Det følger af retsplejelovens § 185, stk. 1, at bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed kun må finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer.

I  UfR 1983.500 ØLK af 24. januar 1983 i anke 5-433/1982 pålagde Østre Landsret på forsvarerens begæring, at en straffeattest vedrørende et vidne blev dokumenteret under sagen. En politirapport kunne forstås således, at vidnets anmeldelse var en “hævnakt”. Af byrettens kendelse fremgik det blandt andet, at “den begærede bevisførelse, blandt andet under hensyn til V’s udtalelse om, at der er tale om en hævnakt, findes at være af betydning for sagens afgørelse, og at den ikke findes at gå udover den bevisførelse om et vidnes troværdighed, som bestemmelsen i retsplejelovens § 185 forudsætter kan finde sted, idet eventuel dokumentation kan finde sted for lukkede døre”. Kendelsen blev uden yderligere bemærkninger stadfæstet af landsretten.

I  kendelse af 6. november 2008 pålagde Advokatnævnet en advokat en bøde på 10.000 kr. Advokaten havde som forsvarer for tiltalte spurgt et vidne, som anklagemyndigheden førte mod tiltalte, om vidnet tidligere var straffet. Vidnet havde oplyst, at vidnet 13 år tidligere var straffet.

I UfR 1998.1476 VLK fandt landsretten, at forurettede eller dennes bistandsadvokat ikke har adgang til at udtale sig om en begæring fra tiltaltes forsvarer om tilladelse til at stille spørgsmål til forurettede, der vedrører forurettedes almindelige troværdighed og derfor er omfattet af retsplejelovens § 185. Landsretten udtalte blandt andet:

“Det fremgår af forarbejderne til reglerne om advokatbeskikkelse for den forurettede, jf. Folketingstidende 1979-80 (2. samling), Tillæg A, spalte 470f, at bistandsadvokaten ikke skal kunne virke som en yderligere anklager i sagen. I betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager tiltrådte et enigt udvalg dette synspunkt, jf. betænkningen s. 57ff. Flertallet i udvalget kunne af samme grund ikke gå ind for, at bistandsadvokaten med henblik på en klarlæggelse af hændelsesforløbet direkte skulle kunne deltage i afhøringerne af forurettede og andre vidner samt eventuelt tiltalte, jf. betænkningen s. 58.

De samme hensyn må føre til, at en bistandsadvokat ikke skal have adgang til at udtale sig om spørgsmål, der vedrører bevisførelsen om skyldsspørgsmålet. Der er på den baggrund ikke grundlag for at give en advokat, der er beskikket for den forurettede i en voldssag, ret til at udtale sig om, hvorvidt der bør gives en af sagens parter adgang til at stille spørgsmål til den forurettede af den art, der er nævnt i retsplejelovens § 185, stk. 1, 2. pkt. Det må derimod høre til bistandsadvokatens opgaver bl.a. at anmode retten om at gribe ind, såfremt der stilles spørgsmål af den nævnte art til den forurettede, uden at der er givet tilladelse af retten hertil.

Det skal tilføjes, at det åbenbare hensyn, der er til et vidne i situationer, hvor vidnet skal besvare spørgsmål om, hvorvidt vidnet er under tiltale eller har været straffet, er taget ved den procedure, retsplejeloven foreskriver for, hvordan sådanne spørgsmål skal stilles og besvares, jf. retsplejelovens § 185, stk. 1, 3. pkt.

 Med denne begrundelse stadfæstes den trufne beslutning.”

Om adgangen til at indkalde børnesagkyndige som vidner i retten i sager, hvor børn har afgivet forklaring om påstået seksuelt misbrug af barnet  se kapitel 4.3 om børnesagkyndige vidner under domsforhandlingen i betænkning nr. 1420 afgivet i august 2002 af Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn. I kapitlet gennemgås retspraksis, hvor der blandt andet henvises til kendelsen UfR 2002 551 HK, hvor retten afviste, at der kunne stilles spørgsmål til en psykolog, der havde haft et terapeutisk forløb med to drenge, om hendes opfattelse af troværdigheden af de oplysninger, som børnene var fremkommet med. Derimod fandt landsretten ikke, at der var noget til hinder for, at psykologen kunne afgive forklaring om det terapeutiske forløb og om de oplysninger, børnene havde givet under hendes samtaler med dem.

Det har ofte været hævdet, at retsplejelovens § 185, stk. 1, kan føre til, at uskyldige straffes, idet forsvaret med bestemmelsen effektivt afskæres fra at føre bevis for, at et vidne, der belaster forsvaret, ikke taler sandt i retten. Se for eksempel  spørgsmål nr. 924 fremsat den 19. juni 1992 af Kim Behnke (FP). Spørgsmålet blev stillet efter, at forsvareren i “Roum-sagen” i medfør af retsplejelovens § 185, stk. 1, var blevet nægtet som vidne at føre en psykolog, som efter forsvarerens opfattelse havde manipuleret barnet til at fremkomme med usande beskyldninger om seksuelt misbrug begået af tiltalte. Kim Behnke afsluttede sit spørgsmål til ministeren med at bede denne sikre de “nødvendige ændringer” af retsplejelovens § 185, “således at retssikkerheden for tiltalte i straffesager kan genetableres”.

“Roum-sagen”, hvor de tiltalte i begyndelsen af 90’erne blev fundet skyldige, blev efter nye lægelige vurderinger genoptaget af Den Særlige Klageret i 1994-95. Forsvareren, advokat Mogens Tange, udgav i 1995 på forlaget “Tange” bogen “Roum-sagen – en omvendt hekseproces?”. Her sætter forfatteren blandt andet fokus på  mediernes påvirkning af straffesager, børns troværdighed som vidner og behandleres manipulation af børn.

 Betænkning 316 udgivet i 1962 af et udvalg nedsat af Justitsministeriet førte blandt andet til  indsættelsen af retsplejelovens § 183, som indeholdt en forenkling af de tidligere regler om bevisførelsen vedrørende vidners almindelige troværdighed. Indtil fandtes der særskilte regler herom i civilprocessen og i straffeprocessen.

Retsplejelovens § 185, stk. 1, suppleres med § 185, stk. 2, som vedrører bevisførelse om forurettedes tidligere seksuelle adfærd. Det fremgår af stk. 2, at en sådan bevisførelse kan “kun tillades, hvis den kan antages at være af væsentlig betydning for sagen”.

Retsplejelovens  § 185, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 257 af 27. maj 1981. Det oprindelige lovforslag indeholdt et generelt og absolut forbud mod den omhandlende bevisførelse. Under behandlingen i Folketinget blev der dog utrykt betænkeligheder ved et sådant generelt forbud, idet man henviste til, at der kan forekomme sager, hvor det af hensyn til sagens rette opklaring kan være nødvendigt i større eller mindre omfang at komme ind på forurettedes tidligere seksuelle adfærd. Forslaget blev derfor under retsudvalgets behandling ændret til den nugældende formulering, således at muligheden for at tillade en sådan bevisførelse, hvor det er af væsentlig betydning for sagen, blev opretholdt. Se  lovbemærkningerne til lov nr. 257 af 27. maj 1981.

Ved lov nr. 319 af 28. april 2009 blev § 185, stk. 2, udvidet således at den særlige vidnebeskyttelse ikke kun vedrører sager om voldtægt men nu også sager om overtrædelse af straffelovens § 210 samt alle sager i straffelovens kapitel 24 om sædelighedsforbrydelser.  Se bemærkninger til lov nr. 319 af 28. april 2009.

 Om § 185, stk. 2, se nærmere  kapitel 2.7 om reglerne om “indskrænket bevisførelse” i  betænkning nr. 1458 om forbedring af voldtægtsofres retsstilling afgivet af Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg i 2005.

Menneskerettighedsdomstolens praksis viser, at EMRK artikel 6, stk. 3 (d) kræver, at forsvaret skal have rimelig adgang til at føre bevis om vidners troværdighed (“credibility”). Se for eksempel sagen  Al-Khawaja og Tahery mod Storbritannien afgjort den 15. december 2011 under sagsnumrene 26766/05 and 22228/06 af EMD (Storkammeret). Her gennemgik EMD indledningsvist reglerne i national ret (“the Criminal Justice Act 2003”). Af præmis 45 fremgår blandt andet følgende om bestemmelserne i national ret med hensyn til tiltaltes adgang til at føre bevis om et vidnes troværdighed (“credibility”): “.. In addition, section 124 allows the admission of evidence to challenge the credibility of the absent witness, for example through the admission of evidence of his bad character, including previous convictions, a propensity to be untruthful and so on. It also allows the admission of inconsistent statements that the witness has made. Section 124(2) allows the admission of evidence to challenge the credibility of the absent witness in circumstances where it would not be admissible in respect of a live witness, for example when it relates to a collateral issue in the case. ..”. I sagen var der to klagere. For den ene klagers vedkommende fandt storkammeret, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 3, (d), medens dette ikke var tilfældet for den anden klager. Storkammeret fremhævede i den generelle del af sin begrundelse (i præmis 149) blandt andet de ovenfor citerede regler i national ret, hvorefter der var udvidede muligheder for at forsvaret kunne føre bevis om vidnets troværdighed (“credibility”) i tilfælde som det foreliggende, hvor et vidne ikke var mødt, og hvor andre vidner i stedet blev afhørt om, hvad vidnet havde fortalt disse vidner (såkaldt “hearsay statements”). Afgørelsen forudsætter således, at forsvaret har adgang til føre bevis om et vidnes troværdighed, og der skelnes ikke mellem  “almindelig troværdighed” og anden form for troværdighed. 

§ 185 fører i praksis til, at sagkyndige vidner afskæres fra at foretage generelle vurderinger af vidners troværdighed som det for eksempel var tilfældet i den ovenfor omtalte afgørelse UfR 2002 551 HK. Domstolene finder, at det tilkommer dommerne at vurdere beviser og ikke andre sagkyndige. Hvorvidt domstolene er gode til at vurdere beviser, har der gennem tiderne været sået tvivl om. Justitsministeriets forskningspulje afsatte i 2001 midler til støtte af projektet “De retlige aktørers kendskab til vidnepsykologi” af Sune Nolsøe og Camilla Hammer, Københavns Universitet. Specialeafhandlingen udkom den 22. august 2001, og på Justitsministeriets Hjemmeside er der under “rapporter vedrørende forskningspuljen”  gengivet et resume af specialeafhandlingen.

Formålet med specialeafhandlingen var at undersøge, “hvor udbredt kendskabet er til de variabler, der har betydning for vidneforklaringers troværdighed”. I undersøgelsen indgik seks forskellige respondentgrupper bestående af dommere, anklagere, advokater, jurastuderende, politielever og ”almindelige” mennesker. I Justitsministeriets resume hedder det blandt andet: “De juridisk uddannede grupper, der indgår i undersøgelsen, er ikke bedre end de øvrige grupper til at vurdere vidners objektive troværdighed. Resultaterne tilkendegiver dermed, at de juridisk uddannede har et forholdsvist lille kendskab til vidnepsykologi, og at kendskab til vidnepsykologi ikke blot er et spørgsmål om ”common sense”.”

 En praksis som den, der tilsyneladende uden undtagelse følges i dansk ret, hvorefter anklagemyndigheden undlader at gøre forsvaret bekendt med forstraffe hos vidner, kan være i strid med retten til en retfærdig rettergang efter EMRK artikel 6, stk. 1.

I  Rowe og Davis mod Storbritannien afgjort den 16. februar 2000 af EMD under sagsnummer 28901/95 fandt EMD, at EMRK artikel 6, stk. 1, var krænket som følge af, at anklagemyndigheden (og ikke domstolene) havde afgjort, hvilke relevante oplysninger for sagen, som forsvaret ikke skulle have adgang til. I præmis 36 gennemgås en vejledning til den britiske anklagemyndighed, der vedrører spørgsmålet om, hvilke oplysninger anklagemyndigheden under visse nærmere betingelser kan undlade at fremlægge (“disclose”) for forsvaret. Af vejledningen fremgår blandt andet, at anklagemyndigheden kan begrænse forsvarets adgang til strafoplysninger om personer, der ikke er sigtede (for eksempel vidner). I præmis 66 udtaler EMD blant andet: “In conclusion, therefore, the prosecution’s failure to lay the evidence in question before the trial judge and to permit him to rule on the question of disclosure deprived the applicants of a fair trial. The facts of the present case set it apart from that of Edwards cited above, where the appeal proceedings were adequate to remedy the defects at first instance since by that stage the defence had received most of the missing information and the Court of Appeal was able to consider the impact of the new material on the safety of the conviction in the light of detailed and informed argument from the defence.” I præmis 65 betoner EMD blandt andet vigtigheden af, at forsvaret får mulighed for at benytte materiale, som underminerer vigtige vidners troværdighed (“undermine the credibility of key witnesses”).

Det fremgår nærmere af vejledning af 12. september 2007 om “Disclosure of Previous Convictions of Prosecution Witnesses” fra The Crown Prosecution Service i England og Wales, at enhver oplysning om et vidnes forstraffe, der kan forventes at ville kunne underminere (“undermine”) anklagemyndighedens bevisførelse, eller som forventes at ville kunne gavne (“assist”) tiltaltes bevisførelse, skal videregives til forsvaret. Dette gælder for eksempel også oplysninger om såkaldte “spent convictions”, hvilket vil sige oplysninger om strafferetlige afgørelser mod vidnet, der er så gamle, at de ikke længere findes på vidnets straffeattest. Er vidnet straffet for for eksempel falsk forklaring, vold mod tjenestemand eller bedrageri, skal oplysningerne om disse straffe uden undtagelse fremlægges for forsvaret. Tidligere bagatelsager mod vidnet skal også fremlægges, hvis de skønnes relevante efter kriteriet nævnt ovenfor. Kun i tilfælde, hvor anklagemyndigheden er overbevist om, at oplysninger om et vidnes forstraffe ikke kan underminere anklagemyndighedens bevisførelse eller være til gavn for forsvarets bevisførelse, behøver anklagemyndigheden ikke underrette forsvaret om vidnets forstraffe. Der angives en række vejledende eksempler: Har anklagemyndighedens vidne for eksempel under afhøringen benægtet, at vidnet har haft noget med narkotiske stoffer at gøre, og er vidnet tidligere straffet for forhold, der relaterer sig til narkotiske stoffer, skal eventuelle forstraffe fremlægges. Benægter anklagemyndighedens vidne, at vidnet kan føre bil, og findes der tidligere afgørelser mod vidner, der indicerer, at vidnet har ført bil, skal disse fremlægges.

I sagen  James Holland underkendte “Privy Council” i 2005 en afgørelse, hvor de skotske domstole havde fundet en person skyldig i en forbrydelse, idet anklagemyndigheden havde undladt for forsvaret under sagens forberedelse at fremlægge oplysninger om vidnernes relevante forstraffe. Der var i afgørelsen enighed om, at EMRK artikel 6 (1) skal forstås således, at anklagemyndigheden forud for en straffesags behandling for retten skal fremlægge oplysninger om relevante forstraffe vedrørende anklagemyndighedens vidner. Se side 25 og 26. Der henvistes blandt andet til EMDs afgørelse i sagen  Edwards v United Kingdom (13071/87), præmis 36, hvor blandt andet følgende fremgår: “The Court considers that it is a requirement of fairness under paragraph 1 of Article 6 (art. 6-1), indeed one which is recognised under English law, that the prosecution authorities disclose to the defence all material evidence for or against the accused. …”

I  Ajdaric mod Kroatien afgjort af EMD den 13. december 2011 under sagsnummer 20883/09 anså EMD EMRK artikel 6, § 1, krænket som følge af den bevisvurdering, som de nationale domstole havde foretaget, da disse havde fundet klageren skyldig i medvirken til tre drab. Det fremgår af præmis 36, at klageren var fundet skyldig alene på baggrund af en forklaring fra et enkelt vidne. I præmis 47 kritiserer EMD blandt andet, at de nationale domstole ikke havde forsøgt at få verificeret vidnets forklaringer men havde antaget dem som sande (“truthful”) uagtet den omstændighed, at der var lægelig dokumentation, som viste, at vidnet led af en histrionisk personlighedsforstyrrelse. Sidstnævnte betragtning er interessant, idet EMD i sin afgørelse forudsætter, at oplysninger om et vidnets psykiske tilstand, kan være relevante at få fremlagt for retten. Da retsplejelovens § 185, stk. 1, i en dansk sag meget vel vil kunne afskære forsvaret fra at tilvejebringe (og fremlægge) sådanne oplysninger, kan bestemmelsen være i konflikt med den praksis, som kommer til udtryk i ovennævnte afgørelse. Afgørelsen er nærmere kommenteret under  retsplejelovens § 880.

I dansk ret er det sædvanlig praksis, at anklagemyndigheden ikke oplyser forsvaret om, hvorvidt et vidne, som ønskes ført af anklagemyndigheden, måtte være tidligere straffet for eksempel for falsk forklaring for retten. Forsvaret og retten afskæres dermed faktisk fra oplysninger om, hvorvidt et vidne har været straffet for eksempel for falsk forklaring for retten, falsk anmeldelse eller andre strafbare forhold, som kan påvirke troværdigheden af vidnets forklaring. I straffesagen  7-2599/2011, der blev afgjort ved Retten i Herning den 25. juni 2012, blev tiltalte idømt en ubetinget fængselsstraf blandt andet på baggrund af et vidneudsagn fra et vidne, som indledende oplyste, at han “kender straffen for falsk vidneforklaring, idet han tidligere er straffet for dette” (dombogens side 5, øverst). Havde vidnet ikke på eget initiativ oplyst dette, ville forsvareren (eller retten) i overensstemmelse med sædvanlig praksis i dansk ret ikke være blevet informeret om dette.

Se nærmere i kapitlet “Mere om bevisførelsen under hovedforhandlingen” nedenfor, hvor der blandt andet behandles forskellige vidnepsykologiske aspekter. 

 Betænkning 1056 om anonyme vidner – 1985