Kommentarer til reglerne om fuldbyrdelse af bødestraffe

Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

opdateret 16. marts 2013


Kapitel 16

Fuldbyrdelse af bødestraffe

Landsforeningen KRIMs samling om fuldbyrdelse af bødestraffe

Bødeforvandlingsstraf. FOB.79.137


Bødeafsoning (bødeforvandling) kan ikke finde sted, hvis skyldneren ikke har betalingsevne

Det følger af straffelovens § 53, at der skal træde en forvandlingsstraf af fængsel i stedet, hvis en bøde ikke indgår. Efter ordlyden af denne bestemmelse skal en person, der ikke betaler en bøde, i stedet afsone en fængselsstraf.

Dette udgangspunkt modificeres imidlertid af straffuldbyrdelseslovens § 91, der har følgende ordlyd: "Betales en bøde ikke, inddrives den af restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre inddrivelsesmyndigheden skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den pågældendes levevilkår."

Af § 36 i bekendtgørelse nr. nr. 922 af 24. august 2011 om inddrivelse af gæld til det offentlige følger blandt andet, at restanceinddrivelsesmyndigheden, som er tillagt kompetencen med hensyn til at vurdere, om skyldneren (den "bødefældte") har betalingsevne, kun oversender sagen til politiet "med henblik på afgørelse af, hvorvidt den pågældende skal udstå forvandlingsstraf for bøden", hvis det ikke er muligt at inddrive en bøde helt eller delvist, og skyldneren efter en konkret vurdering har "betalingsevne".

Det er således kun i tilfælde, hvor skyldneren mangler vilje til at betale bøden, at der kan ske bødeafsoning. Skyldnere, der ikke kan betale bøden, kan således ikke indsættes til bødeafsong.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vurderer betalingsevnen efter reglerne i kapitel 6 i ovennævnte bekendtgørelse nr. nr. 922 af 24. august 2011 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er skyldnerens "månedlige nettoindkomst" (beregnet efter bekendtgørelsens § 14), der lægges til grund for beregningen af betalingsevnen. Det følger imidlertid af § 13, stk. 2, at skyldneren må fradrage udgifter til følgende:

1) rimelige udgifter til bolig, jf. bekendtgørelsens § 15,

2) nettoudgifter til husstandens mindreårige hjemmeboende børn, jf. bekendtgørelsens § 16,

3) udgifter til samvær med mindreårige børn, jf. bekendtgørelsens § 16-17,

4) bidragsforpligtelser, jf. bekendtgørelsens § 18,

5) udgifter til særlige behov, jf. bekendtgørelsens § 19,

6) udgifter til ganske særlige behov, jf. bekendtgørelsens § 20,

7) et rådighedsbeløb, jf. bekendtgørelsens § 21,

8) ydelser på ægtefællens gæld, jf. bekendtgørelsens § 22, og

9) ydelser på anden gæld, jf. bekendtgørelsens § 23.

Det følger af § 21 i bekendtgørelsen, at det omhandlede rådighedsbeløb (i 2013) udgjorde 4.600 kr. pr. måned, og at dette forhøjes med 3.200 kr. pr. måned, hvis skyldneren har en ægtefælle. Det er også værd at bemærke, at ydelser på "anden gæld" efter punkt 9 blandt andet udgør studiegæld, megen anden gæld til det offentlige samt gæld omfattet af retsplejelovens § 509 (det såkaldte "trangsbeneficium").

Er et bødekrav forældet efter straffelovens § 97 a, kan bøden i sagens natur ikke inddrives, uagtet at den domfældte måtte have betalingsevne. Dette skyldes, at bødekravet ikke længere består.

Af Skatteministeriets svar af 29. marts 2012 på spørgsmål nr. 128 fra Folketingets Finansudvalg omtales reglerne om forældelse af bøder og forvandlingsstraf. Her anføres blandt andet følgende:

"Ifølge straffelovens bestemmelser forælder bøder, der ikke overstiger 10.000 kr., efter 5 år, mens forældelsesfristen for den tilhørende forvandlingsstraf er 3 år.
Bøder, der overstiger 10.000 kr. forældes efter 10 år, mens bødeforvandlingsstraffen forældes efter 5 år.

Har skyldner ikke betalingsevne, kan sagen ikke oversendes til politiet. I stedet overvåges skyldners indkomst- og formueforhold med henblik på at vurdere, om
skyldner igen får betalingsevne."

Det fremgår således af ovenstående, at muligheden for bødeafsoning forældes tidligere end muligheden for inddrivelse af bødebeløbet.

Princippet om, at bødeafsoning ikke kan ske, hvis skyldneren ikke har betalingsevne, er ikke nyt:

Af kapitel 7, afsnit 1.3, i straffelovrådets betænkning 1441 om visse forældelsesretlige spørgsmål fremgår følgende:  "I administrativ praksis træffes alene beslutning om bødeafsoning, hvis den pågældende skønnes at have betalingsevne, sml. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 394 af 17. maj 2001 om opkrævning og inddrivelse m.v. af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger samt den administrative behandling af sager om eftergivelse af bøder og konfiskationsbeløb (bødebekendtgørelsen) § 29, stk. 3, nr. 1, hvorefter afgørelse om forvandlingsstraf ikke må træffes, hvis skyldneren ikke kan antages at have betalingsevne." Det er værd at bemærke, at det efter retsplejelovens § 97 a følger, at bøder, hvis der ikke forinden er indgivet begæring om udpantning, bortfalder efter 5 år, hvis bøden ikke overstiger 10.000 kr., og 10 år, hvis den overstiger 10.000 kr. Afdragsordninger medfører ikke udskydelse af fristen. Se for eksempel UfR 1953, s. 144 V, UfR 1954, s. 880 V, og UfR 1958, s. 624 Ø. Det er i dommen i UfR 1954, s. 880, antaget, at dette gælder, selv om der i forbindelse med afdragsordningen er udstedt gældsbrev.

De processuelle regler vedrørende fritagelse for bødeforvandling mv.

Det er politiet, der træffer afgørelse om bødeforvandling (bødeafsoning) jævnfør kapitel 3 i bekendtgørelse 1022 af 17. oktober 2005 om opkrævning af visse bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger m.v. samt afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf for bøde (bødebekendtgørelsen). Af § 8 følger blandt andet, at politiet skal påse, at restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget en vurdering af skyldnerens betalingsevne, inden restancemyndigheden har overgivet sagen til politiet med henblik på iværksættelse af bødeafsoning. Er der tvivl mellem de to myndigheder om, hvorvidt betingelserne for bødeafsoning er opfyldt, skal Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen afgøre spørgsmålet.

Det følger af kapitel 3, at en ansøgning om fritagelse for at udstå forvandlingsstraf behandles af restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre ansøgningen er begrundet i ikke-økonomiske hensyn som for eksempel helbred eller alder, hvor ansøgningen i stedet behandles af politiet.

Ombudsmanden udtalte i 2005 kritik af politiets praksis ved behandlingen af sager om eftergivelse, henstand mv. mht. bødebetaling

I Rapport om undersøgelse af 75 bødesager fra 5 politimestre afgivet i maj 2005 redegør Folketingets Ombudsmand for resultatet af en undersøgelse, hvor ombudsmanden havde bedt 5 udvalgte politikredse om hver at fremlægge et antal sager for ombudsmanden, hvor politiet havde givet afslag afdragsvis betaling af bøder jf. § 90, stk. 2, i straffuldbyrdelsesloven, afslag på henstand med betaling af bøder efter samme bestemmelse og afslag på eftergivelse af bøder jf. § 90, stk. 3, i straffuldbyrdelsesloven. Politikredsene oplyste ombudsmanden, at det ikke var umiddelbart muligt via politiets edb-system at udfinde sager, der opfyldte de kriterier, som ombudsmanden efterlyste, og at det ville være nødvendigt at udfinde sager manuelt, hvilket var meget ressourcekrævende. Ombudsmanden accepterede efterfølgende i stedet at modtage sagslister med afsluttede sager af den omhandlede art inden for en afgrænset periode. Herfra udtog ombudsmanden et antal sager fra hver politikreds, der blev genstand for undersøgelsen. I undersøgelsens konklusion på side 94 anfører Folketingets Ombudsmand følgende:

"Det giver anledning til væsentlige betænkeligheder at det ikke viste sig muligt at fremfinde de sager som jeg oprindeligt ønskede skulle indgå i undersøgelsen.

Undersøgelsen har påvist tilsidesættelse af nogle grundlæggende forvaltningsretlige regler: Notatpligten, persondatalovens bestemmelser om underretning, forvaltningslovens bestemmelser om begrundelse (i et relativt mindre antal tilfælde) og klagevejledning, reglerne om bevaring af dokumenter og autentiske brevkopier (af individuelle breve) samt kravet om underskrift af afgørelser mv.

Det materiale som findes i de undersøgte sager, gør det ikke muligt at dokumentere at andre grundlæggende forvaltningsretlige regler er overholdt: Reglerne om partsrepræsentation, partshøring, sagsoplysning og begrundelse (i hovedparten af tilfældene). Sidst, men ikke mindst, har det ikke været muligt at efterprøve om de forvaltningsretlige krav til hjemmel har været overholdt i de undersøgte sager.

Myndighedernes reaktion på den foreløbige rapport kan sammenfattende beskrives som adækvat, men på centrale punkter indtil videre noget henholdende (med hensyn til overholdelse af persondatalovens underretningsregler, reglerne om klagevejledning
og kravet om underskrift af afgørelser mv.)."