Om brugen af reglerne i straffelovens kapitel 16 om magtmisbrug mv.

 


 
  Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

24. oktober 2010

Reglerne om magtmisbrug, der undertiden også betegnes som "embedsmisbrug", findes i straffelovens 16. kapitel, som bærer overskriften "Forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v".

Af den praksis, som er trykt i Thomson.dk ses, at der i tiden fra 2000 til 2010 har været behandlet cirka 10 sager ved danske domstole om straffelovens regler om magtmisbrug, hvor den forurettede er det offentlige. For samme periode er der kun gengivet 4 tilfælde, hvor der var rejst sag mod de relevante myndigheder for at krænke borgeres ret. 

Straffelovens § 155 som strafferetligt værn mod magtmisbrug overfor offentlige myndigheder.

I TfK 2010.778/1 VLD blev en politiassistent idømt en straf af fængsel i 60 dage ubetinget blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 155 for at advare en borger om, at dennes telefon blev aflyttet. Den pågældende politiassistent havde derved krænket "det offentliges ret".

I TfK 2010.145/2 VLD blev en forsvarsadvokat forsøgt straffet for overtrædelse af straffelovens § 155 for at have udarbejdet et referat af en straffesags akter til sin klient.

I TfK 2009.430/2 ØLD blev en forsvarsadvokat straffet med bøde for overtrædelse af straffelovens § 155 for til en datter til forsvarerens klient gennem en anden at forklare, at datteren ikke har pligt til at vidne mod faderen, og om forskellen på straffelovens § 244 og § 245, der vedrører almindelig vold og grov vold. Datteren skulle vidne mod advokatens klient netop i en sag om vold.  

I TfK 2009.421/1 VLD blev en prøvesagkyndig ved Østjyllands Politi straffet for overtrædelse af straffelovens § 155 for at udstede kørekort til en person, uagtet at køreprøven ikke var gennemført.

I TfK 2006.700 ØLD havde en politiassistent udstedt et bødeforelæg til en kollegas søn. Politiassistenten havde derpå sendt bødeforelægget i en "intern tjenestekuvert" til den pågældende kollega og meddelt denne, at det fremsendte bødeforelæg var "originalen". Endvidere havde politiassistenten undladt at registrere sagen i politiets arkiver. Politiassistenten blev straffet med bøde for overtrædelse af straffelovens § 155.

I TfK 2005.602/1 ØLD var en forsvarsadvokat tiltalt for til sin klient at have fremsendt kopi af en politirapport. Den pågældende blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155, idet det ikke var bevist, at advokaten havde vidst, at hans sekretær havde afsendt rapporten til klienten.

I TfK 2006.448 ØLD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 155 for efter aftale med en borger mod en betaling af 10.000 kr. at have foretaget en anholdelse af borgeren, således at borgeren kunne fortælle sine forbindelser i narkomiljøet, at han havde været anholdt af politiet, og at politiet havde beslaglagt 50.000 kr.

I TfK 2003.585/1 ØLD var en politifuldmægtig fundet i besiddelse af børneporno på sin computer i sit hjem. Han forklarede, at noget af det var hentet fra politiet, og at noget af det var hentet fra internettet. Politifuldmægtigens forklaring om, at han udelukkende besad materialet med henblik på efterforskning, blev ikke lagt til grund for sagen. Han blev straffet for besiddelsen og for overtrædelse af straffelovens § 155. 

I TfK 2000.403 ØLD blev to polititjenestemænd frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155, idet det ikke fandtes bevist, at de blandt andet ved at undlade at oprette kosterrapport vedrørende beslaglagte skydevåben havde haft forsæt til at misbruge deres stilling.

I UfR 2000.88 HK blev der ikke pålagt en advokat en rettergangsbøde. Advokaten havde i et kæreskrift blandt andet anført følgende: ".. F.s.v. angår behandlingen af sagen i Frederikssund, ved jeg at sagen forinden var drøftet mellem politiassessor Harrestrup og dommeren, hvilket politiassessor Harrestrup gav udtryk for. og sagen blev behandlet med stor indforståelse, hvad jeg oplevede som realitetsbehandling. .."

I UfR 1997.1325 ØLD havde en forsvarer uden politiets tilladelse og således i strid med den dagældende § 745, stk. 1, 3. pkt., (nu § 729 a) i retsplejeloven at have efterladt et sæt af straffesagens akter hos sin klient på Færøerne. Forsvareren erkendte, at han havde efterladt sagsakterne hos klienten og henviste til, at klienten boede på Færøerne og advokaten i København, og at det derfor var praktisk, at der var et sæt af sagens akter hos klienten. Forsvareren blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155, idet retten ikke fandt, at overtrædelsen var tilstrækkelig grov til at være omfattet af bestemmelsen. Landsretten henviste blandt andet til, at forsvareren i tilstrækkelig grad havde sikret sig, at dennes klient ikke ville misbruge materialet. For så vidt angik nogle politirapporter vedrørende en ransagning lagde landsretten vægt på, at ransagningen var gennemført, og at rapporterne alene skulle anvendes i en efterfølgende klagesag vedrørende ransagningen. 


Straffelovens §§ 154 og 155 som strafferetligt værn mod myndighedspersoners magtmisbrug overfor borgere.

I TfK 2006.500/3 ØLD havde en politiassistent til en privatdetektiv i flere tilfælde videregivet fortrolige oplysninger fra kriminalregisteret om borgeres forstraffe. Politiassistenten blev straffet blandt andet for overtrædelse af straffelovens § 155 med fængsel i 40 dage.

I TfK 2001.554 VLD blev en fængselsbetjent fundet skyldig i vold mod en indsat ved at have tildelt den indsatte, der opholdt sig i sin celle i Arresthuset i Esbjerg, slag med knyttede hænder. En anden fængselsbetjent forklarede som vidne i retten, at han var trådt ind i cellen og havde set, at den tiltalte kollega havde rettet slag mod den indsatte, der stod op ad væggen og værgede for sig med sine hænder. Den nu ophævede § 154 i straffeloven blev citeret i dommen.

I TfK 2001.2126 VLD blev en polititjenestemand straffet for vold begået mod en anholdt belagt med håndjern. Byretten citerede den dagældende strafskærpelsesregel i straffelovens § 154. Landsretten gjorde afgørelsen betinget, hvilket næppe er foreneligt med EMRK artikel 3 jævnfør for eksempel Gäfgen mod Tyskland gennemgået umiddelbart ovenfor.

I TfK 2000.690 ØLD var en polititjenestemand tiltalt for i forbindelse med en privat handel om en brugt havelåge at have misbrugt sin magt som polititjenestemand ved at fremvise sin politilegitimation i forbindelse med, at han skulle have lagt pres på medkontrahenten for at formå denne til at lade handlen gå tilbage. Politiassistenten blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155.

I UfR 1990.812 ØLD blev en politiassistent fundet skyldig i vold mod en anholdt ved at have dunket den pågældendes hoved flere gange ned mod motorhjelmen på en patruljebil, medens den anholdte var ilagt håndjern på ryggen. Landsretten fandt den pågældende skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. straffelovens § 154. Han blev straffet med ubetinget fængsel i 6 måneder. Landsretten udtalte blandt andet: "Straffen er fastsat under hensyn til, at der er tale om en umotiveret, grov og meningsløs magtdemonstration overfor en forsvarsløs person begået af en politibetjent under udførelsen af sit arbejde."

I UfR 1980.695 ØLD blev en politiassistent fundet skyldig i vold mod en 14-årig på en politistation. Tiltalte nægtede sig skyldig men blev domfældt i det væsentlige på grundlag af forklaringer fra kolleger. Straffelovens § 154 blev citeret i afgørelsen.

I UfR 1979.858 H blev to fængselsfunktionærer straffet for vold mod indsat i sikringscelle i Arresthuset i Køge. Domfældelsen var i det væsentlige støttet af nogle tilstedeværende politifolks forklaringer. Straffelovens § 154 blev citeret i denne afgørelse.

I UfR 1979.896 H blev en politiassistent straffet med hæfte i 30 dage for vold mod en knallertkører, som politiassistenten sammen med en kollega havde standset på gaden. Politiassistenten nægtede sig skyldig. Hans kollega forklarede i retten, at han ikke havde set tiltalte slå mod forurettede. Imidlertid var et større antal civile personer, der boede i området, og som havde overværet politiforretningen, indkaldt som vidner. De fleste af dem forklarede, at de havde set tiltalte slå mod forurettede flere gange. De havde hørt tiltalte stille spørgsmål til forurettede, som denne ikke ville svare på, hvorefter slagene var faldet. Straffelovens § 154 blev citeret i denne afgørelse.

 UfR 1883.1036 HD blev en "forhørsdommer" fundet skyldig i at have anvendt spændetrøje under et forhør med det formål at "udpresse tilståelse" havde sat den afhørte i spændetrøje og udsat denne for andre håndgribeligheder.

En gennemgang af trykte afgørelser på Thomson online vedrørende straffelovens § 156 i perioden fra oktober 2010 og tilbage viser kun i alt 2 afgørelser. Den ene vedrører en lærer, der har tilsidesat sine pligt til ikke at indberette sin viden til kommunen om sin viden om seksuelt misbrug af et barn. Den anden afgørelse, UfR 1998.384 ØLD, vedrører en polititjenestemand, der gennemførte en afhøring af en mistænkt uden forsvarerens tilstedeværelse, uagtet at forsvareren havde bedt om at være til stede.

En gennemgang af trykte afgørelser på Thomson online vedrørende straffelovens § 157 i perioden fra oktober 2010 og tilbage til 1958 viser, at der efter denne bestemmelse alene er medtaget sager, der vedrører økonomiske uregelmæssigheder og ansvarliges tilsidesættelse af sikkerhedsforskrifter - i sidstnævnte kategori ses en del sager mod logoførere. 

§ 154 ses i trykt praksis hyppigst anvendt mod offentligt ansattes dokumentfalsk, berigelsesforbrydelser mv. oftest mod det offentlige. Se for eksempel U.1996.33, U.1988.960Ø, U.1978.215V, U.1974.845/2Ø, U.1974.628Ø, U.1972.1043/2V, U.1972.455/1Ø, U.1971.896/1V, U.1971.220/1Ø, U.1971.219/2Ø, U.1970.915/1Ø, U.1970.745H, U.1970.713Ø, U.1970.34H, U.1969.810H, U.1969.567Ø, U.1968.53H, U.1967.779H, U.1967.581/1Ø, U.1967.376V, U.1965.529V, U.1965.103H, U.1964.581H, U.1962.168H, U.1961.588H, U.1961.192H, U.1960.664/1, U.1959.267/1Ø, U.1952.1004H, TfK1999.190/1OE.