Kommentarer til reglerne om udelukkelse fra fællesskab mv.

Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

Senest opdateret 5. juli 2013


 

Landsforeningen KRIMs samling af administrative regler mv. om legemsundersøgelser, magtanvendelse og indgreb mod indsatte

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens bekendtgørelse nr. 283 af 26. marts 2012 om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse (bekendtgørelse om udelukkelse fra fællesskab)

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens vejledning nr. 26 af 27. marts 2012 om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse (vejledning om udelukkelse fra fællesskab)

Om den europæiske torturkomites krav til nationale regler om udelukkelse fra fællesskab af indsatte kan der henvises til CPT-standards, CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2011, om "Solitary confinement of prisoners", side 29 til 37.

Definitionen af "udelukkelse fra fællesskab" og "solitary confinement"

Den danske lovgivning har siden 2005 fortolket begrebet "udelukkelse fra fællesskab" af indsatte således, at "udelukkelse fra fællesskab" alene omfatter tilfælde, hvor en indsat isoleres alene i en celle og dermed ikke - som tidligere - også de tilfælde, hvor en indsatte udelukkes fra fællesskab med de øvrige indsatte i fængslet eller på en fængselsafdeling og kun tillades fællesskab med en enkelt anden eller få andre indsatte. Lovgivningens ændrede forståelse af begrebet "udelukkelse fra fællesskab" synes at hvile på en misforståelse hos Justitsministeriet af begrebet "solitary confinement", således som dette anvendes af de internationale kontrolorganer under Europarådet og FN.

I en indstilling fra en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, ved skrivelse af 5. marts 2001 ses Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgens daværende definition af begrebet "udelukkelse fra fællesskab". Af afsnittet med overskriften "Tvangsmæssig udelukkelse fra fællesskab" i kapitel 2 fremgår blandt andet følgende:

"Efter udelukkelse fra fællesskab i over 14 dage skal personalet i særlig grad være opmærksomme overfor de indsatte. Personalet skal nøje overveje, om der er mulighed for gradueringer i anbringelsen. Herunder skal det overvejes, om der kan tilbydes fællesskab med en eller flere indsatte i cellen eller under gårdtur, mulighed for arbejde i fællesskab, arbejde i særligt indrettede lokaler, eneundervisning, aktiviteter i fritiden sammen med personalet. Endvidere skal det overvejes, om samtale med præst, læge eller psykolog skal foreslås. I overvejelserne skal indgå en konkret vurdering af den enkelte indsatte, herunder hensynet til orden og sikkerhed i institutionen.

Ved tvangsmæssig udelukkelse fra fællesskab i over 14 dage bør der være mulighed for gratis tv, som kan lånes af institutionen. Der skal ikke være adgang til pc og playstation på egen celle. Arbejdsgruppen foreslår, at indsatte, der er tvangsmæssigt udelukket fra fællesskab i over 14 dage, i nærmere angivne tidsrum i særligt indrettede lokaler får mulighed for at spille playstation og lignende sammen to og to."

Arbejdsgruppens forudsætning er således, at indsatte kan "arbejde i fællesskab", have "fællesskab med en eller flere indsatte i cellen eller under gårdtur" mv. og fortsat anses for at være "udelukket fra fællesskab".

Indstillingens definition af "udelukkelse fra fællesskab" stemmer i det væsentlige overens med den europæiske torturkomites (CPT's) definition af "solitary confinement".

I præmis 54 (side 29) i CPT-standards, CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2011 oplyser CPT, at CPT anser ethvert tilfælde, hvor en indsat mod sin vilje holdes adskilt fra andre indsatte, som udelukkelse fra fællesskab ("a prisoner is ordered to be held separately from other prisoners"). CPT påpeger derpå, at en indsat, som er udelukket fra fællesskab, normalt er afsondret fra de andre indsatte alene, men at det forekommer, at indsatte, der er udelukket fra fællesskab, er placeret sammen med en eller to andre indsatte ("accommodated together with one or two other prisoners"). Torturkomiteen fremhæver sidst i præmis 54, at kapitlet om "solitary confinement" ikke skelner mellem tilfælde, hvor en indsat er isoleret i en celle for sig selv, og de tilfælde, hvor den indsatte er udelukket fra fællesskab sammen med en eller to andre indsatte.

På originalsprog er definitionen formuleret således:

"The CPT understands the term “solitary confinement” as meaning whenever a prisoner is ordered to be held separately from other prisoners, for example, as a result of a court decision, as a disciplinary sanction imposed within the prison system, as a preventative administrative measure or for the protection of the prisoner concerned. A prisoner subject to such a measure will usually be held on his/her own; however, in some States he/she may be accommodated together with one or two other prisoners, and this section applies equally to such situations."

Såvel CPTs som kriminalforsorgens indstillings forståelse af begreberne "solitary confinement" og "udelukkelse fra fællesskab" stemmer i det væsentlige overens med FN's forståelse af "solitary confinement".

I dokument A/63/175 af 28. juli 2008 redegør FN's "Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment" blandt andet for FN's opfattelse af "solitary confinement". Der er i dokumentet ikke tale om en præcis definition af begrebet "solitary confinement". Af side 25, 1. afsnit, fremgår imidlertid følgende: "Research indicates that small group isolation in some circumstances may have similar effects to solitary confinement and such regimes should not be considered an appropriate alternative."

Med udtrykket "small group isolation" må det antages, at FN finder, at isolation af grupper på mere end tre indsatte fra de øvrige indsatte på en fængselsafdeling kan krænke de pågældendes menneskerettigheder og påkalde sig kritik fra FN. Det kan tyde på, at FN's krav til myndighederne er strengere end tilfældet er hos Europarådets torturkomite.

FN finder således ikke, at en medlemsstat kan undgå eventuel kritik for at hensætte indsatte i "solitary confinement" blot ved, at hensættelsen gennemføres som "small group isolation".

Mere præcis er FN's "Special Rapporteur" i sin beskrivelse af "solitary confinement" i rapport af 18. februar 2009 med titlen "Mission to Denmark" (sagsnummer A/HRC/10/44/Add 2). Her anføres i præmis 37 blandt andet følgende vedrørende udelukkelse fra fællesskab: ".... administrative solitary confinement (reduced or total exclusion from association with other detainees) may be imposed on remand and convicted prisoners on the basis of an administrative decision by the prison authorities as a punishment for disciplinary infractions." I note 19 er begrebet "reduced exclusion from association with other detainees" uddybet således: "Reduced exclusion from association with other detainees means that the detainee is allowed association with one or a few other fellow detainees." Her udtrykkes det således meget præcist, at "administrative solitary confinement" omfatter såvel "reduced" som "total" udelukkelse fra fællesskab med andre frihedsberøvede. Det præciseres i noten, at "reduced" udelukkelse fra fællesskab er en form for udelukkelse fra fællesskab, hvor den indsatte tillades fællesskab med en eller flere medindsatte.

Med lov nr. 367 af 24. maj 2005 blev der indsat en ny bestemmelse i straffuldbyrdelsesloven (§ 33, stk. 2), som tillader, at "fællesskab i fængselsafdelinger eller arresthuse, som er udpeget til anbringelse af indsatte, hvis tilstedeværelse skaber en særlig risiko for overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen, skal gennemføres som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum".

Loven definerer således "cellefællesskab med en anden indsat" som "fællesskab" og ikke "udelukkelse fra fællesskab". Lovens definition er således åbenlyst i strid med såvel kriminalforsorgens dagældende definition, som Europarådets torturkomites og FN's definition af "solitary confinement".

I lovbemærkningernes punkt 3.3.2 anføres blandt andet:

"I det omfang, der måtte være behov for at ophæve et cellefællesskab, vil det kun kunne finde sted, hvis betingelserne for udelukkelse fra fællesskab i straffuldbyrdelseslovens § 63 eller betingelserne for midlertidig ophævelse eller begrænsning af fællesskabet i forslaget til den nye bestemmelse i § 33 a er opfyldt.

Eftersom begrænsningen ikke vil indebære en fuldstændig udelukkelse fra fællesskabet (»solitary confinement«), må indgrebet efter Justitsministeriets opfattelse generelt anses for foreneligt med EMRK artikel 3."

Lovbemærkningerne kan næppe forstås anderledes, end at loven forudsætter, at i det omfang "cellefællesskab" mellem to indsatte ikke ophæves, skal de retsgarantier, som findes i straffuldbyrdelseslovens § 63 om udelukkelse fra fællesskab, ikke gælde på forholdet. Denne konklusion synes at hænge sammen med Justitsministeriets misforståelse af begrebet "solitary confinement", som ses i det efterfølgende afsnit, hvor ministeriet udtaler, at "solitary confinement" kun anses for at omfatte "fuldstændig udelukkelse fra fællesskabet" og således ikke andre - mindre restriktive - former for "udelukkelse fra fællesskab". Justitsministeriets definition af "solitary confinement" strider imidlertid mod den definition, som Europarådets torturkomite og FN anvender, og som kriminalforsorgen i øvrigt selv anvendte i sin indstilling jævnfør gennemgangen ovenfor. Dette skal sammenholdes med, at de ovenfor omtalte retsgarantier i straffuldbyrdelseslovens § 63 ikke lever op til Danmarks konventionsmæssige forpligtelser hverken i forhold til Europarådet eller i forhold til FN, idet bestemmelsen ikke giver adgang til en prøvelse af udelukkelsen fra fællesskab af en indsat ved et uafhængigt organ herunder domstolene jævnfør det nedenfor anførte om dette emne. Lovgivningen levede således heller ikke op til Danmarks konventionsmæssige forpligtelser før 2005. 


Fysisk isolation i en celle i mere end 22 timer i døgnet defineres af FN som "solitary confinement" og er skadelig for helbredet

I rapporten A/63/175 af 28. juli 2008 afgivet af FN's "Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment" beskrives "solitary confinment" i præmis 77 som "fysisk isolation i en celle i 22 til 24 timer pr. dag og i nogle jurisdiktioner med tilladelse til ophold udendørs i op til en time om dagen". Dette er udtrykt således ("physical isolation in a cell for 22 to 24 hours per day, and in some jurisdictions being allowed outside for up to one hour").

"Solitary confinement" anvendes overfor indsatte i danske fængsler efter bestemmelserne blandt andet i straffuldbyrdelseslovens § 63 og betegnes som "udelukkelse fra fællesskab". I § 63, stk. 4, defineres "udelukkelse fra fællesskab" således: "En indsat, der udelukkes fra fællesskab, isoleres i opholdsrum på særlig afdeling, i eget opholdsrum eller i et arresthus.". Af lovens § 43, stk. 3, følger, at den indsatte "medmindre dette vil være uforeneligt med institutionens varetagelse af sikkerhedsmæssige hensyn eller den indsatte er anbragt i sikringscelle i medfør af § 66" har ret til dagligt at tilbringe mindst én time i fri luft.

En indsat, der er "udelukket fra fællesskab" i dansk ret, må således anses som omfattet af begrebet "solitary confinement" således, som dette er defineret i rapporten.

 I rapportens præmis 78 fremhæves Danmark sammen med 8 andre lande som eksempler på de steder i verden, hvor "solitary confinement" anvendes særligt meget. 

"Solitary confinement" har ifølge ovennævnte rapport (side 2, sidste afsnit) "en veldokumenteret negativ effekt på den indsattes psykiske helbred" ("has a clearly documented negative impact on mental health..")


Indsatte i arresthuse skal have mulighed for at være ude af cellen mindst 8 timer dagligt - andre indsatte mere

Den europæiske torturkomite henstiller, at indsatte såvel i arresthuse som i anstalter, hvor straffe fuldbyrdes, har rimelig adgang til aktiviteter som arbejde, uddannelse, sport mv. Komiteen peger i præmis 47 i CPT-standard, CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2011, blandt andet på, at indsatte i arresthuse bør have adgang til at være uden for cellen i mindst 8 timer dagligt ("8 hours or more") og være beskæftiget med meningsfulde aktiviteter af forskellig art, uanset hvor gode de materielle forhold er i cellerne ("prisoners cannot simply be left to languish for weeks, possibly months, locked up in their cells, and this regardless of how good material conditions might be within the cells .."). Det pointeres i samme afsnit, at indsatte, der udstår straf, i endnu højere grad skal have adgang til at være uden for cellen og deltage i meningsfuld beskæftigelse.

CPTs henstilling om, at indsatte bør have adgang til at være ude af cellen mindst 8 timer dagligt, citeres meget ofte af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD). Et eksempel ses i præmis 47 i Mandic og Jovic mod Slovenien afgjort af EMD den 20. oktober 2011 under sagsnummer 5774/10.


CPT påpeger konkrete skader på indsattes helbred som typiske følger af isolation

I rapporten CPT/Inf (2009) 23 af 23. juli 2009 udtaler CPT sig blandt andet om, at udelukkelse fra fællesskabet i et svensk fængsel, hvor de indsatte er isoleret det meste af døgnet, er skadelig for de indsattes helbred. På side 5, sidste afsnit udtales således følgende: "Betydelige perioder i isolation medfører, at den pågældende blive ude af stand til at orientere sig i tid, får hukommelsesbesvær og får nedbrudt sine færdigheder med hensyn til kommunikation blot for at nævne tre alvorlige følger. Derudover ses der ofte symptomer i form af angst, post-traumatisk stress syndrom, der udvikler sig depression, den pågældende bliver agiteret, og den pågældende påbegynde selvbeskadigelse og der er risiko for selvmord. Dette er udtrykt således på originalsproget: "Significant periods of isolation induce disorientation in time, memory disturbance, and deterioration in communication skills, to name but three serious effects. Further, symptoms of anxiety disorder are commonly seen, post-traumatic stress disorder and depression develop, and there is agitation, self harm and a risk of suicide."

CPT påpeger, at overdrevne hensyn til orden og sikkerhed i fængsler kan virke modsat og øge risikoen for både indsatte og ansatte

Af rapporten CPT/Inf (2009) 34 vedrørende CPT's besøg i Sverige i juni 2009 fremgår blandt andet, at komiteen understregede over for de svenske myndigheder, at en kurs, hvor man iværksætter stadig mere indgribende tiltag mod de indsatte begrundet i fængselssikkerhed, kan gøre den komplekse opgave med hensyn til at drive fængslerne sikkert mere snarere end mindre vanskelig. Derudover vil en sådan tilstand udhule menneskerettighederne frem for at værne om dem. På side 28, sidste afsnit, er dette udtrykt således: "....the delegation stressed that a move towards a more intensive security provision in prisons – unless it is justified on the basis of an objective, case-by-case assessment – can render the complex task of safely managing prisons more rather than less difficult, and would be corrosive rather than protective of human rights."

Det er også vigtigt med hensyn til håndteringen af indsatte, hvis personlighed og adfærd kan føre til, at de vil komme til at tilbringe betydelige perioder under udelukkelse fra fællesskabet, at afgørelserne, der bliver truffet vedrørende dem, ikke blot er retfærdige, men at de også fremstår som retfærdige. Fraværet af en sådan fremgangsmåde, vil sandsynligvis føre til en øget utilfredshed og føre til en ond cirkel med en forværring af de pågældendes adfærd. Dette er på side 30, 2. afsnit, udtrykt således: ".... It is also essential for the management of prisoners whose personality or behaviour is likely to mean that they will spend considerable periods of time in conditions of segregation that decisions reached about their management are not only fair but can be seen to be fair. The absence of such an approach is likely to result in an increased sense of grievance and descent into a vortex of deteriorating behaviour. .."

FN påpeger, at udelukkelse fra fællesskab kan være nedværdigende behandling og undertiden tortur

I midlertidig rapport A/66/268 af 5. august 2011 fra FN's "Special Rapporteur of the Human Rights Council on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment" udtaler denne i indledningen (side 2) sig om udelukkelse fra fællesskab ("solitary confinement"). Han udtaler nærmere, at "i tilfælde hvor de fysiske forhold og det fængselsregime, som gælder for udelukkelsen fra fællesskab, medfører alvorlig psykisk eller fysisk smerte eller lidelse, når udelukkelsen bruges som straf, under varetægtsfængsling, tidsubegrænset, over lang tid, mod unge eller personer med mentale forstyrrelser, kan det være grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf eller endda tortur". I den engelske tekst udtrykkes dette således: "....cause severe mental and physical pain or suffering, when used as a punishment, during pretrial detention, indefinitely, prolonged, on juveniles or persons with mental disabilities, it can amount to cruel, inhuman or degrading treatment or punishment and even torture." I præmis 98 påpeges det, at personer, der er udelukket fra fællesskabet, skal have adgang til både at anfægte indholdet af udelukkelsen af fællesskabet samt begrundelsen for udelukkelse fra fællesskabet ved de nationale domstole. Det er tillige et krav, at der skal være adgang til appel til landets højeste autoritet. Af præmis 99 fremgår det, at en person, der er udelukket fra fællesskabet, skal have adgang til gratis advokatbistand under hele perioden, hvor udelukkelsen opretholdes.

I FN's special rapporteurs rapport af 1. marts 2012 (A/HRC/19/61/Add.3) kritiseres Danmark blandt andet for, at der ikke er adgang til domstolsprøvelse i tilfælde, hvor indsatte i fængsler og arresthuset udelukkes fra fællesskabet i perioder, der strækker sig ud over 15 dage. Kritikken fremgår af rapportens side 25 (præmis 13 og 14). Rapporten er nærmere behandlet under kommentarer til domstolsprøvelse

The Istanbul statement on the use and effects of solitary confinement - Adopted on 9. December 2007 at the International Psychological Trauma Symposium, Istanbul.

FN's torturkomite udtrykte i punkt 6, b, i FN's torturkomites overvejelser af 12. juni 2002 vedrørende Danmark bekymring over, at der i Danmark på daværende tidspunkt manglede en effektiv prøvelsesadgang overfor afgørelser om udelukkelse af fællesskabet i forhold til personer, der udstår frihedsstraf.

Menneskerettighedsdomstolens praksis

I Rzakhanov mod Azerbajjan afgjort af EMD 4. juli 2013 i sagen 4242/07 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at en person, der afsonede en livstidsdom, havde været udelukket fra fællesskab i en celle, hvor der kun var adgang til fællesskab med andre indsatte 1 time i døgnet, når den pågældende var på gårdtur. Han havde tilbragt i alt 2 år og 10 måneder i den omhandlede celle. Der var enighed om, at cellen var mindst 8 kvadratmeter stor, at han havde adgang til TV og radio i cellen, at han havde adgang til bibliotek, og at han havde adgang til besøg fra familie og advokat. Han måtte også afsende og modtage breve og pakker. Den pågældende havde været i fængslet siden 2002. Han tilbragte en stor del af tiden i en celle, som han delte med en anden indsat. Det blev fremhævet, at der var toilet i denne celle, og at toilettet var adskilt fra den øvrige del af cellen. EMD lagde blandt andet vægt på, at den pågældende ikke havde haft adgang til rekreative aktiviteter og uddannelsesaktiviteter. Præmis 62 til præmis 76. I præmis 76 udtaler EMD: "In sum, having regard to the fact that the applicant spent during his detention almost the entire day and night confined to his cell, without any recreational and education activity, and that this situation was exacerbated by his placement alone in a cell, without genuine grounds and procedural safeguards, which involved for him less human contact, the Court considers that the distress and hardship endured by the applicant during his detention in Gobustan Prison after 15 April 2002 exceeded the unavoidable level inherent in detention and to be considered as inhuman and degrading treatment. There has accordingly been a breach of Article 3 of the Convention."  

I Onoufriou mod Cypern afgjort af EMD den 7. januar 2010 under sagsnummer 24407/04 var en indsat, der var udeblevet efter en udgang, og som var blevet sigtet for ny kriminalitet under samme udgang, blevet udelukket fra fællesskabet i 47 dage. Udelukkelsen fra fællesskabet blev anset for at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. I præmis 71 bemærker EMD, at klageren var udelukket fra fællesskabet uden at være skriftligt informeret om begrundelsen for udelukkelsen fra fællesskabet eller om udelukkelsens forventede varighed ("was not informed at any stage officially and in writing of the reasons for his solitary confinement or of its expected duration"). Også i præmis 71 bemærker EMD, at udelukkelse fra fællesskabet er et af de mest alvorlige indgreb, som kan iværksættes i et fængsel. I præmis 72 henviser EMD til CPTs udtalelser i en rapport vedrørende CPT's besøg i Cypern i 2004, hvor CPT udtalte, at "enhver person" ("any person"), som udelukkes fra fællesskabet skriftligt skal informeres om begrundelsen for udelukkelsen fra fællesskabet. Den pågældende skal yderligere tilbydes at fremkomme med sine bemærkninger, og der skal være en mulighed for at appellere til myndigheder uden for fængslet, hvis den pågældende skulle ønske at anfægte beslutningen om udelukkelse fra fællesskabet eller beslutninger om at forlænge perioden for udelukkelsen fra fællesskabet. Endelig bemærkes det, at behovet for fortsat udelukkelse fra fællesskabet skal prøves med jævne mellemrum og skal ophøre, når grundlaget ophører. I præmis 75 fremhæves det, at cellen, hvor klageren opholdt sig under udelukkelsen fra fællesskabet, ikke havde rindende vand ("running water"), hvilket indebar, at klageren var nødsaget til at spørge fængselspersonalet om tilladelse til at komme på toilettet. EMD hæfter sig blandt andet ved, at der på nogle dage ifølge fængslets journal ("logbook") var tilfælde, hvor han kun havde benyttet toilettet en enkelt dag, hvilket underbyggede klagerens anbringende om, at han til tider havde været nød til at forrette sin nødtørft i flasker mv. I præmis 78 bemærker EMD, at det fremgår af fængselsjournalen, at på nogle dage var cellen kun åben få gange i løbet af dagen, for at klageren kunne tage bad, komme på toilettet og hente mad. Det meste af hans kontakt med andre mennesker bestod alene i kontakten med fængselspersonale samt den kontakt, som han fik, når han skulle deltage i retsmøder. Af præmis 80 fremgår det, at EMRK artikel 3 ansås for krænket. I præmis 55 lægger EMD til grund, at klageren havde klaget til fængselsdirektoratet, men at fængselsdirektoratet ikke havde foretaget noget i anledning af klagen. EMD bemærkede, at myndighederne har pligt til at indlede en undersøgelse af egen drift ("an ex offficio investigation"), så snart det gøres gældende, at EMRK artikel 3 er krænket. Da dette ikke var sket, kunne der klages direkte til EMD. I denne sag var der ikke nedlagt påstand om godtgørelse, hvorfor EMD ikke tog stilling til dette.

I X mod Tyrkiet afgjort af EMD den 9. oktober 2012 under sagsnummer 24626/09 fandt EMD, at EMRK artikel 3 og EMRK artikel 14 var krænket i et tilfælde, hvor fængselsmyndighederne havde udelukket en indsat fra fællesskabet i 8 måneder. Den pågældende var homoseksuel. Umiddelbart efter, at han havde klaget over, at andre indsatte havde mobbet ham, var han blevet udelukket fra fællesskabet i godt 8 måneder. Fængselsmyndighederne hævdede, at de udelukkede den indsatte fra fællesskabet for at beskytte ham. EMD fandt, at fængselsmyndighederne burde have fundet en mere adækvat måde at beskytte ham på. EMD fandt således, at udelukkelsen fra fællesskabet var begrundet i hans seksuelle orientering, og at der var handlet i strid med diskriminationsforbuddet i EMRK artikel 14. Det fremgår af sagen, at cellen, hvor han sad isoleret, var uhumsk, og at der kun var toilet men ingen håndvask. Cellen var på 7 m2. Den indsatte havde kun været ude af cellen for at deltage i retsmøder og modtage besøg fra sin advokat. Den pågældende blev ved EMD tilkendt en godtgørelse på 18.000 EURO. Afgørelsen er på fransk, og der henvises alene til menneskerettighedsdomstolens resume, som er på engelsk.  

I Ramirez Sanchez mod Frankrig afgjort den 4. juli 2006 af EMD (Storkammeret) under sagsnummer 59450/00 blev EMRK artikel 13 anset for krænket som følge af, at en indsat, der var udelukket fra fællesskabet, ikke havde haft adgang til et uafhængigt juridisk organ til regelmæssigt at få prøvet opretholdelsen af udelukkelsen fra fællesskabet. I præmis 165 udtaler Storkammeret, at når henses til den alvorlige indvirkning, som udelukkelse fra fællesskabet har på fængselsforholdene, er en effektiv prøvelse ved et judicielt organ essentiel ("having regard to the serious repercussions which solitary confinement has on the conditions of detention, an effective remedy before a judicial body is essential ..")

I Stegarescu og Bahrin mod Portugal afgjort af EMD den 6. april 2010 under sagsnummer 46194/06 var to fængselsafsonere, der afsonede domme på henholdsvis 21 år og 19 år, den 5. maj 2006 blevet overført fra et portugisisk fængsel til et andet, hvor de var blevet udelukket fra fællesskabet i hver sin celle på 8 m2. I begyndelsen af december 2006 blev de begge igen overført til afsoning i almindeligt fællesskab. Dette havde fængselsdirektoratet besluttet i en afgørelse af 30. november 2006. De to indsatte havde således været udelukket fra fællesskabet i cirka 7 måneder. Det fremgår af sagen blandt andet, at de to indsatte kun havde tilladelse til en times gårdtur om dagen, medens de var udelukket fra fællesskabet ("were only allowed one hour per day for outdoor walks"). EMD fandt, at det civile led ("the civil limb") i EMRK artikel 6, stk. 1, var krænket, fordi de to indsatte ikke havde haft en effektiv mulighed for at få afgørelsen om udelukkelse fra fællesskabet prøvet ved domstolene. EMD lagde vægt på, at udelukkelsen fra fællesskabet havde påvirket de pågældendes "borgerlige rettigheder og pligter" ("civil rights and obligations"), blandt andet fordi de kun havde haft ret til en times besøg per uge, og fordi den ene af klagerne som følge af udelukkelsen fra fællesskabet havde fået afbrudt sine studier og sin adgang til at deltage i eksaminer. Den originale franske tekst.  

I Mathew mod Holland, sagsnummer 24919/03, afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 29 September 2005, blev delvis udelukkelse fra fælleskab under afsoning i cirka 2 år og 5 måneder sammenholdt med, at klageren i omkring 7 af disse måneder blev holdt i en celle af dårlig bygningsmæssig standard, anset som en krænkelse af EMRK artikel 3.

I Khider mod Frankrig, sagsnummer 39364/05, har Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 9. juli 2009 blandt andet afgjort, at der var sket en krænkelse af artikel 3. Klageren var indsat i Liancourt fængslet i Frankrig som en "indsat der krævede særlig overvågning". Det blev blandt andet anset som en krænkelse af bestemmelsen, at den pågældende var udsat for gentagne overførsler mellem forskellige fængsler, at han var udsat for lange perioder af udelukkelse fra fællesskabet, og at han var genstand for systematiske kropsvisitationer. Da der ikke havde været effektive retsmidler til rådighed for den indsatte, da denne klagede, fandt EMD også, at artikel 13 var krænket. Den indsatte blev tilkendt 12.000 euros i godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Afgørelsen er i HUDOC gengivet kun på fransk.

I Csüllög mod Ungarn afgjort 7. juni 2011 af EMD under sagsnummer 30042/08 fandt EMD, at udelukkelse fra fællesskabet over en periode på 4 år og 2 dage havde udgjort en krænkelse af EMRK artikel 3. Endvidere fandt EMD, at EMRK artikel 13 var krænket, idet myndighederne over for den indsatte havde tilbageholdt begrundelsen for udelukkelsen fra fællesskabet. I præmis 50 udtalte EMD, at princippet om "equality of arms" var krænket, idet klageren var blevet nægtet oplysninger om begrundelsen for udelukkelsen fra fællesskabet. Det fremgår af præmis 33 blandt andet, at klageren under opholdet havde haft adgang til besøg fra pårørende og fængselspræsten samt til fjernsyn og bøger. Af præmis 24 fremgår videre, at klageren havde adgang til en times ophold i fri luft dagligt, og at han havde adgang til at dyrke motion uden for cellen nogle få gange om ugen. EMD bemærkede (i præmis 33), at isolationen var "delvis" og "relativ" ("partial and relative"). I præmis 34 nævner EMD, at man var opmærksom på myndighedernes anbringende om, at den pågældende var flugttruet, men EMD udtalte herom, at indgrebene ikke kunne siges at stå i forhold til det påståede formål med at forhindre flugt. Den pågældende afsonede 5 års fængsel for medvirken til drab.

I Glowacki mod Polen afgjort af EMD den 30. oktober 2012 under sagsnummer 1608/08 blev udelukkelse fra fællesskabet i cirka 2 år og 6 måneder anset for at udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Af præmis 86 fremgår, at EMD ikke anså det for nødvendigt for at opretholde fængselssikkerheden, at myndighederne rutinemæssigt og i flæng havde anvendt alle de særlige indgreb mod klageren, som er tilgængelige i fængslets særlige afdeling N. Af præmis 87 fremgår, at den pågældende i perioder havde haft fællesskab med en anden indsat, og at han havde haft regelmæssige besøg af sine pårørende. I præmis 88 udtaler EMD blandt andet: "In the Court’s view this very limited opportunity for human contact did not mitigate sufficiently the consequences of his separation from others and his daily solitude for his mental and emotional well-being." 

Nærmere om danske forhold

En indsat fik tilkendt erstatning for, at han var blevet udelukket fra fællesskabet og anbragt i sikringscelle, hvor han var blevet placeret for ikke at efterkomme en ulovlig anvisning fra en fængselsfunktionær. Se AKS 1997.75.

Langvarig udelukkelses fra fællesskab, flugtrisiko. FOB.2001.155

Se nærmere om domstolsprøvelse efter grundlovens § 63 under kommentarer til domstolsprøvelse.

I TfK 2010.173/1 påstod forsvareren under en fristforlængelse af en varetægtsfængslet for byretten principalt den varetægtsfængslede løsladt under henvisning til, at de forhold, hvorunder den pågældende var varetægtsfængslet i Politigårdens Fængsel i København udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3. Byretten fandt, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling fortsat var opfyldt og forlængede varetægtsfængslingen. Byretten fandt endvidere, "at de af forsvareren anførte betragtninger omkring de facto-isolationsfængsling af T ikke findes at henhøre under rettens kompetence". Forsvareren kærede denne afgørelse til landsretten. Landsretten fandt, at domstolene var kompetente til at behandle påstanden om løsladelse med henvisning til en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen. Landsretten udtalte herom: "Under henvisning til Højesterets dom af 12. oktober 2001, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 55, findes vurderingen af forholdene under T's varetægtsfængsling at være omfattet af den prøvelsesret, der tilkommer domstolene i medfør af grundlovens § 63, stk. 1. Landsretten anser sig derfor ikke afskåret fra at behandle T's påstand om løsladelse begrundet i en overtrædelse af menneskerettighedskonventionen." Landsretten afviste derimod at tage stilling til forsvarerens subsidiære påstand om, at landsretten skulle afsige "kendelse om ændring af den nuværende situation, så det garanteres, at isolationen af T også reelt ophæves". Direktoratet for Kriminalforsorgen havde i en skriftlig udtalelse blandt andet anført, at den pågældende hverken var udelukket fra fællesskabet eller retligt isoleret, men at han "de facto er underlagt foranstaltninger, der medfører, at det for ham må opleves på en stort set tilsvarende måde". Landsretten forlængede varetægtsfængslingen uagtet forsvarerens indsigelser. Landsretten udtalte blandt andet: "Efter de oplysninger, der foreligger for landsretten, om de bestræbelser, der er udvist af fængslet for at kompensere for foranstaltningerne under varetægtsfængslingen, og om de tilbud, der er givet T, samt efter oplysningerne om, at han selv i vidt omfang har søgt at undgå tæt kontakt med personalet, finder landsretten ikke, at den fortsatte varetægtsfængsling af T er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Herefter, og da landsretten ikke kan tage den subsidiære påstand under påkendelse,"

Det er værd at bemærke, at forsvarerens begæring om mundtlig prøvelse i ovennævnte sag blev afvist af landsretten, således at der alene var tale om en skriftlig prøvelse, hvor den varetægtsfængslede således ikke fik mulighed for at udtale sig for landsretten. Landsretten nåede således frem til sin afgørelse om, at forholdene, hvorunder den pågældende var varetægtsfængslet, ikke var i strid med EMRK artikel 3 alene på baggrund af en skriftlig udtalelse indhentet fra Direktoratet for Kriminalforsorgen gennem statsadvokaten, som forsvareren havde fået lejlighed til at kommentere. Det er også værd at bemærke, at der ikke skete nogen prøvelse af forsvarerens subsidiære påstand om, at landsretten skulle ophæve isolationen af den varetægtsfængslede". Afgørelsen må forstås således, at landsretten alene har taget stilling til, om varetægtsfængslingen burde ophæves, og at landsretten afviste at tage stilling til påstanden om, at udelukkelsen af fællesskabet burde ophæves.

Princip 37 i FN's principper af 9. december 1988 om beskyttelse af enhver person under enhver form for frihedsberøvelse eller fængsling indledes med at fastslå, at enhver, der anholdes, har krav på at få spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse (varetægtsfængsling) prøvet ved en domstol. Af sidste led fremgår, at en frihedsberøvet person har ret til at udtale sig for retten om den behandling, som denne har modtaget under frihedsberøvelsen ("A detained person shall, when brought before such an authority, have the right to make a statement on the treatment received by him while in custody").

Beslutningsforslag fremsat den 17. december 2009 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Anne Baastrup (SF), Meta Fuglsang (SF) og Ole Sohn (SF) indeholder forslag om:

a) at der fastsættes en vejledende øvre grænse for, hvor længe en indsat kan udelukkes fra fællesskab med andre indsatte,
b) at der fastsættes klare mål for nedbringelse af brugen af udelukkelse fra fællesskab med andre indsatte,
c) at afgørelser om langvarige udelukkelser skal forelægges en dommer,
d) at den indsatte skal have en begrundelse for afgørelsen,
e) at brugen af delvis isolation udbygges og
f) at Kriminalforsorgen pålægges at udvikle en generel strategi for anvendelse af delvis isolation, og at de enkelte fængsler påbydes at udforme en lokal strategi.

Beslutningsforslag B22 fremsat 22. oktober 2003 af Line Barfod (EL), Keld Albrechtsen (EL), Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL) og Søren Søndergaard (EL) om adgang til domstolsprøvelse af enrumsanbringelse under afsoning og forbud mod enrumsanbringelse af unge under 18 år. Samtlige taler ved forslagets 1. behandling i folketinget.

Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, nedsatte ved skrivelse af 5. marts 2001 en arbejdsgruppe, som skulle overveje i hvilket omfang ændringen af reglerne for varetægtsfængsling i isolation burde have en afsmittende virkning på reglerne om enrumsanbringelse. Arbejdsgruppen afgav "Indstilling om enrumsanbringelse/udelukkelse fra fællesskab", hvor arbejdsgruppen blandt andet udtalte, at "man kan frygte, at udelukkelse fra fællesskab, såfremt der tilbydes pc'er og playstations mv., ligefrem kan blive attraktivt", hvorfor man ikke kunne anbefale, at indsatte, der er udelukket fra fællesskab, fik adgang til sådanne medier (afsnit 10.5.2). I punkt 10.4 udtaler arbejdsgruppen sig mod domstolsprøvelse af indsattes udelukkelse fra fællesskabet, idet sådan udelukkelse alene bør "bero på en kriminalforsorgsmæssig vurdering". Af punkt 1.1. fremgår, at alle i arbejdsgruppe var ansatte i kriminalforsorgen.

nordjyske.dk skriver den 21. januar 2011 blandt andet, at en undersøgelse foretaget af en arbejdsgruppe under kriminalforsorgen viser, at der er meget stor forskel på, hvor meget indsatte udelukkes fra fællesskabet i forskellige fængsler i Danmark. Endvidere påpeges det, at 788 indsatte i 2009 blev udelukket fra fællesskabet i landets fængsler, og at det er det højeste tal i 5 år.

Af Justitsministerens svar af 25. september 2001 på spørgsmål nr. S 3880 fra Folketingets Retsudvalg oplyser ministeren blandt andet, at kriminalforsorgen ikke særskilt registrerer alderen på personer, der udelukkes fra fællesskabet. Det er således ikke muligt for ministeren at svare på spørgsmålet om, hvor mange unge under 18 år, der udelukkes fra fællesskabet i kriminalforsorgens institutioner.

Nedenstående tabel er et uddrag af kriminalforsorgens statistik vedrørende udelukkelse fra fællesskab af indsatte i danske fængsler. Den viser antallet af udelukkelser fordelt på år.
 

I for eksempel Kriminalforsorgens statistik for 2004 fremgår, at "statistikken omfatter ikke situationer, hvor fællesskabet i en institution midlertidigt ophæves af ordens- og sikkerhedsmæssige grunde".


Særligt sikrede afdelinger ("high security units") herunder særlige afdelinger for såkaldte "negativt stærke" indsatte

Om den europæiske torturkomites krav til nationale regler om særligt sikrede afdelinger i fængsler kan der henvises til CPT-standard, CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2011, om "High security units", side 27.

I rapporten CPT/Inf (2009) 30 vedrørende torturkomiteens besøg i november/december 2008 i Storbritannien udtaler komiteen sig i præmis 55 nærmere om kravene til særligt sikrede afdelinger. Af præmis 56 fremgår således, at indsatte, som udgør en særlig høj sikkerhedsrisiko, skal inden for afdelingens område, tilbydes et relativt frit fængselsregime som kompensation for deres vanskelige afsoningsvilkår. Navnlig skal de have mulighed for fællesskab med deres medindsatte på afdelingen og have gode valgmuligheder med hensyn til aktiviteter. ("...prisoners who present a particularly high security risk should, within the confines of their detention units, enjoy a relatively relaxed regime by way of compensation for their severe custodial situation. In particular, they should be able to meet their fellow prisoners in the unit and be granted a good deal of choice about activities. .."). Der skal gøres en særlig indsats for at udvikle en god atmosfære på særligt sikrede afdelinger. Målet skal være at opbygge gode relationer mellem personalet og de indsatte. Dette er ikke kun af hensyn til at sikre en human behandling af afdelingens beboere, men også for at opretholde en effektiv kontrol og sikkerhed herunder personalets sikkerhed. Videre hedder det - også i præmis 56 - at et tilstrækkeligt tilbud af aktiviteter er mindst ligeså vigtigt - hvis ikke mere vigtigt - på en særlig sikret afdeling end på en almindelig afdeling. Det kan bidrage meget til at modvirke de uheldige følger for en indsats personlighed ved at bo i den bobbelagtige atmosfære på en sådan afdeling. De tilbudte aktiviteter bør være så varierede som muligt (uddannelse, sport, kompetencegivende arbejde mv.). Med hensyn til de konkrete beskæftigelsesaktiviteter er det oplagt, at overvejelser om sikkerhed må forventes at udelukke mange typer af beskæftigelse, som måtte være at finde i almindelige fængselsomgivelser. Dette betyder imidlertid ikke, at det kun er umotiverende arbejde, der skal tilbydes de indsatte.

I CPT's rapport CPT/Inf (2008) 26 vedrørende CPT's besøg i Danmark i februar 2008 fremgår af præmis 34 blandt andet, at komiteen gentager dens henstilling om, at beslutningen om, at indsatte skal placeres i en afdeling for "negativt stærke" indsatte skal genvurderes med jævne mellemrum. Derudover skal de indsatte så vidt muligt have adgang til oplysning om årsagen til deres placering i en afdeling for "negativt stærke" indsatte (dog har komiteen forståelse for, at der kan være rimelig grund til at tilbageholde specifikke detaljer der relaterer sig til sikkerheden). Endelig skal de indsatte have adgang til at appellere til en uafhængig myndighed for eksempel en domstol over en afgørelse om en sådan placering eller en beslutning om at opretholde en sådan placering. CPT anfører, at der er behov for en mere gennemsigtig beslutningsproces med hensyn til, hvilke indsatte der skal placeres i afdelinger for stærke negative indsatte, og med hensyn til beslutninger om fortsat anbringelser i sådanne afdelinger.

I præmis 34 henvises der til, at i tilfælde, hvor der kun er få indsatte placeret på afdelinger for "stærke negative" indsatte, kan de indsatte opleve forhold, der svarer til isolation ("conditions akin to isolation").

Det særlige danske regelsæt for "negativt stærke" indsatte synes ikke at indeholde bestemmelser, der har til formål at gøre regimet "relatively relaxed" eller at give de indsatte "a good deal of choice about activities". Tværtimod synes de danske regler at forudsætte, at regimet skal indeholde flere restriktioner end nødvendigt for at gennemføre afsondringen af "negative stærke" indsatte fra andre indsatte.

I punkt 3.2.2.2. i bemærkningerne til lov nr. 367 af 24. maj 2005 anføres således: "Derudover etableres der et koordineret regelsæt for de negativt stærke indsatte i alle fængsler med henblik på at sikre ensartede afsoningsvilkår. Reglerne vil bl.a. vedrøre beskæftigelsespligt, besøg, og medbringelse af penge og egne effekter. Beskæftigelsespligten vil således blive håndhævet konsekvent, så alle negativt stærke indsatte fremover vil blive tilbudt beskæftigelse. Indsatte, som ikke vil beskæftiges, får ikke udbetalt løn, og vil skulle opholde sig i aflåste celler i arbejdstiden. Det sikres derudover, at negativt stærke indsatte ikke får bedre besøgsmuligheder end andre indsatte, og at besøg ikke kan foregå i arbejdstiden. Endelig er forbudet mod veste og klubsymboler i fængsler og arresthuse udvidet, så indsatte ikke længere vil kunne få opbevaret veste m.v. i fængslet med henblik på benyttelse ved udgang og lignende."

Bekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2012 om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner

Bekendtgørelse nr. 147 af 28. februar 2008 om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner

Bekendtgørelse nr. 573 af 5. juli 2002 om indsattes adgang til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner

Bekendtgørelse nr. 368 af 17. maj 2001 om indsattes adgang til fællesskab med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner


Fængselsbetjente tjener penge på at isolere indsatte på særafdelinger
Fængselsbetjente tjener penge på at isolere indsatte på særafdelinger for eksempel afdelinger for "stærke negative" indsatte. Selv om kriminalforsorgen indtil videre ikke har dokumenteret noget (sagligt) behov for at isolere indsatte på særafdelinger, bevilger folketinget til stadighed penge til sådanne afdelinger. Er det økonomiske og ideologiske interesser, der styrer udviklingen, kan det formentlig blive svært at komme af med disse isolationsafdelinger igen, selv om deres relevans ikke er dokumenteret. Fængselsbetjente, der har vagt på såkaldte "Stærkeafdelinger", får løntillæg.


I Midtvejsevalueringsnotat, Evaluering af pilotprojekt for bande-exit i kriminalforsorgen afgivet i maj 2012 af Als Research konkluderes det, at myndighederne - på trods af en stor interesse blandt bandemedlemmer indsat i kriminalforsorgens institutioner for at blive optaget i exit-programmet - kun har optaget meget få af de interesserede medlemmer i projektet.