Retsplejelovens § 744 har følgende indhold:

“§ 744. Politiet udfærdiger snarest rapport om de afhøringer, der foretages, og om andre efterforskningsskridt, medmindre oplysninger herom foreligger på anden måde.”

Af  betænkning 622/1971 om efterforskning i straffesager mv. fremgår af side 41 blandt andet følgende i bemærkningerne til bestemmelsen: “Et notat i en døgnrapport vil efter omstændighederne kunne være tilstrækkeligt til at: opfylde bestemmelsens krav.” Bestemmelsen svarer til den tidligere § 807, stk. 5.

Af  retsplejelovens § 751 følger det, at det “væsentlige indhold af de afgivne forklaringer” skal tilføres afhøringsrapporten. Af samme bestemmelse følger, at den afhørte skal have lejlighed til at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen i rapporten, og at denne skal have sine “eventuelle rettelser og tilføjelser” medtaget.

I den såkaldte “fladjern-sag” blev der i pressen i 2006 rejst kritik af, at to unge piger, som politiet mistænkte for at have stjålet fladjern, af politiet den 13. maj 2005 var blevet kørt hjem til deres bopæl, hvor politiet havde foretaget ransagning, uden at der var blevet udfærdiget tilstrækkeligt detaljerede politirapporter om forløbet. Først efter, at der var klaget over politiet, blev der tilført mere detaljerede oplysninger om efterforskningsskridtene. I en  skrivelse af 19. juni 2006 fra Statsadvokaten i Aalborg (nu Statsadvokaten for Nord- og Østjylland) redegør denne blandt andet om statsadvokatens (og rigsadvokatens) behandling af klagesagen fra de to unge pigers advokat.

Af side 7 fremgår følgende uddrag af statsadvokatens afgørelse i sagen:

“…Af retsplejelovens § 744 fremgår, at ”Politiet udfærdiger snarest rapport om de afhøringer, der foretages, og om andre efterforskningsskridt, medmindre oplysninger herom foreligger på anden måde”.

Udgangspunktet er således, at alt, hvad der foretages af efterforskningsskridt, skal skrives i rapporten. ..”

 og

“… Da politiassistent ……. opfattede det således, at pigerne var ude af sagen, og at der ikke var foretaget ransagning, finder jeg heller ikke tilstrækkelig grundlag for at kritisere, at hele hændelsesforløbet ikke blev skrevet i rapporten den 13. maj 2005. Jeg lægger også vægt på, at han af tidsmæssige årsager valgte at skrive så kort som muligt.

 Jeg finder dog, at det have været mere hensigtsmæssigt, om hele hændelsesforløbet havde været skrevet i rapporten fra starten, således at det i det mindste kort var fremgået, at pigerne var taget med i patruljebilen, og var kørt eller forsøgt kørt hjem til forældrene. …”

Rigsadvokaten er i skrivelsen (side 8) citeret således:

“Jeg er enig med statsadvokaten i, at politiassistentens rapport ikke giver et fyldestgørende billede af de efterforskningsskridt, de polititjenestemændene foretog i sagen. Rapporten af 13. maj 2005 burde derfor have indeholdt de oplysninger, der senere og efter indgivelsen af klagen, blev tilføjet.

 Udover det af statsadvokaten anførte kan jeg tilføje, at det ikke mindst af hensyn til mulighederne for anklagemyndighedens løbende legalitetssikring af anvendelsen af straffeprocessuelle tvangsindgreb er centralt, at en politirapport giver et retvisende billede af anvendelsen af sådanne. ..”

Polititjenestemanden, som klagen angik, havde under sagen mod ham anført, at årsagen til, at rapporten ikke var særlig detaljeret, var, at han ikke havde opfattet den besigtigelse, der var sket, som en egentlig ransagning, og at der ikke var blevet rejst nogen sag mod pigerne, hvilket – som det fremgår af ovenstående – efter hverken statsadvokatens eller rigsadvokatens opfattelse kunne føre til, at der ikke skulle udfærdiges rapport på sædvanlig vis.

I Rigsadvokatens afgørelse  RA-2005-321-0265 fandt Rigsadvokaten det “stærkt kritisabelt”, at en polititjenestemand blandt andet havde undladt at sigte en person for hæleri, uagtet at polititjenestemanden burde have gjort dette, og at polititjenestemanden derudover i strid med retsplejelovens § 744 havde undladt at skrive rapport om sagen.

I afgørelsen  SA3-2006-321-0282 var to polititjenestemænd ved byretten blevet fundet skyldige i at have undladt at indlede efterforskning og i at have undladt at udfærdige politirapporter efter retsplejelovens § 744 om en voldsepisode med flere involverede foran et diskotek, hvortil de var blevet tilkaldt. Begge polititjenestemændene blev imidlertid frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155, idet straffelovens § 155 efter sin ordlyd – og i modsætning til lovens § 156 – ikke omfatter undladelser i form af manglende opfyldelse af tjenestepligter, idet anklagemyndigheden ikke havde nedlagt nogen subsidiær påstand om henførelse under § 156, og idet spørgsmålet om henførelse under § 156 ikke havde været rejst og forhandlet under sagen.

I Justitsministeriets svar af 6. maj 2009 på  spørgsmål nr. 442 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg om, hvorvidt ministeren vil sikre, “at politiet altid optager rapport, når fængselsfunktionærer trues i deres fritid, således at de kan dokumentere trusler, når og hvis sagen udvikler sig”, svarer ministeriet, at Rigspolitiet har oplyst, at “Rigspolitiet ikke har kendskab til sager, hvor politiet skulle have undladt at optage rapport i forbindelse med en anmeldelse” vedrørende trusler og vold mod fængselsbetjente.

I UfR 1996.200/1 ØLK fandt Østre Landsret ikke, at en forsvarer havde krav på aktindsigt i de notater, som nogle politifolk havde taget i forbindelse med afhøring af et vidne. Forsvareren henviste til, at politiet havde undladt at overholde retsplejelovens § 744 om, at rapport snarest skal udfærdiges om en foretagen afhøring. Den aktuelle rapport var udfærdiget den 6. december 1993 og afhøringen formentlig foretaget den 29. oktober 1993. Landsretten henviste til, at politiassistenters notater er internt arbejdsmateriale og som sådant ikke omfattet af retsplejelovens § 745, stk. 1, 1. pkt. Afgørelsen kan øge behovet for, at der i dansk ret gennemføres regler om lydoptagelse af politiafhøringer  som anbefalet af Europarådets torturkomite CPT.