U.1997.1325 ØLD
 
   Ø.L.D. 1. juli 1997 i anke 5. afd. nr. S-0026-97
(Jens Lunøe, Knudsen, Hedegaard Madsen).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Bent Unmack Larsen, København, e.o.).

Af sagen fremgik, at der var rejst tiltale mod T for overtrædelse af straffelovens § 155 ved som offentligt beskikket forsvarer i 2 straffesager i strid med retsplejelovens § 745, stk. 1, 3. punkt, til sigtede/tiltalte og andre at have overleveret materiale, som politiet havde tilvejebragt til brug i straffesagerne, og derved misbrugt sin stilling til at krænke det offentliges ret, idet T

a.efter den 9. februar 1993 til A, for hvem T var beskikket forsvarer i 2 straffesager, benævnt som Heygadrangur-sagen og Skálafjall-sagen, overleverede et stort antal politirapporter og andet efterforskningsmateriale,

b.efter den 18. november 1994 til A, for hvem T var beskikket forsvarer i straffesagen, benævnt som Skálafjall-sagen, overleverede en eller flere af politiet udarbejdede instruktionsrapporter vedrørende ransagninger den 16.-18. november 1994, ligesom T alene eller sammen med andre foranledigede, at instruktionsrapporterne blev tilsendt forskellige nyhedsmedier, herunder aviser og tv, hvilket bl.a. medførte, at det færøske tv i sin nyhedsudsendelse den 6. december 1994 kl. 20.00 til 20.30 kunne vise billeder af politiets materiale.

T nægtede sig skyldig.

Det anføres herefter i Færøernes Rets dom af 10. december 1996:

Det lægges i overensstemmelse med T's redegørelse af 28. februar 1995 til Rigsadvokaten og hans forklaring i retten til grund, at han havde etableret en ordning, hvorefter hans klient A i et hus, som T og en anden forsvarer havde lejet, og som de benyttede under deres ophold på Færøerne, kunne gennemse sagsakterne, idet det samtidig var tilkendegivet for A, at sagsakterne ikke måtte fjernes fra huset. T sendte endvidere ad nogle gange sagsakter, som han havde modtaget i København, til A med henblik på, at han kunne indsætte dem i de ringbind, der befandt sig i det lejede hus. Det lægges i overensstemmelse med T's og vidnet A's forklaringer til grund, at ordningen alene omfattede sagsakterne i »Skálafjall«-sagen, og det lægges endvidere som ubestridt til grund, at de i anklageskriftets pkt. a. nævnte sagsakter hverken af T eller af A blev videregivet til andre. Den omhandlede ordning, hvorefter A uden kontrol kunne disponere over sagsakterne, der var stillet til hans rådighed, findes at være i strid med retsplejelovens § 745, stk. 1, 3. pkt., idet politiets tilladelse, der burde have været indhentet til en sådan ordning, ikke var søgt indhentet af T. Ordningen bør imidlertid vurderes på baggrund af de vanskeligheder, som T i den omfattende sag havde med at gennemføre et sædvanligt, effektivt forsvar for A under de givne omstændigheder, hvor de bortset fra under retsmøderne opholdt sig henholdsvis i København og på Færøerne. T findes endvidere at have haft grund til at antage, at A, der som advokat var bekendt med retsplejelovens regler, loyalt ville overholde ordningen og undlade at fjerne sagsakter fra det lejede hus og kopiere dem. T findes under disse omstændigheder ikke at have gjort sig skyldig i et forhold, der er af en sådan grovhed, at det kan karakteriseres som misbrug som anført i straffelovens § 155. T frifindes herefter for tiltalen efter denne bestemmelse under anklageskriftets pkt. a.

De i anklageskriftets pkt. b. nævnte instruktionsrapporter blev sammen med en skrivelse af 18. november 1994 fra politimesteren tilsendt T, der havde klaget over ransagninger, som var blevet foretaget den 16. november 1994, idet han havde bestridt lovligheden af disse. Instruktionsrapporterne, der i sig selv var uden betydning for den verserende sag, havde på det pågældende tidspunkt også mistet enhver anden betydning, bortset fra at de kunne tjene til bedømmelse af ransagningens lovlighed, idet ransagningen var gennemført. Under disse omstændigheder, og idet »det materiale, som politiet har tilvejebragt«, findes at måtte forstås som det bevismateriale, der skal indgå i sagen, findes instruktionsrapporterne ikke omfattet af retsplejelovens § 745, stk. 1. T frifindes herefter tillige for tiltalen under anklageskriftets pkt. b og frifindes således i det hele for den rejste tiltale.

Østre Landsrets dom.

Færøernes Rets dom af 10. december 1996 – – – er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet.

T har påstået stadfæstelse.

Det fremgår af sagen, at anklageskriftet er udfærdiget af Statsadvokaten for Sjælland. Denne blev ved skrivelse af 21. februar 1996 fra Rigsombudsmanden på Færøerne i medfør af retsplejelov for Færøerne § 103, stk. 3, bemyndiget til at udføre tiltale for Færøernes Ret i sagen, efter at Justitsministeriet den 8. februar 1996 havde tiltrådt, at der skulle rejses tiltale. Ved skrivelse af 28. december 1996 har Justitsministeriet tiltrådt, at Færøernes Rets dom ankes til landsretten. Justitsministeriet meddelte samtidig statsadvokaten beskikkelse til at udføre tiltale for landsretten i sagen.

– – –

Landsrettens bemærkninger.

Ad forhold a:

Hvad angår materiale vedrørende efterforskningen i Heygadrangur-sagen kan det efter de vidneforklaringer, der under sagen er afgivet af A og advokat B, ikke imod T's benægtelse anses for godtgjort, at T har udleveret sådant materiale til den da tiltalte A.

Hvad angår materiale vedrørende efterforskningen i Skálafjall-sagen bemærkes, at den ordning, som T uden at indhente politiets samtykke havde etableret, og hvorefter den da tiltalte A uden kontrol af T havde fri adgang til sagsakterne og herunder til at tage kopier af materialet, må karakteriseres som en overlevering, der er i klar strid med forbudet i retsplejelov for Færøerne § 745, stk. 1, 3. pkt.

Når henses til, at ordningen må antages etableret på baggrund af de praktiske vanskeligheder med hensyn til kommunikationen mellem T og hans klient, der skyldtes den geografiske afstand, og til, at T havde føje til at regne med, at materialet ikke ville komme uvedkommende i hænde eller i øvrigt blive misbrugt, findes overtrædelsen ikke at være af en sådan grovhed, at den kan henføres under straffelovens § 155.

Ad forhold b:

De i tiltalen omtalte instruktionsrapporter må anses for at være materiale, der er tilvejebragt af politiet under efterforskningen af en række skibsfinansieringssager, herunder Skálafjall-sagen, hvor T var beskikket som forsvarer for den da tiltalte A.

Den skete overlevering til A og til nyhedsmedierne var i strid med forbudet i den færøske retsplejelov § 745, stk. 1, 3. pkt. Instruktionsrapporterne omhandlede tilrettelæggelsen af den allerede gennemførte ransagning og havde derfor ved overleveringen alene betydning i forbindelse med en række forsvareres klage over ransagningen. Under disse omstændigheder findes overtrædelsen ikke at være af en sådan grovhed, at den kan henføres under straffelovens § 155.

Landsretten tiltræder herefter, at tiltalte er frifundet for den rejste tiltale, og stadfæster derfor dommen.


I UfR 1998.384 ØLD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have foretaget afhøring af en varetægtsfængslet person, uagtet at forsvareren havde meddelt politiet, at den pågældende ikke ønskede at udtale sig til politiet. Anklagemyndigheden havde principalt rejst tiltale efter straffelovens § 156 og subsidiært efter den mildere bestemmelse i straffelovens § 157. Landsretten henførte forholdet under straffelovens § 156 og udtalte blandt andet: "Det lægges til grund, at tiltalte har foretaget afhøring af A, uagtet dennes beskikkede forsvarer havde meddelt, at A ikke uden forsvarerens tilstedeværelse ønskede at deltage i afhøringer hos politiet. Herefter og da væsentlige hensyn til arrestantens retssikkerhed derved findes tilsidesat, tiltrædes det, at forholdet er henført som en overtrædelse af straffelovens § 156."

Sagens disciplinære følger ses i Rigspolitiets disciplinærstrafresume årgang 1998 og er benævnt afgørelse nr. 47/1996. Heraf fremgår følgende: "Polititjenestemand indberettet for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have afhørt en arrestant uden advokatens viden, selv om det var krævet af advokaten, samt for langsommelig og utilstrækkelig sagsbehandling m.v. Tjenestemanden blev idømt 5 dagbøder a 200,- af landsretten, der herved stadfæstede byrettens dom. Politimesteren indstillede, at tjenestemanden blev afskediget subsidiært forflyttet og ikendt en disciplinær bøde. Afgørelsesresumé: Rigspolitichefen forflyttede tjenestemanden til andet tjenestested."

I UfR 1994.492 VLD blev en fængselsbetjent fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, idet han havde henvendt sig i en celle hos en indsat i anledning af, at fængselsfunktionæren var utilfreds med den indsattes adfærd mod fængselsfunktionæren, medens fængselsfunktionæren passede sit bijob som vagt i et butikscenter. Fængselsfunktionæren blev frifundet for vold mod den indsatte, som ifølge den indsatte var begået ved samme lejlighed. .

I UfR 1994.717 ØLD blev en polititjenestemand fundet skyldig i vold mod en anbragt i detentionen. Han blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155 men fundet skyldig i vold efter straffelovens § 244, jf. § 154. Den tiltalte polititjenestemand havde fået sit eget køretøj stjålet. Han havde derpå opsøgt de to mistænkte gerningsmænd i disses detentionsceller. Begge de anholdte forklarede, at han under besøget hos dem i disses celler udsatte dem for vold. Han blev fundet skyldig i vold mod den ene og frifundet for vold mod den anden.

I UfR 1990.812 ØLD blev en politiassistent fundet skyldig i vold mod en anholdt ved at have dunket den pågældendes hoved flere gange ned mod motorhjelmen på en patruljebil, medens den anholdte var ilagt håndjern på ryggen. Landsretten fandt den pågældende skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. straffelovens § 154. Han blev straffet med ubetinget fængsel i 6 måneder. Landsretten udtalte blandt andet: "Straffen er fastsat under hensyn til, at der er tale om en umotiveret, grov og meningsløs magtdemonstration overfor en forsvarsløs person begået af en politibetjent under udførelsen af sit arbejde."

I UfR 1989.180 ØLD blev en fængselsbetjent fundet skyldig blandt andet mod betaling at have indsmuglet spiritus til en indsat i et fængsel. 

I UfR 1985.680/2 ØLD blev en polititjenestemand straffet med bøde for uberettiget at have indhentet oplysninger om andre i kriminalregisteret og i folkeregisteret.

I UfR.1983.251ØLD blev en forsvarsadvokat straffet med hæfte for at have videresendt breve fra en varetægtsfængslet til en bekendt uden om politiets brevcensur.

I UfR 1982.1078 ØLD blev en polititjenestemand straffet for at have bortskaffet sagsakterne i en sag om spirituskørsel mod en borger og efterfølgende at have tilbageleveret det kørekort til borgeren, som var administrativt inddraget.

I UfR 1980.695 ØLD blev en politiassistent fundet skyldig i vold mod en 14-årig på en politistation. Tiltalte nægtede sig skyldig men blev domfældt i det væsentlige på grundlag af forklaringer fra kolleger. Straffelovens § 154 blev citeret i afgørelsen.

I UfR 1979.858 H blev to fængselsfunktionærer straffet for vold mod indsat i sikringscelle i Arresthuset i Køge. Domfældelsen var i det væsentlige støttet af nogle tilstedeværende politifolks forklaringer. Straffelovens § 154 blev citeret i denne afgørelse.

I UfR 1979.896 H blev en politiassistent straffet med hæfte i 30 dage for vold mod en knallertkører, som politiassistenten sammen med en kollega havde standset på gaden. Politiassistenten nægtede sig skyldig. Hans kollega forklarede i retten, at han ikke havde set tiltalte slå mod forurettede. Imidlertid var et større antal civile personer, der boede i området, og som havde overværet politiforretningen, indkaldt som vidner. De fleste af dem forklarede, at de havde set tiltalte slå mod forurettede flere gange. De havde hørt tiltalte stille spørgsmål til forurettede, som denne ikke ville svare på, hvorefter slagene var faldet. Straffelovens § 154 blev citeret i denne afgørelse.

I UfR 1978.603/2 ØLD blev en fængselsbetjent straffet for at have arrangeret et møde i et baderum i Vestre Fængsel mellem to indsatte, der var i sag sammen, og som var varetægtsfængslet i isolation efter rettens bestemmelse.

§ 154 ses i trykt praksis hyppigst anvendt mod offentligt ansattes dokumentfalsk, berigelsesforbrydelser mv. oftest mod det offentlige. Se for eksempel U.1996.33, U.1988.960Ø, U.1978.215V, U.1974.845/2Ø, U.1974.628Ø, U.1972.1043/2V, U.1972.455/1Ø, U.1971.896/1V, U.1971.220/1Ø, U.1971.219/2Ø, U.1970.915/1Ø, U.1970.745H, U.1970.713Ø, U.1970.34H, U.1969.810H, U.1969.567Ø, U.1968.53H, U.1967.779H, U.1967.581/1Ø, U.1967.376V, U.1965.529V, U.1965.103H, U.1964.581H, U.1962.168H, U.1961.588H, U.1961.192H, U.1960.664/1, U.1959.267/1Ø, U.1952.1004H, TfK1999.190/1OE.