Kommentarer til straffuldbyrdelseslovens regler om udgang

Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

Senest opdateret  23. juni 2013


Landsforeningen KRIMs samling af administrative regler mv. om udgang


§ 50. Justitsministeren fastsætter regler om tilladelse til udgang. Det kan i forbindelse med sådanne regler bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen, samt at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning. Det kan endvidere bestemmes, at den indsatte, hvis tilladelse til udgang afslås på grund af fare for misbrug, jf. § 46, stk. 1, nr. 2, eller hvis tilladelse til udgang tilbagekaldes på grund af misbrug eller fare herfor, jf. § 49, nr. 1 og 2, er afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang.

§ 50 havde forud for ændringen gennemført ved lov nr. 113 af 3. februar 2012 følgende formulering:

§ 50. Justitsministeren fastsætter regler om tilladelse til udgang. Det kan i forbindelse med sådanne regler bestemmes, at tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen, samt at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning. Det kan endvidere bestemmes, at den indsatte efter udgangsmisbrug er afskåret fra i et bestemt tidsrum at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang.


Udgange til indsatte

Reglerne om udgang til indsatte findes straffuldbyrdelseslovens §§ 46 til 50.

Regelmæssig udgang (såkaldt "orlov") kan ske med hyppigere intervaller end sædvanligt, hvis særlige forhold taler derfor. Dette kan for eksempel være, at det er godtgjort, at særlige forhold i familien taler for, at den pågældende indsatte befinder sig i hjemmet hos sin familie hyppigere end normalt. I AKS 1996.19 fik den indsatte tilladelse til at besøge familien regelmæssigt hver 14. dag pga. særlige forhold i hjemmet, der tilsagde, at den indsatte var tilstede oftere end normalt. 

Indsat fik i AKS 1996.36 frigang til i nogle aftentimer 2 gange om ugen at deltage i  teoriundervisning på specialkøreskole for ordblinde. Dette skete til trods for, at den pågældende udstod en straf af fængsel i 73 dage. 

Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fandt i (Schemkamper mod Frankrig - sagsnr: 75833/01) afgjort den 18. oktober 2005, at der ikke var sket en krænkelse af artikel 8, da de franske fængselsmyndigheder nægtede en person udgang til sin far, der i april 2001 havde fået nogle milde hjerteanfald. EMD foretog en meget grundig vurdering af den indsattes samlede forhold og betonede, at fængselsmyndighederne har en pligt til at bidrage til, at en indsat bevarer kontakten med sin familie. EMD lagde vægt på, at den pågældende afsonede 20 års fængsel for manddrab, og at afsoningen var påbegyndt i 1997. EMD lagde også vægt på det oplyste om, at den indsatte havde mange besøg af faderen både inden og efter hjerteanfaldene, at han i 2003 havde 3 udgange til at besøge familien, og at han også havde regelmæssige besøg af moderen i fængslet. EMD bemærkede, at faderens tilstand ikke havde været værre, end at han efter anfaldene fortsat kunne besøge sin søn i fængslet. Efter en konkret vurdering af ovennævnte oplysninger samt det oplyste om forældrenes alder og helbred fandt EMD ikke, at der var sket en krænkelse af artikel 8 ved at have nægtet den indsatte den omhandlede udgang.  

Se Europarådets anbefaling nr. R (82) fra 1982 om udgang til indsatte.

Ombudsmanden fandt i udtalelsen J.nr. 2007-3630-622 af 14. maj 2009, at kriminalforsorgens almindelige nægtelse af uledsaget udgang til langtidsindsatte fra lukkede fængsler, førend halvdelen af straffetiden var udstået, blandt andet var "i strid med den forvaltningsretlige grundsætning om skøn under regel".

I Justitsministeriets svar af 14. maj 2012 på Spørgsmål nr. 583 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg behandler Justitsministeriet forholdsvist grundigt de lempelser, der er gennemført i 2011, for så vidt angår de tidsmæssige betingelser for at påbegynde uledsaget udgang. Der henvises herom blandt andet til bemærkningerne til lov nr. 611 af 14. juni 2011 (udvidelse af ”noget for nogetordningen” om tidlig prøveløsladelse af dømte mv.)

Farlighed, udgange, skøn. FOB.93.152

Udgangskarantænes længde. FOB.88.141

Udgang til andet end "udgangsadresse". FOB.84.81

Udgang - sagsbehandlingstid. FOB.80.213

Disciplinærsag - udgangsledsager. FOB.79.401

Særligt om udgang til varetægtsfængslede


Af retsplejelovens § 771, stk. 2 følger, at varetægtsfængslede, når "særligere omstændigheder taler derfor", kan få "udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum", men at dette kræver "politiets samtykke".

I Czarnowski mod Polen afgjort under sagsnummer 28586/03 den 20. januar 2009 udtalte EMD, at ledsaget udgang til indsatte, der skal deltage i nærståendes begravelse, ikke kan nægtes udgang med henvisning til, at man ikke har ressourcer til at stille bevogtningspersonale til rådighed. I præmis 32 udtaler EMD følgende: "The Court is aware of the problems of a financial and logistical nature caused by escorted leaves including the shortage of police and prison officers. However, taking into account the seriousness of what was at stake, namely refusing an individual the right to attend the funeral of his parent, the Court is of the view that the respondent State could have refused attendance only if there had been compelling reasons and if no alternative solution – like escorted leave – could have been found (ibid § 37)."

I sagen 3300-70323-00024-11 nægtede Syd- og Sønderjyllands Politi en varetægtsfængslet udgang til begravelse af den varetægtsfængsledes farmor med henvisning til, at politiet ikke havde det fornødne mandskab til opgaven. Forsvareren henviste i et brev 29. april 2011 til praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og forlangte, at anklagemyndigheden skulle indbringe sagen for prøvelse ved retten. Anklagemyndigheden ombestemte sig derpå og tillod, at den pågældende under ledsagelse af polititjenestemænd kunne deltage i begravelsen lørdag den 30. april 2011.

I sagen Lind mod Rusland, sagsnummer 25664/05, afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 6. december 2007, fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af artikel 8, at en varetægtsfængslet hollandsk statsborger i et russisk fængsel kun havde fået lov til at tale i et minut i telefon med sin far, der lå på sit dødsleje i Holland, og at samtalen skulle foregå på russisk, som faderen havde svært ved at forstå.

Klageren havde også klaget over, at han var blevet nægtet udgang til at besøge faderen på dennes dødsleje. EMD tog ikke stilling til dette spørgsmål, idet det efter EMDs opfattelse ligger inden for det område, hvor staterne selv må foretage et skøn ("margin of appreciation"). Dog tilføjer EMD, at det er staternes pligt at godtgøre, at begrænsningerne i klagerens rettigheder og friheder efter EMRK artikel 8 har været "nødvendige for et demokratisk samfund" (se præmis 94 in fine). Derpå næves sagen Ploski som et eksempel på, hvor nægtelse af udgang til at deltage i en begravelse ikke ansås for forenelig med EMRK artikel 8.

I sagen Ploski mod Polen, sagsnummer 26761/95, der blev afgjort af Den europæiske menneskerettighedsdomstol (EMD) den 12. november 2002, fandt EMD, at der var sket en krænkelse af artikel 8, i et tilfælde, hvor en varetægtsfængslet 2 gange var blevet nægtet udgang til at deltage i sine forældres begravelser, der fandt sted med en måneds mellemrum.

EMD bemærker i sagen, at de nationale myndigheder er overladt et vist skøn ("margin op appreciation") i sager af den omhandlede art, men at deres skøn er begrænset således, at udgangspunktet er, at EMRK artikel 8 beskytter retten til et familieliv og retten til et privatliv, og at det skal være "nødvendigt i et demokratisk" samfund at foretage begrænsninger i disse rettigheder. I præmis 36 konstaterer EMD blandt andet, at der var tale om en person, der ikke var fængslet for vold men for berigelseskriminalitet, og at han faktisk blev løsladt i februar 1996, som var mindre end 2 efter tidspunkterne for begravelserne, som fandt sted i juli og august 1994. EMD bemærkede, at de nationale myndigheder kunne have valgt at give klageren ledsagede udgange.

Det skal bemærkes, at klagerne i sagerne Lind mod rusland og Ploski mod Polen begge angår varetægtsfængslede. Der er naturligvis en mere restriktiv praksis med udgange til varetægtsfængslede end til personer, der afsoner en idømt straf. Sidstnævnte har ofte udgange (ledsagede eller uledsagede) i forvejen, hvorfor der ikke vil være de samme saglige grunde til at nægte disse udgange til syge pårørende eller til begravelser af pårørende. Bemærk også, at i sagen Ploski mod Polen peger EMD på, at den pågældende faktisk blev løsladt cirka 18 måneder senere. Det er således overvejende sandsynligt, at EMD vil forholde sig kritisk til, at en strafafsoner, der kun mangler at afsone få års fængsel, nægtes udgang til besøg hos syge pårørende eller til deltagelse i begravelser af pårørende.

Af retsplejelovens § 771, stk. 2 følger, at varetægtsfængslede, når "særligere omstændigheder taler derfor", kan få "udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum", men at dette kræver "politiets samtykke".

Østre Landsret fandt i en kendelse af 16. april 1985 med sagsnummer (13. afd. 117/1985), at politiets nægtelse af at give et samtykke til udgang til en varetægtsfængslet er unddraget adgangen til domstolsprøvelse. I det omfang, at den varetægtsfængslede gør gældende, at en sådan nægtelse af udgang fra varetægtsfængslingen er i strid med for eksempel EMRK artikel 8 eller andre menneskerettigheder, vil en manglende adgang til at få spørgsmålet prøvet ved domstolene kunne udgøre en krænkelse af EMRK artikel 13, der kræver, at en borger, der gør gældende, at de har været udsat for en krænkelse af deres menneskerettigheder skal have adgang til "effektive retsmidler" i det nationale retssystem. Dette behøver ikke nødvendigvis at være adgang til domstolsprøvelse. Da det kan være meget indgribende at blive nægtet en udgang til for eksempel deltagelse i vigtige familiebegivenheder, taler EMDs praksis for, at det kunne være en krænkelse af artikel 13, at der ikke er adgang til domstolsprøvelse af politiets eventuelle nægtelse af et samtykke efter retsplejelovens § 771, stk. 2.

Særligt om udgang for anbragte i hospital mv. og for personer anbragt i varetægtssurrogat
Reglerne om udgang herunder kompetencereglerne med hensyn til udgang til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret er reguleret i en særlig bekendtgørelse herom udstedt af Justitsministeriet. Disse regler gælder også for personer, der er varetægtsfængslede i surrogat, uanset om denne form for varetægtsfængsling skyldes ung alder, psykisk sygdom eller andre forhold. Bekendtgørelsen fastsætter omfanget af forskellige typer af udgang til de pågældende, og bekendtgørelsens §§ 7 og 8 fastsætter blandt andet, at det normalt kræver "rettens godkendelse" at give udgang til personer, der er anbragt "i henhold til retsplejeloven".