Erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning mv.
samt klager over politipersonalet og strafforfølgning mod politipersonalet
 

 
klager over politipersonalet og strafforfølgning mod politipersonalet


















Erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning mv.
Indledende om erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning
Erstatningens eller godtgørelsens størrelse
Betaling og forrentning af erstatningsbeløbet
Udover taksmæssig godtgørelse for tort mv. kan der ydes erstatning efter erstatningsansvarsloven mv.
Ødelæggelse af anholdtes genstande under anholdelse kan behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a
Forhøjet erstatning for ulovlige indgreb, fejl mv.
Krav affødt af ulovlige (men ikke culpøse) indgreb og af traktatmæssige forpligtelser kan støttes på § 1018 a, stk. 2.
Erstatning til sigtede og mistænkte
Erstatning til ikke-sigtede
Erstatning for frihedsberøvelse
Erstatning for ransagninger
Erstatning for visitationer
Erstatning for andre typer indgreb
Erstatning for lang sagsbehandlingstid og inaktivitet eller anden culpøs adfærd hos de strafforfølgende myndigheder
Nægtelse af erstatning under henvisning til erstatningssøgendes "egen skyld"
Erstatning i tilfælde, hvor indgrebet står i misforhold til den senere sanktion
Særligt om erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb mod børn
Særligt om, hvor mistanke om strafbart forhold fører til fængsling efter udlændingeloven
Om modregning af gæld til det offentlige i erstatningskrav for frihedsberøvelse mv.
Overskridelse af klagefristen i retsplejelovens § 1018 e
Forsvarerbeskikkelse ved behandlingen af krav efter retsplejelovens kapitel 93 a ved domstolene
Administrativ praksis og domspraksis
Domspraksis
Administrativ praksis og domspraksis
Afvisning af at behandle erstatningskrav
Afvisning af erstatningssager efter retsplejelovens kapitel 93 a som følge af erstatningssøgendes udeblivelse fra retsmøder
Erstatningskrav i anledning af strafferetlig forfølgning kan alternativt anlægges som almindelige civile sager


Klager over politipersonalet og strafforfølgning mod politipersonalet
Behandlingen af klager over politipersonalet og strafforfølgning mod politipersonalet i dansk ret
Advokatbeskikkelse til borgeren under politiklagesager
Advokatens og klagerens beføjelser under straffesager mod polititjenestemænd
Bistandsadvokat til pårørende til afdøde
Polititjenestemændenes retsstilling under behandlingen af politiklagesager
Efterforskning og strafforfølgning i politiklagesager og i straffesager om overgreb fra myndighedspersoner i dansk ret
EMRK om forbuddet mod tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf
EMRK artikel 2 og artikel 3 kræver, at påstande om myndigheders vold undersøges grundigt
Sager om påstået politibrutalitet skal undersøges hurtigt
Begrebet "Hasty or ill-founded conclusions"
Staten skal sandsynliggøre, at skader på frihedsberøvede, som påstår sig udsat for "ill-treatment", ikke hidrører fra krænkelser af EMRK art. 3
Ved planlagte anholdelser har staten bevisbyrden for, at magtanvendelse ikke er overdreven
Statens bevisbyrde gælder, medens en borger er under myndighedernes kontrol
Uoverensstemmelse mellem tekniske beviser og politifolks forklaringer (bevisvurdering ved EMD)
Vægtningen af politifolkenes benægtelser af at have brugt overdreven magt under sager mod politifolk
Tidligere klager over en polititjenestemand skal indgå i bevisvurderingen under behandlingen af nye klager mod denne
Klagers sene anmeldelse og andre forhold, der påvirker troværdigheden af klagerens påstande om overgreb
Relevante vidner, herunder klageren eller medindsatte, skal udfindes og afhøres
Påstande om, at politifolk har vanskeliggjort forfølgningen af en sag mod politifolk, skal undersøges
Myndighedspersoners og borgeres gensidige beskyldninger om vold skal undersøges efter samme standarder
Lægeundersøgelsen af en person, der påstår sig udsat for vold fra myndighedspersoner, skal ske straks og være grundig
Myndighedspersoner må ikke være til stede i lægeværelset, når en klager undersøges for mærker efter påstået vold
Domstolsprøvelse af sager om påstået brutalitet eller vold begået af myndighedspersoner
Muligheden for prøvelse af sager om politibrutalitet ved nationale domstole eller menneskerettighedsdomstolen (EMD)
Undersøgelser af en klage foretaget i forbindelse med en straffesag mod klageren opfylder ikke kravene i EMRK artikel 3
Særligt om racisme, racediskrimination og anden diskrimination i politiet
Mistanke om, at myndighedsovergreb kan være racistisk motiverede, kræver særskilt undersøgelse
Undladelse af at yde et offer for politivold oprejsning eller retsforfølge de skyldige kan være en krænkelse af EMRK artikel 3
Om begrebet "Impunity" (nationale myndigheders undladelse af at retsforfølge ansvarlige for menneskerettighedsbrud)
Statens pligt til at forebygge myndighedsovergreb
Videoovervågning af afhøringer og af lokaliteter, hvor frihedsberøvede personer opholder sig
Klagefristen på 6 måneder i retsplejelovens § 1019 a, stk. 3
Krænkende kropsvisitationer
Politiets magtmidler
Politiets brug af skydevåben
Politipersonalets adgang til at være bevæbnet med skydevåben
Politiets brug af stav
Politiets brug af hund
Politiets brug af gas og peberspray
Politiets brug af håndjern
Forhold i venterum, transportmidler, placering i ubekvemme stillinger, forplejning mv
Særligt om dødsfald i politiets varetægt, under anholdelse mv.
De efterladtes offerstatus, ret til aktindsigt og adgang til at påvirke efterforskningen
Tavshedsbrud
Særligt om klager over politiets efterretningstjeneste
Frygt for at klage over politiet
Sager om falsk anmeldelse mod personer, der klager over politiet
Kritik af den danske politiklageordning
Borgernes muligheder for at retsforfølge politiet og klage over politiet i tidligere ordninger
Politiklageordninger i andre lande
Disciplinærsager mod polititjenestemænd i dansk ret


 

Erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning og klager mv. over politiet


Reglerne om erstatning for uberettiget strafferetlig forfølgning samt klager over og strafforfølgning mod politiets personale findes i retsplejelovens 4. bog - nærmere i kapitel 93 a, b og c. Reglerne behandles således i strafferetsplejen. Reglerne om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning findes i kapitel 93 a, reglerne om behandlingen af klager over politipersonalet findes i kapitel 93 b, og reglerne om straffesager mod politipersonalet findes i kapitel 93 c. Adgangen til erstatning for uberettiget strafferetlig forfølgning samt adgangen til at klage over eller indlede strafferetlig forfølgning mod politiets personale behandles forholdsvis indgående i denne fremstilling, hvilket er årsagen til, at emnet ikke er behandlet ovenfor sammen med den øvrige straffeproces men har fået et kapitel for sig selv.   
 
Erstatning for uberettiget strafferetlig forfølgning

Indledende om Erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning

Bestemmelserne om erstatning og godtgørelse for uberettiget strafferetlig forfølgning findes i retsplejelovens kapitel 93 a.

Har en person været anholdt, udsat for ransagning, kropsvisitation eller lignende "straffeprocessuelle indgreb", og bliver personen ikke senere fundet skyldig i den sigtelse, som har begrundet indgrebet, anses indgrebet som "uberettiget". Dette indebærer, at den pågældende som udgangspunkt har krav på erstatning og/eller godtgørelse. Dette gælder også, hvis den pågældende er fundet skyldig i et strafbart forhold, men at den under sagen anvendte frihedsberøvelse ikke står i rimeligt forhold til strafforfølgningens udfald eller det af andre særlige grunde findes rimeligt. Erstatningen kan dog nedsættes eller bortfalde, hvis den pågældende har udvist såkaldt "egen skyld", det vil sige, at den pågældende skal have udvist en form for dadelværdig adfærd, der kan have bidraget til, at den pågældende uberettiget udsættes for straffeprocessuelle indgreb. En person, der standser en politipatrulje og i strid med sandheden erklærer sig skyldig i et bankrøveri, vil kunne nægtes erstatning for den eventuelle anholdelse, som han risikerer som følge af sin handling. 

Personer, der ikke har været sigtet for noget strafbart forhold, kan også udsættes for straffeprocessuelle indgreb, der kan udløse erstatning. Trænger politiet for eksempel ind i en bortrejst families hus for at anholde en eftersøgt bankrøver, der - uden den bortrejste families tilladelse - har valgt familiens hus som skjulested, vil familien efter omstændighederne kunne få erstatning for de ulemper, som indgrebet måtte have medført for familien. Familiens krav på erstatning vil skulle behandles efter reglerne om erstatning til "ikke-sigtede".
 
Reglerne om erstatning og/eller godtgørelse i anledning af strafferetlig forfølgning bygger i vidt omfang på forslagene i Betænkning nr. 801 om Erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning afgivet af det af Justitsministeriet den 16. januar 1968 nedsatte udvalg i 1977.

Politiet kan ifalde erstatningsansvar efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Har politiet opbevaret en genstand tilhørende en borger, for eksempel hittegods, på en uforsvarlig måde, der bevirker, at genstandens værdi forringes, vil politiet kunne pålægges at erstatte genstanden. Cirkulæreskrivelse nr. 18 af 15. marts 2007 om politiets behandling af visse erstatningssager.   

Krav om erstatning for uberettiget strafferetlig forfølgning behandles i første instans af statsadvokaten. Det følger imidlertid af retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, sidste pkt., at krav om erstatning skal "fremsættes over for den politidirektør eller statsadvokat, der har haft ansvaret for efterforskningen i den sag, som har givet anledning til kravet". Kravet skal således fremsendes til den relevante politikreds og ikke fremsættes direkte overfor statsadvokaten, selv om det er statsadvokaten, der skal behandle kravet. Når politikredsen modtager erstatningskravet, fremsender politikredsen dette til statsadvokaten eventuelt sammen med en udtalelse. Afgørelser truffet af statsadvokaten kan indklages for rigsadvokaten. Det følger imidlertid af  § 1018 e, stk. 3, at klager over afgørelser truffet af statsadvokaten, skal indgives til statsadvokaten. Når statsadvokaten modtager klagen, videresendes denne til rigsadvokaten sammen med sagens akter. Se bemærkningerne til lov nr. nr. 156 af 28. februar 2012.  

Erstatningens eller godtgørelsens størrelse
I "Rigsadvokatens Meddelelser" fastsætter Rigsadvokaten de standardiserede takster, som lægges til grund for anklagemyndighedens administrative fastsættelse af godtgørelsen for "lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold", som kan ydes til personer, der klager over at have været udsat for uberettigede straffeprocessuelle indgreb. Taksterne reguleres hvert år. Nedenfor gengives taksterne gennem de seneste år.  

Størrelsen af den godtgørelse, der udmåles efter Rigsadvokatens standardiserede og administrativt fastsatte takster, synes at være væsentlig lavere end den godtgørelse, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) med hjemmel i EMRK artikel 41 tilkender borgere, der har været udsat for for eksempel uberettigede straffeprocessuelle indgreb, og hvor indgrebet anses for at udgøre en krænkelse af en eller flere bestemmelser i EMRK.

Adjunkt Jonas Christoffersen behandler i artiklen UfR 2005B.133 spørgsmålet om, hvorvidt det kan udgøre en krænkelse af retten til "effektive retsmidler" i EMRK artikel 13, at de godtgørelser og erstatninger, der ydes efter national ret, er lavere (eller væsentligt lavere) end de godtgørelser og erstatninger, der tilkendes ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i tilfælde, hvor der er sket krænkelse af EMRK.

Jonas Christoffersen anfører blandt andet: "Artikel 41 er en kompetenceregel, som ikke kan påberåbes direkte over for nationale myndigheder. Når der desuagtet er grund til at tage udgangspunkt i artikel 41, skyldes det sammenhængen i klagesystemet. Såfremt et individ vil klage til EMD, skal nationale retsmidler udtømmes (artikel 35, stk. 1). Der er adgang til at fremføre klager over menneskerettighedskrænkelser over for nationale myndigheder (artikel 13). Retten til effektive retsmidler efter artikel 13 indebærer efter fast retspraksis, at der på nationalt plan skal være adgang til at fremføre sin klage for et kompetent organ, ligesom det kompetente organ skal have beføjelse til at reparere krænkelsen, således at individet ikke længere er offer for en krænkelse. Hvis EMRK's klagesystem skal hænge sammen, må klageadgangen på nationalt plan (artikel 13) indebære samme adgang til kompensation som klageadgangen på internationalt plan (artikel 41)."

Umiddelbart herefter anfører Jonas Christoffersen videre: "EMD fastslog således i Scordino v. Italy (2003), at national ret så vidt muligt skal fortolkes i overensstemmelse med EMD's praksis efter artikel 41. Sammenhængen i EMRK's klagesystem betyder, at retten til kompensation er et logisk element i retten til et effektivt retsmiddel på nationalt plan, fordi såvel artikel 13 som artikel 41 har til formål at redressere krænkelser af EMRK. Såfremt krænkelserne ikke redresseres på nationalt plan, vil den krænkede person fortsat være offer i konventionens forstand og berettiget til at klage til EMD bl.a. med henblik på at få tildelt kompensation i medfør af artikel 41. Artikel 41 normerer derved fortolkningen af artikel 13."

I Kormos mod Slovakiet afgjort af EMD den 8. november 2011 under sagsnummer 46092/06 fandt EMD, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 5, § 1, i et tilfælde, hvor de nationale domstole havde tilkendt en person erstatning for uberettiget frihedsberøvelse, men hvor erstatningen blandt andet i forhold til EMD's praksis ved udmåling af godtgørelser for frihedsberøvelse i strid med EMRK artikel 5 var for lav. Se navnlig præmis 75, hvor EMD henviser til sin praksis i Al-Jedda mod Det forenede Kongerige afgjort af Storkammeret under sagsnummer 27021/08 (præmis 114).

I Ciorap mod Moldova afgjort af EMD den 20. juli 2010 under sagsnummer 7481/06 fandt EMD, at klageren ikke ved de nationale domstole havde fået tilstrækkelig erstatning for en krænkelse af EMRK artikel 3. Klageren var blevet tilkendt et beløb svarende til 600 euro i godtgørelse for ikke-økonomisk skade, efter at de nationale domstole havde fundet, at fængselsmyndighedernes langsommelighed med at få klageren overført fra et fængsel til et hospital havde udgjort en krænkelse af EMRK artikel 3. EMD fandt, at den tilkendte godtgørelse lå væsentligt under ("considerably below") de beløb, som EMD i almindelighed tilkender i lignende sager. EMD fandt derfor, at klageren fortsat kunne gøre gældende, at han var offer i forhold til en krænkelse af EMRK artikel 3 (præmis 24 og præmis 25). Af præmis 33 fremgår, at EMD tilkendte klageren en godtgørelse på 4.000 euro for ikke-økonomisk skade.  

Afgørelsen UfR 1997.776 HD påberåbes ofte af anklagemyndigheden til støtte for, at størrelsen af de administrativt fastsatte takster for godtgørelser efter retsplejelovens kapitel 93 a er rimelige. Det skal i den anledning anføres, at hverken EMRK artikel 13 eller andre bestemmelser i EMRK ses at være påberåbt eller omtalt i afgørelsen. Det er således ikke åbenbart, at denne afgørelse længere har større relevans.  

Rigsadvokatens administrativt fastsatte takster for "lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold" reguleres hvert år i begyndelsen af året. Nedenfor gengives taksterne gennem de seneste år:

Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2014 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2013 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a (rettet juni 2013)
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2012 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a (rettet oktober 2012)
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2011 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2010 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2009 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2008 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2007 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2006 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2005 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2004 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2003 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2002 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2001 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/2000 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 1/1999 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/1995 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokatens meddelelse nr. 3/1993 om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a

Betaling og forrentning af erstatningsbeløbet
Af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, 1. pkt., følger, at godtgørelse og erstatning kan kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse. Det fremgår af § 16, stk. 1, 2-4. pkt. videre: "Er det, forinden endelig opgørelse kan finde sted, givet, at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i 1. pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er udbetalt som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningsposter. Det gælder dog ikke beløb omfattet af 2. pkt., der måtte være udbetalt som erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en periode, hvor skadelidte efter § 2, stk. 1, ikke har haft krav på denne erstatning." § 16, stk. 1, 4. pkt. er indsat ved lov nr. 610 af 14. juni 2011. Af andet stykke følger: "Beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli det pågældende år. Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten, dog således at det i 1. pkt. nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7 pct." § 16, stk. 2, fik sin nuværende udformning ved lov nr. 434 af 10. juni 2003.

Rigsadvokaten Informerer nr. 1/2003 om forrentning af godtgørelse og erstatning udbetalt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a
Rigsadvokaten Informerer nr. 12/2003 om ændring af rentesatsen i lov om erstatningsansvar.

Udover taksmæssig godtgørelse for tort mv. kan der ydes erstatning efter erstatningsansvarsloven mv.

Erstatningsansvarsloven med kommentarer og eksempler fra retspraksis.

Lov om erstatning til ofre for forbrydelser

Færdselslovens kapitel 16 om erstatning og forsikring samt betænkning 1036 om erstatning og forsikring for skader opstået ved benyttelse af motordrevne køretøjer.

Kapitel 10 (side 39 til 43) i Betænkning nr. 1524 om revision af hundeloven afgivet af justitsministeriets udvalg om hunde i 2010 beskæftiger sig med forsikring og erstatningsansvar for hunde herunder hundelovens § 8 om erstatningspligt for skader forvoldt af hunde, civile sager (hundelovens § 9) og adhæssionsprocessen (hundelovens § 10.

I TfK 2010.191 HD tilkendtes en person takstmæssig godtgørelse for uberettiget frihedsberøvelse i tiden fra 11. maj 2005 til 16. august 2005 svarende til 95 dage. Den pågældende fik beløbet forhøjet med 25% på grund af sigtelsens karakter (sædelighedskriminalitet). Den pågældende krævede yderligere godtgørelse for tort, hvilket han ikke fik medhold i. Under sagens behandling ved Højesteret tillod anklagemyndigheden, at et yderligere krav om erstatning for erhvervsevnetab og varige men blev behandlet administrativt på trods af, at fristen i retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, 3. pkt., jf. stk. 2, var overskredet. Arbejdsskadestyrelsen fastsatte mengraden til 20%, hvorimod arbejdsskadestyrelsen ikke fandt, at der var sket et tab af erhvervsevne som følge af frihedsberøvelsen, idet det erhvervsevnetab, som den pågældende havde pådraget sig, måtte antages at hidrøre fra en ryglidelse og således ikke fra frihedsberøvelsen. Højesteret udtaler blandt andet: "Som følge af varetægtsfængslingen er A blevet påført psykiske gener svarende til middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion. Han har for denne skade krav på erstatning og godtgørelse opgjort efter reglerne i erstatningsansvarsloven. Der er i overensstemmelse hermed ydet eller givet tilsagn om erstatning for helbredelsesudgifter med 27.000 kr. og godtgørelse for varigt mén med 144.600 kr. Der er ikke under sagen spørgsmål om, hvorvidt han som følge af varetægtsfængslingen har haft tabt arbejdsfortjeneste eller et varigt erhvervsevnetab."

Afgørelsen er interessant, idet det anerkendes, at selv en forholdsvis kortvarig frihedsberøvelse af godt 3 måneders varighed kan udløse en såkaldt "posttraumatisk belastningsreaktion" ("PTSD"), og at der skulle ydes erstatning herfor.

I TfK 2000.672 ØLK fik en person erstatning for erhvervsevnetab og godtgørelse for varigt men men ikke godtgørelse for tort efter at have været varetægtsfængslet i isolation i cirka 11 måneder. Den pågældende var blevet fundet skyldig i forsøg på indsmugling af diamanter i papayafrugter og herfor idømt fængsel i 8 måneder. Tiltalen lød på forsøg på indsmugling af narkotika, hvilket den pågældende blev frifundet for, da det ikke ansås for bevist, at han havde vidst, at frugterne indeholdt narkotika og ikke diamanter. Grunden til, at der ikke blev ydet godtgørelse for tort, var, at den pågældende ansås for at have udvist en betydelig grad af "egen skyld", blandt andet fordi han havde modvirket efterforskningen, medens sagen verserede. Højesteret udtalte blandt andet: "Vedrørende kravene om erstatning for erhvervsevnetab og godtgørelse for varigt mén bemærkes, at det for myndighederne - som anført af landsretten - må anses for almindeligt kendt, at varetægtsfængsling i isolation indebærer risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred. Derimod kan det ikke antages, at det har været påregneligt for E, at han ved sin adfærd og de i tilslutning hertil trufne straffeprocessuelle foranstaltninger ville kunne blive påført varige psykiske lidelser med erhvervsevnetab og varigt mén til følge."

I UfR 1997.1667 H blev de pårørende til en sindsforvirret mand, som under anholdelsesforsøg var blevet skudt og dræbt af politiet, nægtet erstatning. Det fremgår af sagen, at den sindsforvirrede mand angiveligt havde forsøgt at stikke en polititjenestemand med kniv og en stegegaffel umiddelbart efter, at politiet ved hjælp af tåregas havde drevet den pågældende ud af sit hjem. Der var dissens hos en dommer for at yde de pårørende erstatning. Se kommentarerne til denne afgørelse nedenfor under EMD's praksis i forhold til planlagte anholdelser.

I UfR 1996.353 ØLD havde politiet foretaget en anholdelse af en ung mand på Rådhuspladsen i København. Den pågældende kom alvorligt til skade under anholdelsen. Anholdelsen blev af landsretten anset for berettiget, men Københavns Politi blev pålagt erstatningspligt. Landsretten udtalte blandt andet: "Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at Benjamin kastede en flaske, som ramte en uniformeret politibetjent i ryggen. Dette var baggrunden for anholdelsen af Benjamin, da han løb fra stedet. Anholdelsen findes derfor berettiget. Hverken efter forklaringerne om de nærmere omstændigheder ved anholdelsen eller efter videooptagelsen, der giver et klart billede af de kaotiske forhold, som herskede på Rådhuspladsen på det pågældende tidspunkt, findes der at være grundlag for at kritisere den udøvede magtanvendelse, ligesom der heller ikke findes tilstrækkeligt grundlag for at kritisere omstændighederne ved den måde, hvorpå Benjamin blev båret eller slæbt væk og derefter anbragt og fastholdt bag bussen, indtil transportvognen ankom. Efter de lægelige oplysninger, navnlig overlæge Lars Heslets forklaring, sammenholdt med forklaringerne om Benjamins tilstand, da han blev slæbt over til og anbragt i transportvognen, må det lægges til grund, at Benjamins hjertestop er opstået, mens han lå bag bussen. Uanset den voldsomme uro, der fortsat var på Rådhuspladsen, og som med rette gav de anholdende betjente anledning til at have deres opmærksomhed rettet mod omgivelserne, herunder raketter, eventuelle yderligere flaskekast eller andre negative reaktioner fra menneskemængden på pladsen, findes de tillige at burde have haft opmærksomheden rettet mod Benjamins tilstand i de ca. 7 minutter, han var i deres varetægt bag bussen. Det bemærkes herved, at ingen af dem havde hørt Benjamin sige noget, og at han blev rolig uanset den smertefulde benlås, samt at det - selv under de kaotiske forhold - må antages, at livløshed kunne være konstateret ved ukomplicerede undersøgelser. Idet det efter den nære sammenhæng mellem Benjamins alvorlige hjerneskade og varigheden af hjertestoppet må antages, at skaderne kunne være undgået eller begrænset ved tidligere reaktion fra de anholdende betjente, f.eks. ved at de selv sørgede for tilkaldelse af ambulance, findes sagsøgte, Politidirektøren i København, at være erstatningsansvarlig for de indtrådte skader."
 
I UfR 1985.475 ØLD blev de efterladte til en person, der var afgået ved døden i forlængelse af en voldsom (men berettiget) anholdelse ved anvendelse af politistave, tilkendt erstatning, som dog blev nedsat til det halve som følge af den anholdtes egen skyld. Landsrettens flertal udtalte blandt andet: "Det lægges endvidere til grund, at anholdelsen var berettiget, og at betingelserne for at anvende staven som udgangspunkt var til stede, jfr. herved justitsministeriets cirkulære af 30. januar 1933 om stavens brug med senere ændringer, senest af 1. september 1970. Retten må imidlertid tillige hæfte sig ved, at situationen var karakteriseret ved, at anholdte umiddelbart søgte at undgå politiet og kun angreb, når politiet - hvor berettiget det end var - søgte at lægge hånd på ham. Han var indkredset på et ganske lille område uden egentlige flugtmuligheder, var ubevæbnet og omgivet af fire bevæbnede politifolk med forstærkning i vente. Hertil kom, at det allerede af de iagttagelser, der kunne gøres af de tilstedeværende politifolk, måtte fremgå, at Polat - hvis forklaring efter sagens karakter jo aldrig kan fås - muligvis var sindsforvirret. I den således beskrevne situation finder landsdommerne Kjærsgaard og Ebbe Christensen, at politiassistenterne ved deres beslutning om ufortøvet at ville gennemføre anholdelsen under anvendelse af de ikke ufarlige stave i et omfang som sket frem for at søge lempeligere og eventuelt mere tidskrævende udveje, ikke er gået frem med fornøden skånsomhed. Disse dommere finder herefter, at politiet er erstatningspligtigt for følgerne af det forløb, som førte til anholdtes død, og dette uanset om det i sig selv kan tilregnes politiassistenterne som uagtsomt, at de afgørende slag på grund af anholdtes voldsomhed traf ham i hovedet. Den omstændighed, at anholdte uberettiget og på voldsom måde modsatte sig anholdelsen, bør imidlertid efter alt foreliggende medføre en nedsættelse af sagsøgtes erstatningspligt med halvdelen." Sagen var anlagt af afdødes efterladte mod Justitsministeriet.

I UfR 1974.807 VLK fik en person tilkendt erstatning under et civilt søgsmål, hvor den pågældende forlangte erstatning fra statskassen som følge af, at polititjenestemænd havde lukket en politihund ind til personen, medens denne havde opholdt sig alene i en detentionscelle. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter det foreliggende findes det at måtte lægges til grund, at appellanten, så længe han opholdt sig alene i detentionscellen, ikke var farlig for sig selv eller for andre, selv om han var i besiddelse af jernstangen. Det bemærkes herved, at appellanten kun havde opholdt sig ganske kort tid i cellen efter at have revet jernstangen løs, og at der, som sagen er forelagt landsretten, ikke kan ses bort fra, at appellanten ville være faldet til ro efter nogen tids forløb, hvilket kunne være afklaret, såfremt politiet havde ventet et stykke tid, inden man foretog sig videre over for den pågældende. Ved under disse omstændigheder at slippe politihunden løs på appellanten for at den skulle bide ham, findes politiet at have overskredet. hvad der på det pågældende tidspunkt var nødvendigt og forsvarligt, og indstævnte findes herefter at måtte være ansvarlig for skaden. Idet erstatningen findes at burde ansættes til det af appellanten krævede beløb, hvorved dog bemærkes, at der ikke er fundet grundlag for at tilkende erstatning for tort, vil appellantens påstand være at tage til følge."

I UfR 1996.194 ØLD fik en person, som var blevet bidt af en politihund under en demonstration tilkendt erstatning for de skader, som han havde pådraget sig som følge af hundebiddet. Han fik imidlertid ikke tilkendt godtgørelse for selve anholdelsen, som landsretten fandt, at erstatningssøgende selv havde givet anledning til Landsretten udtalte: "Det lægges til grund, at begge erstatningssøgende forblev på færgeselskabets areal, uanset at de havde iagttaget, at demonstrationen havde taget et voldsommere omfang, hvorunder der blev affyret kanonslag, og der hos demonstranterne var slagvåben i form af stokke og lægter. Herefter findes de erstatningssøgende at have givet anledning til den kortvarige anholdelse. Landsretten frifinder således statskassen for kravene om godtgørelse for anholdelsen. Efter vidnet S's forklaring kan det ikke afvises, at skaden på erstatningssøgende E1's ben er blevet væsentligt forværret ved de 2 politifolks uhensigtsmæssige håndtering af erstatningssøgende. Herefter tiltrædes det, at der er tilkendt denne erstatningssøgende erstatning for følgerne af hundebiddet med 8.860 kr."

I UfR 1970.940 ØLD fik en erstatningssøgende i en civil erstatningssag anlagt mod en polititjenestemand og rigspolitichefen tilkendt erstatning efter hundeloven fra polititjenestemanden, idet han var blevet bidt af en politihund. Erstatningssøgende havde bedt polititjenestemanden om assistance mod en formodet lovovertræder. Da erstatningssøgende og polititjenestemanden sammen med sin polititjenestehund var på vej over mod erstatningssøgendes hus, kom erstatningssøgende nogle meter foran polititjenestemanden. Medens polititjenestemanden havde vendt sig om for at tale med en kollega, havde politihunden bidt erstatningssøgende. Det blev lagt til grund, at erstatningssøgende, der havde en kniv i hånden, var ophidset. Landsretten fandt, at polititjenestemanden var erstatningsansvarlig efter hundelovens regler, og at der ikke var forhold, der talte for, at erstatningen skulle nedsættes eller bortfalde. Rigspolitichefen blev ikke pålagt ansvar efter DL 3-19-2, idet polititjenestemanden ikke fandtes at have handlet uforsvarligt.

I UfR 1999.1491 HD var sagsøgeren, der havde deltaget i en demonstration i forbindelse med "Ribus-konflikten" i Esbjerg, blevet anholdt. Hun var i den forbindelse blevet bidt af en politihund bag på venstre lår. Hun var efterfølgende blevet behandlet på skadestuen for hundebid. I politiets indberetning i rapport af 3. maj 1995 om »Anvendelse af politihunde« var rubrikken med spørgsmålet, om hunden er anvendt til beordret magtanvendelse, afkrydset med: nej. Hun var blevet sigtet for overtrædelse af politivedtægten (nu ordensbekendtgørelsen). Medens sagen mod hende verserede, fik hun udbetalt 17.765 kr. fra Rigspolitichefens hundeansvarsforsikring. Den største del af beløbet (14.700 kr.) var godtgørelse for svie og smerte. Resten var for dækning af udgiften til ødelagt tøj, medicin mv Kvinden anlagde en civil sag mod Politimesteren i Esbjerg og Justitsministeriet, hvor hun forlangte godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26. Under anken til Højesteret påberåbte appellanten sig yderligere, at anholdelsen havde været ulovlig samt "artikel 3 og princippet i artikel 41 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention". Politimesteren i Esbjerg og Justitsministeriet gjorde blandt andet gældende, "at artikel 3 ikke for danske domstole udgør et selvstændigt hjemmelsgrundlag for tilkendelse af tortgodtgørelse, jf. artikel 41". Højesteret tilkendte ikke erstatningssøgende godtgørelse og udtalte blandt andet: "Allerede fordi anbringenderne om ulovlig anholdelse og anvendelse af retsplejelovens §§ 1018 a-c først er fremsat under domsforhandlingen, kan de ikke mod de indstævntes protest tages i betragtning, jf. retsplejelovens § 383, stk. 1. Det følger af retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, at politiet i forbindelse med anholdelse kan anvende magt. Efter retsplejelovens § 758 skal anholdelse foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. At anvende hunde som magtmiddel i forbindelse med anholdelse er ikke i sig selv i strid med det proportionalitetsprincip, der er indeholdt i retsplejelovens § 758, eller med artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om forbud mod umenneskelig eller nedværdigende behandling. Af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at der ikke i forbindelse med anholdelsen af Linda Svane Sørensen er sket nogen retsstridig krænkelse af hende. Det, der er anført om menneskerettighedskonventionens artikel 3, kan ikke medføre noget andet resultat."

Udgiften til relevante undersøgelser (for eksempel hos en speciallæge) af erstatningssøgende med henblik på at kunne fastsætte eventuelle skaders omfang og dermed omfanget af et erstatningskrav for eksempel for personskade betales normalt af det offentlige. Ønsker erstatningssøgende at rejse et krav på grundlag af sådanne undersøgelser, kan erstatningssøgende inden undersøgelserne sættes i gang bede anklagemyndigheden bekræfte, at det offentlige afholder udgiften dertil. Som eksempel på, hvor en sådan fremgangsmåde er fulgt, og hvor det offentlige har betalt udgiften til undersøgelserne, kan nævnes RA-2003-521-0001 afgjort den 13. januar 2011 af Rigsadvokaten. I den konkrete sag betalte det offentlige såvel for undersøgelser hos egen læge samt de efterfølgende undersøgelser hos speciallæger.  

I TfK 2000.503/1 fik en person, der efter retsplejelovens kapitel 93 a havde nedlagt påstand om erstatning efter varetægtsfængsling i isolation, mod anklagemyndighedens protest medhold i, at han skulle mentalundersøges med henblik på at få afklaret, om den pågældende havde pådraget sig varige mén af fysisk eller psykisk karakter.

I TfK 2007.313 VLD fremgår, at forlænget uddannelse som følge af uberettigede straffeprocessuelle indgreb som for eksempel varetægtsfængsling kan udløse erstatning svarende til praksis efter erstatningsansvarslovens § 1. Den pågældende var blevet varetægtsfængslet efter færdiggørelsen af 3. semester af en HA-uddannelse, der varer 10 semestre. Erstatningssøgende havde forlagt et væsentligt større beløb, som skulle svare til 1 års løntab som færdiguddannet, hvilket han ikke fik medhold i. Derimod blev den pågældende tilkendt 60.000 kr., idet det ansås for godtgjort, at den pågældendes uddannelse var forlænget med et år. Af kommentarerne til § 1 i "Erstatningsansvarsloven", 6. udgave, side 30, fremgår blandt andet følgende: "Efter praksis synes udgangspunktet at have været, at der er ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis skadelidte er ganske tæt på uddannelsens afslutning, og ulempetillæg i andre tilfælde ..."

Tiltalte, der frifindes, har efter § 1010, stk. 2, krav på at få godtgørelse for udgifter til transport. Administrative regler herom er fastsat i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 470 af 26. september 1978. Tiltalte, der har haft udgifter til transport i forbindelse med afhøringer mv. i en sag, hvor påtalen senere opgives, må kunne få godtgørelse efter den samme bestemmelse. Dette fremgår der imidlertid ikke oplysninger om i bekendtgørelsen. Det fremgår ikke af bekendtgørelsen, at tiltalte har krav på dækning af andre udgifter, som sagen måtte have påført denne. Af UfR 1990.840 VLD fremgår det imidlertid, at en person fik tilkendt erstatning for udgifter udover transport til og fra retsmøder. I denne sag havde politiet rejst tiltale mod den pågældende for overtrædelse af brandloven, idet den pågældende ifølge anklagemyndigheden ikke havde efterlevet et påbud fra skorstensfejeren med hensyn til indretningen af en brændeovn i sit sommerhus. Tiltalte blev delvist frifundet i byretten og helt frifundet i landsretten. Under erstatningssagen gjorde tiltalte gældende, at han under straffesagen havde opfordret anklagemyndigheden til at besigtige brændeovnen, idet denne efter tiltaltes opfattelse var lovligt indrettet. Frifindelsen var begrundet i, at ovnen af landsretten blev anset for lovligt indrettet. Under erstatningssagen udtalte landsretten blandt andet: "Landsretten finder på dette grundlag, at der ved anklagemyndighedens tiltalerejsning er udvist forhold, som efter dansk rets almindelige erstatningsregler medfører erstatningspligt over for den af tiltalen omfattede person. Der tilkommer herefter erstatningssøgende krav på godtgørelse for udgifter til befordring til retsmøder og besigtigelser uden hensyn til de begrænsninger, der følger af bekendtgørelse nr. 470 af 26. september 1978, ligesom erstatningssøgende findes at have krav på »tabt arbejdsfortjeneste« i forbindelse med retsmøder og besigtigelser, således at erstatningssøgendes påstand for så vidt angår de første 6 poster i det hele tages til følge." 

Ødelæggelse af anholdtes genstande under anholdelse kan behandles efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a

I UfR 2012.2477 ØLD fandt landsretten, at krav om erstatning for beklædning ødelagt af hundebid fra politihund under anholdelse anses som tilføjet i anledning af strafferetlig forfølgning, og at kravet derfor kan tages under påkendelse i en sag rejst efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a jævnfør retsplejelovens § 1018 e. Statsadvokaten fik således ikke medhold i sin afvisningspåstand, som statsadvokaten støttede på, at kravet om erstatning for det ødelagte tøj skulle behandles af Rigspolitichefen jævnfør Justitsministeriets cirkulære af 20. juni 1989. [Det er formentlig en fejl, at statsadvokaten under sagen citerede Justitsministeriets cirkulære af 20. juni 1989, idet cirkulæret på daværende tidspunkt var afløst af Justitsministeriets cirkulære nr. 18 af 15. marts 2007].

Forhøjet erstatning for ulovlige indgreb, fejl mv.
Erstatningen kan forhøjes, hvis indgrebet ikke alene er "uberettiget" men også er "ulovligt". I dommen UfR 1995.548Ø blev erstatningen forhøjet, idet den pågældende havde været anholdt, alene fordi politiet ønskede at afhøre ham. Dette er ulovligt, og derfor fik han ud over den sædvanlige takstmæssige erstatning tilkendt yderligere erstatning.

Anholdelse alene til afhøring til trods for tumult på anholdelsesstedet udløste erstatning i administrativ sag hos statsadvokaten i sagen SA1-2005-521-1428.

I TfK 2000.304/1 VLD udløste tre kortvarige og resultatløse kropsvisitationer, der blev anset som ulovlige, og som var udført inden for få dage mod samme borger, erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a.

I TfK 2011.875/2 ØLD fik en person, der efter at have været varetægtsfængslet, blev frifundet for den forbrydelse, der havde begrundet varetægtsfængslingen, tilkendt forhøjet erstatning under henvisning til, at varetægtsfængslingen var blevet forlænget som følge af, at sagen måtte "gå om som følge af fejl begået af retssystemet". Straffesagen mod den pågældende måtte gå om, som følge af, at den af landsretten var blevet hjemvist til fornyet behandling i byretten, idet en af de domsmænd, som havde medvirket ved straffesagens behandling ved byretten, efter retsplejelovens § 70 var udelukket fra at være domsmand og således ikke burde have medvirket under sagens behandling.

Krav affødt af ulovlige (men ikke culpøse) indgreb og af traktatmæssige forpligtelser kan støttes på § 1018 a, stk. 2.
Af side 39, 1. spalte i Betænkning nr. 801/1977 følger blandt andet: "Til bestemmelsen i udkastet § 1018 a, stk. 2, om erstatning ved misforhold mellem indgreb og retsfølge har udvalget fundet det ønskeligt at føje en almindelig billighedsregel. Det kan ikke udelukkes, at der kan opstå ganske særlige situationer, hvor der vil være trang til at yde en vis erstatning, til trods for at de i loven beskrevne betingelser ikke er opfyldt. For at etablere det fornødne hjemmelsgrundlag i sådanne ekstraordinære sager, foreslås bestemmelsen i udkastets § 1018 a, stk. 2 in fine. Som nævnt (jfr. s. 36) vil denne bestemmelse også kunne anvendes
i de sjældne tilfælde, hvor et ulovligt indgreb ikke med sikkerhed kan karakteriseres som culpøst, eller hvor traktatmæssige
forpligtelser afføder erstatningskrav, der ikke kan imødekommes efter de almindelige regler."

Erstatning til sigtede og mistænkte
Personer, der har været udsat for uberettigede straffeprocessuelle indgreb som for eksempel anholdelse eller varetægtsfængsling, kan normalt få tilkendt erstatning på et såkaldt "objektivt grundlag". Dette indebærer, at den erstatningssøgende ikke skal føre bevis for, at politiet har begået fejl. Den blotte omstændighed, at den erstatningssøgende har været udsat for et erstatningspådragende indgreb, der ikke fører til, at den pågældende straffes for den forbrydelse, der har begrundet indgrebet, udløser som udgangspunkt erstatning, hvis der indenfor fristen søges derom.

Som nævnt i indledningen kan såkaldt "egen skyld" føre til, at erstatningen kan nedsættes eller bortfalde. Der stilles dog efter praksis forholdsvis strenge krav, førend domstolene anerkender, at der foreligger sådan egen skyld.

Den blotte sigtelse anses efter praksis ikke for et "straffeprocessuelt indgreb", der udløser erstatning. Har anklagemyndigheden ikke fremmet sagen hurtigt nok, og bliver perioden, hvor sigtelsen opretholdes, derfor trukket i langdrag, kan dette udløse erstatning for den blotte sigtelse. Se for eksempel en upåanket afgørelse fra Retten i Århus, hvor en person, der blev dømt for 3 brugstyverier i den såkaldte "Tilst-sag" fik erstatning, fordi han i omkring et halvandet år havde været sigtet for medvirken til forsøg på manddrab mod nogle politifolk. Retten fandt i øvrigt ikke, at den pågældendes tilstedeværelse i de brugsstjålne køretøjer kunne føre til, at erstatningen skulle nedsættes eller bortfalde som følge af "egen skyld". 

I TfK 2007.771 VLD havde en person været sigtet i tiden fra den 13. oktober 2004 og frem til den 1. juli 2005, hvor en påtaleopgivelse blev fremsendt til personen. Han var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 224 og § 232. Den pågældende havde ikke været anholdt eller frihedsberøvet under sagen. Både byretten og landsrettens flertal tilkendte den pågældende en godtgørelse på 10.000 kr. blandt andet med henvisning til sigtelsens karakter (sædelighedskriminalitet mod børn). Det fremgår i øvrigt også af sagen, at politiet under en ransagning hos den pågældende den 8. november 2004 beslaglagde en computer med børnepornografiske billeder. Den 26. januar 2005 blev den pågældende idømt dagbøder for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 2.   

Erstatning til ikke-sigtede
Erstatning kan efter retsplejelovens § 1018 c også ydes til personer, der ikke har været sigtet, hvis dette "findes rimeligt". Det kan for eksempel være tilfældige mennesker, der får deres bolig ransaget, fordi politiet antager, at en tyv har gemt tyvekoster på bopælen. Det kan også være forældre til en person, der gemmer tyvekoster på forældrenes bopæl, uden at forældrene ved, at der er tale om tyvekoster.

Statsadvokaten for Nord- og Østjylland nægtede i afgørelsen SA4-2007-521-0922 truffet den 3. oktober 2007 at yde erstatning til en kvinde, på hvis bopæl der i stuen blev fundet "diverse autoudstyr i original emballage samt bildæk med fælge". Statsadvokaten henviste til de erstatningsretlige regler om "egen skyld". Selv om det fremgår af sagen, at kvinden havde ladet sønnen opbevare "nye genstande i original emballage, og af en vis værdi", og at kvinden ifølge politiet "ikke ønskede at oplyse, hvem genstandene tilhørte, ligesom hun ikke ville fremvise kvitteringer herpå" fandt Rigsadvokaten ikke, at kvinden havde udvist egen skyld i en sådan grad, at hun kunne nægtes erstatning. Rigsadvokaten bestemte således i afgørelsen RA-2007-521-2072, at kvinden skulle tilkendes 1000 kr. i erstatning for den ulempe, der havde været forbundet med ransagningen. Rigsadvokatens afgørelse er truffet den 18. december 2007.

Ved ransagninger ydes der ifølge praksis, der er beskrevet i Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, erstatning efter samme retningslinjer for ransagninger hos ikke-sigtede personer som for ransagninger hos sigtede personer.

Erstatning for frihedsberøvelse
I Foka mod Tyrkiet afgjort af EMD den 24. juni 2008 under sagsnummer 28940/95 beskæftigede EMD sig med, hvornår et indgreb er at anse som en "frihedsberøvelse" omfattet af EMRK artikel 5. Det påpeges under sagen blandt andet, at ikke enhver form for restriktion af en persons bevægelsesfrihed kan betegnes som "frihedsberøvelse". I nogle tilfælde kan der være tale om indgreb, der alene udgør en "begrænsning af bevægelsesfriheden". Sådanne indgreb kan være omfattet af Protokol nr. 4, artikel 2. Se om denne sondring nærmere i afgørelsens præmis 73. Klageren i den aktuelle sag skulle i bus passere grænsen mellem det sydlige og det nordlige Cypern, og hun blev i den forbindelse bedt om at lade sin taske visitere. Da hun modsatte sig dette, blev hun tilbageholdt og medtaget til en politistation, hvor hendes taske blev visiteret. Derefter blev hun kørt tilbage til bussen, hvorefter hun kunne fortsætte sin rejse. Hun klagede til EMD efterfølgende blandt andet over, at hun havde været uberettiget frihedsberøvet. Ved EMD blev det diskuteret, om tilbageholdelsen var så kortvarig, at der reelt ikke var tale om en frihedsberøvelse. Af præmis 77 fremgår, at EMD lægger til grund, at tilbageholdelsen af klageren ikke har varet længere end nogle få timer ("few hours"). Af præmis 78 følger det, at EMD anså det af sagen omhandlede indgreb for en "frihedsberøvelse", idet der var anvendt magt for at tvinge klageren til at stige ind i en bil. EMD fandt derfor, at der var et niveau af tvang, som ikke kun berørte klagerens ret til selv at bestemme sit opholdssted ("freedom of movement") men også hendes frihed ("liberty"). I den konkrete sag fandt EMD, at frihedsberøvelsen var fundet sted med hjemmel i lov, og at den ikke var vilkårlig. Derfor ansås artikel 5 ikke for krænket.

Det kan udledes af ovennævnte afgørelse, at en ganske kortvarig frihedsberøvelse kan udgøre en krænkelse af EMRK artikel 5, hvorfor nationale myndigheder kan være nødsaget til blandt andet at yde den forurettede godtgørelse for ikke at komme i strid med EMRK artikel 13.   

Erstatning for ransagninger
Af Rigsadvokatens meddelelse 1/2007 under punkt 3 fremgår, at "erstatningsbeløbet i forbindelse med ransagning, der ikke foretages i forbindelse med frihedsberøvelse" takseres til 1.000 kr.

Erstatningskrav i anledning af strafferetlig forfølgning kan alternativt anlægges som almindelige civile sager

I TfK 2003.737 VLD havde en person forlangt erstatning for blandt andet lang sigtelsestid. Den pågældende havde overskredet klagefristen i retsplejelovens § 1018 e men forlangte til trods herfor sagen indbragt for domstolene efter den sædvanlige fremgangsmåde i retsplejelovens kapitel 93 a (dvs. i strafferetsplejens former). Såvel byret som landsret afviste kravet under henvisning til, at den pågældende havde overskredet klagefristen. Efter landsretten havde afvist kravet, indbragte klageren kravet for domstolene i den civile retsplejes former. Landsretten fandt, at klageren havde krav på at få spørgsmålet realitetsbehandlet under denne civile sag. Landsretten udtalte blandt andet: "Da appellanten under denne sag har valgt at gøre sit krav gældende i den civile retsplejes former og ikke på grundlag af reglerne i retsplejelovens kap. 93 a, jf. også herved § 1018 h, er fristerne i retsplejelovens § 1018 e uden betydning for kravets fremsættelse".

Et erstatningskrav mod politiet rejst i civilprocessens former er alene begrænset af de almindelige civilretlige forældelsesregler. Se bemærkningerne til forældelsesloven fremsat af Justitsministeriet den 22. december 2006.  

I UfR 2008.463 HD havde en person i forbindelse med, at han blev sigtet for lov om registreringsafgift, fået sin bil beslaglagt. Senere blev påtalen mod den pågældende opgivet, og han fik bilen tilbage. Den pågældende anlagde en civil sag mod Nordsjællands Politi og forlangte 91.589,08 kr. i erstatning for skader, som efter sagsøgerens opfattelse var påført bilen, medens denne under beslaglæggelsen var opbevaret i en garage tilhørende politiet. Derudover rejste han kravet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a ved at fremsætte det over for statsadvokaten. Statsadvokaten anerkendte erstatningspligten men mente kun, at det offentlige skulle betale for en skade på en kofanger samt for en rengøring for støv. Statsadvokaten mente ikke, at det kunne godtgøres, at de øvrige skader var opstået som følge af opbevaringen. Rigsadvokaten tiltrådte denne afgørelse. Nordsjællands Politi påstod den civile sag afvist. Til støtte for afvisningspåstanden gjorde Nordsjællands Politi gældende, at sagsøgerne efter, at sagen var afgjort af statsadvokaten ikke længere havde en konkret, aktuel retlig interesse i at få kravet pådømt af domstolene. Ved afgørelsen Statsadvokaten for Sjælland er der efter Nordsjællands Politis opfattelse allerede - i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 93a - truffet administrativ afgørelse om det erstatningskrav, som kravet angik. Afgørelsen var påklaget til Rigsadvokaten. Sagsøgerne kunne efter Nordsjællands Politis opfattelse ikke få påkendt det samme forhold i en almindelig retssag, som allerede er blevet påkendt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Højesterets flertal gav ikke Nordsjællands Politi medhold i afvisningspåstanden. Højesterets flertal udtalte blandt andet: "D og F GmbH anlagde denne sag den 3. maj 2001 som civilt søgsmål mod Politimesteren i Helsingør (nu Nordsjællands Politi), bl.a. med krav om erstatning for de skader på bilen, der var opstået, mens den under beslaglæggelsen blev opbevaret hos politiet. Efter at påtale i straffesagen var blevet opgivet den 2. december 2005, fremsatte appellanterne den 27. januar 2006 krav om erstatning over for Statsadvokaten for Sjælland, idet kravet, der hviler på dansk rets almindelige erstatningsregler, ønskedes behandlet efter reglerne i retsplejelovens kap. 93 a, jf. § 1018 h. Inden statsadvokaten traf afgørelse, blev der den 5. maj 2006 afholdt et forberedende retsmøde i landsretten, hvor der var enighed om, at appellanterne senest den 6. juni 2006 skulle tage stilling til, hvilke krav de opretholdt i denne sag, og hvilke krav de frafaldt, som følge af at kravene blev forfulgt efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a. Appellanterne meddelte herefter den 6. juni 2006 i et processkrift, at de i denne sag opretholdt kravet på 91.589,08 kr. med renter, og at de derfor frafaldt dette krav under behandlingen i medfør af kapitel 93 a. Samme dag - den 6. juni 2006 - traf statsadvokaten afgørelse og tilkendte appellanterne en erstatning på 8.000 kr. med renter. Den øvrige del af erstatningskravet blev afvist. I klageskrivelsen af 4. juli 2006 til Rigsadvokaten meddelte appellanterne bl.a., at de frafaldt kravet om erstatning for skader på bilen, da dette krav var gjort gældende i den civile sag. Appellanterne har senere reduceret deres krav i denne sag med de 8.000 kr. til 83.589,08 kr. med renter. I hvert fald efter dette forløb finder vi, at appellanterne ikke er afskåret fra at forfølge restkravet på 83.589,08 kr. med renter under denne sag."





Klager over og strafforfølgning mod politipersonalet

Behandlingen af klager over politipersonalet og strafforfølgning mod politipersonalet i dansk ret
I Danmark behandles klager over vold, brutal adfærd, fornærmelig adfærd udvist af politiet for eksempel i forbindelse med anholdelser mv. af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Regelgrundlaget er retsplejelovens kapitel 93 b, der vedrører behandlingen af klager over politipersonalet, kapitel 93 c der vedrører straffesager mod politipersonalet, og kapitel 11 a, der er indsat i retsplejelovens sjette afsnit. Kapitel 11 a bestemmer blandt andet, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) er en selvstændig myndighed, der ledes af Politiklagerådet og en direktør. Det fremgår af retsplejelovens § 118, stk. 2, at politiklagemyndigheden behandler klager over politiet jf. kapitel 93 b og efterforsker straffesager mod politipersonale, jf. kapitel 93 c.

Bestemmelserne i kapitel 93 b og kapitel 93 c blev revideret ved lov nr. 404 af 21. april 2010. Ved samme lov blev kapitel 11 a indsat i retsplejeloven som et nyt kapitel. Den nye lov indebærer, at kompetencen til at behandle klager over politipersonalet og efterforske straffesager mod politipersonalet med virkning fra 1. januar 2012 er flyttet fra anklagemyndigheden (statsadvokaterne og rigsadvokaten) over til den nyoprettede politiklagemyndighed. Den nye lov bygger på betænkning 1507 om behandling af klager over politiet afgivet i 2009 af et udvalg under Justitsministeriet.

Skriftlig fremsættelsestale til lovforslag nr. 88, Folketinget 2009-10, Folketingstidende A.

Kommenteret høringsoversigt af 9. december 2009 fra Justitsministeriet vedrørende betænkning 1507/2009 om behandlingen af klager over politiet.

Høringssvar vedrørende lovforslag nr. 88 af 9. december 2009 om en ny politiklageordning mv.

Spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg til Justitsministeren under forberedelsen af
forslag til lov om en ny politiklageordning og Justitsministerens svar på spørgsmålene

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 4. marts 2010 over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Ny politiklageordning)

I kapitel 13 i betænkning 1507 om behandling af klager over politiet findes under overskriften "Udvalgets forslag om en uafhængig politiklagemyndighed" en forholdsvis detaljeret gennemgang af forslaget til en ny politiklageordning. 

Den Uafhængige Politiklagemyndigheden (politiklagemyndigheden) behandler klager over politiet og kan udtale kritik af politiet. Politiklagemyndighedens afgørelser af klager over politiets adfærd kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Det er endvidere politiklagemyndigheden, som efterforsker straffesager mod polititjenestemænd. Når efterforskningen er afsluttet, overgives sagen til statsadvokaten, der afgør, om der skal rejses tiltale mod den eller de polititjenestemænd, som har været omfattet af efterforskningen. Statsadvokatens afgørelse kan påklages til Rigsadvokaten.

Der er, ligesom tilfældet var i de tidligere regler, mulighed for, at foretage indenretlige afhøringer i politiklagesager. Det følger således af § 1019 h, at Politiklagemyndigheden kan bestemme, at "forklaring skal afgives i retten". I sådanne tilfælde vil klageren og indklagede få beskikket advokater, der har ret til at stille spørgsmål såvel til sin egen klient som til andre. Klageren vil kunne få beskikket advokat under en politiklagesag, der ikke behandles indenretligt, i samme omfang som hidtil, uagtet at det følger af retsplejelovens § 1019 j i de nye bestemmelser, at advokatbeskikkelse kan ske, når "særlige grunde taler derfor", medens det af de ophævede regler fremgik, at advokatbeskikkelse kan ske, "når forholdene taler derfor". Det fremgår imidlertid af bemærkningerne til § 1019 j, at der ikke hermed er "tilsigtet en ændring i den nuværende praksis for advokatbeskikkelse".

Politiklagemyndigheden har udarbejdet en vejledning om politiklageordningen (udateret men downloaded den 23. februar 2012).

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er beliggende på adressen Banegårdspladsen 1, 1. sal, 8000 Århus C. og træffes på telefon 50 96 67 55. Mailadressen er mail@politiklagemyndigheden. Myndighedens hjemmeside er http://politiklagemyndigheden.dk/.

Indtil 1996 blev klager mv. over politiet behandlet af de såkaldte lokalnævn. Ordningen, der trådte i kraft i 1996, indebar, at sagerne af statsadvokaten skulle forelægges de såkaldte politiklagenævn, der kunne udtrykke deres holdning om sagens afgørelse men ikke havde nogen egentlig indflydelse på sagens resultat. Den tidligere politiklageordning var reguleret i Lov nr. 393 af 14. juni 1995 om ændring af retsplejeloven (Behandlingen af klager over politipersonalet m.v.). I medfør af retsplejelovens § 1021, stk. 8, i retsplejeloven fastsatte Justitsministeriet bekendtgørelse nr. 1042 af 15. december 1995 om politiklagenævn.  I medfør af retsplejelovens § 1021 g i retsplejeloven fastsatte Justitsministeriet bekendtgørelse nr. 1041 af 15. december 1995 om forretningsorden for politiklagenævn. Vejledning nr. 7 af 18. januar 1982 vedrørende behandlingen af klagesager, der henhører under lokalnævnene vedrørende politiets virksomhed

Af ældre betænkninger vedrørende politiet kan nævnes:

Betænkning 555 om aldersfordelingen i politikorpset - 1970
Betænkning 507 vedrørende undersøgelser mod personer ansat i politiets tjeneste - 1968
Betænkning nr. 1278 fra 2004 om behandlingen af klager over politipersonalet

Det følger af retsplejelovens § 118 e, at Politiklagemyndigheden afgiver en årlig beretning om sin virksomhed til Folketinget og justitsministeren, samt at beretningen offentliggøres. Af § 1021 h i de tidligere regler, fulgte, at Rigsadvokaten afgav en årlig beretning om behandlingen af sagerne. Beretningerne afgivet af Rigsadvokaten siden 1997 er tilgængelige umiddelbart nedenfor. I beretningerne findes et stort antal eksempler på behandlingen af konkrete sager.  

Den uafhængige Politiklagemyndigheds årsberetning -2013
Den uafhængige Politiklagemyndigheds årsberetning -2012
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2010 og 2011
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2008 og 2009
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2007
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2006
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2005
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2004
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2003
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2002
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2001
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 2000
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 1999
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 1998
Rigsadvokatens beretning om behandlingen af klager over politiet - 1997

Rigsadvokaten udgav særskilte beretninger vedrørende politiet i Grønland, som er tilgængelige på rigsadvokatens hjemmeside. Se for eksempel beretningen for Grønland vedrørende 2007.

Efter den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) kan overdreven magtanvendelse, vold eller andre overgreb udøvet for eksempel mod frihedsberøvede personer af myndighedspersoner udgøre en krænkelse af konventionens artikel 3. Det samme kan manglende eller overfladisk efterforskning af påstande om sådan overdreven magtanvendelse, vold eller andre overgreb begået af myndighedspersoner. EMRK skelner ikke mellem fængselspersonale, politipersonale eller andre "agents of the state". Afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) vedrørende for eksempel polititjenestemænd vil derfor normalt være tilsvarende relevante i forhold til for eksempel fængselsbetjente eller omvendt. Det samme er gældende i sager, hvor offeret er afgået ved døden eller har været bragt i livsfare, og hvor der således kan være sket en krænkelse af EMRK artikel 2.   

Udøver politiet (eller andre myndigheder som for eksempel fængselsmyndighederne) vold mod borgere, eller udsætter myndighederne borgere for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, kan der foreligge en overtrædelse af straffelovgivningen eller en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3.

Advokatbeskikkelse til borgeren under politiklagesager
I visse tilfælde kan borgere, der klager over politiet, få beskikket en advokat under sagen, som betales af det offentlige. Af forarbejderne til lov nr. 393 af 14. juni 1995 om ændring af politiklageordningen i fremgår blandt andet, at udgangspunktet er, at der beskikkes advokat i sager, hvor der klages over hårdhændet behandling hos politiet. Bestemmelsen fortolkes af domstolene således, at disse beskikker advokat i alle tilfælde, hvor der klages over hårdhændet behandling hos politiet. Dette gjorde Østre Landsrets 10. afdeling for eksempel i afgørelsen S-2430-07 af 26. september 2007, hvor en borger havde klaget over, at Københavns Byret nægtede at beskikke denne advokat i en sag, hvor der klagedes over hårdhændet behandling under en anholdelse. TfK 2009.579 ØLK er et andet eksempel på denne fortolkning. Her havde en person klaget over, at han var blevet sprøjtet på med peberspray, efter at han var lagt i håndjern. Byretten ville ikke beskikke advokat, men landsretten beskikkede derimod den pågældende en advokat. Landsretten udtalte blandt andet: "..... under hensyn til, at K har klaget over at være blevet udsat for hårdhændet behandling fra politipersonale, finder landsretten, at der skal beskikkes en advokat for ham i forbindelse med klagesagens behandling." I TfK.2002.271.V havde en advokat indgivet anmeldelse til statsadvokaten mod en politiassistent for overtrædelse af straffelovens § 155 (magtmisbrug). Vestre Landsret fandt, at advokaten havde krav på at få beskikket en advokat efter retsplejelovens § 1020 e, stk. 1, under henvisning til "sagens oplysninger, herunder at der er beskikket advokat for politiassistent .... ". Det er værd at bemærke, at landsretten således ikke ligesom byretten tillagde det betydning, at statsadvokaten ikke endnu havde "foretaget afhøringer i sagen". Se nærmere om praksis vedrørende advokatbeskikkelse i politiklagesager. Ved behandlingen af klager over politiet kan der beskikkes advokat til forurettede i de tilfælde, hvor forurettede efter retsplejelovens kapitel 66 ville kunne have fået beskikket en advokat. Det fremgår af bemærkningerne til retsplejelovens § 1019 j, at der ikke med den ændring af politiklageordningen, som blev gennemfør med lov nr. 404 af 21. april 2010 er "tilsigtet en ændring i den nuværende praksis for advokatbeskikkelse". Praksis vedrørende advokatbeskikkelse fra før 1. januar 2012 er således fortsat gældende.

Justitsministeren oplyste i svar af 21. marts 2011 på spørgsmål nr. 644 (Alm. Del) fra Folketingets Retsudvalg, at ingen pårørende til personer, der var døde under politiets varetægt gennem en periode på 5 år var blevet nægtet advokatbistand efter retsplejelovens § 1020 e, stk. 2. 

Det er ikke tilstrækkeligt, at borgeren har advokatbistand under en eventuel klagesag om påstået politibrutalitet. Allerede ved frihedsberøvelsens iværksættelse skal borgeren tilbydes advokatbistand. Advokatbistand til anholdte har således ikke kun til formål at bistå den anholdte under afhøringer mv. i den sag, der har begrundet anholdelsen, men skal også sikre, at borgeren ikke udsættes for brutalitet under dennes kontakt med politiet.

I Parnov mod Moldova afgjort af EMD den 13. juli 2010 under sagsnummer 35208/06 klagede en mand over en brutal anholdelse den 22. marts 2005 samt over, at han under indtransport og efter ankomst til politigården blev slået blandt andet med en plasticflaske fyldt med vand. I præmis 30 udtaler EMD blandt andet, at lægeundersøgelse af anholdte samt adgangen til advokatbistand og adgangen til at informere andre om anholdelsen er fundamentale garantier mod mishandling af frihedsberøvede personer, som skal gælde helt fra tidspunktet for frihedsberøvelsens iværksættelse. På originalsprog er dette i præmis 30 udtrykt således: "In this connection, the Court notes that a medical examination, together with the right of access to a lawyer and the right to inform a third party of the detention, constitute fundamental safeguards against the ill-treatment of detained persons which should apply from the very outset of deprivation of liberty (see the 2nd General Report of the European Committee for Prevention of Torture, CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2006, § 36)"

Af præmis 41 i CPT Standards (CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2011) fremgår blandt andet, at de nationale myndigheder skal tage relevante skridt til at sikre, at personer, som ikke har muighed for at betale for en advokat, tilbydes en ("Further, for the right of access to a lawyer to be fully effective in practice,
appropriate provision should be made for persons who are not in a position to pay for a lawyer").

Advokatens og klagerens beføjelser under straffesager mod polititjenestemænd
En advokat, der bistår forurettede i en sag, hvor der er sket anmeldelse af strafbart forhold begået af polititjenestemænd i tjenesten, har blandt andet krav på at modtage kopi af sagens akter også i tilfælde, hvor der ikke er rejst tiltale mod polititjenestemanden. Læs mere. Dette følger af retsplejelovens § 1020 h, stk. 3.

Personer, der afgiver forklaring hos statsadvokaten vedrørende en klage over politiet eller anmeldelse mod polititjenestemænd i medfør af retsplejelovens kapitel 93 b eller kapitel 93 c, har krav på vidnegodtgørelse mv. efter Justitsministeriets skrivelse af 5. januar 1996, Justitsministeriets journalnummer 1995-945-0226. Se nærmere ovenfor om vidnegodtgørelse mv.

I Giuliani og Gaggio mod Italien afgjort af EMD den 25. august 2009 under sagsnummer 23458/02 fandt EMD, at den processuelle del af EMRK artikel 2 var krænket. Pårørende til en person, der den 20. juli 2001 var blevet skudt mod af politiet og umiddelbart efter påkørt af et af politiets køretøjer, og som afgik ved døden kort efter, havde klaget over de nationale myndigheders efterforskning mod politiet. EMD fandt, at efterforskningen ikke levede op til de processuelle krav i EMRK artikel 2. Af præmis 60 fremgår blandt andet, at de pårørende fik meddelelse fra anklagemyndigheden den 21. juli 2001, kl. 12.10 om, at de kunne antage en ekspert og en advokat. Obduktionen blev sat i værk samme dag, kl. 15.15. Af præmis 248 fremgår blandt andet, at EMD anser det for beklageligt ("regrettable"), at de pårørende kun havde fået et varsel på 3 timer forud for obduktionen, som efter EMD's opfattelse formentlig var årsagen til, at de pårørende ikke kunne nå at sende en repræsentant til obduktionen. Det kan udledes af afgørelsen, at de pårørende efter praksis ved EMD har krav på at være involveret i efterforskningen i tilfælde, hvor disses nærmeste er afgået ved døden i politiets varetægt. (Sagen er anket til STORKAMMERET)     

Bistandsadvokat til pårørende til afdøde
Af retsplejelovens § 1020 h, stk. 2, følger, at nære pårørende til den forurettede i en straffesag mod politipersonalet kan få beskikket en bistandsadvokat, når forholdene taler derfor. 

Justitsministeriets svar af 11. februar 2011 på retsudvalgets spørgsmål nr. S 1021 om pårørendes adgang til advokatbeskikkelse efter et dødsfald i myndighedernes varetægt for eksempel i et arresthus.

Polititjenestemændenes retsstilling under behandlingen af politiklagesager
Politifolkene har ikke pligt til at udtale sig under en politiklagesag. Dette gælder naturligvis i tilfælde, hvor der er risiko for, at der kan blive rejst straffesag mod dem. Denne praksis er en naturlig følge af forbuddet mod selvinkriminering. Politifolkene har endvidere ikke pligt til at udtale sig, selv om de alene risikerer en disciplinærsag. Politifolkene har ret til aktindsigt i sagens akter, hvis der er tale om en almindelig adfærdsklage. Politipersonalet har altid adgang til en bisidder betalt af det offentlige og i visse tilfælde også en advokat. Læs Rigsadvokatens vejledning til politipersonalet om sagsbehandlingen under politiklagesager.

I TfK 2010.830/1 ØLK fik en polititjenestemand i et tilfælde, hvor der var klaget over "magtmisbrug/vold", beskikket en advokat under klagesagens behandling.

Efterforskning og strafforfølgning i politiklagesager og straffesager om overgreb fra myndighedspersoner i dansk ret
Det er som nævnt i indledningen statsadvokaten, som foretager efterforskningen under klagesager mod eller straffesager mod politipersonalet. Dette følger af retsplejelovens § 1019 for klagesagernes vedkommende og § 1020 a og § 1020 b for straffesagernes vedkommende. § 1019 f har imidlertid følgende indhold: "Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives for retten". I praksis forekommer det sjældent, at der foretages indenretlig afhøring i politiklagesager. Som eksempel på, at dette er forekommet, kan der henvises til en afgørelse truffet af Statsadvokaten for København mv. i SA1-98-44-0292 og K 551/00. Om denne sag fremgår af Statsadvokatens Beretning 2000, side 77, følgende: "En mand M, der stammede fra Færøerne, klagede over, at en politiassistent havde sagt til ham: "Skide færing", "Det er jer, der altid er problemer med", "Skrid med jer" i forbindelse med, at M blev bortvist fra diskotek. Politiklagenævnet anmodede om, at et vidne blev afhørt indenretligt, således at nævnet kunne danne sig et indtryk af vidnets troværdighed. Vidnet blev herefter afhørt i retten under overværelse af to medlemmer af politiklagenævnet." I TfK 2011.110/1 VLK nægtede såvel byretten som landsretten at imødekomme en begæring fra bistandsadvokaten om indenretlig afhøring af 4 polititjenestemænd, der forudgående havde været afhørt af statsadvokaten. Bistandsadvokaten var i medfør af retsplejelovens § 1020 e, stk. 2, beskikket for de efterladte til en person, der var afgået ved døden i politiets varetægt,

Politiklageordningen angår, som det fremgår ovenfor, alene polititjenestemænd. For at opfylde kravene i artikel 2 og artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er myndighederne imidlertid pligtige til at foretage en en grundig efterforskning og eventuel strafforfølgning også i tilfælde, hvor andre (for eksempel fængselspersonale) med rimelig grund mistænkes for en adfærd, der kunne indebære krænkelser omfattet af EMRK artikel 2 og artikel 3. I straffuldbyrdelsesretten behandles indsatsen mod fængselspersonales vold og overgreb mod indsatte nærmere. I retsplejelovens § 742 om politiets efterforskning behandles politiets pligt til at efterforske straffesager generelt. I kapitlet særligt om efterforskningen af overgreb og vold begået mod borgere af myndighedspersoner m. fl. behandles de særlige efterforskningsmæssige pligter i sådanne sager.  

Den  nedenfor omtalte praksis vedrørende EMRK artikel 2 og artikel 3 gælder således ikke kun polititjenestemænd. Den gælder i samme grad sager om fængselspersonales eller andres vold og overgreb for eksempel mod frihedsberøvede. Myndighederne har således også en pligt til at efterforske rimeligt begrundede beskyldninger om vold eller overgreb fra for eksempel private vagttjenester, dørmænd, butiksdetektiver mv. 

I FOB.1998.170 klagede Dansk Politiforbund til Folketingets Ombudsmand over, at 4 kolleger havde været udsat for pres, da Statsadvokaten i Sønderborg gennem det lokale politi havde anmodet de 4 kolleger om at give samtykke til, at der blev udtaget blodprøve hos dem. De 4 polititjenestemænd havde den 6. juni 1996 deltaget i anholdelsen af en kvinde, der mistede bevidstheden under anholdelsen og døde kort tid efter. Blodprøverne skulle anvendes i efterforskningen af omstændighederne omkring politiets behandling af kvinden. Politiforbundet klagede også over Statsadvokaten i Sønderborg til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten meddelte i brev af 31. juli 1996 politiforbundet, at Rigsadvokaten ikke mente der var grundlag for at kritisere statsadvokatens anmodning om udtagelse af blodprøver. Rigsadvokaten anførte bl.a. følgende i brevet: "Jeg har ved min afgørelse lagt vægt på, at undersøgelsen i henhold til retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, omhandlede en persons død i politiets varetægt, mens den pågældende var ilagt håndjern, og efter at der var anvendt stav mod den pågældende. En undersøgelse af et så tragisk hændelsesforløb må gennemføres så grundigt som muligt, herunder ikke mindst af hensyn til de involverede politiassistenter, der som anført ikke har modsat sig udtagelsen af blodprøver." Politiforbundet klagede især over, at politiledelsen, da man bad de 4 betjente om samtykke til at udtage blodprøve, skulle have henvist til det dagældende pkt. 5 i Rigspolitichefens Kundgørelse I, nr. 10, der havde følgende indhold: "'Har en tjenstlig forseelse bestået i eller været forbundet med påvirkning af spiritus, bør tjenestemanden underkastes spiritusprøve og herunder afgive blodprøve. Der er - bortset fra bestemmelserne i færdselslovens § 55 og retsplejelovens kapitel 72 - ikke hjemmel til at gennemføre spiritusprøve eller udtagning af blodprøve med magt, men nægtelse af at medvirke til prøverne må i sig selv betragtes som en tjenesteforseelse, der vil blive behandlet og vurderet i forbindelse med den foreliggende sag." Af udtalelsen fra Folketingets Ombudsmand fremgår det afslutningsvist, at ombudsmanden ikke foretog sig mere i sagen, idet han var bekendt med, at proceduren nu var ændret, "således at der for fremtiden kun vil blive foretaget legemsindgreb, såfremt retsplejelovens betingelser for at foretage indgrebet tvangsmæssigt er opfyldt."

I TfK 2008.355/1 ØLD blev en polititjenestemand frifundet ved Østre Landsret efter straffelovens § 13, stk. 1, for den 19. august 2006 på Rådvadsvej i København at have affyret 13 skud mod føreren af en bil med de resultat, at denne afgik ved døden, og for at have bragt to andre personer, der befandt sig i samme bil, i fare ved at skyde mod bilen således, at skuddene var tæt på at ramme disse to personer. Kollegaen til polititjenestemanden havde affyret 7 skud. Han blev frifundet efter § 13, stk. 1, for nogle af skuddene. Andre af dennes skud blev anset for omfattet af straffelovens § 13, stk. 2. Han blev fundet skyldig blandt andet i overtrædelse af straffelovens § 246, jf. § 245, jf. § 21 for nogle af forholdene. Disse forhold ansås for omfattet af straffelovens § 82, nr. 3. Han fik strafbortfald efter straffelovens § 83. Landsretten lagde - ligesom byretten - til grund, at de to betjente følte sig i fare for at blive påkørt af flugtbilen, og at de affyrede skuddene for at undgå at blive påkørt. Et vidne (vidnet V5), en taxachauffør, der tilfældigvis kom forbi, forklarede i retten blandt andet, at han ikke mente, at nogle af betjentene var i fare for at blive påkørt, idet de begge befandt sig bag flugtbilen, da de skød. Vidnet er i retsbogen citeret således: "Betjentene var ikke i fare for at blive ramt af den røde bil. De var bag denne, da de afgav skud første gang. Vidnet er ikke klar over, hvor langt bag ved bilen, de var. Der blev afgivet mange skud, og begge betjente skød. Efter et stykke tid standsede den røde bil ovre på den anden side af vejen. Nu kom der en masse andre politibiler, så vidnet så ikke, hvad der yderligere skete." Heller ikke vidnet V6 (en nabo) mente, at betjentene var i livsfare. Såvel byretten som landsretten valgte imidlertid i det væsentlige at lægge de to tiltalte polititjenestemænds forklaringer til grund for deres afgørelser.

Højesteret frifandt i sag nr. 170/2010 Nordjyllands Politi og Justitsministeriet for et erstatningskrav rejst af de pårørende til en ung mand, som den 14. juni 2002 afgik ved døden, medens han som anholdt var i politiets varetægt. Sagen har i pressen været omtalt som "Løgstør-sagen". To betjente havde om aftenen den 14. juni 2002 anholdt en 21-årig mand, A, og givet ham håndjern på. På vej til politistationen i Aalborg tilkaldte de to betjente forstærkning fra Aalborg Politi, da den anholdte - efter politiets oplysninger - var så urolig på bagsædet, at betjenten, der sad ved siden af, ikke kunne holde ham i ro. Betjentene blev derfor af den vagthavende beordret til at holde ind til siden, og de kørte ind på en rasteplads. Her blev den unge mand ifølge de tilstedeværende polititjenestemænd taget ud af bilen og bl.a. lagt ned på maven i et såkaldt bugleje. Han blev også – forgæves – forsøgt lagt i benlås. Ifølge poliittjenestemændene blev han pludseligt livløs, og betjentene, der mente at have konstateret livstegn, fjernede håndjernene og lagde ham i låst sideleje og fik rekvireret en ambulance. To betjente fra Aalborg Politi ankom til rastepladsen kort før ambulancens ankomst. Falckredderne kunne ikke konstatere livstegn og forsøgte forgæves genoplivning. Ved ankomsten til hospitalet blev den unge mand erklæret for død. Appellanterne, As mor, M, og dødsboet efter A, havde bl.a. nedlagt påstand om, at Nordjyllands Politi og Justitsministeriet, skulle betale godtgørelse for ikke-økonomisk skade m.v. som følge af deres ansvar eller medansvar for As død. Det blev bl.a. gjort gældende, at politimæssige pligter var blevet tilsidesat, og at der var sket krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 (retten til livet). Nordjyllands Politi og Justitsministeriet påstod frifindelse. Højesterets flertal på tre dommere udtalte, at hvis en person, der er ved godt helbred, anholdes af politiet og efterfølgende afgår ved døden, mens vedkommende er i politiets varetægt, har staten pligt til at fremkomme med en plausibel forklaring på de begivenheder, der førte frem til dødsfaldet. I denne sag, hvor det alene var myndighederne, der var vidner til dødsfaldet, må det endvidere kræves, at forklaringen er tilfredsstillende og overbevisende. Dommerne fandt, at myndighedernes forklaring på begivenhederne var tilfredsstillende og overbevisende, og at de fire betjente ikke havde handlet ansvarspådragende eller overtrådt EMRK artikel 2. Et mindretal på to dommere fandt derimod ikke, at myndighedernes forklaring om forløbet på restepladsen var tilfredsstillende og overbevisende i forhold til, at A var afgået ved døden. Landsretten var nået til samme resultat som flertallet. Mindretallet udtalte blandt andet: "Betjentene har forklaret, at da A lå stille, overvejede de, om han simulerede. Da han blev ved med at ligge stille og ikke reagerede, blev de klar over, at han havde mistet bevidstheden, og lagde ham i låst sideleje og fjernede håndjernene. De tog puls ved håndleddet og ifølge den ene betjent muligvis tillige på halsen, og de mente at kunne mærke puls. Retslægerådet har som svar på spørgsmål 8 oplyst, at det kan være vanskeligt at føle puls hos en person med kraftig overvægtig underarm, og at det ikke er ualmindeligt, at lægfolk forveksler deres eget pulsslag i fingrene med den undersøgtes eventuelle manglende puls. De kunne begge se As brystkasse hæve og sænke sig og den ene betjent tillige, at han bevægede hoved eller mund. Ingen af betjentene tog imidlertid hovedet ned til hans mund og næse for at tjekke åndedrættet. Ved bedømmelsen af forløbet må det efter vores opfattelse yderligere tages i betragtning, hvad der var baggrunden for anholdelsen, og at forholdene på rastepladsen var rolige, selv om A var stor og reagerede voldsomt, samt at betjentene ikke havde andre opgaver at tage vare på. På baggrund af det anførte finder vi, at myndighederne – selv om betjentene gjorde, hvad de i situationen vurderede som det rigtige – ikke har givet en tilfredsstillende og overbevisende forklaring på det forløb på rastepladsen, som førte til As død."

Sagen er gengivet også i UfR 2011.2510. HD.

Justitsministeriets svar af 13. juni 2006 på spørgsmål nr. 401-402 af 30. maj 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende samme sag som omhandlet af Højesterets afgørelse i sag nr. 170/2010) omtalt ovenfor viser et eksempel på den bevisstandard, som anvendes, når anklagemyndigheden blandt andet skal vurdere, om menneskerettighederne er overholdt i sager, hvor personer er afgået ved døden i myndighedernes varetægt. 

I den såkaldte "Tilst-sag" blev Justitsministeriet og politiet frifundet den 30. november 2011 i sag 295/2009 for et erstatningskrav rejst af de pårørende til to personer, som afgik ved døden i december 2001 efter at være skudt af politiet, medens de to, som var ubevæbnede, befandt sig i brugsstjålne biler. Højesteret fandt ikke, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 2, idet Højesteret lagde de omhandlede polititjenestemænds forklaringer om, at de havde handlet i lovlig nødværge, til grund. Højesteret fandt endvidere, at myndighedernes efterforskning af sagen opfyldt kravene i EMRK artikel 2. 

Ved en upåanket dom blev en polititjenestemand den 23. april 2010 ved Retten i Holbæk frifundet for vold med døden til følge, efter at den pågældende havde affyret skud mod en ubevæbnet biltyv, som natten til den 1. december 2009 i Kalundborg forsøgte at flygte fra politiet. Af omtalen af sagen i Frederiksborg Amtsavis den 23. april 2010 fremgår blandt andet, at betjenten affyrede i alt 4 skud under episoden. Retten fandt, at der forelå nødværge efter straffelovens § 13. Det fremgår af artiklen, at retsformand Peter Johs. Christensen udtalte, at retten ikke kunne afvise, at skuddene var affyret af ren nødvendighed i en livsfarlig situation, som betjenten selv har forklaret. Retsformanden citeres yderligere for blandt andet at udtale: "... Men det kan være vanskeligt at forstå, hvordan forsøget på at anholde en person i forbindelse med indbrud i biler kan få så tragiske og dramatiske følger..".  Af en artikel af 4. december 2009 i dagbladet Ekstra Bladet af journalist Nils Henrik Frimann fremgår, at den samme polititjenestemand i 2002 skød og "hårdt sårede" en anden person med to skud under en biljagt ved Jyderup. Denne anden person, som overlevede skuddene, blev senere straffet for vold mod politiet, medens statsadvokaten ifølge avisen fandt, at betjenten havde "handlet korrekt". Ekstra Bladet anfører i artiklen yderligere: "Betjenten var også i søgelyset, da han kort før jul 2004 blev videofilmet, mens han under en anholdelse trampede en mand på halsen uden for et diskotek i Kalundborg. Han blev anklaget for grov politivold. Men endnu en gang holdt Statsadvokaten hånden over ham." Artiklen i Frederiksborg Amtsavis afsluttes med en oplysning om, at siden 1930 er politibetjente herhjemme kun i to tilfælde fundet skyldige i at have brugt tjenestevåbnene i strid med reglerne.

I UfR 2013.986H forlangte de efterladte til en ung mand, der blev dræbt af skud afgivet den 1. april 2003 af en polititjenestemand i København, erstatning med henvisning til, at den undersøgelse, som Statsadvokaten og Rigsadvokaten havde foretaget af sagen, var i strid med EMRK artikel 2 og EMRK artikel 6. De erstatningssøgende fik ikke medhold i deres krav. De pårørende havde fri proces under sagen.  

Eksempler på tiltalepraksis ved statsadvokaterne og Rigsadvokaten i sager, hvor der kan rejses mistanke om magtmisbrug hos polititjenestemænd.

Se også afsnittet nedenfor om magtmisbrug mv. efter straffelovens kapitel 16 og det efterfølgende kapitel om straffelovens § 157 a om tortur.

EMRK om forbuddet mod tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf

Forbuddet i EMRK artikel 3 er absolut og gælder, uanset om en person i myndighedernes varetægt opfører sig provokerende, fornærmende eller voldeligt. Borgerens adfærd, uanset dennes karakter, kan således ikke retfærdiggøre magtanvendelse, der rækker ud over det absolut nødvendige. Se for eksempel Fahriye Caliskan mod Tyrkiet afsagt den 2. oktober 2007 af EMD under sagsnummer 40516/98, præmis 38-44. 

EMRK artikel 2 og artikel 3 kræver, at påstande om myndigheders vold undersøges grundigt
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) undersøger under klagesager vedrørende påståede krænkelser af EMRK artikel 3 om forbuddet mod tortur, nedværdigende behandling mv., om den handling (eller undladelse), for eksempel en brutal anholdelse, udgør en krænkelse af artikel 3. Derudover undersøger EMD også, om de nationale myndigheders efterfølgende efterforskning har været tilstrækkelige grundig til, idet en mangelfuld efterforskning af påstande om eller mistanke om en krænkelse af EMRK artikel 3 kan udgøre en selvstændig krænkelse af artikel 3. De nationale myndigheder kan således (for eksempel i forbindelse med en anholdelse) krænke artikel 3 både ved, at politiet anvender overdreven magt under anholdelsen, og ved at myndighederne under en efterfølgende klagesag ikke er tilstrækkeligt omhyggelige med at undersøge, om anholdelsen har været brutal på en måde, der krænker artikel 3. Artikel 3 stiller således både "materielle" krav og "processuelle" krav til de nationale myndigheder. 

I Salmanoglu og Polattas mod Tyrkiet afgjort den 17. marts 2009 af EMD under sagsnummer 15828/03 fandt EMD, at lægeundersøgelser foretaget af en frihedsberøvet person ikke opfyldt de krav, som blandt andet CPT stiller til sådanne undersøgelser.I præmis 80 anfører EMD blandt andet: "The Court has already reaffirmed the European Committee for the Prevention of Torture’s (“CPT”) standards on the medical examination of persons in police custody and the guidelines set out in the Manual on the Effective Investigation and Documentation of Torture and Other Cruel, Inhuman or Degrading Treatment or Punishment, “Istanbul Protocol”.."

I Gökhan Yildirim mod Tyrkiet afgjort af EMD under sagsnummer 31950/05 den 23. februar 2010 fandt EMD, at EMRK artikel 3 var krænket, idet de nationale myndigheder for ukritisk havde lagt vægt på lægelige undersøgelser, der understøttede de indklagede polititjenestemænds forklaringer om, at der ikke var begået vold mod klageren, medens lægeoplysninger fra en anden læge, der kunne tale for, at klageren havde fået slag, som han ikke kunne have påført sig selv, ikke var blevet tillagt betydning, da de nationale domstole havde frifundet politifolkene for vold. I præmis 59 fremhæver EMD, at EMD normalt overlader det til de nationale domstole at vurdere beviser, men at i tilfælde, hvor sagen angår EMRK artikel 2 eller EMRK artikel 3, foretager EMD en særdeles grundig prøvelse, uagtet at der har været taget processuelle eller efterforskingsmæssige skridt ved de nationale myndigheder. Dette udtrykkes i præmis 59 således: "However, the Court is sensitive to the subsidiary nature of its role and recognises that it must be cautious in taking on the role of a first-instance tribunal of fact, where this is not rendered unavoidable by the circumstances of a particular case (see, for example, Solomou and Others v. Turkey, no. 36832/97, § 68, 24 June 2008). Where domestic proceedings have taken place, it is not the Court's task to substitute its own assessment of the facts for that of the domestic courts and as a general rule it is for those courts to assess the evidence before them (see Klaas v. Germany, 22 September 1993, § 29, Series A no. 269). Though the Court is not bound by the findings of domestic courts, in normal circumstances it requires cogent elements to lead it to depart from the findings of fact reached by those courts (see ibid., § 30, and Selim Yıldırım and Others v. Turkey, no. 56154/00, § 59, 19 October 2006). Nonetheless, where allegations are made under Articles 2 and 3 of the Convention, the Court must perform a particularly thorough scrutiny (see, mutatis mutandis, Ribitsch, cited above, § 32, and Avşar, cited above, § 283) even if certain domestic proceedings and investigations have already taken place."

I Mizigarova mod Slovakiet afgjort af EMD den 14. december 2010 under sagsnummer 74832/01 fandt EMD, at EMRK artikel 2 var krænket. En person blev, medens han var til afhøring hos politiet som sigtet for cykeltyveri, skudt i maven og døde få dage efter på hospitalet. Den polititjenestemand, som befandt sig i værelset, hvor skuddet gik af, fortalte, at den pågældende havde taget betjentens tjenestevåben og skudt sig selv i maven med dette. EMD fandt blandt andet, at betjentens hænder straks efter episoden burde være undersøgt for krudtslam og ikke først den efterfølgende dag (præmis 102). I præmis 103 udtalte EMD, at myndighederne burde have foretaget nærmere undersøgelser af, hvorvidt den afdøde kunne have været udsat for politibrutalitet i strid med EMRK artikel 3, inden han afgik ved døden, idet dennes hustru efter indbringelsen til hospitalet havde bemærker, at han havde flere forskellige skader på kroppen. I præmis 89 udtalte EMD, at det var kritisabelt, at en polititjenestemand, der skulle foretage afhøring af en 21-årig mand sigtet for cykeltyveri, var bevæbnet. EMD udtalte således: "First, the Court would observe that compelling reasons must be given as to why the interrogation of a suspect is entrusted to an armed police officer. For the Court, the facts of the present case disclose no justification whatsoever for allowing Lt. F. to remain in possession of his firearm during the interrogation of Mr Šarišský, a young man who had been arrested on suspicion of bicycle theft." Af præmis 134 følger, at hustruen fik tilkendt 45.000 euros for ikke-økonomisk skade. Derudover fik hun tilkendt 8.000 euros i sagsomkostninger. Det er i øvrigt værd at bemærke, at det fremgår af præmis 43, at den omhandlede polititjenestemand under en straffesag ved de nationale domstole for skødesløshed i  tjenesten blev idømt 1 års fængsel, der dog blev gjort betinget. 

I Nikiforov mod Rusland, afgjort af EMD den 1. juli 2010 under sagsnummer 42837/04, fandt EMD, at EMRK artikel 3 var blevet krænket. En person, der havde været til afhøring hos politiet, hævdede overfor en dommer dagen efter afhøringen, at politiet med vold havde forsøgt at presse ham til at tilstå et røveri. Der blev foretaget en lægelig undersøgelse af klageren. Det konstateredes, at klageren havde brækket næsen, at han havde hudafskrabninger i ansigtet, og at han havde fået slået et stykke af en tand. De nationale myndigheder havde indledt strafferetlig efterforskning i sagen men havde opgivet påtalen af bevismæssige årsager. Af præmis 34 følger, at de nationale myndigheder under sagen ved EMD gjorde gældende, at klagen skulle afvises, idet klageren ikke havde udnyttet alle nationale retsmidler. Det fremgår således af sagen, at klageren ikke havde anlagt en civil sag med henblik på at søge erstatning. Han havde alene udnyttet den administrative klageadgang til den overordnede anklagemyndighed ved at klage over, at efterforskningen var blevet indstillet af de underordnede myndigheder. I præmis 38 fastslår EMD, at tilstedeværelsen af skaderne i klagerens ansigt sammenholdt med, at klageren gør gældende, at han er blevet slået af politiet, fører til, at myndighederne skal sandsynliggøre, at skaderne ikke er opstået på den måde, som klageren hævder. I præmis 51 fastslår EMD, at den omstændighed, at klageren har skader i ansigtet, og at han hævder, at disse skader er fremkommet efter, at han er blevet slået af politiet, fører til, at hans klage er velbegrundet. Der er således et "arguable claim" med hensyn til, at han har været udsat for politibrutalitet. Myndighederne har dermed en forpligtelse til at indlede en effektiv efterforskning af klagen. I præmis 48 bemærker EMD, at en effektiv efterforskning blandt andet indebærer, at myndighederne skal tage klagen alvorligt, bestræbe sig på at finde ud af, hvad der er sket, og at de ikke bør standse efterforskningen på grundlag af overfladiske og uholdbare konklusioner ("... the authorities must always make a serious attempt to find out what happened and should not rely on hasty or ill-founded conclusions to close their investigation or as the basis of their decisions"). I præmis 52 udtaler EMD, at skaderne på klageren taler for, at han har været udsat for en voldsforbrydelse, og at der derfor bør indledes en straffesag, hvilket ikke skete. I præmis 53 kritiserer EMD, at der ikke blev foretaget grundlæggende efterforskningsskridt som for eksempel en undersøgelse af gerningsstedet eller en konfrontation mellem klageren og de mistænkte polititjenestemænd. Af præmis 54 fremgår, at EMD fandt, at efterforskningen var for langsom. Af præmis 55 fremgår, at den processuelle del af EMRK artikel 3 ansås for krænket. Af præmis 47 fremgår, at den materielle del også var krænket.  

I Giuliani og Gaggio mod Italien afgjort af EMD den 25. august 2009 under sagsnummer 23458/02 fandt EMD, at den processuelle del af EMRK artikel 2 var krænket. Pårørende til en person, der den 20. juli 2001 var blevet skudt mod af politiet og påkørt af et af politiets køretøjer, og som afgik ved døden umiddelbart efter, havde klaget over de nationale myndigheders efterforskning mod politiet. EMD fandt, at efterforskningen ikke levede op til de processuelle krav i EMRK artikel 2. Af præmis 249 fremgår blandt andet, at obduktionen ikke var tilstrækkelig grundig, idet den ikke levede op til minimumskravene til en undersøgelse af en sag vedrørende manddrab. (Sagen er anket til STORKAMMERET)

Sager om påstået politibrutalitet skal undersøges hurtigt

Er en person, der klager over politibrutalitet, kommet til skade under kontakten med politiet, bør myndighederne ex officio foretage en strafferetlig undersøgelse mod politifolkene. Dette var ikke sket i sagen Galotskin mod Grækenland afgjort af EMD den 14. januar 2010 under sagsnummer 2945/07. Her blev Grækenland dømt for at have krænket EMRK artikel 3 - både den materielle del (præmis 40) og den processuelle del (præmis 50). EMD fandt blandt andet, at både den administrative sagsbehandling og den efterfølgende straffesag mod betjentene var mangelfuld (også præmis 50). Af præmis 60 fremgår det, at EMRK artikel 6 også var krænket som følge af, at sagsbehandlingstiden havde været for lang. Det fremgår blandt andet af sagen, at klageren indgav anmeldelse mod politifolkene, og at der efterfølgende blev rejst straffesag mod disse, hvor de blev frifundet. Det fremgår også, at der blev rejst straffesag mod klageren for vold mod politiet og forsøg på at befri en anholdt. Dette blev han imidlertid frifundet for. Det er værd at bemærke, at EMD fandt, at der er sket en krænkelse af EMRK artikel 3 blandt andet fordi medlemsstaten ikke ex officio rejste straffesag mod politifolkene, da klageren var kommet til skade, og da klageren havde gjort gældende, at han havde været udsat for vold begået af politiet.   

I Cherkasov mod Rusland afgjort den 18. oktober 2011 af EMD under sagsnummer 7039/04 fandt EMD, at såvel den materielle del som den processuelle del af EMRK artikel 3 var krænket. En person, der havde været anbragt i detentionen fra kl. 20.20 til kl. 23.40 den 23. august 2004, havde efter løsladelsen henvendt sig hos anklagemyndigheden og på skadestuen, hvor han var blevet undersøgt. Der blev funder adskillige knubs og skader på den pågældende. Den pågældende påstod, at han havde fået slag af politiet under frihedsberøvelsen. Anklagemyndigheden havde oplyst ham om, at han kunne henvende sig med eventuel klage efter lægeundersøgelsen. I præmis 73 kritiserer EMD, at anklagemyndigheden ikke havde iværksat en efterforskning allerede den 24. august, hvor klageren havde henvendt sig til anklagemyndigheden, men at man blot havde opfordret klageren til at blive lægeundersøgt, og at man derpå havde ventet næsten 20 dage ("almost twenty days") på at klageren ´varkomme tilbage og havde indgivet en formel klage, inden efterforskningen var blevet iværksat. EMD fandt, at denne mangel var meget alvorlig ("very serious").

I afgørelsen Trajkoski mod den tidligere Jugoslaviske republik, Makedonien, (sagsnummer 13191/02) afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 7. februar 2008, fremgår det af præmis 46, at myndighedernes rapport over hændelsesforløbet i en politiklagesag havde taget "næsten 7 måneder" ("nearly seven months"). Af præmis 49 fremgår det, at efterforskningen i sagen af EMD blev anset for ineffektiv og stridende mod EMRK artikel 3.

I Klishyn mod Ukraine afgjort af EMD den 23. februar 2012 under sagsnummer 30671/04 fandt EMD, at såvel den materielle del som den processuelle del af EMRK artikel 3 var krænket i et tilfælde, hvor en anholdt havde klaget over vold fra politiet under en anholdelse. EMD lagde vægt på, at de nationale myndigheder ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt, om de skader, som klageren havde pådraget sig, kunne være fremkommet ved politivold som hævdet af klageren. Klageren var den 22. november 2003 omkring kl. 22.00 involveret i et slagsmål med syv andre, hvor klageren blandt andet stak en anden med en dolk. Samme dag omkring kl. 23.00 blev klageren anholdt af færdselspolitibetjente og indbragt på politistationen. Klageren hævdede, at han efter indtransport af to politibetjente blev slået 5 gange i hovedet, et slag i ansigtet, to eller tre slag i brystet, og at han blev slået med en politistav på sit venstre øre, nyrerne og på benene. Samme dag kl. 11.45 blev han undersøgt af en læge, som konstaterede, at han var spirituspåvirket men ikke havde nogen skader. Klageren blev endvidere undersøgt af en polititjenestemand og "to vidner", hvor der ikke blev konstateret skader. Ifølge præmis 11 gør klageren gældende, at han blev udsat for hårdhændet behandling med henblik på at fremtvinge en tilståelse. Af præmis 12 fremgår det, at politiet hævder, at klageren blev løsladt den 23. november mellem kl. 2 og kl. 3, medens klageren hævder, at han blev løsladt kl. 8 den 23. november. Af præmis 13 fremgår det, at klageren tog en bus kl. 9, og at han ifølge buschaufføren havde mærker ved sit højre øre og sit højre øje, og at klageren havde fortalt, at han var blevet slået af politiet. Af præmis 16 fremgår, at klageren var indlagt fra den 24. november til den 8. december med hjernerystelse, mærker på halsen og venstre øre samt kronisk bronchitis. Den 24. november 2003 indgav klagerens mor klage til anklagemyndigheden over politivold mod sønnen (præmis 15). Af præmis 17 fremgår, at politifolkene benægtede at have udøvet vold mod klageren, men at klageren måtte have pådraget sig skaderne under slagsmålet, hvor han selv anvendte kniv. Af præmis 18 fremgår, at der blev foretaget en retsmedicinsk undersøgelse af klageren mellem den 25. november og den 24. december 2003, hvor klageren ifølge undersøgelsen forklarede, at han havde fået tæsk af politiet efter slagsmålet. Klageren var blevet slået omkring 3 gange i hovedet og på brystet. Han var også blevet slået på øret. Han havde også fået en hjelm trukket over hovedet, og var blevet slået to gange med en politistav på hovedet. Lægen kunne se, at klageren havde mærker på sit venstre øre, og at han havde hudafskrabninger på venstre arm. Hudafskrabningerne var fra håndjernene. Skaderne kunne ifølge konklusionen være påført klageren mellem den 22. og 23. november på en måde som angivet af klageren. Der var dog ikke mærker, der viste, at der var anvendt en stav (præmis 18). I præmis 19 udtaler politiet, at politiet fandt brugen af håndjern berettiget, idet klageren havde modsat sig anholdelsen.
        
Begrebet "Hasty or ill-founded conclusions"
EMD foretager en prøvelse af de nationale myndigheders bevisvurdering i sager, hvor der klages over krænkelser af EMRK artikel 2 eller 3. Der statueres ofte krænkelse af den processuelle del af en af disse to bestemmelser som følge af, at EMD finder, at de nationale myndigheder har standset efterforskningen på grundlag af "hasty or ill-founded conclusions".  

I Nikiforov mod Rusland, sagsnummer 42837/04, afgjort af EMD den 1. juli 2010 fandt EMD, at såvel den materielle del som den processuelle del af artikel 3 var krænket. En person var blevet anholdt af politiet, og han gjorde gældende, at han var blevet udsat for fysisk vold fra polititjenestemænd, som på denne måde ville fremkalde en tilståelse. Der var foretaget en retsmedicinsk undersøgelse af den pågældende, hvoraf det fremgik, at han havde et mærke samt hudafskrabninger i ansigtet. Hans næse var endvidere brækket. Det var ikke muligt at konstatere, hvornår han havde pådraget sig skaderne på næsen. Han havde også fået brækket et hjørne af en tand. Af undersøgelsens konklusion fremgik det, at den pågældende kunne have pådraget sig skaderne på den angivne måde. Skaderne blev anset som "tortur" og således ikke blot som "nedværdigende behandling" (der i øvrigt også er omfattet af artikel 3). EMD fandt endvidere, at den processuelle del af artikel 3 var krænket. Af præmis 51 fremgår det, at EMD fandt, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at der ikke var rejst en straffesag mod de polititjenestemænd, som ifølge klageren havde udsat ham for tortur, idet den omstændighed, at den pågældende havde fysiske skader, og at han tillige hævdede, at skaderne var opstået som følge af politivold, i sig selv gjorde, at klagen var velbegrundet ("amounted to an aguable claim") Af præmis 53 følger det videre, at EMD anså det for en krænkelse af artikel 3, at de mest grundlæggende efterforskningsskridt i form af besigtigelse af stedet, hvor klageren hævdede, at han var blevet slået, eller i form af at afholde en konfrontation mellem polititjenestemændene på den omhandlede politistation og klageren, ikke havde været gennemført ("The Court notes that the most fundamental investigative measures, such as inspecting the scene where the applicant alleged to have been beaten or arranging a confrontation between him and the police officers from Nerekhta district police station, were never carried out. These failures alone, for which no explanation has been provided to the Court, suffice to render the investigation ineffective. Afgørelsen må forstås således, at den blotte omstændighed, at der ikke er foretaget besigtigelse af gerningsstedet og konfrontation mellem klageren og polititjenestemændene i sig selv udgør en krænkelse af den processuelle del af EMRK artikel 3 i tilfælde, hvor en frihedsberøvet påstår at have været udsat for vold fra myndighedspersoner, og hvor der er konstateret legemlige skader, der kan hidrøre fra den påståede vold. I præmis 48 udtaler EMD, at efterforskningen af en klage over brutalitet fra myndighedspersoner ikke må standses på grundlag af overfladiske konklusioner, som der ikke er hold i ("hasty or ill-founded conclusions").  Af præmis 61 fremgår det, at den pågældende blev tilkendt 60.000 euro i godtgørelse for ikke-økonomisk skade.
 
Staten skal sandsynliggøre, at skader på en frihedsberøvet, som påstår sig udsat for "ill-treatment", ikke hidrører fra krænkelser af EMRK art. 3

Når en person, der har været frihedsberøvet, er kommet til skade, også selv om der er tale om forholdsvis små og ubetydelige skader, og den pågældende i en klage til EMD påstår, at skaderne er påført denne som følge af vold eller overdreven magtanvendelse udøvet af myndighedspersoner (for eksempel polititjenestemænd eller fængselspersonale), undersøger EMD, om de nationale myndigheder har efterforsket klagen tilpas hurtigt og grundigt, og om de har draget rimelige konklusioner på grundlag af efterforskningen. Er dette ikke tilfældet, statuerer EMD, at der er sket en krænkelse af "the procedural limb" af EMRK artikel 3. Derudover undersøger EMD, om klagen over en krænkelse af EMRK artikel 3 støttes af tilstrækkelige beviser ("is supported by appropriate evidence"). Er klagen støttet af tilstrækkelige beviser, statuerer EMD, at der foreligger en krænkelse af  den materielle del af ("the substantive limb") af EMRK artikel 3, medmindre medlemsstatens egne myndigheder har ydet klageren tilstrækkelig erstatning og retsforfulgt og eventuelt straffet de ansvarlige myndighedspersoner. Det er ikke usædvanligt, at EMD konkluderer, at EMD ikke har mulighed for at klarlægge, om den materielle del af EMRK artikel 3 er krænket, idet en utilstrækkelig eller langsommelig efterforskning ved de nationale myndigheder vanskeliggør denne opgave. I så fald statueres der krænkelse af den processuelle del af EMRK artikel 3, medens der ikke statueres krænkelse af den materielle del.

I Nechto mod Rusland afgjort den 24. januar 2012 under sagsnummer 24893/05 hævdede klageren, at politiet under en afhøring den 3. oktober 2002 af klageren havde udsat denne for fysisk vold, hvilket blev benægtet af de polititjenestemænd, som havde forestået afhøringen. Ved overførslen til et arresthus den 4. oktober 2002 blev klageren undersøgt af en sygeplejerske, som ikke fandt nogen skader eller mærker på klagerens krop. Den 7. oktober 2002 konstaterede en arresthuslæge et enkelt mærke på den højre side af klagerens brystkasse "one bruise on the right side of the applicant's rib cage". Lægen noterede videre, at mærket kan stamme fra et slag med en hård stump genstand to eller tre dage før undersøgelsen ("originated from the impact of a hard blunt object two og three days prior to the examination"). (præmis 15-17). Der blev ikke statueret krænkelse af den materielle del af artikel 3 blandt andet fordi, der var uoverensstemmelse mellem klagerens beskrivelse af de overgreb, som han påstod sig udsat for, og de lægelige undersøgelser. Derudover var de nationale myndigheders efterforskning så mangelfuld, at EMD ikke havde mulighed for at klarlægge, hvad der var sket (præmis 95 og 96). EMD fandt, at den processuelle del af EMRK artikel 3 var krænket, blandt andet fordi myndighederne ikke tilstrækkeligt hurtigt havde fået underkastet de af klagen omhandlede polititjenestemænd en lægelig undersøgelse (præmis 87), ikke havde fået identificeret eventuelle medindsatte (præmis 88), og at man på trods af unøjagtigheder i de afgivne vidneforklaringer under efterforskningen ikke havde fået foretaget en mere omhyggelig vurdering af sagens materiale og opstillet identifikationsparader og rekonstruktioner mv. (præmis 89).

Det er ikke ualmindeligt, at myndighederne under en klagesag ved EMD gør gældende, at skaderne på en frihedsberøvet person skyldes, at politiet har været nødsaget til at anvende magt for eksempel for at gennemføre en anholdelse, eller at fængselspersonale har været nødsaget til at anvende magt for at pacificere en voldelig indsat, at man ikke har anvendt mere magt end absolut nødvendigt, og at skaderne på den frihedsberøvede derfor ikke er påført denne i strid med EMRK artikel 3.

Artikel 3 forudsætter, at myndighederne må anvende den fornødne magt, når borgerens adfærd giver rimelig anledning til dette. Derfor kan skader, som en frihedsberøvet har pådraget sig, være påført denne, uden at der er sket en krænkelse af EMRK artikel 3. Som gennemgået mere detaljeret nedenfor, er det staten, der skal sandsynliggøre, at skader, som en person har pådraget sig i myndighedernes varetægt, ikke skyldes myndighedsadfærd, der er i strid med EMRK artikel 3.

EMD kræver, at magtanvendelsen skal "være strengt nødvendiggjort af borgerens egen adfærd". I sagen Musa Karatas mod Tyrkiet  63315/00 afgjort 5. januar 2010 udtrykker EMD i sidste del af præmis 64 dette krav således: "Furthermore, the Court has repeatedly held that, in respect of a person deprived of his liberty, recourse to physical force which has not been made strictly necessary by his own conduct diminishes human dignity and is in principle an infringement of the right set forth in Article 3 (see, inter alia, Mathew v. the Netherlands, no. 24919/03, § 177, ECHR 2005-IX, and the cases cited therein)".

EMDs beviskrav medfører, at en medlemsstat ikke kan undgå domfældelse ved blot at hævde, at myndighederne har anvendt den strengt nødvendige magt, som var nødvendiggjort af klagerens egen adfærd eller lignende. Myndighederne skal gennem tilpas grundig efterforskning af hver enkelt sags nærmere omstændigheder sandsynliggøre, at borgeren har udvist en adfærd, der kunne begrunde den anvendte magt, og at magten - selv om det har været rimeligt at anvende magt - ikke har været mere omfattende end "strengt nødvendigt".

Kommer personer til skade som følge af politiets magtanvendelse, skal en medlemsstat efter fast praksis hos den europæiske menneskerettighedsdomstol sandsynliggøre, at magtanvendelse i det valgte omfang var nødvendig. I modsat fald statueres der krænkelse af den processuelle del af EMRK artikel 2 eller 3. Praksis viser, at det ofte er svært for medlemsstaterne at løfte denne bevisbyrde, og at de derfor dømmes for krænkelse af EMRK artikel 2 eller artikel 3. Se som eksempel sagen Necdet Bulut mod Tyrkiet, der blev afgjort under sagsnummer 77092/01 afgjort af EMD den 20. november 2007.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har efterhånden, i tilfælde, hvor borgere har pådraget skader, medens borgerne er under myndighedernes kontrol, en lang og sikker praksis, hvorefter bevisbyrden vendes om, således at staten skal sandsynliggøre, at skaderne ikke skyldes en krænkelse af artikel 3 (eller artikel 2). I præmis 64 i sagen Musa Karatas mod Tyrkiet  63315/00 afgjort 5. januar 2010 gentager EMD, at når en person er ved godt helbred, når personen kommer i politiets varetægt, men der konstateres skader på personen ved dennes løsladelse, påhviler det i overensstemmelse med EMDs faste praksis staten at fremkomme med en rimelig forklaring på, hvorledes disse skader er opstået. Såfremt staten ikke gør dette, falder klagen ind under artikel 3 i konventionen. Ordret udtrykkes dette i præmis 64 således: "The Court reiterates that, according to its well-established case-law, where an individual is taken into police custody in good health but is found to be injured at the time of release, it is incumbent on the State to provide a plausible explanation of how those injuries were caused, failing which a clear issue arises under Article 3 of the Convention (see Tomasi v. France, 27 August 1992, §§ 108-111, Series A no. 241-A). .."

I sagen Afanasyev mod Ukraine, afgjort den 5. april 2005 under sagsnummer 38722 af EMD gjorde klageren gældende, at han under afhøring hos politiet var blevet slået adskillige gange. Han blev løsladt efter 3 dages fængsling og blev undersøgt af en læge 3 dage efter episoden. Han blev senere undersøgt flere gange. Ved en af undersøgelserne fandt læge, at skaderne kunne være påført klageren som påstået af denne. Klageren havde været sigtet for bedrageri. Da han efter løsladelsen erfarede, at medgerningsmanden havde erkendt, erkendte han sig også skyldig og blev senere dømt for bedrageri. EMD fandt at der var sket en krænkelse af artikel 3, idet myndighederne ikke kunne godtgøre, at skaderne ikke var påført klageren af politifolk (se afgørelsens §§ 59-66). Endvidere fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 13 på grund af utilstrækkelig efterforskning i anledning af klagen. EMD udtalte i afgørelsens § 76: "EMD bemærker, at de nationale myndigheder som følge af klagen indledte en overfladisk undersøgelse og kun afhørte de personer, som klageren havde fremsat sine beskyldninger imod. Myndighederne tog polititjenestemændenes benægtelser for pålydende og nægtede at indlede straffesag mod dem på trods af klagerens udtalelser og de skader, som det var ubestridt, at han havde".

I Stefanou mod Grækenland, sagnr. 2954/07, afgjort af EMD den 22. april 2010, hævdede en 16-årig ung mand, der havde indgivet klage mod politiet, at han var blevet slået af politiet under en afhøring den 5. august 2001. Den pågældende forklarede under sagen nærmere, at han den omhandlede dag havde indfundet sig på politistationen for at forhøre sig om, hvorvidt nogle af hans venner var blevet anholdt tidligere samme dag. Politiet havde ifølge klageren tilbageholdt ham omkring 1 time, hvor de havde afhørt ham som mistænkt for tyveri af et større pengebeløb fra en kiosk. Under denne afhøring skulle klageren have fået adskillige slag i ansigtet af en politiassistent. Kioskens ejer var til stede på politistationen. Denne kunne imidlertid ikke genkende klageren som gerningsmand, og klageren var blevet løsladt. Nogle timer efter løsladelsen - også den 5. august 2001 - henvendte klageren sig på skadestuen. Af præmis 9 fremgår det, at skadestuen havde noteret, at klageren havde skader på hovedet, som efter det oplyste hidrørte fra slag. Han havde svimmelhed, svær hovedpine, hævet og øm næse samt vanskeligt ved at fokusere med øjnene. Der var ikke tegn på fraktur af kraniet. Han tilbragte 4 timer på hospitalet og modtog medicinsk behandling med "Lonarid". Under klagesagen udtalte kioskejeren som vidne, at han var bekendt med, at klageren aftenen før den 5. august 2001 havde været i slagsmål med andre unge, og at han ved denne lejlighed var faldet (præmis 15). Under en efterfølgende retssag blev politiassistenten straffet for vold i første instans men frifundet i ankeinstansen. Af præmis 22 fremgår det, at ankeinstansen frifandt politiassistenten navnlig med henvisning til, at det må anses for højst sandsynligt, at skaderne, som ifølge skadestuen var overgået klageren, hidrørte fra slagsmålet, som klageren ifølge kioskejeren havde deltaget i aftenen før, han var kommet i kontakt med politiet. Kioskejeren var således citeret for, at han havde set klageren ankomme til politistationen med en brækket højre arm. I præmis 45 henviser EMD til, at lægeerklæringen udtaler sig om skader i hovedet og ikke på armen. I præmis 47 finder EMD, at der er alvorlig tvivl med hensyn til skaderne, som klageren har pådraget sig. Derpå henviser EMD til, at de nationale myndigheders efterforskning af dette spørgsmål var utilstrækkelig. I præmis 48 udtales det, at de nationale myndigheder ikke havde foretaget alvorlige forsøg ("serious attemts") på at få afklaret, om skaderne hidrørte fra et slagsmål aftenen før den 5. august 2001 eller fra kontakten med politiet. I præmis 52 præciseres det, at EMD ikke finder, at sagen falder under bagatelgrænsen i EMRK artikel 3 navnlig under henvisning til klagerens unge alder. EMRK ansås således som krænket. EMD fandt også EMRK artikel 6 krænket med hensyn til længden af sagsbehandlingstiden. Af præmis 75 følger det, at klageren blev tilkendt 20.000 EUR i ikke-økonomisk erstatning.  

Ved planlagte anholdelser har staten bevisbyrden for, at magtanvendelse ikke er overdreven
Ved planlagte anholdelser har myndighederne bevisbyrden for, at magtanvendelse ikke er overdreven. Se præmis Rehbock mod Slovenien afgjort af EMD den 28. november 2000 under sagsnummer 29462/95. Af denne afgørelse fremgår det, at politiet den 8. september 1995 foretog en anholdelse af 3 personer (herunder klageren), der var mistænkt for indsmugling af narkotika. Der var tale om en planlagt anholdelse. Politiet havde forud for anholdelsen fået oplysninger om, at Klageren var en fysisk særdeles stærk person, der flere gange havde vundet et tysk mesterskab i styrketræning. Dagen efter anholdelsen blev det konstateret, at den pågældende havde brækket kæben. Den pågældende gjorde gældende, at dette var sket som følge af unødig magtanvendelse. Myndighederne gjorde derimod gældende, at man alene havde anvendt den fornødne magt, men at det havde været nødvendigt at anvende magt, idet den pågældende havde modsat sig anholdelsen (se præmis 12 til 14). I præmis 72 bemærker EMD, at den pågældende blev anholdt under en planlagt operation, og at politiet havde haft tilstrækkelig tid til at foretage en risikovurdering og tage de nødvendige forholdsregler. Der deltog 13 polititjenestemænd ved anholdelsen, og der forelå ikke oplysninger om, at den pågældende synligt bar våben eller truede politifolkene. EMD lagde også vægt på det oplyste om de skader, som den anholdte havde pådraget sig ved anholdelsen. EMD udtalte, at bevisbyrden for, at magtanvendelsen ikke var overdreven, hviler hos myndighederne.   

I UfR 1997.1667 H blev de pårørende til en sindsforvirret mand, som under anholdelsesforsøg var blevet skudt og dræbt af politiet, nægtet erstatning. Det fremgår af sagen, at den sindsforvirrede mand angiveligt havde forsøgt at stikke en polititjenestemand med kniv og en stegegaffel umiddelbart efter, at politiet ved hjælp af tåregas havde drevet den pågældende ud af sit hjem. Der var dissens hos en dommer for at yde de pårørende erstatning. Denne dommer udtalte blandt andet: "Det kan lægges til grund, at politiet, forud for at der blev anvendt tåregas, for så vidt angår M's adfærd den 24. september 1993 havde oplevet, at han havde truet med den farlige kniv samt truet verbalt, at han talte meget forvirret og usammenhængende, at han løb planløst rundt i lejlighedens forskellige rum, at han så forvirret og stirrende ud, og at han så ud, som om han var påvirket af et eller andet. På det anførte grundlag måtte politiet efter min opfattelse være klar over, at der var tale om en person, som formentlig i nogen tid havde været og i den aktuelle situation var sindsforvirret. Det kan videre lægges til grund, at politiet var opmærksom på, at M var farlig, idet han havde truet med kniven, og opmærksom på, at han kunne gå over til at udløse truslen, især hvis politiet trængte ind til ham eller tvang ham ud. Det fremgår således af politifolkenes forklaringer, at det, der var M magtpåliggende, var, at han ikke ville komme ud af lejligheden, og at han ikke ville have, at politiet kom ind i lejligheden. Det kan yderligere lægges til grund, at der ikke var noget i den konkrete situation, der tydede på, at M ville gå til angreb på politiet på eget initiativ – selv om politiet naturligvis måtte frygte, at dette kunne ske. Det fremgår endelig af politifolkenes forklaringer, at de ikke konkret frygtede, at M var i besiddelse af et skydevåben. På denne samlede baggrund havde politiet efter min opfattelse mulighed for – samtidig med at man fastholdt at ville anholde M – at overveje en nøjere planlægning af, hvorledes anholdelsen af den sindsforvirrede M kunne ske, uden at politiet kom i fare i højere grad end ved at anvende tåregas, og samtidig således, at man opnåede den største mulighed for, at det ikke blev nødvendigt at anvende skydevåben mod M med risiko for hans liv eller førlighed."

Det er ikke svært at forestille sig, at EMD ville statuere krænkelse af EMRK artikel 2 med samme begrundelse som den dissentierende dommer, såfremt ovennævnte sag havde været indklaget for EMD.

Statens bevisbyrde gælder medens en borger er under myndighedernes kontrol
Det hænder, at de nationale myndigheder gør gældende, at en person, der er i færd med at blive anholdt, endnu ikke er i "politiets varetægt", og at ovennævnte strenge bevisregel derfor ikke gælder skader, som klageren pådrager sig i forbindelse med selve anholdelsen. Dette gjorde de tyrkiske myndigheder - uden held - også gældende under den ovenfor omtalte sag Musa Karatas mod Tyrkiet  63315/00 afgjort 5. januar 2010. I præmis 65 udtaler EMD således: "Uagtet at klageren i den aktuelle sag endnu ikke var taget i politiets varetægt på politistationen, da denne ifølge regeringen havde pådraget sig skaderne, var denne ikke desto mindre i polititjenestemændenes hænder og underlagt disse fra det øjeblik, hvor han blev tilbageholdt. Når henses til det forudgående forløb, kan tilbageholdelsen af klageren sidestilles med at være i statens varetægt". Fra praksis henviser EMD til dels til Yasin Ates mod Tyrkiet (sagsnummer 30949/96) afsagt den 31. maj 2005. Ordret hedder det i præmis 65: "Although the applicant in the present application had not yet been taken into police custody at the police station when, according to the Government, his injuries were caused, he was nevertheless in the hands and under the supervision of the police officers from the moment of his apprehension. In the light of the foregoing, the Court considers that the applicant's apprehension amounted to his being in the custody of the State (see, mutatis mutandis, Yasin Ateş v. Turkey, no. 30949/96, § 140, 31 May 2005). It follows that the burden of providing a plausible explanation for the applicant's injuries lies with the Government."

Politiet kan endvidere ikke unddrage sig ansvar ved at hævde, at en klager ikke har været "anholdt" men for eksempel kun "tilbageholdt". Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol finder ikke myndighedernes betegnelse af indgrebet relevant, når den skal bedømme, om artikel 3 er krænket eller ikke. EMD ser alene på, om klageren kan anses for at have været under "politiets kontrol" på det tidspunkt, som klagen vedrører. Se Dondu Erdogan mod Tyrkiet, sagsnr. 32505/02, afgjort af EMD den 23. marts 2010, præmis 45, hvor EMD om dette spørgsmål nærmere udtaler: "Uanset hvorledes hendes status klassificeres i national lovgivning, finder EMD i forhold til formålet med artikel 3 i konventionen, at klagerens velbefindende er de statslige myndigheders ansvar fra det øjeblik, hvor hun er under politiets kontrol". ("Regardless of the classification of her status under the domestic law, the Court considers that for the purposes of Article 3 of the Convention, the applicant's well-being was the responsibility of the State authorities from the moment she was under police control").

Uoverensstemmelse mellem tekniske beviser og politifolks forklaringer (bevisvurdering ved EMD)
I sagen Necdet Bulut mod Tyrkiet, sagsnummer 77092/01, blev Tyrkiet ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 20. november 2007 dømt for krænkelse af EMRK artikel 3 efter, at en polititjenestemand havde skudt mod en person, der var blevet såret i benet som følge af skuddet. Politimanden hævdede, at at han skød mod personen, der skulle anholdes, fordi denne angiveligt havde skudt mod betjenten. Af præmis 26 i afgørelsen fremgår det blandt andet, at EMD fandt det bemærkelsesværdigt, at kuglens retning indikerede, at klageren ikke havde ansigtet mod politifolkene, da han blev ramt. EMD fandt således, at klageren næppe havde skudt mod politifolkene i det øjeblik, hvor betjenten havde skudt, som denne havde hævdet. EMD udtalte om dette nærmere: "Finally, the Court also finds it noteworthy that the bullet trajectory indicates that the applicant was not facing towards the police officers when he was hit (see paragraph 8) and that consequently he could not have been shooting at the police officers, at least at that precise moment, as the Government suggested."

I Nachova m. fl. mod Bulgarien afsagt af EMD (Storkammeret) 6. juli 2005 under blandt andet sagsnummer 43577/98 blev Bulgarien dømt for krænkelse af EMRK artikel 2. En politibetjent havde skudt mod to ubevæbnede personer, der tog flugten, da betjenten ville forsøge at anholde dem. De havde ikke overgivet sig, da betjenten forudgående havde advaret dem om, at han ville skyde mod dem, hvis de ikke overgav sig. Af præmis 26 fremgår, at politibetjenten under den efterfølgende sag forklarede, at han forsøgte at skyde efter deres fødder, idet han ikke ville tilføje dem unødig skade. Begge personerne afgik ved døden som følge af skuddene. I præmis 71 henviser EMD til "The United Nations Basic Principles on the Use of Force and Firearms by Law Enforcement Officials adopted on 7 September 1990 by the Eighth United Nations Congress on the Prevention of Crime and the Treatment of Offenders". EMD henviser i præmis 72 til disse princippers paragraf 9, som kræver, at skydevåben kun anvendes i selvforsvar, for at forebygge overhængende fare for døden eller alvorlig tilskadekomst, for at forebygge særligt alvorlige livstruende forbrydelser, eller for at anholde (eller forhindre undvigelse hos) en person, der udgør en sådan fare. Skydevåben må i følge bestemmelsen kun anvendes, når mindre vidtgående midler ikke er tilstrækkelige. I præmis 74 citerer EMD paragraf 23 i principperne, som kræver, at "ofre og deres familier skal have adgang til en uafhængig prøvelse herunder en judiciel proces". I præmis 75 henviser EMD til "The United Nations Principles on the Effective Prevention and Investigation of Extra-Legal, Arbitrary and Summary Executions, adopted on 24 May 1989 by the Economic and Social Council in Resolution 1989/65". EMD henviser særligt til paragraf 11, som udtaler sig nærmere om, hvorledes sager, hvor politiet har forårsaget en persons død, skal efterforskes. I præmis 109 fastslår EMD, at brugen af skydevåben for at gennemføre anholdelserne under de foreliggende omstændigheder udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 2. Endvidere fandt EMD, at efterforskningen af sagen udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 2. EMD fremhævede i præmis 115 således, at gerningsstedsridset ikke indeholdt karakteristika for terrænet, og at relevante målangivelser manglede. Endvidere bemærkede EMD - også i præmis 115 - at der ikke var foretaget en rekonstruktion af hændelserne. I præmis 116 fremhæver EMD, at myndighederne undlod at forholde sig til uoverensstemmelser mellem antallet af anvendte projektiler fundet på stedet og politibetjentens forklaring, og at man accepterede politibetjentens forklaringer uden grundige undersøgelser. Det konkluderes, at efterforskerne og anklagemyndigheden effektivt beskyttede betjenten mod retsforfølgning ("The investigator and the prosecutors thus effectively shielded Major G. from prosecution").

I V.D. mod Kroatien afgjort af EMD den 8. november 2011 under sagsnummer 15526/10 blev Kroatien dømt for at have krænket EMRK artikel 3. Det fremgår af sagen, at en person kom lettere til skade under en anholdelse. Af præmis 68 fremgår det, at myndigheder gjorde gældende, at klageren under anholdelsen selv havde slået sit hoved ned mod gulvet under anholdelsen, havde bidt sig selv i tungen, og at klageren havde pådraget sig en skade ved øjnene under et slagsmål med uidentificerede personer, som klageren havde været involveret i umiddelbart forud for anholdelsen. Polititjenestemændene fastholdt under sagen, at de ikke havde anvendt unødig magt i forbindelse med anholdelsen. Af præmis 6 fremgår det, at klageren, der var skizofren, den 11. august 2006 havde været i slagsmål med andre foran sine forældres bolig, at han efterfølgende sammen med sin mor var gået op i forældrenes lejlighed på 3. sal, og at han, da de var kommet op i lejligheden, havde taget kvælertag på sin søn, som han ville slå ihjel sammen med den øvrige familie for at skåne disse fra at blive slået ihjel af politiet, som klageren mente, at nogen havde tilkaldt. Politiet ankom kort efter, og ifølge politiet modsatte klageren sig anholdelsen, hvorfor politiet måtte anvende den fornødne magt for at gennemføre anholdelsen. Klageren blev derpå indlagt på et psykiatrisk hospital, og der blev indledt straffesag mod ham for forsøg på manddrab (præmis 6 og 7). I præmis 13 gennemgås en lægeerklæring vedrørende klageren (nærmest svarende til en meget grundig udgave af en dansk politiattest, hvor lægen forholder sig til de versioner af hændelsesforløbet, som såvel klageren som politifolkene var fremkommet med under sagen).  Af lægeerklæringen fremgår det blandt andet, at skaderne kan være påført klageren, ved at nogen har sparket klageren, således som denne hævdede. De bidemærker, som klageren havde på sin tunge, kan være påført denne ved fald på gulvet, men skaderne ved øjnene kan ikke - ligesom nogle af de øvrige skader muligvis kan - være fremkommet som følge af klagerens fald mod et trægulv. Af præmis 14 fremgår det, at klageren blev fundet skyldig i forsøg på manddrab og i at have forsøgt at forhindre myndighederne i at gennemføre disses opgaver (modsætte sig anholdelsen). Det blev besluttet, at han skulle indlægges på et psykiatrisk hospital i 6 måneder. Den 5. januar 2007 - cirka 5 måneder efter episoden - klagede forældrene over, at deres søn havde været udsat for overdreven magtanvendelse under anholdelsen. I præmis 70 lægger EMD til grund, at der er enighed om, at klageren havde angrebet en polititjenestemand og slået denne på armen. Politifolkene nægtede, at de havde slået eller sparket klageren. De havde alene skubbet ham ned mod gulvet for at få ham lagt i håndjern. I præmis 71 bemærker EMD, at det fremgår af en polititjenestemands forklaring, at han ikke havde set, at klageren havde skader, da politiet ankom. I præmis 72 konstaterer EMD, at de nationale myndigheder ikke havde forsøgt at identificere de personer, som klageren havde været i slagsmål med foran lejligheden forud for anholdelsen. I præmis 77 bemærker EMD, at de nationale myndigheder ikke havde forholdt sig til uoverensstemmelserne mellem politifolkenes forklaringer og indholdet af lægeudtalelsen. Den materielle del af artikel 3 blev anset for krænket. EMD fandt endvidere, at den processuelle del af artikel 3 var krænket. EMD peger i præmis 83 på, at de nationale myndigheder ukritisk accepterede ("uncritically accepted") polititjenestemændenes forklaringer om, at klageren havde påført sig selv skaderne ("that the applicant’s injuries were self-inflicted") (selvbeskadigelse), uagtet oplysningerne i lægeudtalelsen. Af præmis 98 fremgår det, at klageren fik tilkendt 23.000 euro i godtgørelse, og at det offentlige skulle betale sagsomkostningerne.     

Vægtningen af politifolkenes benægtelser af at have brugt overdreven magt under sager mod politifolk

I Sercau mod Rumænien afgjort af EMD den 5. juni 2012 under sagsnummer 41775/06 fandt EMD, at den undersøgelse, som de nationale myndigheder havde foretaget af en klage over politibrutalitet, ikke opfyldte de krav til processen, som stilles efter EMRK artikel 3. I præmis 86 bemærker EMD blandt andet, at EMD var bekymret over den omstændighed, at anklagemyndigheden havde afvist forklaringerne fra de vidner, som støttede klagers udsagn om, at han havde været udsat for politivold. Afvisningen skete med henvisning til, at vidneforklaringerne var partiske ("biased") og var uoverensstemmende med sagens øvrige beviser. EMD udtalte videre, at man hæftede sig ved, at anklageren ikke kom med nogen forklaring om, hvorfor udtalelserne fra klagerens vidner skulle være mindre troværdige end de forklaringer, som blev afgivet af politifolkene ("However, the Court cannot but notice that the prosecutor did not explain why the statements of the applicant’s witnesses would be less credible than those of the police officers ...")

I Sochichiu mod Moldova afgjort af EMD den 15. maj 2012 under sagsnummer 28698/09 fandt EMD, at EMRK artikel 3 var krænket såvel materielt som processuelt som følge af en relativ brutal anholdelse, og som følge af en utilstrækkelig efterforskning af den efterfølgende klage over anholdelsen. En mand var blevet anholdt foran en børnehave, netop da hans hustru kom ud af børnehaven efter at have hentet parrets fælles barn. Der findes en videooptagelse af cirka to minutters varighed. Her ses, at manden ligger på maven på jorden, og at der deltager 4 civilklædte personer i anholdelsen. Det ses ikke, at den pågældende tildeles slag eller lignende. EMD fandt, at den materielle del af EMRK artikel 3 var krænket, blandt andet fordi en polititjenestemand, som havde en fod på hovedet af den anholdte, bøjede sig ned og børstede noget snavs af sit bukseben uden at flytte foden, at en af politifolkene fremkom med hånlige bemærkninger, da den anholdte fortalte, at han havde fået slået tænder ud, og fordi en af politifolkene bandede af den anholdte, da denne førtes hen mod politibilen (præmis 40). EMD lagde også vægt på, at der var tale om en planlagt anholdelse, og at den fandt sted uden for klagerens barns børnehave, og at den blev overværet af hustruen og klagerens barn. EMD lægger til grund, at klageren muligvis indledningsvist har sat sig til modværge, men at dette ikke kunne begrunde den anvendte magt (præmis 39). Af præmis 6 fremgår det, at klageren gjorde gældende, at han indledningsvist fik et slag i ansigtet, og at han derpå faldt og kom til skade. Politifolkene gjorde gældende, at de alene havde anvendt den fornødne magt (præmis 7). Til støtte for krænkelsen af den processuelle del af EMRK artikel 3 og EMRK artikel 13 lagde EMD blandt andet vægt på, at vidner, der ifølge hustruen havde overværet episoden, ikke var blevet forsøgt identificeret af myndighederne.  

I Cemal Yilmaz mod Tyrkiet afgjort af EMD den 7. februar 2012 under sagsnummer 31298/02 fandt EMD, at EMRK artikel 3 var krænket, idet en biltyv, der var blevet anholdt af politiet, havde pådraget sig en skade på sin hage, som krævede syning, og nogle enkelte andre skader forskellige steder på kroppen, uden at de nationale myndigheder tilstrækkeligt grundigt havde undersøgt, hvorledes skaderne var opstået. Den anholdte gjorde gældende, at skaderne var påført denne ved, at politifolkene havde udøvet vold mod ham under anholdelsen. EMD fremhæver særligt, at de nationale myndigheder ikke har forholdt sig mere kritisk til afvigelserne i de tre betjentes forklaringer henholdsvis i anholdelsesrapporten og under en senere afhøring hos politiklagemyndigheden. I rapporten havde de anført, at klageren havde pådraget sig skaderne ved at være faldet under flugten fra politiet, og under afhøringen havde de forklaret, at skaderne skyldtes magtanvendelse i forbindelse med anholdelsen (præmis 29). EMD fandt, at myndighederne mere grundigt burde have undersøgt, hvorledes skaderne kunne være opstået, og om klagerens adfærd havde gjort det strengt nødvendigt ("strictly necessary") at anvende fysisk magt under anholdelsen (præmis 32). En dommer udtaler, at Tyrkiet efter hans opfattelse kun burde være dømt for en processuel krænkelse af EMRK artikel 3.

I Polanowski mod Polen, sagsnr. 16381/05, afgjort af EMD den 27. april 2010, klagede en person over en brutal anholdelse. Han var 23. december 2002 efter et skænderi med sin hustru, hvor hustruen hævdede, at han havde slået hende, af politiet på opfordring fra hustruen blevet anholdt og derpå indbragt til et afrusningscenter ("sobering-up centre"). Lægerne på afrusningscenteret havde konstateret, at klageren havde skader i ansigtet. Han var derpå i en ambulance blevet sendt på skadestuen. Han blev ifølge lægeerklæring undersøgt den 23. december kl. 03.41. Det fremgik af erklæringen, at klageren var blevet slået, at han havde et mærke ved det højre øje, et hæmatom på et højre øverste øjenlåg samt hudafskrabninger på kinden og venstre side af panden. Den pågældendes tilstand tydede ifølge erklæringen på indtagelse af spiritus. Efter at være udskrevet fra centeret henvendte klageren sig igen til en læge og blev den 23. december kl. 12.35 på ny undersøgt. Af erklæringen fremgik det, at klageren var blevet slået, at et sår ved højre øje var blevet syet, at der var et hæmatom ved det venstre øjenlåg, at der var hudafskrabninger på hovedet og nederste læbe, og at der var mærker på begge håndled samt fingre på venstre hånd. Der var mærker på lænden. Af en lægeudtalelse fra den 24. december fremgik det, at klageren kunne forvente følger af sine skader, der varede længere end 7 dage. (Se lægeudtalelserne i præmis 20-24). Personen klagede til anklagemyndigheden over behandlingen og gjorde gældende, at han var blevet slået af politifolkene i lejligheden, hvor han blev anholdt, at han var blevet sparket undervejs til politiets transportvogn, og at han var blevet slået og sparket under indtransport til afrusningscenteret. Anklagemyndigheden undersøgte sagen og foretog en række afhøringer af en nabo, der angav, at han havde set episoden, klagerens hustru, klagerens svigermor, personale i afrusningscenteret samt de politifolk, der havde været til stede. Anklagemyndigheden opgav sagen og rejste ikke tiltale mod politifolkene i anledning af klagen. I præmis 62 konstaterer EMD, at de nationale myndigheder under efterforskningen havde foretaget afhøring af klagerens kone, klagerens svigermor, en nabo, politifolkene, der deltog i anholdelsen og ansatte på afrusningsanstalten, der undersøgte klageren den omhandlede nat. EMD bemærker i samme præmis, at de nationale myndigheder under klagesagen havde indhentet en ekspertudtalelse. EMD udtaler videre i præmis 62, at EMD finder, at myndighederne ikke har været i stand til at fremkomme med overbevisende grunde til, at man lagde den udlægning af begivenhedsforløbet, som fremkom fra politifolkene til grund. EMD skriver videre: "Anklagemyndigheden lagde politifolkenes forklaringer til grund, uden at forholde sig til den omstændighed, at de havde en interesse i sagens udfald og i at rense sig selv for anklagerne. EMD understreger betydningen af, at polititjenestemænds vidneudsagn vurderes kritisk under sådanne omstændigheder". 

I sagen Muradova mod Azerbaijan, som Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) afgjorde den 2. april 2009 under sagsnummer 22684/05 udtaler EMD sig meget klart om nationale myndigheders pligt til ikke at overvurdere betydningen af vidneudsagn fra polititjenestemænd, der er indklaget for vold mod borgere, eller som er kolleger til indklagede polititjenestemænd.

I sagen Dzwonkowski mod Polen, sagsnummer 46702/99, afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 12. april 2007, fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 3. Den 13. juni 1997 var politiet blevet tilkaldt, fordi nogle unge mennesker lavede uro foran en døgnkiosk. Da politiet ankom, forsøgte nogle af de tilstedeværende, herunder klageren, at undløbe. Politiet fik anholdt klageren. Klageren havde efterfølgende fået brud på næsen, hånden, kæben og ved siden af sin højre øjenhule. Han klagede efterfølgende og påstod, at han havde været udsat for vold fra politiet. Politifolkene hævdede, at de kun havde anvendt den fornødne magt til at passivisere klageren. to af klagerens venner understøttede klagerens påstand om, at politiet havde slået ham. Lægelige udtalelser kunne ikke udelukke, at skaderne var opstået som forklaret af klageren. De kunne på den anden side ikke udelukke, at skaderne kunne være opstået som forklaret af politiet. EMD kritiserede blandt andet, at de nationale myndigheder tillagde udsagn fra politifolkene om, at klageren havde påført sig selv skaderne ved at slå hovedet ned mod en kantsten, nogen vægt, idet en sådan adfærd fra klageren efter EMDs opfattelse forekommer usandsynlig, idet skadernes antal talte mod, at noget sådant skulle være sket (præmis 64). I § 65 kritiserede EMD, at anklagemyndigheden "betingelsesløst" lagde politifolkenes forklaringer til grund for en afgørelse uden at tage hensyn til det forhold, at de havde en åbenbar interesse i sagens udfald og i at minimere deres eget ansvar. EMD fandt, at både den materielle del og den processuelle del af artikel 3 var krænket. EMD henviste som sædvanligt til, at bevisbyrden hviler på medlemsstaten, når en borger, der ikke har fysiske skader, inden denne frihedsberøves af myndighederne, har sådanne ved løsladelsen. Kan medlemsstaten ikke løfte bevisbyrden, anses artikel 3 for krænket. Endvidere ansås medlemsstatens efterforskning af episoden ikke for tilstrækkelig omhyggelig, hvorfor artikel 3 også af denne grund var krænket.

I Samardak mod Ukraine afgjort af EMD den 4. november 2010 under sagsnummer 43109/05 ansås EMRK artikel 3 for krænket såvel materielt som processuelt. Klageren havde lørdag den 20 april 2002 på et busstoppested leget med en kniv, og han var derfor blevet anholdt. Efter endt afhøring var han blevet løsladt. Den følgende mandag indgav han anmeldelse til myndighederne om vold begået af politiet under afhøringen. På dette grundlag blev der foretaget en lægeundersøgelse, som viste, at klageren havde pådraget sig flere mindre skader, som tilsammen blev vurderet som værende "mindre alvorlige skader" ("cumulatively qualifying as minor bodily injurie"). Se præmis 8. Politifolkene, som havde foretaget anholdelsen, forklarede under efterforskningen ved de nationale myndigheder, at den pågældende havde modsat sig anholdelsen, og at politiet derfor havde anvendt den fornødne magt for at pacificere ham ("subdue him"). Se præmis 10. Ved en ny lægelig vurdering af klageren foretaget mellem den 3. og den 7. juni 2002 fandt man, at han udover de oprindelige skader havde adskillige frakturer af ribben, som kunne være opstået den 20. april 2002 (præmis 12). Betjentene havde efterfølgende tilføjet til deres forklaringer, at klageren var faldet ned på jorden, da politiet havde anvendt den fornødne magt, og at han på denne måde var kommet til skade (præmis 16). Sagen verserer fortsat ved de hjemlige domstole. Af præmis 38 fremgår det, at EMD fandt, at den materielle del af artikel 3 var krænket blandt andet som følge af det oplyste om skadernes karakter, som efter EMDs opfattelse ikke var forenelig med polititjenestemændenes forklaringer. Af præmis 34 fremgår, at EMD ved bevisvurderingen også tog hensyn til, at den pågældende var blevet afhørt uden tilstedeværelsen af en advokat. EMD fandt endvidere, at de nationale myndigheder ikke havde været tilstrækkelige hurtige og omhyggelige med at få afhørt alle relevante vidner, hvorfor nogle af vidnerne ikke længere kunne huske detaljer (se navnlig præmis 46). Den processuelle del af artikel 3 blev derfor ligeledes anset for at være krænket. Se præmis 48. Af præmis 52 fremgår det, at klageren fik tilkendt en godtgørelse på 10.000 euro. Det er værd at bemærke, at det fremgår af præmis 19, at de nationale myndigheder blandt andet også havde foretaget afhøringer af adskillige andre, der havde været tilbageholdt af politiet på samme tidspunkt som klageren ("... several individuals detained in the police station on the same date.."), hvilket imidlertid ikke var tilstrækkeligt til at undgå, at den processuelle del af artikel 3 af EMD blev anset for krænket.

Tidligere klager over en polititjenestemand skal indgå i bevisvurderingen under behandlingen af nye klager mod denne
Klager en borger over, at en polititjenestemand har udøvet vold eller udsat borgeren for overdreven magtanvendelse, er det relevant under vurderingen af sagen at tage hensyn til, om der tidligere er klaget over, at den pågældende polititjenestemand har udvist voldsom adfærd, også selv om de tidligere klager mod den pågældende ikke har ført til, at der er rejst kritik mod den pågældende polititjenestemands adfærd.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lod oplysninger om tidligere klager mod en polititjenestemand indgå i bevisvurderingen i sagen Rivas mod Frankrig afgjort den 1. april 2004 under sagsnummer 59584/00. Her fandt EMD, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 3. Det fremgår af sagen, at klageren påstod, at han var blevet slået af en polititjenestemand på en politistation, hvilket polititjenestemanden nægtede. Af afgørelsens præmis 49, in fine, fremgår blandt andet, at EMD tog hensyn til, at der forelå oplysninger om, at der tidligere var klaget over brutal adfærd fra den pågældende polititjenestemænd. De franske myndigheders henvisning til, at klagerne var blevet frafaldet, ansås af EMD ikke for at have betydning for vurderingen af sagen, idet oplysningerne kunne have betydning for vurderingen af den pågældende polititjenestemands "attitude". 

For at klageren kan påberåbe sig eventuelle tidligere klagesager mod en polititjenestemand under en sag, hvor klageren gør gældende, at den pågældende har optrådt voldeligt, skal klageren naturligvis have adgang til sådanne oplysninger, såfremt de findes. I 1998 blev lov om offentlighed i forvaltningen med lov nr. 276 af 13/05/1998 ændret, således at offentligheden ikke længere har aktindsigt i for eksempel oplysninger om disciplinære afgørelser mod underordnede ansatte i politiet. Derimod blev forvaltningsloven ikke ændret. En part kan således fortsat få aktindsigt i personalesager i samme omfang, som tilfældet var før lovændringen. Af 2. afsnit i De almindelige bemærkninger til L 33 fremsat under titlen: "Forslag til lov om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen. (Aktindsigt i personalesager)" fremgår blandt andet følgende: "Lovforslaget indebærer alene en ændring af offentlighedsloven og har derfor kun betydning for offentlighedens adgang til aktindsigt i personalesager. Lovforslaget berører ikke de særlige regler om partsaktindsigt i forvaltningslovens kapitel 4. Indgår der f.eks. i en klagesag i forvaltningen oplysninger om de pågældende medarbejderes personalemæssige forhold med henblik på at supplere det faktiske afgørelsesgrundlag, vil disse oplysninger ligesom i dag være undergivet aktindsigt for sagens parter efter forvaltningsloven." Lovændringen synes således ikke at komme i konflikt med EMRK, idet en person, der klager over en polititjenestemands voldelige adfærd også efter lovændringen har krav på fra myndighederne at modtage oplysninger om eventuelle tidligere klager mod en indklagede polititjenestemand.

Klagers sene anmeldelse og andre forhold, der påvirker troværdigheden af klagerens påstande om overgreb
I Aleksandr Smirnov mod Ukraine afgjort af EMD den 15. juli 2010 under sagsnummer 38683/06 anmeldte klageren til de nationale myndigheder, at han under en anholdelse den 26. marts 2002 havde været udsat for vold fra politiet. De nationale myndigheder iværksatte en undersøgelse af klagen, hvor myndighederne blandt andet indhentede materiale herunder røntgen-billeder fra et hospital, hvor klageren forklarede, at han havde været i behandling efter den påståede vold. Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren var anholdt fra den 26. marts 2002 til den 29. marts 2002, og at han efter løsladelsen første gang henvendte sig til læge den 15. april 2002, hvor han forklarede, at han havde smerter i brystkassen. Den 22. april 2002 var han igen hos læge, hvor det kunne konstateres, at han havde fået slag mod ribbenene. Ved denne lejlighed oplyste han, at disse skader skyldtes, at han var faldet ned af en trappe den 13. april 2002 (præmis 13). Den 25. april blev han indlagt frem til 8. maj 2002. Under indlæggelsen blev klageren behandlet for brud på et ribben og skader på brystbenet. Det er ubestridt, at klageren blev tilset af ambulancepersonale den 26. marts 2010 på politistationen (den dag hvor han blev anholdt). Dette skyldtes, at klageren, da han var blevet præsenteret for beviser vedrørende sin besiddelse af narkotika, havde skåret sig selv hen over halsen med en nøglering. Han var ved denne lejlighed begyndt at bløde, hvorfor politiet havde tilkaldt en ambulance. Ambulancepersonalet havde fundet, at der var tale om en mindre skade, hvorfor han var blevet behandlet på stedet (præmis 6). Under behandlingen af klagesagen blev ambulancefolkene afhørt i oktober 2003. Disse forklarede, at klageren ikke til dem havde fortalt om overgreb, og at såret, som han havde på halsen, var betydningsløst ("insignificant") (præmis 20). Af præmis 20 fremgår også, at den læge, som havde indlagt klageren i april 2002 heller ikke huskede, at klageren skulle have klaget til ham over overgreb. I februar og april 2005 forsøgte myndighederne at identificere medindsatte for at høre, om klageren overfor disse under selve frihedsberøvelsen skulle have givet udtryk for, at han havde været udsat for overgreb. Tre af disse huskede ikke, at klageren skulle have udtalt noget om overgreb, medens den fjerde medindsatte fortalte, at han huskede, at klageren havde fortalt, at han var blevet slået af politiet, uden at han havde oplyst nærmere detaljer (præmis 28). Under afhøring af klageren havde denne forklaret, at grunden til, at han oprindeligt havde oplyst, at skaderne skyldtes et uheld, var, at han på dette tidspunkt ikke ønskede en straffesag mod politibetjenten (præmis 31). Af præmis 55 fremgår, at EMD finder det umuligt at bevise, at der var sket en krænkelse af den materielle del af EMRK artikel 3. Af præmis 63 fremgår det imidlertid, at EMD fandt, at der var sket en krænkelse af den processuelle del af EMRK artikel 3. I præmis 59 udtaler EMD, at det ikke kan udelukkes, at efterforskningen er blevet vanskeliggjort af, at klageren først 10 måneder efter episoden anmeldte denne. EMD udtaler imidlertid, at dette ikke bør føre til, at man uden videre betragter dette som en hindring for at gennemføre en efterforskning. Det påpeges - også i præmis 59 - at myndighederne kunne have gjort sig større anstrengelser for at undersøge de lægelige dokumenter i sagen. I præmis 57 bemærker EMD, at det lægelige materiale, som var indhentet, ikke modsagde klagerens påstand om, at han havde været udsat for overgreb. I samme præmis udtales, at der ikke er noget i sagen, der fører til, at det kan antages, at klagen er af en sådan karakter, at der ikke bør ske en hurtig og effektiv efterforskning.

Relevante vidner, herunder klageren eller medindsatte skal udfindes og afhøres
I Lopata mod Rusland afgjort den 13. juli 2010 under sagsnummer 72250/01 omtalt nærmere ovenfor havde de nationale myndigheder undladt at rejse straffesag i anledning af en klage over politivold, og man havde undladt at afhøre politifolkene, klageren selv samt medindsatte, der skulle have set mærker på den forurettede efter overfaldet. Dette blev anset for at udgøre en krænkelse af den processuelle del af EMRK artikel 3. Se navnlig præmis 116 og 117. Det fremgår også, at det var myndighedernes pligt at forsøge at identificere medindsatte, som måtte have oplysninger af betydning for sagen. 

I Bisir og Tulus mod Moldova afgjort den 17. maj 2011 under sagsnummer 42973/05, hvor en person havde klaget over vold begået af polititjenestemænd under ransagning af dennes celle, fandt EMD, at efterforskningen ikke levede op til kravene i den processuelle del af EMRK artikel 3, idet klageren og dennes medindsatte ikke havde været afhørt (præmis 53. Endvidere kritiserede EMD, at myndighederne havde undladt at give en sandsynlig forklaring på de skader, som klageren havde pådraget sig. EMD fandt det kritisabelt, at myndighederne lagde til grund, at skaderne enten var selv-påførte eller hidrørte fra et fald, og at denne konklusion ikke var underbygget. Se præmis 54.

I Musa Yilmaz mod Tyrkiet afgjort af EMD den 30. november 2010 under sagsnummer 27566/06 hævdede klageren, at han under ophold i detentionen hos politiet i juli 1998 havde været udsat for overgreb begået af polititjenestemænd. EMD finder blandt andet, at der var sket en krænkelse af den processuelle del af EMRK artikel 3, blandt andet fordi myndighederne ikke havde forsøgt at sikre eventuelle øjenvidner som for eksempel de personer, der blev anholdt sammen med klageren, eller andre som måtte have været til stede på politigården eller i detentionen på den dag, hvor hændelsen skulle have været fundet sted. Af præmis 55 fremgår således blandt andet: "Thirdly, both the prosecutor and the first-instance court failed to secure the testimonies of potential eyewitnesses, such as the persons arrested together with the applicant, others present at the police station or in detention on the day of the events or the receptionist of the hotel."

I sagen Popa mod Moldova afgjort af EMD den 21. september 2010 under sagsnummer 29772/05, klagede en borger over, at politiet havde begået vold mod hende på politistationen umiddelbart efter, at hun var blevet anholdt på klagerens søsters bopæl, hvor klageren ifølge politiet havde været i slagsmål med andre festdeltagere. De nationale myndigheder rejste straffesag mod klageren i anledning af hendes adfærd overfor politiet under samme anholdelse. Af afgørelsens præmis 7 følger, at politibetjenten, der forestod anholdelsen, forklarede, at han, da han var ankommet til stedet, var blevet udsat for fornærmende udtalelser fra klageren og dennes svoger. Efter at politibetjenten havde advaret klageren, begyndte hun at slå på og sparke sin svoger. Svogeren forklarede, at klageren ville slås med politimanden, og at hun hev i hans skulderstropper i et forsøg på at rykke dem af, samtidigt med at hun tiltalte politibetjenten som "rådden panser" og fortalte ham, at hun kendte en tidligere strafafsoner, som kunne gøre det af med ham. Nogle civile, som tilfældigvis befandt sig på politistationen, da klageren efter anholdelsen blev indbragt dertil, forklarede, at klageren havde råbt fornærmende udtryk mod politifolkene, at hun hev i deres beklædning, og at hun truede dem med, at de ville blive fyret fra politiet (præmis 9). Den 28. juli 2004, som var dagen efter anholdelsen, blev klageren undergivet en retsmedicinsk undersøgelse, hvor der blev konstateret mindre skader på hende. Her forklarede hun, at hun var blevet overfaldt af tre ukendte mænd (præmis 13). Den 3. august 2004 klagede klageren til anklagemyndigheden over, at hun den 27. juli 2004 var blevet udsat for vold fra tre ukendte personer under politiets tilstedeværelse. Hun fremlagde navnene på de to politifolk, der havde været til stede, da hun blev udsat for vold, og hun fremlagde lægeudtalelsen af 28. juli 2004. Den 30. september 2004 meddelte anklagemyndigheden klageren, at man ikke ville foretage videre i sagen. Anklagemyndigheden havde under sagens behandling blandt andet foretaget afhøringer af svogeren og andre civile. Af præmis 23 fremgår det, at den nationale straffelov foreskriver, at anklagemyndighedens afgørelse kan indbringes for retten. Anklagemyndighedens afgørelsen blev af klageren indbragt for retten, hvor der blev foretaget mundtlig forhandling. Retten fandt, at anklagemyndighedens afgørelse var lovlig, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den. Under denne sag blev et større antal vidner - herunder klagerens familiemedlemmer - afhørt (præmis 21). I præmis 37 bemærker EMD, at klagerens forskellige forklaringer om den påståede vold var modstridende. I præmis 40 bemærker EMD, at klageren havde skader på kroppen, som ifølge de lægelige oplysninger kan være påført på den måde, som hun har forklaret. Myndighederne har derfor pligt til at foretage en effektiv efterforskning af hendes påstande om, at hun har været udsat for vold fra myndighederne. I præmis 42 bemærker EMD, at anklagemyndigheden kun har afhørt de vidner, der vidnede til myndighedernes fordel, hvilket EMD dog er opmærksom på blev delvist korrigeret under sagens behandling for retten. Imidlertid fremhæver EMD, at der er vidner, som klageren havde peget på, som ikke blev afhørt. I præmis 43 udtaler EMD, at såfremt de nationale myndigheder havde ladet klageren undersøge ved ankomsten til politistationen, ville man muligvis have kunnet få afklaret, hvorvidt hun havde pådraget sig skaderne før ankomsten til politistationen (som hævdet af myndighederne) eller efter ankomsten (som hævdet af klageren). Manglen på en sådan undersøgelse førte efter EMDs opfattelse til, at myndighederne ikke kunne løfte den bevisbyrde, som hviler på myndighederne efter praksis ved EMD  Der blev derfor statueret krænkelse af EMRK artikel 3 (præmis 43-45).

I sagen Dondu Erdogan mod Tyrkiet, sagsnr. 32505/02, afgjort af EMD den 23. marts 2010 blev EMRK artikel 3 anset for krænket, blandt andet fordi man ikke havde foretaget en grundig afhøring af klageren. I præmis 52 udtaler EMD blandt andet: "... the authorities must take whatever reasonable steps they can to secure the evidence concerning the incident, including, inter alia, a detailed statement concerning the allegations from the victim ". I præmis 56 begrundes domfældelsen af Tyrkiet blandt andet således: ".. Lastly, the Court notes that the applicant was at no point asked to provide a statement regarding her allegations of ill-treatment during the preliminary investigation. .."

I afgørelsen Trajkoski mod den tidligere Jugoslaviske republik, Makedonien, (sagsnummer 13191/02) afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 7. februar 2008, fandt EMD, at vidner, som klageren havde bedt om at få ført, burde være afhørt. Statsadvokaten og retten havde kun afhørt de indklagede polititjenestemænd. EMD fandt, at EMRK artikel 3 var krænket. EMD fandt det ikke bevist, at skaderne på klienten hidrørte fra overdreven magtanvendelse, idet forskellige lægeudtalelser på afgørende måde modsagde hinanden. Det var således alene manglen på effektiv efterforskning, der førte til, at artikel 3 ansås for krænket. Klageren havde fået ganske få og meget overfladiske skrammer efter at være blevet smidt ud fra forhallen på en politistation. I denne sag ansås det således ikke bevist, at den materielle del af artikel 3 var krænket. Derimod var den processuelle del af bestemmelsen krænket. 

Påstande om, at politifolk har vanskeliggjort forfølgningen af en sag mod politifolk, skal undersøges
I Vachkovi mod Bulgarien afgjort af EMD den 8. juli 2010 under sagsnummer 2747/02 fandt EMD, at såvel den materielle del som den processuelle del af EMRK artikel 2 var krænket. Den 6. juni 1999 havde politiet på en fodboldbane fået øje på klagerens søn, der var efterlyst for blandt andet røveri og ulovlig våbenbesiddelse. Det lykkedes klagerens søn sammen med en kammerat at undløbe i bil. De blev straks eftersat af politiet. Under eftersættelsen var der skudveksling mellem personerne i klagerens bil og politiet. På et tidspunkt forlod de to mænd bilen. Klagerens søn løb ind i en bygning, som straks blev omringet af politiet. Politi trængte ind i bygningen, og nogen tid efter kom nogle politifolk ud af bygningen med klagerens søn, der var blevet skudt i hovedet. Han døde kort tid efter. Myndighederne hævdede, at klagerens søn havde begået selvmord ved at skyde sig i hovedet med sit våben. Klageren gjorde under sagen gældende, at det var usikkert, om sønnen var i besiddelse af et våben på det tidspunkt, hvor han løb ind i bygningen. Det burde efter EMD's opfattelse være efterforsket, om våbenet kunne være blevet placeret i bygningen af politiet. Af præmis 92 fremgår det blandt andet, at EMD fandt, at der burde være taget fingeraftryk på våbenet.

Myndighedspersoners og borgeres gensidige beskyldninger om vold skal undersøges efter samme standarder
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har i mange år fulgt det udgangspunkt, at domstolen overlader bevisbedømmelsen til national ret. I de senere år har domstolen dog i sager, hvor Domstolen har undersøgt, om EMRK. artikel 2 eller EMRK. artikel 3 kan være krænket, i meget vidt omfang foretaget en egentlig bevisvurdering.

I Zelilof mod Grækenland (app. nr. 17060/03) fandt EMD anledning til at kritisere bevisvurderingen i et tilfælde, hvor en medlemsstats domstole havde lagt mere vægt på nogle polititjenestemænds forklaring end på nogle borgeres forklaring, da borgerne skulle straffes for vold mod politiet. I denne sag udtaler EMD blandt andet, at der ikke var anvendt samme standarder ved bedømmelsen af politifolkenes og af de civiles forskellige forklaringer om, hvad der var foregået. EMD kritiserede blandt andet, at de nationale myndigheder havde lagt vægt på, at de civiles forklaringer kunne være et led i en taktik i forhold til den ventende straffesag mod dem. EMD fandt, at politifolkene kunne have haft en tilsvarende interesse i at udtale sig taktisk i forhold til en mulig disciplinærsag mod dem. Domstolen fandt, at de nationale myndigheder ikke havde noget grundlag for at konkludere, at de civiles forklaringer var mere "subjektive" end politifolkenes. (afgørelsens § 60). Dette er i præmis 60 blandt andet udtrykt således: "In the Court's view, the administrative inquiry applied different standards when assessing the testimonies as those given by the civilians involved in the events were recognised as subjective but not those given by the police officers. However, the credibility of the latter testimonies should also have been questioned as the administrative proceedings had also sought to establish whether they were liable on disciplinary grounds."

I Ognyanova og Choban mod Bulgarien afgjort under sagsnummer 46317/99 den 23. februar 2006 anså EMD den processuelle del af EMRK artikel 3 for krænket. De nationale myndigheder havde efter EMDs opfattelse ikke i tilstrækkelig grad undersøgt, om klageren, der var afgået ved døden i politiets varetægt, havde begået selvmord ved at springe ud af vinduet fra et lokale på 3. sal på den politistation, hvor han var til afhøring, fordi hans psykiske tilstand generelt var dårlig, eller om springet gennem vinduet var motiveret af handlinger begået af polititjenestemænd, som befandt sig i afhøringslokalet forud for det tidspunkt, hvor han sprang ud af vinduet. I præmis 109 fremhæver EMD blandt andet, at de tilstedeværende polititjenestemænd havde en "åbenlys fordel ved at benægte at have begået noget forkert" ("an apparent gain from denying any alleged wrongdoing"). Blandt andet fordi polititjenestemændene havde ændret forklaring efter, at obduktionsresultaterne var blevet kendt, og at de nationale myndigheder ikke havde forholdt sig mere kritisk til disses forklaringer, fandt EMD, at EMRK. artikel 2 var krænket. I § 110 kritiserer EMD, at den afdødes medsigtede, som havde befundet sig nær ved afhøringsværelset, da episoden fandt sted, kun blev afhørt en gang af de indklagede myndigheder, idet han er "det eneste vidne, som ikke er ansat i politiet" (" the only witness who was not a member of the police force"). Bemærkningerne i § 110 er svære ikke at forstå således, at vidneudsagn, der kommer fra personer uden tilknytning til politiet, bør tillægges særlig betydning, i sager, hvor der foretages undersøgelser mod polititjenestemænd.

Lægeundersøgelsen af en person, der påstår sig udsat for vold fra myndighedspersoner, skal ske straks og være grundig

Lægeundersøgelser af personer, der påstår sig udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3, skal, som EMD har anført for eksempel i
Ibrahim Ergun mod Tyrkiet omtalt nedenfor, have adgang til en lægeundersøgelse, der opfylder kravene i de såkaldte CPT standarder (CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2011) og i den såkaldte “Istanbul Protocol”. Af side 6, præmis 36 i CPT standarne fremgår blandt andet, at enhver, der er tilbageholdt af politiet, har ret til at kræve at blive undersøgt af en læge valgt af den pågældende selv foruden den læge, som politiet tilkalder for at undersøge den pågældende. Dette udtales i teksten således: "....the right to request a medical examination by a doctor of his choice (in addition to any medical examination
carried out by a doctor called by the police authorities). .."

I Ibrahim Ergun mod Tyrkiet afgjort af EMD den 24. juli 2012 under sagsnummer 238/06 blev EMRK artikel 3 anset for krænket i et tilfælde, hvor en advokat (klageren), der var blevet anholdt ved en demonstration havde fået nogle blå mærker på kroppen, som han påstod hidrørte fra overdreven magtanvendelse udøvet af politiet under anholdelsen. Myndighederne gjorde med henvisning til en lægeundersøgelse foretaget af myndighederne under frihedsberøvelsen gældende, at skaderne var påført den pågældende inden dennes kontakt med politiet, medens klageren henviste til en lægeundersøgelse, som han selv havde fået foretaget hos en privat menneskerettighedsorganisation to dage efter løsladelsen, som udtalte, at skaderne kunne være påført klageren på anholdelsestidspunktet. EMD fandt i præmis 49, at myndighederne ikke med lægelig dokumentation havde godtgjort, at skaderne kunne være påført klageren på et tidspunkt forud for anholdelsen. 

I Parnov mod Moldova afgjort af EMD den 13. juli 2010 under sagsnummer 35208/06 klagede en mand over en brutal anholdelse den 22. marts 2005 samt over, at han under indtransport og efter ankomst til politigården blev slået blandt andet med en plasticflaske fyldt med vand. Klageren var vagtmand. Han oplyste, at han var på vej hjem fra arbejde, da han blev antruffet af nogle mænd, der ville give ham en lille pakke. Medens han stod ved mændene, kom to yderligere mænd løbende til, medens de råbte til de tilstedeværende, at de skulle stoppe, og at de var fra politiet. Mændene undløb inklusive klageren. Efter at have løbet cirka 700 meter snublede klageren, og han blev overmandet af en politimand. Politifolkene var civilklædte, og klageren hævdede, at han ikke vidste, at de var politifolk. Klageren hævdede, at han under anholdelsen blev slået, og at han yderligere blev slået i bilen under indtransport og efter at være ankommet til politistationen. Politifolkene hævdede, at de skader, som klageren havde pådraget sig, var forårsaget af, at klageren havde modsat sig anholdelsen, og at politiet derfor havde været nødsaget til at bruge den fornødne magt til at pacificere ham. Politifolkene forklarede videre, at klageren havde skudt mod dem med en tåregaspistol. Klageren bestred ikke, at han havde haft en sådan pistol, idet han benyttede den i forbindelse med sit arbejde. Han bestred, at han havde brugt den mod politiet, men at en politimand havde affyret den, efter at klageren var blevet pacificeret. Klagen over politiet blev indgivet den 23. marts 2005, som var dagen efter anholdelsen. Statsadvokaten iværksatte en undersøgelse, og det blev besluttet at klageren skulle undersøges hos en retsmediciner den 30. marts 2005. Klageren hævdede, at en del af de synlige tegn på vold var forsvundet inden lægeundersøgelsen. En af politifolkene, der forestod anholdelsen, havde pådraget sig skader af nogenlunde samme karakter som klageren. Under en straffesag mod klageren blev denne i første og anden instans fundet skyldig i at have skudt med tåregaspistolen mod en af politibetjentene, for hvilket han blev idømt 5 dages fængsel. I tredje instans blev han frifundet. Der blev ikke rejst straffesag mod politifolkene, idet myndighederne lagde vægt på politifolkenes forklaring om, at klageren havde skudt mod politiet, og at politiet alene havde anvendt den fornødne magt til at gennemføre anholdelsen. Myndighedernes begrundelse er nærmere refereret i præmis 14, hvoraf det også fremgår, at statsadvokaten havde afhørt vidner, der havde set episoden. Et af disse vidner forklarede, at vidnet havde set klageren skyde mod en polititjenestemand, og nogle vidner havde hørt pistolskud. Ingen havde set klageren i slagsmål med politifolkene (også præmis 14). Af præmis 31 fremgår det, at EMD finder, at den materielle del af EMRK artikel 3 var krænket, idet medlemsstaten ikke kunne godtgøre, at skaderne på klageren ikke skyldtes en krænkelse af EMRK artikel 3. Af præmis 34 og 35 fremgår det, at den processuelle del af artikel 3 også ansås for krænket. EMD hæftede sig især ved, at der gik en uge, inden klageren blev lægeundersøgt, medens politifolkene var blevet undersøgt umiddelbart efter hændelsen. Af præmis 34 fremgår det også, at EMD kritiserede, at de nationale myndigheder i for høj grad tillagde polititjenestemændenes forklaringer bevismæssig vægt, medens de forkastede de øvrige vidners forklaringer. Afgørelsen er også interessant, idet EMD i præmis 30 påpeger, at myndighederne burde havde ladet klageren lægeundersøge umiddelbart efter ankomsten til politistationen. EMD tilføjer (også i præmis 30) derpå følgende: "In this connection, the Court notes that a medical examination, together with the right of access to a lawyer and the right to inform a third party of the detention, constitute fundamental safeguards against the ill-treatment of detained persons which should apply from the very outset of deprivation of liberty (see the 2nd General Report of the European Committee for Prevention of Torture, CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2006, § 36)"

Myndighedspersoner må ikke være til stede i lægeværelset, når en klager undersøges for mærker efter påstået vold
I Lopata mod Rusland afgjort den 13. juli 2010 under sagsnummer 72250/01 havde en person klaget over, at EMRK artikel 3 var krænket, fordi han som anholdt den 8. september og 9. september 2000 var blevet trakteret med slag under en indledende afhøring hos politiet, hvor han var sigtet for drab. Han klagede også over, at EMRK artikel 6 var krænket, fordi en tilståelse, som han havde underskrevet under pres, var blevet anvendt som bevis under den efterfølgende straffesag mod ham. Det fremgår af sagen, at klageren den 14. september 2000 blev undersøgt af en læge, som noterede, at han ikke kunne se mærker efter slag. Der blev under klagesagen ved de nationale myndigheder fremlagt erklæringer fra to medindsatte samt klagerens advokat, hvor disse erklærede, at de havde set, at han havde mærker efter slag mv. I præmis 114 bemærker EMD, at der ikke bør være politipersonale og andre myndighedspersoner ("police officers and other government officials") til stede i konsultationsværelset, når en læge skal undersøge en person, der påstår sig udsat for vold fra myndighedspersoner.

I Salmanoglu og Polattas mod Tyrkiet afgjort den 17. marts 2009 af EMD under sagsnummer 15828/03 fandt EMD, at lægeundersøgelser foretaget af en frihedsberøvet person i et lægeværelse, hvor der havde været en fængselsbetjent til stede under undersøgelsen, ikke kunne tillægges bevismæssig betydning. Disse undersøgelser udgjorde således ikke et tilstrækkeligt grundlag for at afvise klagerens påstande om, at denne havde været udsat for overgreb under frihedsberøvelsen. I præmis 80 anfører EMD blandt andet: "The Court has further referred to the CPT’s standard that all medical examinations should be conducted out of the hearing, and preferably out of the sight, of police officers.". Også i præmis 80 anføres yderligere: "The Court has already reaffirmed the European Committee for the Prevention of Torture’s (“CPT”) standards on the medical examination of persons in police custody and the guidelines set out in the Manual on the Effective Investigation and Documentation of Torture and Other Cruel, Inhuman or Degrading Treatment or Punishment, “Istanbul Protocol”.."

I torturkomiteens rapport af 12. september 2013 vedrørende Bosnien og Herzegovina påpeges i præmis 27 blandt andet: "all medical examinations of persons in police custody, whether carried out on police premises or in a health care facility, shall take place out of the hearing and - unless the doctor concerned expressly requests otherwise in a given case - out of the sight of police officers; ..."

I sagen SA1-2011-42-0323 tiltrådte Statsadvokaten for København og Bornholm i en afgørelse af 13. december 2011, at Københavns Politi havde fundet, at en hundefører, der den 3. maj 2011 havde medvirket i en anholdelse på Amager af en tyverimistænkt, og hvis politihund havde skambidt den anholdte, var til stede i konsultationsværelset i Vestre Fængsel, da den anholdte få timer efter anholdelsen blev undersøgt af en læge. Statsadvokaten tiltrådte Københavns Politis synspunkt om, at politiet havde ret til at være til stede under lægetilsynet, idet lægen var "tilkaldt af Københavns Politi", og idet lægetilsynet "betales af Københavns Politi". Der var efter Københavns Politis og statsadvokatens opfattelse ikke tale om en undersøgelse, "der fordrer uvillighed". Se foto 1 og foto 2 af den anholdte, der efter det oplyste er optaget cirka 10 dage efter anholdelsen.

Domstolsprøvelse af sager om påstået brutalitet eller vold begået af myndighedspersoner

I Yavuz Celik mod Tyrkiet afgjort af EMD den 26. juli 2011 under sagsnummer 34461/07 af EMD fandt EMD, at EMRK artikel 3 var krænket, idet efterforskning af en sag, hvor en borger under anholdelse havde pådraget sig enkelte lette skader, ikke var blevet udført tilstrækkeligt grundigt, og idet sagen ikke var blevet vurderet af en domstol eller anden judiciel myndighed. Af præmis 55 fremgår blandt andet følgende (oversat fra engelsk af undertegnede): ".. EMD noterer sig, at fakta vedrørende striden om brutalitet overfor klageren ikke har været genstand for nogen prøvelse af en national domstol eller anden judiciel myndighed, og at undersøgelsen som følge heraf ikke har været tilstrækkelig til at fastslå omstændighederne vedrørende behandlingen af klageren ...". Præmis 55 har i originalteksten følgende indhold: "55.  In the light of the foregoing, the Court considers that the documents in its possession show that the entire investigation was not carried out in a thorough manner and thus failed to meet the requirements of an effective investigation within the meaning of the Convention. The Court notes in particular that the facts of the dispute concerning the applicant’s ill-treatment have not been the subject of any determination by a national court or other judicial authority and that, consequently, the investigation was not capable of establishing the true circumstances surrounding the applicant’s treatment. The Court therefore considers that the Government, who simply relied on the unscrutinised statements of K.B. and Ö.M., that is the perpetrator of the alleged ill-treatment and his colleague and relative by marriage, have failed to meet their responsibility to provide a plausible explanation as to how the applicant suffered his injuries while he was in the hands of agents of the State. In those circumstances the Court finds that the violence inflicted on the applicant on 28 October 2006, as described by the applicant himself and which appears consistent with the findings of the medical report of the same date, reaches the threshold of inhuman and degrading treatment within the meaning of Article 3 of the Convention."

I Nachova m. fl. mod Bulgarien afsagt af EMD (Storkammeret) 6. juli 2005 under blandt andet sagsnummer 43577/98 blev Bulgarien dømt for krænkelse af EMRK artikel 2. En politibetjent havde skudt mod to ubevæbnede personer, der tog flugten, da betjenten ville forsøge at anholde dem. De havde ikke overgivet sig, da betjenten forudgående havde advaret dem om, at han ville skyde mod dem, hvis de ikke overgav sig. Af præmis 26 fremgår, at politibetjenten under den efterfølgende sag forklarede, at han forsøgte at skyde efter deres fødder, idet han ikke ville tilføje dem unødig skade. Begge personerne afgik ved døden som følge af skuddene. I præmis 74 henviser EMD til § 23 i "The United Nations Basic Principles on the Use of Force and Firearms by Law Enforcement Officials adopted on 7 September 1990 by the Eighth United Nations Congress on the Prevention of Crime and the Treatment of Offenders", som kræver, at "ofre og deres familier skal have adgang til en uafhængig prøvelse herunder en judiciel proces". Se en mere detaljeret gennemgang af afgørelsen nedenfor under politiets brug af skydevåben.

Se under domstolsprøvelse i straffuldbyrdelsesretten diskussionen om, hvorvidt en domstolsprøvelse efter grundlovens § 63 lever op til kravene i EMRK artikel 3.

Muligheden for prøvelse af sager om politibrutalitet ved nationale domstole eller menneskerettighedsdomstolen (EMD)
Det følger af retsplejelovens § 1019 a, stk. 1, 1. pkt., at klager over politiet indgives til vedkommende statsadvokat. Af § 1019 h følger, at statsadvokatens afgørelse vedrørende en adfærdsklage kan indbringes for rigsadvokaten, og at der ikke er yderligere klageadgang. 

Af retsplejelovens § 1020 c følger, at offentlig påtale tilkommer statsadvokaten i straffesager mod politiet med undtagelse af de særlige tilfælde, hvor påtalen ligger hos rigsadvokaten eller justitsministeren.

Det følger af § 1019 a, stk. 1, 2. pkt., at klage "over myndighedsmisbrug fra politiets side" under behandlingen af en straffesag kan fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling. I "Kommenteret Retsplejelov", 8. udgave, DJØF 2008, bind lll, side 592, fremgår af note 3 følgende: "Svarer til de tidligere tilsvarende bestemmelser (§ 814, stk. 1, og § 1019a), se hertil Gomard, Straffeprocessen s. 407f, og Gammeltoft-Hansen ll s. 73. Som det er anført i bemærkningerne til lovforslaget (FT 1994-95 tillæg A s. 3565), må retten - såfremt der fremsættes mundtlig klage til retsbogen - fremsende en udskrift af retsbogen til statsadvokaten."

Af retsplejelovens § 1019 f fremgår, at statsadvokaten under behandlingen af en klage over politiet "kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten". I praksis ses denne mulighed stort set ikke udnyttet. I en konkret klagesag (RA-2010-321-0200) anmodede den beskikkede advokat statsadvokaten om, at klageren i den konkrete sag blev afhørt indenretligt. Dette afviste såvel statsadvokaten som rigsadvokaten. Rigsadvokaten begrundede i skrivelse af 16. august 2010 til advokaten afgørelsen således: "Vedrørende det af NN anførte krav om at blive afhørt indenretligt, kan jeg oplyse, at det følger af retsplejelovens § 1019 f, at statsadvokaten i en adfærdsklagesag kan bestemme, at afhøring skal ske indenretligt. En indenretlig afhøring af en klager anvendes typisk i tilfælde, hvor det skønnes af betydning, at klageren afhøres under vidneansvar eller i et offentligt retsmøde. .." 

Klageren kan anlægge en civil sag mod myndighederne efter Grundlovens § 63, for eksempel såfremt klageren ønsker at rejse et erstatningskrav mod de ansvarlige myndigheder eller ønsker dom for, at klagerens rettigheder efter EMRK er krænket.

Det følger af EMRK artikel 35, at en klage til EMD som udgangspunkt kun kan behandles af EMD, når "alle nationale retsmidler er blevet udtømt". Omvendt følger det af praksis ved EMD, at EMD i tilfælde, hvor EMD finder, at de nationale myndigheder ikke i tilstrækkelig grad har efterforsket klager over krænkelser af EMRK artikel 2 eller EMRK artikel 3, antager en klage over krænkelse af disse bestemmelser, uden at klageren gennem en civil sag har krævet - eller forsøgt at kræve - erstatning eller dom for, at der er sket en krænkelse. Dette skyldes, at der ikke under en sådan civil sag er de samme muligheder som under en straffesag for at foranstalte de nødvendige undersøgelser af klager over krænkelser af artikel 2 og artikel 3. En civil sag anses i disse tilfælde ikke som et "effektivt retsmiddel", således som dette forstås i EMRK artikel 13.

Jon Fridrik Kjølbro anfører i "Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere", DJØF forlag 2007, 2. udgave, side 113, nederst, side 114, øverst, blandt andet: "Hvis en klage vedrører f. eks. mishandling i forbindelse med frihedsberøvelse i strid med artikel 3, vil indgivelse af anmeldelse til politiet med henblik på efterforskning og strafforfølgning som udgangspunkt være et effektivt retsmiddel." Til støtte for dette henviser forfatteren i note 35 på side 114 til Mikheyev mod Rusland afsagt af EMD den 26. januar 2006, præmis 86.

I Nikiforov mod Rusland, afgjort af EMD den 1. juli 2010 under sagsnummer 42837/04, fandt EMD, at EMRK artikel 3 var blevet krænket. En person, der havde været til afhøring hos politiet, hævdede overfor en dommer dagen efter afhøringen, at politiet med vold havde forsøgt at presse ham til at tilstå et røveri. Der blev foretaget en lægelig undersøgelse af klageren. Det konstateredes, at klageren havde brækket næsen, at han havde hudafskrabninger i ansigtet, og at han havde fået slået et stykke af en tand. De nationale myndigheder havde indledt strafferetlig efterforskning i sagen men havde opgivet påtalen af bevismæssige årsager. Af præmis 34 følger, at de nationale myndigheder under sagen ved EMD gjorde gældende, at klagen skulle afvises, idet klageren ikke havde udnyttet alle nationale retsmidler. Det fremgår således af sagen, at klageren ikke havde anlagt en civil sag med henblik på at søge erstatning. Han havde alene udnyttet den administrative klageadgang til den overordnede anklagemyndighed ved at klage over, at efterforskningen var blevet indstillet af de underordnede myndigheder. I præmis 38 fastslår EMD, at tilstedeværelsen af skaderne i klagerens ansigt sammenholdt med, at klageren gør gældende, at han er blevet slået af politiet, fører til, at myndighederne skal sandsynliggøre, at skaderne ikke er opstået på den måde, som klageren hævder. I præmis 51 fastslår EMD, at den omstændighed, at klageren har skader i ansigtet, og at han hævder, at disse skader er fremkommet efter, at han er blevet slået af politiet, fører til, at hans klage er velbegrundet. Der er således et "arguable claim" med hensyn til, at han har været udsat for politibrutalitet. Myndighederne har dermed en forpligtelse til at indlede en effektiv efterforskning af klagen. I præmis 48 bemærker EMD, at en effektiv efterforskning blandt andet indebærer, at myndighederne skal tage klagen alvorligt, bestræbe sig på at finde ud af, hvad der er sket, og at de ikke bør standse efterforskningen på grundlag af overfladiske og uholdbare konklusioner ("... the authorities must always make a serious attempt to find out what happened and should not rely on hasty or ill-founded conclusions to close their investigation or as the basis of their decisions"). I præmis 52 udtaler EMD, at skaderne på klageren taler for, at han har været udsat for en voldsforbrydelse, og at der derfor bør indledes en straffesag, hvilket ikke skete. I præmis 53 kritiserer EMD, at der ikke blev foretaget grundlæggende efterforskningsskridt som for eksempel en undersøgelse af gerningsstedet eller en konfrontation mellem klageren og de mistænkte polititjenestemænd. Af præmis 54 fremgår, at EMD fandt, at efterforskningen var for langsom. Af præmis 55 fremgår, at den processuelle del af EMRK artikel 3 ansås for krænket. Af præmis 47 fremgår, at den materielle del også var krænket.   

Også i tilfælde, hvor det gøres gældende, at myndighedspersoner har begået strafbart forhold mod en borger, uden at der nødvendigvis foreligger en krænkelse af EMRK artikel 2 eller artikel 3, vil det efter praksis ved EMD være tilstrækkeligt at indgive anmeldelse til myndighederne om det strafbare forhold, uden at borgeren også skal anlægge en civil sag med krav om erstatning. Jon Fridrik Kjølbro anfører i "Den Europæiske Menneskerettighedskonvention - for praktikere", DJØF forlag 2007, 2. udgave, side 114, blandt andet: "Hvis klagen vedrører en påstand om, at myndighedspersoner har begået strafbare handlinger, f. eks. i forbindelse med en anholdelse, kan det give anledning til tvivl, hvilke retsmidler der kræves udtømt. På den ene side vil det være muligt at indgive anmeldelse til politiet og dermed opfordre det offentlige til at indlede strafforfølgning, når forholdet ikke er undergivet privat påtale. Den forurettede har i sådanne tilfælde mulighed for i et vist omfang at fremsætte krav om erstatning som et adhæsionskrav under straffesagen. På den anden side vil det ligeledes ofte være muligt at anlægge civilt erstatningssøgsmål mod vedkommende myndighed eller myndighedspersoner. Udnyttelse af det strafferetlige retsmiddel vil være nemmere og mindre omkostningskrævende end anlæggelse af civilt søgsmål, hvorfor en klager kan have en væsentlig interesse i kun at indgive anmeldelse, og hvis dette ikke fører til det ønskede resultat da at klage til Domstolen. Domstolen har i praksis anerkendt, at det i et sådant tilfælde vil være tilstrækkeligt at udnytte det ene retsmiddel, nemlig at indgive politianmeldelse, og ikke anlæggelse af sag. Det synes i disse tilfælde at være afgørende for Domstolen, at medlemsstaten rent faktisk har haft mulighed for at råde bod på en sket krænkelse. Det forhold, at staten ikke foretager videre i anledning af en anmeldelse, skal således ikke føre til, at klager pålægges en yderligere forpligtelse. ..."

Jon Fridrik Kjølbro henviser i note 39 blandt andet til Assenov m. fl. mod Bulgarien afgjort af EMD den 28. oktober 1998 under sagsnummer 24760/94. I denne sag var klageren og hans søn blevet anholdt og taget med på politistationen. Faderen hævdede, at sønnen var blevet slået af politiet på den busstation, hvor han var blevet anholdt, og faderen hævdede endvidere, at han selv var blevet slået på politistationen. De var begge blevet løsladt uden sigtelse efter to timer. Der blev foretaget en lægeundersøgelse to dage efter løsladelsen, og der blev konstateret minimale skader. Myndighederne efterforskede sagen men rejste ikke straffesag mod politifolkene. I præmis 86 udtaler EMD blandt andet, at klagerne ikke var nødsaget til at anlægge en civil erstatningssag for at udtømme alle nationale retsmidler, der var til deres rådighed. EMD fandt, at det var tilstrækkeligt, at de havde udnyttet adgangen til at klage til den overordnede anklagemyndighed over den underordnede anklagemyndigheds beslutning om ikke at strafforfølge politifolkene. I præmis 103 kritiseres myndighederne blandt andet for, at man ikke under efterforskningen i rimelig tid havde foretaget afhøring af de mange civile vidner (buschauffører), som havde overværet episoden på busstationen. I præmis 106 statuerer EMD krænkelse af EMRK artikel 3.  

Se nærmere ovenfor om fremgangsmåden ved klagesager ved Menneskerettighedsdomstolen.

Undersøgelser af en klage foretaget i forbindelse med en straffesag mod klageren opfylder ikke kravene i EMRK artikel 3
I Nechiporuk og Yonkalo mod Ukraine, sagsnummer 42310/04, afgjort af EMD den 21. april 2011, fandt EMD i præmis 165, at myndighedernes mangelfulde efterforskning af en klage over politivold, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3. EMD udtalte, at de nationale myndigheders afvisning af at rejse straffesag mod de indklagede polititjenestemænd med henvisning til, at sagen ville blive undersøgt i forbindelse med straffesagen mod klageren, generelt var en utilstrækkelig fremgangsmåde, idet straffesagen mod klageren har som formål at afdække, om han er uskyldig eller skyldig i tiltalen mod ham frem for at pålægge nogen ansvar for vold mod klageren og sikre ham oprejsning for de påståede krænkelser af artikel 3 i konventionen. Dette udtrykkes i præmis 164 således: "...Thus, the Court notes that the first applicant’s attempts to reverse the KCPO ruling of 18 June 2004 on its refusal to prosecute the police officers were dismissed under the pretext that the matter would be examined in the context of his own trial (see paragraph 95 above). The Court questions the adequacy of such approach in principle given that the purpose of the criminal proceedings against the applicant was to find him innocent or guilty of the criminal charges levelled against him rather than to attribute responsibility for alleged beatings or afford redress for an alleged breach of Article 3 of the Convention .."

I FOB 2001.147 har Folketingets Ombudsmand taget stilling til en praksis, hvorefter statsadvokaterne ikke træffer afgørelse i politiklagesager, førend straffesagen mod klageren er afgjort, i tilfælde hvor politiklagesagen og straffesagen mod klageren har "hændelsesmæssigt sammenfald". I en skrivelse af 9. april 2001 til Rigsadvokaten anførte Statsadvokaten for Sjælland blandt andet: "Såfremt der er et hændelsesmæssigt sammenfald er det korrekt, at politiklagesagen som hovedregel afventer afgørelsen af straffesagen mod klager. Det er således min opfattelse, at det i disse tilfælde er hensigtsmæssigt ved behandlingen af politiklagesagen, at kunne anvende retsbøger med vidneforklaringer mv. fra straffesagen som en procesbesparende foranstaltning. Denne fremgangsmåde skønnes retssikkerhedsmæsigt fuldt forsvarlig, hvorimod det næppe er tænkeligt, at de tilsvarende afhøringer i politiklagenævnssagen, vil blive tillagt nogen væsentlig bevisvægt ved behandlingen af straffesagen. Endvidere finder jeg det meget betænkeligt, såfremt de tiltalte klagere kan overtage den styring med straffesagens forløb, der tilkommer domstole og anklagemyndighed ved at indgive klage over polititjenestemændene. En del klager synes således direkte at udspringe af den omstændighed, at politiet har rejst sag mod de pågældende." I en udtalelse af 3. september 2001 udtalte Rigsadvokaten blandt andet: "Som anført i min afgørelse af 26. april 2000 fremgår det af min beretning om behandlingen af klager over politiet i 1997 side 127 f., at jeg i en skrivelse af 11. november 1997 til Justitsministeriet på baggrund af en henvendelse fra Dansk Politiforbund til Justitsministeriet udtalte, at statsadvokaterne havde tilkendegivet, at en straffesag som hovedregel bør afgøres forud for en klagesag, der udspringer af den samme episode. Jeg bemærkede hertil, at jeg kunne tiltræde det af statsadvokaterne anførte, og at statsadvokaterne efter min opfattelse bør have et vidt skøn over, hvordan en undersøgelse i en politiklagenævnssag tilrettelægges, herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt at sætte behandlingen af en klagesag i bero på afgørelsen af en straffesag." Folketingets Ombudsmand fandt ikke anledning til at prioritere statsadvokaternes og Rigsadvokatens fremgangsmåde. Ombudsmanden udtalte endvidere, at han ikke har "fundet grundlag for at iværksætte en nærmere undersøgelse af hvorvidt kravet om rettergang inden en rimelig frist i artikel 6, stk. 1, i den europæiske menneskerettighedskonvention skulle være tilsidesat. .." Det fremgår af ombudsmandsudtalelsen, at den episode, hvor politiet ifølge klageren havde anvendt vold mod denne, fandt sted den 6. august 1999. Klagen blev indgivet den 15. november 1999. Det fremgår blandt andet også af udtalelsen, at de indklagede politiassistenter og to andre politiassistenter blev indkaldt til afhøring på statsadvokatens kontor den 17. juli 2001. Endelig fremgår det, at politiklagesagen ikke var endeligt afgjort, da ombudsmanden afgav sin udtalelse.

Den prioritering af på den ene side behandlingen af straffesager mod polititjenestemænd i tilfælde, hvor en borger påstår sig udsat for vold under en politiforretning, og på på den anden side straffesager mod borgere, som ifølge polititjenestemænd har begået vold mod politiet under samme politiforretning, som Rigsadvokaten og Folketingets Ombudsmand tiltræder, synes at være udtryk for en mere eller mindre systematisk krænkelse af EMRK artikel 3 i de tilfælde, hvor sagsbehandlingen som følge heraf trækker ud.

Se kritik af Folketingets Ombudsmands indsats og kompetence på det menneskeretlige område under straffuldbyrdelsesrettens retskilder og OPCAT.

I sagen SA1-99-321-1072 og K 778/2001 var en person, der havde klaget over, at en polititjenestemand under en visitation af klageren havde berørt klagerens kønshår, blevet frifundet under en straffesag mod klageren, der udsprang af samme politiforretning, for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3. Rettens flertal lagde i overensstemmelse med tiltaltes (klagerens) forklaring til grund, at tiltalte én gang impulsivt havde skubbet politiassistentens hænder væk i overraskelse over politiassistentens berøring af hans kønshår. Dommen var ikke blevet anket af anklagemyndigheden. Med henvisning til dommens bevisresultat fandt politiklagenævnet, at det måtte lægges til grund som "et faktum", at politiassistenten havde rørt klagerens kønshår. Dette var statsadvokaten og rigsadvokaten ikke enige i, idet de henviser til grundsætningen om, at en straffedoms resultat ikke er bindende for afgørelsen i andre straffesager. Statsadvokaten udtaler herom nærmere: "Jeg må fastholde, at bevisvurderingen i den afsluttede straffesag mod bl.a. klageren ikke er bindende for afgørelsen i klagesagen mod politiassistent ... Der må på dette område gælde samme grundsætninger, som gælder om straffedommens betydning for andre straffesager, der ikke er identiske med den pådømte, og ifølge hvilke en straffedoms resultat ikke er bindende for afgørelsen i andre straffesager, jf. herved Hurwitz: Den Danske Strafferetspleje, 3. udgave (1959), s. 561 ff. I nærværende tilfælde er det ganske uforståeligt, at rettens flertal i den foreliggende situation, hvor påstand står mod påstand, lægger den tiltaltes forklaring om indklagedes berøring af klagerens kønshår til grund. Efter helt almindelige bevisgrundsætninger, som også en indklaget i en politiklagenævnssag må kunne påberåbe sig, skal en sådan bevisvurdering derfor ikke lægges uprøvet til grund i andre sager, herunder politiklagenævnssager."

Særligt om racisme, racediskrimination og anden diskrimination i politiet

Det almindelige forbud mod visse former for diskrimination i dansk ret findes i straffelovens § 266 b.

Europarådets anbefaling nr. 11 af 29. juni 2007 om bekæmpelsen af racisme og racediskrimination i politiet.

I "Ugeskrift for Læger" 2012;174(24):1640 fortæller den 29-årige læge Özgür Serin, der ifølge artiklen "har tyrkisk baggrund", at han, da han en lørdag nat var på vej ud fra natklubben Park Cafe på Østerbro i København, blev udsat for overgreb fra polititjenestemænd, da han ville bistå en person, der lå på gaden, og som efter den 29-årige læges opfattelse havde brug for lægehjælp. Den 29-årige læge udtaler i artiklen blandt andet: "Jeg vurderer, at manden har brug for lægehjælp, og jeg går hen for at tilse ham. Men jeg når kun lige at komme derhen, da en politibetjent tager fat i mit ærme og beder mig om at gå". Det fremgår videre af artiklen, at den 29-årige læge fortalte politiet, at han var læge, men at betjenten bad ham forlade stedet med den begrundelse, at han var alkoholpåvirket, og at han ikke var på arbejde. Videre citeres lægen for at udtale: "Jeg fortæller politibetjenten, at jeg ikke har drukket, og insisterer venligt på at få lov til at tilse manden, som jeg er oprigtig bekymret for". Videre fortæller lægen, at han får at vide, at han "ligner én, der er ude på at lave ballade", og at han vil blive anholdt, hvis ikke han går. Lægen fortæller afslutningsvist, at betjenten nu bad lægen om at identificere sig, hvorpå betjenten gav lægen en bøde. Betjenten skulle ifølge lægen have sagt: "Jeg tror slet ikke på, at sådan én som dig er læge". Følgende fremgår også af atiklen: "Der går omkring ti minutter, før ambulancen ankommer. Imens er Özgür Serin blevet holdt tilbage uden at kunne give den nødlidende mand lægehjælp."

I sagerne SA2-2007-323-0497 og RA-2007-323-0253 omtalt i afsnit 4.2.4 i Rigsadvokatens Beretning 2007 fremgår det, at Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse om, at der ikke skulle rejses straffesag eller udtales kritik af en polititjenestemand, som blandt andet havde kaldt en borger for "perker" overfor en anden polititjenestemand. Af rigsadvokatens beretning fremgår blandt andet følgende: "Klager K, der var født i Tyrkiet, havde udlånt sin bil til sin svoger. Svogeren blev involveret i et færdselsuheld med en ældre mand. K kontaktede politiet for at få oplyst den ældre mands telefonnummer, hvorefter en politiassistent P1 ringede til K og lagde en besked på telefonsvareren. Ved en fejl blev forbindelsen ikke afbrudt, og den efterfølgende samtale mellem P1 og en anden politiassistent P2 blev optaget. P2 omtalte flere gange K som ”perkeren”, ligesom han sagde ”alle de tuskestreger, de skal rende og lave”. P1 udtalte ”jeg skal lige se, hvad for en abekat (udtalt ”auekat”) han er...”. K klagede efterfølgende over at blive kaldt ”perker”, ”abekat” og svindler, samt over at modtage en dårligere behandling af politiet pga. sin etniske baggrund. Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at antage, at K havde fået en dårligere behandling pga. sin etniske oprindelse. Statsadvokaten bemærkede i den forbindelse, at K ikke havde noget krav på at få oplyst telefonnummeret på den ældre mand. Statsadvokaten fandt også, at det er rimeligt, at politiet er varsom med at udlevere oplysninger om telefonnumre, adresser mv. Statsadvokaten fandt ikke, at udtalelserne i sig selv var omfattet af politiklagenævnsordningen, da udtalelserne var fremkommet under en privat samtale mellem to polititjenestemænd. Klageordningen må forudsætte, at der har været en (tilsigtet) kontakt mellem politiet og borgeren, ligesom det ikke kan antages, at klageordningen omfatter den rent interne omgangstone i politiet. Statsadvokaten bemærkede, at politidirektøren over for de indklagede politiassistenter ved personlig samtale og over for alle medarbejdere i politikredsen ved mail havde tilkendegivet, at udtryk som ”perker” og ”abekat” er klart uacceptable. Politidirektøren havde også indskærpet, at der skulle tales ordentligt både internt og eksternt. Politidirektøren var kommet med en tilsvarende tilkendegivelse over for pressen. Statsadvokaten tilsluttede sig politidirektørens opfattelse af, at udtalelserne var uacceptable. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. K påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, der tiltrådte afgørelsen. Rigsadvokaten tilsluttede sig politidirektørens og statsadvokatens opfattelse af, at udtalelserne var uacceptable." Referatet af sagen i Rigsadvokatens beretning må forstås således, at statsadvokaten eller rigsadvokaten tilsyneladende ikke har overvejet at rejse tiltale for overtrædelse af straffelovens § 266 b i den omhandlede sag.

I Turan Cakir mod Belgien afsagt af EMD den 10. marts 2009 under sagsnummer 44256/06 fandt EMD, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 3 og EMRK artikel 14. Under denne sag hævdede klageren, at han havde været udsat for racistiske udtalelser fra polititjenestemænd, medens han havde befundet sig henholdsvis i en politibil under indtransport og senere på en politistation. Han gjorde gældende, at han derudover også havde været udsat for voldelig optræden fra polititjenestemændene. Polititjenestemændende bestred, at de var fremkommet med racistiske udtalelser, og de gjorde gældende, at den kun havde anvendt den fornødne magt til at pacificere den pågældende under anholdelse, og at der således ikke lå racistiske motiver bag magtanvendelsen. På dette grundlag havde de nationale myndigheder undladt at rejse straffesag mod polititjenestemændene. I præmis 78 udtaler EMD blandt andet, at de nationale myndigheder ifølge disses processuelle forpligtelser efter EMRK artikel 3 har pligt til at undersøge, om der kan være en mulig sammenhæng mellem racistiske holdninger og vold, i sager hvor der kan være grund til at overveje dette. I præmis 80 bemærker EMD, at klageren havde gjort gældende, at polititjenestemændene var fremkommet med racistiske udtalelser mod klageren, som de ifølge klageren blandt andet havde kaldt "beskidte udlænding". EMD fandt, at myndighedernes undersøgelse af denne del af klagen havde været utilstrækkelig. Se præmis 81 og præmis 82.

I Bekos og Koutropoulis mod Grækenland afgjort af EMD den 13. december 2005 under sagsnummer 15250/02 udtaler EMD i præmis 74 blandt andet kritik af, at myndighederne ikke undersøgte, hvorvidt der tidligere var klaget over racistisk adfærd hos de involverede polititjenestemænd, under den aktuelle sag, hvor der blev klaget over en brutal anholdelse, hvor polititjenestemænd skulle være fremkommet med racistiske udtalelser. Af præmis 75 fremgår det, at EMD anså EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 3 for krænket.

Mistanke om, at myndighedsovergreb kan være racistisk motiverede, kræver særskilt undersøgelse

I Nachova m. fl. mod Bulgarien afgjort af EMD (Storkammeret) den 6. juli 2005 under sagsnummer 43577/98 og 43579/98 fandt EMD, at artikel 14 og artikel 2 var krænket, idet de nationale myndigheder havde undladt at undersøge, om der kunne være mulige racistiske motiver bag de hændelser, der førte til, at to personer var afgået ved døden i militærpolitiets varetægt (præmis 176). I præmis 160 henviser EMD til praksis, hvorefter myndighederne har pligt til at undersøge, om vold kan være racistisk motiveret, hvis der kan være grunde til at overveje, om dette kan være tilfældet (" State authorities have the additional duty to take all reasonable steps to unmask any racist motive and to establish whether or not ethnic hatred or prejudice may have played a role in the events"). Undladelse af at undersøge, om volden kan være racistisk motiveret kan udgøre en krænkelse af EMRK artikel 14 (præmis 160).

Undladelse af at yde et offer for politivold oprejsning eller retsforfølge de skyldige kan være en krænkelse af EMRK artikel 3

I Gäfgen mod Tyskland, sagsnummer 22978/05, afgjort af EMD (Storkammeret) den 1. juni 2010 havde en politimand under en afhøring truet en sigtet person med, at den pågældende ville blive udsat for en smertefuld behandling, hvis ikke den sigtede straks fortalte, hvor det barn befandt sig, som den pågældende var sigtet for at have kidnappet, og som myndighederne ikke kunne finde. Efter cirka 10 minutter tilbød den sigtede at påvise det sted under en mole ved en sø, hvor barnet befandt sig. Politimanden erkendte efterfølgende, at han var fremkommet med de omhandlede trusler efter instruks fra en overordnet kollega, og at han gjorde dette i håbet om, at barnet kunne findes hurtigst muligt i live. Barnet var imidlertid dødt, da det blev fundet. De tyske myndigheder anerkendte, at de omhandlede trusler i sig selv udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, og de rejste straffesag mod politifolkene, der blev idømt en bøde og forflyttet til arbejde, hvor de ikke længere skulle deltage i efterforskning af straffesager (præmis 47 til 52). Under straffesagen mod klageren gav man denne medhold i, at de udtalelser til politiet, som han var fremkommet med forud for hovedforhandlingen, ikke måtte bruges som bevis mod ham i retten. Han fik imidlertid ikke medhold i, at andre beviser som for eksempel fundet af hjulspor fra sigtedes bil i nærheden af søen samt undersøgelser af barnets lig ikke måtte bruges som bevis under straffesagen (især præmis 28-31). Da menneskerettighedsdomstolen afgjorde sagen, verserede der fortsat en civil erstatningssag anlagt af klageren mod de tyske myndigheder, hvor klageren forlangte erstatning for krænkelsen. I denne civile sag var han blevet meddelt fri proces ved de nationale myndigheder med henvisning til, at hans krav ikke på forhånd kunne udelukkes (præmis 57). Under sagen ved EMD gjorde de tyske myndigheder gældende, at klageren ikke havde status som "offer" i konventionens forstand, idet de tyske myndigheder på en tilstrækkelig klar måde havde anerkendt, at EMRK artikel 3 var krænket, at man havde strafforfulgt politifolkene, og idet det ikke kunne udelukkes, at klageren ville få passende erstatning ved den verserende civile sag. I præmis 124 udtaler storkammeret, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at politifolkene ikke havde fået mere mærkbare straffe, idet de alene var idømt straffe, der var så milde, at de ikke kunne forventes at have en forebyggende effekt mod fremtidige krænkelser af EMRK artikel 3. EMD udtaler videre, at politibetjente, der er mistænkte for mishandling bør suspenderes, medens sagen undersøges, og at domfældelse bør medføre afskedigelse og ikke kun forflyttelse til andre stillinger i politiet (præmis 125). I præmis 127 kritiseres de tyske myndigheder for, at det havde taget for lang tid at behandle klagerens anmodning om erstatning.     

I Nikolova og Velichkova mod Bulgarien afgjort af EMD den 20. december 2007 under sagsnummer 7888/03 fandt EMD, at såvel den processuelle del som den materielle del af EMRK artikel 2 var krænket. Det fremgår af sagen, at nogle politifolk ville anholde en 62-årig person, der havde et skuffejern i hænderne. Ifølge politifolkene ville manden ikke smide skuffejernet fra sig på trods af politiets opfordringer herom. Ifølge politifolkene holdt manden skuffejernet op mod dem. I forbindelse med anholdelsen blev manden tildelt slag. Han afgik senere ved døden. De nationale myndigheder nåede frem til, at dødsfaldet skyldtes slagene. De nationale myndigheder rejste straffesag mod to af betjentene for vold, der medførte døden. De blev idømt fængselsstraffe, der blev gjort betingede blandt andet med henvisning til, at der ved domfældelsen var forløbet 7 år siden hændelsen. De pårørende blev endvidere tilkendt erstatning ved de nationale domstole. Af præmis 63 fremgår det blandt andet, at EMD finder, at myndighedspersoner, der er sigtet for ("charged with") forbrydelser, der vedrører mishandling, bør suspenderes fra tjenesten, medens sagen undersøges, og at de skal afskediges, hvis de findes skyldige. Endvidere fandt EMD, at betingede fængselsstraffe ikke har den ønskede præventive og afskrækkende virkning i sager om krænkelse af EMRK artikel 2 (også præmis 63).     test     "impunity"

I Ali og Ayse Duran mod Tyrkiet afgjort af EMD den 8. april 2008 under sagsnummer 42942/02 fandt EMD, at EMRK artikel 2 og EMRK artikel 3 var krænket i et tilfælde, hvor en række polititjenestemænd var blevet straffet ved de nationale domstole for at have tildelt en anholdt slag i et sådant omfang, at den pågældende var afgået ved døden. De pågældende var blevet idømt en fængselsstraf, som imidlertid ikke blev fuldbyrdet som følge af den tid, der var forløbet, siden forbrydelsen blev begået. I præmis 72 udtaler EMD, at straffen af polititjenestemændene ikke havde tilstrækkelig afskrækkende virkning ("had little dissuasive effect"), og at derfor ikke medvirkede til at forebygge ulovlige handlinger af den omhandlede art.

I Darraj mod Frankrig afgjort af EMD den 4. november 2010 under sagsnummer 34588/07 blev Frankrig dømt for krænkelse af EMRK artikel 3, fordi de franske myndigheder ikke havde straffet polititjenestemænd, som havde deltaget i overdreven anvendelsen af magt mod en anholdt, tilstrækkeligt strengt.

I Rigsadvokatens afgørelse af 23. februar 2009 (sagsnummer RA 2008-321-0011) behandles en sag, hvor en række svenske fodboldtilskuere havde klaget over politiets brug af politistave og anden magt uden rimelig grund mod klagerne under en fodboldkamp i "Parken" i København den 28. april 2005, hvor klagerne befandt sig som tilskuere. På afgørelsens side 11, nederst, og side 12, anfører Rigsadvokaten blandt andet: ".. Statsadvokaten anførte i sin afgørelse, at det efter de foreliggende oplysninger, herunder navnlig billedoptagelserne, måtte lægges til grund, at politiassistent BB med sin stav havde tildelt NN et slag i hovedet, hvorved NN pådrog sig den skade, der er omtalt i Deres klage. Statsadvokaten fandt endvidere, at det kunne lægges til grund - særligt efter de foreliggende billedoptagelser - at der ikke var mulighed for, at andre end politiassistent BB kunne have ramt NN i hovedet. Statsadvokaten fandt ikke efter billedmaterialet at kunne lægge til grund, at NN fik skaden ved at have slået hovedet mod et stolesæde, som bl. a. oplyst af BB i notitsrapport, bilag H-4-2-2. Statsadvokaten fandt på den baggrund, at denne magtanvendelse mod NN, der stod med ryggen til politiassistent BB ikke var berettiget. Statsadvokaten fandt, at der objektivt set var tale om unødig magtanvendelse mod NN. Statsadvokaten fandt imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale mod politiassistenten for vold mod NN, idet der ikke kunne forventes ført det til domfældelse fornødne bevis for, at der havde foreligget forsæt til vold fra politiassistent BBs side. Statsadvokaten lagde herved navnlig vægt på, at der var tale om en meget kaotisk situation i forbindelse med anholdelsen af CC, og at situationen ud fra billedmaterialet muligt kan have været den, at DD ved sit fald berørte politiassistent BBs stav, således at BB kan have opfattet sig angrebet bagfra. Statsadvokaten fandt endvidere ikke bevismæssigt grundlag for at antage, at politiassistent BB bevidst havde slået efter NNs hoved. Statsadvokaten fandt imidlertid, at politiassistent BBs adfærd må betegnes som særdeles kritisabel. Statsadvokaten lagde herved til grund, at politiassistenten, mens han var optaget af en anden episode, i løbet af ganske kort tid og uden i tilstrækkeligt omfang at orientere sig om, hvem eller hvor han ramte, vendte sig rundt og svang sin stav med stor kraft oppe fra og ned, hvorved han ramte NN i hovedet. Statsadvokaten fandt således, at politiassistenten - uanset om han reagerede på bevægelsen bagfra - burde have orienteret sig med henblik på at sikre sig, at betingelserne for anvendelse af stav var til stede, og at anvendelsen i givet fald kunne ske i overensstemmelse med reglerne herom. .." Af side 13, afsnit 8, fremgår det, at en person overfor rejseholdet henviser til et navngivet vidne, som skulle have set en politiassistent begå vold, uden at dette vidne tilsyneladende udfindes og afhøres. Af side 14, 6. afsnit, fremgår, at rejseholdet tilsyneladende ikke får gennemført en afhøring af et vidne, der efter det oplyste kan fremkomme med belastende forklaringer mod polititjenestemænd, idet vidnet udebliver fra flere aftaler med rejseholdet. Det ses ikke, at man benytter sig af adgangen til under en indenretlig afhøring af vidnet at benytte vidnetvang i retsplejelovens kapitel 93 c. På side 15, 3. afsnit, omtaler rigsadvokaten nogle fotos optaget af nogle vidner. Det fremgår af omtalen, at statsadvokaten ikke "med fuldstændig sikkerhed at kunne udlede, at politiassistent PP slog TT med staven". Der stilles i dansk ret normalt næppe så strenge krav til beviset for domfældelse i en straffesag som anført her, og det kan undre, at statsadvokaten og rigsadvokaten ikke har overladt det til domstolene at afgøre, om der i det omhandlede tilfælde var begået strafbart forhold. Politiklagenævnet udtaler på side 26 og 27 blandt andet, at nævnet finder en række betjentes adfærd for "kritisabel", idet disse betjente efter nævnets opfattelse gjorde sig skyldige i "unødig og for hårdhændet - og dermed uberettiget - magtanvendelse" Overordnet giver fremstillingen det indtryk, at statsadvokaten og rigsadvokaten alene har forholdt sig til forhold, som der er klaget over, og at man ikke ex-officio har foretaget undersøgelse af, om for eksempel EMRK artikel 3 kan anses for krænket. Afslutningsvist udtaler Rigsadvokaten (side 40 nederst) blandt andet: "Jeg  er samtidig - ligesom statsadvokaten - nødt til at træffe afgørelse ud fra det bevismæssige grundlag, der har kunnet tilvejebringes, og ud fra en vurdering af de beviskrav, der stilles under straffesager, herunder at enhver rimelig begrundet tvivl skal komme de pågældende til gode. På dette punkt adskiller den foreliggende sag sig ikke fra andre undersøgelser i strafferetsplejens former. Sager mod politipersonale afgøres således ikke efter andre kriterier end tilsvarende sager mod andre borgere. .." Der blev ikke rejst strafferetlig tiltale mod nogen af de af sagen omhandlede polititjenestemænd.

Om begrebet "Impunity" (nationale myndigheders undladelse af at retsforfølge ansvarlige for menneskerettighedsbrud)
Institutioner, som beskæftiger sig med menneskerettigheder udtaler ofte betydelig bekymring over begrebet "impunity" (immunitet mod straf) i forhold til for eksempel polititjenestemænd eller fængselspersonale, som anklages for at krænke menneskerettighederne.

Se Europarådets "“The state of human rights in Europe: the need to eradicate impunity” – Parliamentary Assembly Recommendation 1876 (2009)"

Europarådets retningslinjer "Eradicating impunity for serious human rights violations Guidelines" tiltrådt af ministerkomiteen 30 marts 2011 på de deputeredes 110. møde.

Europarådet ministerkomite arbejder med et udkast til ovennævnte retningslinjer "Guidelines of the Committee of Ministers of the Council of Europe on Impunity" (med de belgiske forslag til forbedringer og rettelser). Udkastet bygger i vidt omfang på konkrete afgørelser fra EMD og vedrører i det væsentlige krænkelser af EMRK artikel 2, 3 og 5.

Om den europæiske torturkomites krav til nationale regler om bekæmpelse af myndighedspersoners immunitet overfor straf kan der henvises til CPT-standard, CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2011, om "Combating impunity", side 94 til 99.

Written contributions from CPT members on the topic of combating impunity, as a possible subject for the substantive section of the 14th General Report.

CM(2011)13 add 13 January 20111 - Draft Guidelines of the Committee of Ministers on eradicating impunity for serious human rights’ violations.

Justitsministeriets svar af 13. september 2010 på spørgsmål nr. 1334 om omfanget af disciplinærsager rejst mod polititjenestemænd over perioden 2005 til 2009.

Justitsministeriets svar af 13. september 2010 på spørgsmål nr. 1335 om, i hvilke tilfælde domfældelse for strafbart forhold medfører afskedigelse fra tjenesten i politiet.

Justitsministeriets svar af 13. september 2010 på spørgsmål nr. 1336 om, i hvilket omfang der forskes i politikultur i Danmark.

Justitsministeriets svar af 13. september 2010 på spørgsmål nr. 1333 om omfanget af straffesager rejst mod polititjenestemænd gennem den seneste 5-års periode. Ministeriet svarede her, at Rigspolitiet ikke er i besiddelse af statistiske oplysninger, der kan danne grundlag for en besvarelse af spørgsmålet om, i hvor mange sager der er rejst tiltale eller afsagt domme mod polititjenestemænd i de seneste fem år.

Justitsministeriets svar af 8. juni 2005 af samrådsspørgsmål l til V fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del) den 10. juni 2005, hvor ministeren bedes om at uddybe sine svar på en række tidligere stillede spørgsmål fra Folketingets Retsudvalg om "Hjørringsagen", der vedrørte samarbejdsvanskeligheder og uregelmæssigheder hos politiet i Hjørring. Der svares blandt andet på spørgsmål vedrørende den såkaldte "glattejernssag" eller "fladjernssagen", hvor der blev foretaget en ransagning hos nogle unge piger, der var mistænkt i sagen, at denne ransagning ikke blev godkendt af retten, og at en advokat på dette grundlag anmeldte de to polititjenestemænd, der havde forestået ransagningen, for overtrædelse af straffeloven.

I et referat (CAT/C/SR.322) af CAT-komiteens overvejelser om den tredje periodiske rapport vedrørende Norge udbeder et medlem sig en forklaring på den uoverensstemmelse ("discrepancy"), som der i Norge fandtes i en bestemt periode mellem antallet af undersøgelser af anklager om politibrutalitet og antallet af tilfælde, hvor det konstateres, at politifolkene har begået strafbart forhold. Der henvistes til, at der var blevet efterforsket 2.322 anmeldelser om politibrutalitet, og at det i 197 af disse tilfælde var konstateret, at der var begået strafbart forhold.

Se kommentarerne til straffelovens kapitel 16 om repressalier mod personer, der klager over myndighedspersoners magtmisbrug og om frygten for at klage over politiet. 

Statens pligt til at forebygge myndighedsovergreb

Ifølge justitsministeriets svar af 16. maj 2011 på spørgsmål nr. 714 fra Folketingets Retsudvalg har de norske myndigheder indført en ordning, der indebærer, at alle uniformerede polititjenestemænd skal bære synligt tjenestenummer på deres uniform, således at borgernes mulighed for at identificere hver enkelt polititjenestemand øges.

Artikel af 10. august 2012, hvoraf det fremgår, at danske myndigheder har til tider svært ved at identificere polititjenestemænd i klagesager, og at Politiforbundet tidligere har protesteret mod, at uniformerede polititjenestemænd forsynes med synlige tjenestenumre.

KRIMs brev af 11. august 2012 til Folketingets Retsudvalg vedrørende statsadvokaternes manglende bestræbelser på at identificere politipersonale, der er impliceret i politiklagesager.

I Justitsministeriets svar af 7. marts 2011 på spørgsmål nr. 559 fra Folketingets Retsudvalg oplyser ministeriet om handlepligten i straffelovens § 253 blandt andet: "Den nævnte bestemmelse afspejler, at omstændighederne i en given situation kan føre til, at en person har en særlig pligt til at yde hjælp til et andet menneske. Ved vurderingen af, om der foreligger en sådan handlepligt, vil det i praksis bl.a. indgå, om der konkret foreligger en særlig forbindelse mellem en nødstedt og en anden person (eksempelvis som følge af, at den nødstedte er i den anden persons varetægt)". Spørgsmålet angik "henholdsvis fængselspersonale og politifolk" og svaret kan næppe forstås anderledes, end at man ved vurderingen af, om fængselspersonale eller politipersonale i en konkret sag skal straffes for overtrædelse af straffelovens § 253, skal tage i betragtning, at disse har en særlig handlepligt i forhold til personer, som er i disses varetægt. Det fremgår yderligere af besvarelsen, at politipersonale under uddannelsen uddannes i førstehjælp, medens det for fængselspersonales vedkommende kræves, at de "har bestået et førstehjælpskursus" forud for ansættelsen. Det pointeres, at der ikke undervises i førstehjælp på Kriminalforsorgens Uddannelsescenter.

De britiske myndigheder har udstedt særlige retningslinjer om overholdelsen af menneskerettigheder i forhold til politiets arbejde i "Human rights guidance for police authorities" udgivet af Association of Police Authorities i januar 2009.

Videoovervågning af afhøringer og af lokaliteter, hvor frihedsberøvede personer opholder sig

Den europæiske torturkomite (CPT) besøgte i februar 2008 Danmark og afgav i september samme år en rapport til de danske myndigheder med sine henstillinger mv. I rapportens præmis 21 henstillede komiteen til, at man i Danmark gennemfører en lovændring, der pålægger politiet at optage politiafhøringer på lydfil, som vil kunne afspilles for eksempel, hvis den afhørte gør gældende, at denne har været udsat for mishandling eller pression under afhøringen. Komiteen udtaler blandt andet: "The electronic (i.e. audio and/or video) recording of police interviews represents an important additional safeguard against the ill-treatment of detainees. Such a facility can provide a complete and authentic record of the interview process, thereby greatly facilitating the investigation of any allegations of ill-treatment. This is in the interest both of persons who have been ill-treated by the police and of police officers confronted with unfounded allegations that they have engaged in physical ill-treatment or psychological pressure. Electronic recording of police interviews also reduces the opportunity for defendants to later falsely deny that they have made certain admissions. Consequently, the CPT invites the Danish to reconsider introducing electronic recording of police interviews." 

Justitsministeriets besvarede 23. februar 2009 torturkomieens henstilling om at gennemføre lydoptagelse af politiafhøringer i Danmark. Af rapportens side 13 fremgår blandt andet, at de danske myndigheder ikke har tænkt sig at følge komiteens henstilling. Justitsministeriet henviser navnlig til de "praksiske problemer" ("practical aspects") samt til politiets og anklagemyndighedens "resourcer" ("resources"). Justitsministeriet anførte nærmere: 

"..The Director of Public Prosecutions has noted that the CPT, at its visit in Denmark in 2008, heard no allegations of ill-treatment during police questioning and that the CPT has not otherwise found evidence of such treatment. According to the report of CPT, the great majority of people met by the CPT indicated that they had been correctly treated during questioning by the police.

It is clear that electronic recordings of police interviews would provide an additional safeguard for persons being interviewed by the police. However, the introduction of such measures into Danish law will give rise to a number of considerations of principles as well as practical aspects. Moreover, police and prosecution resources must be taken into account.

It is the assessment of the Director of Public Prosecutions that there are at the moment no specific indications of a need for electronic recordings of police interviews.  .."   

Af præmis 18, side 14, i CPT's inspektionsrapport offentliggjort 10. februar 2011 vedrørende Irland fremgår følgende:

"The delegation also noted that other important safeguards against ill-treatment were in place, such as the video-recording of all interviews and the progressive installation of CCTV cameras in the detention areas and public spaces of police stations visited in the Dublin area. The CPT encourages the authorities to pursue their stated intention to equip all police stations with such cameras.

As regards the video recording of all interviews, the delegation did receive allegations from at least one person that in the course of the interview Gardai had stopped the video-recording and issued verbal threats to the interviewee. Subsequently, the formal interview was resumed with the video-recording. The CPT would like to be informed whether there are security features surrounding all video-recordings, such as running time and date stamp, to counter any manipulations of recordings."

I præmis 23 i CAT's rapport af 20. maj 2010 (dokument /C/FRA/CO/4-6) henstiller CAT til de franske myndigheder, at disse installerer videoovervågning over alt på politistationer, hvor frihedsberøvede opholder sig for at udvide og styrke beskyttelsen af personer i politiets varetægt. CAT anfører nærmere: "23. While noting with satisfaction that the Act of 5 March 2007 makes video recording of questioning by the police or a judge compulsory, except in cases involving minor offences, the Committee notes that the Act does not apply to persons accused of terrorism or organized crime, failing special authorization by the Public Prosecutor or investigating judge. In addition, the law does not provide for the installation of video surveillance cameras in all areas of police stations and gendarmeries where persons may be held in custody, including passageways (arts. 11 and 16). The Committee recommends that the State party make video recording of interrogations of all persons questioned a standard procedure, and install video surveillance cameras throughout police stations and gendarmeries in order to extend and strengthen the protection afforded to detainees in police custody."

Udateret redegørelse fra "Metropolitan Police i London blandt andet om brugen, opbevaring mv. af videooptagelser af områder, hvor tilbageholdte personer befinder sig på politistationer.

Det fremgår af en afgørelse af 19. november 2009 fra Datatilsynet, at politiet havde foretaget videooptagelse i forbindelse med en politiaktion mod nogle udlændinge i Brorson Kirke på Nørrebro i København den 13. august 2009. Det er svært ikke at forstå bilagets side 3 anderledes, end at formålet med optagelsen var, at politiet i tilfælde af, at der måtte fremkomme beskyldninger herom, ønskede at sikre sig dokumentation for, at der ikke blev begået overgreb under aktionen. 

I irske fængsler er det forudsat, at der er installeret videoovervågning af fællesarealerne i fængsler blandt andet for at beskytte de indsatte mod overgreb fra fængselspersonalet.

I inspektionsrapport af 24. marts 2011 vedrørende Mountjoy fængslet i Irland udtaler den irske "Prison Inspector" i anbefaling nr. 13, side 21, at videoovervågningen i Montjoy-fængslet intensiveres, idet der er strategiske stedet ("strategic areas") i fængslet, hvor der ikke er videoovervågning. Anbefalingen fremkommer efter en gennemgang af klager fra indsatte om vold begået af fængselspersonalet.

Der er ikke i Danmark lovgivning om indvendig tv-overvågning af køretøjer, i hvilke frihedsberøvede personer transporteres (for eksempel politiets patruljevogne eller kriminalforsorgens transportvogne). Dette er derimod tilfælde for så vidt angår hyrevogne, som ifølge lov nr. 485 af 11. maj 2010 - med dispensationsadgang - skal være forsynede med indvendig tv-overvågning senest den 1. juli 2012. Af lovbemærkningerne i lovforslag nr. 118 fremsat den 28. januar 2010 fremgår det af punkt 1 i de almindelige bemærkninger, at formålet med forslaget er "at forebygge og bidrage til opklaring af røverier og overfald imod førere af taxier."

Ifølge en artikel af 13. august 2010 i det britiske dagblad "Manchester EveningNews" afslørede optagelser fra videoovervågningen i "Strangeways-fængslet", at en fængselsbetjent havde tildelt en indsat 6 slag i ansigtet, hvorpå fængselsbetjenten blev afskediget og straffet med fængsel i 8 måneder. Det fremgår også af artiklen, at en kollega og en overvagtmester blev suspenderet, medens sagen blev internt undersøgt af fængselsmyndighederne. Den indsatte havde overfor fængselssygeplejersken hævdet, at han var faldet. 

I Alder mod Det forenede Kongerige behandlet den 22. november 2011 af EMD under sagsnummer 42078/02 blev en sag taget af sagslisten ved EMD ("struck out of the list of ceses"), idet de britiske myndigheder i en redegørelse til EMD anerkendte, at EMRK artikel 2, artikel 3 og artikel 14 var blevet krænket i en sag, hvor en person døde i politiets varetægt, og hvor efterforskningen ikke havde været tilstrækkelig effektiv. De britiske myndigheder anerkendte endvidere, at man skulle betale 26.500 euro i godtgørelse og 7.500 euro i sagsomkostninger til de efterladte (præmis 26 til præmis 33). Den pågældende var natten til den 1. april 1998 blevet overfaldet på en natklub og kørt på hospitalet. På grund af voldsom adfærd på skadestuen blev han anholdt og indtransporteret til detentionen. Efter cirka 10 minutters ophold på politistationen konstaterede polititjenestemænd, at den pågældende ikke længere trak vejret. En ambulance blev tilkaldt, men det var ikke muligt at genoplive den pågældende. Af præmis 9 fremgår blandt andet, at der i detentionsområdet sker videooptagelse med lyd og billede.   

I britiske detentioner ("custody suites") skal der være videoovervågning med lyd og billede af alle fællesområder. Dette må dog ikke finde sted i lokaler, hvor de anholdte holder møde med deres advokat. Optagelserne skal gemmes i  De overordnede regler findes i "GUIDANCE ON THE SAFER DETENTION & HANDLING OF PERSONS IN POLICE CUSTODY" udgivet i 2006 af "The National Centre for Policing Excellence" Se om implementeringen som eksempel fra en enkelt britisk politikreds "Retningslinjerne fra september 2009 vedrørende politiet i Bedfordshire". 

I en e-mail af 24. januar 2012 i sagen 4200-73241-00907-11 oplyser politiet til en advokat, at man opbevarer optagelser af samtaler til og fra alarmcentralen i 3 måneder.

Klagefristen på 6 måneder i retsplejelovens § 1019 a, stk. 3

"Stk. 3. Klage skal indgives senest 6 måneder efter, at det forhold, som klagen angår, har fundet sted. Politiklagemyndigheden kan i særlige tilfælde se bort fra fristen."

Af bemærkningerne til § 1019 a, stk. 3, i lov nr. 404 af 21. april 2010 fremgår følgende:

"Stk. 3 viderefører den gældende 6-måneders frist for klage i § 1019 a, stk. 2. Det foreslås dog, at bestemmelsen om afvisning på grund af for sen indgivet klage ændres, således at 6-måneders fristen bliver en egentlig klagefrist og ikke blot en »kan-regel«. Det betyder, at klagen skal afvises, hvis den ikke er indleveret inden 6 måneder. Politiklagemyndigheden kan dog i særlige tilfælde behandle sagen, hvis indleveringen sker senere, f.eks. hvis fristoverskridelsen skønnes undskyldelige omstændigheder, eller der er tale om en alvorlig sag, som ikke bør afsluttes alene som følge af fristoverskridelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger."

Ændringen af 6-måneders fristen i politiklagesager fra en "kan-regel" til en "egentlig klagefrist" fører til, at en klage over politiet kun kan behandles i "særlige tilfælde". Ifølge ovennævnte forarbejder vil der foreligge "særlige tilfælde", hvis "fristoverskridelsen skyldes undskyldelige omstændigheder, eller der er tale tale om en alvorlig sag, som ikke bør afsluttes alene som følge af fristoverskridelsen".

Begrundelsen for den tidligere "kan-regel", som fremgik af retsplejelovens § 1019 a, stk. 2, og som var gældende frem til den 31. december 2011, fremgik af bemærkningerne til den dagældende bestemmelse (FT 1994-95, tillæg A, spalte 3565). Heraf fremgik blandt andet: "Mulighederne for at gennemføre en undersøgelse i anledning af en klage kan være væsentligt forringede, såfremt klagen indgives længe efter den episode, der har givet anledning til klagen. Det er derfor fundet rimeligt at fastsætte den nævnte klagefrist".

Opretholdelsen (og især skærpelsen) af klagefristen på 6 måneder i retsplejelovens § 1019 a, stk. 3, synes ikke at være forenelig med EMRK artikel 3. I den ovenfor omtalte Aleksandr Smirnov mod Ukraine afgjort af EMD den 15. juli 2010 under sagsnummer 38683/06 anmeldte klageren først påståede overgreb begået af polititjenestemænd 10 måneder efter hændelsen. EMD fandt ikke, at den sene anmeldelse i sig selv kunne udelukke, at klagen skulle behandles og efterforskes. Præmis 59 i afgørelsen har følgende indhold: "The Court notes that in the present case the applicant indeed did not hurry to bring his allegation of ill-treatment to the authorities’ attention, whatever his thinking might be, having raised it for the first time ten months after the complained-of event (see paragraph 15 above). The Court does not rule out that such a delay could in principle have a negative impact on the efficiency of the investigation. In the present case, however, there are no reasons to regard it as a prima facie impediment for establishment of the truth, for the investigation could have relied on the applicant’s medical documentation of April 2002, or alternatively it could have arranged for new X-rays, for which it was still not too late (see paragraph 34 above). None of these measures was undertaken."

I Okklali mod Tyrkiet afgjort af EMD den 17. oktober 2006 under sagsnummer 52067/99 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at polititjenestemænd, som ved de nationale domstole var blevet fundet skyldige i vold mod en arrestant, alene var blevet idømt betingede straffe. Endvidere fremgår det af sagen, at den administrative sag mod polititjenestemændene var forældet ("time-barred"). Se præmis 67. I præmis 76 udtaler EMD: "The Court reaffirms that, when an agent of the State is accused of crimes that violate Article 3, the criminal proceedings and sentencing must not be time-barred and the granting of an amnesty or pardon should not be permissible."

Krænkende kropsvisitationer
I Wieser mod Østrig, der har app. nr. 2293/03, og som blev afgjort af EMD den 22. februar 2007, anså EMD artikel 3 for krænket i en sag, hvor en borger var blevet helt afklædt, da han skulle kropsvisiteres for våben i sit eget hjem forud for en anholdelse. Medlemsstaten havde givet ham erstatning og anerkendt en krænkelse af artikel 3, fordi han ikke havde fået lov til at skifte tøj, efter at klageren havde tisset i bukserne som følge af forskrækkelse over anholdelsen.

Politiets magtmidler

Politiets brug af skydevåben
Politiets brug af skydevåben er reguleret i politilovens § 17 og i FN's "Basic Principles on the Use of Force and Firearms by Law Enforcement Officials" fra 1990. Endvidere kan der henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om politiets anvendelse af visse magtmidler mv. I denne bekendtgørelsen har Landsforeningen KRIM indsat links til de tidligere gældende kundgørelser vedrørende de af bekendtgørelsen omhandlede magtmidler.

Det er værd at bemærke, at det af bemærkningerne til politilovens § 17 blandt andet fremgår, at bestemmelsen "omfatter den faktiske afgivelse af skud, herunder varselsskud, samt advarsler og andre tilkendegivelser om afgivelse af skud. Politiet må således ikke – mundtligt eller ved sin blotte optræden – bevidst give indtryk af, at skud vil blive afgivet, medmindre betingelserne i bestemmelsen er opfyldt". Politiet må således ikke true med skydevåben, hvis ikke betingelserne i politilovens § 17 er opfyldt.  

I Karandja mod Bulgarien afsagt af EMD den 7. oktober 2010 under sagsnummer 69180/01 blev de efterladte til en person, der var afgået ved døden 1½ døgn efter at være skudt af en polititjenestemand, tilkendt en godtgørelse på 25.000 euro (præmis 80). Den pågældende var flygtet fra sin celle på en politigård efter at være blevet anholdt for brugstyveri. Under flugten var han til fods blevet eftersat af polititjenestemand, som på et tidspunkt affyrede et skud mod den pågældende, som blev ramt i baghovedet af dette skud. Polititjenestemanden forklarede efterfølgende, at han havde advaret den pågældende, inden han affyrede skuddet, og at han alene forsøgte at skyde efter benene på den pågældende. EMD fandt, at såvel den materielle del som den processuelle del af EMRK artikel 2 var krænket. I præmis 61 bemærker EMD, at de nationale myndigheder ikke har gjort gældende, at politiet havde grund til at tro, at den pågældende havde begået en voldelig forbrydelse, var farlig eller, hvis ikke han var blevet forhindret i at flygte, ville være til fare for polititjenestemændene eller andre. EMD bemærker videre - også i præmis 61 - at under disse omstændigheder var brugen af enhver form for potentielt livsfarlig magtanvendelse forbudt efter EMRK artikel 2. I præmis 63 bemærker EMD, at den indklagede stat ikke opfyldte sine forpligtelser efter EMRK artikel 2, idet deres lovgivning vedrørende politiets brug af skydevåben var mangelfuld.

Politipersonalets adgang til at være bevæbnet med skydevåben
I Mizigarova mod Slovakiet afgjort af EMD den 14. december 2010 under sagsnummer 74832/01 fandt EMD, at EMRK artikel 2 var krænket. En person blev, medens han var til afhøring hos politiet som sigtet for cykeltyveri, skudt i maven og døde få dage efter på hospitalet. Den polititjenestemand, som befandt sig i værelset, hvor skuddet gik af, fortalte, at den pågældende havde taget betjentens tjenestevåben og skudt sig selv i maven med dette. Det er værd at bemærke, at det ikke kun er den mangelfulde efterforskning af drabet, der kritiseres. Selve den omstændighed, at polititjenestemanden overhovedet var bevæbnet, kritiseres også. I præmis 89 udtalte EMD, at det var kritisabelt, at en polititjenestemand, der skulle foretage afhøring af en 21-årig mand sigtet for cykeltyveri, var bevæbnet. EMD udtalte således: "First, the Court would observe that compelling reasons must be given as to why the interrogation of a suspect is entrusted to an armed police officer. For the Court, the facts of the present case disclose no justification whatsoever for allowing Lt. F. to remain in possession of his firearm during the interrogation of Mr Šarišský, a young man who had been arrested on suspicion of bicycle theft." Af præmis 134 følger, at hustruen fik tilkendt 45.000 euros for ikke-økonomisk skade. Derudover fik hun tilkendt 8.000 euros i sagsomkostninger. Det er i øvrigt værd at bemærke, at det fremgår af præmis 43, at den omhandlede polititjenestemand under en straffesag ved de nationale domstole for skødesløshed i  tjenesten blev idømt 1 års fængsel, der dog blev gjort betinget.

Danske anholdte klager undertiden over, at de føler sig skræmt af, at politiet bærer skydevåben under afhøringer. Se for eksempel uddrag af artiklen "Rigmor Zobel retter hårde anklager mod politiet" bragt i dagbladet Politiken den 21. februar 2010.

Politiets brug af stav
Politiets brug af stav er reguleret i politilovens § 18. Se politilovens § 18 med bemærkninger. Endvidere kan der henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om politiets anvendelse af visse magtmidler mv. I denne bekendtgørelsen har Landsforeningen KRIM indsat links til de tidligere gældende kundgørelser vedrørende de af bekendtgørelsen omhandlede magtmidler.

Det fremgår blandt andet af bestemmelsen, at stav kan anvendes for at sikre gennemførelsen af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres "aktiv modstand", og at den kan anvendes at "sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig, og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet". I lovbemærkningerne udtales vedrørende politiets brug af stav ved passiv modstand blandt andet: "Hvis en eller ganske få personer yder modstand ved at forholde sig passivt, må det antages, at det næsten undtagelsesfrit vil være muligt at gennemføre tjenestehandlingen ved brug af almindelig fysisk magt, det vil sige magtanvendelse uden midler." 

I UfR 1985.475 ØLD blev de efterladte til en person, der var afgået ved døden i forlængelse af en voldsom (men berettiget) anholdelse ved anvendelse af politistave, tilkendt erstatning, som dog blev nedsat til det halve som følge af den anholdtes egen skyld. Landsrettens flertal udtalte blandt andet: "Det lægges endvidere til grund, at anholdelsen var berettiget, og at betingelserne for at anvende staven som udgangspunkt var til stede, jfr. herved justitsministeriets cirkulære af 30. januar 1933 om stavens brug med senere ændringer, senest af 1. september 1970. Retten må imidlertid tillige hæfte sig ved, at situationen var karakteriseret ved, at anholdte umiddelbart søgte at undgå politiet og kun angreb, når politiet - hvor berettiget det end var - søgte at lægge hånd på ham. Han var indkredset på et ganske lille område uden egentlige flugtmuligheder, var ubevæbnet og omgivet af fire bevæbnede politifolk med forstærkning i vente. Hertil kom, at det allerede af de iagttagelser, der kunne gøres af de tilstedeværende politifolk, måtte fremgå, at Polat - hvis forklaring efter sagens karakter jo aldrig kan fås - muligvis var sindsforvirret. I den således beskrevne situation finder landsdommerne Kjærsgaard og Ebbe Christensen, at politiassistenterne ved deres beslutning om ufortøvet at ville gennemføre anholdelsen under anvendelse af de ikke ufarlige stave i et omfang som sket frem for at søge lempeligere og eventuelt mere tidskrævende udveje, ikke er gået frem med fornøden skånsomhed. Disse dommere finder herefter, at politiet er erstatningspligtigt for følgerne af det forløb, som førte til anholdtes død, og dette uanset om det i sig selv kan tilregnes politiassistenterne som uagtsomt, at de afgørende slag på grund af anholdtes voldsomhed traf ham i hovedet. Den omstændighed, at anholdte uberettiget og på voldsom måde modsatte sig anholdelsen, bør imidlertid efter alt foreliggende medføre en nedsættelse af sagsøgtes erstatningspligt med halvdelen."

Politiets brug af hund
Politiets brug af hund er reguleret i politilovens § 19. Se politilovens § 19 med bemærkninger. Endvidere kan der henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om politiets anvendelse af visse magtmidler mv. I denne bekendtgørelsen har Landsforeningen KRIM indsat links til de tidligere gældende kundgørelser vedrørende de af bekendtgørelsen omhandlede magtmidler. 

Såkaldt "udkast til talepapir" og andre oplysninger offentliggjort af Justitsministeriet som svar på spørgsmål nr. 344 fra Folketingets Retsudvalg stillet i folketingssamlingen 1996-67 vedrørende brug af politihunde i forbindelse med en politiaktion på Brøndby Stadion 23. juli 1997.

I UfR 1974.807 VLK fik en person tilkendt erstatning under et civilt søgsmål, hvor den pågældende forlangte erstatning fra statskassen som følge af, at polititjenestemænd havde lukket en politihund ind til personen, medens denne havde opholdt sig alene i en detentionscelle. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter det foreliggende findes det at måtte lægges til grund, at appellanten, så længe han opholdt sig alene i detentionscellen, ikke var farlig for sig selv eller for andre, selv om han var i besiddelse af jernstangen. Det bemærkes herved, at appellanten kun havde opholdt sig ganske kort tid i cellen efter at have revet jernstangen løs, og at der, som sagen er forelagt landsretten, ikke kan ses bort fra, at appellanten ville være faldet til ro efter nogen tids forløb, hvilket kunne være afklaret, såfremt politiet havde ventet et stykke tid, inden man foretog sig videre over for den pågældende. Ved under disse omstændigheder at slippe politihunden løs på appellanten for at den skulle bide ham, findes politiet at have overskredet. hvad der på det pågældende tidspunkt var nødvendigt og forsvarligt, og indstævnte findes herefter at måtte være ansvarlig for skaden. Idet erstatningen findes at burde ansættes til det af appellanten krævede beløb, hvorved dog bemærkes, at der ikke er fundet grundlag for at tilkende erstatning for tort, vil appellantens påstand være at tage til følge."

Politiets brug af gas og peberspray
Politiets brug af hund er reguleret i politilovens § 19. Se politilovens § 20 med bemærkninger. Endvidere kan der henvises til Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 978 af 21. september 2004 om politiets anvendelse af visse magtmidler mv.

I Borbala Kiss mod Ungarn afgjort af EMD den 26. juni 2012 under sagsnummer 59214/11 blev der statueret krænkelse af EMRK artikel 3 i et tilfælde, hvor 7 politibetjente var ankommet til en privat fest og havde taget fat i en kvindelig festdeltager, anvendt peberspray mod hende, slæbt hende ud til en politibil, således at hendes bryst havde været synligt, medens hun blev slæbt, og slået hende mod politibilen. Kvinden havde fået meget begrænsede skader. EMD var opmærksom på det af de nationale myndigheder oplyste om, at der havde været mange festdeltagere, at der havde været en ophidset stemning, da politiet var ankommet for at bede om, at musikken blev skruet ned, og at politiet kun havde anvendt den fornødne magt for at pacificere kvinden. Den processuelle del af EMRK artikel 3 ansås også for krænket blandt andet fordi, der ikke havde været foretaget konfrontation (præmis 34 til præmis 38).

I Aligünes mod Tyrkiet afgjort af EMD den 10. april 2012 under sagsnummer 9829/07 fandt EMD, at EMRK artikel 3 var krænket som følge af, at politiet havde anvendt gas mod en person, efter at denne var blevet anholdt (præmis 42 og præmis 43). I præmis 39 og præmis 40 gennemgår EMD praksis ved CPT vedrørende peberspray og bemærker i præmis 41, at EMD er enig med CPT i, at det ikke kan retfærdiggøres at anvende sådanne gasser mod en person, som allerede er under de retshåndhævende myndigheders kontrol ("... that there can be no justification for the use of such gases against an individual who has already been taken under the control of the law enforcement authorities ..."). Af præmis 37 fremgår det forudsætningsvist, at EMD sidestiller "tåregas" ("teargas") og "peberspray" ("pepperspray"). 

Den Europæiske Torturkomite (CPT) har udtalt sig mod brugen af gas i fængselsceller og andre lukkede rum.

Informationsskrivelse af 21. februar 2008 fra Københavns Politi til hospitaler, praktiserende læger m. fl. i Region Hovedstaden vedrørende indførelse af peberspray hos politiet som magtmiddel.

Med bekendtgørelse nr. 1430 af 11. december 2007 om ændring af bekendtgørelse om politiets anvendelse af visse magtmidler m.v. indsattes i sidstnævnte bekendtgørelse bestemmelser om politiets brug af peberspray som magtmiddel i bekendtgørelsens §§ 25 a til 25 d.

Politiken citerer i artikel af 3. juni 2007 afdelingslæge Lis Keiding, Sundhedsstyrelsen, for at udtale, at politiets brug af peberspray kan være farlig.

Justitsministeriet oplyser i et svar af 17. marts 2009 til Folketingets Retsudvalg blandt andet, at man i 2008 anvendte peberspray i 152 tilfælde "for at overvinde passiv modstand. I øvrigt fremgår det, at politiet "samlet set" anvendte peberspray 1.449 gange i 2008.

I KRIMs kommenteret straffuldbyrdelsesret under magtanvendelse behandles i Kommentarer til reglerne om brug af peberspray mod indsatte reglerne om brug af peberspray mod indsatte i fængsler og arresthuse

Politiets brug af håndjern

I sit svar af 5. juli 2010 på spørgsmål nr. 344 fra Folketingets Retsudvalg oplyser Justitsministeren blandt andet, at der ikke er fastsat administrative regler for politiets brug af håndjern. Det fremgår imidlertid af svaret, at politiets brug af håndjern blandt andet skal "være nødvendig og forsvarlig".

Det fremgår (modsætningsvist) af justitsministerens svar af 5. juli 2010 på spørgsmål nr. 346 fra Folketingets Retsudvalg, at der ikke er indberetningspligt til Rigspolitiet i tilfælde, hvor der har været anvendt håndjern. 

Folketingets Ombudsmand har i FOB.1995.182 taget stilling til en sag, hvor Landsforeningen KRIM klagede over, at Gladsaxe Politi benyttede håndjern under transport af en indsat, uden at der forelå konkrete holdepunkter, som kunne begrunde dette. Gladsaxe Politi modtog i udtalelsen kritik fra ombudsmanden, der blandt andet fandt, at der ikke forelå "det fornødne grundlag" for politiets beslutning.

I afgørelsen "Mouisel mod Frankrig (app.nr. 67263/01 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol, at der forelå en krænkelse af EMRK, artikel 3, i et tilfælde, hvor håndjern var anvendt, uden at der var konkrete grunde til at antage, at der forelå "significant danger of his absconting or resorting to violence" (§ 47).

18. marts 2008 har Folketingets Ombudsmand under journalnummer 2007-0149-611/CBR afgjort en sag, hvor Landsforeningen KRIM havde klaget over, at Østjyllands Politi i Randers den 25. september 2006 benyttede et såkaldt "transportbælte" under transport af en kvindelig varetægtsfange mellem Arresthuset i Aalborg og Retten i Randers. Ombudsmanden rejste kritik af politiet og statsadvokaten i den konkrete sag, fordi begge efter ombudsmandens opfattelse ikke havde gjort sig tilstrækkeligt bekendt med reglerne om brug af håndjern og transportbælte. Af afgørelsen kan forudsætningsvist udledes, at ombudsmanden næppe skelner mellem håndjern og transportbælte. 

I FOU 2003.239 var Folketingets Ombudsmand blevet opmærksom på, at en varetægtsarrestant var blevet ført med håndjern på ryggen mellem 2 betjente blandt andet ad en gågade mellem retsbygningen, hvor arrestantens straffesag verserede, og Arresthuset i Næstved. Ombudsmanden fandt den anvendte fremgangsmåde "meget beklagelig"

Den Europæiske Torturkomite (CPT) henstillede i sin rapport af 25. september 2008 (præmis 11) til den danske regering, at politiet kun anvender håndjern under transport af anholdte efter en konkret vurdering og når dette er absolut nødvendigt. Komiteen modtog den 23. februar 2009 et svar fra Justitsministeriet, hvor man på side 5 bekræftede, at man følger en sådan fremgangsmåde.

I sagen Erdogan Yagiz mod Tyrkiet, sagsnummer 27473/02, afgjort den 6. marts 2007 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af artikel 3 i EMRK, at en person, der skulle anholdes, var blevet belagt med håndjern. Ved senere ransagninger var han blevet set på sin arbejdsplads og af sin familie i hjemmet i håndjern. EMD udtalte i præmis 46 følgende: "Klageren havde ikke nogen historie, der kunne begrundet frygt for sikkerheden, og det var ikke godtgjort, at han udgjorde en fare for sig selv eller andre, eller at han tidligere havde begået strafbare forhold i form af vold mod andre eller selvdestruktion. EMD lægger særlig vægt på, at regeringen ikke er fremkommet med forklaringer, der godtgør, at der var behov for at bruge håndjern. I præmis 47 udtales, at EMD ikke kan se nogen grund til, at det skulle være nødvendigt, at klageren skulle ses i håndjern under anholdelsen eller ved ransagningerne. EMD antager derfor ud fra de foreliggende forhold, at meningen med, at han skulle være belagt med håndjern, var, at man havde til hensigt hos ham at fremkalde en følelse af frygt, angst eller mindreværd, der kunne ydmyge og nedværdige ham og måske svække hans moralske modstand. Af præmis 58 fremgår det, at han fik tilkendt 2.000 euros i ikke-økonomisk skade (godtgørelse).

Brug af håndjern kan ifølge lægelige undersøgelser foretaget af personer, som der har været anvendt håndjern imod, medføre langvarige fysiske skader hos de pågældende. Se artikel i  fagbladet "Sygeplejersken" 1994, nr. 27.

Dansk Politiforbund var ifølge en artikel i Berlingske den 31. marts 2008 utilfredse med statsadvokaten, efter at statsadvokaten i en afgørelse havde kaldt det "meget kritisabelt", at en politimand i forbindelse med en faglig aktion på politigården i København havde misbrugt en arrestant i håndjern ved at udstille den anholdte belagt med håndjern i forkontoret til politidirektørens kontor for at demonstrere over for ledelsen mod lokaleforholdene på politigården. Af afgørelse 17 i Rigspolitiets sagsresume over disciplinærsager mod politipersonalet vedrørende 2008 fremgår, at den pågældende polititjenestemand fik en "irettesættelse" af Rigspolitiet, og at der ikke blev rejst straffesag mod den pågældende for embedsmisbrug efter straffelovens kapitel 16.

Tilfælde, hvor en person, der har haft armene i håndjern bag på ryggen, og hvor den pågældende hævder, at politi/fængselspersonale har påført den pågældende smerte ved at løfte op i den pågældendes arme, skal af de nationale myndigheder behandles som en sag om vold. Se præmis 56, in fine, i CPTs rapport af 8. juni 2010 om Ungarn. Heraf fremgår følgende: "Further, at Tiszalök Prison, the delegation heard one allegation of a totally unacceptable use of handcuffs (i.e. fixed behind the prisoner’s back and raised to inflict pain). Any such conduct should be considered as constituting an assault."

Placering af anholdte på maven med henblik på at belægge denne med håndjern ("face down immobilisering").

På side 37, præmis 34 i "REPORT TO THE ICELANDIC GOVERNMENT ON THE VISIT TO ICELAND CARRIED OUT BY THE EUROPEAN COMMITTEE FOR THE PREVENTION OF TORTURE AND INHUMAN OR DEGRADING TREATMENT OR PUNISHMENT (CPT) FROM 3 TO 10 JUNE 2004" udtaler CPT, at anholdelser, hvor den anholdte placeres på maven med henblik på, at den pågældende skal belægges med håndjern, er farlige og skal undgås.

I et svar af 18. august 2011 på spørgsmål nr. 1210 fra Folketingets Retsudvalg udtaler Justitsministeriet sig om de forskellige former for "buglejring" samt anvendelse af benlås, som politiet instrueres i at anvende.

Halsgreb bruges ikke ved det britiske politi, og her anses placering af anholdte på maven for farlig. Den britiske politiklagemyndighed "PCA" (The Police Complaints Authority") har udarbejdet rapporten "Safer Restraints" (sikre magtmidler) på grundlag af en konference om emnet holdt i London i April 2002.

Under straffuldbyrdelsesrettten behandles brugen af håndjern i fængsler og arresthuse.

Forhold i venterum, transportmidler, placering i ubekvemme stillinger, forplejning mv
I Københavns Byrets dom afsagt den 16. december 2010 under sagsnummer BS 4B-553/2010 fandt byretten blandt andet, at placeringen af 905 personer med strips på håndleddene med armene bag på ryggen i såkaldte ”tog” eller "futtog" på jorden, hvor de under pressens bevågenhed sad på den vinterkolde jord i timer stort set uden adgang til toilet eller drikkevand, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3.

Særligt om dødsfald i politiets varetægt, under anholdelse mv.

I svar af 21. marts 2011 på spørgsmål nr. 644 (Alm. del) stillet af Folketingets Retsudvalg oplyser Justitsministeriet, at i alt 58 personer afgik ved døden i Kriminalforsorgens Institutioner i perioden fra 2006 til 2010, heraf var de 25 dødsfald resultatet af selvmord. I samme periode døde 25 personer, medens de var i politiets varetægt.

Grækenland blev den 8. januar 2009 i sagen Leonidis mod Grækenland, sagsnummer 43326/05, anset for at have krænket Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2. En ung mand, der skulle anholdes af det græske politi, gjorde ifølge politiet, da han skulle belægges med håndjern, et pludseligt udfald mod en af betjentene. Betjentes tjenestepistol gik af ved en fejl, og den anholdte afgik ved døden. Den unge mand havde ifølge politibetjenten stukket en hånd ind under sin jakke under flugt til fods, og det havde betjenten, der løb bag ham, tolket således, at manden ville fremdrage et våben. Derfor havde betjenten taget pistolen frem og havde peget på den unge mand men uden at skyde. Det var således på grund af den unge mands pludselige udfald, at våbenet ved en fejl gik af. De græske myndigheder rejste straffesag mod politimanden, der dog blev frifundet. Den unges pårørende rejste erstatningskrav mod staten ved de nationale domstole og fik tilkendt erstatning, idet man fandt, at betjenten havde handlet skødesløst. EMD fandt, at der var sket en krænkelse af artikel 2's substantielle del, idet betjenten under de konkrete omstændigheder ikke burde have taget våbenet frem. Grækenland blev derimod frifundet for krænkelse af artikel 2's krav om effektiv undersøgelse, idet undersøgelsen ved de nationale myndigheder havde været tilstrækkeligt effektiv. Der var dissens fra en dommer, som fandt, at undersøgelsen ikke havde været tilstrækkelig omhyggelig, og at artikel 2 derfor også af denne grund var krænket. Klageren fik ikke tilkendt godtgørelse, idet EMD fandt, at godtgørelsen tilkendt ved de nationale domstole (80.000 EUR) var tilstrækkelig. EMD fandt, at han havde fået rimelig oprejsning ved konstateringen af, at der var sket en krænkelse. Også i denne sag præciseres det, at udbetaling af godtgørelse ikke er tilstrækkelig for en medlemsstat til at undgå, at der statueres krænkelse af artikel 2, hvis ikke der også har været en effektiv undersøgelse af omstændighederne ved dødsfaldet, og hvis ikke der er foretaget en strafferetlig undersøgelse mod politifolk, der kan mistænkes for strafbart forhold.  

De efterladtes offerstatus, ret til aktindsigt og adgang til at påvirke efterforskningen

I Mikhalkova m. fl. mod Ukraine afgjort af EMD under sagsnummer 10919/05 den 13. januar 2011 fandt EMD, at EMRK artikel 2 var krænket i et tilfælde, hvor en person, der på grund af beruselse var blevet anbragt i detentionen, afgik ved døden i detentionen. EMD fandt, at efterforskningen ikke opfyldte kravene i EMRK artikel 2. I præmis 48 bemærker EMD blandt andet, at klagerne (de pårørende) gentagne gange var blevet nægtet aktindsigt. EMD udtaler om dette i præmis 48: "... The Court also notes that the applicants were repeatedly denied access to the case file (see paragraphs 13 and 33 above) and the opportunity to participate meaningfully in the proceedings concerning the establishment of circumstances of death of their relative. The Court considers that such conduct on the part of the authorities vis-à-vis the applicants could not but undermine the effectiveness of the investigation and was contrary to the Convention.")

I sagen Jordan mod Det forenede Kongerige (UK) afgjort af EMD den 4. maj 2001 under sagsnummer 24746/94 fandt EMD, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 2. I præmis 142 udtalte EMD, at den processuelle del af bestemmelsen var krænket, blandt andet fordi de pårørende ikke i tide havde fået gratis retshjælp, fordi de pårørende ikke i tide havde modtaget kopi af sagens akter, og fordi undersøgelsen havde været for langsom.

Tavshedsbrud
Politipersonale kan i dansk ret straffes efter straffelovens § 152 for "uberettiget" at videregive fortrolige oplysninger om andres private forhold uden disses samtykke. Politiet må således ikke invitere journalister til at være til stede på et sted, hvor der skal foretages anholdelser af personer uden at have sikret sig disses samtykke. Se nærmere Justitsministeriets cirkulære af 27. juni 2003 om nogle spørgsmål vedrørende politiets samarbejde med pressen.  

Særligt om klager over politiets efterretningstjeneste
I Segerstedt-Wiberg med flere mod Sverige, applikationsnummer 62332/00, der blev afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 6. juni 2006, fandt EMD, at de svenske myndigheder havde krænket EMRK, artikel 8 (retten til privatliv), artikel 10 (ytringsfriheden), artikel 11 (forsamlingsfriheden) og artikel 13 (adgangen til effektive retsmidler). Nogle svenske statsborgere havde været involveret i politiske partier på venstrefløjen tilbage fra 1970'erne. De var i flere tilfælde blevet registreret hos politiets efterretningstjeneste. En var registreret for under en demonstration i 1969 angiveligt at skulle have agiteret for voldelig modstand mod politiet ("violent resistance to police"). EMD understreger, at det kan være nødvendigt for den nationale sikkerhed, at medlemsstaterne registrerer visse oplysninger om borgerne. EMD fandt, at ovennævnte registrering var en krænkelse af artikel 8 både på grund af registreringens art og alder. En anden var registreret for deltagelse i et politisk møde i Warszawa i 1967, hvilket også fandtes at være uden betydning for den nationale sikkerhed og derfor en krænkelse af artikel 8. To af klagerne havde været medlem af et politisk parti (KPML). EMD var enig med de svenske myndigheder i, at partiet ifølge sine vedtægter ville forsøge at omstyrte det demokratiske samfund med voldelige midler. EMD fandt imidlertid, at medlemmernes og ledelsens faktiske adfærd ikke havde givet grund til at tro, at de ville bruge vold til dette formål. EMD fandt ikke, at partiet, dets medlemmer og dets ledere udgjorde "en aktuel eller endda en potentiel trussel mod rigets sikkerhed" ("an actual or even potential threat to national security") i 1999, da klagerne gennem aktindsigt fik kendskab til oplysningerne. Registreringen udgjorde derfor en krænkelse af artikel 8. At aktindsigten var begrænset, var derimod ikke en krænkelse af artikel 8, idet EMD fandt, at hensynet til rigets sikkerhed og kampen mod terrorisme kan begrunde nødvendige indskrænkninger i aktindsigten hos en efterretningstjeneste. Af samme grunde som anført ovenfor fandt EMD også, at der var sket en krænkelse af artikel 10 og artikel 11, når bortses fra en enkelt af klagerne. Om denne klager havde tjenesten registreret, at hun selv på et tidspunkt havde været udsat for en bombetrussel. EMD fandt, at det var relevant for beskyttelsen af en borger, at sådanne registreringer kunne foretages. EMD fandt, at de svenske myndigheder ikke havde godtgjort, at den svenske ombudsmand og det svenske datatilsyn var tilstrækkeligt effektive retsmidler til prøvelse af de påståede krænkelser. De svenske myndigheder havde bestemmelser, der gav mulighed for erstatning, men dette kompenserede ikke for den omstændighed, at borgerne ikke havde en effektiv mulighed for gennem en klageinstans at få fjernet de omhandlede oplysninger.  

I Hadzhiev mod Bulgarien afgjort af EMD den 23. oktober 2012 under sagsnummer 22373/04 famdt EMD, at EMRK artikel 8 og EMRK artikel 13 var krænket, som følge af, at en borger ikke fra myndighederne kunne få oplyst, hvorvidt han var registreret i myndighedernes registre, blandt andet fordi der generelt ikke i den nationale lovgivning var tilstrækkelige retsgarantier mod vilkårlig registrering. Af præmis 55 fremgår blandt andet, at den omstændighed, at borgere generelt ifølge national lovgivning var afskåret fra myndighederne at få oplyst, om myndighederne havde foretaget registrering af dem, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 13, idet borgerne som følgende af manglende oplysninger om eventuel registrering af den pågældende faktisk ville være afskåret fra at føre en sag mod myndighederne om erstatning for krænkelse af EMRK artikel 8.

Frygt for at klage over politiet
Det har i den offentlige debat været hævdet, at nogle borgere ikke vover at klage over overgreb fra politiet af frygt for, at de vil blive straffet for dette. Se artikel fra april 2008, hvor eksempler fra praksis belyses.

Ved en upåanket dom blev en polititjenestemand den 23. april 2010 ved Retten i Holbæk frifundet for vold med døden til følge mod en ubevæbnet biltyv, som natten til den 1. december 2009 i Kalundborg forsøgte at flygte fra politiet. Sagen er omtalt ovenfor under Efterforskning og strafforfølgning i politiklagesager og i straffesager om overgreb fra myndighedspersoner i dansk ret. Tre journalister som skrev kritiske artikler om denne sag, medens den verserede ved Retten i Holbæk, skrev blandt andet, at den tiltalte betjent "løj i retten". Af Dansk Presse, Nyhedsbrev Uge 5 - 2011, side 1, fremgår blandt andet: "Betjenten blev i april 2010 frikendt, og nu har Københavns Politi besluttet at sigte de tre journalister, fordi de i dækningen af sagen var så kritiske over for politimanden, at det var egnet til at påvirke rettens holdning, mener politiets faste advokat, Torben Koch. Ifølge retsplejeloven er det strafbart at fremsætte udtalelser, der kan påvirke dommerne, domsmændene eller nævningene med hensyn til sagens afgørelse, så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt. Politianklager Dorit Borgaard fra Københavns Politi oplyser til Jourpol.dk, at sagen er sendt videre til Rigsadvokaten, som altid skal have sigtelser mod journalister forelagt." Af berlingske.dk den 18. juni 2010 fremgår, at det var betjentens advokat, som anmeldte sagen til Københavns Politi. Af artiklen fremgår blandt andet følgende: "Mediernes dækning var ifølge Torben Koch så kritisk over for hans klient, at den var egnet til at påvirke rettens holdning. Derfor melder han nu ganske opsigtvækkende de to aviser for at have overtrådt retsplejelovens paragraf 1017."

Ifølge artikel af 30. maj 2012 på nordvestnyt.dk er to personer blevet straffet med 10 dagbøder a 500 kr. og blevet pålagt at betale en samlet godtgørelse på 20.000 kr. til en polititjenestemand fra Kalundborg omtalt i artiklen som "J.O". Den ene af de to dømte er broder til Michael Nielsen, som den pågældende polititjenestemand dræbte med "mindst 3 skud" med sit tjenestevåben den 30. november 2009, da Michael Nielsen, som efter det oplyste var ubevæbnet, forsøgte at flygte fra politiet i en brugsstjålen bil. Af artiklen fremgår blandt andet følgende: "De to dømte besluttede straks at anke afgørelsen til Østre Landsret, som således skal se på, om 10 dagbøder a 500 kroner og en fælles erstatning på 20.000 kroner til Kalundborg-betjenten er en rimelig straf for de to mænds skriverier på Facebook.Kalundborg-betjenten havde forlangt 100.000 kroner i erstatning for ord som bl.a. »voldsregime«, »svin«, »idiot«, »min brors morder« på Facebook, som anklageren karakteriserede som krænkende.". Yderligere anføres blandt andet følgende i artiklen: "Ifølge advokat Ervin Birk, forsvarer for den ene af de to mænd, som blev dømt for injurier, er Kalundborg-betjenten J.O. skydegal og en mand, der ikke er bange for at bruge sin pistol.- Han elsker at vise sig frem med den, for pistolen giver ham styrke til at skabe skræk og rædsel, når han færdes i visse områder i Kalundborg og omegn, lød det fra advokaten." Sagen om drabet af Michael Nielsen er nærmere omtalt under Efterforskning og strafforfølgning i politiklagesager og i straffesager om overgreb fra myndighedspersoner i dansk ret.  
 
Retten i Holstebro meddelte den 1. december 2011 på rettens hjemmeside, at retten samme dag havde frifundet en 26-årig rapsanger fra Holstebro for at have fremsat trussel om vold over for en politimand i en rapsang med titlen Free King G. Af rettens hjemmeside fremgik blandt andet følgende: "Den 26-årige rapsanger lavede en sang, der var kritisk over for politiets indsats i en sag mod en af sangerens venner. Efter at vennen var blevet varetægtsfængslet, blev sangen lagt ud på You Tube som en hyldest til vennen, forklarede sangeren. I sangen hedder det blandt andet, at
”Deres race virker døende som en dinosaur
hvis de ikke snart lukker ringer jeg til Spiegelhaver
der sørger for at midt og vestjyllands
politi kreds pludselig ses ordentlig an
mand for mand – og vi starter med [politimandens navn]
putter falken i kalken – eller i ovnen der brænder
render du ind i manden - når han har et hold på seks
så er det sikkert Flex – og alle vil de checke din pik”

Retten frifandt sangeren, fordi retten ikke mente, at ordlyden af sangen i sammenhængen kunne beskrives som en trussel, der var egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd. .." Sagsnummeret er ikke oplyst på hjemmesiden. 

Se ovenfor om begrebet "impugnity" og i strafferetten under straffelovens kapitel 16 om repressalier mod personer, der klager over magtmisbrug.

Journalist Morten Mærsk citerer i dagbladet BT den 22. april 2014 under overskriften "Kollega tog kvinde på brysterne: Betjent: Fagforening og advokat bad mig lyve" en 50-årig politiassistent ved Københavns Politi, Mikael Jakobsen, for at fremsætte en række anklager mod kolleger ved Københavns Politi. Indledningsvist fremgår det af artiklen, at Mikael Jakobsen den 25. september 2009 blev overfaldet sent på natten under en bytur med fem kolleger fra Københavns Politi. Jakobsen blev af overfaldsmanden forvekslet med én af sine kolleger, der kort forinden havde taget en kvinde på brysterne udenfor en bar på Vesterbro, og overfaldet skete efter det oplyste "som hævn for det seksuelle overgreb". Desuden skulle Mikael Jakobsens kolleger også have sparket en afrikansk narkohandler i hovedet samt kaldt en dørmand for en "svans". Politiassistent Mikael Jakobsen kom til skade, og der blev iværksat en undersøgelse af, hvad der var passeret. Herom anføres i avisartiklen: "Men forud for de senere afhøringer i sagen blev politiassistent Mikael Jakobsen to gange opfordret til at lyve om sagens rette sammenhæng og ikke fortælle, at én af hans kolleger havde taget en kvinde på brysterne. Dette skulle dels ske for at beskytte den kollega, der havde begået det seksuelle overgreb, dels for at beskytte Københavns Politis omdømme." Videre anføres det i artiklen: "Opfordringerne til at lyve om sagens rette sammenhæng kom fra to yderst centrale personer: Den nuværende formand for Politiforbundets største kreds, Københavns Politiforening - Michael Bergman Møller - og Politiforbundets faste advokat, Torben Koch fra advokatfirmaet Koch Christensen i København. Politiassistent Mikael Jakobsen erkender og fortryder i dag, at han to gange løj for at beskytte sine kolleger. Jakobsen fortæller, at han kort før han første gang skulle afhøres om overfaldet på ham den 29. september 2009, fire dage efter overfaldet, mødte op på Michael Bergmann Møllers - daværende tillidsmand på Station City og nuværende formand for Københavns Politiforening - kontor på Station City, lokalpolitistationen på Vesterbro i København. Under mødet opfordrede tillidsmanden Mikael Jakobsen til ikke at fortælle, at en kollega havde taget kvinden på brysterne, og han ønskede også, at Mikael Jakobsen skulle anmelde overfaldet som en arbejdsskade og i strid med sandheden påstå, at han var blevet genkendt i kraft af sit arbejde i den operative bandeenhed - og at det var forklaringen på overfaldet. Dermed ville det ikke blev afsløret, at politiassistenten var blevet overfaldet som hævn for en betjents seksuelle krænkelser. Men politiassistent Mikael Jakobsen nægtede at sige, at overfaldet skyldtes, at han var blevet genkendt. - Jeg gik dog med til at undlade det med brysterne, fordi jeg kun var fokuseret på at få sagen opklaret, og jeg fik det indtryk af Michael Bergmann Møller, at de andre betjente ikke ville hjælpe til med opklaringen, hvis jeg forklarede, hvorfor jeg blev slået ned, siger Mikael Jakobsen. Også under den anden afhøring, der fandt sted den 3. marts 2010, mere end fem måneder efter overfaldet, undlod Mikael Jakobsen at fortælle sandheden om, hvorfor han blev slået ned. Denne gang var det Politiforbundets husadvokat, Torben Koch fra advokatfirmaet Koch Christensen i København, der overtalte Mikael Jakobsen til at lade være: - En halv til en hel time inden afhøringen mødtes Torben Koch og jeg i et lokale, vi havde lånt på Politigården. Her talte vi afhøringen igennem, og Koch opfordrede mig til at lade være med at fortælle sandheden om, hvad der var sket den aften, fordi det ville belaste kollegerne. Det accepterede jeg, siger Mikael Jakobsen." Om Advokatfirmaet Koch Christensen anføres i artiklen yderligere: ".. I en række sager har Torben Koch eller andre advokater fra hans kontor - i forbindelse med sager, hvor politifolk efterforskes for at have begået fejl eller forsømmelser i tjenesten - repræsenteret alle eller flere af de betjente, der har været involveret i samme episode. Men i en konkret sag, hvor københavnske politifolk undersøges for vold mod en borger, har Politiklagemyndigheden fået rettens ord for, at Torben Kochs kontor ikke kan repræsentere begge involverede politifolk. .."

I dagbladet BT den 23. april 2014 citerer journalist Morten Mærsk politiassistent Christian Hjørting, som ifølge artiklen i 2009 var tillidsmand i "Københavns Politi Bandeenhed", for en række udtalelser vedrørende overfaldet på politiassistent Mikael Jakobsen. Af artiklen fremgår blandt andet følgende: "Hjørting fortæller til BT, at han ‘få timer efter overfaldet’, der fandt sted klokken cirka kl. 04.40 25. september 2009, blev ringet op af en navngiven politiassistent – identisk med politiassistent JF – der sammen med fem andre betjente, herunder politiassistent Mikael Jakobsen – deltog i den natlige bytur. Den pågældende (identisk med politiassistent JF, anonymiseret her, red.) ringede til mig og fortalte, at en kollega (politiassistent DS, red.) med begge hænder havde taget en ukendt kvinde på brysterne, og at Mikael Jakobsen derefter ved en fejl var blevet slået ned, da gerningsmændene troede, at det var ham, der havde rørt ved kvinden. Han fortæller også, at Mikael Jakobsen var uden skyld i overfaldet, og at kvinden, der så Mikael Jakobsen blive overfaldet, råbte: ‘Det var ikke ham, det var ikke ham.’ Ifølge Christian Hjørting fortalte politiassistent JF også, at én af politifolkene, politiassistent MG, sparkede en afrikansk narkohandler i hovedet. - JF fortalte, at de på et tidspunkt blev kontaktet af en gambianer, der ville tilbyde dem narko. Han var påtrængende, og på et tidspunkt gav MG gambianeren et spark i hovedet. JF fortalte meget malende, hvordan sølvkuglerne med narko fløj ud af munden på manden, og han efterfølgende gik i gulvet, siger Hjørting. Ligesom JF også fortalte Christian Hjørting, at en anden af betjentene, politiassistent SB, kaldte en dørmand på Waterloo for ‘en svans’, fordi dørmanden ikke ville lukke politiassistent SB ind på stripbaren." Politiassistent Christian Hjørting citeres blandt andet yderligere for at udtale: "Hjørting forklarer, at Mikael Jakobsen siden 2009 er blevet ‘lagt for had’ og reelt er ‘blevet udstødt af kollegerne’ i Københavns Politi. Angiveligt fordi nogle i Københavns Politi har formået at overbevise andre om, at Mikael Jakobsen selv var skyld i overfaldet, og derved har de haft held med at dække over vold og blufærdighedskrænkelser."

Sager om falsk anmeldelse mod personer, der klager over politiet
I "boomerang-sagerne" i Norge blev personer, der havde klaget over politivold, senere straffet for falsk anmeldelse.  Blandt andet en meget omfattende debat om disse sager i Norge førte til, at straffedommene mod de pågældende blev genoptaget. De blev senere frifundet. Den norske højesteret begrundede blandt andet genoptagelsen med, at det er "overvejende sandsynligt, at nogen i politiets tjeneste har afgivet falsk forklaring" (Lov og Rett 1999 s. 631 flg)."  

Se eksempler på domfældelser tiltalerejsning mv. i strafferetten under falsk anmeldelse (straffelovens § 164). Yderligere henvises der til kapitlet Straffesager, klager mv. mod advokater og især forsvarsadvokater (retsplejelovens § 739) i straffeprocessen.

Under strafferettens behandling af "ærekrænkelser" vises eksempler på at politiet og andre offentlige myndigheder undertiden har held med at klage til Advokatnævnet over advokaters ytringer om offentlige myndigheder.

Kritik af den danske politiklageordning
Europarådets menneskerettighedskommissær har i 2004 og igen i 2007 i Memorandum to the Danish Government af 11. juli 2007 udtalt kritik til den danske regering af, at politiklageordningen i Danmark ikke er tilstrækkelig effektiv, og at undersøgelserne af klager over politiet ikke foregår i et forum, der er tilstrækkelig uafhængig af politiet. Statsadvokatens (og Rigsadvokatens) manglende uafhængighed af politiet kan udgøre en krænkelse af artikel 3 eller artikel 2 i behandlingen af sager, hvor det skal undersøges om politiet har overdrevet brugen af magt eller anvendt vold mod borgere. I Dondu Erdogan mod Tyrkiet, sagsnr. 32505/02, afgjort af EMD den 23. marts 2010 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af artikel 3, at en klage over politibrutalitet var blevet undersøgt af et administrativt organ, som er ansvarligt for politiets virksomhed. Af præmis 55 fremgår således følgende: "The Court reiterates its earlier finding in a number of cases that investigations carried out by administrative entities such as the District Administrative Council cannot be regarded as independent since they are chaired by district governors who are themselves responsible for the security forces, and it is the security forces whose conduct is presently at issue."

Retsplejeloven er vanskelig at forstå anderledes, end at statsadvokaten er overordnet i forhold til politiet. Lovens §§ 95 og 96, stk. 1, lyder således:

"§ 95. De offentlige anklagere er rigsadvokaten, statsadvokaterne, politidirektørerne samt de personer, der er antaget til bistand for disse ved den retlige behandling af straffesager.

§ 96. De offentlige anklageres opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser efter reglerne i denne lov."

Borgernes muligheder for at retsforfølge politiet og klage over politiet i tidligere ordninger
Borgeren kan ikke selv "anlægge straffesag" ved domstolene mod politiet i anledning af påstået vold eller andre ulovligheder, som borgeren måtte mene, at personer i politiets tjeneste har begået. Det er alene anklagemyndigheden, der kan rejse tiltale i et sådant tilfælde. Frem til 1960'erne tilkom der efter dagældende § 726, stk. 3, og stk. 4, i retsplejeloven borgeren privat påtaleret i sådanne tilfælde. Se "Retsplejeloven med bilove m.v., udgivet og kommenteret af Victor hansen m. fl., G.E.C. Gads Forlag - København, 1939, side 978-979. Denne egentlige påtaleret indebar, at borgeren kunne anlægge en privat straffesag mod polititjenestemænd med påstand om, at de pågældende skulle straffes. Borgere, der ville klage over "myndighedsmisbrug fra politiets side under efterforskning", behøvede ikke at rejse sag efter § 726 men kunne i stedet følge fremgangsmåden i den dagældende § 814 i retsplejeloven og bede retten fremkomme med en "misbilligende udtalelse", hvortil der ikke var tilknyttet noget strafferetligt ansvar. Se "Retsplejeloven med bilove m.v., udgivet og kommenteret af Victor hansen m. fl., G.E.C. Gads Forlag - København, 1939, side 1086-1087.

Se også betænkning 507 vedrørende undersøgelser mod personer ansat i politiets tjeneste - 1968

Politiklageordninger i andre lande
Folketingets Retsudvalg stillede den 9. februar 2004 spørgsmål 162 til justitsministeren. Spørgsmålet lød således:

"Ministeren bedes tilsende udvalget en redegørelse for Storbritanniens system
for behandling af klager over politiet, herunder
– Hvad er de britiske erfaringer, og hvad er baggrunden for og overvejelserne
bag ændringerne i det britiske klagesystem.
– Klagesystemets uafhængighed sammenlignet med det danske klagesystem.
– Hvor ofte klagerne får ret i klager over politiet sammenholdt med praksis i
Danmark."

Folketingets Retsudvalg stillede endvidere den 13. februar 2004 spørgsmål 164 til justitsministeren. Spørgsmålet lød således:

"Ministeren bedes redegøre for de andre nordiske landes systemer for behandling
af klager over politiet og erfaringerne hermed."

Spørgsmålene førte til, at Justitsministeriet pålagde Rigsadvokaten at udføre en redegørelse om disse spørgsmål. I april 2005 fremkom Rigsadvokatens redegørelse for behandlingen af klager over politiet i de nordiske lande og i Storbritannien.

Disciplinærsager mod polititjenestemænd i dansk ret

Cirkulære nr. 10693 af 14. juli 1999 om Rigspolitiets kundgørelse om disciplinærsagers behandling

Rigspolitiets resumé over disciplinærsager 2008
Rigspolitiets resumé over disciplinærsager 2007
Rigspolitiets resumé over disciplinærsager 2006
Rigspolitiets resumé over disciplinærsager 2005
Opfølgning på tidligere års verserende disciplinærsager - 2005
Rigspolitiets resumé over disciplinærsager 2004
Opfølgning på tidligere års verserende disciplinærsager - 2004
Oversigt over disciplinærsager fordelt på emner

I øvrigt henvises til til Landsforeningen KRIMs artikler mv. om politiet samt til kapitlet nedenfor om straf for magtmisbrug, tjenesteforsømmelse med videre i det offentliges tjeneste.