gået frem i overensstemmelse med den procedure, der var tilgængelig i henhold til lovgivningen, når nogen ville indgive klage. Af præmis 45 fremgår blandt andet følgende: "There is nothing to suggest that he did not act within the framework established by law for making such complaints or that he had other intentions than to have the alleged unlawful conduct of the prison authorities examined." I præmis 46 anføres blandt andet følgende: "..The applicant did not resort to abusive, strong or intemperate language, although his letter did contain some expressions verging on exaggeration, such as the allegation that the impugned incident amounted to a criminal offence (see paragraph 19 above). Furthermore, the letter did not pose a threat to the prison officials’ authority and public reputation, as its content was not made known to the general public or to other prisoners."

I Heinisch mod Tyskland afgjort af EMD den 21. juli 2011 under sagsnummer 28274/08 fandt EMD, at artikel 10 var krænket som følge af, at de tyske domstole havde givet ledelsen af et plejehjem medhold i, at disse kunne afskedige en sygeplejerske efter, at hun gennem en advokat havde indgivet grundløse anmeldelser til politiet af plejehjemmets ledelse for vanrøgt af plejehjemmets beboere. Efter at anklagemyndigheden opgav at rejse tiltale mod plejehjemmets ledelse, havde sygeplejersken fortsat med at udtale sig i medierne om forholdene på plejehjemmet. De tyske domstole havde fundet, at det var berettiget at afskedige sygeplejersken som følge af, at hun havde optrådt illoyalt over for plejehjemmets ledelse. EMD fandt, at EMRK artikel 10 var krænket, idet der skal være en vid adgang for borgerne til at indgive anmeldelser til de relevante myndigheder af forhold, som efter disses opfattelse er strafbare. EMD lagde blandt andet vægt på, at ældre mennesker på et plejehjem er en svag ("vulnerable") gruppe af mennesker, som måske ikke selv er i stand til at varetage egne interesser. I præmis 81 fremhæver EMD, at den omstændighed, at der ikke bliver rejst sigtelse eller tiltale på baggrund af anmeldelsen som følge af, at der efter politiets eller anklagemyndighedens opfattelse ikke er bevis for, at der er begået noget strafbart, ikke i sig selv kan føre til, at det kan lægges til grund, at anmeldelsen var indgivet uden rimeligt grundlag ("In any event, the Court considers that although a lack of evidence may result in the preliminary investigations being discontinued, this does not necessarily mean that the allegations underlying the criminal complaint were without factual basis or frivolous at the outset.")

I TfK 2013.1 blev en mand og en kvinde straffet for falsk anmeldelse af 4 polititjenestemænd, efter at de havde klaget til statsadvokaten over den behandling, som de havde fået af politiet den 27. juni 2008 under anholdelse på gågaden i Vejle og den efterfølgende frihedsberøvede i forbindelse med overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Manden blev straffet med 60 dages fængsel, hvoraf de 30 blev gjort betinget. Kvinden blev idømt tilsyn af kommunen. Begge de betjente, som forestod anholdelsen i gågaden i Vejle, oplyser, at der blev anvendt benlås ved anholdelsen af manden, at den anholdte blev lagt på maven, at han fik armene om på ryggen og blev belagt med håndjern. Betjent P1 erkender, at han "satte sig" på den anholdte mand. Han benægtede, at han havde hoppet på den pågældende, og at han havde anvendt peberspray. Den anden af de to betjente (P2), som forestod anholdelsen af kvinden, forklarede blandt andet, at han ikke huskede "præcist", hvad "kollegaen gjorde i forbindelse med anholdelsen". Betjenten P2 forklarede i byretten blandt andet også, at det er "normal procedure" at give anholdte håndjern på, men at han ikke husker, om den af sagen omhandlede kvinde fik håndjern på under indtransporten. Betjenten bemærkede også, at hun var "faldet ned", da hun blev adskilt fra manden, som hun netop havde været i skænderi med. P2 tilføjede, at han ikke huskede, at der var "noget bøvl" med kvinden. Betjenten P2 forklarede vedrørende den mandlige anholdte blandt andet, at denne stadig var "ophidset under afhøringen og blev hensat i venterum formentlig 10-30 minutter, hvorefter han kunne afhøres". Videre forklarer samme vidne, at den pågældende blev løsladt efter afhøringen. Det ses ikke i sagen, at der er rejst tiltale mod de omhandlede polititjenestemænd for at have opretholdt frihedsberøvelsen i hvert tilfælde 10-30 minutter for længe for at gennemføre en afhøring. Den kvindelige anholdte forklarede i retten blandt andet, at den mandlige anholdte på tidspunktet for anholdelsen "havde magten over hende", og at hun ville få tæv af den mandlige anholdte, hvis ikke hun forklarede de ting til statsadvokaten, som hun var tiltalt for at skulle have sagt. Hun fastholdt imidlertid, at hun havde set den ene af betjentene give den mandlige anholdte peberspray, og at hun havde set en betjent tage kvælertag på den mandlige anholdte. Politiassistent P4 udtalte forespurgt af en advokat i byretten blandt andet følgende: "Det er muligt, at T har følt sig hårdt behandlet, i og med de anvendte den fornødne magt. De har dog ikke truet ham med pebersprayen". Betjent P4 blev derpå foreholdt, at han tidligere har forklaret til statsadvokaten, at han havde truet med peberspray, hvilket han derpå erkendte. Indehaveren af en guldsmedeforretning i gågaden samt en ansat hos denne havde overværet episoden fra butikken og afgav vidneforklaringer. Indehaveren af butikken sagde i byretten blandt andet om anholdelsen, at det "var meget voldsomt". Han forklarede blandt andet også følgende: "Han har ikke set betjenten hoppe på fyren, der blev lagt ned. Han havde knæet i ryggen på fyren. Så vidt han kunne vurdere, var det ikke nødvendigt". Den ansatte i butikken udtalte blandt andet (også i byretten) følgende: "Den ene betjent kom og tog fyren ved facaden og kastede ham ned. Vedkommende fik en albue eller et knæ i nakken. Vedkommende lå med kinden mod fliserne med ansigtet mod butikken". I landsretten forklarede indehaveren af butikken blandt andet supplerende følgende: "Han så, at tiltalte blev lagt ned og lagt i benlås. Tiltalte forsøgte at få hovedet op, og han sagde, at han havde ondt. Der blev ikke brugt peberspray, og der var heller ikke nogen, der hoppede eller slog på tiltalte. Han synes, at politiets fremgangsmåde var for voldsom. Han har ikke tidligere set så voldsom en anholdelse."

I TfK 2011.204 VLD blev en person straffet med fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 164, efter at den pågældende til Politimesteren i Horsens ved breve af 27. oktober 2006 og 31. oktober 2006 havde klaget over, at de polititjenestemænd fra Politiets Efterretningstjeneste, som forestod en transport af den pågældende fra det nu nedlagte statsfængsel i Horsens til Vestre Fængsel i København den 16. oktober 2006, havde slået og sparket ham, iført ham bind for øjnene og en pose over hovedet samt truet ham med en pistol. Den pågældende havde også klaget over, at den person, som førte bilen, under kørslen talte i mobiltelefon, og at de kørte så hurtigt, at han blev bange. Det fremgår af sagen, at Statsadvokaten for Mdt, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster ved brev af 3. december 2007 indstillede efterforskningen mod de to politifolk. Statsadvokaten anførte i sin begrundelse blandt andet: "Det er det min opfattelse, at der ikke er noget som helst grundlag for at antage, at betjentene har forset sig som anført under punkt 4. Jeg lægger herved blandt andet vægt på, at De intet nævner herom i Deres første henvendelse til myndighederne, og ifølge den ene af de anmeldte betjente, som jeg forespurgte herom, intet nævnte herom til fængselspersonalet i Vestre Fængsel. Det må antages, at De, såfremt De havde været udsat for den behandling, der er nævnt under 4, straks ville have gjort opmærksom herpå, og ikke blot omtalt hastighedsovertrædelsen og anvendelsen af mobiltelefon." Statsadvokatens brev må forstås således, at statsadvokaten ikke har foretaget en afhøring af for eksempel fængselspersonale eller medindsatte, men at statsadvokaten tilsyneladende har stillet sig tilfreds med, at den ene af de indklagede betjente på forespørgsel fra statsadvokaten til statsadvokaten har forklaret, at klageren ved ankomsten til Vestre Fængsel intet havde nævnt om, at han skulle have været udsat for overgreb under køreturen. Endvidere hæfter statsadvokaten sig ved, at klageren ikke i sit første brev, som ifølge det oplyste er dateret den 24. oktober 2006, havde nævnt, at han havde været udsat for vold, men alene, at betjentene havde kørt for hurtigt og talt i mobiltelefon under kørslen. Det fremgår ikke af sagen, at den pågældende blev lægeundersøgt, heller ikke efter den 27. oktober 2006, hvor han efter det oplyste indgav den første klage om vold til politiet. Det fremgår af dommen, at der under behandlingen af straffesagen mod klageren i landsretten i efteråret 2010 blev afhørt en "holdleder" fra Vestre Fængsel, som oplyser, at han var på vagt "den 16. oktober 2006 om natten", og at holdlederen sidder "ca. 10 meter fra den skranke, hvor folk, der indsættes, bliver indskrevet". Der blev ikke afhørt medindsatte hverken ved byretten eller for landsretten. I byretten var det alene de to polititjenestemænd, som afgav vidneforklaringer.

I UfR 1994.566 VLD blev en person, der den 2. januar 1993 indgav anmeldelse om, at han den 24. januar 1993 havde været udsat for vold fra polititjenestemænd på en politistation, idømt 30 dages ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1.

I UfR 1994.501/1 ØLD havde en borger anmeldt en politimand for hærværk mod en rude, idet borgeren havde anmeldt, at betjenten havde knust ruden med et spark, medens betjenten stod udenfor. Det fremgår, at byretten blandt andet på grundlag af en "teknisk undersøgelse" fandt det godtgjort, at ruden var knust inde fra. Den pågældende blev straffet med fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1.

I UfR 1965.662 HD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, efter at have anmeldt en kollega for at have modtaget returkommission fra en virksomhed, der havde leveret varer til politiet. Den pågældende blev straffet med fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget blandt andet under henvisning til "den alvorlige psykiske belastning", som tiltalte havde været udsat for på anmeldelsestidspunktet.

I UfR 1963.616 blev en indsat i et fængsel fundet skyldig i falsk anmeldelse af en fængselsbetjent, som han havde beskyldt for seksuelle tilnærmelser. Straffen bortfaldt efter straffelovens § 89.

I TfK 2009.89/2 VLD blev en kvinde, der havde anmeldt polititjenestemænd for at have skubbet hendes søn ud af vinduet under en anholdelse, straffet for falsk anmeldelse med ubetinget fængsel i 30 dage.

I TfK 2006.532 ØLD blev en mand straffet med 30 dages ubetinget fængsel for falsk anmeldelse mod polititjenestemænd, som ifølge anmelderen havde begået vold mod ham i forbindelse med en anholdelse. Det fremgår af sagen, at manden indleverede en politiattest til politiet. Landsretten fandt, at der ikke var "holdepunkter for, at tiltalte havde været udsat for magtanvendelse ud over den, som tiltaltes egen adfærd nødvendiggjorde."

I TfK 2006.217/2 ØLD blev en indsat straffet for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, efter at den indsatte havde anmeldt en fængselsbetjent ved Anstalten ved Herstedvester for seksuelle overgreb. Af byrettens begrundelse for afgørelsen fremgår blandt andet følgende: "Efter bevisførelsen må retten lægge til grund, at det tiltalte fortalte sin bistandsværge den 17. marts 2004 om fængselsfunktionær A var urigtigt. Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte har afgivet forskellige forklaringer om, hvornår den påståede krænkelser skulle være sket. Der er videre lagt vægt på, at tiltalte efter udgangen den 30. august 2001 havde været på flere ledsagede udgange med A. Endelig er der lagt vægt på, at tiltalte ifølge fængselsfunktionær C plejede at komme og fortælle ham, hvis der var noget han gik og rugede over." Straffen blev udmålt til ubetinget fængsel i 30 dage.

Af sagen SA2-96-321-0149 omtalt i afsnit 6.5 i Rigsadvokatens Beretning 1997 fremgår det, at tiltalte i en straffesag i byretten var blevet fundet skyldig i indbrudstyveri på baggrund af oplysninger i en ransagningsrapport, hvoraf det blandt andet fremgik, at politiet havde aflyttet en telefonsvarer under en ransagning hos en medgerningsmand, og at politiet på denne telefonsvarer kunne høre, at tiltalte havde indtalt en besked til medgerningsmanden, hvor tiltalte havde oplyst et telefonnummer, som medgerningsmanden kunne ringe til, hvis han ville "tjene nogle hurtige penge". Det viste sig senere, at tilførslen til ransagningsrapporten om indholdet af telefonsvareren var foretaget i strid med sandheden, og tiltalte blev på denne baggrund ved landsretten frifundet for forholdet. Statsadvokaten og Rigsadvokaten valgte ikke at rejse tiltale for strafbart forhold mod de implicerede polititjenestemænd. I beskrivelsen af sagen i rigsadvokatens beretning omtalt ovenfor fremgår blandt andet følgende: "... I forbindelse med landsrettens behandling af ankesagen udtalte retten kritik af den måde, en ransagningsrapport var udfærdiget på, og lod dette føre til frifindelse af B for indbrud. På denne baggrund indledte statsadvokaten efterforskning i sagen. To kriminalassistenter havde ransaget As bopæl, idet A var mistænkt for indbruddet. Efter ransagningen blev A anholdt og sigtet for indbruddet. Det blev i ransagningsrapporten anført, at der ved aflytning af telefonsvareren fremkom en oplysning om, at A skulle ringe til B på et nærmere angivet telefonnummer, hvis han ville tjene nogle hurtige penge. På baggrund af oplysningen i ransagningsrapporten blev B anholdt. Oplysningen i ransagningsrapporten var imidlertid ukorrekt, idet kriminalassistenterne ikke havde aflyttet telefonsvareren ved ransagningen. A havde efter anholdelsen over for politiet oplyst, at B havde været medgerningsmand til indbruddet. Han ønskede imidlertid ikke at fremstå som den, der havde angivet B. Kriminalassistenterne havde derfor besluttet at anføre oplysninger i ransagningsrapporten, der kunne lede til identifikation af B. Kriminalassistenterne lod herefter båndet til telefonsvareren afhente på anholdtes bopæl. Båndet blev først aflyttet godt 21_2 måned efter afhentningen, og det var ca. en måned efter, at B var blevet anholdt og varetægtsfængslet. Ved aflytningen viste det sig, at båndet indeholdt to beskeder fra B. Ingen af disse handlede imidlertid om muligheden for at tjene nogle hurtige penge, og ingen af dem indeholdt et fuldstændigt telefonnummer. .."

Se i øvrigt under politiklageordningen under Sager om falsk anmeldelse mod personer, der klager over politiet og nedenfor under ærekrænkelser, der behandler en række eksempler på, at personer, der udtaler sig kritisk om offentlige myndigheder herunder politiet) retsforfølges for injurier mv.

Forbrydelser vedrørende betalingsmidler (straffelovens kapitel 18)

Straffelovens 18. kapitel Forbrydelser vedrørende betalingsmidler

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241

Kapitel 19. Forbrydelser vedrørende bevismidler og penge (straffelovens §§ 166-179) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

I TfK 2003.559/1 blev tiltalte fundet skyldig i at have udgivet 39 falske 50-dollarsedler, 5 falske 50-dollarsedler, 30 falske 50-dollarsedler og i derudover at have været i besiddelse af 29 falske 50-dollarsedler og 10 falske 100-dollarsedler med henblik på udgivelse. Tiltalte blev straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder.

I TfK 2003.101/1 blev tiltalte fundet skyldig i pengefalsk ved at have eftergjort 10 stk. 500 kr.-sedler, 67 stk. 100 kr.-sedler og 1 stk. 50 kr.-seddel, alt til et samlet beløb af 11.750 kr., i den hensigt at bringe dem i omsætning, hvoraf tiltalte som nedenfor nærmere beskrevet anvendte 10-11 stk. 100 kr.-sedler og 2 stk. 500 kr.-sedler som betalingsmiddel eller medbragte sedlerne med henblik på at bringe dem i omsætning, Tiltalte blev straffet med fængsel i 6 måneder, der undtagelsesvist blev gjort betinget under henvisning til, at tiltaltes personlige forhold var blevet bedret blandt andet ved, at han var kommet ud af et mangeårigt alkoholmisbrug.

I TfK 2005.312 blev 2 tiltalte fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 166 ved at have forskaffet sig 13 falske 500 kr. sedler og for overtrædelse af straffelovens § 167 ved i 12 forskellige butikker i forbindelse med varekøb i hver butik at have udgivet en falsk 500 kr. seddel. En tredje tiltalt blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 166 ved at have forskaffet sig 6 falske 500 kr. sedler og for overtrædelse af straffelovens § 167 ved i 4 forskellige butikker i forbindelse med varekøb i hver butik at have udgivet en falsk 500 kr. seddel. I byretten blev alle 3 tiltalte hver straffet med fængsel i 6 måneder. Byretten lagde for den 3 tiltaltes vedkommende på den ene side vægt på, at han havde udgivet færre pengesedler end de to øvrige tiltalte, men at han på den anden side havde henledt de to øvrige tiltaltes opmærksomhed på, hos hvem de kunne skaffe falske pengesedler. Landsretten nedsatte straffen til fængsel i 4 måneder for den 3. tiltaltes vedkommende. Landsretten udtalte herom: "Der er således som tiltalen er rejst og i overensstemmelse med T3's tilståelse ikke grundlag for at fastslå, at T3 havde en sådan medvirken til de øvriges erhvervelse og brug af de falske penge, at dette skal have betydning ved straffens udmåling. Straffen for denne tiltalte findes derfor passende at kunne nedsættes til fængsel i 4 måneder." For hver af de to øvrige tiltaltes vedkommende blev straffen fastsat til fængsel i 6 måneder. For alle tre tiltaltes vedkommende gjorde landsretten straffene delvist betingede. Landsretten udtalte herom nærmere: "Efter forholdenes karakter er udgangspunktet en ubetinget straf, men under hensyn til de tiltaltes personlige forhold skønnes det upåkrævet at hele straffen skal fuldbyrdes, hvorfor 3 måneder af straffen for henholdsvis T1 og T2 skal fuldbyrdes og 2 måneder af straffen for T3 skal fuldbyrdes, medens den resterende del af straffen for alle de tiltalte gøres betinget på vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt."

I TfK 2006.798 blev to tiltalte straffet med henholdsvis 3 og 5 års fængsel blandt andet for medvirken til forsøg på eftergørelse af ikke under 1,5 millioner danske 20 kr. mønter (svarende til 30 millioner kroner). Det blev lagt til grund, at mønterne skulle udgives i Danmark. De skulle fremstilles i Serbien. De tiltaltes handlinger bestod blandt andet i, at de indskød penge til finansieringen af falskmøntneriprojektet i Serbien. De foretog endvidere undersøgelser i Danmark af, hvor en scanningsmaskine og en softwaremaskine, der eventuelt skulle bruges som led i fremstillingen, samt en mønttæller, kunne købes mv.

I TfK 2008.177 blev tiltalte straffet med fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 166 ved at have eftergjort 5 1000-kronesedler med henblik på at bringe dem i omløb og for straffelovens § 167 ved at have udgivet 3 eftergjorte 1000-kronesedler som betalingsmiddel for seksuelle ydelser. Tiltalte blev frifundet for påstanden om frakendelse af retten til at udøve vagtvirksomhed, jf. straffelovens § 79, stk. 1, jf. § 78, stk. 2. Denne afgørelse blev af byretten begrundet med, at "lovovertrædelsen ikke er sket i forbindelse med udøvelsen af vagtvirksomheden og ikke havde særlig relation til denne". Denne begrundelse blev tiltrådt af landsretten.

I UfR 1982.1013/2H blev de to tiltalte straffet med fængsel i henholdsvis 6 og 8 år for falskmøntneri. De blev begge fundet skyldige i medvirken til fremstilling af eftergjorte US 100-dollarsedler, der betydeligt oversteg 3.247.300 dollars, ligesom de blev fundet skyldige i på lignende måde at have forsøgt at eftergøre US 20-dollarsedler. Gerningsmændene blev også fundet skyldige i forsøg på at afsætte de falske penge.

Forbrydelser vedrørende bevismidler (straffelovens kapitel 19)

Straffelovens 19. kapitel Forbrydelser vedrørende bevismidler

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

Kapitel 19. Forbrydelser vedrørende bevismidler og penge (straffelovens §§ 166-179) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Om dokumentfalsk i forbindelse med datakriminalitet kan der henvises til side 59 til side 64 i Straffelovrådets Betænkning 1032 om datakriminalitet afgivet i 1986.

Med lov nr. 352 af 19. maj 2004 om ændring af straffeloven mv. vedrørende IT-kriminalitet blev blandt andet straffelovens regler om dokumentfalsk ændret. Af bemærkningernes kapitel 1.2 fremgår det således, at lovforslaget indebærer, at dokumentfalskbestemmelsen i straffelovens § 171 ændres, således at det af bestemmelsen fremgår, at den omfatter både skriftlige og elektroniske tilkendegivelser, der er bestemt til at tjene som bevis. Samtidig foreslås straffelovens § 172, der omhandler straffen for dokumentfalsk, ændret, således at normalstrafferammen er bøde eller fængsel indtil 2 år. Foreligger der særligt skærpende omstændigheder, skal straffen kunne stige til fængsel i 6 år (lovforslagets § 1, nr. 4 og 5). Det foreslås i tilknytning hertil at ændre straffelovens § 175, således at denne bestemmelse tillige omfatter dokumenter eller bøger, der er udfærdiget eller føres på andet læsbart medie. Endvidere foreslås bestemmelsens normalstrafferamme (fængsel indtil 3 år) og sidestrafferamme (bøde) slået sammen, således at overtrædelse af bestemmelsen fremover straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år (lovforslagets § 1, nr. 6). Lovforslaget medfører desuden, at straffelovens § 293, stk. 2, om rådighedshindring ændres for at præcisere, at bestemmelsen også omfatter elektroniske rådighedshindringer. Samtidig foreslås normalstrafferammen for overtrædelse af § 293, stk. 2, ændret til bøde eller fængsel indtil 1 år. Ved særligt skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil 2 år (lovforslagets § 1, nr. 13).

I sager, hvor en udlænding ved indrejse eller ophold i Danmark anvender eller har forsøgt at anvende et falsk/forfalsket rejsedokument/legitimationspapir, vil der som udgangspunkt være tale om dokumentfalsk efter straffelovens § 171. Såfremt den pågældende udlænding søger om asyl, kan det umiddelbart under visse omstændigheder være i strid med flygtningekonventionens artikel 31 at strafforfølge den pågældende. Ifølge flygtningekonventionens artikel 31 skal flygtninge, der kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i artikel 1 anførte betydning, og som uden tilladelse indrejser til eller befinder sig inden for de kontraherende staters område, ikke i disse stater kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse. Se kapitel 19 i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 9, 2005 om anklagemyndighedens praksis i forbindelse med asylansøgerens indrejse/ophold i Danmark.

I UfR 1970.70/2 HD havde tiltalte underskrevet ansøgninger til Direktoratet for Vejtransport om tilladelse til international godskørsel med en andens navn, hvorfor der var rejst tiltale mod ham for dokumentfalsk efter straffelovens § 171. Det fremgik af sagen, at den pågældende havde benyttet et andet navn i ansøgningerne, idet direktoratet generelt udelukkede ansøgninger fra virksomheder, som direktoratet mente, at direktoratet ikke kunne stole på som følge af tidligere konstateret uregelmæssigheder i de omhandlede virksomheder. Tiltalte tilhørte den kreds af personer, hvis ansøgninger blev udelukket, hvorfor han havde anvendt en andens navn. Højesteret fandt, at det var af "afgørende betydning" for sagen, hvorvidt direktoratet havde været berettiget til at træffe bestemmelse om virksomhedens udelukkelse. Således som sagen var procederet, kunne højesteret ikke tage stilling til dette spørgsmål under straffesagen, hvorfor tiltalte blev frifundet.

I TfK 2008.297 ØLD blev to journalister fundet skyldige i overtrædelse af blandt andet straffelovens § 171 og § 174 for ved hjælp af falske dokumenter at have formået Københavns Politi at udstede dem kørekort og pas i en andens navn og et kirkekontor at udstede dem et navnebevis i en andens navn. Handlingerne blev udført i forbindelse med, at journalisterne skrev artikler, der skulle afdække, at der var en sikkerhedsbrist hos politiet, når politiet udsteder pas og kørekort. Under straffesagen påstod de tiltalte strafbortfald med henvisning til, at de var beskyttet af EMRK artikel 10 om ytringsfrihed. Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter de tiltalte blev pålagt henholdsvis 20 dagbøder á 100 kr. og 30 dagbøder á 100 kr. Landsretten bemærkede blandt andet: "... at de tiltaltes formål med disse handlinger efter det fremkomne var at afsløre en sikkerhedsbrist i kontrollen i forbindelse med politiets udstedelse af pas og kørekort. Ved afgørelsen af, om de tiltaltes handlinger er straffri som følge af den beskyttelse af ytringsfriheden, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10, som også omfatter en situation som den foreliggende, må der herefter foretages en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for den strafbare handlings karakter. Landsretten tiltræder, at der er en væsentlig samfundsmæssig interesse i at få belyst en sådan eventuel sikkerhedsbrist, og at en journalistisk dækning heraf har stor nyheds- og informationsværdi. Landsretten bemærker, at beskyttelsen af ytringsfriheden efter art. 10, stk. 1, ikke generelt fritager de tiltalte som journalister fra pligten til at overholde gældende straffebestemmelser, jf. art. 10, stk. 2. Landsretten finder, at det i den forbindelse bør tillægges særlig vægt, at de tiltalte har planlagt og udført selvstændige strafbare handlinger for at bringe de pågældende avisartikler i - - -, og at der derfor skal tungtvejende grunde til for at anse de strafbare handlinger for straffrie. På denne baggrund findes en afvejning af de modstående hensyn ikke at kunne føre til, at de tiltaltes overtrædelse af straffeloven er straffri efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 10. Landsretten tiltræder derfor, at de tiltalte er fundet skyldige som sket ved byrettens dom. .."

I TfK 2012.84 VLD havde tiltalte den 4. september 2008 underskrevet en aftale om optagelse af et lån på 300.000 kr. i en andens navn. Han erkendte sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 171. I byretten blev den pågældende straffet med fængsel i 6 måneder, hvoraf de 3 måneder blev gjort betinget. På tidspunktet for sagens afgørelse ved landsretten havde tiltalte afdraget på gælden, således at denne var blevet nedbragt med cirka 20.000 kr. Tiltalte forklarede i landsretten blandt andet, at han havde arbejde hos en arbejdsgiver, som kendte til sagen, og at han havde arbejdet der i 14 år. Han risikerede at miste sit arbejde, hvis han skulle i fængsel. Han betalte fortsat af på lånet. Landsretten gjorde hele straffen betinget og udtalte blandt andet: "Navnlig efter oplysningerne om tiltaltes gode personlige forhold og under hensyn til den tid, der er gået, siden forholdet blev begået, finder landsretten det forsvarligt at gøre hele straffen betinget med vilkår som fastsat nedenfor, herunder om udførelse af samfundstjeneste i 120 timer inden for en længstetid på 1 år."

I TfK 2007.640/2 ØLD blev en taxa-chauffør fundet skyldig i ulovlig omgang med hittegods ved at have tilegne sig et Dankort, som en kunde, der netop havde betalt for en tur i taxaen, havde glemt i taxaen. Endvidere blev han fundet skyldig i 3 tilfælde af dokumentfalsk over for taxaselskabet ved falskeligt at have underskrevet 3 dankortkvittering på henholdsvis kr. 1.087, kr. 369 og kr. 517 og efterfølgende anvendt dem overfor selskabet som dokumentation for at få udbetalt pengene. Den pågældende var flere gange tidligere straffet for berigelseskriminalitet. Han blev straffet med fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget af vilkår om 60 dages samfundstjeneste. Endvidere blev han frakendt retten til at udøve erhvervsmæssig personbefordring i 3 år fra endelig dom.

I TfK 2007.371/1 VLD blev en social- og sundhedshjælper fundet skyldig blandt andet i 74 tilfælde af dokumentfalsk overfor en beboer på det ældrecenter, hvor hun var ansat. Tiltalte havde stjålet 74 checkblanketter fra beboeren, falskeligt underskrevet checkene med beboerens navn og indløst dem i banken. Tiltalte havde på denne måde tilegnet sig 144.127 kr. Tiltalte blev straffet med fængsel i 6 måneder, hvoraf 4 måneder blev gjort betinget med vilkår om 80 timers samfundstjeneste. Tiltalte blev derudover frakendt retten til indtil videre at udøve virksomhed som social- og sundhedshjælper mv.

I TfK 2005.323 ØLD blev en person, der flere gange tidligere var straffet blandt andet for dokumentfalsk straffet med fængsel i 40 dage, der blev gjort betinget, for i to tilfælde at have benyttet falske klippekort under rejse med offentligt transportmiddel. Det fremgår af sagen, at den pågældende ved bødeforelæg vedtaget for Københavns Politi den 27. juli 2003 på 2.000 kr. tidligere var straffet for overtrædelse af straffelovens § 171 ved at forfalske rejsehjemmel til offentlig transport.

I UfR 1998.386 ØLD blev en person i byretten straffet med 20 dagbøder á 200 kr. for overtrædelse af straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171. Afgørelsen blev anket til frifindelse. Resultatet foreligger ikke i afgørelsen, der alene angik spørgsmålet om behandling af anklagemyndighedens afvisningspåstand begrundet i, at tiltalte ikke var mødt frem ved sagens behandling i landsretten. Afvisningspåstanden blev ikke taget til følge.

I TfK 2008.805 blev tiltalte fundet skyldig i dokumentfalsk ved at have indleveret et falsk kørekort fra Irak til politiet i Køge med henblik på at få det ombyttet til et dansk kørekort. Straffen blev fastsat til fængsel i 40 dage. Landsretten gjorde straffen betinget med henvisning til det oplyste om tiltaltes gode personlige forhold.

Almenfarlige forbrydelser (straffelovens kapitel 20)

Straffelovens 20. kapitel Almenfarlige forbrydelser

Kapitel 20. Almenfarlige og almenskadelige handlinger (straffelovens §§ 180-196) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Brandstiftelse (straffelovens §§ 180, 181 og 182)

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241

I TfK 2011.673/2 VLD blev tiltalte straffet med fængsel i 1 år dels for tyveri af værdier for 3.800 kr. fra en købmandsforretning, hvor han indfandt sig sent om aftenen, og dels for brandstiftelse, idet han nogle timer senere satte ild til nogle genstande i forretningens kælderetage, hvilket medførte, at der udviklede sig en ildebrand med gennembrændinger af etageadskillelserne til forretningen ovenpå og til første sal, hvor der lå mennesker og sov i en beboelseslejlighed. Anklagemyndigheden fik ikke medhold i, at den pågældende havde gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 180, stk. 1. Den pågældende blev alene fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1. Landsretten udtalte blandt andet: "Tiltalte havde tidligere været i købmandsforretningen som kunde. Tiltalte har forklaret, at han ikke var klar over, at der var en beboelseslejlighed oven på forretningen, og at han kom ind i lageret ved at kravle over et hegn fra den side af ejendommen, som tagterrassen vender ud mod. Da ejendommen efter det materiale, der er fremlagt for landsretten, fremtræder som en købmandsforretning og ikke som en beboelsesejendom, og da beboelseslejligheden tilsyneladende ikke er særlig fremtrædende, finder vi, at det er betænkeligt at anse det for bevist, at tiltalte ved ildspåsættelsen burde have indset, at der var overhængende fare for personer i ejendommen. Vi stemmer derfor for at frifinde tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 180, stk. 1, og i stedet at henføre forholdet under straffelovens § 181, stk. 1."

I TfK 2011.487 ØLD blev en flere gange tidligere straffet person straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder for tyveri og for brandstiftelse, hvor der skete skade for cirka 10 millioner kroner. Tiltalte blev fundet skyldig i den 27. december 2009 ved 18-tiden under indbrudstyveri at have stjålet en pakke glas til en værdi af cirka 500 kr. Tiltalte blev endvidere fundet skyldig i brandstiftelse. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år 6 måneder, jf. straffelovens § 181, stk. 1 og 3, og § 285, stk. 1, jf. § 276. Straffen omfattede ikke reststraffen ved en prøveløsladelse den 18. december 2009, jf straffelovens § 40, stk. 1, jf § 61, stk. 2, nr. 1.

I TfK 2010.981 ØLD blev en hjemmehjælper idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for at have sat ild på en klients bolig med det formål at sløre, at hun havde stjålet et større pengebeløb fra klienten. Landsretten udtalte: "Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 3 måneder. Der er ved strafudmålingen lagt vægt på, at der er tale om en planlagt påsat brand, som havde til formål at søge at dække over et tyveri af et betydeligt kontantbeløb fra en svagtseende ældre klient, for hvem tiltalte havde en betroet stilling som hjemmehjælper."

I TfK 2009.600/2 ØLD blev tiltalte for brandstiftelse og trusler straffet med fængsel i 4 måneder, hvoraf 2 måneder blev gjort betinget. Den ubetingede del af straffen blev anset for udstået med varetægtsfængslingen. Landsretten anså det for bevist, "at tiltalte på det sted og tidspunkt, der er nævnt i forhold 2, under anvendelse af 1-2 liter benzin satte ild til en stor bunke kvas på den ejendom, som A boede på, omkring 7 meter fra det på ejendommen beliggende træsommerhus. Der opstod herved straks flammer af adskillige meters højde tæt på flere sommerhuse og bevoksninger, branden bredte sig til græsset, og en større del af bunken med kvas blev brændt af. Flere personer forsøgte at slukke ilden, men denne blev først helt slukket af det tilkaldte brandvæsen."

I TfK 2007.178 VLD blev to unge på 16 år og 1 på 17 år for blandt andet brandstiftelse og hærværk straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder, hvoraf de to år blev gjort betinget på grund af gerningsmændenes alder og den omstændighed, at de ikke var tidligere straffet. De blev fundet skyldige i adskillige tilfælde af ildspåsættelse og hærværk begået i løbet af en nat. De skete skader blev opgjort til mere end 20 millioner kroner. De tiltalte blev blandt andet fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 3, idet retten fandt, at der som følge af de omfattende skader forelå særligt skærpende omstændigheder.

I TfK 2002.416/1 VLD blev en person, der er født i 1961, blev straffet med fængsel i 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, jf. § 21, stk. 1, og § 266, samt færdselslovens § 117, stk. 6. Tiltalte havde tændt ild til effekter uden for sit hus men tæt på bygningen. Naboer havde tilkaldt brandvæsenet. Der var efter det oplyste sodskader på "tagudhænget". Landsretten udtalte blandt andet: "Efter at tiltalte havde påsat ilden, har T efter sin egen forklaring fortsat med at smide effekter på bålet, medens hun opholdt sig i indgangsdøren. T må således antages ikke at have haft fuldt udsyn til den ild, der var foran køkkenvinduerne, og T var efter indsatslederens forklaring ikke til stede, da han ankom, efter at tiltaltes nabo havde tilkaldt brandvæsenet. Efter indholdet af de foran anførte erklæringer og det oplyste om tiltaltes færden under branden finder landsretten, at T måtte have indset muligheden for, at ilden i effekterne ville antænde huset, og at T også har accepteret dette. Landsretten finder således, at tiltalte har haft det fornødne forsæt til forsøg på at forvolde ildebrand på ejendommen, og tiltræder derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket i dette forhold."

Narkotika (straffelovens § 191 og lov om euforiserende stoffer mv.)

Kapitel 20. Almenfarlige og almenskadelige handlinger (straffelovens §§ 180-196) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Betænkning om misbrug af euforiserende stoffer - 1953

Oversigt over straffens størrelse i udvalgte afgørelser om omgang med euforiserende stoffer.

I TfK 2011.141 ØLD blev en person frifundet for besiddelse af hashfrø og mescalinkaktusplanter, idet disse plantedele ikke ansås for omfattet af forbuddet i lov om euforiserende stoffer. Det fremgår af sagen, at man kan lovligt kan være i besiddelse af planter, selv om disse planter måtte indeholde et stof, der er omfattet af forbuddet. Under sagen fremlagdes der en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, hvoraf blandt andet følgende fremgik: " .. At indholdsstoffet meskalin er omfattet af Bekendtgørelse om euforiserende stoffer, indebærer ikke, at planter, der indeholder meskalin er omfattet af lov om euforiserende stoffer. Besiddelse af meskalinkaktus er derfor lovlig i relation til lov om euforiserende stoffer. .."

I TfK 2010.299 ØLD blev en person idømt en bøde samt fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, for den 13. oktober 2007 at have været i besiddelse af 54 ecstasytabletter, 8,70 gram kokain og 10,90 gram hash alt med henblik på videresalg. Den pågældende blev også fundet skyldig i den 28. marts 2008 at være kørt frem mod rødt lys med en hastighed, der "i betydelig grad" oversteg den tilladte, og hvor han havde 1,73 promille alkohol i blodet. Endelig blev den pågældende fundet skyldig i tyveri af nummerplader samt overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen. Han havde den 1. oktober 2008 ført et køretøj, der ikke var registreret i Danmark, som ikke var ansvarsforsikret, og hvor de stjålne nummerplader var anvendt. Den pågældende var tidligere straffet blandt andet med 14 dages fængsel, der var gjort betinget med en prøvetid på et år. Forholdene begået den 1. oktober 2008 var begået i prøvetiden. Førerretten blev frakendt i 3 år og 6 måneder.

Se Rigsadvokatens Meddelelse nr. 6 fra 2006 rettet i september 2008, der vedrører anklagemyndighedens sanktionspåstande i narkotikasager, hvoraf det blandt andet fremgår, i hvilke tilfælde anklagemyndigheden rejser tiltale på den ene side efter straffelovens § 191 eller på den anden side efter lov om euforiserende stoffer.

Stoffets renhed eller narkotiske virkning har betydning for strafudmålingen

I TfK 2004.335 VLD havde de tiltalte blandet laktose i kokain og amfetamin med henblik på videresalg af stoffet. Landsretten skulle blandt andet tage stilling til, hvilken mængde stof, som de pågældende skulle straffes for at have videresolgt eller forsøgt at videresælge. Landsretten udtalte herom blandt andet: "Det fremgår af sagen, at der ikke ved udmålingen af straffen til de øvrige personer i sagskomplekset er taget hensyn til den forøgelse af stofmængden, der kunne opnås ved opblanding. Straffen findes derfor også i denne sag at burde fastsættes med udgangspunkt i den mængde amfetamin, som i forhold 2 og 3 skulle opblandes med laktosen."

I TfK 2011.410 VLD blev en person blandt andet straffet for at have været i besiddelse af 956 gram amfetamin. Det fremgår af dommen, at den pågældende udover amfetaminen blev fundet i besiddelse af 6 plastbøtter kreatin. Den pågældende blev alene straffet for besiddelse af de 956 gram amfetamin med henblik på videreoverdragelse men blev ikke straffet for besiddelse af kreatinen, uagtet at denne kan opblandes med amfetaminen og dermed forøge mængden af stof. Kreatinen blev imidlertid beslaglagt sammen med 2 plastposer, 5 stk. plastkasser og et cd-cover, som således af retten er anset som hjælpemidler til brug for håndteringen og salget af amfetaminen.

I TfK 2009.314 VLD havde politiet i forhold 1 d rejst tiltale for, at man på et såkaldt "skunklaboratorium" ville udvikle 167,4 kg. hash af 995 stiklinger. De tiltalte blev alene fundet skyldige i at have forsøgt at udvikle 30 kg. hash. Landsretten udtalte herom nærmere: "Under hensyn til den usikkerhed, der er forbundet med, om stiklinger kan overleve, og til mulighederne for at dyrke planterne under optimale forhold på - - -, finder landsretten efter en samlet vurdering, at produktionen i forhold 1 d skønsmæssigt skal fastsættes svarende til 30 kg hash. .." De pågældende blev fundet skyldige i i alt at have forsøgt på at udvinde og sælge og for at have solgt i alt 98 kg. hash. Hovedmanden blev idømt fængsel i 2½ år.

Når domstolene skal tage stilling til straffens størrelse ved besiddelse eller videreoverdragelse af ulovlige euforiserende stoffer, tages der blandt andet hensyn til stoffets "renhed". Det er en skærpende omstændighed, at stoffet er meget rent. Se for eksempel U.1998.1321H, U.1982.256Ø, U.1984.443Ø eller TfK.2002.401 (ØLD).

I ankesagen S-1344-07 afsagt 8. november 2007 af Vestre Landsret blev der ved strafudmålingen blandt andet taget hensyn til, at noget amfetamin var af en relativ beskeden styrke. Byretten udtale i sin begrundelse om dette: "Det lægges efter det forklarede til grund, at amfetaminen har været af relativt beskeden styrke, idet den må antages at være opblandet. Efter bevisførelsen kan retten ikke udelukke, at opblandingen er sket allerede ved tiltaltes erhvervelse af stoffet, hvorfor dette lægges til grund ved strafudmålingen". Landsretten stadfæstede den udmålte straf.

I "Rapport til Sundhedsstyrelsen" med titlen "Narkotika på gadeplan, 2004" har Retskemisk Afdeling på Aarhus Universitet, Retskemisk Afdling på Københavns Universitet og Retskemisk Afdeling, Syddansk Universitet på side 15-18 udtalt sig om den gennemsnitlige "renhed" i prøver vedrørende forskellige euforiserende stoffer foretaget i perioden 2002-2004.

Redegørelse fra ekspertpanelet om kokainmisbrug publiceret af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i maj 2010 med forslag om en indsats mod kokainmisbrug. Afsnit 4.3 vedrører behandlingen af stofmisbrug i fængslerne.

Sundhedsstyrelsens notat af 1. april 2009 med titlen "Cannabis - den aktuelle viden om rusvirkninger, skadevirkninger og udbredelse."

Særligt om beregning af mængden af hash i danske hampplanter

I meddelelse af 3. juni 2013 fra sektionsleder Christian Lindholst til Rigsadvokaturen anføres det, at anklagemyndigheden i sager om cannabis planter omhandlende hele planter og plantemateriale ofte ønsker en omregning af den beslaglagte mængde planter/ plantemateriale ti! den tilsvarende mængde hash af gennemsnitskvalitet. Frem til 2013 antog de retsmedicinske institutter i Danmark, at hash af gennemsnitskvalitet indeholdt 8% THC. Hash, som institutterne har modtaget i perioden fra 2008 til 2012 (fra i alt 99 sager), har imidlertid vist sig at have et gennemsnitligt THC indhold på 12%. I april 2013 besluttede institutterne derfor at ændre grundlaget for omregninger til hash af gennemsnitskvalitet. Fremover anvendes værdien på 12% THC i hash af gennemsnitskvalitet i Danmark.

I dommen TfK 2005.461 ØLD blev tiltalte dømt for i 2004 at have sået hamp på sin adresse. Der kunne den 5. oktober 2004 høstes 4 cannabis planter med en vægt på 4,7 kg. svarende til 376 gram marihuana. Endvidere blev han fundet i besiddelse af 6,6 kg. tørrede planter svarende til 2,64 kg. marihuana. Der var således tale om i alt 3.016 kg. marihuana. Tiltalte besad derudover 3,46 g. hash til eget brug. Han blev straffet med fængsel i 14 dage, der ikke blev gjort betinget. Han var to gange tidligere straffet for lignende kriminalitet.

I TfK 2003.778 ØLD blev en person straffet med fængsel i 14 dage, der blev gjort betinget med vilkår om 30 timers samfundstjeneste for dyrkning af 898 stk. cannabisplanter, der blev opvejet til 99,5 kg, og som skønnedes at svare til 2,5 kg. hash. Den pågældende var tidligere straffet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Af sidstnævnte dom kan udledes, at landsretten lagde til grund, at der af cirka 100 kg. (99,5 kg.) grønthøstede hampplanter kan udvindes cirka 2,5 kg. hash. "Narkotikainformation" under Rigspolitiet har i 1996 udarbejdet en vejledning med overskriften "Omregning af danske hampplanter til hash". Her hævdes det, at der kan udvindes cirka 5 kg. hash af cirka 100 kg. hampplantemateriale (uden rod). I øvrigt hævdes det, at der fra 100 kg. tørrede hampplanter (uden rod) kan udvikles cirka 10-12 kg. hash. Forskellen mellem rigspolitiets og domstolenes resultater, når de to afgørelser vist foroven sammenholdes med rigspolitiets tal, viser en tilsyneladende betydelig usikkerhed på området.

I TfK 2014.160 blev tiltalte fundet skyldig i at have været i besiddelse af cannabisplanter svarende til 1,808 kg rygbart materiale indeholdende THC. Det fremgår af sagen, at "rygbart materiale" er "tørrede blade og blomster", og at dette også kaldes "marihuana". Straffen blev fastsat til fængsel i 30 dage af byretten. Den pågældende var i september 2004 straffet med fængsel i 3 år for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1. 1. pkt. jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekg. nr. 698 af 31. august 1993 om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 12. Anklagemyndigheden henviste blandt andet til, at der var tale om et professionelt gartneri med lamper og vand, og at der var tale om en stor mængde planter, hvorfor planterne har været til hel eller delvis videreoverdragelse. Byretten udtalte imidlertid, at retten ikke fandt, at mængden i sig selv er af en sådan størrelse, eller at det er godtgjort, at der var tale om, at laden havde et professionelt præg, hvorfor det ikke er bevist, at tiltalte dyrkede planterne med henblik på videreoverdragelse. Byrettens afgørelse blev stadfæstet af landsretten. I sagen blev der også stillet spørgsmål om forskellen på "skunk" og "pot". Et sagkyndigt vidne fra Retskemisk afdeling" forklarede i landsretten blandt andet: "..Som hun opfatter det, er pot udtryk for tørrede hampblade, mens skunk er tørrede blomsterstande, hvor indholdet af THC er højere. Skunk er derfor stærkere.. .." Hun forklarede også, at det i den konkrete sag ikke var muligt at sige, om der var tale om "skunk", idet der ingen blomster var. Hun udtalte også, at man anvendte omregningsfaktoren 0,08 i stedet for omregningsfaktoren 0,15, fordi planterne lignede udendørs planter. Det fremgår også af udtalelsen, at retskemikerne definerer "rygbart materiale" som tørrede blade og blomster. der også kaldes "marihuana", og at grene/stængler er ikke rygbart materiale. I den omhandlede sag havde politiet høstet 12,31 kg. planter. Disse blev omregnet til 0,90 kg. rygbart materiale. Retskemisk afdeling udtalte herom nærmere: "Da planterne ligner udendørs dyrket cannabis i den forstand, at de har blade, ikke blomster, og et lavt THC-indhold anbefaler afdelingen en omregningsfaktor på 0,08, da dette er typisk for udendørs dyrket cannabis. Det er oplyst, at der i alt blev høstet 12,31 kg planter. Disse kan dermed omregnes til 0,98 kg rygbart materiale (0,08 x 12,31 kg)." Derudover indgik der i sagen også et større antal stiklinger mv, således at den samlede mængde rygbart materiale svarede til i alt 1,808 kg.

I TfK 2014.357 blev tiltalte straffet med fængsel i 4 måneder for besiddelse af cirka 4 kg. skunk med henblik på videreoverdragelse. En retskemiker udtalte som sagkyndigt vidne i landsretten blandt andet, at man måler THC-indholdet på blade og blomster. Man regner nu med, at en gennemsnitlig plante producerer 46 g marihuana. Det er på baggrund af flere sager. De definerer marihuana som tørrede blade og blomster fra cannabisplanten. Pot er også marihuana. Hash er et mere forarbejdet produkt, hvor man ikke længere kan se plantedelene. Det procentvise THC-indhold er uafhængigt af vægten af plantedelene. Man kan ikke sige hvor meget hash, der kan udvindes af en bestemt plante. Der avles planter med forskelligt formål. Hvis man kan se plantedele, kaldes det ikke hash uanset THC indholdet. Når de i erklæringen har anført, hvor meget hash marihuana svarer til, er det beregnet ud fra et gennemsnitsindhold af THC på 8 % i hash. THC-indholdet er særlig højt i topskud. 1½ kg planter svarer ikke 1½ kg hash, idet fremstillingsmåden giver mindre mængde hash, men til gengæld af en højere THC værdi. Man kan ikke på forhånd sige, hvor meget hash, der vil komme ud af 1 kg plantedele. Gennemsnittet af THC i hash i 2012 var 17 %, men de har set hash med et THC-indhold på mellem 2 % og 43 %. Derfor regner man nu med 12 % THC gennemsnitlig i hash. Landsretten udtalte om strafudmålingen følgende: ".. Henset til, at tiltalte har besiddet godt 4 kg skunk med henblik på videreoverdragelse, og til THC-indholdet i de i forhold 2, 3 a og 3 b anførte mængder skunk, der efter det af vidnet B oplyste må antages at svare til indholdet af THC i hash, findes straffen at burde fastsættes i overensstemmelse med straffeniveauet for besiddelse af hash med henblik på videreoverdragelse til fængsel i 4 måneder. Af de af byretten anførte grunde tiltrædes det, at straffen skal være betinget på de anførte vilkår. ..". Det fremgår af byrettens dom, at byretten gjorde straffen betinget under hensyn til den tid, der forløbet, siden forholdene blev begået. Det fremgår af sagen, at forholdene blev begået frem til december 2011, og at byrettens dom blev afsagt 8. august 2013. Der var således forløbet cirka 20 måneder fra forholdene blev begået og frem til tidspunktet, hvor byretten afsagde dom.

Narkotika-typernes farlighed, virkning, priser mv.
I punkt 2.3.3. i lovforslag nr. 201 af 28. marts 2007 om ændring af lov om euforiserende stoffer, straffeloven, lov om fuldbyrdelse af straf og retsplejeloven findes en udtalelse af 1. august 2006 fra rigspolitiet om priserne på daværende tidspunkt for diverse euforiserende stoffer.

Loven og bekendtgørelsen om euforiserende stoffer
I lov om euforiserende stoffer er det bestemt, at ministeren for sundhed og forebyggelse bemyndiges til at bestemme, at stoffer, som efter internationale vedtagelser eller efter Sundhedsstyrelsens skøn frembyder ganske særlig fare i anledning af deres euforiserende egenskaber, ikke må forefindes her i landet, medmindre ministeren under ganske særlige omstændigheder og på nærmere af ham fastsatte vilkår meddeler tilladelse dertil. Ministeren har i medfør af denne lov udstedt en bekendtgørelse desangående. Se Lovbekendtgørelse nr. 748 af 1. juli 2008 om euforiserende stoffer samt Bekendtgørelse nr. 749 af 1. juli 2008 om euforiserende stoffer. Se også Lægemiddelstyrelsens liste over euforiserende stoffer omfattet af bekendtgørelsen.

Om såkaldte "dopingmidler" henvises der til kapitlet om dopingloven nedenfor.

Mængder der efter praksis anses for at være til eget brug og således ikke besiddes med henblik på overdragelse

I afsnit 4 på side 3 i rigsadvokatens meddelelse nr. 6 fra 2006 henviser rigsadvokaten til pkt. 2.1.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget til lov nr. 445 af 9. juni 2004 om ændring af lov om euforiserende stoffer og straffuldbyrdelsesloven (Skærpet indsats mod narko mv.), hvor det er anført, at medmindre andre oplysninger peger på det modsatte, anses mængder indtil det nedenfor angivne som bestemt til eget forbrug:

10 gram hash

50 gram marihuana

100 gram hampeplanter

0,2 gram heroin/kokain/morfinbase

1,0 gram råopium

0,5 gram amfetamin

1,0 gram cannabiol/hasholie

10. stk. lægemiddeltabletter

5. stk. morfinpiller

1-2 stk. ecstasypiller

I TfK 2007.386/2 VLD erkendte en person sig skyldig i besiddelse af 98 gram hash i et fængsel og i besiddelse af 2,31 gram hash i et andet fængsel. Den pågældende var 10 gange tidligere for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer heraf 5 gange tidligere 5 gange for besiddelse i fængsler eller arresthuse. Den pågældende blev straffet med fængsel i 60 dage for besiddelse af stofferne til eget brug.

Bødegrænsen i sager om euforiserende stoffer

Af en tabel i afsnit 4, side 9, i rigsadvokatens meddelelse nr. 6 fra 2006 fremgår de øvre grænser for, hvornår der nedlægges påstand om bødestraf for besiddelse af euforiserende stoffer. Det fremgår videre af tabellen, at bødens størrelse stiger i tilfælde, hvor den pågældende besidder stoffet i 2. gangstilfælde og 3. gangstilfælde. Er der tale om større mængder end de i tabellen anførte, er udgangspunktet, at der idømmes frihedsstraf. Tabellen vises umiddelbart nedenfor:

Stoffets art	mængder omfattet af bødestraf
Hash	99,9 gram
Marihuanna	499,9 gram
Hampeplanter	999,9 gram
Khat	9.999 gram
Heroin	4,9 gram
LSD	49 dosis
Amfetamin	4,9 gram
Kokain	4,9 gram
Ecstasy	19 tabletter
Morfinbase og morfinklorid	4,9 gram
Morfinpiller	49 tabletter
Råopium	4,9 gram
Lægemidler bl. a. dopesin, stesolid, metadon og ketogan	99 tabletter

Overdragelse af mindre mængder hash og piller straffes med bøde
Af punkt 4.4.2. i rigsadvokatens meddelelse nr. 6 fra 2006, afsnit 4, side 12, Fremgår følgende: "I enkelte tilfælde kan overdragelse og besiddelse med henblik på videreoverdragelse af euforiserende stoffer straffes med bøde. Det gælder således salg af hash under 50 gram og lægemidler under 10 tabletter, som i førstegangstil-fælde straffes med en bøde. Bøden fastsættes som udgangspunkt til det dobbelte af de bødepåstande vedrørende hash og lægemidler, som findes i afsnit 4.3.3. Overdragelse mv. af 50 gram hash eller derover samt 10 tabletter eller derover straffes således med frihedsstraf."

I TfK 2002.258 ØLD blev en person, der havde solgt 6 stk. Nitrazepamtabletter og 24 Stesolidtabletter til en anden, straffet med fængsel i 10 dage, der blev gjort betinget.

Grænsen for anvendelse af lov om euforiserende stoffer i stedet for straffelovens § 191

I afsnit 3 i rigsadvokatens meddelelse nr. 6 fra 2006 vedrører afgrænsningen af, hvornår der rejses sigtelse efter lov om euforiserende stoffer eller den strengere bestemmelse i straffelovens § 191. Her anfører rigsadvokaten, at i tilfælde, hvor der er sket "salg, indsmugling og besiddelse med henblik på videreoverdragelse mv." af stofmængder svarende til mængderne angivet i tabellen umiddelbart nedenfor eller større mængder, bør der i almindelighed rejses tiltale efter straffelovens § 191. Det anføres yderligere, at der "efter sagens konkrete omstændigheder" kan ske fravigelse af de angivne grænser både i op- og nedadgående retning. Salg, indsmugling og besiddelse med henblik på overdragelse mv. af mængder, der er mindre end de i tabellen anførte, skal således som udgangspunkt straffes efter lov om euforiserende stoffer.

Hash	Ca. 10 kg
Marihuana	Ca. 10 – 15 kg
Råopium	Ca. 500 gram
Morfinbase	Ca. 100 gram
Heroin	Ca. 25 gram
Kokain	Ca. 25 gram
Amfetamin	Ca. 50 gram
Ecstasy	Ca. 150 – 200 tabletter
Centralstimulerende piller	Ca. 5000 stk.
Stimulerende lægemidler	Ca. 5000 stk.
Beroligende lægemidler	Ca. 5000 stk.
Smertestillende lægemidler	Ca. 3000 stk.

Bemærk at i tilfælde, hvor der er rejst tiltale for flere forskellige forhold vedrørende overdragelse af euforiserende stoffer, er det mængderne i de enkelte forhold, der er afgørende for, om der i dette forhold rejses tiltale efter lov om euforiserende stoffer eller efter straffelovens § 191. Der skal således ikke rejses tiltale efter straffelovens § 191 for et forhold, blot fordi mængderne i dette forhold sammen med mængder af stoffer omhandlet af andre forhold tilsammen kommer op over § 191-grænsen. Se for eksempel TfK 2004.424 VLD, hvor der i forhold 1 var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 191 for videreoverdragelse af blandt andet 55 g amfetamin, og hvor der i forhold 2 var rejst tiltale for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer for besiddelse af blandt andet 3,5 g amfetamin til eget brug.

Advarsel for besiddelse af euforiserende stoffer

Der kan i særlige tilfælde meddeles advarsel for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Dette kan for eksempel ske i tilfælde, hvor brugen af stof "skønnes at være udslag af en stærk afhængighed". Af afsnit 2.3.1 i de almindelige bemærkninger til Lov nr. 445 af 9. juni 2004 følger blandt andet:

"Advarsel, herunder advarsel tildelt af retten i medfør af retsplejelovens § 937, vil efter forslaget alene kunne meddeles i særlige tilfælde, hvor det på baggrund af en konkret vurdering er mest formålstjenligt at anvende denne sanktion. Advarsel vil i sådanne undtagelsestilfælde kunne gives i overensstemmelse med de hidtil gældende retningslinjer, jf. pkt. 2.1.3, dvs. som hovedregel kun i førstegangstilfælde, medmindre der er tale om besiddelse af hash.

En sådan undtagelsesvis anvendelse af advarsel for besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer til eget forbrug vil blandt andet kunne komme på tale, såfremt hensynet til en effektiv strafforfølgning tilsiger dette. Det vil for eksempel være tilfældet, hvis anklagemyndigheden vurderer, at der kan blive behov for, at køberen af euforiserende stoffer kan afhøres som vidne i en straffesag mod sælgeren, og der med dette formål ikke skønnes at være tid til at afvente gennemførelsen af en bødesag mod køberen.

Advarsel vil endvidere f.eks. kunne meddeles, hvis anvendelse af en bødestraf vil medføre administrativt besvær, der ikke står i rimeligt forhold til sagens beskaffenhed. Dette vil for eksempel kunne være tilfældet i relation til udlændinge, der alene opholder sig her i landet som turister, og som ud over advarslen vil kunne udvises på grund af sagen.

Herudover kan sociale hensyn efter omstændighederne tale for anvendelse af advarsel, hvor brugen af et stof skønnes at være udslag af en stærk afhængighed."

Af forarbejderne (lovforslaget) til lov nr. 526 af 6. juni 2007 fremgår det, at man med loven ønskede at udvide adgangen til at meddele advarsel til stofafhængige personer, der bliver fundet i besiddelse af små mængder narkotika til eget forbrug, således at sådan advarsel også kan meddeles i "gentagelsestilfælde", der nærmere defineres som "andengangs- og senere tilfælde".

I TfK 2009.911/1 VLD erkendte en person sig skyldig i at have været i besiddelse af 1,37 gram heroin fordelt på 4 salgspakker og 3,87 gram hash til eget brug. Det fremgår af sagen, at han var "talrige gange tidligere straffet, især for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer". I byretten blev den pågældende idømt fængsel i 60 dage. Afgørelsen blev ikke gjort betinget. Landsretten henviste til forarbejderne til lov nr. 526 af 6. juni 2007 og ophævede byrettens dom for så vidt angik byrettens bestemmelser om straf og sagsomkostninger. Tiltalte blev tildelt en advarsel efter retsplejelovens § 900.

Euforiserende stoffer i fængsler og arresthuse
Som udgangspunkt er det en skærpende omstændighed, at euforiserende stoffer besiddes eller indsmugles i et fængsel. I RA meddelelse nr. 6 fra 2006, afsnit 4.5, omtales praksis efter gennemførelsen af Lov nr. 445 af 9. juni 2004, hvorefter besiddelse af under 10 gram hash i et fængsel eller arresthus som udgangspunkt skal straffes med bøde på samme måde, som for personer på fri fod. En strafafsoner, som blev fundet i besiddelse af 46 gram hash i fængsel idømt fængsel i 20 dage, som blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste på grund af gode personlige forhold. Se endvidere afgørelsen SS 7/05, 10/5 2005. Se også afgørelsen UfR 2007.81V, hvor en strafafsoner, der var straffet 7 gange for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, hvoraf de 4 gange vedrørte besiddelse af hash i fængsler, blev straffet med bøde for besiddelse af i alt 2,3 gram hash i et fængsel.

Advarsel vil også overfor indsatte kunne anvendes i stedet for bøde i tilfælde, hvor den indsatte findes i besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer. Af afsnit 2.3.1 i de almindelige bemærkninger til Lov nr. 445 af 9. juni 2004 følger blandt andet:

"For så vidt angår indsatte i kriminalforsorgens institutioner forudsættes det, at også de – ud over en eventuel disciplinærstraf – tillige som udgangspunkt mindst straffes med bøde, såfremt de findes i besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer. I de sager, hvor der i dag rejses straffesag og udmåles en kortere fængselsstraf for besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer i fængsler mv., forudsættes den hidtidige praksis opretholdt. Det forudsættes samtidig, at strafniveauet for mindre besiddelser af hash, typisk besiddelse af op til 10 gram, som udgangspunkt skal være det samme for indsatte i fængsler og arresthuse mv. som for andre personer, dvs. normalt en bødestraf.

Der kan dog også i særlige tilfælde meddeles advarsel til indsatte, der findes i besiddelse af ulovlige euforiserende stoffer, jf. de ovenfor nævnte retningslinjer. Advarsel til indsatte vil endvidere blandt andet kunne komme på tale, hvor det på baggrund af en konkret vurdering af den resterende strafs længde og den indsattes sociale forhold må antages, at den indsatte ikke vil kunne betale en bøde, og hvor en advarsel i øvrigt skønnes at være tilstrækkeligt."

I TfK 2007.123 ØLD blev en person straffet med fængsel i 7 dage for besiddelse af 46 Rivotril-tabletter til eget forbrug.

I TfK 2005.256 ØLD blev besiddelse af 4,39 gram amfetamin til eget forbrug i et fængsel straffet med fængsel i 30 dage.

I TfK 2007.386/2 VLD blev en person, der i et forhold var blevet fundet skyldig i at være i besiddelse af 98 gram hash i et fængsel til eget forbrug og i et andet forhold var blevet fundet skyldig i at være i besiddelse af 2,31 gram hash til eget forbrug i et andet fængsel, straffet med fængsel i 60 dage. Det fremgik af sagen, at den pågældende var straffet tidligere i alt 10 gange for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Heraf angik 5 domme besiddelse af euforiserende stoffer i arresthus eller fængsel.

I TfK 2008.530 VLD blev en person fundet skyldig i at have været i besiddelse af 9,2 gram heroin til eget forbrug samt 8 ml. testosterone til eget forbrug. Den pågældende 4 gange tidligere straffet for besiddelse af euforiserende stoffer i fængsler. Straffen blev fastsat til fængsel i 60 dage. Landsretten udtalte blandt andet: "Navnlig under hensyn til mængden af kokain, som tiltalte besad i fængslet, og til, at tiltalte 4 gange tidligere er dømt for besiddelse af euforiserende stoffer under afsoning, forhøjes straffen til fængsel i 60 dage. Det kan ikke føre til andet resultat, at tiltalte som følge af overtrædelserne er blevet underlagt forskellige disciplinære foranstaltninger under sin afsoning."

I TfK 2003.763/2 VLD blev en person, der tidligere var straffet blandt andet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, straffet med fængsel i 60 dage for besiddelse til eget forbrug af 8,5 gram amfetamin og 49 ecstasy-tabletter i Statsfængslet ved Sdr. Omme.

Indsmugling af stoffer i fængsler og arresthuse
I TfK 2006.267/3 ØLD blev en person straffet med fængsel i 3 måneder ubetinget for indsmugling af 338,62 gram hash i et fængsel. Landsretten udtalte blandt andet: "Der findes ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, hvorefter straffen for indsmugling af narkotika i et fængsel, er ubetinget frihedsstraf."

I TfK 2000.562/2 ØLD blev en person straffet med ubetinget fængsel i 30 dage for indsmugling af 4 gram rygeheroin og 2 gram kokain i Arresthuset i Holbæk.

I UfR 1983.1136/1 ØLD blev en indsat i et fængsel straffet med hæfte i 30 dage for indsmugling af i alt 50 gram hash i fængslet til eget forbrug. (Den nu ophævede "hæftestraf" var en mildere strafform end "fængsel")

I UfR 1976.791/2 ØLD blev en kvinde, som havde indsmuglet i alt 775 gram hash til sin ægtefælle i Statsfængslet i Vridsløselille, hvor ægtefællen udstod frihedsstaf, og som havde forsøgt at indsmugle yderligere 240 gram hash til samme, idømt en betinget straf uden straffastsættelse. Ægtefællen blev idømt 6 måneders ubetinget fængsel. For så vidt angår strafudmålingen til kvinden udtalte landsretten blandt andet: "Ved sagens afgørelse må det lægges til grund, at T1 i overensstemmelse med det i anklageskriftet anførte har udleveret ca. 775 gram hash til medtiltalte og forsøgt udlevering af yderligere 240 gram hash, samt at T2 har modtaget ialt ca. 910 gram hash og heraf har overdraget ca. 250 gram til 4 forskellige personer i fængslet for samme pris, som han selv havde givet for det. Således som sagen herefter foreligger til pådømmelse for landsretten, findes der ikke for nogen af de tiltaltes vedkommende at være tale om besiddelse, udlevering eller overdragelse af hash til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag. Da der - uanset den omstændighed, at der foreligger indsmugling til og salg i et fængsel - heller ikke iøvrigt kan siges at foreligge særligt skærpende omstændigheder, tiltrædes det derfor, at de tiltaltes forhold i anklageskriftets pkt. 3 og 4 alene er henført under lov om euforiserende stoffer som sket ved dommen."

I UfR 1971.568/2 ØLD blev en kvinde, der i prøvetiden for en betinget dom indsmuglede 25 gram hash til en indsat i Statsfængslet Renbæk, idømt "hæfte" i 10 dage. Fuldbyrdelsen af den betingede dom forblev udsat på det yderligere vilkår, at kvinden tog ophold og arbejde efter Dansk Forsorgsselskabs bestemmelse. (Den nu ophævede "hæftestraf" var en mildere strafform end "fængsel")

Beviskravene i narkotikasager
I TfK 2005.406/2 ØLD blev en person fundet i besiddelse af blandt andet 9,94 g. heroin samt en elektronisk vægt. Landsrettens flertal udtalte blandt andet: "Uanset mængden af heroin samt den omstændighed at tiltalte var i besiddelse af en elektronisk vægt findes det ikke mod tiltaltes benægtelse med den til domsfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte havde til hensigt at videresælge den fundne heroin."

Straffelovens § 192 a om skærpet straf for grove overtrædelser af våbenloven

Kapitel 20. Almenfarlige og almenskadelige handlinger (straffelovens §§ 180-196) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Denne bestemmelse vedrører overtrædelser af våbenloven "under særlig skærpende omstændigheder" og indeholder straf af fængsel "fra 1 år indtil 6 år.

Forhøjede strafminima - for eksempel i straffelovens § 237 om drab eller i straffelovens § 192 a om skærpet straf for grove overtrædelser af våbenloven - udelukker ikke, at domstolene efter straffelovens § 83 fastsætter en straf, der er lavere end straframmen, når betingelserne herfor er opfyldt. Straffelovens § 83 er en generel hjemmel til at nedsætte straffen under den i grunddeliktet foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Efter samme bestemmelse kan straffen under i øvrigt formildende omstændigheder helt bortfalde. Hjemmel til at nedsætte straffen under strafferammens minimum findes endvidere i straffelovens § 21, stk. 2, om forsøg, og straffelovens § 23, stk. 1, 2. pkt., om medvirken.

Se bemærkningerne til lov nr. 501 af 12. juni 2009. Efter lovændringen kan besiddelse af våben på bopælen også ske "under særlig skærpende omstændigheder" og dermed være omfattet af straffeloven. I kapitel 2.3.2 fremgår om besiddelse på bopælen fremhæves særligt:

"Ulovlig besiddelse mv. af skydevåben på bopælen og andre ikke offentligt tilgængelige steder vil ikke altid udgøre særlig skærpende omstændigheder. Det er forudsat, at personer uden kriminel baggrund i øvrigt, som f.eks. har arvet et skydevåben og igennem en årrække i strid med våbenlovgivningen har haft våbnet liggende ubenyttet (måske glemt) på bopælen, ikke vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 192 a. Det samme gælder for personer uden kriminel baggrund i øvrigt, der har våbentilladelse eller jagttegn, og blot har glemt at forny våbentilladelsen eller jagttegnet inden for de relevante frister. Sådanne overtrædelser vil i givet fald være omfattet af våbenlovens § 10, stk. 1."

Med ovennævnte bemærkning om, at personer "uden kriminel baggrund" ikke skal være omfattet af strafskærpelsen, synes loven at være udtryk for en tilbagevenden til tankegangen i middelalderens strafferet om, at visse handlinger kun skal straffes, hvis de begås af udvalgte persongrupper, medens andre kan begå de samme handlinger uden risiko for straf (eller samme straf). Dette brud med den demokratiske retsstats grundprincip om, at det er særlige handlinger og ikke særlige persongrupper, der skal kriminaliseres, ses ikke diskuteret i bemærkningerne til lovforslaget. Det kan overvejes, om denne lovteknik er udtryk for en såkaldt "kasuistisk lovteknik" og dermed bryder med den lovteknik, som har udviklet sig op gennem oplysningstiden, og som undertiden benævnes "syntetisk lovteknik". Den norske rigsadvokat (Riksadvokaten) har i et høringssvar af 3. august 2007 til et forslag i den norske straffelovgivning om selvstændig kriminalisering af "terrorhandlinger" og "terrorrelaterede handlinger", som måtte gennemføres i forbindelse med Norges ratifikation af Europarådets konvention om forebyggelse af terrorisme, udtalt bekymring om en sådan lovteknik. På side 1, nederst, og side 2, øverst, anfører den norske rigsadvokat blandt andet: "Vurderet ud fra et rent norsk perspektiv kan der rejses tunge indvendinger mod udformningen af forslagene til strafbestemmelser i høringsbrevet. Efter norsk tradition, som på dette punkt har gode grunde for sig, ville man forsøge at beskrive det forhold, som ønskes ramt med straf, så præcist som muligt, samtidigt med at man formulerer een enkelt strafbestemmelse, som omfatter hele den strafværdige virksomhed (syntetisk lovgivning). Med et sådant udgangspunkt er det for eksempel næppe nogen heldig løsning, både at have bestemmelser om retsstridig transport af radioaktivt materiale (udkastets § 5, 2. led, litra a) og anden ulovlig håndtering af sådant materiale (udkastets § 7, 1. led, litra a). Tilsvarende er det let at kritisere forslaget om en selvstændig bestemmelse om terrorbombning, medens andre måder at udøve terrorisme på, ikke er særskilt nævnt. Der er endnu flere eksempler på uheldig kasuistisk lovgivning i udkastet. .."

Om anvendelsen af straffelovens § 192 a vedrørende fyrværkeri henvises der til bemærkningerne til strafbestemmelserne i fyrværkeri og beredskabsloven nedenfor.

I TfK 2014.912/1 blev tiltalte ved Højesteret frifundet for overtrædelse af straffelovens § 192 a. Den pågældende var fundet i besiddelse af en funktionsdygtig oversavet pumgun med tilhørende ammunition på sin bopæl. Våbenet lå fri fremme med isatte skarpe patroner. Højesteret henførte i stedet forholdet under våbenlovens § 10, stk. 1, og idømte den pågældende en straf af fængsel i 6 måneder. Højesteret udtaler blandt andet: ".. Det fremgår af Højesterets praksis, at det beror på en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder, om besiddelse af skydevåben på ikke offentligt tilgængeligt sted må anses for begået under særligt skærpende omstændigheder i straffelovens § 192 a, stk. 1's, forstand, og at der herved kan lægges vægt på de momenter, der er nævnt i forarbejderne til lov nr. 411 af 10. juni 1997 (om den tidligere bestemmelse i våbenlovens § 10, stk. 2) og til lov nr. 501 af 12. juni 2009 (om straffelovens § 192 a). Der skal lægges vægt på, om besiddelsen af skydevåbenet efter en samlet vurdering må anses at have indebåret en nærliggende risiko for, at det ville blive brugt til fare for andre. T er fundet skyldig i besiddelse af en oversavet, funktionsdygtig pumpgun med tilhørende ammunition, som han opbevarede på sin bopæl. Opbevaring på bopælen af en funktionsdygtig pumpgun med tilhørende ammunition må indgå med betydelig vægt ved bedømmelsen af, om besiddelsen af skydevåbenet har indebåret en nærliggende risiko for, at det ville blive brugt til fare for andre. Det samme gælder det forhold, at våbenet lå frit fremme med isatte skarpe patroner. Imidlertid foreligger der ikke oplysninger om, at T skulle have tilknytning eller modsætningsforhold til et kriminelt miljø, og han er ikke tidligere dømt for personfarlig kriminalitet eller våbenbesiddelse, hvorved bemærkes, at hans dom for brandstiftelse angik en ubeboet bygning. Ved vurderingen må det også tages i betragtning, at han har prøveskudt våbenet, men at det skete ved affyring af et enkelt skud op i luften og på en isoleret beliggende landejendom, hvor han bor alene og også var alene under prøveskydningen. .."

I TfK 2012.621/1 blev tiltalte ved Højesteret straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder, hvor af 9 måneder af straffen blev gjort betinget, og kørselsforbud for omkring kl. 4 om natten i spirituspåvirket tilstand at have stukket et ladt haglgevær ud gennem sideruden af sin bil og peget mod to personer, der befandt sig ved indgangen til en restaurant, og som tiltalte kort forinden havde haft en uoverensstemmelse med. Tiltalte blev også fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, trusler og spirituskørsel. Den pågældende havde jagttegn. Højesteret udtalte blandt andet følgende: Højesteret henviste til byrettens begrundelse for at gøre en del af straffen betinget. Byretten udtalte herom: "...Retten har lagt vægt på, at forholdene er begået i et samlet enkeltstående hændelsesforløb, der er udsprunget af den forurettelse, som tiltalte følte, at B og A havde udsat ham for. Tiltalte var i besiddelse af jagtgeværet, fordi han havde jagttegn, han er ustraffet, og han har ikke tilknytning til kriminelle grupperinger. Det kan ikke lægges til grund, at han har haft fingeren på aftrækkeren. Da han endvidere kun er 18 år og har været varetægtsfængslet under sagen, findes det ganske undtagelsesvist forsvarligt at gøre straffen delvist betinget. ..."

I TfK 2012.1096 var der blandt andet rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 192a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens § 2, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, ved, at tiltalte i en ikke nærmere specificeret periode frem til og med den 21. maj 2011 havde været i besiddelse af en ikke-plomberet pumpgun af mærket Maverick, som ved politiets ankomst på ovennævnte tid og sted var ladt med fire patroner af mærket Mirage, kaliber 12, og som blev opbevaret umiddelbart tilgængeligt i husets baggang, og som tiltalte få timer forinden havde affyret flere gange i sin have - hvor der blev fundet yderligere 21 stk. haglpatroner (Mirage, kaliber 12) liggende umiddelbart tilgængeligt - hvorfor der forelå en nærliggende risiko for, at våbnet ville blive brugt til fare for andre. Det fremgår blandt andet af sagen, at den tiltalte en aften i beruset tilstand havde affyret våbenet i nærheden af en andens bopæl. Landsretten henførte forholdet under våbenloven og fandt således ikke, at betingelserne for anvendelse af straffelovens § 192 a var opfyldt. Landsrettens flertal udtalte nærmere: "Tiltalte er ikke straffet for personfarlig kriminalitet, og der foreligger ikke oplysninger om, at tiltalte har eller har haft kontakt til bandemiljøer. Efter en samlet vurdering af de omstændigheder, hvorunder tiltalte i dette forhold har besiddet våbnet med tilhørende ammunition, finder vi, at besiddelsen af våbnet ikke har indebåret en nærliggende risiko for, at det vil blive brugt til fare for andre. Forholdet er derfor ikke omfattet af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1. Vi finder, at tiltalte har overtrådt våbenloven under skærpende omstændigheder, idet våbnet blev opbevaret uforsvarligt."

I TfK 2011.864 HD bestemte Højesteret, at straffen for et forsøg på særlig farlig sprængning samt besiddelse af 14 skydevåben, hvoraf de 4 var fuldautomatiske militærgeværer og de 3 var fuldautomatiske maskinpistoler, skulle være 6 år.

I TfK 2011.137 VLD blev en person idømt fængsel i 60 dage for besiddelse af et jagtgevær og ammunition, der ikke passede til geværet. Dommen blev gjort betinget med henvisning til den pågældendes gode personlige forhold. Landsretten henførte ikke forholdet under straffelovens § 192 a. Landsretten udtalte blandt andet: "Jagtgeværet blev fundet i et uaflåst skab i et værelse på 1. sal i tiltaltes bolig. Tiltalte har forklaret, at han i sommeren 2009 havde købt geværet af en kammerat, som han ikke vil oplyse navnet på. Geværet var ikke oversavet eller afkortet og var ikke efterlyst. Det er mod tiltaltes benægtelse ikke bevist, at han har anvendt geværet. Tiltalte er ikke tidligere straffet for ligeartet kriminalitet, og han har ikke tilknytning til rocker- eller bandemiljøet. Efter en samlet vurdering af de anførte omstændigheder er der ikke tilstrækkeligt holdepunkt for at fastslå, at tiltaltes besiddelse af jagtgeværet skete under særlig skærpende omstændigheder, og tiltalte frifindes derfor for tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1."

I en dom afsagt af Højesteret i sagen 368/2010 den 16. september 2011 blev en person, der tidligere var straffet for overtrædelse af våbenloven, frifundet for overtrædelse af straffelovens § 192 a og alene straffet for overtrædelse af våbenloven. Rigsadvokaten gjorde under sagen til støtte for, at forholdet skulle henføres under straffelovens § 192 a, blandt andet gældende, at gerningsmanden på sin bopæl var fundet i besiddelse af en funktionsdygtig pistol med tilhørende 58 skarpe patroner samt yderligere ammunition. Våbnet med ammunition blev opbevaret sammen og lettilgængeligt. Den pågældende var i 1999 idømt 3 års fængsel for bl.a. røveri mod en pengetransport i forening med to medgerningsmænd under anvendelse af skydevåben. Højesteret udtalte blandt andet: "Højesteret finder, at T har overtrådt våbenlovens § 10, stk. 1, under skærpende omstændigheder, idet pistolen med tilhørende ammunition blev opbevaret uforsvarligt, ligesom T tidligere er straffet for overtrædelse af våbenloven. Forhold 1 skal derfor henføres under våben-lovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1-3 (tidligere § 1, stk. 1, nr. 1-2)."

I en dom afsagt af Højesteret i sagen 229/2010 den 15. november 2010 blev en person idømt fængsel i 4 måneder for besiddelse af to skydevåben. Rigsadvokaten gjorde under sagen gældende, at der forelå særlig skærpende omstændigheder, idet T var i besiddelse af to skydevåben, som blev opbevaret uforsvarligt. Våbnene kan ikke antages at være anskaffet til et lovligt formål. Tiltalte var fremkommet med flere divergerende forklaringer om formålet med erhvervelsen, og det ene våben var efterlyst af politiet. Forholdet burde efter rigsadvokatens opfattelse derfor henføres under straffelovens § 192 a. Højesteret fandt, at under "de anførte omstændigheder" foreligger der ikke "særlig skærpende" omstændigheder. Videre hedder det i Højesterets bemærkninger: "Højesteret har herved lagt vægt på, at Ts besiddelse af våbnene efter en samlet vurdering ikke kan anses at have indebåret en nærliggende risiko for, at de ville blive brugt til fare for andre. Forholdet kan derfor ikke henføres under straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1." Højesteret fandt, at tiltalte havde overtrådt våbenloven under skærpende omstændigheder, idet våbnene blev opbevaret uforsvarligt. Forholdet skulle derfor henføres under våbenlovens § 10, stk.1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1.

I en dom afsagt af Højesteret i sagen 227/2010 den 15. november 2010 fandt Højesteret, at en person, som var tidligere straffet flere gange, bl.a. for vold af særlig farlig karakter ved brug af en folde-kniv i forbindelse med røveri og for overtrædelse af våbenlovgivningen, og som under en ransagning på sine forældres bopæl var blevet fundet i besiddelse af et skydevåben uden ammunition, skulle straffes med fængsel i 10 måneder. Straffen var en fællesstraf, der indeholdt en reststraf på fængsel i 124 dage. Det fremgår af sagen, at der i tasken, hvor skydevåbenet (en pencilpistol, der ifølge en våbenteknisk erklæring var "potentielt livsfarligt på mindst 50 m.") blev fundet, også blev fundet kokain og en radioscanner. Endvidere var der heroin og hash i værelset. Højesteret lagde vægt på, at den ulovlige besiddelse af skydevåbenet var sket under skærpende omstændigheder men ikke under særlig skærpende omstændigheder. Med hensyn til det generelle strafniveau udtalte højesteret nærmere: "Under hensyn til den betydelige skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse af skydevåben på bopælen m.v. under særlig skærpende omstændigheder finder Højesteret, at straffen for besiddelse af skydevåben i et tilfælde som det foreliggende, hvor der foreligger skærpende omstændigheder, som udgangspunkt bør fastsættes til fængsel i 4-6 måneder". Vedrørende straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, henviste Højesteret til Højesterets dom af 25. juni 2010 (U 2010.2552 H), hvor det blev fastslået, at det må bero på en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder, om besiddelse af skydevåben på ikke offentligt tilgængeligt sted må anses for begået under særlig skærpende omstændigheder i straffelovens § 192 a, stk. 1's, forstand. Der kan herved lægges vægt på de momenter, der er nævnt i forarbejderne til lov nr. 411 af 10. juni 1997 (den tidligere bestemmelse i våbenlovens § 10, stk. 2) og til lov nr. 501 af 12. juni 2009 (straffelovens § 192 a).

I en dom afsagt af Højesteret i sagen 228/2010 den 15.november 2010 blev en person straffet med fængsel i 1 år for opbevaring af skydevåben under særlig skærpende omstændigheder. Rigsadvokaten påstod den pågældende straffet med "fængsel i ikke under 1 år og 6 måneder". Højesteret udtalte blandt andet: "T er fundet skyldig i på sin bopæl at have været i besiddelse af en pistol med isat magasin indeholdende 13 skarpe skud og af yderligere ammunition. Våbnet og ammunitionen blev opbevaret umiddelbart tilgængeligt. Ifølge hans forklaring havde nogen pålagt ham at opbevare våbnet. Han har tidligere været medlem af en rockergruppe, som han skyldte penge, og som havde kontaktet ham, efter at han havde meldt sig ud. Under de anførte omstændigheder tiltræder Højesteret, at der foreligger særlig skærpende omstændigheder. Højesteret har herved lagt vægt på, at T’ besiddelse af våbnet efter en samlet vurdering må anses at have indebåret en nærliggende risiko for, at det ville blive brugt til fare for andre. Forholdet er derfor med rette henført under straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1."

I TfK 2010.1091 ØLD fandt landsretten, at opbevaring af en pistol og et haglgevær samt ammunition ikke var sket under sådanne særligt skærpende omstændigheder, at straffelovens § 192 a var overtrådt. Den pågældende blev alene fundet skyldig i overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1. Den pågældende, der var tidligere straffet for overtrædelse af straffelovens § 266, blev for dette forhold og for besiddelse af 2,8 gram hash til eget forbrug straffet med fængsel i 4 måneder.

I TfK 2010.1089 VLK blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, idet den pågældende i sin lejlighed for underboen havde opbevaret to afkortede skydevåben med ammunition. Tiltalte, der ikke tidligere var straffet, ansås for at have haft en underordnet rolle i forbindelse med opbevaringen af våbnene, hvorfor 8 måneder af straffen på fængsel i 1 år blev gjort betinget. Såvel byret som landsret gjorde afgørelsen delvis betinget til trods for anklagemyndighedens påstand om, at hele straffen skulle være ubetinget. Anklagemyndigheden fik endvidere ikke medhold i en subsidiær påstand om, at der til den betingede dom skulle knyttes vilkår om samfundstjeneste.

I TfK 2011.208 ØLK blev tiltalte idømt fængsel i 1 år, hvoraf de 8 måneder blev gjort betinget, for overtrædelse af straffelovens § 192 a ved på et tidspunkt mellem den 14. oktober 2009 ca. kl. 13.00 og den 1. november 2009 ca. kl. 12.00 i forening med S1, S2 og S3 at have besiddet 1 jagtgevær med tilhørende ammunition, ligesom sigtede, S1, S2 og S3 skød ud over vandet ved Lehnskov i Svendborg. Den pågældende var flere gange tidligere straffet for vold og i et enkelt tilfælde for overtrædelse af våbenloven. Landsretten udtalte blandt andet: ".. Når henses til det fremkomne om tiltaltes personlige forhold, findes det undtagelsesvis forsvarligt, at en del af den forskyldte straf gøres betinget, således at alene 4 måneder af [straffen] skal fuldbyrdes, jf. straffelovens § 58."

Forskellige almenskadelige handlinger (straffelovens kapitel 21)

Straffelovens 21. kapitel Forskellige almenskadelige handlinger

Kapitel 20. Almenfarlige og almenskadelige handlinger (straffelovens §§ 180-196) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Betleri og skadelig erhvervsvirksomhed (straffelovens kapitel 22)

Straffelovens 22. kapitel Betleri og skadelig erhvervsvirksomhed

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Kapitel 21. Betleri og skadelig erhvervsvirksomhed (straffelovens §§ 197-206) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Forbrydelser i familieforhold (straffelovens kapitel 23)

Straffelovens 23. kapitel Forbrydelser i familieforhold

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 vedrørende incest

Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog) vedrørende incest

Kapitel 22. Forbrydelser i familieforhold (straffelovens §§ 208-215) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

"§ 213. Den, som ved vanrøgt eller nedværdigende behandling krænker sin ægtefælle, sit barn eller nogen hans myndighed eller forsorg undergiven person under 18 år eller en i opstigende linie beslægtet eller besvogret, eller som ved modvillig at unddrage sig en ham over for nogen af de nævnte personer påhvilende forsørgelses- eller bidragspligt udsætter dem for nød, straffes med fængsel indtil 2 år."

I UfR 1975.1098 V blev et ægtepar, hvor kvinden var sygeplejerske, og hvor manden var læge, straffet med fængsel i henholdsvis 4 år og 2 år blandt andet for vanrøgt og vold mod 4 adoptivbørn, hvoraf 3 afgik ved døden. T1 blev blandt andet fundet skyldig i at have undladt at give et barn, der er lam i begge ben efter børnelammelse, en rimelig øvelses- og optræningsbehandling og havde underernæret det, hvilket sidste havde medført, at barnet ved børneværnets foranstaltning havde måttet indlægges på hospital den 7. november 1974. T1 havde endvidere nogle gange i 1973 og 1974 med hånden tildelt det sagesløse barn slag i hovedet og på kroppen og i ét tilfælde tvunget skoldhed øllebrød eller anden væske ind i munden på barnet med den følge, at der fremkom ardannelse svarende til en dyb andengrads forbrænding. For disse forhold fandtes T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 213 og § 244, stk. 3 og 4. (svarende nærmest til straffelovens § 245 efter ændringen af voldsbestemmelserne i 1989, idet 3. stykke omhandlede "mishandling" og 4. stykke "vold mod sagesløs"). Endvidere blev begge de tiltalte fundet skyldig i mishandling af et barn ved at have bundet dette til en seng, ved at have slået børnene med redskaber, og ved at have undladt, at børnene fik den fornødne lægehjælp med det resultat, at 2 af børnene afgik ved døden. T2 blev i vidt omfang dømt for passiv medvirken til T1's handlinger.

I UfR 1983.441 V fandt landsretten, at en mors opfordring til nogle søskende til at smide sand og orme på et tredje af moderens børn, fordi barnet græd, og den omstændighed, at moderen efterfølgende spulede barnet med vand fra en haveslange, ikke var omfattet af straffelovens § 213 jævnfør § 244, stk. 4, hvorfor moderen frifandtes.

"§ 215. Den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes efter reglerne i § 261.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der ulovligt fører barnet ud af landet."

En person, der har del i forældremyndigheden over et barn, kan ikke straffes efter straffelovens § 215, stk. 1, for at unddrage den anden af forældrene barnet. Derimod kan en person, der har del i forældremyndigheden, straffes efter § 215, stk. 2, ved at føre barnet ulovligt ud af landet.

Er et barn anbragt uden for hjemmet uden forældrenes samtykke efter serviceloven, og tilskynder nogen barnet til undvigelse eller bistår barnet heri, vil de pågældende kunne straffes efter servicelovens §§ 156 og 157 (tidligere servicelovens §§ 116 og 117).

I TfK 2001.478/2 blev den ene tiltalte straffet med fængsel i 30 dage, efter at han var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 215 ved den 14. december 1999 uden myndighedernes tilladelse at have fjernet sin søsters tre børn, der var tvangsfjernet, fra den institution, hvor børnene var anbragt af myndighederne. Tiltalte havde efter at have fjernet børnene overgivet disse til søsteren. Søsteren (børnenes mor) var også tiltalt og blev fundet skyldig i at have modtaget de tre børn i pleje fra den 14. december 1999 til den 22. februar 2000. Hun blev dog alene fundet skyldig i overtrædelse af servicelovens § 117 (nu § 156), idet søsteren havde forældremyndighed over børnene og således ikke kunne straffes efter straffelovens § 215, stk. 1. Hun blev idømt en bøde på 3.000 kr. med en forvandlingsstraf af hæfte i 6 dage.

I U 1948.955 blev en mand på 50 år, der ikke var tidligere straffet, straffet med fængsel i 30 dage. Han var fundet skyldig i at have tilskyndet en pige på 16 år til at forlade sine forældre og flytte ind i tiltaltes bolig.

I TfK 2007.228 havde en mor, der havde del i forældremyndigheden over sit barn, taget barnet med på en uges ferie i Tyrkiet, uagtet at faderen, der også havde del i forældremyndigheden, forinden havde modsat sig, at moderen tog barnet med på turen. Landsretten lod den forskyldte bødestraf bortfalde under henvisning til sagens konkrete omstændigheder. Straffelovens § 83 blev citeret. Landsretten udtalte nærmere: "Da tiltalte den 12. oktober 2005 udrejste af landet sammen med S, havde tiltalte og S' fader en verserende sag om ophævelse af den fælles forældremyndighed over S. Da tiltalte ifølge sin forklaring på dette tidspunkt endvidere var klar over, at faderen havde nægtet at meddele samtykke til S' udrejse af landet, findes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 215, stk. 2, i overensstemmelse med den rejste tiltale. Tre voterende finder henset til sagens konkrete omstændigheder, at den tiltalte forskyldte bødestraf bør bortfalde, jf. straffelovens § 83. Tre voterende finder, at tiltalte har forskyldt en bødestraf."

I U.1976.609/2Ø blev to repræsentanter fra "Foreningen Far" hver straffet med fængsel i 40 dage efter straffelovens § 261, stk. 1, jfr. § 215, jfr. § 23, idet de blev fundet skyldige i at have bistået en far med at holde sit barn skjult for barnets mor ved at anvise faderen et opholdssted, hvor han kunne opholde sig nogle uger sammen med barnet, medens faderen unddrog barnet moderens myndighed eller forsorg. Faderen blev idømt fængsel i 3 måneder efter straffelovens § 261, stk. 1, jfr. § 215. Straffen blev for faderens vedkommende gjort betinget.

I TfK 2014.801 blev en mor jævnfør straffelovens § 215, 1, jf. § 261, stk. 2. straffet med fængsel i 6 måneder, hvoraf de 3 måneder blev gjort betinget, for at have unddraget sit barn faderens myndighed eller omsorg ved at holde barnet skjult for faderen i cirka 10 måneder. Moderen havde været varetægtsfængslet i godt 1 måned, og den ubetingede del af straffen blev anset for udstået med varetægtsfængslingen. Ved strafudmålingen, der blev stadfæstet af landsretten, udtalte byretten blandt andet, at retten ikke fandt anledning til at betvivle, at tiltalte "levede med en angst og bekymring for om barnet havde og ville blive udsat for seksuelle overgreb fra faderens side". Retten fandt dog ikke, at hendes handlinger kan henføres under straffelovens § 14.

I U 2003.896V havde en far i september 1999, medens han havde del i forældremyndigheden over sit barn, taget barnet med til udlandet og efterladt barnet hos sin familie. Han havde undladt at bringe barnet tilbage til moderen, efter at denne 5. juli 2000 fik tillagt forældremyndigheden over barnet alene. Landsretten idømte faderen en straf af fængsel i 1 år og 6 måneder. Landsretten udtalte blandt andet: "Straffelovens § 215, stk. 1, finder efter landsrettens opfattelse ikke anvendelse på perioden forud for ophævelsen af den fælles forældremyndighed ved Civilretten i Vejles dom af 5. juli 2000, hvorved M fik tillagt forældremyndigheden alene. Det er også efter bevisførelsen for landsretten godtgjort, at tiltalte stedse har nægtet at efterkomme denne og den efterfølgende skilsmissedoms afgørelse om forældremyndigheden. Det er herunder godtgjort, at tiltalte ikke har opfyldt sin forpligtelse til at bringe barnet, der af tiltalte uden moderens accept er anbragt i [udlandet], til Danmark for der at overgive det i forældremyndighedsindehaverens varetægt. Den omstændighed, at barnet angiveligt skulle have udtrykt ønske om at blive boende i [udlandet], har, allerede under hensyn til barnets alder, ingen betydning for denne forpligtelse. Tiltalte har herefter i tiden efter den 5. juli 2000 unddraget barnet, B, fra moderens myndighed. Når henses til unddragelsens tidsmæssige varighed, findes tiltalte i det anførte omfang skyldig i den rejste tiltale, således som den er berigtiget under anken. Navnlig under hensyn til barnets alder og det forhold, at det i [udlandet] er overladt til familiemedlemmer og således hverken vokser op med sin far eller mor, findes straffen passende at kunne forhøjes til fængsel i 1 år 6 måneder. Landsretten har herved ikke fundet, at der foreligger strafnedsættende grunde som anført i straffelovens § 85."

I TfK 2006.458/2 blev tiltalte 1 og tiltalte 2 hver straffet med fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelovens § 215, stk. 1 og stk. 2, jf. § 261, stk. 2. 6 måneder af straffen blev for tiltalte 2's vedkommende blev gjort betinget med henvisning til det oplyste om dennes personlige forhold. De tiltalte havde i perioden fra den 27. januar 2004 til den 10. august 2004 i forening unddraget faderen forældremyndigheden over tre børn født i 1995, 1996 og 1998 ved at tage børnene til Tyrkiet. Tiltalte 2 var børnenes mor. Forældremyndigheden over børnene var midlertidigt ved kendelse af 27. januar 2004 (udrejsedagen) og endeligt ved dom af 29. januar 2004 tillagt faderen. Tiltalte 1 var 20. november 2003 prøveløsladt med en prøvetid på 2 år og en reststraf på 370 dage efter i marts 2002 at være blevet idømt fængsel i 3 år blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 125 a, jf. udlændingelovens § 59, stk. 5, jf. til dels straffelovens § 21 og straffelovens § 244. Reststraffen på fængsel i 370 dage blev imidlertid ikke udløst. Både tiltalte 1 og tiltalte 2 blev også fundet skyldige i brugstyveri med hensyn til den udlejningsbil, som de havde taget med til Tyrkiet, og som de ikke havde tilbageleveret ved udlejningsperiodens udløb.

Forbrydelser mod kønssædeligheden (straffelovens kapitel 24)

Straffelovens 24. kapitel Forbrydelser mod kønssædeligheden

Kapitel 23. Sædelighedsforbrydelser (straffelovens §§ 216-236) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Voldtægt
Straffelovens § 216 vedrører voldtægt. Om strafniveauet se for eksempel rigsadvokatens "Straffene i voldtægtssager efter ændringen af straffelovens § 216" fra 2005.

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241

Efter straffelovens § 218, stk. 1, straffes den, "der ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller mentale retardering skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende". Efter straffelovens § 218, stk. 2, straffes den, der "skaffer sig samleje uden for ægteskab med en person, der befinder sig i en tilstand, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen", medmindre forholdet er omfattet af § 216.

I TfK 2010.388 VLD blev en person frifundet for voldtægt efter straffelovens § 218, stk. 2. Frifindelsen støttedes blandt andet på, at der efter gerningstidspunktet var udtaget blodprøve hos forurettede, og at beregninger af forurettedes spirituspromille på gerningstidspunktet pegede i retning af, at hun ikke havde været ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Sædelighedskriminalitet mod børn

Betænkning 1420 om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrugte børn - 2002
Betænkning 747 om straffelovsrådets udtalelse om strafferetlige aldersgrænser for seksuelle forhold - 1975

Straffelovens § 222 vedrører samleje med børn under 15 år. Om strafniveauet se for eksempel rigsadvokatens "Oversigt over domme i sager om overtrædelse af straffelovens § 222" fra 2004.

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Den nu ophævede Forordning af 9. juli 1745 anl. hvorledes de Informatores, som besvangre i Uære beligge de dem til Undervisning anfortroede Pigebørn, skulle straffes.

Den nu ophævede Forordning af 2. september 1745 angående hvorledes Ungdommen som førend deres Konfirmation og imidlertid de dertil præpareres, begaa Leiermaal, skal anses og straffes.

I TfK 2012.1105 blev en 59-årig mand idømt fængsel i 4 måneder for i 4 tilfælde at have haft samleje og gensidig oralsex med en pige i perioden fra 1. juni 2011 til den 6. juli 2011. Pigen var født i marts 1997 og var således 14 år gammel på gerningstidspunktet. Landsretten lagde ved strafudmålingen blandt andet vægt på, at der uanset den store aldersforskel havde været tale om et kærestelignende forhold.

I TfK 2008.355 VLD blev en person, som i 1989 og 1998 var straffet for blufærdighedskrænkelse, voldtægt og seksuel omgang med mindreårige, straffet med fængsel i 1 år for et tilfælde af seksuel omgang med en 13-årig, to tilfælde af forsøg på seksuel omgang med 14-årige og for i flere tilfælde at have udnyttet en 19-årig retarderet mand seksuelt. Landsretten lagde i skærpende retning vægt på det oplyste om, at tiltalte benyttede sig af eller søgte at benytte sig af en "klemme" på de tiltalte.

I TfK 2011.112 VLD blev en gift mand, der er far til to børn på henholdsvis 6 og 8 år, fundet skyldig i seksuelle overgreb mod et barn, der boede på samme vej som tiltalte, og som på gerningstidspunktet var 14 år gammelt. Den pågældende blev frifundet for påstanden om overtrædelse af straffelovens § 232, idet alle handlingerne efter landsrettens opfattelse var omfattet af straffelovens § 224 jf. § 222, stk. 1. Endvidere fandt landsrettens flertal ikke, at strafskærpelsesbestemmelsen i straffelovens § 222, stk. 3, skulle anvendes. Herom udtalte landsretten nærmere: "Den særlige strafskærpelsesbestemmelse i straffelovens § 222, stk. 3, blev indføjet ved lov nr. 501 af 17. juni 2008. Det fremgår af forarbejderne til lovændringen (Lovforslag nr. 186 af 9. maj 2008), at der ved afgørelsen af, om gerningsmanden har udnyttet sin fysiske eller psykiske overlegenhed, bl.a. skal lægges vægt på aldersforskellen mellem parterne. Ifølge forarbejderne vil der normalt foreligge udnyttelse af en fysisk eller psykisk overlegenhed, hvis barnet er op til 10-11 år. Det skal endvidere tillægges betydning, om der bestod en særlig afhængighed eller et særligt tillidsforhold mellem gerningsmanden og forurettede. Der er ikke grundlag for at fastslå, at der bestod en særlig afhængighed eller et særligt tillidsforhold mellem tiltalte og F. Fire voterende finder efter en samlet vurdering, at det ikke kan statueres, at tiltalte har skaffet sig anden kønslig omgængelse end samleje med F ved udnyttelse af sin fysiske eller psykiske overlegenhed. Disse voterende stemmer derfor for, at straffelovens § 222, stk. 3, ikke anvendes."

I TfK 2005.296/1 HD blev en ridelærer fundet skyldig i 2 tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 232 overfor for piger på 16 år samt i et tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 223, stk. 1, og § 232 ved i maj 2003 at have haft anden kønslig omgængelse end samleje med og blufærdighedskrænkelse over for en 17-årig pige, der var betroet ham til rideundervisning, idet han flere gange lynede hendes bukser ned og stak sin finger op i hendes skede, ligesom han befølte hende på endeballerne og kyssede hende. Den pågældende blev idømt en straf af fængsel i 60 dage. Med henvisning til karakteren af og omstændighederne i forbindelse med de begåede forhold, pigernes alder samt tiltaltes gode personlige forhold, fandt Højesteret det forsvarligt i det hele at gøre straffen betinget alene på vilkår, at tiltalte kke begår strafbart forhold i en prøvetid på 1 år. Anklagemyndigheden fik ikke medhold i, at tiltalte skulle frakendes retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn og unge under 18 år.

I en kronik af 16. oktober 2008 af Charlotte Koldbye på videnskab.dk henvises der til en undersøgelse foretaget af Karen Pallesgaard Munk, psykolog, ph.d. og lektor ved Center for Sundhed, Menneske og Kultur ved Aarhus Universitet. Undersøgelsen viser, at kun 20% af alle "børnekrænkere" (personer der har seksuel omgang med børn) kan betegnes som "pædofile". I kronikken anføres blandt andet følgende: "Karen Pallesgaard Munk fik i 1997 til opgave at interviewe de personer, som var blevet dømt for seksuel omgang med mindreårige, før og efter en behandlingsdom. Det arbejde har bl.a. fået hende til nærmere at undersøge den måde, børnekrænkerne - som hun kalder dem - fremstilles på i medierne. Og den stemmer ikke overens med hendes erfaringer med de børnekrænkere, som hun har talt med. »Der er en tendens i pressen til at bruge pædofilibegrebet alt for ukritisk. Pædofili er en psykiatrisk diagnose med nogle ganske bestemte kriterier, bl.a. at man kun tænder på børn. Det er der mange af de dømte, der ikke gør,« fortæller hun og uddyber: »For det første er det ikke rigtigt, at alle børnekrænkere er blevet misbrugt som børn. For det andet er det kun en femtedel ud af de 20 børnekrænkere, jeg har interviewet, som er pædofile i streng klinisk forstand forstået på den måde, at de kun er seksuelt tiltrukket af børn. ...".."

Rufferi - Straffelovens § 228 og § 229

Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer
Betænkning nr. 1424 , Kapitel 23

"§ 228. Den, der

1) forleder nogen til at søge fortjeneste ved kønslig usædelighed med andre,

2) for vindings skyld forleder nogen til kønslig usædelighed med andre eller afholder nogen, der driver erhverv ved kønslig usædelighed, fra at opgive det, eller

3) holder bordel,

straffes for rufferi med fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der tilskynder eller bistår en person under 21 år til at søge erhverv ved kønslig usædelighed, samt den, der medvirker til en persons befordring ud af riget, for at denne i udlandet skal drive erhverv ved kønslig usædelighed eller benyttes til sådan usædelighed, når den befordrede person er under 21 år eller uvidende om formålet."

"§ 229. Den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed, straffes med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med bøde.

Stk. 2. Den, der udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til benyttelse til erhvervsmæssig utugt, straffes med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde."

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

I TfK 2003.275 ØLD havde de tiltalte udlejet kabiner, hvor der blev vist pornografiske film, og som tillige blev anvendt af prostituerede og deres kunder til "afvikling af seksuelle forretninger". Byretten fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 229, stk. 1. Byretten fandt det efter bevisførelsen for godtgjort, at de tiltalte mod betaling har udlejet kabiner, hvor der kunne ses pornografiske videofilm, og at kabinerne i et ikke ubetydeligt omfang er blevet anvendt af prostituerede og deres kunder til afvikling af seksuelle forretninger. Endvidere anså byretten det for bevist, at de tiltalte har været bekendt med, at der foregik prostitution i kabinerne. Landsretten fandt det betænkeligt at antage, at "den af tiltalte udøvede virksomhed udgør en strafbar udnyttelse af en andens erhverv ved kønslig usædelighed, jf. straffelovens § 229, stk. 1, 2. led."

I UfR 1975.1103 VLD blev en person, der havde lejet værelser ud til prostituerede, straffet for bordeldrift. Landsretten udtalte blandt, at tiltalte havde "udlejet de omhandlede værelser til de kvinder, som han tillod at komme i klubben som »værtinder«, for en leje, der meget væsentligt oversteg det rimelige, og at denne udlejning ikke har haft noget boligmæssigt formål, men har haft til formål at give de pågældende kvinder lejlighed til udøvelse af kønslig usædelighed med kunderne i klubben, således at de blev i stand til at betale den forlangte leje og herudover at opnå en ikke ubetydelig indtægt, og således at tiltalte kunne opnå en større omsætning i sin restaurationsvirksomhed." Af dommen kan udledes, at en udlejer, der lejer lokaler ud til en prostitueret, uden at udlejeren betinger sig en leje, der er højere end den leje, som udlejning af lokalerne til beboelse eller lovligt erhverv ville kunne indbringe, næppe straffes for rufferi.

Børnepornografi - straffelovens § 235

Betænkning 1377 om børnepornografi og IT-efterforskning
Betænkning 435 om straf for pornografi - 1966

Straffelovens § 235 indeholder et forbud mod udbredelse og besiddelse af børnepornografi. Se om omfanget og indholdet af denne bestemmelse bemærkningerne til lov nr. 228 fra 2003.

Ved lov nr. 319 af 28. april 2009 blev straffelovens § 235, stk. 2, ændret, således at det at skaffe sig adgang til børnepornografi for eksempel på internettet uden at betale for det og uden at lagre det børnepornografiske materiale, nu er blevet kriminaliseret. Af indledningen af lovforslaget kan man få den fejlagtige opfattelse, at lovændringen er gennemført for at gennemføre Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug. Det fremgår imidlertid længere nede i teksten, at konventionen ikke stiller krav om, at den omhandlede adfærd kriminaliseres. Se bemærkninger til lov nr. 319 af 28. april 2009.

Se Rigsadvokatens Meddelelse nr. 12 af 15. april 2005 med et større antal domme vedrørende besiddelse af børnepornografi afsagt før 2005.

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om pornografi

Blufærdighedskrænkelse - § 232

I TfK 2005.524 blev en sag om blufærdighedskrænkelse genoptaget, uagtet at der ikke var tilvejebragt ny e oplysninger i sagen. Den pågældende var ved byretten blevet straffet for overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse. Den pågældende var fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse, fordi han ved en tunnel havde taget fat i en 17-årig pige bagfra og udtalt: "Tag mig med hjem. Jeg er ensom. Jeg elsker dig". Dette havde den domfældte gjort, angiveligt efter at han havde forvekslet pigen med en pige, som han kendte. Klageretten fandt, "at der under disse omstændigheder ikke er ført bevis for, at han havde forsæt til at begå en handling med en sådan seksuel prægning eller intention og af en sådan grovhed, at forholdet kan karakteriseres som et uterligt forhold omfattet af straffelovens § 232."

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Menneskers seksuelle omgang med dyr

Seksuel omgang med dyr, der ikke er forsøgt foretaget i smug er næppe omfattet af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse, og der er ikke andre bestemmelser i straffelovens kapitel 24, som kriminaliserer seksuel omgang med dyr som en sædelighedsforbrydelse. Sker handlingen på steder, hvortil der er offentlig adgang, vil handlingen muligvis kunne straffes efter bestemmelsen i ordensbekendtgørelsens § 3. Seksuel omgang med dyr, som tilhører en anden, kan, hvis det sker uden ejerens samtykke, eventuelt straffes som hærværk efter straffelovens § 291 eller brugstyveri efter straffelovens § 293, stk. 1. Sker handlingen på en anden persons ejendom uden dennes tilladelse, vil handlingen eventuelt kunne straffes efter straffelovens § 264. Endelig kan handlingen eventuelt straffes efter dyreværnsloven, som blandt andet foreskriver, at dyr skal "behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe." Se nærmere "Udtalelse om menneskers seksuelle omgang med dyr" afgivet af Det Dyreetiske Råd og udgivet af Justitsministeriet i november 2006.

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om seksuel omgang med blandt andet dyr
Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om dyremishandling

Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

Forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens kapitel 25)

Straffelovens 25. kapitel Forbrydelser mod liv og legeme

Kapitel 24. Voldsforbrydelser (straffelovens § 119 samt §§ 244-248) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Kapitel 25. Andre forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens §§ 237-241 og §§ 249-254) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om manddrab mv.
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241
Den nu ophævede Forordning af l6 Oct. 1697 Om grove Morderes Straf (i Danmark og Norge).

Drab (straffelovens - § 237 til § 240)

§ 237. Den, som dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid.

Forhøjede strafminima - for eksempel i straffelovens § 237 om drab eller i straffelovens § 192 a om skærpet straf for grove overtrædelser af våbenloven - udelukker ikke, at domstolene efter straffelovens § 83 fastsætter en straf, der er lavere end straframmen, når betingelserne herfor er opfyldt. Straffelovens § 83 er en generel hjemmel til at nedsætte straffen under den i grunddeliktet foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Efter samme bestemmelse kan straffen under i øvrigt formildende omstændigheder helt bortfalde. Hjemmel til at nedsætte straffen under strafferammens minimum findes endvidere i straffelovens § 21, stk. 2, om forsøg, og straffelovens § 23, stk. 1, 2. pkt., om medvirken.

§ 238. Dræber en moder sit barn under eller straks efter fødselen, og det må formodes, at hun har handlet i nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødselen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed, straffes hun med fængsel indtil 4 år.
Stk. 2. Er forbrydelsen ikke fuldbyrdet, og har handlingen ikke påført barnet skade, kan straf bortfalde.

§ 239. Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år.

§ 240. Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

I sag 156/2009, hvor Højesteret stadfæstede en straf af fængsel i 12 år for samleverdrab, gennemgås tidligere praksis, hvor udgangspunktet i sager om drab af samlever var fængsel i 10 år.

Uagtsomt manddrab - § 241
Bestemmelsen lyder: "Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel, anses dette som en særlig skærpende omstændighed."

Se bemærkningerne til bestemmelsen i lov nr. 380 af 6. juni 2002 (skærpelse af straffen for blandt andet uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse) og lov nr. 559 af 24. juni 2005 ((Skærpelse af straffen for uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel).

I TfK 2009.53/1 nedsatte højesteret straffen til fængsel i 6 måneder i en sag, hvor der var sket domfældelse for spirituskørsel, to tilfælde af uagtsomt manddrab og et tilfælde af uagtsom legemsbeskadigelse forårsaget ved en venstresvingsulykke på Roskildevej i Albertslund den 21. oktober 2005 af føreren af en lastbil. Føreren blev fundet påvirket af spiritus med en spirituspromille på 0,63. Højesteret udtalte vedrørende straffastsættelsen blandt andet følgende: "Efter det hændelsesforløb, som byretten og landsretten har lagt til grund, er T som fører af en stor skraldebil kørt ind i krydset Roskildevej/Roholmsvej med en hastighed af 22-28 km/t. og har foretaget svingning til venstre uden forinden at holde stille, hvilket medførte, at han i krydset stødte sammen med en modkørende Fiat Punto, hvis fører uanset en hastighedsbegrænsning på 70 km/t. kørte med en hastighed af 100-112 km/t. i uheldsøjeblikket. Ved sammenstødet blev to personer dræbt, og en person blev tilføjet betydelig legemsskade. Højesteret tiltræder, at T ved sin kørsel har udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han - ud over spirituskørsel med en promille på 0,63 - er skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 26, stk. 6, samt straffelovens § 241 og § 249, og at han har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af forarbejderne til straffelovens § 241 og § 249, at straffen for uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel i normaltilfældene skal fastsættes til fængsel i 10-12 måneder, og at straffen for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med spirituskørsel i normaltilfældene skal fastsættes til fængsel i 2-5 måneder. Det fremgår endvidere, at det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger i øvrigt skærpende eller formildende omstændigheder. Ved straffastsættelsen i den foreliggende sag må det som anført af landsretten tillægges betydning i skærpende retning, at T er fundet skyldig i uagtsomt manddrab af to personer og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse af en person. I formildende retning må der lægges vægt på den lave alkoholpromille og på, at kørselsfejlen må tilskrives et øjebliks uopmærksomhed. Der må endvidere lægges vægt på, at Fiat Puntoens høje hastighed kan have haft betydning for ulykkesforløbet."

Se under straffelovens § 249 kommentarerne til TfK 2011.890 VLD, hvor landsretten ikke ville udelukke, at det skyldtes et ildebefindende hos tiltalte, at denne som fører af en bil var kørt over i den modsatte vognbane og der påkørt en modkørende bil med alvorlig personskade til følge, hvorfor den pågældende var blevet frifundet blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 241.

I TfK 2013.13/2 blev en spiritusbilist frifundet for uagtsomt manddrab. Tiltalte havde igangsat køretøjet uden at sikre, at køretøjets døre var lukkede, og en passager var afgået ved døden, efter at passageren sammen med en anden passagerer var faldet ud fra køretøjets bagsæde, da køretøjet foretog et venstresving. Landsretten henviste som begrundelse for frifindelsen blandt andet til afdødes betydelige egenskyld. Landsretten udtalte: "Tiltalte findes at have udvist manglende agtpågivenhed ved i spirituspåvirket tilstand at have sat bilen i gang uden at sikre sig, at alle bilens døre var behørigt lukkede.
Under de givne omstændigheder finder vi, at hovedårsagen til, at A og D faldt ud af bilen, var D's betydelige beruselse og tumlen rundt med A, hvilket bevirkede, at A ikke kunne lukke døren, samt at D mistede balancen, hvorefter han i venstresvinget faldt ud af bilen sammen med A. Herefter finder vi, at tiltalte ikke har handlet med en sådan uagtsomhed, at den - sammenholdt med den af D udviste betydelige egen skyld - kan føre til domfældelse for overtrædelse efter straffelovens § 241."

I UfR 2010.1062 HD påkørte en bilist en 6-årig dreng, der kørte på cykelstien. Drengen afgik ved døden. Det blev lagt til grund, at bilisten havde kørt med en hastighed på cirka 85 km/t umiddelbart før uheldet, og at der på stedet maksimalt måtte køres 50 km/t. Landsretten idømte bilisten en straf af fængsel i 8 måneder. Højesteret nedsatte straffen til fængsel i 30 dage. Højesteret udtalte blandt andet:

"T kørte med en hastighed, der oversteg ca. 85 km/t., ad Skovlinien i Værløse, hvor den højest tilladte hastighed er 50 km/t., jf. færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1, om kørsel i tættere bebygget område. Han foretog en ikke nærmere klarlagt uhensigtsmæssig manøvre, der medførte, at bilen skred mod venstre over i den modsatte vejside, ramte drengen på cykelstien og fortsatte ud i rabatten. Forud for udskridningen havde T set drengen og hans mor. Om vejforholdene er det oplyst, at Skovlinien kun har få sideveje og må betragtes som en forbindelsesvej/omfartsvej i forhold til bymidten i Værløse, og det er i politirapporten angivet, at der på uheldsstedet var bebyggelse uden direkte adgang til vejen. På uheldsstedet buede vejen svagt mod venstre, men der var ifølge politirapporten meget gode oversigtsforhold. Uheldet skete i dagslys med regn og vådt føre.

Højesteret finder, at T ved sin kørsel med alt for høj hastighed under de angivne omstændigheder har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Uden nærmere oplysninger om den uhensigtsmæssige manøvre, der medførte udskridningen, finder Højesteret imidlertid, at T's kørsel ikke kan tages som udtryk for, at han bevidst satte sig ud over hensynet til andres sikkerhed på en sådan måde, som efter forarbejderne til færdselsloven og straffeloven er en forudsætning for at anse kørslen for særlig hensynsløs. Herefter tiltræder Højesteret byrettens afgørelse, hvorefter forholdet ikke er omfattet af straffelovens § 241, 2. pkt., om særlig hensynsløs kørsel.

Straffen for uagtsomt manddrab i forbindelse med kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden er i praksis som udgangspunkt bødestraf. I det foreliggende tilfælde foreligger der ikke en enkeltstående kørselsfejl (»klapfejl«), men en grov hastighedsovertrædelse, der sammen med en uhensigtsmæssig manøvre førte til drengens død, uden at ulykken kan tilskrives drengens forhold."

I 2010.227 ØLD var en cyklist blevet påkørt af en lastbil, da lastbilen i et kryds i Søborg skulle svinge til højre. Cyklisten var afgået ved døden. Der blev rejst tiltale for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 26, stk. 6, og for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241. Det blev lagt til grund, at lastbilchaufføren havde set cyklisten forud for svingningen, men at han, da han skulle svinge, ikke kunne se cyklisten, da denne befandt sig i en blind vinkel. Den pågældende blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 241 samt for påstanden om frakendelse af førerretten. Landsretten udtalte blandt andet, at "det må lægges til grund, at tiltalte havde bemærket cyklisten forud for uheldet og derpå forgæves havde søgt at lokalisere cyklisten".

I TfK 2010.459 VLD var en person tiltalt efter straffelovens § 244 samt § 241 for vold mod en person, der afgik ved døden dagen efter, at volden var begået. Det fandtes bevist, at volden havde forårsaget dødsfaldet. Landsretten fandt endvidere, at dødsfaldet var en "påregnelig" følge af volden. Den pågældende blev ved landsretten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 men blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 241. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år. Landsretten udtalte blandt andet: "Spørgsmålet om straf for overtrædelse af straffelovens § 241 i sammenstød med § 244, når disse bestemmelser er overtrådt ved en og samme handling, er ikke omtalt i forarbejderne til senere ændringer af disse bestemmelser. Landsretten finder herefter, at der som følge af forarbejderne til den nugældende bestemmelse i straffelovens § 244, ikke er grundlag for tillige at fastsætte straffen i medfør af straffelovens § 241. Som følge heraf frifindes tiltalte for overtrædelse af denne bestemmelse. Ved straffens fastsættelse tillægger landsretten det afgørende betydning, at voldsudøvelsen har været af betydelig grovhed og omfang og medført døden".

I TfK 2004.702/1 VLD blev tiltalte, der var fyldt 18 år, straffet med ubetinget fængsel i 4 måneder samt kørselsforbud for uagtsomt manddrab og spirituskørsel, idet han som fører af en bil havde påkørt et vejtræ, hvilket blandt andet medførte, at forsædepassageren afgik ved døden. Det ansås som bevist, at hastigheden havde været for høj. En passager forklarede som vidne under sagen, "at det var som at køre rally". Kørslen foregik i et sving på en smal vej, der var fedtet.

Vold

Straffelovens §§ 244 til 249 indeholder bestemmelserne om vold.

Bestemmelserne i §§ 244-246 blev forenklet med lov nr. 272 af 3. maj 1989. Ændringerne har baggrund i Straffelovrådets anbefalinger i betænkning nr. 1099/1987. I bemærkningernes punkt 1 anføres blandt andet: "Forslaget om revision af straffelovens voldsbestemmelser har til formål at tilvejebringe en ny og mere enkel udformning af voldsbestemmelserne, bl.a. således at de bliver lettere at arbejde med. Til forslaget er knyttet nogle bemærkninger om strafudmålingen i voldssager, herunder om behovet for en større nuancering, således at der sker en vis skærpelse af straffene i de grovere tilfælde inden for normalområdet." I bemærkningernes punkt 3.3 redegøres der nærmere for den nye udformning af voldsbestemmelserne.

Om strafniveauet i voldssager se for eksempel Rigsadvokatens "Oversigt over højesterets- og landsretsdomme efter lovændringen i sager om vold efter straffelovens §§ 244 - 246" fra 2004.

Rigsadvokatens redegørelse fra januar 2004 med titlen "Straffene i voldssager efter ændringen af straffelovens §§ 244-246" (journalnummer 2003-120-0005).

I justitsministeriets svar af 6. december 2010 på spørgsmål nr. 289 fra Folketingets Retsudvalg redegør ministeriet overordnet for domstolenes praksis i voldssager, herunder hvilke forhold, der lægges vægt på, når domstolene skal vurdere, om der er behov for i den konkrete sag at skærpe straffen eller gøre straffen mildere end den sædvanlige praksis. Ministeriet udtaler blandt andet følgende:

"Jeg kan generelt om straffastsættelsen i voldssager oplyse, at der ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 (den såkaldte strafskærpelseslov) blev gennemført en skærpelse af straffen for vold efter straffelovens §§ 244-246. Efter lovændringen straffes simpel vold efter straffelovens § 244 med bøde eller fængsel indtil 3 år, grov vold efter straffelovens § 245 med fængsel indtil 6 år og særlig grov vold efter straffelovens § 246 med fængsel indtil 10 år.

Af forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. L 118 – folketingssamlingen 2001-2002, de almindelige bemærkninger, punkt 2.2.4.) fremgår, at man med lovændringen tilsigtede, at strafniveauet ved overtrædelse af straffelovens §§ 244-246 som overvejende hovedregel skulle forhøjes med omkring en tredjedel i forhold til det hidtidige niveau. Endvidere fremgår det, at fastsættelsen af straffen i hver enkelt sag fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering af sagens omstændigheder, og at straffen vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder. Vold, der henføres til straffelovens §§ 244-246, spænder fra den helt simple vold i form af et enkelt slag eller skub uden personskade til den alvorligere vold, f.eks. slag, herunder med redskaber, eller spark, der har skader til følge, og til den særdeles alvorlige vold, der medfører døden eller invaliderende varige mén. Omstændighederne i voldssagerne kan også være meget forskellige. Der kan f.eks. være tale om forudgående skænderi eller provokationer mellem berusede eller vold i den groveste form som f.eks. mishandling af et spædbarn. De straffe, der udmåles af domstolene i voldssager, viser da også, at der er tale om sager af meget forskellig karakter, og straffene spænder således helt fra bøder til meget langvarige fængselsstraffe.

Straffene i voldssager fastsættes på grundlag af en række forskellige konkrete forhold, hvor voldens karakter og grovhed har væsentlig betydning, men også omstændighederne i forbindelse med voldsudøvelsen, følgerne af den udøvede vold samt tiltaltes personlige forhold har betydning for strafudmålingen. Det har således bl.a. betydning ved straffastsættelsen, om volden er en følge af forudgående skænderi eller provokationer, eller om der eksempelvis er tale om uprovokeret gadevold. Der kan i den forbindelse også henvises til straffelovens almindelige regler om straffens fastsættelse i §§ 80-82. Vold, der består i slag med hænderne, herunder knytnæveslag i ansigtet, vil normalt blive henført under straffelovens § 244 om simpel vold, hvor strafferammen som nævnt ovenfor er bøde eller fængsel i indtil 3 år. Bestemmelsen dækker alle ordinære sædvanligt forekommende voldshandlinger og finder således anvendelse på vold i form af bl.a. slag med flad hånd og knytnæveslag, spark, kraftige skub og visse slag eller kast med genstande. Der kan herom bl.a. henvises til Greve m.fl.: Kommenteret Straffelov – speciel del (9. udgave, 2008) s. 359f."

Domssamling fra Rigsadvokaten vedrørende blandt straffelovens § 119, § 121 og § 247, stk. 2 fordelt på mange persongrupper

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om vold
Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om duel
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog) om vold og hærværk
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog) om udfordringer og dueller
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241 om vold ved afhug

Bagatelagtige forulempelser falder uden for voldsbestemmelserne
Vagn Greve m. fl. anfører i "Kommenteret straffelov, speciel del", side 359, DJØF 2008, blandt andet: "... Rent bagatelagtige forulempelser falder uden for bestemmelsen f. eks. let kilden, tjat, små puf og skub (VLT 1937.141). Ved U 1982.460 V blev anbringelse af en 2-årig i en tørretumbler, som drejede 1/4 til 1/2 omgang, ikke anset for omfattet af den tilsvarende formulering i den dagældende lov. ...". Fra nyere praksis kan TfK 2009.95 ØLD, hvor byrettens flertal og et mindretal i landsretten ville frifinde tiltalte for vold i et tilfælde, hvor en person havde skubbet en anden, og hvor personen, der var blevet skubbet, efterfølgende måtte sys med 8 sting i en flænge, der ifølge politiattesten gik "helt ned til kranieknoglen". Den pågældende blev af landsrettens flertal idømt en straf af fængsel i 14 dage.

I UfR 1970.491 H fandt Højesteret, at en polititjenestemand, som uden rimelig grund havde ført en person i "føregreb" væk fra et område ved Holmens Kirke, hvor et kongeligt bryllup fandt sted, var erstatningsansvarlig overfor personen, der som følge af grebet kom lettere til skade. Derimod fandt højesteret ikke, at polititjenestemanden kunne straffes for overtrædelse af straffelovens § 244. Højesteret udtalte herom: "Efter det foreliggende findes appellanten ikke at have haft forsæt til legemskrænkelse overfor indstævnte. Det bemærkes herved, at det ikke kan antages, at appellanten, før føringen var afsluttet, blev klar over, at indstævntes arm var brækket. Disse dommere stemmer herefter for at frifinde appellanten for indstævntes tiltale efter straffelovens § 244, stk. 1." (Det skal bemærkes, at der i 1970 var adgang til privat påtale for overtrædelser af straffelovens § 244, stk. 1). Dommen synes at vise, at en handling ikke anses for at være vold, hvis ikke der er forsæt til legemskrænkelse.

I TfK 2007.230 blev tiltalte straffet med 10 dagbøder hver på 300 kr. for overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have skubbet forurettede "mindst to gange", hvorved forurettede var faldet, og hvorved forurettede pådrog sig en 5 cm. lang flænge oven i hovedet, der måtte sys.

Har den angrebne gengældt angrebet, eller har den angrebne indledningsvist for eksempel haft fat i kraven på angriberen, kan straffen bortfalde efter straffelovens § 248, som gennemgås nedenfor. Har forurettede forudgående fornærmet angriberen, kan straffen efter omstændighederne bortfalde efter bestemmelsen i straffelovens § 82, stk. 1, nr. 5.

Skærpelsen i 1997 af straffen for "de groveste tilfælde af vold".

Med Lov nr. 350 af 23. maj 1997 blev der gennemført en "skærpelse af straffen for de groveste tilfælde af vold", idet man ønskede at hæve straffen med "gennemgående 1 år" i de sager, hvor der efter hidtil gældende praksis blev idømt fængsel i mere end et år med bemærkninger (punkt 1 i bemærkningerne). Samme lov tilsigtede udover straf en "forstærket social indsats" for på denne måde at dæmpe voldskriminaliteten (bemærkningernes punkt 2).

Skærpelsen i 2002 af straffen for flere typer vold men for eksempel ikke for såkaldt "restaurationsvold"

Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 blev straframmerne for vold skærpet med omkring en tredjedel. Af punkt 1.2 i bemærkningerne fremgår blandt andet, at strafferammen for simpel vold efter straffelovens § 244 med lovændringen "forhøjes fra fængsel indtil 1 år og 6 måneder til fængsel indtil 3 år. Endvidere indebærer lovforslaget, at strafmaksimum i straffelovens § 245 om kvalificeret vold forhøjes fra 4 til 6 års fængsel. Den nuværende strafferamme på fængsel indtil 8 år i straffelovens § 246 om bl.a. vold med døden til følge sættes op til fængsel indtil 10 år. Forslaget tilsigter, at straffen i voldssager gennemgående forhøjes med omkring en tredjedel i forhold den straf, der i dag ville blive fastsat af domstolene. Det forhøjede strafniveau skal efter forslaget anvendes i de sager, der falder ind under straffelovens to bestemmelser om den grove vold (straffelovens § 245 og § 246). Det forhøjede strafniveau på omkring en tredjedel skal desuden som overvejende hovedregel slå igennem i de sager, der er omfattet af straffelovens § 244 om simpel vold."

Det fremgår af ovennævnte lovforslag, at strafskærpelserne ikke skal gælde ved såkaldt restaurationsvold. I afsnit 2.2.3 anføres blandt andet: "Selv om også simpel vold opstået i forbindelse med værtshusbesøg mv. kan indebære en alvorlig krænkelse af ofret, finder Justitsministeriet således ikke, at der i sager af denne karakter sammenlignet med f.eks. sager om såkaldt gadevold eller vold mod børn er tilstrækkelig anledning til generelt at forhøje strafniveauet. Den nævnte strafforhøjelse i sager efter straffelovens § 244 tilsigter derfor ikke at slå igennem i sager om såkaldt restaurationsvold."

I betænkning nr. 1099/1987, side 142, er "restaurationsvold" beskrevet som den situation, der resulterer i vold på en restauration. Volden kan udøves over for en person, der var gerningsmanden ubekendt, eller som han enten i forvejen var eller tilfældigt er kommet i selskab med, i sjældnere tilfælde en indehaver, tjener, bartender eller garderobemand.

I betænkningen (på side 142) defineres voldstyperne således:

"/. Gadevold.
Det drejer sig typisk om tilfælde, hvor voldsmanden på gaden, i S-tog eller på tilsvarende
steder overfalder en ham ubekendt person, oftest uden nogen foranledning i
ord eller handlinger fra den overfaldnes side.

2. Restaurationsvold.
Den situation, der resulterer i vold, opstår, som navnet siger, på en restauration, og
volden kan udøves over for en person, der var gerningsmanden ubekendt, eller som
han enten i forvejen var eller tilfældigt er kommet i selskab med, i sjældnere tilfælde
en indehaver, tjener, bartender eller garderobemand.

3. Selskabsvold.
Tilfældet er beslægtet med restaurationsvold, blot med den forskel at volden udøves
under et drikkelag eller andet samvær på privat område og derfor oftest overfor en
person, som gerningsmanden kender i forvejen eller har inviteret med hjem.

4. Familievold.
Når vold mod børn udskilles som en særlig gruppe (se pkt. 5), omfatter familievold
navnlig tilfælde, hvor vold udøves over for en hustru, samlever, kæreste el.lign., eventuelt
en person som gerningsmanden tidligere har haft et sådant forhold til og nu
har opsøgt."

Straffelovens § 244

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år."

I 2010.496 ØLD blev en person frifundet for at have sparket mod en person, der angiveligt havde forsøgt at foretage en civil anholdelse af tiltalte. Landsretten fandt, at betingelserne for at foretage en civil anholdelse ikke var tilstede, hvorfor den pågældende blev frifundet.

I dommen 329/2010 afsagt af Højesteret den 16. maj 2011 var tiltalte, der var 31 år på gerningstidspunktet, fundet skyldig i at have tildelt forurettede et slag i ansigtet med knyttet hånd på en restauration med begrænsede skader til følge. Anklagemyndigheden gjorde under sagen ved Højesteret gældende, at "normalstraffen for et knytnæveslag i ansigtet er fængsel i 30-40 dage". Forsvaret henviste til, at vold i restaurationsmiljøet ikke er omfattet af strafskærpelsen i 2002. Højesteret tiltrådte, at straffen var fastsat til fængsel i 30 dage. Højesterets flertal (3 dommere) henviste til, at det fremgik af landsrettens dom, at der forud for voldsudøvelsen havde været noget skubberi ved baren, hvor blandt andre tiltalte og forurettede befandt sig, men at det ikke kunne antages at være lagt til grund, at forurettede havde givet anledning til voldsudøvelsen. Med disse bemærkninger fandt Højesterets flertal uanset det oplyste om tiltaltes personlige forhold ikke grundlag for at gøre straffen betinget heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Højesterets mindretal (2 dommere) stemte for at gøre straffen betinget. Mindretallet udtalte: "Det må lægges til grund, at voldsudøvelsen ikke var helt umotiveret, idet den havde baggrund i noget skubberi ved baren. Det må endvidere lægges til grund, at skaden på F var begrænset. På denne baggrund og under hensyn til, at T ikke tidligere er straffet og også i øvrigt har gode personlige forhold, finder vi det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om udførelse af 40 timers samfundstjeneste." Det fremgår af sagen, at Højesteret forud for domsafsigelsen var oplyst om, at den pågældende var påbegyndt hjemmeafsoning ("afsoning på bopælen under intensiv overvågning og kontrol"). Dommen er gengivet i TfK 2011.761/2 HD.

I TfK 2009.391 blev en pædagog i en børnehave straffet med 10 dagbøder a 300 kr. for overtrædelse af straffelovens § 244 for at have slået et 6-årigt barn i ansigtet en gang med flad hånd, hvilket ifølge tiltalte var sket umiddelbart efter, at forurettede havde slået et andet barn, sparket ud efter tiltalte og "snottet" på tiltalte. Tre dommere ville idømme den pågældende betinget fængsel.

I TfK 2010.777/1 fandt Højesteret, at en straf af fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 244 kunne gøres betinget med en prøvetid på 2 år og uden vilkår om udførelse af samfundstjeneste. Højesteret udtalte blandt andet følgende: "Den udøvede vold er begået under en privat fest efter skænderier mellem på den ene side T og på den anden side hans tidligere kæreste E og hendes veninde F. Volden har ikke medført skader af betydning. Under hensyn hertil, og til at T var 18 år på gerningstidspunktet og har gode personlige forhold, finder Højesteret, at straffen, der er passende udmålt, kan gøres betinget som nedenfor bestemt."

I TfK 2011.478 ØLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, ved at have skubbet forurettede, der var tiltaltes ægtefælle, med en hånd i ryggen, således hun faldt og slog sit venstre knæ, hvorefter han rykkede hende bagover i hestehalen, så hun faldt om på ryggen, hvorefter han med begge hænder tog kvælertag om hendes hals. Tiltalte var i 2006 straffet for overtrædelse af straffelovens § 245. Tiltalte blev ved landsretten straffet med fængsel i 60 dage.

I TfK 2010.758 ØLD blev en person straffet med 40 dagens fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, for at have slået et person flere gange i ansigtet med knyttet hånd med hjernerystelse til følge. Byretten udtalte, at volden var "uprovokeret" og lagde ved udmålingen blandt andet vægt på, at forurettede mistede bevidstheden. På grund af tiltaltes gode personlige forhold blev straffen gjort betinget ved landsretten.

I TfK 2010.820/2 ØLD blev det lagt til grund, at tiltalte ved en privat bryllupsfest uden grund tildelte A flere slag, herunder bl.a. med knyttet næve, i ansigtet, og da denne lå på gulvet med tiltalte siddende oven på sig en skalle i ansigtet. Byretten idømte den pågældende 40 dages ubetinget fængsel. Landsretten udtalte til støtte for, at straffen kunne gøres betinget, at volden var begået under tiltaltes private bryllupsfest og har haft begrænsede følger. Det hedder i landsrettens begrundelse videre: "Forurettede er tiltaltes nabo og var til stede som gæst, og de var gode venner før voldsudøvelsen, ligesom de efter både tiltaltes og forurettedes forklaringer fortsat har et godt forhold. Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen. På den baggrund og henset til tiltaltes gode personlige forhold finder landsretten, at straffen kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste .."

I Rigsadvokaten Informerer nr. 8, 2010, omtaler Rigsadvokaten en dom afsagt af Højesteret den 20. marts 2010 (TfK 2010.777/1 HD), hvor en straf af fængsel i 40 dage afsagt af byret og stadfæstet af Østre Landsret blev gjort betinget. Tiltalte blev fundet skyldig i at have tildelt sin tidligere kæreste (A) et skub under en privat fest. Herudover havde han skubbet sin tidligere kærestes veninde (B) og – da hun skubbede tilbage – slået hende én gang i ansigtet med knyttet hånd. Anklagemyndigheden havde for Højesteret påstået straffen skærpet og anførte til støtte herfor, at der var tale om vold mod to 17-årige piger, som ikke havde givet rimelig anledning til volden. Anklagemyndigheden anførte endvidere, at der i relation til A var tale om såkaldt familie-/samlivsrelateret vold, mens der i relation til B var tale om selskabs-/festvold, hvorfor tiltaltes voldsudøvelse mod begge de forurettede var omfattet af den strafskærpelse, der blev gennemført ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Anklagemyndigheden pegede i den forbindelse på, at det – som anført i Rigsadvokatens redegørelser om straffene i voldssager efter ændringen af straffelovens §§ 244-245 – på baggrund af retspraksis må antages, at normalstraffen for et knytnæveslag i ansigtet efter strafskærpelsen i 2002 er fængsel i 40-50 dage, og at der i den foreliggende sag tillige var udøvet vold i form af skub med skade til følge. Højesteret ændrede landsrettens dom, således at straffen på fængsel i 40 dage blev gjort betinget. Højesteret udtalte blandt andet: "Den udøvede vold er begået under en privat fest efter skænderier mellem på den side T og den anden side hans tidligere kæreste A og hendes veninde B. Volden har ikke medført skader af betydning. Under hensyn hertil og til, at T var 18 år på gerningstidspunktet og har gode personlige forhold, finder Højesteret, at straffen, der er passende udmålt, kan gøres betinget som nedenfor bestemt [prøvetid på 2 år].”

I TfK 2009 857 VLD blev en 20 årig i byretten idømt fængsel i 60 dage ubetinget. Byretten lagde vægt på, at der var tale om "uprovokeret gadevold". I landsretten blev straffen gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten henviste til, "at tiltalte, der på gerningstidspunktet var 20 år, ikke tidligere er straffet for vold og har gode personlige forhold og er under uddannelse". Der henvistes også til, at skaderne på forurettede var "begrænsede". Det blev som vilkår for den betingede dom - udover vilkåret om samfundstjeneste - fastsat, at tiltalte skulle underkaste sig lægeligt ledet antabusbehandling. Om selve voldsforholdet fandt landsretten det bevist, at tiltalte havde væltet forurettede omkuld og slået og sparket ham, medens han lå ned. Voldsudøvelsen blev begået i forbindelse med et karneval. Forurettede pådrog sig skader i forbindelse med volden. Det fremgår af sagen, at tiltalte var flere gange tidligere straffet blandt andet for hærværk. Imidlertid fandt landsretten ikke, at der var tale om relevante forstraffe.

I TfK 2008.97/1 ØLD blev tiltalte straffet med fængsel i 40 dage, som blev gjort betinget, for vold mod en anden bilist. Umiddelbart efter, at tiltalte havde påkørt den anden bilist med sin egen bil, efter at tiltalte var blevet irriteret over, at den anden bil holdt og spærrede for tiltaltes indkørsel. Det blev lagt til grund, at tiltalte havde væltet forurettede og derpå tildelt ham et spark. Landsretten tiltrådte, at byretten havde gjort straffen betinget. Landsretten henviste til tiltaltes ganske særlige, helbredsmæssige forhold og om hans gode personlige forhold.

I TfK 2008.187 VLD blev en person straffet med 60 dages ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 244 for at have sparket forurettede flere gange i hovedet. Landsretten lagde i øvrigt til grund, at "der ikke har været nogen anledning til volden".

En 22-årig mand og en 20-årig mand med tilknytning til den politiske højrefløj blev ved Vestre Landsret i sagen V.L. S-1277-09 den 9. december 2009 fundet skyldig i i forening af have udøvet vold mod en gruppe unge med tilknytning til den politiske venstrefløj. Anklagemyndigheden gjorde blandt andet gældende, at straffen burde skærpes efter bestemmelsen i straffelovens § 81, stk. 1, nr. 7, hvorefter straffen kan skærpes, når "gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat". Byretten idømte de to mænd en straf af fængsel i 60 dage, hvoraf de 40 dage skulle gøres betinget af, at de tiltalte hver skulle udføre 60 timers samfundstjeneste. Byretten henviste blandt andet til "på den ene side voldens karakter af gadevold, og at volden blev begået mod de pågældende som følge af deres politiske observans, og på den anden side, at volden blev udløst i en anspændt atmosfære og de begrænsede skader". Landsretten fastsatte for dem begge straffen til fængsel i 60 dage men bestemte, at hele straffen skulle gøres betinget med vilkår om 60 timers samfundstjeneste. Landsretten anførte, at straffene passende var udmålt til fængsel i 60 dage. Landsretten udtalte yderligere: "I betragtning af de tiltaltes alder og gode personlige forhold, og idet det ikke kan udelukkes, at den gruppe, som vidnerne var en del af, har optrådt på en sådan måde, at det har bidraget til at optrappe situationen og udløse volden, er det forsvarligt at gøre fængselsstraffene betinget med vilkår om samfundstjeneste". Landsretten synes således at have taget hensyn blandt andet til strafnedsættelsesgrunden i straffeloven § 82, stk. 1, nr. 5, der udtaler, at straffen kan nedsættes, når "gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov fornærmelse".

I TfK 2005 149 ØLD blev en 56-årig mand, der ikke tidligere er straffet, idømt 40 dages fængsel for vold efter straffelovens § 244. Byretten idømte den pågældende en straf af fængsel i 30 dage. Straffen blev gjort ubetinget, formentlig fordi den pågældende ikke havde ønsket at medvirke til en personundersøgelse og ikke ønskede at udføre eventuel samfundstjeneste. For landsretten blev der imidlertid indhentet en personundersøgelse. Landsretten hævede straffen til fængsel i 40 dage og gjorde straffen betinget med vilkår om 40 timers samfundstjeneste. Landsretten fandt under hensyn til, at Folketinget ønskede skærpelse af straffen for vold, at straffen burde forhøjes til fængsel i 40 dage. Landsrettens flertal lagde særlig vægt på voldens begrænsede omfang, den forudgående ordveksling og tiltaltes gode personlige forhold. Det fremgik af sagen, at slaget havde medført, at forurettedes briller faldt af. Byretten havde tillagt dette betydning for strafudmålingen og udtalte om dette: "Der er ved strafudmålingen navnlig lagt vægt på, at tiltalte må anses for at have tildelt forurettede et slag - lussing - med ikke ubetydelig kraft i ansigtet, til trods for at tiltalte bar briller. Et sådant slag indebærer en risiko for skade ud over det sædvanlige."

Straffelovens § 245 om "særlig rå, brutal eller farlig" vold eller "mishandling"

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 245. Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed.

Stk. 2. Den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred, straffes med fængsel indtil 6 år."

Vagn Greve m. fl. udtaler sig i "Kommenteret straffelov, speciel del", 10. omarbejdede udgave, DJØF 2012, side 381, om afgrænsningen mellem § 244 og § 245. Det anføres blandt andet: "..Typisk udføres de angreb, som bestemmelsen [§ 244] tager sigte på, ved slag eller spark, ved nikning af skaller (U 1996.756 H) eller ved slag eller kast med genstande. Nogle af disse tilfælde har tidligere været bedømt som vold af særlig farlig karakter, men denne karakterisering kan ikke altid opretholdes længere, jf. kommentaren til § 245. Nikning af skaller mod et fikseret offer kan dog være § 245 (J 1999.180 f.). Paragraffen omfatter også føregreb (U 1970.491 H), benspænd, bid (JD 1957.94 U), udtværen af kage i hovedet (U2006.2172 Ø), kraftigt sugemærke på kinden (U 2006.1357 Ø), slæbning af person i undertøj hen ad grusbelagt indkørsel (TfK 2007.174 V) og servering af hashkage for personer, der ikke kender til kagens indhold (TfK 2011.1407 V). Fastholdelse (mekanisk tvang) kan efter omstændighederne være omfattet (U 20002.2322 V). I sin nuværende udformning skal § 244 dække alle ordinære, sædvanligt forekommende voldshandlinger og må således også omfatte med stokke og kæppe (TfK 2007.45 Ø) og lignende stumpe redskaber. Hvis de pågældende handlinger udføres i stort tal, kan dette begrunde anvendelse af § 245 (f. eks. U 1996.400 H)." Videre anføres det blandt andet, at "halsgreb" kan være livsfarlige. "Hvis der er opstået punktformede blødninger i og omkring øjnene, er det nærliggende at henføre grebet under § 245. Dette gælder også, hvis det af halsmærkerne fremgår, at grebet har været kraftigt eller langvarigt. jf. U. 1993.549 H ..."

I TfK 2013.123 blev tiltalte straffet med fængsel i 60 dage for forsøg på at stikke forurettede i maven med en kniv.

I TfK 2012.351 blev en far ved Højesteret straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder for vold mod sine 3 sønner over en periode på "i hvert fald 10 år" frem til faderens anholdelse i 2010. De enkelte forhold blev af Højesteret ikke isoleret set anset for omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, da de ikke er af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Den omstændighed, at tiltalte "i nogle tilfælde" havde slået drengene med knyttet hånd på kroppen og i ansigtet og med bælte på kroppen", førte således heller ikke til, at Højesteret anså nogle af forholdene for isoleret set at henhøre under § 245. Højesteret udtalte blandt andet: "Selv om voldsforholdene således isoleret set er omfattet af straffelovens § 244, finder Højesteret, at der har foreligget mishandling, jf. § 245, stk. 1. Der er herved lagt vægt på, at faren mange gange har slået drengene med flad hånd i ansigtet og på kroppen, revet dem i ørerne og i nakken, skubbet hårdt til dem og revet dem ned af en stol, at han i nogle tilfælde har slået dem med knyttet hånd på kroppen og i ansigtet og med bælte på kroppen, som afstraffelse har givet dem peber i munden og i flere tilfælde har tvunget A til at sidde med sine knæ oven på sine hænder på et flisegulv med voldsomme smerter til følge. Det er endvidere taget i betragtning, at volden og tvangen er udøvet af faren i hjemmet gentagne og mange gange i en lang periode frem til anholdelsen i 2010. Landsretten har ikke angivet, hvor lang perioden har været, men efter bevisresultatet og de forklaringer, der ligger til grund herfor, må perioden antages at have været på i hvert fald 10 år og har således omfattet størstedelen af drengenes opvækst. Det kan på denne baggrund ikke føre til en anden bedømmelse, at volden generelt har haft en karakter, der ikke gav anledning til andet end røde mærker og rifter. Det samme gælder det forhold, at der - også ud over ferier og efterskoleophold - har været længere perioder, hvor der ikke er udøvet vold, idet voldsudøvelsen har været fast tilbagevendende i hele perioden." Tiltalte blev også fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 123 i form af trusler mod en af sønnerne, hvis sønnen anmeldte ham til politiet, og for dødstrusler efter straffelovens § 266 mod sin ægtefælle.

I TfK 2012.275 blev en mand straffet med fængsel i 11 år (og ikke forvaring som påstået af anklagemyndigheden) for vanrøgt, mishandling, trusler, ulovlig frihedsberøvelse og ulovlig tvang over en længere årrække mod sine børn og sin hustrus særbørn. Han blev endvidere fundet skyldig i "adskillige" tilfælde af voldtægt mod en steddatter, som på gerningstidspunktet ikke var fyldt 15 år. Tiltaltes hustru, som var mor til nogle af børnene, blev idømt fængsel i 4 år, idet det blev anset for bevist, at hun - uden at gribe ind - havde været vidende om, at ægtefællen udsatte børnene for langvarig mishandling, udsatte dem for vanrøgt, ulovlig frihedsberøvelse og ulovlig tvang. Det blev også langt til grund, at hun to gange havde tildelt et af børnene slag.

I TfK 2012.361 blev tiltalte straffet med fængsel i 8 måneder for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, ved i perioden fra ca. 1. januar 2003 til den 16. maj 2011 på sin bopæl gentagne gange og jævnligt at have øvet legemsangreb mod sine 3 døtre født i april 1997, september 1995 og maj 1993, idet han "gentagne gange og jævnligt" slog døtrene med flad og knyttet hånd i ansigtet og på kroppen, gentagne gange og jævnligt slog døtrene med et bælte med bæltespændet på kroppen, gentagne gange og jævnligt sparkede døtrene i hovedet og på kroppen og gentagne gange og jævnligt rev døtrene i håret.

I TfK 2011.963 blev tiltalte straffet med fængsel i 8 måneder for i perioden fra januar 2009 til februar 2010 at have begået legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter samt mishandling efter straffelovens § 245, stk. 1, ved systematisk og med jævne mellemrum at have udsat hendes biologiske børn A, født i december 1999, B, født i december 2000 og C født i december 2000, for legemsangreb i form af slag og spark mod hoved og kroppen, ligesom hun hev dem i håret og slog C med et bælte. Landsretten lagde ved strafudmålingen blandt andet vægt på, "at flere af sparkene er tildelt, mens børnene lå ned".

I TfK 2009.534/2 blev en far og en mor hver straffet med fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1 - og § 261, stk. 1, jf. § 23 - mishandling, ulovlig frihedsberøvelse m.v. - ved i perioden fra begyndelsen af 2004 og frem til den 7. april 2008 i forening eller ved gensidig tilskyndelse råd eller dåd talrige gange at have mishandlet eller overværet og accepteret, at den ene af de tiltalte mishandlede og øvede vold mod, samt berøvede T2's datter, D - født den 27. marts 1995 - friheden. Dette skete ved, at de tiltalte låste hende inde i et mørkt badeværelse i flere timer, låste hende inde i et hundebur i flere timer, forhindrede hende i at sove om natten, idet de vækkede hende - eventuelt med slag - når hun faldt i søvn, slog hende i hovedet og på kroppen med bøjler, grydeskeer, cykelpumper, hundelænker mv. samt flad og knyttet hånd, sparkede hende på kroppen, benene og i hovedet, tog førergreb på hende og lagde hende hårdt ned på jorden, tog hårdt fat i nakke og hoved og kørte hovedet hårdt fra side til side og frem og tilbage og lagde hende i et badekar, mens tiltalte T2 sad oven på hende og holdt hendes hoved ned, hvorefter der blev åbnet for vandet, der steg over D's hoved, så hun var ved at drukne. T1 blev frifundet for det sidste forhold. Landsretten udtalte om straffastsættelsen blandt andet: "Ved strafudmålingen lægges vægt på de omstændigheder, der er beskrevet i byrettens dom. Hertil kommer den yderligere straf, der skal fastsættes for frihedsberøvelse, og at der også må lægges vægt på, at de tiltalte som mor og stedfar har været de primære omsorgspersoner for D, at de tiltaltes voldelige handlinger ofte havde karakter af meningsløse afstraffelser for ligegyldige eller indbildte forseelser, eller fordi D græd, at der har været tale om en jævnlig og systematisk mishandling over en flerårig periode, der er eskaleret over den sidste del af perioden forud for tvangsfjernelsen og endelig, at D utvivlsomt er blevet påført psykiske mén af de strafbare forhold, som hun har været udsat for."

I TfK 2007.208 blev en far og en stedmor hver straffet med fængsel i 5 måneder for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter og/eller mishandling efter straffelovens § 245, stk. 1, ved i perioden fra omkring januar 2003 til den 22. januar 2006 dels på den tidligere bopæl i Viborg, og dels på den nuværende bopæl i Viborg, i forening at have udøvet vold imod barnet A født i februar 1991, der er T1's datter og T2's steddatter, idet de adskillige gange slog hende med ledninger og med bælte med metalspænde på kroppen og i hovedet, ligesom de hev hende i håret og sparkede hende på kroppen og i ansigtet/hovedet, herunder i december 2004, hvor T1 slog hende i hovedet med et bælte med metalspænde, den 10 januar 2006, hvor T2 hev hende i håret, hvorved en tot hår blev revet af, og den 22. januar 2006, hvor T2 slog hende flere gange på kroppen (armen) med en ledning og sparkede hende flere gange på kroppen og i hovedet, hvilket alt medførte, at A i flere tilfælde fik flænger på kroppen og i hovedet.

I TfK 2012.1045 blev tiltalte fundet skyldig i i april 2012 at have kastet en dåse, der var halvt fyldt med cider mod ansigtet på forurettede. Der var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 245. Landsretten fandt imidlertid, at forholdet skulle henføres under straffelovens § 244. Af lægeudtalelse af 11. maj 2012 fra Specialeansvarlig overlæge Marie Hemming fremgik blandt andet følgende: "..F blev indbragt med Falck til skadestuen den 8. april 2012 kl. 03.07. Han oplyste, at han i forbindelse med halbal samme nat er blevet ramt af en øldåse i venstre øje. Patienten oplyser, at han har fornemmelse af sløret syn på det ramte øje, og trykkende fornemmelse ved det. Ved objektiv undersøgelse findes der hævelse og rødme omkring øjet. Der er rødme i det hvide af øjet. Der findes desuden oval pupil på venstre side. Da der ikke har været helt klarhed omkring skadestidspunktet, indlægges han til observation. Findes dagen efter med normal undersøgelse af øjet. Pupilforholdene har således normaliseret sig. De fundne forandringer ved første undersøgelse er udtryk for øjets reaktion på traumet. Der forventes ikke på det foreliggende varige mén, dog kan det ikke helt udelukkes, da der har været reaktion fra det indre øje. De fundne forandringer svarer til den oplyste skadesmekanisme ". Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten finder, at kast med en dåse - i modsætning til kast med f.eks. en flaske eller et glas - ikke er af en sådan typisk farlighed, at det kan karakteriseres som et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, og landsretten henfører derfor forholdet under straffelovens § 244.". Den pågældende blev efter straffelovens § 244 idømt 40 dages fængsel.

I TfK 2012.68 blev en person ved Vestre Landsret straffet med fængsel i 1 år for vold efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Straffen indeholdt en reststraf på 181 dage. Den pågældende var flere gange tidligere straffet for vold efter straffelovens § 244 og § 245. Det aktuelle forhold, hvor der var anvendt kniv, blev begået den 15. februar 2010, og den pågældende var prøveløsladt den 10. februar 2010 efter afsoning af en dom for vold efter straffelovens § 245, stk. 1, i gentagelsestilfælde. Landsretten, som stadfæstede byrettens dom, udtalte blandt andet: "Fællesstraffen er efter voldens karakter, tiltaltes tidligere domme for vold og det meget hurtige recidiv passende udmålt"

I sag 322/2010 afgjort af Højesteret den 8. februar 2011 blev en person for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idømt fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste i 80 timer. Tiltalte var fundet skyldig i at have slået eller kastet "et større, kantet drikkeglas med en vis tyngde" mod forurettedes ansigt, hvorved forurettede pådrog sig skader i form af hævelse og misfarvning under højre øje samt en 1 cm lang og 1 mm dyb flænge fra øjenkrogen over næseryggen. Højesteret fandt, at "slag med eller kast af glas eller flaske mod ansigtet må på grund af handlingens typiske farlighed som udgangspunkt anses for omfattet af straffelovens § 245, stk. 1. Dette gælder, selv om glasset eller flasken i det konkrete tilfælde ikke bliver knust ved at ramme ansigtet". Højesteret fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i det foreliggende tilfælde. Dommen må forstås således, at det ikke er ethvert kast med en flaske eller et glas mod en person, der er omfattet af § 245, stk. 1. Det skal være kast mod steder på kroppen, som er typisk farlige som for eksempel ansigtet. Det fremgår også af dommen, at Højesteret finder, at udgangspunktet kan fraviges i konkrete situationer. Af dommen fremgår det således, at der var tale om et "større, kantet drikkeglas med en vis tyngde". Var der kastet med et mindre glas, er det således muligt, at forholdet burde have været henført under straffelovens § 244. Det er værd at bemærke, at to af Højesterets fem dommere ville have fastsat straffen til fængsel i 40 dage betinget med vilkår om samfundstjeneste. Dommen er gengivet i TfK 2011.433/2 HD.

I TfK 2010.1045 ØLD var der rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, mod tiltalte for at have "tildelt forurettede, F, et hårdt knæ i skridtet og efterfølgende under tumult at have grebet F hårdt i skridtet og drejet rundt, hvorved F pådrog sig en flækket testikel og måtte opereres flere gange." Den pågældende blev alene fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244 og straffet med fængsel i 60 dage.

I TfK 2007.675 ØLD blev en person fundet skyldig i at have tildelt en taxachauffør flere slag på kroppen og et slag i ansigtet med en paraply, hvorved taxachaufføren mistede en tand. Der var rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 245 jf. § 247, stk. 2. Landsretten henførte forholdet under straffelovens § 244 jf. § 247, stk. 2. Desuden citerede landsretten med henvisning til forurettedes adfærd straffelovens § 248.

I TfK 2007.612/2 HD blev tiltalte idømt en betinget dom uden straffastsættelse for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. Tiltalte, der var taxachauffør, blev fundet skyldig i at have bidt noget af fingeren af på en person umiddelbart efter, at personen havde rakt en arm ind gennem vinduet i taxaen og slået tiltalte i hovedet. Højesteret udtalte blandt andet: "Forud for voldshandlingerne var der en uoverensstemmelse mellem K og T. Det må efter landsrettens bevisresultat lægges til grund, at K herefter førte en arm ind i T's taxa og tildelte ham i hvert fald ét slag i hovedet, og at T i forbindelse hermed bed et stykke af det yderste led af K's ringfinger på højre hånd. Uanset K's uretmæssige angreb finder Højesteret, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at anse T's handling for rimeligt begrundet i den skræk eller ophidselse, som angrebet forårsagede. Der er herved lagt vægt på karakteren af K's angreb sammenholdt med, at T's handling, der er henført under straffelovens § 245, stk. 1, har påført K en varig skade. Højesteret tiltræder derfor, at forholdet ikke er straffrit efter straffelovens § 13, stk. 2. Højesteret finder imidlertid, at der foreligger formildende omstændigheder som anført i straffelovens § 82, nr. 3 og nr. 5, og at sagen derfor kan afgøres med en betinget dom uden straffastsættelse alene på vilkår som nedenfor anført."

I UfR 1991.884/1 ØLD fandt landsretten, at et halsgreb ikke havde været "umiddelbart livsfarligt", hvorfor det blev henført under straffelovens § 244 og ikke § 245. Landsretten udtalte nærmere: "Også efter bevisførelsen i landsretten tiltrædes det, at tiltalte med det fornødne forsæt har udøvet vold overfor forurettede ved at tage et greb om hendes hals. Særlig efter de objektive fund, herunder at grebet ikke var umiddelbart livsfarligt, findes forholdet alene at være omfattet af straffelovens § 244, medens tiltalte frifindes for overtrædelse af straffelovens § 245."

I 2006.589 H udtalte retslægerådet blandt andet følgende: "Forekomsten af punktformede blødninger på øjenlågene viser, at der har foreligget en kvælningstilstand og dermed manifest livsfare". Højesteret fandt, at der var sket en overtrædelse af straffelovens § 245 og ikke § 246. Om dette bemærkede højesteret blandt andet: " Den omstændighed, at der blev konstateret punktformede blødninger på forurettedes øjenlåg, og at forurettede dermed har været i »manifest livsfare«, kan ikke i sig selv begrunde, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, således at forholdet er omfattet af lovens § 246. Der foreligger heller ikke andre omstændigheder, som kan begrunde dette, og forhold 6 henføres derfor under § 245, stk. 1.". Straffen blev fastsat til fængsel i 9 måneder, som var en fællesstraf, og en påstand om udvisning blev ikke taget til følge.

I TfK 2011.218 VLD blev tiltalte, som var født i 1956, straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 245 ved med en "Maglitelygte" at have slået forurettede i hovedet "mindst 4 gange". Endvidere blev det lagt til grund, at forurettede havde blødt "kraftigt fra de tilførte skader".

I sagen TfK 2009.950 VLD blev en 47-årig mand, der i 2001 var straffet for vold, idømt 30 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Anklagemyndigheden havde påstået den pågældende idømt ubetinget fængsel i ikke under 4 måneder. Af landsrettens begrundelse fremgår følgende:

"Da der er foretaget 2 kvælertag, uden at der dog er fundet punktformede blødninger i øjnene, og tiltalte tidligere er fundet skyldig i vold - omend dette ligger år tilbage - findes straffen at burde udmåles til fængsel i 3 måneder.

Under hensyn til de foreliggende omstændigheder og tiltaltes særdeles gode personlige forhold tiltrædes det imidlertid, at straffen undtagelsesvis gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste som nærmere nedenfor bestemt, herunder således at arbejdsforpligtelsen forhøjes til 80 timer. .."

I sagen 2009 149 ØLD blev en person, der var 16 år på gerningstidspunktet, som var tidligere straffet for vold og røveri, og som havde deltaget i egentlig mishandling af forurettede, straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder, hvoraf 1 år og 3 måneder blev gjort betinget. Tiltalte blev fundet skyldig i legemsangreb af særlig farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, idet han tidligere var dømt for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold. Den unge mand blev fundet skyldig i i begyndelsen af august 2006 i en lejlighed i forening med S, hvis sag behandles særskilt, at have udsat den forurettede for mishandling, idet S bandt en snor eller lignende stramt om forurettedes højre tommelfinger for at standse blodtilførelsen til fingeren og derefter skar rundt om fingeren med en kniv, hvorefter tiltalte efter tilskyndelse fra S huggede fingeren af forurettede med en økse og spiste en del af den afhuggede finger. Derefter havde S forsøgt at sy såret sammen med nål og tråd. Endelig havde S brændt forurettedes sår med en lighter. Landsretten lagde ved straffens fastsættelse blandt andet vægt på, at "tiltalte af S [medgerningsmanden] er blevet udsat for grov vold over en temmelig lang periode under »slavelignende omstændigheder«, og at den vold, som tiltalte har udøvet over for A, skal ses i lyset heraf. Det er endvidere tillagt betydning, at voldsudøvelsen er en enkeltstående begivenhed, og at tiltalte på gerningstidspunktet var 16 år og efter det oplyste nu har fået gode personlige forhold"."

I sagen TfK 2008.334 ØLD blev en 27-årig mand idømt fængsel i 3 måneder, der blev gjort betinget med et vilkår om udførelse af 80 timers samfundstjeneste. Den pågældende blev fundet skyldig i at have kastet en flaske i hovedet på en dørmand. Flasken blev knust og dørmanden pådrog sig "en hudafskrabning i panden og en flænge på næsen". To dommere i landsretten ville gøre dommen ubetinget. Af flertallets begrundelse og resultat fremgår blandt andet: "Fire voterende finder - uanset voldsforholdets karakter - særligt under hensyn til tiltaltes gode personlige forhold samt at han siden efteråret 2007 ugentligt har undergivet sig psykologbehandling, at straffen undtagelsesvis kan gøres betinget efter straffelovens § 62 med vilkår om samfundstjeneste og om alkoholistbehandling, som nedenfor bestemt".

I sagen TfK 2008.674 VLD blev en 24-årig mand fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idet han på et værtshus havde slået en anden i hovedet med en flaske, der blev knust. Forurettede havde derved blandt andet fået en flænge ved sit venstre kindben og et 1,5 cm. langt sår på sin venstre kind. Skaderne blev behandlet på skadestuen. Tiltalte forklarede om sine personlige forhold blandt andet, at han den 23. maj 2008 afsluttede VUC- uddannelsen og derefter vendte tilbage til sit arbejde i Forsvaret. Han har nævnt sagen for sine overordnede. Han kan formentlig ikke fremover blive sikkerhedsgodkendt. Han risikerer derfor at miste sit job. Landsretten fandt, at tiltalte under hensyn til, at han var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245 ved at have slået forurettede i ansigtet med et glas, men også til skadens begrænsede omfang, at straffen skulle fastsættes til fængsel i 60 dage. Landsretten udtalte nærmere: "... Udgangspunktet er i en sådan situation, at straffen skal være ubetinget. Navnlig under hensyn til tiltaltes overordentlig gode personlige forhold og de følger, som sagen må antages at få for tiltalte, findes straffen dog undtagelsesvis at kunne gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste i 80 timer som anført nedenfor. ..."

Ung alder er i sig selv en grund til, at en straf kan nedsættes. Dette følger direkte af straffelovens § 82, nr. 1, som udtaler, at det "i almindelighed" indgår som en formildende omstændighed, at "gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført". I TfK. 2006.86 ØLD havde en 20-årig efter en havnefest den 8. august 2004 kastet en glasflaske efter en anden. Flasken havde ramt den pågældende i hovedet, og den knustes. Forurettede havde fået en 7 cm. lang flænge i baghovedet, der måtte sys med 9 sutur. Den unge mand var ikke tidligere straffet. I byretten blev gerningsmanden for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, idømt en straf af fængsel i 3 måneder. Straffen blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. Byretten begrundede afgørelsen således: "Retten har på den ene side lagt vægt på voldens grovhed, herunder særligt at forurettede blev angrebet bagfra med en flaske, og på den anden side tiltaltes alder og ustraffede fortid". Landsrettens flertal fulgte byretten og gjorde straffen betinget. Landsretten henviste til "de grunde, som byretten har anført" og henviste derudover til "den forløbne tid". Det er værd at bemærke, at landsrettens dom blev afsagt den 1. november 2005, som er mindre end 15 måneder efter gerningstidspunktet. Det er også værd, at bemærke, at den pågældende var 20 år gammel, og at "ung alder" således også kan påvirke straffen, uagtet at den pågældende er over 18 år.

I TfK 2005.3 ØLD blev straffen for overtrædelse af straffelovens § 245 om grov vold gjort betinget under hensyn til det oplyste om gerningsmandens lidelse af det såkaldte "Gilles de la Tourette's syndrom". Af landsrettens dom fremgår blandt andet: "Fire voterende finder at det ikke kan udelukkes, at tiltaltes sygdom kan have haft indflydelse på hans handling. Under hensyn hertil og til oplysningerne om hans personlige forhold i øvrigt finder disse voterende, at der foreligger sådanne forhold, at straffen undtagelsesvis kan gøres betinget uden vilkår om samfundstjeneste."

I TfK 2004.18 blev tiltalte ved Højesteret straffet med fængsel i 2 år for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. 247, stk. 1, for medvirken til vold sammen med flere i forening, hvor en af gerningsmændene med kniv havde tildelt forurettede flere knivstik i kroppen og i hovedet, hvorved han påførtes så alvorlige kvæstelser, at han senere samme dag afgik ved døden. Tiltalte var tidligere straffet for vold.

I VLD afsagt den 19. maj 2008 af Vestre Landsrets 8. afdeling under sagsnummer S-0272-08 blev en far fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, ved i 2006 og 2007 over næsten et år at have begået vold i adskillige tilfælde mod sine to drenge, der var henholdsvis 10 og 12 år gamle. Faderen blev idømt en straf af fængsel i 8 måneder, som blev gjort betinget med vilkår blandt andet om psykiatrisk behandling efter Kriminalforsorgens bestemmelse. Den pågældende blev i det væsentlige fundet skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, hvor han blandt andet var sat under tiltale for i perioden fra slutningen af oktober 2006 til den 27. juni 2007 på sin bopæl i adskillige tilfælde at have pisket sin søn A, født i 1994, med en el-ledning på kroppen. Det blev endvidere anset for bevist, at tiltalte havde taget halsgreb på sønnerne, og at han havde tvunget de to sønner til at slå hinanden med en el-ledning. Landsretten udtalte i sine bemærkninger blandt andet: "Uanset forholdenes alvorlige karakter tiltræder landsretten, at straffen under hensyn til tiltaltes personlige forhold, herunder at han har psykiske traumer fra sit hjemland, og at A og B nu bor hos tiltalte, at straffen gøres betinget på vilkår, at tiltalte underkaster sig psykiatrisk behandling."

I TfK 2010.134/2 VLD blev en person anset for skyldig i overtrædelse af blandt andet straffelovens § 245 ved forsætligt to gange at have kørt sin bil ind i en gruppe af personer. Det fremgik af sagen, at der umiddelbart forinden havde været uoverensstemmelser mellem på den ene side tiltalte og dennes ven og på den anden side den gruppe mennesker, som blev påkørt af bilen, og at vennen var omringet af de mennesker, som tiltalte kørte frem imod, da påkørslen fandt sted. Straffen blev fastsat til fængsel i 4 måneder, som blev gjort betinget. Landsretten begrundede afgørelsen med, at tiltalte ved handlingen befandt sig i en meget presset situation som følge af det angreb, vennen blev udsat for, og at tiltalte havde meget gode personlige forhold.

I TfK 2009.75 VLD fandtes det bevist, at tiltalte forsætligt med en bil havde påkørt en anden, som derved var kommet til skade. Tiltalte var tidligere straffet for vold og blev efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, og § 252, stk. 1, samt færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 6, jf. § 3, stk. 1, straffet med fængsel i 3 måneder.

I TfK 2008.167 VLD blev tiltalte straffet med fængsel i 6 måneder efter straffelovens § 245, stk. 1, jævnfør § 247, stk. 1, for som tidligere straffet for vold i forening med flere medgerningsmænd at have snittet forurettede i ansigtet og andre steder med en kniv, medens forurettede blev fastholdt, og for at have tildelt forurettede flere knytnæveslag i ansigtet.

I TfK 2011.923/2 ØLD blev en person, der havde stukket sin samlever med en kniv, straffet med fængsel i 10 måneder. Der blev ved udmålingen af straffen lagt vægt på i skærpende retning, at tiltalte stak med kniven flere gange, at tiltalte tidligere er straffet for trusler om vold mod A, at det nye forhold er begået kort tid efter dommen for trusler mod A, samt at tiltalte tidligere er straffet for vold. Den pågældende blev også fundet skyldig i hærværk.

I TfK 2010.451/2 VLD blev tiltalte straffet med fængsel i 6 måneder for at have stukket en kniv i lægmusklen på forurettede. Forurettede blev påført et cirka 9 cm langt, let gabende sår med blødning.

Straffelovens § 245 a

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 245 a. Den, som ved et legemsangreb med eller uden samtykke bortskærer eller på anden måde fjerner kvindelige ydre kønsorganer helt eller delvis, straffes med fængsel indtil 6 år."

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 386 af 28. maj 2003. Loven blev først fremsat ved lovforslag nr. 94 af 19. november 2002 og ændringsforslag af 31. marts 2003.

Straffelovens § 246

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 246. Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245 eller § 245 a, været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år."

Om straffelovens § 247, stk. 1

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 247, stk. 1. Begås nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 244-246, af en person, der tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, kan straffen forhøjes med indtil det halve."

Bemærkningerne til lov nr. 366/1994 blandt andet om strafskærpelser for vold i gentagelsestilfælde.

Som det fremgår af TfK 2009.824 VLD kan der ikke straffes for vold i gentagelsestilfælde, hvis tiltalte ikke tidligere er straffet for "forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold". Angår den tidligere sag for eksempel uagtsom vold eller trusler efter straffelovens § 119, stk. 1, skal der således ikke straffes for vold i gentagelsestilfælde. Det er således indlysende, at en tidligere straf for for eksempel trusler eller en tidligere straf for røveri, hvor der alene er anvendt trusler (og ikke forsætlig vold), heller ikke kan danne grundlag for domfældelse for vold i gentagelsestilfælde.

TfK 2009.824 VLD. En person var tidligere straffet for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 og stk. 3. fik ikke straffen forhøjet efter straffelovens § 247, stk. 1. Landsretten udtalte om dette: "..Tiltalte er ikke tidligere dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, hvorfor der ikke er grundlag for at citere straffelovens § 247. ..". Straffelovens § 119, stk. 1, omhandler både vold og trusler. Såfremt forstraffen alene angår trusler, vil § 247, stk. 1, ikke skulle citeres ved en efterfølgende domfældelse for vold.

I TfK 2013.215 blev tiltalte i byretten straffet med fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget. Byretten lagde til grund, at tiltalte havde tildelt fourettede (sin udlejer) et enkelt knytnæveslag, og at dette var fremprovokeret af, at forurettede havde sat en fod i tiltaltes dør for at forhindre tiltalte i at lukke døren, da forurettede havde henvendt sig på tiltaltes bopæl for at opkræve lejerestance. I ankestævningen af 28. september 2012 havde anklagemyndigheden ikke citeret straffelovens § 247, stk. 1, uagtet at tiltalte var tidligere straffet for vold. Dette gjorde anklagemyndigheden imidlertid i en ny ankestævning dateret den 2. november 2012. Landsretten anså anklagemyndigheden for afskåret fra at påstå forholdet henført under straffelovens § 247, stk. 1, og landsretten udtalte herom nærmere: "Da anklagemyndigheden ikke i rettidig ankemeddelelse har nedlagt påstand om forholdets henførelse under straffelovens § 247, stk. 1, er anklagemyndigheden afskåret fra under anken at påstå forholdet henført under straffelovens § 247, stk. 1, der ikke omhandler en obligatorisk lovbestemt gentagelsesvirkning". Landsretten stadfæstede derpå byrettens dom og henviste til byrettens begrundelse for domsresultatet.

I TfK 2004.435 ØLD nedsatte landsretten en straf af fængsel i 60 dage til fængsel i 40 dage. Byretten havde citeret straffelovens § 247, stk. 1, med henvisning til en tidligere dom for vold, som den pågældende var blevet idømt ved byretten, men som den pågældende havde anket til landsretten med påstand om frifindelse, og som endnu ikke var afgjort ved landsretten, da byrettens dom i den aktuelle sag blev afsagt. Inden den aktuelle sag blev afgjort af landsretten, havde landsretten fundet den pågældende skyldig i vold for så vidt angår den første sag. Landsretten udtalte udtalte ved afgørelsen af den aktuelle sag: "På tidspunktet for afsigelse af den indankede dom den 19. september 2003 var Kalundborg Rets dom af 13. juni 2003 under anke til prøvelse af skyldsspørgsmålet. Der har derfor under byrettens behandling af nærværende sag ikke været grundlag for at anvende straffelovens § 247, ligesom denne bestemmelse under disse omstændigheder ikke kan finde anvendelse under ankebehandlingen, uanset at Kalundborg Rets dom er stadfæstet af Østre Landsret den 22. oktober 2003."

I TfK 2011.46/3 VLD blev en person, der var tidligere straffet for vold, straffet med fængsel i 60 dage for at have "stemplet" (eller sparket) en person i brystet under uroligheder på en gade midt i Århus by mellem 2 grupper af fodboldfans. Ved strafudmålingen blev der lagt "afgørende vægt på legemsangrebenes karakter, og det er taget i betragtning, at voldsudøvelsen er sket i forbindelse med uroligheder mellem fans fra to fodboldklubber i almindelig bymæssig bebyggelse". Endvidere blev der lagt vægt på, at der er tale om vold i gentagelsestilfælde.

I TfK 2010.832/2 VLD blev en person for vold i gentagelsestilfælde straffet med fængsel i 3 måneder. Ved straffens fastsættelse lagde landsretten vægt på "voldens karakter og grovhed, at volden er udøvet af flere i forening, og at volden medførte blandt andet brud på kindbenet."

I TfK 2010.767 VLD blev en person, der tidligere var straffet for vold, straffet med fængsel i 40 dage for vold i gentagelsestilfælde. Volden blev af byretten betegnet som "meningsløs". Det fremgik af sagen, at tiltalte havde fået opfattelsen af, at forurettede havde "givet ham fingeren", hvorpå tiltalte var fulgt efter forurettede på knallert. Der var opstået en ordveksling, hvorpå tiltalte havde slået forurettede i ansigtet med knyttet hånd. Landsretten tiltrådte "med samme begrundelse, som byretten har anført, at straffen er fastsat som en ubetinget frihedsstraf som sket".

I TfK 2008.854 VLD blev en person idømt 60 dages ubetinget fængsel for vold i gentagelsestilfælde. Det blev lagt til grund, at tiltalte flere gange have slået forurettede med knyttet hånd i ansigtet, og at forurettede havde "skader 7 forskellige steder i hovedet". Der blev endvidere lagt vægt på, at volden, der foregik på et værtshus, var uprovokeret.

I TfK 2008.850/2 ØLD blev tiltalte, der var to gange tidligere straffet for vold, straffet med fængsel i 40 dage, der blev gjort betinget med henvisning til straffelovens § 82, stk. 1, nr. 5. Dommen blev afsagt den 10. september 2008. Tiltalte var tidligere straffet senest ved en dom afsagt af byretten den 26. oktober 2006 med fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget med 2 års prøvetid, for overtrædelse af straffelovens § 244, og ved en dom afsagt af byretten den 14. februar 2008 med fængsel i 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at forurettede inden voldsudøvelsen havde tildelt tiltalte et slag i ansigtet. Imidlertid fandt landsretten, "at den udøvede vold er udført i en oprørt sindstilstand, der var fremkaldt af forurettede ved dennes aggressive henvendelse til tiltalte", og at forholdet derfor var omfattet af straffelovens § 82, nr. 5". Byretten havde idømt den pågældende en straf af fængsel i 50 dage. Landsretten nedsatte straffen til fængsel i 40 dage, og fandt det "undtagelsesvist forsvarligt at gøre straffen betinget som nærmere anført nedenfor."

I U.2007.1660Ø blev en person dømt for vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens § 247, stk. 1, idet han tidligere havde vedtaget en bøde for vold. Herom udtalte landsretten nærmere: "Landsretten kan tiltræde, at tiltalte ved byretten er dømt for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, idet bemærkes, at den tidligere bødevedtagelse for vold ganske må sidestilles med en tidligere dom for vold."

Om straffelovens § 247, stk. 2

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 247, stk. 2. Det samme gælder, når en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246 begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold."

Bemærkningerne til lov nr. 366/1994 blandt andet om strafskærpelser for vold mod personer, der efter karakteren af deres arbejde er særlig udsat for vold, for eksempel hyrevognschauffører.

Af UfR 2003.2553V fremgår, at § 247, stk. 2, ikke finder anvendelse i et tilfælde, hvor forurettede er læge i eget fast konsultationslokale.

Af UfR 2003.239Ø fremgår, at § 247, stk. 2, ikke finder anvendelse på en ekspedient i en døgnåben forretning.

Da det ikke fremgik af anklageskriftets beskrivelse af forholdet eller byrettens begrundelse, at forurettede var dørmand, kunne straffelovens § 247, stk. 2, ikke anvendes. TfK 2009.842 VLD. Landsretten udtalte blandt andet: "..Hverken i anklageskriftets beskrivelse af forholdet eller i byrettens begrundelse for dommens resultat er anført, at forurettede var kontrollør eller dørmand. Forholdet kan derfor ikke på dette grundlag henføres til straffelovens § 247, stk. 2, og det er ikke tilstrækkeligt, at anklagemyndigheden i ankemeddelelsen har påstået forholdet henført under denne bestemmelse. Landsretten tager derfor ikke denne del af anklagemyndighedens påstand til følge. .."

I TfK 2004.372/2 VLD var en tilskuer under en håndboldkamp i en hal i Herning gået ned foran tilskuerrækkerne og havde stillet sig bag målet med ryggen mod banen og fronten mod de øvrige tilskuere, som han derpå stod og heppede på. Han stod inden for det net, som skal beskytte tilskuerne bag målet. En kontrollør bad efter nogen tid tilskueren om at sætte sig tilbage på sin plads. Da tilskueren blev stående og således ikke efterkom anmodningen fra kontrolløren, besluttede kontrollørerne, at tilskueren skulle vises ud af hallen, hvorpå de bad ham om at forlade stedet. Da tilskueren modsatte sig dette, begyndte kontrollørerne at føre tilskueren ud med magt. Undervejs ud af hallen tildelte tilskueren en af kontrollørerne et slag, hvorfor der blev rejst straffesag mod tilskueren for overtrædelse af straffelovens § 244, jævnfør § 247, stk. 2. Tilskueren blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 men frifundet for overtrædelse af straffelovens § 247, stk. 2. Landsretten udtalte blandt andet: "Kontrollørerne kan i kraft af deres funktion og som led i at opretholde god ro og orden ved en større sportsbegivenhed med mange tilskuere til stede tilrettevise og irettesætte tilskuerne. Der er ikke fastsat nærmere bestemmelser om kontrollørernes arbejde. Kontrollørerne har imidlertid ikke nogen større kompetence til egentlig magtanvendelse end enhver anden borger. Såfremt sådan magtanvendelse er nødvendig, kan det derfor kun ske, hvis betingelserne for privat anholdelse i retsplejelovens § 755, stk. 2, er opfyldt. Hvis det ikke er tilfældet, må kontrollørerne tilkalde politiet. Tiltaltes ophold på arealet bag målet bag nettet findes ikke at kunne karakteriseres som et ophold på fremmed grund i den forstand, som dette begreb anvendes i straffelovens § 264, stk. 1, nr. 2. Betingelserne for privat anholdelse har derfor ikke været opfyldt, og det tiltrædes herefter, at der ikke har været hjemmel for kontrollørerne til at anvende magt som sket. En kontrollør ved en håndboldkamp må efter karakteren af den funktion, som han udøver, anses for omfattet af straffelovens § 247, stk. 2. Det må imidlertid være en forudsætning for at opnå den beskyttelse, som er tilsigtet ved bestemmelsen, at kontrolløren ikke forud for volden mod ham har anvendt magt i et omfang, som ikke kan anses for berettiget. Det tiltrædes på denne baggrund, at forholdet ikke er henført under straffelovens § 247, stk. 2."

Rigsadvokaten har i august 2009 udarbejdet en domsoversigt over domfældelser og frifindelser i sager om overtrædelse af straffelovens § 119, straffelovens § 121 og straffelovens § 247, stk. 2, fordelt på de forskellige faggrupper, der er beskyttet af disse særlige bestemmelser.

Straffelovens § 248 om legemsbeskadigelse under slagsmål

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 248. For legemsangreb under slagsmål, eller når den angrebne har øvet gengæld mod angriberen, kan straffen under særlig formildende omstændigheder bortfalde."

Det ses sjældent i trykt praksis, at anklagemyndigheden i anklageskriftet citerer straffelovens § 248. Det ses derimod i praksis, at domstolene domfælder for overtrædelse af straffelovens § 248, uagtet at der er rejst tiltale efter straffelovens § 244 eller § 245.

I TfK 2009.406/2 ØLD havde tiltalte taget ophold på en parkeringsplads for at spærre denne for andre biler, medens hans hustru i sin bil var på vej hen til parkeringspladsen. En anden bilist, der ankom før hustruen, kørte imidlertid ind på parkeringspladsen og hen mod tiltalte. Dette førte til, at personen, der var ankommet i bil, steg ud og gik hen til tiltalte og skubbede til ham. Da der blev en anden parkeringsplads ledig, kunne såvel hustruen som den førstankomne mand parkere deres køretøjer, hvorpå hustruen og tiltalte forlod stedet. Få minutter senere blev tiltalte på ny kontaktet af manden, som ved denne lejlighed skubbede til tiltalte, hvorpå tiltalte slog manden med en knytnæve. Landsretten lader straffen mod tiltalte bortfalde og udtaler blandt andet: "Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at T forsøgte at spærre en p-plads, og at F dels kørte frem mod T, dels steg ud af bilen og forsøgte fysisk at flytte T, hvorved de begge kom ned at ligge, indtil en vagt greb ind. Det lægges endvidere til grund, at F, der var rasende, da T kort efter sammen med sin kone var på vej op ad trappen til E, på ny kontaktede T og blandt andet skubbede til T, der derefter gav F et knytnæveslag, som bevirkede, at F fik en flænge på munden. T er herved skyldig i vold efter straffelovens § 244. Henset til det samlede forløb finder retten, at forholdet bør henføres under straffelovens § 248, og at der foreligger sådanne formildende omstændigheder, at straffen bør bortfalde."

I TfK 2007.675 ØLD var en person tiltalt for vold mod en taxachauffør ved anvendelse af en paraply. Anklagemyndigheden havde rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 245 jf. § 247, stk. 2. Landsrettens flertal henførte forholdet under straffelovens § 248 og udtalte blandt andet: "Uanset om T verbalt var udfarende, finder vi det ikke godtgjort, at T slog på taxachaufføren, før denne holdt T i kraven, hvorfor T's handlinger må anses for omfattet af straffelovens § 248 henset til omstændighederne og forløbet i øvrigt."

Straffelovens § 249 om uagtsom legemsbeskadigelse

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 249. Den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller helbred, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller særlig hensynsløs kørsel, anses dette som en særlig skærpende omstændighed."

Se bemærkningerne til bestemmelsen i lov nr. 380 af 6. juni 2002 (skærpelse af straffen for blandt andet uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse) og lov nr. 559 af 24. juni 2005 ((Skærpelse af straffen for uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel).

Bestemmelsen forudsætter, at der er tale om "betydelig" skade på legeme eller helbred. Den tilskadekomne skal efter praksis være kommet ganske alvorligt til skade, førend der kan straffes efter bestemmelsen. Se for eksempel TfK 2014.234. Her havde anklagemyndigheden nedlagt påstand om straf for overtrædelse blandt andet af straffelovens § 249 overfor en bilist, der i spirituspåvirket tilstand i en varebil var kørt frem mod rødt lys og havde påkørt en pige, der kom gående i et fodgængerfelt på vej over for grønt lys. Af lægeundersøgelsen af pigen fremgik blandt andet, at hun havde pådraget sig to bækkenbrud. Om pigens tilstand umiddelbart efter påkørslen forklarede tiltalte i landsretten: "Han løb ud til pigen og forsøgte at få kontakt. Hun var ikke ved bevidsthed, men han kunne mærke hendes puls. En voksen var kommet til stede. Tiltalte sad med pigen i hånden, indtil ambulancen kom. Hun trak vejret."

I TfK 2011.792/2 ØLD var en bilist tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 3, stk. 1, og § 26, stk. 6, ved i oktober 2009 at have foretaget svingning til venstre under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og uden at optræde hensynsfuldt og udvise fornøden agtpågivenhed samt uden at iagttage, at svingning kunne ske uden ulempe for modkørende færdsel, hvorved der skete sammenstød med en cyklist, der kørte på cykelstien i den modkørende retning. Hun var også tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 249, idet cyklisten havde pådraget sig hjernerystelse, brækket højre skulder, brækket højre kraveben, bukket ribben i højre side, brud på bækkenet, brækket venstre underben og brækket venstre ankel. Tiltalte blev alene fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 26, stk. 3. Tiltalte blev således frifundet for påstanden om førerretsfrakendelse samt for overtrædelse af straffelovens § 249. Byretten udtalte blandt andet: "Det lægges videre til grund, at der i uheldsøjeblikket ikke var noget fysisk sammenstød mellem tiltalte og cyklisten, hvorved det bemærkes, at der ikke er påvist skader på tiltaltes køretøj eller på cyklistens forhjul, men alene brud på stelrøret mellem sadel og styr og exet baghjul. Uheldet må således antages at være udløst af, at cyklisten er bremset hårdt op for at undvige og herved er faldet med stor fart på asfalten. Under disse omstændigheder, herunder navnlig cyklistens delvise uopmærksomhed og efter forholdene meget høje hastighed, findes det alene godtgjort med fornøden sikkerhed, at tiltalte har overtrådt færdselslovens § 3, stk. 1, og § 26, stk. 6. Derimod findes der ikke grundlag for at antage, at tiltalte har udvist en sådan grad af uagtsomhed, at der tillige kan domfældes for overtrædelse af straffelovens § 249. Tiltalte frifindes derfor for denne del af tiltalen, ligesom tiltalte under de anførte omstændigheder frifindes for påstanden om førerretsfrakendelse." Landsretten tiltrådte, at tiltalte blev frifundet og henviste til byrettens begrundelse.

I TfK 2011.890 VLD var tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 3, stk. 1, § 15, stk. 1, og § 20, stk. 1, ved torsdag den 8. april 2010 ca. kl. 17.25 at have ført personbil - - - ad Halsvej mod vest ved Vodskov, i Aalborg Kommune, under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og uden at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, idet tiltalte under kørslen ved møde med et andet køretøj undlod at holde så langt som muligt til højre på kørebanen, særligt ved møde med modkørende, idet tiltalte ud for Halsvej nr. 67 kørte over i den modsatte vognbane, hvorved der skete frontalt sammenstød med personbil - - -, der kørte ad Halsvej mod øst, med alvorlig person- og materielskade til følge. Endvidere var den pågældende fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 241 og § 249 vedrørende det samme forhold, idet en af de personer, der var impliceret i uheldet, afgik ved døden og to andre fik betydelige skader på legeme og helbred. Landsretten frifandt den pågældende med følgende begrundelse: "Efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder kan landsretten ikke med fornøden sikkerhed afvise, at tiltaltes kørsel er forårsaget af et pludseligt ildebefindende, hvor han kortvarigt har været uden bevidsthed. På denne baggrund er det ikke bevist, at kørslen er et udslag af uagtsomhed fra tiltaltes side."

Straffelovens § 252 om strafbar fareforvoldelse

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 252. Med fængsel indtil 8 år straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der på hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom. (ændret ved lov nr. 468 af 7. juni 2001)

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse, hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2."

I TfK 2005.736 blev tiltalte straffet for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, med fængsel i 7 dage, som blev gjort betinget. Derudover blev han frakendt førerretten ubetinget i 6 måneder. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter bevisførelsen lægges til grund, at der mellem tiltalte og skibsfører, A, var nogen uoverensstemmelse under den første sejltur. Tiltalte kom senere på dagen, idet han ønskede at komme med færgen tilbage, og hvor skibsføreren på grund af den tidligere episode ikke ønskede at få tiltalte ombord. Efter de forklaringer, som er afgivet af de tre vidner, finder retten det bevist, at tiltalte kørte frem mod skibsfører A, selvom skibsføreren gjorde tegn til, at tiltalte skulle holde, og at tiltalte fortsatte kørslen, hvilket bevirkede, at skibsfører A måtte springe til side for at undgå at blive påkørt. Retten finder, at disse handlinger kan henføres til straffelovens § 252, stk. 1, og det findes derfor bevist, at tiltalte er skyldig."

I TfK 2001.118/3 blev en bilist fundet skyldig i overtrædelse færdselsloven og af straffelovens § 252, stk. 1, ved i februar 1999 at have ført sin bil ad Gothersgade ud for Lønporten i København, således at han på hensynsløs måde voldte nærliggende fare for nogens liv eller førlighed og under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden forsætligt fremkaldte nærliggende fare for skade på andres person eller ting, idet tiltalte undlod at efterkomme de anvisninger, som blev givet af politiet, idet tiltalte trods stoptegn fra politiassistent P foretog overhalingsmanøvre af livgardens vagtparade, hvorved politiassistenten måtte springe til siden for at undgå påkørsel. Politiassistenten blev ramt af personbilens kofanger på sit venstre ben. Den pågældende blev straffet med 7 dages hæfte, der blev gjort betinget, og frakendt førerretten ubetinget i 6 måneder.

I TfK 2005.63 blev en mand straffet med fængsel i 20 dage, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, for overtrædelse af straffelovens § 252 ved som bagsædepassager at have trukket i håndbremsen medens køretøjet kørte med høj fart, således at køretøjet kørte i grøften. Den pågældende var spirituspåvirket og blev også fundet skyldig i spirituskørsel. Landsretten udtalte blandt andet: "Tiltalte har til politiet kort efter uheldet forklaret, at formålet med at trække håndbremsen var at se bremsespor. Det har således stået klart for tiltalte, at bilen ville reagere kraftigt på indgrebet. Retten finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at det må have stået for tiltalte som overvejende sandsynligt, når også henses til den hastighed, som bilen kørte med, der var nærliggende risiko for, at A kunne miste kontrollen over køretøjet. Når henses til formålet med tiltaltes indgreb og omstændighederne i forbindelse hermed, findes tiltalte af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have voldt nærliggende fare for andres liv eller førlighed, som anført i straffelovens § 252."

I TfK 2008.697/1 ØLD blev en person straffet med 3 måneders fængsel for brugstyveri efter straffelovens § 293 a og for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, ved efter forudgående aftale med en anden at have foranstaltet kapkørsel, idet tiltalte og denne anden i to biler i mørke og regnvejr i et villakvarter i tættere bebygget område kørte ad en vej med hastigheder på omkring 100 km/t., hvilket alt medførte, at de ved et vejkryds mistede herredømmet over bilerne, der med betydelig fart kørte ind på og beskadigede en ejendom, og hvor en person, som følge af, at han var udsat for en nærliggende fare for sit liv og førlighed, kastede sig til siden for at undgå påkørsel, hvorefter bilerne påkørte huset. Tiltalte blev også fundet skyldig i spirituskørsel.

I TfK 2008.98/2 VLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, ved på hensynsløs måde at have udsat en ca. 26-årig kvinde for risiko for HIV-smitte ved ubeskyttede samlejer i ca. 15 tilfælde over en periode på godt 1 år uden at orientere hende om, at han selv var smittet. Han havde ikke selv efterfølgende orienteret hende herom. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år.

I TfK 2011.889 VLD blev en person straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 3, § 252, stk. 1, og § 266, ved den 21. august 2010 ud for en restaurant i Oksbøl, hvor han kort forinden havde været i klammeri med nogle personer, ud gennem vinduet fra sin bil at have peget mod personer inde på værtshuset med et ladt jagtgevær. Endvidere havde tiltalte, da det lykkedes en person at komme hen til bilen og få fat i løbet på geværet, påbegyndt kørsel med bilen, således at personen, der havde fat i geværløbet, blev trukket med bilen over en strækning på 20-30 meter. En anden person, som havde fået fat i tiltalte ind gennem en bildør, blev slæbt med bilen over en strækning på cirka 50 meter. En dommer i landsretten ville frifinde tiltalte for overtrædelse af våbenloven med henvisning til, at tiltalte havde gyldigt jagttegn.

I UfR 2013.854 H blev tiltalte, der havde ført sin bil op på et fortov og i retning mod en person, der befandt sig på fortovet, som sprang til siden, da bilen var få meter fra den pågældende, og som ikke blev ramt af bilen, alene straffet for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1. Den pågældende var også tiltalt for overtrædelse § 245, stk. 1, jf. § 21, men blev frifundet herfor. Anklagemyndigheden argumenterede under sagen for, at det ikke er udelukket at straffe i sammenstød for overtrædelse af et skadedelikt og et konkret faredelikt i forbindelse med samme handling rettet mod samme person. Forholdet er ikke reguleret af straffelovens § 88, og det er overladt til domstolene at træffe afgørelse herom. Højesteret udtalte om muligheden for at straffe i sammenstød med straffelovens § 252, stk. 1, blandt andet følgende: "Hvis en fører af et motorkøretøj med en ikke ubetydelig hastighed kører frem mod en bestemt person, må der efter Højesterets opfattelse foretages en konkret bedømmelse af, om føreren af bilen havde forsæt til at ramme personen, eller om den pågældende kun havde forsæt til at forvolde nærliggende fare. Der er i denne situation som udgangspunkt ikke grundlag for at straffe efter straffelovens § 252, stk. 1, hvis der kan straffes efter § 245. Har handlingen også rummet anden fare, f.eks. fare for andre end den eller dem, som blev påkørt eller forsøgt påkørt, kan der efter omstændighederne straffes efter begge bestemmelser."

Straffelovens § 253

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 253. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader

1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller

2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Stk. 2. Med fængsel indtil 2 år straffes den, som overtræder stk. 1 i forbindelse med flugt fra et færdselsuheld, hvorved nogen er tilføjet betydelig personskade."

Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 498 af 17. juni 2008 om skærpede sanktioner mod flugtbilister.

Se Rigsadvokatens skrivelse fra januar 2008 med journalnummer RA-2007-709-0046, hvor Rigsadvokaten redegør for sanktionerne for overtrædelse af straffelovens § 253 og færdselslovens § 9 med baggrund i Rigspolitiets rapport om flugtbilisme i Danmark i 2005 og 2006.

I Justitsministeriets svar af 7. marts 2011 på spørgsmål nr. 559 fra Folketingets Retsudvalg oplyser ministeriet om handlepligten i straffelovens § 253 blandt andet: "Den nævnte bestemmelse afspejler, at omstændighederne i en given situation kan føre til, at en person har en særlig pligt til at yde hjælp til et andet menneske. Ved vurderingen af, om der foreligger en sådan handlepligt, vil det i praksis bl.a. indgå, om der konkret foreligger en særlig forbindelse mellem en nødstedt og en anden person (eksempelvis som følge af, at den nødstedte er i den anden persons varetægt)". Spørgsmålet angik "henholdsvis fængselspersonale og politifolk" og svaret kan næppe forstås anderledes, end at man ved vurderingen af, om fængselspersonale eller politipersonale i en konkret sag skal straffes for overtrædelse af straffelovens § 253, skal tage i betragtning, at disse har en særlig handlepligt i forhold til personer, som er i disses varetægt. Det fremgår yderligere af besvarelsen, at politipersonale under uddannelsen uddannes i førstehjælp, medens det for fængselspersonales vedkommende kræves, at de "har bestået et førstehjælpskursus" forud for ansættelsen. Det pointeres, at der ikke undervises i førstehjælp på Kriminalforsorgens Uddannelsescenter.

I TfK 2011.470 ØLD blev tiltalte straffet straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens § 249 og § 253, stk. 2, jf. stk. 1, færdselslovens § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, og § 9, stk. 1, og stk. 2, jf. i det hele straffelovens § 89, samt færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 8, jf. § 53, stk. 1, for efter at have påkørt en 12-årig, der kom alvorligt til skade ved påkørslen, samt ved at have forladt stedet uden at yde hjælp til den tilskadekomne og underrette politiet om ulykken. Endvidere havde tiltalte på en anden dato kørt frem mod rødt lys og kørt spirituskørsel.

Forbrydelser mod den personlige frihed (Straffelovens kapitel 26)

Straffelovens 26. kapitel Forbrydelser mod den personlige frihed

Kapitel 26. Forbrydelser mod den personlige frihed (straffelovens §§ 260-262 a) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Ulovlig tvang efter straffelovens § 260

Straffelovens § 260 har følgende indhold:

"§ 260. Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes for ulovlig tvang den, som

1) ved vold eller ved trussel om vold, om betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet tilhørende forhold tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget,

2) ved trussel om at anmelde eller åbenbare et strafbart forhold eller om at fremsætte sande ærerørige beskyldninger tvinger nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, for så vidt fremtvingelsen ikke kan anses tilbørlig begrundet ved det forhold, som truslen angår.

Stk. 2. Tvinges nogen til at indgå ægteskab, kan straffen stige til fængsel indtil 4 år. Indsat ved lov nr. 316 af 30. april 2008.

Stk. 3. Tvinges nogen til at bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, kan straffen stige til fængsel indtil 4 år." Indsat ved lov nr. 651 af 15. juni 2010

I tilfælde, hvor en gerningsmand med trusler om anvendelse af vold eller ved brug af vold tvinger en person til at udlevere genstande eller penge, som gerningsmanden mener, at han har krav på, er der ikke tale om røveri eller afpresning, idet gerningsmanden ikke har forsæt til at opnå en uberettiget berigelse ved at tilegne sig tingen. Gerningsmanden vil i sådanne tilfælde kunne straffes for ulovlig tvang. Det samme gælder i tilfælde, hvor nogen på samme måde tvinger en anden til at give sig en genstand, som gerningsmanden ønsker at gøre brug af, men som gerningsmanden ikke ønsker at tilegne sig. Dette er for eksempel tilfældet, når gerningsmanden med trusler om vold eller ved brug af vold fratvinger nogen en bil, som gerningsmanden har tænkt sig at benytte et stykke tid for derefter at efterlade bilen igen.

I TfK 2010.400 VLD blev en person i byretten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens §§ 260, nr. 1, 291, stk. 2, og 245 og straffet med fængsel i 8 måneder. Den pågældende blev fundet skyldig i den 4. august 2009 om eftermiddagen telefonisk at have henvendt sig til forurettede og udtalt, at "han ville have sine penge ellers fik han tæsk" eller lignende. Endvidere blev han fundet skyldig i sammen dag om aftenen sammen med 3 andre at have indfundet sig hos forurettede og afkrævet denne 1.100 kr. og, da forurettede ikke betalte, at have begået grov vold samt hærværk mod denne. Uagtet at retten fandt det bevist, at der var tale om gæld opstået i forbindelse med køb af hash, fandt retten, at forholdet skulle henføres under straffelovens § 260, nr. 1, og ikke afpresning, som der var rejst tiltale for. Byretten udtalte således: "Uanset at det må antages, at de 1.100 kr., som F angivelig skyldte C, formentlig hidrørte fra køb af hash og således næppe ville kunne gennemføres ad lovlig vej, finder retten det betænkeligt at henføre forholdet under straffelovens § 281 om afpresning. Retten dømmer derfor C ad forhold 1, dog at forholdet henføres under straffelovens § 260 nr. 1 (ulovlig tvang)." Sagen blev anket af de tiltalte til formildelse og af anklagemyndigheden til skærpelse. Anklagemyndigheden gjorde under anken således ikke gældende, at forholdet skulle henføres under straffelovens § 281 om afpresning og ikke straffelovens § 260, nr. 1, om ulovlig tvang.

I TfK2010.173/2 lagde såvel byretten som landsretten lagde til grund at tiltalte i forening med andre aftvang forurettede 6.800 kr. ved anvendelse af vold, hvor forurettede blandt andet blev slået i hovedet med en pistol. Uagtet at byretten lagde til grund, at tiltalte havde et tilgodehavende hos forurettede på 6.000 kr., fandt byretten, at forholdet skulle straffes som røveri og ikke ulovlig tvang som påstået af tiltalte. Byretten fandt, at det forhold, at tiltalte eventuelt måtte have et tilgodehavende på 6.000 kr. hos forurettede ikke kunne føre til, at forholdet blev henført under straffelovens § 260 "allerede fordi", den pågældende var frataget et større beløb. Landsretten henførte imidlertid forholdet under straffelovens § 260 og udtalte blandt andet: "Det er ubestridt, at tiltalte havde et krav på betaling på penge i anledning af hans køb af forurettedes kiosk, men at størrelsen heraf var omtvistet, idet forurettede dog har erkendt, at [han] skyldte tiltalte 6.000 kr. På den baggrund findes det ikke bevist, at tiltalte havde forsæt til at skaffe sig uberettiget vinding. Tiltalte frifindes derfor for tiltalen for røveri. Tiltalte findes imidlertid ved at have handlet som fastslået at have gjort sig skyldig i ulovlig tvang, og forholdet findes efter retsplejelovens § 883, stk. 4 at kunne henføres under straffelovens § 260, stk. 1 nr. 1. I dette omfang findes tiltalte derfor skyldig. Straffen fastsættes efter straffelovens § 260, stk. 1 nr. 1 til fængsel i 3 måneder. Landsretten har herved lagt vægt på forholdets grovhed herunder, at det er udført af flere i forening."

I TfK 2000.231/2 ØLD kan det udledes af landsrettens bemærkninger, at det er anklagemyndigheden, som skal bevise, at der foreligger berigelsesforsæt, således at der kan straffes for røveri eller afpresning i tilfælde, hvor gerningsmænd bag inkassoforretninger ved anvendelse af vold eller trusler om vold erkender sig skyldige i ulovlig tvang. I den aktuelle sag var gerningsmændene tiltalt for røveri men blev alene fundet skyldig i ulovlig tvang og idømt 60 dages fængsel for at have opsøgt en person i sit hjem og med vold og trusler om vold at have frataget de forurettede penge, smykker, mobiltelefoner m.m. til en samlet værdi af ca. 33.650 kr. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter en samlet vurdering af de foreliggende beviser finder landsretten det betænkeligt at anse det for bevist med den til domfældelse fornødne sikkerhed, at tiltalte havde fortsæt til at skaffe sig uberettiget vinding ved den bestilte »inkassoforretning«. Tiltalte frifindes derfor for medvirken til røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 23. Efter tiltaltes erkendelse og de i øvrigt foreliggende oplysninger finder landsretten det bevist, at tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 260, nr. 1, j. § 23, ved at have bestilt T2 til at foretage »inkassoforretningen«. .."

I TfK 2003.638 ØLD blev de to tiltalte i byretten fundet skyldige i afpresning ved mandag den 9. juli 2001 om eftermiddagen på forurettedes bopæl i forening og efter forudgående aftale, sammen med 4 ukendte mandspersoner, at have indfundet sig og truet forurettede A og dennes mor med, »at de jo kunne klare sagen på 2 måder, enten den blide eller den hårde« og, »at såfremt de ikke betalte, ville sagen blive videregivet til nogle andre personer, som nok skulle forstå at inddrive pengene« og »at de havde nøjagtig et par døgn til at skaffe disse penge, ellers ville forurettede A høre fra dem«, hvis ikke de snarest betalte 25.000 kr. i kontanter og straks afleverede en Nokia mobiltelefon og et Citizen armbåndsur tilhørende forurettede A til en samlet værdi af 30.394 kr., hvorefter forurettede A og dennes mor den 11. juli 2001 afleverede 25.000 kr. til T2. Byretten fandt det bevist, at der forelå et berigelsesforsæt. Byretten lagde vægt på, at de tiltaltes henvendelse til forurettede skyldtes deres mistanke om, at forurettede havde begået indbrud i en bil tilhørende en bekendt af en af de tiltalte, og at de således ikke selv havde noget mellemværende med forurettede. Landsretten ændrede byrettens afgørelse og fandt alene de tiltalte skyldige i ulovlig tvang. Landsretten udtalte blandt andet: "Det findes derimod ikke bevist, at de tiltalte, der kendte bilens ejer og var klar over det begåede tyveri, og at der var opstået skader på bilen, har haft det fornødne forsæt til berigelse, da de modtog pengene. Dette underbygges af, at de samlede skader ved tyveriet fra bilen beløbsmæssigt senere blev opgjort til ca. 22.000 kr., og at tiltalte T2 underskrev og afleverede en kvittering for det modtagne beløb til A og dennes mor."

I TfK 2005.386 ØLD tvang en passager i en taxa - ved at true chaufføren af taxaen med peberspray - chaufføren til at forlade taxaen, hvilket chaufføren gjorde. Derpå tog passageren taxaen og kørte bort i denne. Passageren blev straffet for ulovlig tvang samt for brugstyveri af køretøjet. Endvidere blev han straffet for spirituskørsel, idet han førte taxaen, medens han var påvirket af spiritus. Den pågældende var ikke tidligere straffet og blev straffet med fængsel i 40 dage, hvoraf de 20 dage blev gjort betinget.

I TfK 2008.431 ØLD blev en person idømt en straf af fængsel i 3 måneder blandt andet for ulovlig tvang, idet han med en hammer havde truet en kvindelig bekendt til at give sig 500 kr. Det var ikke under sagen blevet gjort gældende, at manden ikke havde et berettiget krav på pengene, hvorfor der ikke var rejst tiltalte for røveri. Straffen blev udmålt under hensyn til, at gerningsmanden var tidligere straffet for "personfarlig kriminalitet", og at han også blev fundet skyldig i trusler samt ulovlig indtrængen hos kvinden. Det blev anset for skærpende, at truslerne med hammeren fandt sted, medens kvinden stod med sit barn på armen. Tiltalte blev i øvrigt frifundet for et krav om torterstatning fremsat af forurettede.

I TfK 2007.13 ØLD blev en person straffet med fængsel i 3 måneder for sammen med en medgerningsmand at have indfundet sig i en lejlighed, hvor de ved brug af vold tvang forsøgte at tvinge beboeren til at betale en telefonregning for en anden og til at udlevere en mobiltelefon. Beboeren, der forsøgte at undløbe, blev med magt ført ind i lejligheden igen, og hun blev blandt andet truet med, at hun ville blive smidt ud fra altanen, hvis hun ringede efter politiet. Endvidere blev hun slået med flad og knyttet hånd. Tiltalte var ikke tidligere straffet, men der var "under hensyn til forholdets karakter" ikke grundlag for at gøre straffen betinget. Byretten udtalte: "Efter karakteren af volden og truslerne, og da truslerne er fremsat og volden udøvet i det ene vidnes hjem under overværelse af et mindreårigt barn, er der ikke grundlag for at gøre straffen betinget". Byretten udtalte om det begåede forhold nærmere: "Efter de tiltalte og vidnet A's forklaringer kan det lægges til grund, at der har været en meget ophidset beskyldning mod A om, at han skulle skylde tiltalte T2's morfar 30.000 kr., uden at der findes grundlag for at antage, at denne beskyldning skulle være sand, endsige at det skulle vedkomme de tiltalte. Efter vidnet A's forklaring, der virker troværdig og er bestyrket af hans henvendelser til myndighederne, findes det godtgjort, at de tiltalte i forening har forsøgt at true ham til at erkende, at han skyldte et pengebeløb".

I TfK 2004.213 ØLD blev to personer, der i forening havde forsøgt at tvinge en person til at anerkende, at hun skyldte en anden 30.000 kr. i husleje, fundet skyldige i ulovlig tvang. De blev begge straffet med dagbøder. Den ene af gerningsmændene var 2 gange tidligere straffet for overtrædelse af straffelovens § 119, og den anden var tidligere straffet for vold efter straffelovens § 244. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter sagens særlige omstændigheder og den tid, der er forløbet siden byrettens dom, findes det forsvarligt at anvende bødestraf, og bødestraffene og forvandlingsstraffene findes passende bestemt". Det fremgår nærmere af sagen, at forholdet blev begået den 11. september 2002. Byrettens dom blev afsagt den 25. november 2002, og landsrettens dom blev afsagt den 14. januar 2004. Der er således forløbet cirka 17 måneder fra forholdet blev begået, til der blev afsagt endelig dom i landsretten.

I TfK 2004.89 VLD havde en person i metadonbehandling indfundet sig på et apotek, hvor han truede en ekspedient med at "at rydde nogle hylder eller tage et gidsel", hvorefter han greb og fastholdt en kunde, som han satte en skruetrækker mod brystet i hjerteregionen af, mens han flere gange krævede sig udleveret metadon med trussel om at ville stikke "den her i hende". Landsretten frifandt den pågældende for forsøg på røveri og fandt ham i stedet skyldig i forsøg på ulovlig tvang samt trusler. Landsretten lagde vægt på, at tiltalte ikke havde forsøgt at opnå en uberettiget berigelse. Han havde krav på at få metadonen gratis. Han skulle blot have afhentet den på et laboratorium og ikke på det omhandlede apotek, hvor han dog havde fået den udleveret de foregående to dage. Landsretten udtalte blandt andet: "Det lægges endelig til grund, at tiltalte ikke betaler for sin metadon, og at han heller ikke skulle have betalt - - -apoteket herfor, hvis metadonen - som det var sket de foregående 2 dage - var blevet omdirigeret dertil. På den anførte baggrund kan tiltalte ikke anses for at have forsøgt at skaffe sig en uberettiget vinding, jf. straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og han frifindes derfor for tiltalen for forsøg på røveri." Straffen blev efter de nævnte bestemmelser og efter våbenlovens § 10, stk. 3, jf. § 4, stk. 1, fastsat til fængsel i 7 måneder, der ansås for udstået med den skete varetægtsfængsling.

I TfK 2008.273/2 ØLD fandt landsretten, at et tilfælde, hvor en person mod sin vilje var blevet kørt rundt i en bil i cirka 7 minutter, ikke skulle henføres under straffelovens § 161, stk. 1, men under § 260, nr. 1. Landsretten udtalte blandt andet: "Vedrørende tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 261, stk. 1, findes det godtgjort, at kørslen i varebilen skete som beskrevet i anklageskriftet, dog at det alene findes godtgjort, at de tiltalte kørte rundt med F i ca. 7 minutter. Under hensyn til indespærringens varighed findes der - uanset de øvrige omstændigheder i forbindelse med kørslen - ikke at foreligge en frihedsberøvelse, jf. straffelovens § 261, og de tiltalte frifindes herefter for overtrædelse af straffelovens § 261, stk. 1. Derimod findes det godtgjort, at forholdet kan henføres under straffelovens § 260, nr. 1, og de tiltalte findes derfor skyldige i overtrædelse af straffelovens § 260, nr. 1, idet bemærkes, at de tiltalte har haft fyldestgørende adgang til forsvar."

I UfR 1997.1293/2 ØLD havde tiltalte med vold og trusler om vold hos en anden inkasseret 45.558 kr. (inklusive "incassoomkostninger") for en bekendt. Den pågældende blev idømt ubetinget fængsel i 40 dage for forsøg på overtrædelse af straffelovens § 260, nr. 1, jf. § 21.

I UfR 1984.408 ØLD havde nogle indsatte i et fængsel blandt andet foretaget en "rektalundersøgelse" på en medindsat i et forsøg på at finde hash på den medindsatte, som de mente denne skulle aflevere til dem, idet de havde et tilgodehavende hos ham. De fandt ikke noget hash på den pågældende og tog den pågældendes gummisko "i pant". Der var for dette forhold alene rejst tiltale for ulovlig tvang efter straffelovens § 260, nr. 1, jfr. straffelovens § 83, stk. 1. De blev for dette forhold straffet med fængsel i 3 måneder for to af de tiltaltes vedkommende og fængsel i 4 måneder for en af de tiltaltes vedkommende.

Frihedsberøvelse - straffelovens § 261
Det følger af bestemmelsens første stykke, at straframmen for den, som "berøver en anden friheden", er fængsel i 4 år. Af andet stykke følger, at straffen kan stige op til 12 år blandt andet, når frihedsberøvelsen sker "for vindings skyld", eller når den er "langvarig". Af tredje stykke følger, at den, som har foretaget handlinger omfattet af andet stykke uagtsomt, kan straffes med fængsel i indtil 6 måneder.

I sagen TfK 2006.706 VLD blev en frihedsberøvelse af cirka 3 timers varighed, hvor gerningsmændene blev fundet skyldige i røveri af den frihedsberøvedes mobiltelefon, straffet efter § 261, stk. 1. Landsretten lagde vægt på, at frihedsberøvelsen ikke var motiveret af, at der skulle begås røveri. Straffen for de to gerningsmænd blev fastsat til 1 år og 3 måneder og 1 år og 6 måneder. Der var tale om flere forhold, og den ene af gerningsmændene var flere gange tidligere straffet. De pågældende blev fundet skyldige i at have holdt den frihedsberøvede bundet, medens de kørte ham rundt i Kolding-Vejen området. Den frihedsberøvede blev efterladt bundet på et øde sted.

Freds- og ærekrænkelser (straffelovens kapitel 27)

Straffelovens 27. kapitel Freds- og ærekrænkelser

Kapitel 27. Freds- og ærekrænkelser (straffelovens § 153 samt §§ 263-275 a) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

Freds- og ærekrænkelser behandles i 27. kapitel i straffeloven. Efter § 263 straffes den, der uberettiget krænker brevhemmeligheden mv., den der skaffer sig adgang til andres gemmer, samt den der under visse nærmere betingelser aflytter eller optager samtaler mellem andre. § 263 a kriminaliserer forskellige former for ulovlig omgang med adgangsmidler mv. til informationssystemer. § 264 vedrører ulovlig indtrængen. Efter § 264 a straffes den, der uberettiget fotograferer en anden under visse nærmere omstændigheder. § 264 c gør det strafbart at udnytte oplysninger fremkommet ved overtrædelse af bestemmelserne i §§ 263, 264 og 264 a. § 264 straffer videregivelse af "meddelelser eller billeder" vedrørende en andens private forhold mv. § 265 vedrører polititilhold, § 266 visse trusler, § 266 a visse tilskyndelser til voldshandlinger mv. Efter § 266 b straffes under visse nærmere betingelser fremsættelsen af udtalelser og meddelelser, ved hvilke en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Betænkning 601 om privatlivets fred afgivet af straffelovsrådet i 1971

Uberettiget krænkelse af brevhemmeligheden, aflytning mv. - Straffelovens § 263

Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 1, vedrører brud på brevhemmeligheden mv.
Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 2, pålægger straf til den, der "skaffer sig adgang til andres gemmer".
Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, pålægger straf til den, der "ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som han ikke selv deltager i, eller hvortil han uberettiget har skaffet sig adgang.

I UfR 1980.670 ØLD foretog nogle personer i en bladredaktions lokaler aflytning og optagelse af telefonsamtaler, der blev ført mellem to personer. Den ene af de to personer, der deltog i telefonsamtalerne, var vidende om, at personerne aflyttede og optog telefonsamtalerne, medens den anden deltager ikke vidste dette. Personerne, der var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, blev frifundet både i byretten og i landsretten. Landsretten tiltrådte sig byrettens begrundelse for frifindelsen. Af byrettens begrundelse fremgik blandt andet følgende: "På denne baggrund finder retten det forsvarligt i stedet at forstå bestemmelsen på den måde, at optagelser af telefonsamtaler, der teknisk foretages af andre, men med samtykke af en af samtaleparterne - ligesom optagelse af egne telefonsamtaler ikke omfattes af ordene: »Udtalelser fremsat i - - - telefonsamtaler - - - mellem andre«. De i anklageskriftets forhold 1 og 3 omhandlede båndoptagelser er således ikke strafbare efter straffelovens § 263, nr. 3. Med samme begrundelse finder retten endvidere, at den i anklageskriftets forhold 2 omhandlede aflytning, der ligesom båndoptagelserne fandt sted med A's samtykke, er straffri." Bestemmelsen er således ikke til hinder for, at en person, der taler med en anden, og som ønsker at sikre sig bevis for samtalens indhold ved at optage samtalen på en lydfil, optager samtalen uden at orientere denne anden deltager i samtalen om, at samtalen optages.

Ulovlig indtrængen - straffelovens § 264

Straffelovens § 264 har følgende indhold:

"Stk. 1. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget

1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted,

2) undlader at forlade fremmed grund efter at være opfordret dertil.

Stk. 2. Begås det i stk. 1, nr. 1, nævnte forhold med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder, eller foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændighed anses navnlig tilfælde, hvor forholdet er begået under sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko herfor."

Bemærk, at det fremgår af straffelovens § 275, stk. 2, at der for så vidt angår straffelovens §§ 263-265 kun kan ske offentlig påtale, når den forurettede anmoder herom.

I TfK 2009.120/1 VLD var to personer tiltalt blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, og § 124, stk. 2. jf. § 21, husfredskrænkelse og forsøg på befrielse af anholdt, ved den 29. december 2007 ca. kl. 05.20 i forening ad flere gange uberettiget at have skaffet sig adgang til Hobro Politistation, Adelgade 75 i Hobro, med henblik på at få befriet A, der var blevet anholdt af politiet. De tiltalte blev frifundet for ulovlig indtrængen. Landsretten begrundede afgørelsen således: "T1 har forklaret, at døren til politistationen ikke var låst, da han og T2 to gange kom ind på stationen. Der er ikke fundet tegn på opbrud af døren, og der er heller ikke anden forklaring på, hvordan det anden gang lykkedes de tiltalte at komme ind på stationen. Det er herefter ikke godtgjort, at døren til politistationen var låst, og at det som følge heraf måtte stå klart for tiltalte og T2, at de ikke var berettigede til at skaffe sig adgang til stationen. Efter bevisførelsen er det usikkert, om politistationens åbningstid fremgik af skiltning. Det er efter bevisførelsen også usikkert, om det på anden måde blev gjort klart for tiltalte og T2, der kom ind ad hoveddøren, at stationen var lukket. Herefter og under hensyn til aftenens forudgående forløb er det betænkeligt at fastslå, at det, da tiltalte og T2 kom ind, måtte stå dem klart, at stationen var lukket."

I TfK 2004.372/2 VLD var en tilskuer under en håndboldkamp i en hal i Herning gået ned foran tilskuerrækkerne og havde stillet sig bag målet med ryggen mod banen og fronten mod de øvrige tilskuere, som han derpå stod og heppede på. Han stod inden for det net, som skal beskytte tilskuerne bag målet. En kontrollør bad efter nogen tid tilskueren om at sætte sig tilbage på sin plads. Da tilskueren blev stående og således ikke efterkom anmodningen fra kontrolløren, besluttede kontrollørerne, at tilskueren skulle vises ud af hallen, hvorpå de bad ham om at forlade stedet. Da tilskueren modsatte sig dette, begyndte kontrollørerne at føre tilskueren ud med magt. Undervejs ud af hallen tildelte tilskueren en af kontrollørerne et slag, hvorfor der blev rejst straffesag mod tilskueren for overtrædelse af straffelovens § 244, jævnfør § 247, stk. 2. Tilskueren blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 men frifundet for overtrædelse af straffelovens § 247, stk. 2. Landsretten udtalte blandt andet: "Kontrollørerne kan i kraft af deres funktion og som led i at opretholde god ro og orden ved en større sportsbegivenhed med mange tilskuere til stede tilrettevise og irettesætte tilskuerne. Der er ikke fastsat nærmere bestemmelser om kontrollørernes arbejde. Kontrollørerne har imidlertid ikke nogen større kompetence til egentlig magtanvendelse end enhver anden borger. Såfremt sådan magtanvendelse er nødvendig, kan det derfor kun ske, hvis betingelserne for privat anholdelse i retsplejelovens § 755, stk. 2, er opfyldt. Hvis det ikke er tilfældet, må kontrollørerne tilkalde politiet. Tiltaltes ophold på arealet bag målet bag nettet findes ikke at kunne karakteriseres som et ophold på fremmed grund i den forstand, som dette begreb anvendes i straffelovens § 264, stk. 1, nr. 2. Betingelserne for privat anholdelse har derfor ikke været opfyldt, og det tiltrædes herefter, at der ikke har været hjemmel for kontrollørerne til at anvende magt som sket. En kontrollør ved en håndboldkamp må efter karakteren af den funktion, som han udøver, anses for omfattet af straffelovens § 247, stk. 2. Det må imidlertid være en forudsætning for at opnå den beskyttelse, som er tilsigtet ved bestemmelsen, at kontrolløren ikke forud for volden mod ham har anvendt magt i et omfang, som ikke kan anses for berettiget. Det tiltrædes på denne baggrund, at forholdet ikke er henført under straffelovens § 247, stk. 2."

Ovennævnte afgørelse kommenteres af Vagn Greve m. fl. i "Kommenteret straffelov, Speciel del", 9. omarbejdede udgave, Jurist- og Økonomforbundet 2008, side 425, nederst, hvor forfatterne med henvisning til afgørelsen blandt andet anfører: "Hvis en indtrængen ville være berettiget efter reglerne i nr. 1, vil det også være berettiget at blive på stedet efter en opfordring. ..."

I TfK 2005.267 ØLD straffet med 4 dagbøder á 250 kr. for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, for sammen med en anden uberettiget at være trængt ind i et privat hjem.

I TfK 1999.99/1 HD havde nogle journalister gået i land på øen "Peberholm" for at reportere fra en demonstration mod opførelse af Øresundsbroen. De blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1. Højesteret begrundede frifindelsen således: "Peberholm, hvor aktionen fandt sted, fungerede som byggeplads ved etableringen af Øresundsforbindelsen, og de tiltalte nåede frem til øen med båd. Under disse omstændigheder tiltræder Højesteret, at de tiltalte har skaffet sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted, selv om dette ikke var indhegnet, og selv om der ikke var opsat skilte med adgangsforbud. Landsretten har lagt til grund, at de tiltalte var bekendt med de anførte omstændigheder. Deres forhold kan derfor tilregnes dem som forsætligt. Afgørende for, om de tiltalte er skyldige i overtrædelse af straffelovens § 264, bliver herefter, om deres adfærd kan karakteriseres som »uberettiget«. De tiltalte kom til stede som journalister og fotografer, og den beskyttelse af ytringsfriheden, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 10, der også omfatter friheden til at modtage information, må derfor danne udgangspunkt for bedømmelsen. Det er vigtigt, at medierne får lejlighed til over for befolkningen at skildre begivenheder, der angår emner af offentlig interesse. Aktionen på øen havde til formål at foranledige fortsat debat om ikke blot Øresundsforbindelsen, men også en evt. Femern-forbindelse og deres miljømæssige konsekvenser. Den efterfølgende omtale af aktionen, der til dels baserede sig på de tiltaltes rapporter og optagelser, viste, at der var en betydelig interesse for aktionen. Aktionens debatskabende formål kan tillægges betydning for bedømmelsen af de tiltaltes forhold, selv om aktionen netop var tilrettelagt med henblik på gennem denne omtale at understøtte debatten, og selv om aktionen som sådan ikke indeholdt noget omfattende og nuanceret budskab. De tiltaltes krænkelse af privatlivets fred var forholdsvis beskeden, og heller ikke den ulovlige aktion som helhed var nogen alvorlig krænkelse. .."

Rockere blev i afgørelsen UfR 1998.382 ØLD frifundet for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 2. De havde i veste med rygmærker indfundet sig som gæster på "Døllefjelde-Musse Heste- og Kræmmermarked". Markedskomiteens formand havde gennem politiet opfordret de pågældende til at forlade stedet, idet andre markedsgæster angiveligt havde følt sig "utrygge" ved disses tilstedeværelse. De pågældende havde ikke efterkommet opfordringen, hvorfor de blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 2. Landsretten begrundede frifindelsen således: "Det område, som politiet opfordrede de T til at forlade, bestod af et stort åbent areal, det blev benyttet til afholdelse af et marked, hvortil der var offentlig adgang uden angivelse af begrænsninger. Landsretten finder herefter ikke, at området havde en sådan privat karakter, at det er omfattet af udtrykket »fremmed grund« i straffelovens § 264, stk. 1, nr. 2. De T frifindes således for den rejste tiltalte.

I UfR 1987.859 ØLD blev en ansvarshavende redaktør for et ugeblad straffet med 30 dagbøder for overtrædelse af straffelovens § 264 d ved at have bragt et billede af to personer optaget med disses samtykke under deres ophold i Statsfængslet ved Horserød, men uden at de to personer "hverken udtrykkeligt eller stiltiende" havde samtykket i, at billederne blev videregivet til brug for pressen. Det forhold, at den ene af de to i 1974 efter forudgående samtykke lod sig fotografere i et fængsel samtidig med, at hun lod sig interviewe, at pressen omkring tidspunktet for hendes udlevering fra Tyskland til fortsat strafafsoning i Danmark bragte adskillige reportager om hende og hendes personlige forhold, og at hun selv udtalte sig og lod sig fotografere under et ophold udenfor fængslet til et dagblad den 15. februar 1986, ændrer efter rettens opfattelse ikke den retlige bedømmelse af den uberettigede offentliggørelse og videregivelse. Endvidere fandtes det ikke diskulperende, at redaktøren, da denne købte billederne, havde fået oplyst, at de to kvinder havde givet samtykke til, at billederne blev videregivet til pressen, idet tiltalte ikke herved i "tilstrækkelig grad har sikret sig, at videregivelsen var berettiget"

I UfR 1981.364 ØLK blev en film beslaglagt fra en pressefotograf, efter at denne havde indfundet sig på en ejendom og taget billeder af det hus, hvor politiet opholdt sig og var i gang med en ransagning, idet husets beboer, der var varetægtsfængslet, var sigtet for handel med narkotika. Landsretten gav anklagemyndigheden medhold i, at betingelserne for ransagning var opfyldt. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter det foreliggende, herunder kærendes vægring ved at oplyse, hvad han havde fotograferet ved ejendommen, findes politiet den 14. september 1980 at have haft rimelig anledning til at sigte kærende for overtrædelse af straffelovens § 264 a og forsøg på overtrædelse af § 264 d. Da de ved overtrædelsen optagne film måtte antages at være af betydning som bevismidler eller at burde konfiskeres, jfr. retsplejelovens § 782, stk. 1, tiltrædes det, at beslaglæggelsen er godkendt, og beslutningen vil derfor være at stadfæste."

Straffelovens § 265 om advarsel (polititilhold) er ophævet og erstattet med lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning

Trusler - straffelovens § 266
Straffelovens § 266 har følgende indhold:

"§ 266. Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år."

For at en trussel skal kunne straffes efter bestemmelsen, skal den fremkalde "alvorlig" frygt. Fremkalder udtalelsen alene frygt, der ikke kan anses for "alvorlig", falder fremsættelsen af udtalelsen uden for bestemmelsen. Se for eksempel TfK 2001 422 VLD, hvor en person blev frifundet for at have fremsat trusler, idet denne trussel ikke kunne betegnes for tilstrækkelig alvorlig til at være omfattet af bestemmelsen. Landsretten begrundede afgørelsen således: "

"..Vi finder endvidere, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at anse udtalelserne, der blev fremsat på Peppers, som en trussel omfattet af straffelovens § 266. Herefter - og således som tiltalen er udformet - stemmer vi for at frifinde tiltalte også for denne del af tiltalen.
En voterende, der er enig i, udtalelserne på Peppers ikke er omfattet af straffelovens § 266, finder, at disse udtalelser i forbindelse med tiltaltes tag i kravetøjet må anses for en trussel om vold efter straffelovens § 244. Da denne voterende finder, at også trusler om vold må anses for omfattet af tiltalen, stemmer denne voterende for at domfælde tiltalte for denne del af tiltalen."

Da flertallet ikke fandt, at en udtalelse, der indeholdt en trussel om at udføre en handling, der er omfattet af straffelovens § 244, ikke kan anses som en trussel omfattet af straffelovens § 266, kan det udledes af dommen, at trusler alene om at begå en handling, der indeholder en overtrædelse af straffelovens § 244, ikke anses som en overtrædelse af straffelovens § 266.

I TfK 2011.716 VLD var der rejst tiltale mod en person for overtrædelse af straffelovens § 266 ved den 7. september 2009 ud for Vestre Landsret til en advokat at have udtalt »dine bemærkninger under hovedforhandlingen var nedladende over for mig, og dette vil jeg ikke finde mig i. Du skal have nogen bank« eller lignende, hvilket efter anklagemyndighedens opfattelse var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for dennes liv, helbred eller velfærd. Landsretten fandt det bevist, at den pågældende havde truet advokaten med "bank". Landsretten frifandt imidlertid den pågældende med følgende begrundelse: "Efter truslens indhold og omstændighederne ved fremsættelsen heraf har der været tale om en trussel om simpel vold, der ikke har været egnet til at fremkalde den i straffelovens § 266 nævnte alvorlige frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd. Da truslen således ikke har haft den i § 266 angivne grove karakter, er den ikke omfattet af bestemmelsen, og tiltalte frifindes derfor."

I TfK 2010.638 ØLD blev straffen for trusler mod en anden bilist på Øresundsmotorvejen med en softgun fastsat til fængsel i 20 dage jævnfør straffelovens § 266. Forholdet var begået i maj 2007 og blev behandling i landsretten i april 2010. Landsretten udtalte, at den lange sagsbehandlingstid udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1. Som "en konsekvens af krænkelsen" gjorde landsretten dommen betinget.

I TfK 2010.32 VLD udtalte tiltalte til sin sagsbehandler ved socialforvaltningen, som han havde mødt i et butikscenter, blandt andet at han "fandeme nok skulle finde hende i hendes fritid". Det fremgik af sagen, at sagsbehandleren sammen med sin familie var på indkøb i butikscentret, da tiltalte kontaktede hende og stillede hende spørgsmål vedrørende sin sag ved socialforvaltningen, hvor han havde haft møde med sagsbehandleren tidligere samme dag. I landsretten forklarede sagsbehandleren blandt andet, "at tiltalte var vred, da han forlod hendes kontor tidligere på dagen. Inde i Sportmaster stod tiltalte 1-1½ meter bag hende. Han lød vred, men han råbte ikke. Det gjorde han uden for butikken. Hun opfattede det som en trussel, da han sagde, han ville finde hende i hendes fritid. Det var i hvert fald ubehageligt. Hun koncentrerede sig i situationen mest om sin datter og tænkte nok ikke på, om det var en trussel. Hun har ikke kontakt med sine klienter i fritiden." Landsretten frifandt tiltalte for trusler og udtalte blandt andet: "Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte i forhold 3 til F har udtalt, at han »fandme nok skal finde dig i din fritid« eller lignende. Det lægges til grund, at baggrunden for udtalelsen var, at tiltalte ønskede at tale om en afgørelse om sin økonomi, der var truffet tidligere, hvorefter F gav udtryk for, at hun ikke ville tale med ham i sin fritid, men at han kunne henvende sig i arbejdstiden. Herefter findes tiltaltes udtalelse ikke at være egnet til at fremkalde alvorligt frygt for F's eller andres liv, helbred eller velfærd efter straffelovens § 266."

Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) vurderede i klagesagen DUP-2014-331-1584 ordene "Med den attitude bliver du kørt over nogle gange af politiet" og "ved den mindste mistanke om, at I ville have smidt noget ud af vinduet, så havde vi lagt døren ned og kylet Jer ned" udtalt af en polititjenestemand til husets kvindelige beboer, umiddelbart efter, at han havde foretaget en resultatløs ransagning på den pågældendes bopæl. DUP fandt ikke, at ordene var omfattet af straffelovens § 266 om trusler. Umiddelbart er ordene "bliver du kørt over nogle gange af politiet" svære ikke at forstå således, at den pågældende blev truet med at ville blive kørt over forsætligt, hvilket normalt anses efter straffelovens § 245. Det var imidlertid DUPs opfattelse, at det ikke havde været meningen at true den pågældende med strafbart forhold. Sagen viser, at der skal foretages en meget konkret vurdering af, hvad personen, der fremkommer med udtalelser, der kan opfattes som trusler, har ment med de af sagen omhandlede ord.

I UfR 2013.472 H blev tiltalte frifundet for trusler efter straffelovens § 266 ved at have truet forurettede med "en omgang bank". Højesteret udtalte nærmere: "I byretten nægtede T at have truet B med at ville slå ham ihjel. Efter en pause erkendte T at have truet med, at hvis B blev ved med at genere hans mor, ville B få med »dem at bestille i form af tæv«. Anklageren ændrede herefter tiltalen, således at T blev tiltalt for at have truet med at give B »en omgang bank«. Sagen blev på denne baggrund fremmet som tilståelsessag, og T blev idømt fængsel i 7 dage for overtrædelse af straffelovens § 266. Vi finder, at trussel om »en omgang bank« under de erkendte omstændigheder ikke er omfattet af straffelovens § 266. Sagen burde derfor ikke være fremmet som tilståelsessag. Vi finder endvidere, at forløbet i byretten indebærer, at anklagemyndigheden har frafaldet tiltalen for trusler på livet og begrænset tiltalen til at angå trussel om »en omgang bank«. Dette blev ikke ændret af anklagemyndigheden inden for to-måneders-fristen i retsplejelovens § 724, stk. 2. Landsretten var herefter bundet af denne påtalebegrænsning. Vi finder, at den fravigelse af tiltalen, landsretten foretog med hensyn til truslens indhold, under disse omstændigheder ikke kunne ske på grundlag af retsplejelovens § 883, stk. 4, hvorfor landsretten ikke kunne dømme T som sket."

I TfK 2009.738 VLD blev tiltalte frifundet for overtrædelse af straffelovens § 266. Det blev lagt til grund, at tiltalte var løbet ind i frisørens forretning og blandt andet råbt til frisøren "jeg smadrer dit fjæs" eller lignende, idet tiltalte havde været af den opfattelse, at frisøren havde sparket til tiltaltes bil. Frisøren havde derpå smidt tiltalte ud af forretningen og ringet efter politiet. Af landsrettens dom fremgår blandt andet følgende: "Fem voterede finder, at tiltaltes udtalelse »Jeg smadrer dit fjæs« eller lignende under de givne omstændigheder ikke er en trussel om så grov vold, at udtalelsen er egnet til at fremkalde alvorlig frygt for F's liv, helbred eller velfærd. Udtalelsen er derfor ikke omfattet af straffelovens § 266. Disse voterende stemmer derfor for at frifinde tiltalte."

I TfK 2013.601 blev tiltalte for at have fremsat dødstrusler mod sin nabo straffet med fængsel i 7 dage, der blev gjort betinget på vilkår af, at tiltalte i en prøvetid på 1 år ikke begår strafbart forhold. Det blev lagt til grund, at tiltalte havde overtrådt straffelovens § 266 ved at have udtalt til naboen "Jeg slår dig ihjel" eller lignende. Landsretten begrundede strafudmålingen således: "Efter truslens karakter sammenholdt med, at den er fremsat som led i en længerevarende nabostrid, og efter omstændighederne i øvrigt finder landsretten, at straffen passende kan fastsættes til fængsel i 7 dage, som gøres betinget som nedenfor bestemt."

I TfK 2013.343 blev tiltalte straffet med fængsel i 30 dage blandt andet for trusler efter straffelovens § 266. Landsretten nedsatte dermed den straf af fængsel i 60 dage, som den pågældende var blevet idømt ved byretten. Forholdet var begået 6. maj 2012. Den pågældende var tidligere straffet. I 2008 var han blevet straffet med fængsel i 1 år blandt andet for røveri og ulovlig tvang. I 2005 var han blevet straffet med fængsel i 3 måneder for vold i gentagelsestilfælde. I den aktuelle sag blev den pågældende blandt andet fundet skyldig i trusler med en hard-ball pistol mod en tilfældig bilist, der havde standset op i nærheden af, hvor tiltalte var væltet på sin cykel. Tiltalte blev også fundet skyldig i overtrædelse af våbenloven ved på sin bopæl at være i besiddelse af 4 peberspray. Landsretten begrundede afgørelsen således: "Landsretten finder efter omstændighederne ved forhold 1, herunder at tiltalte over for en tilfældig forbipasserende på vejen truede med et våben, der fremtrådte som en pistol, sammenholdt med at tiltalte tidligere er straffet for personfarlig kriminalitet, at straffen bør udmåles til fængsel i 30 dage. Efter karakteren af forhold 1 er der ikke grundlag for at gøre straffen betinget."

I TfK 2010.769 ØLD blev en person, som to gange tidligere var straffet for overtrædelse af straffelovens § 266 og en gang for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, straffet med fængsel i 30 dage for tyveri og for trusler mod en butiksdetektiv ved at stille sig i kampposition med hænderne oppe og spørge om butiksdetektiven "skulle have nogen på hovedet" eller lignende, ligesom tiltalte også havde samlet en ca. 5 x 5 cm stor brosten op og udtalt, at han ville kaste stenen mod afhørte, hvis denne kom nærmere.

I TfK 2008.820 VLD blev tiltalte straffet med fængsel i 30 dage for på sin bopæl at have truet en elektriker med et luftgevær, da elektrikeren havde indfundet sig på tiltaltes bopæl for at udskifte en el-måler.

Offentlige ytringer med et truende indhold om politikere og andre kendte personer

Der synes at være en noget vilkårlig praksis i dansk ret med hensyn til, hvorvidt udtalelser, videoklip mv. anses for at have en karakter, der hos politikere og andre kendte personer kan "fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd", således som straffelovens § 266 kræver, for at forfatterne til udtalelserne, videoklippene mv. kan straffes.

Af Jyllands-Posten, Indland, 4. juni 2014 fremgår det, at Københavns Politi havde fået varetægtsfængslet 4 personer, som i artiklen betegnes som "syrienskrigere". Det fremgår nærmere af artiklen, at de fire optræder i en video, som formentlig er afsendt fra Syrien, og som blev offentliggjort og sendt til flere medier året før. Om videoens indhold fremgår af artiklen følgende: "På videoen ses fire militante islamister skyde til måls efter seks danskere: Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, forfatteren og debattøren Lars Hedegaard, debattøren Naser Khader, den tidligere PET-agent Morten Storm samt Ahmed Akkari, der tidligere være kendt som islamist." Det udtales i artiklen, at flere jurister vurderer, at der "formentlig var tale om ulovlige trusler mod de pågældende". Det fremgår ganske vist ikke af teksten, men det må antages, at der er tale om billeder/fotos af de pågældende, som der er skudt til måls efter".

I Politiken den 2. april 2008 oplystes det i en artikel med overskriften "KU synger: Skyd Nyrup og tæv en hippie" blandt andet, at Konservativ Ungdom (KU) synger "smædesange", der "opfordrer til vold og mord på politiske modstandere". Det fremgår af artiklen, at sangene er optrykt i et sanghæfte fra Konservativ Ungdom. I følge artiklen findes der i en af sangene blandt andet følgende tekst: ".. Skyd Poul Nyrup. Pløk knoppen af det svin. Han skal aldrig, aldrig mer' ha' brændevin." Fra et andet eksempel fra sangbogen nævner artiklen teksten: "En socialist er sød, ja han er sød, men allerførst når han er død". I artiklen er landsformand for Konservativ Ungdom, Rune Kristensen, citeret for at udtale: "Jeg har ikke noget at undskylde eller forsvare. Sådan er jargonen". Han tilføjer ifølge artiklen, at han "ikke ser noget problem i smædesangene". Det fremgår ikke af udtalelser i pressen, at politiet har forsøgt at få ophavsmændene til (eller brugerne af) de omhandlede sange varetægtsfængslet.

Diskrimination (straffelovens § 266b)

Straffelovens § 266 b har følgende indhold:

"Stk. 1. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed."

I punkt 4.1 i Betænkning 1422 om gennemførelsen i dansk ret om etnisk ligebehandling afgivet af "ligebehandlingsudvalget" i 2002 redegør udvalget for baggrunden for straffelovens § 266 b og for, hvorledes bestemmelsen forstås og anvendes af domstolene.

Betænkning 553 om forbud mod racediskrimination afgivet i 1969 af et udvalg nedsat af Justitsministeriet 23. august 1966.

Bekendtgørelse nr. 55 af 4. august 1972 om Danmarks ratifikation af FN's konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination.

Historisk: Forordning af 3 Juli 1835 indeholdende nærmere Bestemmelser angaaende Negerhandelens Undertrykkelse.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder i artikel 14 et forbud mod diskriminering og har følgende indhold:

"Nydelsen af de i denne Konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold."

I rapporter fra den europæiske kommission mod racisme og intolerance om Danmark har Europarådet anbefalet, at der oftere rejses tiltale for overtrædelser af straffelovens § 266 b, end tilfældet har været hidtil. Se for eksempel præmis 17 og 18 i den 3. rapport, som er tilgængelig umiddelbart nedenfor.

ECRI, European Commission against Racism and Intolerance - 3. rapport 2006
ECRI, European Commission against Racism and Intolerance - 2. rapport 2001
ECRI, European Commission against Racism and Intolerance - 1. rapport 1999

I præmis 29 i 3. rapport (danske udgave) udtales der bekymring over, at dommere, anklagere og advokater i Danmark ikke i tilstrækkelig grad er opmærksomme på den relevante nationale og internationale lovgivning vedrørende racisme og diskrimination. Det oplyses derpå, at det danske justitsministerium i den henseende oplyst over for ECRI, at det overvejer at lægge retspraksis i sådanne sager ud interne hjemmesider til brug for lokale anklagere og lokalt politi. Af præmis 30 fremgår følgende: "ECRI henstiller indtrængende, at den danske regering træffer skridt til at sikre at dommere, advokater og anklagere modtager undervisning i alle de nationale og internationale juridiske instrumenter, der omhandler racisme og racediskrimination, såvel i løbet af deres studier som efterfølgende. ECRI henstiller tillige, at Danmark fortsat træffer foranstaltninger til at få flere medlemmer af mindretalsgrupper til at søge beskæftigelse inden for alle områder i det retslige system."

Borgere kan indgive klager ("communications") over en medlemsstat (for eksempel Danmark) til komiteen for begrænsning af alle former for racediskrimination i henhold til artikel 14 i the international Convention on the Elimination of All Forms of Racial Discrimination (4. januar 1969). En klage kan føre til, at komiteen udtaler en "opinion" om det indklagede spørgsmål.

I Communication No. 46/2009 af 6. marts 2012 i sagen Mahali Dawas og Yousef Shava mod Danmark kritiseres Danmark for, at der ikke under en straffesag mod nogle personer, som ifølge klagerne havde forøvet racistisk motiveret vold mod klagerne, blev foretaget tilstrækkeligt grundig efterforskning af, hvorvidt de pågældendes voldshandlinger havde været racistisk motiverede. FNs regionale informationskontor for Vesteuropa har affattet et referat af afgørelsen i en meddelelse af 16. april 2012 på informationskontorets hjemmeside.

Justitsministeriets besvarelse af 18. juni 2012 af spørgsmål nr. 332 stillet af Folketingets Retsudvalg vedrørende ovennævnte afgørelse fra FN's komite mod racediskrimination. Besvarelsen er vedlagt et bilag, som er Udenrigsministeriets svar af 18. juni 2012 til The Secretariat of the United Nations Office of the High Commissioner for Human Rights Human Rights Committee vedrørende Communication No. 46/2009.

I TfK 2010.295 ØLD blev en person straffet med fængsel i 30 dage for den 2. august 2006 i en netradio at have fremført følgende udtalelser: "evakueringen fra Libanon blev den første evakuering af danskere, hvor ingen danskere deltog. Det var kun fremmede. Den såkaldte evakuering af danskere fra Libanon har kastet et ubarmhjertigt lys over det forhold, at vort land er forvandlet til den 3. verdens affaldsplads." "Nu påstår alle disse elendige fremmede altså, at de er danskere. At fremmed flyder blod flyder i deres årer, og at de derfor ikke ser ud som danskere, at de ikke taler som danskere, at de er hedninge og djævletilbedere ...". "Vi ønsker ikke noget bastard-samfund, hvor tilfældige fremmede kalder sig danskere, skønt enhver kan se, at de netop ikke er danskere". "Danmark skal ikke være affaldsplads for fremmede med problemer". "... når fremmede begynder deres terrorvirksomhed i Danmark. Når den muhamedanske terror først begynder i Danmark ...". Den pågældende blev også fundet skyldig i at have udsendt radio uden "programtilladelse". Den pågældende var to gange tidligere straffet for overtrædelse af straffelovens § 266 b. Den seneste dom var afsagt den 27. juni 2006. Her var han idømt 14 dages fængsel, der var gjort betinget. Det nu pådømte forhold var således begået i prøvetiden.

Straffelovens § 266 b fortolkes tilsyneladende noget forskelligt fra sag til sag, når anklagemyndigheden overvejer tiltalerejsning. En række eksempler viser den svingende praksis hos anklagemyndigheden og viser også, at der i dansk presse er en lang tradition for at fremkomme med generaliserende og nedsættende udtalelser om andre som for eksempel jøder og muslimer.

I TfK 2004.150/2 HD blev en kandidat for "Fremskridtspartiet" idømt fængsel i 20 dage, der blev gjort betinget, for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, og § 266 b, stk. 2. Højesteret udtalte blandt andet: "Artiklen på tiltaltes hjemmeside indeholder et generaliserende udsagn om, at muslimer i Danmark begår grove strafbare handlinger og dermed udgør en trussel mod danskernes liv og sikkerhed. De skal derfor »indfanges« og opsamles i »koncentrationslejre«, således at de er »afskåret fra at kunne skade danskerne«. I lejrene skal deres levestandard gradvist nedsættes, indtil de kan udsendes. Højesteret finder, at disse udtalelser er forhånende og nedværdigende over for den befolkningsgruppe, som udtalelserne vedrører. Som anført af landsretten kan hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om samfundsanliggender ikke medføre, at udtalelserne ikke er strafbare. Højesteret tiltræder derfor, at tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og 17. Som angivet i indledningen på hjemmesiden havde tiltalte oprettet denne, i forbindelse med at han var kandidat for Fremskridtspartiet til Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation. Navnet på hjemmesiden - »www.muhamedanerfrit.dk« - var egnet til at tiltrække offentlighedens opmærksomhed om hjemmesiden. Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at forholdet er omfattet af straffelovens § 266 b, stk. 2, om propagandavirksomhed. Højesteret finder, at straffen bør fastsættes til fængsel i 20 dage. Efter omstændighederne, herunder at tiltalte ikke tidligere er straffet, er det upåkrævet, at straffen kommer til fuldbyrdelse, og straffen gøres derfor betinget som nedenfor bestemt."

I TfK 2000.278/1 VLD fremkom en person med udtalelser, som var omfattet af straffelovens § 266 b, i en samtale med to andre personer, hvoraf den ene var journalist. Den pågældende blev imidlertid frifundet, idet det ikke fandtes bevist, at den pågældende havde forsæt til, at udtalelserne skulle udbredes i en videre kreds. Landsretten udtalte således: "Efter bevisførelsen må det imidlertid også lægges til grund, at de pågældende udtalelser faldt under en samtale, der i det væsentlige udspandt sig mellem tiltalte og en anden mand, og at A ikke havde bedt tiltalte om et interview. Det findes endvidere ikke godtgjort, at hun havde spurgt tiltalte, om hun måtte citere ham eller i øvrigt gjort det klart for ham, at hans udtalelser ville blive gengivet ordret i avisen. For tiltalte har det på den baggrund ikke fremstået som overvejende sandsynligt, at A's formål med at være til stede og tage notater var at citere ham ordret, således at hans udtalelser under samtalen blev udbredt til en videre kreds."

I TfK 2007.406/1 ØLD blev en person fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b ved på et busstoppested "i overværelse af ca. 10 personer" at have benyttet ordet "perkerafkom" om forurettedes to børn. Udtalelsen blev overhørt af blandt andet forurettede og dennes to børn. Landsretten udtalte blandt andet: "Udtalelsen er fremsat på et offentligt sted, hvor der var andre personer til stede, og landsretten finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at udtalelsen blev overhørt af andre, og at dette har stået tiltalte klart."

I TfK 2007.368/1 ØLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266 b ved i september 2004 under en fodboldkamp på et stadion i overværelse af mindst 10-15 personer at have råbt »negersvin«, »negerbolle«, »perkersvin«, »sorte svin«, »du skal bare lukke røven din lille negerbolle« og »så kan du lære det din negerbolle, se så at komme ud« eller lignende efter en modspiller, der var mørk i huden. Landsretten udtalte blandt andet, at landsretten anså det for bevist, at udtalelserne var "fremsat under en fodboldkamp, hvor andre var til stede og har hørt dem eller kunne have hørt dem ..".

Rigsadvokatens redegørelse af april 2008 om anvendelsen af straffelovens § 81, nr. 6 og nr. 7 samt sager om overtrædelse af forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv

Rigsadvokatens oversigt over domstolsafgørelser i sager om overtrædelse af straffelovens § 266 b, senest opdateret i juni 2010.

Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2011 af 14. september 2011 om behandlingen af sager om overtrædelse af straffelovens § 266 b,
lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., og sager, hvor der er spørgsmål om anvendelse af straffelovens § 81, nr. 6. Som bilag er vedlagt en rundskrivelse af 21. januar 2009 fra PET, der vedrører indberetning til PET af kriminelle forhold med mulig ekstremistisk baggrund.

Betænkning og indstilling af 14. juni 2010 med bilag fra Udvalget for Forretningsordenen om Folketingets samtykke i henhold til Grundlovens § 57 om, at der rejses tiltale mod medlem af folketinget for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1. Bilag 5 er et notat fra maj 2010 fra Rigsadvokaten, som blandt andet beskæftiger sig med, hvorledes straffelovens § 266 b skal forstås efter Rigsadvokatens opfattelse.

Se i straffeproces mv. under politiklageordningen særligt om racisme, racediskrimination og anden diskrimination i politiet

Ærekrænkelser

Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241

Betænkning nr. 1553 om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger afgivet af et udvalg under justitsministeriet i 2015

I svar af 18. februar 2013 svarer Justitsministeriet på spørgsmål nr. 1 (B 54) stillet af Folketingets Retsudvalg til Justitsministeren den 30. januar 2013. Ministeren oplyser her om antallet af trykte domme, hvor der blev nedlagt strafpåstand, og hvor retten kom frem til, at der var sket overtrædelse af straffelovens § 267. Det fremgår af svaret, at ministeriet har identificeret 9 sager. Det drejer sig om domme gengivet i UfR 2013 H (Højesterets dom af 17. januar 2013 i Sag 303/2012), UfR 2012.1929 Ø, UfR 2010.2095 Ø, UfR 2010.1496 V, UfR 2009.614 V, FED 2011.38, FED 2010.48, TFA 2010.306/2 og FED 2009.70. Om de pågældende domme oplyser ministeriet, at der i sagerne er idømt mellem 10 og 20 dagbøder, og at dagbødernes størrelse varierer fra 100 kr. til 1.000 kr. Det oplyses også, at gerningspersonen i 6 af sagerne tillige er blevet dømt til at betale tortgodtgørelse til den forurettede, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1. Tortgodtgørelsernes størrelse varierer fra 5.000 kr. til 50.000 kr.

I TfA 2010.306 ØLD havde en mor i henvendelser til kommune og til statsforvaltningen beskyldt faderen til hendes søn for seksuelle krænkelser af sønnen. Byretten udtalte blandt andet, at der ikke var ført bevis for, at der foreligger omstændigheder, der har givet sagsøgte nogen føje til at tro, at udtalelserne var sande, jf. straffelovens § 269, stk. 2. Byretten udtalte også, at det ikke fritager for ansvar, at udtalelserne er fremsat over for personer med tavshedspligt, og at beskyldningerne var strafbare efter straffelovens § 267, stk. 1. Landsretten udtalte: "De sociale myndigheder sluttede sagen vedrørende sønnen den 19. april 2006 efter, at der var foretaget hospitalsundersøgelse af ham, og politiet sluttede sagen den 7. juni 2006. Endvidere sluttede politiet den 5. oktober 2007 sagen vedrørende appellantens anmeldelse af, at indstævnte skulle have været voldelig over for hende. Landsretten finder på denne baggrund, at udtalelser fremsat før politiets henlæggelse af sagerne er straffri efter straffelovens § 269. De udtalelser, der er fremsat efter politiets henlæggelse af sagerne og således inden for forældelsesfristen i straffelovens § 96, stk. 1, må derimod af de af byretten anførte grunde anses som strafbare efter § 267. Udtalelserne af 24. juli 2006 over for Københavns Overpræsidium, 3. september 2006 over for BT og 26. april 2007 over for fogedretten vedrørende indstævntes forhold til barnet og udtalelsen af 21. september 2008 over for psykolog P vedrørende indstævntes voldelige adfærd over for appellanten er derfor strafbare efter straffelovens § 267." Der blev udmålt en tortgodtgørelse på kr. 25.000 og 20 dagbøder af kr. 200 med forvandlingsstraf af fængsel i 20 dage.

I UfR 2010.1496 VLD (afsagt den 1. februar 2010 af Vestre Landsrets 5. afdeling i ankesag V.L.B-1481-09) blev 12 fængselsbetjente og en socialrådgiver ved Statsfængslet Østjylland straffet for overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1, blandt andet for at have beskyldt en socialrådgiver ansat i fængslet for "dokumentfalsk" og for fejlagtig sagsbehandling. Hver af de dømte blev straffet med 10 dagbøder af 100 kr., og de blev dømt til solidarisk at betale 5.000 kr. til socialrådgiveren, der havde været genstand for beskyldningerne. Forvandlingsstraffen blev fastsat til fængsel i 10 dage. Landsretten bemærkede, at overtrædelsen af straffelovens § 267 blev fuldbyrdet, da brevet fra appellanterne om indstævnte kom frem til fængselsledelsen, og det er derfor uden betydning, om appellanterne måtte påregne, at brevet ville blive videregivet til indstævnte.

Sagen UfR 2003.2044 HD drejede sig om, hvorvidt en udtalelse fremsat i Radioavisen 31. oktober 1999 fra en repræsentant fra Folkebevægelsen mod EU om, at formanden for Dansk Folkeparti havde »racistiske synspunkter«, var en strafbar ærekrænkelse.
Sagsøgte blev fundet skyldig såvel i byretten som i landsretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Pålæggelse af straf må anses for nødvendig for at beskytte Pia Kjærsgaards gode navn og rygte eller rettigheder. Der er herefter ikke grundlag for straffrihed efter straffelovens § 269, stk. 1, således som denne bestemmelse - i sammenhæng med § 267, stk. 1 - må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10." Denne afgørelse blev anket til Højesteret. Ved Højesteret blev appellanten frifundet. Højesteret begrundede frifindelsen således: "Det må lægges til grund, at Karen Sunds' udtalelse i første række havde sin baggrund i de synspunkter, Pia Kjærsgaard havde givet udtryk for i sin tale på Dansk Folkepartis årsmøde den 2.-3. oktober 1999. Disse synspunkter omfattede ikke alene en argumentation for at begrænse den fremtidige indvandring, men som anført i byrettens præmisser også et skarpt og unuanceret angreb på herboende indvandrere, specielt muslimske. Pia Kjærsgaard omtalte i den forbindelse Dansk Folkepartis forslag om hjemsendelse af en hel indvandrerfamilie, hvis et medlem af familien gør sig skyldig i gentagen kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig. Der må ved vurderingen endvidere lægges vægt på, at Karen Sunds' udtalelse blev fremsat i en relevant politisk sammenhæng og måtte opfattes som møntet ikke på Pia Kjærsgaards person, men på de synspunkter, hun havde givet udtryk for som formand for Dansk Folkeparti. Efter en samlet vurdering finder Højesteret herefter, at Karen Sunds' anvendelse af udtrykket »racistiske synspunkter« ikke under de foreliggende omstændigheder kan anses for utilbørlig, og at Karen Sunds derfor ikke har overtrådt straffelovens § 267, stk. 1. Højesteret bemærker i øvrigt, at det må antages, at et modsat resultat ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed, således som denne bestemmelse fortolkes af Menneskerettighedsdomstolen, jf. bl.a. domstolens dom af 26. februar 2002 i sagen Unabhängige Initiative Informationsvielfalt mod Østrig. Udtrykket »racistiske synspunkter« har således karakter af Karen Sunds' værdidom (»value judgment«) vedrørende Pia Kjærsgaards og Dansk Folkepartis holdninger. Anvendelsen af udtrykket er sket i en politisk debat om vigtige samfundsmæssige anliggender og har haft tilstrækkeligt grundlag i Pia Kjærsgaards udtalelser på Dansk Folkepartis årsmøde. På denne baggrund kan Karen Sunds' anvendelse af udtrykket »racistiske synspunkter« efter en helhedsvurdering ikke antages at overskride grænserne for ytringsfriheden."

I dommen UfR 2001.953Ø fandt landsretten, at en fængselsfunktionær og formanden for Dansk Fængselsforbund havde overtrådt straffelovens § 267, stk. 1, ved at fremsætte beskyldninger i pressen om, at nogle medlemmer af en rockergruppe, som var indsat i et fængsel, stod for narkosalg i fængslet. Der kunne ikke føres sandhedsbevis. Landsretten fandt imidlertid, at der er en videre adgang til at fremkomme med udtalelser, der ikke kan føres sandhedsbevis for i tilfælde, hvor sigtelserne ikke vedrører "navngivne enkeltpersoner", og når man udtaler sig som "tillidsrepræsentant". Der tillades også en videre adgang til at fremkomme med krænkende udtalelser i tilfælde, hvor der er tale om et "væsentligt samfundsmæssigt emne af almen interesse".

I UfR 1985.458 ØLK blev en person i september 1983 stævnet af Dansk Politiforbund, "dels på vegne forbundets medlemmer, dels som mandatar for medlemmerne af Københavns politis uropatrulje". Påstanden var følgende: "Sagsøgte tilpligtes til sagsøgeren at betale kr. 61.000,00 med tillæg af sædvanlig procesrente fra nærværende sags anlæg til betaling sker. De af sagsøgte i dagbladet Aktuelt den 22. februar 1983 fremsatte sigtelser, hvorefter »politiet opfører sig som en besættelseshær« og »uropatruljen, som er offentligt kendt som politikorpsets halvfascister« kendes ubeføjede. Sagsøgte tilpligtes at betale et af retten fastsat beløb til bestridelse af omkostningerne ved kundgørelse af dommens grunde og konklusion". Det fremgik af stævningen, at sagsøgeren alene ønsker "dom for, at de citerede vendinger er strafbare efter straffelovens § 270, stk. 1, jfr. § 267, stk. 1, da udtalelserne efter deres form er utilbørligt fornærmende", samt at kravet om betaling af 61.000 kr. støttes på § 15 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven. Sagsøgte påstod afvisning og henviste til reglen i retsplejelovens § 348, stk. 1, nr. 1, hvorefter en stævning bl.a. skal indeholde parternes navne og adresser. Landsretten fandt, at politiforbundet havde søgsmålskompetence. Landsretten udtalte herom: "Det sagsøgende forbund findes som faglig interesseorganisation for polititjenestemænd, herunder de ved Københavns politis uropatrulje tjenestgørende, der efter det oplyste alle er medlemmer, at have fornøden søgsmålskompetence, og det kan ikke antages at være stridende mod retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 1, at hver enkelt polititjenestemand ikke er individuelt navngivet. Den omstændighed at en del af den efter ikrafttrædelseslovens § 15 påståede godtgørelse er udregnet i forhold til uropatruljens daværende antal tjenestgørende og muligt vil blive fordelt mellem disse, findes ikke at kunne føre til andet resultat, idet kravet ikke har nogen tilknytning til den enkelte polititjenestemand, og spørgsmålet om den eventuelle godtgørelses størrelse således vil kunne pådømmes uden kendskab til de pågældende medlemmers identitet."

I UfR 1999.509 ØLD fik en person ved landsretten medhold i sin påstand om straffrihed i medfør af straffelovens § 269, stk. 1. Den pågældende havde i en artikel i Politiken den 22. december 1996 blandt andet havde skrevet, at "politiet har lov til at lade deres gale hunde skambide mennesker på arme, ben og kønsdele", at "politiet har lov at slå sagesløse ned foran nattens diskoteker", samt at "det er sket og vil ske igen". Østre Landsret udtalte blandt andet: "Spørgsmålet om strafbarhed må herefter afgøres efter straffelovens § 269, stk. 1, således som denne bestemmelse - i sammenhæng med § 267, stk. 1 - må forstås i lyset af Menneskerettighedskonventionens artikel 10 og Menneskerettighedsdomstolens restriktive fortolkning af undtagelsesbestemmelsen i artikel 10, stk. 2."

Datatilsynet gav i sagen 2011-222-0094 afgjort den 12. juni 2012 ikke Politiforbundet medhold i forbundets klager over behandlingen af personoplysninger om nogle af Politiforbundets medlemmer på hjemmesiderne www.politietdummersig.dk og www.detsorteregister.dk. Datatilsynet henviste under sagens behandling blandt andet til det anførte om indklagedes formål med ytringerne på indklagedes egen hjemmeside, hvoraf blandt andet følgende fremgik: "”Det Sorte Register er en hjemmeside der har det formål at lave en registrering af Advokater, kommunale ansatte, Plejefamilier, Statsforvaltninger, Ankenævn, Politiker, Politi, Falck, Brandvæsen, Domstole og andre virksomheder m.v. der efter borgernes mening har overtrådt loven eller hvis en borger føler sig uretfærdig behandlet. af den årsag at borgernes retssikkerhed er forsvundet når myndighederne går ind i en sag". Af Datatilsynets kendelse fremgår blandt andet følgende: "Datatilsynet finder, at hensynet til informations- og ytringsfriheden må føre til, at der ikke efter persondataloven er grundlag for, at tilsynet foretager noget i sagen, jf. persondatalovens § 2, stk. 2. Datatilsynet lægger i den forbindelse vægt på, at hjemmesidens tema er forholdet mellem borgere og beslutningstagere/myndighedspersoner, at hjemmesiden er præget af subjektive vurderinger og værdiladede ytringer, og at de påklagede oplysninger indgår som en del af meningstilkendegivelserne, hvilket også må stå brugere af hjemmesiden klart, jf. beskrivelsen ovenfor under punkt 1.3. Datatilsynet har herved ikke taget stilling til, om offentliggørelsen af oplysninger på hjemmesiden strider imod anden lovgivning, herunder straffelovens kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser. Tilsynet har ikke kompetence til at foretage vurderingen heraf. ..."

I UfR 2003 624 HD fandt både landsretten og Højesteret, at udtalelserne "Politiet: Hun dræbte 12" og "....politiet i København overbevist om, at det nu har materiale til i det mindste at få den 33-årige A gjort ansvarlig for 10-12 drab", som den 2. december 1998 blev fremsat i en avis, var ubeføjede. Den kvinde, der i sagen havde sagsøgt redaktøren for det dagblad, hvor artiklen med udtalelserne havde været bragt, var på det tidspunkt, hvor udtalelserne fremkom af politiet sigtet for et større antal drab begået mod beboere på institutionen "Plejebo" i københavn. Det fremgår af dommen, at avisen den omhandlede dag udkom i 151.300 eksemplarer. Kvindens navn, adresse mv. blev ikke nævnt i avisen. Sagsøgte blev straffet efter straffelovens § 267, stk. 1, jf. stk. 3, med 20 dagbøder a 2.000 kr., subsidiært hæfte i 20 dage. Sagsøgeren fik endvidere tilkendt en erstatning på 100.000 kr. i godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. Dommens resultat støttes ifølge bemærkningerne til dommen især på uskyldsformodningsreglen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 stk. 2. Det var ikke afgørende, at avisen ikke havde nævnt den pågældendes navn. Dommen citerer også retsplejelovens § 1016, som forbyder, personer, der har med en straffesag at gøre, offentligt at udtale sig om skyldsspørgsmålet, inden sagen er afgjort.

Se også en utrykt dom fra Københavns Byret, hvor Dansk Fængselsforbund havde anlagt sag mod nogle sygeplejersker ved Københavns Fængsler blandt andet for disses udtalelser om, at nogle fængselsbetjente havde optrådt racistisk over for en udenlandsk indsat.

Vagn Greve m. fl. anfører i Kommenteret Straffelov, Speciel del, 9. omarbejdede udgave, DJØF 2008, side 469, blandt andet: "Indgivelse af bevidst urigtige politianmeldelser er i almindelighed omfattet af § 164 eller § 165. § 167 kan ikke anvendes på politianmeldelser, der viser sig at være ubegrundede, jf. § 269 eller princippet om atypicitet (Toftegaard NIelsen: Straffesagen s. 39 f.). Der er næppe nogen udvidet adgang til referat i medierne af politianmeldelser, hvor der ikke engang er rejst sigtelse, smh. U 1974.647 Ø. Når der er rejst sigtelse, foretaget anholdelse m.m., er det berettiget at omtale dette, jf. U 1994.292 H. Smh. Schaumburg-Müller: Presseret s. 227 f. Se rpl. kap. 75 a og Hans Gammeltoft-Hansen U 1979 B.10 ff. om bedømmelsen af efterlysninger. U 1961.949 Ø antog, at en oplysning til en advokat om, at der var indledt politiundersøgelse, ikke var en ærekrænkelse. Se også rpl. § 1017, stk. 2. "

En borger har efter EMRK artikel 10 en særlig vid adgang til at fremkomme med kritiske udtalelser mod myndigheder og myndighedspersoner.

I sagen Thorgeir Thorgeirson mod Island afgjort af EMD den 25. juni 1992 under sagsnummer 13778/88 havde klageren, som er forfatter, i pressen udtalt sig om politivold. Af afgørelsens præmis 8 til 10 fremgår, at han i artikler i "Morgunbladit" den 7. december og 20. december 1983 blandt andet skrev: "... For adskillige år siden tilbragte jeg adskillige uger på en afdeling på vores lokale sygehus. På en anden stue på gangen lå en mand i tyverne i sin seng. Han var en lovende og charmerende ung mand, men han var lammet i en sådan grad, at han ikke kunne bevæge andre dele af kroppen end sine øjne. Han var i stand til at læse kun ved hjælp af en speciel maskine og en hjælpende hånd til at vende bladene for sig. Jeg fik oplyst, at hans muligheder for at komme sig var minimale. Den unge mands stue-kammerater fortalte mig, at hans skader var blevet påført ham fra dørmændene på en restaurant og nogle politifolk. I første omgang troede jeg ikke på dette. Så jeg forhørte mig hos hospitalspersonalet, og - ja, de havde ret: Vi havde at gøre med et offer for Reykjaviks natte-patrulje. Billedet af denne lammede unge mand fulgte mig ud fra hospitalet. Jeg kunne ikke lade være med at tale med andre om hans sag. Jeg fandt således ud af, at de fleste mennesker kendte til forskellige historier om personer, som havde været ude for tilsvarende eller selv værre oplevelser med dyrene i uniform. Personer, som mentalt er på alder med nyfødte børn som følge af kampgreb, som politifolk og dørmænd lærer og anvender med spontan brutalitet, frem for at omgås mennesker på en fornuftig og afdæmpet måde. Der er så mange af den slags historier, der grundlæggende er identiske, og det er således vanskeligt blot at afvise dem bare som opspind. En anden ting, der kan udledes af disse historier udover at brutalitet uundgåeligt følger dumhed, er udtalelsen om, at det ville være håbløst at retsforfølge en politimand i en sådan sag. Efterforskningen vil blive varetaget af en anden afdeling hos politiet, og den vil blive udført af en elite-gruppe, der vil anse det som deres opgave, at rense politimanden for anklagerne mod ham. ...". Endvidere ses i præmis 14 og 15 følgende citater fra de to artikler: ".. ofre for politiets voldsmænd ...", "... tillader voldsmændene og sadisterne at udleve deres perversioner ...", "... Deres opførsel var så typisk for, hvad der efterhånden er blevet offentlighedens billede af vores politistyrke, der forsvarer sig selv: chikane, svindel, kriminelle handlinger, overtro, hastværk og manglende professionalisme ...". I præmis 65 til 66 fremhæver EMD blandt andet, at artiklerne i det væsentlige henviste til "historier" eller "rygter" om politivold, som stammede fra andre personer end klageren. EMD konstaterede, at "klageren i det væsentlige gengav, hvad andre havde fortalt om politibrutalitet". EMD bemærkede, at hans kritik ikke kunne anses for at være kritik af alle i politiet eller bestemte politifolk. EMD bemærker, at i det omfang klageren ved de nationale myndigheder blev pålagt at føre sandhedsbevis for hans bemærkninger, var han efter EMDs opfattelse blevet pålagt en urimelig - hvis ikke umulig - opgave. I præmis 67 udtaler EMD, at artiklerne vedrørte et emne af stor offentlig betydning, og at det var utvivlsomt, at artiklerne var formuleret i et særdeles stærk sprog. EMD fandt, når henses til artiklernes formål og den virkning, som det var tanken, at de skulle have, at det anvendte sprog ikke kan anses for overdrevet. I præmis 68 udtaler EMD, at den omstændighed, at klageren var blevet fundet skyldig og straffet ved de nationale domstole, kunne skræmme mennesker væk fra at deltage i en åben diskussion om emner af offentlig betydning.

I Sosinowska mod Polen afgjort den 18. oktober 2011 af EMD under sagsnummer 10247/09 fandt EMD, at en læges ytringsfrihed efter EMRK artikel 10 var blevet krænket som følge af, at hun havde fået en irettesættelse for at udtale kritik af en overordnet læge dels i klager til hospitalets ledelse og dels under samtaler med patienter. Af præmis 27 fremgår det blandt andet, at klageren fik en irettesættelse ("a reprimand") for at have tilsidesat de etiske regler for læger ("unethical conduct"). EMD hæftede sig blandt andet ved, at man under disciplinærsagen mod lægen ikke havde foretaget en egentlig prøvelse af, hvorvidt lægens udtalelser havde været berettiget, men at man alene havde konstateret, at lægen var fremkommet med udtalelser om en kollega, som var i strid med de nationale lægeetiske regler. I præmis 81 udtalte EMD blandt andet: "The medical courts failed to address in their decisions the question of whether the applicant’s concerns had been justified. They rather focused on the mere fact that the Code of Medical Ethics as it stood at the material time prohibited criticism of other colleagues."

Særligt om disciplinære eller strafferetlige sanktioner for advokaters ytringer

FN's "Basic Principles on the Role of Lawyers

OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe) afviklede i Tbilisi den 3. og 4. november 2005 en konference, som gengives i OSCE's rapport af 9. december 2005 med titlen "ROLE OF DEFENCE LAWYERS IN GUARANTEEING A FAIR TRIAL". Det anføres blandt andet, at forsvarsadvokater står i frontlinjen i kampen for menneskerettigheder i ethvert samfund, idet forsvarsadvokaterne normalt er de første personer udover myndighedspersoner, som frihedsberøvede personer kommer i kontakt med efter eventuelle overgreb. Derudover er det forsvarsadvokaternes opgave at repræsentere samfundets mest upopulære mennesker. På side 27 udtrykkes dette således: "Clearly, defence lawyers are front line human rights defenders in any society. Lawyers are the first people that a person arrested and facing criminal charges turns to. Usually, lawyers are the first people outside law enforcement personnel, who hear complaints of torture and see the evidence of mistreatment. Defence lawyers in every country in the OSCE region represent those who are the least popular in every society: persons accused of committing crimes."

Ovennævnte synspunkt om, at forsvarsadvokater indtager en særlig plads i samfundet som "front line human rights defenders", blandt andet fordi de er de første mennesker - bortses fra myndighedspersoner - som frihedsberøvede kan ty til og fortælle om eventuelle overgreb, forudsætter, at advokaterne efterfølgende vover at gå videre med oplysningerne, som de har modtaget fra deres klienter. Det er således væsentligt, at advokaterne ikke gennem injuriesager, klager til advokatmyndigheder, straffesager mod advokater eller andre repressalier mod disse skræmmes til ikke at medvirke til, at klager fra frihedsberøvede om overgreb undersøges.

I skrivelse af 18. august 2011 med sagsnummer UA G/SO 214 (67-17) Assembly & Association (2010-1) G/SO 214 (107-9) G/SO 214 (3-3-16) SYR 12/2011 henviser FN's "Special Rapporteur on the independence of judges and lawyers" til, at man har fået kendskab til, at der ved det nationale advokatnævn er rejst disciplinærsag mod en advokat blandt andet som følge af, at advokaten i medierne har udtalt sig kritisk om påståede menneskerettighedskrænkelser begået af de nationale myndigheder. FN's specielle rapporteur gør i henvendelsen de nationale myndigheder opmærksom på, at nationale advokatetiske regler ikke må begrænse advokaters ret til at ytre sig, idet disse har samme ret til at ytre sig som andre borgere. På side 2, andet og tredje afsnit, udtrykkes dette således: "...According to principle 14 of the Basic Principles on the Role of Lawyers (adopted by the Eighth United Nations Congress on the Prevention of Crime and the Treatment of Offenders, Havana, Cuba, 27 August to 7 September 1990) “lawyers, in protecting the rights of their clients and in promoting the cause of justice, shall seek to uphold human rights and fundamental freedoms recognized by national and international law and shall at all times act freely and diligently in accordance with the law and recognized standards and ethics of the legal profession.” In this context, we wish to stress that lawyers, like any other citizen, are entitled to freedom of expression and freedom of peaceful assembly according to articles 19 and 21 of the International Covenant on Civil and Political Rights (ICCPR), as well as article 23 of the Basic Principles on the Role of Lawyers, adopted by the Eighth United Nations Congress on the Prevention of Crime and the Treatment of Offenders, Havana, Cuba, 27 August to 7 September 1990. ..."

I af 19. juli 2006 med sagsnummer UA G/SO 214 (107-5) G/SO 214 (3-3-12) G/SO 214 (53-20) MDA 3/2006 til Moldovas regering henviser FN's "Special Rapporteur on the independence of judges and lawyers" til, at man har fået kendskab til, at den nationale anklagemyndighed den 26. juni 2006 havde skrevet et brev til advokatnævnet og klaget over to advokaters påstande om tortur begået mod disses klienter, uagtet der ikke var beviser for tortur i nogle af tilfældene. På side 2, 2. afsnit, anfører FN's specielle rapporteur: "Concerns are expressed that the letter to the Bar Association of Moldova is a deliberate attempt to intimidate Ana Ursachi and Roman Zadoinov and to prevent them and other lawyers in Moldova from carrying out their lawful professional activities for the protection of human rights and in particular against grave human rights violations such as torture."

I rapport af 19. maj 2011 fra "the Special Rapporteur on independence of judges and lawyers", Gabriela Knaul (FN-dokument A/HRC/17/30/Add.1) gennemgås en række eksempler på statslige myndigheders chikane og intimidering af advokater rundt i verden. I præmis 82 vedrørende Hvide Rusland ("Belerus") udtales det, at det Justitsministeriet har udtalt, at nogle advokater har overtrådt de advokatetiske regler ved at fremkomme med urigtige oplysninger om politiets efterforskning af sagerne mod deres klienter. I præmis 101 påpeger den specielle rapporteur nødvendigheden af, at den hviderussiske regering efterlever reglerne i "The Basic Principles on the Role of Lawyers". I præmis 962 fremhæves en injuriesag mod en advokat, hvor denne straffes for ærefornærmelser ved at have udtalt offentligt, at han tror, at landets præsident eller dennes administration står bag et drab på en navngiven menneskeretsaktivist. I præmis 966 udtales der bekymring ("concern") over, at sagerne mod den pågældende advokat kan have sammenhæng med dennes menneskeretsaktiviteter. I præmis 1004 udtales der bekymring over, at en advokat er blevet tiltalt for at fornærme en tjenestemand ("public insult of state official while on duty"). Det bemærkes, at de eneste vidner i sagen mod advokaten er kolleger til den forurettede polititjenestemand.

I Reznik mod Rusland afgjort af EMD den 4. april 2013 under sagsnummer 4977/05 fandt EMD, at EMRK artikel 10 var krænket, som følge af, at formanden for advokatsamfundet i Moskva var blevet idømt en mindre bøde for i en tv-udsendelse at have udtalt, at mandlige fængselsbetjente havde visiteret ("searched") en kvindelig advokat efter et besøg hos en arrestant og havde "raget" ("rummaged") hende på kroppen. De nationale myndigheder mente, at advokaten kun var blevet besigtiget ("inspected") og ikke kropsvisiteret ("searched") (præmis 46). Myndighederne havde blandt andet også gjort gældende, at klageren med sine udtalelser antydede, at fængselsbetjentene havde begået en ulovlig handling (præmis 47). I præmis 49 udtaler EMD blandt andet, at man nok finder, at ordet "rage" var noget overdrevet, men at klageren ikke overskred grænserne for rimelig kritik, idet han havde forsøgt at finde en måde, hvorpå han kunne udtrykke sin indignation over de mandlige fængselsbetjentes optræden overfor advokaten.

I Gouveia Gomes Fernandes og Freitas E Costa mod Portugal afgjort af EMD den 29. marts 2011 under sagsnummer 1529/08 blev EMRK artikel 10 anset for krænket, idet to advokater under en civil sag anlagt af en dommer var blevet dømt til at betale godtgørelse til dommeren for udtalelser om dommeren vedrørende dennes påståede indblanding i korruption fremsat af de to advokater i de nationale medier. De nationale domstole havde fundet, at udtalelserne var ærekrænkende. I præmis 40 bemærker EMD, at den omstændighed, at klagerne alene i en civil sag er dømt til at skulle betale erstatning til sagsøgeren, ikke fører til, at der ikke er tale om et indgreb i EMRK artikel 10's forstand. I præmis 42 konstaterer EMD, at indgrebet havde hjemmel i lov. I præmis 46 bemærker EMD, at ytringsfriheden også omfatter advokater, der kritiserer det juridiske system, men at advokater dog er underlagt visse begrænsninger. Det bemærkes endvidere, at artikel 10 ikke kun beskytter fremsættelsen af ideer og information, men at beskyttelsen også omfatter måden, hvorpå ytringerne er fremsat. EMDs bemærker, at advokater har en særlig plads i administrationen af retsvæsenet, og at der kan stilles værdighedskrav. Endvidere bemærkes det, at advokater er et bindeled mellem offentligheden og det juridiske system. EMD er også opmærksom på, at den dømmende magt har behov for at kunne beskytte sit rygte. I præmis 48 bemærker EMD, at artiklerne var sarkastiske, og at de må anses for fornærmelige. I præmis 49 bemærker EMD, at udtalelserne mod dommeren blandt andet ikke fremkom under en verserende sag, og at man derfor ikke kan tale om, at udtalelserne forstyrrede domstolene i deres opgave med at håndhæve retten. EMD udtaler i præmis 51, at beskyldningerne mod dommeren ikke kan anses for misvisende eller grove personlige angreb. Endelig bemærker EMD i præmis 53, at erstatningens størrelse kan afholde andre fra at fremkomme med ytringer i den offentlige debat.

I Igor Kabanov mod Rusland afgjort af EMD den 3. februar 2011 under sagsnummer 8921/05 fandt EMD, at såvel EMRK artikel 6 § 1 som EMRK artikel 10 var krænket i et tilfælde, hvor en advokat (klageren) var blevet ekskluderet fra advokatsamfundet i Rusland for at have fremkommet med fornærmelige udtalelser mod to dommere ved den lokale ret. Den pågældende advokat havde været forsvarer for tiltalte i en straffesag, samtidigt med at han havde været advokat for nogle af straffesagens vidner, hvilket havde ført til, at retten havde tilbagekaldt beskikkelsen af klageren som forsvarer for tiltalte. Klageren havde klaget over dette til en overordnet domstol i et brev, hvor han blandt andet havde anført, at dommeren ikke havde særlig megen kendskab til loven ("... not quite familiar with the law...."), at dommeren kunne have ladet være med at "...klistre sin bagdel til sin stol .." ("could have unglued his posterior from his seat"), og ".. Hvorfor skal dommer A have sådan en løn, som jeg som skatteyder skal betale for.." (".. why should judge A receive such a salary which I, as a tax-payer, contribute to ..."). Den indklagede dommer klagede over advokaten (klageren) til advokatmyndigheden, der ekskluderede klageren fra advokatsamfundet som følge af udtalelserne. Klageren indbragte dette for retten, og han fik ikke medhold i, at sagen ikke skulle behandles ved den lokale domstol. Advokatsamfundets afgørelse om eksklusion af klageren blev stadfæstet. EMD fandt, at artikel 6 var krænket, idet klageren havde haft en berettiget grund til at antage, at den lokale ret, hvor sagen mod klagerens protest var blevet behandlet, var inhabil, idet det var rettens præsident, der havde klaget over ham til advokatsamfundet. EMD fandt endvidere, at sanktionen i form af udelukkelse fra advokatsamfundet var uforholdsmæssig streng, hvorfor EMRK artikel 10 ansås for krænket (præmis 55 til 59). I præmis 57 udtales det særligt, at så streng en sanktion kan have en "chilling effect" på forsvarsadvokaters udførelse af disses pligter.

I Ayhan Erdogan mod Tyrkiet afgjort af EMD den 13. januar 2009 under sagsnummer 39656/03 gjorde en advokat, der praktiserede i Istanbul, gældende over for menneskerettighedsdomstolen, at hans rettigheder efter EMRK artikel 10 var krænket af de tyrkiske myndigheder. Advokaten henviste til, at han var blevet dømt til at betale erstatning til en borgmester for at have benævnt ham som "grusom" ("cruel") og "en selvretfærdig person" ("a bigot") i et processkrift indgivet til retten på vegne af en klient, som advokaten repræsenterede. EMD fastslog enstemmigt, at EMRK artikel 10 var krænket. Advokaten blev tilkendt 8.800 Euros for økonomisk skade, 1.000 Euros for ikke-økonomiske skade og 2.111 Euros til dækning af sagsomkostninger. I præmis 28 bemærker EMD blandt andet, at sproget og udtrykkende anvendt i det omtvistede processkrift var "provokerende" ("provocative") og "ufint" ("inelegant"), og at udtrykkende kunne anses for "fornærmende" ("offensive"). Videre bemærker EMD (også i præmis 28), at udtrykkene bør anses som "værdidomme" udtalt i forbindelse med en retssag, hvor klageren handlede som juridisk repræsentant, og at de havde sammenhæng med sagen. Under disse omstændigheder mente EMD ikke, at udtrykkende kunne anses som "umotiverede" ("gratuitous") personlige angreb på borgmesteren. I præmis 29 fremhæver EMD, at udtalelserne var fremsat i et processkrift, hvor det er "naturligt", at advokaten "energisk" ("vigorously") forsvarer sin klients rettigheder.

I Colibaba mod Moldova afgjort af EMD den 23. oktober 2007 under sagsnummer 29089/06 udtalte EMD sig om den såkaldte "chilling effect" i anledning af trusler fremsat af de nationale myndigheder, som ifølge klageren kunne afskrække en advokat fra at forfølge en sag ved menneskerettighedsdomstolen på vegne af klageren. De nationale myndigheder mente, at udtalelserne fremsat af advokaten var usandfærdige. EMD fandt i præmis 69, at de nationale myndigheder ikke havde levet op til deres forpligtelser i EMRK artikel 34. Det fremgår nærmere af præmis 25, at myndighederne klagede til det nationale advokatsamfund over, at nogle navngivne advokater havde klaget over, at deres klienter under frihedsberøvelse havde været udsat for tortur, uagtet at advokaterne var vidende om, at dette ikke var tilfældet. Det fremgår af præmis 26, at formanden for advokatsamfundet derpå i medierne udtalte, at myndighederne forsøgte at intimidere advokater ("intimidate lawyers"). Det fremgår videre, at Amnesty International udtalte, at myndighedernes henvendelse til advokatsamfundet var et forsøg på at intimidere en bestemt advokat.

Kurt mod Tyrkiet afgjort den 25. maj 1998 af EMD under sagsnummer 15/1997/799/1002 drejer sig om myndighedernes forsøg på at intimidere en advokat. Advokatens klients menneskerettigheder blev anset for krænket. Her fandt EMD, at klagerens rettigheder efter daværende artikel 25 i EMRK [til dels nuværende artikel 34] var krænket som følge af, at de nationale myndigheder havde truet klagerens advokat med at rejse tiltale mod advokaten for strafbart forhold, hvilket myndighederne dog undlod at gøre. Det blev lagt til grund for sagen, at myndighedernes trussel om at rejse tiltale mod advokaten havde sammenhæng med, at advokaten i en klage til den daværende menneskerettighedskommission havde fremsat usandfærdige udtalelser om påståede menneskerettighedskrænkelser. EMD lagde til grund for afgørelsen, at advokatens indlæg indeholdt påstande, som var usandfærdige, og at klageren havde taget afstand fra disse påstande. Til trods herfor fandt, EMD at de nationale myndigheder ikke havde været berettiget til at true klageren med en straffesag (afgørelsens præmis 164 og 165).

I Veraart mod Holland afgjort af EMD den 30. november 2006 under sagsnummer 10807/04 var en advokat ved de hollandske advokatmyndigheder idømt en irettesættelse for at drage de faglige kvalifikationer hos en psykolog i tvivl i et radioprogram. Dette var sket, fordi psykologen tidligere var fremkommet med beskyldninger mod advokatens klient. Under klagesagen ved EMD henviste de hollandske myndigheder i præmis 43 blandt andet til, at sanktionen mod advokaten var meget mild, idet han alene var idømt en irettesættelse ("admonition"). De hollandske myndigheder henviste også til, at advokatens beskyldninger havde været rettet mod en privatperson og ikke mod myndighedspersoner, hvor adgangen til at fremkomme med rimelig kritik må være videre. 5 dommere ud af 7 fandt, at EMRK artikel 10 var krænket. Mindretallet lagde vægt på, at udtalelserne havde karakter af fornærmelser, blandt andet fordi advokaten havde udtalt, at psykologen ikke egnede sig til sit arbejde, og at han i stedet burde dyrke kål ude på landet, hvor han kommer fra. Endelig lagde mindretallet vægt på, at udtalelserne var fremsat mod en privatperson.

I Amihalachioaie mod Moldova afsagt af EMD den 20. april 2004 under sagsnummer 60115/00 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 10, at en advokat var blevet idømt en bøde på 360 lei (svarende til 36 euro eller cirka 300 kr.) for i pressen at have udtalt om forfatningsdomstolen i Moldova, at han var i tvivl om, hvorvidt denne var forfatningsmæssig ("constitutional"). Han blev også dømt for at have udtalt, "at dommerne i forfatningsdomstolen formentlig ikke anså Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som en autoritet". Endelig blev han straffet for at have udtalt, at "forfatningsdomstolens afgørelse" ville skabe totalt anarki i advokatstanden". Klageren var formand for det nationale advokatsamfund, som havde arbejdet for at få et fælles advokatsamfund med obligatorisk medlemskab for alle advokater i Moldova. Forfatningsdomstolen var nået frem til, at det ville være forfatningsstridigt at pålægge advokaterne kun at organisere sig i et advokatsamfund. EMD udtalte i præmis 36 blandt andet, at selv om bemærkningerne kan anses for et udtryk for en vis mangel på respekt for forfatningsdomstolen som følge af dennes afgørelse, kan disse ikke anses for grove eller for at have fornærmet dommerne ved forfatningsdomstolen (".. even though the remarks may be regarded as showing a certain lack of regard for the Constitutional Court following its decision, they cannot be described as grave or as insulting to the judges of the Constitutional Court"). I præmis 38 udtaler EMD blandt andet, at EMD er opmærksom på, at den idømte bøde tilsyneladende var et beskedent beløb ("a seemingly modest sum"). Imidlertid henviser EMD blandt andet til, at den har en symbolsk værdi ("symbolic value"). I præmis 39 finder EMD yderligere, at de nationale myndigheder ikke har haft relevante og tilstrækkelige grunde til at retfærdiggøre en sådan restriktion. Restriktionen ansås af EMD ikke for nødvendig for et demokratisk samfund ("necessary in a democratic society").

I Steur mod Holland afgjort den 28. oktober 2003 under sagsnummer 39657/98 blev EMRK artikel 10 anset for krænket til trods for, at de hollandske advokatmyndigheder havde undladt at idømme en advokat en sanktion for at udtale om en polititjenestemand, at denne havde benyttet ulovlige afhøringsmetoder mod advokatens klient. Af præmis 12 fremgår, at advokaten i retten havde udtalt følgende:"The statement recorded in writing by Mr W. cannot have been obtained in any other way than by the application of pressure in an unacceptable manner in order to procure incriminating statements, the significance of which was not or not sufficiently understood by Mr B. given the absence of an interpreter.” Dette kan oversættes til "Udtalelserne i politirapporten affattet af hr. W. kan ikke været fremkaldt på anden måde end ved at lægge pres på den afhørte på en uacceptabel måde med det formål at fremkalde inkriminerende udtalelser, som hr. B [advokatens klient] ikke i tilstrækkelig grad forstod betydningen af, idet der ikke var tolk til stede". Af præmis 19 og 20 fremgår blandt andet, at advokaten var fremkommet med udtalelsen i to retsinstanser, hvor han repræsenterede klienten. Det fremgår nærmere af præmis 19, at de hollandske advokatmyndigheder lagde til grund, at advokaten ikke, forinden han fremkom med udtalelserne, fra sin klient havde fået oplysninger fra klienten om, at klienten havde været underlagt utilbørlig pres under afhøringen. Af præmis 20 fremgår, at de hollandske myndigheder havde konkluderet, at en advokat ikke har ret til at fremkomme med bebrejdelser af den omhandlede art, uden at dette har støtte i de faktiske omstændigheder. Deraf kunne menneskerettighedsdomstolen udlede, at de hollandske myndigheder antog, at en advokat, inden denne fremkommer med beskyldninger af den omhandlede art, skal forhøre sig nærmere hos sin klient om de forhold, der skulle udgøre den pression, som hævdes at være udøvet (også præmis 20). I præmis 40 udtaler EMD blandt andet: "It is clear that the applicant's statement was of a nature to discredit a conscientious police officer such as Mr W. claimed to be. However, the Court reiterates in this context that the limits of acceptable criticism may in some circumstances be wider with regard to civil servants exercising their powers than in relation to private individuals ..." Oversat af undertegnede til "Det er utvivlsomt, at klagerens udtalelser var af en beskaffenhed, som er egnet til at krænke en ansvarlig polititjenestemand, som hr. W anfører, at han er. Dog skal EMD gentage vedrørende dette, at adgangen til rimelig kritik i nogle tilfælde må være bredere, når det gælder offentligt ansattes anvendelse af deres magt, end hvad der gælder for private". I præmis 44 gør menneskerettighedsdomstolen opmærksom på, at der ganske vist ikke blev idømt nogen sanktion mod advokaten ved de nationale advokatmyndigheder, men at truslen om disciplinærforfølgning som følge af advokatens kritik af den måde, hvorpå advokatens klient var blevet afhørt, ikke er forenelig med en advokats pligt til at varetage sin klients interesser og tillige kan have en "chilling effect" på advokatstanden.

I Nikula mod Finland afgjort af EMD den 21. marts 2002 under sagsnummer 31611/96 blev Finland dømt for at have krænket artikel 10, idet de finske domstole havde fundet en forsvarsadvokat skyldig i injurier mod en anklager i anledning af forsvarsadvokatens udtalelser i et processkrift og i en retssal. Forsvarsadvokaten var af den opfattelse, at det var af taktiske grunde, at anklagemyndigheden i en bedragerisag mod forsvarsadvokatens klient havde valgt at undlade at rejse tiltale mod en person og samtidigt rejse tiltale mod en anden person. Forsvarsadvokaten mente, at anklagemyndigheden rejste tiltale mod den ene person med det formål at afskære forsvaret fra at indkalde den pågældende som vidne, og at undladelsen af tiltalerejsning mod den anden person var begrundet i anklagemyndighedens ønske om at føre denne anden person som vidne mod forsvarsadvokatens klient. I retten fremlagde forsvareren et processkrift med overskriften "rollemanipulation og ulovlig præsentation af bevismateriale". I processkriftet fandtes blandt andet følgende passager (præmis 10): "..Det åbenlyse misbrug med hensyn til præsentationen af beviser, bør få retten til at afvise sådan bevisførelse ...", "... Anklagemyndighedens arrangement viser, at han ved hjælp af processuel taktik forsøger at få en medgerningsmand lavet til et vidne, der kan støtte anklagen. ..". "... Med henblik på at forhindre tiltalte i at føre bevis inden for disse anklagepunkter, har anklagemyndigheden anvendt falske anklagepunkter mod en person, som burde kvalificere til at være vidne ...". "... Sådant bevidst misbrug af en offentlig myndigheds skønsudøvelse er særdeles usædvanlig i en retsstat. ...". "... Navnlig for så vidt angår de processuelle taktikker, som anklageren har anvendt i denne sag, nemlig så mange som to tilfælde af rollemanipulation i denne ene sag, gør jeg gældende, at en mildere form for tilsvarende manipulation er blevet underkendt af den norske Højesteret. I denne sag blev der afsløret ulovlig adfærd svarende til den, som anklagemyndigheden har anvendt i denne sag ..." ".. Anklageren har i denne sag begået rolle-manipulation, hvorved han har overtrådt sine officielle pligter og bragt retssikkerheden i fare ..." EMD begrundede sin afgørelse blandt andet med, at der ikke var tale om generel kritik af anklagerens person men alene af hans taktik i den aktuelle sag (præmis 51), og at udtalelserne var fremsat i en retssal og ikke offentliggjort i et medie (præmis 52). I præmis 54 fastslår EMD blandt andet, at truslen om en efterfølgende sag, hvor der skal ske en prøvelse af forsvarets kritik af modparten i en straffesag, er vanskelig at forene med forsvarets pligt til ihærdigt at forsvare sin klient interesser. EMD udtaler videre (også i præmis 54): "Det følger deraf, at det bør være primært forsvarerens egen opgave, alene med de begrænsninger, som retten beslutter, at vurdere relevansen og anvendeligheden af et argument, uden at skulle være under indflydelse af en potentiel dæmpende effekt ("chilling effect") af selv en relativ mild straf eller pligten til at betale erstatning eller sagsomkostninger. I præmis 55 konkluderer EMD, at det kun er i "særlige" tilfælde, at begrænsning selv med en mild form for straf af forsvarerens ytringsfrihed kan accepteres som nødvendige i et demokratisk samfund.

I Landsforeningens Meddelelse 89/2005 V omtales en sag, hvor en polititjenestemand havde anlagt en injuriesag mod en advokat for i et brev til politiledelsen at have bemærket, at han og nogle andre forsvarere havde mødt polititjenestemandens navn i flere sager, hvor der havde været voldelige konfrontationer og påstande om vold mod politiet. Advokaten havde i brevet nærmere anført: "Med hensyn til spørgsmålet om bevisførelse vedrørende F's troværdighed/vandel bemærkes, at alle 3 tiltalte og alle 3 beskikkede forsvarere har mødt netop F's navn i flere sager, hvor der har været voldelige konfrontationer og påstand om vold mod tjenestemand og lignende. Dette har karakter af en klar overrepræsentation, som ikke kan bero på tilfældigheder." og videre: "Med andre ord: det er de tiltaltes indtryk, at F har en ganske påfaldende evne til at komme i klammeri og i voldelige konfrontationer i forbindelse med patruljering, husundersøgelse, ransagning, anholdelse og lignende. Da dette harmonerer med forsvarernes indtryk, er det et rimeligt krav at anstille nærmere undersøgelser om dette spørgsmål, der kan få afgørende betydning for sagens pådømmelse." Advokaten havde bedt politiledelsen om en nærmere undersøgelse af polititjenestemandens forhold. Meddelelsen henviser til, at det af korrespondancen skulle fremgå, at statsadvokaten havde oplyst, at der på 14 måneder havde været indgivet 6 klager mod polititjenestemanden, blandt andet om vold i forbindelse med politiforretninger, og at statsadvokaten enten havde afvist klagerne eller besluttet at standse undersøgelserne, da der ikke var tilvejebragt oplysninger, der støttede klagerne. Af meddelelsen fremgår, at advokaten blev frifundet, og at byretten blandt andet udtalte følgende: "Byretten fandt udtalelserne straffri, og fandt ikke, at der var grundlag for at tage påstandene om mortifikation og godtgørelse til følge. Landsretten stadfæstede frifindelsen med tilføjelse om, at den pågældende skrivelse, der var led i A's hverv som beskikket forsvarer, angik forskellige forhold af straffeprocessuel karakter. Den gengav i det væsentlige tiltaltes opfattelse og indeholdt forskellige opfordringer til politimesteren. Der var ikke fornødent grundlag for at anse de citerede udtryk for sigtelser, der var egnet til at nedsætte F i medborgernes agtelse. F blev pålagt sagsomkostningerne for begge retter." Det fremgår også af meddelelsen, at Advokatrådet i en udtalelse af 28. oktober 2003 havde fundet, at udtalelserne ikke var i strid med god advokatskik. Advokatrådet lagde blandt andet vægt på, at der ikke var anvendt upassende sprogbrug, og advokatrådet pointerede i øvrigt, at rådet ikke tog stilling til, om udtalelsen indeholdt "usande beskyldninger". Det fremgår i øvrigt at meddelelsen, at advokatens klient blev frifundet i den tiltale for overtrædelse af straffelovens § 124, som brevet til politiledelsen havde drejet sig om.

I sager, hvor advokater ved de nationale domstole idømmes sanktioner for kritiske udtalelser om myndighedspersoners påståede handlinger, især hvis de påståede handlinger har form af vold, overgreb, chikane, pression mv. mod frihedsberøvede, statueres der stort set uden undtagelse krænkelse af EMRK artikel 10. I tilfælde, hvor advokater fremkommer med mere eller mindre nedsættende udtalelser om andres (ikke mindst dommeres) manglende evner, manglende personlige kompetencer osv., frifindes medlemsstaterne undertiden for påståede krænkelser af EMRK artikel 10 - dog statueres der krænkelse, hvis ikke de idømte sanktioner er rimelige (proportionelle).

Den Europæiske Menneskerettighedskommission afviste i sagen Mahler mod Tyskland den 14. januar 1998 behandlet under sagsnummer 29045/95 at antage en sag til realitetsbehandling, hvor en advokat havde klaget over, at de tyske domstole havde idømt advokaten en bøde for under et retsmøde at have udtalt, at anklager hr. B må have udfærdiget anklageskriftet, medens han var stærkt beruset. De tyske myndigheder havde blandt andet lagt vægt på, at advokaten ikke var fremkommet med udtalelserne under et pludseligt følelsesmæssigt udbrud, men at de havde været velovervejet. Dette er i kommissionens afgørelse formuleret således: "... On 12 August 1993, at the trial before the Regional Court, the applicant had deliberately, and not subject to a sudden emotion, stated that the Public Prosecutor Mr. B. had apparently drafted the bill of indictment "in a state of complete intoxication" ("im Zustand der Volltrunkenheit"). ..". Kommissionen påpegede, at de nationale myndigheder havde foretaget en rimelig afvejning af på den ene side behovet for, at forsvaret kan kritisere en offentlig anklager involveret i sagen mod forsvarerens klient eller fremkomme med sigtelser om mulig strafbart adfærd fra anklagemyndighedens side, og på den andet side behovet for, at det er nødvendigt i et demokratisk samfund at beskytte andres rygte og myndighed. Dette udtrykkes af kommissionen således: "..In the present case, the Commission finds that the District Court duly balanced the applicant's right, in pursuing his functions as defence counsel, to criticise a public prosecutor involved in the criminal proceedings against his client, or to raise charges about possibly unlawful conduct of prosecution authorities, against the necessity, in a democratic society, to protect the reputation and authority rights of others, here the Public Prosecutor Mr B., against insult. .."

I TfK 1999.77 HD blev en advokat frifundet for ærekrænkelser, idet han havde været i god tro med hensyn til de sigtelser, som han havde fremsat mod en anden i et brev til sin klient. Advokaten havde forud for en generalforsamling i en forening blandt andet skrevet om nogle af foreningens penge på en bankkonto i et brev til et af foreningens medlemmer, som var advokatens klient, at der forelå "en uheldig og ulovlig sammenblanding af foreningens og den pågældendes private økonomi". Højesteret fandt, at dette måtte "opfattes således, at Jens Lehmann, der var kasserer i foreningen, har foretaget denne sammenblanding med en heraf følgende risiko for misbrug af dispositionsretten". Højesteret fandt, at udtalelsen var "en sigtelse for et forhold, der er egnet til at nedsætte Jens Lehmann i medborgeres agtelse, jf. straffelovens § 267, stk. 1". Højesteret fandt, at advokaten havde haft det fornødne forsæt. Derpå udtalte højesteret yderligere: "Det er ubestridt, at A [advokaten] havde føje til at anse sigtelsen for at være sand. Brevet indeholder en vurdering og rådgivning på grundlag af de oplysninger og dokumenter, klienten havde forsynet A med. I forbindelse med en sådan vurdering og rådgivning af en klient må der indrømmes en advokat en ikke ubetydelig margen. Selv om A måtte regne med, at klienten ville bruge brevets indhold i forhold til investorforeningen, finder vi, at han, der var i god tro, ikke med sit ordvalg har overskredet grænserne for den berettigede varetagelse af klientens tarv".

I UfR 2000.88 HK blev der ikke pålagt en advokat en rettergangsbøde. Advokaten havde i et kæreskrift blandt andet anført følgende: ".. F.s.v. angår behandlingen af sagen i Frederikssund, ved jeg at sagen forinden var drøftet mellem politiassessor Harrestrup og dommeren, hvilket politiassessor Harrestrup gav udtryk for. og sagen blev behandlet med stor indforståelse, hvad jeg oplevede som realitetsbehandling. .."

I sag nr. BS 41B 2591/2006 afgjort af Københavns Byret den 13. september 2007 blev en advokat frifundet for ærekrænkelser i en injuriesag anlagt af redaktørerne A og B ved Morgenavisen Jyllands-Posten mod advokaten. Den indstævnede advokat havde forudgående på vegne af "Det islamiske trossamfund i Danmark" anlagt sag mod avisens ansvarshavende redaktør, idet avisen i 2005 havde bragt tegninger af profeten Muhammed, hvor profeten blandt andet var karikeret med en bombe i sin turban, hvilket sagsøgerne følte sig krænkede over. I forbindelse med indgivelsen af stævningen mod avisen, havde advokaten udsendt en pressemeddelelse ledsaget af en kopi af stævningen, som blandt andet indeholdt "provokationer" til sagsøgte med følgende indhold: "De sagsøgte opfordres (2) til at oplyse, om (i) det er korrekt, at tegning nr. 11 er tegnet af en fastansat medarbejder på Jyllands-Posten, fordi redaktionen fandt, at de indkomne tegninger var grove nok". I pressemeddelelsen, hvor stævningen var vedlagt som bilag, udtalte advokaten blandt andet: "den groveste af tegningerne - den med bomben - (er) lavet af en af bladets ansatte tegnere, tilsyneladende bestilt af ledelsen, fordi de udefrakommende tegninger åbenbart ikke var grove nok". Det var sidstnævnte udtalelse, som efter de to redaktørers opfattelse var ærefornærmende. Frifindelsen af advokaten blev begrundet således: "Det omstridte udsagn i pressemeddelelsen knytter sig til den angivne provokation, og redaktør A og redaktør B har ikke gjort gældende, at det var retsstridigt at fremkomme med provokationen i stævningen. Stævningen blev offentliggjort sammen med pressemeddelelsen, og modtagerne kunne således konstatere, at udsagnene knyttede sig til den retligt relevante provokation. Under disse omstændigheder finder retten ikke, at advokat X har overtrådt grænserne for den ytringsfrihed, som gælder for ham som advokat i den konkrete sag om Muhammed tegningerne, der har været en af de mest medieomtalte sager i mange år. Advokat X har således ikke overtrådt straffelovens § 267, og hans frifindelsespåstand tages derfor til følge." Ved dom af 3. oktober 2008 blev byrettens dom stadfæstet af Østre Landsret.

Retten i Randers idømte den 14. oktober 2009 under sagsnummer BS 7-1116/2008 en advokat fra Randers under en sag anlagt af denne mod advokatnævnet en bøde på 10.000 kr., blandt andet fordi advokaten efter rettens opfattelse "i medierne flere gange argumenterende fremkom med en ensidig udlægning" af en sag, hvor nogle tidligere ansatte på en institution for frihedsberøvede børn og unge ved Randers til advokaten havde fortalt om "overgreb mod børn" anbragt på institutionen - herunder om "stolemetoden", som var en form for afstraffelse, der gik ud på, at delinkventerne ifølge vidnerne "skulle sidde i dagevis på en stol". Advokatnævnet havde givet advokaten en bøde på 20.000 kr. og havde blandt andet udtalt, at advokaten "er gået videre end berettiget varetagelse af sine klienters interesser tilsiger" ved at "procedere" sagen i medierne.

Advokatnævnet tildelte i en kendelse af 4. oktober 2010 under sagsnummer 2010-02-0571 GYS/GYS, en advokat fra Odense en irettesættelse for at have udtalt sig om polititjenestemænd i pressen i en sag, hvor advokaten repræsenterede en person, som havde anmeldt polititjenestemænd fra Fyens Politi til statsadvokaten for politivold. Polititjenestemændene anførte i deres klage til nævnet blandt andet, at "den generelle mistænkeliggørelse af de implicerede polititjenestemænds handlinger og adfærd, er i strid med reglerne om god advokatskik". Advokaten påberåbte sig til støtte for sin frifindelsespåstand blandt andet EMRK artikel 10, samt at han var i "god tro", og at denne gode tro "bestyrkes objektivt af den videooptagelse som blev optaget af episoden". Af kendelsen fra advokatnævnet fremgår blandt andet følgende: "Nævnet finder, at indklagede er gået videre end berettiget til varetagelse af sin klients interesse ved til pressen bl.a. at udtale "For mig at se opfinder betjentene en sigtelse for vold mod tjenestemand for at undgå et ansvar for sig selv, sine egne fejl ..." Yderligere finder nævnet, at indklagede ikke på baggrund af det kendskab, han havde til sagen, havde grundlag for at udtale "Den første betjent virker fuldstændig, som om han er på stoffer."

Advokatnævnet tildelte i en kendelse af 9. juli 2012 under sagsnummer 2010-02-0827/SAF/JML en advokat fra Århus en irettesættelse for i et brev til Direktoratet for Kriminalforsorgen blandt andet at have udtalt "Det er i øvrigt min opfattelse, at der i Statsfængslet Østjylland og især på afdeling E, findes fængselspersonale, som mere eller mindre jævnligt begår overgreb mod de indsatte". Udtalelsen fra advokaten fremgår af brev af 2. februar 2010 (bilag 1 til Direktoratet for Kriminalforsorgens klage) Advokaten henviser i brev af 9. september 2010 navnlig til menneskerettighedsdomstolens praksis med hensyn til advokaters ret til at udtale sig kritisk om offentlige myndigheder. Dette brev medførte en replik af 1. oktober 2010 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen og en duplik af 26. november 2010. Retten i Århus stadfæstede i dom af 22. april 2013 (sagsnummer BS 14-1681/2012) advokatnævnets kendelse og pålagde advokaten til advokatnævnet at betale kr. 14.000 i sagsomkostninger. Advokaten ankede dommen til landsretten. Landsretten frifandt advokaten ved dom af 2. oktober 2014 (sagsnummer V.L. B-2352-13), idet landsretten fandt, at advokaten med den omhandlede udtalelse ikke havde tilsidesat god advokatskik.

Ritzaus Bureau skriver 21. november 2007 blandt andet: ".. Det er fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo, der du reagerer på udtalelser fra de indsattes interesseorganisation Krim. .." og ".. Ifølge ham var det jurist Hanne Ziebe fra Krim, der tidligere på ugen i DR2 sagde, at en gruppe fængselsbetjente overdriver deres magt, blandt andet ved at gennemføre mange analundersøgelser af sexkriminelle og sexmisbrugte indsatte. Hans Jørgen Engbo oplyser, at den slags undersøgelser kun gennemføres ganske sjældent og kun med den indsattes tilladelse. Derfor vil han nu melde Hanne Ziebe til politiet for bagvaskelse. .." I brev af 22. februar 2012 med sagsnummer 0100-60190-00066-12 fra Københavns Politi til advokat Hanne Ziebes advokat fremgår, at politiet ikke har modtaget nogen anmeldelse fra fængselsinspektør Hans Jørgen Engbo i sagen. Se artikel af 27. november 2007 om baggrunden for advokatfuldmægtig Hanne Ziebes udtalelser.

Når ytringer fra advokater ikke angår myndighedspersoner men fængselsindsatte synes advokatsamfundets tolerance noget større end i eksemplerne umiddelbart ovenfor.

På DR NYHEDERs hjemmeside den 4. september 2012 fremkom der en række udokumenterede beskyldninger mod en indsat i Anstalten ved Herstedvester om, at denne vedvarende solgte hash til andre indsatte i fængslet, uden at kriminalforsorgen greb ind overfor denne indsatte. På hjemmesiden citeres en "ansat i Herstedvester" for at fortælle, at en navngiven indsat "stort set dagligt får besøg i Herstedvester af én bestemt person, som indsmugler stoffer i kropsåbninger". Det hævdes yderligere, at det samme skulle fremgå af en "hemmelig rapport fra Herstedvester", uden at det dog oplyses, hvem i "Herstedvester", der står bag denne rapport. Det fremgår imidlertid også, at den pågældende navngivne indsatte "aldrig" er blevet "sigtet, tiltalt eller dømt for den konkrete anklage". I samme artikel anføres videre: "

"..[NN] er to gange tidligere blevet dømt for at være i besiddelse af hash og amfetamin i Herstedvester. I 2006 blev han - ifølge sin daværende advokat - også dømt for at sælge hashen videre i fængslet. Advokaten, [AA], siger til TV Avisen, at det var velkendt, at [NN] dengang stod for såkaldt "dørsalg" af hash til andre fanger. .."

Det fremgår således, at en advokat, der tidligere har repræsenteret den pågældende, udtaler, at det er velkendt, at en pågældende, som advokaten nævner navnet på, har stået for såkaldt "dørsalg" af hash til andre fanger.

Om advokaters tavshedspligt i forhold til disses klienter udtaler de danske advokatetiske regler af 7. april 2011 i punkt 5 følgende:

"... 5 Tavshedspligt
5.1
Fortrolighed er en betingelse for advokatens virke og en grundlæggende pligt og ret, som skal respekteres ikke kun i det enkelte individs, men også i retssamfundets interesse.

Det er derfor afgørende, at en advokat kan modtage oplysninger om forhold, som klienten ikke ville betro andre, og at advokaten kan gøres bekendt med oplysningerne i fortrolighed.

Advokaten skal behandle alle oplysninger, han som led i sit virke bliver bekendt med, fortroligt.

5.2
Tavshedspligten gælder uden tidsbegrænsning. ..."

Det skal bemærkes, at selv om den indsatte ikke har klaget til Advokatnævnet, så har Advokatrådet mulighed for at rejse sagen overfor Advokatnævnet. Det ses ikke at være sket. I øvrigt er det påfaldende, at Direktoratet for Kriminalforsorgen ikke har klaget til Advokatnævnet. Som det fremgår af eksemplerne ovenfor, tøver kriminalforsorgen ikke med at klage over advokater - i hvert fald ikke hvis disse udtaler sig kritisk om kriminalforsorgens ansatte.

Af DR NYHEDERS hjemmeside fremgår det - som nævnt ovenfor - også, at en "ansat ved Herstedvester" har udtalt sig om den pågældende indsattes påståede hashhandel. Hashhandel er som bekendt strafbart. Det fremgår af EMRK artikel 6, stk. 2, at myndighedspersoner blandt andet ikke må udtale sig om borgeres påståede strafbare forhold, uden at den pågældendes skyld er fastslået ved en dom afsagt af en kompetent domstol. Det ses ikke af sagen, at kriminalforsorgen har anmeldt den pågældende ansatte til politiet for tavshedsbrud. Det ses i øvrigt heller ikke, at de har anmeldt advokaten.

Se mere i straffeprocessen i kapitlet om straf og andre sanktioner mod advokater herunder forsvarsadvokater.

Efter praksis ved EMD giver EMRK artikel 10 en vid adgang til, at der i administrative klager over myndighedspersoner kan fremsættes beskyldninger om strafbart forhold, magtmisbrug, uredelighed med videre, således at de relevante klageinstanser sikres mulighed for at undersøge, om sådanne forhold foreligger.

I Siryk mod Ukraine afgjort af EMD den 31. marts 2011 under sagsnummer 6428/07, fandt EMD, at EMRK artikel 10 var krænket i et tilfælde, hvor en kvinde ved de nationale domstole var blevet dømt til at betale 1.000 UAH, hvad der svarer til cirka 165 euro i godtgørelse til lederen af en undervisningsinstitution, idet hun havde skrevet et brev til en klageinstans, hvor hun havde beskyldt den pågældende leder blandt andet for korruption. Af præmis 46 fremgår, at EMD fandt, at hendes brev indeholdt alvorlige faktiske anklager om korruption, uberettiget tilegnelse af offentlige midler og andre former for misbrug af stillingen ("serious factual allegations of corruption, misappropriation of public funds, and other abuses of office ..."). Derudover indeholdt brevet en række værdidomme "value statements", idet det blandt andet blev anført, at lederen behandlede forældrene uretfærdigt, og at hun var juridisk inkompetent. EMD lægger til grund, at der er tale om udokumenterede påstande (se navnlig præmis 47). I præmis 42 bemærker EMD, at klageren var fremkommet med hendes beskyldninger i et brev til den relevante klageinstans. EMD fremhæver betydningen af, at legalitetsprincippet ("the rule of law") kræver, at borgerne har adgang til at klage over myndighedspersoner til de organer, som er kompetente til at behandle sådanne klager, hvis borgeren er af den opfattelse, at myndighedspersonen handler ukorrekt eller begår ulovligheder. I præmis 43 gentager EMD, at formålet med brevet var at formå de relevante myndigheder at undersøge de forhold, som der blev klaget over. Intet tyder efter EMDs opfattelse på, at klageren ikke handlede inden for det system, som var etableret for at behandle klager af den omhandlede type. Af præmis 48 fremgår det, at EMD anså artikel 10 for krænket ved, at klageren var blevet pålagt straf i form af erstatningsansvar for at rejse en klagesag til et statsligt organ vedrørende påståede ulovligheder begået af en myndighedsperson. Det er værd at bemærke, at EMD ikke forholder sig til sanktionens (godtgørelsens) størrelse men blot konstaterer, at idømmelsen af en sanktion udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 10.

Fra dansk praksis kan nævnet Advokatnævnets kendelse af 6. maj 1999 i en sag med journalnummer 02-0411-98-1339. Her fik en advokat, der repræsenterede skadelidte i en erstatningssag, en irettesættelse af Advokatnævnet for sine udtalelser i en skrivelse til Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM). 4 af Advokatnævnets 6 medlemmer fandt, at bemærkningerne “KRIM - undskyld klager - “ samt “ Hermed er såvel klager som den skadelige styrelses manglende seriøsitet fastslået, og på denne baggrund kan man heller ikke forvente, at klager på fornuftig måde er i stand til i brevveksling med Skattevæsenet at belyse relevante skatteretlige forhold”, er ytringer, som ikke er en advokat værdig.

Advokatnævnets irettesættelse af en advokat, der sidestiller DFIM med KRIM, er nærliggende at forstå således, at nævnet generelt finder det nedsættende at blive sammenlignet med KRIM. En søgning på google.dk på organisationen "KRIM" viste blandt andet følgende udenlandske og danske mediers definition af KRIMs opgaver: "KRIM, a human rights and legal support organisation" (The Guardian" 13. december 2009), "the Danish legal aid organisation Krim" (The Epoch Times 3. juli 2012), "KRIM - A Danish legal assistance organization" (BBC Monitoring 30. januar 2004), "Landsforeningen KRIM, der varetager de indsattes interesser" (Kristeligt Dagblad 22. juli 2008), "KRIM, der varetager indsattes rettigheder" (Ekstra Bladet 24. februar 2001) og "KRIM, der varetager indsattes og straffedes interesser" (Berlingske 25. april 2001). Den almindelige antagelse synes således at være, at KRIM er en organisation, der beskæftiger sig med "indsattes rettigheder" og "legal aid". I det omfang, at Advokatnævnets medlemmer tager afstand fra organisationer, der beskæftiger sig med "indsattes rettigheder" og "legal aid", er det naturligvis forståeligt, at en advokat, der tillader sig at sammenligne en forening for international motorkøretøjsforsikring med KRIM, bliver sat på plads.

Om ærekrænkende udtalelser fremsat i medier se Betænkning 1205 om medieansvar - Medieansvarsudvalget 1990.

Udtalelser fremsat i medier vil kunne møde kritik i Pressenævnet, også selv om der ikke foreligger strafbart forhold. Klage over god presseskik kan rettes til mediet selv eller direkte til Pressenævnet. I begge tilfælde er klagefristen fire uger fra offentliggørelsen. Rettes klagen først til mediet, kan mediets afgørelse senest fire uger efter, at den er kommet frem til klageren, indbringes for Pressenævnet, jf. medieansvarsloven § 34, stk. 2. En anmodning om genmæle skal fremsendes til mediet senest fire uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået, jf. medieansvarsloven § 36, stk. 3. Afslag på genmæle kan indbringes for Pressenævnet senest fire uger efter, at afslaget er kommet frem til den, der har anmodet herom, jf. medieansvarsloven § 40, stk. 1.

Det er i strid med god presseskik at omtale straffedomme, der tidligere er overgået en person, med mindre disse kan anses for at have en væsentlig almen interesse. Endvidere må pressen normalt ikke navngive personer, mod hvem der er indgivet politianmeldelse, førend politiet for eksempel rejser sigtelse i anledning af anmeldelsen.

Se uddrag af kendelser fra pressenævnet vedrørende pressens behandling af straffesager og straffede personer.

Se også vejledende regler om god presseskik, som blandt andet er tilgængelige på pressenævnets hjemmeside. Fra punkt C om "retsreportage" skal særligt fremhæves punkt 3, som lyder: "Retsreportagen bør være objektiv. På ethvert stadium af sagernes forberedelse og ved behandlingen i retten bør journalisten tilstræbe en kvalitativ ligelig gengivelse af parternes – i straffesager anklagemyndighedens og forsvarets – synspunkter.
En omtale af en straffesag bør følges op med et referat af sagens afslutning, hvad enten denne finder sted i form af tiltalefrafald, frifindelse eller domfældelse.". Punkt 4 lyder således: "Det bør undgås at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre." Af punkt 8 fremgår følgende: "En sigtet, tiltalt eller domfældt person bør forskånes for at få fremdraget en ham tidligere overgået straffedom, hvis den er uden betydning for de forhold, han nu er sigtet, tiltalt eller dømt for. I anden nyhedssammenhæng bør de mod en person tidligere rejste straffesager som regel ikke omtales".

Notat om justering af de vejledende regler for god presseskik udgivet af Dansk Journalistforbund og Danske Medier 8. marts 2013. Det fremgår af notatet, at de nye presseetiske regler kræver, at "gamle oplysninger" af personfølsom karakter i visse tilfælde fjernes efter anmodning. Af side 14 fremgår blandt andet følgende: "Et eksempel på en anmodning om fjernelse, der ikke nødvendigvis skal imødekommes, er ønske om at få fjernet artikler om dømte med langvarige fængselsstraffe for alvorlig kriminalitet."

Se Europarådets rekommandation af vedtaget 10. juli 2003 om videregivelse af information gennem medierne vedrørende straffesager. Af princip 2 fremgår, at respekten for princippet om formodningen om uskyld er en grundlæggende del af retten til en retfærdig rettergang. Således skal meninger og information om verserende straffesager kun videregives gennem medierne, når dette ikke kompromitterer formodningen om uskyld hos den mistænkte eller sigtede. Princip 3 udtaler, at politi og domstole kun må videregive verificerede oplysninger eller oplysninger, der bygger på begrundede formodninger, til pressen. Princip 4 fastslår, at journalisterne ikke må forskelsbehandles med hensyn til adgangen til oplysninger. Princip 8 lyder: "Offentliggørelsen af information om mistænkte, tiltalte eller dømte personer eller andre involverede i straffesager skal ske under hensyn til disses ret til beskyttelse af privatlivet efter artikel 8 i konventionen. Særlig beskyttelse skal ydes til mindreårige eller andre udsatte personer ligesom ofre, vidner eller mistænkte, sigtedes eller domfældtes familie. Der skal være særlig opmærksomhed på den skadelige virkning, som offentliggørelse af oplysninger, der kan føre til identifikation kan have på personerne omhandlet af nærværende princip". Princip 17 fastslår, at pressen skal have adgang til at opretholde kontakt med domfældte i fængslerne, medmindre dette modvirker en retfærdig retshåndhævelse, indsattes eller fængselspersonalets rettigheder eller sikkerheden i fængslet. Princip 18 vedrører reportage efter endelig dom i en straffesag og lyder: "For ikke at modvirke resocialiseringen af dømte personer, bør retten til privatliv efter artikel 8 i konventionen indeholde retten til beskyttelse af disse personers identitet med hensyn til deres tidligere forbrydelse efter domfældelsen, medmindre de udtrykkeligt har samtykket i, at deres identitet offentliggøres, eller de eller deres tidligere forbrydelse er af betydning for offentligheden igen eller er blevet af betydning for offentligheden igen."

Se i øvrigt Justitsministeriets cirkulære af 27. juni 2003 om nogle spørgsmål vedrørende politiets samarbejde med pressen.

I UfR 1999.122 HD var to journalister tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1 og 3, og straffelovens § 268 ved den 22. april 1991 i Danmarks Radio, TV-udsendelsen »Politiets blinde Øje«, mod bedre vidende eller uden rimelig grund til at anse sigtelsen for sand at have fremsat eller udbredt ærekrænkende sigtelser mod en kriminalinspektør, om under efterforskningen af en straffesag at have gjort sig skyldig i bevisforvanskning og embedsmisbrug, hvilket er egnet til at nedsætte kriminalinspektøren i medborgernes agtelse, idet de tiltalte som journalistiske medarbejdere i udsendelsen rejste spørgsmålene: "Hvorfor forsvandt den afgørende del af Jane Nielsens forklaring, og hvem inden for politi eller anklagemyndighed bærer ansvaret for dette?" og "Var det kriminalinspektør Kaj Nielsen, der besluttede, at rapporten ikke skulle indgå i sagen? Eller har han sammen med Karl Nikolajsen fra Rigspolitiets Rejsehold holdt vidneudsagnet skjult for forsvar og dommere og nævninge?" Højesterets mindretal (to dommere) ville tage de sigtedes frifindelsespåstand til følge og udtalte blandt andet: "Såvel Ove Hansen [den person, som forud for udsendelsen var blevet domfældt i en straffesag på grundlag af efterforskning, som efter journalisternes opfattelse var mangelfuld] som offentligheden havde en åbenbar interesse i at blive orienteret om en efterforskning, som de tiltalte - på det ovenfor angivne grundlag - anså for ensidig og fordrejet. En sådan orientering måtte naturligt give anledning til at søge klarlagt, hvordan politiet havde forholdt sig med den forklaring, som Jane Nielsen oplyste at have afgivet allerede i 1981. Sigtelsen mod Kaj Nielsen er - i spørgsmålsform - fremsat som led i en række spørgsmål, der afsluttede udsendelsen. Alle spørgsmålene havde snæver sammenhæng med udsendelsen i øvrigt, idet udsendelsen lagde op til spørgsmålene. Spørgsmålene, herunder de spørgsmål, som rummede sigtelsen, bør derfor ikke bedømmes løsrevet fra udsendelsen i øvrigt. Under henvisning hertil og til, at udsendelsen - i fortsættelse af udsendelsen »Dømt for Mord« - havde til formål at rejse og søge underbygget en kritik af den efterforskning, der under ledelse af Kaj Nielsen førte til domfældelsen af Ove Hansen ved Vestre Landsrets dom af 11. juli 1982, mener vi, at de tiltalte ved at stille de spørgsmål, som er omfattet af tiltalen, ikke overskred grænserne for den ytringsfrihed, der - hvor det som her drejer sig om et alvorligt emne af betydelig offentlig interesse - bør tilkomme medierne. Vi lægger også en vis vægt på, at udsendelsen var en medvirkende årsag til, at Klageretten lod foretage vidneafhøringer, ligesom vi lægger en vis vægt på, at Ove Hansen efterfølgende blev frifundet." Flertallet i Højesteret fandt de to tiltalte skyldige og idømte dem straf. Flertallet udtalte blandt andet, at de tiltaltes formål med udsendelsen - at foretage en kritisk vurdering af politiets efterforskning - er en berettiget varetagelse af pressens opgave som offentlighedens kontrol- og informationsorgan (»public watchdog«), men at dette formål ikke retfærdiggør enhver sigtelse. De tiltalte havde ifølge flertallet "ikke haft grundlag for at fremsætte en så alvorlig beskyldning mod en navngiven polititjenestemand, og de tiltaltes mulighed for at opfylde udsendelsens formål krævede på ingen måde, at de spørgsmål, som tiltalen angår, blev medtaget."

Sanktionen for ærekrænkelser
Af straffelovens § 267 følger, at den, "som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder".

Af straffelovens § 268 fremgår følgende: "Er en sigtelse fremsat eller udbredt mod bedre vidende, eller har gerningsmanden savnet rimelig grund til at anse den for sand, straffes gerningsmanden for bagvaskelse, og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel i 2 år."

Af straffelovens § 121 følger: "Den, som med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale overfalder nogen af de i § 119 nævnte personer under udførelsen af hans tjeneste eller hverv eller i anledning af samme, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder."

Af straffelovens § 119, stk. 2, jævnfør stk. 1, fremgår blandt andet, at den der "fremsætter trussel" om "sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold" kan straffes med fængsel indtil 8 år.

I artikel 13 i Europarådets Resolution 1577 (2007) om nedkriminalisering af ærekrænkelse (defamation) henstiller rådet til medlemsstaterne, at man afskaffer fængselsstraffen for ærekrænkelser. Artikel 13 lyder således: "The Assembly consequently takes the view that prison sentences for defamation should be abolished without further delay. In particular it exhorts states whose laws still provide for prison sentences – although prison sentences are not actually imposed – to abolish them without delay so as not to give any excuse, however unjustified, to those countries which continue to impose them, thus provoking a corrosion of fundamental freedoms."

I Mariapori mod Finland afgjort af EMD den 6. juli 2010 under sagsnummer 37751/07 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 10, at en person (klageren) ved de nationale domstole var idømt en betinget fængselsstraf for ærekrænkelse. Klageren er ekspert i skatteforhold og var af forsvaret indkaldt som vidne i en sag, hvor forsvarerens klient var tiltalt for skatteunddragelse. Under vidneafhøringen udtalte klageren, at han fandt, at skattemyndighederne "bevidst" ("intentionally") havde lavet en fejlagtig høj ansættelse af tiltaltes skat. Klageren udgav senere en bog, hvor han blandt andet beskyldte personer fra skattemyndighederne for at tale usandt i retten (præmis 8 til 10). I præmis 68 påpegede EMD, at det kan have en "kølende effekt" ("chilling effect") på den offentlige debat, at personer, der deltager i debatten af emner af offentlig interesse, risikerer en fængselsstraf for disses udtalelser også selv om denne gøres betinget. EMD fandt, at den betingede frihedsstraf og den erstatning, som klageren blev dømt til at betale, var grundlæggende uproportional ("manifestly disproportionate"). I præmis 69 henviser EMD til Europarådets Resolution 1577 (2007).

Afgørelsen umiddelbart ovenfor er et eksempel på, at såkaldt "soft law" som for eksempel henstillinger fra Europarådet eller De europæiske Fængselsregler, citeres af og har indflydelse på EMDs afgørelser. Da straffelovens §§ 267, 268, 121 og til dels 119, stk. 2, i skrivende stund (den 1. august 2010) indeholdt fængselsstraf for ærekrænkelser, havde de danske myndigheder på dette tidspunkt ikke bragt straffeloven i overensstemmelse med henstillingerne i ovennævnte henstilling. Således som afgørelsen i Mariapori mod Finland er formuleret, må det antages, at det kan udgøre en krænkelse af EMRK artikel 10, hvis nogen domfældes efter de danske bestemmelser, også selv om de ikke idømmes en ubetinget fængselsstraf. I TfK 2002.713 ØLD blev en person, der på en hjemmeside tilhørende foreningen "Far & Børn" idømt fængsel i 60 dage, som blev gjort betinget, for ærekrænkelser af et større antal offentligt ansatte, som han blandt andet beskyldte for "socialt bedrageri". Dommen kan udgøre en krænkelse af EMRK artikel 10 jævnfør den praksis, som følger af Mariapori mod Finland.

Formueforbrydelser (straffelovens kapitel 28)

Straffelovens 28. kapitel Formueforbrydelser

Kapitel 28. Berigelsesforbrydelser (straffelovens §§ 276-290) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Kapitel 29. Andre formueforbrydelser (straffelovens §§ 291-305) i bind 2 i betænkning 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af straffelovrådet i 2003

Ved en række formueforbrydelser kræves der berigelsesforsæt, førend gerningsindholdet er realiseret. Det gælder for eksempel for tyveri, bedrageri, røveri eller afpresning. Mangler berigelsesforsættet, kan gerningsindholdet i andre lovovertrædelser være opfyldt. Aftvinger en person en anden person en genstand ved brug af vold i et tilfælde, hvor gerningsmanden mener, at genstanden tilhører ham, foreligger der ikke røveri men muligvis ulovlig tvang. Hærværk er et eksempel på en formueforbrydelse, hvor gerningsindholdet er realiseret uagtet et manglende berigelsesforsæt.

Bestemmelserne i straffelovens kapitel 28.

Straffelovens § 276 om tyveri

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241 særligt om ran
Kommentarerne til § 237 om ran i Almindelig Borgerlig Straffelov af 10. februar 1866 med henvisninger og domsoversigtet af Eyvind Olrik, Forlaget af Universitetsboghandler G.E.C. GAD 1902, side 216 ff.
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241 særligt om mindre tyverier
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241 visse tilegnelser mod ejerens vilje var straffri

Det kræves blandt andet, at der skal være sket uberettiget vinding, førend der kan straffes for tyveri. Det er således ikke strafbart som tyveri at tilegne sig genstande uden værdi, eller genstande som ingen ejer. I UfR 1960.879 ØLD blev en arbejdsmand i en skrotgård frifundet for tyveri. Den pågældende havde tilegnet sig affaldsmetaller, som ejeren ikke havde nogen "interesse" i. Landsretten frifandt den pågældende med henvisning til, at forholdet ikke "kunne anses for tyveri". Det er værd at bemærke, at der på den pågældende arbejdsplads var et egentligt forbud mod "klunsning", hvilket tiltalte oplyste, at han var bekendt med. Han havde således overtrådt forbudet men blev til trods herfor frifundet for tyveri.

Tilegnelse af genstande, som personen, der tilegner sig disse, betegnes under tiden som "klunsning". Som svar på spørgsmål nr. S 2052 stillet til miljøministeren den 19. februar 2003 svarer ministeren blandt andet: "For at fremme genbruget vil regeringen i den kommende affaldsstrategi opfordre kommunerne til at indrette deres genbrugsstationer således, at der etableres et særligt område på alle genbrugsstationer, hvor genstande kan anbringes, hvis den, der aflevere genstanden, finder, at den kan genbruges af andre. Disse genstande skal det samtidig være tilladt for andre at tage med hjem. Det er min holdning, at en sådan indretning af genbrugsstationerne både vil kunne opfylde ønsket om en adgang til klunsning, en forøgelse af forsvarligt genbrug samt et behov for egentlig affaldshåndtering."

I UfR 1997.1023 HD tilegnede en person sig diverse inventargenstande fra sin tidligere arbejdsplads, idet han mente at nogle af genstandene tilhørte ham. De øvrige genstande tog han for at sikre sig pant for sit løntilgodehavende hos arbejdsgiveren. Under en efterfølgende civil sag udtalte landsretten blandt andet: "Efter bevisførelsen kan det lægges til grund, at A allerede forinden hotellet blev aflåst, fjernede varelageret, som han – muligvis med rette – mente tilhørte ham. Det må videre lægges til grund, at de effekter, der senere blev fjernet fra hotellet, ligeledes blev fjernet af A. Det henstår som usikkert, hvorvidt en del heraf retteligt tilhørte ham, men efter sin egen forklaring fjernede han en del effekter, som tilhørte sagsøgeren, »som pant« for et eventuelt tilgodehavende. A's forklaring om, at han mente at have et tilgodehavende hos sagsøgeren, bestyrkes af, at han senere anlagde sag mod sagsøgeren. Under disse omstændigheder findes A's bortfjernelse af effekterne ikke at kunne karakteriseres som tyveri. Landsretten tager herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge."

Ulovlig omgang med hittegods, straffelovens § 277

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§ 277. For ulovlig omgang med hittegods straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding tilegner sig en fremmed rørlig ting, som ikke er i nogens varetægt, eller som ved ejerens forglemmelse eller på lignende tilfældig måde er kommet i gerningsmandens varetægt."

I sag nr. 169/2011 afgjort af Højesteret den 27. januar 2012 udtaler Højesteret blandt andet: "Kernen i ulovlig omgang med hittegods er, at en person finder en herreløs ting eller tilfældigt kommer i besiddelse af en ting og falder for fristelsen til at tilegne sig den som sin egen .."

Straffelovens § 278, Underslæb

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

"§ 278. For underslæb straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding
1) tilegner sig en fremmed rørlig ting, der er i hans varetægt, uden at forholdet falder ind under § 277,
2) fragår modtagelsen af pengelån eller andet lån til eje eller af en ydelse, for hvilken der skal svares vederlag,
3) uretmæssig forbruger ham betroede penge, selv om han ikke var forpligtet til at holde disse afsondrede fra sin egen formue.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, omfatter ikke dispositioner over købte genstande, med hensyn til hvilke en sælger har forbeholdt sig ejendomsret, indtil købesummen er betalt."

I TfK 2012.37/2 blev tiltalte straffet med fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget med en prøvetid på 1 år, for i en periode fra den 14. marts 2008 til den 12. marts 2009 at have tilegnet sig en bil, som var i tiltaltes varetægt i henhold til leasingaftale mellem tiltalte og J Finans A/S. Tiltalte havde ikke betalt J Finans A/S leasingydelse efter maj 2007, hvilket bevirkede, at J Finans A/S var blevet påført et tab, således at leasingaftalen var blevet ophævet. Københavns Byret havde ved kendelse af 14. marts 2008 bestemt, at bilen skulle udleveres til J Finans A/S, hvilket T havde undladt. Han havde benyttet bilen frem til den 12. marts 2009, hvor bilen blev fundet.

I TfK 2010.343/2 blev tiltalte straffet med fængsel i 3 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om tilsyn fra kriminalforsorgen, 80 timers ulønnet samfundstjeneste samt at tiltalte skulle undergive sig behandling mod spillelidenskab. Den pågældende var fundet skyldig i underslæb ved at have tilegnet sig 57.500 kr. fra sin arbejdsgivers pengeskab.

I TfK 2005.649 blev en advokat straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder, hvoraf 1 år og 3 måneder af straffen blev gjort betinget. Den pågældende, der var advokat, var blevet fundet skyldig i underslæb med hensyn til klientkontomidler for 1.343.430,84 kr. Der blev til den betingede dom knyttet et vilkår om samfundstjeneste.

I TfK 2008.314/1 blev en person straffet med fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget, for flere tilfælde af bedrageri og forsøg derpå ved som beskikket bistandsværge over en længere periode at have formået politiet at udbetale sig vederlag svarende til i alt 42.000 kr., som han ikke havde krav på, eller at have forsøgt derpå. Landsretten fandt, at straffen var passende udmålt. Som begrundelse for, at straffen var gjort betinget, udtalte landsretten: "Efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold samt efter sagens omstændigheder, herunder afgørelsen om rettighedsfrakendelse, jf. nedenfor, tiltrædes det, at straffen undtagelsesvis er gjort betinget som sket."

Straffelovens § 279 (bedrageri) og straffelovens § 279 a (datakriminalitet)
Betænkning 1032 om datakriminalitet - 1985
Betænkning 1066 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet - 1986
Betænkning 1379 om rådgiverrollen i økonomisk kriminalitet - 1999
Betænkning 1416 om forskning i økonomisk kriminalitet - 2002
Betænkning 1216 om insider-handel - 1991
Betænkning 1396 om berigelseskriminalitet mod offentlige midler - 2000
Betænkning 1415 om straffelovens § 296 og § 302 - delbetænkning Vl - 2002
Betænkning 1417 om IT-kriminalitet - delbetænkning Vlll - 2002

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

Udtalelse af 22. august 2013 fra Statsforvaltningen blandt andet om den begrænsede adgang, som kommunerne har til at foretage efterforskning mod borgere, som de mistænker for socialbedrageri. Udtalelsen vedrører blandt andet såkaldte "bilobservationer" på parkeringsplader i nærheden af personer, der får tilskud som "reelt enlige", og hvor formålet med observationerne er at få be- eller afkræftet oplysninger om, hvorvidt personerne reelt ikke er enlige.

I TfK 2010.785 VLD havde en person fra kontoen i den virksomhed, hvor hun var ansat, via elektroniske overførsler overført i alt kr. 857.059,76 til sin egen konto i en sparekasse. Endvidere havde hun uretmæssigt udstedt og efterfølgende hævet checks for et samlet beløb af kr. 137.265,05 fra virksomhedens bankkonti. Virksomhedens samlede formuetab udgjorde således i alt kr. 994.324,81. Derudover havde hun som bogholder i en anden virksomhed begået underslæb for i alt kr. 6.526,44. Blandt andet med henvisning til, at kvinden var mor til tre skolesøgende børn, blev en del af straffen gjort betinget, således at alene 3 måneder af en samlet straf af fængsel i 1 år og 6 måneder skulle fuldbyrdes. Kvinden skulle tillige udføre ulønnet samfundstjeneste i 240 timer.

I TfK 2008.75/2 HD blev en person straffet med fængsel i 10 måneder blandt andet for bedrageri mod et forsikringsselskab ved i strid med sandheden at have meldt sin bil stjålen og derpå have fået udbetalt 220.000 kr. i erstatning (forhold 2) samt for forsøg på på tilsvarende måde at formå et forsikringsselskab at udbetale sig cirka 264.000 kr. (forhold 6). Tiltalte var tidligere straffet blandt andet to gange for berigelseskriminalitet. Forholdet blev af Højesteret ikke henført under straffelovens § 286, stk. 2. Højesteret udtalte blandt andet: "Af sagen fremgår, at forhold 6 blev opdaget, inden skadesanmeldelsen til Tryg Forsikring havde ført til udbetaling af forsikringssummen. Højesteret finder derfor, at dette forhold alene kan anses som forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 21. Efter beskaffenheden af forhold 2 og 6, herunder navnlig størrelsen af det samlede beløb, finder Højesteret, at forholdene ikke kan henføres under straffelovens § 286, stk. 2. Straffen for disse forhold fastsættes herefter i medfør af straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279, jf. til dels § 21." Den pågældende blev frifundet for en påstand om udvisning.

I TfK 2008.385/2 VLD blev en person straffet med fængsel i 1 år, hvoraf de 3 måneder skulle fuldbyrdes. De 9 måneder blev således gjort betingede. Den pågældende havde på baggrund af urigtige oplysninger om sine helbredsforhold til et forsikringsselskab formået forsikringsselskabet at udbetale sig 1.182.229,80 kr. Han blev endvidere fundet skyldig i forsøg på bedrageri overfor forsikringsselskaber for mere end 3 mio. kr.

I TfK 2003.103 ØLD blev tiltalte fundet skyldig i forsøg på bedrageri for værdier på 95.000 kr. over for sit forsikringsselskab. Tiltalte havde haft indbrudstyveri i sit hjem. Han blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 279 jævnfør § 21 ved i strid med sandheden at have angivet værdien af det stjålne for højt og ved at angive, at der var stjålet genstande og penge, som ikke var stjålet. Tyveriet blev begået 19. januar 2000 og anmeldelsen til forsikringsselskabet er foretaget "umiddelbart efter". Byrettens dom er afsagt 17. maj 2001 og landsrettens den 5. november 2002. Tiltalte blev idømt fængsel i 6 måneder, som blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste i 120 timer. Byretten henviste til, at "det findes upåkrævet, at straffen fuldbyrdes nu". Landsretten stadfæstede byrettens dom. Byrettens dom lå 16 måneder efter det strafbare forhold var begået, og dommen kan forstås således, at det er tiden, som gik, inden sagen blev afgjort i byretten, der er begrundelsen for, at straffen blev gjort betinget. Den pågældende var ikke tidligere straffet.

I TfK 2003.212 VLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 165 ved den 4. juni 2001 til politiet i Randers i strid med sandheden at have anmeldt, at der var begået indbrud i hans lejlighed, selv om dette var sket efter aftale mellem tiltalte og »gerningsmanden«, J, med henblik på at tiltalte skulle anmelde det til sit forsikringsselskab. Endvidere blev han fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri ved den 12. juni 2001 i strid med sandheden til sit forsikringsselskab at have anmeldt, at der ved et indbrud på hans bopæl, var stjålet og ødelagt effekter for ca. 130.000 kr. Forsikringsselskabet havde på dette grundlag udbetalt tiltalte 103.483 kr. i erstatning. Vestre Landsret gjorde en straf af fængsel i 4 måneder betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste i 80 timer. Det fremgår af sagen, at den pågældende havde været depressiv efter, at hans kæreste havde brudt med ham. Hans liv var "bare gået ned af bakke". Han oplyste i retten, at han var "bange for at skulle ind at afsone, fordi han tror, at han så vil falde tilbage til sin depressive tilstand med tanker om selvmord". Landsretten udtalte blandt andet: "Som fastslået af Højesteret i dommen af 22. marts 2002, citeret i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 1264, skal straffen for forsikringsbedrageri i almindelighed fastsættes til en kombinationsstraf i medfør af straffelovens § 64 som sket i byretten. Efter det oplyste om tiltaltes personlige og helbredsmæssige forhold, samt da forholdet er begået for mere end 1½ år siden, findes det forsvarligt undtagelsesvis at gøre straffen betinget i sin helhed, jf. straffelovens § 56, stk. 2, på vilkår som fastsat nedenfor."

I TfK 2003.511 VLD blev tiltalte fundet skyldig i i strid med sandheden at have meldt sin bil stjålet, hvorved hans forsikringsselskab udbetalte 150.000 kr. i erstatning. Tiltalte forklarede om sine personlige forhold, at han siden den 2. januar 2003 havde arbejdet som reservelæge, at han tjente ca. 32.000 kr. brutto om måneden med mulighed for at tjene yderligere ved ekstravagter, og at han nu boede alene i en ejerlejlighed, som han havde købt. Han oplyste også, at han havde god kontakt med sine to døtre. Landsretten fastsatte en straf på fængsel i 6 måneder. De 30 dage skulle fuldbyrdes, medens den øvrige del af straffen blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.

I UfR 2002.1264 HD havde en bekendt til tiltalte efter aftale med tiltalte bortskaffet dennes bil ved at køre den til udlandet, hvorefter tiltalte anmeldte bilen stjålet og derpå forsøgte at få udbetalt kr. 248.200 fra sit forsikringsselskab. I landsretten blev tiltalte idømt fængsel i 6 måneder. Denne afgørelse blev anket til Højesteret af tiltalte med påstand om, at afgørelsen blev gjort betinget. Højesteret gjorde afgørelsen betinget med henvisning til den lange tid, der var gået, siden kriminaliteten blev begået. Højesteret udtalte sig om det generelle strafniveau vedrørende forsikringsbedrageri med hensyn til biler af en betydelig værdi. Højesteret udtalte blandt andet: "... Sagen angår forsøg på forsikringsbedrageri med hensyn til en bil af en betydelig værdi. I højesteretsdommene gengivet i U 1996.420 og U 1996.422 er det anført, at anvendelsen af ubetinget frihedsstraf i almindelighed er påkrævet for at modvirke denne form for kriminalitet, blandt andet fordi opklaringen ofte er forbundet med betydelige vanskeligheder. Under henvisning hertil og til de tilkendegivelser om øget anvendelse af samfundstjeneste, der er indeholdt i bemærkningerne til de nævnte forslag til ændringer af straffeloven i 1997 og 2000, finder Højesteret, at straffen for bedrageri af denne karakter i almindelighed bør fastsættes i medfør af straffelovens § 64, således at der idømmes en ubetinget frihedsstraf i forbindelse med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. ..." Højesteretsdommen synes således at lempe den tidligere praksis, hvorefter hele straffen blev gjort ubetinget vedrørende den omhandlede form for forsikringsbedrageri, således at der nu som udgangspunkt skal idømmes en kombinationsdom, således at der til den betingede del af straffen knyttes et vilkår om samfundstjeneste. I den konkrete sag blev hele straffen gjort betinget uden vilkår om samfundstjeneste under henvisning til, at der var forløbet 4 og et halvt år fra gerningstidspunktet og indtil sagens afgørelse.

Straffelovens § 281 - afpresning

I TfK 2002.543/2 ØLD havde tiltalte blandt andet truet forurettede med at sælge dennes og dennes families tyrkiske pas, hvis ikke han betalte 50.000 DM. Denne trussel fandtes efter landsrettens opfattelse ikke omfattet af begrebet »skade« i straffelovens § 281, stk. 1, nr. 1, hvorved det som ved den tilsvarende bestemmelse i straffelovens § 260, nr. 1, er forudsat, at skaden forvoldes ved en integritetskrænkelse i form af fysisk ødelæggelse eller beskadigelse af en ting, hvorimod økonomisk tab uden ødelæggelse eller beskadigelse af ydre effekter ikke er omfattet af bestemmelsen. Tiltalte blev derfor frifundet for dette forhold.

I TfK 2003.638 ØLD blev de to tiltalte i byretten fundet skyldige i afpresning men i landsretten blev de frifundet som følge af, at de ikke havde haft det fornødne forsæt til berigelse. De var tiltalt for på forurettedes bopæl i forening og efter forudgående aftale, sammen med 4 ukendte mandspersoner, at have indfundet sig og truet forurettede A og dennes mor med, »at de jo kunne klare sagen på 2 måder, enten den blide eller den hårde« og, »at såfremt de ikke betalte, ville sagen blive videregivet til nogle andre personer, som nok skulle forstå at inddrive pengene« og »at de havde nøjagtig et par døgn til at skaffe disse penge, ellers ville forurettede A høre fra dem«, hvis ikke de snarest betalte 25.000 kr. i kontanter og straks afleverede en Nokia mobiltelefon og et Citizen armbåndsur tilhørende forurettede A til en samlet værdi af 30.394 kr., hvorefter forurettede A og dennes mor den 11. juli 2001 afleverede 25.000 kr. til T2. Byretten fandt det bevist, at der forelå et berigelsesforsæt. Byretten lagde vægt på, at de tiltaltes henvendelse til forurettede skyldtes deres mistanke om, at forurettede havde begået indbrud i en bil tilhørende en bekendt af en af de tiltalte, og at de således ikke selv havde noget mellemværende med forurettede. Landsretten ændrede byrettens afgørelse og fandt alene de tiltalte skyldige i ulovlig tvang. Landsretten udtalte blandt andet: "Det findes derimod ikke bevist, at de tiltalte, der kendte bilens ejer og var klar over det begåede tyveri, og at der var opstået skader på bilen, har haft det fornødne forsæt til berigelse, da de modtog pengene. Dette underbygges af, at de samlede skader ved tyveriet fra bilen beløbsmæssigt senere blev opgjort til ca. 22.000 kr., og at tiltalte T2 underskrev og afleverede en kvittering for det modtagne beløb til A og dennes mor."

I TfK 2006.106 ØLD blev to personer fundet skyldige i to tilfælde af afpresning begået i forening. Den ene af de to personer (tiltalte 2) blev endvidere fundet skyldig i et yderligere tilfælde af afpresning samt 1 tilfælde af ulovlig tvang og overtrædelse af straffelovens § 191 ved at have overdraget forurettede 34,8 gram kokain. Tiltalte 1 blev derudover fundet skyldig i overtrædelse af våbenloven. Under de første to tilfælde af afpresning var der anvendt pistol, på hvilken en af de tiltalte havde taget ladegreb, inden der blev peget på forurettede med pistolen, hvilket blev anset som en skærpende omstændighed. Forurettede var blevet truet til at betale en "dummebøde" på 10.000 kr. For så vidt angår forhold 4 blev det anset for en skærpende omstændighed, at tiltalte T2 under tvang overdrog en betydelig mængde farligt narkotisk stof i salgsposer med henblik på videresalg til forurettede. Begge de tiltalte var tidligere straffede for vold. Straffen for tiltalte T1 blev fastsat til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 286, stk. 1, og våbenlovens § 10, stk. 3, jf. § 4, stk. 1 og våbenbekendtgørelsens § 43, stk. 4, jf. § 14, stk. 1, nr. 5. Straffen for tiltalte T2 blev fastsat til fængsel i 1 år 6 måneder, jf. straffelovens § 281, nr. 1, jf. § 286, stk. 1, § 260 og § 191, stk. 1.

I TfK 2002.596 ØLD blev en person fundet skyldig i afpresning samt i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1. Forholdene blev begået på samme tid og sted over for samme forurettede. Det blev anset for bevist, at tiltalte i forening med en uidentificeret mand havde slået forurettede 3 gange i hovedet med en maglite lygte eller et hammerskaft, hvorved forurettede bl.a. pådrog sig en flænge i hovedbunden. Herudover blev det anset for bevist, at tiltalte på samme tidspunkt havde truet forurettede ved at pege med en finger mod forurettedes ene tinding og sige, at forurettede ville blive "skudt eller slået ihjel", og endelig truet med at skære forurettedes lillefinger af med en flækøkse, for at få forurettede til at betale dem 10.000 kr. næste dag omkring kl. 15.00. Den pågældende, der var tidligere straffet for berigelseskriminalitet, blev straffet med fængsel i 1 år efter straffelovens § 245, stk. 1, og § 285, stk. 1, jf. § 281.

I TfK 2003.145/1VLD blev en person blandt andet fundet skyldig i afpresning, vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ulovlig tvang, et tilfælde af vidnetrusler, et tilfælde af forsøg på vidnetrusler, to tilfælde af røveri samt lov om euforiserende stoffer. Den pågældende blev straffet med fængsel i 2 år, jf. straffelovens §§ 285, stk. 1, jf. 281, nr. 1, jf. § 89 og § 245, stk. 1, til dels jf. § 89, § 260, nr. 1, jf. § 21, § 123 til dels jf. § 21, og § 288, stk. 1, nr. 1, samt lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. bilag 1 liste A nr. 1. Landsretten, der havde skærpet byrettens dom, udtalte blandt andet: "Navnlig under hensyn til, at tiltalte har haft den centrale rolle i de begåede forhold, til forholdenes antal og karakterer og til, at forholdene har været rettet mod mennesker, der som følge af en marginal tilknytning til samfundet har befundet sig i en meget udsat situation, findes straffen af burde skærpes til fængsel i 2 år."

I TfK 2000.391 VLD blev to tiltale fundet skyldig blandt andet i afpresning ved flere lejligheder. I et tilfælde havde de forsøgt at få en person til at betale kr. 5.500 inden en bestemt dato, og da personen ikke betalte, havde de slået denne flere gange - blandt andet i ansigtet, så personen faldt om. De to tiltalte blev straffet med henholdsvist 4 måneders fængsel og 60 dages fængsel. Anklagemyndigheden havde i sagens forhold 2 principalt rejst tiltale for afpresning og subsidiært for ulovlig tvang.

I TfK 2001.63/2 VLD blev en person straffet med fængsel i 5 måneder i medfør af straffelovens § 285, stk. 1, jfr. § 281, nr. 1 for to tilfælde af afpresning, idet tiltalte med trussel med en kniv og senere samme dag med en pistol at have truet en person til inden en bestemt dato at betale 20.000 kr. til tiltalte.

Tiltalte i sagen TfK 2002.485 ØLD blev fundet skyldig i at have forsøgt at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved at have rettet telefonisk henvendelse til A, og i den forbindelse at have sagt, at han og W havde et tilgodehavende på ialt 90.000 kr. og derpå da A havde sagt, at han ikke ville betale, at have brugt ord som »hvis du ikke betaler, får du svært ved at passe dit arbejde et stykke tid« eller lignende. Tiltalte blev straffet med fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget under hensyn til tiltaltes alder og "nu gode og stabile personlige forhold".

I TfK 2003.565/1 ØLD blev tiltalte straffet for vold efter straffelovens § 244 ved at have spyttet forurettede i ansigtet og for afpresning efter straffelovens § 281, nr. 1, ved at have truet samme forurettede med vold, hvis ikke hendes kæreste betalte en »dummebøde« på 4.500 kr. eller 10.000 kr. til tiltalte og to medtiltalte, idet tiltalte bl.a. udtalte: »I har bare at betale de penge snart, for ellers kan du ikke vide dig sikker«; »en dag, hvor du er alene, får du tærsk«, og »det hjalp ikke, at du flygtede, for vi skal nok finde dig, uanset hvor du tog hen«, eller lignende. Straffen blev fastsat til fængsel i 4 måneder. Landsrettens flertal valgte at gøre straffen betinget blandt andet med et vilkår om samfundstjeneste i 100 timer.

I TfK 2007.517/3 VLD blev en person straffet med fængsel i 5 måneder for blandt andet afpresning og vidnetrusler. Den pågældende var tidligere straffet for blandt andet røveri og vidnetrusler.

§ 281, nr. 2

I UfR 1975.565 VLD blev indehaveren af en række selvbetjeningsbutikker idømt en betinget dom uden straffastsættelse samt en bøde på 10.000 kr. for over nogle måneder at have truet i alt 6 kunder, som han mente havde begået tyverier fra hans forretninger, til at betale beløb, som i de fleste tilfælde svarede til 20 gange værdien af de varer, som han mente var stjålet, for ikke at anmelde de omhandlede kunder til politiet.

Udmålingen i sager om de fleste typer af berigelsesforbrydelser - §§ 285 til 287
Udmålingsbestemmelserne vedrørende berigelseskriminalitet findes i straffelovens §§ 285, 286 og 287. § 285 vedrører den "normale" straf. § 286 giver adgang til, at straffen kan stige, når berigelsesforbrydelsen er af "særlig grov beskaffenhed". Efter § 287 kan der straffes med bøde, eller der kan meddeles strafbortfald, i tilfælde hvor forbrydelsen er "af mindre strafværdighed på grund af de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, de tilvendte genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning eller af andre grunde".

Se også kapitlet ovenfor om strafudmålingen generelt.

Bemærkningerne til lov nr. 218 af 31. marts 2004

En vurdering af tiltaltes personlige forhold indgår normalt i rettens overvejelser om, hvorvidt en straf kan gøres betinget eventuelt med vilkår. Det kan således været nødvendigt med en såkaldt "personundersøgelse". Af Rigsadvokatens meddelelse nr. 3 fra 2000, punkt 2, fremgår, at det er "anklagemyndighedens pligt" at indhente relevante personundersøgelser. Forsvareren har mulig for at anmode anklagemyndigheden om at indhente en personundersøgelse. Se i øvrigt afsnittet om personundersøgelser.

Om anvendelsen af straffelovens § 285 og straffelovens § 286

Uddrag af bemærkningerne til straffelovens § 286 i lov nr. 218 af 31. marts 2004.

Kapitel 28 - Berigelsesforbrydelser (straffelovens §§ 276-290) i Straffelovrådets betænkning om straffastsættelse og strafferammer
Betænkning nr. 1424.

Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

I TfK 1999.78/1 ØLD blev en person fundet skyldig i sammen med "ukendte gerningsmænd" at have opbrudt døren til en guldsmedeforretning på Vesterbrogade i København, hvor de stjal smykker til en værdi opgjort til 282.164 kr. (sagens forhold 7). Den pågældende blev endvidere fundet skyldig i fire andre tilfælde af tyveri, to tilfælde af dokumentfalsk, et tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 174 samt overtrædelse af færdselsloven. Byretten henførte forhold 7 under straffelovens § 286. Landsretten ændrede denne afgørelse. Landsretten udtalte blandt andet: "Forhold 7 findes ikke at være af særlig grov beskaffenhed og kan derfor ikke henføres under straffelovens § 286, stk. 1. citeringen af denne bestemmelse udgår."

I TfK 2008.75/2 HD blev en person straffet med fængsel i 10 måneder blandt andet for bedrageri mod et forsikringsselskab ved i strid med sandheden at have meldt sin bil stjålen og derpå have fået udbetalt 220.000 kr. i erstatning (forhold 2) samt for forsøg på på tilsvarende måde at formå et forsikringsselskab at udbetale sig cirka 264.000 kr. (forhold 6). Tiltalte var tidligere straffet blandt andet to gange for berigelseskriminalitet. Forholdet blev af Højesteret ikke henført under straffelovens § 286, stk. 2. Højesteret udtalte blandt andet: "Af sagen fremgår, at forhold 6 blev opdaget, inden skadesanmeldelsen til Tryg Forsikring havde ført til udbetaling af forsikringssummen. Højesteret finder derfor, at dette forhold alene kan anses som forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 21. Efter beskaffenheden af forhold 2 og 6, herunder navnlig størrelsen af det samlede beløb, finder Højesteret, at forholdene ikke kan henføres under straffelovens § 286, stk. 2. Straffen for disse forhold fastsættes herefter i medfør af straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279, jf. til dels § 21."

Særligt om straffelovens § 287

Betænkning 650 vedrørende nogle af- og nedkriminaliseringsspørgsmål - 1972

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

Anvendelsesområdet for § 287 om berigelseskriminalitet af "mindre strafværdighed" fremgår i vidt omfang af domstolenes praksis men også af den praksis, som anklagemyndigheden følger med hensyn til rejsning af tiltale. Se nærmere om anklagemyndighedens praksis umiddelbart nedenfor under rigsadvokatens strafpåstande i sager om overtrædelse af straffeloven (juni 2010).

I TfK 2001.177 ØLD blev en person, der havde adskillige forstraffe blandt andet for tyverier og butikstyverier, på ny fundet skyldig i 2 tilfælde af butikstyveri. Byretten idømte den pågældende en kortere ubetinget frihedsstraf. Landsretten henførte sagen under straffelovens § 287 og ændrede byrettens afgørelse til en bødestraf. Landsretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til omfanget af de forhold, som tiltalte tidligere er straffet for, til den tid, der er gået fra den seneste forstraf, og indtil de nu pådømte forhold blev begået, og til de nu stjålne genstandes beskedne værdi findes forholdene at kunne henføres under straffelovens § 287". Som nævnt lægger landsretten blandt andet vægt på "den tid, der er gået fra den seneste forstraf". Om dette skal opmærksomheden særligt henledes på, at det fremgår af sagen, at den pågældende ved dom af 6. august 1998 senest var straffet for blandt andet 7 tilfælde af butikstyveri. Tyverierne, som den pågældende i den aktuelle sag blev fundet skyldig i, blev begået den 3. november 1999, hvilket er godt et år efter den seneste forstraf.

En vicepolitiinspektør blev den 11. juni 1998 anholdt af personalet i engros-butikken "Metro" ved Århus for butikstyveri. Han blev fundet i besiddelse af nogle varer, som han ikke havde betalt for. Ved dom af 15. juli 1998 ved Retten i Århus blev den pågældende i sag nr. SS 9802338-13 frifundet for tyveri. Retten lagde vægt på den tiltaltes forklaring om, at han havde haft "en stresset arbejdssituation" på gerningstidspunktet. Dette kunne blandt andet bekræftes af en kollega, der som vidne forklarede, at han havde bemærket, at tiltalte tidligere på gerningsdagen havde "rystet lidt på hænderne". Dommen blev ikke anket af anklagemyndigheden.

Se artikel af 24. december 2007 med overskriften "Stress - og ikke tyverihensigt - kan være årsag til, at kunder fjerner varer fra en butik uden at betale for dem. I så fald sker der frifindelse for butikstyveri"

Eksempler fra domstolenes praksis i sager om berigelseskriminalitet
Der påkendes ved domstolene ofte sager, hvor - typisk yngre mænd - i en periode af deres liv begår nogle gange stribevis af tyverier, hælerier, brugstyverier mv.

Kriminologisk forskning viser, at betingede domme eventuelt med eller uden vilkår om samfundstjeneste eller eventuelt med andre særvilkår som for eksempel alkoholistbehandling eller behandling mod stofmisbrug kan være mere kriminalitetsforebyggende, end at sætte sådanne personer i fængsel.

Det ses af retspraksis, at domstolene i et ikke beskedent omfang anvender helt eller delvist betingede domme i sådanne sager.

I TfK 2013.358 blev tiltalte ved landsretten straffet med fængsel i 7 måneder, der blev gjort betinget, for overtrædelse af våbenloven og for indbrudstyveri begået 11. december 2011 i et kælderrum, hvor han stjal forskellige effekter blandt andet dvd-film og spil samt 50 løse patroner i et ammunitionsbælte. Den pågældende var adskillige gange tidligere straffet med flere ubetingede straffe. Tiltalte var således ved Vestre Landsrets ankedom af 20. juni 2006 straffet med 6 måneders fængsel, hvoraf 4 måneder var gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste for røveri og overtrædelse af våbenbekendtgørelsen. Yderligere var tiltalte ved dom af 5. august 2010 straffet med fængsel i 30 dage, betinget med 1 års prøvetid, for tyveri. Endelig var han ved dom af 26. november 2010 straffet med fængsel i 1 år 8 måneder for blandt andet tyveri, røveri, hæleri og brugstyveri af motorkøretøj samt færdselsloven. Sidstnævnte straf var en fællesstraf med den betingede straf i dommen af 5. august 2010. Tiltalte var blevet prøveløsladt den 5. september 2011 med en reststraf på 204 dage og prøvetid på 2 år. Forholdet var således begået 3 måneder og 6 dage efter datoen for prøveløsladelsen efter afsoningen af dommen, som tiltalte blev idømt 26. november 2010 for blandt andet tyveri og hæleri (ligeartet kriminalitet). Byretten idømt den pågældende en ubetinget straf af fængsel i 6 måneder. Byretten udtalte blandt andet: "..Straffen fastsættes som en fællesstraf, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, omfattende reststraffen på 204 dage fra prøveløsladelse den 5. september 2011, til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, og våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 2. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet flere gange for blandt andet berigelseskriminalitet, og at han påny har begået tyveri få måneder efter, at han blev prøveløsladt efter afsoning af en dom, der også hovedsagelig vedrørte berigelseskriminalitet. Af disse grunde skal reststraffen fra prøveløsladelsen udløses." Dommen blev anket til landsretten, der ændrede straffen til fængsel i 7 måneder men gjorde straffen betinget med en prøvetid på 2 år og med et vilkår om, at tiltalte undergav sig tilsyn af kriminalforsorgen i prøvetiden. Landsretten begrundede afgørelsen således: "Henset til tiltaltes nu væsentligt forbedrede personlige forhold, og herunder særligt at tiltalte er i gang med en uddannelse, sammenholdt med omstændighederne i forhold 1 finder landsretten det helt undtagelsesvis forsvarligt i medfør af straffelovens § 61, stk. 2, nr. 2, at gøre fællesstraffen betinget på vilkår som nedenfor bestemt." Det er værd at bemærke, at landsrettens dom blev afsagt 24. januar 2013, som var godt 13 måneder efter den 11. december 2011, hvor forholdet blev begået.

I UfR 1985.306 HD blev en 22-årig mand straffet med fængsel i 1 år for 21 tilfælde af indbrudstyverier, som beløbsmæssigt blev opgjort til cirka 321.000 kr. Straffen blev gjort betinget af Højesterets flertal, som blandt andet udtalte: "Omfanget og karakteren af de begåede forhold vil i almindelighed udelukke anvendelse af betinget straf. Efter oplysningerne om tiltaltes særdeles gode personlige forhold og under hensyn til, at tiltalte, der er ustraffet, har begået forholdene i en relativt ung alder, og til, at forholdene er begået inden for en kort periode, findes det imidlertid ikke påkrævet, at straffen fuldbyrdes."

I UfR 1982.396 HD blev en person straffet med fængsel i 8 måneder for 4 butikstyverier, 8 indbrudstyverier, 1 forsøg på indbrudstyveri samt overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Udbyttet af tyverierne var samlet opgjort til godt 300.000 kr. Straffen blev gjort betinget blandt andet under henvisning til den pågældendes unge alder.

I TfK 2010.896/2 VLD blev tiltalte 1 straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder for i forening med 2 andre at have begået 17 tyverier af særlig grov beskaffenhed. De tre gerningsmænd erkendte sig skyldige i at have begået indbrudstyverier fra private hjem og der stjålet større mængder designermøbler mv. Derudover blev tiltalte 1 straffet for et tilfælde af hæleri af særlig grov beskaffenhed, et almindeligt tyveri, forsøg på tyveri, flere tilfælde af tyveri af motorkøretøj samt overtrædelse af våbenloven ved at have været i besiddelse af en peberspray, Byretten lagde ved udmålingen af straffen blandt andet vægt på, "at der hovedsageligt er tale om indbrudstyverier fra private hjem af betydelige værdier, og at tyverierne er begået i forening og på organiseret vis." Landsretten lagde vedrørende tiltalte 1 yderligere vægt blandt andet på den omstændighed, at han var tidligere straffet for berigelseskriminalitet, og at forholdene var begået i prøvetiden. De to andre gerningsmænd, der ikke var tidligere straffede, blev straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder og 1 år og 3 måneder. Gerningsmanden, der blev idømt fængsel i 1 år og 6 måneder, blev også straffet for brandstiftelse.

I TfK 2010.1033 VLD blev to polske statsborgere, som ifølge deres egen forklaring havde opholdt sig 2 dage i Danmark, straffet med fængsel i 60 dage for tyveri af effekter til en værdi af 60.000 kr. De erkendte, at de havde opbrudt en varebil og derpå stjålet effekterne. De blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Landsretten udtalte blandt andet: "Ved fastsættelsen af straffene skal der tages hensyn til, at de tiltalte, som var kommet til Danmark få dage tidligere, begik tyveriet i forening, og at tyveriet skete ved opbrydning af en varebil. Der skal endvidere tages hensyn til værdien af de stjålne genstande." Det er bemærkelsesværdigt, at der ved fastsættelsen af straffen blandt andet blev taget hensyn til, at de tiltalte "få dage tidligere". Der ses ikke at foreligge oplysninger om, at de pågældende var tidligere straffede af betydning for sagen. Sammenholdes strafudmålingen i den aktuelle sag med, at der i dansk ret ofte gives helt eller delvist betingede domme til personer, der begår tyverier, hvor der stjæles større værdier, kan det overvejes, om strafudmålingen kan være et udtryk for diskrimination i strid med EMRK artikel 14 sammenholdt med EMRK artikel 6, stk. 1. Se herom for eksempel i Paraskeva Todorova mod Bulgarien afgjort af EMD den 25. marts 2010 under sagsnummer 37193/07, hvor en roma var blevet idømt en ubetinget fængselsstraf for lovovertrædelser, der efter national praksis ofte mødes med en betinget straf. EMD fandt, at EMRK artikel 14 sammenholdt med EMRK artikel 6, stk. 1, var krænket (præmis 46).

I TfK 2009 657 ØLD blev en person fundet skyldig i - i forening med sin hustru - at have begået tyveri fra sin arbejdsplads af 40 tons kobberplader til en værdi af cirka 1.000.000 kr. Den pågældende var tidligere straffet blandt andet med betinget fængsel i 4 måneder også for tyveri fra sin arbejdsplads. I byretten blev tiltalte idømt en ubetinget straf af fængsel i 1 år og 6 måneder. Hustruen blev også straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder, men straffen blev gjort betinget blandt andet på vilkår af udførelse af samfundstjeneste. Tiltalte ankede til landsretten til formildelse, medens hustruen modtog byrettens dom. Landsretten stadfæstede dommen men gjorde 1 år og 3 måneder af straffen betinget blandt andet med vilkår om samfundstjeneste og alkoholistbehandling.

I TfK 2012.60 ØLD blev en person fundet skyldig i brugstyveri af en bil og i 2 indbrudstyverier begået i 2009, hvor der blev stjålet designermøbler til en værdi af i alt cirka 547.000 kr. Der blev på hvert af de to gerningssteder, hvor der havde været indbrudstyveri, fundet en skruetrækker og et cigaretskod med DNA-spor, der med en bevisvægt på mere end 1.000.000 var sammenfaldende med tiltaltes DNA-profil. Indbrudstyverierne var fundet sted på Østerbro i København. Tiltalte var bosat i Københavns-området. Tiltalte var i gang med at søge førtidspension og var i 2001 blevet løsladt efter afsoning af en længerevarende fængselsstraf for berigelseskriminalitet. På tiltaltes bopæl blev der fundet designermøbler herunder et Piet Hein elipsebord med skræmmer på bordets kant. Tiltalte forklarede blandt andet, at han havde købt nogle af disse designermøbler brugt, og at han havde arvet nogle af disse fra sin far. Tiltalte blev idømt en straf af fængsel i 6 måneder, som var en tillægsstraf jævnfør straffelovens § 89.

I TfK 2010.896/2 V erkendte 3 personer sig skyldige i tyverier blandt andet af designermøbler til en samlet værdi af godt 1,5 mio. kr. (1.595.800 kr.) fordelt på 18 indbrudstyverier (heraf 1 forsøg) i private hjem. Derudover erkendte alle tre gerningsmænd sig skyldige i brugstyveri af en bil. Gerningsmændene var henholdsvis 29 år, 21 år og 23 år. Den 29-årige havde begået forholdene i prøvetiden vedrørende en sag, hvor han var idømt 30 dages betinget fængsel for berigelseskriminalitet. Han blev endvidere fundet skyldig i hæleri og en enkelt overtrædelse af våbenloven ved at have været i besiddelse af peberspray. Han blev straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder. Straffen omfattede også den betingede straf. Den 21-årige blev straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder. Den pågældende havde ud over indbrudstyverierne også erkendt ildspåsættelse efter straffelovens § 181, stk. 1, ved at havde sat ild til en varebil i en grusgrav, hvorved varebilen blev totalskadet. Endelig blev den 21-årige straffet for overtrædelse af våbenloven ved at have været i besiddelse af en ulovlig kniv. Den 23-årige blev straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder. Den 21-årige og den 23-årige var ikke tidligere straffede. Som følge af "forholdenes antal og karakter" ville landsretten ikke gøre dommene helt eller delvist betingede.

I TfK 2009.188/3 ØLD blev en person, der gentagne gange var straffet for berigelseskriminalitet senest ved en dom af 22. november 2007, straffet med fængsel i 6 måneder for 7 tilfælde af butikstyveri, hvor den samlede værdi af det stjålne var opgjort til 19.887 kr. Den pågældende havde haft et narkotikamisbrug gennem mange år. Det fremgik blandt andet af sagens oplysninger, at der var lavet en behandlingsplan, hvorefter den tiltalte og dennes kæreste skulle anbringes på behandlingsinstitutionen Alfa i Fredensborg, og at de håbede på, at de kunne afsone en del af deres straffe på behandlingsinstitutionen.

I TfK 2010.851/2 ØLD erkendte tiltalte sig skyldig i tyveri fra sin arbejdsplads ved i tiden fra den 1. maj 2009 til den 15. juli 2009 at have stjålet 15.750 kr. i kontanter fra kasseapparatet i det supermarked, hvor den pågældende var ansat. Den pågældende blev i byretten straffet med fængsel i 60 dage. Landsretten gjorde straffen betinget under henvisning til, at den pågældende ikke var tidligere straffet, og at han havde "genoprettet den skade, han har forvoldt ved den strafbare handling".

I TfK 2010.991 VLD erkendte en person, der var tidligere straffet blandt andet for vold, sig skyldig i tyveri af 64 nye computere til en "samlet transportværdi" på cirka 328.704 kr. Endvidere erkendte han sig skyldig i brugstyveri af en varebil samt spirituskørsel. Byretten idømte den pågældende fængsel i 6 måneder. Byretten lagde vægt på, at indbrudstyveriet var "professionelt tilrettelagt", og at det var begået af flere i forening. Endvidere lagde byretten vægt på det stjålnes værdi samt oplysningerne om de tiltaltes forstraffe. Landsretten gjorde frihedsstraffen betinget og udtalte blandt andet: "Efter oplysningerne om tiltaltes gode personlige forhold, herunder at han ikke er straffet af betydning for denne sag, og da han i denne sag har været frihedsberøvet fra den 30. januar 2009 til den 13. februar 2009, er det forsvarligt at gøre straffen på fængsel i 6 måneder betinget med vilkår om blandt andet samfundstjeneste som fastsat nedenfor."

I TfK 2003.368 ØLD blev to personer fundet skyldige overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt i adskillige tyverier herunder et indbrudstyveri, hvor det stjålne udgjorde en værdi af cirka 140.000 kr. Begge de tiltalte blev ved byretten idømt en straf af fængsel i 4 måneder. Landsretten stadfæstede for begge de tiltaltes vedkommende dommen men gjorde straffen betinget med en prøvetid på 2 år for den ene tiltaltes vedkommende med et vilkår om udførelse af 80 timers samfundstjeneste og for den andens vedkommende med et vilkår om psykiatrisk behandling. Sidstnævnte tiltalte var to gange tidligere straffet for ligeartet kriminalitet.

I TfK 2009.430/3 ØLD blev tiltalte straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder for adskillige brugstyverier af motorkøretøjer og indbrudstyverier fra adskillige virksomheder, hvor tiltalte blandt andet stjal metalplader og kobber, der samlet repræsenterede en værdi på mere end 2 mio. kroner.

I TfK 2009.450 ØLD blev tiltalte straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder blandt andet for indbrudstyveri i en butik i Østergade i København, hvor tiltalte sammen med en anden stjal smykker, ure, tøj mv. for en værdi af 1.228.547 kr. Byretten lagde ved strafudmålingen i skærpende retning vægt på, at tiltalte handlede i forening med en anden, at de tiltalte var maskerede, samt de stjålne vares værdi. Landsretten fandt straffen passende udmålt med henvisning til forholdets "karakter".

I TfK 2010.225 ØLD blev en person straffet med fængsel i 1 år for indbrudstyveri i en fotoforretning begået den 9. april 2009, hvor der blev stjålet værdier for ikke under 890.000 kr. Den pågældende var straffet flere gange tidligere for berigelseskriminalitet senest ved en dom af 17. juni 2008, hvor han blev idømt en betinget dom af fængsel i 30 dage, der var blevet gjort betinget med en prøvetid på et år. Indbrudstyveriet var således begået i prøvetiden. Landsretten bemærkede ved fastsættelsen af straffen blandt andet, "at landsretten henset til karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet og til, at tiltalte flere gange tidligere straffet, ikke har fundet grundlag for at gøre straffen betinget, helt eller delvis, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste."

I 2010.1026 ØLD blev en pædagog straffet med fængsel i 6 måneder, som blev gjort betinget for tyveri af kontanter fra 6 forskellige klienter over en periode fra 5. juni 2008 til den 15. februar 2009. Den pågældende blev straffet for tyveri og derudover også for overtrædelse af straffelovens § 155. Landsretten fandt at straffen kunne gøres betinget under henvisning til den pågældendes hidtil ustraffede vandel.

En person, der var mange gange tidligere straffet herunder adskillige gange for tyveri, blev i sagen TfK 2009 941 VLD straffet med fængsel i 2 år for færdselslovsovertrædelser, 4 brugstyverier af motorkøretøjer, 7 indbrudstyverier og andre tyverier, som i anklageskriftet var opgjort til cirka 300.000 kr. Byretten begrundede strafudmålingen med "at tiltalte har ageret som professionel levebrødkriminel, og har foretaget bestillingsindbrud efter let omsættelige varer af dyr kvalitet. Værdien af de samlede tyverier fremstår som lidt diffus, og retten har derfor ikke fundet tilstrækkelig grundlag for at anføre forhold under straffelovens § 286, stk. 1. Videre har retten lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for hel ligeartet kriminalitet, og han har recidiveret ganske hurtigt."

I TfK 2000.515/1 ØLD blev en person, der var straffet mange gange for berigelseskriminalitet, og som på ny var tiltalt blandt andet for berigelseskriminalitet, idømt en straf af fængsel i 6 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om behandling for stofmisbrug.

I TfK 2000.602/2 ØLD blev en person straffet med fængsel i 3 år for tyverier af lastvognstog for godt 4,3 mio. kroner. Medgerningsmanden blev idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for tyverier af lastvognstog for godt 8,4 mio. kroner. De var begge flere gange straffet for berigelseskriminalitet. Straffen for den førstnævnte tiltalte indeholdt en reststraf på 153 dage. For den sidstnævnte gerningsmand indeholdt straffen en reststraf på 187 dage.

I TfK 2009.69 VLD blev en person, der blev fundet skyldig i at være brudt ind i en virksomhed og stjålet to fladskærmsmonitorer til en værdi af cirka 5.000 kr., straffet med fængsel i 60 dage. Han var flere gange tidligere straffet for tyveri. Under henvisning til den pågældendes recidiv gjorde flertallet afgørelsen ubetinget. Mindretallet ville af hensyn til den pågældendes personlige forhold endnu engang gøre afgørelsen betinget.

I TfK 2011.216 VLD blev en person for et indbrudstyveri i en villa, hvor han havde tilegnet sig et armbånd til en værdi af 1.319,50 kr., straffet med ubetinget fængsel i 40 dage. Den pågældende var "adskillige gange" tidligere straffet for berigelseskriminalitet herunder med flere langvarige ubetingede frihedsstraffe. Den pågældende var i oktober 2009 prøveløsladt med en reststraf på 219 dage.

I TfK 2005.642 ØLD blev tiltalte fundet skyldig i indbrudstyveri i en villa begået i forening med en ukendt gerningsmand, hvor der blev stjålet smykker mv. til en værdi af 6.840 kr. Den pågældende blev straffet med fængsel i 30 dage, som blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste i 40 timer. Der blev lagt vægt på den pågældendes gode personlige forhold.

I dommen TfK.2004.498, blev en person, der var født i 1973 i Bosnien, ved Vestre Landsret dømt for 4 indbrudstyverier i villaer, hvor han - sammen med 2 andre - havde stjålet for i alt godt 140.000 kr. Tiltalte var cirka et år tidligere blevet idømt 14 dages ubetinget fængsel for berigelseskriminalitet og samtidigt var blevet udvist med indrejseforbud i 3 år. I den aktuelle sag blev han idømt 4 måneders fængsel og udvist med indrejseforbud i 5 år. Retten lagde vægt på "det hurtige recidiv", at tyverierne var begået af flere i forening, at der samlet var stjålet for et stort beløb, og at der var tale om indbrud i flere villaer.

I dommen TfK.2004.610 blev en person, der var født i 1972 ved Vestre Landsret dømt for indbrudstyveri på en skole, hvor han sammen med en anden havde stjålet computere til en værdi af 150.000 kr. Den pågældende havde i 1999 modtaget bøder for tyveri og var i 2000 idømt en betinget dom af fængsel i 30 dage for forsøg på tyveri. Personen blev idømt ubetinget fængsel i 3 måneder. Medgerningsmanden var blevet prøveløsladt i 2003 og havde en prøvetid indtil i. januar 2005. Denne reststraf blev udløst i den nye sag, og medgerningsmanden blev således idømt 5 måneder i denne nye sag. Ved strafudmålingen blev der taget hensyn til de tiltaltes forstraffe, værdien af det stjålne, og at tyverierne var udført i forening.

I dommen TfK.2004.661 blev en person ved Vestre Landsret straffet for hæleri, idet den pågældende over et længere tidsrum havde modtaget computerudstyr til en værdi af omkring 260.000, og han havde solgt en del af genstandene videre for ikke under 200.000 kr. Den pågældende blev endvidere straffet for et enkelt forsøg på indbrud i en bolig. Den pågældende blev straffet med fængsel i 4 måneder, hvoraf de 30 dage skulle fuldbyrdes.

I dommen TfK.2004.684 blev en person ved Vestre Landsret straffet for hæleri, idet han hjalp en anden med at transportere nogle tyvekoster til en værdi af godt 16.000 kr. væk fra gerningsstedet. Han havde modtaget 500 kr. for sin ulejlighed. Han var året før straffet for berigelseskriminalitet og overtrædelse af våbenloven med fængsel i 5 måneder. I den aktuelle sag blev han straffet med ubetinget fængsel i 30 dage.

I dommen TfK.2002.699 havde en person købt en stjålen bil af en ukendt person. Han havde betalt 4.000 kr. for bilen. Bilen var 140.000 kr. værd. Bilen havde personen videresolgt til en anden for 8.000 kr. Både personen og dennes køber blev ved Vestre Landsret straffet med fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget. De skulle endvidere betale en tillægsbøde på 3.000 kr.

I dommen TfK.2004.137 VLD blev en person fundet skyldig i hæleri af en entreprenørmaskine af en værdi på cirka 500.000 kr. Denne oplyste han, at han havde købt af en uidentificeret person for 180.000 kr. Han blev ved Vestre Landsret straffet med fængsel i 60 dage, som blev gjort betinget.

En person, der var mange gange tidligere straffet herunder adskillige gange for tyveri, blev i sagen TfK 2009 941 VLD straffet med fængsel i 2 år for færdselslovsovertrædelser, 4 brugstyverier af motorkøretøjer, 7 indbrudstyverier og andre tyverier, som i anklageskriftet var opgjort til cirka 300.000 kr.

Byretten begrundede strafudmålingen med "at tiltalte har ageret som professionel levebrødkriminel, og har foretaget bestillingsindbrud efter let omsættelige varer af dyr kvalitet. Værdien af de samlede tyverier fremstår som lidt diffus, og retten har derfor ikke fundet tilstrækkelig grundlag for at anføre forhold under straffelovens § 286, stk. 1. Videre har retten lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for hel ligeartet kriminalitet, og han har recidiveret ganske hurtigt."

Anklagemyndigheden fik ikke lov til under hovedforhandlingen i landsretten at påstå tyveriforholdene henført under straffelovens § 286, stk. 1, der hverken er nævnt i retsmødebegæringen for byretten, i byrettens retsbog for det retsmøde, hvor sagen blev fremmet efter retsplejelovens § 831, eller i ankemeddelelsen. Byrettens dom blev stadfæstet i landsretten.

Landsretten fandt med henvisning til "længden af den idømte straf", at der forelå "sådanne særlige grunde, som er nævnt i færdselslovens § 118 a, stk. 5", således at der ikke er fuld tilstrækkelig anledning til at idømme en tillægsbøde for færdselslovsovertrædelsen.

Røveri (straffelovens § 288)

Straffelovens § 288 om røveri har følgende ordlyd:

"§ 288. For røveri straffes med fængsel indtil 6 år den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold
1) fratager eller aftvinger nogen en fremmed rørlig ting,
2) bringer en stjålen ting i sikkerhed eller
3) tvinger nogen til en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den overfaldne eller nogen, for hvem denne handler.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, når et røveri er af særlig grov beskaffenhed navnlig på grund af dets særlig farlige karakter, udførelsesmåden eller omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller når et større antal forbrydelser er begået."

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om røveri og trusler.
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241 (nærmest hjemmerøveri)
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241 (nærmest om gaderøverier mv.)

Røveri forudsætter blandt andet, at der anvendes vold eller trues med øjeblikkelig anvendelse af vold mod forurettede, og at dette sker for at opnå en uberettiget vinding. Trues der ikke med umiddelbar anvendelse af vold men med at anvende vold på et senere tidspunkt for at opnå uberettiget vinding, er der tale om afpresning. Anvendes der vold eller trues der med vold med henblik på at aftvinge en person genstande eller penge, som gerningsmanden mener, at denne (eller eventuelt andre) har krav på, foreligger der ulovlig tvang.

Straffen for røveri varierer meget afhængig af røveriets karakter, gerningsmandens forstraffe mv.

Om afgrænsningen mellem straffelovens § 288, stk. 1, og straffelovens § 288, stk. 2, kan henvises til TfK2012.1030/1. Her blev de tre tiltalte fundet skyldige i et røveri begået i januar 2012 mod en smykkeforretning i Esbjerg ved med trussel med en lighterpistol og med anvendelse af vold at have tvunget 4 ekspedienter ud i baglokalet, hvorefter de tiltalte smadrede flere glasmontrer med en hammer og undløb med ure til en værdi af ca. 1,6 mio. kr. Anklagemyndigheden påstod forholdet henført under straffelovens § 288, stk. 2. Byretten henførte forholdet under straffelovens § 288, stk. 2, og udtalte blandt andet: "Retten lægger videre til grund efter de afgivne forklaringer, at de tre tiltalte kom til forretningen, hvor T2 gik først ind medbringende en ligtherpistol, som han rettede mod A's pande, så hun kunne føle den kolde pistol. Derefter skubbede han hende bagover, så hun faldt om på ryggen. De to andre tiltalte kom bagefter ind i butikken, og T1 medbragte en træstok, som han placerede, så butiksdøren ikke blev låst. Derefter tvang en eller flere af de tiltalte personalet ned på gulvet, i det omfang at de ikke allerede sad på gulvet, og B blev af en tiltalt hevet ind i baglokalet, ligesom en tiltalt ødelagde telefonledningen. Mens to tiltalte ødelagde montrerne for at stjæle ure på en meget erfaren og hurtig måde, gik den sidste tiltalte rundt inde i baglokalet og råbte, og ifølge A's forklaring blev hun også sparket, mens hun lå ned. Retten finder efter de afgivne vidneforklaringer, at røveriet blev udført med en unødig brutalitet, der på nuværende tidspunkt kan være medvirkende årsag til, at personalet efterfølgende har fået krisehjælp af en psykolog, og flere af de ansatte har forklaret, at de stadig har psykiske men af hændelsen, ligesom enkelte har nogle fysiske gener. Efter en samlet helhedsbedømmelse finder retten, særligt efter den udøvede vold mod personalet, det professionelle præg og planlægning, som er foretaget først af de tiltaltes medskyldige og efterfølgende af de tiltalte, da de sidstnævnte sammen med to medgerningsmænd, samme dag som de kommer til Danmark, besigtiger forretningen, og udbyttes størrelse, samt en eller flere af de tiltalte under røveriet var i besiddelse af CS-gasspray, at røveriet bør henføres under § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1." Landsretten fandt imidlertid, at alene straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, var overtrådt, og udtalte herom: ".. Det fremgår af forarbejderne til den skærpede strafferamme i straffelovens § 288, stk. 2, at bestemmelsen sigter på tilfælde, hvor det efter en vurdering af samtlige gerningsmomenter kan forventes, at der vil blive idømt en straf på omkring 4 års fængsel eller derover. Under hensyn hertil finder landsretten uanset karakteren og grovheden af røveriet, at forholdet skal henføres under straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1. .." De 3 tiltalte blev hver idømt fængsel i 3 år.

I TfK 2007.756/1 ØLD blev en person, der var flere gange tidligere straffet for blandt andet vold herunder grov vold samt for adskillige tilfælde af berigelseskriminalitet, straffet med fængsel i 6 måneder for røveri, vold og tyveri begået mod en tjener på en restaurant samt en kunde i samme restaurant.

I TfK 2007.618 ØLD blev en person, der var tidligere straffet for røveri samt flere gange tidligere straffet for vold (herunder vold efter straffelovens § 245, og som derudover var tidligere straffet for overtrædelse af straffelovens § 119 samt for vidnetrusler, straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder for røveri samt vold efter straffelovens § 245. Under røveriet, hvor forurettede blev frataget en pung indeholdende 2.000 kr., blev forurettede tillige slået i hovedet med en ølflaske, der knustes, samt tildelt to cirkelspark. Forholdet blev begået i forening med to andre. Forholdene blev begået den 25. november 2006, og gerningsmanden var to dage forinden - den 23. november 2006 - straffet med fængsel i 3 måneder for vold, ulovlig tvang og brugstyveri. Landsretten lagde ved straffens fastsættelse vægt på "kriminalitetens beskaffenhed og tiltaltes tidligere kriminalitet og hurtige recidiv."

I afgørelsen TfK 2005.75 blev en person straffet med fængsel i 8 måneder for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2 samt for yderligere 4 indbrudstyverier. Ved indbrudstyverierne blev stjålet værdier for ikke under 37.000 kr. Den dømte var adskillige gange tidligere straffet for berigelseskriminalitet herunder med ubetingede fængselsstraffe. Han var løsladt 30. januar 2004, og de 5 forhold, der var under pådømmelse, er begået i tiden fra april 2004 til august 2004. Tiltalte blev anset for skyldig i røveri. Han havde netop tilegnet sig blandt andet en taske inde i et hus, hvor han blev overrasket af en person, der havde ligget og sovet i huset. Da tiltalte undløb fra huset fulgte personen efter ham. Personen kom under flugten tæt på tiltalte, der ved denne lejlighed slog personen med knyttet hånd.

Er vold anvendt under et røveri, omfattet af straffelovens § 244, straffes der alene for røveri og ikke tillige for vold

Volden, som anvendes under et røveri, kan være så grov, så der kan straffes for vold i sammenstød med straffen for røveri. Efter praksis ved domstolene pålægges der ikke et selvstændigt strafansvar for vold, som er omfattet af straffelovens § 244, medens der derimod pålægges et selvstændigt strafansvar i tilfælde, hvor den vold, der anvendes under røveriet, er så grov, at den er omfattet af straffelovens § 245 eller § 246.

Dommen TfK 2010.72 VLD er et eksempel på en afgørelse, hvor den vold, der blev udøvet under et røveri, alene ansås for omfattet af straffelovens § 244 og ikke § 245, som der var rejst tiltale for udover tiltalen for røveri. De pågældende blev derfor alene straffet for røveri og ikke også for vold. De 5 tiltalte (T1, T2, T3, T4 og T5) var alle tiltalt for røveri (straffelovens § 288) og grov vold (straffelovens § 245, stk. 1). Tiltalen var i anklageskriftet formuleret således: "T1, T2, T4, T3 og T5 er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 245, stk. 1, jf. § 81, nr. 11, jf. til dels § 21 - for T1, T4, T3 og T5's vedkommende, tillige, jf. straffelovens § 247, stk. 1 - røveri, mv. og forsøg herpå - ved den 16. marts 2008 kl. 15.00 i Jerup på Kragskovhede Statsfængsel, Sindalvej 81 i forening og efter fælles aftale - under udståelse af straf - ved vold at have frataget F en guldkæde til en værdi af ca. 10.000 kr. idet forurettede F af T5 under foregivelse af, at F skulle tale med T5 i T5's celle, blev lokket ind på T5's celle, hvor alle de tiltalte herefter indfandt sig, hvor F blev tildelt adskillige knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, samt slag/stød med knæ, hvilket medførte, at forurettede faldt om på gulvet, hvor den nu værgeløse forurettede blev tildelt flere spark, hvorefter forurettede blev fastholdt og fik presset en pude over ansigtet, mens han blev frataget guldlænken og forsøgt frataget en vielsesring." De pågældende blev såvel ved byretten som landsretten alene straffet for røveri og blev således ikke yderligere straffet for vold. Byretten udtalte herom blandt andet, at forurettede "blev tildelt adskillige knytnæveslag og spark af en karakter og med skader, der efter rettens opfattelse kan henføres under straffelovens § 244". Landsretten udtalte om voldens omfang: "Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at de tiltalte T2 og T3 er fundet skyldige som sket. Det tiltrædes i den forbindelse, at der ikke efter bevisførelsen, herunder F's forklaring og oplysningerne i politiattesten om karakteren og omfanget af følgerne af volden, er grundlag for at henføre den udøvede vold under straffelovens § 245, stk. 1."

Den praksis, som TfK 2010.72 VLD omtalt ovenfor er udtryk for, beskriver Vagn Greve m. fl. i Kommenteret straffelov, Speciel del, 9. omarbejdede udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2008, side 587, således: "Vold, som er omfattet af § 244, indgår i røveriforbrydelsen og medfører ikke selvstændigt strafansvar for volden. Der straffes i sammenstød med § 245 og § 246, se f.eks. U 1994.151 H."

I TfK 2003.539 ØLD havde gerningsmændene blandt andet bagbundet forurettede med plasticstrips og trukket en plasticpose ned over forurettedes hoved. Uagtet risikoen for at spærre forurettedes luftveje ved at trække en plasticpose ned over dennes hoved, var der ikke - udøver røveritiltalen - rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 245. Den pågældende blev således alene fundet skyldig i røveri. Landsretten udtalte blandt andet: "Straffen fastsættes efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, til fængsel i 2 år og 6 måneder. Retten har ved straffastsættelsen i skærpende retning lagt vægt på, at tiltalte begik røveriet i forening med og efter forudgående aftale med en medgerningsmand, at tiltalte truede A med en pistol, at han med plasticstrips bandt A's hænder sammen bag A's ryg, og at han trak en plasticpose med over A's hoved." Udbyttet ved røveriet var smykker til en samlet udsalgspris af 505.026 kr.

Særligt om såkaldte "hjemmerøverier"
Efter omtale i frokostaviserne om såkaldte "hjemmerøverier" i foråret 2009 har der været en debat om, hvorvidt straffen for disse skal skærpes.

I "Rigsadvokaten Informerer", nr. 5, fra 2009, side 4, redegør Rigsadvokaten nærmere om, hvorledes han mener, at praksis har udviklet sig i sager om hjemmerøverier. Rigsadvokaten mener, at sagerne kan opdeles i 3 kategorier.

1) Egentligt hjemmerøveri: Røveri, hvor gerningsmanden og forurettede ikke har forudgående personlige relationer, men hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i forurettedes hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme.

2) Røveri i privat hjem med motiv af hævn eller inddrivelse af påstået gæld eller lignende: Røveri begået med baggrund i stridigheder eller uoverensstemmelser mellem forurettede og gerningsmanden eller personer med tilknytning til gerningsmanden, herunder hvad der kan betegnes som "hævnmotiv", og også hvor der er tale om et påstået skyldforhold mellem parterne, herunder narkogæld.

3) Indbrud, som udvikler sig til et røveri: Røveri, der opstår i tilfælde, hvor en beboer kommer til stede under et igangværende indbrud i et privat hjem.

I TfK 2014.1201 var der mod to personer (T1 og T2) rejst tiltale for røveri efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, ved, at de var trængt ind i forurettedes private hjem, hvor de frarøvede ham en bærbar computer, en notebook, to pakker cigaretter og 130 kr., idet de tiltalte skubbede ham hårdt i brystet, så han faldt baglæns ind i entreen, holdt hans arme fast, mens de gennemrodede hans lommer og placerede ham på sofaen og en gang, hvor han forsøgte at rejse sig, at have skubbet ham hårdt tilbage i sofaen. Byretten anså røveriet for et "egentligt hjemmerøveri" og straffede T1 med fængsel i 5 år og T2 med fængsel i 3 år. T2 fik også frakendt førerretten for færdselslovsovertrædelser. Byretten udtalte om lovens forarbejder blandt andet: "Det fremgår af forarbejderne til lov nr. 760 af 29. juni 2011 om ændring af bl.a. bestemmelsen i straffelovens § 288, stk. 2, at egentlige hjemmerøverier anses for at være af en sådan grov beskaffenhed, at forholdet skal henføres under strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2, hvorefter strafferammen er fængsel i 10 år. Det tilsigtes, at straffen i de pågældende sager forhøjes til det dobbelte i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, således at straffen som udgangspunkt vil være 5 års fængsel. Straffen i det enkelte tilfælde vil fortsat bero på en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder." Landsretten fandt det bevist, at T2 ofte havde henvendt sig til forurettede for at låne cigaretter, og at der derfor ikke var tale om et egentligt hjemmerøveri. Landsretten udtalte herom nærmere: "F har under hele sagen fastholdt sin forklaring om, at han kendte tiltalte T2, som ofte henvendte sig for at låne cigaretter - senest samme morgen, som røveriet blev begået om aftenen. På denne baggrund kan det ikke afvises, at der var sådanne personlige relationer mellem F og tiltalte T2 forud for røveriet, at røveriet ikke kan anses som et egentligt hjemmerøveri efter straffelovens § 288, stk. 2. Der er heller ikke i øvrigt forhold, som medfører, at røveriet må anses for at være af særlig grov beskaffenhed. De tiltalte frifindes derfor i forhold 1 for tiltalen for røveri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 288, stk. 2, og findes i stedet skyldige i røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1.". Straffen for T1, der blandt andet var 3 gange tidligere straffet for røveri, en gang for forsøg på røveri og to gange for vold, blev nedsat til fængsel i 2 år og 3 måneder. For T2, der tidligere var straffet en gang for røveri og flere gange for blandt andet vold og overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, blev straffen nedsat til fængsel i 1 år og 6 måneder. Med henvisning til længden af den idømte straf fik T2 ingen bøde for færdselslovsovertrædelserne jævnfør færdselslovens § 118 a, stk. 4. Byretsdommens bestemmelse om frakendelse af førerretten blev stadfæstet.

Sagen TfK 2009.962 ØLD er et eksempel på strafudmåling i et "kategori 2-røveri". Straffene blev af byretten udmålt til fængsel i 1 år og 1 år og 3 måneder. Landsretten stadfæstede byrettens dom og tiltrådte byrettens begrundelse, hvoraf blandt andet følgende fremgik: "Der er ved strafudmålingen som skærpende omstændigheder lagt vægt på, at de tiltalte har opsøgt forurettede i hans hjem og har handlet i forening, samt at der over en længere periode er udøvet vold i forbindelse med røveriet. For så vidt angår tiltalte T2 er der tillige lagt vægt på, at han tidligere er straffet for et lignende forhold, og at det var ham, som i overvejende grad udøvede vold mod forurettede. Der er tale om et røveri i anledning af et påstået skyldforhold mellem parterne som følge af et forsvundet kvantum hash. Røveriforholdet kan - uanset at det er begået i forurettedes hjem - ikke anses at have en sådan grovhed, at der er grundlag for at idømme en strengere straf, jf. herved eksempelvis Vestre Landsrets dom gengivet i TfK2009.228."

I TfK 2005.75 VLD var der rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2, mod tiltalte, som for "at bringe en stjålen ting i sikkerhed" havde slået forurettede i ansigtet, da forurettede havde forsøgt at fravriste tiltalte en håndtaske indeholdende pas og checkhæfte, som tiltalte umiddelbart forinden havde stjålet fra villaen - - -, ligesom tiltalte efterfølgende truede forurettede med en kæp/pind i den ene hånd. Landsretten fandt det bevist på grundlag af forurettedes "sikre og troværdige forklaring", at tiltalte havde tildelte vidnet et slag i ansigtet med sin højre hånd, da vidnet forsøgte at fravriste tiltalte vidnets taske, som tiltalte havde i sin venstre hånd med taskens rem rundt om håndleddet. Tiltalte blev for røveri straffet med fængsel i 8 måneder.

I TfK 2009.850 ØLD udtalte Østre Landsret ligesom byretten, at det ikke kan sidestilles med et hjemmerøveri, at tiltalte havde stukket ud med en skruetrækker efter personer, der havde overrasket ham under et indbrudstyveri og fulgt efter ham under flugten fra gerningsstedet. Han blev straffet for røveri, idet han havde forsøgt at bringe nogle fjernbetjeninger og smykker, som han havde tilegnet sig på stedet, i sikkerhed, da han stak ud efter personer med skruetrækkeren. Tiltalte var tidligere straffet adskillige gange. Han blev også fundet skyldig i brugstyveri af biler samt tyveri af en nummerplade. Landsretten idømte ham fængsel i 1 år.

I TfK 2009.718 VLD skete der domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2. Tiltalte var trængt ind i en lejlighed, hvor han stjal forurettedes bærbare computer, hvorefter han, da forurettede overraskede ham under tyveriet, for at bringe computeren i sikkerhed slog forurettede i hovedet flere gange, så hun faldt, hvorefter han flere gange lukkede en dør hårdt imod hendes ben, inden han forlod lejligheden med computeren. Landsretten fandt en straf af fængsel i 1 år og 6 måneder passende, idet landsretten tiltrådte byrettens begrundelse. Af byrettens begrundelse fremgik blandt andet følgende: "Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på, at episoden startede som et indbrud, der udviklede sig til et røveri, da vidnet kom til stede. Der er ligeledes lagt vægt på, at røveriet foregik i vidnets hjem, efter vidnet var gået i seng, samt på den voldsudøvelse, som vidnet har været udsat for. Der er endelig også lagt vægt på, at tiltalte er dømt adskillige gange for ligeartet kriminalitet."

I TfK 2008.624 ØLD var den 20-årige T1 tiltalt for den 29. maj 2007 sammen med to andre (T2 og T3) at have begået et røveriforsøg, hvor alle 3 ved trussel med en "rambo-kniv" forsøgte på en sti at fratage A penge, hvilket mislykkedes, idet A ikke havde penge. Den pågældende var endvidere tiltalt for sammen med T2 og T3 cirka en halv time senere at have begået røveri mod B ved på dennes bopæl at have truet den pågældende med kniv og frarøvet denne cirka 10 gram amfetamin. Endvidere var T1 tiltalt for umiddelbart efter røveriet mod B i forening med T2 og T3 "med accept af, at der kunne eller skulle anvendes kniv at have tildelt B et knivstik i halsen, hvorved B kort efter afgik ved døden". Endvidere var de 3 tiltalt for besiddelse af 10 gram amfetamin og for besiddelse af den anvendte "rambo-kniv" i strid med våbenloven. T1 blev frifundet for røveriforsøget men blev fundet skyldig i det fuldbyrdede røveri, vold efter straffelovens § 245, besiddelse af 10 gram amfetamin samt ulovlig våbenbesiddelse. Han blev frifundet for drab. T1 var flere gange tidligere straffet heraf 2 gange for røveri. T1 blev straffet med fængsel i 2 år, og han blev betinget udvist.

Se avisartikler fra Jyske Vestkysten, hvor en "ung greve", der var tidligere straffet for vold, modtog en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste for et hjemmerøveri af den type, som Rigsadvokaten betegner som "kategori 1".

Mere om strafniveauet i "hjemmerøverier".

I TfK 2013.559/1 blev en 17-årig idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for et såkaldt "egentligt hjemmerøveri" begået i foreningen med en anden. Landsretten udtalte blandt andet: "Straffen skal herefter fastsættes efter en konkret vurdering og under hensyn til, om der foreligger skærpende eller formildende omstændigheder som beskrevet i navnlig straffelovens §§ 80-82. Indtrængen i et privat hjem for at begå røveri er i sig selv en skærpende omstændighed. Der må i samme retning lægges vægt på, at røveriet blev begået af tiltalte og en medgerningsmand i forening, og at de medbragte våben i form af en kniv og en økse. På den anden side må der lægges vægt på, at røveriet ikke havde udpræget professionel karakter, og på den begåede vold og de forholdsvis begrænsede skader som følge heraf. I formildende retning må der desuden lægges vægt på tiltaltes unge alder, og at tiltalte tidligere er dømt for berigelseskriminalitet, men ikke for personfarlig kriminalitet." Under sagens behandling ved byretten udtalte retten blandt andet: "Forholdet må betegnes som et »egentligt hjemmerøveri«, jf. herved bemærkningerne til lov nr. 760 i 2011, hvoraf det fremgår, at der skulle skulle ske en fordobling af det hidtidige strafniveau, svarende til en »normalstraf« på fængsel i 5 år."

I TfK 2013.296/2 nedsatte Højesteret straffen for to personer, der ved byretten og landsretten hver var blevet idømt fængsel i 5 år, til fængsel i 1 år og 6 måneder for et hjemmerøveri. Højesteret fandt ikke, at der var tale om et såkaldt "egentligt hjemmerøveri" og henførte derfor ikke røveriet under straffelovens § 288, stk. 2. Højesteret udtalte blandt andet: "Det er således forudsat i lovforslagets bemærkninger, at det skal have direkte og meget væsentlig betydning for strafudmålingen, om et røveri anses for omfattet af den anførte definition af et egentligt hjemmerøveri og af den grund henføres under § 288, stk. 2. Kerneområdet i den anførte definition af et »egentligt hjemmerøveri« må antages at være planlagte overfald på tilfældige sagesløse personer i deres eget hjem for at fratage dem værdier. Der er imidlertid ikke i forarbejderne taget klar stilling til, hvordan forholdet bør bedømmes i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ifølge de tiltaltes forklaringer, som er lagt til grund, har været en forudgående personlig relation mellem ofret og en medvirkende gerningsmand, som har anstiftet, at røveriet blev begået hos det pågældende offer, men ikke har deltaget i selve udførelsen af røveriet. Højesteret finder, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan lægges til grund, at det har været hensigten med lovændringen, at et sådant røveri skal anses som et egentligt hjemmerøveri. Da røveriet heller ikke i øvrigt kan anses for at være af særlig grov beskaffenhed, finder Højesteret herefter, at straffen for begge de tiltalte skal fastsættes efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1. Ved straffastsættelsen må der herefter som anført i Højesterets dom i UfR 2009.1410 lægges vægt på, at indtrængen i et privat hjem for at begå røveri i sig selv er en skærpende omstændighed. I skærpende retning må der desuden lægges vægt på, at røveriet blev begået af de tiltalte i forening, og at de begge medbragte våben i form af en lægtehammer. På den anden side må der lægges vægt på, at der alene blev udøvet vold i et ret begrænset omfang og uden personskade, og at røveriet ikke havde et professionelt præg. I formildende retning må der desuden lægges vægt på de tiltaltes unge alder. Endvidere er de tiltalte ikke tidligere straffet for ligeartet kriminalitet."

Bankrøverier og røverier mod postkontorer o. lign.

I TfK 2007.729 VLD blev en person, som flere gange tidligere var straffet, blandt andet for vold og tyveri, straffet med fængsel i 2 år og 6 måneder for røveri mod en bank med en pistollignende genstand. Den pågældende fik et udbytte på 613.800 kr., 140 Euro og 105 Singapore dollars. Ved straffens udmåling blev der blandt andet lagt vægt på det store udbytte, at der ved røveriet blev anvendt en pistollignende genstand, og at røveriet forekom at være nøje planlagt. Derudover blev der lagt vægt på tiltaltes forstraffe for berigelseskriminalitet og vold.

I TfK 2007.669 VLD blev en 40-årig tiltalt straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 - røveri - ved i maj 2005 i en bank med en attrappistol i hånden at have foregivet at være i besiddelse af et skydevåben og samtidig peget på bankens tilstedeværende personale, hvorefter tiltalte fratog banken 147.375,10 kr. Byretten lagde ved udmålingen af straffen vægt på "udførelsen af røveriet og udbyttet heraf". Dommen blev stadfæstet af landsretten.

I TfK 2004.663 VLD blev en 40-årig mand efter anklagemyndighedens påstand idømt en straf af fængsel i 1 år og 6 måneder for et røveri mod en bank begået i forening med en anden samt for brugstyveri. Den pågældende, der havde været maskeret under røveriet, indfandt sig i banken med en attrappistol, som han anvendte til at true en bankansat til at åbne kassen, hvorfra tiltalte derpå tilegnede sig 39.050 kr. Medgerningsmanden ventede uden for banken i en brugsstjålen bil, som denne og tiltalte flygtede i efter røveriet. Tiltalte var tidligere straffet og senest ved en dom af 7. november 2003 straffet blandt andet for tyveri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Landsretten ville ikke gøre afgørelsen hel eller delvist betinget med henvisning til "lovovertrædelsens karakter".

I TfK 2003.616 VLD blev to personer, der begge var tidligere straffet, straffet med fængsel i to år for et røveri mod en bank i januar 2003. Den ene af de tiltalte havde efter fælles forudgående aftale og planlægning sammen med den anden tiltalte indfundet sig i banken og under trussel med en 20 cm lang kniv mod kunder i banken formået personalet til at udlevere 59.200 kr. Den anden tiltalte havde afventet i en brugsstjålen bil, i hvilken de sammen efter røveriet flygtede fra gerningsstedet. 4 dommere i landsretten udtalte om strafudmålingen blandt andet: "Navnlig under hensyn til, at røveriet er begået af to i forening, og at der er anvendt kniv stemmer vi for, at straffen, der for tiltalte T2's vedkommende fastsættes som en tillægsstraf til dommen af 6. maj 2003, jf. straffelovens § 89, udmåles til fængsel i 2 år."

I TfK 2002.178 ØLD blev tiltalte straffet med fængsel i 1 år, hvor af de 6 måneder blev gjort betinget, for forsøg på røveri mod et pengeinstitut. Det fremgår af anklageskriftet, at tiltalte iført solbriller henvendte sig ved kassen, stillede sin taske på skranken og sagde: "fyld den med penge", hvilket han gentog, hvorefter en bankassistent på grund af den i situationen liggende trussel var løbet væk fra kassen. Efter bevisførelsen blev det lagt til grund, at tiltalte henvendte sig til bankassistenten som beskrevet i tiltalen, og at tiltalte over sin højre arm og hånd bar en jakke. Tiltalte forklarede, at det måske var meningen, at bankassistenten skulle blive så bange, at hun ville give ham nogle penge. I begrundelsen for at gøre 6 måneder af straffen betinget henviste byretten til "forholdets uprofessionelle karakter, tiltaltes øjeblikkelige fortrydelse og oplysningerne om tiltaltes personlige forhold". Dommen blev stadfæstet af landsretten.

I TfK 2000.26 VLD blev to personer fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 2, jfr. stk. 1, nr. 1 - røveri af særlig farlig karakter - ved i marts 1999 efter fælles forudgående aftale ved trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have frataget en bank 789.250,00 kr., idet de tiltalte maskerede havde indfundet sig i banken og under trussel med en pistol og et skarpladt haglgevær flere gange havde råbt: "læg jer ned på gulvet", hvorefter den ene af de tiltalte tog pengene fra skuffer bag kasselinjen. Derefter var de tiltalte flygtet fra stedet i en bil. Begge de tiltalte blev straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder. Begge de tiltalte var flere gange tidligere straffet blandt andet for bankrøveri, som de tidligere havde begået i forening med hinanden. Den ene af de tiltalte var blandt andet idømt en fængselsstraf, som på gerningstidspunktet vedrørende det aktuelle røveri endnu ikke var afsonet. Ved straffens udmåling blev der lagt vægt på røveriets farlige karakter, at røveriet var planlagt, at det gav et betydeligt udbytte, og at de tiltalte tidligere er straffet for et bankrøveri, som de havde begået i forening.

I UfR 1993.740 HD blev en straf af fængsel i 1 år og 6 måneder for røveri mod en bank af landsrettens flertal gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste og alkoholistbehandling under henvisning til "de tilfældighedsprægede omstændigheder, hvorunder røveriet blev besluttet, og den ganske uigennemtænkte måde, hvorpå det blev tilrettelagt, samt efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold". Byretten lagde også vægt på tiltaltes "unge alder" (19 år), den omstændighed, at tiltalte ikke var tidligere straffet og, at tiltalte havde gode personlige forhold. Tiltalte havde under sagen været varetægtsfængslet i 1 måned og 2 dage. Ifølge anklageskriftet var udbyttet 54.500,00 kr. og 100 DM. Det fremgår af tiltaltes forklaring, at han og en kammerat forud for røveriet havde befundet sig på et værtshus, hvor de i fællesskab havde fået den idé at begå røveriet. De var derpå kørt hjem til kammeraten og hentet den attrap-maskinpistol og den dolk, som tiltalte skulle anvende til at begå røveriet. Tiltalte hentede også en jakke, hvorunder våbnene skulle være skjult samt plasticposer, som skulle tildække nummerpladerne på gerningskøretøjet. Kammeraten skulle efter den oprindelige plan have deltaget i røveriet men "sprang fra", da han syntes, at det af tiltalte valgte gerningssted var for "åndssvagt". Derfor udførte tiltalte røveriet alene. Om selve røveriet udtalte tiltalte i byretten blandt andet følgende: "Han gik ind i banken og tog pistolen frem og sagde, at han skulle have nogle penge. Man sagde, at man ingen penge havde. Herefter gentog han kravet og trak kniven frem. Der var en skranke mellem tiltalte og kassereren, og tiltalte holdt nok kniven ca. 1 meter fra hende. Han tog kniven frem, fordi han troede, at hun havde opdaget, at pistolen var falsk. Han ville aldrig have stukket kassereren med kniven. Han fik udleveret pengene løst i hånden, hvorefter han gik ud i bilen og kørte bort. Han så, at han blev forfulgt. Det er rigtigt, at han kørte stærkt i begyndelsen, måske ca. 100 km/t, men det er ikke sandt, at han kørte 140 km/t, for så hurtigt kan bilen ikke køre.". Tiltalte blev også fundet skyldig i spirituskørsel samt ulovlig våbenbesiddelse, idet han havde besiddet den under røveriet anvendte dolk.

Røverier mod forretninger

I TfK 2014.1048 havde 3 personer i forening begået et røveri med brug af knive mod en tankstation. De tiltalte formåede ekspedienten at åbne kasseapparatet og udlevere 3.102 kr. Efter at have beordret ekspedienten ned og ligge på gulvet tilegnede de tiltalte sig yderligere 9 kartoner cigaretter og noget slik til en værdi af cirka 3.000 kr. Det samlede udbytte udgjorde således godt 6.000 kr. Gerningsmændene medbragte hver sin kniv. De var alle tre maskerede. Byretten udtalte vedrørende strafudmålingen følgende: "Retten har ved fastsættelse af straffen lagt vægt på, at forhold 1 er begået af 3 i forening, at der var tale om forudgående planlægning, idet de tre befandt sig til en fest i den samme lejlighed, hvor de blev enige om at begå røveriet, at de alle havde kniv med, og at de alle var maskerede." Tiltalte blev ved byretten idømt fængsel i 10 måneder og ankede denne afgørelse til landsretten, hvor dommen blev stadfæstet. Landsretten udtalte nærmere: "Henset til karakteren af røveriforholdet tiltrædes det, at der, uanset det oplyste om tiltaltes personlige forhold, ikke er grundlag for at gøre straffen hverken helt eller delvist betinget." Det er oplyst, at tiltalte var født i 1992, og at han ved en udeblivelsesdom tidligere var straffet for berigelseskriminalitet. Landsrettens dom blev afsagt i august 2014. Den ene medgerningsmand, der tidligere var straffet for ligeartet kriminalitet, var ved byretten blevet straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder.

I TfK2012.222 blev et forsøg på røveri mod en bagerforretning begået af en 16-årig gjort betinget. Den pågældende forklarede, at han i forbindelse med sidste skoledag sammen med en kammerat havde været rundt i Svendborg by og lavet sjov med forbipasserende ved at tiltalte havde været klædt ud som en gammel mand. Han havde haft en maske på, som forestillede en gammel mand. Denne maske havde han derpå anvendt ved røveriforsøget mod bagerforretningen samme dag. Landsretten stadfæstede straffen på fængsel i 60 dage, der blev gjort betinget. Landsretten tiltrådte også byrettens begrundelse for strafudmålingen. Byretten havde ved strafudmålingen lagt vægt på kriminalitetens art og i formildende retning på "det antageligt spontant opståede og vage forsæt". Der blev også lagt vægt på tiltaltes unge alder og gode personlige forhold. Gerningsmanden fik ikke medhold i, at der forelå frivillig tilbagetræden fra forsøg efter straffelovens § 22.

I UfR 1967.442Ø blev straffen mod en 20-årig (T) for forsøg på røveri gjort betinget. Landsretten henviste til "T's ringe medvirken i det begåede forhold, hans unge alder og oplysningerne om hans personlige forhold." Det fremgår af dommen, at tiltalte T sammen med en kammerat K den pågældende aften havde været sammen på restaurant. Da de efter lukketid befandt sig på Toftegaards Plads i København, så de en mand komme gående med en pølsevogn, og efter forslag fra K besluttede de at følge efter ham for at tage hans penge. Manden standsede i Gerdasgade under en lygtepæl og begyndte at gøre vognen ren indvendig. K sprang ind ad den åbentstående dør og tog med højre arm pølsemanden om hovedet. Pølsemanden satte sig til modværge og råbte om hjælp, og da han og K derefter tumlede ud af vognen, råbte T, der stod nogle meter fra vognen, at de skulle løbe. K slap sit tag i pølsemanden, og K og T løb fra stedet.

I TfK 2011.331 ØLD blev tiltalte straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder blandt andet for røveri mod en butik, hvor en assistent blev truet med en medbragt kniv til at åbne kassen, hvorfra tiltalte tilegnede sig 3.780 kr. Tiltalte var flere gange tidligere straffet blandt andet tre gange for ligeartede røverier. Røveriet blev begået den 12. august 2010, og tiltalte var blevet løsladt den 19. juli 2010.

I TfK 2009.783 ØLD blev tiltalte straffet med fængsel i 1 år og 9 måneder blandt andet for røveri mod en ekspedient i et supermarked, som han under trussel med en medbragt kniv fratvang 13.000 kr. Den pågældende var flere gange tidligere straffet blandt andet to gange for røveri. Byretten udtalte vedrørende strafudmålingen blandt andet: "Ved strafudmålingen har retten lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for røveri samt forsøg herpå, samt at forholdet blev begået under anvendelse af en kniv." Byretten fastsatte straffen til fængsel i 1 år og 10 måneder, og landsretten nedsatte straffen til fængsel i 1 år og 9 måneder.

I TfK 2009.548 ØLD blev 4 personer, der alle var under 18 år på gerningstidspunktet, ved byretten straffet for røveri mod en butik med fængsel i 1 år, hvoraf de 6 måneder blev gjort betinget. Landsretten nedsatte straffen for to af de domfældtes vedkommende Landsretten udtalte blandt andet: "Henset til at de tiltalte, T1 og T3, var under 18 år på gerningstidspunktet, tiltrædes det, at straffen for deres vedkommende er gjort delvis betinget som sket, dog at prøvetiden fastsættes til 2 år. Henset til at de tiltalte, T2 og T4, var 15 år på gerningstidspunktet og har været varetægtsfængslet i henholdsvis ca. 50 og 60 dage, findes fængselsstraffen for deres vedkommende i det hele at kunne gøres betinget på de af byretten fastsatte vilkår, dog således at prøvetiden fastsættes til 2 år." De tiltalte havde alle erkendt sig skyldige i forsøg på røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, ved den 14. oktober 2008 ca. kl. 20.00 i Rema 1000, - - - i København, i forening og efter forudgående aftale ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have forsøgt at tvinge butikkens ekspedienter til at udlevere et større pengebeløb fra butikkens pengeskab samt dagens omsætning, idet de forinden havde aftalt, at T3, der er ansat i butikken, skulle sørge for at en dør til butikken den 14. oktober 2008 om aftenen skulle være ulåst, således at T1, T2 og T4 kunne komme ind i butikken og forøve røveriet, hvorefter T1, T2 og T4 den pågældende aften, efter at have fået SMS besked fra T3, om at døren var åben, indfandt sig i butikken gennem bagdøren, som T3 forinden havde låst op, hvorefter T1, T2 og T4 truede ekspedienterne med knive og bagbandt dem med plasticstrips, hvilket alt mislykkedes, idet politiet var blevet tilkaldt til stedet.

I TfK 2002 261 ØLD idømtes en 18-årig en ubetinget fængselsstraf af 2 år for 3 røverier. I det ene tilfælde truede gerningsmanden en ansat på et postkontor med et oversavet jagtgevær, medens han sprang om bag disken og røvede 30.000 kr. I det andet tilfælde stod han vagt uden for en grillbar, medens en medgerningsmand gik ind i grillbaren og med en lægtehammer truede sig til 1.400 kr. I det tredje tilfælde truede han personalet også i en grillbar til at udlevere sig 6.000 kr.

I UfR 1990 370 HD blev en person for blandt andet to røverier mod forretninger idømt fængsel i 1 år og 6 måneder. 2 af højesterets 5 dommere ville dog gøre straffen betinget. Det ene røveri blev begået før den pågældende fyldte 18 år, og det andet blev begået, da han var 18 år. Udbyttet fra røverierne udgjorde i alt godt 17.000 kr. Den pågældende blev også fundet skyldig i yderligere 9 forhold herunder dokumentfalsk til en værdi af 12.155 kr., indbrudstyverier mv. I højesteret var der dissens, idet 2 ud af de i alt 5 dommere ville gøre straffen betinget.

I TfK 2005 6 ØLD blev en flere gange tidligere straffet person, der ikke var fyldt 18 år, da han begik 8 fuldbyrdede røverier mod forretninger, 2 forsøg på røverier mod forretninger samt hærværk, straffet med en fællesstraf af fængsel i 3 år og 9 måneder. Under røverierne truede gerningsmanden, der var i forening med flere andre, personalet i butikkerne med både kniv og pistol til at udlevere penge. I 7 af de 8 tilfælde, hvor røverierne lykkedes, fik gerningsmændene frarøvet forretningerne kr. 23.247, kr. 7.258, kr. 4.784,75, kr. 26.800, kr. 1.260, kr. 12.786 og 7.000 kr. I de sidste af de 8 fuldbyrdede røverier modtog de 81.000 kr. i kontanter samt klippekort, taletidskort og frimærker til en værdi af 12.846,85. Det samlede udbytte af røverierne løb således op i godt 170.000 kr. Den af sagen omhandlede gerningsmand var straffet tre gange tidligere blandt andet to gange for vold efter straffelovens § 119, stk. 1, tyveri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Anklagemyndighedens begæring om udvisning af den pågældende, der ikke var dansk statsborger, blev ikke taget til følge. Landsretten fandt, at tiltaltes "meget unge alder og familiemæssige tilknytning til Danmark "med styrke" talte imod udvisning.

Gaderøverier

I TfK 2011.781/2 VLD blev en 17-årig straffet med 6 måneders fængsel for røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1 ved i marts 2010 en tidlig morgen cirka 05.45, på Frederikstorv i Aalborg i forening med en ukendt medgerningsmand at have tildelt F et slag i ansigtet med knyttet hånd og derefter fastholdt ham bagfra, mens de fratog F hans tegnebog, der indeholdt kontanter, dankort og diverse personlige papirer. Den pågældende blev også fundet skyldig i tyveri ved i september 2010 i forening med tre ukendte gerningsmænd at være brudt ind i Idrætsforeningen Håbet, Øster Uttrup, Frøstrupvej 4 i Aalborg Øst og stjålet et pengeskab indeholdende ca. 125 kr. samt ca. 5 stk. sodavand. Under henvisning til "karakteren af det ganske meningsløse gaderøveri, der er begået under voldsudøvelse over for en sagesløs person, som tiltalte og hans kammerat tilfældigt mødte, er der uanset de foreliggende oplysninger om tiltaltes gode personlige forhold" var der ikke grundlag for hverken helt eller delvist at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

I TfK 2011.6 ØLD blev en person, der var født i 1990 straffet med 6 måneders fængsel, hvoraf de 4 måneder blev gjort betinget, for røveri. Den pågældende var sammen med to andre blevet fundet skyldig i røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 3. november 2009 ca. kl. 09.20 på Odense Banegård Center ved busholdeplads, Østre Stationsvej i Odense i forening for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have forsøgt at true A til at udlevere en bærbar computer, idet T1 udtalte, at han ville slå A såfremt han ikke afleverede computeren samtidig med, at T3 og T2 stod tæt på og ved deres tilstedeværelse virkede truende overfor A, hvilket A nægtede, hvorefter T1 tildelte A et knytnæveslag i ansigtet og herefter fratog ham hans bærbare computer, ligesom T3 og T2 efterfølgende skubbede til ham og spærrede ham vejen og udtalte, at de ville smadre ham, såfremt han blev ved med at følge efter dem. Tre dommere udtalte om strafudmålingen følgende: "Under hensyn til på den ene side karakteren af forholdet, der er udført i forening med en anden, og på den anden side tiltaltes mindre aktive rolle, findes straffen, der fastsættes efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 89, passende udmålt. 3 voterende finder henset til tiltaltes mere underordnede rolle og hans personlige forhold og uddannelsesforløb, at det er forsvarligt, at 4 måneder af fængselsstraffen gøres betinget på vilkår som anført af Kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 58, stk. 1." 3 voterende fandt ikke grundlag for at afgørelsen skulle gøres delvist betinget.

I TfK 2008.683/2 ØLD blev en person ved byretten straffet med 6 måneders fængsel, hvoraf de 4 måneder blev gjort betinget, Denne afgørelse blev tiltrådt af landsrettens flertal. Den pågældende var fundet skyldig i røveri begået efter, at den pågældende var fyldt 18 år. Røveriet var begået sammen med en ældre medgerningsmand ved, at de i juli 2007 på græsplænen ved indkørslen til Jægermarken i Svendborg i forening ved knytnæveslag og spark at have frataget A dennes taske og undersøgt indholdet og dernæst ved knytnæveslag og spark at have forsøgt at beholde tasken, da forurettede tog den til sig. Landsrettens flertal (4 dommere) udtalte blandt andet, at de tiltrådte, "at straffen er gjort delvis betinget som fastslået i dommen. Disse voterende har på den ene side lagt vægt på karakteren af forholdet, der er udført af flere i forening og under udøvelse af vold, og på den anden side tiltaltes alder, gode personlige forhold og mindre rolle i forholdet." Det fremgik blandt andet af politiattesten, at forurettede efter overfaldet havde pådraget sig skader ved trommehinden i sit ene øre.

I TfK 2005.369/2 ØLD blev en person, der var født i 1985, straffet for røveri med fængsel i 5 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om tilsyn mv. Tiltalte var fundet skyldig i røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved i august 2003 om natten på p-pladsen foran Brøndby Strand S-togstation i forening med flere andre tiltalte at have stimlet sammen om forurettede, fastholdt ham, truet med en kniv og med den deri liggende trussel om yderligere vold frataget ham hans mobiltelefon af mrk. Samsung og hans pung med personlige papirer og 500 kr. Tiltalte var tidligere idømt en ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a, og byretten havde efter analogien til straffelovens § 61, stk. 2, idømt ham fængsel i 6 måneder, som var en fællesstraf, der indeholdt den resterende del af ungdomssanktionen. Byretten havde også bestemt, at 3 måneder af straffen ikke skulle fyldbyrdes. Landsretten fandt ikke, at der var hjemmel til at idømme den pågældende en fællesstraf med hensyn til den resterende del af ungdomssanktionen. Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten finder, at der i straffeloven ikke er hjemmel til at fastsætte en fællesstraf med hensyn til den resterende del af ungdomssanktionen. Straffen fastsættes, under hensyn til at anklagemyndigheden har anket til formildelse, til fængsel i 5 måneder. Når særligt henses til den tid, der er forløbet siden gaderøveriet den 23. august 2003, til at tiltalte er i et aktiveringsprojekt i Brøndby Kommune, og til at tiltalte ikke siden december 2003 har begået kriminalitet og er i et positiv forløb med beskæftigelse eller uddannelse, findes det helt undtagelsesvis upåkrævet, at straffen fuldbyrdes. Straffuldbyrdelsen udsættes derfor og bortfalder efter en prøvetid på 2 år fra dato som nedenfor bestemt."

Butikstyverier og lignende som udvikler sig til røveri

I TfK 2009 934 ØLD blev en 23-årig mand for forsøg på røveri idømt en straf af 3 måneders fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om udførelse af ulønnet samfundstjeneste i 80 timer. Det blev under sagen fundet bevist, at tiltalte, da en butikskontrollant efter sidste betalingssted trådte et skridt frem, foreviste ID-kort og tilkendegav, at han var butikskontrollant, skubbede butikskontrollanten hårdt i brystet med hænderne med posen i den ene hånd. Tiltalte var ikke straffet "af betydning for sagen", og han var påbegyndt en 5-årig uddannelse på Designskolen.

I sagen TfK 2005.311 ØLD blev en mand, der var født i 1966, ved Østre Landsret straffet med fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om udførelse af samfundstjeneste i 60 timer. Den pågældende havde fra et aflåst område stjålet to kasser julepynt til en værdi af cirka 1.200 kr. En vagtmand forsøgte at forhindre ham i at komme væk med kasserne. Han slog vagtmanden, hvorpå han forlod stedet med kasserne. Der blev ved strafudmålingen lagt vægt på, at han havde et arbejde, og at han havde et af sine børn boende hos sig. Der er ikke tale om et ganske ufarligt røveri. Af byrettens bemærkninger fremgår således følgende: "Efter tiltaltes egen forklaring har han været på det aflåste område hos COOP-Danmark på Skibhusvej, hvor han blev råbt an af vidnet A. Efter vidnet A's forklaring har tiltalte taget de omhandlede kasser og kastet dem ind i sin bil, slået vidnet for at hindre ham i at standse tiltalte, og da vidnet forsøgte at få tiltalte ud af sin bil, kørt frem mod nogle paller, så vidnet var nød til at springe ud af bilen. ..."

I dommen TfK.2005.371 blev en person ved Vestre Landsret straffet med fængsel i 4 måneder, hvoraf de 3 måneder blev gjort betinget. Den pågældende havde i september 2003 slået en butiksdetektiv i hovedet med sin albue, da han var på vej væk med 3 sodavand, som han havde stjålet i en butik. Den pågældende var tidligere straffet med en betinget afgørelse for tyveri og dokumentfalsk og i en anden afgørelse havde han modtaget endnu en dom, der var blevet gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste. I sidstnævnte sag blev han fundet skyldig i vold. Det fremgik af sagen, at den pågældende siden september 2004 havde haft arbejde som pædagogmedhjælper, og at han skulle i lære som tømrer i august 2005.

Grove overtrædelser af skattelovgivningen (straffelovens § 289)

Straffelovens § 289 har følgende indhold:

"Stk. 1. Med fængsel indtil 8 år straffes den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding gør sig skyldig i overtrædelse af særlig grov karakter af skatte-, told-, afgifts- eller tilskudslovgivningen eller af § 289 a.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder kun anvendelse, hvis der i den i stk. 1 nævnte lovgivning er henvist til denne bestemmelse."

Betænkning 1396 om straffelovens § 289 mv. - berigelseskriminalitet mod offentlige midler
Bemærkningerne til lov nr. 366 af 24. maj 2005
Kapitel 2 i lovbemærkningerne til lov nr. 366 af 24. maj 2005 om berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler og straffelovens § 289 og § 289 a
Lovbekendtgørelse nr 827 af 25. august 2005 om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag
(forsvarerbistandsloven)
Betænkning 932 om straffebestemmelser i skatte-, afgifts- og tilskudslovgivningen - 1981
Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 960 af 12. oktober 2005 om vejledning om forsvarerbeskikkelse under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag

I TfK 2013.186 blev tiltalte fundet skyldig i at have selvangivet sin skattepligtige indkomst for lavt med 304.746 kr. i 2005, med 876.932 kr. i 2006 og med 700.059 kr. i 2007. Tiltalte blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 289, idet det ikke blev anset for bevist, at han havde haft forsæt til at unddrage sig beskatning. Han blev derfor alene idømt en bøde for overtrædelse af skattekontrollovens § 13.

I TfK 2011.130 ØLD blev indehaveren af en erhvervsvirksomhed fundet skyldig i overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., skattekontrollovens § 13, stk. 1 og § 16, stk. 3, og arbejdsmarkedsfondlovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra a. Det blev lagt til grund, at det offentlige ved lovovertrædelserne var blevet unddraget skatter, moms mv. for ikke under 2,5 mio. kr. På baggrund af størrelsen af de beløb, der var unddraget, fandtes overtrædelserne i forhold 1, 2, 3 og 5 at måtte henføres til straffelovens § 289. Den pågældende blev idømt en straf af fængsel i 1 år, hvoraf de 6 måneder blev gjort betinget.

I TfK 2009.421/2 VLD blev en person fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1, - skattesvig af særlig grov karakter - ved i sin selvangivelse for 1997, indgivet til Frederikshavn kommune, med forsæt til skatteunddragelse at have udeholdt en aktieindkomst på 5.354.660 kr., der hidrørte fra salg af unoterede aktier i D A/S, og herved unddraget det offentlige i alt 2.131.664 kr. i aktieindkomstskat. Navnlig under hensyn til unddragelsens omfang udmåltes straffen til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1. Som følge af den lange tid, der var forløbet, siden forholdet blev begået, og hvoraf kun en del af perioden kan henføres til tiltaltes forhold, blev frihedsstraffen gjort betinget. I medfør af straffelovens § 50, stk. 2, blev tiltalte endvidere idømt en tillægsbøde på 2.100.000 kr. Forvandlingsstraffen var fængsel i 60 dage.

I TfK 2007.341 ØLD blev en person straffet med fængsel i 60 dage for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1. Der var ikke nedlagt påstand om, at forholdet skulle henføres under straffelovens § 289. Der fandtes ikke grundlag for at gøre frihedsstraffen betinget heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

I TfK 2003.136/1 HD erkendte tiltalte sig skyldig i skatteunddragelse for i 540.270 kr., 89.736 kr. i arbejdsmarkedsbidrag og 361.927 i moms. Den pågældende blev straffet med fængsel i 9 måneder, som blev gjort betinget under henvisning til den pågældendes helbredsforhold. Det fremgår således af sagen, at den pågældende led af "malersyndrom", og at han havde "hjerteproblemer" og havde haft en blodprop. Han tog hjertemedicin og nervemedicin. Den pågældende skulle yderligere betale en tillægsbøde på 990.000 kr.

I TfK 2012.369/2 blev en person idømt 4 måneders fængsel for skatteunddragelse for i alt kr. 662.845. Han blev idømt en tillægsbøde på 400.000 kr. Tiltalte havde tilbagebetalt hele beløbet efter pågribelsen. Landsretten bemærkede, at der ikke forelå "særlige omstændigheder", hvorfor straffen ikke kunne gøres betinget.

Se også nedenfor under særlovgivningen om overtrædelse af skattelovgivningen, momsloven, lov om arbejdsmarkedsbidrag, lønsumafgiftsloven mv. (fiskalstraffesager)

Straffelovens § 289 a om berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler

Bestemmelsen har følgende indhold:

"§ 289 a. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, der til brug for afgørelser om betaling eller tilbagebetaling af told eller afgifter til eller udbetaling eller tilbagebetaling af tilskud eller støtte fra danske myndigheder eller De Europæiske Fællesskabers institutioner eller andre fællesskabsorganer giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, herunder undlader at opfylde en oplysningspligt af betydning for sagens afgørelse med forsæt til at unddrage sig eller andre betaling eller med forsæt til at opnå uberettiget udbetaling til sig eller andre.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der uretmæssigt udnytter en lovligt opnået fordel med hensyn til betalinger som nævnt i stk. 1, og den, der uretmæssigt anvender udbetalinger som nævnt i stk. 1 til andre formål end dem, de oprindelig var bevilget til. Dette gælder dog ikke ydelser, der bevilges til privat brug.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder kun anvendelse, hvor anden lovgivning ikke indeholder en tilsvarende regulering.

Stk. 4. Overtrædelser af stk. 1 eller stk. 2 af særligt grov karakter straffes efter § 289."

Kapitel 2 i bemærkningerne til lov nr. 366 af 24. maj 2005.

I TfK 2011.1074 ØLD blev tiltalte straffet med betinget fængsel i 4 måneder for overtrædelse af straffelovens § 289 a ved i perioden fra den 15. januar 2007 til den 3. februar 2008 svigagtigt at have oplyst en arbejdsløshedskasse, at han i perioden havde i alt 590 lønnede arbejdstimer, uagtet at han i perioden havde i alt 1240 lønnede arbejdstimer, hvorved han bestemte A-kassen til at udbetale sig 64.734 kr. for meget i supplerende dagpenge.

Hæleri
Efter straffelovens § 290 straffes den, "som uberettiget modtager eller skaffer sig eller andre del i udbytte, der er opnået ved en strafbar lovovertrædelse, og den, der uberettiget ved at skjule, opbevare, transportere, hjælpe til afhændelse eller på lignende måde efterfølgende virker til at sikre en anden udbyttet af en strafbar lovovertrædelse". Hæleri er en form for efterfølgende medvirken. Se betænkning 1371 fra 1999 om hæleri og anden efterfølgende medvirken.

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog)

Se også bemærkningerne til lov nr. 465 fra 2001 om ændring af straffelovens bestemmelse om hæleri. Denne lovændring indebar, at kriminaliseringen af hæleri blev udvidet til at omfatte hæleri med hensyn til udbytte fra alle strafbare lovovertrædelser. De tidligere bestemmelser omfattede alene hæleri med hensyn til udbytte fra visse nærmere angivne lovovertrædelser.

Om afgrænsningen mellem straffelovens § 23 om medvirken og straffelovens § 290 om hæleri fremgår af Kommenteret Straffelov, Speciel del, 8. ombearbejdede udgave, side 510 og 511 følgende: "Hæleri efter § 290 er en selvstændig lovovertrædelse og ikke en form for medvirkenansvar. Afgørende for anvendelse af bestemmelsen er - som ved den tidligere bestemmelse i § 284 - at det skal bevises, at udbyttet stammer fra en førforbrydelse og ikke fra lovlig virksomhed. Straffeloven bygger på den forudsætning, at den, der straffes for hæleri, ikke må kunne straffes for medvirken til den forudliggende forbrydelse. Da de handlinger, der er omfattet af § 290 ofte vil kunne opfylde kravene til medvirken, jf. § 23, medfører dette, at hæleri ikke kan foreligge, før førforbrydelsen er fuldbyrdet (Smh. Waaben: Forsæt s. 318). Det kan omtvistes, hvorvidt en bistand, der i tid ligger efter forbrydelsens tekniske fuldbyrdelse, men før dens "fysiske" fuldbyrdelse, bør straffes som hæleri. I modsat fald skal en sådan bistand straffes som medvirken til den forudliggende forbrydelse. Som eksempel kan nævnes en bistand til en strafbar trussel, jf. § 281, ydet efter truslens fremsættelse, men inden den har virket. Se for den sidstnævnte løsning Hurwitz: Sp. D. s. 388 f. og Alm. D. s. 354. Selv i tilfælde, hvor der ydes bistand meget tæt på førforbrydelsens fuldbyrdelse, f. eks. borttransport ved tyveri, er der i praksis tendens til at bruge hæleribestemmelsen. Hvis bistanden faktisk ydes efter forbrydelsens fuldbyrdelse, men i henhold til aftale indgået før forbrydelsen, skal forholdet bedømmes som medvirken til denne og ikke som hæleri."

Der skal være forsæt til hæleri. Der kan således ikke straffes for hæleri, medmindre den sigtede ved eller bestemt har en formodning for, at han befatter sig med udbyttet fra et strafbart forhold. Befatter en person sig med udbyttet fra en strafbar handling uden at vide dette eller formode dette, men bliver personen senere klar over, at der er tale om udbytte fra et strafbart forhold, vil den pågældende kunne straffes for hæleri, hvis den pågældende vælger fortsat at befatte sig med udbyttet. I afgørelsen UfR.1976.219.Ø var en person, der havde modtaget nogle cigaretter i god tro, efterfølgende blevet klar over, at disse hidrørte fra tyveri. Han blev straffet for hæleri.

Det følger af § 290, stk. 3, at straf efter hæleribestemmelsen ikke pålægges den, som modtager udbytte til sædvanligt underhold fra familiemedlemmer eller samlever, eller den, der modtager udbytte som normalt vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester.

I lov nr. 465 fra 2001 anføres i bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser under "nr. 9 (straffelovens § 290)" vedrørende bestemmelsens 3. stykke følgende:

"Efter stk. 3 kan der ikke pålægges straf for hæleri efter stk. 1, når udbyttet modtages fra familiemedlemmer eller samlever til sædvanligt underhold. Har et familiemedlem f.eks. ved et butikstyveri stjålet mad eller almindeligt tøj, vil det således være straffrit for de andre familiemedlemmer at modtage de stjålne varer, selv om de er bekendt med, hvorfra de stammer. Straffriheden omfatter kun sædvanligt underhold. Den, der modtager en stjålen ægte pelsfrakke, vil således ikke kunne opnå straffrihed efter bestemmelsen.

Efter stk. 3 kan der endvidere ikke straffes for hæleri, hvis der er tale om modtagelse af udbytte som normalt vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester. Dette led i stk. 3 vil medføre straffrihed for den ekspedient i en kiosk, der som betaling ved salg af f.eks. mad, øl, cigaretter eller lignende modtager penge, som køberen har opnået som udbytte ved salg af narkotika. Selv om ekspedienten i en sådan situation måtte have viden om, hvor de penge, som der betales med, stammer fra, vil den pågældende ikke kunne straffes for hæleri. Det skal fremhæves, at bestemmelsen kun fritager for hæleriansvar, hvis der er tale om normalt vederlag for sædvanlige forbrugsvarer, brugsting eller tjenester."

I TfK 2005.143/3 ØLD blev en kvinde, som havde benyttet to biler, som hidrørte fra tyveri, og som kvindes samlever havde stillet til rådighed for hende, til kørsel blandt andet til og fra arbejde samt anden kørsel. Kvinden, som var klar over, at bilerne hidrørte fra tyveri, påstod frifindelse med henvisning til straffelovens § 290, stk. 3, idet hun havde modtaget bilerne som sædvanligt underhold fra sin samlever. Kvinden blev fundet skyldig og idømt fængsel i 8 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om 120 timers samfundstjeneste, idet tiltaltes brug af bilerne, der "repræsenterede en meget betydelig værdi på omkring 500.000 kr." efter landsrettens opfattelse ikke kunne anses som en del af "sædvanligt underhold".

I TfK 2011.794 VLD blev en person straffet for hæleri af blandt andet 50 par cowboybukser og 43 t-shirts med henblik på videresalg. Kosternes værdi var opgjort til 55.000 kr. Straffen blev udmålt til fængsel i 60 dage, der af landsretten blev gjort betinget blandt andet med vilkår om samfundstjeneste i 60 timer. Den pågældende var i 2002 blevet straffet med fængsel i 20 dage blandt andet for ulovlig omgang med hittegods.

Hærværk

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om hærværk
Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866 om dyrplageri
Den nu ophævede Danske Lov af 15. april 1683 (Sjette bog) om vold og hærværk
Den nu ophævede Jyske Lov givet i marts 1241 ("hærværk" var oprindeligt også en voldsforbrydelse udført af flere i forening)

Domfældelse for hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1, kræver en begæring fra forurettede, idet forbrydelsen efter straffelovens § 305, stk. 1, er undergivet betinget offentlig påtale.

I TfK 2001.177/2 VLD var der rejst tiltale for hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1, mod en frontrude på en taxa, medens denne blev ført af en chauffør. Landsretten fandt, at der forelå en påtalebegæring, som opfyldt kravene i straffelovens § 305, stk. 1, selv om det var chaufføren (og ikke vognmanden), som overfor politiet havde oplyst, at han ønskede tiltalte straffet. Landsretten udtalte herom nærmere: "Hærværket mod frontruden på taxaen blev begået, mens S som chauffør havde bilen i sin varetægt. Chaufføren har til politirapport på vognmandens vegne påstået sigtede straffet og erstatning for forruden. Under disse omstændigheder kan der ikke som betingelse for, at der foreligger en påtalebegæring efter straffelovens § 305, stk. 1, stilles krav om, at ejeren af taxaen personligt tiltræder påtalebegæringen, eller at politiet sikrer sig, at chaufføren har haft den fornødne fuldmagt til som sket at ønske sigtede straffet."

I TfK 2009 930 ØLD blev en 24-årig tidligere straffet mand straffet med fængsel i 30 dage, som blev gjort betinget. Han var fundet skyldig i groft hærværk begået i et S-tog, hvor tiltalte havde rejst sammen med andre tilhængere af en fodboldklub. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter bevisførelsen for landsretten, herunder navnlig de afspillede videooptagelser, tiltrædes det, at tiltalte har deltaget i den udøvede hærværk, og at denne af de i dommen anførte grunde er omfattet af straffelovens § 291, stk. 2. Det findes endvidere godtgjort, at tiltalte antændte røgbomben sammen med T4. Tiltalte er derfor med rette fundet skyldig efter anklageskriftet, dog at det ikke med sikkerhed kan lægges til grund, at der skete skade for 78.384 kr."

Tiltalte var 13. marts 2009 ved Østre Landsret idømt en betinget fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 134 a for grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted. Det fremgår af byrettens dom, at denne lovovertrædelse var udført i "i forbindelse med fodboldkampe".

I UfR 2006.2168 ØLD blev en 22-årig fundet skyldig i grov hærværk (straffelovens § 291, stk. 2) ved med spraymaling at have malet på S-tog. Tiltalte blev idømt fængsel i 14 dage, som blev gjort betinget uden vilkår om samfundstjeneste. Den dømte blev pålagt at betale DSB 24.109 kr. i erstatning.

I TfK 2001.182/3 blev en person, der tidligere var straffet for hærværk ved graffitimalerier, straffet med fængsel i 4 måneder, hvoraf de 3 måneder af straffen ikke skulle fuldbyrdes, for en række forhold af hærværk ved graffitimalerier forøvet over en længere periode. Om strafudmålingen udtalte landsretten blandt andet: "Under hensyn til, at tiltalte har gjort sig skyldig i en række forhold af hærværk ved graffitimalerier forøvet over en længere periode, findes straffen at burde fastsættes til fængsel i 4 måneder. Da tiltalte tidligere er straffet for tilsvarende forhold, er der ikke grundlag for at afgøre sagen med en rent betinget afgørelse, heller ikke en afgørelse med vilkår om samfundstjeneste. Efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold bestemmes det herefter, at fuldbyrdelsen af 3 måneder af straffen udsættes på vilkår som anført nedenfor." Der skete frifindelse som følge af forældelse for en række forhold, som landsretten ikke anså for at udgøre en sådan sammenhængende række af forbrydelser, at der var grundlag for at betegne forholdende som en fortsat forbrydelse.

I TfK2010.751 blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1, for hærværk i form af graffitimaling på en betonrelief tilhørende en kommune. Skaderne var opgjort til 18.917, 50 kr. Den pågældende blev idømt 8 dagbøder a 550 kr.

Brugstyveri (straffelovens § 293 og § 293 a)
Efter straffelovens § 293, stk. 1, 1. pkt., straffes den, som uberettiget bruger en ting, der tilhører en anden, med bøde eller fængsel indtil 1 år. Under skærpende omstændigheder, navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter brugen, kan straffen stige til fængsel i 2 år, jf. § 293, stk. 1, 2. pkt.

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

For tyveri straffes efter straffelovens § 276, 1. pkt., den, som uden besidderens samtykke borttager en fremmed rørlig ting for at sikre sig eller andre uberettiget vinding ved dens tilegnelse. Kravet om forsæt til tilegnelse i straffelovens § 276 afgrænser tyveri fra brugstyveri. Ved afgrænsningen mellem straffelovens § 276 og § 293 er det afgørende således, om gerningsmanden har forsæt til (varigt) at tilegne sig tingen, eller om gerningsmanden alene har til hensigt at bruge tingen i en begrænset periode.

Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 indsattes § 293 a i straffeloven. Formålet med at indføje en ny § 293 a i straffeloven, der særskilt kriminaliserer brugstyveri af motorkøretøjer, var at markere den alvor, hvormed samfundet ser på den form for kriminalitet. Brugstyveri af motorkøretøjer, navnlig brugstyveri af biler, adskiller sig som anført i de almindelige bemærkninger på flere punkter fra andre brugstyverier og har reelt stor lighed med egentligt tyveri.

Om strafniveauet udtales i lovbemærkningernes punkt 3.3 blandt andet: "Med den foreslåede nye bestemmelse i § 293 a i straffeloven forudsættes det, at der i retspraksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet, således at der i normale førstegangstilfælde, hvor der efter gældende domspraksis i de fleste tilfælde idømmes en bøde for et biltyveri, i stedet som udgangspunkt fastsættes en kortere, ubetinget straf på 14 dages fængsel. Dommen kan, navnlig for personer under 18 år, gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Hvis der er tale om brugstyveri af adskillige biler, bør der normalt fastsættes en højere straf end det angivne udgangspunkt. For personer over 18 år forudsættes det således, at der i disse tilfælde normalt fastsættes en straf på 20 dages ubetinget fængsel".

Det følger endvidere af punkt 3.3 i bemærkningerne, at § 293 a alene gælder brugstyveri af "motorkøretøjer". Her anføres: "Den foreslåede nye bestemmelse i § 293 a omfatter brugstyveri af motorkøretøjer. Bestemmelsens anvendelsesområde fastlægges i overensstemmelse med færdselslovens § 2, nr. 13, hvorefter et motorkøretøj er enten en bil eller en motorcykel (jf. færdselslovens § 2, nr. 2 og 11)". Brugstyveri af andre genstande - herunder knallerter og cykler - er således fortsat omfattet af straffelovens § 293, hvor straffen er mildere.

I TfK 2005.422 ØLD erkendte en 28-årig et brugstyveri af en knallert. Den pågældende var to gange tidligere straffet for brugstyveri og blev straffet med fængsel i 10 dage, der blev gjort betinget uden vilkår om samfundstjeneste.

I UfR 1970.680 VLD havde en person uden tilladelse fra sin stedfader benyttet stedfaderens bil. Den pågældende blev fundet skyldig i brugstyveri i byretten men frifundet i landsretten. Landsretten begrundede frifindelsen således: "Af de politirapporter, der er optaget i anledning af sagen, fremgår, at tiltaltes stedfader, der er ejer af den i anklageskriftets forhold II nævnte vogn, har erklæret, at han ikke ønsker tiltale rejst, idet han i ca. 8 år har samlevet med tiltaltes moder og derved har været med til at opdrage tiltalte. Idet det ikke kan antages at have været tilsigtet, at straffelovens § 293, stk. 1, skulle kunne bringes i anvendelse på et forhold som det foreliggende, vil tiltalte være at frifinde for tiltalen for overtrædelse af denne bestemmelse". I teorien tales der undertiden om, at der mangler "typicitet" i tilfælde som det foreliggende, hvor både det objektive og det subjektive gerningsindhold i en strafbestemmelse er realiseret, men hvor det må antages, at det ikke har været meningen med strafbestemmelsen, at den skal omfatte det omhandlede forhold. Afgørelsen forekommer velbegrundet. Det forekommer formentlig ofte, at familiemedlemmer, samlevere, gode venner m. fl. har indbyrdes relationer, hvor det er accepteret, at man kan benytte hinandens ting uden at spørge om tilladelse i hvert enkelt tilfælde. Det forekommer ikke (altid) rimeligt, at en person, der under sådanne omstændigheder benytter for eksempel en bil uden tilladelse, skal straffes for brugstyveri.

I forarbejderne til lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven er om straffelovens § 293 a bl.a. anført (Folketingstidende 2001/02, 2. samling, Tillæg A, p. 2940): "Med den foreslåede nye bestemmelse i § 293 a i straffeloven forudsættes det, at der i retspraksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet, således at der i normale førstegangstilfælde, hvor der efter gældende domspraksis i de fleste tilfælde idømmes en bøde for et biltyveri, i stedet som udgangspunkt fastsættes en kortere, ubetinget straf på 14 dages fængsel. Dommen kan, navnlig for personer under 18 år, gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste."

I TfK 2010.788 ØLD blev straffen gjort betinget for 4 personer, som i forening havde gjort sig skyldige i brugstyveri af et motorkøretøj. En af de 4 personer var over 18 år på gerningstidspunktet og blev i byretten idømt ubetinget fængsel i 14 dage. Byretten udtalte vedrørende personen, der var fyldt 18 år, blandt andet: "Retten har ikke fundet grundlag for undtagelsesvis at idømme en betinget dom - heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Retten har i den forbindelse lagt vægt på, at tiltalte var fyldt 18 år på gerningstidspunktet, at tiltalte førte bilen flere gange over 3 dage, at tiltalte hentede to af de medtiltalte, der derved også gjorde sig skyldige i brugstyveri, og at han først ophørte med anvendelsen af bilen, da han blev standset af politiet". Landsretten gjorde imidlertid også fængselsstraffen mod personen, der var fyldt 18 år, betinget og udtalte blandt andet: "Uanset det af byretten anførte finder landsretten, at der efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold, herunder tiltaltes unge alder og behov for støtte undtagelsesvis er grundlag for at idømme tiltalte en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste for overtrædelse af straffelovens § 293 a, som nedenfor bestemt".

I TfK 2004.180 ØLD blev en person under 18 år idømt en betinget fængselsstraf med vilkår om samfundstjeneste. Der henvistes til lovens forarbejder.

I TfK 2008.708 ØLD var tiltalte passager i en brugsstjålen bil. Han blev først under kørslen klar over, at bilen var brugsstjålet. Landsretten fandt derfor "grundlag for fravige udgangspunktet om, at der for overtrædelse af straffeloven § 293a fastsættes en frihedsstraf" og idømte derfor den pågældende 8 dagbøder á 500 kr.

I TfK 2008.543 HD havde tiltalte beholdt en udlejningsbil ud over den med udlejeren aftalte periode og blev som følge heraf straffet for brugstyveri. Straffen på fængsel i 14 dage blev gjort betinget. Højesteret udtalte i bemærkningerne blandt andet således: "Efter forarbejderne til straffelovens § 293 a skal der i normale førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes en kortere, ubetinget straf på 14 dages fængsel for brugstyveri af en bil. Højesteret finder imidlertid, at brugstyveri af en lejet bil i almindelighed må anses for at være af en anden karakter end de tilfælde, som strafskærpelsen umiddelbart tager sigte på."

I TfK 2007.751 VLD havde en person brugsstjålet sin kærestes bil. Tiltalte havde ikke haft lov til at tage nøglerne til bilen. På grund af "de helt særlige omstændigheder", hvorunder brugstyveriet var begået, blev straffen på fængsel i 14 dage gjort betinget. Den pågældende havde taget bilnøglerne i en kurv i gangen, da han skulle ud og lufte kærestens hund. Han havde derpå kørt i bilen.

I TfK 2007.327 VLD blev en straf på fængsel i 14 dage på forsøg på tyveri af en motorcykel gjort betinget.

I TfK 2006.575 VLD blev straffen for brugstyveri af et motorkøretøj gjort betinget. Landsretten lagde vægt på, at tiltalte, der er ustraffet, kun netop var fyldt 18 år på gerningstidspunktet, at han kun var passager i bilen, at der er forløbet mere end 1 år, siden forholdet blev begået. Derudover blev der lagt vægt på det oplyste om tiltaltes gode personlige forhold.

I TfK 2006.98 VLD blev straffen for brugstyveri af et motorkøretøj fra tiltaltes arbejdsgiver gjort betinget. Landsretten lagde vægt på "karakteren af brugstyveriet" samt bemærkninger i lovens forarbejder.

Om anklagemyndighedens sanktionspåstande i sager om brugstyveri se Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4 af den 26. juni 2002. Se også rigsadvokatens redegørelse fra januar 2004 til Justitsministeriet om strafniveauet for brugstyveri.

Ulovlig selvtægt

Straffelovens § 294 om ulovlig selvtægt har følgende indhold:

"§ 294. Den, som ulovligt tager sig selv til rette, straffes med bøde." Bemærk, at det følger af straffelovens § 305, stk. 2, at sager om selvtægt er undergivet egentlig privat påtale.

Efter denne bestemmelse kan for eksempel en udlejer, der tvinger en lejer ud af et lejemål for eksempel på grund af huslejerestance uden fogedrettens medvirken, straffes.

I U.1982.868B var en lejer ikke fraflyttet et lejemål, uagtet at udlejer havde bedt ham fraflytte, idet udlejer ikke mente, at lejer havde nogen ret til fortsat at opholde sig i lejemålet. Da lejeren ikke flyttede frivilligt, lod udlejeren dørene til lejemålet fjerne. Udlejer blev straffet for selvtægt. Retten udtalte blandt andet følgende: "I skrivelsen af 24. juli 1980 og 18. august s.å. gjorde sagsøgerens advokat opmærksom på, at sagsøgeren anså det for sin gode ret at blive boende i ejendommen, idet der ikke var tale om en tidsbestemt lejeaftale. Sagsøgte rettede imidlertid ikke henvendelse til fogedretten med henblik på at få berammet en udsættelsesforretning, ligesom han ikke indleverede stævning til boligretten. Han foranledigede derimod tildels efter af politiet at være blevet frarådet at foretage dette skridt at samtlige ejendommens døre blev fjernet, hvorved ejendommen søgtes gjort ubeboelig." Det fremgår af sagen, at lejeren opnåede fri proces til at føre sagen om at få udlejeren straffet for overtrædelse af straffelovens § 294.

I U.1889.119H blev en udlejer, der havde forhindret en lejer i at komme ind i de værelser, som lejeren havde lejet hos udlejeren, og som tillige havde fjernet lejerens møbler fra lejemålet, angiveligt fordi lejeren var kommet i restance med lejen, straffet for selvtægt. Udlejeren blev tillige tilpligtet at udlevere møblerne til lejeren samt yde lejeren afsavnserstatning.

Ulovlig selvtægt medfører ikke kun straf og pligt til at yde eventuel erstatning men men kan også få yderligere privatretlige følger. Af Juridisk Årbog 1993-1994 udgivet af Forbrugerstyrelsen ses under punkt 18.8.5 en sag, hvor Forbrugerklagenævnet fandt, at en autohandler, der som følge af en forbrugers betalingsmisligholdelse selv havde afhentet en bil hos forbrugeren uden forbrugerens tilladelse, havde gjort sig skyldig i ulovlig selvtægt. Som følge heraf fandt nævnet, at forbrugeren var berettiget til at hæve købet af bilen.

Ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter (straffelovens § 299 a og § 299 b)
Straffelovens § 299 a og b har følgende indhold:

"§ 299 a. Med fængsel indtil 6 år straffes den, der under særligt skærpende omstændigheder gør sig skyldig i overtrædelse af markedsføringslovens § 19. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor handlingen har medført betydelig skade, eller der er fremkaldt nærliggende fare herfor."

"§ 299 b. Med fængsel indtil 6 år straffes den, der for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding eller som i øvrigt under særlig skærpende omstændigheder gør sig skyldig i
1) ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter, jf. ophavsretslovens § 76, stk. 2, eller ulovlig import af særlig grov karakter, jf. ophavsretslovens § 77, stk. 2,
2) varemærkekrænkelser af særlig grov karakter, jf. varemærkelovens § 42, stk. 2,
3) designindgreb af særlig grov karakter, jf. designlovens § 36, stk. 2,
4) patentindgreb af særlig grov karakter, jf. patentlovens § 57, stk. 2,
5) brugsmodelindgreb af særlig grov karakter, jf. brugsmodellovens § 54, stk. 2, eller
6) overtrædelse af særlig grov karakter af § 91, jf. § 94, stk. 2, i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed."

Bemærkningerne til lov nr. 352 af 19. maj 2004.
Bemærkningerne til lov nr. 1404 af 27. december 2008
Betænkning 944 om båndafgifter, sanktioner, påtale (ophavsretslovgivningen) - 1982
Rigsadvokatens Meddelelse nr. 5/2010 om behandling af sager om krænkelse af immaterielle rettigheder (piratkopiering mv.)

I nogle tilfælde har forurettede og den person, som forurettede senere anmelder for overtrædelse af for eksempel ophavsretsloven, indgået en aftale om, at forurettede ikke anmelder den pågældende til politiet, hvis den pågældende for eksempel betaler et beløb til forurettede og/eller ophører med fremover at foretage den handling, som forurettede anser for en krænkelse. Et sådant forlig kan binde forurettede, således at domstolene vil frifinde tiltalte, hvis forurettede på trods af forliget har anmeldt medkontrahenten til politiet, uagtet at denne person har overholdt sin del af aftalen. I TfK 2010.118 VLD blev en person frifundet i byretten for en ophavsretskrænkelse, idet byretten mente, at tiltalte havde opfyldt sin del af en sådan aftale. Landsretten fandt imidlertid ikke, at tiltalte havde opfyldt sin del af aftalen, hvorfor landsretten ikke frifandt den pågældende for forholdet. Landsretten udtalte om dette forhold blandt andet: "Det fremgår endvidere af sagen, at tiltalte den 14. marts 2005 indgik forlig med BBC vedrørende et parti på 3.780 stk. Teletubbies, som var blevet beslaglagt af Toldvæsenet den 21. februar 2005. Det må efter bevisførelsen, herunder advokat R's forklaring, lægges til grund, at det var en væsentlig forudsætning for BBCs indgåelse af forliget, at der alene var tale om et parti på 3.780 stk. Teletubbies, og denne forudsætning har været kendelig for T. Herefter, og da T fortiede, at tiltaltes krænkelser af BBC yderligere vedrørte over 30.000 stk. Teletubbies, er det ubetænkeligt at fastslå, at BBC ikke er bundet af forliget og derfor ikke var afskåret fra efterfølgende at indgive politianmeldelse mod de tiltalte, også for så vidt angår de 3.780 Teletubbies."

I TfK 2010.118 VLD blev tiltalte idømt et års fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om 240 timers samfundstjeneste blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 299 b, hvor den pågældende havde oppebåret en fortjeneste på 374.065 kr.

I TfK 2008.528/2 ØLD var der rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 299, stk. 2, over for to personer. De blev begge fundet skyldige i at have piratkopieret musik-cd'er og derpå videresolgt eller forsøgt at videresælge ikke over 200 af piratkopierede musik-cd'er. Landsretten ville ikke behandle de forurettedes krav som et adhæsionskrav under straffesagen. Landsretten anførte blandt andet: "Efter de juridiske dommeres bestemmelse tages det nedlagte erstatningskrav ikke under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1. Landsretten har herved lagt vægt på, at antallet af solgte cd'er i forhold b er blevet reduceret, at kravet såvel i byretten som i landsretten har været bestridt af de tiltalte, både med hensyn til erstatningspligten og kravets størrelsesmæssige opgørelse. Anti Pirat Gruppen har ikke givet møde under sagens behandling i landsretten."

Betinget privat påtale
Efter straffelovens § 305 er der betinget privat påtale i sager om straffelovens §291, stk. 1, og 3 (hærværk), § 293, stk. 2 (der vedrører den, der uberettiget hindrer nogen i at råde over ting), § 298 og §299. §294 (ulovlig selvtægt) er ifølge §305, stk. 2, undergivet egentlig privat påtale. Efter § 275, stk. 2, er §§ 263-265 (ærekrænkelser) også undergivet betinget privat påtale. Retsplejeloven § 720 er ændret og bestemmer nu, at en "anmeldelse fra den berettigede" anses som en begæring om om offentlig påtale. Ændringen er gennemført med henvisning til tidligere tiders strenge krav til udtrykkelig påtalebegæring, som dette for eksempel ses i UfR.1998.775 og UfR.2000.348. Har et vidne for eksempel anmeldt et hærværkstilfælde, der er omfattet af straffelovens § 291, stk. 1, vil tiltalte kunne påberåbe sig den manglende påtalebegæring, hvis ikke den påtaleberettigede har meddelt, at denne ønsker sagen påtalt.

Den nu ophævede straffelov af 10. februar 1866

Særlige bestemmelser om juridiske personer (straffelovens kapitel 29)

Straffelovens 29. kapitel Særlige bestemmelser om juridiske personer

Særlove

Dopingloven
Doping er en fællesbetegnelse for stoffer, herunder lægemidler og euforiserende stoffer, der er fremmede for kroppen eller benyttes i store mængder eller på særlig måde med det formål at forøge idrætsudøveres præstationer. Dopingloven regulerer salg og besiddelse mv. af lægemidler, der anvendes til doping.

Dopinglovens § 1 definerer nærmere, hvilke stoffer den omfatter:
1) Anabole steroider.
2) Testosteron og derivater heraf samt tilsvarende stoffer med androgen virkning.
3) Væksthormon.
4) Erytropoietin og midler, som har lignende virkning ved at øge mængden af røde blodlegemer i blodet til over normale værdier for alder og køn.
5) Midler, som øger produktion og frigørelse af
a) væksthormon,
b) testosteron og derivater heraf eller af tilsvarende stoffer med androgen virkning eller
c) naturligt erytropoietin.

I § 2 er det bestemt, at sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte, hvilke andre grupper af dopingmidler loven skal gælde for.

Se i øvrigt Lægemiddelstyrelsens vejledning med en oversigt over de stoffer, som loven skal gælde for.

Rigsadvokaten anfører i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3 af 11. maj 2007, side 4, at anklagemyndigheden skal påstå bødestraf i sager om besiddelse af dopingmidler til eget forbrug, idet der ved besiddelse af større mængder end 1.000 enheder som udgangspunkt nedlægges påstand om frihedsstraf, jf. nedenfor.

Anklagemyndighedens sanktionspåstande samt en række konkrete afgørelser fra domstolene i dopingsager er gengivet i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 3 af 11. maj 2007. Det fremgår blandt andet, at unge under 18 år og personer med en "særlig lav indtægt" efter praksis får nedsat bødebeløbet med halvdelen af det sædvanlige bødebeløb.

Vedrørende euforiserende stoffer henvises der til kapitlet ovenfor herom.

Fyrværkeri og beredskabsloven (fyrværkeriloven)

Rigsadvokatens Meddelelse nr.9/2008 (rettet i april 2011).

I TfK 2011.325 VLD var der blandt andet rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2. Tiltalte havde ifølge anklageskriftet i september 2009 "under særlig skærpende omstændigheder" været i besiddelse af og forud herfor tilvirket eksplosivstoffer i form af et fyrværkeribatteri med 36 skud fyldt med stålkugler, som "på grund af dets særdeles farlige karakter var egnet til at forvolde betydelig skade". Byretten idømte den pågældende en straf af fængsel i 1 år og 8 måneder. Byretten fandt ikke, at der var grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget. Byretten udtalte blandt andet: "Retten har ved straffastsættelse lagt vægt på karakteren af forhold 1, herunder på omstændighederne ved besiddelsen af fyrværkeribatteriet og på, at straffen i førstegangstilfælde ved overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2, ifølge forarbejderne til bestemmelsen forudsættes udmålt i niveauet 1 år og 8 måneder til 2 år, uanset om besiddelsen er sket på bopælen." Tiltalte ankede til landsretten og påstod formildelse for så vidt angår forhold 1, der vedrørte fyrværkeriet. Landsretten bemærkede, at der ikke forelå oplysninger om, hvorvidt der har været foretaget undersøgelser af fyrværkeribatteriet med henblik på at fastslå, om batteriet har været forsøgt gjort uvirksomt ved at hælde vand i batteriet, således som tiltalte havde forklaret. Landsretten udtalte videre: "På denne baggrund - og sammenholdt med oplysningerne om, at fyrværkeribatteriet var skåret op, da det blev fundet i tiltaltes lejlighed - lægger landsretten i overensstemmelse med tiltaltes forklaring til grund, at tiltalte ikke har fremstillet batteriet, at han havde fundet batteriet kort tid før, det blev fundet af politiet i lejligheden, og at han havde forsøgt at gøre batteriet uvirksomt ved at hælde vand i batteriet. Landsretten tiltræder herefter, at det ikke er bevist, at tiltalte har tilvirket fyrværkeribatteriet". Landsretten fandt, at der ikke forelå særlig skærpende omstændigheder i forbindelse med besiddelsen. Landsretten lagde i denne forbindelse - foruden tiltaltes forklaring om omstændighederne i forbindelse med fundet og opbevaringen af batteriet - vægt på, at der ikke var oplysninger om, "at tiltalte har kontakt til kriminelt miljø, eller oplysninger i øvrigt, der begrunder en risiko for, at fyrværkeribatteriet ville blive brugt til fare for andre. Forholdet kan derfor ikke henføres under straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2." Ved landsretten blev den pågældende idømt fængsel i 3 måneder, der blev gjort betinget på nærmere fastsatte vilkår og en prøvetid på to år.

Se nærmere ovenfor om straffelovens § 192 a.

I TfK 2007.580 VLD blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af våbenloven og fyrværkerilovgivningen
- ved den 1. juni 2005 til den 21. november 2005 på sin bopæl, - - -, i forening med A, B og C, at have fremstillet 50.000 stk. blå kanonslag og 1.600 røde kanonslag, med en samlet satsmængde (færdigblandet krudt) på 1.860 kg,
- ved i forening med de samme at have forsøgt at fremstille 8.400 røde kanonslag med en satsmængde på 55 kg, hvilket blev forhindret, idet forholdet blev opdaget af politiet,
- ved den 21. til den 23. november 2005 at have opbevaret følgende eksplosiver i en kartoffelkælder på ejendommen - - -, og i tiden op til den 21. november 2005 i et træskur på sin bopæl, - - -: 1.659 stk. røde kanonslag med en samlet satsmængde på ca. 11 kg, 5 kg færdigblandet sats i 2 plastbakker, samt 50 kg kaliumperclorat i 2 sække a 25 kg og 25 kg aluminiumspulver i en tønde, og
- ved i perioden fra 1. juni 2005 til den 21. november 2005 i et træskur på sin bopæl, - - - , ca. 10 gange at have opbevaret ca. 5.000 blå kanonslag med en samlet satsmængde på ca. 185 kg., samt nogle gange herudover tillige 2 sække a 25 kg kaliumperclorat og 2 tønder a 25 kg aluminiumspulver. Endvidere blev den pågældende fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Den pågældende blev straffet med fængsel i 7 måneder. Landsretten lagde vægt på, at den pågældende havde gjort sig skyldig i den produktion og opbevaring, der er omfattet af forhold 1, i et boligområde uden at have haft nogen tilladelse hertil. Under hensyn til de mængder, tiltalte er dømt for, omstændighederne ved opbevaringen og produktionen samt det oplyste om farligheden, herunder risikoen for skade på person og ting, tiltrædes det, at straffen herfor og for forhold 2 er fastsat til en ubetinget frihedsstraf på fængsel i 7 måneder som sket.

I TfK 2006.51 VLD blev en person straffet med betinget fængsel i 6 måneder for indførsel af næsten 80 tons fyrværkeri, som han ikke havde tilladelse til at erhverve, samt for opbevaring af adskillige tons fyrværkeri uden fornøden tilladelse. Anklagemyndigheden havde udover at nedlægge påstand om en "længerevarende ubetinget fængselsstraf" blandt andet også nedlagt påstand om, at tiltalte indtil videre skulle frakendes retten til erhvervsmæssigt at beskæftige sig med fyrværkeri. Navnlig under hensyn til, at tiltalte ikke tidligere var straffet, tiltrådte 5 af landsrettens 6 dommere, at tiltalte af byretten var blevet frifundet fra påstanden om rettighedsfrakendelse.

I TfK 2002.168 ØLD blev en person straffet med en bøde på 10.000 kr. for i november 2000 på sin bopæl og i et kælderrum på samme adresse som bopælen uden tilladelse at have opbevaret 154,17 kg fyrværkeri, heraf 20,5 kg ulovligt fyrværkeri med knaldeffekt med henblik på overdragelse, selvom han højst måtte opbevare 5 kg lovligt fyrværkeri. Der skete konfiskation af fyrværkeriet.

Færdselsstrafferetten
Rigsadvokaten udsteder i Meddelelse nr. 4/2000 med senere ændringer retningslinjer for, hvilke påstande om sanktion, som anklagemyndigheden skal fremsætte i straffesager. Disse kan være vejledende for, hvorledes domstolene kan forventes at ville afgøre konkrete færdselsstrafferetlige sager.

Domsoversigt og oversigtstabeller med praksis med hensyn til straf og frakendelse af førerretten ved spirituskørsel (også på lille knallert).

Bestemmelserne i straffelovens § 82 for eksempel om nedsættelse af straffen gælder også i færdselssager
I TfK 2010.950 VLD blev en person frifundet for et kørselsforbud under henvisning til den lange tid, som sagen havde været under behandling ved domstolene. Forholdet var begået den 17. december 2006. Sagen blev afgjort ved byretten den 3. december 2009 og ved landsretten den 18. august 2010.

I TfK 2004.404 VLD bortfaldt straffen for færdselsforseelser, idet der var forløbet mere end 4 år, fra forholdet blev begået, til sagen blev afgjort ved landsretten.

I TfK 2009.480 ØLD blev tiltalte, der var fundet skyldig i den 16. juli 2006 med en spirituspromille i blodet på 1,78 at have ført bil, idømt en straf af fængsel i 10 dage, der blev gjort betinget med vilkår om alkoholistbehandling, uagtet at den pågældende i 2000 var blevet straffet med 14 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste samt førerretsfrakendelse i 2 år og 6 måneder. Landsretten gjorde straffen betinget med henvisning til, at der var forløbet næsten 3 år, siden forholdet var begået, da landsretten den 27. marts 2009 afgjorde sagen. Førerretsfrakendelsen blev både af byretten og landsretten fastsat til 5 år.

Modereret kumulation og strafnedsættelse som følge af lav indkomst i færdselssager
Straffelovens § 88, stk. 1, bestemmer, at når nogen "ved en eller flere handlinger" har "begået flere lovovertrædelser" fastsættes der for disse "en fælles straf inden for den foreskrevne strafferamme eller, hvis flere strafferammer kommer i betragtning, den strengeste af disse. I strafferetten gælder som udgangspunkt et princip om såkaldt "moderat kumulation". Dette gælder dog som udgangspunkt ikke ved udmålingen af bøder i færdselssager, hvor færdselslovens § 118 a, stk. 3, fastslår, at der skal ske sammenlægning af alle bøder uden rabat (såkaldt "absolut kumulation"). Reglen gælder også, hvor bøder for overtrædelse af færdselsloven gives sammen med bøder for overtrædelse af straffeloven eller andre særlove. Princippet om absolut kumulation blev gennemført med lov nr. 475 af 31. maj 2000. Af færdselslovens § 118 a, stk. 5, fremgår, at reglerne i stk. 3 og 4 om absolut kumulation kan fraviges, "når særlige grunde taler herfor". Princippet om absolut kumulation gælder kke ved udmåling af frihedsstraffe.

I TfK 2008.273/3 VLD blev en person fundet skyldig i to tilfælde af 14.-gangs-spirituskørsel med promiller på henholdsvis 2.40 og 1.98. Han havde en reststraf på 244 dage. Landsretten udtalte blandt andet: ".. Landsretten tiltræder, at straffen er fastsat som en fællesstraf med reststraffen på 244 dage fra prøveløsladelsen den 15. maj 2006. 2 14-gangs-spirituskørsler i frakendelsestiden med en promille på henholdsvis over 2.00 og under 2,00 vil sædvanligvis medføre en straf på fængsel i 160 dage og 140 dage eller i alt fængsel i 300 dage. Landsretten finder imidlertid ikke, at der i en situation som den foreliggende skal foretages en absolut kumulation af straffene for flere spirituskørsler til samtidig påkendelse. Fællesstraffen fastsættes herefter til fængsel i 1 år og 3 måneder". Ved "absolut kumulation" ville straffen have været (160 dage + 140 dage + 244 dage) = 544 dage, som svarer til 18 måneder. "Rabatten" i den aktuelle sag er således cirla 3 måneder.

I TfK 2010.906 VLD blev en person fundet skyldig i 3 tilfælde af spirituskørsel med promiller på henholdsvis1.10, 1.86 og 2.36 og yderligere 5 tilfælde af kørsel i frakendelsestiden i et 17-gangs-tilfælde. Han havde en reststraf på 120 dage. Han blev idømt en fællesstraf af fængsel i 1 år og 6 måneder. Ved "absolut kumulation" ville straffen have været (170 dage X 2 for de to tilfælde af spirituskørsel med en promille på under 2,00 + 180 dage for det ene tilfælde af spirituskørsel med en promille på over 2.00 + 60 dage for de 5 tilfælde af kørsel i frakendelsestiden = 580 dage. Dertil skal lægges reststraffen på 120 dage. Den samlede straf ville således være 700 dage svarende til godt 23 måneder.

I dommen UfR 2001.1571 VLD kunne 2 tilfælde af spirituskørsel, hvor den sidste kørsel fandt sted, medens tiltaltes kørekort var administrativt inddraget efter den første kørsel, ikke føre til, at bøden blev fordoblet ved siden af frihedsstraffen. Her anvendte retten således princippet om moderat kumulation. Af færdselslovens § 118 a, stk. 5, fremgår, at reglerne i stk. 3 og 4 om absolut kumulation kan fraviges, "når særlige grunde taler herfor".

I TfK 2009 941 VLD fandt landsretten med henvisning til "længden af den idømte straf", at der forelå "sådanne særlige grunde, som er nævnt i færdselslovens § 118 a, stk. 5", således at der ikke er fuld tilstrækkelig anledning til at idømme en tillægsbøde for færdselslovsovertrædelsen. Den pågældende, der var tidligere straffet mange gange for berigelseskriminalitet, blev under sagen straffet med fængsel i 2 år for ny omfattende berigelseskriminalitet.

I tilfælde, hvor samme overtrædelsestype i realiteten begås ved samme handling, kan det være relevant at fravige princippet om "absolut kumulation". Rigsadvokaten skriver herom i afsnit 1.4.1 i Meddelelse nr. 4/2000 med senere ændringer. Rigsadvokaten anfører nærmere: "Rigsadvokaturen har fået forelagt spørgsmålet om, hvorledes sager med flere ensartede overtrædelser – f.eks. flere hastighedsovertrædelser – i samme kørselsforløb inden for meget kort tid skal afgøres i relation til antallet af sigtelser og dermed klip eller frakendelse af førerretten. Sagerne opstår f.eks. i forbindelse med kontrol, der foretages af politiets såkaldte ”videobiler”. Efter rigsadvokaturens opfattelse bør der udvises en vis tilbageholdenhed med at rejse tiltale for den samme overtrædelsestype, når overtrædelsen i realiteten begås ved samme handling, som f.eks. flere hastighedsovertrædelser, der måles umiddelbart efter hinanden på samme – meget korte – strækning. Omvendt kan der forekomme tilfælde, hvor der vil være grundlag for sigtelse for flere ensartede overtrædelser i samme kørselsforløb, som f.eks. flere hastighedsovertrædelser i et kørselsforløb, hvor omgivelserne eller vejforholdene ændrer sig væsentligt, således at bilisten f.eks. først overtræder hastigheden udenfor tættere bebygget område og herefter fortsætter med en betydelig overtrædelse af hastighedsgrænsen efter at være kørt ind i tættere bebygget område, og hvor kørslens grovhed tilsiger, at der bør rejses sigtelse for samtlige overtrædelser."

Personer med særlig lav indkomst kan få nedsat bøden. Dette fremgår af færdselslovens § 118 a, stk. 2 forudsætningsvist og af rigsadvokatens sanktionspåstande omtalt ovenfor. Det fremgår af rigsadvokatens sanktionspåstande blandt andet, at unge under 18 år og personer med en "særlig lav indtægt" efter praksis får nedsat bødebeløbet med halvdelen af det sædvanlige bødebeløb.

Færdselslovens § 1 (lovens anvendelsesområde)

§ 1 i færdselsloven har følgende indhold: "Loven gælder, hvor andet ikke er bestemt, for færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter."

I TfK 2011.275/1 VLD blev frifundet frifundet for overtrædelse af færdselsloven, idet det ikke fandtes godtgjort, at den grusvej, hvorpå lovovertrædelsen skulle være fundet sted, blev benyttet "til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter".

I UfR 1988.71 VLD blev en person frifundet for at have ført motorredskab, uagtet at han var frakendt føreretten. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter de for landsretten foreliggende oplysninger findes det ikke godtgjort, at den pågældende grusgrav har været benyttet til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, idet den færdsel, der i den tid, hvor der er foregået arbejde i grusgraven, alene må anses at have bestået i kørsel med lastvogne, der skulle have pålæsset materialer fra grusgraven. Landsretten tiltræder derfor og af de i dommen anførte grunde, at tiltalte er blevet frifundet som sket, og stadfæster således dommen."

I UfR 1977.879 VLD blev tiltalte frifundet for spirituskørsel samt kørsel uden føreret, uagtet at det blev lagt til grund, at tiltalte på en indhegnet plads omkring en industrivirksomhed havde ført lastbiler til trods for, at han var spirituspåvirket, og at han ikke havde føreret. Landsretten udtalte blandt andet: "Når henses til, at den omhandlede plads var omgivet af et højt gitterhegn, og at porten til pladsen den pågældende dag - I. juledag - var aflåst, findes pladsen på det tidspunkt, da tiltaltes kørsel fandt sted, ikke at kunne karakteriseres som »vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter«, jfr. færdselsloven af 1955 § 1 og færdselsloven af 1976 § 1. Tiltalte vil herefter være at frifinde for de af tiltalen omfattede overtrædelser af færdselslovgivningen."

Færdselslovens § 4 indeholder en bestemmelse om, at trafikanter skal efterkomme anvisninger for færdslen

Færdselslovens § 4 har følgende indhold:

" Trafikanter skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives ved færdselstavler, afmærkning på kørebane eller cykelsti, signalanlæg eller på anden måde, jf. § 95.

Stk. 2. Trafikanter skal efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives af politiet eller andre, som justitsministeren har bemyndiget til at regulere færdslen, jf. § 89. Disse anvisninger skal efterkommes forud for anvisninger i stk. 1.

Stk. 3. Anvisningerne i stk. 1 og 2 skal efterkommes forud for færdselsreglerne.

Stk. 4. Trafikanter skal uanset afmærkning, der tilkendegiver ubetinget vigepligt, rette sig efter signalanlæg, der regulerer færdslen i det pågældende vejkryds."

Vejafmærkningsbekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i færdselslovens § 95, som der henvises til i færdselslovens § 4. Denne bekendtgørelse, der jævnligt ændres, indeholder oversigt over spærrelinjer, færdselstavler mv., og den oplyser, hvorledes trafikanter skal forholde sig til de forskellige typer vejafmærkning. Af vejafmærkningsbekendtgørelsens § 51 fremgår for eksempel følgende:

"Q 44 Spærrelinje

Smal ubrudt linje. Den angiver adskillelse mellem vognbaner og må ikke overskrides eller krydses af kørende, heller ikke ved vending, svingning i vejkryds, indkørsel til ejendom eller lignende. Hvor særlige forhold, fx vejarbejde eller standset eller parkeret køretøj, gør det nødvendigt, kan linjen dog overskrides under udvisning af særlig agtpågivenhed."

Dette indebærer, at trafikanter gerne må overhale (køre udenom) biler, busser eller lignende, der er standset op, selv om dette indebærer en overskridelse af en spærrelinje, så længe dette sker "under udvisning af særlig agtpågivenhed". Denne forståelse af bestemmelsen bekræftes i Justitsministerens besvarelse af 4. juni 2014 på spørgsmål nr. 1058 fra Folketingets Retsudvalg.

Færdselslovens § 9

Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 498 af 17. juni 2008 om skærpede sanktioner mod flugtbilister.

Se Rigsadvokatens skrivelse fra januar 2008 med journalnummer RA-2007-709-0046, hvor Rigsadvokaten redegør for sanktionerne for overtrædelse af straffelovens § 253 og færdselslovens § 9 med baggrund i Rigspolitiets rapport om flugtbilisme i Danmark i 2005 og 2006.

I TfK 2010.134/2 VLD blev en person frifundet for overtrædelse af færdselslovens § 9. Retten fandt det bevist, at tiltalte efter at have påkørt nogle personer, straks var kørt bort fra ulykkesstedet. Frifindelsen var begrundet med, at det var oplyst, at der var en ophidset stemning på stedet, hvor man forsøgte at trække en person ud af bilen og hvor en siderude blev sparket i stykker. Landsretten udtalte herom "Under disse omstændigheder har det ikke været muligt for tiltalte at yde bistand på stedet, og det kan ikke anses for en strafbar overtrædelse af færdselslovens § 9, at tiltalte straks kørte derfra. Tiltalte frifindes derfor for denne del af tiltalen."

Færdselslovens § 15 (placering på vejen)

I TfK 2011.877 ØLD var en person tiltalt for på en motorvej i to tilfælde at have kørt meget tæt på den foran kørende bil. I byretten blev den pågældende fundet skyldig i begge forhold. Byretten fandt, at tiltalte i begge forhold havde tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Tiltalte frakendtes derfor retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 6 måneder fra endelig dom jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, jf. § 126, stk. 1, nr. 7, jf. § 128. Endvidere idømte byretten tiltalte en bøde på kr. 3.000 jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 15, stk. 3. Landsretten anså forholdet som et kørselsforløb og dermed kun som et forhold og ikke to forhold, således som der var rejst tiltale for. Bøden blev derfor nedsat og førerretsfrakendelsen gjort betinget. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter en samlet vurdering af de ovennævnte omstændigheder, herunder den samlede tid for hele forløbet, finder landsretten, at der hverken i relation til straf eller til bestemmelsen i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7, om førerretsfrakendelse foreligger to selvstændige forhold. Den rejste tiltale må derfor betragtes som ét forhold. På den baggrund fastsættes straffen efter de nævnte bestemmelser til en bøde på 1.500 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage. Da tiltalte ved den beskrevne kørsel har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, frakendes førerretten betinget som nedenfor bestemt efter færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1."

Færdselslovens §§ 28-31 om standsning og parkering og om parkering på privat område for eksempel private parkeringspladser

Færdselslovens §§ 28-31

Standsning og parkering på områder omfattet af færdselsloven kan straffes med bøde, hvis parkeringen eller standsningen er sket i strid med reglerne i færdselslovens §§ 28-31, og standsningen eller pareringen har været til fare for andre eller unødigt voldt ulempe for færdslen. I de fleste tilfælde er der ikke hjemmel tll at straffe med bøde, selv om der er parkeret eller standset i strid med færdselsloven. I disse tilfælde er der alene hjemmel til efter færdselslovens § 121 at pålægge personen, der har foretaget den ulovlige parkering eller standsning en afgift. I visse tilfælde kan ejeren eller brugeren af det omhandlede køretøj pålægges afgiften, selv om det ikke er ejeren eller brugeren, der har foretaget parkeringen eller standsningen.

Det kan være i strid med privatretlige regler at parkere på privat område for eksempel en parkeringsplads, der ejes af private. Det følger af § 17 i Mark og vejfredsloven, at det ikke er tilladt at færdes på anden mands grund, uden at man har ejerens tilladelse eller anden særlig hjemmel. Forbuddet mod færdsel på fremmed grund uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel gælder, uanset om arealet er afspærret, om der er forvoldt skade, eller om arealet er under kultur el.lign. I 2014 trådte bekendtgørelse nr. 202 af 28. februar 2014 om indgåelse af visse aftaler om parkering og udstedelse af kontrolafgifter på private parkeringsområder i kraft. Bekendtgørelsen handler i det væsentlige om skiltningen på privatejede parkeringspladser, om reglerne for at benytte parkeringspladsen og om eventuelle afgifter for at benytte parkeringspladsen.

Af færdselslovens kapitel 17 om straf, afgifter mv. for færdselslovsovertrædelser fremgår § 118, stk. 6, følgende: "Overtrædelse af de i § 121, stk. 1, nr. 1-8, nævnte bestemmelser og forbud straffes dog kun, såfremt standsningen eller parkeringen har været til fare for andre eller unødigt voldt ulempe for færdslen".

Færdselslovens § 121 har følgende indhold:

"§ 121. Politiet kan pålægge en afgift for overtrædelse af:

1) § 28, stk. 2, 1. pkt.,

2) § 28, stk. 3, for så vidt angår standsning eller parkering på cykelsti, gangsti, midterrabat og helleanlæg samt standsning eller parkering med hele køretøjet på fortov,

3) § 29, stk. 1, nr. 1, 2, 3, 5, 7, 8, 9 og 10, og stk. 2,

4) § 29, stk. 3, nr. 1, nr. 2 for så vidt angår parkering ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom, nr. 3 og 4,

5) standsnings- eller parkeringsforbud, der angives ved afmærkning,

6) de bestemmelser om parkering i opholds- og legeområder, der udfærdiges i medfør af § 40,

7) standsnings- eller parkeringsforbud, der fastsættes efter §§ 92 og 92 d, selv om forbuddet ikke angives ved afmærkning,

8) andre bestemmelser om standsning eller parkering, der fastsættes i medfør af §§ 92, 92 d og 93 og,

9) de bestemmelser om benyttelse af parkometre, parkeringsautomater eller lignende, der udfærdiges i medfør af § 107, stk. 2, i lov om offentlige veje.

Stk. 2. Afgørelse om pålæggelse af afgift kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed og er ikke omfattet af forvaltningslovens § 19. Afgiften tilfalder statskassen.

Stk. 3. Afgiften pålægges ved en skriftlig meddelelse, der anbringes på køretøjet eller overgives til føreren.

Stk. 4. Afgiften påhviler den, der har foretaget den uretmæssige standsning eller parkering. Betales afgiften ikke inden den fastsatte frist, hæfter tillige ejeren (brugeren) for betalingen, medmindre det godtgøres, at føreren uberettiget var i besiddelse af køretøjet.

Stk. 5. Afgiften udgør 510 kr."

Af færdselslovens § 122 fremgår, at politiet kan overdrage kontrollen med parkering og standsning til særlige parkeringskontrollører under politiet, og af § 122 a fremgår, at kontrollen kan overlades til kommunalbestyrelsen.

En parkeringsafgift er ikke en bøde og dermed ikke nogen straf. Dette indebærer blandt andet, at parkeringsafgifter ikke har gentagelsesvirkning, og at de under visse nærmere betingelser kan pålægges ejeren eller brugeren af et køretøj, selv om den pågældende ikke har foretaget en parkering eller en standsning i strid med færdselsloven. Parkeringsafgifter registreres således heller ikke i kriminalregisteret. Borgere, der pålægges parkeringsafgifter, har dog krav på den beskyttelse, der findes i straffeprocessen blandt andet med hensyn til kravet om bevis.

I UfR 2010.1027 HK var en person blevet pålagt en parkeringsafgift for at have parkeret i en handicap-bås på en parkeringsplads ved Bispebjerg Hospital uden at have placeret et handicapskilt i bilen således, at det var synligt ude fra. Bilisten gjorde gældende, at skiltet var placeret synligt i bilens forrude. Bilisten ville ikke betale parkeringsafgiften, og der blev anlagt en civil sag. Landsretten gav "Parkering København" medhold i, at afgiften var opkrævet med rette. Landsretten udtalte blandt andet, at bilisten "ikke har tilvejebragt en sådan tvivl om berettigelsen af den pålagte parkeringsafgift, at der er grundlag for at tilsidesætte den af parkeringsmyndigheden trufne afgørelse". Østre Landsret fandt derimod, at bevisbyrden for, at skiltet havde været placeret synligt i bilen, hvilede på bilisten. Højesteret gennemgik under sagens behandling ved Højesteret en afgørelse truffet af Den Europæiske Menneskerettighedskommission 14. september 1998 i sagen Flemming Petersen mod Danmark, sagsnummer 24989/94. Denne sag vedrørte også en parkeringsafgift. Her fandt kommissionen, at den såkaldte "skyldformodningsregel" såvel som andre af de retsgarantier, der knytter sig til straffesager, er gældende i sådanne sager. De danske myndigheder fik således ikke medhold i, at en "parkeringsafgift" ikke kan sidestilles med en "bøde". Kommissionen fandt, at afgiften er pønalt begrundet, og at parkeringsafgifter har et afskrækkende formål. Højesteret frifandt bilisten med henvisning til kommissionens afgørelse og udtalte blandt andet: "Det følger heraf, at retten ved behandlingen af en sådan sag skal iagttage de retssikkerhedsgarantier, der i medfør af artikel 6 gælder for tiltalte i straffesager. Dette er ikke til hinder for, at en sag om parkeringsafgift til det offentlige behandles i den civile retsplejes former, men indebærer bl.a., at de beviskrav, der gælder i straffesager, jf. herved reglen om uskyldsformodning i artikel 6, stk. 2, finder anvendelse. Det indebærer endvidere, at reglen i retsplejelovens § 863 om, at en tiltalt ikke har pligt til at afgive forklaring, også finder anvendelse. Af de grunde, der er anført af fogedretten, finder Højesteret, at Parkering København, som må antages at have haft mulighed for at sikre sig bevis ved fotografering, ikke har godtgjort, at invalideskiltet ikke var anbragt synligt i forruden."

I et notat af 6. november 2007 redegør Københavns Kommune med baggrund i en konkret sag om parkeringsafgifter meget grundigt for kommunens opfattelse af samspillet mellem artikel 6 og parkeringsafgifter. Notatets aktualitet har fortonet sig efter Højesterets kendelse i UfR 2010.1027 HK. Det er dog værd at bemærke, at det i notatet blandt andet pointeres, at parkeringsafgifter ikke har gentagelsesvirkning. Det fremgår blandt andet også, at opstillede containere på offentlige veje ikke er køretøjer, og at de derfor ikke er omfattet af reglerne om parkering.

I U.2012.1962Ø blev en person, der havde parkeret på en privat parkeringsplads tilhørende et supermarked frifundet for en parkeringsafgift pålagt personen af et privat parkeringsselskab, idet skiltningen ved parkeringspladsen kunne misforstås. Det var under sagen oplyst, at der ved indkørslerne til parkeringspladsen var opsat standere, hvor der stod: "Super Best", "P", og "Hverdage 9-20 lørdag 8-17". Inde på området fandtes en række gule skilte fra City Parkering (parkeringsselskabet), hvor der er anført et p-skive-påbud og en tidsbegrænsning på to timer. Landsretten begrundede afgørelsen således: "For at anse kvasiaftaler, som City Parkeringsservice påberåber sig, for indgået, skal der være skiltet på en tydelig og ved almindelig agtpågivenhed umisforståelig måde om de vilkår, der gælder for parkering det pågældende sted. Den skiltning, som City Parkeringsservice havde opsat på parkeringspladsen, indeholdt ingen tidsangivelse for restriktionerne - f.eks. »hele døgnet« eller »kl. 00-24«. Som følge heraf og henset til de tidsangivelser, som er anført ved indkørslen til parkeringsarealet, findes der for de parkerende at kunne opstå tvivl om parkeringsrestriktionernes tidsmæssige udstrækning. Da denne tvivl bør komme City Parkeringsservice som koncipist af skiltene til skade, tager landsretten John Fischer Pedersens frifindelsespåstand til følge."

I U.2014.1311Ø havde en advokat, der skulle besøge sin klient, hensat sin bil på en privat parkeringsplads, hvor der ved skiltning blandt andet var oplyst, at parkering var tilladt med "gyldig parkeringstilladelse eller gæstekort". Advokaten forklarede, at hun var væk fra bilen i cirka 10 minutter for at få udstedt et gæstekort af klienten, som hun derefter gik tilbage og anbragte synligt i bilen, inden hun gik tilbage til klienten og indledte mødet med klienten. Advokaten blev frifundet ved landsretten, idet landsretten fandt, at det måtte være muligt at parkere uden gæstekort i en kort periode, medens gæstekortet hentes. Landsretten udtalte nærmere: "Ved parkering på en privat parkeringsplads indgås en kvasiaftale mellem parkeringsvirksomheden og den, der foretager parkeringen, på de vilkår, som fremgår af skiltningen på området. For at anse vilkårene i en sådan aftale for vedtagne, skal skiltningen være tydelig og ved almindelig agtpågivenhed umisforståelig. På det skilt, som City Parkering har opsat, er det angivet, at parkering er tilladt med gyldig parkeringstilladelse eller gæstekort. En gæst til en beboer i bebyggelsen kan efter de foreliggende oplysninger ikke ved brug af eksempelvis en betalingsautomat skaffe anden gyldig parkeringshjemmel end et gæstekort. I mangel af anden angivelse på parkeringsskiltet må vilkåret om gæstekort forstås sådan, at det er muligt at parkere uden gæstekort i en kort periode, medens gæstekort hentes."

I U.2004.218V blev ejeren af en varevogn frifundet for en parkering, der var sket i strid med bestemmelserne, der var gældende for benyttelsen af en privat parkeringsplads. Ejeren af varevognen bestred, at han havde foretaget parkeringen, og han ville/kunne ikke oplyse, hvem han havde overladt køretøjet til. Landsretten begrundede frifindelsen således: "Det tiltrædes også efter bevisførelsen for landsretten, at det er lagt til grund, at den pågældende bil var parkeret i strid med vilkårene for benyttelsen af parkeringsanlægget. Det tiltrædes endvidere, at føreren af bilen ved at være kørt ind på parkeringsanlægget med kendskab til disse vilkår, der var tilkendegivet ved skiltning, og som ikke var urimelige, må anses for at have accepteret vilkårene. Føreren har dermed pådraget sig pligt til i anledning af den skete overtrædelse af vilkårene at betale den pålagte »afgift«. Overtrædelsen er begået af bilens fører, og betalingsforpligtelsen påhviler derfor som udgangspunkt alene føreren. Bilens ejer hæfter kun, hvis der er særlig hjemmel herfor. Bestemmelsen i færdselslovens § 121, stk. 4, angår parkeringer, der finder sted på færdselslovens område. For så vidt angår sådanne parkeringer er der ved bestemmelsen tilvejebragt særskilt hjemmel for ejerens hæftelse for betalingen af parkeringsafgifter. Der er ikke grundlag for at slutte analogt fra denne bestemmelse til parkeringer uden for færdselslovens område, da der hverken i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder er holdepunkt herfor. Indstævnte har ikke kunnet eller villet oplyse, hvem der førte bilen på det pågældende tidspunkt. Bestemmelsen i retsplejelovens § 344, stk. 2, om processuel skadevirkning, der er en bevisregel, kan imidlertid ikke føre til, at indstævnte pålægges en betalingsforpligtelse, som indstævnte ellers ikke ville have. Da førerens forpligtelse er opstået ved misligholdelse af en aftale og ikke som følge af en skadevoldende handling, kan bestemmelsen i Danske Lov 3-19-2 heller ikke føre til, at indstævnte hæfter for betalingen af den pålagte »afgift« .."

Af Højesterets dom af 12. marts 2014 i sag nr. 16/2013, der handler om grænserne for, hvor stor den afgift, som en bilist, der parkerer i strid med de oplyste regler på en privatejet parkeringsplads, kan være. Det fremgår af dommen, at afgiften skal opfylde kravet om rimelighed i aftalelovens § 36, og at en sådan parkering er en forbrugeraftale efter aftalelovens § 38 a.

Hastighedsoverskridelser mv.

Færdselslovens kapitel 5 om hastighed

Tabel med forskellige hastighedsgrænser med oplysning om, hvor hurtigt et køretøj skal køre for at at overskride hastighedsgrænserne med bestemte procentsatser.

Det er muligt ved tekniske undersøgelser af skader på køretøjer, der har været impliceret i uheld, at vurdere, hvor hurtigt køretøjerne har kørt, da uheldet skete. Se for eksempel Technical SolutionsLet VCE’s experiencework for you.

I TfK 2013.129/2 var der rejst tiltale for overtrædelse af færdselsloven ved at have ført et motorkøretøj med en hastighed på 121 km/t på en strækning, hvor der højest måtte køres 60 km/t. Landsretten fandt det på grund af usikkerhed ved målingen ikke bevist, at tiltalte havde overskredet hastighedsgrænsen med mere end 100%. Tiltalte, der hævdede, at han havde kørt omkring 80 km/t, blev idømt en bøde på 2.500 kr. og fik førerretten fradømt betinget, idet landsretten fandt det bevist, at tiltalte havde overskredet hastighedsgrænsen med mere end 60%. Landsretten lagde blandt andet vægt på, at målingen var sket ved aflæsning af patruljevognens speedometer.

I TfK 2006.663/2 ØLD blev tiltalte frifundet for en påstand om førerretsfrakendelse. Landsretten udtalte blandt andet: "Anklagemyndigheden har ikke kunnet fremlægge kontrolskemaet. Da vidnet [en politiassistent] ikke i sin anmeldelsesrapport har anført, at den foreskrevne kontrol af apparatets funktion er foretaget, findes det herefter overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at tiltalte har overskredet den tilladte hastighed med 60 %. Det bemærkes herved, at den i tiltalen nævnte hastighed alene var 2 km/t. højere end den tilladte hastighed med tillæg af 60 %."

I TfK 2003.134/1 ØLK blev tiltalte frifundet for anklagemyndighedens påstand om førerretsfrakendelse, idet landsretten mod tiltaltes benægtelse ikke fandt det bevist, at hastighedsoverskridelsen havde haft det omfang som anført i anklageskriftet. Landsretten henviste blandt andet til, at forskrifterne vedrørende brug af det anvendte kontrolapparat (PolicePilot) ikke havde været fulgt.

Retten i Ballerup frifandt den 11. december 2006 i sagen S 5-1796/2006 en bilist for at have kørt med en hastighed på 58 km/t på en lokalitet, hvor den højest tilladte hastighed var 50 km/t. Den pågældende bilist, der var blevet fotograferet af politiet ud for en vej, hvor han skulle dreje til venstre, kunne sandsynliggøre, at han holdt stille for at svinge til venstre på det tidspunkt, hvor han blev fotograferet, hvorfor det måtte bero på en fejl, at bilens hastighed var målt til 58 km/t og ikke til 0 km/t. Anklagemyndigheden påstod under sagen frifindelse, da det under sagen kom frem, at målingsresultatet kunne skyldes, at radarstrålen var blevet reflekteret af fronten fra tiltaltes bil, således at det i virkeligheden var et andet køretøjs hastighed, som var blevet målt. Ifølge retsbogen udtalte tiltalte blandt andet: "Han havde set målevognen, der holdt før eller efter krydset med E-vej. Tiltalte henledte opmærksomheden på, at han på fotografiet holder helt ude ved midterlinien ud for det hus, der ligger på hjørnet af J-vej og B-vej. Hans hænder på rattet er placeret på en måde, at det er tydeligt, han er klar til at påbegynde venstresvingningen." En politiassistent udtalte som vidne blandt andet: ".. at målingen var fejlbehæftet. Der var antagelig sket det, at radarstrålen var blevet reflekteret af fronten på tiltaltes bil som vist på side 22 i Speedophot manualen. Målingen vedrørte således formentlig en modkørende bil. At tiltalte ikke havde kørt 61 km/t fremgik også ved at sammenholde fotografierne kl. 13.30.14.11 (måling af en bil, der passerer tiltalte inden om med 68 km/t) og fotografiet kl. 13.30.17.11 (den angivelige måling af tiltaltes hastighed). Vidnet havde været ude for lignende fejlmålinger 2 gange tidligere."

Vigepligt

I TfK 2011.84/2 blev tiltalte frifundet for overtrædelse af straffelovens § 249 samt for førerretsfrakendelse i et tilfælde, hvor tiltalte havde tilsidesat sin ubetingede vigepligt og forårsaget en alvorlig færdselsulykke. Landsretten fandt ikke, at det var bevist, at tiltalte derved havde udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 249, eller at han har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Landsretten udtalte nærmere: "Efter de foreliggende oplysninger, herunder fotos af uheldsstedet med placeringen af tiltaltes bil i uheldsøjeblikket, lægger landsretten i overensstemmelse med tiltaltes forklaring til grund, at han bragte bilen til standsning, da dens forende rakte knap ½ meter ind over Møllegades kørebane, idet han på grund af dårligt udsyn ikke før dette punkt kunne få udsigt over vejen til sin venstre side, Landsretten finder, at tiltalte ved ikke først at have bragt bilen til standsning, inden dens forende kom ud over kørebanen, herved undlod at give færdslen ad Møllegade mulighed for at blive opmærksom på hans udkørsel, inden den fandt sted. Det tiltrædes derfor, at tiltalte har tilsidesat sin ubetingede vigepligt efter færdselslovens § 26, stk. 3. Det findes imidlertid ikke bevist, at tiltalte ved sin kørsel har udvist en sådan grad af uagtsomhed, at han er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 249, eller at han har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden."

I TfK 2002.151/2 blev førerretten ikke frakendt betinget i et tilfælde, hvor en bilist, der havde ubetinget vigepligt ved indkørslen til et kryds, var kørt frem i krydset og var blevet påkørt af en knallert, der kørte med en høj fart. Landsretten fandt ikke, at bilistens forklaring om, at bilisten havde stoppet op ved stoplinjen og derpå havde fortsat langsomt ud i krydset, hvorpå bilisten var blevet påkørt af knallerten, kunne tilsidesættes. Landsretten udtalte nærmere: "...Efter bevisførelsen for landsretten finder retten ikke at kunne afvise tiltaltes forklaring om, at han trådte på bremsepedalen og lige nåede at stoppe op et ganske kort øjeblik, inden han langsomt fortsatte ud i krydset, som han næsten havde nået at passere, da han blev påkørt af knallerten, som blev fremført med en væsentlig højere hastighed end tilladt. Efter en samlet vurdering af hændelsesforløbet findes tiltalte herefter at have gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 26, stk. 2 og § 3, stk. 1, som fastslået af byretten, hvorimod tiltalte ved sin kørsel ikke findes at have udvist en uopmærksomhed i en sådan grad, at betingelserne for en betinget førerretsfrakendelse er opfyldt. Tiltalte frifindes derfor for anklagemyndighedens påstand herom. ..."

I TfK 1999.206/2, hvor tiltalte havde tilsidesat sin ubetingede vigepligt, skete der ikke frakendelse af førerretten, idet der blev lagt vægt på, at tiltalte, der var 75 år gammel, standsede op ved den stiplede linje. Landsretten udtalte nærmere: "Efter bevisførelsen for landsretten må det lægges til grund, at tiltalte under sin kørsel på vejmidten er kørt så langt frem, at der hos vidnet A opstod begrundet tvivl om, hvorvidt tiltalte ville overholde sin vigepligt. Tiltalte findes derved at have overtrådt færdselslovens § 26, stk. 2. Under hensyn til oplysningerne om tiltaltes ringe hastighed og til, at det må lægges til grund, at han standsede op ved den stiplede linie til den nordlige, vestgående kørebanehalvdel, findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at frakende førerretten, hvorfor han frifindes herfor."

I TfK 2000.453 blev tiltalte frifundet for førerretsfrakendelse i et tilfælde, hvor tiltalte, der havde ubetinget vigepligt, var kørt frem - uden at standse - mod en dobbeltrettet cykelsti og påkørt en cyklist, der kom kørende på cykelstien med en høj hastighed. Retten lagde blandt andet vægt på, at der var dårlige oversigtsforhold. Landsretten udtalte blandt andet: "Under hensyn til krydsets beskaffenhed, de dårlige oversigtsforhold, samt at racercyklen kom med en betydelig hastighed fra tiltaltes højre side ad cykelfeltet, hvor udsynet var begrænset af et skilt, finder landsretten ikke, at tiltalte, ved at køre ganske langsomt frem mod krydset mod Brødeskovvej uden at standse helt op ved vigelinierne, har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden."

I U.1967.778H blev tiltalte frifundet for førerretsfrakendelse i et tilfælde, hvor tiltalte i bymæssig bebyggelse på et sted, hvor oversigtsforholdene var dårlige, efter at have orienteret sig, var kørt frem i et kryds og forårsaget et trafikuheld, hvor tiltalte havde ubetinget vigepligt. Højesteret lagde blandt andet vægt på, at tiltalte havde holdt stille og orienteret sig, inden tiltalte var fortsat ind i krydset.

I U 1965.437H blev tiltalte frifundet for førerretsfrakendelse i et tilfælde, hvor tiltalte havde tilsidesat sin ubetingede vigepligt og var kørt ind på en hovedvej, hvor han blev påkørt af et køretøj, der kom kørende på hovedvejen. Højesteret udtalte blandt andet: "under hensyn til samtlige foreliggende oplysninger om den ikke helt ukomplicerede færdselssituation og tiltaltes forklaring om både før og under fremkørslen at have set til begge sider, ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse tiltaltes kørsel for groft uforsvarlig."

Kørsel uden kørekort

Strafniveauet for kørsel uden at have erhvervet eller generhvervet kørekort. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2000 (rettet i august 2010)

Landsretternes cirkulære af 1. juli 2008 om strafniveauet i sager, hvor en person mere end 5 gange tidligere er straffet for kørsel uden at have erhvervet eller generhvervet kørekort.

I UfR 2003.492 ØLD blev en person, der 3 gange tidligere var straffet for blandt andet kørsel uden kørekort, straffet blandt andet for 10 tilfælde af kørsel uden kørekort. Landsretten nedsatte bøden til 30.000 kr. Landsretten udtalte blandt andet: "Landsretten har ved straffastsættelsen navnlig lagt vægt på, at en sammenlægning af bødestraffene for hver overtrædelse i denne sag - bedømt som 4.-gangs-tilfælde, jf. straffelovens § 81, stk. 1 - vil føre til et bødeniveau, der ikke kan anses for rimeligt, jf. færdselslovens § 118 a, stk. 5, jf. stk. 3."

I UfR 2002.219 ØLD forelå der to tilfælde af kørsel på registreringspligtig knallert uden kørekort til samtidig påkendelse. Landsretten udtalte blandt andet: "Ved ændringen af færdselsloven i 1997 var det forudsat, at udmåling af bøde for kørsel uden at have erhvervet kørekort skulle afspejle den besparelse, der lå heri. Der er ikke ved lov nr. 475 af 31. maj 2000 tilsigtet nogen ændring heri. I det foreliggende tilfælde, hvor der er tale om to kørsler til samtidig påkendelse, findes en bøde på 10.000 kr. svarende til absolut kummulation ikke efter en konkret vurdering at være urimelig, således at færdselslovens § 118 a, stk. 5, bringes i anvendelse."

Gentagelsesvirkningen af kørsel uden kørekort ophører efter 5 år
Bemærk, at straffelovens § 84 gælder ikke for så vidt angår overtrædelse af straffelovens § 56, stk. 1, om kørsel uden kørekort. I sådanne sager ophører gentagelsesvirkningen af en kørsel uden kørekort 5 år efter den seneste afgørelse. Se Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2000, kapitel 10, side 12.

I sagen V.L. nr. S-2447-10 afgjort af Vestre Landsret den 14. marts 2011 var en person ved byretten idømt ubetinget fængsel i 30 dage for 5 tilfælde af kørsel uden kørekort, der alle var begået i løbet af 2009 og 2010. Den pågældende var 5 gange tidligere straffet for kørsel uden kørekort. I et af de tidligere tilfælde var der tale om tre kørsler til samtidig påkendelse. De tidligere 5 afgørelser om kørsel uden at have erhvervet kørekort var truffet den 6. juni 1990, 22. januar 2003, 30. januar 2003 (derudover også andre færdselslovsovertrædelser), 10. marts 2003 (samtidig hastighedsovertrædelse) og 25. juni 2003. Da der var forløbet mere end 5 år mellem tidspunktet for den seneste afgørelse den 25. juni 2003 og tidspunktet for den første af de 5 kørsler, som den aktuelle sag angik, blev den pågældende anset som en person, der skulle straffes for 5 tilfælde af kørsel uden kørekort i et førstegangstilfælde. Straffen blev derfor nedsat til en bøde på 25.000 kr., og det offentlige skulle betale sagens omkostninger for begge retter.

Kørsel i frakendelsestiden

Reglerne om, hvorledes kørsel i frakendelsestiden skal straffes, findes i lov nr. 363 af 24. maj 2005.

En enkelt kørsel i frakendelsestiden i et ottendegangstilfælde og derover straffes med fængsel i 60 dage, jf. TfK 2008.57/2 V.

I TfK 2012.371 blev en person straffet med 6 måneders fængsel, hvoraf 3 måneder blev gjort betinget, for at have ført bil i 73 tilfælde i frakendelsestiden. Kørslerne skete, medens den pågældende arbejdede som taxachauffør, hvorfor han også blev fundet skyldig i overtrædelse af bekendtgørelse om særlige krav til taxaer mv. Af landsrettens dom fremgår blandt andet følgende: "Der er ved strafudmålingen lagt vægt på de hensyn, som er anført af byretten, og på den anden side, at tiltalte ikke er blevet sigtet efter hvert forhold, men først i forbindelse med sagens opklaring."

I TfK 2009.721 ØLD blev en person straffet med fængsel i 3 måneder i en sag, hvor 4 tilfælde af kørsel i frakendelsestiden var til samtidig pådømmelse, og hvor der også skete domfældelse for andre færdselslovsovertrædelser. Den pågældende var tidligere straffet 4 gange for kørsel i frakendelsestiden og 6 gange tidligere for kørsel uden at have erhvervet kørekort.

I TfK 2009.273 VLD blev en person straffet med fængsel i 6 måneder for 4 kørsler i frakendelsestiden herunder i et tilfælde i lastbil. Tiltalte var i perioden fra 1980 til 2006 straffet 20 gange for kørsel i frakendelsestiden for i alt 35 kørsler, heraf 10 spirituskørsler. 2 af afgørelserne angår dog tillægsstraffe i henhold til straffelovens § 89.

I TfK 2012.834 erkendte en person sig skyldig i den 27. april 2011 at have ført bil, uagtet at hun var frakendt førerretten. Hun skulle således straffes for at føre bil i frakendelsestiden. Hun var tidligere straffet 5 gange for kørsel i frakendelsestiden, og 5 gange for kørsel uden at have erhvervet kørekort. Landsretten fandt ikke, at dommene for kørsel uden at have erhvervet førerret skulle tillægges betydning for strafudmålingen, selv om disse domme isoleret set fortsat havde gentagelsesvirkning. Derudover udtalte landsretten, at den omstændighed, at tiltalte tidligere med gentagelsesvirkning for den aktuelle sag var straffet 5 gange for kørsel i frakendelsestiden og 5 gange for kørsel uden at have erhvervet førerret, ikke i sig selv udelukkede, at fængselsstraffen blev gjort betinget. Landsretten udtalte nærmere: "Tiltalte er i denne sag tiltalt for at have ført personbil i frakendelsestiden, jf. færdselslovens § 117 a, stk. 2, nr. 2. Tiltalte var på tidspunktet for kørslen i denne sag frakendt førerretten. Som følge heraf kan dommene for kørsel uden at have erhvervet førerret ikke tillægges betydning for strafudmålingen, selv om dommene for kørsel uden at have erhvervet førerret isoleret set fortsat har gentagelsesvirkning. Da der er tale om et 6. gangs tilfælde af kørsel i frakendelsestiden, nedsættes straffen til fængsel i 50 dage. Den omstændighed, at tiltalte tidligere med gentagelsesvirkning for denne sag er straffet 5 gange for kørsel i frakendelsestiden og 5 gange for kørsel uden at have erhvervet førerret, udelukker ikke i sig selv, at tiltalte nu idømmes en betinget fængselsstraf med vilkår som fastsat i byrettens dom. Landsretten tiltræder, at fængselsstraffen er gjort betinget på vilkår som fastsat i byrettens dom, idet landsretten dog finder, at tiltalte tillige skal idømmes en tillægsbøde, jf. straffelovens § 58, stk. 2. Under hensyn til oplysningerne om tiltaltes indtægtsforhold fastsættes tillægsbøden til 4.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage."

I TfK 2012.803 erkendte tiltalte, at denne den 21. september 2011 havde ført bil i frakendelsestiden. Landsretten udtalte blandt andet, at et 11. gangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden efter fast praksis skal straffes med fængsel i 60 dage. Landsretten udtalte blandt andet: "Samtlige 10 forstraffe for kørsel i frakendelsestiden har indbyrdes gentagelsesvirkning. Straffen for en enkelt kørsel i frakendelsestiden, der skal bedømmes som et 11. gangstilfælde, er efter fast praksis fængsel i 60 dage. Herefter, da reststraffen efter prøveløsladelsen er på fængsel i 58 dage, og da fællesstraffen skal udmåles i måneder, jf. straffelovens § 33, stk. 4, nedsættes fællesstraffen til fængsel i 3 måneder." Landsretten ville ikke gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste, da tiltalte 2 gange tidligere var idømt samfundstjeneste for henholdsvis spirituskørsel i frakendelsestiden og kørsel i frakendelsestiden.

Spirituskørsel

Færdselslovens § 53 har følgende indhold:

"§ 53. For spirituskørsel straffes den, som fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen overstiger 0,50 promille, eller at alkoholkoncentrationen i udåndingsluften under eller efter kørslen overstiger 0,25 mg pr. liter luft.

Stk. 2. For spirituskørsel straffes endvidere den, som fører eller forsøger at føre et motordrevet køretøj efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at den pågældende ikke kan føre køretøjet på betryggende måde."

En spirituspåvirket person, der sætter sig ind bag rattet i en bil og starter motoren for eksempel for at sætte varme på, medens han eller hun blot vil opholde sig i bilen, uden at vedkommende forsøger at køre bilen, kan naturligvis ikke straffes for spirituskørsel, idet den pågældende ikke har ført eller forsøgt at føre det motordrevne køretøj.

I TfK 2012.240 havde en yngre mand været på værtshus i Esbjerg sammen med en bekendt. Han var blevet beruset og satte sig ind i sin, der holdt parkeret i nærheden af værtshuset. Politiet fandt den pågældende sovende i bilen siddende bag rattet og med motoren i gang. Han blev ved landsretten frifundet for forsøg på spirituskørsel. Byretten fandt ham skyldig i forsøg på spirituskørsel med følgende begrundelse. "Efter K og N's [de to polititjenestemænd, som fandt tiltalte i bilen] vidneforklaringer lægges det til grund som bevist, at tiltalte ikke kun havde sat sig ind i bilen på førersædet, men også havde sat nøglen i tændingslåsen og startet motoren. Vidnet N har endvidere forklaret, at sædet ikke var lagt ned. Tiltaltes forklaring om, at han alene ville tage ophold i bilen, indtil hans far hentede ham, forkastes derfor. Retten lægger det herefter til grund som bevist, at tiltalte satte sig ind i bilen med det formål at køre derfra. Retten finder herefter, at tiltalte er skyldig i forsøg på at føre bilen." Landsretten frifandt den pågældende og begrundede frifindelsen således: "Efter politiassistenternes forklaring lægges det til grund, at tiltalte sov tungt i bilen, da de henvendte sig til ham, og at bilen stod parkeret på helt almindelig vis. På denne baggrund og efter de øvrige forklaringer, herunder tiltaltes forklaring om, at han alene havde sat sig i bilen for at sove og havde tændt motoren for at få varme i bilen, er det ikke bevist, at tiltalte havde til hensigt at føre bilen, jf. færdselslovens § 53."

I TfK 2003.736/1 blev tiltalte, der var tiltalt for to tilfælde af spirituskørsel og yderligere et tilfælde af forsøg på spirituskørsel, frifundet for forholdet vedrørende forsøg på spirituskørsel. Landsretten lagde vedrørende forsøget på spirituskørsel til grund, at tiltalte havde forsøgt at skifte hjul på bilen, der ikke kunne køre på grund af det defekte hjul. Landsretten fandt imidlertid, at disse handlinger ikke havde en sådan umiddelbar sammenhæng med kørsel i bilen, at der var tale om forsøg på at føre bilen. Det er værd at bemærke, at den pågældende blev fundet skyldig i de to øvrige forhold vedrørende spirituskørsel. Frifindelsen i det tredje forhold (forsøget på spirituskørsel) indikerer, at landsretten ved den bevismæssige vurdering af, hvorvidt der i dette forhold havde været forsøgt spirituskørsel, ikke tillagde det betydning, at tiltalte havde kørt spirituskørsel i de to øvrige forhold. Frifindelsen begrundes af landsretten således: "Det fremgår af anmeldelsesrapporten, at bilen ved politiets ankomst holdt i venstre side af vejen med venstre forhjul oppe på kantstenen, og at venstre forhjul var beskadiget, idet dækket var krænget af fælgen og fælgen beskadiget. Uanset tiltaltes forklaring er det på den baggrund ubetænkeligt at lægge til grund, at han havde påkørt kantstenen på det sted, hvor bilen holdt. Det lægges endvidere til grund, at skaden var så alvorlig, at bilen ikke kunne køre derfra. Tiltalte har for byretten forklaret, at han ville have dækket repareret, så han kunne stille bilen tilbage hos sin arbejdsgiver, hvor han havde taget den. Af vidneforklaringer fremgår det, at skydedøren til bilens varerum stod åben, og at bilens værktøj til at skifte hjul lå fremme i varerummet. På den baggrund lægges det til grund, at tiltalte var klar over, at bilen ikke kunne køre fra stedet, som den var, og at han heller ikke forsøgte på det, men det er på den anden side bevist, at han havde foretaget sig noget for at få den gjort køreklar. Landsretten finder, at disse handlinger med henblik på at gøre bilen køreklar, ikke havde en sådan umiddelbar sammenhæng med kørsel i bilen, at der er grundlag for at dømme tiltalte for spirituskørsel ved at have forsøgt at føre den."

I U.1995.328 V blev en person frifundet for spirituskørsel. Den pågældende havde trukket eller skubbet en bil højst 3 meter ind til en fortovskant på en parkeringsplads. Landsretten begrundede frifindelsen således: "Efter bevisførelsen lægges det til grund, at tiltalte havde til hensigt at gå til en nærliggende servicestation, da han bemærkede, at bilen med L ved rattet befandt sig på fortovet op mod husmuren. Det lægges endvidere til grund, at tiltalte fik nøglen udleveret af L og anbragte den i sin lomme, hvorefter han, mens motoren var slukket og bilen sat i frigear, trak eller skubbede bilen højst 3 meter tilbage, så den stod ved fortovskanten på parkeringspladsen. Tiltalte findes ikke herved at have ført bilen, og landsretten stadfæster derfor dommen."

Det blev i TfK 2011.89 ØLD ikke anset for spirituskørsel, at en spirituspåvirket passager i en hyrevogn havde trukket i håndbremsen for at få hyrevognen, der trillede, til at standse. Frifindelsen for spirituskørsel blev af landsretten begrundet således: "Tiltalte har forklaret, at bilen netop var sat i gang og kun trillede, da han efter ca. 1 meter trak i håndbremsen, og han gjorde det for at hindre chaufføren i at køre væk fra tiltaltes destination. Det var en meget tidlig morgen, der var ingen trafik eller mennesker, og der var i øvrigt helt frit omkring bilen. Henset til at der heroverfor heller ikke for landsretten er fremkommet andre oplysninger om omstændighederne omkring taxaens kørsel og hastighed eller omstændighederne i øvrigt, findes det ikke godtgjort, at tiltaltes indgriben har haft en sådan karakter eller et sådant omfang, at tiltalte ved sin handlemåde har grebet væsentligt ind i føringen af bilen, at dette ganske må sidestilles med føringen af bilen, jf. færdselslovens § 53, stk. 1." Det er værd at bemærke, at episoden fandt sted i Istedgade, som er et hovedstrøg på Vesterbro i det indre København.

Ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 blev sanktionen for spirituskørsel ændret. Klik her for at se tabeller med oversigter over sanktionen i form af frakendelse af førerretten samt sanktionen i form af straf.

Betænkning 1448 om sanktioner for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden - 2004
Betænkning vedrørende spørgsmålet trafik og alkohol - 1951

Straffen for spirituskørsel efter lov nr. 363 af 24. maj 2005

Kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom mv (færdselslovens § 54)
Ved lov nr. 524 af 6. juni 2007 med ikrafttræden den 1. juli 2007 er der i færdselslovens § 54, stk. 1, indført en nulgrænse for kørsel med visse bevidsthedspåvirkende stoffer i blodet. Bestemmelsen omfatter bevidsthedspåvirkende stoffer, som efter regler fastsat af justitsministeren er klassificeret som farlige for færdselssikkerheden. Stoffer, som er indtaget i henhold til og i overensstemmelse med en lovlig recept, er undtaget fra nulgrænsen, jf. § 54, stk. 1, 2. pkt. Samtidig med ikrafttræden af lovændringen er der udstedt bekendtgørelse nr. 655 af 19. juni 2007 om klassificering af færdselssikkerhedsfarlige stoffer, jf. nedenfor i pkt. 3.

22. oktober 2014 har Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Jonas Dahl (SF) fremsat et forslag til en folketingsbeslutning (Beslutningsforslag nr. B 14, Folketingsåret 2014-15) om, at sanktionen for kørsel i hashpåvirket tilstand skal lempes. Endvidere ønsker forslagsstillerne, at regeringen undersøger og eventuelt igangsætter forskning for at afklare, hvilke grænseværdier der gør sig gældende, når det skal afgøres, om og i givet fald hvornår man kan betjene et køretøj med hash i blodet.

Den hidtil gældende bestemmelse i færdselslovens § 54, stk. 1, om kørsel eller forsøg herpå, når føreren på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han eller hun er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde (føreevnekriteriet), er videreført i færdselslovens § 54, stk. 2.

Om forholdet mellem de to bestemmelser er det i forarbejderne til lovændringen anført, at overtrædelser af færdselslovens § 54, stk. 2 (føreevnekriteriet) absorberer overtrædelser af færdselslovens § 54, stk. 1 (nulgrænsen). Kørsel under påvirkning af et bevidsthedspåvirkende stof, der både udgør en overtrædelse af § 54, stk. 1, og § 54, stk. 2, vil således alene blive straffet efter den sidstnævnte be-stemmelse. Hvis føreren ved forskellige handlinger eller tilstande har overtrådt både § 54, stk. 1, og § 54, stk. 2, vil der dog skulle straffes for overtrædelse af begge bestemmelser i sammenstød. Dette gælder f.eks., hvis en fører har været påvirket af et bevidsthedspåvirkende stof i blodet og på samme tid ikke har været i stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde på grund af sygdom.

Ved lovændringen er der samtidig sket en skærpelse af sanktionsniveauet, således overtrædelser af færdselslovens § 54, stk. 1 og 2, så vidt muligt straffes efter samme retningslinjer som overtrædelser af færdselslovens § 53 om spirituskørsel.
Endvidere er reglerne om konfiskation af motorkøretøjer i § 133 a og retningslinjerne om gentagelsesvirkning ændret.
De nye regler, der bygger på Betænkning nr. 1486/2007 om alkohol i udåndingsluften og en nulgrænse for euforiserende stoffer mv., er nærmere beskrevet i bemærkningerne til lovforslaget til lov nr. 524 af 6. juni 2007 (Retsinformation, L 180, Folketinget 2006/2007, 2. samling).

Af justitsministeriets svar af 12. april 2011 på spørgsmål nr. 734 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg fremgår blandt andet, at det anses for lovligt at føre bil i tilfælde, hvor en førers indtagelse af metadon overstiger bagatelgrænsen, forudsat at metadonen er ordineret af en læge.

Straffen for overtrædelse af færdselslovens § 54 fremgår af bemærkningerne til lov nr. 524 af 6. juni 2007, hvor der i tabelform er lavet oversigter over straffen for såvel overtrædelser af § 54, stk. 1 (nulgrænsen), og § 54, stk. 2 (førerevnekriteriet).

Frakendelsesreglerne for overtrædelse af færdselslovens § 54 fremgår af bemærkningerne til lov nr. 524 af 6. juni 2007, hvor der i tabelform er lavet oversigter over frakendelsesreglerne for såvel overtrædelser af § 54, stk. 1 (nulgrænsen), og § 54, stk. 2 (førerevnekriteriet).

Om Gentagelsesvirkning kan det nævnes, at det følger af pkt. 5.2.3. og 5.3. i bemærkningerne til lov nr. 524 af 6. juni 2007, at overtrædelser af færdselslovens § 54, stk. 1 (nulgrænsen), overtrædelser af § 54, stk. 2 (føreevnekriteriet), og overtrædelser af § 53 (spirituskørsel) skal tillægges fuldstændig indbyrdes gentagelsesvirkning i overensstemmelse med retningslinjerne for gentagelsesvirkning af domme for spirituskørsel, jf. afsnittet om færdselslovens kapitel 10 (§ 53).

Ved lov nr. 524 af 6. juni 2007 er der gennemført en ændring af færdselslovens § 133 a, stk. 2, om obligatorisk konfiskation af motordrevne køretøjer. Ændringen indebærer bl.a., at der skal ske obligatorisk konfiskation i tilfælde, hvor føreren under skærpende omstændigheder har gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 2 (føreevnekriteriet), der medfører ubetinget frakendelse af førerretten, jf. færdselsloven § 133 a, stk. 2, nr. 1. Det er dog en betingelse, at den pågældende to gange tidligere inden for de seneste 3 år, før det nye forhold er begået, enten har gjort sig skyldig i spirituskørsel med en promille over 1,20 eller en alkoholkoncentration i udåndingsluften over 0,60 mg pr. liter luft, der har medført ubetinget frakendelse af førerretten, eller har gjort sig skyldig i overtrædelse under skærpende omstændigheder af § 54, stk. 2 (føreevnekriteriet), der har medført ubetinget frakendelse af førerretten, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2, nr. 2.

Kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer kombineret med spirituskørsel
Kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer kombineret med spirituskørsel fører til en skærpelse af straffen. I TfK 2010.959 VLD blev en person fundet skyldig i en 2-gangs spirituskørsel i frakendelsestiden, som blev takseret til fængsel i 20 dage. Da færdselslovens § 54, stk. 1, samtidigt ansås for overtrådt, blev straffen fastsat til fængsel i 30 dage. Dommen blev med henvisning til vedkommendes personlige forhold gjort betinget.

Politiets kontrol af førere og ryttere med henblik på konstatering af eventuelle overtrædelser af færdselslovens §§ 53 og 54
Af færdselslovens § 55, stk. 1, 1. pkt., følger, at politiet "til enhver tid" kan kræve, "at føreren af et køretøj eller en rytter afgiver udåndingsprøve, spyt- eller svedprøve eller lader sine øjne besigtige". Denne bestemmelse giver således alene hjemmel til, at politiet kan foretage de omhandlede undersøgelser på det sted, hvor politiet antræffer føreren eller rytteren. Bestemmelsen giver således ikke hjemmel til at frihedsberøve føreren eller rytteren. Bestemmelsen har fået sin nuværende formulering med lov nr. 525 af 6. juni 2007. Af bemærkningerne til færdselslovens § 55, stk. 1, fremgår blandt andet følgende om færdselslovens § 55, stk. 1, 1. pkt.: "Det forudsættes, at politiet foretager de angivne undersøgelser på stedet, dvs. i forbindelse med færdselskontrol på vejene. Politiet vil i den forbindelse f.eks. kunne forlange, at den pågældende afgiver prøve eller lader sig undersøge i en særlig bil med måleudstyr eller i en patruljevogn. Det er ikke hensigten med den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. at give politiet adgang til at indbringe personer til prøveafgivelse eller undersøgelser på f.eks. politistation eller hospital eller at give adgang til at tilbageholde den pågældende, indtil transportabelt måleapparatur kommer til stede. Efter udvalgets opfattelse må indgreb af en sådan karakter forudsætte, at der er grundlag for at antage, at den pågældende har kørt spirituskørsel. Det foreslås på denne baggrund i 2. pkt., at politiet skal kunne indbringe en person til afgivelse af udåndingsprøve på f.eks. politistation eller hospital, hvis der er grund til at antage, at den pågældende har overtrådt færdselslovens § 53."

Færdselslovens § 55, stk. 1, 1. pkt., er således ikke en hjemmel til at frihedsberøve en fører eller rytter men alene en hjemmel til at foretage de legemsindgreb, som er omfattet af bestemmelsen. Der kræves således ikke noget grundlag for mistanke om spirituskørsel eller kørsel under påvirkning af stoffer mod den pågældende for, at bestemmelsen kan finde anvendelse.

Vil politiet frihedsberøve føreren eller rytteren for at undersøge nærmere, om den pågældende er påvirket på en sådan måde, at færdselsloven er overtrådt, skal hjemlen hertil findes i færdselslovens § 55, stk. 1, 2. pkt. Denne bestemmelse kræver efter sin ordlyd, at "der er grund til at antage, at den pågældende har overtrådt færdselsloven". Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke i færdselslovens § 55, stk. 1, 2. pkt., står "rimelig grund" men alene "grund", idet bestemmelsen hjemler adgang til frihedsberøvelse. En frihedsberøvelse for mistanke om strafbart forhold må ifølge EMRK artikel 5, stk. 1, litra c, ikke finde sted, hvis ikke der er "rimelig grund" til at mistænke den pågældende for strafbart forhold. EMRK artikel 5 diskuteres ikke i lovbemærkningerne. Det er derfor op til domstolene (og i første omgang politiet) at sikre, at bestemmelsen - trods sin ordlyd - ikke administreres i strid med EMRK artikel 5. I øvrigt henvises der til det anførte under anholdelse i straffeprocessen.

Justitsministeriets skrivelse nr. 11110 af 30. januar 1974 om tilbageholdelse i sager om spirituskørsel.

Nærmere om påvisningen af stoffer, der kan føre til domfældelse efter færdselslovens § 54

I U.2014.2279Ø blev tiltalte frifundet for overtrædelse af færdselslovens § 54, idet landsretten fandt, at det ikke kunne udelukkes, at det påviste stof ("nordazepam") kunne hidrøre fra en hospitalsbehandling cirka 3 uger forud for kørslen. Landsretten udtalte blandt andet: "....Af Retslægerådets erklæring af 12. marts 2013 fremgår: »Nordazepam er ikke registreret som lægemiddel i Danmark. Lægemidlerne diazepam og chlordiazepoxid omdannes i den menneskelige organisme til nordazepam. De ordinerede lægemidler Atarax, Zolpidem, Fluoxetin indeholder ikke nordazepam og omdannes ikke i den menneskelige organisme til nordazepam. I brevet 12.09.11 fra Retskemisk Afdeling angives, at der i den aktuelle sag også er fundet et andet omdannelsesprodukt (demoxepam) af chlordiazepoxid, hvorfor fundet af nordazepam kan antages at stamme fra chlordiazepoxid, som i Danmark har været markedsført under varemærkerne Risolid og Klopoxid. Retslægerådet er enig i denne argumentation.« Af Retslægerådets erklæring af 18. juni 2013 fremgår, at det må anses for »overvejende usandsynligt«, at behandlingen med Klopoxid den 1.-3. april 2011 kan medføre plasmakoncentrationer af nordazepam større end bagatelgrænsen 24 dage senere. Da det efter indholdet af Retslægerådets erklæring af 18. juni 2013 ikke med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed kan udelukkes, at indholdet af nordazepam i tiltaltes blod under kørslen den 27. april 2011 hidrørte fra hospitalsbehandlingen den 1.-3. april 2011, findes det ikke bevist, at tiltalte har overtrådt færdselslovens § 54, stk. 1. Tiltalte frifindes derfor for den rejste tiltale. ..."

I U.2014.2282Ø udtaler Professor dr.med. Kristian Linnet i en sagkyndig erklæring til brug for sagen blandt andet om, hvor længe THC ("tetrahydrocannabinol") kan påvises i blodet efter, at en person har indtaget canabis (hash). Professoren udtaler blandt andet "Man har i undersøgelser i udlandet eksempler på, at hash er påvist i små spormængder (mindre end 0,001 mg/kg) i blod i omkring en måned efter ophør af rygning. Perioden kan afhænge af bl.a. målemetodens følsomhed. Man kan påvise et omdannelsesprodukt af cannabis, cannabis-syre, i endnu længere tid i urinen, evt. flere måneder." Om mængderne af THC i blodet i den konkrete sag udtaler professoren blandt andet: "..Hos tiltalte er der i blodprøver udtaget 1/11-2012 kl. 15.34 påvist en koncentration af tetrahydrocannabinol (THC, den aktive hovedkomponent i cannabis) på, 026 mg/kg (altså 26 gange højere end bagatelgrænsen). Dette niveau er typisk for de første timer efter rygning. I videnskabelige undersøgelser er der højst et niveau på mindre end en femtedel af det målte (0,005 mg/kg) et døgn efter rygning (også hos kroniske rygere), og det kan således udelukkes, at der i aktuelle sag er gået 1-2 døgn siden sidste rygning. I prøven udtaget samme sag kl. 19.48 er koncentrationen 0,0062 mg/kg, altså ca. ¼ af første niveau, hvilket kan være udtryk for fald i koncentration over perioden uden at der har været tale om fornyet rygning, selvom mellemliggende rygning heller ikke kan udelukkes..."

I TfK2014.591 blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 54 ved at have ført bil den 22. november 2012, kl. 12.50. Ved blodprøve udtaget samme dag kl. 14.10, blev der påvist en koncentration af THC i tiltaltes blod på 0,0046 mg/kg. Tiltalte forklarede, at han måtte have været blevet udsat for passiv rygning, idet han den 21. november om aftenen havde siddet i et rum, hvor andre havde røget hash. Retslægerådet svarede nej til spørgsmålet om, hvorvidt tiltaltes forklaring kunne være rigtig. Retslægerådet udtalte nærmere, at sigtedes koncentration i blodet af THC på tidspunktet for den påståede handling ligger på et niveau, som kan forventes 4-5 timer efter rygning af 20 mg. THC. Landsretten fandt den pågældende skyldig og udtalte blandt andet: "Efter vidnet A's forklaring lægges det til grund, at tiltalte kom kørende med retning fra Christiania. Han blev ved standsningen skønnet påvirket. Henset hertil og til Retslægerådets besvarelse af spørgsmål 2, hvorefter koncentrationen i blodet af THC lå på et niveau, som kan forventes 4-5 timer efter rygning af 20 mg THC, må landsretten afvise tiltaltes forklaring om, at fundet af THC i hans blod skyldtes passiv rygning. Forklaringen fra vidnet, B, kan ikke føre til et andet resultat."

I U.2015.1473Ø havde tiltalte kørt bil den 2. januar 2014, cirka kl. 20.45. Samme dag kl. 21.44 blev der udtaget blodprøve hos tiltalte. I blodprøven blev der fundet tetrahydrocannabinol i en koncentration på 0,014 mg/kg. Tiltalte forklarede, at det måtte stamme fra passiv rygning af hash. Tiltalte forklarede nærmere, at han to dage før havde været til en nytårsfest, hvor der blev røget hash. Efter festen havde han sovet i et værelse, hvor der var blevet røget hash hele aftenen. Han ved ikke, hvor meget der blev røget, eller hvor mange der røg hash den aften. Det var en 1-værelses lejlighed på 38 kvm, han havde sovet i. Byretten frifandt den pågældende. Landsretten fandt den pågældende skyldig og udtalte følgende: "Den koncentration af THC, der er målt i blodet på tiltalte, er ca. 3 gange så høj som den koncentration, der blev målt hos tiltalte i TfK 2014.591 Ø. På baggrund af Retslægerådets udtalelse i denne sag og professor, dr.med. Kristian Linnets besvarelse af spørgsmål om den hastighed, hvormed koncentrationen af THC falder i blodet, finder landsretten det ubetænkeligt at forkaste tiltaltes forklaring om, at koncentrationen af THC i hans blod skyldes passiv rygning nytårsnat og dermed mindst ca. 1½ døgn forud for kørslen. Landsretten finder herefter at kunne lægge til grund, at tiltalte selv har røget hash."

Ukendskab til påvirkningen af blodet ved passiv indtagelse af et stof omfattet af færdselslovens § 54

I TfK 2013.993/2 skete der frifindelse for overtrædelse af færdselslovens § 54 af en person, der havde ført bil som påvirket af cannabis over bagatelgrænsen, efter at den pågældende, der ikke selv havde røget cannabis, havde haft ophold i et lokale, hvor der var blevet røget cannabis. Det blev ikke fundet bevist, at den pågældende var klar over, at bagatelgrænsen var overskredet ved passiv rygning. Overtrædelsen af færdselslovens § 54, stk. 1, kunne derfor ikke tilregnes den pågældende som uagtsom. Der var ved blodprøven påvist 0,0092 mg/kg tetrahydrocannabinol. Retslægerådet afgav udtalelse til brug for sagen og udtalte: "Retslægerådet kan med den nuværende viden om optagelse af THC ved passiv udsættelse af røg fra andre brugere af hash ikke udelukke, at den påviste koncentration af THC i sigtedes blod kan være betinget af passiv optagelse ved et nyligt ophold i et aflukket rum, hvor andre personer aktivt har røget hash (Cannabis). Retslægerådet skal imidlertid påpege, at den påviste koncentration af THC i sigtedes blod lige så vel kan være betinget af aktiv hash-rygning såvel kort tid inden prøvetagningen som 1-2 døgn forud for prøvetagningen." Afgørelsen giver anledning til, at det nøjagtige indhold af stof fundet i blodet på den tiltalte, fremover bør oplyses under sagen, idet små overskridelser af bagatelgrænsen kan være udtryk for, at indtagelsen har været passiv.

Oplysningspligten i færdselslovens § 65
Af færdselslovens § 65 følger, at ejeren (brugeren) af et køretøj efter anmodning fra politiet skal oplyse, hvilke personer der som førere har benyttet køretøjet. Se om denne bestemmelse bemærkningerne til lov nr. 347 af 6. maj 2009, hvor det blandt andet er bestemt, at en person, der ikke vil oplyse identiteten til politiet på personer, der har benyttet køretøjet, normalt skal straffes med en bøde på 2.500 kr.

Erstatning efter færdselsloven

Færdselslovens kapitel 16

Bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv.

Færdselslovens § 101 har følgende indhold:

"§ 101. Den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet.

Stk. 2. Erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.

Stk. 3. Erstatningen for tingsskade kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller uagtsomt har medvirket til skaden."

Krav vedrørende skader forvoldt af ukendte og uforsikrede motorkøretøjer behandles af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), som også er "erstatningsorgan" vedrørende uheld i udlandet. Se nærmere EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse.

I UfR 2008.2328 ØLD blev erstatningen til føreren af en bil, der var kommet alvorligt til skade ved et biluheld, og som havde kørt 120 km/t på et sted, hvor maksimalt tilladte hastighed var 80 km/t. ikke nedsat som følge af grov uagtsomhed.

I UfR 2001.710 ØLD blev erstatningen for personskade til en ung mand, der som passagerer i en brugsstjålen bil var kommet alvorligt til skade, da bilen forulykkede, nedsat med 1/3 efter færdselslovens § 101, stk. 2. Det fremgik blandt andet af sagen, at føreren af den brugsstjålne bil havde kørt med høj hastighed og med slukkede lygter i tilfælde, hvor de unge mennesker kørte væk fra bilister, der havde observeret den brugsstjålne bil. Landsretten udtalte blandt andet: "Det kan ikke tillægges afgørende vægt, om indstævnte har opfordret eller tilskyndet føreren af den brugsstjålne bil til hasarderet kørsel. Oplysning herom vil sjældent foreligge med den fornødne sikkerhed. Under kørslen inden færdselsuheldet kl. 05.05 kørte føreren af bilen dels i visse tilfælde med høj hastighed for at køre fra bilister, der havde observeret den brugsstjålne bil, dels i et enkelt tilfælde med slukkede lygter efter at være blevet set ved et gerningssted. Vi finder, at indstævnte ved under disse omstændigheder at deltage i den fortsatte kørsel har udvist en så grov uagtsomhed, at den ham tilkommende erstatning bør nedsættes med en tredjedel."

I UfR 2000.2026 HD havde A været passager i en brugsstjålet bil, der forulykkede, medens den blev ført af vennen B. A, der var 15 år gammel, kom alvorligt til skade. Højesteret fandt ikke, at erstatningen fra den brugsstjålne bils forsikringsselskab til A skulle nedsættes, uagtet at kørslen havde været "hasarderet". Højesteret fandt det ikke relevant, at A havde deltaget i brugstyveriet. Højesteret udtalte blandt andet: "Ulykken skyldtes, at B under kørsel med meget høj hastighed mistede kontrollen med bilen. Højesteret lægger til grund, at A antog, at B trods sin alder havde en vis erfaring med bilkørsel. Der er ikke grundlag for at antage, at deltagerne i kørslen på forhånd havde aftalt, at der skulle køres hasarderet, eller at A under kørslen har tilskyndet til hasarderet kørsel. Højesteret finder, at A under disse omstændigheder ikke har medvirket til skaden ved en så grov uagtsomhed, at erstatningen bør nedsættes efter færdselslovens § 101, stk. 2, 2. pkt. Det bemærkes herved, at det efter Højesterets opfattelse ikke ved denne bedømmelse kan tillægges betydning, at A deltog i brugstyveriet. Der er herefter ikke grundlag for at nedsætte As erstatningskrav, der ubestridt er opgjort til 807.800 kr. Højesteret tager derfor hans påstand til følge."

I UfR 1995.761/2 HD fik en person, som var kommet alvorligt til skade, da han havde været passagerer på en uforsikret motorcykel uden nummerplader, som forulykkede under kørsel med høj hastighed under politiets eftersættelse, tillagt fuld erstatning for personskade fra Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), som tilskadekomne havde sagsøgt. DFIM havde under sagen blandt andet gjort gældende, at erstatningssøgende burde have vidst, at køretøjet var uden lovpligtig ansvarsforsikring, idet der ikke var nummerplader på køretøjet. Højesteret udtalte blandt andet: "Højesteret finder - som landsretten - at en undtagelse for appellantens dækningspligt beroende på udtrykket »vidende om, at lovpligtig ansvarsforsikring for køretøjet ikke foreligger« må forudsætte, at indstævnte har haft en positiv viden om, at forsikring ikke forelå. Det tiltrædes endvidere, at det ikke er godtgjort, at den da knapt 17-årige tilskadekomne havde en sådan viden."

Førerretsfrakendelse
I 2010.227 ØLD var en cyklist blevet påkørt af en lastbil, da lastbilen i et kryds i Søborg skulle svinge til højre. Cyklisten var afgået ved døden. Der blev rejst tiltale for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 26, stk. 6, og for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241. Det blev lagt til grund, at lastbilchaufføren havde set cyklisten forud for svingningen, men at han, da han skulle svinge, ikke kunne se cyklisten, da denne befandt sig i en blind vinkel. Den pågældende blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 241 samt for påstanden om frakendelse af førerretten. Landsretten udtalte blandt andet, at "det må lægges til grund, at tiltalte havde bemærket cyklisten forud for uheldet og derpå forgæves havde søgt at lokalisere cyklisten".

I TfK 2010.773 VLD havde en bilist placeret sig bag en ambulance under udrykningskørsel under kørsel over en strækning på cirka 16 km. på en motorvej. Bilisten havde under turen holdt en kort afstand til den foranliggende ambulance, og i tilfælde, hvor ambulancen overhalede andre køretøjer højre om, fulgte bilisten fortsat efter ambulancen, således at bilisten også overhalede andre køretøjer højre om. Hastigheden under kørslen svingede mellem 110-160 km/t. Anklagemyndigheden påstod den pågældende fradømt førerretten ubetinget. Et flertal af byrettens medlemmer fandt, at "tiltalte under de anførte omstændigheder har ført motordrevet køretøj på en sådan måde, at han har fremkaldt nærliggende fare på andres person eller ting. Tiltalte frakendes derfor retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 6 måneder fra endelig dom, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5, jf. § 128". Landsretten anså imidlertid forholdet for omfattet af færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, og gjorde derfor frakendelsen betinget. Landsretten udtalte: "at der ikke er fuldt tilstrækkelig grundlag for at anse tiltaltes kørsel som udtryk for, at han bevidst satte sig ud over hensynet til andres sikkerhed på en sådan måde, som er en forudsætning for at anse kørslen for særlig hensynsløs, og tiltaltes kørsel kan derfor ikke anses for omfattet af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5. Frakendelse af førerretten skal herefter alene ske betinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1."

I TfK 2011.792/2 ØLD var en bilist tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 3, stk. 1, og § 26, stk. 6, ved i oktober 2009 at have foretaget svingning til venstre under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og uden at optræde hensynsfuldt og udvise fornøden agtpågivenhed samt uden at iagttage, at svingning kunne ske uden ulempe for modkørende færdsel, hvorved der skete sammenstød med en cyklist, der kørte på cykelstien i den modkørende retning. Hun var også tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 249, idet cyklisten havde pådraget sig hjernerystelse, brækket højre skulder, brækket højre kraveben, bukket ribben i højre side, brud på bækkenet, brækket venstre underben og brækket venstre ankel. Tiltalte blev alene fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 26, stk. 3. Tiltalte blev således frifundet for påstanden om førerretsfrakendelse samt for overtrædelse af straffelovens § 249. Byretten udtalte blandt andet: "Det lægges videre til grund, at der i uheldsøjeblikket ikke var noget fysisk sammenstød mellem tiltalte og cyklisten, hvorved det bemærkes, at der ikke er påvist skader på tiltaltes køretøj eller på cyklistens forhjul, men alene brud på stelrøret mellem sadel og styr og exet baghjul. Uheldet må således antages at være udløst af, at cyklisten er bremset hårdt op for at undvige og herved er faldet med stor fart på asfalten. Under disse omstændigheder, herunder navnlig cyklistens delvise uopmærksomhed og efter forholdene meget høje hastighed, findes det alene godtgjort med fornøden sikkerhed, at tiltalte har overtrådt færdselslovens § 3, stk. 1, og § 26, stk. 6. Derimod findes der ikke grundlag for at antage, at tiltalte har udvist en sådan grad af uagtsomhed, at der tillige kan domfældes for overtrædelse af straffelovens § 249. Tiltalte frifindes derfor for denne del af tiltalen, ligesom tiltalte under de anførte omstændigheder frifindes for påstanden om førerretsfrakendelse." Landsretten tiltrådte, at tiltalte blev frifundet og henviste til byrettens begrundelse.

I TfK 2011.900 VLD havde en person, der ved byrettens dom af 1. marts 2011 var blevet frakendt førerretten, den 12. maj 2011 fået sin anke af byrettens dom admitteret af landsretten, selv om den var indgivet efter den 14. marts 2011, hvor ankefristen var udløbet. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om førerretsfrakendelse. Der opstod spørgsmål om, fra hvilket tidspunkt førerretsfrakendelsen skulle regnes. Landsretten fandt, at førerretsfrakendelsen skulle løbe fra det tidspunkt, hvor byrettens dom var endelig, det vil sige den 15. marts 2011. Landsretten udtalte herom: "Da tiltalte den 12. maj 2011 ikke havde førerret, kan den anke, der blev iværksat denne dag, ikke medføre, at tiltalte generhvervede sin mistede førerret, eller at førerretsfrakendelsen blev suspenderet, eller at førerretten genopstod af andre grunde. Frakendelsestiden fastsættes herefter til 2 år fra det tidspunkt, hvor byretsdommen og dermed dommens bestemmelse om førerretsfrakendelse blev endelig, det vil sige fra den 15. marts 2011."

Frakendelsen kan i visse tilfælde gøres betinget, selv om normalreaktionen er ubetinget frakendelse
Bestemmelsen i færdselslovens § 126, stk. 2, om betinget frakendelse under særlig formildende omstændigheder i tilfælde, hvor frakendelse ellers skulle ske ubetinget, er senest affattet ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven (Sanktionsfastsættelse i sager om spirituskørsel mv.). Loven bygger på Betænkning 1448/2004 om sanktioner for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden.

I betænkningen, side 88 f., anføres om gældende ret forud for lovændringen:

”6.1.2.2. Formildende omstændigheder

Efter færdselslovens § 125, stk. 2, kan der ske betinget frakendelse i stedet for ubetinget frakendelse for spirituskørsel, hvis der foreligger særlig formildende omstændigheder. Det samme gælder efter færdselslovens § 126, stk. 3, i tilfælde, hvor der eller skulle
være sket ubetinget frakendelse efter § 126, stk. 2, jf. ovenfor afsnit 6.1.1.2. .."

I U.2015.1492Ø skulle tiltalte efter praksis have førerretten frakendt ubetinget. Førerretten blev efter en konkret vurdering af sagen imidlertid alene frakendt den pågældende betinget. Landsretten lagde vægt på, at det skyldtes en fejl fra anklagemyndighedens side, at tiltalte ikke havde modtaget et kørselsforbud i forbindelse med et bødeforelæg, som han forud for den aktuelle sag havde vedtaget, og som vedrørte to overtrædelser af færdselsloven begået den 17. maj 2013. Han havde således heller ikke modtaget den advarsel mod fremtidigt at begå lignende overtrædelser, der normalt gives i forbindelse med et kørselsforbud. Anklagemyndigheden havde først ved anklageskriftet i den aktuelle sag, der var indgivet til byretten den 13. februar 2014, rettet op herpå. Landsretten anførte som begrundelse for at gøre førerretsfrakendelsen betinget blandt andet følgende: "T erhvervede førerret 1. gang den 15. november 2010. Han fik et første klip ved udeblivelsesdommen af 13. december 2011, der vedrørte en overtrædelse begået den 23. juni 2011. Han vedtog ifølge Kriminalregisteret et bødeforelæg den 16. juli 2013 med to klip vedrørende to forhold begået den 17. maj 2013 kl. 17.06. Landsretten lægger efter det oplyste om registreringen af bødeindbetalingen til grund, at bøden er betalt og dermed vedtaget af T, og at de to forhold, der var tale om, var overtrædelser, som udløser 2 klip. Ved en fejl blev der ikke i forbindelse med bødeforelægget udstedt et kørselsforbud. For så vidt angår T's tre klip, som følger af udeblivelsesdommen og bødeforelægget, samt det klip som sagens forhold 1, der er begået den 11. september 2013, udløser, ligger disse klip inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelsen af førerret, medens det klip, som følger af forhold 2, der er begået den 25. november 2013, ligger efter 3-årsperioden. Udeblivelsesdommen af 13. december 2011 og forhold 1 i denne sag udløser herefter et kørselsforbud, jf. færdselslovens § 125, stk. 3. De to klip, som følger af bødeforelægget i 2013, og klippet i forhold 2 medfører isoleret betragtet en betinget frakendelse, jf. færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 2. Dermed skal T som udgangspunkt frakendes førerretten ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7. Det skyldes imidlertid anklagemyndighedens forhold, at T ikke har modtaget et kørselsforbud i forbindelse med bødeforelægget vedrørende overtrædelserne begået den 17. maj 2013 og herigennem har modtaget den advarsel mod fremtidigt at begå lignende overtrædelser, dette indebærer. Anklagemyndigheden har først ved anklageskriftet i denne sag, som er indgivet til byretten den 13. februar 2014, rettet op herpå. Under disse omstændigheder finder landsretten, at der foreligger særligt formildende omstændigheder, jf. færdselslovens § 126, stk. 2, og ændrer derfor dommens bestemmelse om frakendelse, således at førerretsfrakendelsen gøres betinget som nedenfor bestemt, jf. færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 1 og 2, jf. stk. 3, jf. § 126, stk. 1, nr. 7, jf. § 126, stk. 2, jf. § 125, stk. 5."

I TfK 2012.66/1 skulle der efter praksis være sket ubetinget frakendelse af førerretten. Frakendelsen blev imidlertid gjort betinget under henvisning til en mangelfuld påstand vedrørende frakendelse af førerretten i en tidligere sag mod tiltalte. Landsretten udtalte nærmere: "Da tiltalte som følge af anklagemyndighedens mangelfulde påstand ikke blev frakendt førerretten ved afgørelsen af 21. april 2008, og påstand herom først kan antages at være nedlagt i forbindelse med tiltalen i september 2009, findes der at foreligge særlig formildende omstændigheder, jf. lovens § 126, stk. 2."

I TfK 2011.935/1 blev tiltalte frakendt førerretten betinget med henvisning til oplysninger om væsentlige ændringer i tiltaltes personlige forhold efter overtrædelsen, uagtet at førerretten efter praksis skulle være frakendt ubetinget. Der var tale om en hastighedsoverskridelse på mere end 60% af den tilladte hastighed. Tiltalte var tidligere straffet blandt andet ved udenretlig vedtagelse af bøde og førerretsfrakendelse den 18. august 2008 af Københavns Politi, bøde 1.500 kr. Betinget førerretsfrakendelse, jf. færdselslovens § 125, stk. 2, i 3 år fra den 18. august 2008 indtil den 17. august 2011 for overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1, jf. § 119a. Landsretten udtalte: "Under henvisning til tiltaltes troværdige forklaring om de væsentlige ændringer, der siden kørslen er sket i tiltaltes personlige forhold, finder landsretten helt undtagelsesvis, at det er upåkrævet at frakende tiltalte førerretten ubetinget."

I TfK 2013.59 blev en person i byretten for spirituskørsel idømt den takstmæssige sanktion, der blandt andet indebar en ubetinget frakendelse af førerretten i 3 år. Landsretten fandt, at der forelå sådanne særligt formildende omstændigheder, at frakendelsen kunne gøres betinget. Det fremgår ikke af sagen, at der forelå særligt formildende omstændigheder vedrørende selve spirituskørslen. Det var alene den pågældendes adfærd og personlige forhold efter spirituskørslen, der blev lagt vægt på. Landsretten udtalte blandt andet: "Herefter og navnlig efter erklæringen fra overlæge Tove Mathiesen om tiltaltes alvorlige psykiske problemer og risikoen for, at disse problemer vil blive yderligere forværret, såfremt tiltalte frakendes førerretten, foreligger der sådanne særligt formildende omstændigheder, at det helt undtagelsesvis er forsvarligt at gøre førerretsfrakendelsen betinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 2."

I TfK 2008.97/1 ØLD blev tiltalte frakendt førerretten betinget efter en forsætlig påkørsel af en anden bilist, idet der som følge af tiltaltes helbredsforhold forelå særlige omstændigheder. Landsretten udtalte blandt andet: "Det fremgår af oplysningerne vedrørende T, at han siden en alvorlig kvæstelse ved et færdselsuheld i 1975 har gennemgået mange omfattende operationer i højre ben og hofte, senest ved en indgribende reoperation af lårbensknoglen m.v. i højre ben. T's gangdistance uden stokke er ganske kort. T har fået tilladelse til at benytte invalideskilt i sin personvogn. Han kan ikke klare transport i offentlige transportmidler, idet han ikke kan stå op i længere tid. På denne baggrund findes der at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at det findes forsvarligt at gøre førerretsfrakendelsen betinget i medfør af færdselslovens § 126, stk. 2, jf. § 126, stk. 1, nr. 4, på vilkår som nedenfor bestemt."

Bestemmelserne er anvendt, hvor der alene har været tale om kørsel over en meget kort strækning, jf. f.eks. UfR 1992.899 (V), UfR 1984.1012 (V) og UfR 1979.653 (V). Der er også antaget at foreligge særlig formildende omstændigheder i tilfælde af spiritus- eller promillekørsel i form af forsøg, hvor mulighederne for at forsøget ville lykkes, må anses for helt urealistiske, jf. f.eks. UfR 1984.228 (Ø). Endvidere er der antaget at foreligge særlig formildende omstændigheder, hvor betingelserne for frifindelse begrundet i nødret ikke er fundet opfyldt, men de omstændigheder, der begrunder, at spiritus- eller promillekørslen har fundet sted, dog gør kørslen forståelig eller undskyldelig, jf. f.eks. UfR 1991.47 (Ø).

I TfK 2013.653 blev førerretten alene betinget frakendt tiltalte, der havde ført en traktor over en kort strækning med en lav hastighed, medens tiltalte havde en spirituspromille i blodet på 2,18. Landsretten anførte blandt andet: "Under hensyn til, at traktorens højeste hastighed er 6 km/t. og til, at den alene blev ført over en meget kort strækning med henblik på at parkere den, finder landsretten, at der foreligger særlig formildende omstændigheder, og at førerretten derfor alene skal frakendes betinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 2."

I TfK 2010.212 skulle tiltalte, der havde overskredet en hastighedsbegrænsning med mere end 60% i to tilfælde, efter sædvanlig praksis have frakendt førerretten ubetinget. Landsretten gjorde imidlertid førerretsfrakendelsen betinget under henvisning til, at "begge tiltaltes hastighedsovertrædelser skete over korte strækninger i samme kørselsforløb, og at der i begge tilfælde var tale om accelerationer over kort afstand uden konkret farefremkaldelse".

Omstændigheder, der ikke vedrører selve kørslen, vil normalt ikke blive anset som særlig formildende omstændigheder efter færdselslovens § 125, stk. 2, eller § 126, stk. 3.

I de senere år har landsretterne dog i enkelte tilfælde lempet frakendelsen i forhold til de sædvanlige retningslinjer i tilfælde, hvor den pågældende på grund af alvorlige fysiske eller psykiske handicaps har været stærkt afhængig af sit kørekort.”

Af bemærkningerne til § 126, stk. 2, i lovudkastet i betænkningen side 203 fremgår bl.a.: ”…Lovudkastets forslag til § 126, stk. 2, svarer til bestemmelserne i færdselsloven § 125, stk. 2, § 125 a, stk. 2, og § 126, stk. 3. Der tilsigtes ingen ændringer i det hidtidige
anvendelsesområde eller udmålingsniveau efter bestemmelserne.”

Justitsministeriet har i forslaget til lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven (lovforslag nr. L 7, Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 116) tilsluttet sig udvalgets synspunkter og overvejelser, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

I UfR 1992.899 VLD havde tiltalte, hvis bil var blevet impliceret i et færdselsuheld, medens bilen var blevet ført af en bekendt, umiddelbart efter at politiet havde afsluttet sine undersøgelser i anledning af færdselsuheldet, kørt sin bil cirka 15 meter hen til et sted, hvor den ikke var til ulempe for cyklerne på den cykelsti, hvor den havde holdt, medens politiet foretog undersøgelserne. Politifolkene forklarede i retten, at de ikke fandt, at bilen holdt til ulempe for cyklister på cykelstien. Landsretten udtalte blandt andet: "Også efter bevisførelsen for landsretten lægges tiltaltes forklaring om, på hvilken måde og over hvilken strækning kørslen er foregået, til grund. Der findes endvidere ikke grundlag for at anfægte, at tiltalte ved den pågældende lejlighed havde den opfattelse, at det var færdselsmæssigt velbegrundet at flytte bilen fra et sted hvor den kunne være til gene for cyklister. Der findes på denne baggrund at foreligge sådanne særlige formildende omstændigheder, at der i medfør af færdselslovens § 125, stk. 2, alene skal ske betinget frakendelse af førerretten."

UfR 1984.1012 VLD har stor lighed med UfR 1992.899 VLD. Også i UfR 1984.1012 VLD var der tale om en tiltalt, der havde været passagerer i sin egen bil, medens denne blev ført af en bekendt og impliceret i et færdselsuheld. Han havde med en spirituspromille i blodet på 1,71 flyttet bilen cirka 5 meter for at "sikre en færdselsmæssigt forsvarlig placering".

I UfR 1979.653 (V) kørte tiltalte i en bil på en parkeringsplads for at se, om gearkassen virkede, idet hans søn, der havde lånt bilen, netop havde oplyst, at gearkassen ikke virkede. Tiltaltes alkoholpromille i blodet blev målt til mindst 2.67. Kørekortet blev fradømt betinget, idet landsretten fandt, at der forelå formildende omstændigheder.

Højesteretsdommen 325/2009 af 4. juni 2010 ændrer ikke ovennævnte praksis om i visse tilfælde at gøre frakendelsen betinget i stedet for ubetinget, når der foreligger visse formildende omstændigheder. Højesteret udtaler blandt andet: "Landsrettens dom må efter vores opfattelse forstås således, at landsretten har fundet det bevist, at T havde til hensigt at køre bilen. Der foreligger ikke oplysninger om T’s hensigt med forsøget på at køre, som giver grundlag for at anse overtrædelsen for at være begået under særlig formildende omstændigheder. Heller ikke risikoen for, at T vil miste sit arbejde, eller det, der i øvrigt er oplyst om hans personlige
forhold, kan – på baggrund af det tilsigtede snævre anvendelsesområde for færdselslovens § 126, stk. 2 – føre til, at førerretten alene frakendes betinget.

Følgerne af en betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten
Af kapitel 11 i Betænkning 1448 om sanktioner for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden fremgår under afsnit 11.1.1. følgende om, hvad betinget og ubetinget frakendelse af førerretten indebærer:

"En betinget frakendelse af førerretten indebærer, at føreren inden for en frist, der fastsættes af politiet, skal aflægge en kontrollerende køreprøve, jf. § 60, stk. 3. Førerretten inddrages, hvis den pågældende ikke inden for fristen, der normalt fastsættes til 3 måneder, består prøven, men føreren er ikke afskåret fra at køre i perioden frem til køreprøven. Der skal dog ikke aflægges kontrollerende køreprøve, hvis den pågældende har bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til den betingede frakendelse.

En ubetinget frakendelse af førerretten indebærer, at føreren efter frakendelsestidens udløb, kun kan generhverve retten ved at bestå en kontrollerende køreprøve, jf. § 60, stk. 2. Den kontrollerende køreprøve kan aflægges inden frakendelsestiden er udløbet. Den praktiske prøve kan dog tidligst aflægges én måned før udløbet af frakendelsestiden.

Har føreren bestået en køreprøve inden for det sidste år før udløbet af frakendelsestiden og inden for det sidste år før ansøgningen om generhvervelse af kørekort, skal kontrollerende køreprøve ikke aflægges. Køreprøven skal dog være bestået efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen.

Er førerretten frakendt ubetinget på grund af spiritus- eller promillekørsel, er det efter § 60, stk. 2, yderligere en betingelse for generhvervelse af førerretten, at føreren har gennemført et kursus i alkohol og trafik (A/T-kurser). Har den pågældende bestået en køreprøve efter det forhold, der gav anledning til tiltalen, skal kontrollerende køreprøve ikke aflægges, såfremt prøven er bestået inden for det sidste år før frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år før ansøgningen om generhvervelse af kørekort. Beståelse af en køreprøve fritager ikke for gennemførelse af A/T-kursus.

Herudover følger det af § 60 a, stk. 2, at gengivelse af førerretten efter et kørselsforbud som følge af spiritus- eller promillekørsel er betinget af, at den pågældende gennemgår et A/T-kursus og består en kontrollerende køreprøve."

Af punkt 11.1.2 i betænkningen fremgår, at udvalget foreslår, at kravet om deltagelse i A/T-kurser udvides til også at omfatte personer, der er frakendt førerretten betinget på grund af spirituskørsel, hvilket man foreslår indsat i lovudkastets § 60, stk. 3.

Det følger af § 103, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 12 af 10. januar 2013 ("kørekortbekendtgørelsen") blandt andet, at kontrollerende køreprøve ikke skal aflægges, såfremt den pågældende har bestået køreprøve efter det forhold, der gav anledning til frakendelsen, og denne køreprøve er beståen inden for fristen for aflæggelse af kontrollerende køreprøve jf. bekendtgørelsens § 68, stk. 2.. Der skal dog gennemføres kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus), såfremt den betingede frakendelse er sket som følge af spirituskørsel.

Kørselsforbud

Med lov nr. 498 af 7. juni 2001 blev der i færdselsloven indsat en bestemmelse, som giver mulighed for at give et "kørselsforbud", som udløses, når der foreligger grovere færdselsforseelser, begået inden for de to første år efter førstegangserhvervelse af førerretten.

Af lovbemærkningernes afsnit 2.2.2. fremgår blandt andet følgende:

"Formålet med forslaget er, at i de situationer, hvor det kan konstateres, at pågældende uanset at køreundervisning og køreprøve er gennemført relativt kortere tid forinden forseelsen - ikke har forstået de gældende regler for at kunne færdes i trafikken, skal dele af køreundervisningen gennemføres på ny. Formålet er at give den pågældende en større grad af forståelse for de farer og vanskeligheder, den pågældende som trafikant vil møde i trafikken samt give større færdighed i at bedømme færdslen kritisk og føre køretøjet uden fare for sig selv og andre. For så vidt angår overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om promillekørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen på over 0,80 promille, foreslås det, at førere i disse tilfælde gennemfører et kursus særligt rettet mod alkohol og trafik (A/T-kurset).

Da hovedformålet derfor er fornyet undervisning og holdningspåvirkning og ikke straf, har Trafikministeriet vurderet, at det er mest hensigtsmæssigt at indføre et kørselsforbud, frem for at benytte de allerede gældende regler om frakendelse af førerretten, hvori indgår et vist pønalt element.

Trafikministeriet vurderer, at hvis formålet med forslaget skal kunne opnås, vil de relevante forseelser for at pålægge et kørselsforbud være de hastighedsovertrædelser eller andre væsentlige tilsidesættelser af hensynet til færdselssikkerheden, herunder promillekørsel med en promille over 0,80, der allerede i dag udløser en betinget frakendelse i medfør af færdselsloven."

I TfK 2010.89 ØLD havde Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om kørselsforbud, jf. færdselslovens § 127, jf. § 125, stk. 1, nr. 1. Landsretten fandt, at tiltalte havde kørt med en hastighed under det tilladte, at tiltalte var blevet blændet af en modkørende bil, og at han "som en reflekshandling trak mod venstre", da et rådyr pludselig var løbet fra højre mod tiltaltes kørebanehalvdel". Landsretten fandt, at tiltalte herved har overtrådt færdselslovens § 3, stk. 1, og § 15, stk. 1. Under de anførte omstændighederne fandt landsretten det "imidlertid betænkeligt at fastslå, at tiltalte ved sin kørsel har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden".

Kørsel i strid med et kørselsforbud

I forarbejderne til lov nr. 498 af 7. juni 2001 (skærpelse af straffen for grove færdselslovsovertrædelser og indførelse af kørselsforbud) skal kørsel i strid med et kørselsforbud efter § 127 (tidligere § 126, stk. 4) sidestilles med kørsel uden at have erhvervet kørekort, jf. færdselslovens § 56, stk. 1. I afsnit 2.2.2. anføres herom nærmere: "Når der pålægges et kørselsforbud, bliver den pågældende stillet, som om vedkommende ikke havde bestået sin oprindelige køreprøve. Man stilles altså, som om man ikke har erhvervet førerret. Hvis der køres i den periode, hvor pågældende er idømt et kørselsforbud, vil vedkommende kunne dømmes efter reglerne om kørsel uden kørekort, jf. § 117, stk. 5, jf. § 56, stk. 1. Der er således ikke tale om en ubetinget frakendelse af førerretten, hvorfor vedkommende ikke vil blive omfattet af reglerne om kørsel i frakendelsestiden."

Konfiskation af motordrevne køretøjer, hvortil der kræves kørekort

Færdselslovens § 133 a vedrører adgangen til konfiskation af motordrevne køretøjer, hvortil der kræves kørekort. Det følger af færdselslovens § 133 a, stk. 8, at bestemmelserne i straffeloven om konfiskation gælder sideløbende med bestemmelserne i færdselslovens § 133 a.

Bemærkningerne til Færdselslovens § 133 a i lov nr. 716 af 25. juni 2010.

I U 2013.2423V havde tiltalte erkendt sig skyldig i kørsel uden kørekort. Byretten bestemte, at bilen, som tiltalte havde kørt i, og som tilhørte et anpartsselskab, hvor tiltalte var direktør, og som var 100% ejet af tiltaltes hustru, skulle konfiskeres jf. færdselslovens § 133a, stk. 4, jf. stk. 8, og straffelovens § 77a. Afgørelsen om konfiskation blev i straffeprocessens former anket af selskabet. Landsretten frifandt imidlertid selskabet for konfiskationspåstanden. Under sagens behandling ved landsretten forklarede tiltalte blandt andet, at han fortsat var direktør i selskabet og tegner virksomheden. Han forklarede blandt andet også, at selskabet ikke havde stillet bilen til rådighed for ham, og at der dog ikke havde været udstedt et generelt forbud mod, at han benyttede bilen. Han forklarede også, at hans hustru vidste, at han ikke havde noget kørekort, og at han var ansat som direktør på almindelige vilkår. Endelig forklarede han, at han og hustruen havde været fra hinanden nogen tid men nu var flyttet sammen med hende igen. Han havde ikke fortalt hustruen, at han tidligere var blevet straffet for at køre uden at være i besiddelse af førerret. Landsretten frifandt selskabet for konfiskationspåstanden med følgende begrundelse: "Tiltalte er ikke tidligere straffet for at have kørt uden at have erhvervet kørekort i en bil tilhørende det pågældende selskab. På tidspunktet for kørslen den 6. oktober 2012 var tiltalte og hustruen efter det oplyste separeret og boede på hver deres adresse, og hustruen havde ifølge den forklaring, der er afgivet af tiltalte, ikke givet ham lov til at køre i bilen. På denne baggrund er der - uanset at tiltalte er direktør i selskabet og tegner dette - ikke tilstrækkeligt grundlag for at konfiskere Land Roveren hverken efter færdselslovens § 133 a eller straffelovens § 77 a. .."

I TfK 2011.432 ØLD skete der konfiskation af tiltaltes køretøj i et tilfælde, hvor tiltalte var fundet skyldig i den 4. marts 2010 to gange med cirka 1 times mellemrum at have ført motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, uagtet at han ikke havde erhvervet kørekort. Den pågældende var 14. december 2006 straffet for 3 tilfælde af kørsel uden kørekort, 16. april 2008 straffet for 1 tilfælde af kørsel uden kørekort og 19. juni 2008 straffet for et tilfælde af kørsel uden kørekort. Landsretten udtalte blandt andet: "Vedrørende konfiskationen bemærkes, at tiltalte flere gange tidligere er dømt for kørsel uden kørekort, at han umiddelbart efter at være stoppet af politiet på ny gjorde sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 56, og at han under beslaglæggelsessagen har givet udtryk for, at han har brug for sin bil til at komme rundt."

I TfK 2009.273 VLD skete der konfiskation af tiltaltes køretøjer i et tilfælde, hvor denne blev fundet skyldig i 4 tilfælde af kørsel i frakendelsestiden. Det fremgik af den pågældendes straffeattest, sammenholdt med en oversigt udarbejdet af anklagemyndigheden, at tiltalte i perioden fra 1980 til 2006 var straffet 20 gange for kørsel i frakendelsestiden for i alt 35 kørsler, heraf 10 spirituskørsler.

Det følger af færdselslovens § 133a, stk. 4, at konfiskation af det anvendte motordrevne køretøj skal ske, hvis ejeren af køretøjet har gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 56, stk. 1, og to gange tidligere inden for de seneste 3 år, før det nye forhold er blevet begået, har gjort sig skyldig i overtrædelse af bestemmelsen.

I TfK 2012.1053 havde tiltalte har gjort sig skyldig i kørsel uden førerret i tre tilfælde siden 2009. Konfiskation var derfor obligatorisk. Byretten fandt ikke, at der forelå sådanne ganske særlige forhold for tiltalte, der bevirkede, at konfiskation for ham ville have uforholdsmæssig indgribende betydning, hvorfor byretten bestemte, at køretøjet skulle konfiskeres. Landsretten omgjorde denne afgørelse og udtalte: "Udgangspunktet er, at tiltaltes bil skal konfiskeres i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 4. Navnlig på baggrund af, at tiltalte nu har fået kørekort, taler særlige grunde undtagelsesvist for, at der ikke sker konfiskation, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 6. Vi stemmer derfor for at frifinde tiltalte for påstanden om konfiskation."

I UfR 2013.978 Ø blev tiltalte fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 56 ved at have ført bil uden kørekort. Da tiltalte havde gjort sig skyldig i kørsel uden kørekort, og da tiltalte to gange tidligere inden for de seneste tre år før det nu liggende forhold havde gjort sig skyldig i overtrædelse af samme bestemmelse, bestemte byretten, at tiltaltes køretøj skulle konfiskeres. Landsretten ophævede byrettens bestemmelse om konfiskation. Tiltalte havde under sagen henvist til, at særlige grunde talte for, at der ikke skulle ske konfiskation jf. færdselslovens § 133 a, stk. 6. Landsretten udtalte nærmere: "Om T's familiemæssige og sociale forhold må efter T's forklaring - og i mangel af andre oplysninger herom - lægges til grund blandt andet, at T med sin ægtefælle og tre børn på 3, 4 og 6 år, er bosat i en overbehæftet andelsbolig i en afsidesliggende landsby i - - -, og at T er afhængig af at kunne benytte bil for at passe sin uddannelse i X og for at bringe og hente de tre særligt plejekrævende børn, som alle passes i daginstitution. T har forklaret, at det vil medføre en yderligere forværring af familiens belastede situation, hvis bilen konfiskeres. Landsretten finder på baggrund af en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder særligt T's sociale og familiemæssige forhold, at der foreligger sådanne særlige grunde, som taler for undtagelsesvis at fravige reglen om konfiskation af T's køretøj, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 6."

Hashklubber

Lov nr. 471 af 7. juni 2001 om forbud mod besøgende i bestemte lokaler har ifølge lovbemærkningerne til formål "at sikre, at der kan gribes mere effektivt ind over for såkaldte hashklubber og andre former for organiseret kriminel virksomhed, der foregår i bestemte lokaler og præger nærmiljøet ved at genere og skabe utryghed hos omkringboende".

Der er adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om nedlæggelse af forbud efter loven. Det følger således af § 3, at den, der råder over lokalerne, kan kræve, at afgørelser om nedlæggelse af forbud efter § 1 indbringes for domstolene af den myndighed, der har truffet afgørelsen. Det fremgår også, at meddelelsen af forbuddet skal indeholde oplysning om adgangen hertil og om fristen herfor, jf. stk. 2. Af lovens andet stykke fremgår, at fristen for at fremsætte krav om domstolsprøvelse er 4 uger efter tidspunktet, hvor forbuddet er ophørt.

I TfK 2004.418/2 VLD blev tiltalte frifundet for overtrædelse af lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler § 4, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. § 1, stk. l (lov om såkaldte "hashklubber"), idet det ikke var godtgjort, at der var skiltning om forbuddet som foreskrevet i lovens § 2, stk. 2. Landsretten udtalte blandt andet: "Således som sagen er forelagt for landsretten, lægges det til grund, at der på det tidspunkt, hvor tiltalte blev truffet i lokalerne, ikke længere var opsat nogen skiltning om det nedlagte forbud. Det fremgår af sagens oplysninger, at der i lokalerne forhandledes hash, men der foreligger ikke nærmere beskrivelse af lokalerne eller den aktivitet, der foregik, herunder hvilke og hvor mange personer der opholdt sig i lokalerne, og hvor længe. Under disse omstændigheder og efter den bevisførelse, der i øvrigt har fundet sted under sagen, er det betænkeligt at lægge til grund, at tiltalte har udvist en uagtsomhed, der kan medføre straf."

Ordensbekendtgørelsen

Bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger ("ordensbekendtgørelsen).

Betænkning 1410 om politilovgivning afgivet af Politikommissionen den 13. december 2001.
Bemærkningerne til politiloven i lovforslag nr. 159 om politiets virksomhed fremsat 4. februar 2004 af Justitsministeren

Ordensbekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 23 i lov nr. 444 af 9. juni 2004 om politiets virksomhed med senere ændringer (politiloven). Af kapitel 8.2 i bemærkningerne til § 23 i politiloven følger, at det "forudsættes, at en bekendtgørelse om sikring af den offentlige orden mv. som udgangspunkt viderefører de centrale bestemmelser i normalpolitivedtægten." Tidligere retspraksis samt administrativ praksis vedrørende normalpolitivedtægten og de lokale politivedtægter er således i vidt omfang fortsat gældende. Der kan henvises til kommentarerne i "Normalpolitivedtægten" af Vagn Greve, Niels Bonde og Ole Scharf, 2. udgave, Juristforbundets Forlag, 1981. Se den med loven ophævede normalpolitivedtægt i Justitsministeriets skrivelse nr. 203 af september 1968 om normalpolitivedtægt.

Justitsministeriet redegjorde i 2006 som svar på spørgsmål nr. S. 1455 fra et medlem af Folketinget for de bestemmelser i normalpolitivedtægten, der er ophævet i ordensbekendtgørelsen. De ophævede bestemmelser vedrører områder, som efter ministeriets opfattelse vedrørte opgaver, der ikke er "politimæssige" men må antages at "falde uden for politiets naturlige opgaveportefølje".

Almindelig adgang
I TfK 2008.345/1 ØLD fandtes det bevist, at tiltalte havde været højrøstet og spirituspåvirket i sit barns børnehave. Tiltalte blev imidlertid ved landsretten frifundet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Landsretten udtalte blandt andet: "En børnehave er ikke et sted, hvortil der er almindelig adgang, idet adgangen hertil er forbeholdt ansatte og personer med tilknytning til børn i institutionen. Landsretten finder derfor, at bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed m.v. § 3, stk. 1 og 3, jf. § 2, stk. 1, ikke finder anvendelse på et forhold som omhandlet af tiltalen, hvorfor T allerede af denne grund vil være at frifinde."

I UfR 1942.431 ØLD fandtes en ejendoms gård og en gennemgang til en persons lejlighed ikke at kunne betegnes som "offentlige".

I en kendelse af 7. august 2013 i sagen 22-2244/2013 fandt Retten i Esbjerg, at en gårdhave, der tilhørte et herberg for hjemløse, hvortil der var fri adgang for institutionens personale, beboere og gæster, ikke var omfattet af ordensbekendtgørelsen, hvorfor beslaglæggelsen af en hardball pistol hos en beboer på institutionen, som havde fremvist den omhandlede pistol til en medarbejder, ikke var lovlig. Beslaglæggelsen var sket med henvisning til, at den pågældende havde overtrådt ordensbekendtgørelsen.

"Forstyrre den offentlige orden"

Udgangspunktet er, at en handling skal "forstyrre den offentlige ro og orden", førend der kan blive tale om, at handlingen er i strid med ordensbekendtgørelsen. For eksempel kan "voldelig optræden" straffes efter ordensbekendtgørelsens § 3, forudsat, at den udviste adfærd er "egnet til at forstyrre den offentlige orden". Hvis der er tale om vold mod en eller flere bestemte personer, der ikke kan antages at have forstyrret omkringværende tilfældige mennesker, må der rejses tiltale for vold efter straffeloven.

Ordensbekendtgørelsen svarer i store træk til den tidligere "normalpolitivedtægt", der var grundlaget for de lokale politivedtægter.

Af "Normalpolitivedtægten" af Vagn Greve m. fl., Juristforbundets Forlag, 1981, 2. udgave, side 102, fremgår blandt andet følgende: "Den offentlige orden kan kun krænkes, når forholdet, tiden, stedet, måden o.s.v. viser, at de udsatte er ubestemte eller tilfældige personer. At stedet er en offentlig vej o.s.v. er ikke nok. En mand, der på en vej forulemper sin kone, krænker ikke politivedtægten, men det kan han gøre, hvis offeret er en tilfældig anden vejfarende. Det kan han også gøre, hvis (en del?) andre overværer forulempelsen af konen og tager anstød af det, og hvis gerningsmanden burde have indset, at dette var en (nærliggende?) mulighed."

I TfK 2012.694/1 blev en person, der havde kaldt politifolk for "nikkedukker" dømt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have tiltalt politifolkene fornærmeligt. Byretten tilføjede i begrundelsen, at tiltalte havde forstyrret den offentlige orden, da der "på tidspunktet, hvor ytringen blev fremsat, befandt sig adskillige mennesker på stedet". Byrettens begrundelse blev tiltrådt af landsretten.

I "Normalpolitivedtægten" af Vagn Greve m. fl., Juristforbundets Forlag, 1981, 2. udgave, side 104, diskuteres kravet om, at der skal være "almindelig adgang" til stedet, for at ordensbekendtgørelsens § 3 er gældende. Her anføres blandt andet følgende: ".. Bestemmelsen omfatter kun den del af butikkerne, kontorerne os., som publikum normalt har lovlig adgang til. Politistationers gange, aflukker, detentioner osv., forretningers lagerrum, personalekantiner osv. er derfor ikke dækket af § 3. Paragraffen kan også kun anvendes i det tidsrum, hvor almenheden har fri adgang. Når butikken er lukket, er der ikke "almindelig adgang". Rutebiler, hyrevogne, færger osv. falder ind under bestemmelsen. Det gælder ikke om biler, som ikke i almindelig kan bruges frit, f. eks. privatbiler og patruljevogne. Smugkroer med kontrol ved indgangen er ikke offentlige (JD 1941.131 U). Områder i forbindelse med erhvervsvirksomheder er hyppigt så frit tilgængelige for kunderne og andre, at de omfattes af § 3. Hvis forretningen eller udstillingsområdet kun giver adgang for særlige kundegrupper, kan adgangen være så begrænset, at politivedtægten er uanvendelig. Det gælder også, hvis der f. eks. er en portner, som fører kontrol med, hvem der kommer ind på en gårdsplads eller lignende. ...".

I "Normalpolitivedtægten" citeres også et par domme, der kan afgrænse, hvad der forstås ved "almindelig adgang": I ØLD 21.8.1972 (citeret på side 104) fremgår blandt andet, at tiltalte blev frifundet for at have gået nøgen rundt på en modemesse i Bellacenteret, idet udstillingen "var lukket med kontrol ved dørene". Derudover citeres U 1942.431Ø, hvor der skete frifindelse, idet blandt andet "ejendommens gaard og den til hans lejlighed førende gennemgang" ikke kunne betegnes som "offentlige".

Fornærmelig eller lignende optræden

I UfR.2008.539.ØLD blev en person, der på Christiania befandt sig i en større gruppe af personer, og som gentagne gange kaldte en forbipasserende mandlig politiassistent for "Louise", frifundet for dette. Landsretten fandt ikke, at "handlemåden har haft en sådan karakter, at den kan anses for fornærmelig adfærd omfattet af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1". Landsretten lagde til grund, at udtalelserne fra tiltalte havde afstedkommet, at også andre omkringstående begyndte at grine og råbe "Louise" efter betjenten.

I UfR 1997.616/1 VLD blev en person, som havde stået på et fortov sammen med cirka 6 andre personer og råbt "skruebrækker" efter en forbipasserende bybuschauffør. Landsretten udtalte: "Under domsforhandlingen i byretten berigtigede anklagemyndigheden tiltalen således, at ordene »ligesom de løb efter L til Spangsbjerg Møllevej« udgik. Tiltalen vedrører herefter alene det forhold, at tiltalte stod på et fortov sammen med ca. 6 andre personer og råbte »skruebrækker« efter en forbipasserende bybuschauffør. Tiltaltes anvendelse af ordet »skruebrækker« under disse omstændigheder findes ikke at kunne karakteriseres som en støjende, fornærmelig eller lignende optræden, der var egnet til at forstyrre den offentlige orden eller medføre ulempe for andre, og tiltalte har således ikke overtrådt politivedtægtens § 3, stk. 1. Landsretten frifinder herefter tiltalte."

Ordensbekendtgørelsens § 6
I TfK 2004.505/1 VLD blev en person frifundet for at have opholdt sig i Botanisk Have i Århus i strid med et forbud givet af politiet efter politivedtægten (nu ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 2). Landsrettens flertal udtalte blandt andet: "Efter politivedtægten for Århus Politikreds § 6, stk. 3, jf. stk. 2, kan politiet for så vidt angår vejstrækninger meddele en person forbud mod at færdes frem og tilbage eller at tage ophold på vejen inden for en afstand af 100 meter fra det sted, hvor den seneste overtrædelse er begået. Af vedtægtens § 2 fremgår, at ved en vej forstås enhver offentlig eller privat vej, gade, plads, bro, tunnel, passage, sti, trappe eller andet lignende areal, der benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter. Ved forbuddet af 24. juli 2003 blev der meddelt tiltalte forbud mod at færdes eller tage ophold i Botanisk Have og det tilgrænsende område, som var markeret på et kortudsnit. 5 voterende udtaler: Forbuddet vedrører et område, der klart overstiger en afstand af 100 meter fra det sted, hvor tiltalte senest er bortvist fra eller har solgt hash fra. Vi finder derfor, at politiet ikke har haft hjemmel til at udstede forbuddet."

Se Vejledning af 18. juni 2009 fra Justitsministeriet om meddelelse af zoneforbud. Efter § 6, stk. 4, i ordensbekendtgørelsen kan politiet meddele personer, der har udvist en særligt utryghedsskabende adfærd, forbud imod at færdes frem og tilbage eller tage ophold inden for en radius af 500 meter fra det sted, hvor adfærden har fundet sted, hvis der er grund til at tro, at den
pågældende ellers vil gentage adfærden (zoneforbud).

I TfK 2012.3/2 blev tiltalte frifundet for et stort antal overtrædelser af et zoneforbud, som han forudgående var meddelt efter ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 4. Landsretten lagde til grund, at den pågældende havde fået meddelt zoneforbuddet, fordi den pågældende i Jægersborggade i København havde råbt advarende til hashhandlere længere nede ad gaden, at politiet var ved at ankomme. Landsretten fandt imidlertid ikke, at en sådan adfærd kan begrunde et zoneforbud, hvorfor zoneforbuddet var givet den pågældende med urette. Landsretten udtalte nærmere: "Landsretten tiltræder, at tiltaltes advarselsråb til hashhandlere om politiets ankomst har tilknytning til en aktuel kriminalitetsbølge i området, således som dette er forudsat i forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009 om ændring af straffeloven m.v., uanset om hashhandlen måtte have fundet sted gennem en længere årrække. Heller ikke for landsretten er det godtgjort, at tiltalte ved sin adfærd og tilstedeværelse har optrådt intimiderende, chikanerende eller i øvrigt på en lignende særlig utryghedsskabende måde over for beboere og forbipasserende i gaden, således som dette må forstås ud fra forarbejderne til lov nr. 501 af 12. juni 2009. Herefter og i øvrigt af de af byretten anførte grunde tiltræder landsretten, at det ikke kan anses for godtgjort, at tiltalte har udvist, en særligt utryghedsskabende adfærd, som foreskrevet i ordensbekendtgørelsens § 6, stk. 4, hvorfor forbuddet af 17. juni 2010 er meddelt med urette, og at tiltalte som følge heraf ikke kan straffes for overtrædelse af forbuddet."

Ordensbekendtgørelsen og demonstrationer, gadeteatre mv.
Af "Normalpolitivedtægten" af Vagn Greve m. fl., Juristforbundets Forlag, 1981, 2. udgave, side 93, fremgår blandt andet følgende: ".. Formålet med råbene m. m. er af væsentlig betydning for den retlige vurdering. Som led i lovlige optog, demonstrationer, møder (og især politiske møder), gadeteaterforestillinger m.m. er det tilladt at skrige, råbe og synge i videre omfang, end det ellers ville være. Gadesælgeres råben med varer er slet ikke omfattet af § 3; gener af denne art kan eventuelt straffes efter § 11. Almindelig gårdsang o.s.v. skal bedømmes efter § 49. ...."

Af side 123 i ovennævnte fremstilling fremgår blandt andet følgende: "... Tilsidesættelse af anmeldelsespligten medfører strafansvar for arrangørerne efter politivedtægten, men optoget eller mødet bliver ikke ulovligt af den grund. Den undladte anmeldelse kan derfor ikke i sg selv medføre, at optoget eller mødet bliver forbudt. - Anmeldelsen overflødiggør ikke indhentning af tilladelser, som i øvrigt måtte være nødvendige, fra ejeren af området med flere. Politiet kan påbyde ændring af tidspunkt, rute og mødested af hensyn til færdselen. Derimod kan et krav om nyt tidspunkt ikke begrundes i, at det valgte er ubelejligt for politiet, f. eks. fordi der samtidigt er et andet møde et andet sted i politikredsen. Ændringerne må ikke være af en sådan art, at optoget eller mødet får en anden karakter. ..."

I TfK 2011.147/2 ØLD var en person tiltalt for den 27. april 2009 kl. 08.25 foran indgangen til Integrationsministeriet, Holbergsgade 6, København, som deltager i en sammenstimlen at have råbt, "at der ikke er noget personale, der kommer ind på arbejde i dag, medmindre I standser udvisningen af asylansøgere", hvilket efter anklagemyndighedens opfattelse var egnet til at forstyrre den offentlige orden. Endvidere var den pågældende tiltalt for "ikke at have forladt stedet, da politiet beordrede det". Landsretten frifandt den pågældende og udtalte: "Landsretten lægger i overensstemmelse med T's forklaring til grund, at hun deltog i demonstrationen og herunder råbte slagord som anført i tiltalen. T's råb af slagord under demonstrationen findes ikke at udgøre en overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1, om forstyrrelse af den offentlige orden. Landsretten har herved tillige henset til bestemmelsen i politilovens § 8, stk. 1, hvorefter politiet ved offentlige forsamlinger under åben himmel alene kan gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden."

I Faber mod Ungarn afgjort af EMD den 24. juli 2012 under sagsnummer 40721/08 fandt EMD, at EMRK artikel 10 var krænket, idet klageren, medens denne befandt sig mellem en venstreorienteret demonstration og en højreorienteret moddemonstration, af politiet var blevet bedt enten at forlade stedet eller at fjerne det "Arpad-striped" flag, som klageren stod med i en mindre menneskemængde og viste frem på stedet. Politiet havde fra myndighederne på forhånd fået ordre til at bede personer, der fremviste denne type flag inden for en afstand af 100 meter fra demonstrationerne, at ophøre med dette eller forlade området (præmis 6). Myndighederne henviste under sagen til, at dette var besluttet for at undgå uro. Stedet, hvor demonstrationen foregik, var et sted, hvor et stort antal jøder var blevet dræbt under anden verdenskrig, og datoen (den 9. maj) var den officielle dag, hvor man i Ungarn mindedes de mennesker, der blev dræbt. Flaget, som klageren var i besiddelse af, havde stor lighed med et flag anvendt af den fascistiske organisation, som havde gennemført jøde-udryddelserne på stedet under anden verdenskrig. I præmis 23 oplyser myndighederne, at indgrebet var begrundet i, at myndighederne havde en pligt til at forhindre, at demonstranterne fra de to grupper kom i slagsmål med hinanden. Det var således af hensyn til de pågældendes sikkerhed, at man havde foretaget indgrebet. I præmis 46 henviser EMD blandt andet til, at der ikke forelå oplysninger, som pegede i retning af, at klageren eller andre var truende eller aggressive. Den omstændighed, at han holdt flaget, var imidlertid blevet anset for "provokerende" af myndighederne. I præmis 47 udtaler EMD blandt andet, at EMD finder, at friheden til at deltage i en fredelig demonstration er af en sådan betydning, at den ikke på nogen måde kan begrænses, så længe demonstranten ikke selv udviser kritisabel adfærd ved lejligheden. Under de foreliggende omstændigheder kunne det synspunkt, at flaget måtte kunne anses som provokerende, efter EMDs opfattelse ikke begrunde indgrebet mod klageren, idet fremvisning af et flag må anses som en del af ytringsfriheden. Dette udtrykker EMD således: ("The Court considers, however, that the freedom to take part in a peaceful assembly is of such importance that it cannot be restricted in any way, so long as the person concerned does not himself commit any reprehensible act on such an occasion (see Ezelin, cited above, § 53). In the absence of additional elements, the Court, even accepting the provocative nature of the display of the flag, which remains prima facie an act of freedom of expression, cannot see the reasons for the intervention against the applicant.")

I sagen Bukta med flere mod Ungarn, sagsnummer 25691/04, afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 17. oktober 2007, fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af artikel 11 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention, at politiet havde tvunget en demonstration, der ikke var anmeldt, til at flytte sig hen i en park ved siden af det sted, hvor demonstrationen foregik. Det fremgår af præmis 9, at demonstrationen, der blev arrangeret med kort varsel, skulle foregå foran et hotel i protest mod, at Ungarns statsminister skulle deltage i en reception, der blev holdt på hotellet. Cirka 150 personer deltog i demonstrationen. Af præmis 10 fremgår det, at politiet var tilstede ved demonstrationen, og at politiet besluttede at opløse forsamlingen, da de fandt, at den udgjorde en sikkerhedsrisiko for receptionen ("that it constituted a risk to the security of the reception"). Det fremgår, at politiet tvang demonstranterne tilbage til en park ved siden af hotellet, hvorpå demonstrationen efter et stykke tid opløstes. I præmis 37 udtales det, at et sådant indgreb er uforholdsmæssigt. Det fastslås også i præmis 37, at myndighederne skal udvise en vis grad af tolerance over for fredelige demonstrationer ("a certain degree of tolerance towards peaceful gatherings ..."). Det fremgår forudsætningsvist af præmis 37, at myndighederne må tåle en mindre forstyrrelse (minor disburbance) af den offentlige orden ("public order"). Da anholdelse må anses for en mere indgribende foranstaltning end opløsning af demonstrationen, kan det udledes af afgørelsen, at det også vil udgøre en krænkelse at anholde deltagere af en uanmeldt demonstration blot med henvisning til, at demonstrationen er uanmeldt.

Den 8. december 2009 fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i sagen Aytas m. fl. mod Tyrkiet, sagsnummer 6758/05, at de tyrkiske myndigheder havde krænket artikel 11 i Den europæiske Menneskerettighedskonvention ved at tilbageholde demonstranter indtil den efterfølgende dag. Det fremgår af afgørelsens præmis 32 til 33, at EMD lagde vægt på, at det ikke var lykkedes myndighederne at bevise, at demonstranterne havde "udgjort en fare for den offentlige orden". Tyrkiet blev derfor dømt for at have krænket artikel 11 (præmis 34). I præmis 33 udtalte EMD, at politiets voldsomme indgriben samt rejsningen af en straffesag mod klagerne var uforholdsmæssige indgreb ("disproportionate"). Det er værd at bemærke, at det følger af præmis 8, at klagerne under straffesagen blev frifundet. Der var også klaget over, at EMRK artikel 5, § 3, var krænket. Denne klage blev i medfør af EMRK artikel 35 ikke behandlet af EMD, idet klagefristen på 6 måneder var overskredet (præmis 24).

I Acik m. fl. mod Tyrkiet, sagsnummer 31451/03, afgjort af EMD den 13. januar 2009 blev Tyrkiet dømt for at krænke EMRK artikel 3 og EMRK artikel 10. Nogle studerende havde under en åbningsceremoni på universitetet i Istanbul den 3. oktober 2002, hvor blandt andet politikere var inviteret til at holde taler, råbt slagord fra den øverste etage i den hall, hvor arrangementet foregik, medens en tale var i gang. Ifølge myndighederne havde tilstedeværende politi opfordret de pågældende til at dæmpe sig og forlade lokalet, hvilket de havde nægtet. De var derpå blevet anholdt. De hævdede selv, at de var tilbageholdt i 11 og en halv time. De pågældende hævdede, at de havde været udsat for en brutal anholdelse. Under en lægeundersøgelse blev det konstateret, at nogle af de anholdte havde mindre mærker og skræmmer. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 3, idet myndighederne ikke kunne give en rimelig forklaring på de skader, som de pågældende havde pådraget sig. Endvidere fandt EMD, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 10. Vedrørende krænkelsen af artikel 10 fremgår det af præmis 45 blandt andet, at EMD fandt, at det var rimeligt at fjerne de pågældende fra stedet, idet de ved at råbe under en andens tale krænkede andres ret til at fremkomme med (eller høre andres) ytringer. I præmis 46 påpeger EMD imidlertid, at de pågældende ikke udgjorde en "alvorlig forstyrrelse" af den offentlige orden, og at det derfor ikke havde været nødvendigt at anholde dem og tilbageholde dem, også selv om det kun havde været i få timer. Dette ansås ikke for "nødvendigt i et demokratisk samfund". Det var således anholdelsen og tilbageholdelsen, der udgjorde krænkelsen af artikel 10, medens den omstændighed, at anholdelsen var hårdhændet, udgjorde en krænkelse af artikel 3.

I TfK 2009.346 ØLD blev en person den 26. november 2006 anholdt under en demonstration ved "Faderhuset" i Rødovre som sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3. Den pågældende blev frifundet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3 såvel ved byretten som ved landsretten. Byretten begrundede frifindelsen således: "Det forhold, at der under demonstrationen er råbt slagord, og at deltagerne således har optrådt støjende og fornærmende, kan ikke under de givne omstændigheder anses for en overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1." Byretten bemærkede i øvrigt også, at det forhold, "at demonstrationen ikke var anmeldt til politiet, ændrer ikke ved, at demonstrationen var en forsamling beskyttet af grundlovens § 79".

Om adgangen til at forbyde en forening ved lov og foreningsfriheden efter grundlovens § 78 henvises til "Supplerende redegørelse om eventuel opløsning af Hizb-ut-Tahrir i henhold til grundlovens § 78" afgivet af Rigsadvokaten i juni 2008.

Beviskravene i sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen
En sag om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen er en straffesag, og beviskravene er naturligvis de samme som i alle andre straffesager. Det vil sige, at det skal være hævet over enhver rimelig tvivl, at tiltalte er skyldig i det forhold, der er rejst tiltalte for. Endvidere kan en person, der er sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen påberåbe sig andre af strafferettens frifindelsesgrunde eller strafnedsættelsesgrunde som for eksempel nødværge. I sagen SS 10.00795/02 blev en mand i 2003 ved Retten i Odense tiltalt for under en demonstration at have skubbet en anden. Det blev anses for bevist, at tiltalte havde skubbet den pågældende, men han blev frifundet, idet retten fandt, at det ikke kunne udelukkes, at tiltalte havde handlet i selvforsvar.

I sagen 1-2954/2009 ved Retten i Kolding blev 13 personer ved dom af 7. december 2009 frifundet for medvirken til uro ved en "moddemonstration" mod en demonstration afholdt af nazisterne den 13. august 2007 i Kolding. Retten i Kolding fandt, at de tiltalte ikke kunne straffes for medvirken til overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, blot fordi de havde været til stede på et sted, hvor andre begik lovovertrædelser.

Sanktionen i sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen
Rigsadvokaten udtaler sig om praksis ved udmålingen af straf i Rigsadvokatens meddelelse nr. 10 om sanktionspåstande i sager om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen (senest rettet i december 2009).

Af punkt 2.1.2. i ovennævnte meddelelse fremgår det blandt andet, at bøden til unge under 18 år generelt skal nedsættes til det halve beløb i overensstemmelse med retningslinjerne i afsnit 2.2.2. i Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2000 om sanktionspåstande mv. i færdselssager.

Det fremgår også, at nedsættelsen af bøden skal ske ved anklagemyndighedens foranstaltning i forbindelse med udsendelse af bødeforelæg eller ved nedlæggelse af påstand om bøde.

Endelig fremgår det, at bøden til personer med særlig lav indtægt – hvis den sigtede fremlægger den fornødne dokumentation for sine indtægtsforhold – kan nedsættes til det halve beløb i overensstemmelse med retningslinjerne i afsnit 2.2.3. i Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2000 om sanktionspåstande mv. i færdselssager.

Af punkt 2.1.1. fremgår det, at en person anses for at have "en særlig lav indtægt", når den pågældendes indtægt er "mindre end tre fjerdedele af dagpengebeløbet for en fuldtidsbeskæftiget".

Bøder (og anden straf) for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen kan bortfalde på grund af lang sagsbehandlingstid
I TfK 2011.89 ØLD blev en person fundet skyldig i overtrædelse af ordensbekendtgørelsen begået den 16. november 2007. I dommen, der blev afsagt den 19. oktober 2010 bestemte landsretten, at bøden skulle bortfalde. Landsretten udtalte: "Der findes ikke grundlag for at frifinde tiltalte for forhold 2, men henset til det lange sagsforløb, der ikke skyldes tiltaltes forhold, bortfalder bøden på 800 kr. for dette forhold."

Restaurationsloven
Politiet kan i medfør af restaurationsloven forbyde en person at indfinde sig på "bestemte" værtshuse. I Justitsministeriets afgørelse 2006-2003/23-0002 fastslog Justitsministeriet, at der ikke var grundlag for, at Fyns Politi havde forbudt en person at komme på 14 værtshuse i Odense. Ministeriet godkendte, at forbuddet gjaldt det værtshus i byen, hvor han havde hældt en drink ned over hovedet på en anden gæst.

Når politiet til en borger meddeler et polititilhold eller et forbud i henhold til restaurationslovens § 31, stk. 2, skal politiet ifølge Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 11297 af 20. september 1988 følge reglerne om partshøring i forvaltningslovens kapitel 5 og reglerne om begrundelse i forvaltningslovens kapitel 6.

Østre Landsret fandt i UfR.2008.574.ØLD ikke, at det var "fornærmeligt" i en sådan grad, at det var omfattet af restaurationsloven, at en person på restaurant "Månefiskeren" på Christiania "højlydt" omtalte en polititjenestemand som "båtnakke". Landsretten fandt ikke, at "handlemåden havde en sådan karakter, at den kan anses for en fornærmelig eller lignende adfærd omfattet af restaurationslovens § 32, stk. 1."

I Rigspolitiets sag nr. 2008-083-10 var en person, der havde været gæst på et værtshus, gået ud foran værtshuset, idet han havde fået oplyst, at nogle unge var i færd med at fjerne "stjernen" på personens Mercedes-vogn. Han blev senere sigtet for vold mod nogle unge, der befandt sig foran værtshuset, da han kom udenfor. Endvidere blev personen af Østjyllands Politi meddelt restaurationsforbud som følge af sigtelsen. Den pågældende klagede og gjorde gældende, at forholdet ikke var omfattet af restaurationsloven, idet det foregik udenfor værtshuset. Under sagens behandling ved Rigspolitiets juridiske afdeling tilbagekaldte Østjyllands Politi forbuddet.

Betænkning 1504 om restaurationers adgang til identitetsoplysninger på personer med restaurationsforbud - 2009 I punkt 3.3. anføres følgende: "Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder eller friheder. Videregivelse af oplysninger om privatpersoner, hvoraf det direkte eller indirekte kan udledes, at de pågældende er sigtet for et strafbart forhold, må anses for et indgreb i de pågældende personers ret til respekt for privatliv efter konventionens artikel 8, stk. 1, og videregivelse af sådanne oplysninger kan derfor kun ske på de betingelser, der er nævnt i artikel 8, stk. 2."

Skattelovgivningen, momsloven, lov om arbejdsmarkedsbidrag, lønsumafgiftsloven mv. (fiskalstraffesager)

Betænkning 1396 om straffelovens § 289 mv. - berigelseskriminalitet mod offentlige midler
Bemærkningerne til lov nr. 366 af 24. maj 2005
Kapitel 2 i lovbemærkningerne til lov nr. 366 af 24. maj 2005 om berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler og straffelovens § 289 og § 289 a
Lovbekendtgørelse nr 827 af 25. august 2005 om adgang til forsvarerbistand under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag
(forsvarerbistandsloven)
Betænkning 932 om straffebestemmelser i skatte-, afgifts- og tilskudslovgivningen - 1981
Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 960 af 12. oktober 2005 om vejledning om forsvarerbeskikkelse under en administrativ skatte- eller afgiftsstraffesag
Bilag 3 under processuelle regler på SKATs område (SKATs hjemmeside) med overskriften "Ny sanktionspraksis i sager om overtrædelse af skattelovgivningen, momsloven, lov om arbejdsmarkedsbidrag og lønsumsafgiftsloven"

I Rigsadvokaten Informerer Nr. 1/2010 om behandlingen af skatte- og afgiftssager med en samlet unddragelse under 250.000 kr. informerer Rigsadvokaten blandt andet om, at en række "prøvesager" nu er endeligt afgjort, og at sanktionerne i "alle disse sager" af domstolene er fastsat i overensstemmelse med retningslinjerne i det notat, som SKAT har udarbejdet om ny sanktionspraksis i fiskalstraffesager. Videre udtales det, at Rigsadvokaten på baggrund af ovenstående praksis ved domstolene efter drøftelse med SKAT har besluttet, "at sager om overtrædelse af skattelovgivningen, momsloven, lov om arbejdsmarkedsbidrag og lønsumafgiftsloven, hvor den samlede unddragelse er under 250.000 kr., fremover kan afgøres af SKAT ved administrative bødeforelæg".

Se ovenfor under straffelovens § 289 om grove overtrædelser af skattelovgivningen mv.

Udlændingelovgivningens strafbestemmelser

I TfK 2010.32/2 ØLD blev en person efter udlændingelovens § 59 b straffet med fængsel i 10 dage for at indrejse i Danmark til trods for, at han var udvist med indrejseforbud.

Våbenloven

Det er ikke alle våben, som er ulovlige. Nogle gange kan det være mindre tekniske forskelle på to forskellige våben, der fører til, at det ene anses for lovligt, medens det andet anses som ulovligt.

I retsmødebegæring af 29. oktober 2009 med journalnummer 4200-71281-00025-09 sigtede Østjyllands Politi en 27-årig mand blandt andet for følgende lovovertrædelse: ".. Våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 4 og våbenbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 11, ved den 30. marts 2009 ca. kl. 01.30 på bopælen, X-vej nr. X, X-Købing SV, at have været i besiddelse af en gasdrevet pistol med 4 påfyldningspatroner samt en CS-gas spray." Den pågældende erkendte sig skyldig for så vidt angår den af sagen omhandlede CS-gas spray men nægtede sig - efter at have rådført sig med sin forsvarer - skyldig for så vidt angår pistolen, idet han gjorde gældende, at den omhandlede pistol ikke var et ulovligt våben. Pistolen, som er af typen Gamo P-23 Air Pistol, er en kulsyredrevet hardball-pistol og var dermed efter forsvarerens opfattelse omfattet af undtagelsen i våbenlovens § 1, stk. 2, b. Da tiltalte nægtede sig skyldig, kunne sagen ikke fremmes som tilståelsessag efter retsplejelovens § 831, hvorfor den blev sluttet ved retten. Anklagemyndigheden rejste derpå tiltale ved indgivelse af anklageskrift af 16. juni 2011 til Retten i Randers, hvor sagen blev behandlet under sagsnr. 22-2405/2011. Forholdet vedrørende pistolen var nu udtaget af anklageskriftet, og den pågældende blev således alene straffet for besiddelse af den af sagen omhandlede CS-gas spray. Domstolene har formentlig sjældent tilstrækkelig våbensaglig indsigt til at kunne gennemskue, hvorvidt et våben som det omhandlede er lovligt eller ikke. Mange dommere, som behandler tilståelsessager, antager formentlig, at politiets teknikere på forhånd har sikret sig, at genstande, som polititjenestemænd anser for ulovlige, også er det, inden der fremsendes begæring om retsmøde. Havde den pågældende erkendt sig skyldig, ville han med en meget høj grad af sandsynlighed være blevet straffet for forholdet. Sagen viser, at forsvareren kan være nødsaget til at kontrollere de tekniske betegnelser mv., som anklagemyndigheden påberåber sig. Også i tilståelsessager kan der således være behov for, at forsvareren forud for retsmødet beder retten bekræfte, at det offentlige erholder udgiften til sagkyndig bistand til forsvareren efter retsplejelovens § 1007.

I TfK 2011.504 HD blev en person idømt fængsel i 4 måneder for overtrædelse af våbenlovens § 10 ved på sin bopæl den 12. september 2009 at have været i besiddelse af en riffel og et glatløbet haglgevær. Rigsadvokaten gjorde gældende, at der forelå særlig skærpende omstændigheder, idet tiltalte var i besiddelse af to skydevåben, som blev opbevaret uforsvarligt. Rigsadvokaten anførte i den forbindelse, at våbene ikke kunne antages at være anskaffet til et lovligt formål, at tiltalte var kommet med flere divergerende forklaringer om formålet med erhvervelsen, og at det ene våben var efterlyst af politiet. Forholdet burde derfor efter Rigsadvokatens opfattelse henføres under straffelovens § 192 a. Højesteret udtalte: "Ved udmåling af straffen har retten lagt vægt på, at der er skærpende omstændigheder. Tiltalte har således været i besiddelse af flere våben, ligesom det efter vidnet, politibetjent Vibeke Lui Olsens forklaring må lægges til grund, at døren ind til garagen, hvorfra der var adgang til loftsrummet, ikke var låst, hvorved de to skydevåben var opbevaret uforsvarligt."

Se Rigsadvokatens redegørelse af 4. september 2009 om strafniveauet i sager om overtrædelse af våbenloven samt straffelovens § 192 a.

I dommen UfR.1991.119.V blev en mand, der adskillige gange tidligere var straffet for blandt andet overtrædelse af våbenloven, antruffet af politiet med ringe med "skarpe kanter" på højre hånds lillefinger og ringfinger. På venstre hånds ringfinger bar han også en "stor ring med skarpe kanter". Anklagemyndigheden gjorde gældende, at der var tale om våben. Anklagemyndigheden henviste til, at manden var "tidligere straffet blandt andet for overtrædelse af våbenloven". Herunder henvistes til "de to ringes størrelse" samt den måde, som de blev båret på. Landsretten bemærkede, at det ikke af lovens forarbejder fremgår, at der skal tages hensyn til, om "den aktuelle ejer, besidder, bærer eller bruger af genstanden tidligere er straffet, herunder straffet for overtrædelse af våbenloven". Landsretten bemærkede også, at den omstændighed, at ringene kan bruges "bl. a. som pyntegenstande" taler mod, at der er tale om slagvåben eller stødvåben.

Hardball- og paintballvåben

Ved lov nr. 431 af 1. maj 2013 blev de tidligere regler i våbenloven, der kriminaliserede besiddelse mv. af visse typer hardballvåben og paintballvåben, ændret. Efter lovændringen er besiddelse mv. af alle typer af hardballvåben og paintballvåben tilladt. Personer under 18 år skal dog fortsat have tilladelse til at besidde hardball- og paintballvåben. Af bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 2, litra b, fremgår blandt andet følgende: "Med den foreslåede bestemmelse ligestilles alle hardball- og paintballvåben – uanset drivmiddel. Dette indebærer, at alle typer hardball- og paintballvåben fremover vil kunne fremstilles og indføres uden tilladelse. Personer, der er fyldt 18 år, vil endvidere kunne erhverve, besidde, bære og anvende alle typer hardball- og paintballvåben uden tilladelse. Efter våbenlovens § 2, stk. 1, 2. pkt., vil det fortsat generelt være forbudt for personer under 18 år at erhverve, besidde, bære eller anvende hardball- og paintballvåben uden tilladelse. Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af våbenloven, at ammunition til hardball- og paintballvåben ikke er omfattet af loven og således ikke kræver tilladelse."

Særligt om knive

Ved lov nr. 274 af 27. marts 2012 blev våbenlovens § 10, stk. 2, ændret, således at besiddelse af kniv på offentlige steder i strid med våbenloven i førstegangstilfælde normalt skal straffes med bøde og ikke med en kortere fængselsstraf, således som udgangspunktet var i lov nr. 500 af 17. juni 2008.

Af punkt 3.2 i bemærkningerne til lovændringen fremgår følgende:

".. På den anførte baggrund foreslås det, at våbenlovens § 10, stk. 2, affattes således, at overtrædelse af § 4, stk. 1, om forbuddet mod at bære eller besidde kniv på offentligt tilgængelige steder mv. straffes med bøde, under skærpende omstændigheder dog med fængsel indtil 2 år.

Det forudsættes i den forbindelse, at der i førstegangstilfælde af overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, uden samtidig overtrædelse af våbenbekendtgørelsens § 15, stk. 1 (ulovlig besiddelse af »almindelige« knive på offentligt tilgængelige steder mv.), som udgangspunkt fastsættes en bøde på 3.000 kr.

I sager, hvor der foreligger en overtrædelse af både våbenlovens § 4, stk. 1, og våbenbekendtgørelsens § 15, stk. 1 (ulovlig besiddelse af særlig farlige knive på offentligt tilgængelige steder mv.), forudsættes der fastsat en bøde på 5.000 kr. i førstegangstilfælde.
De nævnte bødestørrelser svarer til de aktuelle bødetakster.

Hvis der foreligger skærpende omstændigheder, forudsættes der – både for lovovertrædere over og under 18 år – i førstegangstilfælde idømt en ubetinget frihedsstraf på 7 dages fængsel. Hvis betingelserne herfor er opfyldt, kan straffen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Det vil bero på domstolenes vurdering af de konkrete forhold i den enkelte sag, om der foreligger sådanne skærpende omstændigheder, at der skal udmåles en frihedsstraf i stedet for en bøde.

Der vil dog som den almindelige regel kun foreligge skærpende omstændigheder, hvis en person bærer kniv på steder eller under omstændigheder, hvor der er en nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentiel voldelig karakter.
Dette vil i praksis først og fremmest omfatte tilfælde, hvor en person bærer kniv i aften- og nattetimerne i restaurationsmiljøet mv. Der vil dog også i andre tilfælde – f.eks. ved visse fodboldkampe, byfester og koncerter – kunne være en nærliggende risiko for, at der kan opstå tilspidsede situationer af potentiel voldelig karakter. Der må i den forbindelse lægges vægt på, om medbragte knive ved den pågældende type af begivenhed erfaringsmæssigt bidrager til at skabe farlige situationer.

Det ligger i det anførte – jf. udtrykket »bærer« – at der ikke vil foreligge skærpende omstændigheder, hvis overtrædelsen af knivforbuddet består i, at en person blot »besidder« kniven, f.eks. fordi den pågældende kniv ligger i en bils bagagerum.

Straffen for overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, forudsættes i andengangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 7 dage. Hvis betingelserne herfor er opfyldt, kan straffen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Der kan endvidere forekomme tilfælde, hvor ubetinget frihedsstraf i andengangstilfælde vil forekomme urimelig henset til de omstændigheder, hvorunder kniven mv. har været medbragt, og i sådanne tilfælde er der mulighed for at idømme en bøde.
Er der imidlertid tidligere idømt en frihedsstraf på 7 dages fængsel for en førstegangsovertrædelse, forudsættes straffen i andengangstilfælde som udgangspunkt fastsat til ubetinget fængsel i 14 dage.

I tredjegangstilfælde er udgangspunktet en ubetinget frihedsstraf på 14 dages fængsel. Dette gælder som udgangspunkt også for unge under 18 år. Hvis betingelserne herfor er opfyldt, kan straffen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Er der tidligere idømt en frihedsstraf på 14 dages fængsel for en andengangsovertrædelse, forudsættes straffen i tredjegangstilfælde som udgangspunkt fastsat til fængsel i 20 dage.

I fjerdegangstilfælde og derover vil det være op til domstolene på baggrund af de konkrete forhold i sagen at beslutte, hvad straffen bør være.

Der vil i tredjegangstilfælde og derover kun i helt sjældne tilfælde kunne tænkes at være tale om sådanne særlig formildende omstændigheder, at udgangspunktet om frihedsstraf kan fraviges.

3.3. I tilknytning til de foreslåede strafpositioner skal det generelt bemærkes, at fastsættelse af straffen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens omstændigheder, og at de angivne strafpositioner vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.
Straffelovens øvrige almindelige regler om straffens fastsættelse vil således fortsat finde anvendelse, herunder straffelovens § 81 om skærpende omstændigheder, § 82 om formildende omstændigheder og § 83 om fastsættelse af straffen under den angivne strafferamme og strafbortfald i særlige tilfælde.

3.4. For så vidt angår de personer, som er blevet idømt ubetinget frihedsstraf i medfør af ændringen af våbenloven fra 2008, er der behov for at tage stilling til, hvad udgangspunktet for straffastsættelsen fremover skal være i anden- og tredjegangstilfælde.

Det forudsættes i den forbindelse, at der i andengangstilfælde af overtrædelse af § 4, stk. 1, som udgangspunkt fastsættes en straf på 7 dages fængsel, selv om der også i førstegangstilfældet er blevet idømt en frihedsstraf på 7 dages fængsel i overensstemmelse med ændringen af våbenloven i 2008. En ubetinget fængselsstraf på 7 dage for et førstegangstilfælde vil således alene tælle som en bødestraf, når et andengangstilfælde kommer til pådømmelse fremover.

I tredjegangstilfælde forudsættes fremover ligeledes fastsat en straf på 14 dages fængsel, selv om der også i andengangstilfældet er blevet idømt en frihedsstraf på 14 dages fængsel i overensstemmelse med ændringen af våbenloven i 2008. Udgangspunktet om idømmelse af en ubetinget fængselsstraf på 14 dage i andengangstilfælde vil således alene tælle som en fængselsstraf på 7 dage, når et andengangstilfælde kommer til pådømmelse fremover. ..."

Højesteret fandt i sag 265/2011 afgjort den 20. august 2012, at tiltaltes besiddelse af en kniv, der lå i en bil, ikke skulle føre til en fængselsstraf men til en bøde på 3.000 kr. I dommen gennemgås lovforarbejderne i våbenloven om besiddelse af knive forholdsvist grundigt.

I TfK 2008.129 blev en kniv anset for at være en "enhåndsbetjent foldekniv", idet der var en "fingertap", der kunne anvendes til at åbne kniven med. Der var derimod ingen "neglerille".

Justitsministeriets svar af 7. juni 2007 på retsudvalgets spørgsmål nr. 14 (lovforslag B 112) om begrebet "anerkendelsesværdigt formål" i våbenlovens § 4, stk. 1.

Lov nr. 217 af 31. marts 2004 om forbud mod at bære kniv m.v. samt skærpelse af straffen for ulovlig besiddelse af kniv m.v.

I TfK 2011.3 VLD blev en person fundet skyldig i på et offentligt tilgængeligt sted (til en "Country-Festival") uden anerkendelsesværdigt formål at have været i besiddelse af en foldekniv med en klinge på 7,6 cm samt 2 dolke med bladlængder på henholdsvis 27 cm og 10,8 cm. Anklagemyndigheden påstod den pågældende straffet med fængsel i 7 dage for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 2, jf. § 4, stk. 1, samt våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4 (tidligere § 43, stk. 4), jf. § 15, stk. 1, nr. 1 (tidligere § 14, stk. 1 nr. 1). Landsretten bestemte, at straffen skulle bortfalde i medfør af straffelovens § 83. Landsretten begrundede afgørelsen således: "Det lægges efter tiltaltes forklaring til grund, at han var af den opfattelse, at våbentilladelsen gav ham ret til at bære kniven og dolkene som sket. Tiltalte har i den forbindelse fejlagtigt troet, at våbentilladelsen omfattede alle tre våben, selv om det kun var dolken med en bladlængde på 27 cm, der var omfattet af reglerne i våbenbekendtgørelsen. Tiltalte har endvidere været uvidende om, at forbuddet i våbenlovens § 4, stk. 1, mod at bære kniv eller dolk på offentligt tilgængeligt sted uden anerkendelsesfærdigt formål gælder, selv om man har en våbentilladelse til blankvåben. I tiltaltes ansøgning fra primo juni 2009 om fornyelse af våbentilladelsen er det under våbenart påført, at der er tale om »knive«. Tiltalte fik herefter en våbentilladelse af 15. juni 2009, der efter sin ordlyd gav ham tilladelse til at erhverve, besidde, bære og anvende »blankvåben« uden nogen nærmere angivelse af, hvilke våben tilladelsen omfattede. Våbentilladelsen indeholdt heller ikke nogen klar angivelse af, under hvilke omstændigheder tiltalte måtte bære blankvåben. Den nærmere rækkevidde af undtagelsen i våbenlovens § 4, stk. 1, vedrørende »et andet lignende anerkendelsesværdigt formål« kan i øvrigt give anledning til tvivl. Tiltalte må på denne baggrund anses for at have handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af reglerne i våbenlovgivningen, jf. straffelovens § 82, nr. 4. Tiltalte, som på gerningstidspunktet var 38 år gammel, er ikke tidligere straffet og har gode personlige forhold. Tiltalte var som nævnt medlem af foreningen »- - -« og bar våbnene som en del af sit cowboyudstyr på festivalen, og der er ingen holdepunkter for, at tiltalte havde tænkt sig at anvende våbnene i forbindelse med eventuelle tilspidsede situationer på festivalen."

I TfK 2010.264 HD var en person tiltalt for overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 3, jf. § 4, stk. 1, ved den 16. august 2008 ca. kl. 08.45 i sin bil uden anerkendelsesværdigt formål at have besiddet et multiværktøj med integreret knivblad på 7,3 cm, der kunne fastlåses i udslået position. Straffehjemlen for overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 1, findes i våbenlovens § 10, stk. 3. § 10, stk. 3, er senest ændret ved lov nr. 2008.500, med ikrafttræden den 1. juli 2008. Efter lovens forarbejder er det med ændringen tilsigtet at skærpe straffen, så der i førstegangstilfælde af overtrædelse af § 4, stk. 1, som udgangspunkt for personer over 18 år fastsættes en kortere ubetinget frihedsstraf på fængsel i 7 dage. Foreligger der særligt formildende omstændigheder, kan der i førstegangstilfælde idømmes bøde i stedet for fængsel. Højesteret lagde til grund, at der ikke forelå oplysninger om, at "kniven var medtaget i noget bestemt øjemed, og der var allerede derfor ikke et anerkendelsesværdigt formål i lovens forstand. Højesteret tiltræder herefter, at T er fundet skyldig i overtrædelse af forbuddet i våbenlovens § 4, stk. 1". Højesteret valgte ikke at idømme den pågældende den normale straf men fastsatte i stedet straffen til en bøde på 3.000 kr. Højesteret udtalte blandt andet, at den pågældende var "i besiddelse af et multiværktøj med et integreret knivblad på 7,3 cm, der kunne fastlåses i udslået position. Forholdet er begået lidt i ni om morgenen på havnen i Nørresundby. Som anført af byretten var kniven, der lå i bilens handskerum, en del af et almindeligt solgt multiværktøj, som T jævnligt brugte på sit arbejde og til reparation af bilen".

I TfK 2010.420 VLD blev en person fundet skyldig i på offentligt tilgængeligt sted og uden anerkendelsesværdigt formål samt uden politiets tilladelse at have været i besiddelse af en "butterflykniv" med en bladlængde på 9,1 cm. Kniven blev under en ransagning fundet under en krydsfinerplade ved reservehjulet i den pågældendes bil. Den pågældende var den 5. juni 2009 i bilen på vej til "Beach Party" sammen med en bekendt, som også befandt sig i bilen. Bilen blev ransaget, medens bilen befandt sig i en kø af andre biler. Personen forklarede i landsretten blandt andet, at det var tilfældigt, at han kom til at holde bagerst i køen af rockere, der blev standset på vejen. Personen forklarede yderligere, at han for mange år siden havde anvendt kniven som "fiskekniv", og at han for nogle år siden havde lagt den blandt sit værktøj i bilen. Landsretten undlod at idømme personen den sædvanlige ubetingede fængselsstraf men idømte ham i stedet en bøde på 5.000 kr. Landsretten udtalte blandt andet: "Tiltalte har forklaret, at kniven havde ligget i bilen 2-3 år, uden han havde brugt den, og at han også havde glemt, at den lå der. Kniven var ifølge det oplyste anbragt ved reservehjulet i en pose sammen med noget værktøj, og det var efter det oplyste nødvendigt at fjerne bl.a. en krydsfinerplade for at komme ned til reservehjulet. Selv om tiltalte blev standset i sin bil kl. ca. 22.15 på vej til et beach party, foreligger der under disse omstændigheder efter en samlet vurdering sådanne særlig formildende omstændigheder, at udgangspunktet om en ubetinget frihedsstraf kan fraviges."

I TfK 2008.866/1 ØLD blev en person fundet skyldig i overtrædelse af våbenlovens § 10, stk. 3, jf. § 4, stk. 1, ved i en lufthavn under indtjekning til en flyrejse i sin håndbagage uden anerkendelsesværdig formål at have båret en foldekniv med en klinge på over 7 cm. Landsrettens flertal lod straffen bortfalde og udtalte blandt andet: "Vi bestrider ikke, at det som følge af tiltaltes erhverv var et anerkendelsesværdigt formål, at han i sin bagage medbragte kniven til lufthavnen, idet hans rejse til München var erhvervsmæssigt begrundet. Derimod findes det ikke at være et anerkendelsesværdigt formål, at han efter indtjekningen og aflevering af sin kuffert opbevarede kniven i håndbagagen. Med denne begrundelse finder vi tiltalte skyldig efter anklageskriftet. Under hensyn til at det som ovenfor nævnt var et anerkendelsesværdigt formål, at tiltalte medtog kniven på sin erhvervsmæssigt begrundede rejse, og da det utvivlsomt skyldes en forglemmelse, at tiltalte ikke havde anbragt kniven i sin kuffert, finder vi, at der foreligger sådanne formildede omstændigheder, at bødestraffen kan bortfalde, jf. straffelovens § 83, 2. pkt." Mindretallet henviste blandt andet til, at kniven "i sig selv er ulovlig" og ville blandt andet af denne grund ikke lade straffen bortfalde men mente, at byrettens bødestraf burde stadfæstes.

I TfK 2006.385/1 erkendte tiltalte sig skyldig i i november 2004 på bopælen at have været i besiddelse af 47 stk. 9 mm skarpe patroner og en springkniv med en bladlængde på 7,1 cm. Den pågældende var i oktober 2001 straffet med en bøde på 7.000 kr. for besiddelse af en foldekniv og i november 2002 med en bøde på 600 kr. for besiddelse af et knojern. I den aktuelle sag blev han idømt betinget fængsel i 14 dage med vilkår om 30 timers samfundstjeneste.

Af Justitsministeriets svar på spørgsmål nr. S 6400 fra Retsudvalget, hvor ministeriet spørges om, hvorvidt en person, der bærer kniv eller hobbykniv i erhvervsmæssigt øjemed, risikerer straf, hvis den pågældende for eksempel tager på værtshus efter arbejdstids ophør, medens vedkommende fortsat bærer kniven, fremgår blandt andet følgende: "Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget (L 97, fremsat den 26. november 2003) til ændring af våbenlovens § 4, stk. 1, at det som hidtil er tilladt at bære kniv på offentligt sted mv., når kniven anvendes som værktøj i (lovligt) erhverv. Dette gælder også, når kniven bæres, medens den pågældende person er på vej direkte til og fra den pågældende aktivitet. Det må i øvrigt altid i praksis i den konkrete sag bero på en samlet vurdering af sagens omstændigheder, om der foreligger et anerkendelsesværdigt formål. I forbindelse med en påstand om anvendelse af en kniv som erhvervsmæssigt værktøj må der derfor i vurderingen indgå sagens øvrige omstændigheder, f.eks. med hensyn til påklædning, tid og sted, måden kniven bæres på, knivens art mv.."

I Justitsministeriets svar af 29. april 2010 til Folketingets Retsudvalg på spørgsmål 1 (Retsudvalget 2009-10 B 9) redegør ministeriet for mulighederne for at få genoptaget straffesager, hvor en person er idømt ubetinget fængsel for besiddelse af kniv, før Højesteret i 2009 i nogle sager fandt, at der forelå formildende omstændigheder i et sådant omfang, at der skulle idømmes bøde i stedet for den sædvanlige straf - en kortere ubetinget frihedsstraf af normalt 7 dages fængsel i førstegangstilfælde.

Særligt om den militære strafferetspleje og militære straffelov
Se betænkning 1435 om den militære straffelov, retsplejelov og disciplinarlov afgivet af Udvalget om den militære straffe- og retsplejeordning mv. i 2004.

Se Generalauditørmeddelelse nr. 7/07 om bødetakster ved overtrædelse af militær straffelov.

Pligten til at rette sig efter "politiets anvisninger"
Færdselslovens § 4, stk. 2, indeholder en pligt for "trafikanter" til at "efterkomme de anvisninger for færdslen, som gives af politiet eller andre, som Justitsministeren har bemyndiget til at regulere færdslen, jf. § 89". Af 1. stykke i samme bestemmelse og af 3. stykke følger, at disse anvisninger skal følges også i tilfælde, hvor tavler mv. giver andre anvisninger, og i tilfælde hvor færdselsreglerne giver andre anvisninger. Af færdselslovens § 134, stk. 2, nr. 2, følger, at straf i visse tilfælde kan idømmes trafikanter for at have tilsidesat pligten til at efterkomme "færdselsanvisninger givet af politiet" i vise andre lande.

I UfR 1964.737 VLD havde en hyrevognschauffør modsat sig at følge politiets anvisninger i henhold til færdselslovgivningen i et tilfælde, hvor en polititjenestemand havde vinket ham hen mod og igennem et vejkryds. Hyrevognschaufføren havde undladt at følge anvisninger, idet han frygtede, at han ville påkøre et andet køretøj, hvis han var kørt frem. Landsretten frifandt den pågældende for overtrædelse af færdselsloven og udtalte blandt andet: "Efter de modstridende forklaringer og under hensyn til den naturlige køremåde for færgetrafikken efter forholdene på stedet finder retten ikke at kunne se bort fra den mulighed, at en eller flere af vognene fra færgen har placeret sig midt i udkørslen i overensstemmelse med færdselslinierne, således at tiltalte kan have haft grund til at frygte en kollision, hvis han kørte fremad til venstre i overensstemmelse med betjentens tegngivning. Idet tiltalte herefter kan have været berettiget til som sket i første omgang at undlade at rette sig efter betjentens tegngivning."

Ordensbekendtgørelsens § 16 har følgende indhold: "I offentlige anlæg skal besøgende overholde de ordensbestemmelser, som er bekendtgjort ved opslag, og følge de anvisninger til ordenens overholdelse, som gives af de tilsynsførende. Det samme gælder ordensbestemmelser, som er bekendtgjort ved opslag, og som efter indhentet udtalelse fra kommunalbestyrelsen er godkendt af politimesteren (politidirektøren) for nærmere afgrænsede private eller offentlige arealer, på veje eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang, jf. § 2."

Af politilovens § 5, stk. 1, jf. § 5, stk. 2, nr. 1, følger, at politiet har til opgave at "at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed", og at politiet med henblik på denne fareafværgelse kan "udstede påbud". Efter samme lovs § 7 kan politiet udstede visse nærmere definerede påbud til deltagere i "offentlige forsamlinger og opløb". Af lovens § 10 følger, at politiet kan udstede påbud med henblik på at afværge fare for "syge eller hjælpeløse" personer. En tilsvarende regel findes i § 11 vedrørende "berusere" og i § 13 vedrørende børn, hvor der er fare for barnets sikkerhed eller sundhed. Indgreb efter politiloven forudsætter, at indgrebet har til formål "at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige frem og orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed".

Det er som udgangspunkt tilladt at filme eller fotografere politiets arbejde for eksempel med en mobiltelefon, når blot man ikke stiller sig i politifolkenes arbejdsområde. Dette fremgår af Justitsministerens svar af 30. oktober 2014 på spørgsmål nr. 1199 (Alm del) stillet af Folketingets retsudvalg. Ministeren oplyser blandt andet: ".. Københavns Politi har i den forbindelse bemærket, at filmoptagelse af en politiforretning på 20 meters afstand efter politi-kredsens opfattelse som udgangspunkt ikke vil være til hinder for politiets arbejde, hvis det sker uden konfliktoptrappende tilråb eller anden - eventuelt forudgående - forstyrrende opførsel." Justitsministeren indleder i øvrigt sit svar på spørgsmålet således: "For mig er det helt centralt i et demokratisk samfund, at offentligheden har mulighed for at kunne følge med i, hvordan politiet udfører sine opgaver. Jeg har i den forbindelse vanskeligt ved at se, at man generelt forstyrrer politiets arbejde ved at filme på offentlig gade."

Det fremgår også af Justitsministerens svar på ovennævnte spørgsmål nr. 1199 fra Retsudvalget, at politiet efter politilovens § 5 kan bede borgere holde sig på en vis afstand fra politiforretninger mv. Ministeren anfører herom nærmere: "... Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 5917, at ”forstyrrelse af den offentlige orden” også kan omfatte hensynet til myndighedsudøvelse, og at politiet således af hensyn til en uhindret udførelse af sine opgaver efter omstændighederne vil kunne påbyde tilskuere at holde en vis afstand til politiforretninger, ulykkessteder og lignende. .."

Endelig findes der i visse andre særlige love, der pålægger borgerne at rette sig efter politiets påbud. Eksempler på sådan lovgivning er beredskabsloven og restaurationsloven.

Politiloven indeholder ikke strafbestemmelser for personer, der ikke efterkommer politiets anvisninger eller påbud efter loven. § 23 indeholder en hjemmel til udstedelse af ordensbekendtgørelsen og til i denne bekendtgørelse at indsætte strafbestemmelser. Som det fremgår overfor, indeholder ordensbekendtgørelsen imidlertid ikke en generel regel om, at borgerne har pligt at følge politiets anvisninger og som følge heraf heller ikke nogen straf for overtrædelse af sådanne.

Se Ib Henricson "Politiret", 5. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2012, side 457. Her anføres herom: "Manglende efterkommelse af påbud efter politiloven er ikke strafsanktioneret.

Af side 134, nederst, side 135, øverst i Betænkning 1410 om politiloven mv fremgår blandt andet følgende:

"Politikommissionen har overvejet, om der i loven bør indsættes bestemmelser om sanktioner i tilfælde, hvor en borger ikke frivilligt efterkommer politiets påbud efter de foreslåede bestemmelser herom.

Det er kommissionens opfattelse, at der ikke er behov for særlige regler herom. Det kan anføres, at det for så vidt er usædvanligt, at manglende efterkommelse af en offentlig myndigheds påbud ikke kan straffes med bøde m.v.

De handlinger, som politiet efter de foreslåede bestemmelser kan gribe ind over for, er imidlertid som alt overvejende hovedregel strafsanktioneret efter andre regler, herunder navnlig regler i normalpolitivedtægten. Endvidere har udstedelse af påbud efter loven navnlig den funktion, at et påbud - hvis dette ikke efterkommes - kan danne grundlag for iværksættelse af mere indgribende midler og eventuelt udførelse af selvhjælpshandlinger.

Der kan endvidere henvises til, at den foreslåede regulering retter sig mod politiet, samt at manglende efterkommelse af politiets påbud efter retsplejelovens § 108 ikke i dag kan sanktioneres med straf."

Tilhold, opholdsforbud og bortvisning

Lov nr. 112 af 3. februar 2012 giver hjemmel til, at politiet kan udstede tilhold, udstede opholdsforbud eller bortvise personer fra disses hjem, når de i loven fastsatte betingelser er opfyldt.

Formålet med lovforslaget er ved et nyt samlet regelsæt om tilhold, opholdsforbud og bortvisning at styrke indsatsen for at beskytte personer mod at blive udsat for fredskrænkelse, forfølgelse og chikane, herunder såkaldt stalking. Lovforslaget bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1526/2011 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Med loven er reglerne om tilhold, opholdsforbud (geografisk bestemte tilhold) og bortvisning – som forud for lovens vedtagelse var fordelt mellem flere love og til dels måtte udledes af praksis – samlet i en ny lov. Tidligere fandtes reglerne om tilhold i straffelovens § 265 og reglerne om bortvisning i Lov om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold m.v. Bestemmelserne om opholdsforbud er nye.

Det følger blandt andet af § 17 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, at den, som modtager et opholdsforbud eller bortvises fra sit hjem, kan begære domstolsprøvelse af afgørelsen. Efter § 18 har en person, der ønsker domstolsprøvelse af en afgørelse om bortvisning fra sit hjem, krav på at få beskikket en advokat under sagen. Af samme bestemmelse følger det, at der kan beskikkes advokat for personer, der modtager et opholdsforbud. Der er ikke adgang til særlig domstolsprøvelse (eller advokatbeskikkelse) i tilfælde, hvor der alene er tale om en afgørelse om tilhold.

Kommentarerne til den nu ophævede § 265 i straffeloven om polititilhold og den nu ophævede lov om bortvisning fra hjemmet og udstedelse af tilhold, når almene hensyn kræver det.

I UfR 1998.509 VLD blev en udenlandsk statsborger frifundet for overtrædelse af et polititilhold, idet polititilholdet var affattet på dansk og ikke på den pågældendes eget sprog. Det ændrede ikke på landsrettens afgørelse, at tiltalte forklarede, at han selv havde oversat tilholdet, og at han havde forstået, at han ikke måtte rette henvendelse til de af polititilholdet omfattede personer.

I TfK 2000.296/1 VLD blev tiltalte frifundet for overtrædelse af et polititilhold mod at sætte sig i forbindelse med sin tidligere samlever, idet brevet, som han havde skrevet til samleveren, vedrørte spørgsmål med hensyn til parternes fælles barns deltagelse i et arrangement. Landsretten begrundede frifindelsen således: "Landsretten finder ikke, at tiltaltes enkeltstående skriftlige henvendelse til M efter ordlyden af skrivelsen og efter det oplyste om baggrunden for henvendelsen udgør en forulempelse, der er strafbar efter straffelovens § 265."

I TfK 2011.883/2 blev tiltalte frifundet for overtrædelse af et polititilhold, idet den af sagen omfattede handling var begået 4 dage efter den dato, som stod på polititilholdet. Anklagemyndigheden fik således ikke medhold i, at gyldighedsperioden først skulle løbe fra det tidspunkt, hvor polititilholdet var blevet forkyndt for tiltalte, hvilket var sket 8 dage efter datoen anført på polititilholdet. Landsretten udtalte nærmere: "Efter straffelovens § 265, 2. pkt., har en af politiet meddelt advarsel gyldighed for 5 år. Af advarslen, som blev forkyndt for tiltalte den 12. august 2005, og hvoraf han ved forkyndelsen fik leveret en genpart, fremgår blandt andet, at den er udfærdiget af politimesteren i Ribe den 5. august 2005, og at advarslen har gyldighed i 5 år. Herefter, og da der ikke i ordlyden af straffelovens § 265, 2. pkt., eller i forarbejderne hertil, jf. herved Folketingstidende 1964/65, tillæg A, spalte 948 og 974f, er holdepunkter for andet, finder landsretten, at advarslens gyldighed var udløbet den 5. august 2010, således at hændelser efter dette tidspunkt ikke kan være grundlag for at anse straffelovens § 265 for overtrådt. Da tiltalen angår begivenheder den 9. august 2010, frifindes tiltalte derfor .."

I TfK 2009.92 blev en person, der var tidligere straffet for overtrædelse af et polititilhold, og som yderligere var straffet for trusler efter straffelovens § 266, straffet med fængsel i 14 dage for flere tilfælde af overtrædelse af et polititilhold. § 89 blev citeret. Tiltalte blev i øvrigt frifundet for at have sendt en gave til sit barn, overfor hvem han også havde tilhold, idet han nogle måneder tidligere også havde sendt en gave, uden at dette var blevet anmeldt til politiet. Frifindelsen var også begrundet i konkrete oplysninger fra et møde i statsforvaltningen.

I TfK 2006.183 blev tiltalte, der to gange tidligere var straffet for overtrædelse af et polititilhold, fundet skyldig i to yderligere overtrædelser af polititilhold og straffet med fængsel i 10 dage, der blev gjort betinget. Tiltalte blev yderligere idømt en tillægsbøde.

TV-overvågning

I TfK 2012.367 blev tiltalte frifundet for overtrædelse af lov om tv-overvågning, idet den af sagen omhandlede video-overvågning af offentlig vej, som benyttes til almindelig færdsel, kun havde stået på i cirka 3 timer. Landsrettens flertal fandt, at en optagelse af en sådan længde ikke var "vedvarende eller regelmæssigt" som krævet, for at optagelsen kunne være omfattet af loven.

Udvisning af udlændinge, der findes skyldige i eller beskyldes for strafbart forhold

Betænkning 1326 om udvisning afgivet af Indenrigsministeriets ekspertudvalg "Udvisningsudvalget" i 1997 - Bind 1
Betænkning 1326 om udvisning afgivet af Indenrigsministeriets ekspertudvalg "Udvisningsudvalget" i 1997 - Bind 2
Betænkning 1326 om udvisning afgivet af Indenrigsministeriets ekspertudvalg "Udvisningsudvalget" i 1997 - Bilag 1
Betænkning 1326 om udvisning afgivet af Indenrigsministeriets ekspertudvalg "Udvisningsudvalget" i 1997 - Bilag 2
Udateret notat fra Indenrigsministeriet om modernisering af udlændingelovgivningen på Færøerne
Council of Europe, debate in the standiing committee on Non-expulsion of long-term immigrants, 2001
Lovforslag nr. 209 fremsat 28. april 2009 af integrationsministeren om behandlingen af sager om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed, m.v.

Indledende om udvisning af Danmark som følge af strafbart forhold
Efter udlændingeloven kan udlændinge, der begår strafbart forhold, udvises. Det er imidlertid værd at være opmærksom på samme lovs § 26. Denne bestemmelse lyder således:

"§ 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af
1) udlændingens tilknytning til det danske samfund,
2) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,
3) udlændingens tilknytning til herboende personer,
4) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer, herunder i relation til hensynet til familiens enhed,
5) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og
6) risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, eller § 8, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.
Stk. 2. En udlænding skal udvises efter § 22, nr. 4-8, og § 25, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod."

Udvisning af udlændinge som følge af strafbart forhold kan efter omstændighederne kan være i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Har en udlænding opholdt sig i mange år i Danmark, og er udlændingen i det væsentlige knyttet til Danmark og personer, der bor i Danmark for eksempel forældre, samlever, hustru, børn, venner, kolleger mv., kan en udvisning meget vel være i strid med EMRK artikel 8. Dette gælder også, hvis udvisningen må formodes at få alvorlige konsekvenser for nære familiemedlemmer. Der foretages en konkret vurdering af udlændingens samlede forhold herunder om vedkommende taler hjemlandets sprog, om udlændingen sjældent, jævnligt eller aldrig har været på ferie i hjemlandet. Det kan også indgå i bedømmelsen, hvor gammel udlændingen var, da den pågældende indrejste i Danmark. Den omstændighed, at udlændingen ikke tidligere er straffet, kan også tale mod udvisning efter en konkret vurdering. Domfældelse for alvorlig kriminalitet taler mere for udvisning end domfældelse for mindre alvorlig kriminalitet. Nedenfor er medtaget en række domme, der viser, at selv meget alvorlig kriminalitet ikke nødvendigvis begrunder udvisning, hvis udlændingens forhold i øvrigt taler imod dette.

Se Rigsadvokatens meddelelse nr. 5, 2006 om "behandlingen af sager mod udlændinge, hvor der er spørgsmål om udvisning på grund af strafbart forhold".

Det fremgår af TfK 2004.516/1 HD, at en påstand om udvisning anses for at være så indgribende, at den tiltalte har krav på at få udvisningspåstanden prøvet i to instanser. Har anklagemyndigheden - for eksempel ved en fejl - ikke nedlagt udvisningspåstand i første instans men nedlægger den i 2. instans, vil udvisningspåstanden ikke kunne behandles.

Lov nr. 758 af 29. juni 2011 blev fremsat som lovforslag nr. 210 af 30. maj 2011 om ændring af udlændingeloven (skærpede udvisningsregler).

I Rigsadvokaten Informerer nr. 3/2011 af 1. juli 2011 gennemgår Rigsadvokaten nye "skærpede" regler om udvisning, som trådte i kraft 1. juli 2011. På side 2 anfører Rigsadvokaten blandt andet: "Derudover følger det af den nye bestemmelse i udlændingelovens § 26, stk. 2, at udvisning skal ske, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. nedenfor under pkt. 5.3."

Reglen er svær at forstå anderledes, end at udvisning skal ske i alle tilfælde, hvor det ikke "med sikkerhed" strider mod Danmarks internationale forpligtelser. Følger domstolene loven, vil domstolene således skulle udvise personer også i tilfælde, hvor retten for eksempel formoder, antager eller blot går ud fra, at udvisningen vil stride imod Danmarks Internationale forpligtelser, så længe dette dog ikke er fastslået "med sikkerhed". Det kan overvejes, om lovændringen tilskynder domstolene (og anklagemyndigheden) at holde sig i bevidst uvidenhed om Danmarks internationale forpligtelser.

Praksis i udvisningssager

I TfK 2010.577 VLD blev en mand, der var fyldt 18 år, straffet med fængsel i 4 år for blandt andet 5 røverier og ulovlig våbenbesiddelse. Den pågældende var tidligere straffet for blandt andet vold mod tjenestemand (straffelovens § 119, stk. 1). Han kom til Danmark i 6-7 års alderen, og hans ophold i Danmark var af Udlændingeservice beregnet til en længde af 9½ år. Anklagemyndighedens begæring om udvisning blev ikke imødekommet. Landsretten udtalte om udvisningsspørgsmålet blandt andet: "Med hensyn til spørgsmålet om udvisning bemærkes, at tiltalte har boet i Danmark, siden han var 7-8 år gammel, og at han således har haft sin skolegang og det meste af sin opvækst i Danmark, hvor hans forældre og søskende, som han i hvert fald har en vis tilknytning til, bor. Tiltalte er født i Tyskland, og bortset fra et ophold i Egypten af et års varighed, da tiltalte var omkring 6 år gammel, har tiltalte ikke været i Egypten, ligesom han ikke er bekendt med familie i Egypten. Disse forhold sammenholdt med tiltaltes unge alder taler så afgørende imod udvisning, at udvisning må undlades på trods af karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet."

I TfK 2010.497 ØLD blev en 31-årig, der var født og opvokset i Gambia, ved Københavns Byret straffet med fængsel i 5 år og udvist for salg af i alt 1 kilo heroin over en længere årrække til flere forskellige personer. Den pågældende var tidligere straffet for narkotikakriminalitet. Hans fortjeneste ved det samlede salg ansås for at udgør i alt 200.000 kr. Alene udvisningsspørgsmålet blev anket til landsretten. Landsretten gav ikke anklagemyndigheden medhold i påstanden om udvisning. Det fremgår af sagens oplysninger, at den pågældende søgte opholdstilladelse i marts 2000, at han blev tilmeldt folkeregisteret i april 2003, og at Udlændingeservice har beregnet hans lovlige ophold i Danmark til cirka 6 år og 7 måneder. Den pågældende blev gift med sin kone i 2000, og parret var på domstidspunktet fortsat gift. De har 3 børn, hvoraf den ældste er 8 år. Udlændingeservice kunne til trods for oplysninger om, at den pågældende var HIV-smittet fortsatte støtte udvisningspåstanden. Udlændingeservice henviste til de foreliggende oplysninger om, at den pågældende ikke ville få brug for medicinsk behandling de næste par år, og om at der var behandlingsmuligheder i hjemlandet, der dog ikke var ligeså gode som i Danmark. Landsretten fandt under henvisning til "usikkerheden vedrørende behandlingsmulighederne" samt hensynet til "familiens enhed" talte for, at der ikke skete udvisning.

I TfK 2010.459 ØLD blev en herboende tyrkisk statsborger fundet skyldig i medvirken til røveri af særlig farlig karakter mod et pengeinstitut med brug af en skarpladt pistol. Han blev endvidere fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a for besiddelse af samme skarpladte pistol med tilhørende 8 skarpe patroner. Den pågældende blev straffet med fængsel i 3 år og 6 måneder. Endvidere blev han udvist betinget i medfør af udlændingelovens § 24 b, således at prøvetiden udløber 2 år efter tiltaltes løsladelse. Den pågældende var flere gange tidligere straffet senest ved dom af 25. september 2008, hvor den pågældende blev idømt fængsel i 1 år og 2 måneder samt idømt betinget udvisning med en prøvetid på 2 år. Begge de nye forhold blev begået i prøvetiden for den betingede udvisning. Det fremgår blandt andet af sagen, at den pågældende, der var 27 år gammel, var født i Danmark, at han havde adresse hos sine forældre, at han var muslimsk gift med en kvinde, som han ikke boede sammen med, at han havde et barn med sin hustru, at barnet boede hos hustruen, og at den pågældende har været på ferie i Tyrkiet hvert andet år.

I ankesagen S-1344-07 afsagt 8. november 2007 af Vestre Landsrets 7. afdeling frifandt landsretten den 39-årige T for anklagemyndighedens påstand om udvisning. Tiltalte blev fundet skyldig i handel med narkotika og blev herfor straffet med fængsel i 6 år. Det fremgik af sagen blandt andet, at T var 22 år, da han kom til Danmark fra Libanon. Han var gift med en tidligere libanesisk statsborger, som havde opnået dansk statsborgerskab. Han havde med sin hustru 5 mindreårige børn, der alle var danske statsborgere. Tiltalte talte og forstod arabisk og hans mor, som han havde kontakt til, boede i Libanon. Han havde endvidere 5 søskende, der alle bor i Libanon. Det fremgik også af sagen, at tiltale ikke havde tilknytning til arbejdsmarkedet, og at han levede af kontanthjælp. Den pågældende var tidligere idømt længerevarende fængselsstraffe men ikke for narkotikakriminalitet.

I TfK 2008.624 ØLD var den 20-årige T1 tiltalt for den 29. maj 2007 sammen med to andre (T2 og T3) at have begået et røveriforsøg, hvor alle 3 ved trussel med en "rambo-kniv" forsøgte på en sti at fratage A penge, hvilket mislykkedes, idet A ikke havde penge. Den pågældende var endvidere tiltalt for sammen med T2 og T3 cirka en halv time senere at have begået røveri mod B ved på dennes bopæl at have truet den pågældende med kniv og frarøvet denne cirka 10 gram amfetamin. Endvidere var T1 tiltalt for umiddelbart efter røveriet mod B i forening med T2 og T3 "med accept af, at der kunne eller skulle anvendes kniv at have tildelt B et knivstik i halsen, hvorved B kort efter afgik ved døden". Endvidere var de 3 tiltalt for besiddelse af 10 gram amfetamin og for besiddelse af den anvendte "rambo-kniv" i strid med våbenloven. T1 blev frifundet for røveriforsøget men blev fundet skyldig i det fuldbyrdede røveri, vold efter straffelovens § 245, besiddelse af 10 gram amfetamin samt ulovlig våbenbesiddelse. Han blev frifundet for drab. T1 var flere gange tidligere straffet heraf 2 gange for røveri. T1 blev straffet med fængsel i 2 år, og han blev betinget udvist. T1 var som 4-årig indrejst i Danmark sammen med sin mor og storebror og var blevet familiesammenført med sin herboende far.

I TfK 2008.75/2 HD blev en person straffet med fængsel i 10 måneder blandt andet for bedrageri mod et forsikringsselskab ved i strid med sandheden at have meldt sin bil stjålen og derpå have fået udbetalt 220.000 kr. i erstatning (forhold 2) samt for forsøg på på tilsvarende måde at formå et forsikringsselskab at udbetale sig cirka 264.000 kr. (forhold 6). Tiltalte var tidligere straffet blandt andet to gange for berigelseskriminalitet. Den pågældende blev frifundet for en påstand om udvisning. Højesteret fandt hverken grundlag for udvisning eller betinget udvisning. Højesteret udtalte: "T er herefter idømt 10 måneders fængsel for ikke-personfarlig berigelseskriminalitet. Han kom til Danmark i 1992 som 32-årig og har siden da haft ophold her, men han har som anført af landsretten tillige bevaret tilknytning til Serbien. Han og hans hustru har været gift i mere end 25 år, og de har en hjemmeboende datter, der er født og opvokset i Danmark og i dag er 13 år. Det fremgår af sagen, at hustruen og datteren - bl.a. af hensyn til datteren - vil blive boende i Danmark, selv om T måtte blive udvist. Ud fra en samlet vurdering finder Højesteret herefter, at der foreligger forhold, som taler afgørende imod udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. T frifindes derfor for påstanden om udvisning."

Højesteretsdom i TfK 2005.5. Heraf fremgår det blandt andet, at en 31-årig blev idømt 5 års fængsel for narkokriminalitet, og at han som 11-årig var indrejst i Danmark. Det fremgår af dommen, at han har ringe tilknytning til hjemlandet, og at det meste af hans familie bor i Danmark. Han har dog været på ferie i hjemlandet. Uanset kriminalitetens grove karakter fandtes hans forhold at tale mod udvisning.

I TfK 2005 6 ØLD blev en flere gange tidligere straffet person, der ikke var fyldt 18 år, da han begik 8 fuldbyrdede røverier mod forretninger, 2 forsøg på røverier mod forretninger samt hærværk, straffet med en fællesstraf af fængsel i 3 år og 9 måneder. Under røverierne truede gerningsmanden, der var i forening med flere andre, personalet i butikkerne med både kniv og pistol til at udlevere penge. Det samlede udbytte af røverierne udgjorde godt 170.000 kr. Den af sagen omhandlede gerningsmand var straffet tre gange tidligere blandt andet to gange for vold efter straffelovens § 119, stk. 1, tyveri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Anklagemyndighedens begæring om udvisning af den pågældende, der ikke var dansk statsborger, blev ikke taget til følge. Landsretten fandt, at tiltaltes "meget unge alder og familiemæssige tilknytning" til Danmark "med styrke" talte imod udvisning.

I Tfk 2005.44 frifandt Østre Landsret tiltalte for påstanden om udvisning. Han var kun 16 år gammen men blev fundet skyldig i 8 røverier mod forretningsdrivende og 2 forsøg på røverier fra blandt andet et posthus. Røverierne blev henført under straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1. Det fremgår også, at disse forhold blev begået i prøvetiden for en betinget fængselsstraf. Tiltalte havde opholdt sig i Danmark i 10 år. Retten lagde blandt andet vægt på den pågældendes familiemæssige tilknytning til Danmark.

Af TfK 2005.59 fremgår en dom afsagt af Vestre Landsret, hvor en person født i 1982 blev straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder for røveri. Han var tidligere straffet for røveri og vold mod tjenestemand i funktion. Røveriet blev begået i prøvetiden, idet den pågældende var prøveløsladt. Han var 8 år, da han kom til Danmark. Udover en mormor havde han ikke nære slægtninge i hjemlandet. Med henvisning til proportionalitetsprincippet i EMRK artikel 8 fandt landsretten trods karakteren af den pådømte kriminalitet og tiltaltes forstraffe ikke grundlag for at udvise den pågældende.

I TfK 2005.590 blev to personer fundet skyldige i blandt andet røveri mod et posthus, som de begik, da de var henholdsvis 18 og 19 år. De var ikke tidligere straffede og blev idømt fængsel i 1 år. De havde kun haft ophold i Danmark, fra de var 14 år gamle. De havde forældre og søskende i Danmark og svag tilknytning til hjemlandet. De blev begge frifundet for udvisningspåstanden.

I TfK 2006.272 tog Østre Landsret ikke anklagemyndighedens udvisningspåstand til følge i en sag, hvor en 26-årig havde begået røveri mod en brugsforening ved at true med en kniv og et oversavet jagtgevær, og hvor udbyttet var 22.000 kr. Den pågældende blev idømt fængsel i 1 år og 6 måneder. Den pågældende var kommet til Danmark som 15-årig. Hans mor og to halvsøskende boede i Danmark, og han havde ikke andre pårørende i Thailand end sine bedsteforældre. Landsretten lagde vægt på proportionalitetsprincippet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I TfK 2006.290 blev en person ved Højesteret frifundet for anklagemyndighedens udvisningspåstand. Den pågældende var fundet skyldig i røveri mod et postkontor, som han havde begået i forening med 3 andre. Han havde i 2003 modtaget 2 domme for vold og trusler. Der blev anvendt kniv under røveriet. Den pågældende havde haft ophold i Danmark i 7 år, hvor han boede sammen med sin mor og sin halvsøster. Han havde kun ringe kontakt med sin far i USA og havde kun været få gange i Togo, siden han udrejste derfra.

I TfK 2007.6 blev to brødre fundet skyldige blandt andet i drab. Den ene blev straffet med fængsel i 8 år, og den anden modtog en behandlingsdom. De tiltalte var henholdsvis 15 og 17 år, da drabet blev begået. De var små børn, da de kom til Danmark. De talte begge arabisk. Deres far og to ældre søskende boede i Jordan. Den tiltalte, der var blevet idømt fængselsstraf, havde som barn besøgt familien i Jordan nogle få gange sammen med sin mor. Højesteret frifandt dem for udvisningspåstanden navnlig under henvisning til, at de ikke havde nogen tilknytning til hjemlandet.

Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fandt i afgørelsen Amrollahi mod Danmark afgjort den 11. juli 2002 under sagsnummer 56811/00, at det udgjorde en krænkelse af artikel 8 i EMRK, at klageren var blevet udvist fra Danmark med indrejseforbud for bestandigt, efter at han havde afsonet en dom på fængsel i 3 år for indsmugling af 450 gram heroin.

I afgørelsens præmis 36 til 44 anføres EMDs begrundelse for afgørelsen. Heraf fremgår følgende:

"...36. EMD har først vurderet arten og alvorligheden af den begåede forbrydelse. EMD bemærker, at klageren ankom til Danmark i 1989 og blev efterfølgende dømt for narkotikahandel begået i løbet af 1996. I sin dom af 1. oktober 1997 fandt Retten i Hobro klageren skyldig blandt andet i narkotikahandel med mindst 450 gram heroin i strid med straffelovens § 191. Afgørelsen om udvisning var således begrundet i alvorlig kriminalitet.

37. Når henses til den ødelæggende virkning, som narkotika har på menneskers liv, forstår EMD, hvorfor myndighederne viser stor strenghed over for dem, som aktivt deltager i udbredelsen af denne plage (se blandt andet Dalia mod Frankrig, afgørelse af 19. februar 1998, rapport 1998-1, side 92, § 54). Efter EMDs opfattelse, selv hvis klageren ikke tidligere er straffet, ændrer dette ikke på, at der er tale om en alvorlig og grov forbrydelse (se Bouchelkia mod Frankrig, afgørelse af 29. januar 1997, rapport 1997-1, side 65, § 51, og nwosu mod Danmark (dec.), nr. 50359/99, 10. juli 2001).

38. Med hensyn til klagerens tilknytning til dennes hjemland, bemærker EMD, at han forlod Iran i 1987, da han var 21 år gammel. Hans modersmål er Farsi og han har modtaget al sin skoleundervisning i Iran. Således har han utvivlsomt tilknytning til Iran. Dog er der ikke ud fra det materiale, som EMD har modtaget, noget der indikerer, at klageren har oprethold stærk tilknytning til Iran hvis overhovedet nogen, siden han mistede forbindelsen til sin familie der i 1987.

39. Med hensyn til klagerens tilknytning til Danmark, er denne hovedsageligt opretholdt gennem hans kone, børn og steddatter, som alle er danske statsborgere. Klageren og A blev gift i september 1997, en uge før hans domfældelse ved byretten. Dog, når henses til at deres forhold begyndte i 1992, og at de fik deres første barn i oktober 1996, er EMD ikke i tvivl om "effektiviteten" af parrets familieliv, og EMD finder, at klageren må anses for at have en stærk tilknytning til Danmark.

40. EMD har derpå undersøgt muligheden for, at klageren, hans kone og hans børn etablerer et familieliv et andet sted. EMD har først vurderet, hvorvidt klageren, hans kone og hans børn kunne bo sammen i Iran.

41. Klagerens kone, A, er dansk statsborger. Hun har aldrig været i Iran, hun kender ikke til Farsi, og hun er ikke muslim. Udover at være gift med en iransk mand, har hun ikke nogen tilknytning til landet. Under disse omstændigheder finder EMD, at selv hvis det ikke er umuligt for ægtefællen og klagerens børn at bo i Iran, så vil det påføre dem oplagte og alvorlige vanskeligheder. Dertil kommer, at EMD er opmærksom på, at A's datter fra et tidligere ægteskab, som har boet sammen med A siden hun blev født i 1989, nægter at flytte til Iran. Når henses til disse omstændigheder, kan det ikke forventes, at A vil følge med klageren til Iran.

42. Spørgsmålet om at etablere et familieliv et andet sted skal også undersøges. I denne forbindelse bemærker EMD, at i løbet af perioden fra april 1987 indtil august 1989, opholdt klageren sig henholdsvis i Tyrkiet og Grækenland. Ikke desto mindre boede klageren der tilsyneladende ulovligt, og det er ikke fastslået, at han eller A har nogen forbindelse til nogen af de to lande. Efter EMDs opfattelse er der derfor ikke noget grundlag for at antage, at nogle af ægtefællerne kan opnå tilladelse til at få lovligt ophold i nogle af de nævnte lande eller i andre lande end Iran.

43. Således vil en konsekvens af klagerens permanente indrejseforbud til Danmark indebære, at familien vil blive adskilt, idet det faktisk er umuligt for dem at fortsætte deres familieliv uden for Danmark.

44. Med henvisning til det ovenfor anførte finder EMD, at en udvisning af klageren til Iran vil være uforholdsmæssig i forhold til det tilsigtede formål. Gennemførelsen af udvisningen vil således udgøre en krænkelse af artikel 8 i konventionen. .."

I sagen Omojudi mod Storbritannien, der er afgjort af EMD den 24. november 2009 under sagsnummer 1820/08, fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, at udvise en person, der var flere gange straffet seneste med 15 måneders fængsel for sædelighedskriminalitet. Han havde boet i Storbritannien i mange år sammen med sin hustru og sine børn. Hustruen var fra Nigeria lige som ham selv. EMD var opmærksom på, at han og hans hustru havde tilbragt de første mange år af deres liv i Nigeria, hvorfra de var indrejst til Storbritannien henholdsvis i 1982 og 1983. Imidlertid fandt EMD, at det måtte tillægges væsentlig betydning, at de begge nu havde opbygget et stort netværk i Storbritannien, hvor deres børn også var opvokset (præmis 46). EMD lagde blandt andet vægt på, at klageren var idømt en straf af 15 måneders fængsel for sædelighedskriminaliteten, og at straframmen var 10 års fængsel. EMD henviste til, at dette måtte forstås således, at de britiske domstole ikke havde anset forbrydelsen for så alvorlig, at det var nødvendig at idømme klageren en streng straf inden for straframmen (præmis 44). Af præmis 45 fremgår det i øvrigt, at klageren ikke havde lovligt ophold i Storbritannien i alle de år, hvor han opholdt sig der.

Udvisning på trods af risikoen for dobbeltstraf, overlast i hjemlandet, tortur mv.
I TfK 2005.571/3 ØLD fandt landsretten, at betingelserne for udvisning som udgangspunkt var til stede. Imidlertid fandt landsretten, at de oplysninger, der forelå om dobbeltstraf i hjemlandet (Nigeria), talte for, at der var risiko for, at den pågældende ville "lide overlast i hjemlandet, hvis han udvises", hvorfor han blev frifundet for påstanden om udvisning.

Særligt om udvisning af EU-borgere
EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed m.v. sætter grænser for medlemsstaternes adgang til at udvise EU-borgere, og alene hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed kan retfærdiggøre begrænsninger i adgangen til indrejse og ophold inden for Fællesskabet. Dette er der taget højde for i udlændingelovens § 2, stk. 3, hvorefter reglerne om blandt andet udvisning kun finder anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler.

Det er overladt til den enkelte medlemsstat at fastsætte, hvilke former for adfærd, der er uacceptable og skal kunne medføre udvisning, mens EU-reglerne fastsætter de overordnede rammer indenfor for hvilke dette skøn kan udøves. Efter Artikel 3 i Rådsdirektiv nr. 64/221 har sådanne forholdsregler udelukkende kunnet støttes på vedkommende udlændings personlige forhold, og dom for strafbart forhold har ikke i sig selv uden videre kunnet begrunde disse forholdsregler. Rådsdirektiv nr. 64/221 er ændret ved direktiv 2004/328/EF, jf. pkt. 2.10.3.

EF-Domstolen har understreget, at begrebet den offentlige orden skal fortolkes snævert, og at den offentlige orden kun er truet, hvis der foreligger en aktuel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod et grundlæggende samfundshensyn.

Der anføres i Betænkning 1326/1997, bind 2, side 750, blandt andet følgende: ”Efter udvalgets opfattelse må EF-Domstolens praksis tolkes således, at der ved afgørelsen af, om kriminalitet begået af en udlænding, der er omfattet af EF/EØS-reglerne, skal medføre udvisning, skal foretages en konkret proportionalitetsvurdering af, om den aktuelle trussel mod den offentlige orden har en sådan styrke, at denne kan begrunde udvisning af den pågældende med den deraf følgende indskrænkning af den frie bevægelighed inden for Det Europæiske Fællesskab. Vurderingen foretages på grundlag af forholdets art og grovhed, risikoen for gentagelse ud fra forholdets karakter og den dømtes forhold i øvrigt. Det er således efter omstændighederne ikke tilstrækkeligt, at en udlænding, der er omfattet af EF/EØS-reglerne, er dømt for et kriminelt forhold. Der skal herudover foreligge en konkret trussel af en vis alvor og styrke mod den offentlige orden.”

Se Rigsadvokatens meddelelse nr. 10/2008 (rettet i maj 2010) om præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen i medfør af artikel 267 i TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde.

I TfK 2012.351 blev en far straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder for vold mod sine 3 sønner over en periode på "i hvert fald 10 år" frem til faderens anholdelse i 2010. De enkelte forhold blev af Højesteret ikke isoleret set anset for omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, da de ikke er af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Den omstændighed, at tiltalte "i nogle tilfælde" havde slået drengene med knyttet hånd på kroppen og i ansigtet og med bælte på kroppen", førte således heller ikke til, at Højesteret anså nogle af forholdene for isoleret set at henhøre under § 245. Højesteret fandt, at der var tale om en fortsat forbrydelse og udtalte vedrørende forældelsesspørgsmålet: ""Højesteret finder, at den begåede mishandling og tvang, jf. straffelovens § 245, stk. 1, og § 260, stk. 1, nr. 1, omfatter en række ensartede og - uanset de længere perioder uden vold - kontinuerlige handlinger med en sådan indre sammenhæng, at de må anses for en fortsat forbrydelse begået indtil anholdelsen den 7. juni 2010 med den virkning, at ingen del af overtrædelserne er forældet, jf. straffelovens § 94." Om strafudmålingen udtalte Højesteret: "Straffen skal herefter fastsættes efter straffelovens § 245, stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1, § 123 og § 266. Mishandlingen i form af simpel vold og tvang overvejende tiltænkt som afstraffelse med henblik på opdragelse har indebåret hyppig vold mod alle tre drenge begået af deres far i en meget lang periode, der har omfattet størstedelen af deres opvækst. Højesteret finder, at straffen bør fastsættes til fængsel i 1 år og 3 måneder." Den domfældte var portugisisk statsborger og blev frifundet for påstanden om udvisning. Højesteret udtalte herom: "T er portugisisk statsborger og har haft lovligt ophold her i landet i mere end 10 år. Højesteret finder, at udvisning af ham ikke er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed og derfor vil være i strid med EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a. Allerede af denne grund tiltræder Højesteret, at han er frifundet for påstandene om udvisning."

I TfK 2010.638 ØLD blev en EU-borger, der var blevet idømt fængsel i 7 dage for under klimatopmødet i København i december 2009 at have været i besiddelse af en ulovlig kniv, ikke udvist.

I Rigsadvokaten Informerer, nr. 1, af 8. januar 2009 omtales en højesteretsdom af 29. december 2008, hvor en EU-borger, der var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, blev frifundet for anklagemyndighedens udvisningspåstand. Den pågældende havde boet i Danmark i cirka 14 måneder, da han begik forholdet. Højesteret udtaler:

"Voldsforholdet, ved hvilket tiltalte spyttede og slog buschaufføren i ansigtet, blev begået som en spontan reaktion på, at buschaufføren ikke ville tillade, at en af tiltaltes venner medbragte en flaske spiritus i bussen, og i forbindelse hermed nægtede at køre videre og lukkede bussens døre.

Tiltalte er ikke straffet forud for voldsforholdet, og de senere bødesager kan efter deres karakter ikke tillægges betydning ved afgørelsen af spørgsmålet om udvisning.

På den anførte baggrund finder Højesteret, at der efter en afvejning af på den ene side tiltaltes tilknytning til Danmark og herboende personer og på den anden side karakteren af det begåede enkeltstående voldsforhold foreligger hensyn, som afgørende taler imod udvisning, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.

Højesteret frifinder derfor tiltalte for påstanden om udvisning.

Det bemærkes, at udvisning efter Højesterets opfattelse også ville være i strid med proportionalitetsprincippet i artikel 27, stk. 2, sammenholdt med artikel 28, stk. 1, i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet).”

I Rigsadvokaten Informerer nr. 2 af 14. januar 2010 behandler rigsadvokaten en højesteretsdom af 19. oktober 2009, hvor højesteret fandt, at to polske statsborgere netop var ankommet til Danmark, da de i forening og efter forudgående aftale i tre forhold stjal eller forsøgte at stjæle tasker fra ældre personer efter forinden at have afledt disses opmærksomhed. De blev ved Københavns Byret idømt en kortere fængselsstraf og begge udvist med indrejseforbud i 5 år. Højesteret stadfæstede i afgørelsen 425/2008 med følgende begrundelse:

”Højesteret tiltræder, at betingelserne efter udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. § 26, stk. 1, for at udvise de tiltalte er opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om udvisning vil være forenelig med artikel 33 sammenholdt med artiklerne 27 og 28 i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (Opholdsdirektivet), jf. herved udlændingelovens § 2, stk. 3.

De tiltalte er idømt ubetinget frihedsstraf for efter forudgående aftale og i forening at have begået tricktyveri af taske og forsøg herpå. Højesteret tiltræder, at sådan kriminalitet er udtryk for en adfærd, som udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. led.

Da de tiltalte ikke har nogen tilknytning til Danmark, kan udvisning med indrejseforbud i 5 år ikke anses for stridende mod proportionalitetsprincippet i direktivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.

Højesteret stadfæster herefter dommen.”

Det kan af denne praksis udledes, at selv en meget begrænset tilknytning til Danmark, gør udvisning af en EU-borger vanskelig.

Særligt om udvisning af statsløse personer og flygtninge
FN's konvention vedrørende statsløse personers status af 28. september 1954 bestemmer i artikel 31, at statsløse personer, der har lovligt ophold i en af de kontraherende stater, alene kan udvises, hvis de udgør en trussel mod den nationale sikkerhed eller såkaldt "ordre public". Se kommentar fra 1955 om blandt andet udtrykket "ordre public" af Nehemian Robinson genoptrykt af FN's flygtningekommissær i 1997. Med henblik på fortolkning af begrebet "public order" eller "Ordre Public" er det i følge kommentarerne nødvendigt at foretage en undersøgelse af, hvorledes begreberne fortolkes i andre sammenhænge.

FN's konvention af 28. juli 1951 vedrørende flygtninge (flygtningekonventionen) giver i artikel 32 mulighed for i visse tilfælde at udvise flygtninge. Bestemmelsen er ganske identisk med artikel 31 i den umiddelbart ovenfor omtalte konvention vedrørende statsløse personer.

Med hensyn til dansk lovgivning om udvisning af personer med flygtningestatus kan der blandet andet henvises til "Submission by the United Nations High Commissioner for Refugees for the Office of the High Commissioner for Human Rights’ Compilation Report - Universal Periodic Review: DENMARK", Human Rights Liaison Unit Division of International Protection UNHCR November 2010. Af "emne 3 - udvisning af udlændinge" bemærkes det, at ændringen af den danske udlændingelov i maj 2010 blandt andet hjemler mulighed for udvisning af udlændinge i tilfælde, hvor disse har begået straffelovsovertrædelser, der medfører, at de idømmes en ubetinget fængselsstraf, har begået socialt bedrageri, eller har begået ulovligheder i en situation, hvor den offentlige orden bliver alvorligt forstyrret. Det udtales, at efter UNHCR's opfattelse er ændringen "problematisk" ("problematic") i de tilfælde, hvor udvisningen af udlændingen indebærer, at han eller hun mister sin flygtninge-status. Ophør af flygtningestatus er udtømmende reguleret i artikel 1 C i flygtningekonventionen. Denne bestemmelse giver ikke adgang til, at flygtningestatus kan bringes til ophør på grund af, at flygtningen har begået "almindelige forbrydelser som dem, der ifølge ændringen af den danske lovgivning kan føre til udvisning" ("common crimes such ad those, which according to the amended Danish legislation can lead to expulsion"). Fradømmelse eller tilbagekaldelse af flygtningestatus kan forventes hos flygtninge, som udviser en adfærd omhandlet af artikel 1F(a) eller 1F(c), forudsat at alle kriterierne for anvendelsen af disse bestemmelser er opfyldt. Medens asyl kan tilbagekaldes i tilfælde, hvor artikel 32 og 33(2) er anvendelige, vil ophør af flygtningestatus være i strid med flygtningekonventionen, medmindre - som omtalt ovenfor - kriterierne i artikel 1C(a) og 1F(c) er opfyldt. UNHCR anbefaler, at lovgivning, som medfører mulighed for udvisning, er i overensstemmelse med den internationale flygtningeretlige og menneskeretlige lovgivning for at undgå, at uforholdsvise foranstaltninger iværksættes mod personer, der har brug for international beskyttelse.

Særligt om udvisning af personer, hvis kriminalitet har sammenhæng med, at de har været udsat for menneskehandel
Udlændingelovens § 26 a har følgende indhold: "Ved afgørelsen om udvisning skal der tages særligt hensyn til, om de omstændigheder, som kan begrunde udvisning, er en følge af, at udlændingen har været udsat for menneskehandel, og om dette forhold taler imod udvisning."

Se bemærkningerne til udlændingelovens § 26 a i lov nr. 504 af 6. juni 2007.

I TfK 2011.214 ØLD blev en person fundet skyldig i dokumentfalsk efter straffelovens § 171, stk. 1, ved den 22. september 2009 ca. kl. 21.30 på Københavns Hovedbanegård, København V, over for DSB-personale og politi at have gjort brug af et totalforfalsket hollandsk pas som legitimation. Anklagemyndigheden fik ikke medhold i en påstand om udvisning. Landsretten udtalte blandt andet: "Tiltalte er mindreårig, og på baggrund af hendes oplysninger overfor Udlændingeservice ikke kan udelukkes, at tiltalte har været udsat for menneskehandel som defineret i Europarådets konvention af 16. maj 2005 om indsatsen mod menneskehandel art. 4. Landsretten finder, at der er en sådan sammenhæng mellem det strafbare forhold og det forhold, at tiltalte må anses for at have været udsat for menneskehandel, at dette taler imod udvisning, jf. § 26 a i udlændingeloven, som affattet ved lov nr. 504 af 6. juni 2007."

Betinget udvisning
Bestemmelsen om betinget udvisning i udlændingelovens § 24 b blev indført ved lov nr. 429 af 10. maj 2006 om ændring af udlændingeloven (Betinget udvisning, skærpelse af udvisningsreglerne og reglerne om indrejseforbud m.v.). Det fremgår af bestemmelsen, at en udlænding kan udvises betinget, hvis der ikke findes at være fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udvise den pågældende efter §§ 22-24, fordi udvisning må antages at virke særlig belastende, jf. § 26, stk. 1.

I TfK 2013.86 var tiltalte ved en dom af 10. november 2011 blevet idømt fængsel i 10 måneder, hvor af de 4 måneder skulle fuldbyrdes, samt betinget udvisning for røveri. Prøvetiden for den betingede del af dommen var 2 år. I den aktuelle sag blev tiltalte fundet skyldig i røveri mod en kiosk begået den 20. januar 2012. Røveriet blev således begået i prøvetiden. Han blev idømt fængsel i 1 år og 4 måneder, som var en fællesstraf med den betingede straf idømt ved dommen afsagt den 10. november 2011. Endvidere blev tiltalte på ny idømt betinget udvisning. Landsretten omgjorde således byrettens dom om udvisning med indrejseforbud i 12 år. Landsretten udtalte herom nærmere: "Med hensyn til spørgsmålet om udvisning bemærkes, at tiltalte har boet i Danmark, siden han var 7-8 år gammel, og han har således haft det meste af sin opvækst og skolegang i Danmark, hvor han fortsat bor sammen med sin far, sin stedmor og halvsøskende. Han har ikke før 2011 set sin mor, der efter det oplyste enten bor i Etiopien eller Somalia. Han har ikke i øvrigt tilknytning til Somalia. Disse forhold sammenholdt med tiltaltes unge alder taler så afgørende mod udvisning, at der på trods af karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet efter en samlet vurdering ikke findes fuldt tilstrækkelig grundlag for at udvise tiltalte, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Tiltalte frifindes derfor for udvisningspåstanden. Tiltalte udvises herefter på ny betinget i medfør af udlændingelovens § 24 b, stk. 3, således at prøvetiden udløber 2 år efter tiltaltes løsladelse, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 2, 2. pkt." Det fremgår af sagen, at straffen idømt den pågældende i november 2011 var for "ligeartet kriminalitet".

Højesteret undlod i sag nr. 225/2010 afgjort den 13. januar 2011 at udvise en person, der var idømt betinget udvisning for blandt andet røverier, og som var blevet straffet på ny for vold begået i prøvetiden til den betingede udvisning. Den pågældende blev ved Højesteret på ny idømt en betinget udvisning. Højesteret udtaler i afgørelsen blandt andet: "Efter en samlet bedømmelse finder Højesteret, at Ts tilknytning til Danmark er så stærk, at udvisning på grund af hans hidtidige kriminalitet vil være særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Der henvises herved tillige til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 samt Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig. T frifindes derfor for påstanden om udvisning. Det nu begåede forhold kan således hverken alene eller sammen med de tidligere pådømte forhold udløse udvisning. Det nu begåede forhold er imidlertid begået i prøvetiden for den betingede udvisning, og der er tale om voldskriminalitet. Der er derfor en sådan sammenhæng mellem det nu begåede og de tidligere forhold, at T på ny bør idømmes betinget udvisning,"

I TfK 2010.1076 VLD ophævede Vestre Landsret byrettens afgørelse om betinget udvisning af en person, der var fundet skyldig i adskillige tilfælde af trusler og vidnetrusler, og som var tidligere straffet blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 119. Det fremgår blandt andet af sagen, at den pågældende havde årelang tilknytning til Danmark og havde 3 herboende børn.

I TfK 2011.46/1 ØLD blev en person, der to gange tidligere var straffet for overtrædelse af straffelovens § 191 i et tilfælde med fængsel i 3 år og 6 måneder og i et andet tilfælde med fængsel i 3 år, nu straffet med fængsel i 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191 for salg og besiddelse af euforiserende stoffer. Den pågældende blev udvist betinget. Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om udvisning med indrejseforbud i et af retten nærmere fastsat tidsrum.

Svar af 20. juni 2011 fra Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration på spørgsmål nr. 69 fra Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, hvor ministeriet blandt andet oplyser, at ".. det er en betingelse for, at en betinget udvisning kan udløses, at den pågældende i prøvetiden begår nyt strafbart forhold. Det forhold, at en udlænding, der efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er idømt anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, udskrives fra foranstaltningen, indebærer derimod
ikke, at den betingede udvisning udløses."

Nægtelse af at forny opholdstilladelse begrundet i straf
I sagen Boultif mod Schweiz, sagsnummer 54273/00, der blev afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 2. august 2001, fandtes EMRK artikel 8 krænket i et tilfælde, hvor de schweiziske myndigheder havde nægtet at forny en persons (klagerens) opholdstilladelse med henvisning til, at denne var blevet straffet for røveri. Det fremgår af sagens præmis 7 til 22, at den pågældende indrejste til Schweiz på et turistvisum i december 1992, og at han blev gift med en schweizisk statsborger i marts 1993. 31. januar 1997 blev klageren straffet med ubetinget fængsel i 2 år for røveri begået den 28. april 1994, hvor han sammen med en anden om natten havde væltet en mand ned på jorden, sparket ham i ansigtet og taget penge fra ham.

Varetægtsfængsling og administrativ frihedsberøvelse af udlændinge i forbindelse med udvisning, udsendelse mv.

Udlændingelovens § 35 til § 37 giver hjemmel til under visse nærmere betingelser at varetægtsfængsle eller frihedsberøve udlændinge med henblik på gennemførelse af udvisning og udsendelse af udlændinge.

Udlændingelovens § 35

Udlændingelovens § 35 giver mulighed for under visse betingelser at varetægtsfængsling af en udlænding med henblik på at sikre dennes tilstedeværelse under en straffesag også i tilfælde, hvor betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens kapitel 70 ikke er opfyldt, eller for at sikre fuldbyrdelse af en dom om udvisning af den pågældende.

Udlændingelovens § 35 har følgende ordlyd:

"§ 35. En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når:

1) Udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter §§ 22-24.

2) Udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

Rigsadvokaten Informerer Nr. 15/2003 vedrørende anvendelsen af udlændingelovens § 35, stk. 1

Se nærmere om bestemmelsen om varetægtsfængsling i udlændingelovens § 27 (nu § 35) i Betænkning 968/82 om udlændingelovgivningen - udkast til ny udlændingelov, side 64, og bemærkningerne på side 189 til samme bestemmelse.

Stk. 2. En udlænding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 7, og som er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvisning.

Stk. 3. Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger, der træder i stedet herfor, finder i øvrigt anvendelse. Der fastsættes dog altid en frist for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde ved varetægtsfængsling eller foranstaltning, der træder i stedet herfor, alene med henblik på fuldbyrdelse af bestemmelse ved endelig dom om udvisning. Fristen efter 2. pkt. fastsættes af retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt. (Stk. 3 blev indsat ved lov nr. 425 af 31. maj 2000 som stk. 2 i den daværende bestemmelse)". Henvisningen til retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling "og foranstaltninger, der træder i stedet herfor" i § 35, stk. 3, indebærer blandt andet, at varetægtsfængslingen kan ske i surrogat, at reglerne om proportionalitet skal iagttages osv. Se nærmere herom umiddelbart ovenfor i bemærkningerne til lov nr. 425 af 31. maj 2000 samt i straffeprocessen under varetægtsfængsling

I TfK 2008 110 ØLK fængslede Københavns Byret en rumænsk statsborger, efter at denne var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 276. Der var tale om et butikstyveri af en jakke til en værdi af 299 kr. byretten anførte, at betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens regler ikke var opfyldt, idet det ikke kunne ventes, at straffen ville blive fængsel i over 30 dage. Byretten fandt imidlertid, at der kunne ske fængsling efter udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at den pågældende ikke "har fast bopæl her i landet", og til at der var en begrundet mistanke om en lovovertrædelse, der kunne medføre udvisning efter udlændingelovens §§ 22-24. Forsvareren kærede afgørelsen, hvorefter statsadvokaten beordrede politiet til at løslade den pågældende. Forsvareren fastholdt imidlertid, at kæremålet blev behandlet og ændrede sin påstand til, at den pågældende ikke burde have været varetægtsfængslet af byretten. Af Østre Landsrets kendelse fremgår følgende: "T kærede til retsbogen Københavns Byrets kendelse af 24. oktober 2007 - - -, hvorved han i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 1. nr. 1, blev varetægtsfængslet til den 6. november 2007 som sigtet for overtrædelse af straffelovens § 276. Forsvareren indgav kæreskrift den 26. oktober 2007, der samme dag blev sendt til udtalelse hos Statsadvokaten for København og Bornholm. Den 2. november 2007 blev T løsladt, og forsvareren meddelte senere samme dag, at han ændrede sin påstand under kæremålet, således at påstanden er, at T burde have været løsladt den 24. oktober 2007. Statsadvokaten har den 9. november 2007 afgivet følgende udtalelse, modtaget den 12. november 2007: »Ved retsbog af 26. oktober 2007, modtaget her den 30. oktober 2007, har landsretten anmodet om en udtalelse i anledning af advokat Poul Helmuth Petersens kæreskrift af 26. oktober 2007. Sagen blev sendt i høring hos Politidirektøren i København den 31. oktober 2007, som returnerede sagen med en udtalelse den 2. november 2007. Efter en gennemgang af sagen anmodede jeg den 2. november 2007 kl. 12.20 Politidirektøren om at løslade den pågældende, idet jeg ikke fandt, at der kunne ske frihedsberøvelse i den foreliggende situation. Jeg orienterede kort efter telefonisk både landsretten samt advokat Petersen om dette. Ved fax af 2. november 2007 har advokat Petersen oplyst, at han fortsat ønsker kæremålet behandlet, dog nu med påstand om at hans klient burde have været løsladt den 24. oktober 2007. Som det fremgår ovenfor fandt jeg efter en gennemgang af sagen, at den pågældende skulle løslades, hvorfor jeg som udgangspunkt er enig med advokat Petersen i, at den pågældende burde have været løsladt den 24. oktober 2007. Jeg skal i den anledning bemærke, at jeg d.d. har anmodet Politidirektøren om at ophøre med at fremstille EU-borgere, der i sager af tilsvarende karakter ikke kan forventes at blive udvist, og hvor der ikke foreligger andre omstændigheder, der kan begrunde en frihedsberøvelse, f.eks. fastlæggelse af identitet. Sagens akter vedlægges. Kopi af dette brev er sendt til advokat Petersen.« Henset til, at anklagemyndigheden i overensstemmelse med forsvarerens endelige påstand for landsretten som udgangspunkt er enig i, at T den 24. oktober 2007 burde have været løsladt, kan betingelserne for varetægtsfængsling som sket efter udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, ikke da anses at have været opfyldt. Derfor bestemmes: Påstanden om varetægtsfængsling af T burde ikke være taget til følge ved byrettens kendelse."

I TfK 2010.618 ØLK løslod landsretten en slovakisk kvinde, som af byretten var blevet fængslet i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1. Kvinden var sigtet for og erkendte sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 197 ved at have foretaget tiggeri på offentlig gade. Hun var i 2002 og 2010 meddelt advarsler for tiggeri i Århus og København. Landsretten begrundede løsladelsen med henvisning til, at den pågældende er "slovensk statsborger, og som følge heraf omfattet af reglerne for statsborgere i EU, hvorfor hendes adgang til ophold i Danmark reguleres af reglerne i opholdsdirektivet."

I TfK 2009.274/2 HK var en tysk statsborger i byretten blevet fundet skyldig i overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 7, og idømt en straf af fængsel i 50 dage og udvist med indrejseforbud i 5 år for som taxachauffør i Tyskland at have bistået nogle udlændinge til at komme illegalt ind i Danmark. Han havde anket afgørelsen og var forblevet varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 under anken. Afgørelsen om fortsat varetægtsfængsling blev kæret til Højesteret, som bestemte, at den pågældende skulle løslades. Højesteret udtalte blandt andet: "Den 26. januar 2008 ville den i første instans idømte straf være afsonet med varetægtsfængslingen. Dommen var anket af T med påstand bl.a. om frifindelse eller om formildelse af straffen, og efter anklagemyndighedens opfattelse var der ikke udsigt til en mærkbar strafskærpelse, idet den idømte straf i den foreliggende sag var i overensstemmelse med praksis. T er taxavognmand, tysk statsborger og bosat i Hamburg. Han har ingen tilknytning til Danmark. Det må lægges til grund, at han i forbindelse med løsladelse var villig til at udrejse til Tyskland, hvilket kunne ske hurtigt. På denne baggrund finder Højesteret, at der ved forlængelsen af fængslingen den 23. januar 2008 ikke forelå bestemte grunde til at anse fortsat varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre T's tilstedeværelse under anken, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kunne fuldbyrdes."

I TfK 2007.801/1 ØLK var en person i februar 2005 blevet idømt fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 216, stk. 1, jf. § 222, stk. 1, og § 224, jf. § 222, stk. 1, samt § 232, § 244 og § 266 samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Østre Landsret stadfæstede dommen ved dom af 2. juni 2005. Den idømte straf var fuldt afsonet den 20. marts 2007. Den 19. marts 2007 blev T varetægtsfængslet i medfør af udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, for at sikre hans tilstedeværelse, indtil bestemmelsen om udvisning kan fuldbyrdes. Efter det oplyste for landsretten, lagde landsretten til grund, at der ikke på tidspunktet, hvor kendelsen blev afsagt, var nogen reel udsigt til at gennemføre en tvangsmæssig udsendelse af udlændingen til Irak. Landsretten udtalte blandt andet: "På den baggrund, og under hensyn til at han har været varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1, i ca. 5½ måned efter fuld afsoning af den idømte straf, finder landsretten, uanset T's modvilje mod frivillig udrejse og den af ham begåede kriminalitet, at der ikke længere er det tilstrækkelige grundlag for at varetægtsfængsle ham efter udlændingelovens § 35, stk. 1, nr. 1". Den pågældende blev derfor løsladt.

I TfK 2007.767/1 HK var en person ved to domme blevet idømt samlet 2 år og 10 måneders fængsel for menneskesmugling og vold og udvist for bestandigt. Efter prøveløsladelsen var han blevet varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 med henblik på at udvisningen skulle gennemføres. Efter 16 måneders varetægtsfængsling blev han løsladt af Højesteret. Højesteret udtalte blandt andet: "Efter det oplyste lægges det til grund, at der ikke var nogen reel udsigt til at gennemføre en tvangsmæssig udsendelse af D til Irak i en nærmere fremtid, da Østre Landsret den 15. januar 2007 traf afgørelse om fortsat varetægtsfængsling. På den baggrund, og under hensyntagen til at han på daværende tidspunkt havde været varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35, stk. 1, i ca. 16 måneder efter prøveløsladelsen den 29. august 2005 med en reststraf på 346 dage, finder Højesteret uanset D's modvilje mod frivillig udrejse og den af ham begåede kriminalitet, at der ikke længere var det tilstrækkelige grundlag for at varetægtsfængsle ham efter udlændingelovens § 35, stk. 1."

I TfK 2004.704 ØLK havde en udlænding siden 24. januar 2003 været frihedsberøvet i medfør af udlændingelovens § 36, stk. 1, idet han - efter at have fået afslag på asyl - ikke frivilligt ville udrejse af Danmark. Frihedsberøvelsen havde været opretholdt frem til 30. september 2004, hvor kæremålet blev behandlet ved landsretten. Den pågældende havde siden den 18. september 2003 tillige været frihedsberøvet i medfør af udlændingelovens § 36, stk. 5. Frihedsberøvelsen havde således været opretholdt i cirka 1 år og 8 måneder. Landsretten løslod den pågældende. Landsretten lagde til grund, at den pågældende ikke ville medvirke til udvisningen. Landsretten udtalte blandt andet: "Det må efter den praksis, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol følger, antages, at frihedsberøvelse kun er berettiget, så længe udvisningsproceduren skrider fremad. Det forekommer tvivlsomt, om dette kan siges at være tilfældet, når kærende, U, fra første færd og vedvarende gennem 1 år og 8 måneder har nægtet at medvirke til hjemsendelse ved at modsætte sig underskrift af ansøgning om hjemrejsepapirer på den herværende iranske ambassade. ..". Videre udtalte landsretten: "Selvom der hverken i bemærkningerne til lovforslaget eller i lovens ordlyd er angivet nogen absolut længstetid for frihedsberøvelse, må det dog være klart, at der ud fra proportionalitetshensyn er en grænse for, hvor længe frihedsberøvelse kan opretholdes. Ved fastsættelse af en sådan grænse må der udøves et konkret skøn i hver enkelt sag. Henset til at formålet med udlændingelovens § 36, stk. 5, er at motivere den udviste til at medvirke, må man, når frihedsberøvelsen har varet i meget lang tid - her 1 år og 8 måneder - med føje sætte spørgsmålstegn ved, om kærendes modstand mod hjemsendelse til Iran kan overvindes ved yderligere frihedsberøvelse. Når myndighederne bliver klar over, at udsendelse ikke er mulig, skal frihedsberøvelsen efter Menneskerettighedsdomstolens praksis i henhold til EMRK art. 5, stk. 1, litra f, under alle omstændigheder bringes til ophør. .."

I UfR 1995.711/2 ØLK var en person blevet varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 efter at være blevet prøveløsladt efter udståelsen af en straf af fængsel i 2 år og 4 måneder. Den pågældende var udvist for bestandigt, og varetægtsfængslingen var sket med henblik på gennemførelsen af udvisningen. Flygtningenævnet havde imidlertid besluttet at genoptage den pågældendes asylsag. Østre Landsret løslod den pågældende og udtalte blandt andet: "Udlændingen er tilladt ophold i Danmark under behandlingen af hans i henhold til Flygtningenævnets beslutning af 16. maj 1995 genoptagne asylsag. Der må forventes at ville hengå længere tid, før en endelig afgørelse om asyl er truffet. Herefter, og da der ikke i øvrigt er oplyst omstændigheder, der tilstrækkeligt kan begrunde varetægtsfængsling i medfør af udlændingelovens § 35, findes der ikke grundlag for opretholdelse af frihedsberøvelsen ..."

I TfK 2007.723 ØLK var nogle udlændinge ved byretten idømt fængsel i 3 måneder og udvist med indrejseforbud i 5 år. Anklagemyndigheden havde anket afgørelsen til skærpelse. Anklagemyndigheden begærede dem efter domsafsigelsen i byretten de pågældende varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, og subsidiært efter udlændingelovens § 35, idet anklagemyndigheden mente, at det var nødvendigt at sikre de pågældendes tilstedeværelse under anke og fuldbyrdelse af en dom, der skærpede straffen for de pågældende. Byretten løslod de pågældende, hvilket blev stadfæstet ved landsretten med henvisning til byrettens begrundelse. Byretten havde blandt andet udtalt: "Det fremgår af retsbogen vedrørende retsmødet den 25. maj 2007, at anklageren begærede fortsat varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 med henblik på udsendelse af de pågældende. På trods af, at anklagemyndigheden efter de nu foreliggende oplysninger fra beslutningen om at anke sagen, jf. ankemeddelelsen af 1. juni 2007, uden forelæggelse for retten har ændret sin begrundelse for varetægtsfængsling i sagen, finder retten ikke, at der er grundlag for at kende varetægtsfængslingen fra den 1. juni 2007 til i dag ulovlig. Under hensyn til den varetægtsfængsling, der allerede er sket, vil en fortsat fængsling under eventuel anke eller indtil straffuldbyrdelse kan iværksættes, imidlertid være i strid med proportionalitetsprincippet, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3, hvorfor der ikke er grundlag for fængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, eller udlændingelovens § 35. Da anklagemyndigheden ikke har gentaget sin begæring om varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35 med henblik på udsendelse af landet, løslades de pågældende." Løsladelsen var således begrundet i proportionalitetshensyn.

Se TfK.2005.356 VLD om erstatning for uberettiget varetægtsfængsling efter udlændingelovens § 35. Se nærmere om afgørelsen under behandlingen af adgangen til erstatning for uberettiget frihedsberøvelse efter udlændingeloven behandlet under kommentarerne til retsplejelovens kapitel 93 a.

Udlændingelovens § 36

Det fremgår af udlændingelovens § 36, at udlændinge under visse nærmere betingelser kan frihedsberøves administrativt. Det følger af udlændingelovens § 37, stk. 6, at retsplejelovens kapitel 43 a finder anvendelse, når der sker domstolsprøvelse af en administrativ frihedsberøvelse af en udlænding efter udlændingelovens § 36. Dette indebærer blandt andet, at fristen på 4 uger i retsplejelovens § 469, stk. 4, skal overholdes, hvis en frihedsberøvet efter løsladelsen ønsker at fremsætte erstatningskrav i anledning af frihedsberøvelsen. Om domstolsprøvelsen af administrative afgørelser om udvisning i udlændingelovgivningen se Betænkning 968/82 om udlændingelovgivningen - udkast til ny udlændingelov, side 80 til side 87.

I sag nr. 264/2010 afgjort af Højesteret den 31. marts 2011 fandt Højesteret, at Københavns Byret ikke burde have opretholdt en administrativ frihedsberøvelse foretaget i medfør af udlændingelovens § 36 af en EU-borger, der på tidspunktet for tilbageholdelsen havde opholdt sig i Danmark i 3 dage, som var straffet i Danmark for et butikstyveri begået tidligere i 2010, og som nu var mistænkt for ulovlig indtrængen i et kolonihavehus i forening med andre. Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen som UfR 2011.1794 HD.

I TfK 2013.13/1 fandt landsretten, at der ikke i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., var hjemmel til at frihedsberøve en udlænding, som var administrativt udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, så længe der verserede en asylsag. Landsretten udtalte nærmere: "Efter indholdet af og forarbejderne til denne bestemmelse samt indholdet af og forarbejderne til udlændingelovens § 36, stk. 1, 4. pkt., og § 36, stk. 4, finder landsretten, at der ikke i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., er hjemmel til at frihedsberøve U, som senest i forbindelse med den administrative udvisning efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, har søgt om asyl, så længe asylsagen verserer."

Se ovenfor nærmere om administrativ frihedsberøvelse

Udlændingelovens § 37

"§ 37. En udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36, skal, medmindre den pågældende forinden løslades, inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse fremstilles for retten, der tager stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Er frihedsberøvelsen iværksat for at sikre muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1, skal spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og eventuelt fortsatte opretholdelse inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse indbringes for retten, uanset om den pågældende forinden løslades. Er frihedsberøvelsen efter § 36 iværksat umiddelbart i forlængelse af en frihedsberøvelse efter lov om politiets virksomhed, regnes fristen fra tidspunktet for frihedsberøvelsen efter lov om politiets virksomhed. Rettens prøvelse af en frihedsberøvelse, der er iværksat for at sikre muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1, behandles efter kapitel 7 b. Er frihedsberøvelsen efter § 36 iværksat umiddelbart i forlængelse af en anholdelse efter retsplejelovens kapitel 69, regnes fristen fra tidspunktet for anholdelsen. Fremstillingen skal ske for retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt, jf. dog 4. pkt.

Stk. 2. Retten beskikker en advokat for udlændingen. Tidspunktet for frihedsberøvelsens iværksættelse og for fremstillingen i retten anføres i retsbogen.

Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Er udlændingen frihedsberøvet på afgørelsens tidspunkt, og findes frihedsberøvelsen lovlig, fastsættes der i kendelsen en frist for fortsat tilbageholdelse. Denne frist kan senere forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Er frihedsberøvelsen iværksat i medfør af § 36, stk. 1, 4. pkt., kan frihedsberøvelsen opretholdes efter denne bestemmelse i højst 7 dage fra frihedsberøvelsens iværksættelse efter § 36, stk. 1, 4. pkt. Retsplejelovens § 748 b finder med undtagelse af bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse for retsmøder, hvor der skal tages stilling til forlængelse af fristen for frihedsberøvelse.

Stk. 4. Ved frihedsberøvelsens iværksættelse skal politiet gøre udlændingen bekendt med bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2, 1. pkt. Politiet skal endvidere gøre udlændingen bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentation eller, såfremt udlændingen søger opholdstilladelse efter § 7, med en repræsentant for Dansk Flygtningehjælp.

Stk. 5. Kæremål har ikke opsættende virkning med hensyn til gennemførelse af beslutning om afvisning, udvisning, overførsel eller tilbageførsel eller udsendelse under henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a.

Stk. 6. Retsplejelovens kapitel 43 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. En afgørelse om frihedsberøvelse efter §§ 36 og 37 skal meddeles skriftligt. (Stk. 7 blev indsat ved lov nr. 248 af 30. marts 2011) Loven implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF

Stk. 8. Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 må ikke finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, herunder hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som mulig og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med omhu. (Stk. 8 blev indsat ved lov nr. 248 af 30. marts 2011) Loven implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF

Stk. 9. Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 skal finde sted i særlige faciliteter. Hvis dette ikke er muligt, skal den frihedsberøvede holdes adskilt fra almindelige indsatte." (Stk. 9 blev indsat ved lov nr. 248 af 30. marts 2011) Loven implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF

I TfK 2008.728 HD fandt Højesteret, at domstolskontrollen ved byretten og landsretten af frihedsberøvelsen af en udlænding i medfør af udlændingelovens § 37 ikke levede op til de krav, som kan stilles til domstolsprøvelse efter denne bestemmelse, hvorfor sagen blev hjemvist til byretten til fornyet prøvelse. En person var blevet frihedsberøvet administrativt med henvisning til, at den pågældende måtte anses for at være til fare for statens sikkerhed, idet han var mistænkt for at skulle have deltaget i planlægningen af et drab på en tegner. Højesteret fandt, at byretten og landsretten, inden disse godkendte frihedsberøvelsen, burde have bedt politiet fremlægge tilstrækkeligt materiale til bedømmelse af farevurderingen. Dette var imidlertid ikke sket. Efter at sagen i maj 2008 var berammet til mundtlig forhandling i Højesteret den 20. juni 2008, fremlagde Rigspolitichefen den 4. juni 2008 et brev af samme dato fra Politiets Efterretningstjeneste med oplysninger om en del af grundlaget for afgørelsen om udvisningen tillige med bilagsmateriale på ca. 100 sider, herunder rapporter om internetaflytning, hemmelig ransagning og telefonaflytning. Højesteret fandt, at byrettens og landsrettens prøvelse af frihedsberøvelsen ikke har levet op til de krav, der efter det foran anførte må stilles til domstolskontrollen i medfør af udlændingelovens § 37.

Udlændinge, der ikke udstår straf eller er sigtede, bør ikke opholde sig i fængsel eller arresthus, medens de afventer udsendelse
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i sagen 36790/97 udtalt, at det er uheldigt ("undesirable"), at udlændinge, der er frihedsberøvede, medens deres sag om udvisning eller udsendelse behandles, opholder sig i fængselsinstitutioner, se 3. sidste afsnit.

I præmis 28 i Den europæiske Torturkomites (CPT) 7. generelle rapport vedrørende 1996 udtaler CPT, at det er "grundlæggende forkert" ("fundamentally flawed") at placere udlændinge, der ikke udstår straf eller er sigtede i en straffesag, i fængselsinstitutioner, uanset om forholdene i fængslerne faktisk er gode, idet et fængsel pr. definition er et uegnet sted at anbringe personer, der ikke udstår straf eller er sigtede for en forbrydelse.

Et svar fra Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration på spørgsmål nr. 148 stillet i 2006 af Folketingets udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik viser blandt andet, at "ikke-kriminelle" asylsøgere, der er fængslet i almindelige fængsler, medens deres sag behandles, i højere grad end andre fængslede begår selvmord.

I præmis 62, side 33, i inspektionsrapport af 30. januar 2008 vedrørende Holland kritiserer Den Europæiske Torturkomite (CPT), at frihedsberøvede personer, der har deres udvisningssag under behandling, er anbragt i institutioner, hvor de ikke har fællesskab med hinanden. Det kritiseres, at de i det væsentlige behandles som varetægtsfængslede.

I M.S.S mod Belgien og Grækenland afgjort af EMD under sagsnummer 30696/09 den 21. januar 2011 fandt EMD, at de forhold, som en asylsøger levede under som frihedsberøvet i et asylcenter udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3. Det er værd at bemærke, at den pågældende kun var indespærret i centret mellem den 15. juni 2009 og den 18. juni 2009 og igen mellem den 1. august 2009 og den 7. august 2009, idet han den 1. august 2009 var blevet pågrebet med et falsk bulgarsk identitetskort, for hvilket han den 3. august 2009 blev idømt en straf af fængsel i 3 måneder, som blev gjort betinget. Han var således indespærret henholdsvis i 3 dage og i 7 dage. I præmis 87 henviste EMD til den europæiske menneskerettigheds kommissærs udtalelse af 19. september 2001 om fuldbyrdelse af afgørelser om udvisning af udlændinge mv., hvor kommissæren i punkt 3 påpeger, at der som en regel ikke er behov for begrænsninger i udlændingens frihed, og at frihedsberøvelse bør erstattes af andre kontrolforanstaltninger som for eksempel sikkerhedsstillelse eller andre lignende foranstaltninger. Såfremt frihedsberøvelse er den eneste mulige måde at sikre en udlændings fysiske tilstedeværelse, må den ikke systematisk foregå på en politistation eller i et fængsel, medmindre der ikke findes noget praktisk alternativ, og den må ikke foregå længere end strengt nødvendigt for at gennemføre overførslen til et særligt center. I punkt 9 påpeger kommissæren, at asylcentre ikke må betragtes som fængsler. I præmis 225 bemærker EMD, at EMD finder det nødvendigt at vurdere baggrunden for, at den pågældende blev frihedsberøvet. EMD lægger vægt på, at den pågældende ikke har status som en "illegal immigrant", at de græske myndigheder kendte hans identitet, at han var potentiel asylsøger, og at han til trods for disse forhold blev frihedsberøvet. Af præmis 230 fremgår det blandt andet, at de indsatte var låst inde det meste af tiden, at de skulle tisse i plasticflasker, som de havde mulighed for at tømme, når de skulle på toilettet, og at de indsatte ikke havde adgang til at komme ud i fri luft.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

Om processen i forbindelse med udsendelse af udviste udlændinge

Af Europarådets "20 Guidelines on Forced Return" fra 2005 følger det af guideline 10, § 4, at udlændinge, der er frihedsberøvet, medens deres sag om udvisning eller eventuel udsendelse verserer, ikke bør være fængslet sammen med "almindelige" ("ordinary") fængslede - hverken afsonere eller varetægtsfængslede.

Se også Council of Europe: Parliamentary Assembly, Recommendation 1547 (2002) on the Expulsion Procedures in Conformity with Human Rights and Enforced with Respect for Safety and Dignity, 22 January 2002

"Status på arbejdet med udsendelse af afviste asylsøgere" udgivet af politiafdelingen, Nationalt Udlændingecenter (NUC) under Rigspolitiet i juni 2011.

Rigspolitiets retningslinjer af 16. april 2010 for den praktiske forberedelse og gennemførelse af ledsagede udsendelser med fly.

Folketingets Ombudsmandens inspektion den 25. november 2002 af Institutionen for frihedsberøvede asylansøgere i Sandholm
Folketingets Ombudsmands afsluttende rapport vedrørende inspektionen af Institutionen for frihedsberøvede asylsøgere i Sandholm i 2002.

Domstolsbehandlingen af visse beslutninger om administrativ udvisning mv. (udlændingelovens § 7b)

Kapitel 7b i udlændingeloven indeholder § 45 d til § 45 k.

Bestemmelserne i § 45 d til § 45 k blev indsat i udlændingeloven med lov nr. 487 af 12. juni 2009. Se bemærkningerne hertil i lovforslag nr. 209 af 12. juni 2009.

Bestemmelserne i kapitel 7b vedrører domstolsprøvelsen af sager om administrativ udvisning af udlændinge, der må anses for en fare for statens sikkerhed. Justitsministeriet foretager på baggrund af en indstilling fra PET en vurdering af, om en udlænding må anses for en fare for statens sikkerhed, hvorefter Integrationsministeriet træffer afgørelse om udvisning af udlændingen på baggrund af justitsministerens farevurdering. Kapitel 7 b indeholder tillige en særlig adgang til domstolsprøvelse af farevurderingen og afgørelsen om udvisning, hvor bevismaterialet opdeles i lukket og åbent materiale. Der beskikkes efter § 45 e, stk. 2, 1. pkt., en advokat for udlændingen. Der er mulighed for i lukkede retsmøder at fremlægge det fortrolige materiale, der ligger til grund for justitsministerens farevurdering. Udlændingens interesser under de lukkede retsmøder og ved behandlingen af det fortrolige materiale varetages af en særlig advokat, som beskikkes udover den "almindelige" advokat, og som udlændingen kun i meget begrænset omfang kan korrespondere med. Det fremgår således af § 45 f, stk. 1, at når de fortrolige oplysninger er videregivet til den særlige advokat, må vedkommende ikke drøfte sagen med udlændingen eller dennes advokat og må ikke udtale sig i retsmøder, hvor udlændingen eller dennes advokat er til stede. Det fremgår dog også af bestemmelsen, at udlændingen og dennes advokat "til enhver tid" kan give skriftlige meddelelser til den særlige advokat om sagen. Det er forudsat i loven, at udlændingen skal have adgang til tilstrækkelige oplysninger om beskyldningerne imod den pågældende, således at den pågældende er i stand til at give effektive instruktioner til sin advokat og til den særlige advokat.

Procesformen i kapitel 7 b vedrører ifølge § 45 d behandlingen af sager om:
1) prøvelse af en farevurdering efter § 45 b eller en afgørelse om udvisning efter § 25, nr. 1,
2) frihedsberøvelse efter § 36 af en udlænding med henblik på at sikre muligheden for udvisning efter § 25, nr. 1,
3) ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, fra en udlænding, som er udvist efter § 25, nr. 1,
4) afgørelse om udsendelse efter § 31 af en udlænding, der tidligere har haft opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, og som er udvist efter § 25, nr. 1, og
5) afgørelse efter § 32 b, når udlændingen er udvist efter § 25, nr. 1.

Højesteret fandt i sag 17/2011 afgjort den 24. juni 2011, at integrationsministeriets administrative afgørelse om at udvise en udlænding burde ophæves. Sagen har i medierne været omtalt som "Tuneser-sagen". Højesteret fandt, at afgørelsen skulle ophæves. Højesteret henviste til, at udlændingen "under domstolsprøvelsen af farevurderingen og udvisningen ikke under den åbne del har været præsenteret for sådanne specificerede oplysninger om de rejste beskyldninger, at han har haft en reel mulighed for effektivt at varetage sine interesser, herunder ved at give konkrete instrukser til den særlige advokat". Højesteret udtalte videre: "Konsekvensen af, at de fremlagte beskyldninger i det åbne materiale er af en sådan generel karakter, at udlændingen ikke er i stand til at give effektive instruktioner til sin advokat eller sin særlige advokat, er efter lovens forarbejder som nævnt, at de trufne administrative afgørelser ikke kan opretholdes. Integrationsministeriet skal derfor anerkende, at integrationsministerens afgørelse af 6. februar 2008 om, at udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed, og Integrationsministeriets afgørelse af 13. marts 2008 om udvisning af udlændingen skal ophæves."

Adgangen til at få en ikke-fuldbyrdet udvisningsdom ophævet (udlændingelovens § 50)

Udlændingelovens § 50 har følgende ordlyd:

"§ 50. Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom kan fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Stk. 2. Straffelovens § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Begæringen kan afvises af retten, såfremt det er åbenbart, at der ikke er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Afvises begæringen ikke, beskikkes der efter anmodning en forsvarer for udlændingen. Retten kan, når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan iværksættes, bestemme, at udlændingen skal underkastes frihedsberøvelse. § 34, § 37, stk. 3 og 6, og §§ 37 a-37 e finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85."

Efter udlændingelovens § 50, stk. 1, kan en udlænding, der er udvist ved dom, men hvor udvisningen ikke er iværksat, inden for nærmere opregnede frister begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning.

Ophævelse efter § 50 af en beslutning om udvisning forudsætter, at der efter den oprindelige dom til udvisning er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26.

Kun "væsentlige ændringer" i udlændingens forhold, som ikke kunne forudses ved dommens afsigelse, kan begrunde, at udvisningen ophæves.

Formuleringen "væsentlige ændringer" kunne give anledning til overvejelser om, hvorvidt denne formulering indebærer, at der under § 50-sagen kun kan føres bevis om forhold, der ligger efter den afgørelse om udvisning, der ønskes prøvet. Sådanne overvejelser støttes imidlertid ikke af retspraksis.

I "Udlændingeret" af Lone Birgitte Christensen m. fl., DJØF forlag, 3. udgave, 2006, anføres på side 734 blandt andet følgende:
"Relevante ændringer vil typisk være indtruffet efter udvisningsdommen. Forhold, der var uoplyst på det tidligere afgørelsestidspunkt, vil dog også kunne påberåbes som et ændret forhold og indgå i § 50-vurderingen, jf. UfR 2001.2121 VLK og UfR 2004.1110 H. .."

Af førstnævnte afgørelse (UfR 2001.2121 VLK) fremgår blandt andet, at "straffens længde" har betydning under § 50-sagen. Det fremgår af samme afgørelse, at oplysninger om et "muslimsk ægteskab", der ikke forelå under straffesagen, hvor der blev truffet bestemmelse om udvisning, blev fremlagt og vurderet af retten under § 50-sagen. I UfR 2004.1110 foregår der en meget omfattende bevisførelse om parrets tidligere ophold i Tanzania fra tiden før mandens fængsling. Langt det meste af bevisførelsen i denne § 50-sag angår således forhold, der ligger forud for den oprindelige dom. Dommene viser, at retspraksis tillader bevisførelse fra før den oprindelige dom, når denne bevisførelse medvirker til at kaste lys over, hvorvidt der er sket "væsentlige ændringer" siden den oprindelige dom.

Det kunne også overvejes, om formuleringen "udlændingens forhold" fører til, at bevisførelsen under en § 50-sag alene kan angå udlændingens egne forhold og ikke for eksempel børns, ægtefælles eller andre familiemedlemmers forhold. En sådan fortolkning har ikke støtte i retspraksis. Tværtimod ses det, at ændrede forhold i for eksempel udlændingens familiemedlemmers forhold ofte tillægges meget stor betydning i § 50-sager. I dommen UfR 2004 1110 HK udtaler landsretten udtrykkeligt, at "der ikke i domfældtes egne forhold er indtruffet væsentlige ændringer siden dommen", og at udlændingens egne forhold derfor ikke kan begrunde en ophævelse af udvisningsdommen. Derimod finder landsretten, at der under § 50-sagen er fremkommet oplysninger om ægtefællen og børnene, der ikke var blevet oplyst for retten under sagen, der førte til dommen. Disse oplysninger blev af landsretten anset for væsentlige ændringer i udlændingens forhold, der kunne begrunde en ophævelse af udvisningen. Den pågældende var blevet idømt 4 års fængsel for narkotikakriminalitet.

Som eksempler på kendelser, hvor udvisningen ophæves i en § 50-sag kan nævnes: UfR 2009 791 HK,UfR 2007 421 HK, UfR 2005 3425 HK, UfR 2004 1110 HK, UfR 2001.2121 VLK, UfR 2000 2103 VLK og UfR 1999 553 ØLK. I sidstnævnte sag blev udvisningen ophævet med henvisning til risikoen for asylbegrundede overgreb i hjemlandet.

I sagen UfR 2004 965 ØLK fandt Østre Landsret, at byretten ikke uden realitetsbehandling burde have afvist domfældte begæring om prøvelse af udvisningen.

Det synes at være udgangspunktet, at kæremål prøves mundtligt, når en sådan prøvelse begæres. Se for eksempel UfR 2004 1110 H eller UfR 2001 2121 VLK.

Manglende muligheder for at gennemføre udsendelse kan være "væsentlige ændringer" efter udlændingelovens § 50

I TfK 2009.230/3 HK var en person udvist med indrejseforbud i 3 år som følge af strafbart forhold. Det var imidlertid ikke muligt at gennemføre udsendelsen. Højesteret ophævede udvisningen i medfør af udlændingelovens § 50. Højesteret udtalte nærmere: "Højesteret lægger til grund, at A siden 2002 har været søgt udsendt til Aserbajdsjan i overensstemmelse med flere beslutninger om udvisning. Rigspolitiet har den 8. juli 2005 meddelt Udlændingestyrelsen, at man ikke anså det for muligt at gennemføre en udsendelse af A, hvilket ikke var oplyst under landsrettens behandling af anken vedrørende Glostrup Rets dom af 9. juni 2005. Rigspolitiet har endvidere den 20. juni 2007 vurderet mulighederne for udsendelse for udtømte. I brevet af 25. januar 2008 har Rigspolitiet gentaget dette og tilføjet, at udlændingens medvirken til udsendelse på baggrund af de aserbajdsjanske myndigheders holdning er uden reel betydning for udsendelsesspørgsmålet. Endelig har Rigspolitiet den 26. juni 2008 oplyst, at muligheden for udsendelse er uforandret. Som følge af udvisningsbestemmelsen er A uanset den manglende mulighed for udrejse/udsendelse afskåret fra at søge opholdstilladelse f.eks. efter udlændingelovens § 9 c, stk. 2, jf. § 10, stk. 4. På den baggrund og under hensyn til karakteren af de strafbare forhold, som begrundede udvisningen, og til at indrejseforbuddet på 3 år nu ville være udløbet, hvis det havde været muligt at udsende A i umiddelbar forlængelse af løsladelsen af ham den 16. august 2005, finder Højesteret, at der er indtrådt sådanne ændringer i A's forhold, at udvisningen bør ophæves i medfør af udlændingelovens § 50."

I sag 194/2011 afgjort af Højesteret den 17. februar 2012 fik en person, der i 4 og et halvt år havde opholdt sig i Danmark på "tålt ophold", og som i juni 2007 var blevet prøveløsladt efter afsoning af en dom, hvor det blandt også blev bestemt, at han skulle udvises, ophævet udvisningen. Det havde ikke været muligt at udvise ham på grund af forholdene i hjemlandet. Den aktuelle sag var indbragt for retten i medfør af udlændingelovens § 50, hvor domfældte anmodede om, at udvisningsdommen blev ophævet som følge af væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Udlændingen anførte under sagen, at der er indtruffet så væsentligt forandrede forhold for ham, at udvisningen burde ophæves, jf. udlændingelovens § 50, jf. § 26. Udlændingen henviste til, at han og hans tidligere ægtefælle havde fået en datter og var samlevende i det omfang, det kunne lade sig gøre, og at datteren var kommet til skade og har en usikker prognose. Han henviste endvidere til, at han siden juni 2007 ikke har kunnet udvises og har levet på tålt ophold. Udlændingen gjorde endvidere gældende, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 8 på det tidspunkt, hvor beslutningen om udvisning blev endelig, idet han og hans ægtefælle inden da havde besluttet at etablere familie. En opretholdelse af udvisningen og af det tålte ophold og den omstændighed, at der fortsat ikke er udsigt til ændringer i udsendelsesmulighederne, udgjorde en krænkelse af art. 8. Højesteret ophævede udvisningen og udtalte blandt andet: "Tiltalte fik den 14. juli 2007 en datter med sin tidligere ægtefælle. Datteren og ægtefællen er danske statsborgere. Det må lægges til grund, at T har genoptaget samlivet med sin tidligere ægtefælle, og at han opholder sig hos hende i den udstrækning, det er foreneligt med det ”tålte ophold”. Datteren blev i maj 2011 udsat for en alvorlig trafikulykke, og hendes prognose er ikke afklaret."

Tiden i fængslet tæller med, når myndighederne skal tage stilling til udvisning
11. maj 1998 påbegyndte den pågældende afsoningen af straffen, og han blev prøveløsladt den 2. august 1999. Af præmis 19 fremgår det blandt andet, at han havde opført sig ordentligt i fængslet, men at de nationale myndigheder ikke fandt det relevant, at han havde opført sig ordentligt i fængslet, da man afvist at forny opholdstilladelsen. Af præmis 51 fremgår det, at EMD blandt andet tog hensyn til det oplyste om klagerens gode opførsel i de 6 år, hvor han havde opholdt sig i Schweiz, efter at han havde begået forbrydelsen. EMD fremhævede blandt andet, at hans opførsel i fængslet var eksemplarisk ("conduct in prison was exemplary", og at han var blevet løsladt før tiden ("given early release"). EMD fandt, at hans hustru, der var schweizisk statsborger, næppe ville flytte med ham til hjemlandet, idet hun ikke havde nogen tilknytning til dette. EMD fandt derfor, at det ville forhindre ham i at være sammen med sin familie, hvis han blev udvist. EMD fandt derfor, at der var sket en krænkelse.

I sagen Maslov mod Østrig, sagsnummer 1638/03 afgjort den 23. juni 2008 af Storkammeret, henviste EMD i præmis 95 til Boultif-sagen citeret ovenfor men udtalte, at der i den konkrete sag ikke forelå oplysninger om den pågældendes opførsel i fængslet, hvorfor disse oplysninger skulle tillægges mindre vægt i forhold til andre oplysninger i sagen, navnlig oplysninger om, at klageren mest havde begået ikke-voldelig kriminalitet, da han var mindreårig. EMD fandt også i denne sag, at udvisningen krænkede EMRK artikel 8. Det er imidlertid værd at bemærke, at EMD henviser til, at den pågældendes adfærd i fængslet skal tillægges betydning ved vurderingen af, om udvisningen strider imod EMRK artikel 8. Dette udtaltes i præmis 95 under EMDs vurdering af sagen således: ".. However, unlike in the Boultif case (cited above, § 51), little is known about the applicant's conduct in prison – except that he did not benefit from early release – and it is even less clear to what extent his living circumstances had stabilised after his release. Consequently, unlike the Chamber, the Court considers that “the time elapsed since the commission of the offences and the applicant's conduct during this period” carries less weight as compared to the other criteria, in particular the fact that the applicant committed mostly non-violent offences when a minor. ..."

Udlændingelovens § 27, stk. 5, har følgende indhold: "Den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, medregnes ikke i de i stk. 1 nævnte tidsrum." Denne bestemmelse udtaler således, at den tid, hvor en person har været frihedsberøvet som følge af strafbart forhold, ikke skal medregnes, når de danske myndigheder under en sag, hvor der skal træffes afgørelse om eventuel udvisning, skal vurdere, hvor længe udlændingen har haft ophold i Danmark, synes ikke at være forenelig med Boultif-dommen og Maslov-dommen omtalt ovenfor.

Udlændingelovens § 50 a om ophævelse af visse udvisningsdomme som følge af udlændingens helbredsmæssige tilstand

I § 1, nr. 42, i lov nr. 473 af 2. juli 1998 blev § 50 a indsat i udlændingeloven. Bestemmelsen foreskriver en obligatorisk retslig prøvelse af, om udvisning af en udlænding med en foranstaltningsdom efter straffelovens §§ 68-70 skal ophæves, fordi udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Det fremgår af bemærkningerne blandt andet, at den retslige prøvelse efter § 50 a ikke udelukker udlændingens adgang til efter § 50 at få spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten.

Højesteret ophævede i sag 42/2010 en afgørelse om uvisning. Den pågældende var i 2006 blevet idømt behandling på retspsykiatrisk afdeling efter straffelovens § 68 og udvist med indrejseforbud i 10 år, jf. udlændingelovens § 22, nr. 6 og § 32, stk. 2, nr. 3 for overtrædelse af straffelovens § 114, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1-7 ved at have sendt en mail med trusler til et politisk parti og for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 ved at have udøvet vold mod en sygeplejerske. Højesteret fandt, at der ikke var indtrådt sådanne væsentlige ændringer i den pågældendes forhold, at der var grundlag for at ophæve udvisningen i medfør af udlændingelovens § 50. Det at der for Højesteret var fremkommet nye oplysninger, således at det kunne lægges til grund, at den pågældende var statsløs, kunne ikke føre til et andet resultat. Højesteret fandt derimod, at afgørelsen om udvisning skulle ophæves efter udlændingelovens § 50 a. Højesteret lagde efter de foreliggende lægelige oplysninger til grund, at den pågældende som led af paranoid skizofreni, "til stadighed har behov for behandling med antipsykotisk medicin og intensiv opfølgning for at undgå tiltagende psykotiske symptomer med deraf følgende risiko for, at han begår ny kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet". Højesteret lagde yderligere vægt på, at der ikke forelå nærmere oplysninger om, til hvilket land, den pågældende i givet fald skal udsendes, og hvad behandlingsmulighederne var i i dette land. Endelig henviste Højesteret "til kriminalitetens karakter og den tid, der er forløbet, siden forholdene blev begået". Højesteret fandt således, at den pågældendes helbredsmæssige forhold afgørende talte imod, at udsendelse skulle finde sted, jf. udlændingelovens § 50 a, stk. 2.

I TfK 2011.102 ØLD blev en dom om udvisning af en udlænding D, der var fundet skyldig i "særdeles grov personfarlig kriminalitet", ophævet i medfør af udlændingelovens § 50 a. Af begrundelsen fremgår blandt andet følgende: "Ved afgørelsen af spørgsmålet om ophævelse eller opretholdelse af udvisningsbestemmelsen er der lagt vægt på at uanset, at D har begået særdeles grov personfarlig kriminalitet er der forløbet 10 år, hvor han ikke har begået ny kriminalitet. Han og hans familie har boet i Danmark i 30 år. Han har ingen kontakt til Pakistan men taler lidt punjabi. Det har under sagens behandling ikke været muligt at få oplyst, om der i Pakistan er nogen mulighed for forsat behandling af ham. Da han endvidere har manglende sygdomsindsigt og intet personligt netværk i Pakistan, findes det meget usikkert, om han vil kunne opnå behandling i Pakistan. På denne baggrund og henset til de ovennævnte lægelige oplysninger herunder om, at D er vedvarende psykotisk og resten af sit liv vil have brug for stærk medicinering, samt til at han er udskrevet under vilkår om tæt kontrol og støtte, findes hans helbredsmæssige tilstand at tale afgørende imod udvisning, idet det må befrygtes som en nærliggende mulighed, at han i givet fald gør alvorlig skade på sig selv eller andre."

Frakendelse af dansk indfødsret

I TfK 2009.637/1 blev en person straffet med fængsel i 7 år for overtrædelse af straffelovens § 114 (terrorisme). Anklagemyndigheden fik ikke medhold i en påstand om, at der i medfør af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, skulle ske frakendelse af den domfældtes danske indfødsret og i medfør af udlændingelovens § 22 skulle ske udvisning af landet. Landsretten udtalte herom blandt andet: "Af de for landsretten foreliggende oplysninger fremgår, at T på gerningstidspunktet kun lige var fyldt 16 år. Han er født i Danmark af forældre, der på tidspunktet for hans fødsel havde opnået dansk statsborgerskab, og han har haft sin opvækst og skolegang her i landet. Han taler og skriver såvel dansk som arabisk, ifølge ham selv taler han dog ikke arabisk som en indfødt. T's mor og far samt 10 søskende, der også alle har dansk statsborgerskab, bor i Danmark, og T har som sin eneste familie i Jordan en faster på 67-68 år, som han ikke har nogen forbindelse til. T har kun været i Jordan én gang på gennemrejse, da han var omkring 4 år. T har således ingen eller i hvert fald kun meget ringe tilknytning til Jordan. Under disse omstændigheder, og da der på det foreliggende grundlag ikke kan bortses fra risikoen for, at T ved ophold i Jordan på grund af karakteren af den forbrydelse, som han er dømt for, vil kunne lide overlast omfattet af udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 6, finder landsretten, at der foreligger så afgørende hensyn, som taler mod frakendelse af indfødsretten, at frakendelse må undlades trods alvoren og grovheden af den begåede kriminalitet, jf. indfødsretslovens § 8 B, stk. 1. Med disse bemærkninger tiltrædes det, at T er frifundet for påstanden om frakendelse af indfødsretten og som følge heraf tillige for påstanden om udvisning."

Straffede personers retsstilling generelt

Straffede personers ret til beskyttelse mod forfølgelse efter løsladelsen er med hensyn til disses almindelige borgerlige rettigheder reguleret i straffelovens § 78 og 79 omtalt ovenfor.

Presseomtale af straffede personers kriminelle fortid mv.

Straffelovens § 271, stk. 2, har følgende indhold:

"Sandhedsbevis for en pådømt strafbar handling fritager ikke for straf, når den fornærmede henset til handlingens karakter, tidspunktet, da den blev begået, og hans forhold i øvrigt havde rimeligt krav på, at det pågældende forhold ikke nu blev fremdraget."

Medieomtalen af mistænkte, sigtede og straffede personer er blandt andet omtalt i "Anbefaling Rec(2003) 13 fra ministerrådet udgivet i 2003 til medlemsstaterne med hensyn til fremlæggelse af information gennem medier med hensyn til straffesager".

I sagen A. mod Norge, sagsnummer 28070/06 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at artikel 8 var krænket, fordi de norske myndigheder ikke havde ydet en person, der var løsladt efter udståelsen af en dom for knivdrab begået i 1987 tilstrækkelig erstatning efter, at medierne på en måde, der kunne kaste mistanke på den pågældende, havde omtalt, at politiet havde afhørt ham i forbindelse med, at nogle piger var blevet dræbt i det lokalområde, hvor han boede efter løsladelsen.

Den pågældendes navn blev ikke nævnt i medieomtalen, og han indvilgede selv i at lade sig interviewe i tv, hvor han blev filmet med ryggen mod kameraet, og hvor hans identitet blev holdt skjult. Medierne nævnte imidlertid det område, hvor han boede, og de omtalte navnet på den pågældendes arbejdsplads.

I præmis 70 fremhævede EMD, at klageren ikke var blevet navngivet. Imidlertid havde fotografier og detaljer vedrørende hans arbejdsplads og hans bopæl muliggjort, at personer, der kendte ham i forvejen, kunne identificere ham som mulig gerningsmand til de grove kriminelle handlinger, som den nye sag drejede sig om.

EMD fremhævede i præmis 68, at der ikke i presseomtalen var elementer, der direkte kastede en mistanke mod klageren. EMD henviste - ligesom de nationale domstole - til, at mediernes "fokus" på den pågældendes tidligere kriminalitet sammenhold med oplysningerne i medierne om, at politiet havde afhørt ham, og at han havde været i områderne, hvor de nye forhold var begået, af en "almindelig læser" kunne opfattes således, at han var mistænkt. Det er værd at bemærke, at EMD også henviste til, at en ledende politimand i den af sagen omhandlede presseomtale var citeret for at udtale, at der ikke var mistænkte personer i sagen, og at alle havde været afhørt som vidner.

Som grundlag for at statuere, at der er sket en krænkelse af artikel 8 henviste EMD i sin afgørelse (i præmis 73) også til "Princip 8 i Appendikset til anbefaling Rec(2003) 13 fra ministerrådet til medlemsstaterne med hensyn til fremlæggelse af information gennem medier med hensyn til straffesager". I denne afgørelse, hvor EMD ganske utvetydigt henviser til en anbefaling som den ovennævnte, der har karakter af såkaldt "soft law", der normalt ikke juridisk forpligter medlemslandene, ses et eksempel på, at sådan "soft law" indirekte kan komme til at forpligte en medlemsstat juridisk, idet EMD kan lægge dem til grund for sine fortolkninger af bindende bestemmelser i EMRK som for eksempel EMRK artikel 8.

Pressenævnet afgjorde den 23. oktober 2005 sagen 2005-G-174, hvor en avis havde omtalt en nyansat kvindelig institutionsleders tidligere straffedom for berigelsesforbrydelser.

I en artikel fra februar 2005 skrev den lokale avis i den by, hvor hun netop havde tiltrådt sit nye arbejde, at hun cirka et halvt år tidligere havde fået en betinget dom for tyveri mv. fra hendes tidligere arbejdsplads.

Avisen anførte under sagens behandling i pressenævnet, at forholdet er af almen og offentlig interesse grundet den økonomiske støtte, som den lokale kommune yder den institution, hvor kvinden efter dommen var blevet ansat, og at det strafbare forhold er begået i en lignende stilling. Avisen gjorde også gældende, at det ikke tjente noget formål at anonymisere kvinden i artiklen, idet avisen ugen forinden havde bragt en artikel om institutionen og der omtalt stedets nye leder.

Pressenævnet udtalte:
"....Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, som kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Endvidere følger det af de vejledende regler, at en domfældt person bør forskånes for at få fremdraget en hende tidligere overgået straffedom.

Pressenævnet finder ikke, at der har været en sådan offentlig interesse i omtalen af [K]s dom, at der var belæg for at skrive artiklen om samme, hvorfor nævnet finder, at god presseskik er tilsidesat og udtaler sin kritik heraf. ..."

I UfR 2003 624 HD fandt både landsretten og Højesteret, at udtalelserne "Politiet: Hun dræbte 12" og "....politiet i København overbevist om, at det nu har materiale til i det mindste at få den 33-årige A gjort ansvarlig for 10-12 drab", som den 2. december 1998 blev fremsat i en avis, var ubeføjede.

I UfR 1987.859 ØLD blev en ansvarshavende redaktør for et ugeblad straffet med 30 dagbøder for overtrædelse af straffelovens § 264 d ved at have bragt et billede af to personer optaget med disses samtykke under deres ophold i Statsfængslet ved Horserød, men uden at de to personer "hverken udtrykkeligt eller stiltiende" havde samtykket i, at billederne blev videregivet til brug for pressen. Det forhold, at den ene af de to i 1974 efter forudgående samtykke lod sig fotografere i et fængsel samtidig med, at hun lod sig interviewe, at pressen omkring tidspunktet for hendes udlevering fra Tyskland til fortsat strafafsoning i Danmark bragte adskillige reportager om hende og hendes personlige forhold, og at hun selv udtalte sig og lod sig fotografere under et ophold udenfor fængslet til et dagblad den 15. februar 1986, ændrer efter rettens opfattelse ikke den retlige bedømmelse af den uberettigede offentliggørelse og videregivelse. Endvidere fandtes det ikke diskulperende, at redaktøren, da denne købte billederne, havde fået oplyst, at de to kvinder havde givet samtykke til, at billederne blev videregivet til pressen, idet tiltalte ikke herved i "tilstrækkelig grad har sikret sig, at videregivelsen var berettiget"

Brug af strafoplysninger i straffeprocessen, i retssager mv.

I Craxi mod Italien afgjort af EMD den 17. juli 2003 under sagsnummer 25377/94 fandt EMD, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 8, fordi de nationale myndigheder ikke i tilstrækkelig grad havde efterforsket, hvorledes indholdet af nogle af politiets telefonaflytninger i en straffesag var blevet lækket til pressen. Der var tale om telefonsamtaler af privat karakter mellem klageren og andre. I præmis 74 påpeger EMD, at der skal være indrettet tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger til at undgå afsløringer af oplysninger beskyttet af artikel 8 vedrørende privatlivets fred, og der er pligt til at gennemføre en effektiv undersøgelse af, hvorledes afsløringer har været muligt. I præmis 75 fremhæves det, at man i den konkrete sag ikke havde gjort tilstrækkeligt for at få undersøgt, hvorledes pressen havde fået adgang til oplysningerne, og man havde ikke undersøgt, om der var grundlag for mulige sanktioner mod de ansvarlige for de fejl, der var opstået.

I Cemalettin Canli mod Tyrkiet afgjort af EMD den 18. november 2008 under sagsnummer 22427/04 blev EMRK artikel 8 anset for krænket som følge af, at politiet under en straffesag mod klageren, hvor klageren var tiltalt for hærværk under en demonstration, havde fremlagt to politirapporter i retten, hvor det var oplyst, at klageren tidligere havde været medlem af to ulovlige organisationer, uden at det samtidigt var oplyst, at påtalen var opgivet i det ene tilfælde, og at klageren var blevet frifundet i det andet tilfælde. De tyrkiske myndigheder fik ikke medhold i, at sagen skulle afvises ved EMD med henvisning til, at klageren ikke havde udnyttet de relevante tilgængelige nationale retsmidler, inden han indbragte sagen for EMD (præmis 20). Klageren havde indgivet anmeldelse til myndighederne for strafbart forhold begået af de polititjenestemænd, som var ansvarlige for undladelsen af at medtage oplysningerne i rapporterne om, at påtalen var opgivet i det ene tilfælde, og at han var blevet frifundet i det andet tilfælde. EMD fandt, at klageren med indgivelsen af anmeldelsen i tilstrækkelig grad havde udnyttet de nationale retsmidler, idet forsømmelse i tjenestens udførelse ("...delay in carrying out or to omit to carry out his or her duties") kan straffes efter § 235 i den tyrkiske straffelov. I præmis 26 anfører EMD således, at det må anses for rimeligt, at klageren antog, at polititjenestemændene havde begået den af straffelovens § 235 omhandlede lovovertrædelse ved at undlade at udføre deres opgaver, og at han derfor havde indgivet anmeldelse til politiet. Klageren var således ikke nødsaget til at anlægge civil sag ved de nationale domstole med de ansvarlige, inden sagen kunne indbringes for EMD.

Afgørelsen i Cemalettin Canli mod Tyrkiet citeret ovenfor kan være relevant i sager, hvor danske myndighedspersoner har udvist forsømmelighed i tjenesten, som efter en klagers opfattelse har ført til krænkelse af klagerens menneskerettigheder. Af straffelovens § 157 fremgår blandt andet følgende: "Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. .."

Registrering i det centrale kriminalregister mv. opbevaring af strafoplysninger og udlevering af strafoplysninger, straffeattester mv.

I M. M. mod Storbritannien afgjort af EMD 13. november 2012 under sagsnummer 24029/07 fandt EMD, at EMRK artikel 8 var krænket. Både myndighedernes registrering af oplysninger om klagerens kriminelle fortid og myndighedernes videregivelse af oplysningerne til andre ansås for at være i strid med EMRK artikel 8. Det kan ikke udledes af afgørelsen, at myndighederne generelt ikke må opbevare oplysninger om borgernes kriminelle fortid i registre, eller at myndighederne ikke må videregive sådanne oplysninger til andre for eksempel i form af straffeattester. Det kan imidlertid udledes af afgørelsen, at registrering ("collection") og opbevaring ("storage") af strafoplysninger kun må ske efter overskuelige og præcise regler. Det samme gælder med hensyn til myndighedernes adgang til at videregive ("disclose") oplysninger om borgernes kriminelle fortid. Der skal også være adgang til en uafhængig prøvelse ("independent review") af afgørelser om at opbevare eller videregive ("retain or disclose") strafoplysninger. Der skal ved videregivelse af strafoplysninger tages hensyn til forbrydelsens art og den tid, der er gået, siden forbrydelsen blev begået. Det skal bemærkes, at der i national ret fandtes regler om, at en stor del af strafoplysningerne om borgerne efter en årrække ikke længere blev videregivet til andre på straffeattester mv. Disse regler ansås imidlertid ikke for tilstrækkelige til at beskytte klagerens privatliv i overensstemmelse med EMRK artikel 8. Af præmis 206 og præmis 207 fremgår følgende: "206. In the present case, the Court highlights the absence of a clear legislative framework for the collection and storage of data, and the lack of clarity as to the scope, extent and restrictions of the common law powers of the police to retain and disclose caution data. It further refers to the absence of any mechanism for independent review of a decision to retain or disclose data, either under common law police powers or pursuant to Part V of the 1997 Act. Finally, the Court notes the limited filtering arrangements in respect of disclosures made under the provisions of the 1997 Act: as regards mandatory disclosure under section 113A, no distinction is made on the basis of the nature of the offence, the disposal in the case, the time which has elapsed since the offence took place or the relevance of the data to the employment sought. 207. The cumulative effect of these shortcomings is that the Court is not satisfied that there were, and are, sufficient safeguards in the system for retention and disclosure of criminal record data to ensure that data relating to the applicant’s private life have not been, and will not be, disclosed in violation of her right to respect for her private life. The retention and disclosure of the applicant’s caution data accordingly cannot be regarded as being in accordance with the law. There has therefore been a violation of Article 8 of the Convention in the present case. This conclusion obviates the need for the Court to determine whether the interference was “necessary in a democratic society” for one of the aims enumerated therein."

Ansættelse af straffede personer i det offentlige samt i den private sektor

Betænkning 239 om overvejelse af, i hvilket omfang personer, der har været i konflikt med straffelovgivningen, bør kunne opnå ansættelse i stillinger under stat og kommune - 1959

Cirkulære nr. 2 af 14. januar 1963 angående spørgsmålet om ansættelse under staten af personer, der har begået strafbare forhold.

Cirkulære nr. 109 af 29. maj 1963 angående spørgsmålet om ansættelse under kommunerne
af personer, der har begået strafbare forhold.

Det offentlige (staten, regionerne og kommunerne) har pligt til at ansætte de bedst kvalificerede ansøgere, når der antages nye medarbejdere. Den bedst kvalificerede ansøger kan meget vel være tidligere straffet og derfor have tilførsler på sin straffeattest. Personer med anmærkninger på straffeattesten må ikke udelukkes på forhånd for eksempel ved i stillingsannoncer at kræve "ren straffeattest" eller lignende. Dette fremgår blandt andet af punkt 15.2.2.14 til punkt 15.2.2.17 i ”Personaleadministrativ vejledning” fra Personalestyrelsen under finansministeriet (revideret 22. juni 2012).

I sagen 1998/1220/147-21 fandt Indenrigsministeriet i sin afgørelse af 20. januar 2000, at "Frederiksberg Kommunalbestyrelse med sine beslutninger har afskåret afvejningen af saglige kriterier i strid med den gældende retsgrundsætning om, at der skal ske ansættelse af den bedst kvalificerede" ved at stille krav om "ren straffeattest" til ansøgere til visse stillinger ved kommunen.

I Folketingets Ombudsmands udtalelse FOB 2011-20-4 gennemgik Folketingets Ombudsmand Hvidovre Kommunes praksis med hensyn til ansættelse af personer, der ikke har "ren straffeattest". Der var ikke grundlag for at antage, at der ikke blev foretaget en konkret vurdering af ansøgernes forhold herunder af eventuelle tilførsler på straffeattesten.

I UfR 2001.203 VLD fandt landsretten, at en privat arbejdsgivers bortvisning af en elev som følge af dennes butikstyveri var uberettiget, hvorfor den pågældende fik tilkendt erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. Landsretten udtalte nærmere: "Landsretten finder, at indstævnte ikke ved dette begivenhedsforløb har gjort sig skyldig i en væsentlig misligholdelse af uddannelsesaftalen, der giver appellanten grundlag for at hæve denne i medfør af § 61 i lov om erhvervsuddannelser. Der er hermed navnlig lagt vægt på, at der - som anført af Tvistlighedsnævnet og byretten - ikke ved begivenhedsforløbet er sket nogen krænkelse af det særlige tillidsforhold mellem appellanten som arbejdsgiver og indstævnte som ansat."

I U.1990.674Ø var en person (A) i juli 1987 blevet ansat som systemplanlægger i et forsikringsselskab. A undlod ved ansættelsen af egen drift at oplyse forsikringsselskabet om, at han i 1984 havde modtaget en dom for bedrageri begået i 1982 under ansættelse som regnskabschef i en anden virksomhed. Landsretten udtaler nærmere om dommen for bedrageri, "at den straffedom, der er overgået appellanten, er afsagt af retten i Hillerød den 15. marts 1984. Den vedrører 3 forhold af underslæb til et samlet beløb på ca. 120.000 kr., begået i efteråret 1982 under appellantens ansættelse som regnskabschef i - - -. Den ubetingede del af straffen er afsonet i efteråret 1985." Det fremgår også af sagen, at A var blevet straffet med fængsel i 8 måneder, hvoraf de 5 måneder var gjort betinget. Landsretten fandt, at bortvisningen ikke havde haft fornødent grundlag, og A tilkendtes 3 måneders løn m.v., men ikke godtgørelse efter funktionærlovens § 2. b. landsretten udtalte i sin begrundelse blandt andet: "Det fremgår ikke af det oplyste, at indstævnte i spørgeskemaundersøgelsen eller i forbindelse med det påfølgende ansættelses-interview havde udbedt sig sådanne oplysninger om appellantens forhold, at han måtte indse, at indstævnte under alle omstændigheder ønskede at blive gjort bekendt med, at appellanten var straffet. Når henses til karakteren af de af appellanten begåede strafbare forhold og den tid, som var forløbet, siden forholdene fandt sted og blev pådømt, sammenholdt med de opgaver, appellanten kunne forvente at få betroet under en ansættelse hos indstævnte, findes det heller ikke at have været kendeligt for appellanten, at det kunne være af interesse for indstævnte at vurdere, om appellantens tidligere kriminalitet begrundede en så nærliggende fare for misbrug, at indstævnte af den grund ikke ønskede at ansætte ham. Appellanten findes derfor ikke at have haft pligt til på eget initiativ at give oplysning om straffedommen."

I U.2010.2031V var en person (A), der i 2006 var fradømt førerretten i 3 år for spirituskørsel, blevet afskediget som følge af, at den pågældende havde kørt bil i firmaets tjeneste. Arbejdsgiver havde hævet arbejdsaftalen. Den pågældende havde den 16. april 2007 fra arbejdsgiveren modtaget et brev, hvoraf det blandt andet fremgik, at det ville blive betragtet som misligholdelse af ansættelsen, blandt andet hvis han kørte bil i firmaets tjeneste. Landsretten fandt det godtgjort, at A havde modtaget brevet af 16. april 2007 fra arbejdsgiveren. Landsretten fandt også, at A ved kørslen den 13. juni 2007 uden førerret havde misligholdt ansættelsesforholdet. Landsretten fandt dog, at misligholdelsen ikke havde haft en sådan grovhed, at arbejdsgiver havde kunnet hæve ansættelsesforholdet. A fik tilkendt 142.975,34 kr. i erstatning for bortvisningen.

Læs mere om ansættelse af straffede personer i det offentlige samt i den private sektor.

Særligt om såkaldte "børneattester"

En stilling i det offentlige må ikke være betinget af et krav om "ren børneattest" eller "anmærkningsfri børneattest" eller lignende. Dette har Folketingets Ombudsmand blandt andet udtalt sig om i sin udtalelse af 13. april 2011 med sagsnummer 2009-3690-810. I punkt 2 e, side 9, Her udtalte ombudsmanden kritik af, at en region i sine retmingslinjer om ansættelse af personale på et hospital blandt andet udtalte, at ansættelsen var betinget af, at der forelå en børneattest uden anmærkninger. Ombudsmanden udtalte herom nærmere: "Af disse [retningslinjerne] fremgår det at det ved stillingsopslag for de nævnte personalegrupper på de omfattede afdelinger tydeligt skal fremgå at ansættelse er betinget af at der kan indhentes en børneattest uden anmærkninger. Et sådant absolut krav kan ikke anses for lovligt fordi det strider mod den regel som er nævnt ovenfor, hvorefter ansøgere der har begået strafbare forhold, ikke på forhånd må lades ude af betragtning ved besættelse af en stilling. Jeg forstår imidlertid regionens udtalelse af 2. marts 2010 sådan at disse retningslinjer ikke (længere) er gældende."

Indhentelse af strafoplysninger vedrørende personer, der er ansat på tidspunktet, hvor strafoplysningerne ønskes indhentet

Folketingets Ombudsmands udtalelse af 13. april 2011 med sagsnummer 2009-3690-810 vedrører en bortvisning af en læge som følge af en straffedom. Af side 7, punkt 2 d, fremgår følgende: "Det kan ikke antages at vurderingen af om det er sagligt at kræve samtykke til at der indhentes en straffeattest eller børneattest, er den samme i forhold til en ansøger til en stilling som i forhold til en allerede ansat hvor der ikke er taget forbehold. I Peter Blume og Jens Kristiansen, Databeskyttelse på arbejdsmarkedet (2002), er det på s. 84 anført at arbejdsgivere ikke har samme berettigede interesse i at kræve straffeattest for allerede ansatte som for jobsøgere. Ansatte har allerede passeret arbejdsgiverens kontrol ved ansættelsen og har derfor et naturligt krav på en større respekt for deres private forhold. Se i den forbindelse også Michael Gøtze, Arbejdsgiveres brug af straffeattester, Juristen, 2010, s. 151.".

Sikkerhedsgodkendelser mv.

I §§ 12-17 i Statsministeriets cirkulære nr. 204 af 2. december 2001 vedrørende sikkerhedsbeskyttelse af informationer af fælles interesse for landene i NATO, EU eller WEU, andre klassificerede informationer samt informationer af sikkerhedsmæssig beskyttelsesinteresse (sikkerhedscirkulæret) findes en meget overordnet beskrivelse af kravene, som stilles til personer, der skal godkendes til at kunne omgås fortrolige oplysninger (sikkerhedsgodkendelse).

Normalt skal stillingsansøgere eller ansatte ikke på eget initiativ oplyse en arbejdsgiver om en eventuel kriminel fortid

I den offentlige sektor skal en stillingsansøger ikke på eget initiativ oplyse om sin eventuelle kriminelle fortid. Ønsker forvaltningen sådanne oplysninger indhentet, må forvaltningen selv (med samtykke fra ansøgeren) indhente disse eventuelt ved at stille spørgsmål herom til ansøgeren. Dette følger af det forvaltningsretlige "officialprincip".

I Folketingets Ombudsmands udtalelse af 13. april 2011 med sagsnummer 2009-3690-810 udtalte ombudsmanden kritik af, at en region i 2009 havde bortvist en læge, der i 2008 var blevet straffet for sædelighedskriminalitet, og som havde undladt at oplyse om dette inden ansættelsen. Ombudsmanden fandt, at det var forvaltningens egen pligt at tilvejebringe de oplysninger, som var nødvendige, for at kunne gennemføre ansættelsen på forsvarlig måde. Der henvises til udtalelsens punkt 3 c på side 12 og 13.

I den private sektor foretages der en konkret vurdering af, om en stillingsansøger ved ansættelsen bør oplyse om sin eventuelle kriminelle fortid. Ligger forholdet langt tilbage i tiden, taler dette for, at arbejdstageren ikke har pligt til selv at fremkomme med sådanne oplysninger.

I UfR 1990.674 ØLD var en "systemplanlægger" i et forsikringsselskab bortvist fra sit arbejde, efter at han under en personalesamtale den 12. august 1987 havde bekræftet, at han i 1984 havde modtaget en dom for bedrageri. Selskabet henviste til, at han ikke ville være blevet ansat, hvis dette havde været kendt ved ansættelsen. Den bortviste medarbejder anlagde sag mod arbejdsgiveren. Landsretten fandt, at bortvisningen ikke havde været berettiget og gav sagsøgeren delvis medhold i dennes erstatningskrav. Landsretten henviste blandt andet til "karakteren af de af appellanten begåede strafbare forhold og den tid, som var forløbet, siden forholdene fandt sted og blev pådømt, sammenholdt med de opgaver, appellanten kunne forvente at få betroet under en ansættelse hos indstævnte". Endvidere fandt landsretten ikke, at det havde "været kendeligt for appellanten, at det kunne være af interesse for indstævnte at vurdere, om appellantens tidligere kriminalitet begrundede en så nærliggende fare for misbrug, at indstævnte af den grund ikke ønskede at ansætte ham." Arbejdstageren havde derfor ikke haft pligt til på eget initiativ at give oplysning om straffedommen.

Lejeret

I TfK 2011.1193 VLD blev en boligforening ikke anset for berettiget til at ophæve et lejemål, selvom lejeren i et vist omfang havde overdraget khat fra sin lejlighed i boligforeningen. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at der i 2007 blev observeret en række besøg i L's lejlighed, der tydede på, at der fra lejligheden blev overdraget khat. Flere beboere i området følte sig utrygge ved de mange besøg, og L blev indkaldt til møde herom. Han udeblev fra mødet, og repræsentanter for boligforeningen har forklaret, at L fik en skriftlig advarsel. Denne advarsel er imidlertid ikke fremlagt under sagen, og der foreligger ikke nærmere om indholdet af advarselen, ud over at det er oplyst, at der var henvist til euforiserende stoffer. I perioden fra 2007-2009 konstaterede boligforeningen, at der fortsat var usædvanlige besøg til L's lejlighed, og Inge Gravsholt har forklaret, at hun i skraldespanden konstaterede rester af khat. Den 3. november 2009 fandt politiet 4,193 kg khat i L's lejlighed, og L vedtog den 11. november 2009 et bødeforelæg på 3.000 kr. for at have været i besiddelse af den omhandlede khat til eget brug. Landsretten finder det efter bevisførelsen godtgjort, at L i en periode har haft et misbrug af khat. Landsretten finder det derimod ikke bevist, at han har handlet med khat. Landsretten finder det sandsynliggjort, at der i lejligheden er foregået en vis overdragelse af khat. Det nærmere omfang er dog ikke fastlagt. L's involvering i overdragelsen af khat kunne begrunde en advarsel. Landsretten finder det imidlertid ikke bevist, at aktiviteterne har haft en karakter og et omfang, som gjorde hans flytning påkrævet, jf. almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 7. Boligforeningen har således ikke haft fornødent grundlag for at hæve lejemålet."

I UfR 2002.1105 ØLD fik en lejer, der udstod en straf af fængsel i 7 år, medhold i, at fængselsopholdet indebar et "midlertidigt fravær" for lejeren efter lejelovens § 70, hvilket indebar, at lejeren uden udlejers samtykke kunne fremleje det lejede. Landsretten udtalte nærmere: "Landsretten tiltræder, at indstævntes afsoning af den pågældende fængselsstraf må anses for midlertidigt fravær som omtalt i lejelovens § 70. Indstævnte har således som udgangspunkt haft ret til at fremleje det lejede uden appellantens samtykke. Appellanten, der ikke har påberåbt sig at kunne modsætte sig fremlejemålet efter § 70, stk. 2, har herefter ikke været berettiget til som sket ved opsigelsen af 31. marts 2000 at opsige lejemålet med indstævnte, med henvisning til at appellanten ikke havde meddelt tilladelse til indstævntes nevøs brug af lejligheden. Efter § 70, stk. 3, jf. § 69, stk. 2, i den dagældende lejelov skal fremlejeaftalen være skriftlig, tidsbegrænset til højst 2 år og tilstilles udlejer i kopi inden fremlejeperiodens begyndelse. Det forhold, at indstævnte ikke overholdt disse regler, er uden betydning, da appellanten ikke påberåbte sig dette i indsigelsen af 22. oktober 1999 forud for opsigelsen." Opmærksomheden skal henledes på, at en lejer, der skal afsone en fængselsstraf, ligesom andre lejere, til enhver tid kan fremleje op til halvdelen af lejede uden udlejers samtykke og uden tidsbegrænsning jævnfør lejelovens § 69, som har følgende ordlyd: Lejeren af en beboelseslejlighed har ret til at fremleje højst halvdelen af lejlighedens beboelsesrum til beboelse. Det samlede antal personer, der bor i lejligheden, må ikke overstige antallet af beboelsesrum." Vedrørende almene boliger findes der en bestemmelse med en hel tilsvarende formulering i almenlejelovens § 64, stk. 1.

Generelt

I øvrigt henvises der til KRIMs linksamling om straffede personers rettigheder.

Rettighedsfrakendelse eller udelukkelse af adgangen til rettigheder som følge af strafbart forhold (straffelovens §§ 78 og 79.