Retsplejelovens § 739 har følgende indhold:

“§ 739. Misbruger en advokat eller nogen til forsvaret beskikket mand sin stilling til at modarbejde sagens oplysning, eller gør han sig skyldig i tilsidesættelse af de ham påhvilende pligter til behørig at fremme sagen, bliver han at anse efter straffelovens kap. 16.”

Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 209 af 23. juli 1932.

Udover at advokater kan forfølges med eventuelle erstatningskrav, strafforfølges efter den almindelige straffelovgivning og derudover også efter   straffelovens kapitel 16 i de i retsplejelovens § 739 nævnte tilfælde, kan advokater endvidere af advokatnævnet efter  retsplejelovens kapitel 15 a og 15 b idømmes sanktioner for at overtræde sine pligter som advokat.

Ved dom af 2. september 2009 i sagen  2-1085/2009 ved Retten i Herning var en forsvarsadvokat tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1, blandt andet ved som beskikket forsvarer uberettiget til sin klient at have videregivet oplysninger fra et lukket retsmøde, hvor der blev afholdt grundlovsforhør mod en anden person. Retten fandt det bevist, at forsvareren havde videregivet oplysninger fra det lukkede retsmøde til sin klient men frifandt denne herfor, da videregivelsen af oplysningerne til forsvarerens klient ikke var sket i strid med § 29 d, da der ikke var sket en offentlig gengivelse. Dommen blev anket af anklagemyndigheden, som imidlertid frafaldt anken.

I  TfK 2009.430/2 ØLD blev en forsvarer straffet med dagbøder for overtrædelse af straffelovens § 155 jævnfør retsplejelovens § 739. Forsvareren var tiltalt for i juni 2007 at have misbrugt sin stilling som beskikket forsvarer for en person, der var varetægtsfængslet og undergivet brev- og besøgskontrol, idet tiltalte, efter ukontrolleret besøg i arresten hos sin klient telefonisk kontaktede klientens svigerdatter B og bad denne om at kontakte vidnet C og oplyse vidnet C om, at hendes forklaring ville kunne påvirke udfaldet af straffesagen, og at hun ikke behøvede at vidne mod sin far (forsvarerens klient). Landsretten fandt forsvareren skyldig og udtalte blandt andet: “Også for landsretten har tiltalte forklaret, at han bad B om at orientere C om vidnefritagelsesgrunden, og at han ved den lejlighed samtidig orienterede B om forskellen mellem straffelovens § 244 og § 245. Tiltalte har forklaret, at han ikke regnede med, at B ville videregive oplysningerne om straffelovsbestemmelserne og disses betydning for sagen til C. Efter den af B nu afgivn › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] kan lægges til grund, at tiltalte orienterede hende om uenigheden om, hvad der var blevet kastet med, og om dennes betydning for, hvorvidt forholdet skulle dømmes efter straffelovens § 244 eller § 245, og konsekvenserne heraf, samt at B videregav disse oplysninger til C. Det tiltrædes herefter, at tiltalte har indset eller anset det for overvejende sandsynligt, at B under samtalen med C ville videregive ikke blot oplysningerne om vidnefritagelsesmuligheden, men også oplysningerne om, at der var uenighed om, hvad der var blevet kastet med, og om, at hendes forklaring herom kunne have betydning for sagens udfald. Landsretten finder, at formidling af oplysningen om vidnefritagelsesmuligheden i den skete sammenhæng naturligt af C ville blive opfattet som en opfordring til at undlade at afgive forklaring, og at dette må have stået klart for tiltalte. Landsretten finder på den baggrund, at tiltalte ved sine dispositioner har misbrugt sin stilling som beskikket forsvarer til at modarbejde sagens oplysning, og derfor med rette er fundet skyldig som sket.”

Ovennævnte dom kommenteres i Karnov, Retspleje og Strafferet, Thomson Reuters Professional A/S, København 2010, side 524 i note 667 til straffelovens § 155. Her anføres blandt andet: “..  Afgørelsen ligger til en vis grad i forlængelse af retspraksis, hvorefter § 155 i et vist omfang har fundet anvendelse på handlinger foretaget af forsvarere i strid med § 739, men det må nok erkendes, at gerningsindholdet i § 155 kun vanskeligt kan siges at dække et forhold som det beskrevne, idet det jo næppe kan være i strid med det offentliges ret at vejlede et vidne om indholdet af rp. § 171. Det ville formentlig være bedre at indsætte en særskilt straffehjemmel i rpl. § 739 med (sædvanligt) forbehold for højere straf efter retsplejelovens kapitel 16). …” Umiddelbart kan man få den opfattelse, at forfatteren til kommentaren til dommen har overset, at landsretten udtrykkeligt udtalte i sin begrundelse for dommen, at forsvareren – udover at fortælle B om muligheden for vidnefritagelse – også fortalte hende om “uenigheden om, hvad der blev kastet med, og om dennes betydning for, hvorvidt forholdet skulle dømmes efter straffelovens § 244 eller § 245, og konsekvenserne heraf …”. Der synes således ikke at være grundlag for den opfattelse, at forsvareren alene blev straffet for at ville vejlede vidnet om indholdet af retsplejelovens § 171. Derimod synes det at være den omstændighed, at forsvareren videregav oplysninger til B fra politiets materiale i straffesagen mod forsvarerens klient, der førte til, at forsvareren blev straffet.

I sagen  UfR 2005.2674 ØLD blev en forsvarsadvokat frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155, fordi det ikke fandtes bevist, at han uden politiets samtykke i strid med retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 4. pkt., havde tilladt sin medhjælper at fremsende en afskrift af en politirapport fra forsvarergenparterne til sin klient. I byrettens afgørelse efter hvilken advokaten også blev frifundet, henvistes der til, at lovens forarbejder kun foreskrev, at der skulle rejses straffesag mod en forsvarer for at udlevere kopi af sagsakter uden politiets tilladelse i tilfælde, hvor de omhandlede sagsakter er omfattet af et forsvarerpålæg. Efter praksis ved EMD kan tiltalte kun nægtes aktindsigt i sin sag, hvis dette er “strictly necessary”.

I  TfK 2010.145/2 VLD havde en forsvarsadvokat til sin klient udarbejdet et referat af en straffesag mod klienten, hvor politiets materiale fyldte 10 ringbind, og hvor Nordjyllands Politi kun havde udleveret materialet til forsvarsadvokaten og ikke til klienten. Advokatens referat blev under en ransagning senere fundet hos klientens bekendte i København. Anklagemyndigheden rejste straffesag mod advokaten, idet anklagemyndigheden mente, at advokaten ikke var berettiget til at lave det omhandlede referat af sagen og udlevere dette til vennen. Den  8. juni 2009 blev forsvarsadvokaten frifundet ved Retten i Aalborg, der fastslog, at en sådan handling ikke er strafbar efter straffelovens § 155. Sagen blev anket af anklagemyndigheden til Vestre Landsret, som i november 2009 frifandt forsvarsadvokaten. Flertallet (5 dommere) frifandt tiltalte med henvisning til, at det ikke ansås for bevist, at tiltalte “bevist har søgt at omgå forbuddet i retsplejelovens § 729 a, stk. 3, og dermed har haft forsæt til at misbruge sin stilling til at krænke det offentliges ret, jf. straffelovens § 155”. En dommer frifandt tiltalte med følgende begrundelse: “Tiltalen vedrører straffelovens § 155. For at domfælde A for overtrædelse af denne bestemmelse skal anklagemyndigheden efter bestemmelsens ordlyd godtgøre, at han har misbrugt sin stilling som forsvarer til at krænke det offentliges ret. I retsplejelovens § 739 er der en bestemmelse om, at forsvareren bliver at anse efter straffelovens kapitel 16 (herunder § 155), hvis han eller hun har misbrugt sin stilling til at modarbejde sagens oplysning. Denne bestemmelse må – også selv om den ikke er gentaget i tiltalen for landsretten – i relation til muligheden for at straffe en forsvarer for misbrug af stillingen ses i sammenhæng med bestemmelserne i straffelovens kapitel 16, herunder § 155. Det er derfor ikke enhver overtrædelse af en forsvarers pligter efter retsplejelovens kapitel 66, der kan anses som en overtrædelse af straffelovens § 155, men der skal foretages en konkret vurdering af baggrunden for overtrædelsen og grovheden heraf. Der er ikke oplysninger om, at notatet er misbrugt til at modarbejde sagens oplysning. Hertil kommer, at notatet ikke indeholder oplysninger, som S ikke var berettiget til at få, og at notatet også er udarbejdet til A’s eget brug. Under disse omstændigheder finder jeg, at det ikke er bevist, at A ved overleveringen af notatet til S har misbrugt sin stilling som forsvarer på en sådan måde eller krænket det offentliges ret på en sådan måde, at han derved har overtrådt straffelovens § 155.”  Se rigsadvokatens kommentarer til dommen i Rigsadvokaten Informerer nr. 19/2009.

I  UfR 1995.693 VLK havde en forsvarer fået en påtale fra Politimesteren i Varde (nu inddraget under Syd- og Sønderjyllands Politi) for forud for en afhøring hos politiet at have overdraget sagsakter til sin klient, således at klienten selv kunne læse fra materialet. Advokaten indbragte spørgsmålet for retten efter retsplejelovens § 746. Byretten gav politiet medhold i, at kritikken var berettiget, idet forsvareren efter byrettens opfattelse ifølge bestemmelsen alene havde adgang til at “orientere sigtede om materialets indhold” samt “forevise” sigtede materialet. Byretten mente ikke, at forsvareren efter bestemmelsen havde lov til at “række” materialet til sigtede. Landsretten fandt politiets kritik af forsvareren uberettiget og udtalte blandt andet:  “En forsvarers overladelse af det fra politiet modtagne materiale alene til klientens gennemsyn i forsvarerens overværelse kan herefter ikke – ej heller sprogligt – betegnes som overlevering.”

I  UfR 1997.1325 ØLD fandt byretten, at det var i strid med retsplejelovens § 745, stk. 1, 3. pkt. (nu retsplejelovens § 729 a, stk. 3), at en forsvarer havde overladt sigtede i en straffesag sagens akter, således at sigtede havde adgang til sagsakterne, uden at forsvareren var til stede. Det fremgår af sagen, at forsvareren boede i København, og sigtede, som var advokat af profession, boede på Færøerne. Landsretten udtalte vedrørende sagens forhold a: “Hvad angår materiale vedrørende efterforskningen i Skálafjall-sagen bemærkes, at den ordning, som tiltalte uden at indhente politiets samtykke havde etableret, og hvorefter den da tiltalte A uden kontrol af tiltalte havde fri adgang til sagsakterne og herunder til at tage kopier af materialet, må karakteriseres som en overlevering, der er i klar strid med forbuddet i retsplejelov for Færøerne § 745, stk. 1, 3. pkt. Når henses til, at ordningen må antages etableret på baggrund af de praktiske vanskeligheder med hensyn til kommunikationen mellem tiltalte og hans klient, der skyldtes den geografiske afstand, og til, at tiltalte havde føje til at regne med, at materialet ikke ville komme uvedkommende i hænde eller i øvrigt blive misbrugt, findes overtrædelsen ikke at være af en sådan grovhed, at den kan henføres under straffelovens § 155.” Med hensyn til sagens forhold b udtalte landsretten: “Den skete overlevering til A og til nyhedsmedierne var i strid med forbuddet i den færøske retsplejelov § 745, stk. 1, 3. pkt. Instruktionsrapporterne omhandlede tilrettelæggelsen af den allerede gennemførte ransagning og havde derfor ved overleveringen alene betydning i forbindelse med en række forsvareres klage over ransagningen. Under disse omstændigheder findes overtrædelsen ikke at være af en sådan grovhed, at den kan henføres under straffelovens § 155.”

Afgørelsen forekommer særlig interessant for så vidt angår materialet omtalt i forhold b, idet landsretten – ligesom byretten – synes at være af den opfattelse, at materialet, som forsvareren i strid med retsplejeloven havde overleveret til sin klient, ikke (længere) vedrørte politiets efterforskning men alene advokaternes klagesag.

Da ovennævnte sag mod advokaten verserede, fremkom der synspunkter om, at beslutningen om tiltalerejsning mod advokaten var “politisk” motiveret. Se herom § 20-spørgsmål  S 1836 af 28. marts 1996 stillet af Frank Aaen, Enhedslisten. I artiklen UfR 1997B.417 antyder advokat Bent Unmack Larsen, at tiltalerejsningen var et udtryk for magtmisbrug. I artiklens punkt 3.2 anfører forfatteren således: “I den pågældende sag var det, til trods for at sagen på forhånd var dømt til at falde ud til frifindelse, lykkedes Landfogden på Færøerne at formå Justitsministeren til, efter indhentet råd fra Statsadvokaten for Sjælland, at rejse tiltale for overtrædelse af straffelovens § 155 mod en københavnsk advokat, som til Landsfogdens fortrydelse havde formået i to tilfælde at få frifundet en færøsk advokat for de af Landsfogden i to skibsfinansieringssager mod ham rejste tiltaler for (medvirken til) bedrageri. ..” I note 8 i omhandlede artikel anfører forfatteren videre: “Tiltalen angik to forhold, begge vedrørende overholdelse af reglen i retsplejelovens § 745, stk. 1, 3. punktum (nu retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 3. punktum), hvorefter overlevering af forsvarergenparter af det af politiet under efterforskningen tilvejebragte materiale til sigtede kræver politiets samtykke, som efter bestemmelsens forarbejder og retspraksis normalt skal gives, medmindre der er grund til at befrygte, at materialet derved vil komme på afveje. § 155 er ikke tidligere i noget tilfælde anvendt på forhold af denne art, som i de tilfælde, hvor de er blevet behandlet disciplinært, af advokatnævnet er takseret til advarsel eller irettesættelse. Der foreligger et tidligere tilfælde, hvor der i anledning af forhold af lignende art, men langt grovere karakter er rejst tiltale for overtrædelse af § 155, men hvor der skete frifindelse ved landsretten, refereret i  Sagførerbladet 1948, s. 347 f., og to tidligere tilsvarende tilfælde, hvor der er rejst sigtelse efter § 155, men hvor Rigsadvokaten opgav påtale (Advokatnævnets j.nr. 355/1977 og 546/1978).”

 I  VLT 1949.23 havde en beskikket forsvarer udleveret forsvarergenparter til de sigtede samt disses pårørende. Der skete frifindelse for overtrædelse af straffelovens §§ 152 og 155. Frifindelsen for overtrædelse af straffelovens § 155 var begrundet med, at det ikke ansås for godtgjort, at tiltalte (advokaten) “har villet modarbejde sagernes undersøgelse eller på anden måde krænke det offentliges ret”. Advokaten blev fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 157 med følgende begrundelse: “Når henses til, at de af retten og politiet til tiltalte som beskikket forsvarer overleverede udskrifter og genparter må anses for bestemt til brug for tiltalte personligt, findes tiltalte ikke blot ved uden kontrol og – efter det oplyste – uden i alle tilfælde forinden selv at have gjort sig bekendt med indholdet at have ladet sit kontorpersonale udlevere de fornævnte papirer til gennemsyn af sigtede eller disses pårørende, men også ved forholdene 3-5 selv at have udlånt eller givet udtrykkelig tilladelse til udlån til sigtedes pårørende, at have udvist en forsømmelse som nævnt i straffelovens § 157”.

18. oktober 2011 meddelte en advokat fra Aarhus til Sydøstjyllands Politi via sin sekretær, at advokaten, der var beskikket forsvarer for en varetægtsfængslet i en større narkosag, efter et besøg hos klienten i arresthuset havde opdaget, at klienten havde haft et af sagens 6 ringbind liggende i sin celle siden advokatens forrige besøg i arresthuset omkring en uge tidligere, formentlig fordi advokaten havde overset det, da han havde pakket ringbindene sammen ved afslutningen af det forrige besøg. Ved straks at underrette politiet herom ville advokaten forebygge, at materiale fra ringbindet eventuelt ville kunne blive anvendt retsstridigt. Kun to dage efter, at advokaten havde ladet politiet underrette, meddelte politiet ham skriftligt, at man havde indledt strafferetlig efterforskning mod advokaten. Kort tid efter fik advokaten oplyst, at han ville blive sigtet for overtrædelse af straffelovens § 155. Under en afhøring af advokatens klient forklarede denne til politiet, at han havde haft held med at tage ringbindet fra advokaten, medens advokaten i et kort øjeblik var optaget af at opstille udstyr i cellen til afspilning af lydfiler. Advokatens klient fortalte videre til politiet, at der var gået en uges tid, inden advokaten var kommet tilbage og havde fået ringbindet igen. Klienten havde i mellemtiden › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] de sygeplejersken spurgt ham om, hvordan han dog havde båret sig af med at få fat i sagsakter fra sin straffesag. Hertil havde klienten ifølge sin forklaring til politiet fortalt sygeplejersken, at han havde stjålet ringbindet fra sin advokat. Ifølge klientens forklaring, havde sygeplejersken “grinet”, hvorpå hun havde foretaget kopieringen for klienten. På dette grundlag opgav politiet at strafforfølge advokaten. Politiet rejste imidlertid heller ikke straffesag mod sygeplejersken, uagtet at det utvivlsomt er en overtrædelse af straffelovens § 155, såfremt fængselspersonale hjælper en indsat med at mangfoldiggøre sagsakter, som den indsatte har stjålet fra sin forsvarer. Allerede fordi der efter praksis ikke sker domfældelse af forsvarsadvokater for overtrædelse af straffelovens § 155 i tilfælde, hvor en forsvarer uden politiets tilladelse – bevidst eller ubevidst – overlader sagsakter til sin klient i tilfælde, hvor der ikke er forsvarerpålæg, valgte advokaten at klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) over politiet for magtmisbrug. Især fordi advokaten i mange tilfælde har repræsenteret borgere i sager mod politiet, var han opmærksom på den mulighed, at personer i politiets tjeneste kunne have en særlig interesse i at varetage usaglige hensyn netop i forhold til ham. Advokaten henledte også DUP’s opmærksomhed på et håndskrevet brev, som han havde modtaget fra sin klient, hvor klienten havde undret sig over, at politiet havde henvendt sig hos ham i arresthuset for at tale med ham om emner, der ikke havde noget med klientens egen straffesag at gøre. Da klienten havde oplyst til politiet, at han ikke ville tale med dem, havde en betjent spurgt, om han dog ikke ville høre det “gode tilbud, vi har med til dig”. Advokaten bad DUP efterforske, om politiets “tilbud” havde været et tilbud om belønning til den indsatte for at vidne mod advokaten. DUP meddelte, at DUP ikke ønskede at efterforske sagen. Advokaten klagede derfor i  brev af 18. juni 2012 over DUPs afgørelse til Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydøstjylland. Ved brev af 17. august 2012 meddelte Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydøstjylland (sagsnummer 2012-326-0004), at statsadvokaten heller ikke ville efterforske sagen nærmere.     

 Københavns Byret frifandt ved dom af 10. november 2014 i sagen  SS 3-21034/2014 en advokat for overtrædelse af straffelovens § 155. Byretten lagde på baggrund af en forklaring fra en politiassistent, der vidnede mod advokaten, til grund, at advokaten bevidst havde videregivet 14 fotos fra en straffesag, hvor advokaten var beskikket forsvarer, til sin varetægtsfængslede klient umiddelbart efter hovedforhandlingens afslutning og umiddelbart inden, at politiet skulle køre klienten tilbage til fængslet. Byrettens flertal begrundede frifindelsen med, at advokatens klient, “der netop var blevet dømt i sagen, allerede var bekendt med overvågningsbillederne, og at disse primært viser ham, men også andre personer i Jægersborggade”. Byrettens flertal udtalte, at denne handling ikke var “af en sådan grovhed, at den kunne henføres under straffelovens § 155”, men at den alene var i strid med retsplejelovens § 729 a, stk. 3. 3. pkt. Et medlem af retten ville domfælde advokaten under henvisning til “sagens omstændigheder og tiltaltes hverv”. Det er ikke underligt, at anklagemyndigheden – til trods for dissensen – har undladt at anke den frifindende dom, idet der forud for afsigelsen af dommen allerede lå en fast praksis ved landsretterne, hvorefter advokater ikke straffes for overtrædelse af straffelovens § 155 eller straffelovens § 157 for i strid med retsplejeloven at overdrage forsvarergenparter til deres klienter i tilfælde, hvor der ikke er meddelt forsvarerpålæg vedrørende de omhandlede forsvarergenparter. Det er værd at bemærke, at den politiassistent, som vidnede mod advokaten, og som var sagens eneste vidne, forklarede, at de 14 billeder var blevet efterladt ved forsvarerens og dennes klients pladser i retssalen i forbindelse med, at anklageren havde fremvist billederne for klienten under en afhøring. Politiassistenten forklarede, at han så advokaten give disse billeder videre til klienten, efter at anklageren havde forladt retssalen uden at tage billederne med sig. Politiassistenten forklarede også, at klienten, efter at politiet havde taget billederne fra klienten, havde fortalt, at “han ville have hængt billederne op i sin celle”. Det fremgår ikke af sagen, at anklageren er blevet sigtet for overtrædelse af straffelovens § 157 for skødesløs adfærd ved at have efterladt billederne i retssalen, hvor der var offentlig adgang, og hvor enhver derfor ville kunne have sat sig i besiddelse af billederne. Den af sagen omhandlede advokat er – ligesom advokaten fra Aarhus omtalt ovenfor i sagen om efterladte ringbind med sagsakter i en fængselscelle – offentligt kendt for at høre til de advokater, der bistår mange borgere i sager mod politiet ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og for at kritisere politiet i pressen. Det er indtil videre ikke oplyst, at sagen har givet anledning til, at advokatsamfundet eller Foreningen af Forsvarsadvokater har indgivet anmeldelse om magtmisbrug mod de personer, der har rejst sagen. Sagen giver ellers sammen med nogle af de øvrige sager rejst mod advokater for overgivelse af sagsakter til disses klienter anledning til overvejelser om, hvorvidt anklagemyndigheden rejser grundløse straffesager mod advokater med henblik på at skræmme advokater, der rejser kritik mod politiet og anklagemyndigheden, fra at udføre deres arbejde. Byretters afgørelser trykkes sædvanligvis ikke i for eksempel Ugeskrift for Retsvæsen. Det samme er tilfældet for så vidt angår påtaleopgivelser. Det er således ikke muligt at se, hvor ofte advokater mødes med grundløse sigtelser, der ender med påtaleopgivelser eller frifindelser, som ikke ankes af anklagemyndigheden. Da den af advokaten udviste adfærd ikke – heller ikke således som denne blev beskrevet i politiassistentens meget detaljerede vidneforklaring – var i strid med straffeloven, er politiassistentens forklaring ganske uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt advokaten havde overtrådt straffeloven. Alligevel er det værd at bemærke, at forklaringen efter en nærmere prøvelse virker usandsynlig. Politiassistenten forklarede således, at han så advokaten give klienten de omhandlede fotos “i hånden”, medens betjenten stod i retssalen og overvågede klienten. Dette skal sammenholdes med, at advokaten som forsvarer for klienten havde besøgt denne i fængslet, hvor han havde haft rig lejlighed til under uovervågede forsvarerbesøg at overdrage billederne (eller andre sagsakter) til klienten uden selv at komme i vanskeligheder. Det forekommer noget mere sandsynligt, at advokaten blot har forladt retssalen uden at medtage de af anklageren efterladte billeder, hvorefter klienten selv har taget dem til sig. Alle forsvarsadvokater ved formentlig, at varetægtsfængslede klienter efter at være kommet retur til fængslet efter for eksempel et retsmøde rutinemæssigt bliver visiteret, og at genstande, som advokaten måtte have givet til klienten, højst sandsynligt vil blive fundet under sådan en visitation. Det er også værd at bemærke, at politiassistenten i sin vidneforklaring udtrykkeligt forklarede, at han ikke hørte, hvad der blev sagt, da advokaten gav klienten billederne i hånden – han så kun, at advokaten gav klienten billederne i hånden. En uhæderlig og uetisk advokat ville formentlig blot have valgt at kigge den anden vej og lade sin klient tilegne sig billederne i stedet for selv at sikre dem og sørge for, at anklageren fik dem igen. I øvrigt var klientens mor ifølge politiassistenten til stede i retssalen, hvorfor en advokat af samme beskaffenhed også havde haft mulighed for at give billederne til hende, hvorpå hun kunne have modtaget billederne og overdraget dem sikkert til sønnen efter løsladelsen.        

 Advokatnævnet afgjorde den 4. januar 1996 under journalnummer 41-208-95-19 en sag, hvor to kriminalassistenter havde indgivet anmeldelse til politimesteren mod en advokat for at have overtrådt straffelovens § 147, subsidiært § 148, ved at have indgivet anmeldelse mod de to kriminalassistenter for strafbart forhold. Advokaten havde støttet sin anmeldelse på, at advokatens klient, der var varetægtsfængslet i isolation, havde fortalt advokaten, at han havde været afhørt, uden at advokaten havde været til stede. Ifølge advokaten havde klienten til advokaten fortalt, at polititjenestemændene skulle have udtalt til klienten: “Du kan lige så godt lægge kortene på bordet, så vi kan få sagen afsluttet”. Advokatnævnet udtalte i sagen følgende: “Det må lægges til grund, at advokat A har opfattet situationen således, at hans isolationsfængslede klient havde været underkastet en ulovlig afhøring, og at der ikke har foreligget momenter, som umiddelbart kunne give anledning til nærmere efterprøvning af klientens oplysninger herom. Han findes herefter at have været berettiget til at anmelde forholdet til den relevante myndighed med henblik på en nærmere undersøgelse. Advokat A vil herefter være at frifinde for den rejste adfærdsklage.”

Af et Ritzau-telegram gengivet i en artikel af 25. maj 2011 i jp.dk, indland, fremgik blandt andet følgende: “Rigsadvokaten vil ikke rejse tiltale mod en ung advokat, som var sigtet for at advare en klient om, at hun risikerede at blive aflyttet af politiet. – Der er intet grundlag for at rejse tiltale, oplyser rigsadvokatens kontor. Den unge advokat er ansat på et højprofileret københavnsk advokatkontor. Hans klient var netop løsladt fra varetægtsfængsel i en narkosag, da han over telefonen gav hende rådgivning, fortæller advokatens forsvarer, Torben Koch: – Han indskærpede, at hun stadig var sigtet og nævnte som led i sin generelle rådgivning, at hun dermed risikerede at blive aflyttet. – Men han vidste ikke, at deres samtale blev aflyttet af politiet, som derefter sigtede ham for blandt andet brud på tavshedspligten og embedsmisbrug, siger Torben Koch. Det er et år siden, at advokaten blev sigtet af Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi for tre overtrædelser af straffeloven. Politiet mente, at han havde talt med klienten trods et pålæg fra retten om, at det måtte han ikke …”

Nordjyllands Politi overvejede i marts 2008 en straffesag mod en forsvarsadvokat, idet man fandt, at forsvarsadvokaten ikke var berettiget til at foretage efterforskning til fordel for sin klient på egen hånd. Politiet meddelte samme dag i medierne, at man havde opgivet straffesagen mod advokaten. KRIM anmeldte Nordjyllands Politi til statsadvokaten for at forsøge at intimidere advokater med den omhandlede straffesag, idet forsvarsadvokater efter en fast praksis, som politiet burde kende, har ret (og i visse tilfælde pligt) til selv at foretage efterforskning herunder at foretage vidneafhøring uden først at underrette politiet. KRIM fandt således, at det kunne være et udtryk for strafbar magtmisbrug, at politiet havde rejst sagen mod advokaten.  Se artikel af 22. marts 2008 af Claus Bonnez om praksis med hensyn til forsvarerens selvstændige efterforskning i straffesager.

I  Mirilashvilli mod Rusland afgjort af EMD den 11. december 2008 under sagsnummer 6293/04 fremgår det af præmis 224, at national lov forbyder forsvarsadvokater som led i deres efterforskning til fordel for sin klient i en straffesag at foretage afhøring af vidner, som politiet allerede har afhørt. Dette blev under sagen ved EMD anført som begrundelse for, at de russiske domstole ikke havde tilladt en forsvarsadvokat som bevis under en straffesag mod advokatens klient at fremlægge nogle erklæringer fra 3 vidner om, at disse 3 vidner ikke længere ville vedstå de belastende forklaringer mod tiltalte, som de tidligere havde afgivet til politiet. I præmis 227 kritiserer EMD, at forsvarsadvokaten ikke ved de nationale domstole fik lov til at fremlægge de omhandlede erklæringer. I præmis 226 udtaler EMD, at loven om at forbyde forsvarsadvokater som led i disses efterforskning at afhøre vidner, som er afhørt af politiet, efter EMDs opfattelse ikke synes at varetage noget sagligt formål (“persue any identifiable legitimate interest”).

Om forsvarerens beføjelser til at foretage efterforskning se  bemærkningerne til retsplejelovens § 1007.

Af en artikel af 17. november 2011 i jp.dk med overskriften “Politiet afviser klage fra forsvarsadvokat” fremgår blandt andet, at Rigsadvokaten for nylig har “givet en påtale til en betjent i Østjyllands Politi, som på eget initiativ hængte advokaten ud i det centrale motorregister. Her stod hans bil opført som stjålet og Peter Hjørne som “rockeradvokaten”.” Det fremgår ikke af artiklen, at der er rejst straffesag mod den omhandlede polititjenestemand for ulovlig registrering af advokaten. Af artiklen fremgår blandt andet yderligere, at den samme advokat har klaget til statsadvokaten over, at han i juli måned uberettiget blev anholdt i sin bil ud for Tivoli i København for kørsel i narkopåvirket tilstand. Det viste sig senere, at advokaten ikke var narkopåvirket. Under en efterfølgende klagesag undskyldte betjentene sig blandt andet med, at advokaten “virkede oppustet og rød i hovedet, rystede på hænderne og var usikker på benene”, en undskyldning som blev godtaget af ledelsen af Københavns Politi. Særligt skal det fremhæves, at det fremgår af artiklen, at advokaten havde været kørende i sin bil med det iøjnefaldende registreringsnummer “Justice”. Advokaten havde ifølge artiklen været tilbageholdt i “et par timer”, og hans bil, bilnøgler og kørekort var blevet beslaglagt. Advokaten er kendt for at have udtalt megen kritik af politiet og de judicielle myndigheder gennem mange år. I 2009 udgav journalisten Ulrikke Moustgaard bogen “Djævelens advokat – Peter Hjørne” på forlaget Documentas. I anmeldelsen af bogen på freelancegruppen.dk udtales blandt andet: “Peter Hjørnes stædighed › [1]  › [1] ’ [1] à [1] œ [1] À› [1] @ À› [1] agemyndighed.”

Betegnelsen “rockeradvokat” om ovennævnte advokat hænger tilsyneladende sammen med, at “rockere” ofte søger bistand som klienter hos denne. Se for eksempel “Ekstra Bladet” den 21. januar 2004, hvor avisen under overskriften “Rocker-advokat fart-knaldet” blandt andet fortæller, at samme advokat er “rockernes foretrukne forsvarer”. Såvel den omhandlede avis som den umiddelbart ovenfor omtalte polititjenestemand fra Østjyllands Politi foretager ved valget af betegnelsen “rocker-advokat” en meget utvetydig identifikation af advokaten med de “rockere”, som måtte optræde i advokatens klientkreds. En sådan praksis er i strid med artikel 18 i  FN’s “Basic Principles on the Role of Lawyers“, som har følgende indhold: “Lawyers shall not be identified with their clients or their clients’ causes as a result of discharging their functions.” Det kan således undre, at Rigsadvokaten ikke (blandt andet også af denne grund) har valgt at strafforfølge den omhandlede polititjenestemand fra Østjyllands Politi og for eksempel sigte denne for overtrædelse af  straffelovens kapitel 16. Artikel 18 i principperne har stor praktisk betydning for, at advokatstanden kan udføre dens opgaver på en tilfredsstillende måde. Fandtes reglen ikke, ville advokater muligvis kunne skræmmes fra at forsvare personer, der hænges særligt meget ud i pressen, som for eksempel “pædofile”, “rockere”, “bander”, “stalkere” mv. Sådan frygt kan naturligvis også øges, hvis det er almindeligt kendt, at myndighedspersoner og andre, som bryder reglerne, ikke strafforfølges.

I “Report of the Special Rapporteur on the independence of judges and lawyers, Mr. Param Cumaraswamy” FN dokument E/CN.4/1998/39 af 12. februar 1998 anføres i konklusionen blandt andet i præmis 179 følgende: “The Special Rapporteur views with some concern the increased number of complaints concerning Governments’ identification of lawyers with their clients’ causes. Lawyers representing accused persons in politically sensitive cases are often subjected to such accusations. Generally only a few lawyers undertake such cases in any jurisdiction; hence, they are usually quite visible. Identifying lawyers with their clients’ causes, unless there is evidence to that effect, could be construed as intimidating and harassing the lawyers concerned. The Governments have an obligation to protect such lawyers from intimidation and harassment.”

Ifølge  artikel i Dagbladet Information den 14. august 2000 af journalist Niels Rohleder følte en forsvarsadvokat sig intimideret og chikaneret, da han modtog en tilsigelse til afhøring hos politiet i anledning af, at hans navn fandtes på en telefonliste fundet under ransagning i august 1999 hos Greenpeace-aktivister.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har anlagt en streng kurs ved bedømmelsen af sager, hvor en advokat gør gældende, at straffesager, civile sager eller disciplinærsager mod advokater krænker EMRK. Indblanding fra ivrige advokater på vegne af borgere, som er i karambolage med myndighederne, kan i visse tilfælde utvivlsomt irritere myndighedspersoner. Særligt i straffesager eller i sager om påståede menneskerettighedskrænkelser står advokaten over for magtfulde myndigheder som for eksempel politiet eller fængselsmyndighederne. Disciplinærsager eller straffesager mod advokater rejst af sådanne myndigheder eller på initiativ af sådanne myndigheder synes i særlig grad at påkalde sig menneskerettighedsdomstolens opmærksomhed. Eksempler fra EMDs praksis findes blandt andet i strafferetten i afsnittet om  ærekrænkelser, hvor der ses eksempler på, at de nationale myndigheder har rejst straffesager eller disciplinærsager mod advokater på grund af disses udtalelser om myndighedspersoner.

I  Heino mod Finland afgjort af EMD den 15. februar 2011 under sagsnummer 56720/09 ansås EMRK artikel 8 som krænket efter en ransagning hos en advokat i Helsingfors den 7. oktober 2009. I præmis 38 konstaterer EMD, at ransagningen var i overensstemmelse med national ret. I præmis 44 bemærker EMD, at beslutningen om at ransage var truffet af politiet selv og ikke af et uafhængigt eller judicielt organ. I præmis 45 bemærkes det dog, at der i finsk ret er adgang til efterfølgende domstolsprøvelse. Klageren havde imidlertid i den konkrete sag ikke haft adgang til en effektiv efterfølgende domstolsprøvelse (også præmis 45). I præmis 54 fremhæver de finske myndigheder, at der i den finske lovgivning udover adgangen til en efterfølgende domstolsprøvelse blandt andet også består mulighed for, at de relevante polititjenestemænd pådrager sig strafansvar eller et civilretligt ansvar. Af præmis 57 fremgår, at advokaten – efter sin egen påstand – af EMD blev tilkendt 4.000 euro i godtgørelse. I præmis 43 udtaler EMD blandt andet, at EMD gentagne gange har udtalt, at forfølgelse og chikane af medlemmer af retssektoren rammer selveste kernen i de menneskeretlige konventioner, og at ransagning af advokaters gemmer derfor skal være genstand for særlig streng prøvelse (“…. the Court has repeatedly held that since persecution and harassment of members of the legal profession strikes at the very heart of the Convention system, the searching of lawyers’ premises should be subject to especially strict scrutiny”)

I  Aleksanyan mod Rusland afgjort af EMD den 22. december 2008 under sagsnummer 46468/06 fandt EMD blandt andet, at EMRK artikel 8 var krænket som følge af en ransagning foretaget hos en advokat (præmis 218). Der var indhentet ransagningskendelse. Begrundelsen i ransagningskendelsen ansås imidlertid for at være for upræcist formuleret, og beskrivelsen af, hvad der måtte ransages ifølge kendelsen, var for upræcis (præmis 216 og 217). I præmis 214 udtaler EMD generelt, at “EMD gentagne gange har udtalt, at forfølgelse og chikane af medlemmer af retssektoren rammer selveste kernen i de menneskeretlige konventioner” (“The Court has repeatedly held that persecution and harassment of members of the legal profession strikes at the very heart of the Convention system.”), hvorfor ransagning af en advokats lokaliteter skal være genstand for særlig streng prøvelse (“should be subject to especially strict scrutiny”).

Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende ransagning hos advokater er nærmere omtalt nedenfor under  ransagning.

Den russiske NGO “The International Protection Centre”, som yder gratis retshjælp navnlig i sager om påståede menneskerettighedskrænkelser i russiske fængsler, har på organisationens hjemmeside  www.ip-centre.ru gengivet forskellige eksempler på de russiske myndigheders forfølgelse af advokater (“persecution of lawyers”) fra centret samt på chikane mod forsvarsadvokater (“haressment of defence lawyers”). Myndighedernes midler består i følge hjemmesiden blandt andet i at sætte begrænsninger i kommunikationen mellem forsvarsadvokaten og klienterne (“restricting communications between defence lawyers and their clients”), indblanding i advokat-klient privilegiet (“interference in attorney-client privilege”), irettesættelser og forsøg på at indlede disciplinærsager mod advokaterne (“..reprimands and attempted disciplinary proceedings …”).

OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe) afviklede i Tbilisi den 3. og 4. november 2005 en konference, som gengives i OSCE’s rapport af 9. december 2005 med titlen “ROLE OF DEFENCE LAWYERS IN GUARANTEEING A FAIR TRIAL”. Her behandlede mødedeltagerne blandt andet spørgsmålet om myndigheders chikane af advokater, som forsvarer upopulære klienter. Af side 34 i rapporten fremgår således følgende udtalelse: “In some countries, again happily only a few, the lawyer defending an unpopular client may find himself or herself harassed or intimidated. Most of us are fortunate enough to be free of such excesses. But in even the more fortunate countries, defence lawyers face problems.”. På side 37 omtalte en advokat, som havde praktiseret i mange år i Sydafrika under apartheid-systemet, FN’s regler omtalt ovenfor om, at advokater ikke af myndighederne må identificeres med deres klienters værdier. Om apartheid-styrets respekt af denne regel udtalte han blandt andet (også side 37): “There is another aspect of my South African experience which is, I think, relevant to this Conference. Earlier I quoted from the Basic Principles stated by the United Nations Congress on Prevention of Crime the principle that “Lawyers should not be identified with their clients or their clients’ causes”. Even in apartheid South Africa that principle was recognised by the judges, by the lawyers themselves, and even by members of the public. This principle certainly makes it easier for lawyers to take on cases for clients who are unpopular with the government or sections of the public.”

Kendelse af 18. juli 2007 fra Advokatnævnet: Under behandlingen af en drabssag ved retten afgav A’s datter vidneforklaring. Den sigtedes forsvarer, advokat X, nævnte i sin procedure 10 vidners for- og efternavne. Advokat X oplyste under en senere drøftelse, at der på intet tidspunkt under retssagen var indgået aftale mellem parterne om vidnernes anonymitet, at anklagemyndigheden dog havde orienteret hende om, at man ikke agtede at nævne vidnernes efternavne, men at Østre Landsret ikke havde truffet bestemmelse om anonym vidneførsel, ligesom der ikke under retssagen fra parterne eller fra landsrettens side, var givet nogen vidner løfter om anonymitet. Ingen af vidnerne havde fremsat begæring om anonymitet eller om, at tiltalte eller tilhørere blev ført ud, når forklaringen skulle afgives. Samtlige vidneforklaringer under retssagen var afgivet for åbne døre, og hverken politiet eller anklagemyndigheden havde fremsat begæring over for retten om, at de tiltalte ikke blev gjort bekendt med vidnernes identitet. Anklagemyndigheden og politiet havde været klar over, at vidnernes identitet ikke var hemmelig, og at der på intet tidspunkt under retssagen havde været oplysninger fremme om, at nogen vidner skulle have været udsat for trusler. Senere udtalte retsformanden, at det var en misforståelse mellem forsvareren og anklageren, der førte til, at forsvareren under sin afsluttende procedure havde nævnt både for- og efternavn på en række vidner, der ifølge dem selv var blevet lovet navnebeskyttelse. Advokat X havde efter hans opfattelse handlet i god tro. A klagede til Advokatnævnet, der afgjorde sagen således: ”Advokatnævnet lægger til grund, at der ikke af Østre Landsret er afsagt kendelser om beskyttelse af vidnets identitet, jf. retsplejelovens § 848, stk. 2, nr. 2 – nu § 856, stk. 2, nr. 2. Nævnet lægger endvidere til grund, at der ikke er indgået aftale mellem anklagemyndigheden og forsvaret om ikke at nævne vidnernes efternavne under domsforhandlingen. På den baggrund finder nævnet ikke, at advokat (X) ved at nævne vidnernes efternavne i sin procedure har tilsidesat god advokatskik, hvorfor hun frifindes for den rejste klage.”

Meddelelse fra Rigsadvokaten  RAC skr. 43/73 6 af 28. november 1973 vedrørende indberetning om sager mod advokater til statsadvokaterne og rigsadvokaten. Det fremgår heraf blandt andet, at alle sigtelser mod advokater skal indberettes til statsadvokaten, og at dette også gælder for sigtelser, som antages at være grundløse.

Der henvises til strafferetten under kapitel 16 om   Repressalier mod borgere kan lægge en dæmper på lysten til at klage over myndighedspersoners magtmisbrug

I  Elci m. fl. mod Tyrkiet afgjort af EMD den 13. november 2003 under sagsnummer 23145/93 udtalte EMD sig generelt om de nationale myndigheders pligt til at foretage en særlig omhyggelig vurdering af mistankegrundlaget, når der er tale om at anholde medlemmer af retssektoren herunder advokater. Afgørelsen gennemgås nærmere  anholdelse.

I  Aleksanyan mod Rusland afgjort af EMD den 22. december 2008 under sagsnummer 46468/06 fandt EMD blandt andet, at EMRK artikel 8 var krænket som følge af en ransagning foretaget hos en advokat (præmis 218). Der var indhentet ransagningskendelse. Begrundelsen i ransagningskendelsen ansås imidlertid for at være for upræcist formuleret, og beskrivelsen af, hvad der måtte ransages ifølge kendelsen, var for upræcis (præmis 216 og 217). I præmis 214 udtaler EMD generelt, at “EMD gentagne gange har udtalt, at forfølgelse og chikane af medlemmer af retssektoren rammer selveste kernen i de menneskeretlige konventioner” (“The Court has repeatedly held that persecution and harassment of members of the legal profession strikes at the very heart of the Convention system.”), hvorfor ransagning af en advokats lokaliteter skal være genstand for særlig streng prøvelse (“should be subject to especially strict scrutiny”).

Af præmis 669 fremgår således følgende (oversat af undertegnede): “EMD skal understrege den centrale rolle, som retssektoren har med hensyn til retshåndhævelsen og opretholdelsen af legalitetsprincippet. Friheden for advokater til at praktisere uden hindringer er en afgørende del af et demokratisk samfund og en nødvendig forudsætning for at gennemtvinge konventionens regler, i særdeleshed retten til en retfærdig rettergang og retten til personlig sikkerhed. Forfølgelse og chikane mod medlemmer af retssektoren er derfor et angreb mod selve kernen i konventionssystemet. Af denne grund vil beskyldninger om sådan forfølgelse uanset, hvilken form denne tager, men især anholdelse og tilbageholdelse af advokater i stort omfang og ransagninger af advokaters kontorer blive gjort til genstand for en særlig streng prøvelse ved EMD”. På originalsproget er præmis 669 formuleret således: “The Court would emphasise the central role of the legal profession in the administration of justice and the maintenance of the rule of law. The freedom of lawyers to practise their profession without undue hindrance is an essential component of a democratic society and a necessary prerequisite for the effective enforcement of the provisions of the Convention, in particular the guarantees of fair trial and the right to personal security. Persecution or harassment of members of the legal profession thus strikes at the very heart of the Convention system. For this reason, allegations of such persecution in whatever form, but particularly large scale arrests and detention of lawyers and searching of lawyers’ offices, will be subject to especially strict scrutiny by the Court.”