|
Af advokat (H) Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM
Senest opdateret 26. oktober 2014
Landsforeningen KRIMs samling af regler om administrativ
sagsbehandling og domstolsprøvelse
Straffuldbyrdelseslovens regler om særlig
domstolsprøvelse af visse administrative afgørelser
Adgangen til særlig domstolsprøvelse af kriminalforsorgens
administrative afgørelser findes i
straffuldbyrdelseslovens § 112. Denne domstolsprøvelse er, modsat af
den sædvanlige domstolsprøvelse af "øvrighedens grænser", som følger
af grundlovens § 63, nemmere for borgeren, idet det er
kriminalforsorgen, som skal indbringe sagen for retten på borgerens
begæring. Endvidere omfatter en domstolsprøvelse efter
straffuldbyrdelseslovens § 112 en fuld prøvelse af forvaltningens
skønsmæssige afgørelser. Der har i
tidligere lovgivning været tvivl om, hvorvidt der bestod en
adgang til særlig domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 a af
administrative afslag på erstatningskrav rejst efter §§ 106 og 107 i
straffuldbyrdelseslovens kapitel 20.
Bestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 112 er gengivet i sin
helhed umiddelbart nedenfor:
"§ 112. Endelige administrative afgørelser kan inden 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, af denne kræves indbragt
til prøvelse for retten, hvis der er tale om
1) en afgørelse efter § 14 eller § 16 om straffetidsberegning,
medmindre klagen er begrundet i uenighed om straffedommens
fortolkning, jf. retsplejelovens § 998,
2) en afgørelse efter § 55, stk. 4, om tilbageholdelse af brev,
såfremt afgørelsen er begrundet i hensynet til beskyttelse af den
forurettede ved lovovertrædelsen,
3) en afgørelse efter § 70, stk. 1, jf. § 67, om disciplinærstraf i
form af strafcelle i mere end 7 dage,
4) en afgørelse efter § 73 om konfiskation af genstande eller penge,
hvis værdi overstiger det almindelige vederlag, der udbetales
indsatte for en uges beskæftigelse,
5) en afgørelse efter § 74 om modregning af erstatningsbeløb, der
overstiger størrelsen af det i nr. 4 nævnte ugentlige vederlag,
6) en afgørelse efter § 80 om nægtelse af prøveløsladelse i henhold
til straffelovens § 38, stk. 1, eller om nægtelse af prøveløsladelse
efter straffelovens § 41, når 14 år af straffen af fængsel på
livstid er udstået,
7) en afgørelse efter § 86, stk. 4, om genindsættelse af en
prøveløsladt til udståelse af reststraf i henhold til straffelovens
§ 40, stk. 2 eller 3, eller til udståelse af straf af fængsel på
livstid i henhold til straffelovens § 42, stk. 2,
8) en afgørelse efter § 88, jf. § 86, stk. 4, om indsættelse af en
betinget benådet til udståelse af straf eller reststraf i henhold
til straffelovens § 43 eller
9) en afgørelse om nægtelse af erstatning efter § 106 i anledning af
uforskyldt udståelse af fængselsstraf i for lang tid eller
anbringelse i strafcelle, jf. nr. 3."
Advokatbistand til den indsatte efter straffuldbyrdelseslovens §
115, stk. 2
Overskridelser af fristen på 4 uger
Som det fremgår af indledningen til
straffuldbyrdelseslovens § 112 er der en frist på 4 uger til at
indbringe en endelig administrativ afgørelse fra kriminalforsorgen
efter bestemmelsen for domstolene. Der er ikke udtrykkeligt hjemlet
adgang til, at der kan ses bort fra en overskridelse af fristen.
Herom anfører Annette Esdorf m. fl. i "Straffuldbyrdelsesloven",
DJØF forlag 2003, side 253, blandt andet: ".. Dette indebærer dog
næppe, at domstolene vil anse sig for fuldstændig afskåret fra at se
bort fra en fristoverskridelse i særlige tilfælde, ligesom
domstolene næppe i alle tilfælde af egen drift vil afvise en sag
pga. fristoverskridelse, hvis parterne er enige om at se bort fra
fristoverskridelsen, jf. Jørgen Mathiassen i Forvaltningsret,
Almindelige emner (3. udg. 1997) s. 310-311 og Bent Christensen:
Forvaltningsret, Prøvelse (2. udg. 1994) s. 32-33. En forudsætning
for at håndhæve søgsmålsfristen er dog naturligvis, at den dømte er
vejledt fyldestgørende herom, jf. herved
forvaltningslovens § 26. .."
Domstolsprøvelse i
straffuldbyrdelsesretten og EMRK artikel 6
EMRK artikel 6 har følgende ordlyd:
"Ret til retfærdig rettergang
1. Enhver skal, når der skal træffes afgørelse enten i en
strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående
en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, være berettiget til en
retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved
lov oprettet uafhængig og upartisk domstol. Dom
skal afsiges i offentligt møde, men pressen og offentligheden kan
udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til
sædeligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i
et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet til mindreårige
eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige
omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendige omfang,
når offentlighed ville skade retfærdighedens
interesser.
2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses
for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med
loven.
3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, er i
særdeleshed berettiget til:
a) ufortøvet at modtage udførlig underretning på et sprog,
som han forstår, om arten af og årsagen til den anklage, der er
rejst mod ham;
b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit
forsvar;
c) at forsvare sig personligt eller ved juridisk bistand som
han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til
at betale den juridiske bistand, at modtage den uden betaling, når
retfærdighedens interesser kræver det;
d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få
vidner i hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som
vidner, der føres imod ham;
e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke
forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten."
I Boguslow mod
Polen afgjort den 31. maj 2011 under sagsnummer 24205/06 giver
EMD eksempler på udviklingen i praksis med hensyn til spørgsmålet
om, hvorvidt sager om behandling af anmodninger om prøveløsladelse
og sager vedrørende andre spørgsmål om fængselsvilkår, er omfattet
af EMRK artikel 6, stk. 1, med den virkning, at en klager kan
påberåbe sig de krav, som denne bestemmelse stiller til en
domstolsprøvelse. EMD anfører i præmis 96 og præmis 97. Her anfører
domstolen:
"96. The Court notes that the proceedings for the applicant’s
release on probation did not involve the determination of his
criminal charge, it having already been determined by the
applicant’s final conviction. Therefore, the Court concludes that
the criminal limb of Article 6 § 1 does not come into play (Enea v.
Italy [GC], no. 74912/01, § 97).
97. As regards the civil limb of Article 6, it should be recalled
that although, in the past, the jurisprudence of the Court and of
the Commission customarily held that complaints relating to the
examination of requests for release from prison or to issues
regarding the modalities of execution of penalty of imprisonment
fall outside the scope of Article 6 § 1 (Neumeister v. Austria,
1936/63, 27 June 1968, § 22-3, Series A no. 8; A.B. v. Switzerland,
no. 20872/92, Commission decision of 22 February 1995, Decisions and
Reports (D.R.) 80, p. 66 ; Lorsé and Others v. the Netherlands, no.
52750/99, 4 February 2003; Montcornet de Caumont v. France (dec.),
no. 59290/00, ECHR 2003-VII), there has recently been a certain
change of its jurisprudence with regard to procedures instituted in
the penitentiary context. For instance, the Court has held Article 6
§ 1 to be applicable, under its civil limb, to proceedings
concerning security measures and penitentiary discipline (Enea,
cited above, § 98; Ganci v. Italy, no. 41576/98, § 20-6, ECHR
2003-XI; Musumeci v. Italy, no. 33695/96, § 36, 11 January 2005;
Gülmez v. Turkey, no. 16330/02, § 27-31, 20 May 2008; Stegarescu and
Bahrin v. Portugal, no. 46194/06, § 35-9, 6 April 2010) and, more
recently, also in the context of proceedings for temporary release
from prison (see Boulois v. Luxembourg, no. 37575/04, § 55-66, 14
December 2010, currently pending before the Grand Chamber)."
Af præmis 96 kan udledes, at de nationale myndigheder ikke i
tilfælde, hvor der ikke skal tages stilling til, hvorvidt en person
er skyldig i et strafbart forhold, har pligt til at yde den
retsbeskyttelse, som EMRK artikel 6 yder i straffesager. I en sag om
prøveløsladelse er der taget stilling til skyldsspørgsmålet i den
straffesag, der har ført til indsættelsen i fængsel, hvorfor der
ikke på ny skal ske en sådan prøvelse. Som det fremgår af præmis 97
er udviklingen imidlertid gået i retning af, at sager af
straffuldbyrdelsesretlig karakter i mange tilfælde skal kunne prøves
ved de nationale domstole i overensstemmelse med en fremgangsmåde,
der opfylder de krav, som EMRK artikel 6 stiller til civile sager.
Som eksempel henvises der til storkammerets afgørelse i
Enea mod Italien omtalt nedenfor under domstolsprøvelse
af afgørelser om udelukkelse fra fællesskabet. Endvidere nævnes det,
at sager om sikkerhedsforanstaltninger ("security measures") samt om
disciplinære sanktioner i fængsler ("penitentiary discipline") efter
nyere praksis ved EMD skal opfylde kravene i den civile del af EMRK
artikel 6, § 1. Derimod udtales det i præmis 98, at EMD ikke anser
en sag om prøveløsladelse om en sag, der vedrører en "dispute" over
en "right" i artikel 6's forstand.
Om
skriftlig frem for mundtlig behandling ved domstolene i
straffuldbyrdelsessager
Straffuldbyrdelseslovens § 116 om sagens behandling ved retten
(udgangspunktet er skriftlig behandling)
Af straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 3, følger, at
disciplinærstraffe, hvor en indsat af de straffuldbyrdende
myndigheder er idømt disciplinærstraf "i form af strafcelle i mere
end 7 dage" af den indsatte kan forlanges indbragt for retten. Af
samme lovs § 116 følger, at sagen behandles "på skriftligt grundlag,
medmindre retten bestemmer andet". § 115, stk. 2, giver mulighed
for, at der beskikkes en advokat for den dømte, hvis retten "finder
det fornødent".
I UfR 2010.664
VLK blev en livstidsdømt kvinde nægtet prøveløsladelse efter
udståelse af 14 år af straffen. Det fremgik, at den pågældende
fortsat var indsat i lukket fængsel, men at hun gennem længere tid
havde haft udgange. Først havde hun haft ledsagede udgange, og
senere var hun påbegyndt uledsagede udgangen. Hun havde nu
almindelig weekend-orlov, der indebærer, at hun (hver tredje
weekend) forlader anstalten fredag eftermiddag og vender tilbage
søndag om aftenen. Det fremgår af sagen, at overførsel til åbent
fængsel var påtænkt fra 2009. DfK udtalte under sagen, at
livstidsdømte normalt har behov for et meget langt
udslusningsforløb. Landsretten nægtede den pågældende
prøveløsladelse og henviste blandt andet til den pådømte
kriminalitets karakter. Kvinden var "dømt for forsætligt drab af
en 4-årig og dennes mor ved at have brændt dem inde i en ejendom, og
af en 7-årig, som ved ildspåsættelsen fik forbrændinger, der
medførte døden." Det fremgår af sagen, at der under denne
tillodes mundtlig forhandling.
I
TfK 2007.782 VLK var en drabsdømt,
som var blevet prøveløsladt, begyndt at drikke alkohol, uagtet at
prøveløsladelsen var betinget af antabusvilkår. Han havde
indledningsvist modtaget en advarsel. Da forholdene efter
kriminalforsorgens opfattelse ikke ændrede sig, blev han genindsat.
Retten udtalte blandt andet: "Efter straffelovens § 40, stk. 2.
nr. 3, forudsætter indsættelse til udståelse af reststraffen, at der
forligger særlige omstændigheder. Udgangspunktet er således, at
overtrædelse af vilkårene for en prøveløsladelse, når der ikke
foreligger nyt strafbart forhold, ikke skal medføre genindsættelse,
men de konsekvenser, der er angivet i straffelovens § 40, stk. 2,
nr. 1 og nr. 2. A er blevet advaret om de mulige konsekvenser af en
fortsat overtrædelse af vilkåret. A er dømt for forsøg på manddrab.
Forholdet blev ifølge mentalerklæringen begået, mens han var
beruset. Han blev idømt fængsel i 6 år. Der er således tale om en
meget alvorlig forbrydelse, der blev begået under beruselse. Derfor
er det særligt alvorligt, at A ikke overholdt vilkåret om
alkoholistbehandling, trods flere indskærpelser. Retten er derfor
enig i, at der i dette tilfælde har foreligget særlige
omstændigheder. Retten stadfæster derfor direktoratets afgørelse.
Efter straffelovens § 40, stk. 6, udelukker afgørelsen ikke, at A
igen søger om at blive prøveløsladt, således at det fortsat er
muligt gennem prøveløsladelse at søge at motivere A til at leve et
ædrueligt og kriminalitetsfrit liv." Sagen blev på
kriminalforsorgens begæring behandlet på skriftligt grundlag.
I præmis 32 og 33 i
Rozhin mod Rusland
afgjort af EMD den 6. december 2011 under sagsnummer 50098/07
fastslår EMD blandt andet, at civile sager, hvor retten skal tage
stilling til en parts personlige egenskaber, opførsel mv., fordrer
en mundtlig behandling af sagen (præmis 32). Endvidere kræver EMD,
at sager, hvor en indsat for eksempel klager over personalets
brutalitet eller forholdene i fængslet, også behandles mundtligt,
idet det er "uundværligt" for rettens afgørelse af sagen at høre den
pågældendes førstehåndskendskab til, hvad der er foregået.
Præmis 32 og præmis 33 er oversat fra engelsk til dansk af
undertegnede umiddelbart
nedenfor:
" 32. Artikel 6 i konventionen foreskriver
ikke udtrykkeligt en ret til personligt fremmøde i retssager. Det er
dog indeholdt i den mere almindelige forståelse af en retfærdig
rettergang, at en straffesag skal foretages under tiltaltes
tilstedeværelse (se for eksempel Colozza mod Italien, 12. februar
1985, præmis 27, serie A nr. 89). Derimod er der ikke i forhold til
sager, som ikke er straffesager, nogen ubetinget ret til at være
tilstede under ens egen sag, undtagen i en begrænset kategori af
sager, nemlig disse, hvor den pågældendes personlige egenskaber og
måde at leve på er direkte relevant for sagens genstand, og hvor
afgørelsen hviler på personens adfærd (se for eksempel Kabwe og
Chungu mod Storbritannien (dec.), nr. 29647/08 og 33269/08, 2.
februar 2010).
33. EMD har tidligere statueret krænkelse af retten til en
"offentlig og retfærdig rettergang" i adskillige sager mod Rusland,
i hvilke parten i en civil sag var blevet afskåret fra muligheden
for at deltage i retssagen som følge af forsinket eller uvirksom
forkyndelse af stævninger (se Yakovlev mod Rusland, nr. 72701/01,
præmis 19 og fremefter, 15. marts 2005; Groshey mod Rusland, nr.
69889/01, præmis 27 og fremefter, 20. oktober 2005; og
Mokrushina mod Rusland, nr. 23377/02, 5 oktober 2006). Den [EMD[
statuerede også krænkelse af EMRK artikel 6 i en række sager, hvor
russiske domstole nægtede fængslede parter, som ønskede at fremkomme
med mundtlige indlæg vedrørende disses civile krav, ret til mundtlig
fremlæggelse af disse. For eksempel i sagen Kovaley mod Rusland (nr.
78145/01, præmis 37, 10. maj 2007) fandt EMD, på trods af, at
klageren i den omhandlede sag var repræsenteret af sin hustru, det
af betydning, at den pågældendes anbringender om politibrutalitet i
det væsentlige byggede på klagerens personlige oplevelser, og at
hans mundtlige fremlæggelse derfor ville have været "en vigtig del
af klagerens præsentation af sagen og faktisk den eneste måde,
hvorpå man kunne sikre en kontradiktorisk procesform". I sagen
Khuzhin med flere mod Rusland (nr. 13470/02, præmis 53 og fremefter,
23. oktober 2008) fandt EMD, at man ved at nægte at sikre, at
fængslede klagere kunne deltage i hovedforhandlingen, og ved at
undlade at overveje andre juridiske midler til at sikre disses
deltagelse i den omhandlede injuriesag, havde de russiske domstole
krænket princippet om "equality of arms". En tilsvarende konklusion
er EMD nået frem til i andre sager mod Rusland, hvor myndighederne
har undladt at sørge for, at fængslede parter blev fremstillet i
civile sager, hvor man har undersøgt klager over fængselsforholdene
(se for eksempel Shilbergs mod Rusland, nr. 20075/03, præmis
107-113, 17. december 2009; Artyomov mod Rusland, nr. 14146/02,
præmis 14146/02, præmis 204-208, 27. maj 2010; og Roman Karasev mod
Rusland, nr. 30251/03, præmis 65-70, 25. november 2010). I sagerne
citeret ovenfor, er EMD konsekvent nået frem til, at under hensyn
til karakteren af klagernes krav, som i vidt omfang havde baggrund i
klagernes oplevelser, kunne en effektiv, korrekt og tilstrækkelig
præsentation af sagen kun sikres gennem klagerens personlige
deltagelse i retsmøderne. Klagernes forklaring om
fængselsforholdene, som kunne disse havde førstehåndskendskab til,
ville udgøre en uundværlig del af partens fremlæggelse af sagen."
I engelsk ret har det hidtil været praksis, at den myndighed ("the
Parole Board"), der behandler spørgsmål om prøveløsladelse af
indsatte, sjældent imødekommer begæringer fra de indsatte om
mundtlig forhandling. I sagen "Osborn
v. the Parole Board" afgjort af den engelske højesteret ("the
Supreme Court") 9. oktober 2013, fandt retten, at EMRK artikel 5
(4) i den konkrete sag, der angik 3 indsatte, var krænket som af, at
deres begæring om mundtlig forhandling ikke var blevet imødekommet. Retten
henviste til EMD-praksis og gav eksempler på en lang række tilfælde, hvor der bør være mundtlig forhandling. Blandt andet
udtaler retten, at der bør være mundtlig forhandling, "where facts
which appear to the board to be important are in dispute" (hvor
parterne ikke er enige med hensyn til fakta, som forekommer
væsentlige for myndigheden). Dette indebærer, at der bør være
mundtlig forhandling i formentlig langt de fleste sager, idet det er
almindeligt, at parterne ikke er enige om alle faktiske forhold af
betydning for sagen - for eksempel om den indsattes adfærd i
fængslet. Retten påpeger blandt andet også: "The board should
also bear in mind that the purpose of holding an oral hearing is not
only to assist it in its decision-making, but also to reflect the
prisoner’s legitimate interest in being able to participate in a
decision with important implications for him, where he has something
useful to contribute". Endelig fremhæver retten blandt andet
følgende: "The board must be, and appear to be, independent and
impartial. It should not be predisposed to favour the official
account of events, or official assessments of risk, over the case
advanced by the prisoner."
I sager, der vedrører fængselsforholdene, kan den indsatte kræve
at være til stede i retten, også selv om den indsatte er
repræsenteret ved advokat
I
Insanov mod Azerbaijan afgjort af EMD den 14. marts 2013 under
sagsnummer 16133/08 fandt EMD, at en indsat, der har anlagt en
civil sag vedrørende forholdene under frihedsberøvelse, skal have
mulighed for personligt at blive afhørt i retten, også selv om den
pågældende er repræsenteret ved advokat. EMD fandt, at en
forklaring vedrørende forholdene i fængslet fra den indsatte selv,
er et vigtigt bevis i en civil sag om forholdene i fængslet. I
præmis 145 udtaler EMD blandt andet: "The Court finds that the
applicant’s testimony describing the conditions of his detention and
his state of health, of which the applicant had first-hand knowledge,
would have constituted an indispensable part of the plaintiff’s
presentation of the case. The applicant was in a position to
describe the conditions most accurately and to answer the judges’
questions, if any."
I præmis 146 præciserer EMD, at i tilfælde, hvor sikkerhedshensyn
eller andre gyldige hensyn taler imod, at den indsatte transporteres
til retten, bør det på anden vis sikres, at den indsattes
tilstedeværelse sikres, for eksempel ved at retsmødet holdes i den
institution, hvor den indsatte er anbragt.
I Pashayev mod
Azerbaijan afgjort af EMD den 28. februar 2012 under sagsnummer
36084/06 fik en indsat strafafsoner medhold i, at EMRK artikel 6, §
1, var krænket. Den indsatte havde anlagt en civil sag ved de
nationale domstole med påstand om erstatning, idet han hævdede, at
han havde fået tuberkulose som følge af, at han var blevet smittet
af en medindsat, som han delte en to-mandscelle med, og som følge af
dårlige afsoningsforhold i øvrigt. Den pågældende var repræsenteret
ved en advokat, men han fik ikke lov til at møde frem ved
hovedforhandlingen på trods af anmodning derom. I præmis 64 udtaler
EMD, at EMRK artikel 6, § 1, ikke garanterer en part en ret til
personlig tilstedeværelse i retten under behandlingen af en civil
sag. I præmis 65 bemærker EMD imidlertid, at man i tidligere sager
har fundet EMRK artikel 6, § 1, krænket i tilfælde, hvor indsatte i
civile sager er blevet nægtet at fremkomme med mundtlige indlæg. I
præmis 68 udtaler EMD blandt andet, at klagerens krav om erstatning
som følge af mangelfuld lægebistand under opholdet i fængslet i
vidt omfang byggede på hans personlige oplevelser. Endvidere udtaler
EMD i præmis 68, at EMD finder, at en forklaring i retten, som
beskriver forholdene vedrørende lægebistand i fængslet , som
klageren havde førstehåndskendskab til, udgør en uundværlig del af
klagerens præsentation af sagen. Kun klageren kunne ved at
afgive en forklaring for retten underbygge kravet om erstatning og
besvare dommerens eventuelle spørgsmål. Præmis 68 har følgende
indhold på originalsprog: "Moreover, the Court is not convinced
by the Government’s argument that the appearance of the applicant’s
representative before the domestic courts had secured the effective,
proper and satisfactory presentation of the applicant’s case. In
this respect, the Court observes that the applicant’s claim for
compensation resulting from the alleged lack of medical assistance
during his detention in prison was, to a large extent, based on his
personal experience. The Court considers that his testimony
describing the conditions relating to his medical treatment of which
the applicant himself had first-hand knowledge, would have
constituted an indispensable part of the plaintiff’s presentation of
the case. Only the applicant could, by testifying in person,
substantiate his claim for compensation and answer the judges’
questions, if any (see, mutatis mutandis, Kovalev, cited above, §
37)." I præmis 69 omtaler EMD muligheden for, at afhøringen af
den indsatte kunne være foregået i fængslet, hvis dette havde været
nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde.
Ved domstolsprøvelse af nægtelse af sædvanlig prøveløsladelse kan
nye forhold inddrages under sagen
I sagen TfK 2002 413 ønskede en borger, der havde indbragt et
afslag på prøveløsladelse efter 2/3 af strafudståelsen for
domstolene, under sagens behandling ved landsretten at fremlægge en
udtalelse vedrørende den pågældendes udgangsforløb for landsretten.
Landsretten fandt, at den sædvanlige adgang til at fremlægge nyt
processtof under domstolsprøvelsen af en forvaltningsakt også var
gældende i sager om domstolsprøvelse af prøveløsladelse efter
straffuldbyrdelseslovens § 112. Den pågældende fik derfor lov til at
fremlægge udtalelsen.
Domstolsprøvelse i disciplinærsager mod indsatte
Af artikel 55 i de Europæiske Fængselsregler
kan udledes, at en straffesag mod en indsat for et påstået strafbart
forhold begået i et fængsel skal behandles på samme måde, som den
ville være behandlet, hvis det påståede forhold var begået uden for
et fængsel. I dansk ret kan små straffesager (begået uden for et
fængsel) afgøres med vedtagelse af en bøde. Såfremt den anklagede
ikke vil vedtage bøden, har den pågældende krav på at få
skyldsspørgsmålet prøvet ved domstolene ved et offentligt retsmøde.
Det kan således blandt andet udledes af artikel 55, at en indsat,
som bliver straffet disciplinært af fængselsmyndighederne for et
"påstået strafbart forhold", kan kræve dette domstolsprøvet i et
offentligt retsmøde.
Artikel 55 har følgende ordlyd:
"55. En påstået strafbar
handling begået i et fængsel skal efterforskes på samme måde, som
den ville blive efterforsket i det omgivende samfund, og skal
behandles i overensstemmelse med national lovgivning."
Hans Jørgen Engbo og Peter Scharff Smith anfører i "Fængsler og
menneskerettigheder", DJØF forlag 2012, side 213 og 214, blandt
andet følgende: En særlig problemstilling i relation til EMRK art. 6
opstår i disciplinærstraffesager, som rejses ved mistanke om
"overtrædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige
indebærer en selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i
institutionen". I disse sager er det første af Engel-kriterierne
opfyldt, idet den påsigtede forseelse i dansk ret netop er defineret
som en overtrædelse af straffelovgivningen. Dette må i sig selv være
tilstrækkeligt til, at sagen er omfattet af EMRK art. 6, idet de tre
Engel-kriterier betragtes som alternative og ikke kumulative. Jon
Fridrik Kjølbro udtrykker dette meget klart på baggrund af en
grundig gennemgang af konventionspraksis: "Hvis de regler, der
påstås overtrådt, efter national ret tilhører strafferetten, vil
tvisten allerede af den grund være omfattet af den strafferetlige
del af artikel 6. Der er tale om en tilstrækkelig - men ikke
nødvendig - betingelse".
I
(GÜLMEZ mod Tyrkiet, sagsnr. 16330/02, afgjort
20. maj 2008) fandt Den
europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at der var sket en
krænkelse af artikel 6, § 1, i Den europæiske
Menneskerettighedskonvention, idet en indsat i et tyrkisk fængsel
var blevet idømt en disciplinærstraf, uden at den indsatte havde fået
adgang til at få afgørelsen prøvet i et offentligt retsmøde, og uden at
den indsatte havde haft adgang til juridiske bistand. I præmis 36
bemærker EMD, at artikel 59 (c) i De Europæiske Fængselsregler giver
indsatte, som er anklaget i en disciplinærsag, adgang til at
forsvare dem selv personligt eller gennem advokatbistand, når dette
er i retfærdighedens interesse ("that prisoners charged with
disciplinary offences shall be allowed to defend themselves in
person or through legal assistance when the interests of justice so
require .."). I præmis 34 bemærker EMD, at et offentligt retsmøde er
en af de grundlæggende garantier fastslået i EMRK artikel 6 § 1.
("the holding of court hearings in public constitutes a fundamental
principle enshrined in Article 6 § 1"). I præmis 37 udtaler EMD, at
der i den nationale lovgivning var udtrykkelig hjemmel til, at
retsmøder af den omhandlede art kunne afgøres på skriftligt grundlag
("were examined on the basis of the case file"). I præmis 37
bemærkes det yderligere, at den indsatte ikke var blevet tilbudt
muligheden for at forsvare sig med advokatbistand ("not given the
opportunity to defend himself through a lawyer"). På dette grundlag
fandt EMD, at EMRK artikel 6 § 1 var krænket.
Domstolsprøvelse i sager om udelukkelse fra fællesskab
Der er ikke i straffuldbyrdelseslovens § 112 adgang til
domstolsprøvelse af kriminalforsorgens afgørelser om, at indsatte
skal udelukkes fra fællesskab med andre indsatte, hvilket kan undre,
når henses til, at udelukkelse fra fællesskab (isolation) er en
meget indgribende foranstaltning. Lovgivningen synes ikke at være
forenelig med EMRK.
Storkammerafgørelsen Enea mod Italien
I
Enea mod Italien afgjort af Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol (Storkammeret) den 17. september
2009 under sagsnummer 74912/01 skulle EMD tage stilling til,
om indsattes prøvelse af rettigheder (og pligter) under
fuldbyrdelse af straf er omfattet af den civile del af EMRK
artikel 6 § 1.
I præmis 101 og præmis 102 udtaler EMD (oversat til dansk af
undertegnede):
"101 EMD bemærker, at de fleste af de restriktioner, som
klageren hævder at have været udsat for, knytter sig til det
sæt af indsattes rettigheder, som Europarådet har anerkendt
i
De Europæiske Fængselsregler godkendt af ministerrådet i
1987 og forbedret i
Recommendaton af 11. januar 2006 (Rec(2006)2). Uagtet at
anbefalingerne ikke er juridisk bindende for
medlemsstaterne, har de fleste af dem anerkendt, at indsatte
har de fleste af de rettigheder, som reglerne henviser til
og sikret muligheder for at få prøvet indgreb, som begrænser
disse rettigheder.
102 Det følger deraf, at en "tvist (constetation) over en
rettighed" i artikel 6 § 1's forstand kan siges at have
eksisteret i den aktuelle sag."
På originalsprog har præmis 101 og 102 følgende indhold:
"101 The Court notes that most of the restrictions to which the
applicant was allegedly subjected relate to a set of
prisoners' rights which the Council of Europe has recognised
by means of the European Prison Rules, adopted by the
Committee of Ministers in 1987 and elaborated on in a
Recommendation of 11 January 2006 (Rec(2006)2). Although
this recommendation is not legally binding on the member
States, the great majority of them recognise that prisoners
enjoy most of the rights to which it refers and provide for
avenues of appeal against measures restricting those rights.
102. It follows that a “dispute (contestation) over a
right” for the purposes of Article 6 § 1 can be said to have
existed in the instant case."
Som det fremgår fastslår afgørelsen, at "rettigheder" omtalt i De
Europæiske Fængselsregler (nu) skal anses for at være "rettigheder"
i EMRK artikel 6 § 1´s forstand. Dette begrundes med, at
størstedelen ("the great majority") af medlemsstaterne anerkender,
at indsatte har de fleste af ("most of") de rettigheder, som omtales
i regelsættet. Afgørelsen må siges at være en landvinding på det
straffuldbyrdelsesretlige område, idet kravet nu synes at være, at
en domstolsprøvelse af de rettigheder, der er omhandlet af
fængselsreglerne, fremover skal leve op til kravene i EMRK artikel 6
§ 1. EMRK artikel 6 § 1 foreskriver blandt andet kræver adgang til
"offentlig rettergang inden en rimelig tid".
EMD-praksis i tiden efter storkammeret afgørelse i Enea mod
Italien
I
A. og B. mod Rusland afgjort af EMD den 14. oktober 2010 under
sagsnummer 1439/06 havde en indsat klaget over forholdene i et
russisk arresthus samt over, at han i lang tid var udelukket fra
fællesskabet. I præmis 111 understregede EMD, at det er "afgørende"
("essential"), at en indsat skal have adgang til prøvelse fra en
uafhængig domstol ("judicial authority") med hensyn til de
materielle betingelser og begrundelsen for en længerevarende
udelukkelse fra fællesskabet, og at det ikke fremgik af den
omhandlede sag, at den nationale lovgivning gav klageren adgang til
en sådan proces. I præmis 112 finder EMD, at den lange periode med
udelukkelse fra fællesskabet i sig selv udgjorde en krænkelse af
EMRK artikel 3, og at det derfor var ufornødent at foretage en
prøvelse af, hvorvidt de øvrige forhold også måtte udgøre en
krænkelse. Det fremgår af sagen, at beslutningen om udelukkelse fra
fællesskabet blev truffet den 29. oktober 2004, og at den pågældende
fortsat var udelukket fra fællesskabet den 1. november 2007 (præmis
101 og 103).
"111. Lastly, the Court wishes to emphasise that it is essential
that a prisoner should be able to have an independent judicial
authority review the merits of and reasons for a prolonged measure
of solitary confinement (see Ramirez Sanchez, cited above, § 145).
It does not appear from the Government's submissions that domestic
law enabled the applicant to institute such proceedings.
112. In view of the above the Court finds that the applicant's
prolonged solitary confinement amounted to inhuman and degrading
treatment contrary to Article 3 of the Convention. In these
circumstances, the Court does not need to consider separately the
applicant's arguments concerning the physical conditions of his
detention."
I
Boulois mod Luxembourg afgjort af EMD den 14. december 2010
under sagsnummer 37575/04 blev EMRK artikel 6 § 1 anset for krænket
i et tilfælde, hvor en indsat ikke havde haft adgang til at få
prøvet fængselsmyndighedernes nægtelse af udgang fra et fængsel ved
et forum, der opfylder kravene til et "tribunal" i EMRK artikel 6 §
1. (præmis 75). I præmis 72 præciserer EMD fra EMD, at sager om nægtelse af udgange mv. til indsatte
vedrører "rettigheder og civile pligter", der indebærer ret til at
få prøvet administrative afgørelser ved en domstol, der opfylder de
krav, som artikel 6 stiller til en domstol. I afgørelsen citerer EMD
i vidt omfang storkammerets afgørelse i
Enea mod Italien. EMD udtaler i præmis 61, at den indsatte kunne
støtte ret på
De
Europæiske Fængselsregler (i den aktuelle sag var der tale om
artikel 103-6),
Recommendation Rec(2003)23 og
Recommendation No. R (82) 16 on prison leave. EMD udtaler i
præmis 61 - in fine - at EMD konkludrer, at det kan siges, at der i
den aktuelle sag var tale om en "rettighed" i artikel 6 § 1's
forstand. Sagen verserer fortsat ved Storkammeret.
FN's special rapporteurs kritik af manglende domstolsprøvelse af
indsattes udelukkelse fra fællesskabet i Danmark
I FN's special rapporteurs
rapport af 1. marts 2012 (A/HRC/19/61/Add.3) kritiseres de
danske myndigheder blandt andet for,
at der ikke er adgang til domstolsprøvelse i tilfælde, hvor indsatte
i fængsler og arresthuset udelukkes fra fællesskabet i perioder, der
strækker sig ud over 15 dage. Af side 25 (præmis 13 og 14) fremgår
blandt andet følgende:
"13. On the issue of the continued practice of solitary confinement,
the Special Rapporteur stresses that solitary confinement is a harsh
measure which may cause serious psychological and psychological
adverse effects on individuals regardless of their specific
conditions. He defines prolonged solitary confinement as any period
of solitary confinement in excess of 15 days.
14. The Special Rapporteur encourages the authorities to ensure that
detained persons held in solitary confinement are afforded genuine
opportunities to challenge both the nature of their confinement and
its underlying justification through the courts of law. This
requires a right to appeal all final decisions by prison authorities
and administrative bodies to an independent judicial body empowered
to review both the legality of the nature of the confinement and its
underlying justification. Thereafter, detained persons must have the
opportunity to appeal these judgements to the highest authority in
the State and, after exhaustion of domestic remedies, seek review by
regional or universal human rights bodies."
Domstolsprøvelse efter Grundlovens § 63 af for eksempel afgørelser
om udelukkelse fra fællesskabet, sikringscelleanbringelser mv.
Domstolene
har hidtil kun i begrænset omfang forvaltningens skøn ved
domstolsprøvelse efter grundlovens § 63
Afgørelser om for eksempel udelukkelse af fællesskabet af indsatte
eller sikringscelleanbringelse i fængsler er
i dansk ret ikke
omfattet af adgangen til domstolsprøvelse efter
straffuldbyrdelseslovens § 112 som omtalt ovenfor. Indsatte er således henvist til at
anlægge en civil sag efter Grundlovens § 63, som i sin indledning
udtaler, at domstolene "er berettigede til at påkende ethvert
spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser". Det er, som det fremgår
nedenfor, almindeligt antaget, at domstolene i sådanne sager enten
ikke prøver - eller kun i meget begrænset omfang prøver -
forvaltningens skøn. I teorien tales der undertiden om, at en domstolsprøvelse efter
forvaltningslovens § 63 alene er en "legalitetsprøvelse", hvor
domstolene prøver, om myndighederne har overholdt loven i en
konkrete sag, og hvor forvaltningens skønsudøvelse kun i et
begrænset omfang prøves. Denne antagelse synes ikke (længere) at
gælde i tilfælde, hvor en sagsøger gør gældende, at en indsats
rettigheder efter EMRK artikel 3 er krænket. Østre Landsret foretog
i
sagen B-1871-11 (U.2014.3045Ø) en tilbundsgående prøvelse
af, hvorvidt en række indgreb i form af fikseringer i sikringscelle,
udelukkelse fra fællesskab og overførsler mellem forskellige
fængselsinstitutioner havde udgjort en krænkelse af EMRK artikel 3.
Sagen var anlagt som en civil sag efter grundlovens § 63.
Landsretten udtalte herom blandt andet: "Efter karakteren og
varigheden af de indgreb, der er foregået, herunder navnlig
indsættelserne i sikringscelle under brug af fiksering samt
indsættelserne i observationscelle, og de anbringender, der er
anført om krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 3, finder retten, at der – uanset at der er tale om en sag,
der føres i civilprocessens former og uanset de nævnte uklarheder –
må foretages en prøvelse af, om de enkelte indsættelser i
sikringscelle og observationscelle kan antages at stride mod
konventionens artikel 3, jf. herved princippet i retsplejelovens §
471 sammenholdt med konventionens artikel 13. Alle de sikringscelle-
og observationscellerapporter, som er medtaget i ekstrakten,
gennemgås derfor i det følgende med henblik på at vurdere, om
artikel 3 er krænket i relation til den enkelte anbringelse."
Der blev i den konkrete sag konstateret flere krænkelser af EMRK
artikel 3, og sagsøgeren blev tilkendt en godtgørelse efter
erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 13 og 41.
Den af Østre Landsret i ovennævnte afgørelse citerede § 471 i
retsplejeloven bestemmer blandt andet, at det er retten selv og
således ikke (kun) parterne, der drager omsorg for sagens oplysning
og træffer bestemmelse om afhøring af parter og vidner samt om
tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og om anvendelse af
andre bevismidler. Afgørelsen må forstås således, at domstolene -
også for at opfylde kravet til effektive retsmidler i EMRK artikel
13 - i et vist omfang ser bort fra forhandlingsmaximen og
dispositionsmaximen, som normalt er gældende i civilprocessen til
fordel for en procesform, der har lighed med de principper, der
gælder i
retsplejelovens kapitel 43 a. der vedrører sager, hvor borgere
forlanger administrativ frihedsberøvelse domstolsprøvet. Det er værd
at bemærke, at en sagsøger, der forlanger domstolsprøvelse efter
retsplejelovens kapitel 43 a, har krav på at få beskikket en advokat
til at bistå sig under sagen. Det er svært at forestille sig, at
dette ikke også får indvirkning på adgangen til fri proces i
almindelige civile sager, hvor det gøres gældende, at EMRK artikel 3
er krænket. .
I sagen
Silver m. fl. mod Det Forenede Kongerige ( blandt
andet sagsnummer 5947/72) afgjort den 25. marts 1983 tog Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) stilling til, hvorvidt
nogle indsattes adgang til at klage over de engelske
fængselsmyndighedernes indgreb i disses brevkorrespondance var i
overensstemmelse med EMRK artikel 13. Denne bestemmelse kræver som
nævnt ovenfor, at de nationale myndigheder skal stille effektive
retsmidler til rådighed for personer, der vil klage over påståede
konventionskrænkelser.
Det fremgik af sagen, at de indsatte kunne klage til
Justitsministeriet over fængselsmyndighedernes indgreb i de
indsattes korrespondance. Det fremgik også, at de indsatte kunne
indbringe disse myndigheders afgørelser for domstolene. Domstolene
kunne imidlertid ikke prøve forvaltningens skøn (præmis 117).
EMD fandt i præmis 118, at muligheden for at klage til ministeriet
var et effektivt retsmiddel i tilfælde, hvor klagen ville have
prøvet, om fængselsmyndighederne havde handlet i overensstemmelse
med de regler, som ministeriet havde fastsat. Ville de derimod gøre
gældende, at myndighederne havde krænket konventionsbestemmelser,
var en sådan klagemulighed ikke et effektivt retsmiddel, der
opfylder kravene i artikel 13.
I tilfælde, hvor klageren gjorde gældende, at
konventionsbestemmelser var krænket, var en adgang til
domstolsprøvelse ved de engelske domstole ikke tilstrækkelig, idet
domstolenes prøvelsesadgang ikke var tilstrækkelig omfattende. Der
skal være adgang til en domstolsprøvelse af, om indgrebet er
berettiget, for at domstolsprøvelsen er tilstrækkelig til at opfylde
kravene i EMRK artikel 13.
Oversættelse af afgørelsens præmis 116-118 samt en gengivelse af
afgørelsen i sin helhed.
I afgørelsen
UfR 2002.55 HD anlagde en indsat efter Grundlovens
§ 63 sag ved domstolene med påstand om, at Justitsministeriet skulle
anerkende, at en såkaldt "enrumsanbringelse" [nu betegnet som
"udelukkelse fra fællesskabet"] under afsoning i Anstalten ved
Herstedvester var uberettiget.
Sagsøgeren gjorde gældende, at afgørelsen om enrumsanbringelse var
båret af usaglige - politiske - hensyn.
Landsretten tog sagsøgtes afvisningspåstand til følge blandt andet
under henvisning til, at der er tale om en "skønsmæssig afgørelse,
der ikke kan underkastes domstolsprøvelse". Højesteret hjemviste
sagen til fornyet behandling i landsretten. Højesteret udtalte
blandt andet: "Afgørelsen om, at A skulle afsone i enrum, blev truffet med
henvisning til § 2, stk. 2, nr. 1, i cirkulære nr. 164 af 14.
september 1978, hvorefter enrumsanbringelse kan besluttes, når det
»findes nødvendigt for at forebygge undvigelse«.
Anvendelsen af denne bestemmelse kræver en afvejning, som i
almindelighed ikke er underkastet domstolenes prøvelse.
A har imidlertid gjort gældende, at afgørelsen om anbringelse i
enrum ikke var begrundet i en undvigelsesrisiko, men var båret af
usaglige - politiske - hensyn. Vurderingen heraf er omfattet af den
prøvelsesret, der tilkommer domstolene i medfør af grundlovens § 63,
stk. 1, og må forudsætte en prøvelse i realiteten.
A må derfor have medhold i, at det ikke har været berettiget at
afvise sagen. Højesteret tager herefter A's påstand til følge." Det fremgår således modsætningsvist af Højesterets afgørelse, at
domstolene ikke prøver det administrative skøn i en sag anlagt af en
borger mod forvaltningen efter grundlovens § 63. En påstand om, at
myndighederne har krænket for eksempel EMRK artikel 3 ved at
udelukke en indsat fra fællesskabet, vil således ikke kunne prøves
under en sag anlagt efter Grundlovens § 63. Adgangen til
domstolsprøvelse efter grundlovens § 63 er således næppe
et effektivt retsmiddel, der opfylder kravene i EMRK artikel
13.
I UfR 2004.931 ØLD
sagsøgte en indsat Justitsministeriet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, med påstand om, at sagsøgte tilpligtes at
anerkende, at sagsøgerens enrumsanbringelse i Anstalten ved
Herstedvester under afsoningen af de ham idømte straffe har været
uberettiget. Sagsøgte, der var repræsenteret af Kammeradvokaten,
påstod sagen afvist. Landsretten tog afvisningspåstanden til følge
og udtalte: "Sagsøgtes afgørelse om enrumsanbringelse af sagsøger
er en skønsmæssig afgørelse, der ikke kan underkastes
domstolsprøvelse, medmindre der foreligger særlige omstændigheder
som f.eks. varetagelse af usaglige formål. Afgørelsen om
enrumsanbringelse ligger inden for rammerne af de af
justitsministeren i medfør af straffelovens § 49 fastsatte
bestemmelser og er konkret og sagligt begrundet. Sagsøgers synspunkt
om, at afgørelsen er båret af usaglige - politiske - hensyn, hviler
på formodninger og er ikke underbygget af konkrete holdepunkter.
Under disse omstændigheder tages sagsøgtes afvisningspåstand til
følge." Sagsøger kærede afgørelsen til Højesteret, der blandt
andet udtalte: "Afgørelsen om, at A skulle afsone i enrum, blev
truffet med henvisning til § 2, stk. 2, nr. 1, i cirkulære nr. 164
af 14. september 1978, hvorefter enrumsanbringelse kan besluttes,
når det »findes nødvendigt for at forebygge undvigelse«. Anvendelsen
af denne bestemmelse kræver en afvejning, som i almindelighed ikke
er underkastet domstolenes prøvelse. A har imidlertid gjort
gældende, at afgørelsen om anbringelse i enrum ikke var begrundet i
en undvigelsesrisiko, men var båret af usaglige - politiske -
hensyn. Vurderingen heraf er omfattet af den prøvelsesret, der
tilkommer domstolene i medfør af grundlovens § 63, stk. 1, og må
forudsætte en prøvelse i realiteten. A må derfor have medhold i, at
det ikke har været berettiget at afvise sagen. Højesteret tager
herefter A's påstand til følge." Ovennævnte afgørelse viser
ganske tydeligt, at domstolene finder, at kriminalforsorgens skøn
vedrørende udelukkelse fra fællesskab af indsatte "i
almindelighed ikke er underkastet domstolenes prøvelse". I den
aktuelle sag kunne der alene ske domstolsprøvelse af sagsøgerens
anbringender om, at afgørelsen var "båret af usaglige - politiske -
hensyn".
I sagen
Ramirez Sanchez mod Frankrig fra juni 2006 kræver Den europæiske
Menneskerettighedsdomstol (EMD), at udelukkelse fra
fællesskab skal kunne domstolsprøves. EMDs afgørelse er begrundet i, at
udelukkelse fra fællesskabet af indsatte i et fængsel er et indgreb
af stor betydning for den indsatte. Når sådanne indgreb besluttes af
en administrativ myndigheden, bør den indsatte have adgang til de
retsgarantier, der følger af domstolsprøvelse. Som nævnt i
indledningen af dette kapitel prøves skønnet kun i meget begrænset
omfang i sager, der indbringes for domstolene i grundlovens § 63. En
sådan afgørelse opfylder derfor næppe de krav til domstolsprøvelsens
intensitet, der kan udledes af afgørelsen Ramirez Sanchez mod
Frankrig. I afgørelsens § 165 bemærker EMD blandt andet følgende:
"når henses til de alvorlige følger som udelukkelse fra fællesskabet
har på afsoningsvilkårene, at et effektivt retsmiddel ved et
judicielt organ er af afgørende betydning".
I dommen
UfR.2007.1773.HD blev en indsat, der havde haft frigang fra et
åbent fængsel til at følge et universitetsstudium i København, uden
nærmere begrundelse overført til Arresthuset i Kolding, hvor hun kun
i meget begrænset omfang kunne fortsætte med at have fællesskab med
andre indsatte, og hvor det i det væsentlige var umuligt at
fortsætte universitetsstudiet. Domstolene tog under sagen i det
væsentlige kun stilling til "lovligheden" af den administrative
afgørelse og næppe hensigtsmæssigheden. Domstolsprøvelsen i denne
sag synes derfor ikke at leve op til krav, som EMD har præciseret i
sagen Ramirez Sanchez mod Frankrig omtalt umiddelbart ovenfor. Den
indsatte anlagde sag mod et Statsfængslet i
Horserød (sagsøgte 1) og Direktoratet for Kriminalforsorgen
(sagsøgte 2) blandt andet med påstand om, at sagsøgte 1 og sagsøgte
2 skulle anerkende, at overførslen af sagsøgeren fra Statsfængslet i
Horserød til Arresthuset i Kolding var uberettiget, herunder at de
sagsøgte skulle have givet meroffentlighed, at sagsøgte 1 og 2
skulle anerkende, at forvaltningslovens § 9, stk. 4, var anvendt
overfor sagsøgeren med urette, at sagsøger og at sagsøgeren
skulle tilkendes en godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26
og EMRK artikel 5, stk. 5. Højesteret frifandt kriminalforsorgen for
påstanden om, at kriminalforsorgen skulle anerkende, at overførslen
af sagsøgeren fra Statsfængslet i Horserød til Arresthuset i Kolding
var uberettiget. Højesteret udtalte herom: "A har heller ikke for
Højesteret gennem reglerne om edition søgt at få nærmere oplysninger
om grundlaget for Kriminalforsorgens afgørelse af 16. august 2004 om
tilbageførslen til lukket fængsel. Med denne bemærkning og i øvrigt
af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at
Kriminalforsorgen er frifundet for påstand 1." Endvidere
tiltrådte Højesteret, at sagsøgeren ikke "havde krav på aktindsigt,
herunder meroffentlighed". Det kan ikke udelukkes, at
sagsøgeren i ovennævnte afgørelse helt eller delvist kunne have fået
adgang til de efterspurgte sagsakter, såfremt man havde benyttet sig
af editionsreglerne i retsplejelovens kapitel 28 for eksempel
retsplejelovens § 299.
Af
punkt 3.3.5 i lovforslag nr. 140 af 27. februar 2002 om
begrænsning af indsattes aktindsigt mv. fremgår, at
lovgivningsmagten ikke med loven har tænkt sig, at begrænsningen af
indsattes aktindsigt skal gælde i tilfælde, hvor der under en civil
sag fremsættes begæring overfor myndighederne om at fremlægge akter,
der normalt anses for omfattet af begrænsningen af aktindsigt efter
forvaltningslovens § 9, stk. 4. Se
artikel herom af Claus Bonnez. Aktindsigt under domstolsprøvelse af sager, hvor aktindsigt er
begrænset efter forvaltningslovens § 9, stk. 4
I UfR 2010.615
ØLK bestred myndighederne, at
spørgsmål om en varetægtsarrestants fængselsforhold alene kunne
prøves af Direktoratet for Kriminalforsorgen, og at
kriminalforsorgens afgørelser ikke kunne domstolsprøves efter
grundlovens § 63. Landsretten fandt, at der kunne ske prøvelse af
disse spørgsmål efter grundlovens § 63.
Se også Kommentarer til
reglerne om udelukkelse fra fællesskab.
Domstolsprøvelse af
konventionskrænkelser, der alene giver adgang til erstatning/tort
kan krænke EMRK artikel 13
I
Mitrofan mod Moldova afgjort af EMD den 15. januar 2013 under
sagsnummer 50054/07 fandt EMD i præmis 58 til præmis 62, at det
udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 13, at en indsat i et fængsel
i Moldova alene havde haft adgang til under et civilt søgsmål at
kræve erstatning for, at han afsonede straf under forhold,
der var i strid med EMRK artikel 3. I præmis 60 udtalte EMD nærmere,
at EMD ofte har fastslået, at artikel 13 i konventionen sikrer
tilstedeværelsen på nationalt niveau af retsmidler, med hvilke
konventionens rettigheder og friheder under enhver form kan sikres i
national ret. Den pågældende skulle have haft adgang til at få
prøvet krav, der ikke var åbentbart grundløse ("arguable claims"),
om at få forbedret sine forhold i fængslet.
Særlige regler om domstolsprøvelse mv. ved erstatningskrav og klager
fra varetægtsfængslede
Såfremt en varetægtsfængslet har været udsat for et uberettiget
"indgreb" under varetægtsfængslingen, kan denne søge erstatning
efter en særlig regel (varetægtsbekendtgørelsens § 96). Der findes
ligeledes særlige regler i retsplejelovens § 778, hvorefter
varetægtsfængslede kan klage over "fængselspersonalets adfærd".
Endeligt findes der regler i retsplejeloven, hvorefter
varetægtsfængslede kan klage over indgreb i den varetægtsfængsledes
rettigheder iværksat af politiet som et led i efterforskningen af
den straffesag, der begrunder varetægtsfængslingen. Reglerne giver
en særlig vid adgang til domstolsprøvelse.
Læs nærmere om disse bestemmelser her.
I UfR 2010.615
ØLK gjorde en varetægtsfængslet under en fristforlængelse
gældende, at han skulle løslades, idet de forhold, hvorunder han var
varetægtsfængslet i Politigårdens Fængsel i København, udgjorde en
krænkelse af EMRK artikel 3. Anklagemyndigheden fik ved landsretten
ikke medhold i, at domstolene ikke var kompetente til at prøve
klager vedrørende forholdene under varetægtsfængslingen, idet
sådanne klagemål alene kunne behandles af Justitsministeriet,
Direktoratet for Kriminalforsorgen. Landsretten fandt, at
spørgsmålet om, hvorvidt forholdene under varetægtsfængslingen var i
strid med EMRK artikel 3, kunne prøves af domstolene. Forsvaret
gjorde under sagen gældende, at hans klient, der hverken var
isoleret efter rettens bestemmelse eller isoleret efter en
administrativ beslutning, faktisk var isoleret, idet han i
Politigårdens Fængsel stort set ikke havde kontakt med hverken andre
indsatte eller personalet. Landsretten imødekom ikke begæringen om,
at den pågældende skulle løslades under henvisning til forholdene
under varetægtsfængslingen. Landsretten udtalte: "Efter de
oplysninger, der foreligger for landsretten, om de bestræbelser, der
er udvist af fængslet for at kompensere for foranstaltningerne under
varetægtsfængslingen, og om de tilbud, der er givet T, samt efter
oplysningerne om, at han selv i vidt omfang har søgt at undgå tæt
kontakt med personalet, finder landsretten ikke, at den fortsatte
varetægtsfængsling af T er i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 3. Herefter, og da landsretten
ikke kan tage den subsidiære påstand under påkendelse.". Det er
værd at bemærke, at landsretten med udtrykkelig henvisning til
UfR 2002.55 HD udtaler, at "vurderingen af forholdene under T's
varetægtsfængsling" findes at "være omfattet af den prøvelsesret,
der tilkommer domstolene i medfør af grundlovens § 63, stk. 1", og
at landsretten derfor ikke anser sig som afskåret fra at behandle
påstanden om "løsladelse begrundet i en overtrædelse af
menneskerettighedskonventionen".
Domstolsprøvelse af erstatningskrav rejst efter
straffuldbyrdelseslovens § 106 og § 107 (kapitel 20)
Straffuldbyrdelseslovens kapitel 20 giver en
særlig nem adgang for indsatte til at kræve erstatning for diverse
uforskyldte indgreb, som de måtte have været udsat for under ophold
i et fængsel eller arresthus. Sådanne krav rejses efter bestemmelserne
i kapitlet
overfor Direktoratet for Kriminalforsorgen. Kriminalforsorgen har
undertiden bestridt, at kriminalforsorgens administrative afgørelser
vedrørende erstatningskrav rejst efter kapitel 20 af den
erstatningssøgende kan kræves indbragt for retten i medfør af
bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 93 a. Se herom nærmere KRIMs "Sagsbehandlervejledning
af 9. oktober 2007 om erstatningskrav eller ombudsmandsklage i
anledning af uforskyldte indgreb mod indsatte i fængsler og
arresthuse".
Henvisningen i straffuldbyrdelseslovens § 108 til
retsplejelovens § 1018 a forstår KRIM således, at kriminalforsorgens
afslag på erstatning efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 20 kan
indbringes først for statsadvokaten og rigsadvokaten, hvis
afgørelser derpå kan indbringes for domstolene. Direktoratet for
Kriminalforsorgen (og anklagemyndigheden) har derimod været af den
opfattelse, at direktoratets afgørelser ikke kan indklages først for
anklagemyndigheden og dermed for domstolene. Man har henvist til, at
straffuldbyrdelseslovens § 112 indeholder en udtømmende opregning
af, hvilke administrative afgørelser, der kan indbringes for
domstolene.
I
UfR 2007.2585 ØLK tog Københavns Byret og Østre Landsret
stilling til en indsats begæring om domstolsprøvelse af et
administrativt afslag på erstatning for en urinprøve, som den
indsatte med hjemmel i straffuldbyrdelseslovens § 60 a var blevet
pålagt at aflægge. Urinprøven havde været negativ. Det fremgår
blandt andet af kendelsen, at erstatningssøgendes advokat den 3.
oktober 2006 "indbragte" kriminalforsorgens administrative
beslutning om ikke at yde den indsatte erstatning for retten.
Byretten henviser endelig til, at "domstolsprøvelse efter
straffuldbyrdelseslovens § 112" alene omfatter "endelige
administrative afgørelser", hvorfor retten kun vil tage stilling til
det ene af de seks tilfælde, hvor den pågældende mod sin vilje er
blevet pålagt at afgive urinprøve. Retten henviser til, at der ikke
er truffet en endelig administrativ afgørelse vedrørende de øvrige.
Det fremgår også af sagen, at sagen ved retten behandles skriftligt
i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 116, stk. 1. Endelig fremgår
det af kendelsen, at erstatningskravet administrativt er behandlet i
medfør af "straffuldbyrdelseslovens § 107, jf. retsplejelovens §
1018 a." Det må antages, at der ikke under prøvelsen af sagen har
været egentlige overvejelser om sagens processuelle grundlag.
Straffuldbyrdelseslovens § 112 hjemler ikke adgang til
domstolsprøvelse af krav rejst efter straffuldbyrdelseslovens § 107
men alene visse krav rejst efter samme lovs § 106. Det må derfor
formodes, at adgangen til domstolsprøvelse er sket med hjemmel i
retsplejelovens § 1018 a, som der henvises til i
straffuldbyrdelseslovens § 106 og § 107.
I kendelse nr.
SS 3504/2009 afsagt af Retten i Glostrup den 1. april 2009 (PDF-udgave) fik
Kriminalforsorgen ikke medhold i, at et erstatningskrav fra en
indsat for udelukkelse fra fællesskabet under udståelsen af en
fængselsstraf skulle afvises. Direktoratet for Kriminalforsorgen
henviste til, at sådanne krav ikke kan behandles ved domstolene
efter bestemmelsen i retsplejelovens § 1018 a. Retten fandt
imidlertid, at erstatningskravet kunne prøves af domstolene i medfør
af bestemmelsen. Kendelsen indeholder en grundig redegørelse for
retsgrundlaget. Afgørelsen er ikke anket af Direktoratet for Kriminalforsorgen.
TfK 2013.983 ØLD havde
byretten på skriftligt grundlag givet anklagemyndigheden medhold i,
at en indsats krav om domstolsprøvelse efter retsplejelovens kapitel
93 a af et krav om erstatning for uforskyldt anbringelse i sikringscelle under
straffuldbyrdelse skulle afvises. Landsretten hjemviste sagen til
fornyet behandling ved byretten og udtalte blandt andet:
"Landsretten bemærker, at anklagemyndigheden har behandlet
erstatningssøgendes begæring om erstatning som en begæring efter
retsplejelovens § 1018 h og har behandlet begæringen efter reglerne
i retsplejelovens kapitel 93 a. Rigsadvokaten har i afgørelsen af
16. juli 2007 vejledt om, at afgørelsen kunne indbringes for retten
i medfør af retsplejelovens § 1018 f, stk. 1. Det følger af
retsplejelovens § 1018 f, stk. 4, at sagen behandles under medvirken
af domsmænd. Domsmænd skal dog ikke medvirke, hvis erstatningskravet
er fremsat som følge af en sag vedrørende en lovovertrædelse, der
efter loven ikke kan medføre højere straf end bøde eller fængsel i 4
måneder, eller af en sag, der er afgjort i retten uden medvirken af
nævninge eller domsmænd. Da denne sag ikke er omfattet af disse
undtagelsesbestemmelser, skulle sagen for byretten have været
behandlet under medvirken af domsmænd. Det kan ikke føre til en
ændret vurdering, at anklagemyndigheden i byretten nedlagde endelig
påstand om sagens afvisning." I
punkt 3.11 i de almindelige bemærkninger til
113 af 3. februar 2012
tilkendegiver justitsministeriet i sine i overvejelser, at
ministeriet ikke mener, at krav om erstatning for uberettigede
indgreb under straffuldbyrdelsen kan behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 93 a. Ministeriet anfører nærmere "Justitsministeriet
finder ikke, at der er behov for særlige regler om let adgang til
domstolsprøvelse af sådanne krav. Krav, der ikke er omfattet af
straffuldbyrdelseslovens § 112, vil derfor alene kunne indbringes
for domstolene i medfør af grundlovens § 63". Det fremgår ikke
af lovteksten eller af lovforarbejderne i øvrigt, at lovgiver har
tiltrådt ministeriets fortolkning. Retstilstanden må derfor fortsat
anses for tvivlsom.
Domstolsprøvelse af påståede overgreb begået af
myndighederne mod frihedsberøvede
Se
under politiklageordningen om kravene i EMRK
artikel 3 til adgang til domstolsprøvelse af påståede overgreb
mod frihedsberøvede personer begået af myndighedspersoner. Se også
mere om dette emne under
kommentarerne om personalets vold mv. mod indsatte til
straffuldbyrdelseslovens § 62.
Fri proces, retsafgift, advokatbistand mv.
Af
UfR 2009.591 VLK fremgår, at Direktoratet for Kriminalforsorgen
i et tilfælde, hvor direktoratet kærede en kendelse om hjemvisning
af et afslag på prøveløsladelse til fornyet administrativ
behandling, skulle betale retsafgift (400 kr.).
|