Kommentarer til reglerne om sundhedsmæssig bistand til indsatte

Af advokat (H) Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

Opdateret 21. marts 2015

 

Landsforeningen KRIMs samling af regler mv. om sundhedsmæssig bistand til indsatte.

Sikringscelle (hurtigt lægetilkald). FOB.90.101

Notatpligt (indsattes helbred mv.). FOB.89.88

FOB 1962.31 - Arresthuspersonalet burde have underrettet arresthuslægen om, at en fange ønskede lægebesøg. (J. nr. 452/62).

FOB 1959.184 - En forvaret klagede over, at han ikke kunne få en samtale med en læge ved den pågældende psykopatforvaringsanstalt. Sagen gav anledning til, at Direktoratet for Fængselsvæsenet meddelte inspektørerne for de under fængselsvæsenet hørende anstalter, at man forudsætter, at der ved de enkelte anstalter er gennemført sådanne bestemmelser, at det altid kan konstateres, om en anmodning om fremstilling er blevet imødekommet. (J. nr. 628/58).

FOB 1959.160 - En fange i statsfængslet i Vridsløselille, der havde en fodlidelse, burde tidligere end sket have været fremstillet for en ortopædisk specialist. (J. nr. 872/58).

Beskrivelse af det kliniske undervisningssted og af kliniske undervisningsforløb udgivet af sygeplejerskerne i Statsfængslet i Jyderup i oktober 2008.

Fængselsmyndighederne er ansvarlige for indsattes helbred under ophold i fængsel eller arresthus
I sagen McGlinchey m. fl. mod Det forenede Kongerige, sagsnr. 50390/99 afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 29. april 2003 fremgår blandt andet, at fængselsmyndighederne er ansvarlige for den sundhedsmæssige standard, der tilbydes indsatte. En kvinde, som var kendt som stofmisbruger, var den 7. december 1998 blevet indsat i et fængsel i Storbritannien med henblik på afsoning af en dom af fængsel i 4 måneder. I løbet af den første uge tabte kvinden en del vægt og kastede op mange gange. Hun havde kontakt med fængselslægen og fængselssygeplejersken. Hun blev sat i behandling med medicin herunder medicin, som skulle afhjælpe abstinenser. Den 14. december 1998 blev hun overført til et hospital, hvor hun var indlagt, indtil den 3. januar 1999, hvor hun afgik ved døden. Af præmis 12-22 ses, at hun under opholdet i fængslet havde jævnlig kontakt med fængslets læge og sygeplejerske, og at der blev ført journal over hendes tilstand. Af journalen fremgår det blandt andet, at den indsatte havde et større vægttab, og at hun jævnligt kastede op. I præmis 46 henviser EMD til det generelle princip om, at de nationale myndigheder er ansvarlige for indsattes helbred og velbefindende ("health and well-being"), og at dette kan sikres blandt andet ved at forsyne den pågældende med tilstrækkelig lægelig bistand ("requisite medical assistance"). I præmis 57 når EMD frem til, at der er sket en krænkelse af EMRK artikel 3 i den aktuelle sag, idet fængslet ikke havde været tilstrækkeligt omhyggelige med at registrere den indsattes vægttab, at hun ikke havde været tilset af læge over weekenden hendes helbred til trods, og at man ikke havde foretaget mere effektive forsøg på behandling for eksempel ved at få den indsatte indlagt på hospital eller sikret hende mere bistand fra eksperter. Af præmis 69 følger, at den pågældendes pårørende tilsammen fik tilkendt 22.900 EUROS i godtgørelse for ikke-økonomisk tab, hvortil kommer, at de også fik deres rimelige sagsomkostninger dækket.

Kriminalforsorgen beskyldes i en række artikler i Dagbladet Information i december 2014 for at give indsatte en ringere sundhedsmæssig betjening end den, som borgerne uden for fængslerne og arresthusene får. I en artikel af 2. december 2014 i Dagbladet Information med overskriften "Tidligere fængselslæge: Fængsler underkender lægelige vurderinger" citeres tidligere læge ved Statsfængslet i Nybrog Ludvig Dittmann blandt andet for at udtale, at læger i danske fængsler får censureret deres lægefaglige vurderinger. I artiklen anføres blandt andet følgende: ".. »Hvis ikke en given sygehusmæssig undersøgelse er nærmest livsnødvendig, så bliver den blokeret af juristerne,« forklarer han. Ifølge Ludvig Dittmann kan fængslets jurister finde på at bede lægen vurdere, hvilke sygetransporter der er vigtigst, og aflyse de mindre vigtige ud fra ressourcemæssige hensyn. »Man kan for eksempel få at vide, at ’nu har du bedt om fire transporter i den her uge, og vi har kun råd eller tid til de to. Hvilke skal gennemføres’?« spørger Ludvig Dittmann. ." Videre fremgår følgende af artiklen: "Fængslerne betaler selv for sygeplejen af de indsatte, inklusive lægernes løn og udgifter i forbindelse med undersøgelser hos speciallæger uden for fængslerne. En konstruktion, som stiller lægerne i et etisk dilemma og giver dårligere sundhedspleje til de indsatte, mener overlæge Jens Modvig fra DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur, der deltager i Ombudsmandens jævnlige besøg i landets fængsler."

I Xiros mod Grækenland afgjort af EMD den 9. september 2010 under sagsnummer 1033/07 blev det anset for en krænkelse af EMRK artikel 3, at en indsat ikke var blevet overført til et hospital, uagtet at en læge havde anbefalet, at en sådan overførsel burde foretages for at sikre den pågældende tilstrækkelig behandling (se præmis 94). Det fremgår af sagen, at den pågældende var idømt fængsel på livstid for placering af bomber. Den pågældende var selv kommet alvorligt til skade og var blevet opereret flere gange efter indsættelsen.

I Tarariyeva mod Rusland afgjort af EMD under sagsnummer 4353/03 den 14. december 2006 fandt EMD, at EMRK artikel 3 var krænket, idet en alvorligt syg og nyopereret indsat var blevet transporteret i cirka 2 timer i et af fængselsmyndighedernes køretøjer i stedet for en ambulance over en afstand på cirka 100 km. fra et almindeligt hospital til et fængselshospital. I præmis 113 gør de nationale myndigheder gældende, at transporten var forsvarlig, idet køretøjet var indrettet med en båre, to madrasser, lagener og en pude, og derudover var den indsatte ledsaget af en erfaren sygeplejerske, som havde medbragt det nødvendige lægelige udstyr, således at behandling kunne foretages under turen. I præmis 115 konkluderer EMD om køretøjet, at det ikke var en ambulance eller en anden form for hospitals-køretøj ("It was not an ambulance or any other type of hospital vehicle"). I præmis 117 udtaler EMD videre: ".. Having regard to Mr Tarariyev's serious condition, the duration of the transport and the detrimental impact of that treatment on his state of health, the Court considers that the transport of Mr Tarariyev in a standard-issue prison van must have considerably contributed to his suffering and therefore amounted to inhuman treatment."

Tandbehandling under frihedsberøvelsen sidestilles af EMD med anden sundhedsmæssig behandling

I Sakhvadse mod Rusland afgjort den 10. januar 2012 under sagsnummer 15492/09 anså EMD EMRK artikel 3 for krænket, blandt andet fordi de nationale myndigheder havde forladt sig på udtalelser fra medicinske eksperter fra fængselsmyndighederne og ikke på udtalelser fra uafhængige eksperter udpeget af domstolene. Sagen angik myndighedernes undersøgelser af en indsats klage over manglende lægebehandling og tandbehandling i fængslet. EMD fandt, at de nationale myndigheders undersøgelse af klagerne ikke var tilstrækkeligt grundige og upartiske, hvorfor artikel 3 ansås for krænket, uden at EMD foretog en nærmere undersøgelse af, hvorvidt den lægebehandling og tandlægebehandling, som den pågældende faktisk havde modtaget, var tilstrækkelig. Af præmis 107 fremgår følgende: "The respondent Government also submitted another medical report dated 21 December 2009 issued by the detention facility which was in charge of the medical care at issue in the present case (see paragraph 29 above). While the fact that experts are employed by one of the parties to domestic proceedings may give rise to apprehension as to the neutrality of the experts, what is decisive are the positions taken by the experts throughout the proceedings, the manner in which they perform their functions and the way the courts assess the expert opinion. An opinion given by a court-appointed expert is likely to carry significant weight in the judicial assessment of the issues within that expert’s competence (see, albeit in the context of Article 6 of the Convention, Shulepova v. Russia, no. 34449/03, § 62, 11 December 2008). In the Court’s view, the available reports in the present case do not effectively disprove the applicant’s allegations."

Indsattes ret til at få briller under frihedsberøvelsen
Såfremt en indsat mister sine briller i et fængsel eller arresthus, skal myndighederne sørge for, at den pågældende hurtigt får nye briller. I Slyusarev mod Rusland afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 20. april 2010 under sagsnummer 60333/00 blev Rusland dømt for at have krænket EMRK artikel 3, idet en varetægtsarrestant, der ved anholdelsen havde mistet sine briller, havde hensiddet i arresthuset i et længere stykke tid, uden at myndighederne havde sørget for, at han fik sine briller udleveret eller fik et par andre. Af afgørelsens præmis 34 fremgår det, at klagerens briller blev taget fra denne kort efter dennes anholdelse den 3. juli 1998. I præmis 35 og indledningen af præmis 36 diskuteres det, hvorvidt manglen af brillerne kan have beskadiget klagerens syn som hævdet af klageren. Dette er efter EMDs opfattelse ikke sandsynliggjort. EMD finder imidlertid, at spørgsmålet om eventuel permanent skade på klagerens øjne er uden betydning for sagen, idet de lidelser, som det påførte klageren at være uden briller over et længere tidsrum, i sig selv kan krænke EMRK artikel 3. Af præmis 36 fremgår det således, at det af en udtalelse fra en specialist fremgik, at klageren uden briller var i stand til sørge for sig selv, orientere sig og bevæge sig omkring indendørs, men at han ikke var i stand til at læse eller skrive normalt ("read or write normale"), og dertil kommer, at det må have påført ham megen ubehag i dagligdagen og bidraget til en følelse af usikkerhed og hjælpeløshed.

Af præmis 21 fremgår det, at en efterforsker fra politiet den 2. december 1998 udleverede klagerens briller til denne, efter at man havde fundet dem i en sikkerhedsboks. Af præmis 24 fremgår det, at klageren fik et par nye briller af politiet på et tidspunkt i januar 1999. Det fremgår også af sagen, at klageren i september 1998 blev undersøgt af en øjenlæge, idet han havde klaget over, at han havde dårlige øjne. Af præmis 41 fremgår det, at der er uenighed mellem klagerne og myndighederne om, hvornår klageren har oplyst myndighederne om, at han manglede briller. EMD lægger til grund, at myndighederne har vidst dette fra begyndelsen af september 1998. Af præmis 43 fremgår det, at EMD anser EMRK artikel 3 for krænket. Der henvises til, at myndighederne ikke har kunnet give en rimelig forklaring på, at det tog to og en halv måned, inden klageren blev undersøgt af en øjenlæge, og at det tog yderligere 2 måneder at få lavet de nye briller.

Ovennævnte afgørelse skal ses i forhold til A.K. mod Holland afgjort af den nu opløste kommission den 6. april 1995 under sagsnummer 24774/94. Her havde en frihedsberøvet person måttet undvære sine briller i nogle få dage. Kommissionen fandt dengang, at der ikke forelå en krænkelse af artikel 3.

Behandling mod stofmisbrug i fængsler og arresthuse

I Publikationen "Health in prisons, A WHO guide to the essentials in prison health, udgivet af World Health Organisation i 2007, beskæftiger kapitel 9 sig med narkotikamisbrug i fængsler.

På side 86, 3. afsnit, udtales der blandt andet bekymring over, at mange fængselslæger tror, at de kan kurere indsatte for deres stofmisbrug ved midlertidigt at tvinge dem til ikke at bruge stoffer ("many prison physicians believe they can cure the inmates’ drug problems by temporarily forcing them to stop using drugs").  

Det påpeges videre, at indsatte, som har fået deres stofmisbrug bremset eller nedsat under et fængselsophold, kan være i livsfare efter løsladelsen, hvor adgangen til stoffer igen er mere normal. På side 87 i 3. afsnit anføres blandt andet: ".. For many prisoners, the first two weeks following release from prison is particularly dangerous, as many prisoners resume (higher levels of) drug use and are at very high risk of drug overdose. Prisoners who have not taken drugs frequently during detention often have difficulty in adapting to the new situation after release. They return to old habits and consume drugs in the same quantity and quality as before prison. The transition from life inside prison to the situation in the community is an extremely sensitive period. The longer a drug user stays in prison, the more difficult adapting to life outside prison will be. Even a prison sentence of only several weeks, during which no drugs are consumed, poses a considerable risk to released drug users: because of a reduced tolerance for opiates, even small quantities can be life-threatening. ..."

Selvmordstruede indsatte i fængsler og arresthuse
I udtalelsen FOB 2006.226 fandt Folketingets ombudsmand det kritisabelt, at Direktoratet for Kriminalforsorgen ikke havde modtaget lægejournalen fra Anstalten ved Herstedvester, da direktoratet skulle undersøge en indberetning foretaget i 2005 af anstalten angående en indsat, der havde begået selvmord i fængslet.

I et journalnotat af 23. februar 2005 udtalte en overlæge fra Anstalten ved Herstedvester efter at have konkluderet, at den pågældende indsatte aldrig "har kunnet profitere af indlæggelse på psykiatrisk afdeling", og at han var "svær at rumme" på en psykiatrisk afdeling, at overlægen, at den pågældende simulerede. Overlægen skrev: "... Alt i alt vurderer (…), at der er en betydelig mistanke om, at indsatte simulerer, og at han ikke reelt har paranoide symptomer. Der er en stærk mistanke om, at indsatte har et sigte med sin adfærd, nemlig at han vil overflyttes til psykiatrisk afdeling, således at han har bedre muligheder for at stikke af. Dette er helt i overensstemmelse med undertegnedes opfattelse [undertegnede er vedkommende overlæge i Anstalten ved Herstedvester; min bemærkning]. .."

2. juli 2005 begik den pågældende indsatte selvmord.

Af ombudsmandsudtalelsen fremgår også følgende: "Ifølge et notat af 4. juli 2005 i (A)’s lægejournal kom selvmordet – på trods af personalets kendskab til de ovennævnte faktiske oplysninger – som ’en stor overraskelse’. Dette gælder ifølge notatet såvel anstaltens funktionærer som behandlergruppen der ikke ’umiddelbart [har] skønnet at der var suicidalfare, men skønnet, at (A) var psykotisk" ..."

Endvidere fremgår følgende udtalelse af ombudsmandsudtalelsen: "... Af (A)’s psykiatri/psykologjournal (herefter lægejournal) fremgår det at – især – overlæge (…) har haft kontakt til og samtaler med (A). Det fremgår endvidere at kontakten har været tæt. Det fremgår nærmere af ovenstående lægejournal at (A) i talrige tilfælde har opført sig ejendommeligt, ved bl.a. at lade sit vand på gulvet i sin celle og ved at sove på gulvet uden madras. Det fremgår endvidere at anstalten på baggrund af denne adfærd har vurderet (A) til at være psykotisk (journalnotat af 16. marts 2005), at (A) i talrige tilfælde har talt om at han blev genereret af en/flere stemme(r) uden for hovedet som truede med at slå ham ihjel/opfordrede ham til selv at gøre dette, at (A) endvidere har talt om en ’tankelæser’ (og om flere tankelæsere) som ’skal fjernes ved at snitte i armen (journalnotat af 16. marts 2005)’, og at (A) – tre dage før sin død – med en henvisning til ’stemmerne’ har givet udtryk for at han var bange for at blive slået ihjel hvis han ikke blev overført til Rigshospitalet (journalnotat af 30. juni 2005). ..."

I sagen Keenan mod Storbritannien, sagsnummer 27229/95, der blev afgjort af Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) den 3. april 2001, fandt EMD, at de britiske myndigheder havde krænket EMRK artikel 3 og artikel 13 ved deres behandling af en indsat, der kan have medvirket til, at den indsatte begik selvmord.

I § 112 bemærker EMD, at klageren led af en kronisk mental forstyrrelse, der indebar "psykotiske perioder" og paranoide følelser. Han led endvidere af en personlighedsforstyrrelse. Oplysningerne om hans afsoningsforhold i fængslet tilbage fra 1993 påviste, at han havde perioder med forstyrret adfærd, når han blev flyttet fra sygeafdelingen og tilbage til en normal afdeling. Dette indebar selvmordsadfærd, frygt af en paranoid art, aggression og udbrud af voldelig adfærd. At han led af angst og var forpint under opholdet frem til dødsfaldet kan ikke bestrides. Hans brev til sin læge modtaget efter dødsfaldet viser en høj grad af desperation.

I § 116 fastslår EMD blandt andet, at manglen på effektivt tilsyn med klagerens tilstand og manglen på et kvalificeret psykiatrisk bidrag under vurderingen og behandlingen af klageren afslører en væsentlig mangel i den lægelige behandling, som blev tilbudt til en psykisk syg person, der var kendt for selvmordsadfærd.

Kritik for at afslutte sag om selvmord i arresthus uden at afvente obduktionserklæring. FOB.2004.217

Videregivelse af oplysninger inden for kriminalforsorgen ved indsattes selvmord og selvmordsforsøg FOB.2002.219

Selvmordsforebyggelse i fængsler og arresthuse

Størstedelen af selvmord i fængsler sker, medens indsatte er isoleret fra personalet eller medindsatte. Derfor anbefaler WHO, at indsatte, der er selvmordstruede, ikke udelukkes fra fællesskabet men i stedet placeres i celler sammen med andre indsatte. WHO er opmærksom på risikoen for, at der er større adgang til genstande, der kan bruges til at begå selvmord med, i en celle, der deles med andre, og at de indsatte, som den pågældende deler celle med, ikke nødvendigvis henvender sig til personalet med oplysninger om selvmordsadfærd hos den pågældende. Den indsatte skal således fortsat tilbydes professionel bistand og observeres af fængselsmyndighederne. Fællesskab med andre indsatte er således ikke en tilstrækkelig foranstaltning til at forebygge selvmord. 

Se "Preventing Suicide - A Resource For Prison Officers" af Dr J. M. Bertolote, Coordinator, Mental and Behavioural Disorders
Department of Mental Health, World Health Organization - WHO 2000.

I UfR 2009.1835 HD fik de pårørende til en person, der var "tvangstilbageholdelig" på en psykiatrisk afdeling, tilkendt erstatning, efter, at personen havde begået selvmord, medens denne befandt sig alene på sin stue. Personen blev af personalet fundet død på sin stue den 26. november 2003, kl. 16.15. Hun havde kvalt sig selv med snørebånd. Det fremgik af "retningslinjerne" for den psykiatriske afdeling, at den pågældende burde have været tilset mindst en gang af personalet i tiden mellem kl. 14.30 og kl. 16.15. Dette var ikke sket. Hospitalet gjorde under sagen blandt andet gældende, at et sådant selvmord kunne være blevet begået, uagtet at man havde ført tilsyn efter forskrifterne. Højesteret fandt imidlertid, at der ikke kunne ses bort fra, at selvmordet "kunne have været afværget, hvis personalet havde tilset hende i overensstemmelse med retningslinjerne". De pårørende fik derfor tilkendt erstatning efter patientforsikringslovens § 2, stk 1, nr. 1. Dommen viser, at forsømmelighed fra de personer, der har en psykisk syg (eller frihedsberøvet) person i sin varetægt, kan udløse erstatning til de pårørende. Efter detentionsbekendtgørelsen skal politiet føre tilsyn med jævnlige intervaller med detentionsanbragte. Det forekommer nærliggende, at afgørelsen vil kunne få relevans ved bedømmelsen af erstatningskrav, der rejses i anledning af svigt i sådanne tilsyn. Se Detentionsbekendtgørelsen. Afgørelsen vil formentlig også kunne være relevant i tilfælde, hvor fængselspersonale undlader at føre tilpas tilsyn med personer anbragt i fængsler og arresthuse.

Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende grænsefladen mellem kriminalforsorgen og social- og sundhedssektoren udarbejdet af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen og Socialministeriet i maj 2003.

Psykiatrisk og psykologisk bistand til indsatte i fængsler og arresthuse.

I sit svar fra 2005 på spørgsmål nr. S 1675 fra medlem af Folketinget Line Barfod (EL)  redegør justitsministeren for omfanget af psykologbistand og psykiatrisk bistand til indsatte i fængsler og arresthuse i Danmark. Ministeren anfører blandt andet følgende: "I de situationer, hvor en indsat i et fængsel, som ikke har psykolog ansat eller tilknyttet, vurderes at have et behov for at tale med en psykolog, kan fængslet henvise den indsatte til psykolog, hvis det konkret vurderes, at fængslets psykiatriske konsulent ikke kan hjælpe den indsatte. Fængslet dækker i givet fald udgiften til psykologbistanden. Som det også gælder for borgere i samfundet i øvrigt, kan der i disse tilfælde gå noget længere tid fra det tidspunkt, hvor en indsat henvises, og indtil et samtaleforløb kan etableres. Hvis indsatte i arresthuse har et behov for psykologbistand, kan arresthuset ansøge direktoratet om psykologbistand til den indsatte. Direktoratet har i 2005 anvendt ca. 130.000 kr. til psykologbistand i arresthusene."

Anbringelse af psykisk syge personer i et fængsel eller et arresthus kan udgøre en krænkelse af menneskerettighederne

Artikel 12 i de europæiske fængselsregler har følgende indhold:

"12.1. Personer, der lider af en psykisk sygdom, og hvis psykiske helbredstilstand er uforenelig med tilbageholdelse i et fængsel, bør tilbageholdes i en institution, der er særligt indrettet til formålet.

12.2 Hvis sådanne personer alligevel undtagelsesvis tilbageholdes i et fængsel, skal der være særlige regler, der tager hensyn til deres status og behov."

I Kumenda mod Polen afgjort af EMD den 8. juni 2010 under sagsnummer 2369/09 var en person blevet varetægtsfængslet for vold. Den 3. februar 2009 fandt en appeldomstol den pågældende skyldig i vold men frifandt ham for straf under hensyn til, at han var psykisk syg. Appelretten idømte ham i stedet for straf behandling på et psykiatrisk hospital. Det blev bestemt, at han skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der var plads på et hospital. Den 29. juni 2009 blev klageren overført til et psykiatrisk hospital (se præmis 13 til 16). I præmis 27 konstaterer EMD efter en gennemgang af den nationale lovgivning, at varetægtsfængslingen havde hjemmel i den nationale lovgivning. I præmis 28 bemærker EMD, at frihedsberøvelsen skal være i overensstemmelse med EMRK artikel 5, som har til formål at modvirke, at personer frihedsberøves på en vilkårlig måde. I præmis 29 bemærkes det, at det ikke fremgår af nogen bestemmelser, hvor længe en person må være i et fængsel, medens der afventes en plads på et psykiatrisk hospital. Af præmis 32 og præmis 33 fremgår det, at EMRK artikel 5 § 1 af EMD blev anset for krænket, idet myndighederne ikke havde kunnet angive en rimelig grund til, at der i den aktuelle sag var gået lang tid, inden klageren var blevet overført fra fængslet til et hospital. 

I Slawomir Musial mod Polen afgjort af EMD den 20. januar 2009 under sagsnummer 28300/06 fandt EMD, at artikel 3 var krænket blandt andet som følge af, at en selvmordstruet og psykisk syg person havde været anbragt i fængsel og ikke i et psykiatrisk hospital. Præmis 96 er særlig interessant, idet det blandt andet fremgår af bestemmelsen, at EMD er opmærksom på, at Recommendation No. R (98) 7 samt De Europæiske Fængselsregler ikke er bindende for medlemsstaterne, men at EMD i nyere afgørelser har henledt myndighedernes opmærksomhed på betydningen af disse regler på trods af, at de ikke er bindende for medlemsstaterne. Dette udtrykkes i præmis 96 således: "In particular, the Court notes that the recommendations of the Committee of Ministers to the member States, namely Recommendation No. R (98) 7 concerning the ethical and organisational aspects of health care in prison and Recommendation on the European Prison Rules provide that prisoners suffering from serious mental disturbance should be kept and cared for in a hospital facility which is adequately equipped and possesses appropriately trained staff (see paragraphs 62 and 63 above). In recent judgments the Court has drawn the authorities' attention to the importance of this recommendation, notwithstanding its non-binding nature for the member States .. . De polske myndigheders manglende opfyldelse af kravene i Recommendation No. R (98) 7 og De Europæiske Fængselsregler synes at være en væsentlig grund til, at EMRK artikel 3 anses for krænket. Afgørelsen viser, at tilsidesættelse af "soft law"-rettigheder således indirekte kan føre til, at konventionsbestemmelser anses for krænket. 

I USA kan personer, der begår forbrydelser, og som lider af såkaldt "PTSD" ("Post Traumatisk Stress Syndrom"), tilsyneladende frifindes med henvisning til "insanity". Se artiklen "PTSD and Criminal Behavoir" af Claudia Baker m. fl.

Erstatning til indsatte, detentionsanbragte m. fl. for skader opstået i forbindelse med behandling hos sundhedspersoner

Patientforsikringen har afgjort, at fængselslæger samt detentionslæger ikke er omfattet af lov om patientforsikring, hvilket fremgår af de to afgørelser nævnt umiddelbart nedenfor. Patientforsikringens afgørelse er i det ene tilfælde tiltrådt af Patientskadeankenævnet.

I sag nr. 09-5472 afgjort den 19. oktober 2009 afviste Patientforsikringen et erstatningskrav fra en indsat med henvisning til, at fængselslæger ikke er omfattet af lovens dækningsområde. Sagen er gengivet under "Afgørelser" på Patientforsikringens hjemmeside, hvor følgende anføres: "En 62-årig mand anmeldte en skade opstået ved behandling hos en fængselslæge. Patientforsikringen afviste sagen, da fængselslæger ikke er omfattet af lovens dækningsområde. At fængselslæger ikke er omfattet af klage- og erstatningslovens dækningsområde, er begrundet i, at fængslernes sygeafdelinger henhører under Kriminalforsorgen og ikke sundhedsvæsenet. Det samme gælder i øvrigt forsvarets infirmerier, der heller ikke er en del af sundhedsvæsenet. Den konkrete sag blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor det kom til at fremstå, som om indsatte i fængsler er uden erstatningsmuligheder. Dette er ikke korrekt. Fængselslæger har selvfølgelig et almindeligt ansvar, hvis de begår fejl. Erstatningskrav for sådanne fejl skal rettes mod lægen/fængselsvæsenet. I Patientforsikringens afgørelser tages der ikke stilling til, om der er erstatningsgrundlag efter de almindelige erstatningsretlige regler, idet det falder uden for Patientforsikringens kompetence at vurdere dette."

I sag nr. 07-3761 afgjort den 16. januar 2008 afviste Patientforsikringen et erstatningskrav fra en detentionsanbragt med henvisning til, at detentionslæger ikke er omfattet af lovens dækningsområde. Sagen er gengivet under "Afgørelser" på Patientforsikringens hjemmeside, hvor følgende anføres: "En 38-årig mand søgte erstatning som følge af behandling foretaget af en læge i detentionen. Sådan behandling er ikke omfattet af patientforsikringsordningen, da behandlingen sker efter aftale med politiet og dermed uden for lægens normale virke i sundhedsvæsenet. Sagen blev derfor afvist efter PFL § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1. Patientforsikringens afgørelse blev efterfølgende tiltrådt af Patientskadeankenævnet."

Som det fremgår af sagen 09-5472 påpeger Patientforsikringen, at fængselslægerne alene er omfattet af "de almindelige erstatningsretlige regler". Dette indebærer, at indsatte og detentionsanbragte patienter, der søger erstatning for skader opstået i forbindelse med behandling hos sundhedspersoner - modsat af andre patientgrupper - skal bevise, at den pågældende sundhedsperson har handlet "culpøst", hvilket kan være vanskeligt, hvorfor de oftere end andre patienter vil være uden mulighed for erstatning for skader, som de måtte pådrage sig i forbindelse med lægelig behandling. I kapitel 2 i Betænkning 1346 om revision af lov om patientforsikring afgivet i 1997 udtales blandt andet:

"Før patientforsikringsloven var man som udgangspunkt kun berettiget til erstatning efter den såkaldte culparegel, der har følgende hovedindhold:

Efter culpareglen bliver en person eller myndighed kun erstatningspligtig, hvis vedkommende har udvist fejl eller forsømmelse. For at kunne pålægge et erstatningsansvar skal det endvidere kunne bevises, at der er lidt et tab, og at der er en naturlig sammenhæng mellem den skadevoldende handling og tabet. Det er som hovedregel skadelidte, der skal bevise, at skadevolderen har handlet culpøst, at der er lidt et tab, og at der er årsagssammenhæng mellem handling og tab. Kan skadelidte ikke føre bevis herfor, bliver skaden ofte betegnet som hændelig, og erstatning udbetales ikke.

En række sager i 1970'erne og 80'erne (bl.a. om brugen af LSD på psykiatriske sygehuse, om røntgenkontrastmidlet Thoratrast, om HIV-smittede blødere samt en række sager om alvorlige nervelæsioner ved kirurgiske indgreb) havde imidlertid vist, at culpareglen ikke fungerede efter hensigten på lægeansvarsområdet. Det var meget vanskeligt at føre bevis for, at der var sket lægelige fejl ved behandlingen, og at der var årsagssammenhæng mellem fejl og skade. Politisk blev det endvidere fundet uhensigtsmæssigt, at skadelidte patienter skulle igennem anstrengende retssager for at gennemføre et erstatningskrav.

Med patientforsikringsloven er der opbygget et helt nyt erstatningssystem, der hviler på følgende elementer:

– Patienters ret til erstatning beror ikke på, om nogen læge m.v. har pådraget sig et personligt ansvar for skaden. Culpareglen er erstattet med en form for udvidet virksomhedsansvar ...."

De Europæiske Fængselsregler foreskriver i regel 40.2 og 40.3 følgende:

"40.2 Fængslernes sundhedspolitik skal integreres og være forenelig med den nationale sundhedspolitik.

40.3 De indsatte skal uden diskrimination på grund af deres retlige status have adgang til de sundhedsydelser, der er tilgængelige i landet."

Lovbekendtgørelse nr. 24 af 21. januar 2009 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.