Reslægerådet

Af advokat (H) Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

Opdateret 13. april 2015

Retslægerådet foretager ikke bevisvurderinger

I sagen (retslægerådets journalnummer 50E/E4-02488-2008) blev der stillet en lang række spørgsmål til retslægerådet vedrørende en sag, hvor en person var afgået ved døden i tilslutning til en anholdelse. Sagen er gengivet i Retslægerådets Årsberetning 2011, side 51 til side 69.

Spørgsmål 2, side 52, 2. spalte:

Spørgsmål:

"Er der efter oplysningerne i obduktionserklæringen
fundet tegn på, at afdøde har
været udsat for anden magt eller vold end
den beskrevne i forklaringerne?"

Svar: 

"Retslægerådet foretager ikke en juridisk
bevisbedømmelse, men henviser til
det lægelige materiale, i dette tilfælde
obduktionserklæringen af 16.06.02."

Spørgsmål 6, side 53, 2. spalte:

Spørgsmål:

"Er de fund, der er gjort under obduktionen,
forenelige med de forklaringer i det oprindelige
sagsmateriale, der er afgivet af politiassistent
NN (bilag 8) og politiassistent NM
(bilag 9) om forløbet frem til, at A bliver
bevidstløs eller livløs?"

Svar:

"Retslægerådet foretager ikke en juridisk
bevisbedømmelse."

Spørgsmål L, side 68, 1. spalte:

Spørgsmål:
"Idet der henvises til besvarelsen af spørgsmålene
1a og 1b bedes uddybende oplyst med
hvilken grad af sandsynlighed iltmangel
har været medvirkende årsag til udløsning
af hjertestoppet."

Svar:
"Retslægerådet foretager ikke en juridisk
bevisbedømmelse, men henviser til den
tidligere besvarelse af spørgsmål 1a og
1b i udtalelsen af 14.02.05."

I kommentar III på side 68, 2, spalte, nederst, og side 69, 1. spalte, fremkom retslægerådet med følgende bemærkninger:

"Som det fremgår, var adskillige af de spørgsmål, Retslægerådet fik stillet, af generel eller hypotetisk karakter. Rådet
besvarer som udgangspunkt ikke sådanne spørgsmål, men i denne sag besvarede rådet, som hjælp for sagens parter, visse generelle spørgsmål med relation til sagen. Det er også bemærkelsesværdigt, at flere af spørgsmålene

var af juridisk karakter, idet de mere eller mindre explicit byggede på udsagn fra de polititjenestemænd og redere, der direkte var involveret i sagen.

Retslægerådet må imidlertid basere sine svar på det i sagen foreliggende lægelige materiale, idet bevisvurderinger af forklaringer, vidneudsagn, lægefaglige udtalelser m.v. er rettens opgave og ikke et anliggende for Retslægerådet, hvis opgave er at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn."
 

I Justitsministerens svar af 11. juli 2014 på spørgsmål nr. 1272 (Alm del) fra Folketingets Retsudvalg, henviser ministeren blandt andet til side 135 i Betænkning nr. 1196 om retslægerådet afgivet i 1990 af et af Justitsministeriet nedsat udvalg, hvoraf blandt andet fremgår følgende: "..Det er væsentligt, at spørgsmålene ikke lægger op til en bedømmelse, der ikke er omfattet af Retslægerådets kompetence, men hører retten til. Rådet skal således ikke anmodes om at komme med vurderinger af almen eller juridisk karakter. Der kan spørges om, hvad der kan være årsagen til en bestemt begivenheds indtræden, og om en bestemt fremgangsmåde fagligt er anerkendt og forsvarlig, men Rådet skal ikke udtale sig om, hvem der bærer ansvaret for en bestemt skade, eller på anden måde tage stilling til beviserne."
 

Spørgsmål til retslægerådet skal angå "enkeltpersoners retsforhold"

I UfR 2006.2068 HK blev retslægerådet ikke pålagt at afgive en udtalelse, idet sagen ikke angik "sager om enkeltpersoners retsforhold". I den ønskede udtalelse var retslægerådet blevet bedt om at udtale sig om en fodboldspillers (A's) skader i en sag mellem den boldklub (B), hvor fodboldspilleren havde været ansat, og et forsikringsselskab (F). Der var under sagen indgået et forlig mellem A og F. Retslægerådet havde afgivet 2 udtalelser, medens A fortsat var part i sagen. Landsretten udtalte blandt andet: "I lov om Retslægerådet er rådets kompetence angivet som »sager om enkeltpersoners retsforhold«. Nærværende sag vedrører retsforholdet mellem B og F. Det forhold, at A efter appellantens oplysninger vil kunne gøre krav på 500.000 kr. af forsikringssummen efter den i sagen omhandlede police, medfører imidlertid ikke, at udfaldet af retssagen har umiddelbar betydning for A's retsforhold. Landsretten finder endvidere, at Retslægerådet ikke er forpligtet til at besvare et nyt spørgetema, hvis betingelsen i § 1 i lov om Retslægerådet ikke længere er opfyldt. Det anførte om menneskerettighedskonventionens artikel 6 kan ikke føre til andet resultat. Landsretten finder derfor ikke grundlag for at pålægge Retslægerådet at afgive udtalelse i sagen". Afgørelsen blev tiltrådt af Højesteret.

I UfR 2003.2469 ØLK havde en kommune anlagt sag mod et forsikringsselskab med påstand om, at forsikringsselskabet til kommunen skulle erstatte de udgifter, som kommunen havde haft til sygedagpenge til en person, der var kommet til skade ved et trafikuheld. Landsretten gav retslægerådet medhold i, at retslægerådet ikke kunne pålægges at besvare forespørgsler i sagen, idet sagen ikke angik enkeltpersoners retsforhold". Landsretten udtalte: "I lov om Retslægerådet er rådets kompetence angivet som »sager om enkeltpersoners retsforhold«. Den retssag, som verserer mellem de indkærede, vedrører retsforholdet mellem Nyborg Kommune og Tryg Forsikring A/S. Efter de foreliggende oplysninger har udfaldet af retssagen ikke umiddelbar betydning for S' retlige forhold. Det forhold, at parterne finder, at S' helbredsmæssige forhold er af betydning for afgørelsen af deres retstvist, og den omstændighed, at rådets besvarelse af spørgsmål muligvis vil kunne påberåbes i anden retstvist, kan ikke medføre, at søgsmålet mellem de indkærede har en sådan karakter, at Retslægerådet kan pålægges at udtale sig i sagen."


Lægesagkyndig bestand til at bistå advokater med udformningen af eventuelle spørgsmål til retslægerådet

I TfK 2014.580/1 fik forsvareren tilladelse til for det offentliges regning at hyre lægefaglig sagkyndig bistand til at bistå forsvaret i at stille supplerende spørgsmål til retslægerådet. Forsvareren fik også tilladelse til at stille alle relevante sagsakter til rådighed for professor, overlæge, dr. Med. Peter Gøtzche, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Landsretten præciserede, at advokaten måtte afholde udgifter til bistanden på indtil 20.000 kr. som sagsomkostning.
 

Alene psykiatriloven - og ikke menneskeretlige kilder - citeres af retslægerådet i sager om tvang i psykiatrien

I sagen 10A/A3-01732-2008 gengivet i retslægerådets årsberetning 2011, side 107 til 110 fandt Retslægerådet ikke anledning til at udtale sig mod en tvangsfiksering, der havde været opretholdt i 11 døgn. Retslægerådet fandt, "at gentagen voldskriminalitet og uberegnelig, eksplosiv adfærd giver grundlag for fortsat bæltefiksering, også hos en person, der umiddelbart kan fremtræde rolig og bagatelliserende". Retslægerådet henholder sig alene til psykiatrilovens bestemmelser. Retslægerådet nævner i udtalelsen intet om menneskeretlige retskilder. Retslægerådet forholder sig således ikke til de mange udtalelser om danske forhold, som er fremkommet fra Europarådets Torturkomite. Således omtaler rådet heller ikke komiteens rapport fra 2002, hvor der i præmis 75 blandt andet udtales følgende: "The CPT recognises that, as a last resort, it may sometimes be necessary to restrain a patient physically. Nevertheless, if, exceptionally, recourse is had to instruments of physical restraint, they should be removed at the earliest opportunity. Applying instruments of physical restraint to psychiatric patients for days cannot have any medical justification and amounts, in the CPT's view, to ill-treatment. Consequently, the CPT recommends that the practice of immobilising patients be reviewed as a matter of urgency." Rådets udtalelse om, at der er grundlag for fiksering i 11 dage af en patient, der "umiddelbart kan fremtræde rolig og bagatelliserende" står i meget voldsom kontrast til torturkomiteens udtalelse om, at "physical restraint to psychiatric patients for days cannot have any medical justification and amounts, in the CPT's view, to ill-treatment". Det kan undre, at rådet ikke har fundet anledning til at redegøre for, hvorfor der i den konkrete sag kan ses bort fra torturkomiteens udtalelse.
 

Retslægerådet kritiseres for at fremkomme med udtalelser, der favoriserer læger, myndigheder og forsikringsselskaber på bekostning af borgere

Retslægerådet diskuteres indgående i ADVOKATEN nr. 6 fra 2009. Det gøres blandt andet gældende, at retslægerådet (til brug for udlændingesager) benytter metoder til at bedømme børns alder, der ifølge retsmedicinsk institut, danske, engelske, australske og new zealandske børnelæger er uegnede til formålet. Barnet vurderes ved retslægerådets metode ifølge artiklen oftest for at være ældre, end barnet i virkeligheden er.

På side 18, 1. og 2. spalte, anføres under overskriften "individet taber" blandt andet:

"Den undersøgte domspraksis viser i den forbindelse, at dommerne lægger de afgivne udtalelser fra Retslægerådets medlemmer til grund, og at sagerne i sidste ende med andre ord står og falder med lægernes vurderinger. Dette gælder cirka 95 procent af dommene i UfR og FED.

Kun i et par enkelte – helt særlige – sager er det forekommet, at retten er gået imod Retslægerådets fund eller konklusioner, hvad vi vender tilbage til. Man kan konstatere, at rådet således har en meget høj impact-faktor i forhold til rettens afgørelse af de sager, hvor rådet er blevet bedt om at udtale sig. Selv om der for så vidt ikke er noget underligt i, at domstolene udviser en vis tilbageholdenhed over for sagkundskab, er der tale om et bemærkelsesværdigt højt tal i de mange sager. Det er endvidere værd at bemærke, at rådet i størstedelen af de undersøgte sager udtaler sig til fordel for den myndighed eller det forsikringsselskab, hvis økonomiske forpligtelser over for individet ofte netop er sagens stridsspørgsmål. Det fremgår af domspraksis, at Retslægerådet sjældent deler sagsøgers og individets opfattelse af hændelserne. Selv i de tilfælde, hvor individet fremlægger lægeerklæringer fra egen læge, speciallæge, skadestue eller andre fagkyndige læger, som eventuelt har undersøgt den pågældende ved selvsyn, viser domspraksis, at disse bidrag til bevisførelsen sjældent vægtes tungt af domstolene. Dette skal sammenholdes med, at Retslægerådet stort set altid afgiver sin udtalelse på baggrund af det foreliggende skriftlige materiale og altså uden en personlig lægelig undersøgelse af individet."

På side 23, 3. spalte, nederst, anføres blandt andet:

"Retslægerådet har en egen virksomhedskultur. Regelgrundlaget pålægger Retslægerådet at begrunde dets udtalelser. Det sker i praksis sjældent. Heller ikke på forespørgsel. Domstole, der spørger, får simpelthen ikke svar eller i bedste fald et intetsigende svar. Domstolen kan også blive henvist til selv at se i de medicinske lærebøger. Retslægerådet synes ikke at være i stand til at give en seriøs sammenhængende redegørelse for dets udtalelser. En sådan institution er ikke et egnet oplysningsmiddel i en retssag."


Justitsministeriets svar af 27. oktober 2009 på spørgsmål nr. S 155 stillet af medlem af Folketinget Per Clausen til ministeriet. Spørgsmålet lyder: ”Er ministeren enig i, at det er uacceptabelt, at læger, som arbejder for forsikringsselskaber, er med til at afgøre sager i Retslægerådet, som vedrører forsikringsselskaber?”


Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en arbejdsgruppe til revidering af Retslægerådet fremsat den 13. januar 2011 af Karen Hækkerup (S), Sophie Hæstorp Andersen (S), Flemming Møller Mortensen (S), Maja Panduro (S), Lise von Seelen (S) og Julie Skovsby (S) med bilag 2 og bilag 3. Af forslaget fremgår blandt andet følgende: "I indledningen til forslaget udtales blandt andet: "Forslagsstillerne ønsker, at arbejdsgruppen konkret foretager en vurdering af, hvorvidt lovgrundlaget fungerer optimalt, og om Rådets arbejdsproces i forbindelse med afgivelse af erklæringer kan forbedres. Det skal især undersøges, hvorvidt Retslægerådets arbejde kan gøres mere gennemsigtigt for borgerne, og om det er muligt i højere grad at imødekomme eventuelle habilitetsspørgsmål, og det skal undersøges, om der er plads til forbedring set i forhold til borgernes retssikkerhed, kvaliteten i sagsbehandlingen, sagsbehandlingstiden, borgernes adgang til klagemuligheder og samspillet med sundheds og retssystemet. Det er forslagsstillernes holdning, at forbedringspotentialet i forhold til borgernes retssikkerhed er betydeligt."

Formanden for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU) fhv. landsdommer H. Kallehauge fremfører sammen med en række navngivne advokater i et brev af 14. oktober 2009 til justitsministeren en række kritikpunkter af Retslægerådet.

På side 2, over midten, anføres blandt andet:

".. Retslægerådet har en meget betydelig autoritet, men når den giver sig udslag i, at domstolene følger rådets udtalelser så slavisk, som det fremgår af den undersøgelse, som er omtalt bl.a. i Advokaten nr. 6/2009, side 16 ff., er dette yderst problematisk. Domstolene følger Retslægerådets svar i 95 % af de sager, hvori der indhentes en udtalelse fra rådet. Retslægerådet bliver hermed en slags overinstans i forhold til domstolene, hvilket aldrig har været meningen. Ansvaret herfor er Retslægerådets og domstolenes i forening. Når Retslægerådet i godt 50 undersøgte sager fra de seneste 10 år giver den sagsøgte myndighed eller forsikringsselskab medhold bortset fra kun 2 sager, er de erstatningssøgende påfaldende dårligt stillet. .."

Der fremføres i brevet en række kritikpunkter af retslægerådet. På side 2, nederst, suppleres med følgende:

".. De fleste kritikpunkter kræver ikke lovændringer. Ændringerne drejer sig om overholdelse af velkendte retsprincipper, som man i alle andre retlige sammenhænge i dag anser som grundregler for god forvaltning. Det er retsprincipper som adgang til kontradiktion, begrundelsespligt, inhabilitet, gennemsigtighed og åbenhed i forvaltningen. Overholdelse af disse retsprincipper er bestemmende for tilliden til retssystemet og dets udøvere. Det er præcis her, at Retslægerådet har svigtet sine forpligtelser som rettens tjener, dvs. som et serviceorgan for samfundet. Det er som bekendt ikke nok, at retfærdigheden sker fyldest, men det skal også se sådan ud. Retslægerådet har desværre svigtet på begge punkter, dels ved ikke i praksis, at informere offentligheden om, at man i 2006 ændrede sprogbrug og dermed praksis, dels ved ikke at overholde gældende forvaltningsprocesuelle regler. Også den højeste lægelige sagkundskab skal naturligvis optræde og fremtræde tidssvarende. .."

Side 6, over midten:

".. Retslægerådet søger tydeligvis ikke den materielle sandhed, kun den formelle ved at svare helt konkret på de givne spørgsmål. Spørger man forkert, får man svar, der er lige så forkerte. Begrebet vejledningspligt kendes ikke i Retslægerådet. Retslægerådet bør undergives den sammen vejledningspligt, som gælder for alle andre forvaltningsmyndigheder, jf. forvaltningsloven § 7. Vejledning betyder ikke, at man skal tage stilling til det, der spørges om, men at man skal bistå begge parter med at spørge, om det, der er relevant for sagens rette bedømmelse. .."
 

Retslægerådets sprogbrug

Som svar på et brev fra en advokat meddeler formanden for retslægerådet i brev af 19. august 2009, at retslægerådet fra december 2006 har ændret sin praksis således, at rådet ved mangel på forklarende præciseringer søger at undgå udtrykket "overvejende sandsynlig" i de svar rådet afgiver. 

Lægelige udtalelser fra andre end retslægerådet

Speciallægeerklæringer, der er "ensidigt indhentet" må normalt ikke fremlægges som bevis i civile sager. Her er parterne henvist til at (få rettens tilladelse til) indhente en udtalelse fra retslægerådet.

I sag 297/2013 tillod Højesteret, at en speciallægeerklæring udarbejdet af en speciallæge efter anmodning fra arbejdsskadestyrelsen kunne fremlægges under sagen. Højesteret udtalte nærmere: "Speciallægeerklæringen er indhentet af Arbejdsskadestyrelsen, der har truffet afgørelse om, at A skulle lade sig undersøge af en speciallæge, og styrelsen har udpeget speciallægen, uden at nogen af parterne har haft indflydelse herpå. Under disse omstændigheder finder Højesteret, at speciallægeerklæringen ikke har karakter af at være en ensidigt indhentet erklæring. Højesteret tillader derfor, at speciallægeerklæringen kan fremlægges som bevis i sagen og dermed kan fremsendes til Retslægerådet."