Kommentarer om vold, overgreb og
overdreven magtanvendelse mod indsatte

Af advokat Claus Bonnez (H), Landsforeningen KRIM

Opdateret 3. maj 2015


Landsforeningen KRIMs samling af administrative regler mv. om legemsundersøgelser, magtanvendelse og indgreb mod indsatte

Landsforeningen KRIMs samling om indsattes menneskerettigheder, forbud mod tortur og nedværdigende behandling mv.

Tvangsmidler (forskellig praksis). FOB.92.112

Pligten til at efterforske rimeligt begrundede formodninger om vold, overgreb og chikane begået af fængselspersonale mod indsatte

I retsplejelovens kapitel 93 b og kapitel 93 c findes særlige regler om efterforskningen af klager mod polititjenestemænd og om straffesager mod polititjenestemænd. Retsplejelovens særlige regler gælder således alene efterforskning mod polititjenestemænd. For at opfylde kravene i artikel 2 og artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er myndighederne imidlertid pligtige til at foretage en en grundig efterforskning og eventuel strafforfølgning også i tilfælde, hvor andre (for eksempel fængselspersonale) med rimelig grund mistænkes for en adfærd, der kunne indebære krænkelser omfattet af EMRK artikel 2 og artikel 3. I retsplejelovens § 742 om politiets efterforskning behandles politiets pligt til at efterforske straffesager generelt. I kapitlet særligt om efterforskningen af overgreb og vold begået mod borgere af myndighedspersoner m. fl. behandles de særlige efterforskningsmæssige pligter, som hviler på politiet, for eksempel når det skal efterforskes, hvorvidt fængselspersonale kan have begået vold, overgreb eller chikane mod indsatte i fængsler og arresthuse. .

Rimeligt begrundede påstande om overgreb mod frihedsberøvede skal straks undersøges af de myndigheder, der oplyses om sådanne

Såvel domstole som anklagemyndigheden har en særlig pligt til at iværksætte en undersøgelse, hvis de får kendskab til, at en anholdt person kan have været udsat for overgreb fra politi eller fængselspersonale, medens denne har været i disses varetægt. Dette er også tilfældet, hvis den anholdte påstår, at han eller hun har været udsat for overgreb, selvom der ikke er synlige tegn i form af mærker, hudafskrabninger eller lignende på den pågældende, der understøtter anklagerne.

Myndighederne (for eksempel en dommer ved et grundlovsforhør eller ved en fristforlængelse) skal straks foranledige, at den pågældende bliver undersøgt af en retsmediciner, og myndighederne skal skriftligt optage rapport over, hvad der påstås at være sket. Denne praksis er der blandt andet redegjort for i præmis 15 i "Report to the Government of Greece on the visit to Greece carried out by the European Committee for the Prevention of Torture and Inhuman or Degrading Treatment or Punishment (CPT) from 23 to 29 September 2008". Denne rapport er offentliggjort af den europæiske torturkomite den 30. juni 2009.

Se CPT's udtalelse af 8. juni 2010 om Ungarn, præmis 61 til 62, hvor CPT beder de nationale myndigheder om at få oplyst udfaldet af straffesager mod fængselspersonale i anledning af to tilfælde af påstået vold mod indsatte. CPT bemærker, at den strafferetlige undersøgelse i Ungarn også var rettet mod fængselspersonale, som havde accepteret ("condoned") kollegers voldelige adfærd overfor indsatte. CPT beder også om at blive informeret om antallet af sager om påstået vold mod indsatte og om udfaldet af de enkelte sager.

Menneskerettighedsdomstolens praksis fra politiklagesager gælder også ved klagesager mod fængselspersonale
Kravene til de undersøgelser, den bevisvurdering, den strafforfølgning med videre, som de nationale myndigheder skal foretage, når myndighederne får mistanke om, at fængselsindsatte, arrestanter, detentionsanbragte eller andre frihedsberøvede har været udsat for vold eller andre overgreb fra myndighedspersoner, er nærmere behandlet i straffeprocessen under gennemgangen af politiklageordningen særligt under punktet Efterforskning og strafforfølgning i politiklagesager og i straffesager om overgreb fra myndighedspersoner i dansk ret. Menneskerettighedsdomstolen behandler sager om påstået vold eller påståede overgreb begået af myndighedspersoner efter samme standard, uanset om der er tale om fængselspersonale, politipersonale eller andre. Den praksis, som følges, når menneskerettighedsdomstolen afgør sager om polititjenestemænds påståede vold eller overgreb mod anholdte eller frihedsberøvede, er derfor fuldt ud gældende også i tilfælde, hvor sagen drejer sig om påstået vold eller påståede overgreb begået af fængselspersonale mod en indsat.

Har frihedsberøvede mærker efter slag, skal myndighederne bevise, at menneskerettighederne ikke er krænket
Klager frihedsberøvede personer over vold fra politipersonale eller fængselspersonale, og konstaterer en læge, at eventuelle skader (for eksempel hudafskrabninger eller blå mærker) kan være opstået på den måde, som den frihedsberøvede forklarer, følger det af praksis ved Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), at de nationale myndigheder skal sandsynliggøre, at skaderne ikke er opstået som følge af en krænkelse af EMRK artikel 3, men at de derimod er opstået af andre grunde (typisk lovlig og proportionel magtanvendelse). Se for eksempel Bekos og Koutropoulos mod Grækenland, afgjort af EMD den 13. december 2005, og som har sagsnummer 15250/02.

I sagen Alibekov mod Rusland, der blev afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol den 14. maj 2009 under sagsnummer 8413/02, havde en indsat i en fængselslejr i Rusland klaget over, at personalet havde begået vold mod ham forud for en kropsvisitation. Der var ikke lægelige oplysninger, der talte for, at der var begået vold mod den indsatte. EMD fandt således, at det var den indsatte, der havde bevisbyrden for de påståede overgreb. Imidlertid blev Rusland dømt for at have krænket den processuelle del af artikel 3, idet det havde taget for lang tid, inden man havde indhentet en ekspertvurdering af den indsattes lægejournal i fængslet, og blandt andet også fordi, man ikke i tilstrækkelig grad havde taget hensyn til medindsattes forklaringer om forløbet (se navnlig præmis 63).  

Kravene til lægeundersøgelsen ved klager over vold og overgreb under frihedsberøvelse
I sagen Akkoc mod Tyrkiet, sagsnumrene 22947/93 og 22947/93 afgjort af EMD den 10. oktober 2000 fandt Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) blandt andet, at der var sket en krænkelse af artikel 3 som følge af den behandling, som en borger havde været udsat for under frihedsberøvelse. EMD lagde blandt andet vægt på, at den indsatte ikke var blevet undersøgt af en "uafhængig" læge. Der blev også lagt vægt på, at undersøgelsen var blevet foretaget, medens der var uniformeret personale til stede i rummet. Der henvises nærmere til afgørelsens § 118. Det er interessant, at der i selve afgørelsen henvises direkte til udtalelser, der tidligere var fremsat fra Den europæiske torturkomite (CPT) om samme emne. CPTs udtalelser er ikke retligt bindende for medlemsstaterne. Afgørelsen viser imidlertid, at CPTs udtalelser i det konkrete tilfælde er blevet indirekte bindende, idet EMD har tillagt dem afgørende betydning for sin dom.  

CPT har i november 2003 udarbejdet en vejledning, der kan bidrage til at afklare, hvorvidt en person har været udsat for tortur. Vejledningen indeholder blandt andet en gennemgang af de typiske psykiske og somatiske symptomer hos et torturoffer. Vejledningen indeholder også en grundig gennemgang af, hvorledes et muligt torturoffer udspørges med henblik på klarlæggelse af, hvad den pågældende har været udsat for. Læs vejledningen her.

Frihedsberøvedes klager over vold skal også undersøges grundigt, selvom der ikke er synlige tegn på vold
Som nævnt ovenfor, pålægger EMD den indklagede medlemsstat at sandsynliggøre, at der ikke er sket en krænkelse af EMRK artikel 3 i tilfælde, hvor en indsat har pådraget sig synlige skader under frihedsberøvelse og påstår, at disse er påført den indsatte som følge af vold fra fængselspersonalet. Derimod pålægger EMD den indsatte at bevise, at denne har været udsat for vold i tilfælde, hvor klagen ikke understøttes af lægelige oplysninger. Samtidigt pålægger den praksis, som er udviklet ved EMD, de nationale myndigheder at foretage en grundig og uafhængig undersøgelse af klager fra indsatte, hvor disse gør gældende, at de har været udsat for vold fra personalet. En sådan grundig og uafhængig undersøgelse skal således foretages, uanset om der er synlige tegn på overlast eller ikke.   

I Dolenec mod Kroatien afgjort af EMD den 26. november 2009, sagsnummer 25282/06, gjorde en indsat gældende, at han den 18. september 2006 havde været udsat for vold fra fængselspersonalet. Fængselspersonalet gjorde gældende, at de alene havde anvendt den fornødne magt med henblik på at pacificere den indsatte, der havde været voldsom. Den pågældende blev undersøgt af en læge, men lægen fandt ikke mærker eller lignende, der kunne understøtte, at den pågældende havde været udsat for vold. EMD fandt ikke, at der var sket en krænkelse af den materielle del af EMRK artikel 3. Imidlertid fandt EMD, at der var sket en krænkelse af den processuelle del af bestemmelsen, idet undersøgelsen af klagen ikke havde været tilstrækkelig grundig og/eller uafhængig af fængselsmyndighederne. Af afgørelsens præmis 152-154 fremgår følgende: "152. Med hensyn til det anførte fra regeringen om, at fængselspersonalet, der havde været involveret i hændelsen, havde udarbejdet skriftlige rapporter til fængselsinspektøren, skal EMD gentage, at det generelt anses for nødvendigt, at personerne, der er ansvarlige for undersøgelsens gennemførelse, er uafhængige af de personer, der har været involveret i hændelsen (se, med visse tillempelser, Güleç v. Turkey, 27 July 1998, Reports 1998-IV, §§ 81-82; Öğur v. Turkey, [GC] no. 21954/93, ECHR 1999-III, §§ 91-92; and McShane v. the United Kingdom, no. 43290/98, § 95, 28 May 2002). Dette betyder, at der ikke blot skal være hierarkisk og institutionel uafhængighed men også faktisk uafhængighed (se mutatis mutandis, Ergi v. Turkey, 28 July 1998, Reports 1998-IV, §§ 83-84). 153. I den aktuelle sag var de skriftlige rapporter og de mundtlige udtalelser fra de involverede betjente udfærdiget og indhentet indenfor fængslet og var genstand for en prøvelse fra fængselsinspektøren, som var overordnet til de personer, der var involveret i hændelsen. Dertil kommer, at hverken fængselsinspektøren eller nogen anden har truffet en afgørelse på grundlag af klagen. Dette kan ikke anses for en grundig og effektiv undersøgelse af klagen over vold fra personalet foretaget af uafhængige og upartiske organer. Efter EMDs opfattelse hviler ansvaret hos den "straffuldbyrdelsesdommer", som klagen blev indgivet til, eller hos en tilsvarende uafhængig anklagemyndighed eller judiciel myndighed. Den ansvarlige skal undersøge sagens beviser for eksempel ved at foretage afhøring af klageren, de involverede fængselsbetjente eller fængselslægen for derpå at foretage en uafhængig vurdering af sagens fakta. Imidlertid blev klagerens henvendelse ignoreret. 154. Med henvisning til det ovenfor anførte, finder EMD, at undersøgelsen foretaget i anledning af klagen over overgreb ikke var uafhængig, grundig, tilstrækkelig og effektiv. Der er således sket en krænkelse af den processuelle del af konventionens artikel 3."

I Palushi mod Østrig afsagt af EMD den 22. december 2009 under sagsnummer 27900/04 fandt EMD, at de østrigske myndigheder ikke havde godtgjort, at klageren ikke havde været udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3. Klageren havde været urolig og skulle derfor føres til en enecelle med henblik på udelukkelse fra fællesskabet. Klageren havde nægtet selv at gå ned i cellen. Klageren hævdede, at han var blevet slæbt ned af en trappe, således at hans ryg på vejen ned ad trappen havde slæbt mod trinene, således at han havde fået hudafskrabninger og mærker på ryggen. Betjentene, der slæbte ham ned ad trappen, benægtede ikke, at det var foregået på den omhandlede måde. Af præmis 63 fremgår det, at EMD bemærkede, at det er medlemsstatens opgave at uddanne fængselspersonalet således, at de er i stand til at håndtere selv vanskelige indsatte ("difficult prisoners"), uden at det skulle være nødvendigt at anvende overdreven fysisk magt. Klageren havde også gjort gældende, at han var blevet stukket bag ørene med kuglepenne af fængselspersonale. EMD bemærkede, at der forelå lægelige oplysninger om mærker bag klagerens øre, som kunne stamme fra sådan behandling. EMD bemærkede, at myndighederne ikke havde løftet deres bevisbyrde for, at skaderne fra fremkommet på en anden måde (præmis 59 in fine). Den pågældende havde været placeret i strafcelle i 7 dage. Den omstændighed, at dette var sket, medens han sultestrejkede, udgjorde efter EMDs opfattelse en krænkelse af EMRK artikel 3. Af præmis 79 følger, at krænkelserne af EMRK artikel 3 udløste en godtgørelse på 10.000 EURO. 

I sag 122/2011 (TfK 2012.51 H) bestemte Højesteret den 13. oktober 2011, at forældrene til en person, der var afgået ved døden i Arresthuset i Kolding, efter at han af fængselspersonale var blevet pacificeret og anbragt i observationscelle, kunne få beskikket en bistandsadvokat. Dødsårsagen var uafklaret, og sagen var under efterforskning af politiet. Det var uafklaret, om der forelå en forbrydelse. Ingen var sigtet i sagen. Højesterets flertalt fandt, at der forelå sådanne særlige hensyn, at der kunne ske beskikkelse af en bistandsadvokat efter retsplejelovens § 741 a, stk. 5, jf. stk. 1 eller 4.

Personalets vold mod og mobning af de indsatte i danske fængsler

Den 28-årige fængselsbetjent Marianne Jørgensen fortalte i et interview i avisen.dk den 3. maj 2015 om, at hun i november 2012 var vidne til en mandlig kollegas vold mod en kvindelig indsat i Anstalten ved Herstedvester. Ifølge Marianne Jørgensen tog den mandlige kollega halsgreb på den indsatte, efter at den indsatte havde spyttet på ham. I artiklen er der gengivet et uddrag af forurettedes (den indsattes) forklaring i Østre Landsret. Af uddraget fremgår følgende: "Vidnet Joye (...) har supplerende forklaret blandt andet, at tiltalte tog vidnet om halsen. Tiltaltes forklaring om, at de kun havde fat i vidnets hænder og skuldre, passer ikke. Vidnet kunne ikke få luft, da tiltalte tog halsgreb. Hun kan ikke huske, om hun blev bedt om at aflevere en lighter. Tiltalte blev sur over, at hun spyttede."

Sagen havde ifølge artiklen til følge, at tre fængselsbetjente blev idømt straffe og senere fyret fra kriminalforsorgen - en for vold og to andre for falske vidneforklaringer. Ifølge Marianne Jørgensen "forsøger Kriminalforsorgen at skjule", at der er noget helt galt i den måde, som landets fængselsbetjente behandler indsatte på. Marianne Jørgensen fortæller i interviewet også om fængselsbetjentes vold mod en anden indsat, hvor en kollega til hende også stod frem og vidnede mod de kolleger, der var sigtet for volden mod den indsatte. Herom fortæller hun:  "Cheferne gør ikke nok for at stoppe de såkaldt negative betjente. På min kollegas arbejdsplads har fængselsbetjentene samlet ind til en kollega, der er dømt for vold. Ikke til min kollega, som "sladrede" om volden mod den indsatte".

Marianne Jørgensen fortæller i artiklen videre, at det "har en pris", at fortælle sandheden, "når kolleger bryder loven" i kriminalforsorgen. Derpå fortæller hun, at hun som følge af anmeldelsen har været udsat for "mobning" fra "kollegerne og ledelsen" i en sådan grad, at hun ikke var langt fra at "gøre en ende på sit liv". Af artiklen fremgår det også, at Marianne Jørgensen måtte sygemelde sig, da "mobningen fra kollegerne på Herstedvester blev for intens".

Straffen på fængsel i 40 dage mod den fængselsbetjent, der begik volden, blev ifølge artiklen gjort betinget. Ifølge artiklen udtalte Østre Landsret som begrundelse for at gøre straffen betinget følgende: "(...) halsgrebet ikke har haft følger for forurettede samt til tiltaltes særdeles gode personlige forhold, herunder at tiltalte ikke tidligere er straffet". Marianne Jørgensen citeres i artiklen for at udtale, at vold mod indsatte "finder sted i flere danske fængsler". "HR-chef" Marianne Fæster Nielsen, Kriminalforsorgen, citeres for at udtale, "at der siden midten af nullerne har været mellem en og fem sager årligt om vold mod indsatte."

"Chikane og nedværdigelse af de indsatte hører til dagligdagen" i danske fængsler, hævdedes det i en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten den 8. april 2007. Artiklen byggede blandt andet på interviews med flere fængselsbetjente. En betjent kaldtes i artiklen for "A". "Af frygt for repressalier fra sine kolleger og chefer tør han ikke stå frem med navn", hed det videre i artiklen. A fortalte i artiklen, at man blandt fængselsbetjentene har et ordsprog, som hedder "opsøg, optrap og nedkæmp". Han citerede derpå en samtale mellem nogle kollegaer som eksempel på, hvorledes ordsproget omsættes til handling: "Lad os prøve at provokere nogen og få dem hidset så meget op, så vi kan få dem fjernet og smidt i isolation. Så kan de sidde der i tre uger og snakke med sig selv. ...". Lykkes det at hidse en fange op, så han begynder at "råbe og skrige", får han bare en "midlertidig udelukkelse fra fællesskabet", forklarede A videre. A fortæller også, at visitationer af de indsatte og deres celler benyttes som et middel til at fremprovokere konflikter. Når en fange efter at have været udsat for "provokationer på provokationer fra vores side" er blevet "mør", så "visiterer vi lige to gange på en dag, og så må den være der". Artiklen førte til at ansatte i kriminalforsorgens institutioner i løbet af det følgende års tid stod frem i andre artikler for det meste i Morgenavisen Jyllands-Posten og fremlagde mange eksempler på grupper af fængselsbetjentes vold, trusler, mobning eller andre overgreb mod såvel indsatte som ansatte i danske fængsler og arresthuse. 

Artiklerne vedrørte forholdene i alle landets lukkede fængsler. Direktoratet for Kriminalforsorgen foretog sig tilsyneladende ikke noget i anledning af de mange udtalelser om påståede overgreb, som fremkom i artiklerne. For så vidt angik Anstalten ved Herstedvester, hvor mange af artiklerne også angik en gruppe fængselsbetjentes overgreb mod andre ansatte, hyrede kriminalforsorgen kammeradvokaten til at forestå en undersøgelse af, hvad der var foregået i fængslet. Kammeradvokaten afgav den 10. marts 2008 en rapport med titlen "Undersøgelse af Anstalten ved Herstedvester". Rapporten anbefalede blandt andet, at en enkelt fængselsbetjent skulle politianmeldes, at der skulle indledes tjenstligt forhør mod en enkelt anden, og at der skulle indledes høringsprocedurer i forhold til to andre.

En undersøgelse foretaget af kammeradvokaten lever næppe op til de krav, som EMD stiller til den undersøgelse, som de nationale myndigheder ex officio skal indlede, når der er mistanke om overgreb, vold mv. mod frihedsberøvede personer. Kammeradvokaten er et privat advokatfirma, som repræsenterer staten mod borgere og virksomheder under retstvister og synes at være stærkt økonomisk afhængig af kundeforholdet til staten. En sådan virksomhed kan i sagens natur ikke antages at være et undersøgelsesorgan, som er uafhængigt af de myndigheder, som undersøges. Kammeradvokaten lægger ikke skjul på, at kammeradvokaten ikke er uafhængig af staten. I "Kammeradvokatens Årsberetning 2010" udgivet af advokatfirmaet Poul Schmith, side 2, anføres blandt andet: "Kammeradvokaten har valgt side til fordel for staten og det offentlige Danmark. Dermed sikres det, at alle statens institutioner til enhver tid har adgang til advokatbistand på et højt kvalificeret niveau og fra et advokatfirma, der er uafhængigt af andre interesser." Således som kammeradvokaten formulerer sig i den omhandlede årsberetning, er det svært ikke at få den opfattelse, at kammeradvokaten anser sig selv som uafhængig af andre interesser end statens - men derimod ikke af statens interesser.

Mobning af de indsatte i danske fængsler er også afsløret i en egentlig undersøgelse foranstaltet af kriminalforsorgen selv. Direktoratet modtog resultatet af en undersøgelse i november 2007 i en publikation under navnet: "Datarapport: Undersøgelse af omgangstonen og omfanget og graden af mobning i Kriminalforsorgens anstalter og arresthuse – Resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt fængselsfunktionærer på prøve". Rapporten, der er udarbejdet af konsulentfirmaet "Interresearch" i København, konkluderede blandt andet, at godt tre ud af ti PP'ere (fængselsbetjente på prøve) havde "overværet at indsatte blev udsat for krænkende handlinger, som de ikke har kunnet forsvare sig imod". Der foreligger ikke offentliggjorte oplysninger om, at kriminalforsorgen har foretaget sig noget efter, at kriminalforsorgen er blevet bekendt med undersøgelsens resultat. 

Fængselsforbundet i Danmark kritiserer i pressemeddelelse af 7. oktober 2011 advokat for at forlange yderligere undersøgelser af årsagerne til et dødsfald i Arresthuset i Kolding.

Nordjyske.dk skrev den 19. november 2011, at to fængselsbetjente fra Arresthuset i Aalborg ved Retten i Aalborg den 18. november 2011 hver blev straffet med fængsel i 4 måneder for vold mod en indsat begået den 31. juli 2011. Af artiklen fremgår blandt andet følgende: "De to fængselsbetjente er dømt for søndag morgen 31. juli at have overfaldet en mand, der var varetægtsfængslet i arresten i Aalborg. De to dømte slog flere gange den indsatte i ansigtet og på kroppen, mens fangen blev lagt i håndjern. Flere andre fængselsbetjente var vidner og fortalte i retten om de dømte kollegers overfald." Det fremgår af sagen, at de to dømte fængselsbetjentes forsvarer, Kjeld Klausen, oplyste, at sagen er anket til Vestre Landsret. Yderligere fremgår det, at de to fængselsbetjente er "suspenderet fra arbejdet".

Regler, der skal beskytte indsatte i danske fængsler mod overgreb, tilsidesættes, uden at det får følger for de ansvarlige

I Justitsministeriets svar af 7. juli 2011 på spørgsmål nr. 907 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg beklager Justitsministeriet, at personale på nattevagt i Anstalten ved Herstedvester "fast" har båret stav og peberspray i strid med de gældende regler herom. Ministeriet meddeler, at fængslet nu har "ændret ordningen, således at nattevagten nu kun vil bære stav og peberspray, hvis der foreligger en situation som ovenfor nævnt." Der foreligger ikke oplysninger om, at de ansvarlige er blevet retsforfulgt eller har været genstand for disciplinær forfølgning som følge af tilsidesættelsen af reglerne.

Domstolsprøvelse af påståede overgreb mod frihedsberøvede personer
Se i under politiklageordningen om kravene i EMRK artikel 3 til adgang til domstolsprøvelse af påståede overgreb mod frihedsberøvede personer begået af myndighedspersoner.

Istanbul Protokollen fra 1999
Istanbul Protokollen fra 1999 behandler nærmere spørgsmålet om effektiv efterforskning og dokumentation af tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf. Dens titel er "Manual on the Effective Investigation and Documentation of Torture and Other Cruel, Inhuman or Degrading Treatment or Punishment, Istanbul Protocol, Submitted to the United Nations High Commissioner for Human Rights, 9 August 1999.

Særligt om dødsfald hos frihedsberøvede personer
Artikel 2 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention forudsætter blandt andet, at dødsfald hos personer i myndighedernes varetægt, undersøges grundigt og hurtigt af en upartisk institution.

I sagen Jordan mod Det forenede Kongerige (UK) afgjort af EMD den 4. maj 2001 under sagsnummer 24746/94 fandt EMD, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 2. I præmis 142 udtalte EMD, at den processuelle del af bestemmelsen var krænket, blandt andet fordi de pårørende ikke i tide havde fået gratis retshjælp, fordi de pårørende ikke i tide havde modtaget kopi af sagens akter, og fordi undersøgelsen havde været for langsom.

Justitsministeriets svar af 11. februar 2011 på retsudvalgets spørgsmål nr. S 1021 om pårørendes adgang til advokatbeskikkelse efter et dødsfald i myndighedernes varetægt for eksempel i et arresthus.

Justitsministeriets svar af 28. februar 2011 på retsudvalgets spørgsmål nr. S 1207, hvor ministeriet blev stillet følgende spørgsmål: "Mener ministeren i forlængelse af spørgsmål nr. S 1021, at de samme muligheder skal gælde for at få en bistandsadvokat for pårørende til en person, der er død i Kriminalforsorgens varetægt, som for en person død i politiets varetægt?”

Ifølge Justitsministeriets svar af 7. juli 2011 på spørgsmål nr. 756 fra Folketingets Retsudvalg er hverken Rigsadvokaten eller Direktoratet for Kriminalforsorgen i besiddelse
af oplysninger om, "i hvor mange af de 58 dødsfald i Kriminalforsorgens varetægt de sidste 5 år pårørende har bedt om at få en bistandsadvokat og har fået det tilkendt, samt i hvilke af sagerne pårørende har fået afslag herpå og med hvilke begrundelser, afslagene er givet.”

Ifølge Justitsministerens svar af 28. marts 2011 på spørgsmål nr. 705 fra Folketingets Retsudvalg er det "sædvanlig praksis", at kriminalforsorgen ikke udarbejder "en egentlig redegørelse", når indsatte i danske fængsler og arresthuse er afgået ved døden efter magtanvendelse.

I svar af 21. marts 2011 på spørgsmål nr. 644 (Alm. del) stillet af Folketingets Retsudvalg oplyser Justitsministeriet, at i alt 58 personer afgik ved døden i Kriminalforsorgens Institutioner i perioden fra 2006 til 2010, heraf var de 25 dødsfald resultatet af selvmord. I samme periode døde 25 personer, medens de var i politiets varetægt. 

Fremgangsmåden ved indbringelse af sagen for menneskerettighedsdomstolen

Nægter de danske myndigheder at rejse straffesag mod en fængselsbetjent i tilfælde, hvor en indsat anmelder en sådan for vold, kan sagen indbringes direkte for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, når Rigsadvokaten har truffet afgørelse om ikke at rejse straffesag. Det er således ikke nødvendigt først at indbringe sagen for de danske domstole. Se nærmere om sagens behandling ved menneskerettighedsdomstolen i straffeprocessen.

Undersøgelser af indsattes påstande om vold begået af fængselspersonalet i andre lande

De menneskeretlige krav til undersøgelsen af dødsfald hos frihedsberøvede personer omtales blandt andet i "Guidance on Best Practice relating to the Investigation of Deaths in Prison Custody" publiceret i december 2010 af "The Inspector of Prisons" I Irland.

I inspektionsrapport af 24. marts 2011 vedrørende Mountjoy fængslet i Irland udtaler den irske "Prison Inspector" sig meget kritisk om, at undersøgelser af indsattes påstande om vold fra fængselspersonalet ikke undersøges tilpas grundigt af fængselsmyndighederne. På rapportens side 29 udtales blandt andet, at dette har ført til, at der er begyndt at udvikle sig en kultur af immunitet over for retsforfølgning, som udnyttes af en gruppe af fængselspersonalet - en gruppe som kan blive større, hvis ikke der handles hurtigt med hensyn til, at loven skal håndhæves ("The result is the beginnings of a culture of impunity, advantage of which is being taken by a group of staff: a group which may well grow in number unless speedy action is taken to enforce the law.")

Det er i Irland forudsat, at der er videoovervågning af fællesarealerne i irske fængsler. I inspektionsrapport af 24. marts 2011 vedrørende Mountjoy fængslet i Irland udtaler den irske Prison Inspector i anbefaling nr. 13, side 21, at videoovervågningen i Montjoy-fængslet intensiveres, idet der er strategiske stedet ("strategic areas") i fængslet, hvor der ikke er videoovervågning. Anbefalingen fremkommer efter en gennemgang af klager fra indsatte om vold begået af fængselspersonalet. I samme rapport kaldes det "uortodokst", at et stort antal fængselsbetjente opholder sig flere minutter inde på en indsat celle, og at den indsatte pådrager sig skader. På side 28 anføres blandt andet følgende: "In certain cases CCTV evidence which was available to the enquiry team, as it was to me, showed numbers of officers (up to ten in one case) entering prisoners cells and remaining there for a number of unexplained minutes (over five in one case). No explanation was given for these unorthodox actions by prison officers. The evidence does show that subsequent to these events prisoners presented with serious injuries."

Ifølge en artikel af 13. august 2010 i det britiske dagblad "Manchester EveningNews" afslørede optagelser fra videoovervågningen i "Strangeways-fængslet", at en fængselsbetjent havde tildelt en indsat 6 slag i ansigtet, hvorpå fængselsbetjenten blev afskediget og straffet med fængsel i 8 måneder. Det fremgår også af artiklen, at en kollega og en overvagtmester blev suspenderet, medens sagen blev internt undersøgt af fængselsmyndighederne. Den indsatte havde overfor fængselssygeplejersken hævdet, at han var faldet.

Statistik om personalets vold og overgreb mod indsatte

Kriminalforsorgen udarbejder løbende grundige statistikker om indsattes vold mod personalet og om vold mellem de indsatte indbyrdes. Der udarbejdes i Danmark imidlertid ikke statistik over personalets vold og overgreb mod de indsatte.

Af tabel 15 og tabel 16 på side 23 og 24 i "ANALYSE AF KRIMINALFORSORGENS FREMTIDIGE KAPACITETS - OG SIKKERHEDSBEHOV" udgivet af Justitsministeriet og Finansministeriet i februar 2011 vises statistikker over indsattes påståede vold og trusler mod ansatte samt vold og trusler mellem de indsatte indbyrdes. Der mangler statistikker over personalets påstået vold og påståede overgreb mod indsatte.

Forebyggelse af overgreb mod frihedsberøvede

I præmis 23 i CAT's rapport af 20. maj 2010 (dokument /C/FRA/CO/4-6) henstiller CAT til de franske myndigheder, at disse installerer videoovervågning over alt på politistationer, hvor frihedsberøvede opholder sig for at udvide og styrke beskyttelsen af personer i politiets varetægt. CAT anfører nærmere: "23. While noting with satisfaction that the Act of 5 March 2007 makes video recording of questioning by the police or a judge compulsory, except in cases involving minor offences, the Committee notes that the Act does not apply to persons accused of terrorism or organized crime, failing special authorization by the Public Prosecutor or investigating judge. In addition, the law does not provide for the installation of video surveillance cameras in all areas of police stations and gendarmeries where persons may be held in custody, including passageways (arts. 11 and 16). The Committee recommends that the State party make video recording of interrogations of all persons questioned a standard procedure, and install video surveillance cameras throughout police stations and gendarmeries in order to extend and strengthen the protection afforded to detainees in police custody."

Den Europæiske Torturkomite (CPT) konstaterer i præmis 155 i sin rapport af 8. december 2009 vedrørende komiteens besøg i Storbritannien, at Maghaberry-fængslet i Storbritannien har installeret udstyr, der sikrer videooptagelser af forskellige områder i fængslet, og at formålet er at forebygge såvel indsattes vold mod fængselspersonalet som fængselsbetjentes vold mod de indsatte ("to prevent both violence by prisoners against staff and ill-treatment of prisoners by prison officers"). CPT kritiserer blandt andet, at der ikke foretages videooptagelser af ransagninger af de indsattes celler.  

Indstilling om revision af kriminalforsorgens konflikthåndteringsmidler mv. udfærdiget af Kriminalforsorgens Uddannelsescenter i maj 2012. Her gennemgås blandt andet diverse magtmidler og sikringsmidler som "føregreb", "holdegreb", "selvforsvarsgrev" og "brystvendt benlås". 

Om effekten af uddannelsen af fængselspersonalet

Onsdag den 21. august 2002 skrev Berlingske på "b.dk" under overskriften "Indsatte opfører sig bedre" blandt andet følgende:

Af straffelovens § 81, nr. 8, fremgår, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en skærpende omstændighed, "..at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt, .."

Straffelovens § 81, nr. 8, viderefører - med en noget svækket formulering - den tidligere § 154 i straffeloven. Under kommentarerne til den tidligere § 154 findes et større antal afgørelser herunder afgørelser om vold udøvet af fængselsbetjente og polititjenestemænd.

I TfK 2012.1089 blev to fængselsbetjente ved Arresthuset i Aalborg hver straffet med fængsel i 4 måneder for vold mod en indsat. Det blev fundet bevist, at de tiltalte, medens dennes hænder var belagt med håndjern på ryggen, havde tildelt den tiltalte adskillige slag. Dette var sket dels i den indsattes celle og dels efterfølgende i observationscellen. En af landsrettens 6 dommere ville frifinde de pågældende. To af landsrettens dommere ville forhøje straffen til fængsel i 6 måneder. Flertallet stadfæstede byrettens afgørelse og lagde "vægt på de samme momenter som anført i byrettens dom", som blev stadfæstet. Byretten udtalte således: "Der er ved denne strafudmåling lagt vægt på, at forholdet er begået af de tiltalte som tjenestegørende fængselsbetjente under udførelsen af deres arbejde, jf. herved straffelovens § 81, nr. 8, hvilket er en skærpende omstændighed. Det er ligeledes en skærpende omstændighed, at voldsudøvelsen i form af flere knytnæveslag mod ansigtet af forurettede er foregået i en situation, hvor forurettede har ligget fastholdt på gulvet med hænderne fastlåst i håndjern på ryggen. Endvidere er det tillagt skærpende betydning ved strafudmålingen, at volden er begået af de tiltalte i forening, jf. straffelovens § 81, nr. 2. Endelig er det en skærpende omstændighed, at de tiltaltes voldsudøvelse mod forurettede er fortsat efter, at forurettede var blevet ført til observationscellen i kælderen, hvor han blev tildelt yderligere knytnæveslag på kroppen.". Det fremgår af sagen, at der til brug for sagens behandling ved landsretten var indhentet en erklæring fra Retsmedicinsk Institut, hvor instituttet udtalte sig nærmere om, hvorledes skaderne på den indsatte kunne være opstået.

Det fremgår blandt andet af sagen, at to kolleger til de to domfældte fængselsbetjente (vidnerne C og D) - udover den indsatte selv - forklarede i retten, at de havde set de to tiltalte slå den indsatte. En kollega til de to betjente, som forklarede, at han havde overværet hele forløbet, benægtede, at der var blevet anvendt vold mod den indsatte. Det fremgår blandt andet af forklaringerne, at vidnet C og den ene tiltalte ikke havde "noget godt forhold til hinanden". Videre fremgår det af sagen, at episoden fandt sted søndag den 31. juli 2011, og at den pågældende fik en flænge, som blev syet af en tilkaldt fængselslæge samme formiddag. Lægen forklarede i landsretten, at han ikke var blevet oplyst om grunden til, at den indsatte skulle sys, og at han ikke havde observeret andre skader i ansigtet end flængen. Den indsatte forklarede, at han ved lægeundersøgelsen ikke fik "lejlighed til at fortælle lægen, hvad der nærmere var sket". En fængselsbetjent (vidnet C), forklarede i byretten blandt andet følgende: "Det var ham, der tilkaldte lægen, som skulle undersøge S. Han var til stede, da lægen undersøgte S. Undersøgelsen foregik i rummet mellem observations- og sikringscellen. Han kunne høre, at S fortalte lægen, at han var blevet slået med knytnæveslag i ansigtet og på kroppen. Lægen undersøgte alene flængen, som blev syet, men undersøgte ikke S i øvrigt. Han har ikke forhindret S i at tale med lægen, herunder ved at skubbe ham ind i observationscellen. Det er korrekt, at han på lægens forespørgsel om S' personnummer sagde, at det kunne lægen få oplyst ovenpå. Han er sikker på, at S sagde til lægen, at han havde fået slag på hovedet og på kroppen. Han har ikke hørt S sige til lægen, hvem der havde slået ham.". Det fremgår videre af forklaringerne, at overvagtmester E mødte på vagt kl. 14 samme dag, som hændelsen var sket. Den indsatte forklarede i retten, at han forklarede overvagtmester E om episoden, da denne kom ned i observationscellen for at tilse den indsatte. Ifølge den indsatte svarede overvagtmester E, "at det ikke kunne passe, fordi han havde hørt en anden historie". Overvagtmester E forklarede som vidne selv blandt andet følgende: "Da han mødte, orienterede han sig om, hvad der var sket i arresten umiddelbart forinden, herunder at der var en indsat i observationscellen. Han kan ikke huske, om der var nogen, der fortalte han om baggrunden for anbringelsen af S i observationscellen, men han læste observationsrapporten, inden han gik ned for at tale med S. Da han således havde læst rapporten, vidste han på forhånd, hvad der var sket. Han var derfor primært fokuseret på at høre, hvad der havde givet anledning til anbringelsen i observationscellen for at vurdere, om den indsatte var klar til at komme tilbage til sin egen celle. S sagde, at det havde handlet om noget medicin. S nævnte ikke noget om at have været udsat for vold, da de talte sammen. Han kunne se, at S var blevet »lappet« ved det ene øje. Han fandt ikke nogen anledning til at tale yderligere med S om det forudgående hændelsesforløb, idet han alene skulle vurdere grundlaget for en fortsat anbringelse i observationscellen. Han vil ikke mene, at han har afvist at høre på S' beretning om forløbet. Han besluttede at tage S ud af observationscellen, idet han vurderede, at S var klar til at komme tilbage til sin egen celle.". Den indsatte forklarede blandt andet også i byretten, at han dagen efter episoden fortalte sygeplejersken om historien. Han forklarede herom nærmere: "Da han talte med sygeplejersken den næste dag, fortalte han hende, hvad der var sket, ligesom han viste hende sine skader, herunder fortalte, at han havde slået et stykke af en tand". Sygeplejersken forklarede i byretten følgende: "at hun om mandagen mødte på arbejde i arresten som vikar for sygeplejersken. Det var hendes opgave at uddele medicin til de indsatte. Hun talte med S, der havde hævelser omkring øjne, ligesom han havde fået syet en flænge ved det ene øje. S fortalte, at der havde været en episode i weekenden. Han viste hende ingen andre skader end dem, som hun selv kunne se. Hun talte med S igen om onsdagen, hvor han fortalte om episoden, og hvor han viste hende nogle mærker ned langs siden af kroppen. Det var mere, end hvad der fremgår af de billeder, der er optaget af politiet." Den indsatte forklarede afslutningsvist i retten, at hans advokat meldte episoden til politiet om tirsdagen, og at han blev afhørt af politiet om fredagen. Det fremgår ikke af sagen, at den indsatte fik tilkendt godtgørelse eller erstatning. Som det blandt andet fremgår af ovenstående erkender en fængselsbetjent, at denne var til stede under lægeundersøgelsen og overhørte, hvad lægen og den indsatte talte om.