Kommentarer til reglerne om brug
af sikringsceller, tvangsfiksering mv.

Af advokat (H) Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

Senest opdateret 26. oktober 2014

 

Landsforeningen KRIMs samling af administrative regler mv. om legemsundersøgelser, magtanvendelse og indgreb mod indsatte

Sikringscelleanbringelse

En indsat fik tilkendt erstatning for anbringelse i enrum og sikringscelle, hvor han var blevet placeret for ikke at efterkomme en ulovlig anvisning fra en fængselsbetjent. Se AKS 1997.75.

Sikringscelle (hurtigt lægetilkald). FOB.90.101

Om indikationskravet "truende vold"

Som det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1, kan anbringelse i sikringscelle ske for at "afværge truende vold", "voldsom modstand" eller for at "hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse".

Bestemmelsen er udtømmende. Såfremt en eller flere af de tre betingelser ikke er opfyldt, kan det ikke komme på tale at anvende sikringscelleanbringelse over for indsatte - hverken med eller uden fiksering.

Hvad lovgiver nærmere forstår ved indikationen "truende vold", har blandt andet Jakob Schiøler beskæftiget sig med i ph.d.-afhandlingen "Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om indgreb over for indsatte", 1. udgave, 1. oplag, DJØF 2012. På side 367 indleder forfatteren med at fastslå, at vendingen "truende vold" stammer fra den ophævede § 48 i straffeloven, der nu er afløst af straffuldbyrdelseslovens §§ 65 og 66 om henholdsvis anvendelse af håndjern og af sikringscelle mod indsatte, og som havde følgende formulering: "Spændetrøje, håndjern, hensættelse i sikringscelle eller andre sikringsmidler kan i det for øjemedet nødvendige omfang anvendes for at afværge truende vold, betvinge voldsom modsand eller forebygge rømning ..". Forfatteren peger derpå på, at det i den tilsvarende bestemmelse (§ 25, stk. 2 i Betænkning afgiven af kommissionen nedsat til at foretage et gennemsyn af den almindelige borgerlige straffelovgivning - 1912) var anført, at sikringscelleanbringelse kunne anvendes blandt andet for at afværge "voldsomheder". Forfatteren konkluderer derpå, at ordet "voldsomheder" ikke kun inkluderer vold mod personer men også hærværk. Det var ikke kun ovennævnte betænkning fra 1912, der lå til grund for straffeloven. Der blev afgivet to yderligere betænkninger: Betænkning indeholdende udkast til love vedrørende den borgerlige straffelovgivning med motiver udarbejdet af Carl Torp - 1917 og Betænkning afgiven af straffelovskommissionen af 9. november 1917 - 1923. Forfatteren påpeger derpå, at det i 1917-betænkningen er anført, at sikringscelle blandt andet kan anvendes, når der er behov for at "afværge truende vold" (betænkningens § 47). I § 52 i 1923-betænkningen videreføres bestemmelsen med formuleringen "afværge truende vold". Forfatteren noterer sig, at der hverken i 1917-betænkningen eller i 1923-betænkningen er redegjort for, hvorfor man har valgt denne ændrede formulering. Forfatteren peger derfor på, at formuleringen "afværge truende vold" også "er tiltænkt at omfatte handlinger, som indebærer skade på ting" (phd.-afhandlingens side 370, øverst). Forfatteren erkender på samme side, at denne forståelse af begrebet "vold" efter en nutidig sprogbrug virker "noget anstrengt".

Der synes ikke at være belæg for - som anført ovenfor af Jakob Schiøler - at antage, at lovgivningsmagten har forstået formuleringen "truende vold" i straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1, nr. 1, således, at "truende vold" også indebærer skade på ting (hærværk). Det er korrekt, som anført af forfatteren, at straffelovens § 48, der handlede om blandt andet sikringscelleanbringelse, havde formuleringen "afværge truende vold" ligesom straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1, nr. 1. De nærmere detaljer om anvendelse af sikringscelle var imidlertid nærmere reguleret i det nu ophævede cirkulære nr. 98 af 27. maj 1994 om anvendelse af observationscelle, sikringscelle, fiksering m.v. i Kriminalforsorgens anstalter og arresthusene, som havde hjemmel i Bekendtgørelse nr. 423 af 21. juni 1973 om fuldbyrdelse af frihedsstraf, der var udstedt i medfør af blandt andet straffeloven. Af cirkulærets § 1 fremgik blandt andet, at observationscelle kunne anvendes blandt andet for at "hindre hærværk". I cirkulærets § 8, der vedrørte brugen af sikringscelle, var der imidlertid intet anført om hærværk. Derimod fremgik det, at sikringscelle kunne anvendes for at "afværge truende vold". Medens straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1, nr. 1, blandt andet stiller som betingelse for at sikringscelle kan anvendes, at det sker for at "afværge truende vold", er der som indikationskrav for brugen af observationscelle. I § 64, stk. 1, nr. 1, blot anført, at en indsat kortvarigt af "ordens- eller sikkerhedsmæssige grunde" kan anbringes i "særlig observationscelle". I § 15, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 440 af 30. maj 2008 om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle mv., i fængsler og arresthuse, er det anført, at anbringelse i observationscelle blandt andet kan finde sted for at "forebygge hærværk".

Ovenstående gennemgang tyder på, at lovgivningsmagten (og Justitsministeriet samt Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har stået bag de administrative forskrifter både før og efter straffuldbyrdelseslovens vedtagelse) utvivlsomt har skelnet mellem "vold" og "hærværk", og at man har haft til hensigt at videreføre en retstilstand, hvorefter sikringscelle kunne anvendes blandt andet for at "afværge truende vold" men ikke for at hindre hærværk, hvorimod observationscelle også kunne anvendes for at forebygge hærværk. En sådan retstilstand synes at have været gældende i hvert tilfælde tilbage fra juni 1973 og måske endnu længere tilbage.

Mere om sikringscelleanbringelse

I Hellig mod Tyskland afgjort af EMD den 7. juli 2011 under sagsnummer 20999/05 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at en indsat havde været afklædt, således at han var nøgen under ophold i en sikringscelle. Se afgørelsens præmis 57. I præmis 56 henviser EMD til udtalelser fra CPT, hvor CPT har kritiseret Finland og Belgien for at placere indsatte i sikringscelle afklædt.

I præmis 29 i Hellig mod Tyskland anfører EMD:

"29.  The following extracts are taken from the 2nd General Report of the European Committee for the Prevention of Torture (CPT/Inf (92) 3):

“56.  The CPT pays particular attention to prisoners held, for whatever reason (for disciplinary purposes; as a result of their 'dangerousness' or their 'troublesome' behaviour; in the interests of a criminal investigation; at their own request), under conditions akin to solitary confinement.

The principle of proportionality requires that a balance be struck between the requirements of the case and the application of a solitary-confinement-type regime, which is a step that can have very harmful consequences for the person concerned. Solitary confinement can, in certain circumstances, amount to inhuman and degrading treatment; in any event, all forms of solitary confinement should be as short as possible ...”

From the CPT report on Finland 1998 (CPT/Inf (96)28):

“102. It should be added that the unit also contained an "observation cell" in which prisoners considered to be suicidal or likely to injure themselves could be located. Surveillance was maintained via an internally mounted CCTV camera ...  
The delegation was informed that prisoners placed there would often be stripped of their clothes and left naked in the cell. Such a practice is completely unacceptable.

The CPT recommends that the practice of placing prisoners naked in the observation cell be ended immediately; prisoners placed in this cell should be provided with  
tear-proof clothing and bedding ...”

From the CPT report on Belgium 2009 (CPT/Inf (2010)24 (translation from the French original):

“130. ... To keep a prisoner naked in a cell constitutes, according to the CPT, degrading treatment. The CPT recommends that this practice be stopped immediately. Specially adapted clothing exists which permits the prisoner to keep a minimum amount of clothing while taking into account the risk of suicide.”

Sikringscelleanbringelse med tvangsfiksering

Anbringelse i en sikringscelle, hvor den indsatte fikseres til en seng må - ligesom tilfældet er for andre magtmidler - ifølge de europæiske fængselsreglers artikel 64 § 1 (modsætningsvist) ikke anvendes som afstraffelse mod de indsatte.

Den europæiske torturkomite (CPT) besøgte i februar 2008 blandt andet Statsfængslet Østjylland. Komiteen udtalte i en rapport offentliggjort på CPT's hjemmeside den 25. september 2008, at de langvarige anbringelser i sikringscelle, hvor de indsatte fastspændes i mange timer og nogle gange i flere dage, kan betragtes som mishandling ("Ill-treatment"). Sådan mishandling er i strid med Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, der omhandler tortur. Komiteen henstiller, at behovet for sikringscelleanbringelse vurderes af en læge og ikke af fængselspersonale. Endvidere henstiller komiteen, at den indsatte skal have menneskelig kontakt under hele fikseringen af personer - helst sundhedspersoner - der er til stede i rummet, hvor den fikserede ligger. En normal fiksering bør ikke vare mere end "minutter" og bør sjældent udstrækkes til at vare i "timer".

Udtalelserne fra CPT fremgår af "Report to the Government of Denmark on the visit to Denmark carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 11 to 20 February 2008", offentliggjort den 25. september 2008 på CPTs hjemmeside. Udtalelserne fremgår af rapportens §§ 69-71. Læs mere.

Den europæiske torturkomite kritiserede i 2007 et tilfælde, hvor en indsat i Tjekkiet havde været fikseret til en seng i en sikringscelle i 6 timer og 10 minutter. Torturkomiteen bemærkede i samme sag, at beslutningen om anbringelse i sikringscelle ikke skal træffes af fængselsfunktionærer men en læge, at der skal være fast vagt under hele forløbet, at den faste vagt skal være i "direkte" kontakt med den indsatte, og at der skal udfærdiges en tilsynsrapport, hvoraf det løbende fremgår, hvilke overvejelser der foretages for at bringe anbringelsen til ophør. Læs mere om udtalelsen her.

Østre Landsret fandt i dom af 4. juni 2014 i sagen B-1871-11, at EMRK artikel 3 var krænket i en række tilfælde, hvor en indsat i forskellige fængsler havde været anbragt i sikringscelle med fiksering. Landsretten konstaterede i sin afgørelse, at den omstændighed, at en fiksering er uberettiget, eller at den er fortsat i længere tid end nødvendigt, må føre til, at EMRK artikel 3 er krænket. Dette formulerede landsretten således: "I det omfang indsættelse i sikringscelle og fiksering med hånd- og fodremme samt mave-bælte og eventuelt tillige handsker har været uberettiget, må navnlig fikseringen anses for at medføre en så intens fysisk og psykisk lidelse, at indgrebet omfattes af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, jf. blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 29. maj 2012 i sagerne 16563/08, 40841/09, 8192/10 og 18656/10, Julin, præmis 127. Det samme gælder i de tilfælde, hvor fikseringen i sikringscellen må anses for berettiget, men hvor indgrebet er fortsat i længere tid end nødvendigt." Den pågældende fik tilkendt en godtgørelse på 50.000 kr. "efter erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 13 og 41". Østre Landsret udtalte i dommens konklusion blandt andet: ".. Direktoratet har handlet i strid med forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling og straf i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 ved i 4 tilfælde uberettiget at have anbragt A i sikringscelle og der fiksere ham til en briks samt ved i 8 tilfælde at lade en i øvrigt berettiget anbringelse i sikringscelle og fiksering vare ved i længere tid end berettiget. .." Afgørelsen er gengivet og kommenteret i U.2014.3045Ø.

I Tali mod Estland afgjort af EMD den 13. februar 2014 under sagsnummer 66393 fandt EMD, at det udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3, at en indsat i et fængsel blandt andet havde været tvangsfikseret i 3 timer og 40 minutter. I præmis 73 anførte regeringen til støtte for, at tvangsfikseringen havde været nødvendig blandt andet følgende: "...The Government noted that the strapping of the applicant to the restraint bed had only lasted for three hours and forty minutes, staff had checked on an hourly basis whether it was possible to release the applicant, and his condition had been checked twice by a doctor. The Government emphasised that the means of restraint had not been punitive but rather had been a preventive measure applicable in situations where there was a danger to the person’s own life and health or that of others. In the present case, the applicant’s behaviour had been extremely aggressive and disturbing and his immediate return to a single-occupancy disciplinary cell would not have guaranteed his calming down or prevented him, for example, from punching the walls and causing serious additional injuries to himself and possibly others. Thus, the threat posed by the applicant to himself and to others had justified the measure being applied. The Government maintained that Article 3 had not been breached thereby. .." I præmis 81 konkluderer EMD følgende om tvangsfikseringen: "... In the present case, the Court considers that it has not been convincingly shown that after the end of the confrontation with the prison officers the applicant – who had been locked in a single-occupancy disciplinary cell – posed a threat to himself or others that would have justified applying such a measure. Furthermore, the period for which he was strapped to the restraint bed was by no means negligible and the applicant’s prolonged immobilisation must have caused him distress and physical discomfort. ...". Menneskerettighedsdomstolen udtaler således, at en tvangsfiksering af 3 timer og 40 minutters varighed "på ingen måde" ("by no means") kan anses for "betydningsløs" ("negligible").

I Julin mod Estland afgjort af EMD den 29. maj 2012 under sagsnumrene 16563/08, 40841/08, 8192/10 og 18656/10 fandt EMD, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 3 som følge af, at en indsat i et fængsel havde været tvangsfikseret i en sikringscelle i 8 timer og 50 minutter den 22. oktober 2009. Af præmis 59 fremgår den skriftlige begrundelse for beslutningen om bæltefiksering. Der henvistes til, at klageren var blevet aggressiv, da han blev nægtet at medbringe tobak i strafcellen, at han fremsatte trusler, anvendte upassende sprog, bankede på døren over en lang periode, gav en fængselsbetjent et slag på hånden, da han skulle have overrakt en formular, og at han ikke fulgte fængselspersonalets lovlige anvisninger ("because [he became] aggressive when prohibited from taking tobacco to the punishment cell, made threats, used foul language, banged at length against the door, struck a prison officer on the hand while taking from him a letter of explanation [form], did not comply with the lawful orders of the prison officers.”) Af præmis 60 fremgår, at klageren var fikseret fra kl. 10.40 til kl. 19.30 (8 timer og 50 minutter). Her fremgår det også, at han blev tilset en gang i timen, hvor det på grundlag af klagerens adfærd blev vurderet, om den fortsatte fiksering var nødvendig. Af præmis 61 følger, at der blev udfærdiget en skriftlig rapport over tilsynet under bæltefikseringen. Kl. 11.40, 12.40 og 13.40 var det anført, at fikseringen skulle fortsætte, idet klageren var aggressiv og benyttede upassende sprog ("aggressive and using foul language"). Kl. 14.40 og kl. 15.40 blev det anført, at han fremkom med stærkt krænkende udtalelser ("obscenities"), kl. 16.40 og 17.40 blev det anført, at klageren udviste abnorm adfærd og var tavs, kl. 18.40 blev det tilført, at klageren udviste provokerende adfærd ("provocative behavour"). Kl. 19.30 blev det tilført, at klageren var faldet til ro ("has calmed down"), hvorfor han blev løsnet. I præmis 95 citeres artikel 95 om sikringsmidler i De europæiske fængselsregler. De nationale myndigheder gjorde under sagen ved EMD gældende, at klagen over bæltefikseringen ikke skulle behandles ved EMD, idet klageren kun havde politianmeldt forholdet med henblik på at få de ansvarlige for fikseringen straffet, og at han havde undladt at anlægge en sag ved de nationale domstole, som han også kunne have gjort. I præmis 115 bemærker EMD, at EMD ikke fandt det urimeligt, at klageren alene havde valgt at politianmelde det ansvarlige fængselspersonale, idet fysisk mishandling ("physical abuse") og ulovlig behandling af indsatte ("unlawful treatment of prisoners") er overtrædelser af straffeloven. Klageren havde på denne måde forsøgt at få strafforfulgt personer, som han anså som skyldige i strafbare handlinger mod ham. I præmis 124 bemærker EMD, at bæltefiksering er et indgreb, der har en karakter, der fordrer en grundig prøvelse af lovligheden, grundene til, at indgrebet har været anvendt, samt måden hvorpå det har været anvendt ("The application of such measure calls for a thorough scrutiny of its lawfulness as well as of the grounds for and the manner of its use."). I præmis 127 kritiseres den kortfattede begrundelse ("summary nature of the reasons given") for iværksættelsen af indgrebet. Derudover kritiseres de endnu mere kortfattede begrundelser for den løbende opretholdelse af foranstaltningen ("even more concise remarks on the necessity to continue the use of this measure.."). Endelig udtales det, at EMD er bekymret over især længden af den periode, hvor foranstaltningen blev opretholdt ("in particular, the length of the period of use of the measure"). Det bemærkes, at sådanne indgreb aldrig må anvendes som straf men kun til at modvirke selvbeskadigelse og alvorlig fare for andre personer eller sikkerheden i fængslet. I præmis 128 udtales det, at EMD finder, at fikseringen udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3. Der blev under sagen også statueret krænkelse af EMRK artikel 6 som følge af, at klageren ikke havde haft adgang til domstolsprøvelse af en kropsvisitation. Klageren fik tilkendt en godtgørelse på 10.000 EURO.

I sagen Wiktorko mod Polen, der blev afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) under sagsnummer 14612/02 den 31. marts 2009, fik en person, der havde været bæltefikseret i 10 timer under et ophold i et afrusningscenter ("sobering-up centre"), tilkendt en godtgørelse på 7.000 euros for ikke-økonomisk skade. EMD fandt, at fikseringen ikke mindst på grund af det lange tidsrum havde en sådan karakter, at der var sket en krænkelse. Der var tale om en kvinde, der en aften havde indtaget spiritus i en mængde, som ikke var endeligt fastlagt, og som den omhandlede aften var kommet i skænderi med en taxi-chauffør om størrelsen af betalingen for en tur i taxi. Politiet var blevet tilkaldt, og kvinden var blevet placeret i det omhandlede afrusningscenter, hvor hun tilbragte natten, indtil hun blev løsladt den efterfølgende morgen. Her var hun holdt bæltefikseret i 10 timer, angiveligt fordi hun havde sparket på døren i det rum, hvor hun var blevet anbragt, og fordi hun havde opført sig således, at hun vækkede de øvrige patienter. EMD udtaler i afgørelsens præmis 54 til 57 nærmere, at man var opmærksom på, at der havde deltaget to mandlige personalemedlemmer, da man klædte klageren af mod hendes vilje. I præmis 55 understreger EMD dog, at det mest bekymrende i sagen var, at kvinden havde været bæltefikseret, og at dette var foregået over et langt tidsrum. EMD udtalte, at man anså de 10 timer, hvor kvinden havde været bæltefikseret, som en "excessive period of time".

Af sagen I TfK 2005 499 HD fremgår det, at en person, der var indlagt på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland - ifølge hospitalets oplysninger i mentalundersøgelsen - var bæltefikseret fra 24. marts 2003 til den 16. april 2003. Det fremgår også, at mentalundersøgelsen foregik medens den pågældende var bæltefikseret, hvilken den undersøgende læge tilsyneladende opfatter som en fordel, idet han om dette blandt andet udtaler i undersøgelsen: "Observanden har under indlæggelsen efter bæltefikseringen nægtet overhovedet at indtage noget medicin, hvilket gav afdelingen udmærket anledning til at observere ham stort set medicinfri ..". Endelig fremgår det, at den pågældende forud for undersøgelsen havde tilbudt at henvende sig frivilligt på hospitalet med henblik på at få udfærdiget undersøgelsen, hvis blot han kunne undgå bæltefiksering. Af mentalundersøgelsen fremgår følgende: "Han ringede selv for at få garanti mod at blive lagt i bælte, når han blev indlagt. Da en sådan garanti ikke kunne udstedes, hørte sygehuset ikke yderligere fra ham, men erfarede fra andre kilder, at han var rejst til Sverige."

Københavns Byret frifandt i nævningesagen SS 3-17375/2010 i en kendelse afsagt den 25. februar 2011 en forvaringsdømt person, der var mange gange tidligere straffet for vold mod fængselspersonale, for en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 begået den 20. december 2006 i Politigårdens Fængsel i København. Retten fandt det bevist, at den pågældende havde bidt en fængselsbetjent i benet. Retten lagde imidlertid til grund, at tiltalte havde handlet i nødværge, og at handlingen derfor var straffri efter straffelovens § 13, stk. 1. Den pågældende blev fundet skyldig i at have bidt en fængselsbetjent i højre ben i forbindelse med, at han skulle føres i sikringscelle. Retten fandt, at betingelserne i straffuldbyrdelseslovens § 66 om anbringelse i sikringscelle ikke var opfyldt, og at den indsatte derfor havde handlet i lovlig nødværge. Under samme sag blev den pågældende frifundet for et yderligere tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. I dette tilfælde fandt retten det bevist, at den pågældende under en sikringscelleanbringelse den 13. juni 2007 i Politigårdens Fængsel i København havde råbt dødstrusler til det tilstedeværende fængselspersonale. Retten fandt, at anbringelsen af tiltalte i sikringscelle havde været for langvarig på gerningstidspunktet, og at det "derfor lægges til grund, at tiltalte var udsat for en for vidtgående magtanvendelse, hvorfor tiltaltes udtalelser ikke findes at kunne henføres under straffelovens § 119, stk. 1." Den pågældende blev i stedet fundet skyldig i at have fremsat trusler omfattet af straffelovens § 266.

Kravene i dansk ret til begrundelsen for sikringscelleanbringelser

En indsat fikseret i en sikringscelle skal løsnes så snart han/hun er "rolig" og altid under søvn

Folketingets Ombudsmand har offentliggjort udtalelserne fra Statsfængslet i Nyborg og Direktoratet for Kriminalforsorgen om ombudsmandens endelige rapport vedrørende inspektionerne foretaget den 25. april og 26. april 2001 af Statsfængslet i Nyborg. På side 52 og side 53 ses blandt andet en udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen vedrørende fiksering af indsatte under søvn. Det udtales nærmere: 

"Det er direktoratets opfattelse, at der, sådan som de fire konkrete sager er oplyst, ikke har været tilstrækkeligt grundlag for anvendelsen af fikseringsmidlerne i det omfang, det er sket. Direktoratet finder det derfor beklageligt, at der har været anvendt de beskrevne fikseringsmidler i det nævnte omfang, og særlig beklageligt at fikseringsmidlerne ikke i det mindste har været løsnet under søvn, jf. det anførte herom i indstillingen, s. 26: "Derimod skal fiksering i alle tilfælde bringes til ophør straks, når betingelserne for anvendelsen ikke længere er til stede." Direktoratet har meddelt fængslet dette."

En indsat kan ikke fikseres med henvisning for eksempel til, at den pågældende udviser "truende adfærd"

I punkt 5.1.4. i en inspektion af Arresthuset i Aalborg den 16. marts 2011 (Dok.nr. 12/00200-1/PLS) udtaler Folketingets Ombudsmand sig om begrundelseskravet til sikringscelle anbringelse.

"Ad. 5.1.4. Begrundelse

I "Psykiatriloven, Instrukser vedr. frihedsberøvelse og anden tvang i Psykiatrien i Region Nordjylland" findes i afsnit 7.2 en forholdsvis detaljeret beskrivelse af fremgangsmåden før og under tvangsfiksering af psykiatriske patienter. Heraf fremgår blandt andet følgende: 

side 25

"...At patienten er til gene for medpatienter er ikke tilstrækkelig indikation. Ved beskrivelse af patientens udsagn/adfærd skal det kunne dokumenteres, at én eller flere medpatienter groft forulempes. (Dokumentation af medpatienters reaktion/udsagn skal foretages i de pågældendes journal). Mindre indgribende foranstaltninger skal først være forsøgt og fundet utilstrækkelige. ..."

side 26

"...At patienten er motorisk urolig, verbalt truende eller slår eller sparker ud efter personalet i tvangsfikseringssituationen eller efterfølgende er ikke alene tilstrækkelig indikation for anvendelse af hånd- eller fodremme. ..2

side 26 i

"...Plejepersonalet må - og skal - på egen hånd bringe en fiksering til ophør, når denne ikke længere skønnes nødvendig. Lægen orienteres og skriver journalnotat og tvangsprotokol afsluttes. .."

Under overskriften "Grænseland" i tidsskriftet "Outsideren", nr. 68, side 16, interviewes Helle Aggernæs, overlæge ved Psykiatrisk Center Amager, om brugen af tvang i psykiatrien. Af artiklen fremgår blandt andet følgende:

"Ifølge Helle Aggernæs er det en udbredt misforståelse omkring brug af tvang i psykiatrien, at trusler mod personale og medpatienter automatisk skulle give personalet lov til at
udsætte den sindsyge for tvangsforanstaltninger.

- Nej, den slags er langt fra altid nok til at gribe til tvang siger Helle Aggernæs. – I tilfælde med trusler skal man se på hvor konkrete de er, og der skal være vægt i. Er truslerne blot mumlet ud eller sagt lidenskabsløst, eller er der vilje bag? Hvordan er den sindsyges kropssprog? Og der skal også være et betydeligt og tydeligt element af aggression, før det skønnes at være korrekt at bruge tvang for at bringe situationen under kontrol. Men også i situationen med trusler er det et skøn hvornår, man skal gribe ind...."

Se Årsberetningen for 2011 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn i Region Midtjylland, hvor en række bæltefikseringer tilsidesættes blandt andet med henvisning til, at "trusler" mod personalet ikke i sig selv kan begrunde tvangsfiksering.

I UfR 1979.858 H blev to fængselsfunktionærer straffet for vold mod indsat i sikringscelle i Arresthuset i Køge. Domfældelsen var i det væsentlige støttet af nogle tilstedeværende politifolks forklaringer. Straffelovens § 154 blev citeret i denne afgørelse.

Tvangsfiksering i psykiatrien har stor lighed med tvangsfiksering i kriminalforsorgen

I psykiatrien anvendes der også tvangsfiksering. Såvel europarådets torturkomite som EMD opstiller ganske identiske kriterier for, hvornår tvangsfiksering må anvendes på den ene side i psykiatrien og på den anden side af fængselsmyndighederne. Se derfor også praksis under tvangsfiksering i psykiatrien.