Afgørelser vedrørende straffelovens kapitel 93 a truffet af domstolene efter, at erstatningskrav
helt eller delvist er afvist af anklagemyndigheden ofte under henvisning til såkaldt egen skyld

I TfK 2014.1153/2 søgte en person, der havde været varetægtsfængslet i 362 dage i en sag, hvor han var sigtet for drab efter straffelovens § 237. Den pågældende blev frifundet for drab men straffet med fængsel i 40 dage blandt andet for hæleri. Den pågældende søgte erstatning efter retsplejelovens kapitel 93 a. Anklagemyndigheden imødekom kravet delvist men nedsatte erstatningen med 50%, idet anklagemyndigheden mente, at den pågældende havde udvist egen skyld blandt andet ved at afgive skiftende forklaringer og ved at nægte at udtale sig om en række forhold under sagen. Byretten gav anklagemyndigheden medhold i, at erstatningen skulle nedsættes med 50%. Byretten udtalte blandt andet: "... Ved at afgive skiftende forklaringer om hændelsesforløbet om aftenen og natten den 30. og 31. oktober 2008, herunder meget skiftende forklaringer om sin og A's færden mellem E's bopæl i Brabrand og området ved Moesgård Strand, har E udsat sig for kon"kret mistanke om at have medvirket ved den alvorlige forbrydelse. Dette underbygges af fund af fænghættepartikler i E's bil og på hans jakke og kontanter på E's bopæl, der kunne stamme fra den hævning, A foretog om natten den 31. opktober 2008. Retten finder således, at E har haft særlig anledning til at rense sig fra denne mistanke, herunder ved som det mindste at redegøre nærmere for sin færden og for baggrunden for fundet af henholdsvis fænghættepartikler og kontanter, der kunne have nær sammenhæng med forbrydelsen. Ved gennem en længere periode at undlade at give politiet og retten oplysninger, der kunne have gjort det muligt for politiet at afkræfte den alvorlige sigtelse, finder retten, at E selv har givet anledning til frihedsberøvelsen, jf. retsplejelovens § 1018 a, stk. 3. E har således udvist egen skyld, hvorved erstatningen bør nedsættes med 50 %, således at erstatningen i alt udgør 229.000 kr., som beregnet af Statsadvokaten i afgørelse af 26. januar 2010." Landsretten gav erstatningssøgende medhold i, at kravet ikke skulle nedsættes. Landsretten udtalte blandt andet: ".. Under henvisning til indholdet af kendelserne af 2. november 2008 og 9. februar 2009 lægges det til grund, at den mistanke, der dannede grundlag for varetægtsfængslingen af erstatningssøgende, hvilede på andre forhold end erstatningssøgendes skiftende forklaringer. Det lægges endvidere til grund, at det forhold, at erstatningssøgende i en længere periode ikke ønskede at udtale sig, ikke havde betydning for varetægtsfængslingen. .."

I utrykt dom med sagsnr. 12-1352/2009 afsagt af Retten i Århus 29. marts 2010, blev en kvinde tillagt en erstatning skønsmæssigt fastsat til 10.000 kr. for 11 dages varetægtsfængsling i en sag, hvor hun havde været sigtet for butikstyverier til en værdi af cirka 30.000 kr. Hun vedtog ved løsladelsen en bøde for butikstyverier til en værdi af 3.992.45 kr. og ulovlig omgang med hittegods for en værdi af 5.814,50 kr. Kvinden, som var fransk statsborger, blev 5. august 2008 anholdt i en butik i Århus for butikstyveri. Hun erkendte sig skyldig i butikstyverier til en samlet værdi af kr. 3.992,45 samt ulovlig omgang med hittegods for så vidt angik besiddelse af tilgodebeviser for en samlet værdi af 5.814,50 kr. Der blev foretaget ransagning på kvindes ægtefælles bopæl, hvor kvinden ifølge sin egen forklaring opholdt sig, når hun var i Danmark, hvor der fandtes større mængder tøj, der fremstod som "nyt og ubrugt", og som i en del tilfælde fortsat bar prismærker. Endvidere blev der fundet en del kontante penge på bopælen. Kvinden blev senere samme dag varetægtsfængslet, idet retten fandt, at der var en begrundet mistanke om, at hun havde begået tyverier for ikke under 30.000 kr. Statsadvokaten henviste til, at kvinden havde afgivet skiftende forklaringer med hensyn til, hvorledes hun var kommet i besiddelse af de af sagen omhandlede tilgodebeviser, og at hun således havde udvist egen skyld, hvilket blev tiltrådt af rigsadvokaten. Retten fandt ikke, at kvindens skiftende forklaringer kunne føre til, at erstatningen skulle bortfalde ud fra betragtninger om egen skyld. Retten henviste blandt andet til "væsentlige sprogproblemer særligt under ransagningen, der skete uden tolk".  

TfK 2007.771V. En mand var sigtet for sædelighedskriminalitet mod sin datter men blev ikke fængslet i denne anledning. Landsretten fandt ligesom Retten i Sønderborg grundlag for undtagelsesvist at yde den pågældende en godtgørelse på 10.000 kr. for tort jævnfør retsplejelovens § 1018 b. 

TfK 2007.683. Kvinde fik godtgørelse efter at have været sigtet for sædelighedskriminalitet mod sine børn, hvilket hun senere blev frifundet for. Hun fik tillagt godtgørelse for den "forstyrrelse af hendes stilling og forhold, der er en konsekvens af særvilkårene for prøveløsladelsen, og som indebar, at hun ike kunne opretholde kontakten til sine børn".

TfK 2007.625 Politiet havde forud for en ransagning den 23. september 2005 hos erstatningssøgende ødelagt dennes dør med en rambuk for at komme ind i dennes bolig. Der blev ikke fundet effekter af interesse for politiet i boligen, hvorfor erstatningskravet blev rejst. Erstatningssøgende forlangte taktsmæssig erstatning for selve ransagningen, og han forlangte tillige udgiften til reparation af døren erstattet. Anklagemyndigheden afviste kravet under henvisning til, at erstatningssøgende havde udvist egen skyld ved ikke at åbne døren, da politiet ville ind. Landsretten udtalte i den anledning, at "udgangspunktet" herefter er, at han "har krav på erstatning, medmindre han selv har givet anledning til foranstaltningen. Der tilkommer således erstatningssøgende taktsmæssig erstatning for selve den uberettigede ransagning med 950 kr. med tillæg af renter jævnfør retsplejelovens § 1018 b". Fem dommere fandt herefter, at man ved "vurdering af, om erstatningen for skader på dør og dørkarm skal nedsættes eller bortfalde som følge af egen skyld, må tillægge det afgørende betydning, at der efter politiets første banken på døren kun gik ca. et minut, før dør og karm blev ødelagt ved hjælp af rambukken". Disse dommere fandt således ikke grundlag for at nedsætte erstatningen. To dommere ville frifinde politiet for erstatning af døren, idet de fandt, at politiet havde givet erstatningssøgende rigelig tid til frivilligt at lukke den op.

TfK 2007.313 V. Erstatningssøgende blev anholdt og varetægtsfængslet i maj 2005 og blev frifundet i sagen, der havde begrundet anholdelsen i november 2005. Han forlangte erstatning for indgrebet og forlangte erstatning for det tab, som han havde lidt ved, at hans studie var blevet forsinket 1 år. Han var blevet nægtet udgang til at deltage i eksamen, og der var kun eksamen en gang om året på den pågældendes uddannelse. Landsretten lagde til grund, at hans studie var blevet forsinket. Byretten lagde vægt på, at erstatningssøgende på anholdelsestidspunktet kun havde gennemført 3 ud af 10 semestre på studiet. Anklagemyndigheden havde ydet ham 115.300 for uberettiget frihedsberøvelse og 17.466 kr. for tabt arbejdsfortjeneste. Landsretten tiltrådte, at byretten havde ydet erstatningssøgende yderligere 60.000 kr., idet "tabet ikke kan anses dækket ved den takstmæssige godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold, A er blevet tilkendt".

TfK 2007.247 H. En person blev anholdt og sigtet for besiddelse og forsøg på salg af cirka 54 heroin fundet i hans kolonihavehus. Påtalen mod ham blev senere opgivet. Hans krav om erstatning blev afvist af anklagemyndigheden med henvisning til, at han burde have renset sig selv med at fremkomme med en forklaring om, hvorledes heroinen var kommet i hans sommerhus. Byretten og højesteret fandt begge, at det ikke var godtgjort, at han vidste eller burde vide, hvem der kunne have placeret heroinen i hans kolonihavehus. Der var således ikke noget grundlag for at nedsætte erstatningen.

TfK 2007.51. De to erstatningssøgende havde været sigtet for seksuelle overgreb mod den enes børn. De blev sigtet i november 2001. I oktober 2004 blev påtalen opgivet. Landsretten tilkendte hver af de to erstatningssøgende 10.000 kr. efter § 1018 b med henvisning til den langvarige sagsbehandling, og at efterforskningen havde ligget stille i to perioder af henholdsvis 5 og en halv måned og af 7 måneder. 

TfK 2006.766. Fik takstmæssig erstatning for ransagning på 700 kr. ved anklagemyndigheden. Her fik erstatningssøgende yderligere 25.000 kr. for "lidelse, tort, ulempe og forstyrrelse eller ødelæggelse af stilling og forhold" og 25.000 kr. for ikke-økonomisk skade. Erstatningen blev af retten sat op med yderligere 50.000 kr, men erstatningssøgende fik ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet der ikke var dokumenteret et tab.

TfK 2006.659. En person var fremkommet med afvigende forklaring i grundlovsforhøret i forhold til politirapporten. Dette havde ikke været af afgørende betydning for den fortsatte fængsling. Erstatningen blev ikke nedsat med henvisning til egen skyld. Forsvarerens salærkrav blev ikke - som påstået af anklagemyndigheden - afvist.

TfK 2006.485. Her afviste domstolene anklagemyndighedens anbringende om, at der var udvist egen skyld, og at erstatningssøgende derfor ikke skulle have erstatning. Retten henviste til, at politiet ved en bedre efterforskning kunne have undgået frihedsberøvelse. Derfor fik erstatningssøgende erstatning.

TfK 2006.325. 270.800 kr. tilkendt for frihedsberøvelse i 219 dage sigtet for brandstiftelse. Både byret og landsret afviste anklagemyndighedens anbringende om, at der var udvist egen skyld. Det fremgår af sagen, at den erstatningssøgende ikke havde fortalt politiet, at han ikke kunne læse. Han havde derfor ifølge anklagemyndigheden vildledt politiet. Både byret og landsret lagde vægt på, at politiet under efterforskningen kunne have efterprøvet den sigtedes alibi. Dermed ville man have haft mulighed for at konstatere, at han ikke kunne være gerningspersonen.

TfK 2006.591. Nogle personer tilkendtes erstatning, idet behandlingen af sagen har været for langsommelig og dermed i strid med EMRK, artikel 6. Anklagemyndigheden havde givet 3 af de 4 erstatningssøgende erstatning med samme begrundelse. For den 4. erstatningssøgendes vedkommende henviste anklagemyndigheden til, at der var kompenseret for langsommeligheden ved straffens fastsættelse. Ved domstolene fik to af de erstatningssøgende yderligere kompensation.

I TfK 2006.766 fik en person ved landsretten tillagt renter af et beløb, der havde været beslaglagt i længere tid. Han fik endvidere kompensation for sin udgift til advokat. Et beløb var blevet beslaglagt fra den pågældende på grund af en sigtelse og domfældelse i USA. Denne domfældelse var senere blevet ophævet.

TfK 2005.809. En person blev tilkendt 2.900 kr. for anholdelse og en ransagning af anklagemyndigheden. Han ønskede højere erstatning og indbragte sagen for domstolene. Ved byretten blev han tilkendt 100.000 kr. for lang sigtelsestid. Dette fik han ikke medhold i ved landsretten.

TfK 2005.747. To journalister fra TV Stop var blevet frifundet for ulovlig indtrængen, efter at de var blevet anholdt i forbindelse med en aktion i Sandholmlejren. Begge journalisterne var sammen med andre journalister gået med ind bag indhegningen. Den ene af dem var dog fortsat ind på selve fængselsområdet og havde været med til at kravle op på taget sammen med andre aktivister. De var de to eneste journalister, der blev anholdt. Efter frifindelsen forlangte de erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Kravet blev ikke imødekommet af anklagemyndigheden, der henviste til, at de havde udvist egen skyld. Domstolene fandt, at det kun var journalisten, der var kravet med op på taget, der havde udvist egen skyld i en sådan grad, at erstatning kunne nægtes. Den anden fik således erstatning.

TfK 2005.725 er en processuel interessant afgørelse. Her fik anklagemyndigheden medhold i, at anbringender, der ikke havde været gjort gældende under den administrative behandling af sagen, kunne fremføres som nye anbringender under sagens behandling ved retten. I denne sag var erstatningen af anklagemyndigheden blevet nedsat med 1/3 under henvisning til, at den erstatningssøgende ikke under straffesagen havde oplyst politiet om, at at han ikke havde haft nogle bestemte sko med nogle bestemte såler på under sin færden nær gernngsstedet. 

TfK 2005.502. En person var blevet anholdt og varetægtsfængslet for grov sædelighedskriminalitet. Han fik ikke forhøjet erstatning for den del, hvor han havde siddet isoleret. Der var tale om frivillig isolation og ikke isolation efter rettens bestemmelse. Han fik forhøjet sin taktsmæssige erstatning med 25% på grund af sigtelsen for grov sædelighedskriminalitet.

TfK 2005.356. En udlænding blev frifundet for udvisning. Hans sag var blevet genoptaget, efter at Den europæiske Menneskerettighedsdomstol havde afgjort, at udvisningen krænkede EMRK. Han var efter udståelsen af 2/3 af den straf, der havde begrundet udvisningen, blevet overført til fortsat strafudståelse efter udlændingeloven. Efter frifindelsen forlangte han erstatning for den del af frihedsberøvelsen, der lå efter 2/3-datoen. Retten fandt, at han burde have erstatning, men der var disens. Retten lagde vægt på, at der ikke var oplyst forhold, der kunne føre til, at han ikke ville blive prøveløsladt, hvis ikke han var blevet dømt til udvisning.

TfK 2005.324. Erstatningssøgende var af et vidne blevet set køre over en livløs person i sin bil. Personen døde senere af sine kvæstelser. Erstatningssøgende blev anholdt og tilbageholdt i cirka 10 timer. Påtalen mod ham for uagtsomt manddrab blev senere opgivet. Han forlangte og fik fuld erstatning uanset anklagemyndighedens anbringende om udvist egen skyld.

TfK 2004.92. To personer var blevet varetægtsfængslet for et overfald mod F og for trusler mod denne. De blev senere frifundet for forholdet og forlangte erstatning for uberettiget frihedsberøvelse. Deres krav blev afvist af anklagemyndigheden under henvisning til, at de selv havde givet anledning til frihedsberøvelsen. Højesteret tilkendte dem fuld erstatning og henviste til byrettens begrundelse. Denne lød således:

TfK 2002 172. T opholdt sig i en lejlighed, som politiet havde indfundet sig for at ransage, idet politiet ønskede at efterforske en drabssag. T blev bedt om at forlade lejligheden, hvilket han modsatte sig. Han blev derfor anholdt i 40 minutter. Hans adfærd blev ikke fundet dadelværdig i en sådan grad, at der skulle ske hel eller delvis nedsættelse af hans erstatning for indgrebet.

TfK 2001.486. En person blev sigtet for drab og varetægtsfængslet. Han blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191 og idømt fængsel i 4 år og 6 måneder. Han blev frifundet for drabet. Han fik erstatning, fordi han havde været sigtet for drab, hvilket han ikke var blevet dømt for.

I UfR 1991.205 VLD var erstatningssøgende den 27. april 1990, kl. 9.35, blevet anholdt som sigtet for sædelighedskriminalitet. Den efterfølgende dag blev sigtet fremstillet i grundlovsforhør, hvor han kl. 13.45 blev løsladt. Ved skrivelse af 18. juni 1990 blev påtalen opgivet. Den pågældende var således anholdt i cirka 28 timer, og sigtelsestiden var noget under 2 måneder. Den pågældende var blevet anholdt på en teknisk skole, hvor han på anholdelsestidspunktet deltog i gruppearbejde. Der gik 14 dage, inden han følte sig stærk nok til at genoptage undervisningen. Erstatningssøgende havde efter løsladelsen psykologsamtaler. Ifølge erstatningssøgende havde anholdelsen påvirket hans koncentrationsevne. Landsretten gav erstatningssøgende medhold i, at denne skulle have forhøjet erstatning. Landsretten udtalte blandt andet: "
Under hensyn til de omstændigheder, hvorunder anholdelsen fandt sted, og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at erstatningssøgende bør tilkendes en erstatning, der væsentligt overstiger den takstmæssige."

Efter frifindelse/påtaleopgivelse som følge af nødværge kan der normalt også ydes erstatning

I TfK 2002.714/ 1 HD havde erstatningssøgende den 16. juli 2000 tildelt en person 2 knivstik i ryggen. Hun var senere samme dag blevet anholdt. Hun blev senere fundet skyldig i vold efter straffelovens § 245 men blev frifundet for straf i medfør af straffelovens § 13, stk. 2. Hun forlangte erstatning for uberettigede straffeprocessuelle indgreb. Anklagemyndigheden afviste kravet under henvisning til egen skyld. Højesteret ville ikke nedsætte erstatningen eller lade den bortfalde og udtalte blandt andet: "Den alvorlige karakter af de stiklæsioner, E tilføjede F, kan ikke i sig selv føre til en fravigelse af udgangspunktet om fuld erstatning. Efter oplysningerne om de omstændigheder, hvorunder knivstikkene fandt sted, finder Højesteret, at hun ikke selv har givet anledning til frihedsberøvelsen på en sådan måde, at erstatningskravet skal nedsættes eller bortfalde. Denne vurdering ændres ikke af, at E efterfølgende undlod at tilkalde hjælp og undlod at kontakte politiet, idet det må antages, at disse forhold ikke har haft betydning for frihedsberøvelsen."

I TfK 2002.714/2 HD nægtede anklagemyndigheden at yde erstatning til en person, der var blevet fundet skyldig i vold efter straffelovens § 246, jf. § 245, stk. 1, nr. 1, men var blevet frifundet for straf i medfør af straffelovens § 13, stk. 2. Højesteret tilkendte den pågældende erstatning men nedsatte dog erstatningen med halvdelen. Landsretten beskrev hændelsesforløbet således: "Efter tiltaltes forklaring, der understøttes af de kriminaltekniske undersøgelser på gerningsstedet lægges til grund, at tiltalte og F, der havde været kærester i halvanden måneds tid, men havde været bekendte i længere tid, sammen var kommet til lejligheden i løbet af den første del af natten og havde lukket sig ind med en nøgle, som F var i besiddelse af, idet han lejlighedsvis lånte lejligheden af indehaveren, og at tiltalte og F herefter gav sig til at ryge hash og at drikke nogle øl, som de havde købt under taxaturen med vidnet V. Retten finder videre, at tiltaltes forklaring om, at der opstod skænderi, og at F på et tidspunkt, da tiltalte stod ved vinduet greb hende bagfra og slog hendes hoved ind i ruden 2 gange, så den knustes, bekræftes af undersøgelsen af tiltaltes person, hvorefter hun havde sår i panden, ligesom forklaringen særligt understøttes af den retsgenetiske undersøgelse, hvorefter det er konstateret at vævsrester på ruden stammede fra tiltalte. Under hensyn til F's voldsomme handling finder retten, at tiltaltes forklaring om, hvad der videre skete er sandsynliggjort, og at det herefter kan lægges til grund, at hun forsøgte at flygte ud af lejligheden, men blev holdt tilbage af F, der greb hende og skubbede hende ud i køkkenet, hvor hun mistede balancen, men fik rejst sig ved komfuret, og derpå på ny blev lagt ned af F. Endelig lægges det efter tiltaltes forklaring sammenholdt med obduktionserklæringen til grund, at tiltalte, da hun rejste sig, greb en grillkniv i en køkkenskuffe og under det fortsatte skænderi stak ud efter F, der blev ramt i hjertet og kort efter afgik ved døden."