Retsplejelovens § 752 forpligter politiet til at vejlede en sigtet person om sigtelsen samt om, at han eller hun ikke er forpligtet til at udtale sig. Bestemmelsens 1. stykke har følgende indhold: “Inden politiet afhører en sigtet, skal han udtrykkeligt gøres bekendt med sigtelsen og med, at han ikke er forpligtet til at udtale sig. Det skal af rapporten fremgå, at disse regler er iagttaget.”

Politiet skal ifølge retsplejelovens § 732, stk. 2, forud for afhøringen af en sigtet vejlede denne om adgangen til at få beskikket en forsvarer. Bestemmelsen har følgende ordlyd: “Begæring om beskikkelse af en offentlig forsvarer kan fremsættes såvel af sigtede som af politiet. Justitsministeren fastsætter regler om vejledning af sigtede om adgangen til at begære en forsvarer beskikket. Det skal af politirapporten fremgå, at den sigtede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at spørgsmålet indbringes for retten.”

 Under efterforskningen af en straffesag kan det være umuligt eller vanskeligt for politiet at vide, om en person, der afhøres, skal have status som sigtet og dermed have en sigtets rettigheder som for eksempel vejledning om adgangen til forsvarerbistand under afhøringen efter retsplejelovens § 732, skt. 2, eller om personen blot udtaler sig som vidne og dermed ikke har en sigtets rettigheder. I nogle tilfælde er der ikke tvivl om, hvorvidt en person er sigtet eller vidne (for eksempel anmelder eller forurettet). Umiddelbart forekommer det oplagt at gå ud fra, at anmelderen af en forbrydelse ikke skal have status som sigtet. Begynder politiet under efterforskningen for eksempel at få mistanke om, at anmelderen i strid med sandheden har anmeldt indbrudstyveri i sin bolig for at opnå uberettiget erstatning fra sin tyveriforsikring, skal politiet naturligvis sikre, at den pågældende får en sigtets rettigheder, inden den pågældende afhøres (eller fortsat afhøres) om sagen.

Mogens Koktvedgaard og Hans Gammeltoft-Hansen behandler spørgsmålet om, hvornår under efterforskningen af en forbrydelse, der bør rejses sigtelse i “Lærebog i Strafferetspleje”, Juristforbundets Forlag, København 1978.

Af side 143, nederst, fremgår blandt andet følgende:

“… Er der i henseende til retsgarantierne tvivl om, hvorvidt en person er sigtet, bør formodningen være herfor. I praxis har der udviklet sig en særlig mellemform, hvorved sigtelsens rettigheder søges opnået, uden at de særlige ubehageligheder i forbindelse med omverdenens bedømmelse samtidig hidføres i fuldt omfang. En mistænkt person afhøres, som det siges, “med en sigtets rettigheder”. Herved opnår den pågældende fuld adgang til forsvarerbeskikkelse, til at nægte at udtale sig, aktindsigt m.v.”

Videre anfører forfatterne på side 145, øverst:

“.. For så vidt angår kravene vedrørende sigtelsen, beror det i nogen måde på karakteren af de uafklarede punkter, der består på det pågældende tidspunkt under efterforskningen. Det kan være uklart, hvorvidt der er begået en forbrydelse, men klart hvem gerningsmanden i givet fald er (fx i forbindelse med undersøgelser af muligt underslæb). I dette tilfælde har den mistænkte et klart behov for partsbeføjelser, forsvarerbeskikkelse m.v, og han bør følgelig betragtes som sigtet.
Situationen kan også være den, at der består tvivl om, hvilken person blandt flere mulige, der har begået en forbrydelse. Drejer det sig om en snæver personkreds, bør sigtelse formentlig rejses, når mistanken indskrænker sig til et par mulige. Selv om dette ikke er tilfældet, bør den enkelte afhørte alligevel have en sigtets retsstilling, såfremt efterforskningen og afhøringerne klart anlægges med henblik på at få oplyst, om den pågældende vil afgive tilståelse.
Er der tale om en større personkreds, kan sigtelse normalt først komme på tale, når en indsnævring er foretaget . – Undertiden er personkredsen ubestemt, men kun en enkelt person er kendt og under aktuel mistanke (fx fordi han er udpeget af en anmelder); i så fald bør han betragtes som sigtet.
I forhold til de skitserede tilfældegrupper gives der naturligvis talrige overgangsformer og kombinationer, som kan frembyde særlig tvivl. Ej heller er der sagt noget om det nærmere grundlag for mistankens tilvejebringelse – et spørgsmål, der falder ind under den almindelige bevislære. Som anført indledningsvis taler de implicerede hensyn og virkninger imidlertid for i tvivlstilfælde at anlægge en formodning for at betragte den pågældende som sigtet.”

Det er således praksis, at en person, der skal afhøres i tvivlstilfælde bør sigtes eller have en sigtets rettigheder, således at han eller hun for eksempel skal vejledes om adgangen til forsvarerbistand og retten til ikke at udtale sig til politiet.

Omfanget og indholdet af politiets vejledningspligt til anholdte er ofte genstand for prøvelsen af sager ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Endvidere udtaler Den Europæiske Torturkomite sig ofte om indholdet af denne vejledningspligt.

I  Justitsministeriets “Grundnotat” med sagsnummer 2004-165-0618 afgivet i 2004 om  forslag til Rådets rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union (KOM(2004)328) redegør ministeriet forholdsvis detaljeret blandt andet om omfanget af politiets vejledningspligt overfor anholdte personer efter retsplejelovens § 732 og § 752.

Ministeriet redegør i grundnotatet blandt andet om dansk rets regler om anholdte børns adgang til forsvarerbistand. Ministeriet anfører på side 11, 4. afsnit, herom følgende:

“Der findes ikke i dansk ret særlige regler om forsvarerbeskikkelse til unge mellem 15 og 18 år. Derimod indeholder retsplejelovens § 821 e en bestemmelse om, at der under visse nærmere angivne omstændigheder efter anmodning fra forældremyndighedens indehaver eller fra politiet kan beskikkes en advokat for en person under 15 år.”

Justitsministeriet synes at forbigå den omstændighed, at der netop findes særlige regler i dansk ret om forsvarerbeskikkelse til børn under 14 år, der skal afhøres af politiet eller udsættes for andre straffeprocessuelle indgreb omfattet af retsplejelovens kapitel 75 b. Børn under 14 år er ifølge dansk ret udelukket fra forsvarerbistand i samme omfang som personer over 14 år, idet forsvarerbistanden kun ydes, når der er “et ganske særligt behov” herfor. Retsplejelovens § 821 e har følgende indhold:

“Efter anmodning fra forældremyndighedens indehaver eller fra politiet kan der beskikkes en advokat for en person under 14 år, når den pågældende efter sagens karakter og omfang må antages at have et ganske særligt behov for advokatbistand”

I grundnotatet omtaler ministeriet også bestemmelsen i retsplejelovens § 1008, stk. 1, om at personer, der findes skyldige i det påsigtede strafbare forhold, skal refundere blandt anden udgiften til den beskikkede forsvarer. Herom anføres på side 21, 2. afsnit, følgende:

“Formuleringen af rammeafgørelsens artikel 5 om retten til gratis juridisk bistand kan give anledning til lovgivningsmæssige overvejelser med hensyn til den måde, hvorpå der i Danmark pålægges og inddrives sagsomkostninger, herunder udgifterne til beskikket forsvarer.”

Af punkt 3.1 i “Cirkulæreskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001 til politi og anklagemyndighed om underretning til pårørende eller andre om en anholdelse, om anholdtes lejlighed til at kontakte advokat og om anholdtes adgang til at få tilkaldt lægelig bistand.” fremgår det blandt andet, at politiet “uden ugrundet ophold skal give anholdte lejlighed til at kontakte en advokat”. Af punkt 3.4 i samme cirkulæreskrivelse fremgår imidlertid følgende: “3.4. Politiet skal som hidtil i forbindelse med vejledningen af en sigtet om adgangen til at kontakte en advokat oplyse den sigtede om, at han er pligtig at erstatte det offentlige vederlaget til forsvareren, hvis han findes skyldig, jf. § 2, stk. 2, i  bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978. Politiet må selvsagt ikke herved søge at påvirke den sigtedes vurdering af sit behov for advokatbistand.”

Den europæiske torturkomite (cpt) kritiserede i  præmis 17 i sin rapport fra september 2008 om Danmark blandt andet politiets “vejledning” til personer, der skal afhøres, om, at de kunne risikere at skulle betale sagsomkostninger, hvis de gjorde brug af deres ret til at få tilkaldt en forsvarer. Komiteen henstillede, at denne fremgangsmåde fremover blev bragt til ophør, idet komiteen udtalte, at den kan skræmme den person, der skal afhøres, fra at benytte sin ret til bistand fra en forsvarer. I advarede torturkomiteen i præmis 35 om, at politiets vejledning til en sigtet om, at denne vil blive pålagt at betale for sin forsvarerbistand, hvis denne findes skyldig, kan skræmme den sigtede fra at benytte sin ret til at have en forsvarer til stede ved afhøringen. I præmis 34 – in fine – henviser komiteen til en samtale, som komiteen under sit besøg i 1996 havde med en overordnet polititjenestemand ved rejseholdet, som ifølge komiteen pralede med, at politiets vejledning til sigtede om, at de ville blive pålagt at betale for forsvarerbistand i tilfælde af domfældelse, normalt førte til, at de sigtede tilbagekaldte ønsket om forsvarerbistand (“usually led such persons to withdraw  their request”).  

Østjyllands Politi beklagede 26. februar 2014 i  klagesagen 4200-00170-00022-13, at en 32-årig, der den 12. januar 2012 var blevet anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, ikke havde fået oplyst af politiet, at en advokat, som umiddelbart efter anholdelsen af den anholdtes pårørende var blevet bedt om at bistå den anholdte, havde ringet til politiet og bedt om at få den anholdte i tale. Den anholdte udtalte sig således til politiet uden forinden at have fået oplyst, at advokaten ønskede at tale med ham. Østjyllands Politi beklager dette og anfører nærmere: “Østjyllands Politi skal desuden beklage, at sigtede ikke er blevet oplyst om, at Hanne Ziebe tog kontakt til politiet, så han således kunne være tilbudt en forsvarer”. Af mindre relevans for sagen er en tilføjelse fra Østjyllands Politi, hvor advokaten belæres om, at “det er op til den sigtede selv at ytre ønske om en forsvarer, og at en advokat således ikke kan påtage sig hvervet alene ved henvendelse til politiet”. Tilføjelsen efterlader det indtryk, at Østjyllands Politi har overset retsplejelovens § 732, stk. 2, som foreskriver en pligt for politiet til at vejlede en sigtet, der skal afhøres, om adgangen til at få en forsvarer beskikket, og at det således ikke er “op til sigtede selv at ytre ønske om en forsvarer”. Vejledningen i skrivelsen (til advokaten) om, at en advokat ikke kan påtage sig hvervet alene ved henvendelse til politiet, forekommer ikke relevant, idet advokaten ikke havde bedt politiet om at give hende hvervet som advokat for den pågældende. Advokaten havde alene bedt politiet om, at få den anholdte i tale, hvorefter det ville være op til den anholdte at afgøre, om han ville afvise eller modtage bistand fra advokaten. Dette kræver dog, at den anholdte har kendskab til advokatens henvendelse.  

FN’s CAT-komite kritiserer i sin 5. periodiske rapport af 11. december 2012 vedrørende Rusland (CAT/c/rus/co/5) blandt andet, at der i Rusland ikke altid tilbydes sigtede fri proces (“legal aid”) forud for første afhøring hos politiet.

At den særlige danske ordning, hvorefter der ikke ydes fri proces til sigtede i straffesager (heller ikke ubemidlede sigtede), kan bidrage til, at politiet ved at gøre sigtede opmærksom på ordningen forud for afhøringen kan skræmme sigtede fra at vælge forsvarerbistand under afhøringen, er ikke kun fremført af torturkomiteen men også i den danske juridiske litteratur:

I “Strafferetspleje“, bind ll, Jurist-og Økonomforbundets Forlag 1988, anfører Hans Gammeltoft-Hansen på side 45 blandt andet: “I praksis er det tilsyneladende relativt sjældent, at der er en forsvarer til stede under de indledende afhøringer. Dette kan måske hænge sammen med den måde, hvorpå politiet vejleder sigtede om hans ret til at begære en forsvarer beskikket og tilkaldt (jfr. ll, s. 38). I bkg. nr. 467/1978 anføres det, at politiet i forbindelse med forsvarervejledningen skal gøre sigtede opmærksom på, at han selv skal betale forsvarerens vederlag, dersom han senere findes skyldig og domfældes.”

I “Forsvareren“, DJØF 2012, anfører højesteretsdommer Thomas Rørdam på side 62 blandt andet følgende: “Det kan give anledning til undren, at meget få anholdte, der sigtes for alvorlige forbrydelser, i praksis gør brug af retten til at få en forsvarer tilkaldt som bistand før den første politiafhøring, navnlig når det tages i betragtning, at det senere i forløbet, efter at sigtede har fået forsvarerbistand, er meget almindeligt, at sigtede ønsker forsvareren til stede ved politiafhøringer. ..”. I note 17 på samme side henviser Thomas Rørdam til Gammeltoft-Hansen, som i Strafferetspleje ll, s. 45, ifølge Thomas Rørdam anfører, at årsagen måske er den måde, hvorpå politiet vejleder sigtede om retten til at begære en forsvarer beskikket og tilkaldt. Thomas Rørdam beskæftiger sig på side 64 med, hvorvidt det er hensigtsmæssigt eller ikke, at forsvareren rådgiver sigtede til ikke at udtale sig til politiet om sagen, og han anfører blandt andet, at det i tilfælde, hvor sigtede vælger ikke at udtale sig til politiet, er mest hensigtsmæssigt, at det er forsvareren (og ikke sigtede selv), der underretter politiet herom. På side 65, øverst, anfører Thomas Rørdam derpå: “En sådan meddelelse til politiet kan undertiden skabe en dårlig stemning mellem politiet og sigtede/forsvareren, uanset at sigtede har en klar og ubetinget ret til at vælge ikke at udtale sig. Det skyldes, at sigtedes forklaring er vigtig for politiets efterforskning, og at en manglende forklaring kan gøre det vanskeligere for politiet at komme videre med sagen. Det kan også skyldes, at politiet vurderer, at man derved (i hvert fald i første omgang) mister muligheden for at afsløre sigtede som utroværdig. Jeg har kendskab til enkeltstående tilfælde, hvor politiet ligefrem har meddelt den sigtede – f. eks. i forbindelse med et kontrolleret besøg – at sigtedes interesser ikke er tjent med, at han ikke udtaler sig, og at forsvarerens rådgivning herom fører til, at sigtede må overveje, om ikke han bør skifte forsvarer. En sådan uacceptabel adfærd fra politiets side bør forsvareren være på vagt for. Forsvareren kan til imødegåelse heraf instruere sigtede om, at han straks skal orientere forsvareren, hvis politiet prøver at anfægte beslutningen om, at sigtede ikke skal udtale sig.”

Det hænder ikke sjældent, at tiltalte eller sigtede i retten nægter sig skyldig i en forbrydelse, men at der i sagen findes en politirapport – måske endda en politirapport, som den pågældende selv har underskrevet – hvoraf det fremgår, at den pågældende tidligere over for politiet har erkendt den omhandlede forbrydelse. I sådanne tilfælde ses det under tiden, at den pågældende var anholdt på det tidspunkt, hvor forklaringen fremkom, og at forklaringen er afgivet sent om aftenen eller i weekender, hvor det kan være svært for den afhørte at få fat i den advokat, som den pågældende ellers måtte ønske til stede som sin forsvarer. Det sker, at den pågældende, når sagen senere kommer for retten, hævder, at han eller hun i strid med sandheden aflagde tilståelsen med det formål at blive løsladt, idet han eller hun havde den opfattelse, at tilbageholdelsen ville komme til at trække ud, hvis ikke den pågældende aflagde tilståelse.

Såfremt politiet foretager afhøring af en mistænkt eller sigtet uden at vejlede denne om adgangen til at have en forsvarer til stede under afhøringen, politiet lægger pres på en sigtet eller mistænkt for at få denne til at udtale sig til politiet, eller endda foretager afhøringen, uagtet at forsvareren har meddelt, at denne ikke ønsker den pågældende afhørt uden forsvarerens tilstedeværelse, kan den eller de implicerede polititjenestemænd  straffes for magtmisbrug. I  UfR 1998.384 ØLD blev en polititjenestemand straffet for overtrædelse af straffelovens § 156 ved at have foretaget afhøring af en varetægtsfængslet person, uagtet at forsvareren havde meddelt politiet, at dennes klient ikke ønskede at udtale sig til politiet.

Har sigtede ikke været tilbudt forsvarerbistand under en afhøring hos politiet, kan anklagemyndigheden være afskåret fra efterfølgende at bruge afhøringsrapporten som bevis mod sigtede under en senere straffesag mod denne. Se kapitlet nedenfor om  forehold af tilståelser opnået under afhøring af sigtede, uden at en forsvarer har været til stede under afhøringen.

I UfR 1997.336 VLD udtalte Vestre Landsret, at politiets pligt efter retsplejelovens § 752 til forud for en afhøring af sigtede at gøre denne bekendt med sigtelsen og med, at den pågældende ikke er forpligtet til at udtale sig, er en “væsentlig retssikkerhedsgaranti”, og at “konsekvensen af tilsidesættelse af denne bestemmelse” som “hovedregel” må medføre, at de “fremkomne oplysninger ikke kan bruges af anklagemyndigheden til skade for tiltalte.”

I UfR 1970.901V fremgik det ikke af politirapporten vedrørende en afhøring af sigtede, at sigtede forud for afhøringen var vejledt om retten til ikke at udtale sig til politiet. Polititjenestemanden, som havde foretaget afhøringen, blev indkaldt som vidne i byretten under straffesagen mod sigtede (nu tiltalte) og afhørt om spørgsmålet om, hvorvidt at tiltalte var blevet vejledt til trods for, at dette ikke var anført i politirapporten. Polititjenestemanden mente, at han havde vejledt den pågældende behørigt, lige som han gør i alle andre sager, men at han kunne dog ikke konkret huske det. Han forklarede herom blandt andet: “at han gjort bekendt med sagen huskede, at han havde afhørt tiltalte. Helt konkret kunne han ikke huske, at han havde gjort tiltalte bekendt med den ret, han som sigtet havde til at nægte at udtale sig, men han mente, at han havde gjort det som i alle andre tilfælde, hvor han afhørte en sigtet ..”. Landsretten afviste, at politirapporten kunne bruges som bevis til skade for tiltalte og udtalte herom blandt andet: “den begåede fejl under de givne omstændigheder findes at burde medføre, at den pågældende afhøring ikke kan bruges som bevis til skade for tiltalte ved sagens afgørelse i realiteten…”.

Se nærmere ovenfor under bemærkningerne til  retsplejelovens § 745 c om forsvarerens adgang til at overvære politiets afhøringer af sigtede.