Blandt andet den europæiske menneskerettighedskonvention forudsætter, at der i de nationale retssystemer er indbygget mekanismer, som skal sikre, at rimeligt begrundede påstande om myndighedspersoners vold, overgreb eller chikane mod borgere efterforskes. Der skal være adgang til oprejsning for borgere, som har været udsat for sådan adfærd fra myndighedspersoner, og der skal være strafforfølgning for sådan adfærd, der skal mødes med tilpas strenge sanktioner. Politiets uvilje mod at indlede efterforskning mod ansatte i politiet eller ansatte i andre offentlige myndigheder (for eksempel fængselspersonale, der af indsatte beskyldes for vold eller andre overgreb mod den indsatte eller medindsatte) er et fænomen, som påkalder sig stor opmærksomhed hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og den Den Europæiske Torturkomite. Emnet behandles mere indgående nedenfor under kapitlet om såkaldt “impuniy” (immunitet mod strafforfølgning).

Det er ikke tilstrækkeligt til at begrænse myndighedspersoners  (for eksempel fængselspersonales) immunitet mod strafforfølgning, at politiet loyalt forfølger sagerne, når der indgives anmeldelse. Indsatte i fængsler eller disses pårørende vover måske ikke at indgive anmeldelse til politiet af skræk for  repressalier fra de berørte myndighedspersoner eller disses kolleger. Menneskerettighedsdomstolen har udviklet en praksis, hvorefter myndighederne er pålagt på  eget initiativ at efterforske forholdet, hvis der opstår mistanke om vold eller overgreb mod personer i myndighedens varetægt.

Offentlige myndigheders pligt til at indgive politianmeldelse i tilfælde, hvor der hos myndigheden er opstået mistanke om, at ansatte under myndigheden, kan have begået strafbart forhold, følger blandt andet af  Justitsministeriets cirkulære nr. 219 af 10. november 1938 til samtlige Statsmyndigheder angaaende Anmeldelse til de strafforfølgende Myndigheder af Lovovertrædelser begået af Tjenestemænd og dermed ligestillede.” Cirkulæret, der har baggrund i en række anbefalinger fra et udvalg nedsat under Justitsministeriet, præciserer blandt andet den selvfølgelighed, at myndighederne har pligt til at indgive anmeldelse til politiet, så snart, der er opstået “rimelig Formodning” om, at personale under myndigheden kan have overtrådt straffeloven, “ogsaa selv om Anmeldelse ikke foreligger, og selv om den krænkede ikke ønsker noget foretaget”.

I bemærkningerne i kapitel 14 i  Betænkning nr. 1507 om behandling af klager over politiet  til retsplejelovens § 1020 a om politiklagemyndighedens pligt til at indlede efterforskning, når der er rimelig formodning for, at polititjenestemænd har begået strafbart forhold, fremgår følgende:

“Til § 1020 a

Politiklagemyndigheden kan ikke kun indlede efterforskning, hvis der indgives en anmeldelse, men kan også af egen drift indlede en efterforskning, hvis det på grund af oplysninger i medierne eller af andre grunde skønnes nødvendigt for at få strafforfulgt politipersonale, der kan have gjort sig skyldig i strafbare forhold.

Det er dog efter stk. 1 normalt en betingelse for at indlede en efterforskning, at der er rimelig formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige. Denne betingelse svarer til, hvad der almindeligvis gælder i straffesager, jf. retsplejelovens § 742, stk. 2.

Efter stk. 2 fraviges betingelsen om rimelig formodning om et strafbart forhold dog i de meget alvorlige sager, hvor nogen er kommet alvorligt til skade eller er død som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt. Der skal i sådanne tilfælde altid indledes en efterforskning i strafferetsplejens former for at sikre, at der gennemføres en tilbundsgående undersøgelse. Det gælder også, selv om der ikke er en rimelig formodning om, at nogen har begået et strafbart forhold. Som angivet i bemærkningerne til lovforslaget i 1995 (Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 3572) har efterforskningen i disse tilfælde et noget videre sigte, end det normalt er tilfældet efter retsplejelovens § 743. Begivenhedsforløbet f.eks. i forbindelse med en skudafgivelse, hvor nogen bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade, skal oplyses så grundigt som muligt ikke blot for at vurdere, om der er grundlag for et strafferetligt eller disciplinært ansvar, men også for at lære af hændelsesforløbet, herunder om forløbet kan give anledning til at ændre procedurer, indskærpe regler eller lignende. Om § 1020 a, stk. 2-sagerne henvises i øvrigt til kapitel 3.5.2.3.

Udvalget foreslår ikke ændringer i bestemmelsen i stk. 2, dog således at det naturligvis nu er Politiklagemyndigheden, der skal forestå efterforskningen. Disse sager betegnes i daglig tale § 1020 a, stk. 2-sager, og det vil stadig kunne være tilfældet.

Hvis der er rimelig formodning om, at en polititjenestemand har begået et strafbart forhold, eller der er tale om dødsfald eller alvorlig tilskadekomst, jf. § 1020 a, stk. 2, skal politiet straks underrette Politiklagemyndigheden. Det forudsættes, at der etableres en vagtordning, således at det altid er muligt at etablere kontakt til Politiklagemyndigheden, der hurtigst muligt sørger for at komme til stede. Indtil medarbejdere fra Politiklagemyndigheden kan komme til stede, kan politiet f.eks. foretage afspærring, iværksætte lægeundersøgelse og sikre vidners identitet, jf. lovudkastets § 1020 c, stk. 3. Politiet bør derimod almindeligvis ikke påbegynde egentlig afhøring af de involverede eller vidner.

 Bestemmelsen i stk. 3 svarer til sidste punktum i den gældende § 1020 a, stk. 2. Det foreslås, at denne bestemmelse udskilles til et særskilt stykke.”

Retsplejelovens § 1020 a angår, som det fremgår ovenfor, alene polititjenestemænd. For at opfylde kravene i artikel 2 og artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er myndighederne pligtige til at foretage en en grundig efterforskning og eventuel strafforfølgning også i tilfælde, hvor andre (for eksempel fængselspersonale) med rimelig grund mistænkes for en lignende adfærd. I straffuldbyrdelsesretten behandles indsatsen mod  fængselspersonales vold og overgreb mod indsatte nærmere.

Det hævdes undertiden, at for eksempel dørmænd, vagtfolk, butiksdetektiver m. fl., som anmeldes for vold i forbindelse med deres arbejde, i højere grad end andre undgår strafforfølgning som følge af en generel uvilje hos politiet og anklagemyndigheden mod at strafforfølge sådanne personer. Statsadvokatens afgørelse    SA3-2006-321-0282 kan opfattet som et eksempel på en sådan holdning hos polititjenestemænd. Her var to polititjenestemænd blandt andet tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 155 ved at have undladt at rejse sigtelse mod personer involveret i et slagsmål foran et diskotek, hvortil polititjenestemændene var tilkaldt. Den ene af de to polititjenestemænd var derudover tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 125, stk. 1, nr. 2, om bevisforvanskning ved at have bortskaffet en kniv, som han havde fået overdraget fra en dørmand på gerningsstedet, hvor der i forbindelse med volden havde været anvendt kniv. Den pågældende polititjenestemand blev fundet skyldig i bevisforvanskning. Det fremgår ikke af sagen, hvilken straf, som polititjenestemændene blev idømt ved byretten. Det fremgår imidlertid, at de af Rigspolitichefen hver blev idømt hver en disciplinær bøde på 800 kr. Polititjenestemændene ses således ikke at være afskediget som følge af sagen. Anklagemyndigheden ankede i øvrigt ikke byrettens afgørelse.

I Biser Kostov mod Bulgarien afgjort af EMD den 10. januar 2012 under sagsnummer 32662/06 fandt EMD, at den processuelle del af EMRK artikel 3 var krænket. Anklagemyndigheden havde undladt at rejse tiltale mod butikspersonale for vold mod en person, som butikspersonalet mistænkte for butikstyveri. Personen, der af butikspersonalet var blevet tilbageholdt i butikkens baglokale for tyveri af en flaske spiritus, havde til politiet forklaret, at han var blevet udsat for vold, medens han og butikspersonalet befandt sig i butikkens baglokale og ventede på politiet, som butikspersonalet havde tilkaldt. Der var efterfølgende konstateret skader på personen. Butikspersonalet havde forklaret under en efterfølgende sag ved de nationale myndigheder, at personen til dem havde forklaret, at han havde været i slagsmål, inden han ankom i butikken. I præmis 78 præciserer EMD, at myndighederne også er pligtige til at indlede en uafhængig (“independent”) undersøgelse i tilfælde, hvor der klages over adfærd omfattet af EMRK artikel 3 udøvet af private. I sådanne tilfælde skal der naturligvis også være tale om en rimeligt begrundet anmeldelse (“arguable claim”). 

I dansk ret er anklagemyndigheden underkastet et såkaldt objektivitetsprincip, som udledes af retsplejelovens § 96, stk. 2. Heraf fremgår, at anklagemyndigheden “skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted”.

Det er efter straffelovens § 164 forbundet med straf at indgive falsk anmeldelse til politiet (eller andre myndigheder).