Det ses med mellemrum i dagspressen, at forsvarsadvokater hævder, at de chikaneres eller bagtales overfor disses klienter af polititjenestemænd i polititjenestemændenes forsøg på at få de pågældende til at vælge en anden forsvarer, uden at der tilsyneladende rejses straffesager mod polititjenestemændene efter straffelovens  kapitel 16. I en  artikel af 25. juli 2007 med overskriften “Politiet bagtaler kritiske forsvarsadvokater” i Dagbladet Information skriver journalist Marie Louise Sjølie om en række forsvarsadvokater, som giver mange eksempler på, at politifolk forsøger at lokke sigtede fra at søge advokatbistand hos de pågældende. I artiklen udtaler advokaterne Thorkild Høyer, Michael Juul Eriksen, Hugo Steinmetz, Bjørn Elmquist, Torben Bagge og Peter Hjørne sig om, at de alle har været udsat for sådan politiadfærd. I straffesagen 3300-73251-00003-15 modtog advokat Claus Bonnez i januar 2015  et brev fra sin varetægtsfængslede klient, der var indsat i Arresthuset i Tønder, hvor klienten skriver, at en politibetjent opsøgte ham i arresthuset for at overtale ham til at skifte til en anden forsvarer, idet advokat Claus Bonnez efter politibetjentens opfattelse var “optaget”. 

I bladet “Paragraf, Månedsblad for det juridiske studium ved Aarhus Universitet”, nr. 6, 2011, side 6 og 7, bliver advokat Mette Grith Stage interviewet. Hun citeres blandt andet således: “Da Mette skiftede fra anklagemyndigheden til forsvarer var det fordi hun følte, at hun der kunne gøre en større forskel. For hende var det som ethvert andet jobskifte, men ikke alle de tidligere kolleger havde helt samme pragmatiske syn på sagen. Det blev af nogle anklagere opfattet som en slags forræderi, men det var i høj grad også politifolkene, der syntes, at det var “total dårlig stil” og blev helt anderledes overfor hende. Egentlig synes Mette, at det var ubegrundet, da de jo arbejder inden for samme lov. Så selvom hun ikke selv følte sig som en afhopper, var der alligevel nogen, der så hende på den måde. Ligesom andre populære forsvarere oplever hun også, at politiet ind imellem er trætte af hende og kan finde på at fortælle den sigtede ting, der skal afskrække vedkommende fra at vælge netop hende. Det tager Mette helst med ro, for som hun siger, er det også et slags kvalitetsstempel, at politiet godt kan være lidt trætte af en som forsvarer.”

I dagbladet BT den 23. januar 2005 anføres om advokat Peter Hjørne følgende: “…»Jeg bliver generet af politiet, og det har også omkostninger for mit privatliv. Jeg er stort set konstant sigtet for et eller andet besynderligt og konstrueret. Engang, efter at jeg havde besøgt en klient i et arresthus, tømte jeg mit bagagerum i en container. Den blev efterfølgende gennemsøgt af politiet, og da de fandt en tom vodkaflaske, blev jeg sigtet for at have smuglet ting ind i arresten. Jeg oplever, at det er organiseret chikane,« siger Peter Hjørne. Så sent som den 17. december sad han for første gang i sit liv på den forkerte side af skranken i en retssal. Han var tiltalt for at have givet en klient fortrolige oplysninger, som var tilvejebragt af politiet. Selv forklarer han, at det eneste, han gjorde, var at fortælle en klient, hvad han var blevet sigtet for: »Den sag havde intet med straffeloven at gøre. Det var ren chikane. Da jeg skulle have stævningen, dukkede der adskillige politifolk op i mit hjem, i stedet for at der bare kommer én og afleverer stævningen, som man plejer at gøre det. Det viser for mig, at det er chikane,« ..”. Om advokat Bjørn Elmquist fremgår blandt andet følgende: “Det tidligere medlem af Folketinget og formand for Folketingets Retsudvalg, Bjørn Elmquist, har ligeledes oplevet, at politiet nærmest griner hånligt ad nogle af hans klienter, når de fortæller, at de vil have Elmquist.”.  Afslutningsvist fortæller journalisten, at man forgæves havde forsøgt at få en kommentar fra rigspolitichef Torsten Hesselbjerg.

Den omstændighed, at polititjenestemænd tilsyneladende slipper ustraffet fra sådan adfærd, kan skyldes, at advokaterne ikke orker (eller vover) at anmelde dem til statsadvokaten for overtrædelse af bestemmelserne om magtmisbrug mv. i  straffelovens §§ 155-157. Det kan også skyldes, at myndighederne ikke gennemfører strafforfølgning, når oplysninger om sådan adfærd kommer til myndighedernes kundskab. Se i fremstillingen om politiklageordningen om det menneskeretlige begreb “impugnity“, hvor spørgsmålet om myndighedernes uvilje mod at strafforfølge sig selv behandles.

Ikke kun chikane mod advokater men også en streng kurs med hensyn til disciplinære reaktioner mod advokater kan tilskynde disse til at være for forsigtige, ikke mindst hvis advokatens bistand ønskes overfor offentlige myndigheder eller andre indflydelsesrige institutioner eller personer. Det kan derfor være bekymrende, at formanden for Advokatnævnet, Jon Stokholm, i bladet Advokaten nr. 5, udgivet 15. juni 2011 argumenterer for, at landets advokater skal straffes strengere end tidligere, når de begår advokatfejl. Han citeres for at udtale, at “advokaterne skal tage dette system yderst alvorligt”. Derpå citeres formanden for at udtale, at han “går efter en nulfejlskultur hos advokaterne”